18.7.2009 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 166/20 |
KOMMISSIONENS BESLUTNING
af 27. februar 2008
om endelig fastsættelse af den tvangsbøde, som Microsoft Corporation fik pålagt ved beslutning C(2005) 4420 endelig
(Sag COMP/C-3/37.792 — Microsoft)
(meddelt under nummer K(2008) 764 endelig)
(Kun den engelske udgave er autentisk)
2009/C 166/08
Den 27. februar 2008 vedtog Kommissionen en beslutning om endelig fastsættelse af den tvangsbøde, som den pålagde Microsoft Corporation ved beslutning C(2005) 4420 endelig (»beslutningen fra februar 2008«). I overensstemmelse med artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (1) offentliggør Kommissionen hermed parternes navne og beslutningens hovedindhold, herunder de pålagte sanktioner, under hensyntagen til virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres. En ikke-fortrolig udgave af beslutningen i dens fulde ordlyd findes på sagens autentiske sprog og på Kommissionens arbejdssprog på GD COMP's websted:
http://europa.eu.int/comm/competition/index_en.html
1. RESUME
1.1. Sagens baggrund
1. |
Den 24. marts 2004 vedtog Kommissionen en beslutning (2007/53/EF) rettet til Microsoft Corporation (»Microsoft«) som led i en procedure efter EF-traktatens artikel 82 (sag COMP/C-3/37.792) (2). I denne beslutning (»beslutningen«) fastslog Kommissionen blandt andet, at Microsoft havde overtrådt EF-traktatens artikel 82 og artikel 54 i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde fra oktober 1998 og indtil beslutningsdatoen at have nægtet at udlevere en række nærmere bestemte »interoperabilitetsoplysninger« (3) til udbydere af styresystemer til arbejdsgruppeservere, således at de blev i stand til at udvikle og distribuere interoperable produkter. |
2. |
I artikel 5, litra a) og c), i beslutningens dispositive del fastsættes følgende:
|
1.2. Tilsidesættelse af beslutningen
3. |
Da Microsoft stadig ikke havde efterkommet beslutningen mere end et år efter, at den var vedtaget, vedtog Kommissionen den 10. november 2005 en beslutning, hvorved den i medfør af artikel 24, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 pålagde Microsoft en tvangsbøde (»artikel 24, stk. 1-beslutningen«). I sidstnævnte beslutnings artikel 1 fastsættes følgende: »Inden den 15. december 2005 efterkommer Microsoft Corporation fuldt ud de påbud, der er fastsat i artikel 5, litra a) og c), i Kommissionens beslutning (C(2004) 900) af 24. marts 2004. I modsat fald pålægges Microsoft Corporation en tvangsbøde på 2 mio. EUR om dagen regnet fra denne dato.« |
4. |
I artikel 24, stk. 1-beslutningen påpegede Kommissionen foreløbigt to punkter, hvor Microsoft havde tilsidesat påbuddene efter artikel 5, litra a) og c), i beslutningen fra 2004. For det første havde Microsoft undladt at udlevere fuldstændig og nøjagtig teknisk dokumentation, som omfattede interoperabilitetsoplysningerne. For det andet blev de royalties, som Microsoft på daværende tidspunkt krævede for adgang til og brug af interoperabilitetsoplysningerne, anset for at være urimelige. |
5. |
Efter vedtagelsen af artikel 24, stk. 1-beslutningen fremlagde Microsoft en revideret teknisk beskrivelse af de protokoller, der var relevante for kommunikationen mellem Windows-baserede pc′er og arbejdsgruppeservere (»den tekniske dokumentation«) (4). Undersøgelsen af de forskellige udgaver af den tekniske dokumentation, som Microsoft havde fremlagt, førte til den konklusion, at dokumentationen stadig ikke gav interesserede virksomheder fuldstændige og nøjagtige interoperabilitetsoplysninger, som krævet i beslutningen fra 2004. |
6. |
Den 12. juli 2006 vedtog Kommissionen en beslutning i henhold til artikel 24, stk. 2, i forordning 1/2003, hvorved den endeligt fastsatte den tvangsbøde, der blev pålagt ved artikel 24, stk. 1-beslutningen, til 280,5 mio. EUR for perioden fra den 16. december 2005 til den 20. juni 2006. Microsoft fik pålagt denne tvangsbøde for det første af de punkter, Kommissionen havde påpeget i artikel 24, stk. 1-beslutningen, nemlig det forhold, at Microsoft havde undladt at udlevere fuldstændig og nøjagtig teknisk dokumentation, som omfattede interoperabilitetsoplysningerne. |
7. |
Beslutningen af 12. juli 2006 omfattede også en ændring af artikel 24, stk. 1-beslutningens artikel 1, idet den tvangsbøde, Microsoft havde fået pålagt for ikke at have efterkommet påbuddene i artikel 5, litra a) og c), i beslutningen fra 2004, blev forhøjet til 3 mio. EUR om dagen fra den 1. august 2006. |
8. |
Mens arbejdet vedrørende den tekniske dokumentation fortsatte, behandlede Kommissionen det andet punkt, den havde påpeget i artikel 24, stk. 1-beslutningen, nemlig at Microsoft ikke gav adgang til interoperabilitetsoplysningerne på rimelige vilkår. |
9. |
Efter at have modtaget en klagepunktsmeddelelse den 1. marts 2007 fremlagde Microsoft den 21. maj 2007 reviderede aftaler om protokolprogrammer til arbejdsgruppeservere (»WSPP«), som vedrørte adgang til og anvendelse af interoperabilitetsoplysninger. Disse aftaler omfattede en royaltytabel med lavere satser end tidligere. Microsoft meddelte, at disse lavere satser ville blive anvendt med tilbagevirkende kraft fra det tidspunkt, hvor beslutningen fra 2004 blev vedtaget. Microsoft havde flere gange tidligere fremlagt reviderede udgaver af sine WSPP- royaltyordninger, første gang den 29. oktober 2004, og havde flere gange nedsat de gældende satser. |
1.3. Det videre procedureforløb
10. |
Den 1. marts 2007 blev der rettet en klagepunktsmeddelelse til Microsoft (»klagepunktsmeddelelsen«) med den foreløbige konklusion, at Microsoft endnu ikke havde opfyldt sin forpligtelse til at stille interoperabilitetsoplysninger til rådighed på rimelige, ikke-diskriminerende vilkår. |
11. |
Microsoft svarede på klagepunktsmeddelelsen den 23. april 2007 og afslog tilbuddet om en mundtlig høring. |
12. |
Den 21. maj 2007 fremlagde Microsoft reviderede WSPP-aftaler om adgang til og anvendelse af interoperabilitetsoplysninger. Aftalerne omfattede en ændret royaltytabel (»royaltyordningen af 21. maj 2007«). Microsoft meddelte, at »de lavere satser nu vil blive anvendt officielt« med tilbagevirkende kraft fra vedtagelsen af beslutningen. Microsoft havde flere gange tidligere fremlagt reviderede udgaver af sine WSPP-royaltyordninger, første gang den 29. oktober 2004, og satte flere gange satserne ned, efter at der var ført drøftelser derom. Alle disse royaltyordninger måtte betragtes som urimelige på grundlag af de priskriterier, der lå til grund for beslutningen, og som indgår i de WSPP-prisprincipper, der var aftalt med Microsoft. Disse principper bygger på tre kriterier, der skal afspejle den værdi, Microsofts interoperabilitetsoplysninger har for brugerne, bortset fra den »strategiske værdi«, der skyldes Microsofts styrke på markedet for styresystemer til klient-pc′er eller på markedet for styresystemer til arbejdsgruppeservere (dvs. Microsofts egen frembringelse, innovation og sammenligning med tilsvarende teknologier). |
13. |
Den 24. juli 2007 sendte Kommissionen Microsoft en sagsfremstilling med en vurdering af de ændringer i Microsofts royaltyordning, der blev indført efter vedtagelsen af klagepunktsmeddelelsen, og opfordrede virksomheden til at fremsætte bemærkninger dertil, hvilket den gjorde den 31. august 2007. |
14. |
Den 22. oktober 2007 indførte Microsoft en ny royaltyordning for WSPP-aftalerne. Denne nye ordning omfatter en »No Patent«-aftale om adgang til og brug af interoperabilitetsoplysningerne mod en engangsbetaling på 10 000 EUR. En patentaftale om en patentlicens på de dele af interoperabilitetsoplysningerne, som af Microsoft hævdes at være omfattet af patenter, er tilgængelig på verdensplan enten mod betaling af royalties på 0,4 % af licenstagerens nettoindtægter eller mod betaling af to forskellige royalty-satser, nemlig 0,25 % i EØS og 3,87 % i andre dele af verden. Da Kommissionen vedtog sin beslutning den 27. februar 2008, fastslog den, at der ikke længere var grund til at rejse indsigelse mod royaltyordningen af 22. oktober 2007, hvad angår spørgsmålet om rimelige og ikke-diskriminerende satser. |
1.4. Virksomheden og produktet
15. |
Microsoft er en software-virksomhed med hovedsæde i Redmond, i staten Washington i USA. I regnskabsåret fra juli 2006 til juni 2007 havde Microsoft en omsætning på 51 120 mio. USD. Microsoft har 78 500 beskæftigede på verdensplan og er aktiv i alle lande i EØS-området. |
16. |
De produkter, som denne procedure vedrører, er »Windows-styresystemer til arbejdsgruppeservere« som defineret i beslutningens artikel 1, stk. 9. |
1.5. Tilsidesættelse af påbuddene
17. |
Som anført i betragtning nr. 1003 i beslutningen havde beslutningen til formål »at sikre, at Microsofts konkurrenter kan udvikle produkter, der kan arbejde sammen med Windows-domænearkitekturen, som er implementeret i det dominerende Windows-styresystem til klient-pc′er, og dermed blive i stand til at tage konkurrencen op med Microsofts styresystemer til arbejdsgruppeservere«. |
18. |
Det blev anført i betragtning nr. 1008 i beslutningen, at »kravet om, at Microsofts betingelser skulle være rimelige og ikke-diskriminerende, især gælder for […] ii) enhver royalty, som Microsoft måtte opkræve; en sådan royalty må ikke afspejle den »strategiske værdi«, der skyldes Microsofts styrke på markedet for styresystemer til klient-pc′er eller på markedet for styresystemer til arbejdsgruppeservere«. |
19. |
I beslutningen fra februar 2008 vurderes Microsofts overholdelse af beslutningens artikel 5, litra a), på grundlag af en evaluering af de reviderede WSPP-aftaler, som Microsoft fremsendte den 21. maj 2007 sammen med den WSPP-royaltyordning, de omfatter. Da denne royalty-ordning indebærer lavere satser end de tidligere udgaver af WSPP-aftalerne, gælder vurderingen i sagens natur også for royaltyordningerne i de tidligere udgaver. I henhold til ordningen opkræves der 0,5 % af modtagerens nettoindtægter for alle WSPP-protokoller i henhold til »No Patent«-aftalen om WSPP og 0,7 % af modtagerens nettoindtægter for alle patentlicenser på WSPP-protokoller i henhold til »Patent Only«-aftalen om WSPP. |
20. |
Beslutningen fra februar 2008 fokuserer på Microsofts forpligtelse til at give adgang til ikke-patenterede interoperabilitetsoplysninger mod en rimelig royalty, jf. artikel 5, litra a), i beslutningen fra 2004. |
21. |
I beslutningen fra februar 2008 anfører Kommissionen, at WSPP-prisprincipperne afspejler den tankegang, der ligger bag betragtning 1003 og 1008 ii) i beslutningen fra 2004. Beslutningen af 27. februar 2008 konkluderer, at Microsofts royaltyordninger før den 22. oktober 2007 må anses for urimelige i henhold til beslutningens artikel 5, litra a), dels fordi der for næsten alle Microsofts ikke-patenterede protokolteknologier, som er udleveret med den tekniske dokumentation vedrørende interoperabilitetsoplysningerne, mangler klare beviser på deres innovative karakter, dels i betragtning af markedsvurderingen af tilsvarende teknologier (jf. den korte gennemgang af WSPP-prisprincipperne i nr. 12 ovenfor). Denne vurdering støttes af rapporter udarbejdet af den tilsynsførende og af eksterne tekniske eksperter, TAEUS. |
2. DEN ENDELIGE TVANGSBØDE
2.1. Relevant periode for tilsidesættelse af påbuddene
22. |
Beslutningen fra februar 2008 vedrører perioden fra den 21. juni 2006 til den 21. oktober 2007 (»den relevante periode«). |
2.2. Den endelige tvangsbøde for den relevante periode
23. |
I beslutningen af 27. februar 2008 fastsættes den endelige tvangsbøde, der skal pålægges Microsoft, til 899 mio. EUR for den relevante periode. |
24. |
Efter artikel 24, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 kan Kommissionen fastsætte den endelige tvangsbøde til et mindre beløb end det, den oprindelige beslutning indebærer, når virksomheden har efterkommet den forpligtelse, til hvis opfyldelse tvangsbøden er pålagt. |
25. |
Ved beregningen af den endelige tvangsbøde blev der blandt andet taget hensyn til følgende:
|
2.3. Konklusion
26. |
Den endelige tvangsbøde, som Microsoft Corporation fik pålagt ved Kommissionens beslutning (C(2005) 4420 endelig) af 10. november 2005 for perioden fra den 21. juni 2006 til 21. oktober 2007 for ikke at have efterkommet det påbud om at give interesserede virksomheder adgang til interoperabilitetsoplysninger på rimelige, ikke-diskriminerende vilkår, der er fastlagt i artikel 5, litra a), i Kommissionens beslutning, fastsættes i beslutningen fra februar 2008 til 899 mio. EUR. |
(1) EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1.
(2) EUT L 32 af 6.2.2007, s. 23.
(3) Udtrykket »interoperabilitetsoplysninger« defineres i beslutningens artikel 1, stk. 1, som »de fuldstændige og nøjagtige specifikationer for alle de protokoller, der er implementeret i Windows-styresystemerne til arbejdsgruppeservere, og som Windows-baserede arbejdsgruppeservere anvender til at levere fil- og printfunktioner samt bruger- og gruppeadministrationsfunktioner, herunder Windows Domain Controller, Active Directory og Group Policy, til Windows-baserede arbejdsgruppenetværk«.
(4) I beslutningens artikel 1, stk. 2, fra 2004 defineres en »protokol« som »et sæt regler for sammenkobling af og interaktion mellem forskellige kopier af Windows-styresystemer til arbejdsgruppeservere og Windows-styresystemer til klient-pc’er, som er installeret på forskellige computere i et Windows-baseret arbejdsgruppenetværk«.