Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Støtte til udviklingslandene til at håndtere krisen«

KOM(2009) 160 endelig

(2010/C 255/23)

Ordfører: Luca JAHIER

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber besluttede den 28. april 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Støtte til udviklingslandene til at håndtere krisen

KOM(2009) 160 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Eksterne Forbindelser, som udpegede Luca Jahier til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. november 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 458. plenarforsamling den 16.-17. december 2009, mødet den 16. december, følgende udtalelse med 151 stemmer for, 5 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   EØSU mener, at det nu, hvor den største fare for et systemisk sammenbrud i forbindelse med den internationale økonomiske og finansielle krise er overstået, gælder om ikke at vælte de enorme problemer, som krisen har skabt, over på udviklingslandene. Disse problemer risikerer at undergrave de resultater, som er opnået i de seneste tiår, og forstærke følgerne af den dobbelte krise på såvel energi- som fødevareområdet, hvilket kan forværre allerede eksisterende konflikter og situationer med politisk ustabilitet.

Nu er det det internationale samfunds ansvar at tage alle nødvendige initiativer og beslutninger for at hjælpe de fattigste lande med at klare sig igennem denne krise, som de er helt uden skyld i.

1.2   EØSU påskønner Kommissionens meddelelse, en rammebeslutning, som var det internationale samfunds første udspil og som stadig er det mest positive og komplette af dem alle med sine mange forslag og perspektiver også på mellemlangt sigt, som nu må konkretiseres på passende vis.

EØSU påpeger, at meddelelsens to største begrænsninger er manglen på ekstra midler og den tidsbegrænsede karakter af beslutningerne vedrørende krisen, såsom forudbetalingen af bevillingsforpligtelserne for indeværende år.

1.3   EØSU hilser resultaterne af de seneste internationale topmøder (1) velkommen, især hvad angår udformningen af forslag, som angår de fattige lande, bekræftelsen af målene om mere og bedre støtte samt startskuddet til en revision af disse mål. De er dog helt utilstrækkelige til at tage fat på afgørende spørgsmål såsom:

1.4   EØSU mener, at det allervigtigste er at honorere alle forpligtelser, der er indgået gennem årene – som bekræftet af kommissionsformand José Manuel Barroso – og opfordrer Kommissionen til at indskærpe over for medlemsstaterne, at de skal overholde de frister for forhøjelsen af bevillingerne, som i sin tid blev fastlagt, men endnu aldrig er taget op til grundig revision; tværtimod har nogle medlemsstater besluttet at nedskære støttebevillingerne.

EØSU er endvidere overbevist om, at der er et akut behov for nye, store ekstrabevillinger, således som alle de vigtigste internationale fora har henstillet om, for at der kan tilflyde de fattige lande nye støttemidler og investeringer. EØSU tilslutter sig i øvrigt forslaget om, at mindst 0,7 % af de midler, som det internationale samfund har mobiliseret og som i dag skønnes at udgøre 7 000 milliarder, øremærkes til overvindelsen af krisen.

1.5   EØSU mener, at det oven på den dobbelte energi- og fødevarekrise er nødvendigt at fastlægge mere præcise prioriteringer for nye investeringer inden for rammerne af en fornyet indsats for at opfylde milleniumudviklingsmålene (MDG).

Det er såvel i de fattige landes som Europas interesse at gøre landbrugssektoren og fødevaresikring til en strategisk prioritet på linje med investeringerne med henblik på de nødsituationer, der følger af klimaændringen, med det mål at indlede en ny æra med målbevidste investeringer til gavn for de fattigste lande og sikre bæredygtige udviklingsløsninger på langt sigt.

1.6   EØSU opfordrer den nye Kommission til at spille en ledende rolle på internationalt plan med henblik på en gennemgribende reform af systemet for bistand og investering i udvikling, så man kan tackle de nye udfordringer i dette nye årtusind, såsom grøn vækst og migrationsstrømme, fornyet engagement i opnåelsen af større effektivitet, gennemsigtighed og ydeevne i det samlede bistandssystem.

1.7   EØSU mener, at Den Europæiske Union ikke bør slække på sin anerkendelse af og støtte til de ikke-statslige aktører, især den private sektor, fagforeninger, landbrugere samt kvinde- og forbrugerorganisationer. De er et vigtigt aspekt af den europæiske tilgang.

EØSU kritiserer, at den foreliggende meddelelse ikke på nogen måde henviser til deres rolle i forbindelse med krisen, så meget mere som civilsamfundet er en af de få internationale aktører, som har vist sig i stand til at mobilisere flere midler. Hertil kommer, at i mange fattige lande har krisen ramt den private sektor hårdt og svækket arbejdsmarkedsparternes og de forskellige civilsamfundsorganisationers handleevne. Disse aktører er afgørende for sikringen af bæredygtige udviklingsmodeller på langt sigt.

1.8   Ud over overholdelse af de indgåede forpligtelser med hensyn til ODA går EØSU ind for oprettelse og vedtagelse af nye mekanismer til finansiering af udvikling, såsom »Tobin-afgiften«. Det er særligt vigtigt at anerkende den centrale betydning af de midler, indvandrerne sender hjem, ved at gennemføre beslutningerne fra G8-topmødet om en nedsættelse på 50 % af gebyrerne for pengeoverførsler og udarbejde strategier for større beskyttelse af migrantarbejdere mod krisen.

1.9   EØSU mener, at alle tiltag med henblik på åbning af markederne bør videreføres ved at genoptage Doha-forhandlingerne, støtte til de regionale integrationsprocesser (2)og styrke instrumenterne til finansiering af handelen med særlig vægt på kravene til en retfærdig og ligeværdig handel for de fattigste lande. Desuden bør der sættes fornyet skub i de udenlandske direkte investeringer blandt andet gennem den løftestangseffekt, som IMF og Verdensbanken kan udløse gennem innovative finansieringer, såsom nye SDR (særlige trækningsrettigheder) hos IMF og Verdensbankens oprettelse af en passende Vulnerability Fund.

1.10   Endelig anser EØSU det for afgørende, at bekæmpelse af korruption, kriminelle aktiviteter og skattesvig (skatteunddragelse og skatteflugt) gøres til en absolut førsteprioritet på verdensplan, hvorigennem der kan fremskaffes mange nye midler, som kan stilles til rådighed for udviklingsindsatsen. EØSU opfordrer Kommissionen til hurtigst muligt at udarbejde forslag på dette område.

2.   Indledning

2.1   I begyndelsen af den internationale finanskrise var analytikerne overbeviste om, at den ikke ville ramme udviklingslandene og navnlig ikke de fattigste. Som månederne gik begyndte det at vise sig, hvilke konsekvenser krisen kunne få for udviklingslandene, især på grund af den forventede recession i verdensøkonomien. Først i april 2009 i lyset af G20-topmødet i London og møderne i IMF og Verdensbanken stod det klart, at krisen var ved at brede sig til de største udviklingslande med risiko for, at 100 millioner nye fattige, som føjer sig til de over 160 millioner, som allerede lever under den absolutte fattigdomsgrænse efter energi- og fødevarekrisen i 2007/08.

2.2   Prognoserne er foruroligende. Den 19. juni 2009 offentliggjorde FAO resultaterne af en rapport om fødevareusikkerhed i verden, hvorefter antallet af mennesker, som sulter, i 2009 for første gang vil overstige en milliard med en samlet stigning på 11 %, hvilket vil fremkalde en gigantisk humanitær krise, som risikerer at udradere alle de positive resultater fra 80'erne og 90'erne. Den 22. juni 2009 korrigerede Verdensbanken sine egne skøn drastisk i nedadgående retning, idet den forudså en verdensøkonomisk recession på omkring 3 % i 2009 med en nedgang i verdenshandelen på 10 % og et styrtdyk i de internationale private kapitalbevægelser, som skønnedes at falde fra 1 trillion dollars i 2007 og fra 707 milliarder USD i 2008 til 363 milliarder USD i 2009. Udviklingslandenes samlede vækst anslås nu at ligge på lidt over 1 %. Hvis man ser bort fra Kina og Indien vil recessionen udviklingslandene samlet set opleve et fald i BNP på 1,6 %. Afrika er det hårdest ramte kontinent med et fald på 66 % i den forventede vækst for 2009 set i forhold til 2007. Ifølge ILO risikerer 50 millioner mennesker at miste deres arbejde i løbet af 2009 og antallet af fattige arbejdstagere vil muligvis stige til 200 millioner.

2.3   Den økonomiske og finansielle krise har haft 4 chockvirkninger: a) faldet i det samlede handelsvolumen på verdensplan med en drastisk nedgang i eksportindtægterne og et finansieringsunderskud for udviklingslandene på mellem 270 og 700 mia. USD (3); b) nedgangen i de private investeringer, som vil være størst for mellemindkomstlandendes vedkommende og for lande med igangværende store strukturmæssige investeringer; c) den kraftige tilbagegang i emigranternes pengeoverførsler, som i visse afrikanske udviklingslande udgør 30 % af BNP og som alene i 2006 nåede op på 270 milliarder USD, dvs. over dobbelt så meget som verdens samlede udviklingsstøtte; d) det forhold, at mange bilaterale donorer i et vist omfang har nedskåret ODA (den offentlige udviklingsbistand) i 2009 og 2010. De to sidstnævnte chockvirkninger, som forstærker følgerne af den foregående fødevare- og energikrise, er særligt mærkbar i Afrika, hvor disse overførsler ofte har vital betydning for såvel mange offentlige budgetter som hele familiers og lokalsamfunds overlevelse.

2.4   Blandt følgerne af disse bølger af chokvirkninger, hvoraf den ene udløser den anden, og som naturligvis har meget forskellig indvirkning fra område til område og land til land, kan nævnes følgende:

2.5   Scenariet bliver endnu mere foruroligende, hvis man tager de mulige konsekvenser for den politiske stabilitet og den interne og eksterne sikkerhed i forskellige dele af verden med i betragtning. Allerede i 2008 forudså en undersøgelse foranstaltet af den britiske regering, at halvdelen af verdens fattigste befolkninger var koncentreret i lande, som gennemlever en permanent eller næsten permanent konflikt.

2.6   Endelig forudses det, at krisen kan udløse endnu større migrationsstrømme såvel inden for de enkelte lande og på regionalt plan som i retning mod de rigere lande. Og alt dette kan ikke blot forværre de allerede eksisterende spændinger, især i EU's naboområder, men også medføre yderligere, foruroligende tab af vitale menneskelige ressourcer for mange fattige lande.

3.   Kommissionens reaktion

3.1   Kommissionen var den første til at træffe konkrete beslutninger som optakt til G20-topmødet i London med udgangspunkt i den klare tese, som José Manuel Barroso har sammenfattet således: »den igangværende recession må ikke, kan ikke og bør heller ikke i fremtiden bruges som påskud til at trække vore tilsagn om forøgelse af støtten tilbage«.

3.2   Den foreliggende meddelelse er en af de mest positive rammebeslutninger, som hidtil er blevet forelagt af det internationale samfund for at hjælpe de fattige lande igennem krisen. Meddelelsen peger først på nødvendigheden af at indfri forpligtelserne mht. ODA og mobilisere flere finansieringsmidler til udvikling (f.eks. gennem det ambitiøse, men måske ikke særligt realistiske forslag om for hver enkelt euro i bistand at mobilisere 5 euro i ikke-ODA-relateret bistand) og understreger derefter vigtigheden af at gennemføre hurtigere udbetalinger eller fremskynde støtteudbetalingen – hvilket ingen anden donor har foreslået – og indføre mere fleksible mekanismer. EIB anmodes om at træffe konjunkturudlignende foranstaltninger, især i infrastruktur- og finanssektoren. Desuden lover Kommissionen at fremskynde budgetstøtteoperationerne og i ekstraordinære tilfælde at overveje makrofinansiel bistand til lande, som er omfattet af den europæiske naboskabspolitik (ENP).

3.3   Meddelelsen slår fast, at »støtteineffektivitet« er meget kostbar og peger på nødvendigheden af en gennemgribende reform at den internationale bistandsarkitektur. På sin side opfordrer Kommissionen medlemsstaterne til at anlægge en fælles koordineret tilgang til løsning af krisen. Samtidigt bør EU som verdens største donor være den drivende kraft bag en reform af den internationale bistandsarkitektur.

3.4   Meddelelsen lægger rimelig vægt på sociale beskyttelsesforanstaltninger og jobskabelse ved hjælp af såvel støttemekanismer for at sikre sociale udgifter som støtte til etablering af national eller regional infrastruktur med særligt fokus – også hvad angår støttens omfang – på Middelhavsområdet og Afrika. Kommissionen har også sat sig for at revitalisere landbruget og den økologiske vækst dels gennem innovativ finansiering til imødegåelse af klimaændringen, dels gennem støtte til overførsel af miljøvenlige og bæredygtige teknologier.

3.5   Meddelelsen afsluttes med forslaget om foranstaltninger til støtte for det internationale handelssystem ved at styrke effektiviteten af programmerne for handelsrelateret bistand og øge anvendelsen af eksportkreditter. Samtidigt anbefaler Kommissionen at fremme drøftelser om en omlægning af udviklingslandenes gæld og foreslår i den forbindelse også at fremme god forvaltningspraksis på skatteområdet på internationalt, regionalt og nationalt plan.

3.6   Rådet for Den Europæiske Union har taget imod og godkendt de vigtigste henstillinger i meddelelsen og understreger betydningen af, at medlemsstaterne indfrier deres egne forpligtelser. Det »opfordrer medlemsstaterne, Kommissionen og Den Europæiske Investeringsbank (EIB) til at træffe koordinerede foranstaltninger … på grundlag af fælles analyser af krisen i de enkelte lande og i samarbejde med internationale institutioner og partnerlande med henblik på at identificere de mest sårbare og mindst modstandsdygtige lande og befolkningsgrupper« (4).

3.7   Den mest iøjefaldende begrænsning ved EU's beslutninger er dog, at der ikke afsættes ekstra bevillinger bortset fra de 100 millioner euro pr. år til EU-trustfonden for infrastrukturer i Afrika.

4.   ODA i farezonen

4.1   Ifølge OECD-DAC var 2008 det år, hvor der blev ydet den største offentlige udviklingsstøtte målt i absolutte tal. Den nåede lige netop op på 120 milliarder USD med en realstigning på 10 % og dermed blev målet om 0,30 % af OECD-landenes samlede BNP nået. Også de bilaterale programmer var i vækst sidste år efter det kraftige fald i den toårige periode 2006-2008.

4.2   EU tegner sig for en stigning på 4 milliarder EUR i forhold til 2007 og nåede op på i alt 49 milliarder EUR i bistand i 2008 svarende til 0,40 % af BNP. Man må huske på, at i forbindelse med Monterrey-aftalen i 2002 havde Kommissionen sat sig for at nå et foreløbigt mål på 0,39 % inden udgangen af 2006. Det skal dog understreges, at man endnu er langt fra målet om at afsætte 0,20 % af BNP til de mindst udviklede lande (LDC) og kun 20 milliarder USD går i dag til Afrika, mens målet er 50 mia. i 2010.

4.3   Der hersker stor tvivl om, hvorvidt EU har konkret mulighed for at garantere de yderligere stigninger på de skønsmæssigt 20 mia. EUR, som vil være nødvendige for at nå målet om 0,56 % af BNP i 2010. I sin »Aid Watch 2008« forudser ngo’ernes platform CONCORD en nedgang på 27 mia. USD i bistanden i 2009-2010. I samme rapport vurderes det endvidere, at EU's tal bør revideres, da de omfatter udgiftsområder, som ikke kan betragtes som ODA: 5 mia. i eftergivelse af udenlandsk gæld, 2 mia. i studiestøtte og 1 mia. til dækning af udgifter til flygtninge. Når der ses bort fra disse tal, nåede man kun op på 0,34 % af BNP i 2008 og er således endnu langt fra målet om 0,56 % inden udgangen af 2010.

4.4   Også ifølge Verdensbankens »Global Monitoring Report« fra 2009 er det på trods af stigningen i 2008 og de tilsagn, som visse store donorlande har afgivet, helt urealistisk, at målene om øget bistand, som blev undertegnet i Gleneagles (130 mia. USD pr. år inden udgangen af 2010), kan nås i lyset af den nuværende situation.

4.5   Stadigt flere mener, at der vil være behov for flere midler, som langt overskrider tilsagnene fra Gleneagles. UNDP understreger, at det ikke kun er et spørgsmål om at indfri de indgåede forpligtelser, men også om at forhøje bevillingerne betydeligt, f.eks. ved at afsætte mindst 0,7 % af alle de midler, der er stillet til rådighed for at redde bankerne og sætte skub i økonomien (anslået til omkring 7 000 mia. USD), til udviklingslandene for at hjælpe dem med at opfylde MDG-målene og sætte gang i udgifterne og de direkte, langfristede investeringer i de fattige lande. Som Verdensbankens chef flere gange har understreget, lige siden krisen startede, er det nødvendigt at gøre meget mere for at mobilisere ekstra ressourcer og hjælpe de fattige lande med at afbøde de katastrofale konsekvenser af krisen, som de er helt uden skyld i. Ifølge Verdensbankens nylige skøn er der alene til dækning af udviklingslandenes finansieringsunderskud brug for mellem 350 og 635 mia. USD. Disse tal ligger lysår fra, hvad det internationale samfund hidtil har været i stand til at mobilisere ikke kun i form af ODA, men også når det gælder andre former for støtte og lån.

4.6   Endvidere, når man ser bort fra tilfældet med EU's tilsagn, viser OECD-rapporten, at for de allerfleste bilaterale donorlandes vedkommende har krisen medført endnu større afvigelser mellem indgåede forpligtelser og udbetalinger og ofte også yderligere forsinkelser og udsættelser af betalingerne. Bistanden fra ikke-DAC lande vokser, men dens samlede omfang er endnu langt fra i stand til at påvirke den samlede tendens væsentligt. Den samlede bistand fra ikke-DAC lande, som har indgivet dataene til OECD, udgjorde 5,6 mia. USD i 2007.

4.7   Skønt dataene for private donorer er meget ufuldstændige, er tendensen positiv, idet denne støtte i 2007 nåede op på 18,6 mia. USD, hvilket er en stigning på 25 % i forhold til 2006. Alene ifølge de tal, der er tilgængelige i USA, men som ikke er rapporteret til OECD, udgjorde støtten fra private donorer 37 mia. USD i 2007, og mange af de største fonde som f.eks. Gates Foundation har også bebudet forhøjelser i 2009 på 20 %.

5.   Støttens effektivitet og bekæmpelse af korruption

5.1   I krisetider er det særligt vigtigt at forbedre støttens effektivitet. De økonomiske tab som følge af den manglende forudsigelighed i udbetalingerne, opsplitningen af indsatsen og den manglende koordination mellem donorerne er nu helt åbenbare. Kommissionen har vurderet, at volatiliteten i den offentlige udviklingsbistand kan forøge omkostningerne med mellem 15 % og 20 %, mens besparelserne ved en komplet gennemførelse af programmet for støtteeffektivitet kan andrage 5-7 mia. EUR om året. Det er derfor nødvendigt hurtigt at gennemføre indholdet af Paris-erklæringen fra 2005 og Accra-agendaen fra 2008, især i lyset af de beslutninger, der allerede er truffet på EU-plan og som virkeligt kan gøre en forskel: arbejdsdeling mellem medlemsstaterne og Kommissionen, bedre anvendelse af landespecifik planlægning, større forudsigelighed i støtten og fælles ansvar for resultater, herunder færre betingelser (5).

5.2   På OECD-plan er det blevet påvist, at fremskridtene i forbedringen af bistandens kvalitet i dag er utilstrækkelige. På verdensplan finansierer 225 bilaterale og 242 multilaterale organisationer flere hundrede tusinde aktiviteter hvert år. Eksempelvis kan det nævnes, at der i hele verden er over 90 sundhedsfonde, WHO skal rapportere til 4 600 donorer og levere omkring 1 400 rapporter til donorerne om året. En regering i et udviklingsland skal i gennemsnit modtage og besvare omkring 200 delegationer af officielle donorer pr. år, hvortil kommer flere hundrede delegationer af private donorer. Den seneste OECD-undersøgelse viser desuden, at gennemsnitligt bliver kun 45 % af støtten leveret til tiden.

5.3   Det er derfor nødvendigt at sætte tempoet op for at nå de mål, der er besluttet i de internationale fora. Der er især brug for en passende politisk vilje fra regeringerne i EU's 27 medlemsstater, hvad angår:

5.4   I forbindelse med denne tilgang skal det også tages med i betragtning, at enorme ressourcer i mange udviklingslande bliver opslugt af korruption og illegal kapitaleksport, især i tilknytning til investeringer i råvareudvinding og store infrastrukturanlæg. Det er nu påvist, at en betydelig del af bistanden drukner i korruption, hvilket har katastrofale følger for såvel de lokale befolkninger som tilliden blandt skatteyderne i donorlandene. Ifølge Transparency Internationals globale korruptionsrapport fra 2008 er den nu nået op på 50 mia. USD svarende til næsten halvdelen af den samlede ODA på verdensplan og til de investeringer, der er nødvendige for at opnå målene på områderne drikkevand og sanitære forhold. En målbevidst forbedring af forvaltningspraksis, især når det gælder støttens sporbarhed, samt mere udtrykkelige regler for tilknytning af betingelser til udbetalingerne bør tillægges den største betydning i alle EU's forpligtelser og på det multilaterale plan. Det er beklageligt, for at sige det mildt, at meddelelsen intet siger herom.

6.   Private aktørers og civilsamfundets rolle

6.1   Den vigtige rolle, som spilles af de ikke-statslige aktører – der i Cotonou-aftalen defineres som den private sektor, de økonomiske og sociale aktører og navnlig fagforeninger, civilsamfundet i alle dets former (art. 6) – er nu almindeligt anerkendt. Det må undre, at den foreliggende meddelelse ikke på nogen måde henviser til disse aktørers rolle under krisen, bl.a. når det betænkes, at de som de eneste har vist sig i stand til at mobilisere ekstra midler. Hertil kommer, at krisen i mange fattige lande har ramt den private sektor hårdt og svækket arbejdsmarkedsparternes og de forskellige civilsamfundsorganisationers handleevne. Disse aktører er afgørende for sikringen af bæredygtige udviklingsmodeller på langt sigt.

6.2   Den 18. maj 2009 offentliggjorde Revisionsretten sin særrapport om Kommissionens forvaltning af de ikke-statslige aktørers (6) deltagelse i EU's udviklingssamarbejde; skønt der udtrykkes stor anerkendelse af, at der kanaliseres stadig flere EU-midler via ikke-statslige aktører (7), rettes der især kritik mod følgende:

6.3   På baggrund af de store problemer, som Revisionsretten peger på, må EØSU endnu en gang kraftigt understrege, hvad det gennem mange år har påpeget, nemlig at der må satses mere på de ikke-statslige aktører både ved at udbygge alle de procedurer, som giver mulighed for en reelt bredere deltagelse og ved at forhøje andelen af de midler, som kanaliseres direkte gennem de ikke-statslige aktører, så den når op på 20 %, hvilket EØSU allerede har udtrykt ønske om i en tidligere udtalelse (8).

7.   Hen imod en revision af støtten og nye finansieringsinstrumenter

7.1   At det er nødvendigt at tage fat på en omfattende reform af de internationale finansieringsinstitutter, først og fremmest Verdensbanken og IMF, står nu klart efter den klare udmelding fra De Forenede Nationers konference i juni, hvor det blev påpeget, at de internationale finansieringsinstitutter nu klart bør orienteres mod udvikling og reformeres, så de fremmer udviklingslandenes udviklingstendens, synspunkter og deltagelse og bedre afspejler de aktuelle forhold (9).

Det er faktisk paradoksalt i lyset af krisen, at 82 % af IMF's lån er ydet til det europæiske område og kun 1,6 % til afrikanske lande, og at de fattigste lande har modtaget lidt over 20 mia. USD af de i alt 1,1 billion USD, som blev vedtaget på G20-topmødet i London den 2. april 2009.

7.2   EU må lægge sig i selen for at fremkalde en omkalfatring af disse relationer, begynde at forholde sig mere seriøst til Verdensbankens forslag om oprettelse af en ny specifik Vulnerability Fund, som først og fremmest skal bruges til at finansiere fødevaresikring, social sikring og udvikling af menneskelige ressourcer bl.a. gennem udviklingen af specifikke fælles rammer for Verdensbanken og De Forenede Nationers særorganisationer. Ligeledes er det nødvendigt at arbejde for udstedelse af nye særlige trækningsrettigheder (SDR) hos IMF for mindst 250 mia. USD, som især skal bruges til at stille likvide midler til rådighed for udviklingsfinansiering.

7.3   EU bør ligeledes spille en førende rolle for at sikre, at udviklingslandenes behov sættes i centrum for finansieringen af handelen og den snarlige genoptagelse af Doha-forhandlingerne og der bør indføres særlige støtte- og beskyttelsesforanstaltninger for de fattigste lande og til fødevaresikring.

7.4   EØSU har længe været overbevist om, at der må arbejdes energisk for at fremme og skabe mange flere nye instrumenter til udviklingsfinansiering. I betragtning af, at der er opnået så få resultater, vil det være nødvendigt at udvide anvendelsesområdet for de seneste initiativer og beslutninger, som f.eks. IFF (Internationl Finance and Facility Fund) fra november 2006 for at finansiere vaccinationsprogrammer i de fattige lande; »Advanced Market Commitment« i samme periode; Initiativet fra G8-topmødet i Aquila for i løbet af 5 år at sænke omkostningerne ved indvandrernes officielle pengeoverførsler til hjemlandene, hvorved disse ville kunne forhøjes med 13-15 mia. USD pr. år. EØSU støtter forslaget om endeligt at komme i gang med drøftelserne om indførelsen af en frivillig afgift på 0,005 % på internationale finansielle transaktioner (»Tobin-afgift«), som for nyligt blev genlanceret på G20-topmødet i Pittsburg af den franske og tyske regering. Disse nye finansieringsformer, som fortsat helt og holdent bør være et supplement til ODA-forpligtelserne, bør kædes mere tydeligt sammen med opfyldelsen af de enkelte milleniumudviklingsmål, med afhjælpningen af nødsituationer som følge af klimaændringen og med de omkostninger, som de fattige lande skal afholde i de kommende år.

7.5   Overvejelserne over reformen af den internationale bistandsarkitektur, som Kommissionen igen bringer på bane i punkt 11 i sit eget forslag, er meget presserende og EU kan spille en klar lederrolle i denne forbindelse, i hvert fald på følgende områder:

7.6   Udvælgelse af fødevaresikring og grøn vækst som to strategiske investeringsmål på langt sigt kan blive en vigtig rettesnor i fornyelsen af bistands- og investeringssystemet, som er endnu mere påkrævet nu på grund af krisen. Det kan også bane vejen for et større og mere koordineret engagement fra de nyindustrialiserede landes side i form af ressourcer og kompetencer og være en konkret lejlighed for Europa og OECD-området til at opbygge et økonomisk partnerskab.

7.7   For EU's vedkommende skal følgende præciseres:

7.8   På udviklingsområdet står det mere end på andre områder klart, hvor presserende det er, at det lykkes for EU at tale med én stemme og styrke sin egen kapacitet til en fælles og koordineret indsats sammen med medlemsstaterne. Dette er nødvendigt, for at EU dels kan manøvrere bedre i de nye internationale scenarier, som dukker frem af krisen, dels spille en mere effektiv rolle og udnytte de samlede ressourcer og kompetencer, som allerede er sat ind, bedre. I dag står det på baggrund af de ændrede konstellationer mellem aktørerne på den internationale scene mere end nogensinde klart, at udviklingen af de fattigste lande og især Afrika er af strategisk interesse for Europas egen fremtidige udvikling (11).

7.9   Styrkelsen af det internationale samarbejde om bekæmpelse af korruption og skatteflugt er i dag en fuldbyrdet kendsgerning som følge af krisen, især når det gælder bekæmpelsen af skatteparadiser. FNs Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet (UNODC) anslår, at transaktionerne i forbindelse med kriminelle aktiviteter og skatteflugt i dag er i størrelsesordenen 1 000 – 1 600 mia. USC, hvoraf halvdelen stammer fra udviklingslandene og lande med overgangsøkonomi. Af disse 500/800 mia. USD kan kun 3 % tilskrives korruption, mens aktiviteter af kriminel art tegner sig for 30 % og skatteflugt for 67 %. Med andre ord koster skatteflugt udviklingslandene et beløb på mellem 300 og 500 mia. USD, hvoraf 285 stammer fra den uformelle sektor og 160 fra skatteflugt begået af mange multinationale selskaber, som opererer i disse lande (12). EØSU mener, at det haster med at få vendt denne kurs og der er i dag mere realistiske muligheder for, at det kan lykkes. Dermed ville der ikke kun kunne fremskaffes uanede midler til investeringer og udviklingsstøtte, men det ville også blive muligt at udvikle mere velfungerende og mere retfærdige skattesystemer i mange fattige lande, hvilket er et uundværligt udgangspunkt for en styrkelse af institutionerne og ethvert sundt langsigtet udviklingsperspektiv.

(1)  Især FN-topmødet i juni 2009 og G8-topmødet i Aquila i juli 2009.

(2)  Jf. EØSU's udtalelse om Kommissionens meddelelse »Regional integration med henblik på udvikling i AVS-landene«, EUT C 317 af 23.12.2009, s. 126, ordfører Gérard Dantin, medordfører Luca Jahier.

(3)  Verdensbanken, 2009 og Den Afrikanske Udviklingsbank, marts 2009. Disse to tal er yderpunkterne i de prognoser, som foreligger i dag.

(4)  Konklusionerne af Rådets møde (Eksterne Anliggender), den 18. maj 2009.

(5)  KOM(2009) 160 endelig samt Rådets konklusioner af 22. juli 2008.

(6)  Revisionsrettens definition af ikke-statslige aktører i denne rapport omfatter kun civilsamfundsorganisationerne og ikke den private sektor.

(7)  Ifølge EuropeAid, skønnes de kontrakter, som blev indgået med ikke-statslige aktører i 2006 og 2007, at dreje sig om 836,43 e 915,26 mio. EUR (her ses der bort fra den humanitære støtte, der kanaliseres via ECHO); dette svarer til 10 % af UE's bistand til udviklingslandene. Omkring 50 % af ECHO-finansieringerne går til NGO'er (ca. 353 mio. EUR i 2007).

(8)  Udtalelse EUT C 234, 2003, om Civilsamfundets rolle i den europæiske udviklingspolitik, ordfører: Susanna Florio.

(9)  FN's konference om den økonomiske og finansielle krise, juni 2009.

(10)  Jf. DEVE-udvalgets forslag til beslutning, september 2009.

(11)  Jf. udtalelsen om Forbindelserne mellem EU, Afrika og Kina (EUT C 318, 2009; ordfører: Luca Jahier) og udtalelsen, som er under udarbejdelse, om Lissabon-strategiens eksterne dimension (EUT C 128, 2010, 249/2009).

(12)  Se den citerede undersøgelse af CIDSE (november 2008).