22.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 228/40

1.1

Adgangen til effektiv retlig beskyttelse er en grundlæggende rettighed, som er nedfældet i EU’s charter om grundlæggende rettigheder. EØSU er derfor tilhænger af, at man letter borgernes muligheder for at udøve denne ret, bl.a. når der er tale om at yde erstatning for overtrædelse af kartel- og monopolreglerne til de skadelidte, som ikke kun er de konkurrerende virksomheder, der overholder spillereglerne, men også forbrugerne, smv’erne og arbejdstagerne i de berørte virksomheder, eftersom overtrædelserne kan gå ud over deres job og købekraft. EØSU hilser Kommissionens hvidbog velkommen og støtter Kommissionen på dette punkt. EØSU understreger behovet for mere effektive retsmidler, som kan give ofrene for overtrædelse af kartel- og monopolreglerne mulighed for at opnå fuld erstatning for den skade, de har lidt, i overensstemmelse med EF-Domstolens retspraksis. Et velafbalanceret system, der tager højde for alles interesser, er vigtigt for samfundet som helhed.

1.2

Det ledende princip i Kommissionens politik bør fortsat være, at Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder skal videreføre den strenge offentlige håndhævelse af artikel 81 og 82. Udvalget er bekendt med de forskellige vanskeligheder og hindringer for privat håndhævelse af de individuelle og kollektive rettigheder fra ofrenes side med henblik på at opnå fuld erstatning og det glæder sig over Kommissionens bestræbelser på at tage fat på disse problemer. Sådanne erstatningssøgsmål er et nødvendigt element i en effektiv håndhævelse af EF-traktatens artikel 81 og 82, som supplerer, men ikke kan træde i stedet for eller underminere den offentlige håndhævelse. Desuden vil en bedre søgsmålsadgang også have en gavnlig virkning ved at afskrække virksomheder fra at begå overtrædelser fremover.

1.3

EØSU mener, at der er brug for retlige rammer, som kan give skadelidte bedre muligheder for at udøve deres traktatfæstede ret til at få erstatning for enhver skade, de har lidt som følge af overtrædelse af EF’s kartel- og monopolregler. Derfor bør der på EU-plan og i medlemsstaterne vedtages de nødvendige bindende og ikke-bindende foranstaltninger for at forbedre retsplejen i Den Europæiske Union og opnå en tilfredsstillende minimumsbeskyttelse af de skadelidtes rettigheder. Udenretslige løsninger kan kun supplere de retslige procedurer. De kan udgøre et interessant alternativ, idet der er tale om en mindre formel og billigere procedure, forudsat begge parter virkelig er villige til at samarbejde og retlige klagemuligheder reelt er til rådighed.

1.4

Hvad angår kollektive søgsmål anser EØSU det for nødvendigt at indføre passende mekanismer for effektiv håndhævelse baseret på en europæisk tilgang og foranstaltninger, som har rod i europæisk kultur og traditioner på det juridiske område og som kan lette adgangen til at anlægge sag for kvalificerede enheder og for ofre, som slutter sig sammen. Opfølgningstiltag bør udgøre en passende beskyttelse mod indførelse af forhold, der i andre jurisdiktioner har vist, at de i højere grad kan ventes at blive misbrugt. EØSU opfordrer Kommissionen til at sørge for koordinering med andre initiativer for at gøre det lettere at opnå erstatning, herunder med det initiativ der er i gang i generaldirektoratet for sundhed og forbrugere.

1.5

Forslagene i hvidbogen dækker en kompleks juridisk ramme, der påvirker de nationale proceduresystemer og bl.a. reglerne om betingelser for sagsanlæg, udlevering, skyld og fordeling af udgifter.

1.6

Adgangen til bevismateriale og udlevering af oplysninger mellem parterne bør være baseret på en redegørelse for de faktiske anbringender og streng retslig kontrol med sagens berettigelse og rimeligheden i kravet om fremlæggelse af oplysninger.

1.7

Udvalget anmoder Kommissionen om at følge op på hvidbogen og foreslå passende foranstaltninger til opfyldelse af hvidbogens mål under overholdelse af subsidiaritetsprincippet, men således at dette princip ikke kommer til at bremse overvindelsen af de eksisterende hindringer for, at ofre for overtrædelser af EF’s kartel- og monopolregler kan få adgang til effektive erstatningsmekanismer.

—

Situationen for så vidt angår indirekte aftagere og kollektive søgsmål;

—

Adgang til bevismateriale – udlevering af oplysninger mellem parterne;

—

Bindende virkning af de nationale konkurrencemyndigheders beslutninger;

—

Krav om påvisning af skyld;

—

Erstatning;

—

Overvæltning af overpriser;

—

Forældelsesfrister;

—

Omkostningerne ved erstatningssøgsmål;

—

Samspillet mellem bødenedsættelsesordninger og erstatningssøgsmål.

—

Kodificering i en fællesskabsretsakt af den nuværende fællesskabsret vedrørende de skader, for hvilke ofre for overtrædelser af kartel- og monopolreglerne kan få erstatning.

—

Udarbejdelse af ikke-bindende retningslinjer for kvantificering af skadeserstatningen, som kan indeholde omtrentlige beregningsmetoder eller forenklede regler til vurdering af tabene.

—

forældelsesfristen ikke begynder at løbe før det tidspunkt, hvor overtrædelsen ophører, når der er tale om løbende eller gentagne overtrædelser, eller før ofret for overtrædelsen med rimelighed kan forventes at have fået kendskab til overtrædelsen og den skade, den har påført ham.

—

Under alle omstændigheder bør en ny forældelsesfrist på mindst to år først begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor afgørelsen om, at der er sket en overtrædelse af konkurrencereglerne, som sagsøger i en opfølgende sag vil tage udgangspunkt i, er blevet endelig.

3.6.1

Hovedansvaret for regulering af markederne og håndhævelse af konkurrencereglerne i EU er et offentligt anliggende og bør fortsat ligge hos de offentlige myndigheder. Derfor mener EØSU, at man ved alle fremtidige foranstaltninger skal holde fast i en effektiv retshåndhævelse og gøre det lettere for ofre for overtrædelser af kartel- og monopollovgivningen at opnå erstatning for det lidte tab. Retshåndhævelsen spiller en grundlæggende rolle i kampen mod konkurrenceforvridende adfærd, ikke mindst fordi Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder har eneret på at foretage undersøgelser og bilægge tvister.

3.6.2

Mens den offentlige retshåndhævelse er fokuseret på overholdelse og afskrækkelse, er formålet med erstatningssager at opnå fuld erstatning for den lidte skade. Denne fulde erstatning omfatter det faktiske tab samt mistet overskud og mistede renter.

3.6.3

Når foranstaltninger vedrørende reel, fuld erstatning for det faktiske tab evalueres, forventer EØSU, at den planlagte vejledning om kvantificering af skadeserstatning vil indeholde pragmatiske retningslinjer til brug ved medlemsstaternes domstole som beskrevet i hvidbogen.

3.7.1

En mere effektiv ramme for erstatning ad rettens vej til ofre for overtrædelser af konkurrenceretten er nødvendig, men EØSU støtter Kommissionens opfordring til medlemsstaterne om at udforme procedureregler, der fremmer forlig. Som alternativ til erstatning ad rettens vej kan udenretslig bilæggelse spille en vigtig, supplerende rolle, når der skal ydes erstatning til ofrene, uden på nogen måde at begrænse adgangen til domstolene. Udenretslig bilæggelse kan give mulighed for hurtigere at nå frem til en rimelig løsning til en lavere pris og med en stemning mellem parterne, der er mindre præget af konfrontation, og reducerer derudover retternes arbejdsbyrde. Derfor opfordrer EØSU Kommissionen til at tilskynde til anvendelse af udenretslige systemer og forbedre kvaliteten heraf. EØSU bemærker dog, at alternative tvistbilæggelsesmekanismer kun kan fungere som et troværdigt alternativ for opnåelse af erstatning til skadelidte, hvis der findes mekanismer til effektive søgsmål ad rettens vej – bl.a. gennem kollektive søgsmål. I fravær af reelle søgsmålsredskaber foreligger der utilstrækkelige incitamenter til rimelige og hensigtsmæssige forlig.

—

Dels repræsentative søgsmål anlagt af kvalificerede enheder (forbrugerorganisationer, statslige organer, handelsforeninger eller sammenslutninger af ofre), som EØSU (7) generelt har udtalt sig positivt om.

—

Dels kollektive søgsmål med opt-in-mulighed, hvor de skadelidte beslutter at samle deres individuelle erstatningssøgsmål i et samlet søgsmål.

4.2.1

EØSU lægger særlig vægt på en tilfredsstillende klageadgang for ofrene for overtrædelser af kartel- og monopolreglerne – konkurrenter, der spiller ærligt spil, forbrugere, SMV’er og de involverede virksomheders medarbejdere, der er indirekte ofre for en praksis, der truer deres beskæftigelse og købekraft. Det udtrykte sit syn på en »retsordning for kollektive søgsmål på EU-niveau og dennes rolle, navnlig inden for forbruger- og konkurrencelovgivningen« i sin initiativudtalelse (8). I overensstemmelse med sine tidligere udtalelser erklærer EØSU, at erkendelsen af behovet for klageadgang hænger sammen med eksistensen af hensigtsmæssige procedurer til anerkendelse og opretholdelse af disse rettigheder. Indførelsen af kollektive søgsmål på europæisk plan er en af mulighederne i forbindelse med diskussionen om, hvordan sådanne klagemuligheder kan gøres effektive. EØSU mener, at opfølgningstiltag bør være afbalancerede og rumme en effektiv beskyttelse mod misbrug. De bør være i overensstemmelse med andre forslag om kollektive søgsmål, herunder dem, der er i gang i generaldirektoratet for sundhed og forbrugere. De bør behandles på en koordineret og sammenhængende måde, så der undgås unødvendig overlapning af retsinstrumenter, som ville skabe gevaldige vanskeligheder med omsættelsen og gennemførelsen i medlemsstaterne.

4.2.2

EØSU støtter den brede enighed blandt europæiske politikere og interessenter om, at EU bør undgå risikoen for misbrug i amerikansk stil. Opfølgningstiltag bør afspejle europæiske kulturelle og retlige traditioner, have erstatning som deres eneste formål og afstedkomme en rimelig balance mellem parterne, og dermed føre til et system, der værner om samfundets interesser som helhed. Det henstiller, at advokatsalærer, der afhænger af sagens udfald, og ordninger, der medfører økonomiske interesser for tredjemand, undgås i EU.

4.3.1

Af hensyn til en effektiv adgang til bevismateriale, som er en forudsætning for adgang til effektive retsmidler, anser EØSU det for positivt, at der på tværs af EU fastsættes et minimumskrav for udlevering af oplysninger mellem parterne i erstatningssøgsmål på kartel- og monopolområdet. Til opfyldelse af dette mål vil det være en hjælp at udvide de nationale domstoles beføjelse til at udlevere bestemte kategorier af relevant bevismateriale på de betingelser, som allerede er fastlagt i EF-Domstolens retspraksis, hvorefter udleveringen af oplysninger skal være relevant og nødvendig for sagen og ikke uforholdsmæssig.

4.3.2

EØSU erkender de eksisterende hindringer, som skadelidte har ved at føre bevis for deres krav, og udtrykker tilfredshed med Kommissionens bestræbelser på at forbedre adgangen til bevismateriale. Det understreger, at der må tages hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes proceduresystemer. Udleveringsforpligtelserne bør være omfattet af præcise sikkerhedsforanstaltninger og stå i rimeligt forhold til sagen.

4.3.3

EØSU anmoder Kommissionen om at lade udleveringsforpligtelserne være omfattet af præcise sikkerhedsforanstaltninger, da udfordringen består i at bibeholde et system, hvor der er balance mellem reel adgang til bevismateriale og forsvarets rettigheder. EØSU bemærker, at et minutiøst tilsyn udført af en dommer kan være nyttigt i denne henseende.

4.3.4

Når Kommissionen i en beslutning har fastslået en overtrædelse af EF-traktatens artikel 81 eller 82, kan ofrene herfor i medfør af artikel 16, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003, anvende kommissionsbeslutningen som bindende bevis i et civilt erstatningssøgsmål. EØSU mener, at der i overensstemmelse med princippet om ensartede retsplejeregler bør gælde en lignende bestemmelse for beslutninger truffet af de nationale konkurrencemyndigheder, hvori det fastslås, at der er sket overtrædelse af artikel 81 eller 82.

4.4.1

Med hensyn til »kollektive søgsmål med opt-in- og opt-out-mulighed« henviser EØSU til de fordele og ulemper ved disse ordninger, som beskrives i udtalelsen af 14. februar 2008 (9). I denne udtalelse påpegede EØSU i særdeleshed, at mens opt-in indebærer visse fordele, er den vanskelig at administrere og kostbar, den fører til procedureforsinkelser og egner sig ikke for en stor andel af forbrugerne, fordi de ikke råder over ordentlig information om, at de pågældende procedurer findes. EØSU bemærker, at nogle medlemsstater har indført forskellige modeller for søgsmål, der omfatter både opt-in og opt-out-systemet.

4.4.2

Disse bemærkninger gælder også for »repræsentative søgsmål«. Eftersom der i hvidbogen ikke kun henvises til identificerede ofre, men også til identificerbare ofre, synes søgsmål på vegne af en gruppe af uidentificerede personer ikke at være udelukkede. Mens identificering af individuelle skadelidte kan bidrage til at fastslå kravene, kan der forekomme tilfælde, hvor en udvidelse af sagen til at omfatte alle mulige skadelidte kan være egnet, f.eks. hvor forbrugere i meget stort tal berøres. EØSU foreslår, at Kommissionen præciserer dette forslag.

4.4.3

EØSU gentager sine anbefalinger om dommerens vigtige rolle fra sine tidligere udtalelser. Dommere kan have fordel af specifik uddannelse for at give dem bedre muligheder for at kontrollere antagelighedskriterierne samt for at vurdere bevismateriale og adgangen til dette, eftersom kollektive søgsmål pr. definition forudsætter, at det samme sagsanlæg ikke kunne forventes at blive indgivet individuelt. Der bør derfor tilkomme dommeren en vigtig, aktiv rolle med hensyn til at kortlægge og tillade legitime krav på et tidligt tidspunkt.

4.4.4

Kvalificerede forbruger- og erhvervsorganisationer er naturlige kandidater som repræsentanter for ofrene i repræsentative søgsmål. Kommissionens hvidbog tillader udtrykkeligt anerkendte erhvervsorganisationer at indgive repræsentative søgsmål på deres medlemmers vegne. Da andre anerkendte organisationer, der opfylder visse standarder, også kan have legitime grunde til at anlægge et kollektivt søgsmål, bør det nøje undersøges, om dette kan føre til situationer, hvor der rejses flere sammenfaldende krav vedrørende skader forvoldt af den samme overtrædelse. Det bør anbefales, at de skadelidte repræsenteres af ét enkelt repræsentativt organ for at gøre søgsmålet effektivt.

4.5.1

I princippet er EØSU enig med Kommissionen i, at de endelige beslutninger i opfølgende søgsmål bør have status som en uigendrivelig formodning om overtrædelsen. EØSU mener, at de nationale domstole er de bedst egnede til at vurdere årsagssammenhængen mellem overtrædelsen og erstatningskravet og fortsat bør have eneret til at gøre dette.

4.5.2

EØSU bemærker ligeledes, at værdien af de nationale konkurrencemyndigheders endelige beslutninger indebærer, at man bør være behørigt opmærksom på omfanget af harmonisering af kontrolforanstaltninger og proceduremæssige garantier medlemsstaterne imellem.

4.6.1

I nogle medlemsstater er årsagssammenhængen mellem skyld og tab et centralt aspekt af ansvarspådragelse og sagsøger skal godtgøre sin egen ret til erstatning samt sagsøgtes skyld. EØSU henstiller, at Kommissionen tager disse forskelle med i billedet, da de kan henføres til de nationale retssystemers historiske udvikling. Det opfordrer Kommissionen til at påse, at enhver fremtidig ordning sikrer en retfærdig rettergang med en hurtig og effektiv erstatning for skader, underbygget med tilstrækkelige beviser.

4.7.1

Bødenedsættelsesordningerne har en gevaldig indvirkning på antallet af opdagede karteller og en betydelig afskrækkende virkning. At ordningerne fungerer godt, er derfor i første række i de skadelidtes interesse. Risikoen for, at fortrolige oplysninger offentliggøres vil indvirke negativt på afdækningen af karteller og dermed på ofrenes mulighed for at kræve erstatning. EØSU udtrykker derfor tilfredshed med forslagene om at opretholde effektiviteten af bødenedsættelsesordningerne. Dog bør anmodninger om bødenedsættelser ikke, udover hvad der er strengt nødvendigt, beskytte karteldeltagere mod de civilretlige følger af deres ulovlige adfærd på de skadelidtes bekostning.

4.8.1

I hvidbogen beskrives forskellige metoder, der kan mindske den økonomiske risiko for personer, der rejser et erstatningssøgsmål. EØSU er enigt i, at retten til erstatning ikke bør begrænses gennem urimelige omkostninger ved retssager. EØSU kommenterede omkostningerne ved disse retssager i sin udtalelse om grønbogen (10).

4.8.2

I hvidbogen opfordres medlemsstaterne til at revidere de nationale regler for fordeling af sagsomkostninger og til at give de nationale domstole mulighed for i undtagelsestilfælde at fravige »taberen-betaler«-princippet, som i øjeblikket anvendes i de fleste nationale retssystemer. EØSU opfordrer Kommissionen til nøje at overveje, hvordan man både kan sikre rimelig domstolsadgang og gyldigheden af krav i denne forbindelse.

4.8.3

EØSU mener, at medlemsstaterne bør begynde at overveje deres regler for sagsomkostningernes fordeling og Kommissionen bør undersøge gældende praksis i Den Europæiske Union. Tendensen bør gå i retning af at give mulighed for, at der indledes berettigede sager, hvor omkostningerne ellers ville forhindre, at der blev indledt søgsmål; dette må dog ikke være til hinder for udarbejdelse af retsplejeregler, som tilskynder til forlig for at nedbringe omkostningerne.

4.8.4

EØSU minder om, at det ikke er ønskeligt at indføre et system, hvor advokaternes salærer afhænger af sagens udfald (contingency fees), da det ville stride mod EU’s retlige traditioner. Som EØSU skrev i en tidligere udtalelse (11) er systemet forbudt i de fleste EU-lande enten ved lov eller ifølge advokaternes etiske kodekser.

4.8.5

Endelig mener EØSU, at meddelelser til og opsporing af formodede sagsøgere kan gennemføres effektivt og med rimelige omkostninger via et elektronisk europæisk register over sager, som skadelidte i hele EU kan gennemse.