24.2.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 46/71

—

der henviser til sine tidligere beslutninger om FN's Menneskerettighedskommission (UNCHR) siden 1996, navnlig sin beslutning af 16. marts 2006 om resultatet af forhandlingerne om Menneskerettighedsrådet og om den 62. samling i FN's Menneskerettighedskommission (1), såvel som sin beslutning af 29. januar 2004 om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og De Forenede Nationer (2), sin beslutning af 9. juni 2005 om reformen af FN (3), sin beslutning af 29. september 2005 om resultatet af FN-Verdenstopmødet den 14.-16. september 2005 (4), sin beslutning af 21. februar 2008 om den syvende samling i FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC) (5) og sin beslutning af 8. maj 2008 om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2007 og EU's menneskerettighedspolitik (6),

—

der henviser til sine uopsættelige beslutninger om menneskerettigheder og demokrati,

—

der henviser til FN's generalsekretærs rapport af 21. marts 2005 med titlen »In Larger Freedom: towards security, development and human rights for all«, den efterfølgende resolution A/RES/60/1 fra FN's Generalforsamling om resultatet af 2005-verdenstopmødet og generalsekretærens rapport af 7. marts 2006 med titlen »Investing in the United Nations: for a stronger Organization worldwide«,

—

der henviser til resolution A/RES/60/251 fra FN's Generalforsamling om oprettelse af Menneskerettighedsrådet (UNHRC),

—

der henviser til erklæringen af 16. marts 2006 fra formandskabet på Den Europæiske Unions vegne om oprettelsen af UNHRC,

—

der henviser til tidligere almindelige og særlige samlinger i UNHCR,

—

der henviser til resultatet af UNHRC's arbejdsgrupper om klageproceduren, den universelle regelmæssige gennemgang (UPR), det fremtidige system for ekspertbistand, dagsordenen, det årlige arbejdsprogram, arbejdsmetoder og forretningsorden samt til status over de særlige procedurer,

—

der henviser til resultaterne af tredje valg af medlemsstater til Menneskerettighedsrådet, afholdt i FN's Generalforsamling den 21. maj 2008,

—

der henviser til resultaterne af valget den 19. juni 2008 til formandskabet for UNHRC,

—

der henviser til første, anden og tredje samling af UPR, afholdt fra den 7. til den 18. april 2008, fra den 5. til den 16. maj 2008 og fra den 1. til den 15. december 2008,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udenrigsudvalget (A6-0498/2008),

A.

der henviser til, at respekt for og fremme og sikring af menneskerettighedernes universalitet er en del af Fællesskabets regelværk og et af EU's grundlæggende principper,

B.

der henviser til, at EU sætter menneskerettigheder og demokrati i centrum for sine eksterne forbindelser, og henviser til, at dets udenrigspolitik er baseret på stærk og utvetydig støtte til effektiv multilateralisme, som fastlagt i FN-pagten,

C.

der henviser til, at FN og UNHRC er blandt de mest hensigtsmæssige organisationer til at beskæftige sig indgående med menneskerettighedsspørgsmål og humanitære udfordringer,

D.

der henviser til, at beslutningen om etablering af UNHRC som kvasi-stående organ generelt er blevet hilst velkommen som et initiativ til at rette op på manglerne i UNCHR og øge menneskerettigheders plads i mellemstatslige debatter ved at oprette noget i retning af et stående organ,

E.

der henviser til, at UNHRC har sat sig et ambitiøst program for de første tre år, som omfattede gennemgang af dets procedurer og arbejdsmetoder, navnlig udviklingen og gennemførelsen af UPR, i forbindelse med hvilken der indtil videre er blevet afholdt tre samlinger med en gennemgang af 48 stater, hvoraf otte er EU-medlemsstater, samt en gennemgang af særlige procedurer,

F.

der henviser til, at EU har været en stærk tilhænger af og fortaler for oprettelsen af UNHRC, og henviser til, at EU og dets medlemsstater har forpligtet sig til og engageret sig i at spille en aktiv og synlig rolle med henblik på at skabe og støtte et effektivt organ, som behandler aktuelle udfordringer for menneskerettighederne,

G.

der henviser til, at EU kraftigt anvendelsen af forstærket flertal og forstærkede medlemskabskriterier for valg til UNHRC, uden at disse forslag blev godtaget, og procedurerne for overvågning af den faktiske gennemførelse af FN-medlemsstaternes valgløfter,

H.

der henviser til, at mens der stadig er grænser for EU's evne til at sikre en samlet tilgang, navnlig som følge af modstridende nationale interesser og medlemsstaternes vedholdende ønske om at handle selvstændigt i FN, er der belæg for, at de i højere grad står sammen i UNHRC, end de gjorde i UNCHR,

I.

der henviser til, at EU's medlemsstater udgør et talmæssigt mindretal i UNHRC, hvilket i alvorlig grad hæmmer EU's evne til at påvirke UNHRC's dagsorden og betyder en alvorlig trussel for integrationen af EU's holdninger i UNHRC's arbejde,

J.

der henviser til, at USA's beklagelige manglende tilstedeværelse i UNHRC har ført til behovet for, at EU styrker sin rolle som leder af demokratiske lande i menneskerettighedsspørgsmål,

K.

der henviser til, at Parlamentet nøje følger udviklingen i UNHRC ved at sende egentlige delegationer til dets samlinger og ved at invitere særlige rapportører og uafhængige eksperter til at bidrage til dets arbejde vedrørende menneskerettigheder,

L.

der henviser til, at UNHRC's procedurer og mekanismer skal revideres i 2011 i henhold til Generalforsamlingens ovennævnte resolution A/RES/60/251,

1.

glæder sig over det arbejde, der er udført af UNHRC indtil nu og bemærker, at UNHRC har potentiale til at udvikle sig til en værdifuld ramme for EU's multilaterale menneskerettighedsbestræbelser; beklager dog, at det nye organ i løbet af de tre første år af dets virksomhed endnu ikke har gjort flere væsentlige fremskridt med at forbedre FN's resultater på menneskerettighedsområdet;

2.

glæder sig over vedtagelsen af UNHRC's vigtige normsættende tekster om menneskerettigheder, herunder den internationale konvention om beskyttelse af alle personer mod tvungne forsvindinger og FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder, såvel som den valgfri protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder; bemærker, at sidstnævnte udgør en skelsættende beslutning, da den indeholder bestemmelse om en individuel klageprocedure, hvorved den skaber en mekanisme, der gør det muligt for ofre for brud på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder at indgive klage på internationalt plan; opfordrer indtrængende alle stater til hurtigt at ratificere den valgfri protokol til den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder;

3.

beklager, at UNHRC ikke har skredet til handling i mange af verdens mest påtrængende menneskerettighedssituationer, hvilket til dels skyldes en lang række UNHRC-staters voksende modvilje mod enhver overvejelse af situationen i forskellige lande, herunder gennem landeresolutioner, særlige samlinger og landemandater i forbindelse med særlige procedurer med den begrundelse, at dette angiveligt ville politisere UNHRC; gentager det synspunkt, at UNHRC's evne til effektivt at imødegå situationen i forskellige lande er af central betydning for dets autoritet og troværdighed;

4.

bifalder det faktum, at proceduren for valg til UNHRC har gjort det muligt at udelukke grove overtrædere af menneskerettigheder som Iran og Belarus fra UNHRC; beklager ikke desto mindre, at ikke alle geografiske grupper har arrangeret egentlige procedurer for valg vedrørende tiltrædelse til UNHRC; beklager, at systemet med frivillige tilsagn har haft meget uensartede og utilstrækkelige resultater, hvilket gør det muligt for regeringer at fravige deres internationale menneskerettighedsforpligtelser; er i denne henseende dybt bekymret over nogle medlemmers taktiske anvendelse af såkaldte forpligtelser og gentager derfor, at fuldt samarbejde med særlige procedurer bør forblive det endelige kriterium for tiltrædelse til UNHRC;

5.

beklager den voksende splittelse af UNHRC i regionale blokke; mener, at denne »blokmentalitet« undergraver UNHRC's evne til effektivt, upartisk og objektivt at behandle krænkelser af menneskerettighederne rundt om i verden, og at dette kunne være den egentlige årsag til UNHRC's forudindtagethed, selektivitet og svaghed;

6.

anerkender, at en række delegationer i Genève er utilstrækkeligt rustet til på behørig vis at føre menneskerettighedsforhandlinger, og derfor lader gruppeledere formulere deres holdning; bemærker ikke desto mindre, at denne tendens er blevet modvirket effektivt med hensyn til flere vigtige spørgsmål som f.eks. adfærdskodeksen i forbindelse med særlige procedurer og situationen i Darfur, navnlig i den asiatiske og afrikanske gruppe; understreger samtidig, at de holdninger, der er vedtaget af EU og de tiltrædende lande i fællesskab, i høj grad har bidraget til blokmentaliteten; anmoder Kommissionen om at forelægge en årlig beretning om afstemningsmønstrene ved afstemninger om menneskerettigheder inden for FN indeholdende en analyse af, hvordan disse er blevet påvirket af EU's politikker, af EU-medlemsstaterne og af andre blokke;

7.

anerkender, at det brede medlemskab af UNHRC og deltagelse af mange observatørstater sikrer, at stort set alle lande er involveret i dets debatter; mener med udsigt til gennemgangen i 2011, at muligheden for at åbne UNHRC for universelt medlemskab kunne undersøges på den ene side, men at en mindre sammensætning på den anden side kunne vise sig at være gavnlig;

8.

erkender, at forholdet mellem UNHRC og Generalforsamlingens tredje udvalg fortsat er genstand for diskussion, hvilket illustrerer UNHRC's potentielle sårbarhed; minder i denne forbindelse om, at det tredje udvalg har til opgave inden for dette organ, der omfatter samtlige FN-medlemsstater, at videreformidle alle UNHRC's hovedanliggender; mener, at dette organ også kan opveje UNHRC's mangler, ligesom Generalforsamlingen gør det med hensyn til Sikkerhedsrådets afgørelser, som er et vigtigt element i komplementariteten mellem UNHRC og det tredje udvalg; opfordrer EU til at gentage sin forpligtelse til at støtte UNHRC og forbedre sin effektivitet, som en enestående platform, der specialiserer sig i universelle menneskerettigheder, og et specifikt forum, der beskæftiger sig med menneskerettigheder inden for FN-systemet;

9.

udtrykker alvorlig bekymring over den kendsgerning, at princippet om menneskerettighedernes universelle karakter i stigende grad drages i tvivl, hvilket blandt andet illustreres ved de forsøg, som visse lande gør på at indføre begrænsninger for bredt anerkendte menneskerettigheder såsom ytringsfrihed eller på at fortolke menneskerettighederne i forhold til en kulturel, ideologisk eller traditionel baggrund; opfordrer EU til fortsat at være på vagt over for disse forsøg og kraftigt forsvare principperne om menneskerettighedernes universalitet, udelelighed og gensidige afhængighed;

10.

mener, at de særlige procedurer er kernen i FN's menneskerettighedsmaskineri og understreger, at UNHRC's troværdighed og effektivitet i forbindelse med beskyttelsen af menneskerettighederne hviler på samarbejdet med de særlige procedurer og deres fulde gennemførelse samt om vedtagelse af reformer, der vil styrke deres evne til at håndtere krænkelser af menneskerettighederne;

11.

anser særlige procedurer i forbindelse med situationen i forskellige lande for at være et væsentligt instrument til at forbedre menneskerettighederne på stedet; mener, at arten og hyppigheden af evalueringen af lande under UPR ikke kan erstatte landemandater; modsætter sig derfor visse landes forsøg på at bruge argumentet om »rationalisering« af særlige procedurer for at fjerne disse mandater; beklager i denne forbindelse opsigelsen af landemandater for så vidt angår Belarus, Den Demokratiske Republik Congo og Cuba samt afskaffelsen af ekspertgruppen om Darfur;

12.

bemærker indførelsen af vilkår om suspension af Burundis landemandat; anerkender betydningen af at definere en exitstrategi for hver af disse særlige landeprocedurer;

13.

fordømmer de bestræbelser, som flere UNHRC-medlemmer har gjort sig for at begrænse de særlige procedurers uafhængighed og effektivitet; bemærker i denne henseende vedtagelsen den 18. juni 2007 af en adfærdskodeks for mandathavere i forbindelse med særlige procedurer; opfordrer UNHRC til at gennemføre denne adfærdskodeks i ovennævnte resolution A/RES/60/251's ånd og at respektere særlige procedurers uafhængighed;

14.

opfordrer til, at udvælgelse og udnævnelse af passende mandatindehavere i forbindelse med særlige procedurer forbedres, navnlig ved at søge veje og midler til at styrke den eksisterende liste over kandidater i FN's Højkommissariat for Menneskerettigheder (OHCHR) og styrke uafhængigheden af mandatindehaverne med henvisning til ansøgernes erfaring og ekspertise, idet der samtidig tages behørigt hensyn til geografisk repræsentation og balancen mellem kønnene;

15.

understreger behovet for bedre opfølgning på de særlige procedurers resultater og anbefalinger, hvilket kunne omfatte etablering af mekanismer til at rapportere om gennemførelsen af anbefalingerne;

16.

mener, at UPR er et instrument, som supplerer særlige procedurer og giver mulighed for at gøre mere effektiv brug af deres rapporter og sikre øget samarbejde og opfølgning på deres arbejde;

17.

opfordrer til vedvarende støtte til særlige procedurer i form af finansielle midler og menneskelige ressourcer;

18.

anerkender den potentielle værdi af UPR-mekanismen med hensyn til at forbedre den universelle karakter af overvågning af forpligtelser og praksis på menneskerettighedsområdet i hele verden ved at gøre alle FN's medlemsstater til genstand for lige behandling og kontrol og åbner nye muligheder for, at ikke-statslige organisationer (ngo'er) kan indgå i dialog med specifikke stater;

19.

glæder sig over, at UPR har givet mange FN-medlemsstater et incitament til at forpligte sig til at gennemføre deres internationale forpligtelser, følge op på traktatfæstede organers og særlige procedurers konklusioner og anbefalinger, præsentere traktatfæstede organer for oversigtsrapporter, reagere på udestående anmodninger om invitationer til særlige procedurer og ratificere udestående traktater og vedtage national lovgivning, der tager sigte på at sikre overholdelse af forpligtelser, der følger af traktater, som de har underskrevet;

20.

beklager, at de tre første samlinger ikke helt har levet op til forventningerne med hensyn til en »objektiv, gennemsigtig, ikke-selektiv, konstruktiv, ikke-konfronterende og ikke-politiseret« proces (7);

21.

betoner, at dette mål kun kan nås, hvis UPR involverer uafhængig ekspertise på alle stadier af processen og en effektiv, resultatorienteret opfølgningsmekanisme;

22.

beklager den manglende fokus på økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt minoriteters rettigheder i UPR-processen og opfordrer til øget opmærksomhed omkring disse rettigheder i løbet af de kommende samlinger i overensstemmelse med princippet om menneskerettighedernes universalitet, udelelighed og gensidige afhængighed;

23.

fordømmer brugen af politiske alliancer til at beskytte visse stater fra kontrol i stedet for kritisk at vurdere menneskerettighedsforholdene og beskyttelsen af menneskerettighederne, hvilket alvorligt undergraver selve formålet med UPR; bemærker, at denne praksis nåede et farligt niveau i forbindelse med evalueringen af Tunesien, som indeholdt erklæringer, der væsentligt modsagde uafhængige eksperters resultater; bemærker dog, at denne særlige evaluering ikke lod til at afspejle en tendens;

24.

bifalder EU's beslutning om ikke at foretage fælles interventioner i evalueringerne af lande, men sikre interventioners komplementaritet, således at det brede spektrum af spørgsmål kan tages op; understreger i den henseende EU-medlemsstaternes forsøg på at nedbryde »blokmentaliteten« i UNHRC ved at sætte spørgsmålstegn ved deres respektive resultater; bifalder EU-medlemsstaters indsatsniveau i forbindelse med evalueringer, herunder dem, der vedrører andre EU-medlemsstater; opfordrer EU til at bygge videre på den nuværende model med »løs koordinering« og til at sikre, at alle lande og alle spørgsmål dækkes tilstrækkeligt detaljeret af EU-medlemsstater, og at gentagelser undgås;

25.

udtrykker bekymring over, at den endelige rapport fra UPR og den interaktive dialog i forbindelse med gennemgangen i flere tilfælde ikke afspejlede oplysningerne i de sammenfattende dokumenter eller endog modsagde uafhængige eksperters resultater, hvilket dermed fratog evalueringsprocessen sin relevans, og at de anbefalinger, der fremsattes i arbejdsgruppens rapporter, var for vage og manglede operationel substans; opfordrer medlemmerne af UPR-arbejdsgruppen til at levere målbare, konkrete, realistiske og offer-orienterede anbefalinger i deres fremtidige revisioner, på grundlag af oplysninger fastslået af uafhængige overvågningsmekanismer eller ngo'er;

26.

beklager UPR-anbefalingernes ikke-bindende karakter, som skyldes den ret, som UPR indrømmer stater til selv at bestemme, hvilke anbefalinger, de kan acceptere; bemærker, at det i visse tilfælde, bl.a. i forbindelse med Sri Lanka, hvor procentdelen af accepterede anbefalinger var lav; mener dog, at ikke alle anbefalinger vil være værdifulde eller i overensstemmelse med internationale menneskerettighedsforpligtelser; mener derfor, at dette viser, at UPR kan vise sig ikke at være det mest nyttige instrument i visse tilfælde, og fremhæver betydningen af uafhængige overvågningsmekanismer og ngo'ers undersøgelsesresultater i UPR-processen samtidig med, at UNCHR-landemandater bevares;

27.

fordømmer visse UNHRC-medlemsstaters forsøg på at censurere bidrag fra ngo'er; beklager den begrænsede effekt af ngo-deltagelse på den endelige beslutning som følge af den begrænsede taletid, der tildeles ngo'erne for at diskutere UPR-rapporten, samt de pålagte begrænsninger i omfanget af deres interventioner, som giver dem mulighed for at fremsætte generelle bemærkninger, men ikke til at genåbne spørgsmål drøftet i arbejdsgrupperne;

28.

beklager manglen på inkluderende nationale høringer, hvori også ngo'er deltager, om FN-medlemsstaternes rapporter; opfordrer derfor indtrængende alle stater under evaluering til at deltage i en omfattende drøftelse af deres resultater på menneskerettighedsområdet på en gennemsigtig måde, der inddrager alle dele af staten og civilsamfundet, i lyset af, at hovedformålet med evalueringsprocessen er en forbedring af menneskerettighederne på stedet;

29.

opfordrer alle stater til at gennemføre en omfattende national høring efter evalueringen på grundlag af de ovennævnte anbefalinger; opfordrer EU til yderligere at undersøge, hvordan disse anbefalinger kan anvendes i forbindelse med udvikling af tekniske bistandsprogrammer;

30.

opfordrer UNHRC til at understøtte bestræbelserne på at øge FN-medlemsstaternes ansvarlighed på menneskerettighedsområdet ved at øge effektiviteten af UPR, navnlig ved at stramme op på procedurer med henblik på at undgå bevidst sabotage eller afledningsmanøvrer, som underminerer selve FN's, UNHRC's og UPR's mål;

31.

gentager vigtigheden af inddragelse af civilsamfundet i UNHRC's arbejde og opfordrer indtrængende EU's medlemsstater til at indføre effektive metoder og instrumenter, der gør det muligt for civilsamfundet at deltage i UNHRC og benytte sig af de beføjelser, som følger af deres rådgivende status, til at indsende skriftlige meddelelser og gøre mundtlige erklæringer;

32.

glæder sig over opretholdelsen af ordningen med, at menneskerettigheds-ngo'er deltager i forhandlingerne, og håber, at denne deltagelse forbedres og styrkes i fremtiden; gentager sin opfordring til en reform af FN's Komité om Ngo'er for at sikre uafhængige ngo'ers effektive deltagelse og påpeger, at anbefalinger om akkreditering skal foretages af uafhængige eksperter på grundlag af ngo'ers arbejde og bidrag;

33.

bemærker, at UNHRC's karakter af permanent organ udgør en særlig udfordring for ngo'er, der ikke er baseret i Genève; glæder sig derfor over bidragene fra de agenturer, der opretholder forbindelser på vegne af ngo'erne med OHCHR og FN's kontor i Genève for at give ngo'erne oplysninger om aktiviteter og lette deres deltagelse i arbejdet i UNHRC;

34.

opfordrer donorerne til at tage fat på uddannelses- og finansieringsbehovene i menneskerettighedsorganisationerne, navnlig dem, der ikke er baseret i Genève, på en sådan måde, at de bliver i stand til at deltage konsekvent og effektivt i arbejdet i UNHRC; opfordrer Kommissionen til fortsat at støtte initiativer fra civilsamfundet til granskning af regeringspolitikker om FN's menneskerettighedsspørgsmål;

35.

beklager manglen på offentlig interesse i og viden om UNHRC; bifalder derfor de initiativer, som OHCHR har taget med henblik på at øge gennemsigtigheden, nemlig skabelsen af »Bulletin om uformelle møder«; bifalder webstreaming af UNHRC's samlinger, der er udformet til at øge den offentlige bevidsthed om dens arbejde;

36.

bekræfter sin opfattelse af, at OHCHR er et centralt organ inden for FN-systemet, da det spiller en afgørende rolle i at beskytte og forsvare menneskerettighederne ved at inddrage disse rettigheder i hele FN-systemet og inden for alle relevante organisationer, navnlig i forbindelse med aktiviteter knyttet til genskabelse eller styrkelse af fred, udvikling og humanitær indsats;

37.

bekræfter sin støtte til OHCHR og sin tilslutning til integriteten af dette organs kompetence, såvel som til dets uafhængighed og upartiskhed;

38.

støtter OHCHR's bestræbelser på at styrke sin tilstedeværelse på stedet ved at åbne regionale kontorer; glæder sig i denne henseende over undertegnelsen af et aftalememorandum mellem OHCHR og myndighederne i Kirgisistan om åbning af et regionalt OHCHR-kontor i Bisjkek; gentager sin påskønnelse af det vigtige arbejde, der er udført af OHCHR til støtte for trakatfæstede organer og særlige procedurer;

39.

udtrykker sin påskønnelse af Louise Arbours arbejde som højkommissær for menneskerettigheder samt af det engagement og den integritet, hun har udvist, og har tillid til, at hendes efterfølger, Navanethem Pillay, vil engagere sig med samme entusiasme og leve op til denne stillings udfordringer;

40.

glæder sig over de frivillige bidrag, som Kommissionen har givet i årevis til OHCHR, herunder 4 mio. EUR i 2008 under Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder; opfordrer EU-medlemsstaterne til fortsat at støtte OHCHR, navnlig Generalforsamlingens administrative og budgetmæssige femte udvalg, så det sikres, at der ikke er nogen indblanding i dets uafhængighed, og at det får tildelt alle de nødvendige finansielle midler, der kræves, for at det kan udføre sit mandat;

41.

glæder sig over EU's aktive deltagelse i UNHRC's tre første år, navnlig ved at støtte eller være med til at støtte resolutioner, komme med udtalelser, deltage i interaktive drøftelser og debatter samt med held at indkalde til særlige samlinger vedrørende menneskerettighedssituationen i Darfur i december 2006, i Burma/Myanmar i oktober 2007 og i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo i november 2008; anerkender de løfter, som EU har afgivet om at tage landesituationerne op til behandling i UNHRC; anerkender de løfter, som EU har afgivet om at tage landesituationerne op til behandling i UNHRC;

42.

glæder sig over, at alle de resolutioner, som EU har forelagt eller været med til at støtte, er blevet vedtaget af UNHRC i løbet af dets ni første almindelige samlinger og dets otte første særlige samlinger; bemærker dog, at mange kontroversielle spørgsmål og spørgsmål, der ikke var enighed om, ikke blev sat til afstemning;

43.

noterer sig, at de EU-medlemsstater, der deltager i UNHRC, er splittet i to regionale grupper, nemlig gruppen af vesteuropæiske stater og gruppen af østeuropæiske stater; bemærker, at EU er modstander af det såkaldte »clean state« system, hvorved antallet af foreslåede kandidater fra hver region er det samme som antallet af ledige pladser, hvilket i realiteten fører til, at EU-medlemsstater konkurrerer indbyrdes om at blive valgt til UNHRC;

44.

tilskynder EU til fortsat at presse på for at få fastsat medlemskabskriterier for valg til UNHRC, herunder udsendelse af stående invitationer til mandatindehavere i forbindelse med særlige procedurer, såvel som for at få overvåget den konkrete gennemførelse af FN-medlemsstaternes valgløfter; gentager desuden sin opfordring til, at denne bestemmelse anvendes til at afgøre, om EU skal støtte kandidatlande; beklager, at denne anmodning endnu ikke er blevet håndhævet af EU;

45.

bemærker, at EU numerisk er i mindretal inden for UNHRC, hvilket gør det til en stor udfordring at blive hørt; glæder sig over den praksis, det slovenske formandskab har indført, med at »strække hånden frem« til andre medlemmer af UNHRC og med, at EU-medlemsstaterne deles om byrderne; opfordrer EU-medlemsstaterne til yderligere at udvikle og styrke denne praksis;

46.

glæder sig over den stigende tendens til, at EU-medlemsstaterne deltager i drøftelserne sammen med EU- formandskabet; opfordrer til, at dette uddybes yderligere, og opfordrer EU-medlemsstaterne til at styrke EU's budskab ved at formulere »ét budskab, men med mange stemmer«; tilskynder EU-medlemsstaterne til at videreudvikle initiativer på tværs af regioner som en nyttig måde til at modvirke blokpolitikker; opfordrer EU og organisationen Den Islamiske Konference til at intensivere bestræbelserne på at forbedre deres gensidige forståelse og samarbejde;

47.

støtter EU's bestræbelser på at søge at nå frem til en koordineret fælles holdning i UNHRC; beklager dog, at processen med at finde frem til en fælles politik blandt EU-medlemsstaterne i UNHRC indebærer, at EU møder frem i UNHRC med den laveste fællesnævner, hvilket hæmmer dynamikken i EU's diplomatiske potentiale over for andre regionale grupper; opmuntrer EU's højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Javier Solana, til at give mandat til sin personlige repræsentant for demokrati og menneskerettigheder - om nødvendigt ved at afsende personlige udsendinge - til at gennemføre intensive høringer i Afrika, Asien og Latinamerika om spørgsmål, der er drøftet i UNHRC, med henblik på at involvere lande fra andre blokke i fælles initiativer på FN-niveau;

48.

beklager, at EU ikke har været i stand til effektivt at gøre sin indflydelse gældende inden for det bredere FN-system, til dels på grund af den tid og energi, det kræver at finde frem til en fælles holdning; opfordrer EU til at blive mere fleksibel for så vidt angår mindre væsentlige spørgsmål – samtidig med at det fastholder sit engagement i bestræbelserne på at nå frem til en fælles holdning – således at det bliver muligt at agere hurtigere og mere effektivt under drøftelserne om grundlæggende spørgsmål;

49.

beklager den temmelig defensive holdning, EU har påtaget sig i UNHRC, navnlig dens tilbageholdenhed med hensyn til at forelægge resolutioner om situationen i forskellige lande, eftersom disse som regel mødes af intens modstand fra bestemte lande, samt dens bevidste valg af konsensus og dens tendens til at undgå sprogbrug, der vil møde modstand, hvilket igen resulterer i accept af kompromiser, der ikke afspejler EU's ønsker, som det var tilfældet med resolutionerne vedtaget den 27. marts 2007 om menneskerettighedssituationen i Sudan (8) og den 13. december 2007 om ekspertgruppen om menneskerettighedssituationen i Dafur (9), der resulterede i, at ekspertgruppen blev opløst, på trods af at EU oprindeligt havde presset på for, at den fortsat skulle bestå;

50.

opfordrer EU og dens medlemsstater til at gøre bedre brug af deres potentielle indflydelse for at udøve den rolle, EU kunne spille, som leder af en gruppe demokratiske lande med et godt og solidt omdømme på menneskerettighedsområdet; mener, at denne lederrolle bedst kan nås ved at styrke partnerskaberne med stater fra andre regionale grupper, hvilket flere EU-initiativer inden for FN-systemet har vist, som for eksempel FN's generalforsamlings resolutioner om et moratorium for dødsstraf og om retten til vand;

51.

opfordrer EU og medlemsstaterne til mere dynamisk interaktion med andre demokratiske medlemmer af UNHRC, herunder lande i de afrikanske og asiatiske grupperinger og navnlig med demokratiske stater, der overholder de internationale retsstatsprincipper; mener, at det nigerianske formandskab i UNHRC åbner nye muligheder for EU i denne henseende;

52.

opfordrer EU til at arrangere regelmæssige møder med disse lande om særlige emner som en måde at skabe en koalitionsopbygningsmekanisme og sikre den bredest mulige støtte til sine standpunkter på; understreger behovet for at styrke EU-medlemsstaternes Genève-delegationer og investere i diplomatiske ressourcer ved at sende specialister i menneskerettigheder og diplomater på højt plan til at styre UNHRC;

53.

opfordrer til tættere koordination og samarbejde mellem de relevante Bruxelles-baserede arbejdsgrupper i Rådet, EU-kontorerne og medlemsstaternes faste repræsentationer i New York og Genève, bifalder i denne henseende den effektive decentralisering af daglig beslutningstagning fra Bruxelles til Genève, hvor hovedstæder beholder en vigtig koordinerende rolle;

54.

opfordrer endnu engang EU til at gøre mere effektiv brug af sin bistand og politiske støtte til tredjelande og andre instrumenter såsom menneskerettighedsdialoger og høringer med henblik på at sikre bredere enighed om sine initiativer eller initiativer, som EU er med til at støtte, hvilket bør ske på grundlag af respekt for international ret og universelt anerkendte menneskerettighedsstandarder og fremme af demokratiske reformer; opfordrer samtidig EU-medlemsstaterne og Kommissionen til at tage højde for resultaterne af UNHRC's arbejde i forhold til en given stat, herunder UPR's anbefalinger og konklusioner, når de fastlægger målsætninger og prioriteter for EU's bistandsprogrammer;

55.

beklager, at EU ikke har været i stand til at fremlægge væsentlige prioriteringer for UNHRC's arbejde og ved flere lejligheder har været tvunget til at indtage en holdning, der blot handlede om at »begrænse skaderne«, som det navnlig var tilfældet med den adfærdskodeks i forbindelse med særlige procedurer, der i 2007 blev forelagt af den afrikanske gruppe; opfordrer EU til at vedtage en mere proaktiv strategi og øge sine bestræbelser på at påvirke UNHRC's dagsorden og drøftelser;

56.

mener, at skønt EU-medlemsstaterne har bedre omdømme på menneskerettighedsområdet end mange andre UNHRC-medlemmer, ville EU's indsats være mere effektiv, hvis den ikke kunne beskyldes for brug af forskellige målestokke og for at være selektiv i sine egne menneskerettigheds- og demokratiseringspolitikker; opfordrer derfor EU til at leve op til sin forpligtelse til at fremme menneskerettigheder i alle verdens regioner og inden for alle områder; opfordrer i den henseende EU til aktivt at engagere sig i evalueringen af Durban-konferencen, som skal finde sted i 2009, idet der tages højde for behovet for at gennemføre den ovennævnte resolution A/RES/62/149, der blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 18. december 2007 og som opfordrer til et universelt moratorium for dødsstraf;

57.

opmuntrer til, at Parlamentets delegationer regelmæssigt er til stede ved UNHRC's samlinger i Genève; bifalder initiativet fra Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder til at invitere mandathavere i forbindelse med særlige procedurer samt UNHRC's formandskab til sine møder og opfordrer til, at denne praksis fortsættes;

58.

bekræfter igen behovet for en klar vision, en politisk dagsorden og en langsigtet strategi for UNHRC's arbejde samt for EU-medlemsstaternes aktiviteter inden for dette organ, navnlig med henblik på den evaluering af UNHRC, der skal foretages i 2011; mener, at denne strategi bør indeholde klare referencepunkter; opfordrer i denne forbindelse EU til:

59.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, EU-medlemsstaternes og UNHRC-medlemsstaternes regeringer og parlamenter, formanden for FN's generalforsamling, FN's generalsekretær og FN's højkommissær for menneskerettigheder.