14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/123


Tirsdag, den 23. september 2008
Ændringsbudget nr. 6/2008 — forvaltningsorganer

P6_TA(2008)0419

Europa-Parlamentets beslutning af 23. september 2008 om forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 6/2008 for regnskabsåret 2008, Sektion III — Kommissionen (12984/2008 — C6-0317/2008 — 2008/2166(BUD))

2010/C 8 E/26

Europa-Parlamentet,

der henviser til EF-traktatens artikel 272 og Euratom-traktatens artikel 177,

der henviser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (1) (herefter »finansforordningen«), særlig artikel 37 og 38,

der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2008, endeligt vedtaget den 13. december 2007 (2),

der henviser til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (3),

der henviser til det foreløbige forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 6/2008 for regnskabsåret 2008, forelagt af Kommissionen den 1. juli 2008 (KOM(2008)0429),

der henviser til forslag til ændringsbudget nr. 6/2008, vedtaget af Rådet den 15. september 2008 (12984/2008 — C6-0317/2008),

der henviser til forretningsordenens artikel 69 og bilag IV,

der henviser til betænkning fra Budgetudvalget (A6-0353/2008),

A.

der henviser til, at forslaget til ændringsbudget nr. 6 til det almindelige budget for 2008 omfatter følgende:

de budgetmæssige tilpasninger (stillingsfortegnelse), der er nødvendige på grund af udvidelsen af mandatet for tre forvaltningsorganer: Forvaltningsorganet for Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur (EACEA), Forvaltningsorganet for Programmet vedrørende Offentlig Sundhed (PHEA) og Forvaltningsorganet for det Transeuropæiske Transportnet (TEN-T EA)

oprettelsen af den nødvendige budgetstruktur for Fællesforetagendet for Brændselsceller og Brint og opførelse af de hertil svarende budgetbevillinger

en forhøjelse på EUR 2 200 000 af forpligtelsesbevillingerne til dækning af en del af udgifterne til en ny bygning til Eurojust

en forhøjelse på EUR 3 900 000 af forpligtelsesbevillingerne til programmet for konkurrenceevne og innovation (CIP) — iværksætterånd og innovation,

B.

der henviser til, at formålet med forslaget til ændringsbudget nr. 6/2008 er formelt at opføre disse budgetmæssige tilpasninger i 2008-budgettet,

1.

minder om, at bevillingerne til fællesforetagender betales over det pågældende programs driftsbudget;

2.

bemærker, at Europa-Parlamentet i henhold til finansforordningens artikel 179, stk. 3, som en af budgetmyndighedens to parter skulle have været underrettet om lejen for en ny bygning til Eurojust, som har en betydelig finansiel indvirkning på budgettet;

3.

forventer i fremtiden at få sådanne oplysninger fra Kommissionen, hvis der skulle opstå yderligere behov for bygninger, således at budgetmyndigheden kan afgive udtalelse i henhold til finansforordningens artikel 179, stk. 3;

4.

godkender forslag til ændringsbudget nr. 6/2008 uden ændringer;

5.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.


(1)  EFT L 248 af 16.9.2002, s. 1.

(2)  EUT L 71 af 14.3.2008, s. 1.

(3)  EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.