52008PC0896

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordineringen af de sociale sikringsordninger /* KOM/2008/0896 endelig udg. - COD 2006/0006 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 7.1.2009

KOM(2008) 896 endelig

2006/0006 (COD)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende

Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordineringen af de sociale sikringsordninger

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET i henhold til EF-traktatens artikel 251, stk. 2, andet afsnit vedrørende

Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de nærmere regler til gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om koordineringen af de sociale sikringsordninger

SAGSFORLØB

Forslag sendt til Europa-Parlamentet og Rådet (dokument KOM(2006) 16 endelig - 2006/0006 (COD)): | 31. januar 2006 |

Udtalelse afgivet af Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg: | 26. oktober 2006 |

Udtalelse afgivet under Europa-Parlamentets førstebehandling: | 9. juli 2008 |

Ændret forslag fremsendt: | 15. oktober 2008 |

Fælles holdning vedtaget: | 17. december 2008 |

FORMÅLET MED KOMMISSIONENS FORSLAG

Formålet med forslaget til en gennemførelsesforordning er at afslutte processen med at modernisere de gældende bestemmelser på dette område og således erstatte den nuværende gennemførelsesforordning[1]. Forslaget har især haft til formål at fastlægge procedurerne for gennemførelsen af bestemmelserne i grundforordningen (EF) nr. 883/2004[2] for alle berørte parter (forsikringstagere, arbejdsgivere, sociale sikringsinstitutioner og medlemsstaternes kompetente myndigheder). Forslaget er baseret på EF-traktatens artikel 42 og 308 og kræver enstemmighed.

Forslaget er en afslutning på den modernisering, der er gennemført ved grundforordningen, og sigter mod at forbedre de gældende procedurer gennem forenkling og præcisering. Forslaget skaber også klarhed om de forskellige parters rettigheder og forpligtelser. I alle dele af forordningen skaber nystrukturerede procedurer og processer et grundlag for øget samarbejde mellem institutionerne og fremmer åbenhed og gensidig tillid. Dette øgede samarbejde støttes af et nyt system til elektronisk dataudveksling mellem medlemsstaterne, hvilket forbedrer effektiviteten og nøjagtigheden.

ANALYSE AF DEN FÆLLES HOLDNING

3.1 Generel holdning til Rådets fælles holdning

Rådets fælles holdning godtager en lang række ændringsforslag fra Europa-Parlamentet, der blev indarbejdet i Kommissionens ændrede forslag. Kommissionen godkendte alle Europa-Parlamentets ændringsforslag, med undtagelse af 26 og 55.

Kommissionens positive evaluering af Rådets fælles holdning er baseret på en nøje undersøgelse af bestemmelserne set i lyset af de fire grundlæggende principper i Kommissionens forslag:

- tilrettelæggelse af et mere effektivt og snævert samarbejde mellem de sociale sikringsinstitutioner for at gøre det muligt for alle aktører at drage fordel af moderniseringen af forordning (EF) nr. 883/2004

- forenkling af gennemførelsesforordningen

- større åbenhed med hensyn til de finansielle procedurer mellem institutionerne også for de personer, der er berørt af forordningen

- fleksibilitet og effektivitet i forbindelse med fastsættelsen af regler.

Kommissionen udtrykker tilfredshed med Rådets bestræbelser på at indarbejde Europa-Parlamentets ændringsforslag i videst muligt omfang. De fleste forslag er rent indholdsmæssigt blevet godkendt. De tilbageværende forskelle handler om formulering og terminologi som følge af behovet for sikre sammenhængen i forordningen. På grund af forhandlingsprocessens længde (seks formandskaber) og kompleksiteten i og antallet af bestemmelser blev der foretaget en grundig gennemgang af teksten under forrige formandskab. Kommissionen udtrykker sin fulde tilslutning til denne "oprydning", da den har til formål at sikre tekstens sammenhæng og forbedre den retlige sikkerhed.

Andre forskelle vedrører tekniske aspekter, især for så vidt angår de teknologiske krav til elektronisk dataudveksling. De fleste ændringer er et resultat af "sagkyndiges" arbejde på dette område, f.eks. definitionen på "ethvert elektronisk kontaktpunkt" i artikel 1, stk. 2, litra a), og bilag IV samt bestemmelsen om en overgangsperiode for elektronisk dataudveksling i artikel 96. Kommissionen støtter disse tekniske ændringer.

Generelt er Kommissionen af den opfattelse, at de fleste ændringer, som Rådet har foretaget, bidrager til at forbedre processer og procedurer, således at ydelserne tilvejebringes på en hurtigere og mere effektiv måde (jf. især artikel 2, stk. 1, artikel 3, stk. 2, artikel 3 til 7 og artikel 16, 17, 28, 35, 44 og 90, der handler om oplysninger). Ændringerne medvirker også til en nyttig præcisering af de forskellige parters roller og ansvar (jf. f.eks. artikel 14 om udsendelse af arbejdstagere, artikel 26 om planlagte behandlinger, artikel 56 om arbejdsløshedsunderstøttelse og artikel 88 om lægeundersøgelser og administrativ kontrol). Kommissionen er også af den opfattelse, at teksten til Rådets fælles holdning medvirker til at opretholde den fine balance mellem den enkeltes rettigheder og forpligtelser i forhold til de sociale sikringsinstitutioners og kompetente myndigheders beføjelser.

3.2 Ændringsforslag fra Europa-Parlamentet, som fuldt ud, delvis eller i princippet indgår i det ændrede forslag, og som fuldt ud, delvis eller i princippet er indarbejdet i den fælles holdning

Rådet var i stand til at godtage 145 af de 162 ændringsforslag, som enten helt eller delvis er indarbejdet i Kommissionens ændrede forslag, nemlig ændringsforslag 2, 4, 5, 7-8, 12, 14, 17-25, 27-34, 36-47, 49-54, 56-71, 73-78, 80-88, 90-107, 109-132, 134-146, 147 (første del), 148 (første del), 149 og 152-162.

Rådet accepterede også principperne, forudsat at de omformuleres, i ændringsforslag 3 (ny betragtning 8a), 6 og 9 (definitioner på "kontaktpunkt" og "standardiseret elektronisk meddelelse"), 10 (henvisningen til handicappede blev indført sammen med henvisningen til de ældre), 11 (bestemmelser for udveksling mellem institutionerne), 15 (udveksling af personoplysninger mellem de nationale administrationer og beskyttelsen af sådanne oplysninger), 16 (bestemmelser om udveksling mellem modtagere og institutioner), 26 (foreløbig anvendelse af lovgivning og foreløbigt udbetalte ydelser), 28 (administrative aftaler mellem to eller flere medlemsstater), 48 (proceduren for anvendelse af grundforordningens artikel 13), 72 (frist for svar på en anmodning om tilladelse til lægebehandling i en anden medlemsstat), 97 og 98 (yderligere bestemmelser om beregningen af ydelser).

3.3 Ændringsforslag fra Europa-Parlamentet, som ikke indgår i det ændrede forslag, og som heller ikke er indarbejdet i Rådets fælles holdning

- Ændringsforslag 15 (artikel 3, stk. 2) – udveksling af personoplysninger mellem nationale administrationer og beskyttelsen af sådanne oplysninger – for så vidt angår henvisningen til direktiv 95/46/EF om behandling af personoplysninger og indholdet af bilag IV til forordning (EF) nr. 883/2004.

- Ændringsforslag 26 (artikel 6, stk. 4) – Rådet og Kommissionen er enig i artiklen, men var af den opfattelse, at teksten burde præciseres yderligere – som fastsat i artikel 6, stk. 5, i den fælles holdning.

- Ændringsforslag 55 (artikel 19, stk. 2) – dette ændringsforslag fastlægger, at erklæringen om gældende lovgivning vil indeholde lønoplysninger fra arbejdsgiveren. Rådet er enig med Kommissionen i, at forslaget bevæger sig ud over de oplysninger, som er nødvendige for social sikring, og ud over forordningens målsætninger.

3.4 De væsentligste forskelle mellem Kommissionens ændrede forslag og Rådets fælles holdning

- Elektronisk dataudveksling: I forbindelse med artikel 4, stk. 2, har Rådet i en ny bestemmelse (artikel 96) præciseret muligheden for en overgangsordning for elektronisk dataudveksling mellem medlemsstaternes institutioner og har fastsat frister i den forbindelse. Kommissionen støtter dette punkt, da det opfylder behovet hos nogle medlemsstater for at forberede sig, samtidig med at det sikrer, at fordelene ved elektronisk dataudveksling ikke udskydes til et tidspunkt, der ligger ud over det, som medlemsstaterne er blevet enige om.

- Omregning af forsikringsperioder: Artikel 13 indeholder en detaljeret bestemmelse, der gør det muligt for medlemsstaterne med henblik på sammenlægning at omregne forsikringsperioder, der er udtrykt i forskellige enheder. Kommissionens forslag tog sigte på at forenkle denne bestemmelse, som stammede fra forordning (EF) nr. 574/72. Den var baseret på den forudsætning, at der kun blev anvendt 5-dages uger. Debatten i Rådet viste, at dette ikke var tilfældet, da nogle medlemsstaters lovgivning stadig foreskriver beregninger (i hvert fald for nogle ordninger), der bygger på en 6- eller 7-dages uge (f.eks. ved selvstændige). Kommissionen er derfor enig i indtil videre at inkludere denne bestemmelse i teksten. Omregningstabellen sikrer, at omregningen af perioder ikke medfører tab af forsikringsperioder. Desuden vil den blive anvendt som et fælles værktøj i forbindelse med en automatisk beregningsproces og dermed bidrage til at reducere risikoen for fejl.

- Frister for indsendelse og afvikling af krav mellem medlemsstaterne (ændringsforslag 164-167). Rådet anså det for nødvendigt at forlænge de frister, som Europa-Parlamentet og Kommissionen havde foreslået for indsendelse og afvikling af krav og for tvistbilæggelse (12 måneder for indsendelse af krav, 18 måneder for afvikling af krav og 36 måneder for tvistbilæggelse). Nogle medlemsstater var af den opfattelse, at enhver forkortelse af disse frister kun kunne ske baseret på både erfaring og teknologisk fremskridt. Kommissionen er i et vist omfang enig i denne holdning. Proceduren er blevet forbedret og inddelt i etaper Kommissionen erkender, at der mangler erfaring med denne nye procedure. Desuden accepterer Kommissionen bestemmelsen om revision, der blev indført i artikel 87, da det arbejde som Revisionsudvalget, som bistår Den Administrative Kommission for Koordinering af Sociale Sikringsordninger, for tiden har udført, allerede har givet positive resultater. Ud fra ovenstående kan Kommissionen acceptere teksten i Rådets fælles holdning.

- Artikel 26, stk. 6 – ændringsforslag 79. Kommissionen støttede Europa-Parlamentets ændringsforslag om refusion af rejse- og opholdsudgifter for en person, der ledsager en handicappet. I henhold til EF-Domstolens relevante retspraksis og under hensyntagen til begrænsningerne i forbindelse med en forordning, der sigter mod at koordinere og ikke harmonisere lovgivningen om social sikring, erkender Kommissionen imidlertid, at det hører ind under den nationale lovgivning. Rådets holdning er i overensstemmelse med den gældende lovgivning om rejseomkostninger, der ikke kan adskilles fra behandlingen af forsikringstageren. Kommissionen accepterer derfor Rådets fælles holdning på dette punkt. Situationen for handicappede og de personer, der ledsager disse (også personer, der ledsager børn, for så vidt angår rejse- og opholdsudgifter), kan behandles i en anden retsakt, hvis retsgrundlag sigter mod en indbyrdes tilnærmelse af den nationale lovgivning.

KONKLUSION

Kommissionen har været omhyggelig med at sikre, at individuelle rettigheder bevares, f.eks. i forbindelse med erhvervssygdomme, arbejdsulykker og familieydelser. Kommissionen anerkender det vanskelige i denne opgave i betragtning af forskelligheden og det karakteristiske ved 27 medlemsstaters nationale lovgivninger om social sikring. Kommissionen er enig i, at en vis grad af fleksibilitet er nødvendig i procedurerne, f.eks. med hensyn til tidsfrister.

Kommissionen understreger, at aftalen om at forbedre samarbejdet mellem medlemsstaternes institutioner gennem et fælles og sikkert netværk for elektronisk udveksling af oplysninger om social sikring indgår som en væsentlig bestanddel i den moderniserede koordinering under forordning (EF) nr. 883/2004. Samarbejdet mellem de sociale sikringsinstitutioner i forbindelse med finansielle anliggender er blevet præciseret og bedre struktureret.

Kommissionen er af den opfattelse, at Rådets fælles holdning forbedrer nogle af foranstaltningerne i Kommissionens forslag. Der skabes især afklaring om visse kriterier, således at nogle af nøglekoncepterne i grundforordningen vil blive gennemført på en mere homogen måde, som f.eks. fastsættelsen af, hvilken lovgivning der finder anvendelse, eller udsendelse af arbejdstagere. Det betyder fremskridt for alle involverede parter. Kommissionen bemærker også, at Rådets fælles holdning stort set tager højde for Europa-Parlamentets holdning.

Kommissionen mener, at det kompromis, som Rådet nåede frem til om de mest følsomme områder, er starten på en dynamisk proces, der gør det muligt for alle medlemsstater at tilpasse sig Europa-Parlamentets holdning. Kommissionen anerkender værdien af denne proces og agter at fortsætte den og bidrage til den.

Endelig er vedtagelsen af denne forordning en forudsætning for, at forordning (EF) nr. 883/2004 kan finde anvendelse fra 2010. Forordning (EF) nr. 883/2004 forbedrer rettighederne til social sikring for de borgere, der udøver deres ret til fri bevægelighed. Når forordning (EF) nr. 883/2004 er trådt i kraft, vil den få direkte indflydelse på det daglige liv for millioner af EU-borgere.

Under hensyntagen til ovennævnte støtter Kommissionen generelt Rådets fælles holdning.

[1] Rådets forordning (EØF) nr. 574/72 af 21. marts 1972 om regler til gennemførelse af forordning (EØF) nr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Fællesskabet (EFT L 74 af 27.3.1972, s. 1).

[2] EUT L 166 af 30.4.2004. Berigtiget i EUT L 200 af 7.6.2004, s. 1.