52008PC0396

Forslag til Rådets forordning om statutten for det europæiske private selskab {SEK(2008) 2098} {SEK(2008) 2099} /* KOM/2008/0396 endelig udg. - CNS 2008/0130 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 25.6.2008

KOM(2008) 396 endelig

2008/0130 (CNS)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om statutten for det europæiske private selskab {SEK(2008) 2098}{SEK(2008) 2099}

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Baggrund

Kommissionens meddelelse om "Et indre marked for Europa i det 21. århundrede"[1] understreger behovet for fremover at forbedre rammebetingelserne for virksomhederne i det indre marked.

Små og mellemstore virksomheder (smv'er) tegner sig for mere end 99 % af antallet af virksomheder i EU, men kun 8 % af dem beskæftiger sig med grænseoverskridende handel, og 5 % har datterselskaber eller joint ventures i udlandet. Selvom det i de senere år er blevet nemmere at etablere virksomhed i EU, skal der gøres mere for at forbedre smv'ers adgang til det indre marked, fremme deres vækst og frigøre deres forretningspotentiale.

Statutten for det europæiske private selskab (Societas Privata Europaea) indgår i en pakke af foranstaltninger til støtte for smv'er, også kaldet lov om små virksomheder ("Small Business Act for Europe"). Formålet med loven er at gøre det nemmere for smv'er at udøve virksomhed i det indre marked og derved forbedre deres resultater på markedet. Det europæiske private selskab (i det følgende benævnt "SPE-selskabet") er et af de prioriterede initiativer i Kommissionens arbejdsprogram for 2008[2].

2. Forslagets mål

Med initiativet indføres en ny europæisk retlig form med det formål at styrke smv'ers konkurrenceevne ved at fremme deres etablering og virksomhed i det indre marked. Statutten kan samtidig være til fordel for større virksomheder og grupper.

Forslaget til en statut for det europæiske private selskab er tilpasset smv'ers særlige behov. Den gør det muligt for iværksættere at oprette et europæisk privat selskab på baggrund af samme enkle og fleksible selskabsretlige bestemmelser i alle medlemsstater.

Formålet med forslaget er også at mindske de omkostninger, der opstår ved oprettelse og drift af virksomhed, som skyldes forskelle i nationale regler med hensyn til både virksomheders etablering og drift.

Forslaget regulerer ikke forhold omkring arbejdsret, skattelovgivning, regnskabsførelse eller insolvens. Det omhandler heller kontraktmæssige rettigheder og forpligtelser for SPE-selskabet eller for dets selskabsdeltagere ud over dem, som fremgår af SPE-selskabets vedtægter. Disse forhold henhører fortsat under national ret eller gældende fællesskabslovgivning, hvor det er relevant.

Valget af SPE-selskabet som retlig form for at udøve erhvervsvirksomhed i EU bør være skattemæssig neutral. Det er derfor vigtigt at sikre, at SPE-selskabet underlægges samme skattemæssige behandling som lignede nationale selskabsformer. Kommissionen agter derfor at indlede drøftelser med medlemsstaterne i efteråret 2008 med henblik på at fremlægge et forslag om at udvide følgende direktivers anvendelsesområde til også at gælde SPE-selskabet: direktivet om moder- og datterselskaber (90/435/EØF)[3], fusionsdirektivet (90/434/EØF)[4] og direktivet om renter og royalties (2003/49/EF)[5]. Kommissionen har som mål at sikre, at disse foranstaltninger er på plads og er til fordel for SPE-selskaber, når de skal påbegynde deres virksomhed.

3. Retsgrundlag

Forslaget er baseret på EF-traktatens artikel 308. Denne bestemmelse er retsgrundlag for EU-aktioner til virkeliggørelse af et af Fællesskabets mål, når der ikke eksisterer et konkret retsgrundlag i EF-traktaten. Artikel 208 er retsgrundlaget for de nuværende europæiske selskabsformer, dvs. det europæiske selskab, den europæiske økonomiske firmagruppe og det europæiske andelsselskab.

4. Subsidiaritet og proportionalitet

Hensigten med forslaget er at gøre det indre marked mere tilgængeligt for smv'er ved at udstyre dem med et instrument, som gør det nemmere at udvide deres forretningsaktiviteter til andre medlemsstater. Forslaget indeholder imidlertid ikke krav om, at etablering af et SPE-selskab skal være grænseoverskridende (f.eks. med selskabsdeltagere fra forskellige medlemsstater eller bevis for grænseoverskridende aktiviteter). I praksis etablerer virksomhedsejere normalt en virksomhed i deres egen medlemsstat, før de udvider deres aktiviteter til andre lande. Et krav om en grænseoverskridende dimension fra starten vil mærkbart reducere denne selskabsforms potentiale. Derudover vil et krav om en grænseoverskridende dimension let kunne omgås, og overvågning og håndhævelse heraf vil pålægge medlemsstaterne en urimelig byrde.

Det er nødvendigt med foranstaltninger på EU-plan, som giver smv'er mulighed for at anvende samme selskabsform overalt i EU. Medlemsstaterne kan ikke opfylde dette formål selv. Selv hvis samtlige medlemsstater forpligtede sig til at gøre deres selskabslovgivning mere erhvervsvenlig, ville smv'erne stadig skulle forholde sig til et kludetæppe af 27 forskellige ordninger.

Ved at give smv'er adgang til en selskabsform, som er ensartet og yder retssikkerhed, men alligevel er fleksibelt, vil SPE-selskabet være det mest effektive og målrettede middel til at nå dette mål. En anden måde til at nå samme mål vil være at harmonisere i det mindste de centrale bestemmelser i de nationale selskabslovgivninger, som gælder for selskaber med begrænset ansvar. Denne løsning vil medføre et betydeligt og sandsynligvis uforholdsmæssig stort indgreb i medlemsstaternes lovgivning. I modsætning til harmonisering berører dette forslag næsten ikke national ret. Smv'er får en alternativ selskabsform, som vil eksistere parallelt med nationale selskabsformer.

At skabe en ny europæisk retlig form gør det nødvendigt med et retligt instrument, som gælder umiddelbart, dvs. en forordning. Hverken en henstilling eller et direktiv vil resultere i en ensartet ordning, som gælder i alle medlemsstater.

5. Høring af interesserede parter

Statutten for det europæiske private selskab blev oprindelig udviklet af erhvervslivet og akademiske kredse i 1990'erne og fik med tiden bred tilslutning fra industriens organisationer og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[6]. Den blev nævnt som en mulig foranstaltning i "Handlingsplanen for modernisering af selskabsretten og forbedret virksomhedsledelse i Den Europæiske Union 2003-2009"[7]. Den offentlige høring i 2006 om Kommissionens fremtidige prioriteter inden for selskabslovgivning og selskabsledelse bekræftede denne tilslutning[8].

I juni 2006 afholdt Europa-Parlamentets Retsudvalg en offentlig høring om det europæiske private selskab og udarbejdede efterfølgende en initiativbetænkning og en beslutning, hvori Kommissionen opfordredes til at fremlægge et forslag til et europæisk privat selskab (SPE) inden udgangen af 2007[9]. Europa-Parlamentet gentog sin opbakning til og fulde engagement med hensyn til initiativet i en beslutning af 25. oktober 2007[10]. I betragtning af den meget store interesse, som Parlamentet udviser for forslaget, bør det inddrages tæt i arbejdet med et europæisk privat selskab fra begyndelsen.

I juli 2007 indledte Generaldirektoratet for det Indre Marked og Tjenesteydelser en offentlig høring om det europæiske private selskab. Derudover blev der gennemført en survey-undersøgelse blandt selskaber i de 27 medlemsstater gennem det europæiske virksomhedspanel[11].

Den 10. marts 2008 afholdt Kommissionen en konference om det europæiske private selskab.

Kommissionens rådgivende gruppe af eksperter i virksomhedsledelse og selskabsret[12] fremkom med information vedrørende konsekvensanalysen og rådgav om indholdet af statutten for det europæiske private selskab. Gruppen er også ved at udarbejde eksempler på vedtægter for et SPE-selskab, som vil blive stillet til rådighed for at lette forståelsen af udkastet til statut.

6. KONSEKVENSANALYSE

Nylige undersøgelser[13] og offentlige høringer viser, at trods deres store potentiale står smv'er over for retlige eller administrative barrierer, som hindrer deres udvikling i det indre marked. Selvom alle virksomheder, der ønsker at ekspandere på tværs af landegrænser, står over for retlige og administrative barrierer, er de forholdsmæssigt større for mindre virksomheder, fordi de er mindre godt rustet, når det gælder finansielle og menneskelige ressourcer.

De vanskeligheder, som virksomheder står overfor som følge af de mange forskellige selskabsformer, består i alt væsentlig af omkostninger til overholdelse af reglerne vedrørende stiftelse af et selskab (f.eks. kravet til minimumskapital, registrerings- og notarudgifter og udgifter til juridisk ekspertrådgivning) og af vanskeligheder og omkostninger i forbindelse med driften af en virksomhed , som gør, at den daglige drift i udenlandske datterselskaber er mere omkostningskrævende i forhold til indenlandske datterselskaber.

Smv'er bremses også i at udvide deres grænseoverskridende aktiviteter på grund af manglende tillid til visse ukendte selskabsformer i andre medlemsstater. Det er især et problem, når der er tale om ikke særlig udbredte selskabsformer.

Konsekvensanalysen undersøger fire overordnede politiske muligheder:

- Ingen tiltag og udgangspunkt i bestående lovgivning og retspraksis: uanset bestræbelserne på at gøre det hurtigere og nemmere at stifte et selskab i hele EU står smv'er stadig overfor 27 selskabslovgivninger.

- Harmonisering af medlemsstaternes selskabslovgivninger: omfattende harmonisering af nationale ordninger er påkrævet, hvis omkostningerne til stiftelse af selskab og udøvelse af virksomhed på tværs af medlemsstaterne skal reduceres mærkbart. Omfattende ændringer i national lovgivning, som denne tilgang indebærer, vil imidlertid ikke nødvendigvis stå i forhold til formålet med forslaget.

- Forbedre statutten for det europæiske selskab (SE) og tilpasse den til smv'ers behov: at gøre statutten for SE-selskabet tilgængelig for smv'er kræver omfattende ændringer. Denne mulighed kræver en gennemgribende omarbejdelse og genforhandling af SE-forordningen, før den evalueres i 2008/2009.

- Foreslå en statut for SPE-selskabet beregnet for smv'er: oprettelse af en ny europæisk retlig form beregnet for smv'er løser bedst ovennævnte problemer ved at tilbyde en selskabsform, der indeholder ensartede regler for stiftelse i hele EU, fleksibilitet hvad angår intern organisation, hvorved der spares omkostninger. Den giver også smv'er et europæisk stempel og gør det dermed nemmere at udøve virksomhed på tværs af landegrænserne.

7. Gennemgang af forslaget

Kapitel I: Almindelige bestemmelser

De almindelige bestemmelser fastlægger SPE-selskabets vigtigste karakteristika.. SPE-selskabet er et selskab med status som juridisk person og selskabskapital. Det er et selskab med begrænset ansvar, dvs. selskabsdeltagerne hæfter ikke for mere end det beløb, de har tegnet sig for. Eftersom SPE-selskabet er et privat selskab, vil SPE-selskabets andele ikke blive udbudt til salg for offentligheden eller handlet offentligt.

Der er ingen begrænsning, hvad angår stiftelsen af SPE-selskabet. Det kan oprettes af en eller flere stiftere, fysiske personer og/eller virksomheder eller selskaber i henhold til artikel 48 i EF-traktaten. Derudover kan et SE-selskab, et europæisk andelsselskab, en europæisk økonomisk firmagruppe eller et andet SPE-selskab også indgå i stiftelsen af et SPE-selskab.

Hvad angår statuttens anvendelsesområde og dens berøring med national lovgivning, fastlægger forordningen, at:

1. et SPE-selskab først og fremmest reguleres af forordningens umiddelbart gældende ufravigelige bestemmelser. Disse regler befordrer stiftelsen og sikrer den nødvendige ensartethed af SPE-selskaber i EU

2. forordningen indeholder krav på en række områder, især SPE-selskabets interne organisation, som reguleres i vedtægterne (bilag I). For at sikre fleksibilitet kan aktionærerne frit bestemme, hvordan disse forhold skal reguleres, udelukkende på grundlag af forordningens bestemmelser

3. i anliggender, som omfattes af statutten for SPE-selskabet, er national selskabslovgivning kun relevant, når det præciseres i forordningen. De bestemmelser, som ifølge bilag I skal eller kan indføjes i vedtægterne, er ikke underlagt national ret.

Forordningens bestemmelser og listen over forhold i bilag I, som vedtægterne skal omhandle, fastlægger EU-reglernes anvendelsesområde. Forslaget indeholder ikke bestemmelser, som gælder, når artiklerne ikke omfatter de forhold, som er anført i bilag I. National ret skal imidlertid fastlægge sanktioner for sådanne undladelser eller andre overtrædelser af forordningen.

Den nationale ret regulerer de områder, som ikke er omfattet af forordningen eller af SPE-selskabets vedtægter som anført i bilag I. Det er især tilfældet for forhold, som ikke nævnes i bilag I, eller områder, der som sådan falder uden for selskabslovgivningens anvendelsesområde (f.eks. arbejdsret, insolvens eller skattelovgivning). Den lov, som skal anvendes, er loven i den medlemsstat, hvor SPE-selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, som gælder for aktieselskaber. Medlemsstaterne skal give Kommissionen meddelelse om navnet på den respektive selskabsform.

Kapitel II: Stiftelse

Forordningen indeholder ikke begrænsninger for, hvordan et SPE-selskab kan stiftes. SPE-selskabet kan oprettes helt fra bundet, medmindre andet er fastlagt i forordningens bestemmelser. Det kan også oprettes ved at omdanne eller spalte et eksisterende selskab eller ved fusion af eksisterende selskaber. Enhver selskabsform under national lovgivning (privat eller offentlig, med eller uden status som juridisk person) kan blive et SPE-selskab, medmindre andet er fastsat i den gældende nationale ret. Et SE-selskab eller et andet SPE-selskab kan også indgå i stiftelsen af et SPE-selskab.

Det europæiske private selskabs navn skal være efterfulgt af forkortelsen "SPE". SPE-selskabets vedtægtsmæssige hjemsted og centrale administration eller hovedforretningssted skal være beliggende på medlemsstaternes område. I henhold til Domstolens dom i Centros-sagen[14] kan SPE-selskabet oprettes, selvom dets vedtægtsmæssige hjemsted og centrale administration eller hovedforretningssted ligger i forskellige medlemsstater. Selskabsdeltagerne kan også beslutte at flytte selskabets vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat.

Forordningen fastlægger ikke en særlig registreringsprocedure for SPE-selskabet, men bygger på bestemmelserne i det første selskabsdirektiv (68/151/EØF), samtidig med at der er fastsat visse krav for at gøre stiftelsen nemmere og billigere. For det første skal det være muligt at anmode om registrering af et SPE-selskab ad elektronisk vej. For det andet indeholder forordningen en fuldstændig fortegnelse over dokumenter og oplysninger, som medlemsstaterne kan kræve i forbindelse med et SPE-selskabs registrering. Ændringer i dokumenterne og oplysningerne skal også indføres i registret.

Endelig indeholder forslaget en bestemmelse om én enkelt lovlighedskontrol, dvs. enten skal lovligheden af SPE-selskabets dokumenter og oplysninger efterprøves af et administrativt eller retsligt organ eller også certificeres af en notar ved registreringen af SPE-selskabet. Det må ikke være et krav, at SPE-selskabets stiftere skal opfylde begge betingelser.

Kapitel III: Andele

Forordningen tillægger selskabsdeltagerne stor grad af frihed til at fastlægge forhold omkring andelene , især de rettigheder og forpligtelser, som knytter sig til andelene. Et SPE-selskab kan udstede ordinære andele eller præferenceandele. Der gælder kun begrænsninger, hvis det er nødvendigt af hensyn til tredjemand eller mindretalsselskabsdeltagere.

Alle beholdninger af andele skal være registreret i fortegnelsen over selskabsdeltagere, som skal udarbejdes og føres af SPE-selskabets ledelsesorgan. Fortegnelsen tjener som dokumentation for beholdninger af andele, medmindre andet fremgår. Listen kan gennemses af selskabsdeltagerne eller tredjemand på forlangende.

Betingelserne for overdragelse af andele skal reguleres i vedtægterne. Eventuelle nye restriktioner eller forbud mod overdragelse kræver beslutning med kvalificeret flertal (artikel 27). For at beskytte mindretalsselskabsdeltagernes interesser kræver en sådan beslutning endvidere samtykke fra alle de selskabsdeltagere, der er berørt af restriktionen eller forbuddet.

Forordningen indeholder ikke bestemmelser, der giver selskabsdeltagere ret til at kræve, at mindretalsselskabsdeltagere indløser deres aktier ("squeeze out-rettighed") . Den pålægger heller ikke flertalsselskabsdeltageren eller SPE-selskabet en forpligtelse til at erhverve andele fra mindretalsselskabsdeltageren ("sell out-rettighed"). Disse bestemmelser kan vedtages i vedtægterne. Forordningen giver dog mulighed for under særlige omstændigheder både at udelukke og afsætte en selskabsdeltager.

Kapitel IV: Kapital

For at fremme virksomhedsetableringer fastsætter forordningen, at minimumskapitalen skal være 1 EUR. Forslaget afviger fra den traditionelle tilgang, hvor kravet om en stor minimumskapital er en måde at sikre kreditorernes beskyttelse. Undersøgelser viser, at kreditorer nutildags ikke ser på kapitalstørrelsen, men på andre aspekter såsom cash-flow, som er mere relevant for soliditeten. Små virksomheders direktører, der ejer aktier, stiller ofte personlige garantier til deres kreditorer (f.eks. til banker), og leverandører benytter sig også af andre betalingsmåder til at sikre deres tilgodehavender (f.eks. ved at sikre sig, at ejerskabet til varer kun overgår ved betaling). Endvidere har virksomheder forskellige kapitalbehov afhængig af deres aktiviteter, og det er derfor umuligt at fastlægge en passende kapitalstørrelse for alle selskaber. Det er selskabsdeltagerne, der har de bedste forudsætninger for at fastlægge kapitalbehovet i deres virksomhed.

Forordningen begrænser ikke stifternes ret til selv at bestemme, hvilken form for vederlag der skal erlægges for andelene ved oprettelsen af SPE-selskabet eller ved kapitalforøgelser. Vedtægterne skal følgelig fastlægge, om stifterne skal fremlægge vederlaget i rede penge eller i andre værdier end kontanter. De kan frit bestemme, hvilke formuegoder, rettigheder, tjenesteydelser osv. de accepterer som vederlag for andele, og hvornår de skal betales eller fremlægges. Det skal også fremgå af vedtægterne, om det er påkrævet med en ekspertvurdering i forbindelse med vederlag i form af andre værdier end kontanter. Selskabsdeltagerne hæfter for deres indskud i overensstemmelse med national ret.

Forordningen indeholder ensartede bestemmelser vedrørende udlodning (f.eks. udbytte, køb af SPE-selskabets egne andele, indgåelse af gæld) til selskabsdeltagere fra SPE-selskabets aktiver. Udlodning kan kun finde sted, hvis SPE-selskabet opfylder en balanceprøve, dvs. at selskabets aktiver efter udlodningen dækker dets passiver fuldt ud. Forslaget definerer ikke "aktiver" eller "passiver", idet de relevante regnskabsbestemmelser gælder her (dvs. fjerde direktiv (78/660/EØF) eller forordning (EF) nr. 1606/2002).

Eftersom udarbejdelse af en solvensprøve vedrørende udlodning for tiden kun finder anvendelse i få medlemsstater, gør forslaget det ikke til et obligatorisk krav for SPE-selskaber. Det giver dog udtrykkelig selskabsdeltagerne mulighed for at indføre en bestemmelse om en soliditetsprøve i vedtægterne, som supplement til balanceprøven, som forordningen kræver. Hvis selskabsdeltagerne pålægger ledelsesorganet at underskrive en solvenserklæring før udlodning, skal de også definere de dermed forbundne forpligtelser (f.eks. begrundelse og kriterier), ligesom erklæringen skal offentliggøres.

Forslaget hindrer ikke SPE-selskabet i på visse betingelser at købe dets egne andele for at beskytte selskabets aktiver. Før køb af egne andele skal SPE-selskabet foretage en beregning af de samlede aktiver og, hvis vedtægterne foreskriver det, en solvensprøve. Selskabsdeltagerne træffer beslutning om erhvervelse. De ikke-pengemæssige rettigheder, som knytter sig til de respektive andele (især stemme- og fortrinsret), suspenderes. Der vil kunne fastlægges supplerende betingelser og yderligere begrænsninger i vedtægterne.

Kapitel V: SPE-selskabets organisation

SPE-selskabets selskabsdeltagere er meget frit stillet, når det gælder fastlæggelse af selskabets interne organisation, medmindre forordningen bestemmer andet. Artikel 27 indeholder en ikke-udtømmende liste over forhold, som selskabsdeltagerne skal træffe beslutning om. Vedtægterne skal indeholde bestemmelser om det krævede flertal og afstemningsregler og beslutningsdygtighed i henhold til artikel 27, som foreskriver, at nogle af disse beslutninger kræver kvalificeret flertal (dvs. mindst 2/3 af stemmerettighederne i SPE-selskabet, men vedtægterne vil kunne kræve et større flertal, f.eks. 3/4).

Der er ingen forpligtelse til rent fysisk at afholde generalforsamlinger. Den beslutningsmetode, som selskabsdeltagerne skal anvende, skal fastsættes i vedtægterne. Selskabsdeltagerne har i vid udstrækning ret til adgang til oplysninger, der vedrører SPE-selskabets anliggender. Deres ret til at anfægte fælles beslutninger er underkastet national ret.

Forordningen garanterer mindretalsselskabsdeltagerne to særlige rettigheder: ret til at kræve en selskabsdeltagerbeslutning og ret til at anmode den kompetente ret eller administrative myndighed om at udpege en uafhængig ekspert (især en uafhængig revisor).

Alle beslutninger, som ikke er omfattet af forordningen eller vedtægterne, henhører under kompetencen for SPE-selskabets ledelsesorgan , som er ansvarlig for virksomhedens drift. Vedtægterne fastlægger SPE-selskabets ledelsesstruktur (et enkelt medlem eller flere medlemmer af ledelsesorganet, dvs. et enstrenget eller et tostrenget ledelsessystem). Er SPE-selskabet underlagt medarbejdermedbestemmelse, skal den valgte ledelsesstruktur gøre det muligt at udøve denne ret.

Selskabsdeltagerne i SPE-selskabet træffer beslutning om udnævnelse og afsættelse af medlemmer af ledelsesorganet. Vedtægterne fastlægger direktørernes mandatperioder og valgbarhedskriterier for medlemmer af ledelsesorganet. Forordningen indeholder forbud mod at lade personer, som har fortabt rettigheden til at varetage hvervet som medlem af et ledelsesorgan i en medlemsstat, varetage hvervet som medlem af ledelsesorganet i et SPE-selskab.

Forordningen pålægger selskabsledelsen pligt til at handle i selskabets bedste interesse. Deraf følger, at selskabsledelsens pligter er i forhold til SPE-selskabet og kan kun håndhæves af selskabet. Forordningen giver ikke de enkelte selskabsdeltagere eller kreditorer ret til at anlægge sag mod medlemmerne af ledelsesorganet.

Forordningen fastlægger en generel standard for udøvelse af omhu ved at stille som et krav, at selskabsledelsen besidder den omhu og kompetence, som med rimelighed kan kræves i forbindelse med hvervets udøvelse. Denne bestemmelse vil givetvis blive viderefortolket af de nationale domstole. Forordningen indkredser også de vigtigste særlige hverv, som direktørerne skal varetage (f.eks. at foreslå udlodning), men vedtægterne kan fastlægge yderligere arbejdsopgaver. Medlemmerne af ledelsesorganet har pligt til at undgå enhver faktisk eller potentiel interessekonflikt. Vedtægterne kan indeholde bestemmelser om, at der kan gives bemyndigelse til situationer, som rummer denne konflikt.

Forordningen fastlægger selskabsledelsens ansvar for tab eller skade, som SPE-selskabet lider på grund af manglende varetagelse af deres hverv, som følger af forordningen, vedtægterne eller en selskabsdeltagerbeslutning. Andre aspekter omkring ansvar, f.eks. konsekvenserne af manglende udførelse af arbejdsopgaver eller manglende forretningssans, henhører under national ret.

Kapitel VI: Medarbejdermedbestemmelse

Medarbejdermedbestemmelse er kun indført i små virksomheder i nogle få medlemsstater (f.eks. Sverige og Danmark).

Det overordnede princip, som udspringer af direktivet om grænseoverskridende fusioner, (2005/56/EF) er, at SPE-selskabet er omfattet af reglerne for medarbejdermedbestemmelse i den medlemsstat, hvor selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted. SPE-selskabet vil derfor, når det gælder medarbejdermedbestemmelse, hverken være mere eller mindre interessant end sammenlignelige nationale virksomheder.

Grænseoverskridende fusioner, der berører SPE-selskaber, omfattes af direktivet om grænseoverskridende fusioner. Der er imidlertid behov for særlige regler, når det drejer sig om flytning af et SPE-selskabs vedtægtsmæssige hjemsted.

Kapitel VII: Flytning af SPE-selskabets vedtægtsmæssige hjemsted

SPE-selskabet kan flytte sit vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat og samtidig bevare sin status som juridisk person og dermed ikke være nødt til at gennemføre en afvikling. For at beskytte tredjemands interesser giver forordningen ikke mulighed for, at et SPE-selskab, der er under opløsning eller likvidation, eller over for hvilket, der er indledt en tilsvarende bobehandling, kan flytte sit vedtægtsmæssige hjemsted.

Fremgangsmåden i forbindelse med flytning bygger på bestemmelserne om flytning af vedtægtsmæssigt hjemsted i SE-forordningen.

Forordningen indeholder bestemmelser om en særlig ordning, når et SPE-selskab, som er omfattet af medarbejdermedbestemmelse, flytter sit vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat, hvor der ikke findes nogen eller kun en ringe grad af medbestemmelsesret, eller som ikke giver medarbejderne ved oprettelse af SPE-selskabet i andre medlemsstater samme ret til at udøve medbestemmelsesret, som de havde før flytningen. Her gælder det, at hvis mindst en tredjedel af SPE-selskabets medarbejdere er ansat i hjemlandet, skal der finde forhandlinger sted mellem selskabsledelsen og repræsentanter for medarbejderne med henblik på at opnå en aftale om medarbejdernes medbestemmelse. Foreligger der ikke en aftale, opretholdes de medbestemmelsesordninger, som gælder i hjemlandet.

Kapitel VIII: Omstrukturering, opløsning og ugyldighed

Forordningen lader opløsning af et SPE-selskab eller omdannelse til en national selskabsform være underlagt national ret. SPE-selskabet kan fusionere med andre selskaber eller spaltes i henhold til de regler, der finder anvendelse for selskaber med begrænset ansvar.

Kapitel IX: Supplerende bestemmelser og overgangsbestemmelser

Artikel 42 giver SPE-selskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i en medlemsstat, der er udenfor euroområdet, mulighed for at udtrykke deres selskabskapital og udarbejde deres regnskaber i den pågældende medlemsstats valuta, selvom disse SPE-selskaber også kan udtrykke deres selskabskapital og/eller udarbejde deres regnskaber i euro.

Kapitel X: Afsluttende bestemmelser

I henhold til forordningen skal visse bestemmelser vedtages af medlemsstaterne. Det drejer sig navnlig om procedureregler om registrering, flytning af SPE-selskabets vedtægtsmæssige hjemsted samt sanktioner for overtrædelse af forordningen og vedtægterne.

2008/0130 (CNS)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr.

om statutten for det europæiske private selskab (EØS-relevant tekst)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 308,

under henvisning til forslag fra Kommissionen[15],

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet[16],

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[17], og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den juridiske ramme for udøvelsen af erhvervsvirksomhed i Det Europæiske Fællesskab er stadig primært national. Virksomheder skal derfor forholde sig til mange forskellige nationale love, selskabsformer og selskabsordninger. Indbyrdes tilnærmelse af nationale selskabslovgivninger gennem direktiver på grundlag af traktatens artikel 44 kan løse mange af disse vanskeligheder. En sådan tilnærmelse fritager imidlertid ikke personer, der ønsker at oprette virksomheder, for forpligtelsen til anvende en selskabsform i hver enkelt medlemsstat, som reguleres af den nationale ret i den pågældende medlemsstat.

(2) Bestående europæiske selskabsformer, navnlig det europæiske selskab (SE), hvis retlige form er fastlagt i Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 af 8. oktober 2001 om statut for det europæiske selskab[18], er beregnet på store virksomheder. Minimumskapitalkravet til et SE-selskab og restriktionerne på dets stiftelse betyder, at denne selskabsform er uegnet for mange og især mindre virksomheder. I lyset af de problemer, som disse virksomheder står overfor som følge af de mange forskellige selskabslovgivninger, og det forhold, at SE-selskabet ikke er egnet til små virksomheder, bør der indføres en europæisk selskabsform, som særlig er målrettet små virksomheder, og som det er muligt at oprette overalt EU.

(3) Eftersom et privat selskab (i det følgende benævnt "SPE-selskabet"), som vil kunne oprettes i hele EU, er beregnet for små virksomheder, bør der etableres en retlig form, som er så ensartet som mulig i hele EU, og så mange anliggender som muligt bør overlades til selskabsdeltagernes aftalefrihed, samtidig med at der garanteres aktionærer, kreditorer, ansatte og tredjemand generelt en høj grad af retssikkerhed. Selskabsdeltagerne vil få stor fleksibilitet og frihed til at organisere SPE-selskabets interne anliggender, og selskabets private karakter bør derfor også komme til udtryk ved, at dets andele ikke må udbydes til offentligheden eller handles på kapitalmarkederne, herunder optages til handel eller noteres på regulerede markeder.

(4) For at gøre det muligt for virksomheder at udnytte fordelene ved det indre marked fuldt ud bør SPE-selskabet kunne have sit vedtægtsmæssige hjemsted og hovedvirksomhed i forskellige medlemsstater og flytte sit vedtægtsmæssige hjemsted fra en medlemsstat til en anden uden også at skulle flytte sit hovedkontor eller hovedvirksomhed.

(5) For at give virksomhederne mulighed for at opnå større effektivitet og spare omkostninger bør SPE-selskabet være tilgængeligt i alle medlemsstater med så få variationer som muligt, hvad angår selskabsform.

(6) For at sikre SPE-selskabet stor ensartethed bør så mange forhold som muligt vedrørende selskabsformen være omfattet af denne forordning, enten gennem materielretlige regler eller ved at forbeholde visse områder SPE-selskabets vedtægter. Der bør derfor udarbejdes en liste over forhold, som angives i et bilag, og hvorom SPE-selskabets selskabsdeltagere er forpligtet til at fastlægge bestemmelser i vedtægterne. Kun EU-retten skal finde anvendelse i relation til disse forhold, og selskabsdeltagerne skal derfor have mulighed for at fastlægge bestemmelser for at regulere de forhold, som er forskellige fra de regler, som loven foreskriver i den medlemsstat, hvor SPE-selskabet er registreret, vedrørende nationale former for selskaber med begrænset ansvar. National ret bør finde anvendelse på anliggender, hvor dette er fastsat ved denne forordning, og på alle øvrige områder, som ikke henhører under artiklerne i denne forordning, såsom insolvens, arbejdsret og skatteforhold, eller som ikke er forbeholdt vedtægterne.

(7) For gøre SPE-selskabet til en tilgængelig selskabsform for enkeltpersoner og små virksomheder skal det kunne oprettes ex nihilo eller som følge af omdannelse, fusion eller spaltning af bestående nationale selskaber. Oprettelse af et SPE-selskab ved omdannelse, fusion eller spaltning af virksomheder bør henhøre under gældende national ret.

(8) For at mindske de omkostninger og administrative byrder, som er forbundet med registrering af et selskab, skal formaliteterne ved registrering af SPE-selskabet være begrænset til kun at omfatte de krav, som er nødvendige for at sikre retssikkerheden, og gyldigheden af de dokumenter, som skal indgives ved oprettelsen af et SPE-selskab, skal underkastes en kontrol, som vil kunne foretages enten før eller efter registrering. Hvad registrering angår, bør de registre anvendes, som blev udpeget i Rådets første direktiv 68/151/EØF af 9. marts 1968 om samordning af de garantier, som kræves i medlemsstaterne af de i traktatens artikel 58, stk. 2, nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde i hele EU[19].

(9) Eftersom det for små virksomheder ofte er nødvendigt med langfristet finansiel deltagelse og personligt engagement, bør de have mulighed for at tilpasse deres kapitals struktur og de rettigheder, som knytter sig til andelene, til deres særlige forhold. Selskabsdeltagere i SPE-selskabet skal derfor frit kunne bestemme, hvilke rettigheder der knyttes til deres andele, proceduren for at ændre disse rettigheder, proceduren ved overdragelse af andele og eventuelle restriktioner ved en sådan overdragelse.

(10) For at bevare både SPE-selskabets funktionsdygtighed og selskabsdeltagernes frihed bør SPE-selskabet have mulighed for at gå til retten for at få udelukket selskabsdeltagere, der i alvorlig grad påfører selskabets interesser skade, og selskabsdeltagere i SPE-selskabet, hvis interesser har lidt alvorlig skade som følge af særlige begivenheder, bør have ret til at udtræde af selskabet.

(11) SPE-selskabet bør ikke være underlagt store obligatoriske kapitalkrav, eftersom det vil udgøre en barriere for oprettelsen af SPE-selskaber. Kreditorer bør imidlertid beskyttes mod meget store udlodninger til selskabsdeltagere, som kan påvirke SPE-selskabets mulighed for at opfylde sine gældsforpligtelser. Udlodninger, som resulterer i, at SPE-selskabets passiver overstiger værdien af SPE-selskabets aktiver, bør derfor være forbudt. Selskabsdeltagerne bør imidlertid også frit kunne forlange, at SPE-selskabets ledelsesorgan underskriver en solvenserklæring.

(12) Kreditorer skal sikres beskyttelse i tilfælde af, at SPE-selskabets kapital nedbringes, og derfor bør der være regler for, hvornår en sådan nedbringelse får virkning.

(13) Små virksomheder har brug for retlige rammer, der kan tilpasses deres behov og størrelse og kan udvikles i takt med, at aktiviteterne udvides, og selskabsdeltagerne i SPE-selskabet bør derfor i vedtægterne frit kunne fastlægge den interne organisation, som bedst tjener deres behov. Et SPE-selskab kan vælge at have et eller flere medlemmer som ledelsesorgan, dvs. en enstrenget eller tostrenget struktur. Der bør indføres ufravigelige regler til beskyttelse af mindretalsselskabsdeltagere for at undgå enhver urimelig behandling af selskabsdeltagere, bl.a. bør visse centrale beslutninger vedtages med et flertal bestående af mindst totredjedele af de samlede stemmerettigheder, der er knyttet til de andele, som SPE-selskabet har udstedt. Mens der kan indføres en grænse for retten til at anmode om en beslutning eller til at anmode om, at en uafhængig ekspert undersøger misbrug, må denne rettighed ikke gøres betinget af ejerskab af mere end 5 % af SPE-selskabets stemmerettigheder, idet dog selskabets vedtægter kan fastlægge en lavere tærskel.

(14) Kompetente nationale myndigheder bør overvåge opfyldelsen af formaliteter og lovligheden af flytningen af et SPE-selskabets vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat. Det skal sikres, at aktionærer, kreditorer og ansatte har rettidig adgang til planen om flytning og til ledelsesorganets beretning.

(15) De ansattes medbestemmelsesret omfattes af lovgivningen i den medlemsstat, hvor SPE-selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted ("hjemlandet"). SPE-selskabet må ikke anvendes med det formål at omgå disse rettigheder. Giver den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvortil SPE-selskabet flytter sit vedtægtsmæssige hjemsted, ikke som minimum samme niveau af medarbejdermedbestemmelse som hjemlandet, bør de ansattes medbestemmelse i virksomheden efter flytningen under visse omstændigheder forhandles. Afbrydes forhandlingerne uden resultat, finder de bestemmelser, som var gældende i selskabet før flytningen, fortsat anvendelse efter flytningen.

(16) Medarbejderes rettigheder ud over medbestemmelsesret bør fortsat være omfattet af Rådets direktiv 94/45/EF af 22. september 1994 om indførelse af europæiske samarbejdsudvalg eller en procedure i fællesskabsvirksomheder og fællesskabskoncerner med henblik på at informere og høre arbejdstagerne[20], Rådets direktiv 98/59/EF af 20. juli 1998 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger vedrørende kollektive afskedigelser[21], Rådets direktiv 2001/23/EF af 12. marts 2001 om tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varetagelse af arbejdstagernes rettigheder i forbindelse med overførsel af virksomheder eller bedrifter eller af dele af virksomheder eller bedrifter[22], og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/14/EF af 11. marts 2002 om indførelse af en generel ramme for information og høring af arbejdstagerne i Det Europæiske Fællesskab – Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens fælles erklæring om arbejdstagerrepræsentation[23].

(17) Medlemsstaterne bør indføre sanktioner for overtrædelse af denne forordnings bestemmelser, herunder for manglende overholdelse af forpligtelsen til i SPE-selskabets vedtægter at regulere de anliggender , som denne forordning foreskriver, og sikre, at de gennemføres. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsernes art og have afskrækkende virkning.

(18) Traktaten indeholder ingen anden hjemmel til vedtagelsen af denne forordning end artikel 308.

(19) Målene for den foreslåede handling kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, idet de indebærer skabelse af en selskabsform med ensartede karakteristika overalt i Fællesskabet, og derfor på grund af handlingens omfang bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål –

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 1 Genstand

Denne forordning fastsætter betingelserne for oprettelse og drift i Fællesskabet af selskaber i form af et europæisk privat selskab med begrænset ansvar (Societas Privata Europaea, i det følgende benævnt "SPE-selskabet").

Artikel 2 Definitioner

1. I denne forordning forstås ved:

4. "selskabsdeltager": stifter eller enhver anden person, hvis navn er opført på listen over selskabsdeltagere i henhold til artikel 15 og 16

5. "udlodning": enhver finansiel fordel, som en selskabsdeltager direkte eller indirekte har ved SPE-selskabet, svarende til vedkommendes andel, herunder enhver overførsel af penge eller formuegoder og opstået gæld

6. "medlem af ledelsesorganet": enhver administrerende direktør og ethvert medlem af SPE-selskabets ledelses-, administrations- eller tilsynsorgan

7. "ledelsesorgan": en eller flere administrerende direktører, bestyrelsen (tostrenget ledelse) eller det administrative organ (enstrenget ledelse), som SPE-selskabets vedtægter har udnævnt som ansvarlig for ledelsen af SPE-selskabet

8. "tilsynsorgan": det tilsynsorgan (tostrenget ledelse), som SPE-selskabets vedtægter har udnævnt som ansvarlig for tilsynet med ledelsesorganet

9. "hjemland": den medlemsstat, hvor SPE-selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted umiddelbart før flytning af det vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat

10. "værtsmedlemsstat": den medlemsstat, hvortil SPE-selskabets vedtægtsmæssige hjemsted flyttes.

2. I henhold til stk. 1, litra b), kan udlodning ske gennem køb af fast ejendom, indløsning eller andre former for erhvervelse af andele eller på enhver anden måde.

Artikel 3 Krav ved oprettelse af et SPE-selskab

1. Et SPE-selskab skal opfylde følgende krav:

11. dets kapital er opdelt i andele

12. en selskabsdeltager hæfter kun for et beløb svarende til den kapital, den pågældende har tegnet eller givet tilsagn om at tegne

13. det har status som juridisk person

14. dets andele må ikke udbydes til offentligheden og må ikke handles offentligt

15. det er stiftet af en eller flere fysiske personer og/eller juridiske enheder, i det følgende benævnt "stiftere".

2. Med henblik på stk. 1, litra d), anses andele for værende "udbudt til offentligheden", når en meddelelse henvender sig til personer i en hvilken som helst form og ved brug af hvilket som helst middel, og det indeholder tilstrækkelig information om udbuddets vilkår og de andele, der udbydes til at sætte en investor i stand til at træffe beslutning om køb eller tegning af disse andele, herunder hvis andelene udbydes gennem finansielle formidlere.

3. Med henblik på stk. 1, litra e), er "juridiske enheder" ethvert selskab eller firma som defineret i traktatens artikel 48, andet afsnit, et europæisk aktieselskab i henhold til forordning (EF) nr. 2001/2157, i det følgende benævnt "europæisk selskab", et europæisk andelsselskab i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1435/2003, en europæisk økonomisk firmagruppe i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2137/85 og et SPE-selskab.

Artikel 4 Bestemmelser, der finder anvendelse på et SPE-selskab

1. Et SPE-selskab er omfattet af denne forordning og, for så vidt angår de i bilag I anførte anliggender, af dets vedtægter.

Er et anliggende ikke omfattet af artiklerne i denne forordning eller af bilag I, hører et SPE-selskab under den lovgivning, herunder bestemmelser til gennemførelse af fællesskabslovgivningen, som finder anvendelse på selskaber med begrænset ansvar i den medlemsstat, hvor SPE-selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, i det følgende benævnt "gældende national ret".

KAPITEL II STIFTELSE

Artikel 5 Stiftelsesmåde

1. Medlemsstaterne tillader stiftelse af et SPE-selskab på en af følgende måder:

16. oprettelse af et SPE-selskab i overensstemmelse med denne forordning

17. omdannelse af et bestående selskab

18. fusion af bestående selskaber

19. spaltning af et bestående selskab

2. Stiftelse af SPE-selskabet ved omdannelse, fusion eller spaltning af bestående selskaber er omfattet af den gældende nationale ret, der finder anvendelse på det selskab, der omdannes, på hvert af de fusionerende selskaber eller på det selskab, der spaltes. Stiftelse ved omdannelse indebærer ikke opløsning af selskabet eller fortabelse eller afbrydelse af dets status som juridisk person.

3. Med henblik på stk. 1 og stk. 2 forstås ved "selskab" enhver form for selskab, som oprettes efter medlemsstaternes lovgivning, et europæisk selskab og i givet fald et SPE-selskab.

Artikel 6 Selskabets navn

Navnet på SPE-selskabet skal være efterfulgt af forkortelsen "SPE".

Kun et SPE-selskab kan tilføje forkortelsen "SPE" til sit navn.

Artikel 7 Selskabets hjemsted

Et SPE-selskab har sit vedtægtsmæssige hjemsted og sit hovedkontor eller hovedforretningsted i Fællesskabet.

Et SPE-selskab er ikke forpligtet til at have sit hovedkontor eller hovedforretningssted i den medlemsstat, hvor den har sit vedtægtsmæssige hjemsted.

Artikel 8 Vedtægter

1. Et SPE-selskab har vedtægter, der mindst regulerer de i denne forordning fastlagte anliggender, jf. bilag I.

2. Et SPE-selskabs vedtægter skal være skriftlige og være underskrevet af hver enkelt stifter.

3. Vedtægterne og ændringer heraf kan gøres gældende:

20. over for SPE-selskabets selskabsdeltagere og ledelsesorgan og eventuelle tilsynsorgan fra datoen for deres undertegnelse, eller, i tilfælde af ændringer, deres vedtagelse

21. over for tredjemand i overensstemmelse med bestemmelserne i den gældende nationale ret, der gennemfører stk. 5, 6 og 7 i artikel 3 i direktiv 68/151/EØF.

Artikel 9 Registrering

1. Ethvert SPE-selskab er registreret i den medlemsstat, hvor det har sit vedtægtsmæssige hjemsted, i et register, der er udpeget af den gældende nationale ret i henhold til artikel 3 i direktiv 68/151/EØF[24].

2. SPE-selskabet erhverver status som juridisk person på den dato, hvor det optages i registret.

3. I tilfælde af fusion ved overtagelse får det overtagende selskab form af et SPE-selskab den dag, hvor fusionen registreres.

I tilfælde af spaltning ved overtagelse får det overtagende selskab form af et SPE-selskab fra den dato, hvor spaltningen registreres.

Artikel 10 Formaliteter ved registrering

1. Anmodning om registrering foretages af SPE-selskabets stiftere eller eventuelt af enhver person, som de har givet bemyndigelse hertil. Anmodningen kan foretages elektronisk.

2. Medlemsstaterne kræver i forbindelse med anmodningen om registrering af et SPE-selskab kun følgende oplysninger eller dokumenter tilvejebragt:

22. SPE-selskabets navn og adressen på dets vedtægtsmæssige hjemsted

23. navne, adresser og alle andre oplysninger, der er nødvendige til identifikation af de personer, der har bemyndigelse til at repræsentere SPE-selskabet i forhandlinger med tredjeparter og i retsforfølgning eller deltage i administrationen af eller tilsynet eller kontrol med SPE-selskabet

24. SPE-selskabets selskabskapital

25. kategorier af andele og antallet af andele i hver kategori af andele

26. det samlede antal andele

27. andelenes nominelle værdi eller bogførte pariværdi

28. SPE-selskabets vedtægter

29. er SPE-selskabet stiftet som følge af omdannelse, fusion eller spaltning af selskaber, den beslutning om omdannelse, fusion eller spaltning, som førte til selskabets oprettelse.

3. De dokumenter og oplysninger, som er nævnt i stk. 2, skal foreligge på det sprog, den gældende nationale ret foreskriver.

4. Registrering af et SPE-selskab er kun underlagt et af følgende krav:

30. kontrol foretaget af et administrativt organ eller en retsinstans af lovligheden af dokumenter og oplysninger vedrørende SPE-selskabet

31. attestering af dokumenter og oplysninger vedrørende SPE-selskabet.

5. SPE-selskabet fremsender enhver ændring i de under stk. 2, litra a) til g), nævnte oplysninger og dokumenter til registret inden for fjorten kalenderdage efter ændringen. Efter enhver ændring i vedtægterne fremsender SPE-selskabet den fulde tekst til registret i den ændrede ordlyd.

6. Registreringen af et SPE-selskab offentliggøres.

Artikel 11 Offentliggørelse

1. Offentliggørelsen af dokumenter og oplysninger vedrørende et SPE-selskab, som skal fremlægges i medfør af denne forordning, skal ske i henhold til de gældende nationale ret, der gennemfører artikel 3 i direktiv 68/151/EØF.

2. Et SPE-selskabs breve og ordresedler, uanset om de foreligger i papirform eller elektronisk form, og dets eventuelle hjemmeside skal indeholde:

32. den information, der er nødvendig for at kunne identificere det register, som nævnes i artikel 9, med SPE-selskabets registreringsnummer i registret

33. SPE-selskabets navn, adressen på det vedtægtsmæssige hjemsted samt, i givet fald den omstændighed, at selskabet er under afvikling.

Artikel 12 Hæftelse for handlinger før registreringen af et SPE-selskab

Blev handlinger udført i SPE-selskabets navn før dets registrering, kan SPE-selskabet påtage sig de forpligtelser, der følger af disse handlinger, efter dets registrering. Påtager SPE-selskabet sig ikke disse forpligtelser, hæfter de personer, som har udført disse handlinger, solidarisk og ubegrænset.

Artikel 13 Filialer

Filialer i et SPE-selskab er underlagt lovgivningen i den medlemsstat, hvor filialen er beliggende, herunder de relevante bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 89/666/EØF [25].

KAPITEL III ANDELE

Artikel 14

Andele

1. Andele i SPE-selskabet opføres på listen over selskabsdeltagere.

2. Andele, hvortil der knytter sig samme rettigheder og forpligtelser, udgør en kategori.

3. Med forbehold af artikel 27 kræver vedtagelse af en ændring i SPE-selskabets vedtægter, som ændrer de rettigheder, der er knyttet til en kategori af andele (herunder ændringer i proceduren for ændring af de rettigheder, som knytter sig til en kategori af andele), samtykke fra et flertal på mindst to tredjedele af de stemmerettigheder, der knytter sig til de andele, der er udstedt i den pågældende kategori.

4. Ejes en andel af flere end én person, betragtes disse personer som en selskabsdeltager i relation til SPE-selskabet. De udøver deres rettigheder gennem en fælles repræsentant, som, hvis der ikke er givet meddelelse herom til SPE-selskabet, er den person, hvis navn først optræder på listen over selskabsdeltagere, der ejer den andel. De hæfter solidarisk for forpligtelser, der knytter sig til andelen.

Artikel 15

Liste over selskabsdeltagere

1. SPE-selskabets ledelsesorgan udarbejder en liste over selskabsdeltagere. Listen skal mindst indeholde:

34. navn og adresse på hver selskabsdeltager

35. antallet af andele, som den pågældende selskabsdeltager ejer, og deres nominelle værdi eller bogførte pariværdi

36. ejes en andel af flere personer, anføres navn og adresse på medejerne og den fælles repræsentant

37. tidspunktet for erhvervelse af andelene

38. beløbet for hvert eventuelt indskud i kontanter, som den pågældende selskabsdeltager har indbetalt eller skal indbetale

39. værdien og arten af hvert eventuelt indskud i form naturalier, som den pågældende selskabsdeltager har ydet eller skal yde

40. tidspunktet for, hvornår en selskabsdeltager ophører med at være medlem af et SPE-selskab

2. Listen over selskabsdeltagere er, medmindre det modsatte fastslås, bevis for rigtigheden af de forhold, der anføres i stk. 1, litra a) til g).

3. Listen over selskabsdeltagere og ændringer heri opbevares af ledelsesorganet og kan konsulteres af selskabsdeltagerne eller tredjeparter på forlangende.

Artikel 16

Overdragelse af andele

1. Med forbehold af artikel 27 kan beslutning om indførelse eller ændring af en begrænsning i eller et forbud mod overdragelse af andele kun træffes med samtykke fra de selskabsdeltagere, der er berørt af nævnte begrænsning eller forbud.

2. Alle aftaler om overdragelse af andele skal foreligge i skriftlig form.

3. Får ledelsesorganet meddelelse om en overdragelse, indfører det straks selskabsdeltageren på den liste, som er nævnt i artikel 15, forudsat at overdragelsen er udført i henhold til denne forordning og SPE-selskabets vedtægter, og selskabsdeltageren tilvejebringer rimeligt bevis for at være den retmæssige ejer af andelen.

4. Med forbehold af stk. 3 er enhver overdragelse gyldig:

41. i forhold til SPE-selskabet fra den dato, hvor selskabsdeltageren giver SPE-selskabet meddelelse om overdragelsen

42. i forhold til tredjepart fra den dato, hvor selskabsdeltageren er optaget på den liste, som er nævnt i artikel 15.

5. En overdragelse af andele er kun gyldig, hvis den overholder bestemmelserne i denne forordning og vedtægterne. Bestemmelserne i gældende national ret vedrørende beskyttelse af personer, der erhverver andele i god tro, finder anvendelse.

Artikel 17

Udelukkelse af en selskabsdeltager

1. På baggrund af en selskabsdeltagerbeslutning og på anmodning fra SPE-selskabet kan den kompetente ret træffe afgørelse om, at selskabsdeltageren skal udelukkes, hvis vedkommende har påført SPE-selskabets interesser stor skade, eller selskabsdeltagerens fortsatte medlemskab af SPE-selskabet skader selskabets drift. Indbringelse af sagen for retten skal ske senest 60 kalenderdage efter selskabsdeltagerbeslutningen.

2. Retten afgør, om selskabsdeltagerens stemmeret eller andre ikke-pengemæssige rettigheder som en foreløbig foranstaltning skal stilles i bero, indtil der er truffet en endelig afgørelse.

3. Dersom retten bestemmer, at en selskabsdeltager skal udelukkes, afgør den, om vedkommendes andele skal overtages af de øvrige selskabsdeltagere og/eller af SPE-selskabet selv samt prisen på andelene.

Artikel 18

En selskabsdeltagers udtræden

1. En selskabsdeltager har ret til at træde ud af SPE-selskabet, hvis selskabets aktiviteter udøves på en sådan måde, at vedkommendes interesser lider stor skade som følge af et eller flere af følgende forhold:

43. SPE-selskabet er blevet frataget en betydelig del af sine aktiver

44. SPE-selskabets vedtægtsmæssige hjemsted er flyttet til en anden medlemsstat

45. SPE-selskabets aktiviteter har ændret sig væsentligt

46. der er ikke udbetalt udbytte i mindst tre år, selvom SPE-selskabets finansielle situation ville have tilladt det.

2. Selskabsdeltageren meddeler skriftligt SPE-selskabet sin udtræden med en begrundelse for sin udtræden.

3. SPE-selskabets ledelsesorgan anmoder efter modtagelsen af den i stk. 2 nævnte meddelelse straks selskabsdeltagerne om at træffe beslutning om, hvorvidt selskabsdeltagerens andele skal overtages af de øvrige selskabsdeltagere eller af SPE-selskabet selv.

4. Kan selskabsdeltagerne i SPE-selskabet ikke træffe den i stk. 3 nævnte beslutning eller acceptere selskabsdeltagerens begrundelse for at udtræde senest 30 kalenderdage efter fremsendelsen af den i stk. 2 nævnte meddelelse, giver ledelsesorganet straks selskabsdeltageren meddelelse herom.

5. Opstår der en tvist om prisen på andelene, fastsættes deres værdi af en uafhængig ekspert, som udpeges af parterne, eller, i tilfælde af fortsat uenighed mellem dem, af den kompetente ret eller administrative myndighed.

6. På anmodning af selskabsdeltageren kan den kompetente ret, hvis den finder det godtgjort, at selskabsdeltagerens interesser har lidt alvorlig skade, bestemme, at vedkommendes andele skal overtages af de øvrige selskabsdeltagere eller af SPE-selskabet selv samt prisen på andelene.

Anmodning til retten indgives enten senest 60 kalenderdage efter den i stk. 3 nævnte selskabsdeltagerbeslutning eller, såfremt ingen beslutning vedtages senest 30 kalenderdage efter selskabsdeltagerens fremsendelse af meddelelse om udtræden af SPE-selskabet, senest 60 kalenderdage efter udløbet af denne periode.

KAPITEL IV KAPITAL

Artikel 19

Den tegnede kapital

1. Med forbehold af artikel 42 skal SPE-selskabets kapital udtrykkes i euro.

2. SPE-selskabets kapital skal tegnes fuldt ud.

3. Det er ikke et krav, at andelene i SPE-selskabet er betalt fuldt ud ved udstedelsen.

4. SPE-selskabets kapital skal mindst være 1 EUR.

Artikel 20

Indskud for andele

1. Selskabsdeltagere skal i henhold til SPE-selskabets vedtægter betale det aftalte indskud i kontanter eller yde det aftalte indskud i naturalier.

2. Selskabsdeltagerne kan ikke, undtagen i tilfælde af nedbringelse af kapitalen, frigøres fra deres forpligtelse til at betale eller yde det aftalte indskud.

3. Med forbehold af stk. 1 og 2 finder den nationale ret anvendelse på selskabsdeltageres hæftelse for det indbetalte eller ydede indskud.

Artikel 21

Udlodninger

1. Med forbehold af artikel 24 kan SPE-selskabet på forslag af ledelsesorganet foretage udlodning til selskabsdeltagere, der ejer andele, forudsat at SPE-selskabets aktiver efter udlodningen dækker passiverne fuldt ud. SPE-selskabet kan ikke udlodde reserver, som i henhold til dets vedtægter ikke kan udloddes.

2. Hvis vedtægterne kræver det, skal SPE-selskabets ledelsesorgan ud over at opfylde kravet i stk. 1 underskrive en erklæring, i det følgende benævnt "solvenserklæring", før der foretages en udlodning, hvori det erklærer sig i stand til at betale sin gæld, efterhånden som den forfalder til betaling som led i den normale drift senest et år efter udlodningen. Selskabsdeltagerne skal have solvenserklæringen forelagt, før de træffer beslutning om den udlodning, som er nævnt i artikel 27.

Solvenserklæringen skal offentliggøres.

Artikel 22

Tilbagebetaling af udlodninger

Enhver selskabsdeltager, der har modtaget udlodninger i strid med artikel 21, skal tilbagelevere udlodningerne til SPE-selskabet, forudsat at SPE-selskabet beviser, at selskabsdeltageren vidste eller i lyset af omstændighederne burde have været bekendt med uregelmæssighederne.

Artikel 23

Egne andele

1. SPE-selskabet må ikke hverken direkte eller indirekte tegne egne andele.

2. Erhverver SPE-selskabet egne andele, finder artikel 21 og 22 tilsvarende anvendelse. SPE-selskabet må kun erhverve andele, der er fuldt indbetalt. SPE-selskabet skal altid mindst eje en udstedt andel.

3. Stemmerettigheder og andre ikke-pengemæssige rettigheder, som knytter sig til SPE-selskabets egne andele, skal suspenderes, mens SPE-selskabet er den registrerede ejer af egne andele.

4. Annullerer SPE-selskabet egne andele, skal dets kapital nedsættes tilsvarende.

5. Andele, der erhverves af SPE-selskabet i strid med denne forordning eller vedtægterne, skal sælges eller annulleres senest et år efter erhvervelsen.

6. Med forbehold af stk. 5 og SPE-selskabets vedtægter er annullering af andele reguleret ved gældende national ret.

7. Denne artikel finder tilsvarende anvendelse på andele, der erhverves af en person, som handler i eget navn, men på vegne af SPE-selskabet.

Artikel 24

Kapitalnedsættelse

1. Ved nedsættelse af SPE-selskabets kapital finder 21 og 22 tilsvarende anvendelse.

2. Efter offentliggørelsen af selskabsdeltagernes beslutning om at nedsætte SPE-selskabets kapital har de kreditorer, hvis fordringer er opstået før beslutningens offentliggørelse, ret til at indbringe sagen for den kompetente ret med henblik på at få pålagt SPE-selskabet at yde dem passende sikkerhed.

Anmodning skal indgives senest 30 kalenderdage efter offentliggørelsen af beslutningen.

3. Retten kan kun pålægge SPE-selskabet at stille sikkerhed, når kreditor på troværdig vis beviser, at fyldestgørelsen af hans fordring på grund af kapitalnedsættelsen er i fare, og at der ikke er stillet passende sikkerhed fra SPE-selskabets side.

4. En kapitalnedsættelse får virkning på følgende måde:

47. har SPE-selskabet ingen kreditorer på det tidspunkt, hvor beslutningen vedtages, ved dens vedtagelse

48. har SPE-selskabet kreditorer på det tidspunkt, hvor beslutningen vedtages, og ingen kreditor har indgivet anmodning senest 30 kalenderdage efter offentliggørelsen af selskabsdeltagernes beslutning, på 31. dagen efter offentliggørelsen

49. har SPE-selskabet kreditorer på det tidspunkt, hvor beslutningen vedtages, og anmodning indgives af kreditor senest 30 kalenderdage efter offentliggørelsen af selskabsdeltagernes beslutning, på den første dato, hvor SPE-selskabet har efterkommet alle den kompetente rets afgørelser om at stille passende sikkerhed eller, hvis dette indtræffer tidligere, den første dato, hvor retten har truffet afgørelse i relation til alle anmodninger om, at SPE-selskabet ikke behøver at stille sikkerhed.

5. Er hensigten med kapitalnedsættelsen at udligne tab, som SPE-selskabet har lidt, må det reducerede beløb kun anvendes til dette formål og må ikke udloddes til selskabsdeltagerne.

6. En kapitalnedsættelse skal offentliggøres.

7. Ved en kapitalnedsættelse skal selskabet sikre lige behandling af selskabsdeltagere, der befinder sig i samme situation.

Artikel 25 Regnskaber

1. Et SPE-selskab er underlagt kravene i gældende national ret, hvad angår udarbejdelse, indgivelse, revision og offentliggørelse af regnskaber.

2. Ledelsesorganet skal føre SPE-selskabets regnskaber. SPE-selskabets regnskabsføring henhører under gældende national ret.

KAPITEL V SPE-SELSKABETS ORGANISATION

Artikel 26 Almindelige bestemmelser

1. SPE-selskabet skal have et ledelsesorgan, som er ansvarligt for selskabets ledelse. Ledelsesorganet udøver alle de af SPE-selskabets beføjelser, som denne forordning eller vedtægterne ikke kræver udøvet af selskabsdeltagerne.

2. Selskabsdeltagerne fastlægger SPE-selskabets organisation, medmindre andet er fastsat i denne forordning.

Artikel 27 Selskabsdeltagerbeslutninger

1. Uanset bestemmelserne i stk. 2 skal mindst følgende anliggender afgøres ved selskabsdeltagerbeslutning med et flertal i henhold til SPE-selskabets vedtægter:

50. variation i de rettigheder, der knytter sig til andele

51. udelukkelse af en selskabsdeltager

52. afsættelse af en selskabsdeltager

53. godkendelse af årsregnskaberne

54. udlodning til selskabsdeltagerne

55. erhvervelse af egne andele

56. indløsning af andele

57. forhøjelse af kapital

58. nedsættelse af kapital

59. udnævnelse og afsættelse af medlemmer af ledelsesorganet og deres mandatperiode

60. har SPE-selskabet en revisor, udnævnelse og afsættelse af revisor

61. flytning af et SPE-selskabs vedtægtsmæssige hjemsted til en anden medlemsstat

62. omdannelse af SPE-selskabet

63. fusioner og spaltninger

64. afvikling

65. ændringer i vedtægterne, der ikke vedrører anliggender, som er nævnt i litra a) til o).

2. Beslutninger om de anliggender, der er nævnt i stk. 1, litra a), b), c), i), l), m), n), o) og p), vedtages med kvalificeret flertal.

Med henblik på anvendelsen af første afsnit må det kvalificerede flertal ikke være mindre end to tredjedele af de samlede stemmerettigheder, som knytter sig til selskabets udstedte andele.

3. Vedtagelse af beslutninger kræver ikke afholdelse af en generalforsamling. Ledelsesorganet skal forsyne alle selskabsdeltagere med forslagene til beslutninger sammen med den fornødne information, som skal sætte dem i stand til at træffe en kvalificeret beslutning. Beslutninger skal registreres skriftligt. Kopier af de trufne beslutninger sendes til hver enkelt selskabsdeltager.

4. Selskabsdeltagernes beslutninger skal overholde bestemmelserne i denne forordning og SPE-selskabets vedtægter.

Selskabsdeltagernes ret til at anfægte beslutninger reguleres ved gældende national ret.

5. Har SPE-selskabet kun én selskabsdeltager, udøver vedkommende de rettigheder og opfylder de forpligtelser for selskabsdeltagere, som er anført i denne forordning og SPE-selskabets vedtægter.

6. Beslutninger om de anliggender, der er nævnt i stk. 1, skal offentliggøres.

7. Beslutninger skal kunne påberåbes:

66. i forhold til selskabsdeltagerne, af SPE-selskabets ledelsesorgan og eventuelt dets tilsynsorgan på den dato, hvor de vedtages

67. i forhold til tredjepart, i overensstemmelse med bestemmelserne i den gældende nationale ret, der gennemfører artikel 3, stk. 5, 6 og 7, i direktiv 68/151/EØF.

Artikel 28

Selskabsdeltagernes ret til oplysninger

1. Selskabsdeltagerne har ret til at blive behørigt informeret og stille spørgsmål til ledelsesorganet om beslutninger, årsregnskaber og alle øvrige forhold, der vedrører SPE-selskabets aktiviteter.

2. Ledelsesorganet kan afvise at give adgang til oplysninger, hvis det er til skade for selskabets forretningsmæssige interesser.

Artikel 29

Retten til at anmode om en beslutning og retten til at anmode om en uafhængig ekspert

1. Selskabsdeltagere, der besidder 5 % af de stemmerettigheder, som knytter sig til selskabets andele, har ret til at anmode ledelsesorganet om at forelægge et forslag om en beslutning for selskabsdeltagerne.

Anmodningen skal angive begrundelsen herfor og anføre, hvilke anliggender, der bør omhandles i beslutningen.

Afvises anmodningen eller fremsender ledelsesorganet ikke et forslag senest 14 kalenderdage efter modtagelsen af anmodningen, kan de pågældende selskabsdeltagere fremlægge et forslag til en beslutning for selskabsdeltagerne om de pågældende anliggender.

2. Foreligger der mistanke om en grov overtrædelse af lovgivningen eller af SPE-selskabets vedtægter, har selskabsdeltagere, der ejer 5 % af de stemmerettigheder, der knytter sig til selskabets andele, ret til at anmode den kompetente ret eller administrative myndighed om at udpege en uafhængig ekspert til at foretage en undersøgelse og aflægge rapport om resultatet af efterforskningen til selskabsdeltagerne.

Eksperten skal gives adgang til SPE-selskabets dokumenter og registre og til at forlange oplysninger fra ledelsesorganet.

3. Vedtægterne kan give de rettigheder, som er fastlagt i stk. 1 og 2, til individuelle selskabsdeltagere eller til selskabsdeltagere, der besidder mindre end 5 % af de stemmerettigheder, der knytter sig til SPE-selskabets andele.

Artikel 30

Medlemmer af ledelsesorganet

1. Kun fysiske personer kan være medlem af ledelsesorganet i et SPE-selskab.

2. Personer, som handler som medlem af ledelsesorganet uden at være blevet formelt udnævnt, anses for at være medlem for så vidt angår alle de pligter og det ansvar, som sidstnævnte er underlagt.

3. Personer, som ved en retslig eller administrativ afgørelse, der er truffet i en medlemsstat, er erklæret uegnet til at varetage hvervet som medlem af ledelsesorganet i et selskab, må ikke udnævnes eller fungere som medlem af ledelsesorganet i et SPE-selskab.

4. Den manglende egnethed til at varetage hvervet som medlem af ledelsesorganet i et SPE-selskab er reguleret ved gældende national ret.

Artikel 31

Almindelige pligter og ansvar for medlemmer af ledelsesorganet

1. Et medlem af ledelsesorganet har pligt til at varetage SPE-selskabets interesser bedst muligt. Vedkommende skal handle med den omhu og kompetence, der med rimelighed kan kræves i forretningsførelsen.

2. Pligterne for medlemmerne af ledelsesorganet er i forhold til SPE-selskabet.

3. I henhold til SPE-selskabets vedtægter skal et medlem af ledelsesorganet undgå enhver situation, som med rimelighed vil kunne forventes at udløse en faktisk eller potentiel konflikt mellem vedkommendes personlige interesser og SPE-selskabets interesser eller mellem vedkommendes pligter over for SPE-selskabet og dennes pligter over for enhver anden juridisk eller fysisk person.

4. Et medlem af SPE-selskabets ledelsesorgan er ansvarligt over for selskabet for enhver handling eller undladelse i form af misligholdelse af vedkommendes pligter, der følger af nærværende forordning, SPE-selskabets vedtægter eller en selskabsdeltagerbeslutning, som pådrager SPE-selskabet tab eller skade. Er denne misligholdelse begået af flere medlemmer af ledelsesorganet, hæfter alle de pågældende medlemmer af ledelsesorganet solidarisk.

5. Uanset bestemmelserne i denne forordning er ledelsesorganets medlemmers ansvar reguleret ved gældende national ret.

Artikel 32

Transaktioner med nærtstående parter

Transaktioner med nærtstående parter reguleres ved bestemmelserne i den gældende nationale ret, som gennemfører Rådets direktiv 78/660/EØF[26] og 83/349/EØF[27].

Artikel 33

SPE-selskabets repræsentation over for tredjeparter

1. SPE-selskabet repræsenteres i forhold til tredjeparter af et eller flere medlemmer af ledelsesorganet. Handlinger, der udøves af medlemmerne af ledelsesorganet, er bindende for SPE-selskabet, selv hvis de ikke falder inden for SPE-selskabets formål.

2. SPE-selskabets vedtægter fastslår, at medlemmerne af ledelsesorganet i forening udøver de almindelige beføjelser til at handle på selskabets vegne. Enhver begrænsning i beføjelserne hos medlemmer af ledelsesorganet med baggrund i vedtægterne, en selskabsdeltagerbeslutning eller en afgørelse truffet af ledelsesorganet eller eventuelt tilsynsorganet kan ikke gøres gældende overfor tredjeparter, selv hvis de har været offentliggjort.

3. Medlemmerne af ledelsesorganet kan uddelegere retten til at repræsentere SPE-selskabet i henhold til vedtægterne.

CHAPTER VI MEDARBEJDERMEDBESTEMMELSE

Artikel 34 Generelle bestemmelser

1. SPE-selskabet er underlagt de regler for medarbejderes medbestemmelse, der finder anvendelse i den medlemsstat, hvor det har sit vedtægtsmæssige hjemsted, med forbehold af bestemmelserne i denne artikel.

2. Hvis SPE-selskabets vedtægtsmæssige hjemsted flyttes, finder artikel 38 anvendelse.

3. Ved grænseoverskridende fusion af et SPE-selskab med et SPE-selskab eller et andet selskab, som er registreret i en anden medlemsstat, finder de bestemmelser i medlemsstaternes lovgivninger, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/56/EF[28], anvendelse.

KAPITEL VII FLYTNING AF SPE-SELSKABETS VEDTÆGTSMÆSSIGE HJEMSTED

Artikel 35 Generelle bestemmelser

1. Et SPE-selskabs vedtægtsmæssige hjemsted kan flyttes til en anden medlemsstat i overensstemmelse med dette kapitel.

Flytning af SPE-selskabets vedtægtsmæssige hjemsted medfører ikke opløsning af SPE-selskabet eller afbrydelse eller fortabelse af SPE-selskabets status som juridisk person eller berører rettigheder og pligter i en eventuel kontrakt, som SPE-selskabet har indgået før flytningen.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse på SPE-selskaber, der er under afvikling, likvidation, insolvens eller betalingsstandsning, eller over for hvilke der er truffet forebyggende foranstaltninger af de kompetente myndigheder for at undgå sådanne bobehandlinger.

3. En flytning får virkning på datoen for SPE-selskabets registrering i værtsmedlemsstaten. Fra den dato henhører SPE-selskabet under værtsmedlemsstatens lovgivning for så vidt angår anliggender, der er omfattet af artikel 4, andet afsnit.

4. Med henblik på retslige eller administrative procedurer, som er indledt før flytningen af det vedtægtsmæssige hjemsted, anses SPE-selskabet efter den i stk. 3 nævnte registrering for at have sit vedtægtsmæssige hjemsted i hjemlandet.

Artikel 36 Flytningsprocedure

1. Et SPE-selskabs ledelsesorgan, som planlægger en flytning, udarbejder et forslag om flytning, der mindst skal indeholde følgende oplysninger:

68. SPE-selskabets navn og adressen på dets vedtægtsmæssige hjemsted i hjemlandet

69. SPE-selskabets navn og adressen på det påtænkte vedtægtsmæssige hjemsted i værtsmedlemsstaten

70. de påtænkte vedtægter for SPE-selskabet i værtsmedlemsstaten

71. den påtænkte tidsplan for flytningen

72. datoen, fra hvilken det påtænkes, at SPE-selskabets transaktioner til regnskabsmæssige formål skal anses for udført i værtsmedlemsstaten

73. flytningens følger for medarbejderne og de påtænkte foranstaltninger vedrørende disse

74. om fornødent, detaljerede oplysninger om flytningen af SPE-selskabets centrale administration eller hovedforretningssted

2. Mindst en måned inden selskabsdeltagerne træffer den beslutning, som er nævnt i stk. 4, skal SPE-selskabets ledelsesorgan:

75. fremsende forslaget om flytning til selskabsdeltagerne og medarbejderrepræsentanter eller, hvis der ikke findes sådanne repræsentanter, til SPE-selskabets medarbejdere til vurdering, og give kreditorerne adgang til at gennemse det

76. offentliggøre forslaget om flytning.

3. SPE-selskabets ledelsesorgan udarbejder en rapport til selskabsdeltagerne, hvori det begrunder og forklarer de retlige og økonomiske aspekter af flytningen og redegør for følgerne af flytningen over for selskabsdeltagerne, kreditorerne og medarbejderne. Rapporten fremsendes til selskabsdeltagerne og medarbejderrepræsentanterne eller, hvis der ikke findes sådanne repræsentanter, til medarbejderne selv sammen med forslaget om flytning.

Modtager ledelsesorganet i god tid medarbejderrepræsentanternes synspunkter vedrørende flytningen, forelægger det synspunkterne for selskabsdeltagerne.

4. Forslaget om flytning forelægges for selskabsdeltagerne til godkendelse i henhold til de regler i SPE-selskabets vedtægter, der vedrører ændringen af vedtægterne.

5. Er SPE-selskabet underlagt en ordning om medarbejdermedbestemmelse, kan selskabsdeltagerne forbeholde sig ret til at gøre gennemførelsen af flytningen betinget af deres udtrykkelige godkendelse af ordningerne med hensyn til medarbejdermedbestemmelse i værtsmedlemsstaten.

6. Beskyttelsen af mindretalsselskabsdeltagere, som modsætter sig flytningen, og af SPE-selskabets kreditorer reguleres ved hjemlandets lovgivning.

Artikel 37 Efterprøvning af flytningens lovlighed

1. Hver medlemsstat udpeger en kompetent myndighed til at efterprøve lovligheden af flytningen ved at kontrollere, om den er i overensstemmelse med den flytningsprocedure, som er fastlagt i artikel 36.

2. Den kompetente myndighed i hjemlandet kontrollerer straks, om bestemmelserne i artikel 36 er overholdt, og udsteder, hvis dette er tilfældet, en attest, der bekræfter, at alle nødvendige formaliteter i henhold til flytningsproceduren er opfyldt i hjemlandet.

3. Senest en måned efter modtagelsen af den attest, der er nævnt i stk. 2, fremlægger SPE-selskabet følgende dokumenter til den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten:

77. den attest, der er nævnt i stk. 2

78. de foreslåede vedtægter for SPE-selskabet i værtsmedlemsstaten som vedtaget af selskabsdeltagerne

79. forslaget om flytning som godkendt af selskabsdeltagerne.

Disse dokumenter anses for at være tilstrækkelige til at tillade registreringen af SPE-selskabet i værtsmedlemsstaten.

4. Den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten skal senest 14 kalenderdage efter modtagelsen af de dokumenter, der er nævnt i stk. 3, kontrollere, at de krævede materielretlige og formelle betingelser for flytningen af det vedtægtsmæssige hjemsted er opfyldt, og i givet fald iværksætte de nødvendige foranstaltninger til registrering af SPE-selskabet.

5. Den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten kan afvise at registrere et SPE-selskab alene med den begrundelse, at SPE-selskabet ikke opfylder alle de materielretlige og formelle betingelser i dette kapitel. SPE-selskabet registreres, når det har opfyldt samtlige betingelser i dette kapitel.

6. Ved hjælp af den anmeldelsesformular, der er anført i bilag II, underretter den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten straks den kompetente myndighed, der har beføjelse til at slette SPE-selskabet af registret i hjemlandet, om registreringen af SPE-selskabet i værtsmedlemsstaten.

Slettelsen af registret finder først sted, efter at denne underretning er modtaget.

7. Registreringer i værtsmedlemsstaten og slettelsen af registret i hjemlandet offentliggøres.

Artikel 38 Ordninger for medarbejderes medbestemmelse

1. SPE-selskabet er fra datoen for registreringen underlagt eventuelle gældende bestemmelser i værtsmedlemsstaten, hvad angår ordninger for medarbejdermedbestemmelse.

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, når SPE-selskabets medarbejdere i hjemlandet udgør mindst en tredjedel af SPE-selskabets samlede antal medarbejdere, herunder i SPE-selskabets datterselskaber eller filialer i alle medlemsstater, og når en af følgende betingelser er opfyldt:

80. lovgivningen i værtsmedlemsstaten indeholder ikke bestemmelser om mindst det samme niveau af medbestemmelse som det, der var gældende i SPE-selskabet i hjemlandet forud for dets registrering i værtsmedlemsstaten. Niveauet af medbestemmelsen måles ved andelen af medarbejderrepræsentanter blandt medlemmerne af de administrations- eller tilsynsorganer, udvalg eller ledelsesgrupper, herunder i SPE-selskabets profitcentre, der er omfattet af medbestemmelse

81. værtsmedlemsstatens lovgivning giver ikke medarbejdere i SPE-selskabets afdelinger, som er beliggende i andre medlemsstater, samme ret til at udøve medbestemmelse, som disse medarbejdere havde før flytningen.

3. Når en af betingelserne i stk. 2, litra a) eller b), er opfyldt, tager SPE-selskabets ledelsesorgan snarest muligt efter offentliggørelsen af den påtænkte flytning de nødvendige skridt til at indlede forhandlinger med repræsentanter for SPE-selskabets medarbejdere med henblik på at indgå en aftale om ordninger for medarbejdernes medbestemmelse.

4. Aftalen mellem SPE-selskabets ledelsesorgan og medarbejderrepræsentanterne skal angive:

82. aftalens anvendelsesområde

83. såfremt parterne under forhandlingerne beslutter at fastlægge ordninger for medbestemmelse i SPE-selskabet efter flytningen, indholdet af disse ordninger, herunder eventuelt det antal medlemmer i selskabets administrative organ eller tilsynsorgan, som medarbejderne har ret til at vælge, udnævne, indstille eller opponere imod procedurerne for, hvordan medarbejderne vælger, udnævner, indstiller eller opponerer imod disse medlemmer, og deres rettigheder

84. aftalens ikrafttrædelsesdato og varighed og situationer, hvor aftalen bør genforhandles, og genforhandlingsproceduren.

5. Forhandlingerne begrænses til et tidsrum på seks måneder. Parterne kan aftale at forlænge forhandlingerne med yderligere seks måneder. Forhandlingerne reguleres i øvrigt ved hjemlandets lovgivning.

6. Indgås der ikke en aftale, opretholdes de ordninger for medbestemmelse, som findes i hjemlandet.

KAPITEL VIII OMSTRUKTURERING, OPLØSNING OG UGYLDIGHED

Artikel 39

Omstrukturering

Omdannelse, fusion og spaltning af SPE-selskabet reguleres ved gældende national ret.

Artikel 40

Opløsning

1. SPE-selskabet opløses i følgende tilfælde:

85. ved udløbet af det tidsrum, for hvilket det blev oprettet

86. ved beslutning truffet af selskabsdeltagerne

87. i de situationer, der er fastlagt i gældende national ret.

2. Afvikling er omfattet af gældende national ret.

3. Likvidation, insolvens, betalingsstandsning og lignende bobehandlinger reguleres ved gældende national ret og Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000[29].

4. Opløsning af SPE-selskabet offentliggøres.

Artikel 41 Ugyldighed

SPE-selskabets ugyldighed er omfattet af de bestemmelser i den gældende nationale lovgivning, som gennemfører artikel 11, stk. 1, litra a), b), c) og e), i direktiv 68/151/EØF med undtagelse af henvisningen til selskabets formål i artikel 11, stk. 2, litra c), og i artikel 12 i dette direktiv.

KAPITEL IX SUPPLERENDE BESTEMMELSER OG OVERGANGSBESTEMMELSER

Artikel 42

Anvendelse af national valuta

1. Medlemsstater, hvori tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (EMU) ikke finder anvendelse, kan kræve, at SPE-selskaber, der har deres vedtægtsmæssige hjemsted på deres område, udtrykker deres kapital i national valuta. Et SPE-selskab kan også udtrykke sin kapital i euro. Omregningskursen mellem den nationale valuta og euroen er den kurs, som gælder den sidste dag i måneden før registreringen af SPE-selskabet.

2. Et SPE-selskab kan udarbejde og offentliggøre sine årsregnskaber og i givet fald konsoliderede regnskaber i euro i de medlemsstater, hvor tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (EMU) ikke finder anvendelse. Disse medlemsstater kan ligeledes kræve, at SPE-selskaber udarbejder og offentliggør deres årsregnskaber og i givet fald konsoliderede regnskaber i den nationale valuta i overensstemmelse med gældende national ret.

KAPITEL X AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 43

Effektiv anvendelse

Medlemsstaterne træffer alle passende foranstaltninger for at sikre en effektiv anvendelse af denne forordning.

Artikel 44

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner for overtrædelse af denne forordning og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes art og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 1. juli 2010 Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler straks efterfølgende ændringer, der berører dem.

Artikel 45

Indberetning af selskaber med begrænset ansvar

Medlemsstaterne indberetter formen på det selskab med begrænset ansvar, som nævnes i artikel 4, andet afsnit, til Kommissionen senest den 1. juli 2010.

Kommissionen offentliggør disse oplysninger i Den Europæiske Unions Tidende .

Artikel 46

Forpligtelser for registeransvarlige myndigheder

1. De registeransvarlige kompetente myndigheder, jf. artikel 9, stk. 1, underretter Kommissionen senest den 31. marts hvert år om navn, vedtægtsmæssigt hjemsted og registreringsnummer for de SPE-selskaber, der er registreret og slettet af registret i det foregående år samt om det samlede antal registrerede SPE-selskaber.

2. De myndigheder, der er omhandlet i stk. 1, samarbejder med hinanden med henblik på at sikre, at de dokumenter og oplysninger vedrørende SPE-selskaber, som er angivet i artikel 10, stk. 2, også er tilgængelige via registrene i alle andre medlemsstater.

Artikel 47

Revision

Kommissionen foretager senest den 30. juni 2015 en revision af anvendelsen af denne forordning.

Artikel 48

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Det anvendes fra den 1. juli 2010.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Rådets vegne

Formand

BILAG I

Et SPE-selskabs vedtægter skal som et minimum regulere:

Kapitel II – Stiftelse

- navnet på SPE-selskabet

- navn og adresse på SPE-selskabets stiftere og den nominelle værdi eller bogførte pariværdi af de andele, som de er indehavere af

- SPE-selskabets startkapital

Kapitel III - Andele

- hvorvidt underinddeling, sammenlægning eller redenominering af andele er tilladt og eventuelle gældende bestemmelser

- penge- og ikke-pengemæssige rettigheder og forpligtelser, som knytter sig til andelene (kategorier af andele), især

- (a) andel i selskabets aktiver og eventuelle overskud

- (b) eventuelle stemmerettigheder, som knytter sig til andelene

- proceduren for godkendelse af eventuelle ændringer i rettigheder og forpligtelser, som knytter sig til andelene (kategorier af andele), og, med forbehold af artikel 14, stk. 3, det krævede flertal af stemmerettigheder

- eventuelle fortegningsrettigheder enten ved udstedelse eller ved overdragelse af andele og eventuelle gældende bestemmelser

- hvis overdragelse af andele er begrænset eller forbudt, nærmere oplysninger om begrænsningen eller forbuddet, især form, tidsfrist, gældende procedure og gældende regler ved en selskabsdeltagers død eller udelukkelse

- hvis overdragelse af andele forudsætter godkendelse af SPE-selskabet eller selskabsdeltagerne, eller andre rettigheder tilkommer selskabsdeltagerne eller SPE-selskabet ved overdragelsen af andele (f.eks. forkøbsret), en frist, inden for hvilken overdrageren skal informeres om beslutningen

- hvorvidt selskabsdeltagere ud over artikel 17 har ret til at pålægge andre selskabsdeltagere at sælge deres andele og eventuelle gældende bestemmelser

- hvorvidt selskabsdeltagere ud over artikel 18 har ret til at sælge deres andele til andre selskabsdeltagere eller til SPE-selskabet, hvem der er forpligtet til at købe disse andele og eventuelle gældende bestemmelser

Kapitel IV – Kapital

- SPE-selskabets regnskabsår og hvordan det kan ændres

- hvorvidt SPE-selskabet er forpligtet til at oprette reserver og i givet fald arten af reserverne, de omstændigheder, under hvilke de skal opbygges, og muligheden for at udlodde dem

- hvorvidt indskud af naturalier skal vurderes af en uafhængig ekspert og eventuelle formaliteter, der skal opfyldes

- tidspunktet for betaling eller levering af indskuddet og eventuelle betingelser, der knytter sig til denne betaling eller levering

- hvorvidt SPE-selskabet har mulighed for at yde finansiel bistand, især forskud, yde lån eller stille sikkerhed, med henblik på tredjemands erhvervelse af dets andele

- hvorvidt foreløbigt udbytte kan udbetales og eventuelle gældende bestemmelser

- hvorvidt ledelsesorganet er forpligtet til at underskrive en solvenserklæring, før der foretages udlodning, og gældende bestemmelser

- den procedure, som SPE-selskabet skal følge for at sikre tilbagebetaling af en eventuel ulovlig udlodning

- hvorvidt køb af egne andele er tilladt og, hvis dette er tilladt, den anvendte procedure, herunder betingelser for ejerskab, overdragelse eller annullation af andele

- fremgangsmåden ved forhøjelse, nedsættelse eller anden ændring af selskabets kapital og eventuelle gældende bestemmelser

Kapitel V – SPE-selskabets organisation

- metode for vedtagelse af selskabsdeltagerbeslutninger

- med forbehold af bestemmelserne i denne forordning, krævet stemmeflertal for vedtagelse af selskabsdeltagerbeslutninger

- beslutninger, som skal træffes af selskabsdeltagerne, ud over de beslutninger, der er nævnt i artikel 27, stk. 1, beslutningsdygtighed og krævet flertal af stemmerettigheder

- med forbehold af artikel 21, 27 og 29, reglerne for fremsættelse af forslag til beslutninger

- tidsfrist og måder, hvorpå selskabsdeltagerne skal informeres om forslag til selskabsdeltagerbeslutninger, og, hvis vedtægterne indeholder bestemmelser om generalforsamlinger, om generalforsamlinger

- måde, hvorpå selskabsdeltagere fremskaffer teksten til forslag til selskabsdeltagerbeslutninger og alle øvrige forberedende dokumenter i relation til vedtagelsen af en beslutning

- måde, hvorpå kopier af en vedtaget beslutning stilles til rådighed for selskabsdeltagere

- hvis vedtægterne fastsætter, at nogle eller alle beslutninger skal vedtages på en generalforsamling, måden for indkaldelse til generalforsamling, arbejdsmetoder og regler for stemmeafgivelse ved fuldmagt

- procedure og frister for SPE-selskabet til at svare på selskabsdeltageres anmodning om oplysninger, give adgang til SPE-selskabets dokumenter og give meddelelse om beslutninger vedtaget af selskabsdeltagere

- hvorvidt SPE-selskabets ledelsesorgan er sammensat af et eller flere medlemmer, en direktion (tostrenget ledelsessystem) eller et administrativt organ (enstrenget ledelsessystem)

- hvis der er et administrativt organ (enstrenget ledelsessystem), dets sammensætning og organisation

- hvis der er en direktion (tostrenget ledelsessystem), dens sammensætning og organisation

- hvis der er en direktion (tostrenget ledelsessystem) eller et eller flere medlemmer af ledelsesorganet, hvorvidt SPE-selskabet har et tilsynsorgan, og i givet fald dets sammensætning og organisation og dets forhold til ledelsesorganet

- eventuelle kriterier for valgbarhed for medlemmer af ledelsesorganet

- proceduren for udnævnelse og afsættelse af medlemmer af ledelsesorganet

- dersom SPE-selskabet har en revisor, og vedtægterne fastsætter, at SPE-selskabet skal have en revisor, proceduren for dennes udnævnelse, afsættelse og tilbagetræden

- særlige hverv for medlemmer af ledelsesorganet, som ikke er nævnt i denne forordning

- hvorvidt situationer, der rummer en faktisk eller potentiel interessekonflikt for et medlem af ledelsesorganet, kan tillades og i givet fald angivelse af den person, der har bemyndigelse til at tillade en sådan konflikt, og gældende bestemmelser og procedurer for tilladelse til en sådan konflikt

- hvorvidt transaktioner med nærtstående partnere som omhandlet i artikel 32 skal godkendes og gældende bestemmelser herfor

- regler for repræsentation af SPE-selskabet gennem ledelsesorganet, især hvis medlemmerne af ledelsesorganet er berettiget til at repræsentere SPE-selskabet i forening eller alene, og for uddelegering af denne ret

- regler for uddelegering af ledelsesorganets beføjelser til en anden person.

BILAG II

ANMELDELSESFORMULAR FOR REGISTRERING AF FLYTNING AF ET SPE-SELSKABS VEDTÆGTSMÆSSIGE HJEMSTED

MEDDELELSE

om registrering af flytning af vedtægtsmæssigt hjemsted for et europæisk privat selskab (SPE)

[Navn og adresse på det nye register/kompetente myndighed]

meddeler hermed

[Navn og adresse på det gamle register/kompetente myndighed]

at følgende flytning af vedtægtsmæssigt hjemsted for et SPE-selskab er blevet registreret:

[Navn på SPE-selskabet]

[Nyt vedtægtsmæssigt hjemsted for SPE-selskabet]

[Nyt registreringsnummer]

[Dato for registrering af flytningen]

I henhold til forordning … om statutten for det europæiske private selskab slettes følgende SPE-selskab af sit tidligere register ved modtagelsen af denne meddelelse:

[Navn på SPE-selskabet]

[Tidligere vedtægtsmæssigt hjemsted for SPE-selskabet]

[Tidligere registreringsnummer]

Udfærdiget i [...]

[undertegnet]

[1] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om "Et indre marked for Europa i det 21. århundrede", KOM(2007) 724 endelig af 20.11.2007.

[2] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008, KOM(2007) 640.

[3] Rådets direktiv 90/435/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning for moder- og datterselskaber fra forskellige medlemsstater (EFT L 225 af 22.9.1990, s. 6).

[4] Rådets direktiv 90/434/EØF af 23. juli 1990 om en fælles beskatningsordning ved fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og ombytning af aktier vedrørende selskaber i forskellige medlemsstater (EFT L 225 af 20.8.1990, s.1).

[5] Rådets direktiv 2003/49/EF af 3. juni 2003 om en fælles ordning for beskatning af renter og royalties, der betales mellem associerede selskaber i forskellige medlemsstater (EUT L 157 af 26.6.2003, s. 49).

[6] Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om "Europæisk statut for SMV'er" (EFT C 125 af 27.5.2002, s. 19).

[7] KOM(2003) 284.

[8] http://ec.europa.eu/internal_market/company/consultation/index_en.htm.

[9] Europa-Parlamentet: Betænkning med henstillinger til Kommissionen om statut for det europæiske private selskab (2006/2013(INI)), A6-0434/2006 endelig.

[10] Europa-Parlamentets beslutning om det fjortende selskabsretsdirektiv og det europæiske private selskab (B6-0399/07).

[11] Høring: http://ec.europa.eu/internal_market/company/epc/index_en.htm.

EBTP: http://ec.europa.eu/yourvoice/ebtp/consultations/2007_en.htm.

[12] http://ec.europa.eu/internal_market/company/advisory/index_en.htm.

[13] Undersøgelse fra Det Europæiske Observationscenter for SMV (Flash EB N° 196) foretaget af Gallup Organisation i Ungarn på anmodning af Generaldirektoratet for Erhvervspolitik; undersøgelse fremlagt på BusinessEurope’s SME Action Day den 21. november 2007.http://www.businesseurope.eu/Content/Default.asp?PageId=496

[14] C-212/97

[15] EUT C af , s. .

[16] EUT C af , s. .

[17] EUT C af , s. .

[18] EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1791/2006 (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 1).

[19] EFT L 65 af 14.3.1968, s. 8. Senest ændret ved direktiv 2006/99/EF (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 137).

[20] EFT L 254 af 30.9.1994, s. 64. Senest ændret ved direktiv 2006/109/EF (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 416).

[21] EFT L 225 af 12.8.1998, s. 16.

[22] EFT L 82 af 22.3.2001, s. 16.

[23] EFT L 80 af 23.3.2002, s. 29.

[24] EFT L 65 af 14.3.1968, s. 8.

[25] EFT L 395 af 30.12.1989, s. 36.

[26] EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.

[27] EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1 .

[28] EUT L 310 af 25.11.2005, s. 1.

[29] EFT L 160 af 30.6.2000, s. 1.