52007PC0717

Forslag til Rådets forordning om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler /* KOM/2007/0717 endelig udg. - ACC 2007/0250 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 13.11.2007

KOM(2007) 717 endelig

2007/0250 (ACC)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Forslaget til Rådets forordning om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler, fremsættes i forlængelse af meddelelsen fra Kommissionen til Europa-Parlamentet og Rådet om økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA'er), som Kommissionen vedtog den 23. oktober 2007 (KOM(2007) 635).

Meddelelsen indeholder retningslinjer for, hvordan det er muligt at virkeliggøre de væsentligste målsætninger i fuldstændige, altomfattende ØPA'er med alle AVS-regioner, på en måde, som er forenelig med Fællesskabets internationale forpligtelser, og som samtidig så vidt muligt minimerer risiciene for forstyrrelser i samhandelen for de regioner eller subregioner i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der afslutter forhandlinger om aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller om aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler, inden den gældende handelsordning udløber den 31. december 2007. Til dette formål skaber forordningen et retligt grundlag for anvendelse af de ordninger for varer, der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler.

Forordningen baseres på bestemmelser i disse aftaler, der, i det omfang det er muligt, giver mulighed for at anvende aftalerne inden den periode, hvor parterne kan tage aftalerne i anvendelse midlertidigt på et fælles grundlag. Den vil fortsat være i kraft i aftalernes midlertidige anvendelsesperiode, og efter at de er trådt i kraft, og den vil blive ændret eller erstattet, så den kan bringes i overensstemmelse med de aspekter i aftalerne, som det ikke har været muligt at inkludere i denne forordning. Det følger heraf, at denne forordning ikke er til hinder for de relevante procedurer for indgåelse eller ikrafttrædelse af aftalerne.

2007/0250 (ACC)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133,

under henvisning til forslag fra Kommissionen[1], og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 37, stk. 1, i partnerskabsaftalen mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater, undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000[2], i det følgende benævnt "AVS-EF-partnerskabsaftalen", træder partnerskabsaftalerne (ØPA'erne) i kraft senest den 1. januar 2008.

(2) I henhold til Cotonou-aftalens artikel 36, stk. 3, opretholdes de handelsordninger, der er anført i bilag V til denne aftale, indtil den 31. december 2007.

(3) Fællesskabet har siden 2002 forhandlet økonomiske partnerskabsaftaler med gruppen af AVS-stater fordelt på seks regioner omfattende Vestindien, Centralafrika, det østlige og sydlige Afrika, østaterne i Stillehavet, Det Sydlige Afrikas Udviklingsfællesskab og Vestafrika.

(4) I medfør af de aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller de aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler, og for hvilke forhandlingerne er afsluttet, kan parterne tage skridt til at anvende aftalen på et fælles grundlag, inden den midlertidige anvendelsesperiode, i det omfang det er muligt. Der bør træffes foranstaltninger til, at aftalerne anvendes på grundlag af disse bestemmelser.

(5) Ordningerne i denne forordning ændres, i det omfang det er nødvendigt, i overensstemmelse med de aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller de aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler, når sådanne aftaler et undertegnet og indgået i henhold til traktatens artikel 300 og er trådt i kraft. Ordningerne bringes helt eller delvist til ophør, hvis de pågældende aftaler ikke træder i kraft inden for et rimeligt tidsrum, i overensstemmelse med Wienerkonventionen om traktatretten.

(6) Set fra Fællesskabets side skal ordningerne i de aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i de aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler, sikre toldfri adgang og toldkontingenter til nulsats for alle varer bortset fra våben, dog med overgangsperioder og -ordninger for visse følsomme produkter og med særordninger for de franske oversøiske departementer. I lyset af de særlige forhold, der gør sig gældende i Sydafrika, er varer med oprindelse i Sydafrika fortsat omfattet af de relevante bestemmelser i aftalen om handel, udvikling og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Den Sydafrikanske Republik på den anden side[3], indtil en aftale om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller en aftale, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler, træder i kraft mellem Fællesskabet og Sydafrika.

(7) Frem for at være afhængige af de særlige ordninger for mindst udviklede lande, der er fastlagt i forordning (EF) nr. 980/2005 af 27. juni 2005 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer[4], er det at foretrække, at de mindst udviklede lande, som samtidig er AVS-stater, baserer deres fremtidige handelssamkvem med Fællesskabet på økonomiske partnerskabsaftaler. For at lette denne udvikling bør det sikres, at de lande, der har afsluttet forhandlinger om aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller om aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler, og som kan inddrages i ordningerne under denne forordning, i et begrænset tidsrum fortsat kan være omfattet af særordningerne for mindst udviklede lande i forordning (EF) nr. 980/2005[5], for så vidt angår de produkter, hvor overgangsordningerne i denne forordning er mindre favorable.

(8) For varer, der importeres i henhold til denne forordning, bør oprindelsesreglerne i en overgangsperiode være de regler, der er opstillet i bilag II til denne forordning. Disse oprindelsesregler erstattes gradvist på grundlag af de relevante økonomiske partnerskabsaftaler.

(9) Det skal være muligt at ophæve ordningerne i denne forordning midlertidigt i tilfælde af forsømmelighed i det administrative samarbejde, uregelmæssigheder eller svig. Hvis en medlemsstat giver Kommissionen oplysninger om eventuelle tilfælde af svig eller forsømmelighed i det administrative samarbejde, gælder den relevante fællesskabslovgivning, især forordning (EF) nr. 515/97 af 13. marts 1997 om gensidig bistand mellem medlemsstaternes administrative myndigheder og om samarbejde mellem disse og Kommissionen med henblik på at sikre den rette anvendelse af told- og landbrugsbestemmelserne[6].

(10) Der bør med denne forordning indføres overgangsordninger for sukker og ris og desuden særlige midlertidige beskyttelses- og tilsynsordninger, der skal finde anvendelse efter overgangsordningernes udløb.

(11) Med hensyn til overgangsordningerne for sukker vil protokol nr. 3, der er knyttet til bilag V til Cotonou-aftalen (og har samme ordlyd som protokol nr. 3 om AVS-sukker), ophøre med at være gældende pr. 1. oktober 2009[7].

(12) Efter ophævelsen af protokol nr. 3 og i betragtning af sukkermarkedets særligt følsomme karakter bør der vedtages overgangsforanstaltninger for sukker. Samtidig bør der vedtages specifikke midlertidige tilsyns- og beskyttelsesforanstaltninger for visse forarbejdede landbrugsprodukter med et potentielt højt sukkerindhold, som kunne handles for at omgå de specifikke midlertidige beskyttelsesforanstaltninger for sukkerimporten til Fællesskabet.

(13) Der bør også vedtages generelle beskyttelsesforanstaltninger for de varer, der er omfattet af denne forordning.

(14) I betragtning af landbrugsprodukternes særligt følsomme karakter vil det være rimeligt at træffe bilaterale beskyttelsesforanstaltninger, når importen forårsager, eller der er fare for, at den vil forårsage forstyrrelser på markederne for sådanne produkter eller i de mekanismer, der regulerer disse markeder.

(15) I henhold til traktatens artikel 299, stk. 2, skal der - med særlig reference til told- og handelspolitik - i alle Fællesskabets politikker tages hensyn til den strukturelle sociale og økonomiske situation i regionerne i Fællesskabets yderste periferi.

(16) Ved fastlæggelsen af reglerne for bilaterale beskyttelsesforanstaltninger bør der derfor tages særlig hensyn til både landbrugsprodukters, navnlig sukkers, følsomme karakter, og til Fællesskabets fjernest beliggende regioners særlige sårbarhed og interesser.

(17) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen[8].

(18) Med vedtagelsen af denne forordning bliver det nødvendigt at ophæve den eksisterende række af forordninger, der er blevet vedtaget inden for rammerne af bilag V i AVS-EF-partnerskabsaftalen, især forordning (EF) nr. 2285/2002 af 10. december 2002 om beskyttelsesforanstaltninger i henhold til AVS-EF-partnerskabsaftalen og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 3705/90[9], forordning (EF) nr. 2286/2002 af 10. december 2002 om ordninger for landbrugsprodukter og varer fremstillet af landbrugsprodukter med oprindelse i AVS-staterne og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1706/98 og artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1964/2005 af 29. november 2005 om toldsatser for bananer[10]. Følgelig mister alle gennemførelsesforanstaltninger baseret på de bestemmelser, der ophæves, deres virkning —

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Kapitel 1 Genstand, anvendelsesområde og markedsadgang

Artikel 1

Genstand

Forordningen angår anvendelsen af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Forordningen gælder for varer med oprindelse i de regioner og stater, der er opført i bilag I.

2. Rådet ændrer på forslag fra Kommissionen bilag I for at tilføje regioner eller stater i gruppen af AVS-stater, der har afsluttet forhandlinger om en aftale mellem Fællesskabet og den pågældende region eller stat, som i det mindste opfylder kravene i artikel XXIV i GATT 1994.

3. Staten eller regionen forbliver opført i bilag I, medmindre Rådet på forslag fra Kommissionen ændrer bilag I for at fjerne en region eller stat fra bilaget, hvilket navnlig vil ske når:

(a) regionen eller staten tilkendegiver, at den ikke har til hensigt at ratificere den aftale, på grundlag af hvilken den er opført i bilag I

(b) ratificeringen af den aftale, på grundlag af hvilken en region eller stat er opført i bilag I, ikke har fundet sted inden for et rimeligt tidsrum, således at aftalens ikrafttrædelse er blevet unødvendigt forsinket

(c) aftalen opsiges, eller den pågældende region eller stat opsiger sine rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen, mens aftalen som sådan vedbliver at være i kraft.

Artikel 3

Markedsadgang for varer med oprindelse i de regioner eller stater, der er opført i bilag I

1. Told afskaffes for alle varer i kapitel 1-97, bortset fra artikel 93, i det Harmoniserede System med oprindelse i en region eller stat opført i bilag I, jf. dog artikel 6, 7 og 8. Afskaffelsen af told sker med forbehold af de midlertidige beskyttelses- og tilsynsordningerne i henhold til artikel 9 og 10 og den generelle beskyttelsesordning i henhold til artikel 11-22.

2. For varer i kapitel 93 i det harmoniserede system med oprindelse i en region eller stat opført i bilag I er de anvendte MFN-toldsatser fortsat gældende.

3. Uanset artikel 3, stk. 2, i forordning (EF) nr. 980/2005 er varer med oprindelse i mindst udviklede lande, som er opført i bilag I til nævnte forordning, og som også er opført i bilag I til nærværende forordning, ud over ordningerne i denne forordning fortsat omfattet af præferencerne i forordning (EF) nr. 980/2005, for så vidt angår varer under:

(a) toldposition 1006, bortset fra KN-kode 1006 10 10, indtil den 31. december 2009 og

(b) toldposition 1701 indtil den 30. september 2009.

4. Stk. 1 samt artikel 6, 7 og 8 finder ikke anvendelse på varer med oprindelse i Sydafrika. Sådanne varer er omfattet af de relevante bestemmelser i aftalen om handel, udvikling og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Sydafrika på den anden side[11]. I henhold til proceduren i artikel 24, stk. 3, knyttes et bilag til denne forordning indeholdende bestemmelser for den ordning for varer med oprindelse i Sydafrika, der skal finde anvendelse, når de relevante handelsbestemmelser i aftalen om handel, udvikling og samarbejde er blevet afløst af de relevante bestemmelser i en aftale om indgåelse af en økonomisk partnerskabsaftale eller en aftale, som fører til indgåelse af en økonomisk partnerskabsaftale.

5. Stk. 1 og artikel 7 finder ikke anvendelse på varer under toldposition 1701 eller KN-kode 0803 00 19, som har oprindelse i en region eller stat opført i bilag I, og som overgår til fri omsætning i de franske oversøiske departementer indtil den 1. januar 2018. Denne periode forlænges til 1. januar 2023, medmindre andet aftales i de aftaler, der indgås med de regioner og stater, der er opført i bilag I. Kommissionen informerer de interesserede parter om denne bestemmelses ophævelse i en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende .

Kapitel IIOprindelsesregler og administrativt samarbejde

Artikel 4

Oprindelsesregler

1. Oprindelsesreglerne i bilag II anvendes til at afgøre, om varer har oprindelse i de regioner eller stater, der er opført i bilag I.

2. Oprindelsesreglerne i bilag II viger for de regler, der er knyttet som bilag til en aftale med de lande, der er opført i bilag I, fra det øjeblik en sådan aftale tages i anvendelse midlertidigt, eller den træder i kraft, alt efter hvad der indtræffer først. Kommissionen informerer aktørerne i en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende . Det skal af meddelelsen fremgå, hvilken dato aftalen tages midlertidigt i anvendelse eller træder i kraft, idet oprindelsesreglerne i aftalen finder anvendelse på varer omfattet af denne forordning fra samme dato.

3. Kommissionen fører med bistand fra Toldkodeksudvalget, som er oprettet ved forordning (EØF) nr. 2913/92, tilsyn med gennemførelsen og anvendelsen af bestemmelserne i bilag II. Der kan vedtages tekniske ændringer og afgørelser om forvaltningen af bilag II efter proceduren i artikel 247 og 247a i forordning (EØF) nr. 2913/92.

Artikel 5

Administrativt samarbejde

1. Såfremt Kommissionen på grundlag af objektive informationer konstaterer forsømmelighed i det administrative samarbejde og/eller uregelmæssigheder eller svig, kan den i henhold til denne artikel midlertidigt suspendere den afskaffelse af told, der er gældende i henhold til artikel 3, 6 og 7, i det følgende benævnt den "relevante behandling".

2. I denne artikel forstås ved forsømmelighed i det administrative samarbejde bl.a.:

(a) gentagne forsømmelser af relevante forpligtelser, der indebærer kontrol af varens eller varernes oprindelsesstatus

(b) gentagne afslag på eller unødige forsinkelser med at foretage og/eller give meddelelse om resultaterne af efterfølgende kontrol af oprindelsesbeviset

(c) gentagne afslag på eller unødige forsinkelser med at give tilladelse til at udføre opgaver som led i det administrative samarbejde om at kontrollere ægtheden af dokumenter eller korrektheden af oplysninger, der er af betydning for indrømmelsen af den relevante behandling i henhold til denne forordning.

I denne artikels forstand kan der bl.a. være tale om konstatering af uregelmæssigheder eller svig, hvis der sker en hurtig og ikke tilstrækkeligt begrundet stigning i vareimporten til et niveau, der overskrider den pågældende regions eller stats sædvanlige produktions- og eksportkapacitet.

3. Konstaterer Kommissionen på grundlag af oplysninger fra en medlemsstat eller ved selvsyn, at betingelserne i stk. 1 og 2 er opfyldt, kan den efter proceduren i artikel 24, stk. 2, i denne forordning suspendere den relevante behandling, forudsat at den først har:

(a) informeret det udvalg, der er omhandlet i artikel 24

(b) informeret den pågældende region eller stat efter de relevante procedurer, der er gældende i relationerne mellem Fællesskabet og staten eller regionen told, og

(c) offentliggjort en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om, at der er konstateret forsømmelighed i det administrative samarbejde, uregelmæssigheder eller svig.

4. Den suspensionsperiode, der fastlægges i henhold til denne artikel, begrænses til, hvad der er nødvendigt for at beskytte Fællesskabets finansielle interesser. Perioden kan ikke overstige seks måneder, men kan dog forlænges. Ved periodens udløb beslutter Kommissionen enten at ophæve suspensionen efter at have informeret det udvalg, der er omhandlet i artikel 24, eller forlænge suspensionsperioden i henhold til proceduren i stk. 3.

5. De procedurer for midlertidig suspension, der er beskrevet i stk. 2-4, viger for de procedurer, der er fastlagt i en eventuel aftale med de lande, der er opført i bilag I, fra det øjeblik en sådan aftale tages i anvendelse midlertidigt, eller den træder i kraft, alt efter hvad der indtræffer først. Kommissionen informerer aktørerne i en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende . Det skal af meddelelsen fremgå, hvilken dato aftalen tages midlertidigt i anvendelse eller træder i kraft, idet procedurerne for midlertidig suspension i aftalen finder anvendelse på varer omfattet af denne forordning fra samme dato.

6. For at gennemføre den midlertidige suspension i henhold til en eventuel aftale med landene i bilag I skal Kommissionen uden unødig forsinkelse:

(a) underrette det udvalg, der er omhandlet i artikel 24, om at der er konstateret forsømmelighed i det administrative samarbejde, uregelmæssigheder eller svig og

(b) offentliggøre en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende om, at der er konstateret forsømmelighed i det administrative samarbejde, uregelmæssigheder eller svig

træffe afgørelse om at suspendere den relevante behandling efter proceduren i artikel 24, stk. 2 i denne forordning.

Kapitel IIIOvergangsordninger

Afdeling 1Ris

ARTIKEL 6

Toldkontingenter til nulsats og afskaffelse af told

1. Told afskaffes for varer under toldposition 1006 med virkning fra den 1. januar 2010, bortset fra told på varer under KN-kode 1006 10 10, for hvilke tolden afskaffes pr. 1 januar 2008.

2. Der åbnes følgende toldkontingenter til nulsats for varer under toldposition 1006, bortset fra varer under KN-kode 1006 10 10, med oprindelse i de stater, der er opført i bilag I, og som er en del af Cariforum-regionen:

(a) 187 000 tons, udtrykt i afskallet ris, for perioden 1. januar 2008 - 31. december 2008

(b) 250 000 tons, udtrykt i afskallet ris, for perioden 1. januar 2009 – 31. december 2009

3. De nærmere gennemførelsesbestemmelser for toldkontingenterne i stk. 2 fastlægges efter proceduren i artikel 13 og 26, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1785/2003[12].

Afdeling 2Sukker

ARTIKEL 7

Toldkontingenter til nulsats og afskaffelse af told

1. Told afskaffes for varer under toldposition 1701 med virkning fra den 1. oktober 2009.

2. Ud over de toldkontingenter, som er åbnet og forvaltes i henhold til artikel 28 i forordning (EF) nr. 318/2006[13], åbnes følgende toldkontingenter for varer under KN-kode 1701 11 10 for perioden 1. oktober 2008 – 30. september 2009:

(a) 150 000 tons, udtrykt som hvidt sukker, til nulsats, der alene anvendes for produkter med oprindelse i de mindst udviklede lande, som er opført i bilag I til forordning (EF) nr. 980/2005 og i bilag I til denne forordning. Dette toldkontingent fordeles mellem regionerne efter mængder, der fastsættes i overensstemmelse med de aftaler, på grundlag af hvilke regionerne eller landene er opført i bilag I. told, og

(b) 80 000 tons, udtrykt som hvidt sukker, til nulsats, der alene anvendes for produkter med oprindelse i lande, som ikke er mindst udviklede lande, og som er opført i bilag I. Dette toldkontingent fordeles mellem regionerne efter mængder, der fastsættes i overensstemmelse med de aftaler, på grundlag af hvilke regionerne eller landene er opført i bilag I.

3. Artikel 30 i forordning (EF) nr. 318/2006 finder anvendelse på import under toldkontingenterne i stk. 2.

4. De nærmere regler for, hvordan toldkontingenterne i denne artikel fordeles på de enkelte regioner og gennemføres, fastlægges af Kommissionen efter proceduren i artikel 39, stk. 2, i forordning (EF) nr. 318/2006.

Artikel 8

Overgangsordning

I perioden 1. oktober 2009 – 30. september 2012 finder artikel 7, stk. 1, ikke anvendelse på import af varer under toldposition 1701, medmindre importøren accepterer at købe disse varer til en pris ikke under 90% af den referencepris (cif), der i henhold til artikel 3 i forordning (EF) nr. 318/2006 gælder for det pågældende produktionsår.

Artikel 9

Midlertidig beskyttelsesordning for sukker

1. I perioden 1. oktober 2009 – 30. september 2015 kan den behandling, der i henhold til artikel 7, stk. 1, indrømmes varer under toldposition 1701 med oprindelse i regioner eller stater, som er opført i bilag I, og som ikke er mindst udviklede lande opført i bilag I til forordning (EF) nr. 980/2005, suspenderes, når:

(a) importen med oprindelse i regioner eller stater, som er AVS-stater, og som ikke er mindst udviklede lande opført i bilag I til forordning (EF) nr. 980/2005, overstiger følgende mængder:

(i) 1,38 mio. tons i produktionsåret 2009/2010

(ii) 1,45 mio. tons i produktionsåret 2010/2011

(iii) 1,6 mio. tons i produktionsårene 2011/2012 – 2014/2015 og

(b) importen med oprindelse i alle AVS-stater overstiger 3,5 mio. tons.

2. De i stk. 1, litra a), omhandlede mængder kan underopdeles efter region.

3. I denne artikels gennemførelsesperiode vil der være krav om importlicens for import af varer under toldposition 1701 med oprindelse i regioner eller stater, der er opført i bilag I.

4. Suspensionen af den behandling, der er indrømmet i henhold til artikel 7, stk. 1, ophæves ved udgangen af det produktionsår, den blev indført.

5. Detaljerede regler for underopdelingen af mængderne i stk. 1 med henblik på forvaltning af den ordning, der er omhandlet i stk. 1, 3 og 4, vedtages i henhold til den procedure, der er fastlagt i artikel 39, stk. 2, i forordning (EF) nr. 318/2006.

Artikel 10

Midlertidig tilsynsordning

1. I perioden 1. januar 2008 – 30. september 2015 føres der tilsyn med varer under KN-kode 1704 90 99, 1806 10 30, 1806 10 90, 2106 90 59 og 2106 90 98 med oprindelse i de regioner eller stater, der er opført i bilag I, efter tilsynsordningen i artikel 308d i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 om visse gennemførelsesbestemmelser til forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF- toldkodeks[14].

2. På baggrund af tilsynsresultaterne efterprøver Kommissionen, om importen af en eller flere af disse varer med oprindelse i en bestemt region er steget kumulativt med mere end 20% i mængde i løbet af tolv på hinanden følgende måneder sammenlignet med den gennemsnitlige årlige import i løbet af de sidste tre tolvmånedersperioder.

3. Nås det i stk. 2 nævnte niveau, analyserer Kommissionen handelsmønstret, den økonomiske begrundelse og importens sukkerindhold. Når Kommissionen frem til den konklusion, at denne import har til formål at omgå toldkontingenterne, overgangsordningerne og den særlige beskyttelsesordning i artikel 7, 8 og 9, kan den suspendere anvendelsen af artikel 3, stk. 1, på import af varer under KN-kode 1704 90 99, 1806 10 30, 1806 10 90, 2106 90 59 og 2106 90 98 med oprindelse i regioner eller stater i bilag I, som ikke er blandt de mindst udviklede lande opført i bilag I til forordning (EF) nr. 980/2005, indtil udgangen af det pågældende produktionsår.

4. Detaljerede regler for forvaltning af denne ordning og afgørelser om suspension vedtages efter proceduren i artikel 16 i forordning (EF) nr. 3448/93[15].

Kapitel IV Almindelige beskyttelsesbestemmelser

Artikel 11

Definitioner

I dette kapitel forstås ved:

(a) "EF-erhvervsgren": alle producenter under et i Fællesskabet, der fremstiller den samme vare som eller varer, der konkurrerer direkte med, den pågældende vare, og som opererer på Fællesskabets område, eller de fællesskabsproducenter, hvis samlede produktion af den samme vare som eller varer, der konkurrerer direkte med, den pågældende vare, udgør hovedparten af Fællesskabets samlede produktion af disse varer

(b) "alvorlig skade": en væsentlig samlet forringelse af fællesskabsproducenternes stilling

(c) "fare for alvorlig skade": en alvorlig og åbenbart forestående skade

(d) "forstyrrelser": forstyrrelser i en sektor eller erhvervsgren

(e) "fare for forstyrrelser": forstyrrelser, der er åbenbart forestående.

Artikel 12

Principper

1. Der kan indføres en beskyttelsesforanstaltning efter bestemmelserne i dette kapitel, når varer med oprindelse i de stater, der er opført i bilag I, importeres i Fællesskabet i så øgede mængder og under sådanne vilkår, at det forårsager, eller der er fare for, at det vil forårsage en eller flere af følgende skader eller forstyrrelser:

(a) alvorlig skade for EF-erhvervsgrenen

(b) forstyrrelser i den økonomiske sektor, navnlig når forstyrrelserne skaber større sociale problemer eller vanskeligheder, som kunne føre til en alvorlig forværrelse af den økonomiske situation i Fællesskabet

(c) forstyrrelser på markederne for landbrugsprodukter[16] eller i de mekanismer, der regulerer disse markeder.

2. Når varer med oprindelse i de stater, der er opført i bilag I, importeres i Fællesskabet i så øgede mængder og under sådanne vilkår, at det forårsager, eller der er fare for, at det vil forårsage forstyrrelser i den økonomiske situation i en eller flere af regionerne i Fællesskabets yderste periferi, kan der indføres en beskyttelsesforanstaltning efter bestemmelserne i dette kapitel.

Artikel 13

Fastlæggelse af betingelserne for indførelse af beskyttelsesforanstaltninger

1. Fastlæggelsen af, om der foreligger alvorlig skade eller fare for alvorlig skade, skal bl.a. inddrage følgende faktorer:

(a) omfanget af importen, især når denne er steget betydeligt enten i absolutte tal eller i forhold til produktionen eller forbruget i Fællesskabet

(b) prisen på importen, især når der har været et betydeligt prisunderbud set i forhold til prisen for samme vare i Fællesskabet

(c) følgevirkningerne for fællesskabsproducenterne, således som de fremgår af bestemte økonomiske faktorer såsom produktion, kapacitetsudnyttelse, lagerbeholdning, salg, markedsandel, prisfald eller forhindring af prisstigninger, som normalt ville have fundet sted, fortjenester, afkast af anvendt kapital, cashflow, beskæftigelse

(d) andre faktorer end udviklingen i importen, som påfører eller kan have påført de pågældende fællesskabsproducenter skade.

2. Fastlæggelsen af, om der forekommer forstyrrelser eller der er fare for forstyrrelser, baseres på objektive faktorer, herunder følgende:

(a) stigningen i importmængden i absolutte tal eller i forhold til Fællesskabets produktion eller i forhold til import fra andre kilder og

(b) virkningerne af denne import på priserne eller

(c) virkningerne af denne import på EF-erhvervsgrenens eller den pågældende økonomiske sektors situation, herunder bl.a. på salgstallene, produktionen, den finansielle situation og beskæftigelsen.

3. Ved afgørelsen af, om der foregår import under sådanne betingelser, at der forekommer eller er fare for, at der vil forekomme forstyrrelser på markedet for landbrugsprodukter eller i de mekanismer, der regulerer disse markeder, herunder forordninger om fælles markedsordninger, skal der tages hensyn til alle relevante objektive faktorer, herunder en eller flere af følgende:

(a) importmængderne sammenlignet med niveauer i tidligere kalender- eller produktionsår, alt efter hvad der er relevant, intern produktion og forbrug, planlagte fremtidige niveauer ifølge reformen af de fælles markedsordninger

(b) prisniveauet i Fællesskabet sammenlignet med reference- eller målpriser, hvis sådanne foreligger, ellers med de gennemsnitlige priser på det indre marked i samme periode de foregående produktionsår

(c) pr. 1. oktober 2015 på markederne for varer under toldposition 1701: situationer, hvor den gennemsnitlige pris på hvidt sukker på Fællesskabets marked i to på hinanden følgende måneder falder til under 80% af den gennemsnitlige normale pris på hvidt sukker på Fællesskabets marked i løbet af det foregående produktionsår.

4. Når det skal afgøres, om de ovenfor nævnte betingelser er opfyldt for regionerne i Fællesskabets yderste periferis vedkommende, begrænses analysen til den eller de pågældende perifere områder. Der tages særligt hensyn til den lokale erhvervsgrens størrelse, dens finansielle situation og beskæftigelsessituationen.

Artikel 14

Indledning af procedure

1. Kommissionen indleder en undersøgelse på en medlemsstats foranledning eller på eget initiativ, hvis det er åbenbart for Kommissionen, at der er tilstrækkeligt bevis til at berettige en sådan undersøgelse.

2. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse, hvis der er tendenser i importen fra en af staterne i bilag I, som synes at kræve beskyttelsesforanstaltninger. Meddelelsen skal indeholde de foreliggende beviser baseret på kriterierne i artikel 13. Kommissionen videresender meddelelsen til alle medlemsstaterne inden for tre arbejdsdage.

3. Konsultationen af medlemsstaterne finder sted i løbet af otte arbejdsdage efter Kommissionens videresendelse af meddelelsen til medlemsstaterne, jf. stk. 2. Når det efter konsultationen står klart, at der er tilstrækkelige beviser til at berettige en procedure, offentliggør Kommissionen en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende . Proceduren indledes inden en måned efter, at Kommissionen modtog den oprindelige meddelelse fra medlemsstaten.

4. Finder Kommissionen efter at have konsulteret medlemsstaterne, at de forhold, der er beskrevet i artikel 12, er til stede, giver den straks regionerne eller staterne i bilag I meddelelse om, at den har til hensigt at indlede en undersøgelse. Meddelelsen kan være ledsaget af en indbydelse til konsultationer med det formål at belyse situationen og finde en gensidig tilfredsstillende løsning.

Artikel 15

Undersøgelsen

1. Efter iværksættelsen af proceduren indleder Kommissionen en undersøgelse.

2. Kommissionen kan anmode medlemsstaterne om at indgive oplysninger, og medlemsstaterne tager alle nødvendige skridt til at efterkomme en sådan anmodning. Er disse oplysninger af almen interesse, eller fremsætter en medlemsstat ønske herom, videregiver Kommissionen dem til medlemsstaterne, forudsat at de ikke er fortrolige, i hvilket tilfælde der sendes et ikke-fortroligt sammendrag.

3. Vedrører undersøgelsen udelukkende en region i Fællesskabets yderste periferi, kan Kommissionen via den pågældende medlemsstat anmode de kompetente lokale myndigheder om at fremsende de i stk. 2 omhandlede oplysninger.

4. Undersøgelsen skal så vidt muligt afsluttes i løbet af seks måneder. Under særlige omstændigheder kan denne frist undtagelsesvis forlænges med yderligere tre måneder.

Artikel 16

Indførelse af midlertidige beskyttelsesforanstaltninger

1. Der indføres midlertidige beskyttelsesforanstaltninger under særligt kritiske forhold, hvor en forsinkelse kunne forårsage skade, som ville være vanskelig at udbedre, og når en foreløbig undersøgelse har vist, at betingelserne i artikel 12 er opfyldt. Kommissionen træffer sådanne midlertidige foranstaltninger efter at have konsulteret medlemsstaterne eller, i yderst hastende tilfælde, efter at have underrettet medlemsstaterne. I sidstnævnte tilfælde finder der konsultationer sted senest ti dage efter, at medlemsstaterne er blevet underrettet om Kommissionens foranstaltninger.

2. I betragtning af den særlige situation, regionerne i Fællesskabets yderste periferi befinder sig i, og deres sårbarhed over for voldsomme importstrømme indføres der i de procedurer, de er involveret i, midlertidige beskyttelsesforanstaltninger, når en foreløbig undersøgelse har vist, at importen er steget. I et sådant tilfælde informerer Kommissionen medlemsstaterne, samtidig med at den iværksætter foranstaltningerne, og konsultationerne finder sted senest ti dage efter, at medlemsstaterne er blevet underrettet om Kommissionens foranstaltninger.

3. Såfremt en medlemsstat anmoder Kommissionen om øjeblikkelig intervention og betingelserne i stk. 1 eller 2 i denne artikel er opfyldt, træffer Kommissionen afgørelse senest fem arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen.

4. Kommissionen underretter omgående Rådet og medlemsstaterne om afgørelser, der træffes i medfør af stk. 1, 2 og 3. Rådet kan, med kvalificeret flertal, træffe en anden afgørelse senest en måned efter, at Kommissionen har informeret den i medfør af dette stykke.

5. Der kan indføres midlertidige foranstaltninger i form af højere told på den pågældende vare op til et niveau, der ikke overstiger den toldsats, der pålægges andre WTO-medlemmer, eller op til toldkontingentsatsen.

6. De midlertidige foranstaltninger må ikke finde anvendelse i mere end 180 dage. Hvis foranstaltningerne er begrænset til regioner i Fællesskabets yderste periferi, må de ikke finde anvendelse i mere end 200 dage.

7. Ophæves de midlertidige beskyttelsesforanstaltninger, fordi undersøgelsen viser, at betingelserne i artikel 12 og 13 ikke er opfyldt, tilbagebetales enhver told opkrævet som følge af disse midlertidige beskyttelsesforanstaltninger uden yderligere formaliteter.

Artikel 17

Afslutning af undersøgelse og procedure uden indførelse af foranstaltninger

Såfremt det anses for unødvendigt at indføre bilaterale beskyttelsesforanstaltninger og det rådgivende udvalg i artikel 21 ikke gør ophævelser, træffer Kommissionen afgørelse om at afslutte undersøgelsen og proceduren. I alle andre tilfælde forelægger Kommissionen omgående en rapport for Rådet om resultaterne af konsultationerne sammen med et forslag til rådsforordning om, at proceduren afsluttes. Proceduren anses for afsluttet, hvis Rådet ikke inden en måned med kvalificeret flertal har truffet anden afgørelse.

Artikel 18

Indførelse af endelige foranstaltninger

1. Når kendsgerningerne i sidste ende viser, at betingelserne i artikel 12 er opfyldt, anmoder Kommissionen den pågældende region eller stat om konsultationer inden for de institutionelle rammer, der er fastlagt i de aftaler, på grundlag af hvilke regionen eller staten er optaget i bilag I, med henblik på at finde en løsning, der er tilfredsstillende for begge parter.

2. Hvis de i stk. 1 omhandlede konsultationer ikke har ført til en gensidigt tilfredsstillende løsning inden 30 dage efter, at sagen blev forelagt for den pågældende region eller stat, træffer Kommissionen efter at have konsulteret medlemsstaterne afgørelse om indførelse af endelige bilaterale beskyttelsesforanstaltninger senest 20 arbejdsdage efter konsultationsperiodens udløb.

3. Enhver afgørelse truffet i henhold til denne artikel meddeles Rådet og medlemsstaterne. Enhver medlemsstat kan inden ti arbejdsdage efter modtagelsen af denne meddelelse forelægge afgørelsen for Rådet.

4. Forelægger en medlemsstat Kommissionens afgørelse for Rådet, kan Rådet med kvalificeret flertal, bekræfte, ændre eller forkaste Kommissionens afgørelse. Såfremt Rådet en måned efter at have fået sagen forelagt endnu ikke har truffet afgørelse, anses Kommissionens afgørelse for bekræftet.

5. Følgende endelige foranstaltninger kan komme på tale:

- suspension af den yderligere nedsættelse af importafgiften for den pågældende vare med oprindelse i den pågældende region eller stat

- forhøjelse af toldsatsen for den pågældende vare op til et niveau, der ikke overstiger den toldsats, der pålægges andre WTO-medlemmer

- et toldkontingent.

6. Der indføres ikke bilaterale beskyttelsesforanstaltninger for samme vare fra samme region eller stat mindre end et år efter, at tidligere beskyttelsesforanstaltninger er udløbet eller ophævet.

Artikel 19

Beskyttelsesforanstaltningernes anvendelsesperiode og fornyet undersøgelse

1. En beskyttelsesforanstaltning skal kun være i kraft, så længe den er nødvendig for at forebygge eller afhjælpe en alvorlig skade eller forstyrrelse. Perioden kan ikke overstige to år, medmindre den forlænges efter stk. 2. Er foranstaltningen begrænset til en eller flere af regionerne i Fællesskabets yderste periferi, kan anvendelsesperioden ikke overstige fire år.

2. Beskyttelsesforanstaltningens oprindelige anvendelsesperiode kan undtagelsesvist forlænges, hvis det fastslås, at beskyttelsesforanstaltningen fortsat er nødvendig for at forebygge eller afhjælpe alvorlige skader eller forstyrrelser.

3. Forlængelser vedtages efter de procedurer, der i denne forordning gælder for undersøgelser, og ved anvendelse af de samme procedurer som de oprindelige foranstaltninger.

En beskyttelsesforanstaltnings samlede anvendelsesperiode kan ikke overstige fire år, inklusive eventuelle midlertidige foranstaltninger. I tilfælde af foranstaltninger, der er begrænset til regioner i Fællesskabets yderste periferi, kan denne tidsramme udvides til otte år.

4. Er en beskyttelsesforanstaltning i kraft i mere end et år, skal der ske en regelmæssig og gradvis liberalisering af foranstaltningen i løbet af anvendelsesperioden, inklusive eventuelle forlængelser.

Der foregår regelmæssige konsultationer med den pågældende region eller stat i de institutionelle organer, der er anvist i aftalen, med henblik på at opstille en tidsplan, hvorefter foranstaltningerne kan ophæves, så snart forholdene tillader det.

Artikel 20

Tilsynsforanstaltninger

1. Når importen af en vare med oprindelse i en AVS-stat udvikler sig på en sådan måde, at en af de situationer, der er beskrevet i artikel 12, kan opstå, kan der iværksættes forudgående fællesskabstilsyn med importen af denne vare.

2. Afgørelsen om at iværksætte tilsyn træffes af Kommissionen.

Enhver afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne artikel meddeles Rådet og medlemsstaterne. Enhver medlemsstat kan inden ti arbejdsdage efter modtagelsen af denne meddelelse forelægge afgørelsen for Rådet.

Forelægger en medlemsstat Kommissionens afgørelse for Rådet, kan Rådet med kvalificeret flertal, bekræfte, ændre eller forkaste Kommissionens afgørelse. Såfremt Rådet en måned efter at have fået sagen forelagt endnu ikke har truffet afgørelse, anses Kommissionens afgørelse for bekræftet.

3. Tilsynsforanstaltninger iværksættes for en begrænset periode. Med forbehold af eventuelle andre bestemmelser ophører de med udgangen af den anden seksmånedersperiode efter de første seks måneder efter, at foranstaltningerne blev iværksat.

4. Tilsynsforanstaltninger kan om nødvendigt begrænses til en eller flere af regionerne i Fællesskabets yderste periferi.

5. Det institutionelle organ, der er oprettet i henhold til de aftaler, på grundlag af hvilke en region eller stat er optaget i bilag I, orienteres omgående om afgørelsen om at iværksætte tilsynsforanstaltninger.

Artikel 21

Konsultationer

For dette kapitels vedkommende er det kompetente rådgivende udvalg det rådgivende udvalg, der er omhandlet i artikel 4 i forordning (EF) nr. 3285/94. Henhører varerne under toldposition 1701, bistås det kompetente udvalg af det udvalg, der er nedsat i henhold til artikel 39 i forordning (EF)nr. 318/2006.

Artikel 22

Særforanstaltninger med begrænset geografisk anvendelse

Såfremt den situation opstår, at betingelserne for vedtagelse af bilaterale beskyttelsesforanstaltninger er opfyldt i en eller flere af Fællesskabets medlemsstater, kan Kommissionen efter at have undersøgt, om der er alternative løsninger, undtagelsesvist og i henhold traktatens artikel 134 tillade, at der iværksættes tilsyns- eller beskyttelsesforanstaltninger begrænset til den eller de pågældende medlemsstater, hvis det er dens overbevisning, at foranstaltninger på dette niveau er mere formålstjenlige end foranstaltninger, der gælder hele Fællesskabet. Foranstaltningerne skal være strengt tidsmæssigt begrænsede og må kun forstyrre det indre markeds funktion i det omfang, det er absolut nødvendigt.

Kapitel V Procedurebestemmelser

Artikel 23

Tilpasning til den tekniske udvikling

Forordningen ændres efter proceduren i artikel 24, stk. 3, for at tage højde for eventuelle tekniske ændringer, som er nødvendige i lyset af de aftaler, der indgås med de regioner eller stater, der er opført i bilag I.

Artikel 24

Udvalg

1. Kommissionen bistås af ØPA-Gennemførelsesudvalget, i det følgende benævnt "udvalget".

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF.

4. Det tidsrum, der er omhandlet i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, er på tre måneder.

Kapitel VIAfsluttende bestemmelser

Artikel 25

Ændringer

Artikel 1, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1964/2005 udgår.

Artikel 26

Ophævelse af eksisterende retsakter

Følgende forordninger ophæves hermed:

(a) forordning (EF) nr. 2285/2002.

(b) forordning (EF) nr. 2286/2002.

Artikel 27

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og anvendes fra den 1. januar 2008.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

BILAG 1

Liste over regioner eller stater, som har afsluttet forhandlinger

BILAG 2

Oprindelsesregler

Dette bilag udsendes som et separat dokument.

FINANSIERINSOVERSIGT TIL FORSLAG, SOM ALENE INDVIRKER PÅ BUDGETTETS INDTÆGTSSIDE

1. FORSLAGETS BETEGNELSE:

Forordning om anvendelse af de ordninger for varer med oprindelse i bestemte lande i gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er fastlagt i aftaler om indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler eller i aftaler, som fører til indgåelse af økonomiske partnerskabsaftaler.

2. BUDGETPOSTER:

Kapitel og artikel: 12/120

Budgetteret beløb for det pågældende år: 16 431 900 000 (FBF 2008)

3. FINANSIELLE VIRKNINGER

( Forslaget har ingen finansielle virkninger

( Forslaget har ingen finansielle virkninger for udgifterne, men har følgende finansielle virkninger for indtægterne:

Forslaget afskaffer al resterende told på varer med oprindelse i de AVS-regioner eller –stater, som afslutter forhandlinger om økonomiske partnerskabsaftaler eller aftaler indeholdende WTO-forenelige handelsordninger. I 2006 var det teoretiske maksimumprovenu ved opkrævning af told på varer med oprindelse i AVS-staterne 17,3 mio. EUR, hvilket svarer til et nettoprovenu på 13,0 mio. EUR.

Den eneste undtagelse er Sydafrika, som deltager i forhandlingerne om en økonomisk partnerskabsaftale, men vil blive tilbudt en særskilt handelsordning, der opretholder told på bestemte varer importeret til Fællesskabet. Denne handelsordning er ved at blive forhandlet på plads, og forslaget til Rådets afgørelse om bemyndigelse til at undertegne den pågældende økonomiske partnerskabsaftale vil blive ledsaget af en finansiel vurdering.

Over 99% af alle varer med oprindelse i AVS-staterne indføres toldfrit til Fællesskabet efter bestemmelserne i Cotonou-aftalen og "alt undtagen våben"-ordningen i den generelle præferenceordning. Det er værd at bemærke, at 95% af alle varer med oprindelse i Sydafrika også indføres toldfrit til Fællesskabet efter bestemmelserne i aftalen om handel, udvikling og samarbejde.

Der forudses ingen yderligere udgifter.

(i mio. EUR, 1 decimal)

Budgetpost | Indtægt | 12-måneders-periode fra 1.1.2008 | 2008 |

Artikel 3, kapitel 1, afsnit I | Virkninger for EU's egne indtægter | 13,0 | 13,0 |

Efter foranstaltningens iværksættelse |

2009 | 2010 | 2011 | 2012 | 2013 |

Artikel 3, kapitel 1, afsnit I | 13,0 | 13,0 | 13,0 | 13,0 | 13,0 |

4. FORHOLDSREGLER MOD SVIG

For at beskytte Fællesskabets finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder, bemyndiges Kommissionen i overensstemmelse med kapitel II, artikel 5, i denne forordning til at foretage kontrol og undersøgelser på stedet. Om nødvendigt gennemfører Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) undersøgelser i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999. Kommissionen foretager regelmæssigt dokumentbaserede undersøgelser og undersøgelser på stedet.

[1] EUT C … af …, s….

[2] EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3. Berigtiget i EUT L 385 af 29.12.2004, s. 88.

[3] EFT L 311 af 4.12.1999, s. 1.

[4] EFT L 169 af 30.6.2005, s. 1.

[5] EFT L 169 af 30.6.2005, s. 1.

[6] EFT L 82 af 22.3.1997, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 807/2003 (EUT L 122 af 16.5.2003, s. 36).

[7] Rådets afgørelse 2007/627/EF af 28. september 2007 (EUT L 255 af 29.9.2007, s. 38).

[8] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23. Ændret ved afgørelse 2006/512/EF (EUT L 200 af 22.7.2006, s. 11).

[9] EFT L 348 af 21.12.2002, s. 3.

[10] EFT L 316 af 2.12.2005, s. 1.

[11] EFT L 311 af 4.12.1999, s. 1.

[12] EUT L 270 af 21.10.2003, s. 96.

[13] EFT L 58 af 28.2.2006, s. 1.

[14] EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1.

[15] EFT L 318 af 20.12.1993, s. 18.

[16] I denne artikel forstås ved landbrugsprodukter de produkter, der er omfattet af bilag I til WTO-aftalen om landbrug.