20.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 66/9

—

der henviser til meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet af 20. november 2007 om forberedelser til »sundhedstjekket« af reformen af den fælles landbrugspolitik (KOM(2007)0722),

—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere (1),

—

der henviser til sin holdning af 11. december 2007 til forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1782/2003 og forordning (EF) nr. 1698/2005 om støtte til udvikling af landdistrikterne fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) (2),

—

der henviser til sin beslutning af 25. oktober 2007 om de stigende foder- og fødevarepriser (3),

—

der henviser til sin holdning af 26. september 2007 til forslag til Rådets forordning om fravigelse af forordning (EF) nr. 1782/2003, for så vidt angår udtagning for året 2008 (4),

—

der henviser til sin holdning af 14. februar 2007 til forslag til Rådets forordning om regler for frivillig graduering af direkte betalinger som fastsat i forordning (EF) nr. 1782/2003 og om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005 (5),

—

der henviser til sin beslutning af 8. juni 2005 om politikudfordringer og budgetmidler i det udvidede EU 2007-2013 (6),

—

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (IIA) og især til bilag I og III samt erklæring nr. 3 og 9 deri (7),

—

der henviser til akt vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (8),

—

der henviser til Rådets afgørelse af 22. marts 2004 om tilpasning af akten vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union, som følge af reformen af den fælles landbrugspolitik (9),

—

der henviser til det mandat, som Det Europæiske Råd har givet Kommissionen til forhandlinger på landbrugsområdet i Det Europæiske Råds konklusioner med henblik på forberedelserne af WTO's tredje ministerkonference af 26. oktober 1999,

—

der henviser til EF-traktatens artikel 33, stk. 2, som er overtaget uændret i Lissabontraktaten,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

—

der henviser til betænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (A6-0047/2008),

A.

der henviser til, at landbruget sammen med fødevareindustrien på næste trin i produktionskæden er en af de største økonomiske sektorer i EU, spiller en afgørende rolle for sikringen af EU's fødevareforsyning og også i stadigt voksende omfang medvirker til at fremme energisikkerheden i EU,

B.

der henviser til, at der er behov for en fælles EU-landbrugspolitik baseret på en økonomisk, økologisk og social europæisk landbrugsmodel, som garanterer bæredygtighed og forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer, men at den vellykkede reformkurs må fortsættes, herunder en yderligere styrkelse af udviklingen i landdistrikterne,

C.

der henviser til, at den fælles landbrugspolitik i fremtiden bør have til formål at fjerne de hindringer, som i dag hæmmer de unges adgang til landbrugserhvervet, og den må gøre overdragelse fra en generation til den næste til en af sine prioriteringer,

D.

der henviser til, at en begrænsning af bureaukratiet inden for landbrugssektoren ved hjælp af mere transparente, enklere og mindre upraktiske regler vil føre til såvel lavere omkostninger for landbrugsvirksomheder og producenter som færre administrative omkostninger,

E.

der henviser til, at den fælles landbrugspolitik skal udvikle sig for at takle store forskelle i den landbrugsmæssige og regionale struktur og samtidig imødegå nye udfordringer som klimaændringer, beskyttelse af jord og vand, større åbning over for verdensmarkedet samt forsyning af biomasse, råstoffer og vedvarende energi, og at den skal udstyres med tilstrækkelige midler og bibeholde den fælles landbrugspolitiks oprindelige mål, som for nylig er blevet bekræftet i Lissabontraktaten og kan sammenfattes således: produktion af sunde fødevarer af høj kvalitet, hvorved der sikres forsyninger til alle europæiske borgere til rimelige priser, og hvorved landbrugerne kan opretholde deres indkomstniveau,

F.

der henviser til, at man ved fremtidige ændringer af den fælles landbrugspolitik bør tage hensyn til den særlige situation i udviklingslandene og navnlig i de mindst udviklede lande og undgå at bringe produktionen og markedsføringen af landbrugsvarer i disse lande i fare,

G.

der henviser til, at systemet med direkte betalinger med succes er blevet revideret grundlæggende tre gange siden 1992, og at dette endvidere er tilfældet med alle vigtige markedsordninger med undtagelse af mælkesektoren siden 2004,

H.

der henviser til, at alle udviklede lande har en landbrugspolitik, og at nye omstændigheder såsom verdens voksende befolkning, klimaændringer, voksende energibehov, fjernelse af prisstøtteordninger og en øget åbning over for verdensmarkedet på den ene side fører til højere markedspriser på landbrugsprodukter i EU og på den anden side til markant større udsving i indtjening og til mere ustabile priser, hvorfor det er mere nødvendigt end nogensinde at bibeholde den fælles landbrugspolitik,

I.

der henviser til, at forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer (såvel kvantitativt som kvalitativt forstået) også fortsat vil være et af den fælles landbrugspolitiks grundlæggende mål sammen med bevarelse af økosystemerne, som er en forudsætning for en sund og bæredygtig produktion, samt optimal udnyttelse af jordområderne i hele EU,

J.

der henviser til, at EU har gjort en stor indsats for at reducere sine landbrugsomkostninger i forhold til det samlede budget, idet deres andel er faldet fra næsten 80 % i 1970'erne til 33 % ved udløbet af de nuværende finansielle overslag, mens landbrugsarealet sideløbende er vokset med 37 % siden 2003 på grund af nye medlemsstaters tiltrædelse,

K.

der henviser til de tilsagn, stats- og regeringscheferne gav på topmødet i Berlin, vedrørende garantien for de samlede udgifter til første søjle af den fælles landbrugspolitik frem til 2013,

L.

der henviser til, at tiltrædelsesakten af 2004 indeholder undtagelser fra anvendelsen af visse af den fælles landbrugspolitiks regler på nye medlemsstater med henblik på at kompensere for de direkte betalingers lavere niveau,

M.

der henviser til, at der i visse regioner ikke findes alternativer til visse traditionelle landbrugsproduktionsformer, som ofte udgør en central landbrugsaktivitet i disse regioner og derfor for enhver pris skal bevares og støttes af bydende miljø- og regionalpolitiske årsager og for at bibeholde den økonomiske og sociale struktur, særlig i betragtning af den rolle, som den fælles landbrugspolitik spiller i de såkaldte konvergensområder, hvor landbrug og husdyravl generelt har stor betydning som et instrument for økonomisk udvikling og jobskabelse,

N.

der henviser til, at EU's landmænd må sikres stabilitet for at tilgodese deres forventninger og deres investeringer; der endvidere henviser til, at reguleringssystemerne i bestemte sektorer bør muliggøre mellem- og langsigtet planlægning,

O.

der henviser til, at EU-lovgiveren skal undgå forskelsbehandling af EU's landmænd og kvægavlere, såvel inden for EU som i forhold til deres konkurrenter fra tredjelande, eller anvende egnede instrumenter til at skabe lige muligheder (level playing-field) for EU's landmænd og kvægavlere; der henviser til, at der bør lægges særlig vægt på, at kravene om kvalitet, sundhed, miljø, dyrevelfærd mv., som er obligatoriske for EU's landmænd, også gælder for alle, der eksporterer landbrugsprodukter til EU,

P.

der henviser til, at målene for den fælles landbrugspolitik er formuleret i EF-traktatens artikel 33, og at alle væsentlige retlige og budgetmæssige beslutninger vedrørende den fælles landbrugspolitik efter fuld ratifikation af Lissabontraktaten vil kræve Europa-Parlamentets godkendelse,

Q.

der henviser til, at sikring af fødevareforsyningen for EU's borgere har prioritet, og at dette bedst kan opnås gennem en kombination af støtte til fødevareproduktionen i EU og gennem import inden for rammerne af WTO's bestemmelser; en sådan fødevaresikkerhed afhænger også af EU's bidrag til opbygningen af lagrene på verdensplan (som på nuværende tidspunkt er ekstremt lave), hvilket gør det muligt for EU ikke blot at beskytte sig mod mangler, men også påtage sig et ansvar med hensyn til sikringen af fødevareforsyningerne i verden,

R.

der henviser til, at der bør foretages en mere tilbundsgående analyse af markedernes udvikling og virkningerne heraf på det indre marked i betragtning af den internationale situation for så vidt angår råvareproduktion og priser,

1.

fastholder bevarelse af en model med et afbalanceret, konkurrencedygtigt og multifunktionelt landbrug, der bevarer de enkelte sektorers og produktionsområders særlige karakteristika og som grundlæggende mål har at forsyne befolkningen med sunde og sikre fødevarer i tilstrækkelig mængde og til rimelige forbrugerpriser;

2.

mener, at reformen af den fælles landbrugspolitik i 2003 i sine vigtigste aspekter var en stor succes, fordi den betød en markant forøgelse af den fælles landbrugspolitiks gennemsigtighed og effektivitet samt af landmændenes ansvar og markedsorientering, og mener, at denne proces skal fortsættes under overholdelse af stats- og regeringschefernes tilsagn fra december 2002 om at bibeholde landbrugsmidlerne under den første søjle intakte indtil 2013; påpeger, at forvaltningen af den fælles landbrugspolitik og de mange EU-direktiver og -forordninger, der har virkning for landmændene, til gengæld skal underkastes en yderligere, betydelig forenkling for at aflaste landmændene, uden at denne forenkling fører til renationalisering af den fælles landbrugspolitik eller til en større beskæring af støtten til EU's landmænd;

3.

mener ikke, at afskaffelsen af enhver form for regulering med de fælles markedsordninger er ønskelig ud fra et politisk synspunkt, fordi — som det fremgår af den nuværende situation — lagrene i Europa og på verdensplan i øjeblikket er ekstremt lave, hvilket kan få en negativ indflydelse på forbrugernes købekraft og landmændenes indtægter og samtidig fremmer spekulationer; understreger i øvrigt, at det er nødvendigt at råde over instrumenter, der kan hindre et eventuelt konjunkturomsving eller imødegå risikoen for kriser på sundhedsområdet eller som følge af stadig hyppigere naturkatastrofer i forbindelse med klimaforstyrrelser;

4.

glæder sig derfor over de tekniske justeringer, der er et resultat af Kommissionens ovennævnte meddelelse, og som har til formål at sikre, at 2003-reformen virker, og anmoder Kommissionen om at garantere det økonomiske grundprincip om stabilitet i den fælles landbrugspolitik;

5.

opfordrer Kommissionen til med henblik på kommende reformer at foretage en costbenefitanalyse af den fælles landbrugspolitik, for så vidt angår forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer, selvforsyning og bevarelse af befolkningen i landdistrikterne; opfordrer Kommissionen til at foretage en analyse af de potentielle omkostninger for forbrugerne på grund af de stigende fødevarepriser, der er en følge af den stigende efterspørgsel på verdensplan, sammenlignet med de udgifter, som landbrugspolitikken i dag påfører borgerne;

6.

mener, at EU's udfordring i forbindelse med WTO-forhandlingerne er at kompensere for alle fremtidige begrænsninger på en måde, der øger EU's egen velfærd maksimalt; understreger, at det er op til EU at udnytte den eksisterende fleksibilitet, f.eks. i tilfælde af »følsomme produkter«; understreger imidlertid, at det er en betingelse for enhver WTO-aftale på landbrugsområdet, at der opnås en aftale om intellektuel ejendomsret, som dækker geografiske betegnelser, samt at ikke-handelsmæssige hensyn anerkendes som importkriterier;

7.

opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af de igangværende WTO-forhandlinger at tage hensyn til de særlige karakteristika ved landbrugets produktion i dets egenskab af fødevareproducerende sektor, element med strukturskabende betydning for balancen i landdistrikterne, beskytter af miljøet og garant for et — i kvantitativ og kvalitativ henseende — rimeligt fødevaresikkerhedsniveau;

8.

mener imidlertid, at EU også fremover nødvendigvis skal råde over tilstrækkelige instrumenter til at kunne forebygge markeds- og forsyningskriser inden for landbrugssektoren samt sundhedskriser;

9.

understreger behovet for på effektiv måde og med passende — økonomiske og andre — midler at anerkende de funktioner, som landbruget har i forbindelse med produktion, miljø og landdistrikter;

10.

støtter principielt integrationen af generelle mål i den fælles landbrugspolitik, særlig mål som forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer, territorial samhørighed, forbruger-, miljø- og klimabeskyttelse, dyrevelfærd, vedvarende energi samt biodiversitet; påpeger imidlertid, at dette skal foregå inden for en bæredygtig udviklings rammer, hvor økonomiske resultater kombineres med bevarelse af naturmiljø og ressourcer, udnyttelse af jorden og social retfærdighed; gør dog opmærksom på, at stats- og regeringscheferne bekræftede den fælles landbrugspolitiks mål ved i Lissabontraktaten, som blev undertegnet den 13. december 2007, at bevare indholdet af EF-traktatens artikel 33;

11.

understreger, at der ved integreringen af generelle mål i den fælles landbrugspolitik ikke må sættes spørgsmålstegn ved produktionen af landbrugsprodukter fra jordbrug og husdyrbrug i EU's bjergområder, tilbagestående områder, yderområder og øområder, hvor produktionen er af ekstensiv art, og hvor der i vid udstrækning produceres til det lokale marked, men samtidig sælges landbrugsprodukter fra jordbrug og husdyrbrug på medlemsstaternes nationale markeder;

12.

mener, at EU ikke kan stille høje krav til sine egne landmænd og producenter uden samtidig at sikre, at de selvsamme krav overholdes af alle, der eksporterer landbrugsprodukter til EU, og at EU under WTO-forhandlingerne skal insistere på at få inddraget de nævnte generelle mål;

13.

afviser en nedskæring af det samlede budget for første søjle for perioden frem til 2013 og påpeger, at landmændene i en fase med hurtige omvæltninger inden for landbrugsmarkederne og husdyravl samt reformer på midtvejsstadiet, har hårdt brug for at kunne stole på ordningerne og navnlig have sikkerhed for, at de afgørelser, der blev truffet i 2003, respekteres;

14.

afviser enhver form for diskriminering ud fra bedriftens størrelse og retlige form i forbindelse med den direkte støtte; mener samtidig, at en omfordeling af støtten under første søjle skal ske på grundlag af en samlet vurdering af virkningerne, hvad angår den sociale og regionale samhørighed, beskæftigelse, miljø, konkurrenceevne og innovation;

15.

kræver, at der udelukkende ydes støtte til landmænd, der aktivt udøver landbrug som erhverv;

16.

påpeger, at Kommissionens ovennævnte meddelelse ikke i tilstrækkeligt omfang beskæftiger sig med de problemer, behov og udfordringer, som landbrugssektoren i de12 nye medlemsstater står over for, og kræver, at der bliver taget hensyn til dette i forbindelse med de forestående reformer, og at der også overvejes en yderligere målrettet finansiering til omstrukturering og modernisering;

17.

mener, at direkte betalinger også fremover er absolut nødvendige som grundlæggende indtægtssikring, ikke blot ved markedssvigt, men også ud fra almennyttekriteriet og som udligning for de i international sammenligning meget høje miljø-, fødevare- og forsyningsssikkerheds-, sporbarheds-, dyrevelfærds- og socialstandarder i Europa;

18.

bemærker imidlertid, at betalingernes niveau ikke altid synes at være i overensstemmelse med de bestræbelser, de pågældende landmænd gør for at opfylde reglerne, fordi betalingerne stadig i vidt omfang er afhængige af tidligere udgifter;

19.

efterlyser derfor en rapport fra Kommissionen, som skal vurdere de ekstraomkostninger, landmændene vil stå over for som følge af at skulle opfylde de almindelige regler på miljø-, dyrevelfærds- og fødevaresikkerhedsområdet sammenlignet med deres vigtigste konkurrenter på verdensmarkedet; rapporten bør desuden sammenligne disse omkostninger med den nuværende størrelse af de direkte betalinger, som landmændene modtager; rapporten bør indeholde tilstrækkeligt specifikke oplysninger om de forskellige typer landmænd i de enkelte medlemsstater; rapporten bør desuden offentliggøres, inden beslutningstagningsproceduren for den fælles landbrugspolitik efter 2013 påbegyndes;

20.

glæder sig over Kommissionens forslag om på et frivilligt grundlag at give medlemsstaterne mere fleksible rammer med hensyn til at gøre de direkte betalinger uafhængige af historiske referenceværdier og bevæge sig i retning af en mere ensartet sats, og opfordrer Kommissionen til sammen med det lovgivningsmæssige forslag at fremlægge en vurdering af, om det i lyset af de positive erfaringer i medlemsstaterne er muligt på et frivilligt grundlag at fremskynde medlemsstaternes overgang til en arealbaseret regional eller national enhedspræmie som led i den afkoblede støtte inden 2013; bemærker imidlertid, at medlemsstater med fuldstændig (eller delvis) afkobling på grundlag af historiske betalinger kan vælge at bevare denne ordning indtil 2013; opfordrer Kommissionen til at gennemføre en undersøgelse af den potentielle indvirkning af en arealbaseret præmie, navnlig for bedrifter med høj husdyrtæthed på forholdsvis små arealer;

21.

understreger, at der ved overgangen til en regional model bør tages højde for de vanskeligheder, der opstår på grund af de særlige rettigheder i tilknytning til husdyravl, dvs. den omstændighed, at visse opdrættere kun råder over ringe eller slet ingen landbrugsarealer, samt at ekstensiv husdyravl i mange af EU's regioner er baseret på kollektiv anvendelse af fælles græsningsarealer, som tilhører lokalsamfund eller kommunale eller nationale myndigheder;

22.

mener i betragtning af det stadig større antal sektorer, der dækkes af enkeltbetalingsordningen, og i betragtning af de erfaringer, der er gjort med anvendelsen af denne ordning, at visse afgørelser og gennemførelsesbestemmelser synes at være unødvendigt strenge og komplekse, og at det derfor synes nødvendigt med en ny fastsættelse af bestemmelser, anvendelsesområde og forvaltningsregler, som skal lette anvendelsen heraf i de stater og sektorer, som ønsker den;

23.

mener, at afkoblingen af direkte betalinger generelt har gjort EU's landbrug mere markedsorienteret på grund af større indkomsteffekt og større beslutningsfrihed for landmændene samt på grund af den medfølgende forenkling af den fælles landbrugspolitik; opfordrer Kommissionen til at fremskynde afkoblingspolitikken endnu mere, undtagen hvis det medfører alvorlige socioøkonomiske og/eller miljømæssige ulemper i visse regioner, særlig de dårligst stillede; påpeger imidlertid, at der skal gennemføres yderligere konsekvensanalyser for på udtømmende vis at få fastlagt afkoblingens virkninger for specifikke regioner, produktionen og jordpriserne;

24.

tror, at en afkobling af den direkte støtte fra landbrugsproduktionen på lang sigt generelt kan bidrage til at formindske EU landbrugs negative indvirkning på miljøet, under forudsætning af at den ledsages af en øget støtte til bæredygtige metoder i udviklingen af landdistrikterne;

25.

understreger, at yderligere afkobling kun bør finde sted efter grundige overvejelser af de mulige virkninger, herunder, men ikke udelukkende, på balancen mellem de forskellige landbrugssektorer, den øgede risiko for monokulturer og truslen mod arbejdsintensive landbrugssektorer;

26.

erkender, at situationen omkring besætningsbestemte præmier, herunder mælkepræmier, ikke kan sammenlignes hermed i betragtning af de alvorlige omvæltninger på markedet, bl.a. som følge af stigende foderpriser, som i særlig grad er gået ud over visse af de eksisterende husdyrproduktionssystemer i EU;

27.

mener, at fuld afkobling af besætningsbestemte præmier i visse regioner — f.eks. bjergregioner og andre regioner med specifikke problemer (øer, tørre og fugtige områder, regioner i den yderste periferi osv.), hvor der ikke findes alternativer til det forholdsvis arbejdsintensive husdyrbrug — indebærer en risiko for alvorlige økonomiske og miljøpolitiske ulemper som følge af ændrede inputpriser, som ikke harmonerer med traktatens mål; opfordrer til, at der i tilfælde af (delvis) afkobling anvendes præcise referencedata som grundlag for tildelingen af betalingsrettigheder;

28.

er klar over husdyrbrugets nøgleposition i det europæiske landbrug, særlig i visse lande og regioner med husdyrhold i stor målestok, og mener derfor, at det foreløbig er forsvarligt delvis at bibeholde produktionskoblede besætningspræmier; er bevidst om den vigtige rolle, disse meget succesrige landbrug spiller i den regionale økonomi; erindrer om, at der i artiklerne 47 til 50 i forordning (EF) nr. 1782/2003 findes en løsning for intensive husdyrbrug, som bør undersøges yderligere med henblik på perioden efter 2013;

29.

er imidlertid af den opfattelse, at dette ikke i sig selv vil være tilstrækkeligt; ser det med glæde som det første skridt i den rigtige retning, at det påtænkes at revidere artikel 69 i forordning (EF) nr. 1782/2003 (efterfølgende kaldet artikel 69); bemærker imidlertid, at dette instrument ikke bør anvendes til skjult at indføre frivillig graduering og en dobbelt styrkelse af anden søjle, samt at dette instrument ikke bør føre til renationalisering af den fælles landbrugspolitik, og at princippet om lige muligheder for alle medlemsstater (level-playing-field) bør respekteres mest muligt;

30.

kræver, at midler fra artikel 69 primært anvendes til foranstaltninger med henblik på territorial samhørighed og styrkelse af bestemte sektorer og især til foranstaltninger, som forhindrer, at landbrugsproduktionen og navnlig husdyrhold bliver indstillet i områder, hvor dette ville føre til væsentlige ulemper for natur, landskab eller den regionale udvikling (særlig bjergområder, vådområder, områder med vandmangel, andre særlig ugunstigt stillede områder og ekstreme græsningsområder), til foranstaltninger til omstrukturering og styrkelse af nøgleområder inden for landbruget (f.eks. mejeri-, oksekød- og fåresektoren), og til arealbestemte miljøforanstaltninger (f.eks. økologisk landbrug), der ikke hidtil fandtes under anden søjle, eller til risikostyring;

31.

mener, at midlerne til den reviderede artikel 69 kunne omfatte op til 12 % af de direkte betalinger pr. medlemsstat, forudsat at en konsekvensanalyse ikke giver andre resultater, og at det sker på et frivilligt grundlag;

32.

kræver, at Kommissionen fremsætter forslag til fælles regler for medlemsstaternes anvendelse af artikel 69 for så vidt muligt at undgå handelshindringer og konkurrenceforvridende effekter, og at dette i givet fald sker inden for rammerne af den fælles markedsordning; kræver endvidere, at alle foranstaltninger vedrørende anvendelsen af artikel 69 meddeles Kommissionen; kræver endelig, at Kommissionen udarbejder en konsekvensanalyse, der vedlægges dens lovforslag;

33.

mener, at foranstaltninger, hvormed enkelte sektorer skal styrkes, på lang sigt principielt skal finansieres under første søjle; er derfor endvidere af den opfattelse, at Kommissionen skal evaluere resultaterne af gennemførelsen af den reviderede artikel 69 grundigt som en forberedelse til en reform efter 2013;

34.

opfordrer desuden Kommissionen til senest den 30. juni 2010 at fremlægge en rapport med en omfattende beskrivelse af, hvordan Fællesskabets produktion af agerbrugsprodukter såvel som forsyningssikkerheden inden for husdyrbruget i Europa kan sikres på lang sigt under hensyntagen til de forskellige produktionssystemer inden for EU, multifunktionalitet og regionale aspekter (bjergområder, ugunstigt stillede og små ø-områder etc.); rapporten skal også behandle spørgsmålet om, hvorvidt den fælles landbrugspolitiks mål også med hensyn til bæredygtighed og sociale aspekter kan opfyldes mere effektivt og målrettet ved hjælp af afkoblet, indirekte støtte, såsom præmier til ekstensive græsningsarealer og grønjord, en særlig præmie for mælke- og kødproduktion, præmier til stalde, der opføres og indrettes i overensstemmelse med fælles standarder for beskyttelse af dyr og miljø eller særlige instrumenter til krisestyring; understreger, at rapporten skal besvare spørgsmålet om, hvorvidt eller i hvilket omfang der under hensyntagen til de specifikke behov i regioner med intensivt husdyrbrug i perioden efter 2013 stadig vil være behov for produktionskoblede besætningspræmier eller løsninger i lighed med de i artikel 47-50 i forordning (EF) nr. 1782/2003 omhandlede;

35.

henstiller, at de nye medlemsstater, som ønsker det, skal kunne anvende den forenklede generelle arealbetalingsordning (SAPS) indtil 2013, og opfordrer Kommissionen til at undersøge, om anvendelsen af SAPS kan forenkles yderligere ved at ændre reglerne for støtteberettigede arealer;

36.

mener, at alle de budgetbevillinger, der er afsat til gennemførelsen af den fælles landbrugspolitik, men som er blevet sparet eller ikke er blevet anvendt, bør udnyttes inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik;

37.

mener, at der også efter 2013 vil være behov for direkte betalinger, men at disse bør tage udgangspunkt i nye objektive kriterier, særlig den direkte jobskabelse på bedrifterne, eller i højere grad bør udvikle sig i retning af en betaling for naturpleje eller erstatning for visse almene ydelser eller særlige standarder, herunder dyrebeskyttelsesstandarder, og at det samtidig bør undersøges, om det er hensigtsmæssigt at have betydelige forskelle mellem de regionale arealstøttebeløb i Europa og forskellige disponible midler under anden søjle; opfordrer Kommissionen til at foreslå passende foranstaltninger til at sikre, at alle de direkte betalinger kun kommer de personer og virksomheder til gode, som reelt er beskæftiget inden for landbrug;

38.

går ind for, at mindre og derfor meget forvaltningskrævende produktionsbaserede betalingssystemer (tørfoder, hamp, hør, kartoffelstivelse) efter en passende udfasningsperiode gradvis integreres i den generelle arealbetalingsordning, medmindre dette skulle få alvorlige socioøkonomiske og/eller miljømæssige konsekvenser for særlige regioner; hvis det er nødvendigt af regionalpolitiske årsager, bør der træffes ledsageforanstaltninger i henhold til artikel 69; opfordrer Kommissionen til at foretage en produktvis analyse af de økonomiske og regionale konsekvenser, hvoraf det fremgår, at dette er en hensigtsmæssig løsning, som indeholder en tidsramme for gennemførelsen; understreger, at den afkobling, som dette indebærer, ikke må bringe eksistensen af de berørte produktioner i fare;

39.

går ind for omgående afskaffelse af braklægningsforpligtelsen, der som mængdestyringsinstrument har mistet sin mening i et system med afkoblet direkte støtte og desuden er meget forvaltningskrævende, og konvertering af braklægningsrettighederne til normale rettigheder;

40.

mener, at de miljøpolitiske fordele, som var forbundet med braklægningen, som f.eks. biernes bestøvning af afgrøderne, i en situation med indskrænkning af de braklagte arealer som følge af stigningen i efterspørgslen efter landbrugsprodukter kan opnås bedre og mere målrettet via medlemsstaterne ved hjælp af foranstaltninger under anden søjle eller ved at ændre definitionen på betingelserne for god landbrugs- og miljømæssig stand, der fremmer biodiversitet for vilde dyr og planter samt naturlige levesteder;

41.

kræver støtten til energiafgrøder gradvist afskaffet i løbet af en udfasningsperiode, da støtten til energiafgrøder er meget forvaltningskrævende og kun har beskedne eller slet ingen energipolitiske fordele under de nuværende markedsbetingelser;

42.

kræver, at de midler, der spares ved at afskaffe støtten til energiafgrøder, bl.a. anvendes målrettet til ledsageforanstaltninger til markedsordningen for mælk, særlig i bjergområder og andre områder med særlige vanskeligheder;

43.

opfordrer Kommissionen til først og fremmest i henhold til artikel 69 at stille ikke-anvendte midler fra landbrugsbudgettet, der var afsat til markedsstyringsforanstaltninger, såsom intervention, eksportsubsidier eller oplagring, til rådighed til at styrke økonomien i landområder og særlig landbrugsbedrifterne, med henblik på at opfylde målene for udvikling af landdistrikter;

44.

mener ikke, at direkte støtte længere kan forsvares uden opfyldelse af forpligtelser på andre områder (krydsoverensstemmelse); understreger i den forbindelse, at de nye medlemsstater i løbet af en overgangsperiode skal bistås af EU ved anvendelsen af reglerne for krydsoverensstemmelse;

45.

tager i betragtning af den faldende direkte støtte afstand fra at udvide anvendelsesområdet for krydsoverensstemmelsesordningen, så længe medlemsstaterne og Kommissionen ikke opnår væsentlige fremskridt med at forenkle og harmonisere kontrolbestemmelserne og Kommissionen ikke fremlægger nogen oversigt over landmændenes udgifter i forbindelse med krydsoverensstemmelsesordningen, og henviser i denne forbindelse til sin holdning af 11. december 2007;

46.

mener, at krydsoverensstemmelsesordningen bør være begrænset til kontrol af vigtige standarder inden for den europæiske produktionsmodel og standarder, hvor det er muligt at foretage en systematisk og ensartet kontrol i de forskellige medlemsstater;

47.

opfordrer til at sikre, at krydsoverensstemmelsesordningens effektivitet i forhold til dens målsætning øges, og at dens gennemførelse gøres mere ensartet mellem medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til som støtte for medlemsstaterne at udarbejde klarere retningslinjer for gennemførelsen;

48.

kræver, at der gøres en ende på overdrevent belastende krav til husdyrhold på grund af krydsoverensstemmelsesordningen, og kræver i den forbindelse navnlig en kritisk gennemgang af visse hygiejne- og mærkningsstandarder (f.eks. øremærker);

49.

kunne forestille sig en rimelig tilpasning af kravene til bevaring af god landbrugs- og miljømæssig stand og en bæredygtig forvaltning af områderne på baggrund af ændrede miljø- og produktionsbetingelser (klimaændring, biomasse), hvis det er sikret, at disse nye krav bliver gennemført på en sammenlignelig måde i hele Europa;

50.

er af den opfattelse, at de medlemsstater, der benytter SAPS, bør gives mulighed for over en vis tidsperiode gradvist at indføre krydsoverensstemmelsesprincippet, således at de kan forberede de fornødne kontrolsystemer ordentligt og overbevise landbrugerne om vigtigheden af at overholde retningslinjerne;

51.

opfordrer Kommissionen til fortsat at fremme forenklingen af den fælles landbrugspolitik og derved regelmæssigt undersøge, om bestemte dele af lovgivningen fortsat er nødvendig, og om dens konkrete udformning er hensigtsmæssig; det er i denne forbindelse passende at foreslå yderligere tiltag som f.eks. forenklede overførselsregler for betalingsrettigheder ved ikke-aktivering, sammenlægning af minimale betalingsrettigheder, indførelse af en enhedsbetaling for modtagere af små beløb, forenkling af reglerne om den nationale reserve eller reduktion hhv. afskaffelse af denne afhængigt af overgangen til den regionale/nationale fælles arealbetalingsordning, afkald på betalingsrettigheders forfald, hvis rettigheden ikke gøres gældende, afskaffelse af håndskrevne registre for kvæg og andre brugsdyr inden for landbruget;

52.

opfordrer desuden medlemsstaterne til at sikre rettidig betaling og Kommissionen til at tillade forskudsbetaling til landbrugerne;

53.

opfordrer Kommissionen til at indføre de nødvendige mekanismer til at sikre, at importvarer fra tredjelande opfylder samme krav, som Fællesskabets produkter skal leve op til med hensyn til krydsoverensstemmelse, fødevaresikkerhed osv.;

54.

mener, at det i lyset af den forventede vækst i miljø-, klima- og epidemirisici samt store prisudsving på landbrugsmarkederne er absolut nødvendigt med en ekstra risikosikring som sikkerhedsnet;

55.

henviser til, at markedsorienteret produktion, tilpasset vekseldrift, diversificering, finansielle markedsinstrumenter, forsyningskontrakter og forsikring alle er vigtige måder, som landbrugerne kan risikosikre sig på, og at ansvaret for en passende risikosikring principielt ligger hos landmændene;

56.

mener, at det for at kunne håndtere markedsforstyrrelser er nødvendigt at bevare interventionsordningen og omlægge den til et stramt sikkerhedsnet, som kan anvendes under ekstraordinære omstændigheder med bestemmelser, der tager udgangspunkt i tendenserne på verdensmarkedet;

57.

støtter derfor Kommissionens forslag om at nedsætte interventionsgrænserne for markedsafgrøder til nul og kun bevare en passende reduceret interventionsgrænse for hvede;

58.

mener, at det i lyset af de voksende risici er nødvendigt snarest at udvikle privatøkonomiske eller kombinerede sikringssystemer, der dækker flere forskellige risici på en gang (multirisikosystemer); er klar over, at dette ikke kan lykkes uden offentlig deltagelse i finansieringen; understreger, at indførelsen af disse forsikringssystemer under ingen omstændigheder må udgøre en fare for ligebehandlingen (level-playing-field) mellem medlemsstaterne; opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for i fremtiden at indføre eller støtte en fællesskabsordning for genforsikring til imødegåelse af problemer, der kan opstå som følge af klima- og miljøkatastrofer;

59.

henviser til, at næsten alle relevante tredjelande anvender sådanne statsstøttede systemer;

60.

mener, at der derfor som et første skridt fra 2009 bør skabes finansieringsmuligheder for national eller regional støtte til risikosikringssystemer, som tager højde for de forskellige risikopotentialer i Europa; Kommissionen skal undersøge, i hvilket omfang producentforeninger, brancheforeninger eller tværfaglige foreninger og den private forsikringssektor kan inddrages i systemerne;

61.

er af den opfattelse, at det i betragtning af de fuldkommen forskellige betingelser inden for de enkelte sektorer vil være at foretrække at finde differentierede sektorløsninger (som løsningen for frugt- og grøntsektoren) frem for horisontale tiltag;

62.

mener, at støtten til disse foranstaltninger delvis bør komme fra første søjle på grundlag af artikel 69, fordi der er tale om foranstaltninger, der henhører under markedspolitikken;

63.

anmoder Kommissionen om at overveje at indføre værktøjer til styring af såvel markeds- som klimarelaterede kriser, der skal sætte producentorganisationer og kooperativer i stand til at bære de omkostninger, der er forbundet med et fald i produktleverancerne fra deres medlemmer;

64.

er af den opfattelse, at foranstaltninger vedrørende risikostyring og risikoforebyggelse ikke må føre til genindførelse af produktionsbaserede støtteforanstaltninger;

65.

mener derfor, at Kommissionen må udforme fælles rammer for medlemsstaternes støtte til risikostyringssystemer, der skal respektere de systemer, der anvendes på nuværende tidspunkt og som i sin tid er godkendt af Kommissionen, for i videst muligt omfang at udelukke konkurrence- og handelsforvridende virkninger og i den forbindelse eventuelt indføre fælles regler inden for de fælles markedsordninger;

66.

opfordrer Kommissionen til senest den 30. juni 2010 at fremlægge en omfattende analyse af eksisterende risikostyringssystemer og mulighederne for at videreudvikle disse på fællesskabsniveau efter 2013;

67.

påpeger, at et degressivt loft, graduering og budgetdisciplin ved gennemførelsen af Kommissionens forslag kan få store omfordelingsmæssige konsekvenser i nogle regioner;

68.

mener, at enhver ændring i bevillingerne til udvikling af landdistrikterne, som ikke er i overensstemmelse med de i bilag III til den interinstitutionelle aftale (IIA) af 17. maj 2006 fastlagte (under-)lofter, skal være godkendt af alle tre parter i aftalen;

69.

påpeger, at der endnu ikke foreligger konsekvensanalyser af følgerne af yderligere graduering, degression og minimumsgrænser for arbejdsmarkedet i landområder og den regionale samhørighed; det er derfor nødvendigt at foretage en evaluering af den første søjle;

70.

understreger, at de af Kommissionen foreslåede nedre grænser kan få synlige virkninger i visse medlemsstater og påvirke fordelingen mellem medlemsstaterne af betalingerne under den fælles landbrugsordning, mens den øvre grænse medfører en overførsel af omkring 500 mio. euro fra første til anden søjle; erindrer om den alvorlige tvivl, der hersker omkring den nuværende omkostningseffektivitet af foranstaltningerne under anden søjle; mener derfor, at besparelserne fra en eventuel anvendelse af denne foranstaltning bør forblive under første søjle;

71.

afviser Kommissionens forslag om degression (op til 45 % nedskæring) i den nuværende form, da der ingen klar forbindelse foreligger mellem et landbrugs størrelse og velstand, og fordi det ikke inddrager den til driften af større landbrug fornødne arbejdsstyrke; Kommissionens forslag vil stille store bedrifter eller foreninger urimeligt dårligt og føre til nedlæggelse af arbejdspladser og til ødelæggelse af veludviklede, konkurrencedygtige strukturer og alene af støttetekniske grunde betyde opsplitning af bedrifter; hvilket vil føre til sammenbrud af strukturer i nogle egne af Europa;

72.

mener, at degression og/eller indførelse af lofter kun er forsvarlig på grundlag af en omfattende vurdering af de arbejdsmarkedsmæssige og regionalpolitiske konsekvenser og kun, hvis der skabes mulighed for at tage hensyn til antallet af socialforsikringspligtige fuldtidsansatte eller visse bedriftsstrukturer (flerfamiliebedrifter, andelsorganisationsformer, etc.) eller de samlede lønomkostninger med henblik på en reduceret degression; opfordrer Kommissionen til at være opmærksom på, at mindre landbrug, der har sluttet sig sammen som én juridisk person for at opnå stordriftsfordele og forbedre deres konkurrenceevne, ikke bør stilles dårligere;

73.

kræver, at eventuelle midler fra degressionen forbliver i regionen eller den pågældende medlemsstat og her f.eks. anvendes til foranstaltninger i henhold til artikel 69 eller under anden søjle; kræver, at disse midler målrettes til landbrugere;

74.

støtter også i betragtning af Revisionsrettens årsberetning for 2006 forslaget om at hæve minimumsgrænserne, som kunne ligge på 1 ha eller tilsvarende på 250 euro, kombineret med indførelsen af en enhedspræmie eller en minimums-flat rate for små støttemodtagere; mener imidlertid, at medlemsstaterne i behørigt begrundede tilfælde, hvor der konstateres store landbrugsstrukturelle forskelle i Europa, bør have mulighed for at fastsætte minimumsgrænser;

75.

støtter dog Kommissionens bestræbelser på at opnå en rimelig finansiering af en bæredygtig politik for landdistrikterne under den fælles landbrugspolitiks anden søjle, selv om opfyldelsen af dette mål ikke bør ske på første søjles bekostning;

76.

påpeger, at der ikke uden forelæggelse af en konsekvensanalyse kan opnås tilslutning til en yderligere nedskæring på 8 % af den direkte støtte i betragtning af de i forvejen drastiske individuelle nedskæringer;

77.

mener, at der i betragtning af det vidt udbredte krav om nedskæring af store støttebetalinger kunne overvejes en progressiv graduering ud fra den hidtil foreliggende viden og på grundlag af en konsekvensanalyse under hensyntagen til landbrugsstrukturen (foreninger osv.), landbrugsbedrifternes arbejdskraft og/eller lønomkostninger og specifikke produktionstyper i de forskellige direkte betalingsordninger (f.eks. de specifikke problemer i bedrifter og regioner med høj husdyrtæthed på forholdsvis små landbrugsarealer);

Midlerne fra den progressive graduering skal fordeles efter de gældende bestemmelser vedrørende gradueringsmidler og forblive i den pågældende region eller medlemsstat;

Europa-Parlamentet kunne overveje en progressiv graduering i den følgende form:

78.

kræver, at den frivillige graduering erstattes af obligatorisk graduering;

79.

mener, at gradueringsmidlerne primært bør placeres inden for rammerne af Leader-metoden og stilles til rådighed til bekæmpelse af tab af biodiversitet, risikosikring, tilpasning til klimaændringerne, foranstaltninger til bæredygtig anvendelse af biomasse, ledsageforanstaltninger i forbindelse med strukturreformer (f.eks. markedsordningen for mælk), sikring af produktionen i bjergregioner eller små øregioner og andre lignende ugunstigt stillede områder, kvalitetssikring, herunder dyrebeskyttelsesforanstaltninger, økologisk landbrug, afsætningsforanstaltninger og tilpasning til de tekniske fremskridt; kræver, at alle disse foranstaltninger målrettes direkte til landmændene;

80.

er klar over, at den hidtidige mælkekvoteordning sandsynligvis ikke videreføres efter 2015 i sin nuværende form, og opfordrer Kommissionen til indgående at undersøge, hvorledes fremtidens markedsordning for mælk kan komme til at se ud; opfordrer Kommissionen til for perioden efter 2015 at fremlægge et overbevisende program for mælkesektoren, som garanterer en fortsat mælkeproduktion i Europa, herunder i bjergområder, fjerntliggende områder og andre områder med specifikke problemer;

81.

henviser Kommissionen til Parlamentets beslutninger (10) vedrørende markedsforanstaltningerne og mælkefonden inden for rammerne af »mini-mælkepakken«;

82.

opfordrer alle berørte parter til at benytte perioden indtil 2015 til at stabilisere eller styrke markedspositioner og sikre en blød landing for den europæiske mejerisektor, helst gennem strukturelle kvoteforhøjelser;

83.

kræver, at mælkekvoten i tilfælde af ændringer i efterspørgslen på verdensmarkederne tilpasses i forhold til markedet; mener derfor, at kvoterne bør stige med 2 % i mælkeåret 2008/2009 i hver medlemsstat på et frivilligt grundlag; opfordrer Kommissionen til at anbringe denne forhøjelse i den nationale reserve; kræver en årlig revision af kvoten;

84.

kræver desuden en mærkbar nedsættelse af superafgiften for mælkeåret 2009/2010 og derefter yderligere nedsættelser de følgende år for at modvirke en stigning i kvotepriserne eller en senere udligning for hele Europa, som gør det muligt at udnytte kvoterne bedre;

85.

kræver særlige ledsageforanstaltninger for at forhindre, at mælkeproduktionen opgives i bjergområder og andre områder med særlige vanskeligheder, hvis der i disse områder mangler alternativer til den traditionelle mælkeproduktion, eller hvis opgivelsen af landbruget vil føre til tab af vigtige naturområder;

86.

mener, at der først og fremmest via artikel 69 skal stilles tilstrækkelige midler til rådighed til at bevare mælkeproduktionen især i bjergområder, områder i den yderste periferi (som Azorerne) eller andre områder med lignende vanskeligheder, f.eks. i form af top-ups på arealstøtte (i lighed med foranstaltningerne inden for sukkersektoren), præmier for malkekvæg, græsningsarealer eller ekstensiv græsning, en særlig mælkepræmie eller regionale særprogrammer, som skal styrke eller omstrukturere sektoren og fremme særlige kvalitetsprodukter;

87.

er af den opfattelse, at en styrkelse af producentsammenslutninger, brancheforeninger og brancheorganisationer kunne være et yderligere element i den reviderede artikel 69;

88.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at overveje ikke-lineære forhøjelser af de nationale kvoter, således at der kan foretages supplerende forhøjelser for de medlemsstater, hvor produktionslofterne traditionelt har været for lave;

89.

mener, at der til finansiering af foranstaltningerne bør oprettes en særlig fond (mælkefonden), som delvis vil kunne finansieres via de besparelser, der opnås med reformen af sektoren;

90.

påpeger, at det europæiske landbrugs styrke og fremtid ligger inden for regionale, traditionelle og andre produkter af anerkendt høj kvalitet samt forædlingsprodukter;

91.

opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at indføre et »Europa-mærke«, der skal kendetegne for den europæiske landbrugsproduktions og de europæiske fødevarers kvalitet, såvel på det europæiske marked som på de internationale markeder, samt til at fastlægge strenge miljø-, dyrevelfærds- og fødevaresikkerhedsstandarder for denne produktion;

92.

opfordrer derfor Kommissionen til at fremlægge et omfattende koncept til at forbedre markedsføringen af europæiske produkter af høj kvalitet i ind- og udland, f.eks. gennem oplysnings- og salgskampagner, støtte til oprettelsen af producentorganisationer eller andre former for brancheorganisationer og indførelse af målrettet mærkning, som navnlig fremhæver de anvendte landbrugsråvarers herkomst og er tydeligere og mere forståelig for forbrugerne;

93.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med budgettilpasninger at forhøje midlerne til oplysnings- og salgskampagner på det indre marked og på verdensmarkedet;

94.

opfordrer Kommissionen til at overveje behovet for en reel kommunikationspolitik i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, som kan mindske kløften mellem landbruget og samfundet og ikke kun fungere som en reklame- og salgsmekanisme;

95.

mener, at producent- og brancheorganisationerne bør styrkes og støttes yderligere, særlig i medlemsstater, hvor der kun findes et fåtal af sådanne, med henblik på at forbedre landmændenes markedsposition i forhold til detailledet og handelen, og at kvalitetssikringssystemerne i fødevareproduktionskæden sideløbende hermed bør fremmes, herunder i form af alternativer til eksisterende fremstillingsmetoder;

96.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger til at forhindre spekulation, fødevareindustriens kontrol med fødevaremarkedet og karteldannelse gennem udnyttelse af den eksisterende mangel på lovgivning og kontrol, manglen på producent- og forbrugerorganisationer og på passende infrastruktur, og som udelukkende har til formål at øge fortjenesterne, sænke producentpriserne og hæve forbrugerpriserne;

97.

beklager, at Kommissionen forsømte muligheden for mere bredt at håndtere de problemer, der er knyttet til øget import af fødevarer og foder, der ikke lever op til EU-standarderne, og som derfor risikerer at undergrave Den Europæiske Unions resultater med at knytte miljø- og dyrevelfærdsmæssige samt sociale betingelser til offentlig støtte; opfordrer Kommissionen til at foreslå foranstaltninger med henblik på at afhjælpe denne situation hurtigst muligt og sikre, at EU's miljø- og sundhedsbestemmelser overholdes;

98.

opfordrer Kommissionen til som et hasteanliggende at udvikle en omfattende strategi for at sikre, at europæiske ikke-handelsmæssige hensyn tages i betragtning under WTO-forhandlingerne, herunder navnlig spørgsmålene om anerkendelse og beskyttelse af geografiske betegnelser, dyrevelfærd, importerede animalske og vegetabilske produkters sundhedsmæssige tilstand etc., således at illoyal konkurrence mod europæiske producenter samt eksport af dyrevelfærds- og miljøproblemer til tredjelande undgås; opfordrer Kommissionen til i WTO-forhandlingerne aktivt at kæmpe for princippet om kvalificeret markedsadgang med henblik på at fremme bæredygtighedsnormerne inden for landbruget;

99.

påpeger, at europæisk landbrug heller ikke fremover vil kunne klare sig uden en passende ekstern beskyttelse, og anmoder derfor om, at produkter hidrørende fra tredjelande pålægges de samme kvalitets- og sikkerhedskrav som produkter fremstillet i EU;

100.

mener, at afskaffelsen af eksportstøtte bør kompenseres gennem salgsfremmende foranstaltninger i tredjelande;

101.

minder om, at klimaændringerne indebærer to store politiske udfordringer for landbruget, nemlig sænkning af de drivhusgasemissioner, som forårsager klimaændringer, og tilpasning til virkningerne af klimaændringer; understreger, at dette er ensbetydende med, at landbruget står over for en dobbelt udfordring, idet det må begrænse sine egne emissioner samtidig med, at det må tilpasse sig de forventede virkninger af den globale opvarmning;

102.

understreger, at klimaændringer ikke blot er et miljømæssigt, men også et samfundsøkonomisk problem, og at miljøpolitikken og de bestræbelser, der bliver gjort i landbrugssektoren, som er en af de mest sårbare sektorer, da den er direkte afhængig af klimatiske faktorer, bør tage hensyn til behovet for at sikre landdistrikternes økonomiske og sociale levedygtighed;

103.

minder om, at landbrugets bidrag til drivhuseffekten (i dets egenskab af kilde til to kraftige drivhusgasser, metan og dinitrogenoxid) er begrænset og faldende i EU takket være allerede gennemførte foranstaltninger inden for rammerne af den fælles landbrugspolitik, f.eks. krydsoverensstemmelse, landbrugsmiljøprogrammer og andre foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne;

104.

opfordrer Kommissionen til at undersøge, om disse resultater kan forbedres yderligere ved at inddrage landbruget i Kyoto-mekanismerne;

105.

mener, at landbrugets levering af vedvarende energi ikke må ske på bekostning af husdyravl, forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer for Europas og hele verdens befolkning, bæredygtighed og biodiversitet; opfordrer derfor Kommissionen til at gennemføre en vurdering af den indvirkning, som støtten til den vedvarende energi har på sikker fødevareforsyning og miljøet; anmoder om en passende støtte til forskning og om anvendelse af nye og effektive energiteknikker, som udnytter biomasse optimalt (f.eks. andengenerationsbiobrændstoffer); minder endnu en gang udtrykkeligt om, at det største og mest bæredygtige vækstpotentiale for yderligere energi fra biomasse på kort sigt ligger i biogasanlæg, der anvender animalske restprodukter;

106.

understreger den stærke sammenhæng mellem landbrugsvirksomhed og vandkvalitet og -kvantitet og fremhæver, at landbrugets pres på vandmiljøet skal styres på en bæredygtig måde; mener, at miljølovgivning kombineret med princippet om, at forureneren betaler, bør være det ledende princip for, hvordan der effektivt kan opnås en bæredygtig vandforvaltning, og miljømålsætningerne kan opfyldes;

107.

mener, at udviklingen af betalingsordningerne i landbruget bør fortsætte også efter 2013, og opfordrer, ikke mindst i lyset af de europæiske landbrugeres behov for en langsigtet planlægningssikkerhed, Kommissionen til senest den 30. juni 2010 at fremlægge en omfattende analyse af mulige måder at udforme den på, navnlig ved at fastsætte strategiske målsætninger for det europæiske landbrugs udvikling med vægt på innovation, god arealudnyttelse, kvalitetsproduktion, opretholdelse af landbrugernes indkomster, beskyttelse af miljøet samt forsyningssikkerhed med hensyn til fødevarer; opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan forvaltningsprocedurerne grundlæggende kan forenkles, navnlig i forbindelse med årlige præmiebetalinger på under 20 000euro pr. modtager;

108.

påpeger, at landbruget påvirker, skaber og truer den biologiske mangfoldighed; mener, at der er behov for bestræbelser både på globalt, lokalt og EU-niveau for at beskytte de værdifulde fordele for økosystemet, som den biologiske mangfoldighed indebærer i form af rensning af luft og vand, bestøvning af afgrøder og beskyttelse mod erosion;

109.

påpeger, at landdistriktsudviklingen (og det dertil hørende finansieringsinstrument ELFUL), som udgør den fælles landbrugspolitiks anden søjle i den nuværende programmeringsperiode 2007-2013, har betydelige regionale virkninger; opfordrer indtrængende Kommissionen til at udnytte mulighederne for at få gennemførelsen til at hænge bedre sammen med de regionalpolitiske programmer (strukturfonde) med henblik på at nå frem til en integreret fremgangsmåde på områder, hvor der kan opnås synergi;

110.

er af den opfattelse, at det ikke kan ske nogen udvikling af landdistrikter uden landbrugsaktivitet, og at målet må være at give landdistrikternes beboere mulighed for at klare sig økonomisk og forbedre deres livskvalitet;

111.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremlægge et sammenhængende sæt af forslag med henblik på at bevare og udvikle bæredygtigt landbrug, navnlig i ugunstigt stillede områder og områder med naturgivne handicap, da disse er af afgørende betydning for beskyttelsen af biodiversiteten og for bevarelsen af økosystemerne;

112.

opfordrer Kommissionen til at styrke indsatsen inden for forskning og teknologioverførsel, bl.a. for at fremme produktionsmetoder, der tager større hensyn til miljøet og økosystemerne, og som kan bidrage til et bæredygtigt landbrug;

113.

henleder opmærksomheden på vellykkede projekter rundt om i EU, hvor et samarbejde på lokalt og regionalt niveau mellem landmænd, miljøgrupper og myndigheder med held har reduceret landbrugets miljøvirkninger;

114.

mener især, at en fremtidig ordning i højere grad skal fokusere på aspekter som social, økonomisk og territorial samhørighed og integreret udvikling af såvel landdistrikter som af områderne omkring byer, styrkelse af landbrugets nøglesektorer, betaling for ydelser og kompensation for særlige byrder samt risikostyring; mener, at det med dette for øje er nødvendigt helt at omdefinere forholdet mellem første og anden søjle;

115.

mener, at europæisk landbrug kan levere miljøvenlige løsninger på de mest påtrængende problemer i vores urbaniserede samfund, herunder også i de periurbane områder, og derved bidrager til opfyldelsen af målene i såvel Lissabon- som Göteborgstrategien;

116.

henleder opmærksomheden på den særlige rolle, som landmændene i periurbane områder spiller; disse landmænd og arealforvaltningsmyndighederne kan fremme løsninger, der opfylder såvel Lissabonmålene (viden, forskning og innovation) som Göteborgmålet (bæredygtighed);

*

**

117.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.