31.3.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 77/63

1.1.1

EØSU er tilhænger af forbrugerbeskyttelse på et højt niveau og afventer derfor med interesse udarbejdelsen af en Vejledning for forbrugere og brugere af informationssamfundstjenester.

1.1.2

Vejledningen bør efter EØSU's mening indeholde følgende punkter:

1.2.1

EØSU understreger, at interoperabilitet er en central økonomisk faktor, og konstaterer, at åbne standarder er af afgørende betydning for tilvejebringelse af interoperabilitet, og at de kan være med til at øge sikkerheden og pålideligheden.

1.2.2

Den permanente mangel på interoperabilitet begrænser EU-borgernes adgang til teknologisk udstyr, tjenester og indhold og tvinger dem til at betale højere priser for udstyr. Det begrænser samtidig valget af udstyr og tvinger dem til at anvende bagveje, eftersom nogle interessegrupper udnytter de unødvendige tekniske forskelle til at skaffe sig en monopolstilling på markederne.

1.2.3

DRM (1)-systemer, der er kompatible i hele Europa, er efter EØSU's mening kun tilsyneladende en god idé. De vil skabe flere problemer, end de løser, og kunne udelukke nogle indholdsskabere fra online-distribution. Hertil kommer, at indholdsmarkedet er globalt, hvilket ses af zoneinddelingen, som begrænser brugernes frihed.

1.3

EØSU mener, at den mere eller mindre anarkistiske praksis med afgifter på alle former for digitale medier eller terminaler fører til store forskelle mellem medlemsstaterne og til en betydelig markedsfordrejning.

1.4

De strafferetlige foranstaltninger og undtagelsesprocedurer i lovforslaget »Olivennes« i Frankrig går langt videre end WTO's krav i Marrakesh-aftalen fra 1994. Som fastslået i EF-Domstolens dom i Pro Musicae-sagen skal valget af metoder til håndhævelse af ophavsretten være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, og der skal findes en tilfredsstillende ligevægt mellem rettigheder og friheder og de interesser, der er impliceret.

1.5

Derfor ser EØSU frem til Kommissionens planlagte offentliggørelse af en henstilling om kreativt online-indhold og til muligheden for at udtale sig konkret om gennemskuelighed (mærkning) og nye former for fastlæggelse og forvaltning af digitale rettigheder på EU-niveau, fremme af og deltagelse i innovative ordninger for distribution af kreativt online-indhold og tilvejebringelse af effektive midler til at sætte en stopper for illegal kopiering i kommercielt øjemed og for alle andre former for krænkelser af ophavsretten.

2.1

Meddelelsens hovedpunkter og -spørgsmål tager sigte på:

2.2

Ifølge arbejdsdokumentet på 41 sider fra Kommissionens tjenestegrene, som er offentliggjort parallelt med meddelelsen, men separat, og kun på engelsk (2), bør EU's politik tage sigte på at fremme en hurtig udbredelse af nye forretningsmodeller for distribution af online-indhold og online-viden i betragtning af online-kommunikationens grænseoverskridende karakter og de nye teknologiers krav om nye modeller. Det »kreative online-indhold« er indhold og tjenester såsom audiovisuelle online-medier (film, tv, musik og radio), online-spil, online-udgivelser, indhold til undervisningsbrug samt brugerskabt indhold (sociale netværk, blogs osv.).

2.3

Det overordnede mål, som blev fastlagt i Kommissionens meddelelse »i-2010« (3), er at etablere et europæisk samarbejdsområde for information. De problemer, der beskrives heri, er der stadig, men der er kommet flere og mere forskelligartede teknologiplatformene for distribution til.

2.4

Hvad angår tilliden til den digitale økonomi, nævnes igen og igen problemet med interoperabilitet mellem hardware, tjenester og platforme. Nogle mener, at kriminaliseringen af fildeling via »peer to peer«-systemer (P2P) eller »Bit Torrent« samt meget strenge regler for intellektuelle ejendomsrettigheder ikke virker fremmende for et tillidsfuldt klima. Så meget desto mere som den eksplosionsagtige vækst i brugerskabt indhold, som giver brugernes rolle i den digitale økonomi en ny dimension, har skabt en række udfordringer for den offentlige politik på områder som tillid og sikkerhed.

2.5

Anvendelsen af DRM-systemer kritiseres skarpt af forbrugerorganisationerne, som mener, at de krænker forbrugernes grundlæggende rettigheder. De indebærer også risici for beskyttelsen af data og er ikke lette at håndtere for brugerne. Men nogle repræsentanter for industrien forsvarer dem og hævder, at interoperabilitetsproblemerne skyldes hardwareproducenterne og softwareudviklerne.

2.6

På verdensmarkedet konfronteres de nationale markedsoperatører med en mangfoldighed af sprog, visse markeders begrænsede størrelse og mange forskellige nationale licensregler. Internettjenesteudbyderne (ISP) støtter multi-territoriale licenser og regler, mens andre sektorer i industrien nærmest er imod, da nationale licenser giver ophavsmændene et bedre afkast. Dog opererer et stort antal afgiftsopkrævende instanser i mere end ét land. Desuden ønsker musikorganisationerne og mobiloperatørerne, at det bliver enklere at inddrive brugsafgifter.

2.7

Internettjenesteudbyderne kritiserer også de mange forskellige ordninger for opkrævning af afgifter for privat kopiering og de forskellige afgiftsstørrelser, som bliver mere og mere besværlige og komplicerede, og udbyderne bestrider deres nytte i forbindelse med DRM-systemerne.

2.8

Det manglende udbud af indhold til online-distribution, opsplitningen af markedet og de mange forskellige kontrakter for forskellige former for udnyttelse sætter grænser for en hurtig online-placering af kreativt indhold og er en alvorlig hæmsko for udviklingen af tjenester.

2.9

Kommissionens arbejdsdokument afspejler resultaterne af to høringer og viser, hvor forskellige holdninger interessenterne har. Det er dog Kommissionens ønske at gå videre med de (kontroversielle) multiterritoriale licensrettigheder, etablering af en europæisk ophavsret og især øget udbredelse af interoperable DRM-systemer, så der kan skabes et ægte europæisk marked, der sikrer den kulturelle mangfoldighed.

2.10

Målet er at nå frem til en firedobling af det europæiske marked for online-indhold (musik, film, spil osv.) i 2010, så indtægterne stiger fra 1,8 mia. EUR i 2005 til 8,3 mia. EUR.

3.1

EØSU er fuldt bevidst om, at Internettet gør det muligt at indsamle eller distribuere varer og tjenester digitalt efter metoder, der krænker de immaterielle rettigheder, som det kreative online-indholds ophavsmænd og distributører har. Det åbner også for angreb på privatlivets fred og nye former for svindel over for virksomheder og enkeltpersoner.

3.2

Det kreative indhold, der hyppigst lægges illegalt ud på nettet, er samtidsmusik og i stadig stigende omfang audiovisuelle værker og software af alle typer. Fænomenet har vundet meget stor udbredelse i den periode, hvor der ikke af distributørerne er blevet foreslået nogen forretningsmodel, der tager hensyn til de nye muligheder for at krænke de immaterielle ejendomsrettigheder. Der har også været behov for en pædagogisk indsats over for unges internetbrug, men ingen institution har taget initiativ til det, så situationen er fortsat utilfredsstillende.

3.3

De første reaktioner har af og til været yderligtgående, men også i sjældne tilfælde afslappede. Distributørerne har generelt indført bestemmelser om kopibeskyttelse (de såkaldte DRM-systemer) samtidig med krav om finansiel kompensation for rettighedshaverne og meget afskrækkende strafferetlige foranstaltninger. De er dog i praksis uigennemførlige på grund af unddragelsens omfang, bortset fra tilfælde af massive forfalskninger fra især Østeuropa og Asien. Nogle få er blevet pågrebet for eksemplets skyld, men den afskrækkende virkning er svær at måle, da der ikke findes uafhængige undersøgelser og realistiske tal for de beløb, der er mistet som følge af forfalskninger.

3.4

EØSU udtrykker dog en vis forbavselse over Kommissionens forslag om at etablere »europæiske« interoperable DRM-systemer for online-indhold. Hvad angår musik er der allerede nu adgang til millioner af titler på kommercielle websteder uden DRM, og tendensen er, at de gradvist forsvinder. Distributionsselskaber er ved at udvikle forskellige distributionssystemer for denne form for indhold, herunder mulighed for direkte aflytning uden mulighed for optagelse eller et særligt abonnement, der giver adgang til download af et bestemt antal værker, gratistilbud til gengæld for »obligatorisk« reklame osv.

3.5

Fysiske beskyttelsesanordninger på mobile medier eller terminaler opfattes nu mere som hindringer for »fair use« end som effektiv beskyttelse mod piratkopiering. De kan også føre til vertikal integration (websteder, ejerkryptering med et større eller mindre kvalitetstab til følge, egne afspillere, f.eks. Apple-distributionssystemet med AAC-kryptering og iPod-afspiller eller iPhone), som er et konkurrencefjendtligt system. En udbredt form for beskyttelse af især software, spil eller bestemte online-publikationer bygger på en digital adgangsnøgle, der sendes til køberen, efter at denne har betalt for en enhed eller for et abonnement af en vis varighed. Dette system er temmelig effektivt og allerede vidt udbredt.

3.6

Integrerede og interoperable digitale DRM-systemer er efter EØSU's mening forældede i praksis. I stedet for at fastholde en hurtigt skiftende overgangssituation gennem et europæisk initiativ vil det utvivlsomt være mere hensigtsmæssigt at følge udviklingen nøje i de forskellige sektorer af markedet for online-indhold, som synes at gå i en gunstig retning hvad angår beskyttelse af ophavsret og beslægtede rettigheder, især på grundlag af adfærdskodekser og realistiske forretningsmodeller (4).

3.7

Hvad angår ophavsret og beslægtede rettigheder udgør de eksisterende internationale aftaler og konventioner et retsgrundlag, som i princippet er fælles for medlemsstaterne og for deres forbindelser med tredjelande. Men i praksis er der på trods af EU-lovgivningen stadig forskelle. Forslaget om en »europæisk ophavsret« på det indre marked vil give alle medlemsstaterne automatisk beskyttelse, så snart disse rettigheder anerkendes i en af medlemsstaterne, og sikre ensartet beskyttelse.

3.8

I internettets og vidensamfundets tidsalder er det af vital betydning at nå frem til en reel balance mellem det fælles bedste og private interesser. Ophavsmænd og distributører skal have en rimelig betaling. Læserne/lytterne og brugerne skal have mulighed for at anvende lovligt erhvervet indhold i hjemmet, på biblioteker eller i undervisningen på forskellige niveauer i uddannelsesinstitutionerne.

3.9

I flere lande findes der en streng strafferet, der beskytter ophavsretten og foreskriver strenge sanktioner mod enkeltpersoner, som ikke bruger den i kommercielt øjemed, mens de private brugs- og kopirettigheder er blevet begrænset. De politimetoder, som internetudbydere udsættes for, kan måske være nyttige i forbindelse med terrorbekæmpelse, men forekommer ude af proportioner og potentielt krænkende for retten til et privatliv i en retlig ramme, der ensidigt begunstiger distributørerne. Denne form for lovgivning kunne muligvis i sidste instans drages i tvivl ved indbringelse for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, som våger over privatlivets fred. EF-domstolen i Luxembourg skal på sin side sikre, at proportionalitetsprincippet overholdes, og finde frem til en ligevægt mellem de forskellige rettigheder, der er impliceret (jf. »Pro Musicae«-dommen).

3.10

Desuden lægger nogle lande, ofte de samme, en afgift på alle typer af digitale medier, da de uanset deres formål betragtes som piratkopieringsinstrumenter. Selv om denne afgift ofte betegnes som en »afgift på privat kopiering«, giver den faktisk betragtelige indtægter, hvis fordeling af og til er temmelig uigennemsigtig. Denne holdning, som gør alle tilfælde af privat kopiering eller »fair use« til en krænkelse af ophavsrettigheder og ophavsretsbeslægtede rettigheder, er især utålelig for ærlige ikt-brugere, dvs. det store flertal, og for alle virksomheder, som anvender medierne til andet end at kopiere sange og spil. Sådanne afgifter bør i det mindste være moderate og stå i et rimeligt forhold til de faktiske omkostninger ved lagring af digitale enheder (f.eks. en procentdel af mediets salgspris divideret med det samlede antal gigabytes, da der kan konstateres betragtelige forskelle mellem de forskellige datamedier).

3.11

De forskellige interessenters rettigheder skal respekteres, men det skal ske under overholdelse af de gældende direktiver og proportionalitetsprincippet — som det blev klart udtrykt i EF-domstolens dom i »Pro Musicae«-sagen (5).

4.1

EØSU er enigt i, at interoperabilitet, som er uundværlig for den frie konkurrence, forudsætter, at forbrugeren kan få adgang til værkerne via et datamedium, som forbrugeren selv vælger. For at dette kan realiseres, må værkerne være kodet på grundlag af åbne standarder, som skal være tilgængelige for alle. Ethvert DRM-system gør det imidlertid umuligt at få adgang til værket via et medium, hardware eller software, som ikke udtrykkeligt er autoriseret af rettighedshaverne. Per definition er DRM baseret på hemmelige lukkede formater, hvis tekniske specifikationer ikke er offentligt tilgængelige. Systemer, som rettighedshaveren ikke har autoriseret eller certificeret, kan således slet ikke deltage i konkurrencen. I øvrigt er der i dag intet DRM-system, som er baseret på åbne standarder. En sådan løsning ville kræve indførelse af komplicerede licensudvekslingssystemer, og visse indholdsskabere ville være udelukket fra markedet, fordi de eksempelvis ikke benytter DRM. En hel sektor inden for digital indholdsproduktion, som omfatter videnskabelige institutter og forskningscentre, universiteter, fri software og indhold produceret i medfør af alternative licenser, kan blive udelukket fra et marked, som kun tillader kommercielt indhold; dette forekommer at være uforligeligt med informations- og vidensamfundet, hvor Europa gerne vil være førende.

4.2

Ingen af disse muligheder er tilfredsstillende, f.eks. når det gælder import til Europa af værker og indhold fra tredjelande eller eksport til tredjelande. Europæisk DRM-software bør også være kompatibelt med software på eksterne markeder, som ofte er meget mere aktive på det audio-visuelle område. DRM baner vejen for konkurrencefjendtlige holdninger og forsøg på vertikal integration i multimediesektoren. Dette problem kan illustreres med Apples iTunes-software, hvortil udbyderen har benyttet sin egen DRM-software og sin egen krypteringsnøgle, som i praksis kræver anvendelse af afspillere af typen iPod eller iPhone.

4.3

Hvis der kun gives adgang til API (programmeringsgrænsefladen for applikationer) for en DRM-software og ikke til hele kildeprogrammet, hvilket nogle indholdsudbydere kunne være meget fristet til, vil der altid være risiko for, at reel interoperabilitet vil være utopisk.

4.4

Da pirater meget hurtigt kan omgå eller reproducere et hvilket som helst beskyttelsessystem, Har udbyderne ikke længere tillid til DRM og de søger at finde frem til nye forretningsmodeller for distribution såsom abonnement med fast pris, fri adgang til aflytning, men med mulighed for at købe værket, indbyggede reklamer osv. Man må hellere have tiltro til markedet i stedet for at lovgive i hast og forvirring, således som det er sket i Frankrig, hvor den ene lov afløser den anden og fører til modstridende retspraksis. Gennem deres lobby-virksomhed har »giganterne« (musikverdenen domineres af fem store selskaber og den audiovisuelle sektor af seks eller syv store selskaber) hidtil været i stand til at få nogle lande til at opgive retten til privat kopiering og kriminalisere fildeling mellem private. Det seneste franske lovforslag fortsætter med sine overdrevent repressive bestemmelser ind i denne blindgyde.

4.5

Som EØSU har fastholdt i sine tidligere udtalelser, bør strafferetten kun finde anvendelse på piratkopiering i kommercielt øjemed (produktion og distribution, undertiden gennemført af kriminelle organisationer). I nogle lande er det meget nemt endog på gademarkeder at erhverve piratkopier af software eller musikindspilninger og audiovisuelle værker. Der findes en europæisk produktion af piratkopier, men størstedelen af kopierne kommer fra Asien. Det er denne massive piratkopiering i kommercielt øjemed, som man først og fremmest bør have i sigte og straffe, ligesom det politimæssige og retlige samarbejde bør udvikles med det mål at optrævle de internationale kriminelle netværk.

4.6

Med hensyn til fildeling især mellem unge er det først og fremmest oplysning om nødvendigheden af, at forfattere og producenter får en rimelig betaling for deres arbejde (især ophavsmændene, som ofte må nøjes med en ganske ringe andel af rettighedsgebyrerne) og bevidstgørelse af befolkningen herom, som bør udvikles.

4.7

Det er ikke nødvendigvis ved alle former for fildeling i stor målestok, at der er tale om copyright-beskyttede data. Det kan dreje sig om udveksling af gratis publikationer med forskelligt indhold (forsøgsresultater og videnskabeligt arbejde, licensværker, som frit kan kopieres eller distribueres).

4.8

Imidlertid kræver det lovforslag, der nu er under behandling i Frankrig, overvågning af hele Internettet og langvarig opbevaring af internetbrugernes personlige data. Disse data ville så være tilgængelige for »giganternes« repræsentanter, mens de — hvis et sådant system indføres — kun bør være tilgængelige for offentlige myndigheder med en ransagningskendelse.

4.9

Retten til privat kopiering bliver en undtagelse og underkastes kraftige restriktioner i de »kontrakter«, som indholdsudbyderne udarbejder i et vanskeligt forståeligt sprog, der ikke egner sig for de hyppige tilfælde, hvor forbrugerne foretager impulsive, modedikterede indkøb.

4.10

Mens de erhvervsmæssige ophavsmænd og distributører i praksis er de eneste, som nyder godt af en sådan overdreven lovbeskyttelse, er de individuelle indholdsudbydere eller kunstnere, som endnu ikke er kendte af den brede offentlighed, personer, som benytter alternative licenser (GPL, LGPL, creative commons osv. — rundt regnet 50 forskellige) derimod ikke omfattet af nogen specifik beskyttelse, selv om disse licenser er omfattet af ophavsretten og ikke nødvendigvis er vederlagsfrie. De bliver nødt til at gå til domstolene for at klage over piratkopiering, hvilket skaber en stor ulighed for loven mellem de store internationale udbydere og små virksomheder eller privatpersoner.

4.11

EØSU mener, at loven grundlæggende skal sikre beskyttelse af forbrugere, som er i god tro, og en retfærdig godtgørelse til indholdsskaberne for deres arbejde.

4.12

Restriktioner på anvendelsen af en lovligt erhvervet licens og adgang til personlige data for »giganternes« repræsentanter strider mod de tilstræbte mål, for de »kommercielle« pirater kan sagtens overvinde de tekniske vanskeligheder og udviske deres spor på nettet, og de vil ikke kunne nås gennem kontrollen med legal eller illegal fildeling mellem internetbrugere til ikke-kommercielle formål; det må dog fastholdes, at en stor del af disse udvekslinger er illegale og bør bekæmpes på en måde, som står mål med deres massive karakter. Enkelte domme for at statuere et eksempel og oplysning herom for at afskrække visse internetbrugere er ikke nok til at løse problemet, for chancerne for at blive fanget er statistisk meget små og foruroliger ikke de unge, som ikke er bevidste om den skade, de påfører deres idoler.

4.13

Internettjenesteudbydernes opbevaring over en lang periode af alle internetbrugeres personlige data er i sig selv et alvorligt indgreb i internetbrugernes privatliv. Er det virkeligt nødvendigt for at værne om ophavsretten og beslægtede rettigheder? Eller er det ikke at skyde gråspurve med kanoner? Er disse rettigheder af en så absolut karakter, at de kan retfærdiggøre en permanent indskrænkning af alle internetbrugeres privatsfære?

4.14

Disse lagrede data kan eventuelt bruges i terrorbekæmpelsen, men under alle omstændigheder bør internetbrugerne nyde godt af legale garantier for deres internettilslutningers fortrolighed. Disse garantier kan dog ophæves i almenhedens interesse af en offentlig myndighed med en regulær bemyndigelse og med et præcist formål, som skal være specificeret i en ransagningskendelse.

4.15

Der kunne generelt gives tilladelse til visse former for brug af data til informations- og analyseformål dog på visse betingelser, herunder især anonymisering af dataene. Derimod bør sammenholdelse af navnedata, indsamling af nominative data for at indkredse profiler med henblik på målrettet reklame samt opbevaring og sammenholdelse af disse data med en liste over nøgleord anvendt i søgemaskiner og anden gængs praksis, som især kommer »giganterne« og andre store selskaber til gode, forbydes, da de også krænker borgernes privatliv.

4.16

I mange lande opkræves der afgifter på alle faste eller mobile datamedier udelukkende til fordel for rettighedshaverne (især på audiovisuelt indhold), herunder på medier, som ikke er beregnet til dette formål. I et sådant afgiftssystem betragtes enhver bruger af et hvilket som digitalt medium som en potentiel pirat. Visse brugerkategorier, især virksomheder, bør fritages for disse afgifter. Derimod kunne der fastsættes en forholdsvis lav afgift for udbydere af bredbånd, som har udviklet deres net i bevidstheden om, at de i visse tilfælde kan udnyttes til illegale formål; afgiften kunne knyttes til trafikken mellem private brugere for at bidrage til copyrightindtægterne og til fremme af nyt indhold, men staten bør ikke hverken helt eller delvist inkassere dette afgiftsprovenu, bortset fra omkostningerne til opkrævning og omfordeling.

4.17

Den måde, hvorpå rettighederne forvaltes i de skandinaviske lande, især Sverige, er eksempler til efterfølgelse i modsætning til de utallige franske love og lovforslag, som er skævvredne og lidet overbevisende, hvad angår støtten til unge indholdsskabere og små og mellemstore virksomheder.

4.18

Efter en periode med sikring af de eksklusive rettigheder af en rimelig varighed, kunne der indføres et globalt system som i Sverige.

4.19

Allerede under behandlingen af direktivforslaget om beskyttelse af »intellektuelle ejendomsrettigheder« (industriel ejendomsret, litterær og kunstnerisk ejendomsret og andre beslægtede rettigheder eller ad hoc-rettigheder, som er anerkendt og beskyttet i EU) opfordrede EØSU til en fast, men velafpasset tilgang til bekæmpelsen af piratkopiering i kommercielt øjemed.

4.20

WTO har på sin side i TRIPS-aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder advaret mod eventuel misbrug fra rettighedshavernes side, som kan virke konkurrencebegrænsende eller stride mod samfundsmæssige interesser.

4.21

»Målsætning: Beskyttelse og håndhævelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder bør bidrage til at fremme den teknologiske innovation og overførsel og udbredelse af teknologi til gensidig fordel for producenter og brugere af teknisk viden og på en måde, der sikrer social og økonomisk velfærd og balance mellem rettigheder og forpligtelser«.

4.22

»Principper: 2. Det kan være nødvendigt med relevante foranstaltninger — der dog skal være i overensstemmelse med bestemmelserne i denne aftale — for at undgå, at indehaverne af den intellektuelle ejendomsret misbruger deres rettigheder, eller at der følger en praksis, der skader konkurrencen eller den internationale overførsel af teknologi.«.

4.23

Ovennævnte bemærkninger i EØSU's udtalelse fra den 29. oktober 2003 (6)»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om foranstaltninger og procedurer til sikring af overholdelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder« er i overensstemmelse med TRIPS-aftalens mål (artikel 7) og principperne i forbindelse hermed (artikel 8, stk. 2), der bør figurere under direktivets betragtninger. Eventuelle sanktioner kan nemlig ikke fuldstændigt frakobles den materielle ret, ligesom man er nødt til at tage højde for, hvilke former for misbrug, som indehaverne af industrielle samt litterære og kunstneriske ejendomsrettigheder kan udøve (7).