52008PC0129

Forslag til Rådets forordning om åbning og forvaltning af autonome kontingenter i den fælles toldtarif ved indførsel af visse fiskevarer til De Kanariske Øer /* KOM/2008/0129 endelig udg. - CNS 2008/0054 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 7.3.2008

KOM(2008) 129 endelig

2008/0054 (CNS)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om åbning og forvaltning af autonome kontingenter i den fælles toldtarif ved indførsel af visse fiskevarer til De Kanariske Øer

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. BAGGRUNDEN FOR FORSLAGET

- Begrundelse og formål

Artikel 5 i Rådets forordning (EF) nr. 704/2002 af 25. marts 2002 om midlertidig suspension af de autonome satser i den fælles toldtarif ved indførsel af visse industrivarer og om åbning og forvaltning af autonome kontingenter i den fælles toldtarif ved indførsel af visse fiskerivarer til De Kanariske Øer.

- Generel baggrund

Den Europæiske Union har siden 1991 helt eller delvis suspenderet satserne i den fælles toldtarif ved indførsel af visse fiskevarer til De Kanariske Øer. De Kanariske Øers usædvanlige geografiske beliggenhed i forhold til forsyningen af visse fiskevarer, som er vigtige for det hjemlige forbrug, indebærer yderligere omkostninger for sektoren. Dette naturlige handicap kan bl.a. afhjælpes med midlertidig suspension af toldsatserne ved indførsel af de pågældende varer fra tredjelande inden for fællesskabstoldkontingenter af en passende størrelse.

- Gældende bestemmelser på det område, som forslaget vedrører

Retsgrundlaget for støtten, forordning (EF) nr. 704/2002, udløb den 31. december 2006.

- Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål

Forslaget om åbning og forvaltning af toldfri toldkontingenter er i tråd med EF-traktatens artikel 299, stk. 2, om særlige foranstaltninger til støtte for regionerne i den yderste periferi. Det er også i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om et styrket partnerskab for regionerne i EU's yderste periferi af 26. maj 2004 (KOM(2004) 343 endelig), hvor den lover at overveje muligheden for at nedsætte eller endog afskaffe told i henhold til den fælles toldtarif for at lette levering af andre råvarer end fra landbruget til at fremme produktionsvirksomhed i regioner i EU’s yderste periferi.

De foreslåede toldfri kontingenter, der er en støtte til De Kanariske Øers fiskeindustri, skal ses som et supplement til andre foranstaltninger truffet i medfør af EF-traktatens artikel 299, stk. 2, navnlig ordningen for godtgørelse af meromkostninger ved afsætning af visse fiskerivarer fra fjernområderne (Rådets forordning (EF) nr. 791/2007 af 21. maj 2007).

2. HØRING AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSE

- Høring af interesserede parter

Høringen af parterne i fiskerisektoren på De Kanariske Øer fandt sted inden for rammerne af de rapporter, som de spanske myndigheder havde udarbejdet om gennemførelsen af foranstaltningerne omhandlet i artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 704/2002. Der fandt yderligere høringer sted med de spanske myndigheder i den første halvdel af 2007 med henblik på at uddybe indholdet i de nævnte rapporter.

De spanske myndigheder anmodede formelt om en forlængelse af de ovennævnte foranstaltninger for perioden 2007-2013.

- Ekspertbistand

Se ovenfor.

- Konsekvensanalyse

Det har ikke været på tale at foretage en konsekvensanalyse, da forslaget ikke er noget større fiskeripolitisk initiativ, men blot en forlængelse af bestående foranstaltninger.

Ved vurderingen af de spanske myndigheders anmodning om forlængelse af foranstaltningerne tog tjenestegrenene hensyn til, hvilke virkninger de foreslåede toldkontingenter ville få for De Kanariske Øers fiskerisektor, kombineret med de foranstaltninger, Rådet vedtog i maj 2007 til støtte for fiskerisektoren i den yderste periferi, navnlig ordningen for godtgørelse af meromkostninger ved afsætning af visse fiskerivarer fra De Kanariske Øer (Rådets forordning (EF) nr. 791/2007 af 21. maj 2007).

3. FORSLAGETS RETLIGE ASPEKTER

- Resumé af forslaget

Der foreslås åbnet to toldfri kontingenter ved indførsel af visse fiskevarer til De Kanariske Øer for perioden 2007-2013.

- Retsgrundlag

EF-traktatens artikel 299, stk. 2

- Subsidiaritetsprincippet

Ændringer i den fælles toldtarif falder ind under Fællesskabets enekompetence.

- Proportionalitetsprincippet

Forslaget er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet af følgende årsager:

Kontingentmængderne er sat på et niveau, der svarer bedre til den nuværende indførsel til De Kanariske Øer.

Den administrative byrde for både de nationale og regionale myndigheder i medlemsstaterne og Kommissionens tjenestegrene holdes på et minimum, særlig hvad angår de rapporter, der skal forelægges om gennemførelsen af foranstaltningerne.

- Reguleringsmiddel/-form

Foreslået retsakt: Forordning.

Andre midler vil ikke være hensigtsmæssige af følgende grund(e): Forslaget drejer sig om suspension af foranstaltninger, der er fastsat ved en forordning.

4. BUDGETMÆSSIGE KONSEKVENSER

Forslaget har ingen finansielle virkninger for udgifterne, men har finansielle virkninger for indtægterne. Tabet i egne indtægter (satser i den fælles toldtarif) anslås til 7,9 mio. EUR netto pr. år.

5. YDERLIGERE OPLYSNINGER

- Fornyet gennemgang/revision/udløbsklausul

Forslaget indeholder en revisionsklausul.

Forslaget indeholder en udløbsklausul.

2008/0054 (CNS)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om åbning og forvaltning af autonome kontingenter i den fælles toldtarif ved indførsel af visse fiskevarer til De Kanariske Øer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 299, stk. 2,

under henvisning til Kommissionens forslag[1],

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet[2],

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[3],

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget[4], og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I oktober og november 2000 anmodede de spanske myndigheder om, at den fælles toldtarifs foranstaltninger for De Kanariske Øer, som første gang indførtes ved Rådets forordning (EØF) nr. 1911/91 af 26. juni 1991 om anvendelse af fællesskabsretten på De Kanariske Øer[5], og som udløb den 31. december 2001, blev forlænget med endnu en periode på ti år, og forelagde dokumentation til støtte for deres anmodning. Der var imidlertid ikke tilstrækkelig tid til at vurdere dokumentationen og træffe endelig beslutning om, hvorvidt det stadig var berettiget at opretholde foranstaltningerne for den ønskede periode. Anvendelsesperioden for toldforanstaltningerne blev derfor forlænget med et år ved Rådets forordning (EF) nr. 1105/2001 af 30. maj 2001.

(2) Rådets forordning (EF) nr. 704/2002[6] af 25. marts 2002 indeholdt regler om åbning og forvaltning af autonome kontingenter i den fælles toldtarif ved indførsel af visse fiskerivarer til De Kanariske Øer for perioden den 1. januar 2002 til den 31. december 2006.

(3) Ved Rådets forordning (EF) nr. 791/2007[7] af 21. maj 2007 blev der indført en ordning for godtgørelse af meromkostninger ved afsætning af visse fiskevarer fra fjernområderne Azorerne, Madeira, De Kanariske Øer, Fransk Guyana og Réunion. Formålet med ordningen er at fremme denne regions økonomiske og sociale udvikling og at sætte den i stand til at udnytte fordelene ved det indre marked, som den udgør en integrerende del af, selv om der er objektive faktorer, som stiller regionen i en særlig geografisk og økonomisk situation.

(4) De Kanariske Øers usædvanlige geografiske beliggenhed i forhold til forsyningen af visse fiskevarer, som er vigtige for det hjemlige forbrug, indebærer yderligere omkostninger for sektoren. Dette naturlige handicap, der anerkendes i traktatens artikel 299, stk. 2, og som skyldes deres status som øsamfund og deres fjerne beliggenhed i den yderste periferi, kan bl.a. afhjælpes med midlertidig suspension af toldsatserne ved indførsel af de pågældende varer fra tredjelande inden for fællesskabstoldkontingenter af en passende størrelse.

(5) Kommissionen anførte i sin meddelelse af 26. maj 2004 "Et styrket partnerskab for regionerne i EU's yderste periferi" (KOM(2004) 0343), at den var indstillet på at se på muligheden for at nedsætte eller endog afskaffe told i henhold til den fælles toldtarif for at lette levering af andre råvarer end fra landbruget til at fremme produktionsvirksomhed i regionerne i EU’s yderste periferi og, under særlige omstændigheder og i behørigt begrundede tilfælde, indstillet på at behandle anmodninger om midlertidig toldsuspension på de samme områder. For fiskevarernes vedkommende ville en sådan foranstaltning kun gælde produkter beregnet for det lokale marked.

(6) De spanske myndigheder forelagde den 29. juli 2004 og den 19. juli 2006 rapporter om gennemførelsen af foranstaltningerne i artikel 3 i Rådets forordning (EF) nr. 704/2002 og anmodede om forlængelse af disse foranstaltninger for perioden 2007-2013. Kommissionen har ud fra de ovennævnte rapporter undersøgt virkningerne af de foranstaltninger, der er vedtaget for indførsel af visse fiskevarer til De Kanariske Øer.

(7) Af rapporterne fra de spanske myndigheder fremgik det, at de toldkontingenter, der var åbnet ved Rådets forordning (EF) nr. 704/2002, ikke var opbrugt.

(8) Toldkontingenter i lighed med dem, der er åbnet ved Rådets forordning (EF) nr. 704/2002 af 25. marts 2002 for visse fiskerivarer, er berettiget, fordi de vil dække behovene på De Kanariske Øers hjemmemarked og samtidig sikre, at det stadig er muligt at forudsige og identificere importstrømmen til Fællesskabet til nedsat told.

(9) Da de toldkontingenter, der var åbnet ved Rådets forordning (EF) nr. 704/2002, ikke var opbrugt, bør kontingenterne fastsættes på et lavere niveau.

(10) For at undgå direkte påvirkning af det indre marked bør der træffes foranstaltninger til at sikre, at fiskevarer, for hvilke der anmodes om suspension, udelukkende er bestemt til hjemmemarkedet på De Kanariske Øer.

(11) Ved Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks[8] blev der fastlagt forvaltningsregler for toldkontingenter, der er baseret på toldangivelsernes kronologiske rækkefølge.

(12) Der skal træffes foranstaltninger til at sikre, at Kommissionen holdes regelmæssigt underrettet om størrelsen af de pågældende indførsler og i givet fald kan tage skridt til at forhindre spekulation eller handelsfordrejninger.

(13) For at sikre kontinuiteten i forhold til de foranstaltninger, der er fastlagt i forordning (EØF) nr. 704/2002, bør foranstaltningerne i nærværende forordning finde anvendelse fra den 1. januar 2007.

(14) For endvidere at sikre sammenhængen med den ordning, der er indført ved Rådets forordning (EF) nr. 791/2007, bør toldkontingenterne åbnes for perioden 2007-2013 -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Toldsatserne i den fælles toldtarif suspenderes fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2013 fuldstændigt ved indførsel til De Kanariske Øer af de fiskevarer og mængder, der er opført i bilaget.

2. Den i stk. 1 omhandlede suspension gælder udelukkende for varer, der er bestemt til De Kanariske Øers hjemmemarked. Den gælder kun for fiskevarer udlosset fra skib eller fly, inden toldangivelsen til overgang til fri omsætning er forelagt toldmyndighederne på De Kanariske Øer.

Artikel 2

1. Inden den 31. maj 2010 forelægger de kompetente myndigheder i Spanien Kommissionen en rapport om gennemførelsen af foranstaltningerne i artikel 1. Kommissionen undersøger virkningerne af disse foranstaltninger og foreslår på grundlag af rapporten om nødvendigt Rådet relevante ændringer til de mængder, der skal indføres.

2. Inden den 31. maj 2012 forelægger de kompetente myndigheder i Spanien Kommissionen en rapport om gennemførelsen efter 2010 af foranstaltningerne i artikel 1. Kommissionen undersøger på ny virkningerne af disse foranstaltninger og forelægger på grundlag af resultaterne Rådet relevante forslag for perioden efter 2013.

Artikel 3

1. I tilfælde, hvor Kommissionen har grund til at antage, at de suspensioner, der er indført ved denne forordning, har ført til fordrejninger i handelen med en bestemt vare, kan den efter udtalelse fra Toldkodeksudvalget midlertidigt ophæve suspensionen for en periode på højst 12 måneder. Det stilles sikkerhed for betalingen af importtolden for varer, for hvilke suspensionen har været midlertidigt ophævet. De pågældende varers overgang til fri omsætning på De Kanariske Øer er betinget af, at der er stillet en sådan sikkerhed.

2. Rådet kan inden for tolvmånedersperioden omhandlet i stk. 1 og på forslag af Kommissionen beslutte at ophæve suspensionen endeligt. I så fald foretages der en endelig opkrævning af de toldbeløb, som der er stillet sikkerhed for.

3. Er der ikke vedtaget nogen endelig afgørelse inden for tolvmånedersperioden i overensstemmelse med stk. 2, frigives de beløb, der er stillet som sikkerhed.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Den anvendes fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2013.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

BILAG

Løbe-num-mer | KN-kode | Varebeskrivelse | Kontingent-mængde (tons) | Kontingent-told (%) |

09.2997 | 0303 | Fisk, frosset, undtagen filet og andet fiskekød henhørende under pos. 0304 | 15 000 | 0 |

0304 | Filet og andet fiskekød (også hakket), fersk, kølet eller frosset |

09.2651 | 0306 | Krebsdyr, også afskallede, levende, ferske, kølede, frosne, tørrede, saltede eller i saltlage; krebsdyr med skal, kogt i vand eller dampkogte, også kølede, frosne, tørrede, saltede eller i saltlage; mel, pulver og pellets af krebsdyr, egnet til menneskeføde | 15 000 | 0 |

0307 | Bløddyr, også uden skal, levende, ferske, kølede, frosne, tørrede, saltede eller i saltlage; hvirvelløse vanddyr, andre end krebsdyr og bløddyr, levende, ferske, kølede, frosne, tørrede, saltede eller i saltlage; mel, pulver og pellets af hvirvelløse vanddyr, andre end krebsdyr, egnet til menneskeføde |

FINANSIERINSOVERSIGT TIL FORSLAG, SOM ALENE INDVIRKER PÅ BUDGETTETS INDTÆGTSSIDE

1. FORSLAGETS BETEGNELSE:

Forslag til Rådets forordning (EF) om åbning og forvaltning af autonome kontingenter i den fælles toldtarif ved indførsel af visse fiskevarer til De Kanariske Øer

2. BUDGETPOSTER:

Kapitel og artikel: Kapitel 12, artikel 120

Budgetteret beløb for det pågældende år:

3. RETSGRUNDLAG:

Traktatens artikel 299.

4. FINANSIELLE VIRKNINGER

( Forslaget har ingen finansielle virkninger

( Forslaget har ingen finansielle virkninger for udgifterne, men har følgende finansielle virkninger for indtægterne:

(i mio. EUR, 1 decimal)

Budgetpost | Indtægter[9] | Året 2007 |

Artikel 120 | Virkninger for EU's egne indtægter (Fælles toldtarif) | - 7,9/år |

5. FORHOLDSREGLER MOD SVIG

Bestemmelserne vedrørende forvaltningen af toldkontingenter omfatter de nødvendige forholdsregler til bekæmpelse af svig og uregelmæssigheder (gennemførelse af de kontrolforanstaltninger, der er fastsat i EF-toldkodeksen og i gennemførelsesbestemmelserne hertil).

6. ANDRE BEMÆRKNINGER

Anslåede omkostninger ved foranstaltningen

Beregningsmetode for de samlede omkostninger ved foranstaltningen

På grundlag af de seneste komplette statistikker (2006) kan det årlige indtægtstab som følge af denne forordning derfor anslås til 10,5 mio. EUR (jf. nedenstående tabel). Det anførte beløb er generelt beregnet på grundlag af MFN-toldsatserne og udgør et maksimumsniveau. Grunden hertil er, at Fællesskabet anvender lavere toldsatser på import fra en række lande. Det aktuelle indtægtstab vil derfor nok omfatte lavere beløb, idet MFN-toldsatserne ikke gælder konstant.

Løbe-nummer | Kontingentmængde (tons) | Anslået pris (EUR/ton) | MFN-told (%) | Kontin-gent-toldsats (%) | Årlig ikke-opkrævet told (EUR) |

09.2997 | 15 000 t | 2 784 | 11 (gennem-snitssats) | 0 | 4 592 891 |

09.2651 | 15 000 t | 3 826 | 10.3 (gennem-snitssats) | 0 | 5 910 927 |

I alt | 10 503 818 |

Samlet indtægtstab sammenholdt med fraværet af toldkontingenter anslås til: 10 503 818 EUR.

[1] EUT C […] af […], s. […].

[2] EUT C […] af […], s. […].

[3] EUT C […] af […], s. […].

[4] EUT C […] af […], s. […].

[5] EFT L 171 af 29.6.1991, s. 1.

[6] EFT L 111 af 6.4.2002, s. 1.

[7] EUT L 176 af 6.7.2007, s. 1.

[8] EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 993/2001 (EFT L 141 af 28.5.2001, s. 1).

[9] Hvad angår EU's traditionelle egne indtægter (landbrugsafgifter, sukkerafgifter, told), skal der være tale om nettobeløb, dvs. bruttobeløb med fradrag af opkrævningsomkostninger på 25%.