1.4.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 87/183


Torsdag, den 12. marts 2009
Udvisning af ngo’er i Darfur

P6_TA(2009)0145

Europa-Parlamentets beslutning af 12. marts 2009 om udvisning af ngo’er fra Darfur

2010/C 87 E/39

Europa-Parlamentet,

der henviser til den erklæring, formandskabet udsendte på Den Europæiske Unions vegne den 6. marts 2009 efter Den Internationale Straffedomstols (ICC) afgørelse om arrestordren mod Sudans præsident Omar Hassan al-Bashir,

der henviser til kommissær Louis Michels erklæring af 5. marts 2009 om udvisningen af humanitære ngo’er fra Sudan,

der henviser til sine tidligere beslutninger om situationen i Sudan/Darfur, hvori det især har givet udtryk for sin fortsatte støtte til ICC,

der henviser til Rom-statutten for ICC og dens ikrafttræden den 1. juli 2002,

der henviser til FN’s Sikkerhedsråds resolution S/Res/1593 (2005) vedtaget den 31. marts 2005, der henviste spørgsmålet om situationen i Darfur til ICC,

der henviser til forretningsordenens artikel 115, stk. 5,

A.

der henviser til, at ICC’s forundersøgelsesafdeling den 4. marts 2009 udstedte en arrestordre mod Sudans præsident Omar Hassan al-Bashir for forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser i den konfliktplagede sudanske provins Darfur,

B.

der henviser til, at den sudanske regering som reaktion på ICC’s afgørelse besluttede at udvise 13 førende ngo’er fra Darfur,

C.

der henviser til, at hjælpeorganisationer i Darfur gennemfører verdens mest omfattende humanitære aktion; der henviser til, at De Forenede Nationer oplyser, at op til 4,7 millioner mennesker, herunder 2,7 internt fordrevne, har behov for hjælp,

D.

der henviser til, at udvisningen af hjælpeorganisationerne kan resultere i øget dødelighed og sygelighed som følge af afbrydelsen af sundhedstjenesternes arbejde og udbrud af smitsomme sygdomme som f.eks. diarré og luftvejsinfektioner; der henviser til, at udvisningen også kan føre til mindre immuniseringsdækning og øget dødelighed blandt børn, hvis de ikke har adgang til terapeutiske bespisnings- og ernæringstjenester,

E.

der henviser til, at ngo’erne er blevet udvist på et tidspunkt, hvor der er et vitalt behov for deres tjenester, især fordi der for øjeblikket er en meningitisepidemi i Vestdarfur; der henviser til, at udvisningen betyder, at de, der er ramt af epidemien, vil have meget begrænset eller slet ingen adgang til lægebehandling,

F.

der henviser til, at det fastsættes i FN’s doktrin om »beskyttelsesansvar«, at andre har ansvaret for den nødvendige beskyttelse, såfremt de nationale myndigheder åbenlyst ikke formår at beskytte deres befolkninger,

G.

der henviser til, at Sudans regering, da Sudan er medlem af FN, er forpligtet til at samarbejde med ICC i henhold til resolution S/Res/1593 (2005), som Sikkerhedsrådet vedtog under dets kapitel 7-beføjelser,

H.

der er dybt rystet over, at Sudans regering siden udstedelsen af arrestordren gentagne gange har nægtet at samarbejde med ICC og i stadig flere tilfælde har trodset ICC og det internationale samfund,

1.

fordømmer kraftigt udvisningen af 13 humanitære hjælpeorganisationer fra Darfur som reaktion på den internationale arrestordre, som ICC udstedte mod præsident al-Bashir den 4. marts 2009;

2.

kræver umiddelbar og betingelsesløs frigivelse af alle de medarbejdere fra den belgiske afdeling af Læger uden Grænser (MSF), der blev bortført den 11. marts 2009 fra det belgiske MSF-kontor i Sarif Umra, 200 km vest for hovedbyen El Fasher i det nordlige Darfur;

3.

er stærkt foruroliget over den øjeblikkelige virkning, som disse udvisninger har på ydelsen af den humanitære bistand, der har afgørende betydning for hundredtusindvis af mennesker;

4.

kræver, at Sudans regering øjeblikkelig annullerer sin afgørelse om at udvise de 13 hjælpeorganisationer og giver dem tilladelse til at fortsætte deres vigtige arbejde for at sikre sårbare befolkningsgruppers overlevelse i Darfur; opfordrer Rådet og Kommissionen til at forstærke deres bestræbelser på at få Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga og Kina til at lægge pres på Sudans regering for at få den til at gøre dette;

5.

opfordrer Sudans regering til at tage positive skridt til at sikre, at menneskerettighedsforkæmpere i Sudan ikke forfølges, hvis de udtaler sig positivt om ICC’s afgørelse, og afholde sig fra enhver form for chikane imod eller intimidering af menneskerettighedsforkæmpere;

6.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU’s særlige repræsentant for Sudan, Sudans regering, medlemsstaternes regeringer og parlamenter og medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd, Den Afrikanske Unions institutioner, Den Arabiske Ligas institutioner og Den Internationale Straffedomstols anklagemyndighed.