23.12.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/66

1.1

EØSU har en god tradition for at beskæftige sig indgående og på et tidligt tidspunkt med fremtidige reformer af den fælles landbrugspolitik, om muligt før Kommissionens meddelelser og lovgivningstekster. I kraft af sin sonderende udtalelse fra 2007 om »Sundhedseftersynet og den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013« (1), der blev udarbejdet efter anmodning fra Kommissionen, var EØSU faktisk den første EU-institution til at fremlægge bredere overvejelser om den fælles landbrugspolitiks fremtid.

1.2

Såvel under det franske formandskab i andet halvår af 2008 som under det tjekkiske formandskab i første halvår af 2009 forsøgte man - uden resultat - at fremskynde debatten om den fælles landbrugspolitiks fortsatte udvikling efter 2013. Netop fordi Rådet (landbrug) hidtil har undgået at fastlægge indholdet og de nærmere bestemmelser, finder EØSU det nu absolut nødvendigt hurtigst muligt at udarbejde en tillægsudtalelse om vigtige aktuelle udviklingstendenser, således at der efter »sundhedstjekket« i 2008 kan bygges bro til debatten om den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013. Derudover finder EØSU det nødvendigt at udarbejde en yderligere dybdegående udtalelse om samtlige spørgsmål, der relaterer til den fælles landbrugspolitik.

1.3

Siden landbrugsministrene traf beslutning om »Sundhedseftersynet« af den fælles landbrugspolitik i november 2008, har landbrugsmarkederne været ramt af drastiske prisfald. Særlig alvorligt er faldet i mælkepriserne. EØSU finder det nødvendigt at tage sikkerhedsnettene, herunder de nuværende kvoteordninger, op til fornyet revision for at afgøre, om de kan afbøde en sådan situation.

2.1

Med reformen af den fælles landbrugspolitik i 2005 blev de direkte betalinger til landbruget stort set afkoblet fra produktionen, og i nogle medlemsstater blev disse betalinger enten helt eller delvis omfordelt på regionalt plan. Ud over de direkte betalinger består den europæiske landbrugspolitiks vigtige 2. søjle af foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne (ELFUL). Målet er ved hjælp af disse foranstaltninger og de direkte betalinger at gøre landbruget bæredygtigt set fra et konkurrencemæssigt, socialt og miljømæssigt synspunkt, i overensstemmelse med princippet om multifunktionalitet.

2.2

I årtier syntes det at være en selvfølgelig og uproblematisk opgave for landbruget at forsyne de europæiske forbrugere med fødevarer til forholdsvis lave priser. Det forudses imidlertid, at den globale udvikling i de kommende årtier vil gå i retning af stigende priser for både landbrugsråstoffer og ikke-landbrugsråstoffer (f.eks. råolie). Samtidig forventes prisudsvingene at blive væsentlig flere.

2.3

De seneste to års ekstreme udsving i producentpriserne for vigtige landbrugsprodukter – senest de ekstremt lave priser på f.eks. mælk og korn – bør ses som et alarmsignal. Den sociale dimension af en sikker fødevareforsyning – navnlig for personer med en lav indkomst – vil igen få stor betydning. Dette skyldes ikke mindst, at landbrugsmarkederne generelt er særligt følsomme over for prisudsving, der kan have negative følger for forsyningens og landbrugsbedrifternes stabilitet. Der er desuden en tydelig stor ubalance mellem leddene i fødevarekæden. En koncentreret detailhandel har sat den primære landbrugsproduktion og forarbejdningsleddene under et stærkt økonomisk pres. Dette har skabt debat om, hvorvidt landbrugsleddet får en rimelig andel af fortjenstmarginerne i fødevarekæden.

2.4

EU og medlemsstaterne forfølger ambitiøse mål for fødevaresikkerhed, miljø- og klimabeskyttelse og dyrevelfærd. Dette er en vigtig del af den europæiske landbrugsmodel. Med reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003/2005 blev det besluttet at gøre den afkoblede enkeltbetaling til bedrifter betinget af overholdelse af grundlæggende standarder og »god landbrugs- og miljømæssig stand« (den såkaldte krydsoverensstemmelse). Ud over disse »minimumskrav« blev der med reformen åbnet op for landbrugsmiljøforanstaltninger. Incitamenterne i disse foranstaltninger bortfaldt dog i 2007. For at kunne opfylde miljømæssige og sociale mål i landbruget bør den støttepolitiske struktur videreudvikles efter 2013. EØSU har gentagne gange fremhævet, at udvalgets grundlæggende opfattelse er, at det vil være forkert at orientere det europæiske landbrug alene mod vilkårene og priserne på verdensmarkedet.

2.5

For at nå de fastsatte mål og opgaver bør der afsættes tilstrækkeligt med finansielle ressourcer for perioden 2014-2020. Udgifterne til den fælles landbrugspolitik tegner sig på nuværende tidspunkt for mindre end 0,4 % af EU’s bruttonationalprodukt (BNP). En opgave på langt sigt vil være at informere borgerne om, hvilke vigtige bidrag til samfundet, der er blevet finansieret ved hjælp af EU’s landbrugsbudget. Landbrugsudgifternes andel af det samlede EU-budget forventes i perioden 1993-2013 at falde fra ca. 50 % til 33 %.

3.1

De første debatter om EU’s landbrugspolitiks fortsatte udvikling efter 2013 er allerede blevet eller vil blive afholdt i Rådet under de franske og tjekkiske formandskaber.

3.2

På denne baggrund vil Kommissionen - når den er blevet nyudnævnt - sandsynligvis i efteråret 2010 fremlægge de første overvejelser (meddelelse) om landbrugspolitikken efter 2013 med henblik på politisk debat. I den forbindelse bør der også tages højde for den endnu ikke gennemførte »finansielle revision«. Lovforslag vedrørende den fælles landbrugspolitik efter 2013 forventes fremlagt medio 2011. Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen vil da kunne tage stilling til dem i første halvår af 2012.

3.3

Med Lissabontraktaten vil Europa-Parlamentet for første gang få medbestemmelsesret, når det gælder den fælles landbrugspolitik. En sådan styrkelse af Europa-Parlamentet vil have en vigtig og positiv indvirkning på debatten om videreudviklingen af den fælles landbrugspolitik efter 2013.

4.1

EØSU finder, at debatten om den fælles landbrugspolitiks fortsatte udvikling efter 2013 fortsat bør tage udgangspunkt i modellen for et multifunktionelt landbrug, der er orienteret mod markedet, og som samtidig tjener samfundets interesser. Siden 1992 har man med reformerne af den fælles landbrugspolitik forsøgt at løse målkonflikten mellem en international liberalisering (nøgleord: WTO – Doha-runden) og høje samfundsmæssige krav (nøgleord: forebyggende beskyttelse af forbrugerne, beskyttelse af miljøet og dyrene). For at denne landbrugspolitik kan videreføres efter 2013, skal der fortsat afsættes tilstrækkeligt med midler til den fælles landbrugspolitik.

4.2

Instrumentet direkte betalinger til landbruget vil fortsat spille en vigtig rolle i den fælles landbrugspolitik. EØSU finder, at den fælles landbrugspolitik bør spille en anden rolle, hvis den skal bestå. Den vil i mindre grad sigte mod at yde kompensation for faldet i de institutionelle priser. Samtidig vil den skulle varetage nye opgaver i forbindelse med levering af samfundsmæssige tjenesteydelser og offentlige goder. I lyset af den nuværende krise og de forventede prisudsving på landbrugsmarkederne bliver det stadig vigtigere at arbejde for stabilitet og forsyningssikkerhed. Den fælles landbrugspolitik kommer dermed også forbrugerne til gavn. Derudover bør der tages større hensyn til aspekter af klimabeskyttelse.

4.3

Den nuværende kombination af landbrugspolitikkens »1. og 2. søjle« bør i princippet bibeholdes, men de to søjler bør afstemmes bedre i forhold til hinanden. Der bør i højere grad tilstræbes en ensartet gennemførelse af den fælles landbrugspolitik i medlemsstaterne. Der er dog først og fremmest behov for en nøjere præcisering af grundlaget for og målene med støtteforanstaltningerne.

4.4

EØSU forventer, at de historisk betingede forskelle i medlemsstaternes direkte betalinger til bedrifterne vil blive udjævnet efter 2013. Der bør i den forbindelse udvikles objektive kriterier, som tager højde for de forskellige strukturelle, naturlige og klimatiske forhold. Der bør også tages højde for de store forskelle mellem regionerne, når det gælder finansielle ressourcer til udvikling af landdistrikterne. EØSU finder, at man bør undgå yderligere forskelle i medlemsstaternes gennemførelse af den fælles landbrugspolitik.

4.5

I lyset af de kraftige prisfald, der har fundet sted på visse vigtige landbrugsmarkeder, forventer EØSU, at der træffes effektive foranstaltninger til at sikre landbrugsleddet en mere rimelig andel af værditilvækstkæden.

EØSU forventer også, at man vil nå frem til en konklusion på, hvordan sikkerhedsnettene for landbrugsmarkederne skal tilpasses fremover set i lyset af erfaringerne med den globale økonomiske krise.

4.6

EØSU finder, at landbrugsbedrifternes eller landbrugssektorens tilpasning til markeds- og konkurrencetendenser fortsat bør støttes, f.eks. gennem investeringsfremmende foranstaltninger for at øge kvaliteten, fødevaresikkerheden og en bæredygtig anvendelse af ressourcerne. Det synes dog endnu vigtigere at styrke landbrugernes og producentorganisationernes markedsposition. Den fremtidige fælles landbrugspolitik bør omfatte værktøjer, som gør det muligt for medlemsstaterne at finansiere disse prioriteter tilstrækkeligt fleksibelt.

4.7

EØSU finder, at der bør ydes en rimelig kompensation i de tilfælde, hvor landbrugsbedrifter støder på konkurrencemæssige barrierer som f.eks. i ugunstigt stillede regioner og bjergområder for at sikre, at disse områder i fremtiden anvendes til landbrugsmæssige formål. Malkekvæghold, der drives i ca. 60 % af EU’s ugunstigt stillede regioner og ca. 25 % af EU’s bjergområder, er et klart eksempel på, at ugunstigt stillede områder kan komme under et særligt hårdt økonomisk pres, hvis prisstøtte fra statens side og andre former for regulering af landbrugsmarkederne ophører.

4.8

Foranstaltninger, der er rettet mod udvikling af landdistrikterne, bør i højere grad tage hensyn til demografiske problemer (f.eks. infrastruktur og adgang til kvalificeret arbejdskraft). Der er behov for særlige tilpasningsforanstaltninger i de tilfælde, hvor hele produktionen (f.eks. sukker, mælk, tobak) i visse traditionelle produktionsregioner er ramt af økonomisk tilbagegang. Der bør også tages højde for sociale aspekter som f.eks. sikkerhed på arbejdspladsen.

4.9

Når incitamenterne officielt er fjernet, er der risiko for, at der ikke længere findes en kurs for landbrugsmiljøforanstaltningerne. For at sikre, at landbrugere også i fremtiden vil have en præference for sådanne foranstaltninger, slår EØSU til lyd for, at de ikke kun godtgøres for de afholdte omkostninger, men også reelt belønnes for deres miljøpræstationer. Landbrugere bør også belønnes for deres aktive bidrag til beskyttelse af klimaet og dyrevelfærd.

4.10

Krydsoverensstemmelse, der først blev indført på frivillig basis i 2000 og siden på tvungen basis i 2005, er en generel forpligtelse, der knytter sig til modtagelse af arealrelaterede betalinger. Denne ordning er blevet kritiseret dels af EF-domstolen for at være for overfladisk gennemført, dels af landbrugere og lokale tilsynsmyndigheder for at være for bureaukratisk. EØSU anbefaler en forsigtig tilgang til videreudviklingen: Alle forslag om at ændre kriteriedokumentet for krydsoverensstemmelse bør nøje afprøves for at se, om de reelt fører til en forbedring.