25.6.2008 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 161/7 |
Resumé af Kommissionens beslutning
af 23. januar 2008
om en fusions forenelighed med fællesmarkedet og med EØS-aftalen
(Sag COMP/M.4781 — Norddeutsche Affinerie/Cumerio)
(Kun den engelske udgave er autentisk)
(EØS-relevant tekst)
(2008/C 161/08)
Den 23. januar 2008 vedtog Kommissionen en beslutning i en fusionssag efter Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (1) , særlig forordningens artikel 8, stk. 1. En ikke-fortrolig version af den fulde beslutningstekst findes på beslutningens autentiske sprog og Kommissionens arbejdssprog på Konkurrencegeneraldirektoratets hjemmeside:
http://ec.europa.eu/comm/competition/index_en.html
I. SAMMENDRAG
1. |
Den 30. juli 2007 modtog Kommissionen i overensstemmelse med artikel 4 i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (»EF-fusionsforordningen«) anmeldelse af en planlagt transaktion, hvorved Norddeutsche Affinerie (»NA«, Tyskland) som omhandlet i EF-fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b), ville erhverve kontrol over hele Cumerio SA (»Cumerio«, Belgien) gennem et offentligt overtagelsestilbud afgivet den 27. juni 2007. |
2. |
NA er et tysk aktieselskab med produktionsanlæg i Hamburg, Emmerich og Lünen (Tyskland). NA fremstiller kobberkatoder (i Hamburg og Lünen). Disse kobberkatoder videreforarbejdes derefter til kobberstænger (Hamburg og Emmerich) og formstøbt kobber (både cakes og billets i Hamburg). Ud over sin egen produktion af formstøbt kobber er NA via sit datterselskab Prymetall GmbH & Co. KG (»Prymetall«) i Stolberg (Tyskland) også aktiv i et efterfølgende led, nemlig inden for produktion og salg af kobberhalvfabrikata. Prymetall producerer desuden formet kobbertråd på basis af kobberstænger. Endvidere ejer NA (indirekte, via Prymetall) 50 % af Schwermetall Halbzeugwerk GmbH & Co. KG (»Schwermetall«, Tyskland), der fremstiller formstøbt kobber og forvalsede strips. Den anden partner i Schwermetall er Wieland Werke AG (»Wieland«, Tyskland), der også selv producerer formstøbt kobber (kun til eget brug) såvel som kobberhalvfabrikata og færdige kobberprodukter. Både Wieland og Prymetall køber formstøbt kobber og forvalsede strips hos Schwermetall. Endelig ejer NA 60 % af Deutsche Giessdraht GmbH (»Deutsche Giessdraht«, Tyskland), der fremstiller kobberstænger, og hvoraf de resterende 40 % ejes af Corporacion Nacional del Cobre de Chile (»Codelco«, Chile). |
3. |
Cumerio er et belgisk aktieselskab med fabrikker i Olen (Belgien), Pirdop (Bulgarien), Avellino (Italien) og — via datterselskabet Swiss Advanced Materials AG — i Yverdon-les-Bains (Schweiz). Cumerio fremstiller kobberkatoder (Olen, Pirdop), kobberstænger (Olen, Avellino) og formstøbt kobber (både cakes og billets i Olen) og er desuden i mindre grad aktiv i det efterfølgende led i kæden, idet Cumerio også videreforarbejder kobberstænger til produktion af kobbertråd (Avellino) og profiler (Yverdon-les-Bains). Men i modsætning til NA er Cumerio ikke aktiv længere fremme i kæden efter produktionen af formstøbt kobber og forvalsede strips og fremstiller således ikke kobberhalvfabrikata. |
4. |
Det østrigske holdingselskab A-TEC Industries AG (»A-TEC«), som er en international industrikoncern, der er aktiv inden for fremdriftssystemer, anlægsarbejder, værktøjsmaskiner og metallurgi, ejer 13,75 % af aktierne i NA og 25 % plus 1 aktie i Cumerio. A-TEC ejer 100 % af Montanwerke Brixlegg AG (»Brixlegg«), som er NA's og Cumerios største konkurrent inden for formstøbt kobber. |
5. |
Den anmeldte transaktion går ud på, at NA efter et offentligt overtagelsestilbud erhverver enekontrol over Cumerio gennem overtagelse af alle aktier, optioner og warrants i omløb. |
6. |
For at foregribe eventuelle indsigelser fra Kommissionen under førstefasebehandlingen tilbød parterne den 28. august 2007 at afgive tilsagn om at afhænde alle Cumerios aktiviteter inden for formstøbt kobber. |
7. |
Markedstesten af tilsagnet gav et ret negativt resultat. På grundlag af de oplysninger, den rådede over i første fase, drog Kommissionen den konklusion, at de betænkeligheder, den nærede med hensyn til de potentielle ensidige virkninger på markedet eller markederne for formstøbt kobber, stadig bestod. Kommissionen besluttede derfor den 18. september 2007 at indlede andenfasebehandlingen. |
8. |
Markedsundersøgelsen i anden fase viste, at den nye enhed på markedet for salg af formstøbt kobber i EØS stadigvæk ville være udsat for konkurrence fra såvel virksomheder, der selv har en produktion af formstøbt kobber, som aftagere af formstøbt kobber, der kan være integreret med producenter i det forudgående led. I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende på markedet for formstøbt kobber, dette markeds struktur, den herskende overkapacitet og det konkurrencepres, der udgår fra markederne for halvfabrikata, blev det konkluderet, at transaktionen ikke kunne anses for at kunne hæmme den effektive konkurrence betydeligt på markedet for formstøbt kobber i EØS. Den fusionerede enhed vil således ikke være i stand til at gennemføre en strategi gående ud på at afskære sine konkurrenter fra forsyninger af udgangsmaterialer på det efterfølgende marked for halvfabrikata. |
9. |
Det blev derfor foreslået at godkende denne fusion efter fusionsforordningens artikel 8, stk. 1. |
II. BEGRUNDELSE
A. RELEVANTE PRODUKTMARKEDER
10. |
Den erhvervssektor, der berøres af den planlagte transaktion, er kobberindustrien. |
1. Kobberindustrien
11. |
Kobber er et naturprodukt, der udvindes af kobbermalm. Kobbermalm udvindes i kobberminer og beriges og videreforarbejdes derefter til kobberkoncentrat. Til at producere kobberkatoder bruges både kobberkoncentrat og kobberskrot. For at opfylde standarden for »grade A«-kobberkatoder på Londons Metalbørs (LME), som er den gængse standard i den internationale handel, skal katoderne have et kobberindhold på mindst 99,9935 %, og der er fastsat maksimalværdier for de forskellige urenheder såsom sølv, bly, phosphor m.v., der udgør de resterende 0,0065 % eller derunder. Katoder uden LME-certifikat betegnes »offgrade«-katoder. LME er verdens førende handelscenter for kobber. »LME-prisen« betragtes derfor som »verdensmarkedsprisen« på kobber. |
12. |
Kobberkatoder er de vigtigste inputmaterialer til produktionen af såvel kobberstænger som formstøbt kobber. |
13. |
Kobberstænger er et langt, tyndt og rundt kobberemne, som normalt fremstilles med en diameter på 8 mm. Kobberstænger er det vigtigste udgangsmateriale for elkabler, installationskabler og kommunikationskabler og -tråd. Kobberstænger kan også videreforarbejdes til f.eks. trukket tråd, formet tråd, profiler og nuggets. |
14. |
Der findes to forskellige typer formstøbt kobber: billets og cakes. Billets har et rundt tværsnit, en diameter fra 100 til 800 mm og en længde på ca. 600 mm. Cakes har et rektangulært tværsnit og en vægt på op til 25 ton pr. cake. Kobberbillets videreforarbejdes til rør, stænger og profiler, mens kobbercakes bruges til at producere forvalsede strips og andre valsede kobberprodukter. |
15. |
Der er overlapning mellem parterne inden for produktion af kobberskrot, kobberkatoder, biprodukter fra kobberudsmeltning og elektrolyse, kobberstave og formstøbt kobber. Selv om Cumerio ikke producerer de kobberprodukter, der i det efterfølgende led fremstilles på basis af formstøbt kobber, har Kommissionen analyseret disse markeder i relation til såvel ensidige som vertikale virkninger på markedet for formstøbt kobber. |
2. Kobberskrot
Produktmarkedsafgrænsning
16. |
Kommissionen har i tidligere beslutninger fundet, at der findes et særskilt produktmarked for kobberskrot. At der findes et sådant særskilt marked for kobberskrot er blevet bekræftet af markedsundersøgelsen i denne sag. |
17. |
En af de virksomheder, der deltog i markedsundersøgelsen, hævdede, at raffinering af kobberskrot under lønarbejdskontrakter kan udgøre et andet særskilt produktmarked end markedet for kobberskrot. |
18. |
Af markedsundersøgelsen fremgik det, at ikke alene producenterne af formstøbt kobber, men alle kobberforædlende virksomheder både inden for og uden for EØS anvender skrot som input. Der foregår en betydelig samhandel med kobberskrot. Markedsundersøgelsen bekræftede, at lønoparbejdning af skrot er en af de måder, hvorpå man kan skaffe sig af med kobberskrot på en lønsom måde. Kommissionen konkluderede derfor, at der på efterspørgselssiden kan være substitution mellem lønoparbejdning af skrot og salg af skrot til kobberforarbejdende virksomheder og eventuelt skrothandlere. |
Geografisk markedsafgrænsning
19. |
Markedsundersøgelsen bekræftede, at udbydere og forhandlere af kobberskrot udbyder deres skrot på verdensplan, og at mange skrotaftagere i EØS også køber fra leverandører fra lande uden for EØS. |
3. Kobberkatoder
Produktmarkedsafgrænsning
20. |
Da denne transaktion ikke rejste nogen problemer på produktmarkedet for katoder, var det i overensstemmelse med Kommissionens hidtidige beslutningspraksis ikke nødvendigt at afgøre, om LME-certificerede katoder og offgrade-katoder udgør ét samlet produktmarked eller to særskilte produktmarkeder. |
Geografisk markedsafgrænsning
21. |
Hvad afgrænsningen af det geografiske marked angår, bekræftede markedsundersøgelsen i denne sag på linje med tidligere kommissionsbeslutninger, at kobberkatoder er genstand for verdensomspændende samhandel. |
4. Kobberstænger
Produktmarkedsafgrænsning
22. |
Kobberstænger kan produceres i to forskellige processer, nemlig i) kontinuerlig støbning og valsning eller ii) direkte støbning. Kobberstænger produceres med forskellige diametre fra 8 til 25 mm, men 95 % af den samlede europæiske produktion af kobberstænger fremstilles med én diameter, nemlig 8 mm, og det er standardproduktet. |
23. |
Den anmeldende part finder, at markedet for produktion og udbud af kobberstænger udgør ét samlet relevant marked, og at det ikke er nødvendigt at sondre mellem de to produktionsprocesser eller mellem forskellige diametre. Dette stemmer overens med tidligere kommissionsbeslutninger. |
24. |
Af markedsundersøgelsen fremgik det, at substitution mellem kobberstænger fremstillet ved i) kontinuerlig støbning og valsning og ved ii) direkte støbning set fra efterspørgselssiden stort set kun går den ene vej. |
25. |
Med hensyn til en mulig yderligere opdeling efter kobberstangdiametre fra 8 til 25 mm viste markedsundersøgelsen, at de forskellige diametre anvendes til forskellige formål, og at de fleste kunder køber kobberstænger med flere forskellige diametre. Markedsundersøgelsen bekræftede, at der på udbudssiden er en høj grad af substitution. |
Geografisk markedsafgrænsning
26. |
På linje med tidligere kommissionsbeslutninger har markedsundersøgelsen i lyset af den betydelige spredning blandt leverandørerne af kobberstænger i Europa vist, at der omkring produktionsanlæggene kan trækkes geografiske cirkler, der overlapper hinanden og påvirker hverandres konkurrencesituation. Det geografiske marked må derfor anses for at omfatte hele EØS. |
5. Formstøbt kobber
Produktmarkedsafgrænsning
27. |
Formstøbt kobber er kobberprodukter, der i en kontinuerlig eller halvkontinuerlig proces er udstøbt til billets eller cakes. Alt efter kobberindholdet og indholdet af urenheder sondrer den anmeldende part mellem forskellige typer formstøbt kobber, f.eks. oxygenfrit, special-elektrolytisk, elektrolytisk og phosphorholdigt kobber. |
28. |
Med hensyn til spørgsmålet om substitution mellem billets og cakes på efterspørgselssiden fremgik det af markedsundersøgelsen, at billets og cakes ikke er indbyrdes substituerbare, men set med aftagernes øjne tilhører to forskellige produktmarkeder. |
29. |
Med hensyn til substitution mellem formstøbte kobberprodukter på udbudssiden har den anmeldende part gjort gældende, at udbyderne uden vanskelighed og ret hurtigt kan gå fra at producere billets til at producere cakes og omvendt, uden at det kræver større investeringer. Det samme anføres med hensyn til muligheden for at omstille produktionen fra den ene kobberkvalitet til den anden. |
30. |
Selv om det måske ikke er muligt for hver enkelt kobberproducent/forarbejder at skifte mellem produktion af cakes og billet på samme produktionsanlæg, bekræftede markedsundersøgelsen, at billets og cakes er indbyrdes substituerbare set fra udbydernes side. |
31. |
Hvad de forskellige kobberkvaliteter angår, har markedsundersøgelsen vist, at de generelt kan produceres på de samme fabrikker uden meromkostninger eller med kun ubetydelige meromkostninger. I relation til substitutionsmulighederne på udbudssiden blev det bekræftet, at formstøbte kobberprodukter i forskellige kvaliteter ikke udgør forskellige produktmarkeder, måske undtagen for oxygenfrie produkters vedkommende. |
32. |
Eftersom Cumerio ikke fremstiller oxygenfrit formstøbt kobber, er det imidlertid ikke nødvendigt at afgøre, om dette produkt udgør et særskilt relevant produktmarked, da det ikke har nogen indflydelse på vurderingen af denne transaktions virkninger for konkurrencen. |
Geografisk markedsafgrænsning
33. |
Den anmeldende part har gjort gældende, at det relevante geografiske marked for formstøbt kobber mindst omfatter hele EØS. Markedsundersøgelsen har bekræftet, at transportomkostningerne er relativt lave i forhold til produkternes værdi. Af større betydning er, at markedsundersøgelsen også bekræftede, at de EØS-virksomheder, der udbyder formstøbt kobber på handelsmarkedet, sælger overalt i EØS og i et vist omfang også uden for EØS, i Asien og Nordamerika. |
6. Markederne for videreforarbejdede produkter baseret på formstøbt kobber
Afgrænsning af produktmarked og geografisk marked
34. |
Formstøbt kobber videreforarbejdes til halvfabrikata. Markedsundersøgelsen bekræftede, at der er forskellige anvendelsesformål for disse videreforarbejdede produkter, og de vigtigste er inden for elektroteknik og elektronikindustri, byggeindustri, telekommunikation, bilindustri og maskinindustri. |
35. |
I betragtning af, at Cumerio ikke er aktiv på det efterfølgende marked for halvfabrikata-kobberprodukter, er det ikke nødvendigt for vurderingen af denne transaktion at trække nogen præcis skillelinje mellem de forskellige markeder for de forskellige halvfabrikata eller tage stilling til, om det geografiske marked omfatter EØS eller hele verden. |
B. VURDERING AF KONKURRENCEFORHOLDENE
1. Ensidige virkninger
Ikke-samordnede virkninger på markedet for kobberskrot
36. |
Under markedsundersøgelsen var der et par kunder, der udtrykte betænkeligheder ved, at fusionen kunne føre til en situation med købermagt, hvis den nye enhed søgte at udnytte sin position som en af de nu ganske få aftagere af kobberskrot til at sænke priserne på skrot. |
37. |
Som anført i Retningslinjer for vurdering af horisontale fusioner efter Rådets forordning om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (»de horisontale retningslinjer«), er en øget aftagerstyrke — hvis en sådan kan påvises — ikke i sig selv tilstrækkeligt til at drage den konklusion, at konkurrencen kan blive betydeligt hæmmet. |
38. |
Det forekommer meget usandsynligt, at transaktionen skulle kunne resultere i, at der opstår en betydelig købermagt. Den nye enhed vil tegne sig for en samlet andel af efterspørgslen efter skrot på ca. (10-15) %. Den vil være udsat for konkurrence fra sine mange konkurrenter og vil ikke være i stand til at anlægge en konkurrenceskadelig adfærd på dette marked. |
39. |
I lyset af det ovenstående kan det konkluderes, at den planlagte transaktion ikke vil føre til ensidige virkninger, der væsentligt vil hæmme konkurrencen på det verdensomspændende marked for kobberskrot. |
Ikke-samordnede virkninger på markedet for kobberstænger
40. |
Efter transaktionen vil den nye enhed blive den største udbyder af kobberstænger i EØS. Ca. (80-90) % af produktionen sælges til tredjemand, mens resten bruges internt af producenterne af kobberstænger til deres egen produktion af kobbertråd, -kabler og -profiler. På handelsmarkedet for kobberstænger vil den nye enhed få en samlet markedsandel på ca. (30-40) %. I forhold til den samlede produktion af kobberstænger, inkl. den del, der bruges internt, vil den nye enhed få en samlet markedsandel på omkring (20-30) %. |
41. |
Under markedsundersøgelsen udtrykte nogle aftagere af kobberstænger betænkeligheder ved, at den fusionerede enheds markedsandel kunne resultere i højere priser og færre valgmuligheder, men denne bekymring holder ikke stik. For det første vil den nye enhed komme til at stå over for adskillige store konkurrenter, der opererer overalt i EØS. For det andet køber de fleste kunder kobberstænger fra to-tre forskellige leverandører og betragter flere andre udbydere som alternative leverandører. For det tredje har de fleste udbydere af kobberstænger overkapacitet og kunne øge deres salg på handelsmarkedet eller udvide deres samlede produktion, hvis der skete en prisstigning på kobberstænger. |
42. |
Tilstedeværelsen af stærke konkurrenter vil sammen med den nuværende overkapacitet inden for produktionen af kobberstænger i EØS og mulighederne for, at konkurrenterne øger deres produktion, fortsat lægge et konkurrencepres på den fusionerede enhed og mindske dens mulighed for og incitament til at hæve priserne efter transaktionen. |
Ikke-samordnede virkninger på markedet for formstøbt kobber
43. |
Det vigtigste kendetegn ved forbruget af formstøbt kobber i EØS er den store andel af produktionen, som producenternes interne forbrug tegner sig for — dette interne forbrug er næsten fem gange større end salget på markedet. |
44. |
På handelsmarkedet er parterne den største udbyder af formstøbt kobber i EØS. På handelsmarkedet for formstøbt kobber i EØS har de tilsammen en markedsandel på ca. (50-60) %. Ser man bort fra oxygenfrit kobber, har de tilsammen en markedsandel inden for EØS på ca. (50-60) %. Deres største konkurrent er Montanwerke Brixlegg, der tilhører A-TEC og har en markedsandel på omkring (20-30) %. |
45. |
Markedsundersøgelsen har generelt vist, at produktionen og forbruget af formstøbt kobber i EØS — både producenternes interne forbrug og handelsmarkedet — afhænger af, hvad der sker i leddene såvel før som efter produktionen af formstøbt kobber. |
46. |
For det første påvirker kobberpriserne hele værdikæden i kobberindustrien, eftersom den udgør ca. 95 % af værdien (internt forbrug) eller salgsprisen (handelsmarkedet) på formstøbt kobber. Den værditilvækst, producenterne af formstøbt kobber tilfører, tegner sig for under 5 % af værdien af eller salgsprisen på formstøbt kobber. |
47. |
For det andet påvirkes konkurrenceforholdene i høj grad af de forskellige grader af vertikal integration mellem de forskellige aktører og/eller deres placering i værdikæden. Eftersom den anmeldende parts største kunder på handelsmarkedet samtidig også selv har en betydelig intern produktion, begrænser det deres afhængighed af den anmeldende part. Og der findes andre producenter af formstøbt kobber, der selv bruger hele deres produktion internt til at producere halvfabrikata. |
48. |
Kommissionen har set nærmere på, i hvilket omfang det er muligt at gennemtvinge en prisforhøjelse på handelsmarkedet for formstøbt kobber i EØS. Markedsundersøgelsen bekræftede, at den betydelige overkapacitet, der findes inden for produktionen af formstøbt kobber, fortsat vil lægge et konkurrencepres på den nye enhed og forhindre den i at hæve priserne på formstøbt kobber. |
49. |
Hvis priserne på handelsmarkedet for formstøbt kobber skulle stige, er det desuden muligt, at ikke-integrerede brugere af formstøbt kobber vil blive integreret med virksomheder i forudgående led og derigennem komme til selv at producere formstøbt kobber. |
50. |
Markedsundersøgelsen bekræftede endvidere, at de efterfølgende markeder for kobber-halvfabrikata lægger et konkurrencepres på markedet for formstøbt kobber. Det beror for det første på, at der er flere udbydere (aktører på handelsmarkedet) på markederne for halvfabrikata end på det forudgående marked for formstøbt kobber, for det andet at de integrerede udbydere ligesom den nye enhed har overskudskapacitet, for det tredje at udbyderne på markederne for halvfabrikata er udsat for konkurrence fra andre produkter end kobber, og for det fjerde at de er udsat for hård konkurrence fra konkurrenter uden for Europa inden for de halvfabrikata, der anvendes i el- og elektronikprodukter. |
51. |
I lyset af de særlige forhold på markedet for formstøbt kobber, dette markeds struktur, den eksisterende overkapacitet og det konkurrencepres, der udgår fra det efterfølgende marked for halvfabrikata af kobber, blev det konkluderet, at transaktionen ikke truede med betydeligt at hæmme den effektive konkurrence på markedet for formstøbt kobber i EØS. |
2. Vertikale virkninger
52. |
Det er over for Kommissionen blevet fremført, at den nye enhed vil være i stand til og have incitament til at søge at afskære sine konkurrenter fra markedet for halvfabrikata-kobberprodukter i kraft af sin stilling på markedet for formstøbt kobber. Der blev peget på risikoen for, at den nye enhed vil favorisere sine datterselskaber (dvs. Schwermetall og Prymetall), der er aktive på det efterfølgende marked for halvfabrikata. |
53. |
Som anført i rammebestemmelserne for ikke-horisontale fusioner »udgør ikke-horisontale fusioner ikke nogen trussel for den effektive konkurrence, medmindre den fusionerede virksomhed har en betydelig markedsstyrke (hvilket ikke nødvendigvis betyder dominans) på mindst et af de berørte markeder«. |
54. |
Som det fremgår af det ovenstående vil den nye enhed på handelsmarkedet for formstøbt kobber i EØS fortsat være udsat for et konkurrencepres fra såvel producenter, der producerer formstøbt kobber til eget brug, og fra aftagere af formstøbt kobber, der vil kunne blive integreret med producenter. Den nye enhed vil derfor ikke være i stand til at afskære konkurrenterne fra adgang til inputmaterialer på de efterfølgende markeder for halvfabrikata. |
55. |
Desuden gælder, at selv om den nye enhed skulle beslutte at følge en sådan strategi, og nogle aftagere af formstøbt kobber derved i en vis periode ville få vanskeligheder ved at skaffe sig de formstøbte kobberprodukter, de har brug for til deres produktion, er markederne for halvfabrikata-kobberprodukter som anført ovenfor konkurrenceprægede markeder, der mindst omfatter hele EØS. Enhver frygt for, at transaktionen vil kunne gå ud over forbrugerne, kan derfor bortvejres. |
56. |
Transaktionen truer følgelig ikke med at hæmme den effektive konkurrence betydeligt på markederne for halvfabrikata-kobberprodukter. |
3. Samordnede virkninger
57. |
Kommissionen har desuden undersøgt, om den omstændighed, at parternes største konkurrent på EØS-markedet for formstøbt kobber, A-TEC, også er en betydelig minoritetsaktionær i både NA og Cumerio, kunne resultere i samordnede virkninger på dette marked. Den nye enhed og A-TEC-datterselskabet Brixlegg vil tilsammen få en markedsandel på omkring (70-80) % på handelsmarkedet for formstøbt kobber, der omfatter hele EØS. Hvis man ser bort fra oxygenfrit formstøbt kobber, vil den nye enhed og Brixlegg tilsammen sidde på ca. (70-80) % af markedet. |
58. |
Kommissionen har ikke fundet noget, der tyder på, at A-TEC og den nye enhed skulle have til hensigt at samordne deres adfærd på markedet for formstøbt kobber. |
59. |
Af dommen i Airtours-sagen og de horisontale retningslinjer fremgår, at der er tre betingelser for, at en sådan samordning kan være bæredygtig. |
60. |
For det første er det kun en troværdig trussel om hurtige og tilstrækkelige repressalier, der kan afholde virksomhederne fra at fravige en samordnet kurs. Det kræver normalt, at markederne er tilstrækkeligt gennemsigtige til, at de samordnende virksomheder kan føre tilstrækkelig kontrol med, om der er nogle, der afviger. Med hensyn til spørgsmålet om, hvor gennemsigtige prisvilkårene på dette marked er, gav markedsundersøgelsen et noget blandet resultat. Hvis den nye enhed og A-TEC skulle forsøge at samordne deres adfærd på markedet, vil det reelt ikke helt kunne udelukkes, at A-TEC i kraft af sin position som minoritetsaktionær vil kunne få adgang til oplysninger om NA, som A-TEC ikke ville have opnået uden at være aktionær. |
61. |
For det andet er en samordning ikke bæredygtig, hvis ikke en fravigelse har tilstrækkeligt alvorlige konsekvenser til at overbevise de samordnende virksomheder om, at de står sig bedst ved at holde den samordnede kurs. Hvis den nye enhed eller A-TEC fraveg en samordning, og det blev opdaget, ville deres muligheder for og evne til at sætte ind med repressalier være helt forskellige i betragtning af forskellene i deres kapacitet og position på markedet. At den nye enhed vil få en større overskydende kapacitet og en markedsandel, der vil være næsten tre gange så stor som A-TEC, vil sandsynligvis give den nye enhed større muligheder for repressalier end A-TEC. Samtidig vil A-TEC måske være i stand til at udnytte sin aktiepost i den nye enhed til at slå igen, enten i kraft af oplysninger, A-TEC ikke ville have adgang til som en almindelig konkurrent, eller ved i sin egenskab af storaktionær at modsætte sig den nye enheds forretningspolitik. Det kan i betragtning heraf ikke udelukkes, at A-TEC og den nye enhed vil mene, at de hver især er i stand til at reagere på fravigelser af en potentiel samordning. |
62. |
For at en samordning skal kunne lykkes, er det for det tredje nødvendigt, at virksomheder, der ikke deltager i samordningen, såvel som potentielle konkurrenter og kunder ikke er i stand til at bringe de forventede resultater af samordningen i fare. Hvis samordningen tager sigte på at nedbringe den samlede kapacitet til produktion af formstøbt kobber på markedet, vil det kun kunne skade forbrugerne, hvis virksomheder, der ikke deltager i samordningen, ikke er i stand til eller ikke har noget incitament til at reagere ved at øge deres egen kapacitet tilstrækkeligt til at forhindre en nettonedgang i kapaciteten eller i det mindste gøre den samordnede kapacitetsreduktion urentabel. |
63. |
Selv om det skulle lykkes den nye enhed at gennemføre en samordning med A-TEC, som ikke i fuldt omfang kunne imødegås af konkurrenterne, vil konkurrenceforholdene på de efterfølgende markeder for kobberprodukter forhindre sådanne forsøg i at få konkurrenceskadelige virkninger på markederne i de efterfølgende led i form af højere priser på kobberprodukter til forbrugerne. |
64. |
Det blev derfor konkluderet, at den planlagte transaktion ikke vil føre til samordnede virkninger, der vil resultere i, at den effektive konkurrence på EØS-markedet for formstøbt kobber vil blive betydeligt hæmmet. |
III. KONKLUSION
65. |
Af de ovennævnte grunde konkluderes det i beslutningen, at den planlagte transaktion ikke vil hæmme den effektive konkurrence betydeligt på fællesmarkedet eller en væsentlig del af det. |
66. |
Denne fusion måtte derfor erklæres forenelig med fællesmarkedet og med EØS-aftalen efter EF-fusionsforordningens artikel 2, stk. 2, og artikel 8, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 57. |
(1) EUT L 24 af 29.1.2004, s. 1.