27.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/45


81. PLENARFORSAMLING DEN 5.-7. OKTOBER 2009

Regionsudvalgets udtalelse: Et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport

(2010/C 79/09)

I.   POLITISKE ANBEFALINGER

INDLEDNING

1.

Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport blev vedtaget på baggrund af nødvendigheden af at skabe et godstransportsystem, der er så sikkert, miljøvenligt og effektivt som muligt, til gavn for borgere og virksomheder.

2.

Med udgangspunkt i bestemmelserne i hvidbogen om transport fra 2001 og set i lyset af de nuværende ændringer i EU's struktur og de nye udfordringer, som medlemsstaterne konstant står overfor, må der hovedsageligt fokuseres på udvikling af samordnede transportformer.

3.

Mens der for vej- og lufttransportens vedkommende allerede er truffet foranstaltninger med godt resultat, venter der en række uløste opgaver med hensyn til jernbanetransporten.

4.

I forbindelse med det foreliggende forslag blev der i forberedelsesfasen gennemført en omfattende høring af medlemsstater, jernbaneselskaber, infrastrukturforvaltere samt repræsentanter for industrivirksomheder og fragtselskaber.

5.

På grundlag af denne høring konkluderede Kommissionen, at etableringen af internationale godstogskorridorer til en konkurrencebaseret godstransport hurtigt vil øge jernbanernes konkurrenceevne og samtidig resultere i en forbedring af de makroøkonomiske nøgletal.

Politiske anbefalinger

6.

Fremlæggelsen af et forslag til forordning om fastlæggelse af strukturen i det europæiske jernbanenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport bifaldes i høj grad. Målet er at etablere et effektivt godstransportnet gennem en intelligent anvendelse af den eksisterende infrastruktur eller en udbygning af denne.

7.

En konsekvent gennemførelse af bestemmelserne i ovennævnte forslag til forordning vil hurtigt øge jernbanetransportens effektivitet, således at denne transportform, der er den mest miljøvenlige og sikre, også kan konkurrence med andre transportformer, hvad angår effektivitet.

8.

Der skal ved etableringen af godstogskorridorer altid tages højde for adgangen til andre transportformer gennem oprettelsen af terminaler for vej-, sø- og lufttransport samt transport ad indre vandveje.

9.

Der henvises til etableringen af logistikcentre, der forvaltes af blandt andre de lokale og regionale myndigheder. Der skal tages højde for disse logistikcentre i forbindelse med etableringen af et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport. De lokale og regionale myndigheder skal inddrages i planlægningen og udviklingen af disse logistikcentre.

10.

En række bestemmelser i forslaget til forordning medfører en unødig stigning i den bureaukratiske byrde, som er forbundet med forvaltningen af det europæiske banenet.

11.

Jernbanegodstransporten er relativt miljøvenlig og sikker. Gennem en øget effektivitet og en forbedret konkurrenceevne kan denne transportform blive et ægte alternativ til de mere energiintensive og mindre sikre transportformer, der indebærer flere ulemper for borgerne.

12.

Med henblik på at øge den europæiske jernbanegodstransports effektivitet og forbedre denne transportforms konkurrenceevne må der først og fremmest findes en hurtig løsning på de eksisterende problemer. Der er bl.a. behov for:

et bedre samarbejde mellem infrastrukturforvaltere og EU's medlemsstater om fjernelse af grænseproblemer og optimering af investeringer samt et tættere samarbejde og en bedre koordinering af de enkelte transportformer med hensyn til udnyttelsen af jernbanenettet;

etablering og udvikling af de intermodale terminaler, der anvendes af jernbanetransporten samt en forbedring af deres effektivitet gennem anvendelse af de senest tilgængelige teknologier til forvaltning af sådanne terminaler;

en tydelig forbedring af interoperabiliteten;

minimering af effektivitetstab i forbindelse med den opsplitning af virksomheder, som skyldes åbningen af markedet;

etablering af et effektivt jernbanenet, som kan forbinde hele EU i nord-sydlig og øst-vestlig retning.

13.

I forbindelse med denne indsats må der tages højde for såvel nationale som internationale initiativer og projekter på følgende områder:

adgang til infrastruktur og takstfastsættelse;

forvaltning af transportkorridorernes kapacitet;

sikkerhedsaspektet ved jernbanetransport;

styrkelse af jernbanetransportens interoperabilitet.

Der er derudover behov for følgende foranstaltninger:

en udbygning af jernbanenettet, der tager udgangspunkt i kapaciteten

etablering af effektive nye godstransportspor (som omfartsveje i vejtransporten) ved højt belastede jernbaneknudepunkter.

14.

Takket være de erfaringer, der er indsamlet gennem programmet for det transeuropæiske transportnet (TEN-V), det europæiske jernbanetrafikstyringssystem (ERTMS) og andre initiativer, og de synergieffekter som er resultatet af disse projekter, kan et europæisk banenet for konkurrencebaseret godstransport realiseres betydeligt hurtigere og på mere effektiv vis.

15.

For at det planlagte europæiske jernbanenet kan blive velfungerende vil det være nødvendigt at etablere et internationalt forvaltningsorgan, som er i stand til at sikre en bedre koordinering af de enkelte godstogskorridorer, og dette spørgsmål vedrører såvel medlemsstater som infrastrukturforvaltere. Dette forvaltningsorgan bør kræve af medlemsstaterne, at de opfylder deres forpligtelser med hensyn til at etablere korridorerne.

16.

I den henseende er det nødvendigt, at såvel de kompetente EU-instanser som EU's medlemsstater og andre kompetente forvaltningsorganer fortsat arbejder på at fjerne de forhindringer, som hidtil har virket som en bremse for jernbanegodstransportens effektivitet og dermed konkurrenceevne, der er bl.a. tale om følgende problemer:

fjernelse af sproglige barrierer i den grænseoverskridende transport;

manglen på standardiserede uddannelsesprogrammer for lokomotivførere, herunder harmoniserede EU-regler for jernbanetransport;

fraværet af fælles regler på områderne sikkerhed og lastkapacitet;

den ikke standardiserede anvendelse af trafiktelematik samt satellit- og radiotjenester;

manglen på et system for og en entydig civilretlig hæftelse for forsendelser, der transporteres inden for rammerne af en intermodal transportkæde;

de talrige tekniske og administrative problemer, som er forbundet med en grænseoverskridelse i den internationale jernbanegodstrafik;

afhjælpning af flaskehalse, navnlig i bymæssige områder, med henblik på at adskille gods- og persontransporten og forbedre jernbanetransportens konkurrenceevne generelt i den udstrækning dette er teknisk og planlægningsmæssigt muligt;

forskellig sporbredde;

den manglende håndhævelse af reglerne for en præcis overholdelse af køreplanerne i godstrafikken, særligt når der er tale om en kombineret transport, f.eks. jernbane-/vejtransport;

den manglende enighed om togsættenes optimale mål og længde med henblik på at opnå en øget transportkapacitet og bedre resultater på miljøområdet.

17.

Det vil være hensigtsmæssigt at fastlægge jernbane-standarder for at nedbringe de logistiske omkostninger, forbedre konkurrenceevnen, øge tilgængeligheden til markederne, styrke interoperabiliteten og den samordnede modalitet, skabe sammenhæng mellem den økonomiske udvikling og miljøkravene og gøre jernbanerne til en integrerende del af værdiskabelseskæden i det europæiske virksomhedsnetværk og derigennem bidrage til at optimere produktions-, forsynings- og distributionsprocesserne.

18.

Hvis det ikke er muligt at overdrage kompetencen til at fjerne de eksisterede forhindringer, bør EU og medlemsstaterne selv træffe de nødvendige foranstaltninger til fjernelse af disse barrierer.

19.

De forvaltningsorganer som har ansvaret for transportkorridorerne bør arbejde så ubureaukratisk som muligt, kunne reagere fleksibelt på markedsudviklingen og kunne sætte sig til modværge mod indgreb fra henholdsvis EU-medlemsstater og/eller EU-institutioner, som ikke er retfærdiggjort.

20.

Antallet af godstransportkorridorer i den enkelte medlemsstat bør baseres på efterspørgslen efter transporttjenesteydelser.

21.

Etableringen af et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport kan kun lykkes på grundlag af et tæt samarbejde med de lokale og regionale myndigheder, hvis territorium berøres af godstogskorridorerne.

22.

Dette samarbejde bør omfatte såvel planlægning og koordinering af investeringerne i forbindelse med etablering af jernbanenettet som drift, vedligeholdelse og modernisering af godstogskorridorerne under hensyntagen til den eksisterende infrastruktur og jernbanetrafik.

23.

Da det både er vigtigt at sikre pålidelige kanaler af god kvalitet til godstogene og en god trafikstyring, bør der på de kanaler, der ikke er opdelt i et spor til godstrafik og et spor til persontrafik under hensyntagen til de lokale og regionale interesser fastlægges regler for både gods- og persontransport, som sikrer, at den lokale befolknings mobilitet ikke hæmmes samt at offentlighedens interesser på andre områder ikke modarbejdes.

24.

En passende fysisk planlægning på regionalt og kommunalt niveau, hvor der tages højde for korridorernes forløb og placeringen af terminaler og omladningspladser, bidrager i betydelig grad til at højne jernbanenettets effektivitet, og samtidig forbedres den økonomiske situation i den berørte kommune henholdsvis region.

25.

De regionale og lokale myndigheder samt EU's medlemsstater må ubetinget træffe foranstaltninger til at sikre, at vejnettets kapacitet giver mulighed for at levere gods, som er transporteret med jernbane, videre til slutbrugeren.

26.

De lokale og regionale myndigheder har flere muligheder for at samarbejde og føre en dialog med tjenesteudbydere og brugere af jernbanegodstransport. Derudover kan de på mere effektiv vis påvirke brugernes valg af transportform og kanal. På den måde kan det sikres, at virksomhederne konsekvent vælger den transportform, der repræsenterer den optimale løsning for deres produkt med hensyn til miljøaspektet, pålidelighed, hurtighed, samt naturligvis evnen til at konkurrere på prisen.

II.   KONKLUSIONER OG ANBEFALINGER

27.

Regionsudvalget har den opfattelse, at etableringen af et indre marked for jernbanetrafik udgør et afgørende element i Lissabonstrategien og EU's strategi for bæredygtig udvikling, og det foreliggende forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning er derfor en uundværlig retsakt, som vil gøre det muligt for jernbanegodstransporten at etablere sig som et konkurrencedygtigt alternativ til andre, mindre miljøvenlige, transportformer, der indebærer flere ulemper for borgerne. Inden for rammerne af gennemførelsen må der ved tildelingen af spor til den prioriterede godstransport tages passende højde for allerede eksisterende trafik, som f.eks. personbefordring. Derudover må den nationale godstransport i princippet ligestilles med den grænseoverskridende.

28.

De lokale og regionale myndigheder spiller en vigtig rolle for gennemførelsen af forordningen, idet de kan øge jernbanegodstransportens effektivitet og konkurrenceevne betydeligt gennem en fornuftig fysisk planlægning samt gennemtænkte investeringer i vejnettet, det regionale jernbanenet og havneanlæg.

29.

Derudover er det helt nødvendigt at fastlægge principper for transporten af farligt gods i et samarbejde med jernbanekorridorernes forvaltere og de regionale myndigheder.

30.

Selvom beslutningerne vedrørende etablering af godstransportkorridorer forhandles og træffes på fællesskabsniveau skal de lokale og regionale myndigheder altid høres i den indledende fase, dvs. i planlægningsfasen og under forhandlingerne på nationalt niveau.

31.

Inden for rammerne af en sådan høring bør det klarlægges, hvilke infrastrukturforanstaltninger det vil være nødvendigt at gennemføre for at sikre, at etableringen af en korridor ikke får negative konsekvenser for lokalbefolkningen og for at lette udvælgelsen af de områder, hvor det er mest hensigtsmæssigt at føre dem igennem.

32.

Det er absolut nødvendigt at finde frem til, hvorledes højhastighedsnet for passagertrafik, jernbanenet for konventionelle tog og nærtog samt jernbanenet for godstrafik af enhver art kan eksistere side om side på optimal vis.

33.

På baggrund af de eksisterende parametre for jernbanenettet i godstogskorridorer vil der i de kommuner, der berøres af disse transportkorridorer, være et behov for at foretage ændringer i planlægningen af vej- og jernbanetrafikken. De lokale og regionale myndigheder må derfor tilbydes de nødvendige finansielle instrumenter, så de kan gennemføre de investeringer og moderniseringsarbejder, som er nødvendige i forbindelse med linjeføringen i deres kommune eller region. Desuden må de retlige rammer for ekspropriering i offentlighedens interesse forenkles, således at princippet om rimelig erstatning for eksproprieret jord ikke hindrer planlagte moderniserings- eller anlægsarbejder af linjeføringer og infrastruktur.

34.

Disse instrumenter bør stilles til rådighed så rettidigt, at det er muligt at overholde de obligatoriske frister for etablering af de enkelte godstogskorridorer, som fastlægges i forordningsforslagets kapitel 2, artikel 3, stk. 3.

35.

De allerede eksisterende logistikcentre, der forvaltes under inddragelse af det lokale og regionale niveau, bør anvendes på effektiv vis og integreres i godstogskorridorsystemet.

36.

En sådan inddragelse af den infrastruktur, som forvaltes af de regionale og lokale myndigheder, burde garantere, at de lokale og regionale myndigheders repræsentanter integreres i godstogskorridorernes forvaltningsorganer, som nedfældet i kapitel 2, artikel 4 i forordningsforslaget.

37.

Det antal godstogskorridorer for den enkelte EU-medlemsstat, der nævnes i artikel 3 i forslaget til forordning, bør baseres på den potentielle efterspørgsel efter transporttjenesteydelser, en analyse af transportsystemets effektivitet og de reelle tekniske muligheder for at overholde de i forordningsforslaget fastsatte tidsfrister.

38.

Man bør gå bort fra ideen om at kræve et bestemt antal godstogskorridorer i den enkelte EU-medlemsstat på grundlag af mængden af det samlede jernbanegods i ton-kilometer.

39.

Den markedsundersøgelse, der nævnes i forordningsforslagets artikel 5, stk. 3, bør gennemføres efter behov, og behovet bør vurderes af korridorforvalterne. Der bør derfor ikke, som forordningsforslaget lægger op til, stilles krav om, at der gennemføres en sådan undersøgelse hvert år.

40.

I første fase af forordningens gennemførelse bør bestemmelser om etableringssted for godstogskorridorer udelukkende tage udgangspunkt i konkrete betragtninger som effektivitet, tilgængelighed, kvalitet og infrastrukturens størrelse og så vidt muligt ikke omfatte politiske hensyn.

41.

I forbindelse med etableringen af godstogskorridorer må det under alle omstændigheder sikres, at reglerne for miljøbeskyttelse og den offentlige sundhed, herunder bestemmelser vedrørende støj, færdselssikkerhed og andre forhold overholdes, eftersom disse regler forebygger de negative virkninger for lokale beboere. Alt dette under overholdelse af kriterier, som sætter sundheden, leveforholdene og færdselssikkerheden for de beboere, der bor i nærheden af godstogskorridorerne, i højsædet.

42.

Regionsudvalget opfordrer Kommissionen til at lade forordningen træde i kraft hurtigst muligt under hensyntagen til de bemærkninger og konklusioner, som Regionsudvalget har givet udtryk for i denne udtalelse.

Bruxelles, den 7. oktober 2009

Luc VAN DEN BRANDE

Formand for Regionsudvalget