52007SC1245

Arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene - Ledsagedokument til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fodgængere og andre bløde trafikanter - Sammenfatning af konsekvensanalysen {KOM(2007)560 endelig SEK(2007)1244} /* SEK/2007/1245 endelig udg. */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 3.10.2007

SEK(2007) 1245

ARBEJDSDOKUMENT FRA KOMMISSIONENS TJENESTEGRENE Ledsagedokument til

forslaget til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om beskyttelse af fodgængere og andre bløde trafikanter Sammenfatning af konsekvensanalysen {KOM(2007)560 endeligSEK(2007)1244}

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/102/EF af 17. november 2003 om beskyttelse af fodgængere og andre bløde trafikanter forud for og ved kollision med et motorkøretøj og om ændring af Rådets direktiv 70/156/EØF[1]. I forbindelse med vedtagelsen af dette direktiv anerkendte Rådet og Europa-Parlamentet, at der er behov for en nøje undersøgelse af de krav, der indføres i anden fase, for så vidt angår deres gennemførlighed.

I overensstemmelse med artikel 5 i det nuværende direktiv blev der foretaget en gennemførlighedsundersøgelse, som viste, at det ikke er teknisk muligt at opfylde kravene i fase II, som gælder fra 2010. Desuden blev den mulige anvendelse af aktive sikkerhedssystemer, som kunne være tilgængelige inden for den påkrævede tidsfrist, undersøgt. I den forbindelse blev brugen af bremseassistentsystemer nævnt som en passende teknologi til umiddelbar anvendelse.

Der blev fundet frem til fem muligheder, som blev undersøgt nærmere med henblik på at løse problemerne med den tekniske gennemførlighed af kravene i fase II. Imidlertid overholder ikke alle fem muligheder kravene i artikel 5, stk. 1, med hensyn til at sikre, at de ændrede krav "skal have mindst den samme reelle virkning". Mulighederne er:

- at der ikke iværksættes nogen tiltag med hensyn til kravene på nuværende tidspunkt, datoerne for anvendelse af bestemmelserne udskydes eventuelt for at give tid til yderligere fremskridt, overvågningen af de tekniske fremskridt fortsættes med mulighed for at ændre det nuværende direktiv på et senere tidspunkt

- at indføre ændringer af kravene til passiv sikkerhed i fase II i overensstemmelse med et forslag fra industrien for at sikre gennemførlighed

- at indføre moderate ændringer af kravene til passiv sikkerhed i fase II i overensstemmelse med de forslag, som oprindeligt blev fremsat af den eksterne konsulent under udarbejdelsen af gennemførlighedsundersøgelsen

- at indføre mere omfattende ændringer af kravene til passiv sikkerhed i fase II i overensstemmelse med resultaterne af den afsluttede undersøgelse om gennemførligheden af fase II

- at indføre ændringer af kravene til passiv sikkerhed i fase II i overensstemmelse med resultaterne af den afsluttede undersøgelse om gennemførligheden af fase II og stille krav om anvendelse af aktive sikkerhedssystemer for at sikre, at det gældende sikkerhedsniveau ikke forringes.

Kommissionen mener, at den femte mulighed er den bedste løsning, idet den er gennemførlig og giver et tilsvarende eller forbedret sikkerhedsniveau i forhold til det nuværende forslag.

Følgelig sikrer det nye forslag, i overensstemmelse med Kommissionens meddelelse CARS 21[2], en kombination af aktiv og passiv sikkerhed og medfører konkret, at alle de omfattede køretøjer skal udstyres med et bremseassistentsystem (BAS). Når et sådant system er monteret på et køretøj, kan det mindske dets bremselængde betydeligt i forbindelse med nødopbremsninger, således at et sammenstød med en fodgænger kan foregå ved en langt lavere hastighed eller helt undgås.

Konsekvensanalysen for den foreslåede forordning viser, at det opnåede sikkerhedsniveau for bløde trafikanter kan forventes opretholdt og endda forbedret, sammenlignet med det sikkerhedsniveau, der sikres gennem kravene i det eksisterende direktivs anden fase.

[1] EUT L 321 af 6.12.2003, s. 15.

[2] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet – En konkurrencevenlig lovramme for automobiler i det 21. århundrede – Kommissionens holdning til den endelige rapport fra CARS 21 (SEC(2007)77), (SEC(2007)78).