Onsdag, den 24. september 2008
P6_TC2-COD(2005)0240

Europa-Parlamentets holdning fastlagt ved andenbehandlingen den 24. september 2008 med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/…/EF om de grundlæggende principper for undersøgelser af ulykker i søtransportsektoren og om ændring af Rådets direktiv 1999/35/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 80, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)	Der bør opretholdes et højt generelt sikkerhedsniveau inden for søtransporten i Europa og træffes enhver foranstaltning for at nedbringe antallet af ulykker eller hændelser til søs.

(2)	En hurtig gennemførelse af tekniske undersøgelser af ulykker til søs forbedrer sikkerheden til søs, da det bidrager til at forebygge sådanne ulykker med deraf følgende tab af menneskeliv, tab af skibe og forurening af havmiljøet.

(3)	Europa-Parlamentet opfordrede i sin beslutning af 21. april 2004 om øget sikkerhed til søs (4) Kommissionen til hurtigt at forelægge et forslag til direktiv om undersøgelser af skibsulykker.

(4)

I artikel 2 i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 (║ »UNCLOS«) bestemmes det, at kyststater har ret til at undersøge årsagen til enhver form for ulykke til søs, der opstår i deres territorialfarvande, og som kan indebære en risiko for liv eller miljø, involvere kyststatens eftersøgnings- og redningsmyndigheder eller på anden måde berøre kyststaten.

(5)	I artikel 94 i UNCLOS fastsættes det, at flagstater skal foranledige, at der af eller under ledelse af en eller flere behørigt kvalificerede personer foretages en undersøgelse af visse ulykker eller hændelser på det åbne hav.

(6)

I regel I/21 i den internationale konvention af 1. november 1974 om sikkerhed for menneskeliv på søen (║ »Solas 74«), den internationale konvention af 5. april 1966 om lastelinjer og den internationale konvention af 2. november 1973 om forebyggelse af forurening fra skibe fastsættes det, at det påhviler flagstaterne at foretage undersøgelser af ulykker og indberette de relevante undersøgelsesresultater til Den Internationale Søfartsorganisation (IMO).

(7)

I koden for gennemførelse af obligatoriske IMO-instrumenter, som er vedlagt som bilag til IMO-forsamlingens resolution A.973(24) af 1. december 2005, understreges det, at flagstaterne er forpligtede til at sikre, at maritime sikkerhedsundersøgelser foretages af behørigt kvalificerede undersøgelsesmedarbejdere med kompetence inden for ulykker og hændelser til søs. I denne kode fastsættes det endvidere, at flagstaterne skal være forberedte til at stille kvalificerede undersøgelsesmedarbejdere til rådighed til dette formål, uanset hvor ulykken eller hændelsen finder sted.

(8)

Der bør tages hensyn til koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs, der i november 1997 vedlagt som bilag til IMO-forsamlingens resolution A.849 den 27. november 1997 (║ »IMO-koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs«), og som indeholder bestemmelser om en fælles tilgang for sikkerhedsundersøgelser af ulykker og hændelser til søs og samarbejde mellem staterne om at fastslå, hvilke faktorer der har medvirket til ulykker og hændelser til søs. Der bør ligeledes tages hensyn til IMO-forsamlingens resolutioner A.861(20) af 27. november 1997 og resolution MSC.163(78) fra IMO's Komité for Sikkerhed på Søen af 17. maj 2004, hvori der gives en definition af »voyage data recorders« (udstyr til registrering af rejsedata).

(9)

Medlemsstaterne bør i deres sikkerhedsundersøgelser af ulykker og hændelser til søs tage hensyn til »Guidelines on fair treatment of seafarers in the event of a maritime accident« (retningslinjer for fair behandling af søfarende i forbindelse med en skibsulykke), som er vedlagt som bilag til IMO-resolution LEG.3(91) vedtaget af IMO's retsudvalg og Den Internationale Arbejderorganisations styrelsesråd den 27. april 2006.

(10)

I Rådets direktiv 1999/35/EF af 29. april 1999 om en ordning med obligatoriske syn med henblik på sikker drift af ro-ro-færger og højhastighedspassagerfartøjer (5) bestemmes det, at medlemsstaterne inden for rammerne af deres respektive nationale retssystemer fastlægger retsregler, som giver dem selv og alle andre medlemsstater med en væsentlig interesse i sagen mulighed for at deltage i eller samarbejde om eller, hvor IMO-koden for undersøgelse af ulykker til søs åbner mulighed herfor, at foretage enhver undersøgelse af ulykker eller uheld til søs, som involverer ro-ro-færger og højhastighedspassagerfartøjer.

(11)

I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/59/EF af 27. juni 2002 om oprettelse af et trafikovervågnings- og trafikinformationssystem for skibsfarten i Fællesskabet (6) bestemmes det, at medlemsstaterne skal overholde bestemmelserne i IMO-koden for undersøgelse af ulykker eller hændelser til søs og sikre, at resultaterne af undersøgelser offentliggøres hurtigst muligt efter dens færdiggørelse.

(12)

Det er overordentlig vigtigt for en effektiv konstatering af omstændigheder og årsager ved ulykker og hændelser, der involverer søgående fartøjer eller andre fartøjer i havn eller andre begrænsede havområder, at der foretages en upartisk sikkerhedsundersøgelse af de pågældende ulykker eller hændelser. En sådan undersøgelse bør derfor foretages af kvalificerede undersøgelsesmedarbejdere under kontrol af en uafhængig instans eller enhed med den fornødne permanente beslutningskompetence for at undgå interessekonflikter.

(13)

Medlemsstaterne bør i overensstemmelse med deres lovgivning vedrørende beføjelserne for de myndigheder, der har ansvaret for den retlige undersøgelse, og i givet fald i samarbejde med disse myndigheder, sikre de ansvarlige for den tekniske undersøgelse de bedst mulige betingelser for at udføre deres arbejde.

(14)	Medlemsstaterne bør sikre, at deres retssystemer gør det muligt for dem selv og for andre medlemsstater med en væsentlig interesse i sagen at deltage i, samarbejde om eller foretage undersøgelser af ulykker på grundlag af bestemmelserne i IMO-koden for undersøgelse af ulykker og hændelser til søs.

(15)	En medlemsstat kan efter fælles aftale overdrage opgaven med at lede en sikkerhedsundersøgelse af en ulykke eller hændelse til søs (║ »sikkerhedsundersøgelse«) eller specifikke dele af en sådan undersøgelse til en anden medlemsstat.

(16)

Medlemsstaterne bør bestræbe sig mest muligt på ikke at beregne sig dækning af omkostninger ved bistand, der ydes efter anmodning inden for rammerne af sikkerhedsundersøgelser, der involverer to eller flere medlemsstater. Hvis der anmodes om bistand fra en medlemsstat, der ikke er involveret i sikkerhedsundersøgelsen, bør medlemsstaterne træffe aftale om godtgørelse af de påløbne omkostninger.

(17)

I henhold til regel V/20 under Solas 74 skal passagerskibe og andre skibe med en bruttotonnage på 3 000 og derover, der er bygget fra og med den 1. juli 2002, være forsynet med udstyr til registrering af rejsedata (»voyage data recorder« (VDR) — sort boks) med henblik på at lette undersøgelser af ulykker. Da sådant udstyr har stor betydning for udformningen af en politik for forebyggelse af skibsulykker, bør det systematisk være påkrævet på skibe, der er i national eller international fart og anløber havne i Fællesskabet.

(18)

De oplysninger, der stilles til rådighed via et system til registrering af rejsedata eller andre elektroniske anordninger, kan dels benyttes efter en ulykke eller hændelse til søs med henblik på at undersøge årsagerne, dels bruges forebyggende i kraft af oplysninger om de omstændigheder, der kan føre til sådanne situationer. Medlemsstaterne bør sikre, at sådanne oplysninger, når de er til rådighed, anvendes hensigtsmæssigt til begge formål.

(19)

Nødsignaler fra et skib eller informationer fra enhver kilde om, at et skib eller personer på eller fra et skib er i fare, eller at der som følge af en situation i forbindelse med driften af et skib er alvorlig risiko for, at de pågældende personer, skibets struktur eller miljøet kan blive påført skade, bør undersøges eller på anden måde kontrolleres .

(20)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 (7) pålægges det Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed (║ »agenturet«) at samarbejde med medlemsstaterne for at udvikle tekniske løsninger og yde teknisk støtte i forbindelse med gennemførelsen af fællesskabsretten. Hvad angår sikkerhedsundersøgelse af ulykker, har agenturet specifikt til opgave at lette samarbejdet mellem medlemsstaterne og Kommissionen i forbindelse med udviklingen af en fælles metode for undersøgelse af ulykker til søs, under behørig hensyntagen til de forskellige retssystemer i medlemsstaterne og i overensstemmelse med vedtagne internationale principper.

(21)	I henhold til forordning (EF) nr. 1406/2002 skal agenturet lette samarbejdet i forbindelse med støtten til medlemsstaterne i deres opklaring og analysen af eksisterende rapporter om ulykker til søs.

(22)	Enhver konklusion fra analyser af eksisterende ulykkesrapporter, som kan være relevant til forebyggelse af fremtidige katastrofer og forbedring af sikkerheden til søs i Den Europæiske Union, bør tages i betragtning ved udformning eller ændring af en fælles metodologi for opklaring af søulykker.

(23)	Medlemsstaterne og Fællesskabet bør tage behørigt hensyn til de sikkerhedsanbefalinger, der udarbejdes på baggrund af en sikkerhedsundersøgelse.

(24)	Da formålet med en teknisk sikkerhedsundersøgelse er at forebygge ulykker og hændelser til søs, bør resultaterne eller sikkerhedsanbefalingerne under ingen omstændigheder placere skyld eller ansvar.

(25)

Målet for dette direktiv, nemlig at forbedre sikkerheden til søs i Fællesskabet og dermed mindske risikoen for fremtidige ulykker til søs, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(26)	De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af nærværende direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (8).

(27)

Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at ændre dette direktiv med henblik på at anvende efterfølgende ændringer på internationale konventioner, protokoller, koder og resolutioner knyttet hertil samt til at vedtage eller ændre den fælles tilgang vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltningerne vedtages efter forskriftproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF — ▐

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Formål

1.   Formålet med dette direktiv er at forbedre sikkerheden til søs og forebyggelsen af forurening fra skibe og mindske risikoen for fremtidige ulykker til søs ved at:

a)	fremme en hurtig gennemførelse af sikkerhedsundersøgelser og en grundig analyse af ulykker og hændelser til søs for at fastslå årsagerne til dem og

b)	sikre en rettidig og nøjagtig indberetning af sikkerhedsundersøgelser og af forslag til afhjælpende foranstaltninger.

2.   Sikkerhedsundersøgelser, der gennemføres i henhold til dette direktiv, omfatter ikke placeringen af ansvar eller skyld. Medlemsstaterne skal dog sikre, at undersøgelsesinstansen eller -enheden (║ »undersøgelsesinstans«) ikke undlader at foretage en tilbundsgående rapportering af årsagerne til ulykken eller hændelsen, fordi der kan udledes skyld eller ansvar af undersøgelsesresultaterne.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Dette direktiv finder anvendelse på ulykker , hændelser og nødsignaler til søs, som

a)	involverer skibe, der sejler under en medlemsstats flag

b)	finder sted i medlemsstaternes ydre og indre territorialfarvand som defineret i UNCLOS, eller

c)	har betydning for andre af medlemsstaternes væsentlige interesser.

2.   Dette direktiv finder ikke anvendelse på ulykker , hændelser og nødsignaler til søs, som kun involverer:

a)	krigsskibe eller troppetransportskibe eller andre skibe, der tilhører eller anvendes af en medlemsstat udelukkende til statslige, ikke-erhvervsmæssige formål

b)	skibe, der ikke fremdrives ved mekaniske midler, træskibe af primitiv konstruktion og fritidsfartøjer, der ikke benyttes erhvervsmæssigt, medmindre de er eller bliver bemandet og befordrer mere end tolv passagerer i erhvervsmæssigt øjemed

c)	flod- og kanalfartøjer, som sejler ad indre vandveje

d)	fiskerfartøjer med en længde på under 15 meter

e)	faste offshore-boreenheder.

Artikel 3

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1)	»IMO-kode vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs«: koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs, der blev vedtaget af IMO-forsamlingen ved resolution A.849(20) af 27. november 1997 i dens ajourførte udgave.

2)

Følgende udtryk skal forstås i overensstemmelse med definitionerne i IMO-koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs: a) »ulykke til søs« b) »meget alvorlig ulykke« c) »hændelse til søs« d) »sikkerhedsundersøgelse af ulykke eller hændelse til søs« e) »stat med hovedansvaret for undersøgelsen« f) »stat med en væsentlig interesse i sagen«.

3)	Udtrykkene »alvorlig ulykke« og »mindre alvorlig ulykke« skal forstås i overensstemmelse med de ajourførte definitioner i cirkulære 953 fra IMO's Komité for Sikkerhed på Søen .

4)	Udtrykkene »ro-ro-færge« og »højhastighedspassagerfartøj« skal forstås i overensstemmelse med definitionerne i artikel 2 i direktiv 1999/35/EF.

5)	»Udstyr til registrering af rejsedata« (Voyage data recorder (║ »VDR«) — sort boks) skal forstås i overensstemmelse med definitionen i IMO-forsamlingens resolution A.861 (20) og resolution MSC.163 (78) fra IMO's Komité for Sikkerhed på Søen.

6)	Ved »nødsignal« forstås et signal fra et skib eller informationer fra enhver form for kilde om, at et skib eller personer på eller fra et skib er i havsnød.

7)

Ved »sikkerhedsanbefaling« forstås et forslag , herunder til registrerings- og kontrolformål, der er fremsat af: a) undersøgelsesinstansen i den stat, der gennemfører eller leder sikkerhedsundersøgelsen, som er udarbejdet på grundlag af oplysninger, der er fremkommet i forbindelse med undersøgelsen, eller, hvor det er relevant b) Kommissionen, der gennem agenturet handler på grundlag af en abstrakt dataanalyse og resultaterne af opklaringsarbejdet .

Artikel 4

Sikkerhedsundersøgelsernes status

1.   Medlemsstaterne definerer i overensstemmelse med deres retssystemer sikkerhedsundersøgelsens retlige status således, at sådanne undersøgelser kan foretages så effektivt og hurtigt som muligt.

Medlemsstaterne sikrer i overensstemmelse med deres lovgivning og i givet fald i samarbejde med de myndigheder, der er ansvarlige for den retlige undersøgelse, at sikkerhedsundersøgelser:

a)	holdes adskilt fra strafferetlige eller andre sideløbende undersøgelser, der har til formål at placere ansvar eller skyld, idet kun de resultater og anbefalinger, der fremkommer ved sikkerhedsundersøgelser, der gennemføres i henhold til dette direktiv, kan inddrages i retslige undersøgelser, og

b)	ikke i urimelig grad hindres, suspenderes eller forsinkes på grund af sådanne undersøgelser.

2.   De regler, som medlemsstaterne skal fastsætte, skal bl.a., i overensstemmelse med det permanente samarbejde, der er omhandlet i artikel 10, indeholde bestemmelser, som giver mulighed for:

a)	samarbejde og gensidig bistand i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser, som ledes af andre medlemsstater, eller overdragelse til en anden medlemsstat af opgaven med at lede en sådan undersøgelse i henhold til artikel 7, og

b)	koordination af de aktiviteter, deres respektive undersøgelsesinstanser udfører, i det omfang det er nødvendigt for at nå dette direktivs mål.

Artikel 5

Undersøgelsesforpligtelse

1.   Hver enkelt medlemsstat sikrer, at den i artikel 8 omhandlede undersøgelsesinstans gennemfører en sikkerhedsundersøgelse efter alvorlige eller meget alvorlige ulykker til søs,

a)	som involverer et skib, der sejler under dens flag, uanset hvor ulykken har fundet sted

b)	som finder sted i medlemsstatens ydre eller indre territorialfarvand som defineret i UNCLOS, uanset hvilket flag det skib eller de skibe, der er involveret i ulykken, sejler under, eller

c)	som har betydning for medlemsstatens væsentlige interesser, uanset hvor ulykken har fundet sted, eller hvilket flag det eller de involverede skibe sejler under.

2.    Ud over at undersøge alvorlige og meget alvorlige ulykker træffer den i artikel 8 omhandlede undersøgelsesinstans efter fastlæggelsen af de første faktiske omstændigheder i sagen afgørelse om, hvorvidt der skal foretages en sikkerhedsundersøgelse i forbindelse med et nødsignal eller af en mindre alvorlig ulykke eller hændelse til søs.

Ved afgørelsen heraf tager undersøgelsesinstansen hensyn til, hvor alvorlig ulykken eller hændelsen er, hvilken type fartøj og/eller last der er involveret i nødsignalet , og om der er fremsat anmodninger fra eftersøgnings- og redningsmyndighederne .

3.   Omfanget af og de praktiske foranstaltninger i forbindelse med gennemførelsen af sikkerhedsundersøgelser fastlægges af undersøgelsesinstansen i den medlemsstat, der har hovedansvaret for undersøgelsen, i samarbejde med de tilsvarende instanser i de andre stater med en væsentlig interesse i sagen, på den måde, der er bedst egnet til at nå dette direktivs mål og med henblik på at forebygge fremtidige ulykker og hændelser.

4.   Sikkerhedsundersøgelserne skal følge den fælles metodologi for undersøgelse af ulykker og hændelser til søs, der udarbejdes i henhold til artikel 2, litra e), i forordning (EF) nr. 1406/2002. Kommissionen vedtager eller ændrer denne metodologi i forbindelse med dette direktiv.

Denne foranstaltning, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 19, stk. 3.

Kommissionen tager hensyn til konklusionerne i rapporterne om søulykker og de anbefalinger vedrørende sikkerhed, som de indeholder, når den ændrer den fælles metodologi. ▐

5.   En sikkerhedsundersøgelse skal indledes hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest to måneder efter, at ulykken eller hændelsen til søs har fundet sted.

Artikel 6

Underretningsforpligtelse

Medlemsstaterne fastsætter i deres retssystemer, at deres undersøgelsesinstans straks skal underrettes af de ansvarlige myndigheder og/eller af de involverede parter om alle ulykker , hændelser eller nødsignaler , der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 7

Hovedansvar for og deltagelse i sikkerhedsundersøgelser

1.    I tilfælde af alvorlige og meget alvorlige ulykker , der involverer en væsentlig interesse hos to eller flere medlemsstater, aftaler de pågældende medlemsstater ▐ hurtigt ▐, hvem af dem der skal have hovedansvaret for undersøgelsen. I tilfælde af, at de pågældende medlemsstater ikke er i stand til at bestemme, hvilken medlemsstat der skal lede undersøgelserne, træffer Kommissionen på grundlag af en udtalelse fra agenturet en afgørelse, og denne skal iværksættes omgående .

2.   Uanset stk. 1 er hver medlemsstat ansvarlig for sikkerhedsundersøgelsen og samordningen med andre medlemsstater med en væsentlig interesse i sagen, indtil de enten når til enighed om, eller Kommissionen beslutter , hvem af dem der skal have hovedansvaret for undersøgelsen.

3.   En medlemsstat kan i konkrete tilfælde, uden at dette berører dens forpligtelser i henhold til dette direktiv og til folkeretten, efter fælles aftale overdrage en anden medlemsstat hovedansvaret for en sikkerhedsundersøgelse eller specifikke opgaver i forbindelse med en sådan undersøgelse.

4.   Er en ro-ro-færge eller et højhastighedspassagerfartøj involveret i en ulykke eller hændelse til søs eller et nødsignal , indledes sikkerhedsundersøgelsen af den medlemsstat, i hvis ydre eller indre territorialfarvand, som defineret i UNCLOS, ulykken eller hændelsen fandt sted eller nødsignalet blev udsendt, eller, hvis det fandt sted i andre farvande, af den medlemsstat i hvis territorialfarvand ro-ro-færgen eller højhastighedspassagerfartøjet sidst befandt sig. Den pågældende medlemsstat vil fortsat have ansvaret for sikkerhedsundersøgelsen og for koordinationen mellem andre medlemsstater med en væsentlig interesse i sagen, indtil de enten gensidigt når til enighed om, eller Kommissionen beslutter, hvem af dem der skal have hovedansvaret for undersøgelsen.

Artikel 8

Undersøgelsesinstanser

1.   Medlemsstaterne sikrer, at sikkerhedsundersøgelser gennemføres under ansvar af en permanent, upartisk undersøgelsesinstans eller -enhed, som skal have de nødvendige beføjelser og bestå af behørigt kvalificerede undersøgelsesmedarbejdere med kompetence inden for ulykker og hændelser til søs.

Den pågældende undersøgelsesinstans fungerer uafhængigt, navnlig af nationale myndigheder med ansvar for sødygtighed, certificering, inspektion, bemanding, sikker navigation, vedligeholdelse, skibsfartskontrol, havnestatskontrol og drift af søhavne, og af instanser, der foretager undersøgelser i forbindelse med ansvarsplacering eller strafforfølgning, samt i almindelighed af andre parter, hvis interesser kunne komme i konflikt med undersøgelsesinstansens opgaver .

Indlandsstater, som hverken har skibe eller fartøjer, der sejler under deres flag, fastlægger et uafhængigt kontaktpunkt for samarbejde om undersøgelsen i henhold til artikel 5, stk. 1, litra c).

2.   Undersøgelsesinstansen sikrer, at de enkelte undersøgelsesmedarbejdere har et praktisk kendskab til og erfaringer med de emneområder, der indgår i deres almindelige undersøgelsesopgaver. Undersøgelsesinstansen sikrer desuden, at der om nødvendigt er let adgang til relevant ekspertise.

3.   De opgaver, der er pålagt undersøgelsesinstansen, kan udvides til at omfatte indsamling og analyse af data vedrørende sikkerhed til søs, især til forebyggende formål, for så vidt som disse opgaver ikke påvirker instansens uafhængighed eller indebærer et ansvar for regulering, administration eller standardisering.

4.   Medlemsstaterne, som handler inden for rammerne af deres respektive retssystemer, sørger for, at undersøgelsesmedarbejderne i deres egen undersøgelsesinstans eller i enhver anden undersøgelsesinstans, som de har overdraget sikkerhedsundersøgelsesopgaverne til, i givet fald i samarbejde med de myndigheder, der har ansvaret for den retlige undersøgelse, har ret til:

a)	uhindret adgang til ethvert relevant område eller ulykkessted, samt til ethvert skib, vrag eller enhver struktur, herunder last, udstyr eller vragrester

b)	at foretage en øjeblikkelig indsamling af bevismateriale og kontrolleret eftersøgning efter og fjernelse af vragdele, vragrester samt andre bestanddele eller stoffer med henblik på undersøgelse eller analyse

c)	at iværksætte undersøgelser eller analyser af de under litra b) omhandlede genstande og få uhindret adgang til resultaterne af sådanne undersøgelser eller analyser

d)	uhindret adgang til, samt ret til at kopiere og anvende alle relevante oplysninger og registrerede data, herunder data fra VDR-udstyr, i forbindelse med et skib, en rejse, en last, en besætning eller andre personer, genstande, betingelser eller omstændigheder

e)	uhindret adgang til resultaterne af undersøgelser af eller analyser af udtagninger af prøver fra ofrenes lig

f)	at anmode om og opnå uhindret adgang til resultaterne af undersøgelser af eller analyser af udtagning af prøver på personer, der har været involveret i skibsdriften, eller andre relevante personer

g)	at afhøre vidner uden tilstedeværelse af personer, hvis interesser vil kunne anses for at vanskeliggøre sikkerhedsundersøgelsen

h)	at indhente synsrapporter og relevante oplysninger fra flagstaten, rederne, klassifikationsselskaber eller andre relevante parter, når sådanne parter eller deres repræsentanter er etableret i medlemsstaten

i)	at indhente bistand fra de respektive staters relevante myndigheder, herunder flag- og havnestaternes inspektører, kystvagter, skibstrafiktjenester, eftersøgnings- og redningshold, lodser eller andet havne- eller søfartspersonale.

5.   Undersøgelsesinstansen skal kunne reagere omgående, når den underrettes om en ulykke, og bevilges tilstrækkelige midler til at varetage sine funktioner på uafhængig vis. Dens undersøgelsesmedarbejdere skal have en status, der sikrer dem den nødvendige uafhængighed.

6.   Undersøgelsesinstansen kan kombinere sine opgaver i henhold til dette direktiv med undersøgelser af andre hændelser end ulykker til søs, såfremt en sådan undersøgelse ikke bringer dens uafhængighed i fare.

Artikel 9

Tilbageholdelse af oplysninger

Medlemsstaterne sikrer inden for rammerne af deres retssystemer, at følgende oplysninger ikke er til rådighed til andre formål end sikkerhedsundersøgelsen ▐:

a)	alle vidneforklaringer eller andre erklæringer, redegørelser og noter, som undersøgelsesinstansen har optaget eller modtaget under sikkerhedsundersøgelsen

b)	oplysninger, der afslører identiteten af personer, der har afgivet forklaringer som led i sikkerhedsundersøgelsen

c)	medicinske eller private oplysninger om personer, der har været involveret i ulykken eller hændelsen.

Medlemsstaterne sikrer endvidere, at tredjelandes myndigheder ikke får adgang til vidneudsagn eller andre informationer, som vidner stiller til rådighed i forbindelse med sådanne undersøgelser, for at forhindre, at disse udsagn eller informationer bruges i forbindelse med strafferetlige undersøgelser i de pågældende lande.

Artikel 10

Permanent samarbejde

1.   Medlemsstaterne etablerer i tæt samarbejde med Kommissionen et permanent samarbejde, der gør det muligt for deres respektive undersøgelsesinstanser at samarbejde indbyrdes i det omfang, det er nødvendigt for at nå dette direktivs mål.

2.   Forretningsordenen for det permanente samarbejde og den organisatoriske tilrettelæggelse heraf fastsættes efter forskriftsproceduren i artikel 19, stk. 2.

3.   Inden for rammerne af det permanente samarbejde aftaler undersøgelsesinstanserne i medlemsstaterne bl.a., hvordan samarbejdet bedst kan tilrettelægges med henblik på at:

a)	sætte undersøgelsesinstanser i stand til at dele anlæg, faciliteter og udstyr til den tekniske undersøgelse af vragdele og skibsudstyr og andre genstande, der er relevante for sikkerhedsundersøgelsen, herunder udtræk og evaluering af oplysninger fra VDR-sort boks og andre elektroniske anordninger

b)	yde hinanden den nødvendige tekniske bistand eller ekspertise til specifikke opgaver

c)	indhente og udveksle oplysninger, der er relevante for analysen af ulykkesdata og for udarbejdelsen af hensigtsmæssige sikkerhedsanbefalinger på fællesskabsplan

d)	udarbejde fælles principper for opfølgningen af sikkerhedsanbefalinger og for tilpasningen af undersøgelsesmetoder til den tekniske og videnskabelige udvikling

e)	tilvejebringe hurtige varslingssystemer i tilfælde af en ulykke eller hændelse til søs

f)	udarbejde regler for fortrolig udveksling under overholdelse af nationale regler af vidneforklaringer og databehandling samt andre oplysninger som omhandlet i artikel 9 ▐

g)	tilrettelægge relevante uddannelsesaktiviteter for enkelte undersøgelsesmedarbejdere, hvor dette er hensigtsmæssigt

h)	fremme samarbejdet med tredjelandes undersøgelsesinstanser og samarbejdet med internationale organisationer for undersøgelse af ulykker til søs på de områder, der er omfattet af dette direktiv. ▐

4.     Såfremt et skib forud for en ulykke eller en hændelse har benyttet eller normalt ville have benyttet en medlemsstats faciliteter og tjenester, skal den pågældende medlemsstat, hvis den besidder oplysninger, der er relevante for sikkerhedsundersøgelsen, videregive disse til den undersøgelsesinstans, der gennemfører sikkerhedsundersøgelsen.

Artikel 11

Omkostninger

1.   Hvis en sikkerhedsundersøgelse involverer to eller flere medlemsstater, ydes der ikke vederlag for arbejdet.

2.   Hvis der anmodes om bistand fra en medlemsstat, der ikke er involveret i sikkerhedsundersøgelsen, træffer medlemsstaterne aftale om godtgørelse af de påløbne omkostninger.

Artikel 12

Samarbejde med tredjelande med en væsentlig interesse i sagen

1.   Medlemsstaterne samarbejder i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser i videst muligt omfang med tredjelande, der har en væsentlig interesse i sagen.

2.   Tredjelande med en væsentlig interesse i sagen gives efter fælles aftale tilladelse til at deltage i en sikkerhedsundersøgelse, som ledes af en medlemsstat i henhold til dette direktiv, på et hvilket som helst trin i undersøgelsen.

3.   En medlemsstats samarbejde om en sikkerhedsundersøgelse, der gennemføres af et tredjeland med en væsentlig interesse i sagen, berører ikke kravene om gennemførelse og indberetning af sikkerhedsundersøgelser i henhold til dette direktiv. Hvis et tredjeland, der har en væsentlig interesse i sagen, har hovedansvaret for en sikkerhedsundersøgelse, der involverer en eller flere medlemsstater, kan medlemsstaterne beslutte ikke at foretage en sideløbende sikkerhedsundersøgelse, forudsat at den sikkerhedsundersøgelse, som tredjelandet er hovedansvarlig for, foretages i overensstemmelse med IMO-koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs.

Artikel 13

Sikring af bevismateriale

Medlemsstaterne træffer foranstaltninger for at sikre, at parter, der er berørt af ulykker og hændelser inden for rammerne af dette direktiv, gør deres yderste for at:

a)	gemme alle oplysninger fra kort, logbøger, elektroniske og magnetiske indspilnings- og videobånd, herunder oplysninger fra VDR-sort boks og andre elektroniske anordninger, for perioden før, under og efter en ulykke

b)	sikre, at sådanne oplysninger ikke overskrives eller på anden måde ændres

c)	forhindre forstyrrelse fra andet udstyr, som med rimelighed kan anses for at være relevant for sikkerhedsundersøgelsen af ulykken

d)	indsamle og sikre alt bevismateriale hurtigst muligt i forbindelse med sikkerhedsundersøgelser.

Artikel 14

Ulykkesrapporter

1.   Når der i henhold til dette direktiv er gennemført sikkerhedsundersøgelser, offentliggøres en rapport, der udarbejdes i et format, der fastsættes af den kompetente undersøgelsesinstans, og i overensstemmelse med de relevante afsnit i bilag I.

En undersøgelsesinstans kan beslutte, at en sikkerhedsundersøgelse, der ikke omhandler en alvorlig eller meget alvorlig ulykke til søs, og hvis resultat ikke indebærer muligheden for at forebygge ulykker og hændelser i fremtiden, afsluttes med, at der offentliggøres en forenklet rapport.

2.   Undersøgelsesinstanserne offentliggør så vidt muligt den i stk. 1 omhandlede rapport inden 12 måneder fra det tidspunkt, hvor ulykken eller hændelsen fandt sted ; den gøres navnlig tilgængelig for hele søfartssektoren, der om nødvendigt skal have adgang til de specifikke konklusioner og anbefalinger . Såfremt det ikke er muligt at fremlægge den endelige rapport inden for dette tidsrum, offentliggøres en midlertidig rapport inden 12 måneder fra det tidspunkt, hvor ulykken eller hændelsen fandt sted.

3.   Undersøgelsesinstansen i den medlemsstat, der har hovedansvaret for undersøgelsen, fremsender en kopi af den endelige, forenklede eller midlertidige rapport til Kommissionen. Den tager hensyn til Kommissionens eventuelle bemærkninger til rapporten for at forbedre kvaliteten på den måde, der er bedst egnet med henblik på at opfylde dette direktivs mål.

4.     Kommissionen forelægger hvert tredje år Europa-Parlamentet en rapport, hvori den redegør for, i hvilken udstrækning bestemmelserne i dette direktiv er gennemført og efterkommet, og hvilke eventuelle yderligere skridt der anses for nødvendige i lyset af anbefalingerne i rapporten.

Artikel 15

Sikkerhedsanbefalinger

1.   Medlemsstaterne sikrer, at adressaterne tager behørigt hensyn til undersøgelsesinstansernes sikkerhedsanbefalinger, og, hvor det er relevant, at de får en passende opfølgning i overensstemmelse med fællesskabsretten og folkeretten.

2.   Om fornødent udarbejder undersøgelsesinstansen eller Kommissionen med bistand fra agenturet sikkerhedsanbefalinger på grundlag af en abstrakt dataanalyse og resultaterne af opklaringsarbejdet .

3.   En sikkerhedsanbefaling må under ingen omstændigheder vedrøre placeringen af skyld eller ansvar i forbindelse med en ulykke.

Artikel 16

Tidligt varslingssystem

Såfremt undersøgelsesinstansen i en medlemsstat på et hvilket som helst trin i sikkerhedsundersøgelsen finder, at der skal træffes hasteforanstaltninger på fællesskabsplan for at forebygge risikoen for nye ulykker, underretter den straks Kommissionen om behovet for en tidlig varsling, jf. dog undersøgelsesinstansens ret til at foretage tidlig varsling.

Om nødvendigt udsender Kommissionen en varslingsmeddelelse til de ansvarlige myndigheder i alle de øvrige medlemsstater, søtransportsektoren og andre relevante parter.

Artikel 17

Europæisk database for ulykker til søs

1.   Data om ulykker og hændelser til søs opbevares og analyseres ved hjælp af en europæisk elektronisk database, der oprettes af Kommissionen, og benævnes Den Europæiske Informationsplatform for Ulykker til Søs (European Marine Casualty Information Platform (EMCIP)).

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke myndigheder, der er berettigede til at opnå adgang til databasen.

3.   Undersøgelsesinstanserne i medlemsstaterne anmelder ulykker og hændelser til søs til Kommissionen i henhold til modellen i bilag II. De forsyner også Kommissionen med data fra sikkerhedsundersøgelser i overensstemmelse med ordningen for EMCIP-databasen.

4.   Kommissionen og medlemsstaterne udvikler databasen og en metode for anmeldelse af data inden for passende tidsfrister.

Artikel 18

Fair behandling af søfarende

I overensstemmelse med national lovgivning anvender medlemsstaterne de relevante bestemmelser i IMO-retningslinjerne for fair behandling af søfarende i forbindelse med en skibsulykke.

Artikel 19

Udvalg

1.   Kommissionen bistås af Udvalget for Sikkerhed til Søs og Forebyggelse af Forurening fra Skibe (USS), der er nedsat ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2099/2002 (9).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Perioden i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til to måneder.

3.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5a, stk. 1-4, og artikel 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Artikel 20

Ændringsbeføjelser

Kommissionen kan ajourføre definitionerne i dette direktiv og henvisningerne til EF-retsakter og IMO-instrumenter for at bringe dem i overensstemmelse med EF- eller IMO-foranstaltninger, der er trådt i kraft, forudsat at direktivets bestemmelser overholdes.

Disse foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder ved at supplere det, vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 19, stk. 3.

Kommissionen kan også ændre bilagene efter samme procedure.

Ændringer i IMO-koden vedrørende undersøgelse af ulykker og hændelser til søs kan udelukkes fra dette direktivs anvendelsesområde i medfør af artikel 5 i forordning (EF) nr. 2099/2002.

Artikel 21

Yderligere foranstaltninger

Direktivet er ikke til hinder for, at en medlemsstat kan træffe yderligere foranstaltninger om søfartssikkerhed, som ikke er omfattet af dette direktiv, forudsat at sådanne foranstaltninger ikke er i strid med dette direktiv eller på nogen måde påvirker opfyldelsen af dets mål eller Unionens mål i negativ retning.

Artikel 22

Sanktioner

Medlemsstaterne fastsætter regler for, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i medfør af dette direktiv, og træffer alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Artikel 23

Ændringer af eksisterende retsakter

1.   Artikel 12 i direktiv 1999/35/EF udgår.

2.   Artikel 11 i direktiv 2002/59/EF udgår.

Artikel 24

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den … (10). De meddeler straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser samt en sammenligningstabel mellem disse og dette direktiv.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 25

Ikrafttræden

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 26

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

---

(1)  EUT C 318 af 23.12.2006, s. 195.

(2)  EUT C 229 af 22.9.2006, s. 38.

(3)  Europa-Parlamentets holdning af 25 april 2007(EUT C 74 E af 20.3.2008, s. 546), Rådets fælles holdning af 6 juni 2008 (EUT C 184 E af 22.7.2008, s. 23) og Europa-Parlamentets holdning af 24 september 2008.

(4)  EUT C 104 E af 30.4.2004, s. 730.

(5)  EFT L 138 af 1.6.1999, s. 1. ║.

(6)  EFT L 208 af 5.8.2002, s. 10.

(7)  EFT L 208 af 5.8.2002, s. 1. ║.

(8)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. ║.

(9)  EFT L 324 af 29.11.2002, s. 1. ║.

(10)  24 måneder efter dette direktivs ikrafttræden.