31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/148

1.1

I lyset af globaliseringen, der sker i dette nye århundrede, bør forbindelserne mellem Europa og Afrika udvikles afgørende. I den forbindelse skal man tage ved lære af fortiden og tilstræbe et partnerskab, der er baseret på lige rettigheder og forpligtelser. Trods flere årtiers samarbejde og udviklingsbistand er den ekstreme fattigdom vokset yderligere i omfang og intensitet. Væksten, som ikke har været tilstrækkeligt målrettet og kun har skabt få arbejdspladser, har ikke været særligt ligeligt fordelt, hvilket har øget ulighederne. Over 55 % af den afrikanske befolkning syd for Sahara må klare sig for under 1 dollar om dagen. Næsten 70 % af samtlige job findes inden for den uformelle sektor og sikrer kun lige netop et eksistensminimum. Heraf findes 57 % inden for landbruget. Disse tal tegner et billede med dramatisk mangel på anstændige og produktive beskæftigelsesmuligheder.

1.2

Udfordringen er stor, især hvad angår Afrikas udvikling og stabilisering, men også Europas sikkerhed og muligheder for at skabe en bæredygtig økonomisk udvikling.

1.3

De udviklingspolitikker, der hidtil har været ført af EU under anvendelse af de forskellige aftaler (Lomé, Yaoundé, Cotonou), og indsatsen af finansieringsmidler i den forbindelse har ikke ført til de ønskede resultater, navnlig ikke hvad angår skabelse af anstændige job. Følgelig kan situationen ikke fortsætte, og en ændring er påkrævet. Udvalget ser derfor også med tilfredshed på de vellykkede resultater af EU-Afrika-topmødet i Lissabon den 8. og 9. december 2007.

1.3.1

Det bifalder især, at man behandler beskæftigelsesspørgsmålet på tværs af politikområder.

1.4

EØSU er nemlig af den opfattelse, at skabelsen af anstændige job er nøglen til en mindskelse af ulighederne og fattigdommen, til social integration og skabelsen af en menneskeværdig tilværelse samt en forudsætning for at bekæmpe ekstremisme og konflikter og dermed for den nødvendige stabilitet i de afrikanske lande.

1.5

For at skabe anstændigt arbejde anser udvalget det for nødvendigt at træffe foranstaltninger, der har dette som et centralt mål. I den forbindelse skal der lægges vægt på de i de følgende punkter nævnte parametre, der på trods af deres væsentlige forskelligheder udviser stærke synergier og dermed indgår i et indbyrdes samspil og sammen danner én politik.

1.5.1

En vækst, der hovedsagelig er baseret på udnyttelsen af naturrigdomme, skaber ikke megen beskæftigelse. Den bør drejes mod produktion af halvfabrikata og færdigvarer. Derfor skal investeringer have dette mål for øje og rettes mod sektorer med stor værditilvækst.

1.5.2

Den private sektor og dermed også de små og mellemstore virksomheder (SMV) er af største betydning. Den Europæiske Union skal gøre udviklingen af SMV til et af omdrejningspunkterne i sit samarbejde med Afrika.

1.5.3

Den aktuelle stigning i råstofpriserne er en yderligere grund til, at landbrugssektoren bør gøres til en strategisk udviklingsprioritet. Da landbruget dækker en stor del af Afrikas område og beskæftiger en stor del af landbefolkningen, skal det bidrage til befolkningens selvforsyning med fødevarer, til skabelsen af en forarbejdningsindustri og dermed standse afvandringen fra landdistrikterne.

Man skal formulere en landbrugspolitik på kort, mellemlang og lang sigt og prioritere, at der afsættes det fornødne budget til dens gennemførelse. Udformningen af denne politik skal ske i samarbejde med landbrugsorganisationerne.

1.5.4

Udviklingen af menneskelige ressourcer er en helt afgørende faktor i enhver udviklingsstrategi. Beskæftigelsesbehovene og arbejdsmarkedet skal analyseres, ligesom der skal opstilles prognoser, således at man kan foregribe de vigtigste problemer, som et manglende match mellem arbejde og uddannelse skaber.

1.5.5

Mens den økonomiske integration på regionalt og subregionalt plan er øget betydeligt, er handelspotentialet ikke blevet fuldt udnyttet. Specielt skal de foranstaltninger, der er truffet med henblik på at harmonisere toldprocedurerne, samordnes, infrastrukturen skal udvikles, borgernes frie bevægelighed sikres osv. På denne baggrund beklager udvalget, at de regionale forhandlinger om økonomiske partnerskabsaftaler, som har økonomisk integration som mål, endnu ikke er blevet afsluttet.

1.5.6

Enhver udviklingspolitik skal ledsages og styrkes af en social dialog, især i form af kollektive overenskomstforhandlinger. Derfor skal der skabes og opbygges stærke og uafhængige arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer.

1.5.7

De ikke-statslige aktørers deltagelse er uomgængeligt nødvendig i forbindelse med skabelsen af beskæftigelse og bør indtage en central plads i den fælles EU-Afrika-strategi. De skal derfor også inddrages i udarbejdelsen og gennemførelsen af nationale og regionale vejledende programmer.

1.5.8

God forvaltningsskik er en forudsætning for investorernes tillid og dermed også væsentlig for beskæftigelsen. God forvaltningsskik skal betragtes i sin helhed og også indbefatte respekten for menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, herunder foreningsfrihed, arbejdsnormer og bekæmpelse af korruption. Med henblik på sidstnævnte skal EU og medlemsstaterne gøre deres finansielle støtte betinget af, at dens anvendelse kan spores.

2.1

I brev af 11. juli 2007 anmodede EU's kommissær for Udvikling og Humanitær Bistand, Louis Michel, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse om »forskellige spørgsmål, der behandles i meddelelsen 'Fra Kairo til Lissabon — Det strategiske partnerskab mellem EU og Afrika', især spørgsmålet om, hvordan jobskabelsen i Afrika kan fremmes«.

2.2

EØSU bifalder denne anmodning, som tager afsæt i den udviklingspolitik, der i årtier er blevet ført over for Afrika, men samtidig beskæftiger sig med fremtiden, som den især aftegner sig i de beslutninger, der blev truffet på EU-Afrika-topmødet, og som indgår i erklæringen »Det strategiske partnerskab«, der ledsages af en »Første handlingsplan (2008-2010)« for gennemførelsen af partnerskabet.

2.3

Ved at høre udvalget om temaet beskæftigelse viser Kommissionen, at den gør beskæftigelsen til en prioritet i sin udviklingspolitik. Samtidig tilkendegiver den, at de økonomiske og sociale aktører skal spille en rolle i forbindelse med udryddelsen af fattigdommen gennem skabelsen af anstændige job. EØSU glæder sig over dette.

Efter at have kastet et hurtigt blik på den hidtil fulgte politik og resultaterne heraf, som de fremgår af situationen i Afrika i dag, samt på den fremtidige politik, sigter udtalelsen på at udpege de centrale foranstaltninger, som ifølge udvalget bør træffes for at bidrage til skabelsen af anstændige job. Det sker under hensyntagen til de retningslinjer og den handlingsplan, som blev fastlagt på EU-Afrika-topmødet den 8. og 9. december 2007 i Lissabon. I den forbindelse baserer EØSU sig i stor udstrækning på sine tidligere udtalelser om udviklingen i Afrika (1).

3.1

Det afrikanske kontinent er meget heterogent. Det består af stater, der ofte udviser forskelle hvad angår historie, kultur, etnisk sammensætning, egne naturrigdomme (mineraler, olie, diamanter etc.), klima og med hensyn til demokrati, god regeringsførelse og respekt for menneskerettighederne. Dette har ført til forskelle i den økonomiske og sociale udvikling. Afrika kan derfor vanskeligt betragtes og vurderes som ét ensartet hele. Det er dog en kendsgerning, at de afrikanske lande opviser en række fælles træk: først og fremmest deres forbindelser med Europa, som kan høre fortiden eller fremtiden til, eller en fælles historie, som peger frem mod en fælles fremtid i forandringens tegn.

3.2

I lyset af globaliseringen i dette nye århundrede bør forbindelserne mellem Europa og Afrika udvikles betydeligt med afsæt i fortidens erfaringer. Disse forbindelser skal grunde sig på bevidstheden om, at der er behov for at opbygge en fælles fremtid baseret på fælles satsninger og risici og fælles interesser i stedet for på en kortvarig fælles historie, på medfølelse eller loyalitet — ellers er der en risiko for, at visse partnere på begge kontinenter bliver konfronteret med modstridende interesser.

3.3

Der er tale om en betragtelig satsning. Beliggende i en afstand af kun femten kilometer fra Europa kender det afrikanske kontinent til alle »store risici« i vores tid: ukontrolleret migration, epidemier, klimatologiske og økologiske katastrofer, terrortrusler osv. Samtidig rummer Afrika et enormt potentiale, hvad enten det drejer sig om naturressourcer eller om den forventede forbrugs- og investeringsefterspørgsel.

3.4

EU er ganske vist fortsat det afrikanske kontinents vigtigste handelspartner og bistandsdonor, men dette gamle monopol er ved at blive brudt af en offensiv fra »kapitalindskydere fra de nye vækstøkonomier« først og fremmest Kina, men også Indien, de store latinamerikanske lande, Golfstaterne og selv Iran. Også USA har fået fornyet interesse i Afrika, hvilket på én gang skyldes ønsket om at fastholde deres energiforsyningssikkerhed, bekæmpe terrortruslen, udbrede de kristelige og demokratiske værdier og at dæmme op for den kinesiske »indtræden på scenen«, som foruroliger dem (2).

3.5

Men det står ligeledes klart, at Europas sikkerhed såvel som dets evne til at fastholde en vedvarende bæredygtig vækst nu og fremover er direkte afhængig af udviklingen og stabiliteten i Afrika. På mellemlang og lang sigt kan Europa ikke forblive en ø af velstand, mens der femten kilometer derfra ligger et kontinent, der er kendetegnet ved armod. Det drejer sig om den bæredygtige udvikling i Europa, som må erkende, at Afrika nu ligger ved dets grænse.

3.6

»Europas strategi over for Afrika har længe været kendetegnet ved en asymmetri mellem giver-modtager, som blot bliver endnu større på grund af en ideologisk set misforstået ren samvittighed og ensidig hensyntagen til vore egne interesser. Denne forældede og urealistiske vision har været yderst skadelig. Dette blad skal vendes, således at der kan opstå en ny form for partnerskab mellem partnere, der har lige rettigheder og pligter og deler interesser — et partnerskab, der bygger på værdier som bæredygtig udvikling, god økonomisk, skattemæssig og social forvaltning, teknologioverførsel …« (3).

3.6.1

Denne strategi, der som sagt hviler på et asymmetrisk forhold mellem »giver-modtager« eller »långiver-låntager« og konkretiseret i forskellige aftaler, som har styret eller styrer forbindelserne mellem EU og Afrika, må i dag — i betragtning af den nuværende økonomiske og sociale situation i Afrika — betegnes som en »fiasko« (4). Det skal der gøres noget ved.

Den har bragt de afrikanske stater ud i et — især finansielt — afhængighedsforhold, der har ført til, at den dynamik, der er nødvendig for en vellykket indtræden i verdensøkonomien, er blevet bremset.

3.6.1.1

Efter årtier med udviklingsbistand fra Den Europæiske Union, fra mange medlemsstater (ofte tidligere kolonimagter) og internationale organisationer som f.eks. Verdensbanken tager den allerede ekstreme fattigdom i Afrika yderligere til.

3.6.1.2

Mens vækstlande og -regioner som Kina, Indien, Sydøstasien og Brasilien udvikler sig til økonomiske magter og gør sig gældende i den internationale handel, udebliver det økonomiske »take-off« i Afrika — med enkelte undtagelser.

3.6.1.3

Hvorfor er et land som Sydkorea, som for få år siden levede »for og af ris« blevet til en af markedslederne inden for elektronik, skibsbygning, IT-tjenester og bilproduktion … og ikke Afrika?

3.6.1.4

Europa er fortsat den vigtigste importør af afrikanske produkter. Men på trods af næsten 25 år med gunstig importtold er de afrikanske landes eksport til EU målt på verdenshandelen blevet mere end halveret, nemlig fra 8 % i 1975 til 2,8 % i 2000. Denne præferentielle importtold har ikke virket tilfredsstillende. De afrikanske produkters ringe konkurrencedygtighed har haft en negativ indvirkning på Afrikas muligheder for at eksportere til Europa.

3.6.1.5

Frugterne af væksten — som hovedsagelig skyldes udnyttelsen af naturressourcer — er skævt fordelt, hvorved ulighederne er vokset. De fattige er stadig lige fattige eller endnu fattigere, mens de rige er endnu rigere. Al dette er stik imod god økonomisk forvaltning kombineret med etiske overvejelser. Mange afrikanere har klart gjort opmærksom på denne situation:

4.1

Den hidtil førte politik og de hertil afsatte finansielle midler har ikke altid haft de ønskede resultater, især hvad angår skabelsen af anstændige job. I betragtning af at denne situation skal ændres, ser udvalget med tilfredshed på de positive resultater af Lissabon-topmødet den 8. og 9. december 2007. Det glæder sig over den udviste politiske vilje, der har gjort det muligt at udvide samarbejdet og endog at omformulere det gennem en kursændring. Dette berører såvel de politiske som økonomiske forbindelser mellem de to kontinenter.

4.2

Syv år efter topmødet i Kairo lagde man på topmødet i Lissabon grundlaget for et nyt strategisk partnerskab, hvor Afrika og Den Europæiske Union er ligeværdige partnere. Det er baseret på, at man med afsæt i fælles værdier, principper og interesser skal tage de globale udfordringer op: fred og sikkerhed, god regeringsførelse og menneskerettigheder, migration, energi og klimaændringer, handel, infrastruktur og udvikling.

4.3

Bortset fra indholdet består det originale og innovative aspekt ved denne strategi i kundgørelsen af en operationel fase, bestående af otte prioriterede handlingsplaner (jf. udtalelsens bilag I), der fungerer som en slags køreplan eller arbejdsprogram, ved hjælp af hvilke implementeringen af de valg og strategiske prioriteter, som de to kontinenter har udpeget, omsættes til praksis. På det næste topmøde i 2012 vil man se på, hvilke fremskridt der er blevet gjort med realiseringen af disse otte handlingsplaner, som i lighed med Cotonou-aftalen er ekstremt ambitiøse.

4.4

Udvalget anser det for positivt, at man ud over de afgjort betydningsfulde principerklæringer har fastlagt en arbejdsramme, inden for hvilken disse erklæringer kan omsættes i praksis, således at man bl.a. kan evaluere resultaterne allerede i 2010.

4.5

EØSU understreger, at hver af disse otte partnerskaber, som omsættes i handlingsplaner, kan bidrage til skabelsen af anstændigt arbejde, så snart den politiske beslutning herom er truffet og under forudsætning af, at de følges op af en specifik beskæftigelsespolitik (jf. punkt 7).

4.6

Til trods herfor kan den gode vilje, som begge parter udviste på dette topmøde, ikke skjule de problemer og risici, som visse afrikanske ledere bragte på tale. De lod vide, at forbindelserne, som stadig i dag betragtes som et forhold mellem dominerende og dominerede partnere, ikke kan ændres fra den ene dag til den anden ved hjælp af en ny strategi, uanset hvor innovativ denne også er i sin stræben efter et ligevægtigt partnerskab:

Begge parter har endnu en lang og vanskelig vej at tilbagelægge, inden de med fornyet tillid kan nå deres målsætning.

4.6.1

EØSU er af den opfattelse, at det som led i et ligevægtigt samarbejde først og fremmest er de afrikanske regeringer selv, der er ansvarlige for god forvaltningspraksis, bekæmpelse af korruption og tiltrækning af direkte eller udenlandske investeringer for at mindske fattigdommen i deres land. At de påtager sig dette ansvar, hvilket vil styrke deres suverænitet, er et sine qua non for et nyt partnerskab. Stræben efter et sådant ligevægtigt partnerskab mellem Den Europæiske Union og Afrika er derfor et væsentligt udgangspunkt og vil finde sin fulde betydning med skabelsen af anstændige arbejdsvilkår.

4.7

EØSU noterer sig med tilfredshed den rolle, der tillægges civilsamfundet ikke kun i institutionel henseende (forbindelserne mellem EU og AU's ECOSOC) (7), men også med hensyn til de ikke-statslige aktører, som det organiserede civilsamfund består af (8). Skal den udviste politiske vilje tage form og omsættes i handlen, må man også — selvom risikoen for fiasko er til stede — tage højde for de problemer, man på dette punkt stødte på i forbindelse med gennemførelsen af Cotonou-aftalen.

Overordnet godkender udvalget den kurs mod fremskridt for hele kontinentet, som EU-Afrika-strategien har fået.

5.1

I artikel 55 i EU-Afrika-strategien hedder det: »Beskæftigelsesspørgsmål og især den sociale sikring, de manglende beskæftigelsesmuligheder og fremme af anstændigt arbejde i Afrika skal behandles samlet, med prioritet til skabelsen af produktive arbejdspladser inden for den formelle økonomi, forbedring af de dårlige arbejds- og levevilkår i overensstemmelse med De Forenede Nationers program for anstændigt arbejde og integreringen af den uformelle økonomi i den formelle økonomi (…)«.

5.2

Udvalget glæder sig over, at spørgsmålet om anstændigt arbejde nu formelt indgår i EU-Afrika-strategien, da det er af den opfattelse, at den kvantitative, men også kvalitative udvikling heraf er grundlaget for en mindskelse af ulighederne, fattigdommen og den sociale integration, som på sin side er forudsætningen for at komme ekstremisme og konflikter til livs og dermed sikre den nødvendige stabilitet i de pågældende lande.

7.1.1

Hvad angår den økonomiske vækst, var 2006 et godt år for Afrika med en vækstrate på 6,3 % i Nordafrika og 4,8 % i Afrika syd for Sahara. Der var dog betydelige forskelle mellem de enkelte lande.

7.1.2

Der er tale om positive tal især sammenlignet med Den Europæiske Union, men på grund af en stagnerende, ja endog faldende produktivitet, forkerte investeringer, en ringe værditilvækst for de vigtigste industri- og landbrugsprodukter, befolkningseksplosionen og et enormt underskud af anstændigt arbejde vil en tocifret vækst være påkrævet for at sikre en såvel kvantitativ som kvalitativ forbedring af beskæftigelsen. Det skønnes, at en vækst på mindst 9 % er nødvendig for at opnå en mærkbar effekt i forhold til milleniummålene. Desværre indgår beskæftigelsesaspektet ikke i disse målsætninger.

7.1.3

Denne vækst skaber få beskæftigelsesmuligheder, da kræfterne bag væksten ikke er tilstrækkeligt styrede. Den er hyppigt skabt af en mere intensiv udvinding — ofte under arbejdsvilkår på grænsen til det uacceptable — af naturressourcer, hvis rentabilitet i den seneste tid er steget eksplosivt. Dette gælder især for de olieproducerende afrikanske lande på grund af den øgede pris på en tønde råolie. Ud over at denne situation er uforudsigelig som følge af fluktuerende priser, skaber den ikke yderligere beskæftigelse. Det samme gælder for andre naturressourcer, som generelt eksporteres uforarbejdet. Endvidere bruger middelklassen hyppigt frugterne af den fornyede økonomiske aktivitet på importerede forbrugsvarer. Denne form for forbrug har heller ikke nogen indflydelse på beskæftigelsen på lokalt plan.

7.1.4

Indtægterne fra udvindingen af råolie — hvorom man ikke altid ved, hvordan og hvor de udnyttes — skal investeres i forædlingen af forarbejdede produkter med en stor værditilvækst, der sikrer en vækst, som skaber betydelige beskæftigelsesmuligheder. Det samme gælder for andre råstoffer eller landbrugsprodukter, der kan fremme udviklingen af en levnedsmiddelindustri på baggrund af en struktureret, finansieret og prioriteret landbrugspolitik (jf. udtalelsens pkt. 7.4 og bilag IV).

7.1.5

En vækst, der skaber optimal beskæftigelse, opstår ikke ved blot at udnytte råstoffer eller traditionelle masseproducerede landbrugsprodukter (rørsukker, bomuld, bananer, jordnødder, kakao etc.), men skabes også ved opbygningen af en forarbejdningsindustri, der frembringer forædlede produkter med høj værditilvækst. Dette er på sigt den bedste måde til at undgå en forringelse af bytteforholdet og at deltage i den subregionale, den regionale og i sidste ende den internationale økonomi, således at en ny udviklingsfase kan blive indledt.

7.2.1.1

Først og fremmest er der behov for at investere i sektorer med høj værditilvækst og/eller stor produktionskapacitet med et stor beskæftigelsesskabende potentiale: infrastruktur, landbrug og bæredygtig udvikling, miljøbevarelse, kulturindustri, transport, fiskeri, skovbrug, IKT, industri (første forarbejdningsled og færdigvarer). Der skal også investeres i sektorer, der bidrager til at skabe gunstige rammebetingelser for tiltrækning af direkte udenlandske investeringer (DUI). Endvidere skal man stræbe efter at skabe en god cirkel: indenlandske investeringer → produktion → handel → overskud → nye indenlandske investeringer.

7.2.1.2

I modsætning til DUI kan indenlandske investeringer — eller rettere mobiliseringen af indenlandske finansielle ressourcer — sætte Afrika i stand til selv at fastlægge sine udviklingsprioriteter.

7.2.1.3

Hvor skal disse indenlandske investeringer komme fra?

Alle disse forbedringer skulle kunne bidrage til kvantitativt og kvalitativt at forbedre de offentlige politikker.

Med dette i tankerne ville Afrika, forudsat de nødvendige reformer gennemføres, især inden for den finansielle sektor og på budgetområdet, kunne frigøre betydeligt flere interne midler til at finansiere produktive investeringer efter eget valg.

7.2.2.1

Den årlige strøm af DUI til Afrika fordobledes i 1980'erne til 2,2 mia. USD i forhold til 1970'erne og steg til ikke mindre end 6,2 mia. USD i 1990'erne og 13,8 mia. USD i perioden 2000-2003. Til trods herfor modtager det afrikanske kontinent nu kun 2-3 % af den samlede DUI-pengestrøm i verden, efter at man i midten af 1970'erne var helt oppe på 6 %, samt knap 9 % af pengestrømmen til udviklingslandene, som toppede med 28 % i 1976.

7.2.2.2

Et af de karakteristiske træk ved de direkte udenlandske investeringer i Afrika er, at de er stærkt rettet mod naturressourcerne. Dette forklarer, hvorfor de er så ujævnt fordelt over kontinentet. 24 afrikanske lande, som er klassificeret som afhængige af olie og mineraler, har i løbet af de sidste tyve år i gennemsnit modtaget tre fjerdedele af DUI-midlerne.

7.2.2.3

De direkte udenlandske investeringer bør omlægges og rettes mod fremstillingssektorer med en stærkt diversificeret og konkurrencedygtig produktion, som understøttes af overførslen af teknologi. For at kunne tiltrække diversificerede, effektive DUI må Afrika fortsat bestræbe sig på at skabe et generelt gunstigt og attraktivt miljø. DUI kan kun finde sted og bidrage til udviklingen, hvis visse forudsætninger er opfyldt: en erhvervsstruktur og infrastruktur af god kvalitet, et tilstrækkelig stort marked (heraf betydningen af regional integration), en veluddannet arbejdskraft (jf. »menneskelige ressourcer«), en styrket og stabil offentlig sektor samt god forvaltningspraksis. For at være effektive skal DUI ligeledes passe ind i en national økonomisk strategi og dermed i det subregionale, regionale og internationale perspektiv. Det kræver, at der udformes en ægte national udviklingsstrategi, sådan som det skete i Sydøstasien i 1970'erne og 1980'erne.

7.2.2.4

De direkte udenlandske investeringer kan dog ikke løse alle problemer, herunder især ikke sikre god forvaltningspraksis, demokrati, retsstatsforhold, respekt for menneskerettigheder eller bekæmpelse af korruption, kapitalflugt osv. På denne baggrund er det relevant at understrege, at de direkte udenlandske investeringer fra Kina er steget betydeligt i de seneste år, især som følge af intensive diplomatiske bestræbelser, som nåede sit højdepunkt med Kina/Afrika-topmødet. Når de kinesiske DUI næsten udelukkende er rettet mod udvindingsindustrien, er det for at sikre Kina de råstoffer, som det har brug for med henblik på at stimulere sin økonomiske vækst.

7.2.2.5

I de sidste ti år er handelen mellem Kina og Afrika steget tyve gange fra 3 mia. US$ i 1998 til 55 mia. US$ i 2006. Men set ud fra afrikanske interesser rejser kinesernes optræden mange spørgsmål. Ofte støtter man regeringer, der følger en politik, der hverken fører til demokrati, retsstatsforhold eller fattigdomsbekæmpelse (13). Hvad dette angår, er konflikten i Darfur et illustrativt eksempel, og det gælder også kinesernes holdning til Zimbabwe. Ud fra et udviklingsperspektiv er den kinesiske tilgang endvidere tvivlsom (jf. udtalelsens Bilag III).

7.2.2.6

Når det drejer sig om investeringer er medlemsstaterne godt repræsenteret i Afrika. For at forbedre denne situation yderligere kunne man overveje følgende:

—

udbygning af den regionale integration (jf. punkt 7.8) for at overvinde de lokale markeders begrænsninger;

—

mindske de administrative byrder, øge retsvæsenets troværdighed, tilpasse infrastrukturen (herunder også den immaterielle som kommunikationsinfrastrukturen) efter deres behov;

—

skabe finansieringsmuligheder (jf. punkt 7.2.1 om indenlandske investeringer) for etableringen og finansieringen af SMV. Dette kræver især, at erhvervsklimaet forbedres, f.eks. ved at indføre markeds- og markedsføringsstøtte, at SMV'erne hjælpes til at opfylde den formelle sektors formelle krav,og at finansieringstilbuddene øges ved at gøre mere udbredt brug af den ikke-finansielle private sektor.

—

Den Europæiske Union skal gøre udviklingen af SMV til et af omdrejningspunkterne i sit samarbejde med Afrika. Via medlemsstaternes og deres virksomheder skal EU fremme og lette oprettelsen af små og mellemstore virksomheder, især ved at: — tilskynde til investeringer ved hjælp af skatteincitamenter (skattelettelser, gunstige lån, støtte fra EIB etc.);

—

systematisk overførsel af teknologi (knowhow, information), som evt. efterfølgende kan føre til opstart af forsknings- og udviklingsprogrammer. Enhver europæisk virksomhed, som indgår en aftale om levering af udstyr, industriprodukter etc., skal også overføre sin teknologi. I samkvemmet med Kina sker dette allerede inden for kerneenergi og rumfart, så hvorfor ikke også med Afrika for mindre sofistikerede produkter (selv om den finansielle satsning er mindre)?

—

gennem spin-off og udbredelse af kuvøsevirksomheder, hvilket kan fremmes ved at man inden for uddannelsen stimulerer iværksætteri;

—

gennem udvikling af joint ventures med såvel afrikanske som europæiske elementer (kapital, arbejdskraft, ledelse etc.).