9.10.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 257/30

—

understreger, at det regionale og lokale niveau overalt i EU har et ansvar for at beskytte og fremme den sproglige mangfoldighed. Regionerne og de lokale myndigheder er ideelt placeret til at indgå i konstruktive partnerskaber med sproguddannelsesinstitutioner og udstikke rammerne for uddannelses- og efteruddannelseskurser tilrettelagt i forhold til de specifikke lokale behov og krav;

—

er i betragtning af den sproglige mangfoldigheds store betydning i EU af den opfattelse, at det flersprogede samfund bør opbygges således, at man får mest muligt ud af fordelene ved mangfoldigheden og samtidig minimerer ulemperne;

—

mener, at hver enkelt EU-borger bør vedligeholde det eller de sprog, som de er opvokset med, idet det er en del af den enkeltes kulturelle bagage, men samtidig i løbet af livet bør tilegne sig aktivt og passivt kendskab til yderligere ét fælles andet og tredje fremmedsprog, valgt på grundlag af kulturelt slægtskab eller de krav om social og økonomisk mobilitet, der findes i hjemlandet eller -regionen;

—

understreger, at for at nå målet om »1 sprog + 2« bør de regionale myndigheder spille en fremtrædende rolle især i forbindelse med gennemførelsen af uddannelsesprogrammerne;

—

foreslår derfor, at alle regioner tilskyndes til at oprette deres egne lokale fora for flersprogethed, der skal overvåge de lokale sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige tendenser og fremkomme med forslag til, hvordan befolkningen kan bevidstgøres og motiveres i relation til livslang læring af »1 sprog + 2«.

Ordfører

:

Roberto Pella (IT/PPE), Medlem af provinsrådet for Biella, Viceborgmester i Valdengo

1.

glæder sig over den saltvandsindsprøjtning, som Kommissionen har givet flersprogethed med oprettelsen af en portefølje for området under kommissær Leonard Orban pr. 1. januar 2007. I betragtning af dette områdes store betydning og den udfordring, der ligger heri, bør denne portefølje styrkes, så den kan udvikle sig og løse de tildelte opgaver effektivt;

2.

understreger, at spørgsmålet om flersprogethed er en prioritet på EU's politiske dagsorden, som er relevant for alle politikområder, der vedrører det sociale, økonomiske og kulturelle liv i Europa;

3.

er enigt i de retningslinjer for arbejdet, som kommissær Orban har udstukket, hvorefter flersprogethed kan fungere som et redskab til større integration i Europa og bedre dialog mellem kulturerne;

4.

er i betragtning af den sproglige mangfoldigheds store betydning i EU af den opfattelse, at det flersprogede samfund bør opbygges således, at man får mest muligt ud af fordelene ved mangfoldigheden og samtidig minimerer ulemperne, hvorved mangfoldigheden ikke blot udnyttes som et middel til at nå et mål;

5.

gør opmærksom på den undersøgelse, som er gennemført af ekspertgruppen om flersprogethed, der blev nedsat i 2005, og er enigt i rækken af indsatsområder, der kan sammenfattes som følger:

6.

fremhæver konklusionerne af den online-høring, der blev iværksat i september 2007, som opsummerer indsatsen for flersprogethed i følgende nøglepunkter:

7.

gør opmærksom på og er enigt i forslagene fra gruppen af intellektuelle om den interkulturelle dialog, som blev nedsat på initiativ af Kommissionen med Amin Maalouf som formand, og fremhæver især:

8.

understreger, at fremme og beskyttelse af den kulturelle og sproglige mangfoldighed er en hovedprioritet. I Den Europæiske Union forstås der ved flersprogethed anerkendelse og anvendelse af:

EU og medlemsstaterne skal fremme flersprogethed inden for deres respektive kompetenceområder;

9.

Overalt i EU har det regionale og lokale niveau et ansvar for at beskytte og fremme den sproglige mangfoldighed. Derudover har det regionale og lokale niveau kompetence inden for uddannelse, efteruddannelse og voksenuddannelse, er en part på arbejdsmarkedet og koordinerer den regionale og lokale vækst og udvikling;

10.

Ved efteruddannelse i forbindelse med livslang læring får begreber som »viden« og »læring« større betydning, bl.a. fordi arbejdsmarkedet med dets vidtfavnende muligheder kræver bedre sprogfærdigheder;

11.

Regionerne og de lokale myndigheder er ideelt placeret til at indgå i konstruktive partnerskaber med sproguddannelsesinstitutioner og udstikke rammerne for uddannelses- og efteruddannelseskurser tilrettelagt i forhold til de specifikke lokale behov og krav;

12.

mener derfor, at de regionale og lokale myndigheder er bedst udrustet til at opfylde de forskellige lokale sprogbehov, hvilket ikke bør være til hinder for, at de kan modtage støtte fra de centrale/statslige myndigheder;

13.

mener, at Europas sociale og økonomiske samhørighed bør tage udgangspunkt i den bedst mulige udnyttelse af de muligheder, der knytter sig til mobiliteten, globaliseringen, den europæiske kultur og følelsen af at være europæer;

14.

Dette kan bl.a. lade sig gøre, hvis de sprogvanskeligheder, som landene og de enkelte borgere står over for, fjernes, idet

15.

mener, at Kommission ved anvendelsen af den åbne koordinationsmetode på området for flersprogethed skal være opmærksom på ikke kun at inddrage det nationale administrative niveau, men også det lokale og regionale, da det ofte er her, det primære ansvar for iværksættelsen af de forskellige foranstaltninger i lokalområdet ligger;

16.

mener i øvrigt, at man i den forbindelse skal være opmærksom på respekten for og stoltheden forbundet med de ikke-officielle sprog, der tales af mindretalsgrupper, der på lige fod med de officielle sprog udgør en del af den regionale kulturs mangfoldighed, som skal tilgodeses i de europæiske integrationsprogrammer;

17.

mener, at det er vigtigt, at man inden for rammerne af målsætningen om 1 sprog + 2 fastlægger målet for EU's politikker for flersprogethed;

18.

mener, at hver enkelt EU-borger bør vedligeholde det eller de sprog, som de er opvokset med, idet det er en del af den enkeltes kulturelle bagage, men samtidig i løbet af livet bør tilegne sig aktivt og passivt kendskab til yderligere ét fælles andet og tredje fremmedsprog, valgt på grundlag af kulturelt slægtskab eller de krav om social og økonomisk mobilitet, der findes i hjemlandet eller -regionen;

19.

mener, at valget af det andet fremmedsprog ikke kun skal træffes mellem de officielle EU-sprog, men også omfatte de europæiske mindretalssprog og navnlig de ikke-europæiske sprog, som frembyder muligheder af kulturel, økonomisk og social karakter, der kan have betydning for forbedringen af Europas konkurrenceevne;

20.

foreslår at prioritere følgende nøglebudskaber, som skal vedtages i EU-politikken for flersprogethed og omsættes til operationelle foranstaltninger, der kan motivere borgerne, bevare mangfoldigheden og sætte de enkelte lokale og regionale instanser i centrum for valget af uddannelsesforløb;

21.

De regionale og lokale myndigheders rolle er meget vigtig, ikke kun fordi mange har politiske og administrative beføjelser på uddannelsesområdet, men også fordi de er bedre til at overvåge situationen for flersprogethed blandt borgerne og følge udviklingen i gennemførelsen af de pågældende direktiver og fællesskabsprogrammer. Det er således i regionerne og kommunerne, at man kan vurdere de erhvervede kvalifikationer og de anvendte fremgangsmåder, og hvor man på grundlag af denne vurdering kan skabe et stærkt incitament for politisk handling på EU-plan;

22.

For at nå målet om »1 sprog + 2« bør de lokale og regionale myndigheder spille en fremtrædende rolle især i forbindelse med gennemførelsen af uddannelsesprogrammerne;

23.

I det enkelte land kan forskellige regioner have forskellige historiske, kulturelle, samfundsmæssige, sociale eller økonomiske præferencer;

24.

Den territoriale mangfoldighed bør fremmes, dvs. regioner opfordres til, at tilbyde sprogundervisning på grundlag af kommunernes og regionernes undersøgelser, forskning og analyser af de kulturelle traditioner, befolkningens ønsker og de økonomiske og sociale behov og muligheder i regionen;

25.

På den måde vil det blive muligt at holde øje med, om de iværksatte uddannelsesprogrammer stemmer overens med behovene i felten og via den fleksibilitet, der er indbygget i det lokale og regionale selvstyre, ændre de uddannelsesinitiativer, der ikke har givet de ønskede resultater;

26.

Fremmedsprog skal kunne vælges frit. Har en medlemsstat mere end et officielt EU-sprog, skal indlæringen af det andet eller de andre sprog også fremmes;

27.

mener, at politikken for flersprogethed også bør have en betydelig ekstern dimension. Fremme af de europæiske sprog uden for Unionens grænser er vigtig i både økonomisk og kulturel henseende. Tilsvarende bør Unionen være åben over for tredjelandes sprog, såsom kinesisk, arabisk, indisk, russisk m.v.;

28.

Det foreslås derfor, at alle regioner tilskyndes til at oprette deres egne lokale fora for flersprogethed, der skal overvåge de lokale sociale, økonomiske og uddannelsesmæssige tendenser og fremkomme med forslag til, hvordan befolkningen kan bevidstgøres og motiveres i relation til livslang læring af »1 sprog + 2«;

29.

Desuden skal programmerne til integration af indvandrere gives en saltvandsindsprøjtning. Kendskab til de relevante sprog, som de og deres børn har brug for med henblik på fuldt ud at kunne udvikle deres potentiale i det europæiske samfund, bør befordres og lettes, samtidig med at det sikres, at deres ret til at bevare deres oprindelige sprog respekteres til fulde. Et af de sprog, som de bør beherske, er det officielle EU-sprog i det område — medlemsstat — de bor i, samt eventuelle andre officielt anerkendte sprog i området eller regionen i overensstemmelse med de respektive forfatningsmæssige bestemmelser;

30.

Sammenfattende bør de lokale, regionale og nationale institutioner tilskynde uddannelsesinstitutionerne til at indarbejde en lang række af sprog i deres læseplaner. Uddannelsessystemerne bør tage hensyn til en lang række sprog udvalgt i overensstemmelse med de lokale sociale, økonomiske og kulturelle behov;

31.

mener, at beherskelse af fremmedsprog er et vigtigt led i konkurrenceevnen. Det er dokumenteret, at europæiske virksomheder taber markedsandele på grund af manglende sprogkundskaber;

32.

opfordrer derfor Kommissionen til at fortsætte sin indsats på dette område;

33.

For så vidt angår de mindre sprog og de sprog, der tales af et mindretal, må man ikke glemme, at de bidrager til at øge den europæiske kulturs kerneværdi, som er forskelligheden, og derfor ikke kun ikke må undertrykkes i denne udvikling, men som tværtimod bør nyde særlig beskyttelse;

34.

Sprog må ikke forskelsbehandles, udelukkende fordi de betegnes som mindretalssprog eller mindre sprog;

35.

Det foreslås i denne forbindelse at organisere debatter med det mål at indføre termer, som er mere i trit med de virkelige forhold;

36.

Det er derfor vigtigt at fremme en proces, hvorunder de mindre sprog, som er udtryk for stærkt rodfæstede traditioner og kulturer, anerkendes officielt på europæisk niveau;

37.

Dette ville bane vejen for anerkendelse fra EU-institutionernes side og dermed føre til, at EU-tekster oversættes til flere end de nuværende 23 sprog, og således fremme den direkte debat mellem EU og borgerne;

38.

Denne officielle anerkendelse på europæisk niveau tillige med den territoriale diversificering vil fremme den sociale integration;

39.

bifalder konklusionerne af Det Europæiske Råds møde den 13. juni 2005, som gav mulighed for at anvende andre sprog end de sprog, der er officielt anerkendt i henhold til forordning 1/1958, i EU's organer og institutioner;

40.

De sprog, som hverken er anerkendt på europæisk eller lokalt eller regionalt niveau, skal imidlertid også fortsat være omfattet af programmer til beskyttelse og bevarelse af identitet;

41.

Et andet spørgsmål er, hvordan man støtter borgerne i forbindelse med livslang læring;

42.

Det er forholdsvis enkelt at »kanalisere« sproguddannelsen ind i skolegangen og støtte de unge i dag, således at de i morgen ikke mister den tværkulturelle, sproglige lydhørhed, de har erhvervet på skolebænken. Problemet bliver mere komplekst, når det gælder de generationer, som for længst har forladt uddannelsessystemerne og aldrig har gennemgået et flersprogligt uddannelsesforløb. Det er også vigtigt at sikre adgang til sprogundervisning for de ældre generationer, hvoraf mange ikke har stødt på fremmedsprog hverken i hverdagen eller i professionel sammenhæng. Dette ville øge deres muligheder for at udtrykke sig i alderdommen og således blive mere engagerede europæiske medborgere;

43.

Det er derfor nødvendigt at fremme uddannelsessystemer, der ikke alene er økonomisk overkommelige (ofte udgør udgifterne til sprogkurser en hindring for ældres deltagelse i uddannelse), men som samtidig muliggør passiv deltagelse, således at man ikke udelukker muligheden for, at personer med bevægelseshandicap eller dem, som ikke har den tid, et aktivt engagement kræver, kan deltage;

44.

Derudover skal det understreges, at man må bestræbe sig på at lære et fremmedsprog så korrekt som muligt, navnlig i lyset af den stadigt voksende gruppe af indvandrere;

45.

Det er således vigtigt at understrege, at der findes forenklede former for læring, hvorefter den enkelte kan tilegne sig elementære sprogfærdigheder, der gør vedkommende i stand til at udtrykke sig og forstå. Disse former for læring bør fremmes af de statslige, regionale og lokale uddannelsesinstitutioner og støttes økonomisk af EU for at udbrede mulighederne for læring og bygge bro over generationskløften på sproguddannelsesområdet;

46.

Endvidere bør alternative læringsformer gennem øget brug af multimedier fremmes via fjernsynsprogrammer på originalsproget med undertekster (f.eks. tv-programmer, biografen, film, nyhedsstof) samt øget brug af sprogkurser via computeren og online oversættelsesprogrammer, dvs. en form for livslangt selvstudium;

47.

Hos børn og unge skal lysten til fremmedsprog derimod vækkes fra starten. Læringen af det første fremmedsprog bør starte så tidligt som muligt, således at børnene lærer det fremmede sprogs lyde at kende, eftersom man herved skaber bedre forudsætninger for en hurtigere og mere nuanceret læring af fremmedsprog;

48.

Der bør bygges videre på de fremskridt i fremmedsprogsindlæringen, der er gjort i grundskolen og på de højere klassetrin. I skolen bør der være øgede muligheder for at tale fremmedsprog på de første klassetrin og for at lære et andet fremmedsprog på de senere klassetrin;

49.

Universiteterne bør gøre det muligt at forbedre eller udvide sprogkundskaberne bl.a. via en styrkelse af Erasmus- og Socrates-programmerne;

50.

Universiteterne bør ikke kun åbne dørene for ældre studerende, som gerne vil gøre noget ved deres manglende sprogkundskaber, men også hjælpe virksomheder, som skal støttes og tilskyndes til at tilbyde deres ansatte og ledelse muligheden for at lære nye »handelssprog« og indgå i partnerskaber med universiteter;

51.

Derudover er det nødvendigt med oversættelses- og tolkekurser, som inddrager ikke kun institutionerne (fra almindelige borgere til regioner og Europa-Parlamentet — fremme og præmiering af byer, som formår at udarbejde hjemmesider og ekstern dokumentation på flere sprog, er et godt incitament for institutionel flersprogethed på lokalt plan), men tillige steder, der er i kontakt med offentligheden;

52.

Flersprogethed kan tilskyndes ikke kun gennem uddannelse og efteruddannelse, men også via fritidsaktiviteter;

53.

Gennem indlæring af flere sprog via kultur eller idræt kan forskellige befolkningsgrupper, fra børn til voksne, bevidstgøres;

54.

Musik og sange er allerede i sig selv et globalt og flersproget marked: Fremme af begivenheder som f.eks. »EuroMusic Open Day«, hvor sangtekster er i højsædet, ville være et positivt tiltag;

55.

Der bør udgives mere litteratur med oversættelse (dvs. udgivelse på to sprog — originalsproget og oversættelsen), og ikke kun på initiativ af det enkelte forlag, men tillige gennem offentlige partnerskaber, hvorved de lokale og regionale myndigheder tilskyndes til at fremme private flersprogede initiativer;

56.

anerkender behovet for institutionel flersprogethed i EU. Derfor må det i EU's institutioner snarest sikres, at der i det mindste tilbydes passiv tolkning fra EU's officielle sprog, så deltagerne i diskussionerne kan fremlægge deres tanker på deres modersmål;

57.

mener, at bevarelse af den kulturelle mangfoldighed indebærer, at man sikrer et system med officiel eller uofficiel oversættelse til alle EU's officielle sprog. Det er afgørende, hvis man vil fremme flersprogethed, at den bilaterale kommunikation også ved uformelle møder foregår på parternes sprog;

58.

Ved officielle møder skal der oversættes til alle medlemsstaternes officielle sprog, og det samme gælder arbejdsdokumenter og officielle dokumenter. Hvis hver medlemsstat skal respekteres som en hjørnesten i EU, skal EU til gengæld give alle mulighed for at deltage fuldt ud og i overensstemmelse med de respektive forfatningsmæssige bestemmelser forsyne de enkelte medlemsstater med de dokumenter, som er nødvendige for, at borgerne kan udøve et aktivt europæisk medborgerskab;

59.

Flersprogethed må ikke begrænses til udviklingen af den sociale og økonomiske mobilitet internt i EU, men bør ligeledes gøre det muligt for de europæiske borgere at lære markeder og kulturer uden for EU at kende;

60.

Dette er vigtigt, bl.a. i lyset af den igangværende udvikling, som i stadig stigende grad medfører, at EU knytter tættere økonomiske og kulturelle bånd med Kina, Rusland og Japan;

61.

En øgning af EU's konkurrenceevne udadtil afhænger derfor også af bedre uddannelse og efteruddannelse i ikke-EU-sprog;

62.

Det andet fremmedsprog skal kunne vælges blandt alle de sprog, som EU-landene har berøring med, med særlig fokus på sprogene i vækstlandene uden for EU og de særlige kulturelle kendetegn i de lande, som Europa er i gang med at styrke sine handelsforbindelser til.