Ved brev af 18. december 2008 anmodede den svenske minister for EU-anliggender, Cecilia Malmström, med henvisning til EF-traktatens artikel 262 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder, som udpegede Brenda King til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 15. oktober 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 4. november 2009, følgende udtalelse med 130 stemmer for, ingen imod og 4 hverken for eller imod:

1.1. For fremtiden bør der i EU's strategi for vækst og beskæftigelse lægges større vægt på skabelsen af social samhørighed, hvilket fremgår af en ny rapport, Europa-Kommissionen fremlagde den 29. september 2009. Rapporten fra Udvalget for Social Beskyttelse slår fast, at social beskyttelse i sig selv ikke er tilstrækkelig til at forebygge fattigdom og marginalisering og opfordrer til, at der satses mere på målsætninger som bekæmpelse af fattigdom blandt børn og fremme af foranstaltninger til aktiv integration.

Fattige og kortuddannede, migranter, mennesker fra etniske og kulturelle mindretal, handicappede og mennesker, som er isolerede, med dårlige boligforhold og hjemløse rammes generelt først af udstødelse.

Det at have et arbejde betyder ikke, at man automatisk undgår udstødelse og risikoen for at blive ramt af fattigdom, men beskæftigelse er det bedste middel til social integration.

1.2. Det svenske formandskab har som målsætning at bekæmpe de negative virkninger af den økonomiske krise, der berører væksten og beskæftigelsen på både EU- og medlemsstatsniveau. Det ønsker at prioritere arbejdsmarkedsforanstaltninger, der skal mindske arbejdsløsheden mest muligt, nedbringe antallet af udstødte personer og få dem, der for nyligt har mistet deres job, tilbage i arbejde. Samtidig ønsker formandskabet også at bane vejen for skabelse af langsigtede og varige arbejdspladser.

1.3. På det nyligt afsluttede G20-topmøde fastsloges det, at det i år er lykkedes medlemsstaterne, herunder EU-planet at skabe og redde arbejdspladser, hvilket har betydet, at krisens virkninger er blevet mildnet for en række borgere. Medlemsstaternes indsats har især været rettet mod støtte til fastholdelse af arbejdspladser og sikring af husholdningernes indkomst.

1.4. Den udfordring, som EU skal løfte, består imidlertid i, at mange i den erhvervsaktive alder ikke har adgang til beskæftigelse, og heller ikke havde det i de seneste år med økonomisk vækst. Derudover har nogle borgere en indkomst, som ikke rækker til at løfte dem ud af fattigdommen. Konklusionen er, at denne gruppe trods den målrettede indsats for at få gang i genopretningen er vokset i løbet af de seneste 18 måneder, og at vi endnu ikke ser alle de sociale konsekvenser af recessionen.

1.5. EØSU mener, at der bør være større fokus på dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, først og fremmest ved at gøre en større indsats for at gennemføre de fælles principper om aktiv integration, som blev godkendt af Rådet i december 2008. Der er her tale om de kortuddannede, som har færrest muligheder for livslang læring og efteruddannelse, personer (overvejende kvinder) med plejeforpligtelser, personer, der trækker sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet, handicappede, mindretal, migranter og de unge.

1.6. EØSU anbefaler, at den åbne koordinationsmetode bruges til at finde frem til bedste praksis for overgang fra uddannelse til beskæftigelse og fra familie/civile aktiviteter til beskæftigelse og for håndtering af strukturelle hindringer på arbejdsmarkedet og for samfundsdeltagelse generelt.

1.7. EØSU er klar over, at social service og social sikring er stærkt afhængige af den offentlige finansiering, som en række medlemsstater søger at beskære på baggrund af den aktuelle krise. Det afviser derfor tiltag, som ville gå ud over den solidaritet, som den sociale beskyttelse er baseret på, og som er så nyttig for Europa. Der er behov for foranstaltninger, der både sikrer beskyttelse og støtter overgangen til og bevarelse af arbejde.

1.8. EØSU anerkender, at livslang læring og efteruddannelse er vigtig for at øge borgernes beskæftigelsesegnethed og noterer sig det paradoks, at det er de lavest uddannede, der har dårligst adgang til livslang læring. EØSU henstiller derfor kraftigt til, at alle borgere reelt får ret og adgang til livslang læring.

1.9. EØSU er enigt med Kommissionen i, at det er vigtigt med samordning og samarbejde på nationalt og lokalt niveau, herunder med de offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, ikke kun på beskæftigelsesområdet, men også vedrørende bolig- og sundhedspolitik og på området territorial integration.

2.1. De europæiske økonomier og samfund står over for en række udfordringer som klimaændringer, teknologiske fremskridt, globaliseringen og en aldrende befolkning. Selv om det er positivt, at erhvervsdeltagelsen er steget i de seneste årtier, er det samlede antal af fattige uden for og på arbejdsmarkedet ikke samtidig blevet nedbragt, ligesom der har været en betydelig arbejdsmarkedssegmentering og kun en marginal reduktion i antallet af arbejdsløse husstande. Men eftersom et kvalitetsjob er det bedste værn mod fattigdom og udstødelse, beskæftiger denne udtalelse sig primært med sammenhængen mellem beskæftigelse og integration.

2.2. Den globale finansielle krise er den seneste prøvelse, som har ramt realøkonomien med en markant forværring af situationen på arbejdsmarkedet som følge af et fald i efterspørgslen og strammere finansieringsbetingelser (1). Den sæsonkorrigerede ledighed i EU27 var i marts 2009 på 8,3 % mod 6,7 % i marts 2008. Det viser, at udviklingen i ledigheden er vendt, idet tallet for EU25 i de foregående år var faldet fra 8,9 % i marts 2005 til 8,4 i marts 2006 til 7,3 % i marts 2007. Selv om situationen er forskellig fra land til land, er alle medlemsstater og de fleste sektorer mærket af den alvorlige internationale økonomiske nedgangskonjunktur. De lande, der er værst ramt, er Spanien og Irland, hvor arbejdsløsheden er fordoblet, og de baltiske lande, hvor den er næsten tredoblet. Arbejdsløsheden forventes at stige yderligere.

2.3. De hjælpepakker indeholdende en lempelse af pengepolitikken og en finanspolitisk stimulering, som næsten alle medlemsstater har vedtaget for at modvirke denne seneste krise, har først som mål at stabilisere de finansielle systemer, at afbøde negative sociale følger og derefter at medvirke til at få sat gang i væksten. Medlemsstaternes muligheder for indgreb er vidt forskellige, men der er en tendens til stor fokus på politikker for at fastholde arbejdstagere i beskæftigelse, fremme genindslusning på arbejdsmarkedet, indkomststøtte, sikre boligejere mod tvangsauktion, øget adgang til kredit og investeringer i sociale og sundhedsmæssige infrastrukturer med henblik på dels at øge beskæftigelsen, dels sikre bedre adgang til disse tjenesteydelser (2). Det er imidlertid det svenske formandskabs opfattelse, at de foranstaltninger, som kræves for at overvinde denne krise, skal ledsages af strukturelle reformer, der tackler de øvrige udfordringer for EU (f.eks. de demografiske ændringer, globaliseringen), idet der inden krisen var alt for mange EU-borgere, som kunne være på arbejdsmarkedet, men ikke havde adgang til beskæftigelse på trods af relativt gunstige økonomier.

2.4.1. hvordan EU's medlemsstater i fællesskab skal håndtere virkningerne af den hastigt voksende arbejdsløshed, der er et resultat af den økonomiske krise;

2.4.2. hvilke reformer, der vil være effektive, når det gælder om at øge mobiliteten på arbejdsmarkedet, herunder foranstaltninger, der kan gøre det lettere at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Målet er at modvirke de kortsigtede virkninger af krisen og træffe foranstaltninger, som sikrer, at medlemsstaterne når de langsigtede mål om et højt beskæftigelsesniveau inden for rammerne af EU's nye strategi for vækst og beskæftigelse.

3.1.1. Omstilling og social mobilitet har altid været en del af livet i Europa. De forandringer, som globaliseringen har sat i gang, sætter en streg under behovet for økonomiske og sociale styresystemer, som aktivt understøtter såvel omstilling som social mobilitet. Det bør være et mål for politikken at koble strategier om aktivering, indslusning og genintegration på arbejdsmarkedet sammen med social sikring. I litteraturen taler man om mindst fem overgangssituationer (3): fra uddannelse til beskæftigelse, mellem forskellige former for beskæftigelse, herunder fra/til selvstændig virksomhed, mellem beskæftigelse og familie/civile aktiviteter, fra beskæftigelse til invaliditet, fra beskæftigelse til pension. Målet må være at overbevise folk om, at omstilling betaler sig, og motivere dem til aktivt at søge arbejde, samtidig med at de modtager den nødvendige støtte og beskyttes mod materiel nød.

3.1.2. Overgang fra uddannelse til beskæftigelse er særlig vigtig, da et uforholdsmæssigt stort antal unge har været udelukket fra arbejdsmarkedet i perioden med vækst og nu er uforholdsmæssigt hårdt ramt af den finansielle/økonomiske krise (4). Selv om de unge i dag har bedre kvalifikationer end tidligere generationer, kommer de senere ud på arbejdsmarkedet, har mindre stabil beskæftigelse og lider i højere grad under arbejdsmarkedssegmentering og arbejdsløshed. EØSU noterer sig og glæder sig over Kommissionens fokus på »Hjælp til de unge nu« (5), men stiller spørgsmålstegn ved, hvordan kvalitetsuddannelse og lærepladser og deres fortsatte relevans vil blive vurderet. EØSU fremkom med henstillinger om bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed i sin udtalelse om Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper (6). EØSU minder om, at migranter, etniske mindretal, enlige forældre og kortuddannede især er i risiko for udelukkelse fra arbejdsmarkedet og social udstødelse.

3.1.3. Overgang fra beskæftigelse og familie/civile aktiviteter berører først og fremmest kvinder afhængigt af, hvilke typer af ansættelseskontrakter der er til rådighed for dem, og hvor længe de har været væk fra arbejdsmarkedet. EØSU anbefaler derfor en styrkelse af de foranstaltninger, der skal sikre ligestilling mellem kønnene.

3.2. Udformning og gennemførelse af integrerede politikker, målrettede aktioner og bedre styring

3.2.1. I takt med at vi får flere erfaringer med politikker for overgang, bliver det tydeligt, at »en hensigtsmæssig politik for overgang« har visse karakteristika. Incitamenter og støtte har vist sig at være helt afgørende. Politikkerne for overgang til/fra arbejdsmarkedet skal ses i sammenhæng med integrationsstrategier, særligt for de grupper, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, hvor der er brug for en ekstra og systematisk indsats. EØSU støtter det synspunkt (7), at krisen gør det endnu mere presserende og nødvendigt at gennemføre omfattende strategier for aktiv integration, som kombinerer og finder en balance mellem foranstaltninger, der skal sikre rummelige arbejdsmarkeder, adgang til kvalitetstjenester og tilstrækkelig minimumsindkomst.

3.2.2. EØSU glæder sig således på vegne af det store antal personer i den erhvervsdygtige alder, som skal omstille sig til beskæftigelse, over Kommissionens henstilling (8) om større inddragelse og bedre koordinering på det nationale niveau. EØSU mener imidlertid også, at tiltagene må personliggøres. Dette er vigtigt, idet rådgivningstjenester, der er »tæt« på eller i nærheden af folk og leverer løsninger, der måske ikke er skræddersyet til den enkelte, men derimod til grupper, er absolut nødvendig for at gennemføre reformer. Socialøkonomiske projekter og organisationer viser meget ofte vejen, når det gælder tilrettelæggelse af støtteforløb, der skal føre til arbejde, eller skabelse af nye job til de grupper, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.

3.2.3. Udvalget anbefaler derfor også, at den sociale dialog på dette område suppleres af en dialog med borgerne. I nogle medlemsstater findes der allerede en sådan dialog under en eller anden form. Civilsamfundsorganisationer med erfaring og viden og ofte tætte forbindelser til sårbare grupper som fattige, børn, unge, familier med vanskelige livsbetingelser, migranter og etniske mindretal, handicappede og ældre, vil således få mulighed for at medvirke som en vigtig ressource ved udformningen af politikker, der skal øge den sociale integration i Europa. Forskning viser, at denne kvalitet og disse færdigheder, herunder viden om og kvalifikationer til at arbejde med dårligere stillede grupper, hos dem, der leverer ydelserne, og deres institutioner, er et vigtigt element i god praksis.

3.2.4. EØSU er enigt i henstillingen i Kommissionens meddelelse (9) om, at der for at give de dårligst stillede en bedre chance for at komme ind på arbejdsmarkedet er brug for et bedre samarbejde mellem offentlige myndigheder, offentlige og private arbejdsformidlinger, sociale myndigheder, voksenuddannelsesinstitutioner, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet. EØSU gør endvidere opmærksom på behovet for at samordne forskellige typer af tjenesteydelser som sundhed, uddannelse og boliger, idet erfaringerne har vist, at dette er et vigtigt element i god praksis.

3.3.1. I EU's Lissabonstrategi lægges der større vægt på social integration i EU. Det overordnede mål med strategien er behovet for at udvikle en mere rummelig økonomi, hvor det er muligt at kombinere effektivitet med skabelsen af flere og bedre job og et højt socialt sikringsniveau og større social og økonomisk samhørighed. Dette er grundlaget for de europæiske økonomiske og sociale modeller. EU's strategi efter 2010 må indeholde en klar vision for de store samfundsmæssige udfordringer med bedre instrumenter for beskæftigelsesområdet og den sociale integration. EØSU er ved at udarbejde en udtalelse om en efterfølger til Lissabonstrategien.

3.3.2. Det er med Lissabonstrategien blevet understreget, at jobskabelse i høj grad stiller krav om aktive beskæftigelsespolitikker, solide makroøkonomiske rammer, investeringer i kvalifikationer, forskning og infrastruktur, bedre lovgivning og fremme af iværksætteri og innovation. I takt med at situationen på arbejdsmarkederne fortsat forværres som følge af den økonomiske nedgang, er der brug for en supplerende indsats, da virkningerne af recessionen først og fremmest rammer mennesker. De europæiske arbejdsmarkeder vil blive gennemgribende forandret som følge af krisen. Arbejdstagerne og virksomhederne skal have redskaber, der sikrer en vellykket tilpasning til den ændrede virkelighed, dvs. fastholde arbejdspladser, forbedre kvalifikationerne på alle niveauer, særligt for de kortuddannede, få folk i arbejde igen og sørge for, at jobskabelsen har gode vilkår.

Som en integreret strategi, der øger såvel fleksibiliteten som sikkerheden på arbejdsmarkedet og støtter dem, der midlertidigt er uden for beskæftigelse, mener EØSU, at:

3.4.1. Flexicurity er endnu vigtigere og mere hensigtsmæssig under de nuværende vanskelige økonomiske forhold, der er karakteriseret ved stigende arbejdsløshed, fattigdom, segmentering, og den hastende udfordring, det er at fremme vækst, skabe nye og bedre job samt styrke den sociale samhørighed.

3.4.2. Indførelsen af flexicurity stiller ikke kun krav om støttekomponenter, der sikrer den sociale beskyttelse, men også om klare arbejdsincitamenter og et åbent og kompetencebaseret arbejdsmarked, der underbygger de øvrige komponenter, og skal suppleres af politikker til fjernelse af strukturelle hindringer for deltagelse og sikring af, at job, herunder kvalitetsjob, bevares og skabes. Dette vil medvirke til at mindske den sociale udstødelse og fattigdomsrisikoen ved at åbne arbejdsmarkedet for alle borgere og særligt for udsatte grupper.

3.4.3. De fælles principper for flexicurity, som et middel til at gennemføre den europæiske beskæftigelsesstrategi, kædet sammen med omfattende strategier for aktiv integration for dem, der er længst væk fra arbejdsmarkedet, udgør en omfattende politisk strategi, der koordinerer bestræbelserne på at tackle beskæftigelsesvirkningerne og de sociale følger af krisen og forberede sig på det økonomiske opsving.

3.4.4. EØSU glæder sig over, at arbejdsmarkedets parter i EU har indgået en aftale om at overvåge gennemførelsen af EU's fælles principper for flexicurity og drage fælles konklusioner heraf. EØSU er ved at udarbejde en udtalelse om flexicurity, der kan bidrage hertil (11). EØSU opfordrer desuden medlemsstaterne til at øge indsatsen for at gennemføre de fælles principper om aktiv integration og Kommissionen til løbende at holde øje med fremskridtene.

4.1. De sociale sikringsordninger kan potentielt være til stor fordel for den sociale integration, fordi de anerkender status som værende uden for markedet, og da de omfatter positive tiltag fra statens side og gennem kollektiv solidaritet modvirker omstændigheder, som begrænser enkeltpersoners og dårligt stillede gruppers muligheder for at leve et værdigt liv. Den europæiske velfærdsstats held med især at udviske uligheder er veldokumenteret og afspejler de europæiske kerneværdier om solidaritet, som anerkendes i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Udvalget mener, at de sociale sikringsordninger først og fremmest har til opgave at garantere, at folks grundlæggende behov er dækket – hvilket dog sker på forskellig vis i de forskellige lande - og at der er adgang hertil for alle, og at gøre det lettere at omstille sig, som behandlet ovenfor. Der er brug for tiltag, der skal få omstilling til at betale sig og forbedre adgangen til beskæftigelse for bestemte grupper, der oplever problemer på arbejdsmarkedet, samtidig med at medlemsstaternes budgetindtægter skal opretholdes ved at nedbringe arbejdsgivernes ikke-lønrelaterede omkostninger ved nyansættelser. Dette kan ske ved at mindske de administrative byrder, udnytte potentialet for at skabe arbejdspladser først og fremmest til de kortuddannede, reducere de faktorer, der virker som en hindring for at søge arbejde, forbedre skatte- og socialsikringssystemerne, således at det kan betale sig at arbejde, herunder mindske skattebyrden for ægtefæller, samt gennem incitamenter til arbejdsløse til at starte egen virksomhed (f.eks. i form af iværksætterkurser og mikrokreditter) ved at garantere adgang til de tjenester, der er nødvendige for, at de kan deltage. For dem, der ikke kan arbejde, skal der være tilstrækkelig indkomststøtte.

4.2. Udvalget ønsker at understrege, at den skarpe konkurrence, der følger af globaliseringen, og konsekvenserne af den økonomiske krise endnu tydeligere understreger behovet for tilstrækkelig social sikring mod sociale risici som arbejdsløshed og for at styrke de sociale sikringsordningers funktion som en samfundsmæssig investering, der styrker såvel den økonomiske konkurrenceevne som den sociale integration. Reformer må ikke få lov til at udhule principperne om solidaritet, der er udgangspunktet for den sociale sikring, og som har tjent Europa godt. På den anden side er det nødvendigt med ændringer, og de sociale sikringssystemer må ikke modsætte sig dette, men lade sig lede af sammenhængende, langsigtede og samordnede politikker om sociale reformer, der yder beskyttelse og støtte i forbindelse med omstilling på kort og lang sigt.

Det er derfor vigtigt at se på, hvordan de forskellige elementer i de sociale sikringsordninger mere effektivt kan være med til øge den sociale og økonomiske integration. I den forbindelse gør EØSU opmærksom på følgende:

4.3.1. Hensyntagen til den demografiske skævhed og ændringer i familiemønstret

4.3.1.1. Udsigten til, at befolkningen bliver ældre i de fleste lande i Europa, rejser forskellige spørgsmål med hensyn til social integration. I mange lande er der allerede iværksat tiltag. De problemer, der fremtræder tydeligst, men som ikke altid løses effektivt, er stigningen i den pensionsberettigede andel af befolkningen og behovet for omsorg og pleje og sundhedsydelser. EØSU glæder sig over Kommissionens henstilling (9) om at fremme beskæftigelsen for ældre arbejdstagere og stimulere efterspørgslen og skabe flere job i plejesektoren ved hjælp af skattelettelser og andre incitamenter. EØSU finder, at Kommissionens forslag om at afvikle ordninger for tidlig tilbagetrækning kræver en grundig debat om rammebetingelser, rækkevidde, politiske støtteforanstaltninger osv. for ikke at skabe sociale problemer, navnlig ikke for ældre. EØSU har allerede leveret vigtige bidrag på dette område.

4.3.1.2. Et andet aspekt, der påvirker den demografiske situation, er, at mange politikker, især familiepolitikker, ikke i tilstrækkelig grad giver folk mulighed for at få deres ønske om børn opfyldt (12). EØSU ønsker særligt at henlede politikernes opmærksomhed på sin udtalelse om familien og den demografiske udvikling (13). I hvert enkelt land er der brug for en familiepolitik, som respekterer den enkelte borgers (herunder børns) valg, anerkender familielivet, tager fat på de store konsekvenser især for børnene, når familien går i opløsning, af vold, fattigdom og social udstødelse og er tæt på borgernes liv og ønsker. En omfattende familiepolitik bør derfor være en af de væsentligste prioriteter i alle lande i Europa og sammenkæde indkomst, børnepasningsmuligheder, forældrenes adgang til fuldtidskvalitetsjob, ligestilling mellem kønnene, uddannelse, sociale og kulturelle tjenester, beskæftigelse og tilgængeligheden og planlægningen af infrastruktur.

4.3.2.1. Arbejdsløshedsforsikring er en vigtig social ydelse, som giver arbejdstagerne sikkerhed i tilfælde af afskedigelse eller arbejdsløshed, særligt i en situation hvor den økonomiske krise og konkurrencen nødvendiggør fortsatte omstruktureringer. Hvis arbejdsløshedsforsikringen er af en vis størrelsesorden, kan den endda være en faktor, der befordrer dynamikken i økonomien og fremmer arbejdskraftens bevægelighed. I nogle lande er arbejdsløshedsforsikringen imidlertid ikke andet end en passiv fordeling af understøttelse uden et passende system til genindslusning på arbejdsmarkedet (dvs. overgang fra arbejdsløshed til beskæftigelse) eller videreuddannelse rettet mod opnåelse af et permanent job. Generelt skal udgifterne til arbejdsløshedsforsikring være mere aktive. Arbejdsløshedsforsikringen kunne således, sådan som det allerede er tilfældet i flere lande, knyttes sammen med individuelle kontrakter om tilbagevenden til arbejde som en forudsætning for at modtage understøttelse. Under en sådan ordning vil myndighederne have ansvaret for at stille de nødvendige støtte-, genindslusnings- og uddannelsesordninger til rådighed og for at sikre adgangen til andre formidlingstjenester. Det er også vigtigt med en forebyggende indsats. I den forbindelse skal der sættes tidligt ind over for behovet for at bekæmpe børnefattigdom, samtidig med at der skal iværksættes en effektiv politik for livslang videreuddannelse, som skal fortsætte hele livet og kan indebære en vis form for uddannelsesskift over livscyklen.

4.3.2.2. Overgang og integration er også vigtig for andre grupper, f.eks. ulykkesofre og personer handicappede af sygdom (overgang fra beskæftigelse til ledighed på grund af handicap). I den forbindelse rejser der sig først spørgsmålet om erstatningsindkomst og dernæst om en tilbagevenden eller adgang til beskæftigelse. En indkomst er en nødvendig - om en ikke nødvendigvis tilstrækkelig - forudsætning for at kunne leve et selvstændigt liv. I mange tilfælde prioriteres integrering på arbejdsmarkedet af de berørte personer stadig for lavt på trods af lovgivning herom. I praksis er vejlednings- og støtteordninger til at finde eller genoptage arbejde ofte omstændelige og uegnede. Hverken kravene til støtteberettigelse eller støttebeløbet må få de berørte personer til at afholde sig fra at gennemgå funktionel eller beskæftigelsesrelateret revalidering eller fra at genoptage arbejdet. I stedet må de fungere som et incitament hertil. I forbindelse med reformer, hvor vægten flyttes fra passive til aktive foranstaltninger, bør man dog hele tiden holde sig de mål, der er fastlagt i den europæiske kodeks for social sikring med tilhørende protokoller, for øje. Sigtet med ideen om passende beskæftigelse bør være at sikre, at arbejdsløse ledes hen i et job, hvor de kan anvende deres færdigheder og kvalifikationer så produktivt og effektivt som muligt til gavn for samfundet som helhed. Men de, som ikke har mulighed for at arbejde, skal garanteres indkomststøtte af en størrelsesorden, der sikrer dem en værdig tilværelse.

5.1. Medlemsstaterne har meget forskellige ordninger og niveauer for erhvervs- og efteruddannelse af arbejdsstyrken. Det forhold, at videre- og efteruddannelse for EU's borgere er meget ujævnt fordelt – de, der har de længste uddannelser, gennemgår langt mere efter- og videreuddannelse i løbet af den tid, de er på arbejdsmarkedet, end dem med knap så lange uddannelser - er en kæmpe politisk udfordring i en tid med globalisering og på baggrund af den aktuelle økonomiske recession. Eftersom risikoen for udflytning af arbejdspladser og arbejdsløshed er størst for dem med de korteste uddannelser, er en af de allervigtigste opgaver at sikre de lavest uddannede grupper bedre adgang til og øget deltagelse i uddannelse. EØSU opfordrer derfor til, at alle borgere, særligt de mest udstødte grupper, som ønsker at øge deres chancer på arbejdsmarkedet, reelt får ret til efteruddannelse.

5.2. De samfundsmæssige, økonomiske, politiske og teknologiske ændringer indebærer, at der løbende skal ske en tilpasning af kvalifikationer, hvilket igen betyder, at man må se nærmere på indholdet af den almindelige uddannelse, særligt hvis uddannelse og efteruddannelse i højere grad skal indrettes efter behovene på arbejdsmarkedet. Det er derfor helt nødvendigt 1) at give alle unge en solid grunduddannelse og 2) at kortlægge det aktuelle og fremtidige kvalifikationsbehov; det bør ske på lokalt og/eller nationalt niveau for at tage højde for forskellene mellem og internt i medlemsstaterne. EØSU noterer sig Kommissionens initiativ »Nye kvalifikationer til nye job« (14), som det vil kommentere nærmere.

5.3. EØSU er enigt i Kommissionens henstilling om, at arbejdslivet ikke må tage sin begyndelse i arbejdsløshed. Det er derfor vigtigt, at alle, der forlader skolen, og som har lysten og evnerne til at gå i gang med en videregående uddannelse, får et tilbud herom eller tilbydes plads på en faglig uddannelse, og at de kraftigt opfordres til at tage imod tilbuddet. For en nærmere uddybning af EØSU's holdning se EØSU's udtalelse om Beskæftigelse af prioriterede befolkningsgrupper (15).

6.1. Hjemløshed er en af de værste former for udstødelse. Mange lande i EU har ratificeret internationale traktater og konventioner, som anerkender og beskytter retten til en bolig, nemlig verdenserklæringen om menneskerettigheder (artikel 25), den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (artikel 11), FN's konvention om barnets rettigheder (artikel 27), konventionen om afskaffelse af alle former for diskrimination imod kvinder (artikel 14 og 15), konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (artikel 8), den europæiske socialpagt (artikel 15, 16, 19, 23, 30 og 31) og Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder (artikel 34, stk. 3).

6.2. Boligkrisen i Europa berører 70 mio. mennesker, som lever under utilfredsstillende boligforhold. Ca. 18 mio. af disse er i risiko for at blive sat på gaden, og 3 mio. er hjemløse. Dette tal er stigende på grund af den globale finansielle krise, som er skyld i, at ca. 2 mio. familier i Europa mister deres hjem, fordi de ikke kan betale ydelserne på deres boliglån (16). Medlemsstaterne må prioritere dette problem for at mindske virkningerne for borgerne, især de mest sårbare, mest muligt.

6.3. Dette tab af bolig er det modsatte af social integration. Følgen er en anslået stigning i efterspørgslen efter anstændige boliger til en overkommelig pris, mindre garanti for uopsigelighed i lejeforhold, større risiko for tvangsauktioner og forhøjet risiko for at blive sat på gaden. De, som berøres heraf, er de unge, de ældre, de arbejdsløse, de fattige og migranter samt familier med gennemsnitsindkomster. EØSU henstiller på det kraftigste til, at især de forskellige sårbare grupper garanteres ligebehandling på boligområdet, og at der etableres mekanismer, der kan afværge, at disse grupper sættes på gaden.

EØSU hilser brugen af den åbne koordinationsmetode som en ramme for udveksling af god praksis og valget af hjemløshed og udelukkelse fra boligmarkedet som det primære fokus for metoden på det sociale område i 2009 velkommen. Udvalget anbefaler en yderligere udbygning heraf gennem en styrkelse af de eksisterende EU-finansieringsinstrumenter for:

6.4.1. programmer om tilvejebringelse af anstændige boliger til en overkommelig pris;

6.4.2. støtteprogrammer for udviklingen af alternative boligløsninger og pilotprojekter om nye typer af sociale boliger, som indregner hensyn som solidaritet mellem generationerne, den kulturelle mangfoldighed og social udstødelse, i samarbejde med lokale myndigheder, civilsamfundet og sociale investorer.

6.5. EØSU er enigt i Rådets og Kommissionens udtalelse (17) om, at finansiel integration er en forudsætning for adgang til og forbliven på boligmarkedet, og at der skal være passende støtte og rådgivning til rådighed for dem, der er truet af udsættelse og tvangsauktion.

7.1. Politikker om tilvejebringelse af boliger må afstemmes efter og suppleres af de territoriale politikker eller politikkerne for geografiske områder. Alt arbejde med social integration retter opmærksomheden mod, at der findes ugunstigt stillede regioner og lokaliteter. I mange tilfælde er årsagen hertil infrastrukturen, idet leveringen af serviceydelser, offentlige tjenester osv. er ringe, ligesom der mangler arbejdspladser, hvilket kan resultere i en forringelse af miljøet og de sociale forhold. Ny viden tillægger det lokale niveau stor betydning, idet den påviser, hvordan problemer og mangler kan ophobe sig og skabe lokaliteter, hvor det ikke blot er de mennesker, der bor der, der er sårbare, men lokaliteterne selv, der af den ene eller anden årsag er sårbare. Manglen på kapitalinvesteringer, det være sig lokale, nationale eller udenlandske, i disse områder forværrer situationen.

7.2. Et af målene med politikken bør derfor være at undgå skævheder inden for områder eller regioner og sikre, at der tages passende hensyn til særligt ugunstigt stillede områder. I den forbindelse er lokale initiativer af stor betydning. Det samme gælder de initiativer, der sigter mod social genrejsning af nedslidte og fattige kvarterer og boligområder. Det er ikke kun et spørgsmål om investeringer i den fysiske infrastruktur. Også genopbygning af den sociale og lokale infrastruktur og den sociale kapital i disse områder skal prioriteres.

7.3. Beskæftigelse er særlig vigtig, når det gælder om at overvinde områderelaterede ulemper. Beskæftigelse i lokalområdet er med til at mindske fattigdommen, øge den sociale integration og styrke selvværdet, selvtilliden og ressourcerne hos dem, der er udstødt af samfundet. Desuden øges de finansielle og øvrige ressourcer i lokalområdet. Omvendt er adgang til tjenester en forudsætning for jobskabelse på lokalt plan. Lokalsamfundenes deltagelse i disse og andre typer af initiativer som udviklingen af lokalt drevne mikrovirksomheder er meget vigtig.

7.4. EØSU er overbevist om, at der i tillæg til de områder, som den sociale integrationspolitik traditionelt omfatter, er behov for at se på nye områder eller forhold. Målet med dette er at skabe et aktivt og integreret samfund. Der forekommer i nogen udstrækning en betydelig overlapning med andre politikker (f.eks. på boligområdet, for lavt kvalificerede), men det er også en opgave, som kræver en specifik og separat politik.

7.5. EØSU glæder sig over Kommissionens forslag (18) om at rejse og fremme finansiering via en ny EU-mikrofinansieringsfacilitet til fordel for beskæftigelse med det formål at skabe mikrovirksomheder og udvikle den sociale økonomi. EØSU mener, at den territoriale politik bør gøres til en prioritet med deltagelse af medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter, de relevante lokale myndigheder og lokalsamfund, herunder socialøkonomien.

8.1. Kulturel mangfoldighed er almindeligt anerkendt som noget af det, der kendetegner Europa, men forvaltningen af de europæiske samfund er ikke altid multikulturel. EØSU mener, at politikken for social integration må tage fat på, hvordan de europæiske samfund behandler mindretal (f.eks. Romaer (19)) og migranter. Der er forskellige måder, hvorpå dette kan såvel undersøges som afhjælpes.

8.2. Udvalget mener, at man må se nærmere på kombinationen af »pluralisme« og »lighed« som forudsætninger for social integration. Det kan være en udfordring for værtssamfundet, mindretal og migranter at værdsætte hinandens kultur og værdier. EØSU stiller forslag om en række nødvendige tiltag: Værtssamfundet skal iværksætte tiltag, der identificerer dels migranternes bidrag, dels hvilke faktorer der fører til diskrimination, ulemper og udstødelse. Mindretallene og migranterne er nødt til at vise vilje til at tilpasse sig værtslandets normer og traditioner uden at opgive deres egen identitet og kulturelle rødder. For yderligere oplysninger se EØSU's udtalelse om Beskæftigelse af prioriterede befolkningsgrupper (15).

8.3. Der skal endvidere lægges vægt på den tværkulturelle dialogs rolle, enten som en del af dialogen med borgerne eller alene. De politiske målsætninger med denne type af aktiviteter er bl.a.:

Bruxelles, den 4. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

(1) Se punkt 2.1 i EØSU's udtalelse af 11.6.2009 om »Beskæftigelsestopmødets resultater«, ordfører: Wolfgang Greif (EUT C 306 af 16.12.2009).

(2) Se http://ec.europa.eu/social/keyDocuments.jsp? type =3 & policyArea =750 & subCategory =758 & country =0 & year =0 & advSearchKey = & mode = advancedSubmit&langId = en,: Næste opdatering er i november 2009.

(3) Schmid, G. (2002) »Wege in eine neue Vollbeschäftigung, Übergangsarbeitsmärkte und aktivierende Arbeitsmarktpolitik«, Frankfurt: Campus Verlag.

(5) I »Den fælles forpligtelse til at løfte beskæftigelsen« (KOM(2009) 257 endelig), s. 7.

(6) Se punkt 5 i EØSU's udtalelse af 12.7.2007 om Beskæftigelse for prioriterede befolkningsgrupper (Lissabon-strategien), ordfører: Wolfgang Greif (EUT C 256 af 27.10.2007).

(7) Se: http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do? uri = OJ:L:2008:307:0011:0014:DA:PDF.

(8) Se »Den fælles forpligtelse til at løfte beskæftigelsen« (KOM(2009) 257 endelig), s. 13.

(9) Se »Den fælles forpligtelse til at løfte beskæftigelsen« (KOM(2009) 257 endelig), s. 8.

(10) Udkast til Rådets konklusioner »Flexicurity in times of crisis«, SOC/374, ECOFIN 407, 10388/09.

(11) Se EØSU's udtalelse af 1.10.2009 om »Hvorledes kan flexicurity benyttes til omstrukturering i forbindelse med den globale udvikling?«, ordfører: Valerio Salvatore, medordfører: Enrique Calvet Chambon (EUT C 318 af 23.12.2009, s. 1).

(12) Se EØSU's udtalelse af 30.9.2009 om »En samlet strategi for arbejde og fattigdom«, ordfører: Nicole Prud'homme (EUT C 318 af 23.12.2009, s. 52).

(13) Se EØSU's udtalelse af 14.3.2007»Familien og den demografiske udvikling«, ordfører Stéphane Buffetaut (EUT C 161 af 13.7.2007, s. 66).

(14) »Nye kvalifikationer til nye job - om at foregribe og matche kvalifikationsbehovet på arbejdsmarkedet«, KOM(2008) 868 endelig.

(16) Ref.: http://www.habitants.org/noticias/inhabitants_of_europe/european_platform_on_the_right_to_housing_2009.

(17) Se »Joint Commisison/Council Report on Social Protection and Social Inclusion« 2009, 7309/09, Del 2, afsnit 8 (foreligger ikke på dansk).

(18) Se »Den fælles forpligtelse til at løfte beskæftigelsen« (KOM(2007) 359 endelig), s. 11.

(19) EØSU's udtalelse »Integration af mindretal – Roma«, ordfører Anne-Marie Sigmund, medordfører Madi Sharma (EUT C 27 af 3.2.2009, s. 88).