9.12.2008 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 314/12 |
Planlagt henlæggelse af klage 2007/2001
(2008/C 314/06)
Europa-Kommissionen har modtaget adskillige klager vedrørende en diskriminerende afgift, der opkræves i Rumænien i forbindelse med første registrering af et motorkøretøj i Rumænien. I den forbindelse har Europa-Kommissionens generalsekretariat registreret et stort antal klager og breve. De klager, der er registreret under referencenumrene 2007/4078, 2007/4079 og 2007/4151, og den øvrige korrespondance fra de berørte EU-borgere er blevet behandlet som en samlet sag med referencenummer 2007/2001.
Den ansvarlige tjenestegren i Kommissionen har afsluttet sin undersøgelse af ovennævnte sag. Med henblik på at orientere ikke blot klagerne, men også alle andre berørte personer, har Kommissionen besluttet at offentliggøre nærværende meddelelse om, at den har til hensigt at henlægge sagen.
Selv om det er rigtigt, at der ikke på fællesskabsplan er foretaget nogen harmonisering af afgifterne i forbindelse med personbiler, og medlemsstaterne således frit kan pålægge sådanne afgifter og fastsætte deres størrelse og metoderne for deres anvendelse, så begrænses disse skønsbeføjelser dog af bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten), særlig artikel 90, som udelukker, at varer fra andre medlemsstater pålægges afgifter af nogen art, som er udtryk for forskelsbehandling.
De rumænske bestemmelser om bilregistreringsafgiften syntes ikke at være i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 90. Kommissionen indledte derfor den 23. marts 2007 en overtrædelsesprocedure, idet den sendte en åbningsskrivelse (IP/07/372) til Rumænien. Kommissionen henviste til EF-Domstolens faste retspraksis, hvoraf det fremgår, at når der er tale om en engangsafgift på nye og brugte motorkøretøjer, må det afgiftsbeløb, der skal betales for et brugt motorkøretøj fra en anden medlemsstat, aldrig overstige den residualafgift, der indgår i markedsværdien af et tilsvarende brugt motorkøretøj, der allerede som nyt er blevet registreret i den pågældende medlemsstat. Med henblik herpå skal medlemsstaterne i forbindelse med importerede brugte motorkøretøjer tage hensyn til den værdiforringelse, der har fundet sted.
Rumænien anerkendte åbningsskrivelsen og fastlagde generelle retningslinjer. På grundlag af disse blev der udarbejdet de nødvendige ændringer sammen med en formel for beregning af bilregistreringsafgiftens størrelse og de værdier, der skal benyttes i forbindelse hermed, herunder en fast værdinedskrivningstabel. De nødvendige ændringer blev imidlertid ikke vedtaget rettidigt.
Den 28. november 2007 sendte Kommission en begrundet udtalelse til Rumænien med krav om overholdelse af fællesskabsretten, således som denne fortolkes af EF-domstolen (IP/07/1799). Herefter fulgte en række tekniske møder og drøftelser af forskellige versioner af et lovgivningsudkast, som mundede ud i en vedtagelse den 21. april 2008 af bekendtgørelse nr. 50/2008 (offentliggjort i Rumæniens lovtidende af 25. april 2008) om ændring af den anfægtede lovgivning. Den rumænske regering har også godkendt de metodologiske normer for anvendelsen af bekendtgørelse nr. 50/2008 ved at integrere »Afsnit V Bestemmelse af et brugt motorkøretøjs reale værdiforringelse« i anvendelsen af den forbedrede nedskrivningstabel, der er indeholdt i bilag 4 til bekendtgørelsen. Det sikrer, at der tages hensyn til den faktiske værdiforringelse af brugte køretøjer, når beløbet for den pligtige bilregistreringsafgift beregnes.
Desuden indebærer ovennævnte rumænske lovgivning fjernelse af en diskriminerende korrelationskoefficient og indførelse af en egentlig definition af »et nyt motorkøretøj«, ligesom den giver den afgiftspligtige ret til at få foretaget en individuel vurdering af sit motorkøretøj med henblik på konstatering af den virkelige værdiforringelse. Endelig giver den vedtagne lovgivning offentligheden kendskab til de kriterier, på grundlag af hvilke brugte motorkøretøjers værdiforringelse beregnes.
På baggrund af ovenstående oplysninger finder den ansvarlige tjenestegren i Kommissionen, at de rumænske myndigheder har taget de fornødne skridt til at sikre overensstemmelse med fællesskabsretten, og det ser i øjeblikket ud til, at den rumænske lovgivning om bilregistreringsafgifter er blevet bragt i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 90.
Den ansvarlige tjenestegren vil derfor foreslå Kommissionen at henlægge den pågældende sag.