Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Flere internationale midler til klimafinansiering: Et europæisk koncept for en aftale i København

Kommissionen besluttede den 10. september 2009 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Flere internationale midler til klimafinansiering: Et europæisk koncept for en aftale i København

Den 29. september 2009 henviste Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs præsidium det forberedende arbejde til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø.

På grund af sagens hastende karakter besluttede Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg på sin 457. plenarforsamling den 4.-5. november 2009, mødet den 5. november 2009, at udpege Lavinia Andrei til hovedordfører, hvorefter det vedtog følgende udtalelse med 179 stemmer for, 4 imod og 11 hverken for eller imod.

1.1. EØSU bifalder Kommissionens tidlige forslag og opfordrer EU-institutionerne til omgående at overveje dem, så de for alvor kan være med til at sikre et effektivt resultat i København. Meddelelsen er en god start, eftersom de industrialiserede lande hidtil ikke har ønsket at sætte tal på den finansiering, der bliver brug for.

1.2. Klimafinansiering bør ikke ses som frivillig bistand, men som en forpligtelse – som nedfældet i UNFCCC-konventionens artikler – til at yde ny, yderligere, tilstrækkelig og forudsigelig finansiel støtte til udviklingslandene. Det er en nødvendig forpligtelse for de industrialiserede lande til at overholde konventionens princip om et »fælles, men differentieret ansvar«.

1.3. Udviklingslandene har - som tiltrådt af EU i FN's klimakonvention - brug for betydelig støtte for at kunne bekæmpe klimaændringerne. De vil i de kommende årtier sandsynligvis skulle bruge flere hundrede milliarder euro om året til afbødnings- og tilpasningsforanstaltninger.

1.4. EØSU støtter EU's forslag om, at de industrialiserede lande skal yde en hurtig offentlig opstartsstøtte på 5-7 mia. EUR om året frem til 2013. Dette er en god start i betragtning af den stemning og mangel på tillid, som i øjeblikket præger forholdet mellem Syd og Nord.

1.5. EØSU bifalder ligeledes Kommissionens positive tilgang, når det gælder om at anvende international luftfart og søtransport som finansieringskilde.

1.6. Udviklingslande, især i Afrika, har dog allerede sendt stærke signaler om, at EU's tilbud er alt for lavt og vil være ensbetydende med, at udviklingslandene skal betale for de skader, som andre har forårsaget over mange år. Mange ngo'er og FN-økonomer har forsigtigt påpeget, at den nødvendige finansiering fra de udviklede lande til udviklingslandene formentlig vil nå op i nærheden af 150 mia. dollar pr. år (eller ca. 110 mia. EUR) i tilsagnsperioden 2013-2017.

1.7. Hvad angår indtægterne fra CO2-markedet, antager Kommissionen, at de store fortjenester, som høstes her, vil blive ført helt tilbage til udviklingslandene og siden anvendt på aktiviteter med lav CO2-udledning. Sådanne fortjenester havner dog i praksis som regel i lommerne på private virksomheder, hvoraf mange kommer fra et udviklet land.

1.8. EØSU er også betænkelig ved EU's vision for indenlandsk privat investering i udviklingslande, eftersom EU ikke har fundet en måde til at sikre, at medlemsstaterne anvender indtægterne fra emissionshandelssystemet til at investere i ren energi.

1.9. Kommissionen bør fremlægge en gennemarbejdet, levedygtig plan for at kunne bevare sin førerposition i international klimapolitisk sammenhæng. EU bør også fortsat øve pres på USA og andre for at få dem til at vise, hvordan de forholder sig til klimafinansiering.

1.10. Løfter om flere finansielle ressourcer (internationale eller indenlandske) bør gøres til genstand for »målbare, rapporterbare og verificerbare« bestemmelser.

2.1. Kommissionen fremlagde den 10. september 2009 meddelelsen »Flere internationale midler til klimafinansiering: Et europæisk koncept for en aftale i København«.

2.2. Med denne meddelelse forsøges det at opbløde den fastlåste forhandlingssituation. De udviklede lande forventer, at de økonomisk mere udviklede udviklingslande leverer et bidrag til den samlede indsats, mens udviklingslandene ønsker, at de udviklede lande skal tage klart stilling til finansieringen af afbødning og tilpasning.

2.3. Dette forslag er dog ikke tilstrækkeligt til at sikre en virksom aftale i København. Det kræver, at alle udviklede lande foretager ambitiøse nedskæringer, at udviklingslandene træffer passende afbødningsforanstaltninger, og at der indføres et effektivt globalt system, som giver de rette incitamenter til at investere i en lavemissionsøkonomi.

2.4. Udviklingslandenes årlige udgifter til afbødning af drivhusgasemissioner og tilpasning til klimaændringerne forventes i 2020 at nå op på ca. 100 mia. EUR. Hovedparten af de nødvendige midler skal komme fra indenlandske kilder og et udvidet internationalt CO2-marked, men der vil dog samtidig være behov for internationale offentlige midler i en størrelsesorden af ca. 22-50 mia. EUR om året.

2.5. Kommissionen foreslår, at de industrialiserede lande og de økonomisk mere udviklede udviklingslande stiller disse offentlige midler til rådighed alt efter deres ansvar for emissioner og muligheder for at yde støtte. Dette kunne være ensbetydende med et EU-bidrag på ca. 2-15 mia. EUR om året frem til 2020.

3.1. Kommissionen skønner, at det samlede finansieringsbehov til tilpasnings- og afbødningsforanstaltninger i udviklingslande vil være omkring 100 mia. EUR årligt i 2020. Indenlandsk støtte (offentlig og privat) i udviklingslandene, det globale CO2-marked og supplerende internationale offentlige midler bør alle inddrages for at opfylde dette finansieringsbehov. Indenlandske private og offentlige midler kunne bidrage med 20-40 %, CO2-markedet med op til ca. 40 % og internationale offentlige midler med resten.

3.2. Det internationale CO2-marked kan potentielt indbringe så meget som 38 mia. EUR årligt i 2020. Københavnsaftalen skal fastlægge en ny sektorspecifik mekanisme for CO2-kreditter, og mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM) bør samtidig fokuseres på de mindst udviklede lande.

3.3. Der skal årligt stilles international offentlig finansiering på mellem 22 og 50 mia. EUR til rådighed frem til 2020. Fra 2013 bør bidrag fra offentlige midler fordeles efter evnen til at betale og ansvaret for emissioner, og de bør også omfatte mere økonomisk udviklede udviklingslande. Ud fra disse forudsætninger kan EU’s andel sættes til at ligge på mellem ca. 10 % og ca. 30 % afhængigt af, hvilken vægtning de to kriterier gives. I tilfælde af et ambitiøst resultat i København kunne et rimeligt bidrag fra EU derfor ligge på mellem 2 og 15 mia. EUR årligt i 2020 alt efter størrelsen på den aftalte globale finansiering og vægtningen af fordelingskriterierne.

3.4. Tilpasningsstøtte bør prioritere de mest sårbare og fattigste udviklingslande.

3.5. Den internationale luftfart og søtransporten kan være en vigtig kilde til innovativ finansiering.

3.6. Forvaltningen af den kommende internationale finansarkitektur bør være decentral og følge bottom-up-princippet. Et nyt højniveauforum om international klimafinansiering bør overvåge og jævnligt kontrollere, om der er mangler eller ubalance i finansieringen af afbødnings- og tilpasningsforanstaltninger.

3.7. Alle lande, undtagen de mindst udviklede lande, bør udarbejde lavemissionsvækstplaner frem til 2011, som indeholder troværdige mellem- og langsigtede mål, og udarbejde årlige emissionsregnskaber.

3.8. Mellem 2010 og 2012 bliver der brug for hurtig opstartsfinansiering på ca. 5-7 mia. EUR årligt til tilpasning, afbødning, forskning og kapacitetsopbygning i udviklingslande. Med henblik herpå bør EU overveje et umiddelbart bidrag på 0,5-2,1 mia. EUR årligt fra 2010. Både EU-budgettet og de nationale budgetter bør være rede til at bidrage til disse midler.

3.9. For perioden efter 2012 og som led i forslagspakken vedrørende de kommende finansielle rammer vil Kommissionen fremsætte et forslag om et samlet EU-bidrag, herunder også forslag om, hvorvidt finansieringen af et sådant bidrag fra 2013 skal ske via budgettet, eller om der skal oprettes en separat klimafond som led i forslagene til de finansielle rammer for perioden efter 2013, eller om der bør anvendes en kombination af disse to muligheder. Direkte bidrag fra de enkelte medlemsstater kunne også være en vigtig kilde til EU-støtte som led i den samlede EU-indsats.

3.10. Hvis finansieringen ikke sker via EU-budgettet, bør fordelingen af bidrag i EU ske efter samme fordelingsprincipper som på internationalt plan under hensyntagen til de særlige forhold, der gør sig gældende i medlemsstaterne.

4.1. EØSU bifalder Kommissionens meddelelse, der har til formål at opbløde de fastlåste forhandlinger om en ny klimaaftale i København ved at fremlægge et koncept for klimafinansieringen og fremhæve det konstante behov for meget ambitiøse emissionsreduktionsmål.

4.2. G77 (gruppen af udviklingslande) har gjort det klart, at tilvejebringelse af tilstrækkelig klimafinansiering er et spørgsmål af central betydning for dens medlemmer i lyset af en FN-klimaaftale. Der er generel enighed om, at udviklingslandene (og de fattigste borgere i disse samfund) vil blive ramt først og hårdest af de forandrede klimaforhold.

4.3. Udviklingslandene har også – sådan som tiltrådt af EU i FN's klimakonvention - brug for EU's hjælp for at kunne bekæmpe klimaændringerne. De vil sandsynligvis skulle afholde årlige udgifter på flere hundrede milliarder euro i de kommende årtier.

4.4. EØSU bifalder, at Kommissionen har taget det første skridt ved at analysere mulige finansieringskilder, og at den vil undersøge hver enkelt kilde nærmere, både i forhold til indkredsning af ressourcer og muligheder for at anvende og kanalisere ressourcer. Mange ngo'er og FN-økonomer har dog forsigtigt, men , at den nødvendige finansiering fra de udviklede lande til udviklingslandene vil nå op i nærheden af 150 mia. dollar pr. år (eller ca. 110 mia. EUR).

4.5. Der bør lægges større vægt på at udforske den nye fleksible mekanisme (SCM) for at sikre, at den kan gennemføres i praksis og med så lav en fejlmargin som muligt. Der bør lægges vægt på additionalitetsprincippet i mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM) og SCM-mekanismen, for at der ikke skal opstå forvirring.

4.6. All klimafinansiering bør være ny og ligge ud over de udviklede landes tilsagn om offentlig udviklingsbistand (ODA), dvs. 0,7 % af BNP, da klimaændringerne vil være ensbetydende med, at der skal lægges væsentlige ekstraomkostninger til de omkostninger, som disse tilsagn oprindeligt tegnede sig for, da målene blev fastsat. Det skal tages i betragtning, at kun få lande har indfriet deres løfte om at øge ODA til 0,7 % af BNP. Den tendens, der har vist sig i de seneste ti år, tyder på, at dette mål næppe vil kunne opfyldes.

4.7. EU bør mere end nogensinde videreføre sin internationale klimapolitiske indsats og førerposition under forhandlingerne om en omfattende klimaaftale i København. Finanskrisen, der er af et hidtil uset omfang, vil være kortvarig og gå over med tiden. Klimaændringerne er kommet for at blive.

4.8. Økonomisk genopretning går hånd i hånd med håndtering af klimaændringer. Hvis lederne ikke i år træffer de foranstaltninger, som der er så hårdt brug for, vil konsekvenserne af klimaændringerne sandsynligvis komme til at koste et beløb, der ligger over 20 % af det globale BNP. Dette er ifølge Lord Stern, tidligere cheføkonomi i Verdensbanken, mere end den store depression og de to verdenskrige tilsammen – hvortil skal regnes tab af menneskeliv og arters udryddelse.

4.9. EU bør fortsat øve pres på USA og andre for at få dem til at vise, hvordan de forholder sig til klimafinansiering. Løfter om flere finansielle ressourcer (internationale eller indenlandske) bør gøres til genstand for »målbare, rapporterbare og verificerbare« bestemmelser.

5.1.1.1. Indenlandsk privat finansiering vil udgøre en stor del af de nødvendige investeringer, ikke kun i udviklede lande, men også i udviklingslande. En stor del af de nødvendige investeringer er allerede kommercielt levedygtige, idet den ekstra investering genvindes via en lavere energiregning.

5.1.1.2. De fattigste lande, herunder de mindst udviklede lande, sammen med de fattigste dele af befolkningerne i udviklingslande vil ikke have tilstrækkelige midler til at investere i tilpasningsforanstaltninger for at bekæmpe klimaforandringernes negative virkninger. De vil i stort omfang være afhængige af offentlig bistand, både fra indenlandske og internationale kilder.

5.1.2.1. EØSU er enigt i, at det internationale CO2-marked er ét middel til at frigøre midler i den private sektor til investeringer i udviklingslande. Markedet er dog endnu ikke færdigudviklet, og offset-kvaliteten har rejst mange spørgsmål. CO2-markedet vil blive endnu mere effektivt, hvis der som følge af en ambitiøs aftale i København skæres ned på emissionstilladelserne.

5.1.2.2. Det vigtigste middel til mobilisering af ny finansiering fra UNFCCC bør være markedsbaseret finansiering, der mobiliseres ved at sætte en procentdel af de nationale emissionstilladelser (tildelte emissionsenheder (AAU)) til auktion under den internationale ordning (ikke EU's emissionshandelsordning i dette tilfælde) eller købe sådanne tilladelser til en fast pris. Dette kunne suppleres ved f.eks. at indføre en afgift på luftfart og søtransport, sætte emissionstilladelser for disse sektorer til auktion under regionale og internationale ordninger (f.eks. EU's emissionshandelsordning) eller ved at indføre afgifter på CO2-markedstransaktioner.

5.1.2.3. Man bør huske på, at CO2-markedet er et derivativmarked, der gør det muligt for store investorer at spekulere i den forventede (fremtidige) pris for emissionsreduktioner. Dette marked viser allerede svaghedstegn og kan skabe yderligere uro på det internationale finansmarked. Udviklingslandene fremførte i Bangkok, at de lande i Syd, der allerede er ramt af fødevare-, finans- og klimakrisen, vil blive endnu mere sårbare, hvis der udelukkende satses på markedsmekanismerne.

5.1.2.4. Der er behov for godkendelses- og verificeringsprocedurer for at sikre, at både CDM-mekanismen og den nye sektorspecifikke mekanisme for CO2-markedet hurtigere kan finde anvendelse.

5.1.2.5. Der skal investeres flere penge i kapacitetsopbygning og uddannelse af eksperter på alle områder af CO2-markedet, både i de udviklede lande og i udviklingslandene.

5.1.2.6. Der er behov for en klar definition af »mere økonomisk udviklede udviklingslande«, hvis SCM-mekanismen skal kunne finde anvendelse. EØSU støtter idéen om, at SCM-mekanismen skal finde anvendelse på yderst konkurrencedygtige økonomiske sektorer, men advarer samtidig om, at risikoen for fiasko er særlig høj, hvis mekanismen ikke udformes så solidt som muligt.

5.1.3.1. EØSU støtter påstanden om, at »jo færre midler der kan tilvejebringes via CO2-markedet, jo flere offentlige midler skal der bruges til afbødningsforanstaltninger«.

5.1.3.2. Der bør indføres mekanismer, der giver mulighed for regelmæssigt at vurdere behovet for offentlig finansiering. Kommissionen bør dog samtidig være opmærksom på den risiko for CO2-markedsforvridninger, der kan opstå, hvis den tilvejebragte offentlige finansiering ikke er rettet mod sektorer, hvor CO2-markedet mangler adgang/interesse/initiativ (f.eks. kapacitetsopbygning, uddannelse).

5.1.4.1. EØSU er enigt i, at hurtig international offentlig opstartsstøtte er vigtig set i lyset af en omfattende, afbalanceret og ambitiøs aftale i København. Den bør især være rettet mod kapacitetsopbygning, herunder udarbejdelse af lavemissionsvækstplaner, forberedelse af afbødningsforanstaltninger, pilotprojekter og øjeblikkelige tilpasningsforanstaltninger. En sådan hurtig opstartsstøtte skal bane vej for effektive foranstaltninger på mellemlang og lang sigt og forhindre, at gennemførelsen af ambitiøse foranstaltninger forsinkes.

5.1.5.1. Emissionerne fra international luftfart og søtransport er mange og hurtigt voksende. Disse bør reguleres, for at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren kan stabiliseres. Regulering på dette område kunne generere betydelige finansielle ressourcer til klimaaftalen. Disse omkostninger ville først og fremmest skulle bæres af flypassagerer og forbrugere i de udviklede lande. Dette kræver imidlertid, at Organisationen for International Civil Luftfart og Den Internationale Søfartsorganisation samarbejder i stedet for som i det seneste årti at bremse indsatsen over for emissionerne.

5.1.6.1. EØSU er enigt i følgende påstand: »Hvis emissioner vægtes tungere end BNP, giver det yderligere incitamenter til at mindske emissionerne og belønner tidlige emissionsreduktionsforanstaltninger«. Der bør dog tilstræbes en korrekt vægtningsmekanisme, hvis der skal indgås en aftale i København.

5.2.1. EØSU støtter Kommissionens beslutning om at optræde som én forhandlingspartner, der kommer med et samlet bidrag.

5.2.2. Hvad angår kanaliseringen af midler, anbefaler EØSU, at man anvender de eksisterende strukturer, men indfører klare overvågnings- og rapporteringsprocedurer for at minimere omkostningerne og sikre, at penge bruges korrekt.

5.3. Et europæisk koncept for en decentral bottom-up-forvaltning af klimafinansiering

5.3.1. EU's forvaltningsstruktur kan anvendes som model, hvilket kan være til væsentlig fordel for EU i forbindelse med andre fremtidige tiltag.

5.3.2. EØSU finder, at fristen for alle landes udarbejdelse af lavemissionsvækstplaner (2011) er urealistisk, hvis EU ønsker solide og gennemførlige planer, især da nogle EU-medlemsstater mangler ekspertise på området.

Bruxelles, den 5. november 2009

Mario SEPI

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg