24.5.2008 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
C 127/32 |
Meddelelse om gennemførelsen af den panelrapport, der er vedtaget af WTO's tvistbilæggelsesorgan, om antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af opdrættede laks med oprindelse i Norge
(2008/C 127/16)
1. Sagsforløb
I januar 2006 indførte Rådet ved forordning (EF) nr. 85/2006 (1) en endelig antidumpingtold og opkrævede endeligt den midlertidige told på importen af opdrættede laks med oprindelse i Norge (»den oprindelige foranstaltning«). Efterfølgende indledte Norge en WTO-tvistbilæggelsesprocedure (sag WT/DS 337). Panelrapporten, som var blevet udarbejdet af WTO's tvistbilæggelsesorgan, blev udsendt til WTO's medlemmer den 16. november 2007. Tvistbilæggelsesorganet vedtog på sit møde den 15. januar 2008 panelrapporten (»rapporten«). Den oprindelige foranstaltning bør bringes i overensstemmelse med rapportens henstillinger og afgørelser.
Rapporten er tilgængelig online på denne adresse:
http://www.wto.org/english/tratop_e/dispu_e/cases_e/ds337_e.htm
2. Rimelig tidsfrist
De forskellige undersøgelsesresultater, der skal gennemføres, er hovedsagelig af faktuel art og vedrører et stort antal aktører i EU, men også parter i Norge. Gennemførelsesprocessen vil blive afsluttet inden for en rimelig tidsfrist, som defineres i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 21 i WTO-forståelsen vedrørende regler og procedurer for bilæggelse af tvister.
3. Retsgrundlag og gennemførelse
Rådet kan på grundlag af et forslag fra Kommissionen og efter høring af det rådgivende udvalg træffe de foranstaltninger, som det finder fornødent, for at bringe den oprindelige foranstaltning i overensstemmelse med rapportens henstillinger og afgørelser, jf. Rådets forordning (EF) nr. 1515/2001 af 23. juli 2001 om de foranstaltninger, der kan træffes af EF på grundlag af en rapport vedtaget af WTO's tvistbilæggelsesorgan vedrørende antidumping- og antisubsidieforanstaltninger (»bemyndigelsesforordningen«) (2).
4. Procedure
I henhold til artikel 1, stk. 2, i bemyndigelsesforordningen anmoder Kommissionen alle interesserede parter om at fremkomme med alle nødvendige oplysninger for at supplere de oplysninger, der er fremkommet i løbet af den undersøgelse, der førte til vedtagelsen af den oprindelige foranstaltning.
a) Undersøgelsesperioden og den betragtede periode
Som det var tilfældet i forbindelse med den undersøgelse, som førte til vedtagelse af den oprindelige foranstaltning, skal de oplysninger, der skal indsamles vedrørende dumpingaspekterne i undersøgelsen, dække perioden fra 1. oktober 2003 til 30. september 2004 (»undersøgelsesperiode eller UP«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af spørgsmålet om skade omfatter perioden fra 1. januar 2001 til udgangen af UP (»den betragtede periode«).
b) Spørgeskemaer
For at indhente de supplerende oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige for gennemførelsen, sender den spørgeskemaer til producenter eller producentsammenslutninger i Fællesskabet, eksportører/producenter eller sammenslutninger af eksportører/producenter i Norge, myndighederne i det pågældende eksportland og andre parter, som den ved er berørt af sagen.
c) Indhentning af oplysninger og afholdelse af høringer
Alle interesserede parter opfordres til at tilkendegive deres synspunkter, fremsende oplysninger, herunder også andre oplysninger end dem, der indgår i besvarelsen af spørgeskemaerne, og fremlægge dokumentation. Oplysninger og dokumentation skal være Kommissionen i hænde inden for den i punkt 5 b) fastsatte frist.
Kommissionen kan desuden høre interesserede parter, hvis de fremsætter anmodning herom og påviser, at der er særlige årsager til, at de bør høres. Anmodningen skal indgives inden for den i punkt 5 c) fastsatte frist.
5. Generelle frister
a) For anmodning om et spørgeskema
Alle interesserede parter bør anmode om spørgeskemaer så hurtigt som muligt og senest 10 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.
b) For parter, der ønsker at give sig til kende og indsende besvarelser af spørgeskemaer og eventuelle andre oplysninger
Medmindre andet er angivet, skal alle interesserede parter give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter og indsende besvarelser af spørgeskemaet eller andre oplysninger senest 40 dage fra datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, hvis der skal tages hensyn til deres bemærkninger i forbindelse med undersøgelsen. Opmærksomheden henledes på, at udøvelsen af de fleste proceduremæssige rettigheder, der er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (3) (»grundforordningen«), afhænger af, at den berørte part giver sig til kende inden for ovennævnte frist.
c) Høringer
Alle interesserede parter kan desuden anmode om at blive hørt af Kommissionen inden for samme frist på 40 dage.
6. Skriftlige henvendelser, besvarelser af spørgeskemaer og korrespondance
Alle indlæg og anmodninger fra interesserede parter skal indgives skriftligt (ikke i elektronisk form, medmindre andet er angivet) med angivelse af den pågældendes navn, adresse, e-mail-adresse og telefon- og faxnummer. Alle skriftlige indlæg, herunder de oplysninger, der anmodes om i denne meddelelse, besvarelser af spørgeskemaer og korrespondance, som de interesserede parter videregiver som fortroligt materiale, skal være forsynet med påtegningen »Limited« (4) og skal, jf. grundforordningens artikel 19, stk. 2, være ledsaget af et ikke-fortroligt sammendrag med påtegningen »For inspection by interested parties«.
Kommissionens adresse:
Europa-Kommissionen |
Generaldirektoratet for Handel |
Direktorat H |
Kontor J-79 4/23 |
B-1049 Bruxelles |
Fax (32-2) 295 65 05 |
7. Manglende samarbejde
Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes foreløbige eller endelige afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18.
Konstateres det, at en interesseret part har indgivet urigtige eller vildledende oplysninger, ses der bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger. Hvis en interesseret part helt eller delvis undlader at samarbejde, og resultatet af undersøgelsen derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde samarbejdet.
8. Behandling af personoplysninger
Det skal bemærkes, at personoplysninger, som indhentes i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (5).
9. Høringskonsulent
Det skal også bemærkes, at hvis der opstår vanskeligheder i forbindelse med parternes udøvelse af retten til at forsvare sig, kan de anmode høringskonsulenten fra Generaldirektoratet for Handel om at gribe ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens tjenestegrene og kan om nødvendigt mægle i proceduremæssige spørgsmål, der vedrører beskyttelse af parternes interesser i forbindelse med denne procedure, navnlig hvad angår spørgsmål om aktindsigt, fortrolige oplysninger, forlængelse af frister og behandling af skriftlige og/eller mundtlige indlæg. Yderligere oplysninger og kontaktoplysninger findes på høringskonsulentens websider på webstedet for Generaldirektoratet for Handel (http://ec.europa.eu/trade).
(1) EUT L 15 af 20.1.2006, s. 1.
(2) EFT L 201 af 26.7.2001, s. 10.
(3) EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Forordning senest ændret ved forordning (EF) nr. 2117/2005 (EUT L 340 af 23.12.2005, s. 17).
(4) Dette betyder, at dokumentet kun er til internt brug. Det er beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43). Det er et fortroligt dokument i henhold til grundforordningens artikel 19 og artikel 6 i WTO-aftalen om gennemførelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen).
(5) EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.