15.11.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 272/4

1.

Kommissionen forelagde i 2005 sin reformplan i handlingsplanen på statsstøtteområdet (1). Reformprogrammet skal gøre EU's statsstøttepolitik mere effektiv, gennemsigtig og troværdig. Princippet om »mindre og bedre målrettet statsstøtte« er i centrum for handlingsplanen. Hovedformålet er at tilskynde medlemsstaterne til at reducere deres overordnede statsstøtteniveau og samtidig rette denne støtte mod mål af klar fælles interesse. Med dette for øje har Kommissionen forpligtet sig til fortsat at anlægge en streng linje over for de mest konkurrencefordrejende støttetyper, navnlig over for ulovlig og uforenelig støtte.

2.

Kommissionen har i de senere år vist sig indstillet på at gribe håndfast ind over for ulovlig støtte. Siden Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 (2) (»procedureforordningen«) trådte i kraft, har Kommissionen systematisk pålagt medlemsstaterne at tilbagesøge enhver ulovlig støtte erklæret uforenelig med fællesmarkedet, medmindre den anlagde det synspunkt, at dette ville være i strid med fællesskabsretten. Således har Kommissionen siden 2000 vedtaget 110 beslutninger om tilbagesøgning.

3.

Det er af afgørende betydning for statsstøttepolitikkens troværdighed, at de beslutninger, hvori Kommissionen pålægger medlemsstaterne at tilbagesøge ulovlig statsstøtte (i det følgende benævnt »tilbagesøgningsbeslutninger«), fuldbyrdes effektivt og øjeblikkeligt. De oplysninger, som Kommissionen har indsamlet i de senere år, viser, at der er grund til stor bekymring på det område. Erfaringerne viser, at der praktisk taget ikke findes en eneste sag, hvor tilbagesøgningen effektueredes inden den frist, der var fastsat i tilbagesøgningsbeslutningen. Nylige udgaver af resultattavlen vedrørende statsstøtte viser også, at 45 % af samtlige tilbagesøgningsbeslutninger vedtaget i 2000 og 2001 endnu ikke var gennemført i juni 2006.

4.

Kommissionen bestilte i 2004 en sammenlignende undersøgelse af håndhævelsen af EU's statsstøttepolitik i de forskellige medlemsstater (3) (i det følgende benævnt »håndhævelsesundersøgelsen«). Et af formålene med undersøgelsen var at vurdere effektiviteten af en række medlemsstaters tilbagesøgningsprocedurer og -praksis. Undersøgelsens forfattere fandt, at »overdrevent lange tilbagesøgningsprocedurer er et tilbagevendende tema i samtlige landerapporter«. De erkendte, at gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutningerne nok var en smule forbedret gennem de senere år, men konkluderede, at tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig støtte fortsat støder på en række hindringer i de fleste af de undersøgte medlemsstater.

5.

Kommissionen understreger i handlingsplanen på statsstøtteområdet behovet for effektiv håndhævelse af tilbagesøgningsbeslutninger. Det er klart, at Kommissionen og medlemsstaterne deler ansvaret for gennemførelsen af beslutningerne mellem sig, og at det kræver en betydelig indsats fra begge parter, hvis det skal lykkes.

6.

Formålet med denne meddelelse er at forklare Kommissionen strategi med henblik på gennemførelse af tilbagesøgningsbeslutninger. I meddelelsen undersøges det ikke, hvilke konsekvenser de nationale domstole kan drage af manglende overholdelse af anmeldelsespligten eller standstill-klausulen i EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Kommissionen mener, at der er behov for at klarlægge de foranstaltninger, den agter at træffe for at forenkle fuldbyrdelsen af tilbagesøgningsbeslutninger, og opstille tiltag, som medlemsstaterne kunne lade sig inspirere af for at sikre, at de fuldt ud efterkommer de regler og principper, der er fastlagt i fællesskabsretten og navnlig i Fællesskabets retsinstansers retspraksis. Meddelelsen ridser først formålet med tilbagesøgning op og beskriver de underliggende grundprincipper, der ligger til grund for gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutninger. Dernæst fremlægges de praktiske følger af grundprincipperne for de enkelte aktører i tilbagesøgningsforløbet.

7.

Det er i EF-traktatens artikel 88, stk. 3, fastlagt, at »Kommissionen skal underrettes så betids om enhver påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger, at den kan fremsætte sine bemærkninger hertil. […] Den pågældende medlemsstat må ikke gennemføre de påtænkte foranstaltninger, før den nævnte fremgangsmåde har ført til en endelig beslutning.«

8.

Når medlemsstater ikke anmelder påtænkt indførelse eller ændring af støtteforanstaltninger til Kommissionen, før støtten træder i kraft, er støtten ulovlig i henhold til fællesskabsretten fra det tidspunkt, hvor støtten tildeles.

9.

I den såkaldte »Kohlegesetz-dom« (4) fra 1973 bekræftede De Europæiske Fællesskabers Domstol (EF-Domstolen) for første gang, at Kommissionen har beføjelse til at påbyde tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig statsstøtte. Domstolen fandt, at Kommissionen var kompetent til at beslutte, at en medlemsstat skal ændre eller ophæve støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet. Kommissionen skulle således også være berettiget til at kræve støtten tilbagebetalt. På grundlag af denne dom og efterfølgende retspraksis (5), underrettede Kommissionen medlemsstaterne i en meddelelse offentliggjort i 1983 om, at den havde besluttet at træffe alle mulige forholdsregler for at sikre, at medlemsstaternes forpligtelser i medfør af EF-traktatens artikel 88, stk. 3, overholdes, herunder kravet om, at medlemsstaterne fra støttemodtageren tilbagesøger ulovligt tildelt uforenelig støtte (6).

10.

I anden halvdel af 1980'erne og i 1990'erne begyndte Kommissionen mere systematisk at påbyde tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig støtte. I 1999 blev der indført grundlæggende regler om tilbagesøgning i procedureforordningen. Yderligere gennemførelsesbestemmelser om tilbagesøgning blev indføjet i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 (7) (»gennemførelsesforordningen«).

11.

Artikel 14, stk. 1, i procedureforordningen bekræfter Fællesskabets retsinstansers (8) faste retspraksis og fastlægger en forpligtelse for Kommissionen til at kræve tilbagebetaling af ulovlig og uforenelig støtte, medmindre dette vil være i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen. Samme artikel bestemmelser også, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve ulovlig støtte, der erklæres uforenelig, tilbagebetalt. Artikel 14, stk. 2, fastlægger, at støtten skal tilbagebetales med renter fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte var til støttemodtagerens rådighed, og indtil den tilbagebetales. Gennemførelsesforordningen opstiller den nærmere metode til fastsættelse af rentesatsen for tilbagebetaling. Endelig fremgår det af artikel 14, stk. 3, i procedureforordningen, at »tilbagebetalingen skal ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning«.

12.

EF-Domstolen har i en række nylige domme yderligere klarlagt rækkevidden og fortolkningen af artikel 14, stk. 3, i procedureforordningen og således understreget behovet for en omgående og effektiv gennemførelse af tilbagesøgningsbeslutninger (9). Hertil kommer, at Kommissionen nu også anvender retspraksis fra Deggendorf-sagen (10) mere systematisk. Denne retspraksis sætter Kommissionen i stand til under visse omstændigheder at pålægge medlemsstater at stille udbetalingen af ny forenelig støtte til en virksomhed i bero, indtil virksomheden har tilbagebetalt gammel ulovlig støtte, der er genstand for en tilbagesøgningsbeslutning.

13.

EF-Domstolen har ved flere lejligheder fundet, at formålet med tilbagesøgningen er at genskabe den situation, der fandtes på markedet forud for støttens tildeling. Det er nødvendigt for til stadighed at sikre en ensartet behandling i det indre marked i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 3, litra g). EF-Domstolen har i denne henseende understreget, at tilbagesøgning af ulovlig og uforenelig støtte ikke er en sanktion (11), men den logiske følge af, at støtten er fundet ulovlig (12). Den kan derfor ikke betragtes som en foranstaltning, der ikke står i rimeligt forhold til formålene med traktatens bestemmelser om statsstøtte (13).

14.

I henhold til EF-Domstolen »genoprettes den oprindelige situation, når den ulovlige og uforenelige støtte er tilbagebetalt, da støttemodtageren herved jo mister den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte er genoprettet« (14). For at fjerne enhver økonomisk fordel, der kan tilskrives ulovlig støtte, skal der betales renter af de ulovligt tildelte beløb. Sådanne renter skal svare til den økonomiske fordel ved, at midlerne har været stillet til rådighed, rentefrit, over et givet tidsrum (15).

15.

EF-Domstolen har i øvrigt insisteret på det forhold, at for at en tilbagesøgningsbeslutning vedtaget af Kommissionen kan gennemføres fuldstændigt, skal de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer, have konkret virkning for tilbagebetalingen (16), og at tilbagebetalingen skal ske omgående (17). For at opfylde formålet med tilbagesøgningen er det afgørende, at tilbagebetalingen af støtten sker omgående.

16.

Procedureforordningens artikel 14, stk. 4, fastlægger, at »i negative beslutninger om ulovlig støtte bestemmer Kommissionen, at den pågældende medlemsstat skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren«.

17.

Procedureforordningen lægger to begrænsninger for Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af ulovlig og uforenelig støtte. Artikel 14, stk. 1, i procedureforordningen bestemmer, at Kommissionen ikke skal kræve tilbagebetaling af støtten, hvis dette vil være i modstrid med et generelt princip i fællesskabslovgivningen. De generelle principper i fællesskabslovgivningen, der oftest gøres gældende i denne sammenhæng, er princippet om beskyttelse af den berettigede forventning (18) og retssikkerhedsprincippet (19). Det er vigtigt at bemærke, at EF-Domstolen, for så vidt angår tilbagesøgning, har fortolket disse principper restriktivt. I procedureforordningens artikel 15 er det fastlagt, at Kommissionens beføjelser til at kræve tilbagebetaling af støtte forældes efter ti år (den såkaldte »forældelsesfrist«). Forældelsesfristen løber fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte tilkendes støttemodtageren, enten som individuel støtte eller i henhold til en støtteordning. Enhver foranstaltning, der træffes af Kommissionen (20) eller af en medlemsstat efter opfordring fra Kommissionen angående den ulovlige støtte, afbryder denne frist.

18.

I henhold til EF-traktatens artikel 249 er en beslutning bindende i alle enkeltheder for dem, den angiver at være rettet til. Derfor er den medlemsstat, som en tilbagesøgningsbeslutning er rettet til, forpligtet til at fuldbyrde samme beslutning (21). EF-Domstolen har kun anerkendt én undtagelse fra denne forpligtelse for en medlemsstat til at gennemføre en tilbagesøgningsbeslutning rettet til den, nemlig omstændigheder, der gør det absolut umuligt for medlemsstaten at gennemføre beslutningen korrekt (22).

19.

Efter EF-Domstolens retspraksis kan denne absolutte umulighed ikke kun bygge på en formodning. Medlemsstaten skal påvise, at den efter bedste evne har forsøgt at tilbagesøge ulovlig støtte, og den skal samarbejde med Kommissionen i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 10 med henblik på at overvinde vanskelighederne (23).

20.

En gennemgang af retspraksis viser, at Fællesskabets retsinstanser har fortolket begrebet »absolut umulighed« meget restriktivt. Retsinstanserne har ved flere lejligheder bekræftet, at en medlemsstat ikke kan påberåbe sig nationale retsbestemmelser, så som nationale forældelsesregler (24) eller fraværet af tilbagesøgningsakter i national lovgivning (25), som begrundelse for ikke at efterkomme tilbagesøgningsbeslutningen (26). EF-Domstolen har på samme måde fundet, at tilbagesøgningspligten ikke påvirkes af omstændigheder i forbindelse med modtagerens økonomiske forhold. Den har klarlagt, at en virksomhed i økonomiske vanskeligheder ikke i sig selv er bevis for, at tilbagesøgning var umulig (27). Under sådanne omstændigheder har Domstolen understreget, at det kun er med fraværet af ubehæftede aktiver, at medlemsstaten kan påvise den absolutte umulighed i at tilbagesøge støtten (28). Medlemsstaterne har i en række sager gjort gældende, at de ikke har været i stand til at fuldbyrde tilbagesøgningsbeslutningen på grund af de dertil knyttede administrative eller tekniske vanskeligheder (f.eks. et stort antal involverede støttemodtagere). Domstolen har konstant afvist at acceptere, at sådanne vanskeligheder kan gøre det ud for en absolut umulighed for tilbagesøgning (29). Endelig kan frygten for endog uoverstigelige interne vanskeligheder ikke berettige en medlemsstats manglende overholdelse af sine forpligtelser i henhold til fællesskabsretten (30).

21.

Det fremgår af artikel 14, stk. 3, i procedureforordningen, at »tilbagebetalingen skal ske omgående og i overensstemmelse med gældende procedurer i den pågældende medlemsstats nationale ret, forudsat at disse giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning«.

22.

Selv om det står medlemsstaterne frit at vælge, hvordan de i henhold til national lovgivning vil iværksætte tilbagesøgningsbeslutninger, bør de foranstaltninger, de træffer, give tilbagesøgningsbeslutningen fyldestgørende retsvirkning. Det er derfor nødvendigt, at de nationale foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer, fører til en effektiv og omgående iværksættelse af Kommissionens beslutning.

23.

I dommen afsagt i den såkaldte Olympic Airways-sag (31) understregede EF-Domstolen, at den foranstaltning, som medlemsstaten træffer, skal være effektiv og frembringe et konkret tilbagesøgningsresultat. Medlemsstaternes foranstaltninger skal føre til faktisk tilbagebetaling af de skyldige beløb fra støttemodtageren. I den nylige Scott-dom (32) bekræftede EF-Domstolen denne linje og understregede, at nationale fremgangsmåder, der ikke opfylder betingelserne i procedureforordningens artikel 14, stk. 3, ikke bør finde anvendelse. Domstolen gendrev navnlig medlemsstatens argument om at have truffet alle de foranstaltninger, som er til rådighed i dens retssystem, og insisterede på, at sådanne foranstaltninger også bør frembringe et konkret tilbagesøgningsresultat, og det inden for den frist, Kommissionen fastsætter i tilbagesøgningsbeslutningen.

24.

I henhold til procedureforordningens artikel 14, stk. 3, skal tilbagesøgningsbeslutninger gennemføres såvel effektivt som omgående. I Scott-sagen understregede EF-Domstolen betydningen af tidsdimensionen i tilbagesøgningsforløbet. Domstolen præciserede, at anvendelsen af de nationale procedurer ikke — ved at hindre en omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning — må være til hinder for en genskabelse af normale konkurrencevilkår. Nationale procedurer, der hindrer den omgående genoprettelse af situationen før støtten og forlænger den ubegrundede konkurrencemæssige fordel, der er opnået som følge af den ulovlige støtte, opfylder således ikke betingelserne i procedureforordningens artikel 14, stk. 3.

25.

I denne henseende er det vigtigt at erindre, at et annullationssøgsmål over for en tilbagesøgningsbeslutning efter EF-traktatens artikel 230 ikke har opsættende virkning. Ved sådanne søgsmål kan støttemodtageren dog i medfør af EF-traktatens artikel 242 anmode om udsættelse af gennemførelsen af tilbagebetalingen. Anmodninger om udsættelse skal angive de omstændigheder, der ligger til grund for den presserende karakter, og indeholde anbringender begrundet i såvel sagens omstændigheder som i retsbestemmelser, der kan begrunde en oplagt sag for de foreløbige foranstaltninger, der anmodes om. EF-Domstolen eller Retten i Første Instans kan derefter, hvis de finder, at omstændighederne kræver det, påbyde, at anvendelsen af den bestridte Kommissionsbeslutning stilles i bero.

26.

EF-traktatens artikel 10 forpligter medlemsstaterne til at lette gennemførelsen af Fællesskabets opgaver og pålægger medlemsstaterne og EU-institutionerne en gensidig forpligtelse til samarbejde med henblik på at virkeliggøre traktatens målsætninger.

27.

For så vidt angår gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutninger skal Kommissionen og medlemsstaterne således samarbejde for at virkeliggøre målet om at genoprette konkurrencevilkårene i det indre marked.

28.

En medlemsstat, der under gennemførelsen af en tilbagesøgningsbeslutning støder på uforudsete og uforudsigelige vanskeligheder eller får kendskab til følger, der ikke er forudset af Kommissionen, skal forelægge Kommissionen disse problemer til vurdering med forslag om passende ændringer af den pågældende beslutning (33). I så tilfælde skal Kommissionen og medlemsstaterne samarbejde efter bedste evne med henblik på at overvinde vanskelighederne, idet traktatens bestemmelser fuldt ud skal overholdes fuldt ud (34). På samme vis kræver princippet om loyalt samarbejde, at medlemsstaterne giver Kommissionen alle de oplysninger, som er nødvendige til efterprøvelse af, at foranstaltningerne er egnede til at gennemføre beslutningen (35).

29.

Den omstændighed, at Kommissionen underrettes om de tekniske og retlige problemer, som en gennemførelse af beslutningen indebærer, frigør ikke medlemsstaterne fra forpligtelsen til at træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at tilbagesøge støtten fra den pågældende virksomhed og foreslå Kommissionen egnede foranstaltninger til gennemførelse af beslutningen (36).

30.

Såvel Kommissionen som medlemsstaterne spiller en afgørende rolle i gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutningerne og kan bidrage til en effektiv håndhævelse af tilbagesøgningspolitikken.

31.

Kommissionens tilbagesøgningsbeslutning pålægger den pågældende medlemsstat en forpligtelse til tilbagesøgning. Den kræver, at den pågældende medlemsstat tilbagesøger et givet støttebeløb fra en modtager eller en række modtagere inden for en given tidshorisont. Erfaringerne viser, at tempoet for håndhævelsen af en tilbagesøgningsbeslutning påvirkes af, hvor præcist eller fyldestgørende selve beslutningen er udformet. Kommissionen vil derfor fortsat bestræbe sig på, at tilbagesøgningsbeslutninger indeholder en klar angivelse af det eller de støttebeløb, der skal tilbagesøges, de virksomheder, hos hvem tilbagesøgningen skal ske, og den frist inden for hvilken tilbagesøgningen skal være tilendebragt.

32.

Ulovlig og uforenelig støtte skal tilbagesøges fra de virksomheder, der faktisk har draget fordel af den (37). Kommissionen vil videreføre sin nuværende praksis med så vidt muligt i tilbagesøgningsbeslutningen at angive den eller de virksomheder, som støtten skal tilbagesøges fra. Hvis det i gennemførelsesforløbet fremkommer, at støtten er blevet overført til andre enheder, må medlemsstaten eventuelt udvide tilbagesøgningen til at omfatte alle faktiske modtagere for at sikre, at tilbagesøgningsforpligtelsen ikke omgås.

33.

De europæiske retsinstanser har udstukket retningslinjer om de omstændigheder, der gør, at tilbagesøgningsforpligtelsen bør udvides til andre virksomheder end den oprindelige modtager af den ulovlige og uforenelige støtte. I henhold til EF-Domstolen kan der forekomme overførsel af en uberettiget fordel, hvis den oprindelige støttemodtagers aktiver overføres til tredjemand til en pris, der er lavere end markedsværdien, undertiden til en efterfølger stiftet netop for at omgå tilbagesøgningspåbuddet. Hvis Kommissionen kan bevise, at aktiver er solgt til en pris, der er lavere end markedsværdien, navnlig til en efterfølger, der er oprettet for at omgå tilbagesøgningspåbuddet, har EF-Domstolen fundet, at tilbagesøgningspåbuddet kan udvides til at omfatte denne tredjepart også (38). I typiske omgåelsessager afspejler overførslen ikke anden økonomisk logik end det forhold, at tilbagesøgningspåbuddet søges ugyldiggjort (39).

34.

For så vidt angår overførsel af aktier i et selskab, der skal tilbagebetale ulovlig og uforenelig støtte (aktieaftaler), har EF-Domstolen fundet (40), at salg af aktier i sådant et selskab til tredjemand ikke berører modtagerens forpligtelse til at tilbagebetale sådan støtte (41). Når det kan fastslås, at køberen af aktierne betalte den gældende markedspris for aktierne i selskabet, kan han ikke anses for at have haft nogen fordel, der kunne udgøre statsstøtte (42).

35.

Når Kommissionen vedtager tilbagesøgningsbeslutninger for støtteordninger, er den sædvanligvis ikke i stand til i selve beslutningen at angive samtlige virksomheder, der har modtaget ulovlig og uforenelig støtte. Dette skal afklares i begyndelsen af gennemførelsesforløbet af den pågældende medlemsstat, som dernæst må efterprøve hver berørt virksomheds individuelle situation (43).

36.

Formålet med tilbagesøgningen er opnået, »når den pågældende støtte, eventuelt med tillæg af morarenter, er blevet tilbagebetalt af støttemodtageren eller, med andre ord, af de virksomheder, som virkelig har modtaget den. Ved denne tilbagebetaling mister støttemodtageren jo den fordel, der var opnået på markedet i forhold til konkurrenterne, og situationen fra tiden før ydelsen af støtte er genoprettet« (44).

37.

Kommissionen vil som hidtil i sine tilbagesøgningsbeslutninger klart angive de ulovlige og uforenelige støtteordninger, der er genstand for tilbagesøgningen. Når Kommissionen råder over de nødvendige oplysninger, vil den også bestræbe sig på at angive beregne det præcise støttebeløb, der skal tilbagesøges. Det står imidlertid klart, at Kommissionen ikke kan og retligt heller ikke er forpligtet til at fastsætte det nøjagtige beløb, der skal tilbagesøges. Det er tilstrækkeligt, at Kommissionens beslutning indeholder anvisninger, hvorved medlemsstaten uden overdrevne vanskeligheder, selv kan fastslå beløbet (45).

38.

Når det drejer sig om en ulovlig og uforenelig støtteordning, er Kommissionen ikke i stand til nærmere at fastsætte det uforenelige støttebeløb, der skal tilbagesøges fra de enkelte støttemodtagere. Det ville kræve, at medlemsstaten foretager en detaljeret analyse af den støtte, der tildeles i hver enkelt sag i henhold til den pågældende støtteordning. Kommissionen angiver derfor i sin beslutning, at medlemsstaten skal tilbagesøge al støtte, medmindre støtten er tildelt et specifikt projekt, som på tidspunktet for støttens ydelse opfyldte samtlige betingelser i en gruppefritagelsesforordning eller for en af Kommissionen godkendt støtteordning.

39.

Efter procedureforordningens artikel 14, stk. 2, skal den støtte, der skal tilbagebetales i medfør af en beslutning om tilbagebetaling, indeholde renter beregnet på grundlag af en passende sats, der fastsættes af Kommissionen. Renterne betales fra det tidspunkt, hvor den ulovlige støtte var til støttemodtagerens rådighed, og indtil den tilbagebetales (46). I henhold til gennemførelsesforordningen tilskrives renten med renters rente indtil datoen for tilbagebetalingen af støtten.

40.

Kommissionen har tidligere i sine tilbagesøgningsbeslutninger nærmere angivet en enkelt tidsfrist på to måneder inden for hvilken, den pågældende medlemsstat skulle meddele Kommissionen hvilke foranstaltninger, den havde truffet for at efterkomme en given beslutning. Domstolen anerkendte, at denne frist også skulle anses for fristen for gennemførelsen af selve Kommissionens beslutning (47).

41.

Domstolen har yderligere fundet, at henvendelser og forhandlinger mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat i tilknytning til gennemførelsen af Kommissionens beslutning ikke kunne frigøre medlemsstaten fra pligten til at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at efterkomme beslutningen inden for den fastsatte frist (48).

42.

Kommissionen erkender, at en frist på to måneder for gennemførelsen af Kommissionens beslutning i de fleste sager er for kort. Den har derfor besluttet at forlænge fristen for gennemførelse af tilbagesøgningsbeslutninger til fire måneder. Kommissionen vil fremover fastsætte to forskellige tidsfrister i sine tilbagesøgningsbeslutninger:

43.

Hvis en medlemsstat støder på svære vanskeligheder, der hindrer den i at overholde en af disse tidsfrister, skal den underrette Kommissionen om vanskelighederne ledsaget af en behørig begrundelse. Kommissionen kan dernæst eventuelt forlænge fristen i overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde (49).

44.

Medlemsstaten er ansvarlig for gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutningen. Det er i procedureforordningens artikel 14, stk. 1, fastlagt, at medlemsstaten skal træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra støttemodtageren.

45.

Det er i denne henseende vigtigt at erindre, at EF-Domstolen ved flere lejligheder har bekræftet, at en kommissionsbeslutning rettet til en medlemsstat har bindende virkning for alle medlemsstatens organer, herunder også domstolene (50). Dette indebærer, at hvert organ i den medlemsstat, der er involveret i gennemførelsen af en tilbagesøgningsbeslutning, skal træffe alle de nødvendige foranstaltninger til at sikre omgående og effektiv anvendelse af en sådan beslutning.

46.

Fællesskabsretten foreskriver ikke, hvilket organ i medlemsstaten der bør forestå den praktiske gennemførelse af tilbagesøgningsbeslutningen. Det tilkommer den nationale retsorden i den pågældende medlemsstat at udpege de organer, der skal være ansvarlige for gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutningen. De ansvarlige bag håndhævelsesundersøgelsen bemærker, at »et fælles princip for alle de undersøgte lande er, at tilbagesøgningen skal forestås af den myndighed, der tildelte støtten. Dette medfører, at en bred vifte af centrale, regionale og lokale myndigheder er involveret i tilbagesøgningsforløbet (51)«. De gør også gældende, at nogle medlemsstater har pålagt et centralt organ den opgave, det er at kontrollere og overvåge tilbagesøgningsforløbet. Dette organ er sædvanligvis i løbende kontakt med Kommissionen. De ansvarlige bag håndhævelsesundersøgelsen konkluderer, at et sådant centralt organ synes at bidrage til en mere effektiv gennemførelse af tilbagesøgningsbeslutninger.

47.

Procedureforordningens artikel 14, stk. 3, forpligter medlemsstaten til omgående at indlede tilbagesøgningsproceduren. Som nævnt under punkt 3.1 ovenfor vil det i tilbagesøgningsbeslutningen være angivet inden for hvilken frist, medlemsstaten skal indsende detaljerede oplysninger om de foranstaltninger, den har truffet eller planlægger at træffe for at gennemføre beslutningen. Navnlig vil medlemsstaten skulle tilvejebringe fyldestgørende oplysninger om, hvem der har modtaget ulovlig og uforenelig støtte, de pågældende støttebeløb og den nationale procedure, der bringes i anvendelse for at opnå tilbagebetaling. Hertil kommer, at medlemsstaten vil skulle tilvejebringe dokumentation for at have underrettet modtageren om denne forpligtelse til at tilbagebetale støtten.

48.

Tilbagesøgningsbeslutningen indeholder ikke altid fuldstændige oplysninger om hverken støttemodtagernes identitet eller det nøjagtige støttebeløb, der skal tilbagesøges. I sådanne tilfælde skal medlemsstaten omgående identificere de virksomheder, der er berørt af beslutningen, og beregne det nøjagtige støttebeløb, der skal tilbagesøges fra hver støttemodtager.

49.

I tilfælde af en ulovlig og uforenelig støtteordning vil medlemsstaten skulle foretage en detaljeret analyse af den støtte, der tildeles i hver enkelt sag i henhold til den pågældende støtteordning. For at beregne det nøjagtige støttebeløb, der skal tilbagesøges fra hver støttemodtager under ordningen, må medlemsstaten kortlægge, i hvilket omfang støtten er tildelt et specifikt projekt, som på tidspunktet for støttens ydelse opfyldte samtlige betingelser i en gruppefritagelsesforordning eller for en af Kommissionen godkendt støtteordning. Medlemsstaten må i sådanne tilfælde også anvende de materielle de minimis-kriterier, der var gældende på tidspunktet for ydelsen af den ulovlige og uforenelige støtte, der er genstand for tilbagesøgningsbeslutningen.

50.

De nationale myndigheder kan i beregningen af det beløb, der skal tilbagebetales, tage hensyn til skattereglernes indvirkning. Når en modtager af ulovlig og uforenelig støtte har betalt skat af den modtagne støtte, kan de nationale myndigheder i overensstemmelse med deres nationale skatteregler tage tidligere indbetalt skat i betragtning ved kun at tilbagesøge nettobeløbet fra modtageren (52). Det er Kommissionens opfattelse, at de nationale myndigheder i sådanne tilfælde må sikre sig, at modtageren ikke kan påberåbe sig yderligere skattelempelser under henvisning til det forhold, at tilbagebetalingen har reduceret den skattepligtige indtjening, da dette ville betyde, at det tilbagesøgte nettobeløb var lavere end det oprindeligt modtagne beløb.

51.

Folkene bag håndhævelsesundersøgelsen dokumenterede med stor tydelighed, at tilbagesøgningsprocedurerne er meget forskellige fra den ene medlemsstat til den anden. Undersøgelsen viser også, at selv internt i en medlemsstat kan der anvendes flere forskellige procedurer for at tilbagesøge ulovlig og uforenelig støtte. I de fleste medlemsstater fastlægges tilbagesøgningsproceduren normalt i forhold til hvilken form for foranstaltning, der ligger til grund for støttetildelingen. Administrative procedurer synes i deres helhed at være mere effektive end civilretlige procedurer, fordi administrative tilbagebetalingspåbud kan eller vil kunne fuldbyrdes øjeblikkeligt (53).

52.

Fællesskabsretten foreskriver ikke hvilken procedure, medlemsstaten skal anvende for at gennemføre en tilbagesøgningsbeslutning. Medlemsstaterne bør dog være opmærksom på, at valg af og anvendelse af en national procedure forudsætter, at denne giver mulighed for omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning. Dette indebærer, at de ansvarlige myndigheder nøje gennemtænker samtlige mulige tilbagesøgningsinstrumenter i deres nationale retsorden og udvælger den procedure, der mest sandsynligt vil kunne sikre omgående gennemførelse af beslutningen (54). Når nationale retsbestemmelser tillader det, bør de anvende hasteprocedurer. I overensstemmelse med principperne om ækvivalens og effektivitet må sådanne procedurer dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret, og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Fællesskabets retsorden (55).

53.

Mere generelt bør medlemsstaterne ikke på nogen måde kunne hindre gennemførelsen af en af Kommissionen vedtaget tilbagesøgningsbeslutning (56). Medlemsstaternes myndigheder er således forpligtet til at tilsidesætte nationale retsbestemmelser, der måtte hindre omgående gennemførelse af Kommissionens beslutning (57).

54.

Når modtageren, det beløb, der skal tilbagesøges, og den procedure, der skal anvendes, er fastlagt, skal tilbagebetalingspåbud omgående og inden fristen i Kommissionens beslutning sendes til modtagerne af den ulovlige og uforenelige støtte. De ansvarlige myndigheder for tilbagesøgningen skal sikre, at tilbagebetalingspåbud fuldbyrdes, og at tilbagebetalingen foretages inden for den frist, der er fastsat i beslutningen. Hvis en modtager ikke efterkommer tilbagebetalingspåbuddet, bør medlemsstaten øjeblikkeligt søge kravet fuldbyrdet efter nationale retsbestemmelser.

55.

Gennemførelse af tilbagesøgningsbeslutninger kan medføre søgsmål for de nationale domstole. Selv om der er væsentlige forskelle i de retlige traditioner og systemer i medlemsstaterne, kan der skelnes mellem to hovedgrupper af tilbagebetalingsrelaterede søgsmål: søgsmål indbragt af den tilbagesøgende myndighed med henblik på udstedelse af en retskendelse for at tvinge en uvillig modtager til at tilbagebetale den ulovlige og uforenelig støtte og søgsmål indbragt af modtagere, der bestrider tilbagebetalingspåbuddet.

56.

Analysen af dette aspekt i håndhævelsesundersøgelsen viser, at fuldbyrdelse af en tilbagesøgningsbeslutning kan forsinkes i mange år, når de nationale foranstaltninger til gennemførelse af en tilbagesøgningsbeslutning bestrides i retten. Dette er så meget desto mere tilfældet, når selve tilbagesøgningsbeslutningen anfægtes for Fællesskabets retsinstanser, og når nationale dommere anmodes om at stille gennemførelsen af nationale foranstaltninger i bero, indtil Fællesskabets retsinstanser har truffet endelig afgørelse om tilbagesøgningsbeslutningens gyldighed.

57.

EF-Domstolen har fundet, at en støttemodtager, som uden tvivl ville kunne have anfægtet en tilbagesøgningsbeslutning vedtaget af Kommissionen for Fællesskabets retsinstanser i henhold til EF-traktatens artikel 230, ikke længere kan anfægte beslutningens gyldighed for en national domstol med henvisning til, at beslutningen var ulovlig (58). Det følger heraf, at en støttemodtager, der kunne have anmodet Fællesskabets retsinstanser om foreløbige forholdsregler efter EF-traktatens artikel 242 og 243, men har undladt det, ikke med henvisning til forhold vedrørende beslutningens gyldighed kan bede om opsættelse af de foranstaltninger, som de nationale myndigheder har truffet for at gennemføre den beslutning. Dette spørgsmål er forbeholdt Fællesskabets retsinstanser (59).

58.

I sager hvor det derimod ikke siger sig selv, at et annullationssøgsmål over for den anfægtede beslutning indbragt af støttemodtageren ville have kunnet antages, bør støttemodtageren ydes en hensigtsmæssig retslig beskyttelse. I tilfælde af, at støttemodtageren anfægter beslutningens gennemførelse i et søgsmål for den nationale domstol med henvisning til, at denne tilbagesøgningsbeslutning var ulovlig, skal den nationale dommer anmode EF-Domstolen om en præjudiciel afgørelse efter EF-traktatens artikel 234 om en sådan beslutnings gyldighed (60).

59.

Ifald modtageren også anmoder om foreløbige forholdsregler i forhold til de nationale foranstaltninger, der er truffet for at gennemføre tilbagesøgningsbeslutningen, fordi Kommissionens tilbagesøgningsbeslutning hævdes at være ulovlig, skal den nationale dommer vurdere, hvorvidt den pågældende sag opfylder de betingelser, som EF-Domstolen har opstillet i sagerne Zuckerfabrik (61) og Atlanta (62). I henhold til fast retspraksis kan den nationale domstol kun foreskrive foreløbige forholdsregler, hvis:

60.

Indledningsvist skal det bemærkes, at det er vigtigt at erindre, at det er EF-Domstolens faste retspraksis, at det forhold, at en modtager er insolvent eller under konkurs, ikke har nogen indvirkning på modtagerens forpligtelse til at tilbagebetale ulovlig og uforenelig støtte (64).

61.

I de fleste sager med en insolvent støttemodtager vil det ikke være muligt at få tilbagebetalt det fulde beløb af udbetalt ulovlig og uforenelig støtte (med renter), da modtagerens aktiver ikke vil være tilstrækkelige til at efterkomme samtlige kreditorers krav. Det vil derfor ikke være muligt på traditionel vis at genoprette den situation, der bestod forud for støttetildelingen. Da det overordnede formål med tilbagesøgningen er at bringe konkurrencefordrejningen til ende, har EF-Domstolen fundet, at afvikling af modtagervirksomheden kan anses for at være en acceptabel mulighed for tilbagebetaling i sådanne sager (65). Det er derfor Kommissionens opfattelse, at en beslutning, der pålægger medlemsstaten at tilbagesøge ulovlig og uforenelig støtte fra en insolvent modtager, kan anses for at være behørigt gennemført, enten hvis støtten tilbagebetales fuldt ud, eller i tilfælde af delvis tilbagebetaling, når selskabet afvikles, og aktiverne sælges på markedsvilkår.

62.

Medlemsstaternes myndigheder bør ved gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutninger over for insolvente støttemodtagere sikre sig, at der under konkursbehandlingen tages behørigt hensyn til Fællesskabets interesse, og navnlig behovet for at bringe konkurrencefordrejningen som følge af den ulovlige og uforenelige støtte til ende så hurtigt som muligt.

63.

Kommissionens erfaringer viser imidlertid, at den omstændighed, at fordringer anmeldes i konkursboet, ikke altid er tilstrækkelig til at sikre omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens tilbagesøgningsbeslutninger. Anvendelsen af visse bestemmelser i national konkurslovgivning kan forhindre, at tilbagesøgningsbeslutninger får virkning ved at tillade videreførelse af virksomhedens drift, på trods af at der ikke har været fyldestgørende tilbagebetaling, og dermed en fortsættelse af konkurrencefordrejningerne. I lyset af dens erfaringer med tilbagesøgning fra insolvente modtagere er det Kommissionens opfattelse, at der er behov for nærmere at fastlægge medlemsstaternes forpligtelser i de forskellige faser af konkursbehandlinger.

64.

Medlemsstaten bør øjeblikkeligt anmelde sin fordring i konkursboet (66). I henhold til EF-Domstolens retspraksis skal tilbagesøgningen ske i overensstemmelse med de nationale konkursregler (67). Tilbagesøgningsgælden skal derfor tilbagebetales i medfør af den status, gælden får i henhold til national lovgivning.

65.

Der har tidligere været tilfælde, hvor kurator har afvist anmeldelse af tilbagesøgningsfordringen i konkursbehandlingen på grund af formen af den ulovlige og uforenelige støtteydelse (f.eks. når støtten er ydet i form af kapitalindskydelse). Dette forhold finder Kommissionen problematisk, navnlig hvis sådanne afvisninger fratager de myndigheder, der er ansvarlige for gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutningen, ethvert middel til at sikre, at der tages behørigt hensyn til Fællesskabets interesse under konkursbehandlinger. Kommissionen mener derfor, at medlemsstaten bør anfægte kurators afvisning af anmeldelser af fordringer (68).

66.

For at sikre omgående og effektiv gennemførelse af Kommissionens tilbagesøgningsbeslutning mener Kommissionen, at de myndigheder, der har ansvaret for gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutningen, også bør anke kurators eller skifterettens eventuelle beslutning om at videreføre den insolvente modtagers forretningsaktivitet udover den tidsfrist, der er fastsat i tilbagesøgningsbeslutningen. På lignende vis bør nationale domstole, når de står over for en sådan anmodning, tage behørigt hensyn til Fællesskabets interesse og navnlig behovet for at sikre, at gennemførelsen af Kommissionens beslutning sker omgående, og at konkurrencefordrejningen som følge af den ulovlige og uforenelige støtte bringes til ende så hurtigt som muligt. Kommissionen mener, at de derfor ikke bør tillade videreførelse af en insolvent støttemodtagers forretningsaktivitet, så længe tilbagebetalingen ikke er fuldført.

67.

Hvis der for kreditorudvalget fremsættes en videreførelsesplan, der bevirker, at modtagerens forretningsaktivitet fortsættes, kan de nationale myndigheder, der har ansvaret for gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutningen, kun støtte en sådan plan, hvis den sikrer, at støtten tilbagebetales fuldt ud inden for den frist, der er fastsat i Kommissionens tilbagesøgningsbeslutning. Navnlig kan medlemsstaten ikke eftergive en del af dens tilbagebetalingskrav, og den kan heller ikke acceptere nogen anden løsning, som ikke ville føre til omgående nedlukning af modtagerens forretningsaktivitet. I fraværet af fuld og omgående tilbagebetaling af den ulovlige og uforenelige støtte, bør de myndigheder, der har ansvaret for gennemførelsen af tilbagesøgningsbeslutningen, træffe alle til rådighed værende foranstaltninger for at afvise vedtagelsen af en videreførelsesplan og insistere på nedlukning af modtagerens forretningsaktivitet inden for den frist, der er fastsat i tilbagesøgningsbeslutningen.

68.

I tilfælde af afvikling, og så længe støtten ikke er tilbagebetalt fuldt ud, bør medlemsstaten modsætte sig enhver overførsel af aktiver, der ikke foretages på markedsvilkår og/eller er tilrettelagt, så tilbagesøgningsbeslutningen omgås. For at nå til en »behørig overførsel af aktiver« skal medlemsstaten sikre, at den uretmæssige fordel som følge af støtten ikke overføres til aktivernes køber. Dette kan være tilfældet, hvis den oprindelige støttemodtagers aktiver overføres til tredjemand til en pris, der er lavere end markedsværdien, eller til en efterfølger stiftet netop for at omgå tilbagesøgningspåbuddet. I så fald bør tilbagebetalingspåbuddet udvides til også at omfatte denne tredjemand (69).

69.

En medlemsstat anses for at have efterkommet tilbagesøgningsbeslutningen, når støtten er fuldt ud tilbagebetalt inden for den fastsatte frist, eller i tilfælde af en insolvent modtager når selskabet er afviklet på markedsvilkår.

70.

Kommissionen kan også i behørigt begrundede tilfælde acceptere en foreløbig gennemførelse af beslutningen, når den er genstand for et søgsmål for medlemsstaternes eller Fællesskabets retsinstanser (f.eks. indbetaling af det fulde beløb af den ulovlige og uforenelige støtte på en spærret konto (70)). Medlemsstaten skal sikre, at den fordel, der er forbundet med den ulovlige og uforenelige støtte, unddrages selskabet (71). Medlemsstaten skal med henblik på Kommissionens godkendelse indsende en begrundelse for vedtagelsen af sådanne foreløbige foranstaltninger med en fyldestgørende beskrivelse af den påtænkte foreløbige foranstaltning.

71.

Når den pågældende medlemsstat ikke har efterkommet tilbagesøgningsbeslutningen, og når det ikke har været muligt at påvise, at der foreligger en absolut umulighed, kan Kommissionen indlede overtrædelsesprocedurer. Når visse betingelser er opfyldt, kan Kommissionen endvidere efter Deggendorf-princippet kræve, at den pågældende medlemsstat stiller udbetalingen af ny forenelig støtte til den eller de modtagere, der er involveret, i bero.

72.

Såfremt den pågældende medlemsstat ikke efterkommer tilbagesøgningsbeslutningen inden udløbet af den fastsatte frist og ikke har kunnet påvise, at der foreligger en absolut umulighed, kan Kommissionen, som det allerede har været tilfældet, eller enhver anden interesseret stat indbringe sagen direkte for EF-Domstolen i medfør af EF-traktatens artikel 88, stk. 2. Kommissionen kan da gøre forhold gældende vedrørende den adfærd, som den pågældende medlemsstats udøvende, lovgivende eller dømmende organer har udvist, da medlemsstaten skal ses i sin helhed (72).

73.

Hvis EF-Domstolen dømmer medlemsstaten for ikke at efterkomme af en beslutning vedtaget af Kommissionen, og hvis Kommissionen mener, at den pågældende medlemsstat ikke har efterkommet EF-Domstolens dom, kan Kommissionen forfølge sagen i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 228, stk. 2. Efter at have givet medlemsstaten lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger afgiver Kommissionen i så tilfælde en begrundet udtalelse, hvori den præciserer, på hvilke punkter den pågældende medlemsstat ikke har efterkommet EF-Domstolens dom.

74.

Hvis den pågældende medlemsstat ikke har truffet de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger inden for den frist, som er fastsat i den begrundede udtalelse, kan Kommissionen indbringe sagen for EF-Domstolen i medfør af EF-traktatens artikel 288, stk. 2. Kommissionen vil da anmode EF-Domstolen om at pålægge den pågældende medlemsstat en tvangsbøde. Denne tvangsbøde fastsættes i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse om anvendelsen af EF-traktatens artikel 228 (73) og beregnes på grundlag af tre kriterier: overtrædelsens grovhed, varighed og behovet for at sikre, at tvangsbøden i sig selv forebygger yderligere overtrædelser. I overensstemmelse med samme meddelelse vil Kommissionen også anmode om betaling af et fast beløb, der sanktionerer fortsat overtrædelse mellem den første dom for manglende overholdelse og den dom, der afsiges i medfør af EF-traktatens artikel 228. I betragtning af at manglende gennemførelse af Kommissionens tilbagesøgningsbeslutning forlænger den konkurrencefordrejning, som tildelingen af ulovlig og uforenelig støtte forårsager, vil Kommissionen ikke tøve med at bringe denne mulighed i anvendelse, hvis det synes nødvendigt for at sikre overholdelsen af statsstøttereglerne.

75.

I sin dom i Deggendorf-sagen fandt Retten i Første Instans, at »Kommissionen, når den undersøger, om en statsstøtte er forenelig med fællesmarkedet, skal tage hensyn til alle relevante forhold, herunder i givet fald den sammenhæng, som allerede er blevet vurderet i forbindelse med en tidligere beslutning, samt de forpligtelser, denne tidligere beslutning måtte medføre for en medlemsstat. Følgelig er Kommissionen kompetent til at tage hensyn dels til den eventuelle samlede virkning af den tidligere […] støtte og den nye […] støtte, dels til, at [den gamle] støtte, som var erklæret ulovlig […], ikke var blevet tilbagebetalt« (74). Under anvendelse af denne dom og med henblik på at undgå, at konkurrencen fordrejes i strid med den fælles interesse, kan Kommissionen pålægge en medlemsstat at stille udbetalingen af ny forenelig støtte til en virksomhed, der råder over ulovlig og uforenelig støtte, der er genstand for en tidligere tilbagesøgningsbeslutning i bero, og det indtil medlemsstaten har sikret sig, at den pågældende virksomhed har tilbagebetalt den gamle ulovlige og uforenelige støtte.

76.

Kommissionen har nu i en årrække mere systematisk bragt dette såkaldte Deggendorf-princip i anvendelse. I praksis vil Kommissionen under forløbet af den foreløbige undersøgelse af en ny støtteforanstaltning anmode om, at medlemsstaten forpligter sig til at stille udbetalingen af ny støtte til enhver modtager, der endnu ikke har tilbagebetalt en ulovlig og uforenelig støtte, der er genstand for en tidligere tilbagesøgningsbeslutning, i bero. Hvis medlemsstaten ikke forpligter sigt hertil og/eller i fraværet af fyldestgørende oplysninger om den pågældende støtteforanstaltning (75), som hindrer Kommissionen i at vurdere den samlede virkning af den gamle og den nye støtte for konkurrencevilkårene, vedtager Kommissionen en endelig betinget beslutning på grundlag af procedureforordningens artikel 7, stk. 4, hvori den kræver, at den pågældende medlemsstat stiller udbetalingen af den nye støtte i bero, indtil den har sikret sig, at den pågældende modtager har tilbagebetalt den gamle, ulovlige og uforenelig støtte, herunder forfaldne tilbagesøgningsrenter.

77.

I mellemtiden er Deggendorf-princippet indarbejdet i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (76) og i nylige gruppefritagelsesforordninger (77). Kommissionen agter at indarbejde princippet i alle kommende statsstøtteregler og -beslutninger.

78.

Sluttelig ser Kommissionen positivt på det italienske initiativ, hvorefter Deggendorf-bestemmelsen indarbejdes i den italienske finanslov, Legge Finanziaria 2007, således at modtagere af nye statsstøtteforanstaltninger skal afgive erklæring om, at de ikke råder over nogen ulovlig og uforenelig statsstøtte (78).

79.

Bevarelsen af et system med fri og ufordrejet konkurrence er en af hjørnestenene i Det Europæiske Fællesskab. Statsstøttepolitisk disciplin er som en del af den europæiske konkurrencepolitik af afgørende betydning for at sikre, at der i det indre marked er lige vilkår inden for samtlige sektorer i Europa. Kommissionen og medlemsstaterne har med denne centrale opgave et fælles ansvar for at sikre korrekt håndhævelse af statsstøttedisciplinen og navnlig af tilbagesøgningsbeslutninger.

80.

Kommissionen ønsker med denne meddelelse at øge bevidstheden om de principper for tilbagesøgningspolitikken, som Fællesskabets retsinstanser har fastlagt, og klarlægge Kommissionens praksis vedrørende tilbagesøgningspolitik. Kommissionen forpligter sig selv til at følge disse principper og opfordrer medlemsstaterne til at bede om råd, når de har problemer med at gennemføre tilbagesøgningsbeslutninger. Kommissionens tjenestegrene står til medlemsstaternes rådighed, hvis der er behov for yderligere vejledning og bistand.

81.

Til gengæld forventer Kommissionen, at medlemsstaterne efterlever principperne i tilbagesøgningspolitikken. Det er kun gennem en fælles indsats fra såvel Kommissionen som medlemsstaterne, at statsstøttedisciplinen kan sikres og føre til det tilsigtede mål, nemlig bevarelsen af ufordrejede konkurrencevilkår i det indre marked.