16.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 44/91

1.1

Siden 2006 har en ny indstilling til håndteringen af indvandring og indvandringspolitik vundet indpas, navnlig efter afholdelsen af FN's dialog på højt plan om international migration og udvikling (1). Analysen af forholdet mellem indvandring og udvikling har frembragt et nyt syn på indvandring, ifølge hvilket der tages hensyn til oprindelseslandenes interesser. Det gør det muligt at komme ud over den dominerende holdning i Europa, hvor indvandringspolitikkerne udelukkende blev fastlagt ud fra værtslandenes behov og interesser.

1.2

Forud for afholdelsen af FN's dialog på højt plan offentliggjorde Den Globale Kommission om International Migration (GCIM) i oktober 2005 sin endelige rapport, der allerede lagde grunden til en multidimensionel indstilling til international migration, idet der blev lagt særlig vægt på oprindelseslandenes udvikling. Denne rapport er blevet fulgt op af en betydelig arbejdsindsats og en lang række møder i FN-regi og andre internationale sammenhænge.

1.3

Den Europæiske Union har deltaget i denne debat og har taget skridt til at skabe sammenhæng mellem indvandrings- og udviklingssamarbejdspolitikkerne. Kommissionen offentliggjorde allerede i 2002 en meddelelse om migration og forbindelser med tredjelande (2), i hvilken den anlagde en bredere opfattelse af indvandringsbegrebet for ikke at begrænse det til en bekæmpelse af irregulær indvandring, og for at tage højde for indvandringens fordele og sammenholde indvandringsbegrebet med målsætningerne for fattigdomsbekæmpelse. I meddelelsen henvises der til betydningen af pengeoverførsler, hjerneflugt som følge af de rige landes (herunder EU's) rekruttering, tilbagesendelse og andre aspekter, idet der samtidigt tages højde for oprindelseslandenes udviklingsmål.

1.4

Forordningen om et program for finansiel og teknisk bistand til tredjelande på migrations- og asylområdet (Aeneas) (3), der blev vedtaget i 2004, åbnede på samme vis op for muligheden for at finansiere aktioner til fordel for en håndtering af indvandring, der tager hensyn til oprindelseslandenes interesser. Formålet med forordningen er først og fremmest at finansiere aktioner til bekæmpelse af ulovlig indvandring.

1.5

Det mest omfattende dokument om dette emne til dags dato er dog meddelelsen om forbindelserne mellem migration og udvikling, som Kommissionen fremlagde i slutningen af 2005 (4). Denne meddelelse bygger videre på meddelelsen fra 2002, men til forskel fra sidstnævnte fokuserer Kommissionen her mere på samspillet mellem migration og udvikling og ser bort fra andre aspekter, såsom bekæmpelsen af ulovlig indvandring. Nye emner behandles såsom pengeoverførsler, styrkelse af emigrantnetværkernes rolle for udviklingen, hjernecirkulation (og mindskelse af hjerneflugtens negative konsekvenser) m.m.

1.6

Meddelelsen blev suppleret af et dokument, som Kommissionen udarbejdede specifikt med henblik på deltagelsen i FN's dialog på højt plan om migration og udvikling (5).

1.7

I en ny meddelelse (6) uddyber Kommissionen dette perspektiv og fremsætter forslag til politikker for cirkulær migration og mobilitetspartnerskaber mellem EU og tredjelande. EØSU's synspunkter er nedfældet i punkt 11 i denne udtalelse.

1.8

Europa-Parlamentet har ligeledes udarbejdet en udtalelse (7). Udtalelsen behandler de samme temaer, som i Kommissionens meddelelse, men er mere skarp i sine forslag. Europa-Parlamentet kritiserer politikker for »selektiv indvandring«, da de øger hjerneflugten, og foreslår en række konkrete foranstaltninger for tilbagevendelsen af de mest kvalificerede, herunder udarbejdelsen af programmer til udligning af lønforskelle for dem, der ønsker at vende tilbage til oprindelseslandet, eller tiltag, der skal sikre overførslen af de tilbagevendte indvandreres pensions- og socialsikringsrettigheder. I udtalelsen henvises der ligeledes til hjernecirkulation, slås til lyd for en fælles udviklingspolitik og fremsættes forslag til foranstaltninger vedrørende pengeoverførsler.

1.9

Med denne udtalelse og initiativudtalelsen om »Migration og udvikling: muligheder og udfordringer« (8) leverer EØSU et nyt bidrag til EU's indvandringspolitik ved at tilføje en ny dimension, nemlig samarbejdet med oprindelseslandene for at fremme deres udvikling.

2.1

Stigningen i den materielle rigdom og velstand har i de seneste årtier antaget et hidtil uset omfang, i det mindste udtrykt i BNP. Denne velstand er dog yderst ulige fordelt, eftersom talrige lande og flere hundrede millioner af mennesker ikke har fået del i denne velstandsstigning.

2.2

Stigningen i BNP giver ikke en præcis angivelse af et samfunds reelle udviklingsniveau. Med UNDP's Human Development Index (HDI-indeks) (10) søger man at finde frem til en bredere definition af udvikling, der går videre end BNP-indekset, og som bl.a. omfatter levealder og uddannelsesniveau. Det omfatter dog ikke andre indikatorer, som synes relevante, såsom respekt for menneskerettigheder, demokrati, ret til et anstændigt arbejde og lighed.

2.3

Manglen på beskæftigelse eller andre forsørgelsesmuligheder er et centralt problem. Arbejdsløshed er i reglen en væsentlig motiverende faktor, der får personer til at flytte til områder, der byder på bedre muligheder. Jordens befolkning var i 2006 på 6,7 milliarder og vokser med omkring 75 millioner om året, hovedsageligt i udviklingslandene. I sin rapport, Global Employment Trends 2007, vurderer ILO, at verdens arbejdsstyrke i 2006 lå på omkring 2,9 milliarder personer (11). Samme år regnede man med, at der var 195,2 millioner arbejdsløse, svarende til omkring 6,3 % af den samlede globale arbejdsstyrke. Antallet af arbejdende fattige eller personer, der lever for det, der svarer til højst 2 US-dollars om dagen, er fortsat stigende og kan nu i 2007 opgøres til 1,37 milliarder (12).

2.4

Landbrugernes vanskelige situation i udviklingslandene er en bestemmende økonomisk faktor i den internationale migration, både nu og i fremtiden. I år 2000 var cirka 43 % af verdens arbejdstagere beskæftigede inden for landbruget, og i fattige lande er de ofte dårligere stillet end bybefolkningen. Det skyldes til dels ofte de offentlige politikker, der med strukturelle tilpasningstiltag har drevet lande til at »modernisere« landbrugsproduktionen med henblik på at gøre den mere eksportorienteret. Den deraf følgende øgede handelsliberalisering har ført til en underminering af situationen for mindre landbrugere, der er blevet drevet væk fra landbruget, befinder sig i en situation af kronisk underbeskæftigelse eller er flyttet fra landdistrikterne. Mellem 1980 og 1999 steg andelen af bybefolkningen fra 32 % til 41 % i lav- og mellemindkomstlande (13).

2.5

Det skal understreges, at der ikke er nogen automatisk sammenhæng mellem indkomst og menneskelig udvikling. Lande med lavere indkomster end andre kan vise sig at ligge bedre på HDI-indekset (14) takket være tilstrækkelige offentlige politikker eller et konfliktfrit samfund.

2.6

I den globaliserede verden af i dag er det Norge og Niger, der ligger i hver sin ende af HDI-indekset. Nordmændene er 40 gange rigere end borgerne i Niger, lever dobbelt så længe og har et fem gange højere uddannelsesniveau.

2.7

En analyse af tendenserne for menneskelig udvikling siden 1970'erne viser, at de fleste lande har forbedret deres HDI-indeks, med undtagelse af landene syd for Sahara. Blandt de 31 lande med det laveste udviklingsniveau ligger 28 i denne region.

2.8

Andre statistikker, der er værd at bemærke:

2.9

Fattigdommen er faldet på verdensplan (15), men det skyldes i høj grad de seneste års udvikling i Kina og Indien. De fattigste 20 % af befolkningen råder kun over 1,5 % af verdens indtægter og har en indkomst på under en dollar om dagen. 40 % af verdens befolkning råder over 5 % af verdens indtægter og lever for under 2 dollars om dagen. Herudover ligger 90 % af OECD-landenes indbyggere blandt de 20 % af verdensbefolkningen, der har de højeste indkomster. I den anden ende af skalaen hører 50 % af indbyggerne i landene syd for Sahara blandt de 20 %, der har de laveste indkomster. Verdens 500 rigeste personer har en indkomst (eksklusive aktiver), der overstiger den samlede indkomst for de 416 millioner fattigste personer.

2.10

Fattigdom, arbejdsløshed og ulighed er karakteristisk for udvandringslandene. Manglen på anstændigt arbejde, økonomiske kriser, manglende udviklingsperspektiver, katastrofer og epidemier, krige, korruption, visse ineffektive regeringer samt mangel på frihed og demokratiske organer tvinger mange mennesker til at forlade deres hjemland og rette blikket mod nye horisonter og bedre muligheder. I sin rapport fra 2005 til FN vurderede Den Globale Kommission om International Migration, at mange af de store migrationsstrømme, som er uønskede og svære at håndtere, skyldes manglen på bæredygtig udvikling og strukturelle problemer i en lang række lande.

2.11

Kriminelle netværk, der står bag ulovlig handel med mennesker, udnytter herudover denne situation til at berige sig ved irregulær indvandring. Der er derfor vigtigt, at der træffes fælles foranstaltninger mod sådanne hensynsløse kriminelle netværk, der udnytter uskyldige menneskers situation. Det er derudover lige så vigtigt, at en effektiv grænsekontrol, også ved søgrænserne, koordineres mellem transit- og modtagerlande.

2.12

Ved at fremme fred, demokrati, økonomisk og social vækst, menneskelig udvikling samt bekæmpe fattigdom og ulighed kan man bidrage markant til at begrænse den uønskede emigration.

2.13

Det er imidlertid ikke de fattigste, der udvandrer, eftersom emigration ikke ligger inden for de dårligst stilledes rækkevidde. De, der udvandrer, har en vis (personlig eller familie-) indkomst, en bedre uddannelse, en større dynamik og er i bedre fysisk form, altså oftest de helt unge. Udvandring bidrager således, om ikke andet til at begynde med, til et tab af menneskelig kapital i oprindelseslandene.

2.14

Fattigdom og mangel på muligheder ligger i de fleste tilfælde til grund for mange menneskers emigration til Europa. EU bør samarbejde aktivt for at bekæmpe fattigdommen i oprindelseslandene og anlægge en integreret tilgang til indvandringspolitikken.

2.15

EØSU foreslår, at EU og medlemsstaterne giver en ny politisk impuls til millenniumudviklingsmålene, som FN fastlagde for syv år siden, og som skal opfyldes i 2015. Målene bør nås ved at fremme anstændigt arbejde, sådan som ILO foreskriver.

2.16

Fremskridtene sker i et langsomt tempo, og det internationale samfund er ikke villigt til at indgå de nødvendige politiske kompromiser. Kun få medlemsstater opfylder for eksempel målet om at bevilge 0,7 % af BNP til udviklingsbistand. Midtvejsrevisionen foretaget af FN's generalsekretær i 2007 (16) er skuffende og viser, at der kun er sket få fremskridt, og at udviklingsbistanden er faldet med 5,1 % mellem 2005 og 2006.

2.17

EØSU foreslår, at Kommissionen vedtager en klar dagsorden for at fremme de otte millenniummål:

3.1

Åbningen af handel er i forskellige henseender forbundet med økonomisk vækst, udvikling, skabelse af arbejdspladser og mindre fattigdom. Det tydeligste eksempel er de igangværende forhandlinger i Verdenshandelsorganisationen (WTO). Den nuværende forhandlingsrunde, Doha-runden, er blevet udråbt til udviklingsrunden. De økonomiske partnerskabsaftaler (EPA), der blev forhandlet som en integreret del af Cotonou-aftalen mellem EU og AVS-landene, samt Kommissionens seneste meddelelse »En EU-strategi for »Aid for Trade«« (17) deler det samme mål.

3.2

I nogle tilfælde er handelsåbningen forbundet med de fattigste landes udvikling og begrænsningen af uønsket indvandring. I andre tilfælde opfattes udvandringen som et resultat af, at de udviklede lande beskytter deres markeder for produkter fra udviklingslande.

3.3

Der er behov for at undersøge, hvorledes fremme af handel kan bidrage til at nedbringe fattigdommen i verden. Efter EØSU's mening er den nylige fælles ILO/WTO-undersøgelse »Trade and Employment: Challenges for policy research« fra marts 2007 et vigtigt referencedokument.

3.4

I de seneste ti år er fattigdommen faldet verden over som følge af, at handelsbarrierer er blevet betydeligt reduceret. Dette fald i fattigdommen har dog været mest mærkbart i Kina og Indien inden for visse regioner og sociale sektorer. Erfaringerne er vidt forskellige i de lande, der har åbnet deres markeder. De lande, der har baseret deres udvikling på tekstileksport, har ikke i synderlig grad fået nedbragt fattigdommen. I andre lande er det kun den uformelle økonomi, der er vokset. I Asien er lønforskellene mellem faglærte og ufaglærte arbejdstagere faldet, mens den er steget for Latinamerikas vedkommende (18).

3.5

I modsætning til holdningen hos den regerende elite i visse udviklingslande mener EØSU ikke, at udvikling er uforenelig med menneskerettigheder. Undersøgelser (19) viser, at de internationale investeringer og eksporten stiger i de lande, der liberaliserer deres politiske systemer, fremmer arbejdsrettighederne og forbedrer den sociale beskyttelse. Overholdelsen af ILO's internationale konventioner om fremme af anstændigt arbejde, og støtte til den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter og dialogen med civilsamfundets organisationer er eksempler på god regeringsførelse, som EØSU går ind for.

3.6

Ligeledes kan industrilandene i højere grad åbne deres markeder for at fremme udviklingen. Det har dog ikke altid har en positiv virkning i alle lande, da det kun er de lande, der har opnået et vist udviklingsniveau med stærke nationale markeder, effektive eksportinfrastrukturer og stabile politiske systemer, der kan nyde godt af en reduktion af de toldmæssige og ikke-toldmæssige barrierer for at styrke udviklingen og mindske fattigdommen.

3.7

Globaliseringens konsekvenser for landenes udvikling varierer betydeligt i kraft af de politikker, der anvendes. Demokratisk fremgang og overholdelse af menneskerettighederne samt forbedringer inden for uddannelse, sundhed, infrastrukturer og beskæftigelsespolitik er politikker, der fremmer væksten og mindsker fattigdommen og de sociale uligheder.

3.8

EØSU mener, at EU som led i WTO-forhandlingerne bør fremme væksten i den internationale handel (særligt mellem EU, Afrika og Latinamerika) samt udbredelsen af demokrati og menneskerettigheder i verden.

3.9

EU har indgået associeringsaftaler med flere lande og regionale grupper af lande: Middelhavslandene, AVS-landene, Rusland og EU's grænselande mod øst, Mercosur, Andesfællesskabet, Kina, Indien m.m. I sine udtalelser og i de blandede udvalg går EØSU ind for, at disse aftaler foruden de rent handelsmæssige aspekter også omfatter forskellige sociale aspekter.

4.1

Med hensyn til udviklingssamarbejdspolitik bør EU opfordre værtslandene til at gennemføre offentlige uddannelses- og beskæftigelsespolitikker i samarbejde med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer. Disse politikker er sammen med fremme af fred og god regeringsførelse afgørende for udviklingen.

4.2

I EU's udviklingssamarbejdspolitik har man indtil videre ikke været særlig opmærksom på migrationens betydning for bekæmpelsen af fattigdom.

4.3

Den officielle udviklingsbistand hviler på principperne om social retfærdighed og omfordeling af rigdomme. Hensigten med udviklingssamarbejdspolitikken er at bekæmpe fattigdom og sikre et værdigt liv for alle, og selv om denne politik hverken virker direkte fremmende eller hindrende for migrationsstrømmene, kan den via bekæmpelsen af fattigdom og uligheder bidrage til at begrænse årsagerne til den ufrivillige emigration (20).

4.4

Det er uacceptabelt at bruge udviklingssamarbejdspolitikken som pressionsmiddel i internationale forhandlinger om migration, sådan som man kunne opleve visse europæiske ledere gøre det på Det Europæiske Råd i Sevilla.

4.5

EØSU mener, at EU kan fremme emigrantsamfundenes deltagelse i samarbejdsprojekter. De kan yde et yderst vigtigt bidrag til formuleringen af forslag og evalueringen af resultater, der til tider foretages af eksperter fra donorlandene med kun et delvist kendskab til de områder, der modtager bistanden.

4.6

EU's vigtigste samarbejdsprioriteter er demokrati, menneskerettigheder, uddannelse, kvinders uafhængighed, sundhed og miljø. EØSU mener ligeledes, at det er af afgørende betydning at styrke og fremme civilsamfundets organisationer.

4.7

EU kan støtte skabelsen af netværk og blandede udvalg bestående af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundets organisationer fra oprindelses- og værtslande. Eksempelvis er bevidstgørelse af befolkningen et grundlæggende element i udviklingssamarbejdspolitikkerne. Offentligheden i de europæiske værtssamfund bør have kendskab til udvandringslandenes kultur, leve- og arbejdsvilkår samt sociale og politiske forhold.

5.1

Det er overraskende, at medlemsstaterne fortsat ikke har ratificeret den internationale konvention om beskyttelse af alle vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder, der blev vedtaget af FN's generalforsamling i resolution 45/158 af 18. december 1990, og som trådte i kraft den 1. juli 2003. EØSU (21) foreslår endnu engang, at EU og medlemsstaterne ratificerer konventionen. EØSU mener i overensstemmelse med målene fra Det Europæiske Råd i Tammerfors og i Haag, at overholdelsen af menneskerettigheder og ligebehandling bør ligge til grund for den europæiske indvandringspolitik.

5.2

EØSU foreslår, at Kommissionen, Europa-Parlamentet og Rådet for Den Europæiske Union som led i udenrigspolitikken etablerer en international lovgivningsramme for migration på grundlag af Verdenserklæringen om menneskerettigheder, Den internationale konvention om civile og politiske rettigheder samt Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Denne internationale lovgivningsramme bør omfatte:

5.3

De nuværende indvandringspolitikker har hidtil koncentreret sig om relevante aspekter, som EØSU har støttet, men som udelukkende har været i de europæiske landes eller værtslandenes umiddelbare interesse, nemlig at bekæmpe ulovlig indvandring og menneskehandel samt dække behovene på vores arbejdsmarkeder og sikre den økonomiske vækst. Det er i dette perspektiv, at vi overvejer identitets- og sameksistensproblemer, at vi formulerer vores indrejsepolitikker for at tiltrække højt kvalificerede indvandrere og afvise andre. Det er på baggrund af disse overvejelser, at vi europæere formulerer vores mere eller mindre lempelige eller stramme indvandringspolitikker, men altid udelukkende med fokus på indvandringens indvirkning på de europæiske samfund.

5.4

EU og de fleste medlemsstater har dog en yderst aktiv udviklingssamarbejdspolitik, og Europa har herudover også indgået naboskabs- og associeringsaftaler med en lang række lande i verden. Alligevel er disse politikker hidtil blevet gennemført uden større hensyntagen til indvandringspolitikken, som om der var tale om isolerede politikområder, i den fejlagtige tro, at man kan føre en migrationspolitik uden at samarbejde med oprindelseslandene.

5.5

Der foreligger talrige undersøgelser om migrationens konsekvenser for udviklingslandene. Samtlige undersøgelser kommer frem til den samme generelle konklusion, nemlig at migranternes bidrag er til fordel for oprindelseslandenes økonomiske og sociale udvikling, selv om det dog også for nogle landes vedkommende har visse negative konsekvenser. Blandt de positive konsekvenser fremhæves betydningen af pengeoverførsler, mens hjerneflugt og tab af menneskelig kapital nævnes som negative konsekvenser.

5.6

EØSU anbefaler, at man anlægger en ny strategi for de europæiske politikker, ifølge hvilken indvandringspolitikken styres i samarbejde med oprindelseslandene, således at migration kan blive en udviklingsfaktor for disse lande. Det indebærer, at man reviderer mange aspekter af disse politikker, herunder dem, der vedrører indrejsekriterier samt indvandreres mobilitetsmuligheder.

6.1

Indvandringens fordele for værtslandene er blevet uddybet i andre EØSU-udtalelser. For de europæiske landes vedkommende har indvandringen kunnet dække de behov, der er opstået på arbejdsmarkederne som følge af den demografiske udvikling (22). Indvandrerne sidder i de stillinger, som ikke besættes af arbejdstagere fra værtslandene, og bidrager således til den økonomiske udvikling, skabelsen af arbejdspladser og den sociale fremgang. Som det fremgår af FN-generalsekretærens rapport, der blev udarbejdet som led i afholdelsen af FN's dialog på højt plan om international migration og udvikling, fremmer indvandrerne den økonomiske vækst i værtslandene ved at holde liv i økonomiske aktiviteter, der ellers ville blive flyttet til udlandet, øge den aktive del af befolkningen samt antallet af forbrugere og bidrage med deres iværksætterfærdigheder  (23). EØSU har ligeledes foreslået, at EU styrker sine integrationspolitikker (24). Migration kan være positiv for alle parter: for migranterne, værtslandet og oprindelseslandet.

6.2

I udviklingslandene er udvandringen af overskydende arbejdskraft med til at reducere arbejdsløsheden og fungerer som en vigtig mekanisme til fattigdomslindring i kraft af de store summer penge, som emigranterne sender hjem til deres familier. Herudover spiller emigranterne ved deres tilbagekomst i stigende grad en vigtig rolle for den økonomiske dynamik, idet de nedsætter sig som selvstændige eller igangsættere af mindre virksomheder og formidler nye færdigheder og teknologier. Der er imidlertid også negative konsekvenser, såsom tabet af de mest veluddannede og initiativrige unge.

6.3

EØSU foreslår, at man via samarbejdet med oprindelseslandene øger de positive og begrænser de negative konsekvenser. Det er vor tids udfordringer. I sin endelige rapport understregede Den Globale Kommission om International Migration, at nutidens udfordring er at formulere politikker, der øger fordelene ved emigration for oprindelseslandene og begrænser ulemperne. Det blev også fremhævet, at migration bør indgå i de nationale, regionale og globale udviklingsstrategier, og at værtslandene for at kunne nå dette mål tydeligt bør anerkende, at indvandring også er en fordel for dem (25).

6.4

Migration bør ikke være en udviklingsdynamik, der er isoleret fra andre politiske, økonomiske og sociale faktorer. EØSU mener derfor, at det er nødvendigt, at EU anlægger en ny strategi for den europæiske indvandrings- og udviklingspolitik i samarbejde med oprindelseslandene og fremmer udviklingen via strukturelle ændringer, der skal fremme demokrati og god regeringsførelse og bidrage til at mindske uligheder samt forbedre den menneskelige kapital og de infrastrukturer, der er nødvendige for at sikre en bæredygtig udvikling.

7.1

Pengeoverførsler er indvandrernes egne midler, der imidlertid for visse oprindelseslandes vedkommende har fået en stor betydning som indtægtskilde. Tallene taler for sig selv: efter Verdensbankens vurderinger modtog udviklingslandene i 2005 pengeoverførsler, der beløb sig til 167 mia. USD (i forhold til 69 mia. USD i 1990 ifølge samme kilde). FN's generalsekretær har bekræftet, at indvandrerne i 2006 sendte 264 mia. USD. Det er knap fire gange så meget som den officielle udviklingsbistand, og i nogle lande overstiger beløbet de udenlandske investeringer.

7.2

Pengeoverførsler er en regelmæssig og stabil støtte til familieforsørgelse. Det er indvandrerne og deres familier, der står for de fleste af disse internationale pengeoverførsler. I Europa sender mellem 60 % og 70 % af indvandrerne penge til deres familier. Størstedelen af pengene går til direkte forbrug, men ikke udelukkende til materielle goder, eftersom en betydelig andel af pengeoverførslerne bruges på uddannelse og sundhed, hvilket forbedrer den menneskelige kapital. Økonomien i de områder, hvortil pengeoverførslerne sendes, styrkes af et øget forbrug og investeringer i små virksomheder. Den større mængde penge i omløb har også en gavnlig virkning på udviklingen af den finansielle sektor. Indtægterne i europæiske valutaer bidrager ligeledes til den finansielle ligevægt i oprindelseslandene.

7.3

Foruden fordelene kan der også være ulemper forbundet med pengeoverførsler. Priserne på visse forbrugsvarer stiger, hvilket bringer de familier, der ikke modtager pengeoverførsler, i en vanskelig situation. Nogle former for landbrug og produktionssektorer (de mindst rentable) opgives, og visse typer stillinger opsiges, da indtægterne herved er betydeligt lavere end indtægterne ved pengeoverførsler.

7.4

Man bør tage højde for disse problemer, selv om Den Globale Kommission om International Migration konkluderer, at pengeoverførsler i overvejende grad udgør en vigtig positiv faktor for udviklingslandene, idet den påpeger, at officielt overførte pengesummer kan udgøre en vigtig kilde til fremmed valuta i modtagerlandene, styrke den finansielle sektors kapacitet, bidrage til yderligere udenlandske investeringer og til en vis grad lette adgangen til statslån  (26).

7.5

Der er behov for at begrænse antallet af uofficielle overførselskanaler, da de medfører flere omkostninger og risici. I mange tilfælde oprettes der uofficielle netværk i mangel af effektive finansielle institutioner i de mest afsidesliggende regioner. EØSU mener, at man for at optimere fordelene for oprindelseslandene bør mindske omkostningerne ved pengeoverførsler. Disse omkostninger er ofte overdrevne og svarer ikke til omkostningerne ved andre internationale økonomiske transaktioner. Eksperter har vurderet, at omkostningerne varierer betydeligt fra region til region og beløber sig til 2 % for overførsler fra for eksempel Spanien til Latinamerika og Caribien men til mellem 8 % og 10 % for overførsler fra Europa til de fleste afrikanske lande. De europæiske myndigheder og tilsynsmyndigheder i finanssektoren bør fremme de europæiske bankers etiske adfærd og sociale ansvar for at mindske omkostningerne ved pengeoverførsler. Det er ligeledes nødvendigt at øge effektiviteten i oprindelseslandenes banker, der i mange tilfælde ikke har tilstrækkelige strukturer og garantier. Europa bør fremme aftaler mellem finanssektoren i oprindelses- og værtslande med regeringer og internationale organisationer som mellemled for at mindske de samlede udgifter ved pengeoverførsler. Bankerne kan fremme ordninger for god praksis gennem aftaler om socialt ansvar.

7.6

Kommissionen har bebudet udarbejdelsen af et direktiv, der skal forpligte leverandører af finansielle tjenesteydelser til at sikre, at de gebyrer, som kunderne opkræves, gøres mere gennemskuelige. Direktivet bør stille strenge krav til pengeoverførsler for at gøre en ende på de nuværende overdrevne gebyrer. Tilsynsmyndighederne for de finansielle systemer bør ligeledes sikre, at transaktionerne ikke foretages til lave valutakurser, der i urimelig grad øger de samlede udgifter for pengeoverførsler.

7.7

EØSU foreslår, at man anvender pengeoverførsler til at fremme investeringer i økonomiske og sociale aktiviteter. Banker kan i samarbejde med de lokale myndigheder udvikle nye kreditsystemer i forbindelse med pengeoverførsler med henblik på at finansiere økonomiske aktiviteter og iværksætterinitiativer. Det er i den henseende afgørende, at den lokale finanssektor har tilstrækkelig likviditet og en hensigtsmæssig struktur.

7.8

Udgifter til uddannelse og sundhed udgør de vigtigste investeringer i de familier, der modtager penge. Det er nødvendigt at fremme finansierings-, forsikrings- og kreditinstrumenter i forbindelse med pengeoverførsler med henblik på at opnå bedre resultater på det uddannelses- og sundhedsmæssige område.

8.1

I de seneste tiårs globaliserede verden er den internationale migration vokset betydeligt: antallet af migranter er steget voldsomt (27), antallet af oprindelseslande er steget, antallet af værtslande er stedet og antallet af lande, som er både oprindelses- og værtslande er steget. Denne vækst i migrationerne er også blevet fremelsket af lavere priser på transport og kommunikation. I dag er det lettere at foretage internationale rejser (bortset fra grænsekontrollen) endog til de fjerneste egne af jorden.

8.2

Billigere rejser — især med fly — og nutidens telefoniske og elektroniske kommunikationssystemer har muliggjort en hidtil uset stigning i kommunikationen og kontakten mellem mennesker og mellem oprindelseslande og destinationslande. Mennesker, som er emigreret og havnet i forskellige lande, bevarer i dag en meget tættere og nemmere kontakt, end det var muligt for år tilbage.

8.3

Emigrantnetværkene spiller i dag en meget større rolle i migrationsprocesserne: de hjælper mennesker med at træffe beslutning om migration, de yder bistand til rejse og transit, de hjælper også med modtagelsen i destinationslandet og med at finde bolig og arbejde.

8.4

Emigranterne er med til at udvikle erhvervslivet i oprindelseslandene. For eksempel importerer indvandrerne produkter fra oprindelseslandene til de butikker, som de etablerer i værtslandene, og fremmer således produktionen og markedsføringen af disse produkter. Det livligere rejseliv sætter skub i transportvirksomhederne. I mange tilfælde foretager indvandrere, som opnår en stærk økonomisk position i destinationslandet, direkte investeringer i oprindelseslandet: denne tendens har været til gavn for mange virksomheder i nogle regioner i Kina og for IT-sektoren i Indien og Pakistan. Mange indvandrere sætter også skub i erhvervs- og forretningslivet i Afrika og Latinamerika.

8.5

Der er stadig flere internationale virksomheder, som ansætter personer med indvandrerbaggrund for at etablere sig i det pågældende oprindelsesland. Mange europæiske multinationale virksomheder rekrutterer ledende og teknisk personale blandt indvandrere med det mål at internationalisere deres aktiviteter.

8.6

Transnationale emigrantnetværk kan også bidrage til, at en del af pengeoverførslerne kanaliseres over i økonomiske aktiviteter og iværksætterprojekter. EU's politik for udviklingssamarbejde kan inkorporere samarbejde med disse netværk, eftersom de giver mulighed for effektivt at kanalisere bistanden og øge emigrantsamfundenes investeringskapacitet.

8.7

Visse steder fungerer emigrantsamfundene som netværk, der investerer i deres oprindelseslande. Der findes eksemplariske projekter såsom programmet »tre for én« i Mexico, som går ud på, at sammenslutninger af emigranter fra samme egn investerer i projekter til udvikling af deres hjemegn, og for hver dollar, disse sammenslutninger sender hjem, bidrager hvert af de tre forvaltningsniveauer — det føderale, statslige og kommunale — med en dollar (28).

8.8

EU bør støtte de transnationale emigrantnetværk, da det er et middel til at fremme udviklingen i oprindelseslandene. Sammenslutninger af emigranter fra samme by kan på kollektiv vis kanalisere visse investeringer, som kan mangedobles med europæiske og nationale bidrag.

8.9

Kommissionen og medlemsstaterne bør i samarbejde med oprindelseslandene og civilsamfundsorganisationerne fremme gunstige vilkår, som giver emigrantsamfundene mulighed for at optimere den indvirkning, som deres aktiviteter har på udviklingen. EØSU foreslår, at en del af EU's og medlemsstaternes offentlige midler kanaliseres over i de udviklingsaktiviteter, som emigrantsamfundene sætter i gang. Offentligt/privat samarbejde er afgørende for en succesrig udvikling af de økonomiske og sociale aktiviteter. Nogle eksempler på god praksis:

8.9.1

IntEnt med hjemsted i Nederlandene har gennem de seneste ti år hjulpet næsten 2 000 iværksættere fra emigrantsamfund med tilknytning til Surinam, Ghana, Marokko, Antillerne og Tyrkiet med at rejse 12,5 millioner EUR til etablering af 200 virksomheder, som beskæftiger 840 personer i deres hjemlande.

8.9.2

»Migrations & Développement« hjælper forskellige sammenslutninger af marokkanske indvandrere (herunder unge franskmænd af marokkansk oprindelse) med at mobilisere bistand til deres hjemegne i Marokko. Tusinder af emigranter har bidraget finansielt til forskellige projekter og 300 af dem har taget direkte del i projekternes gennemførelse, som over 50 000 mennesker har nydt godt af i Marokko.

8.9.3

Emigrantsammenslutninger i Storbritannien har stået i spidsen for »RemitAid«-kampagnen (29), der sigter mod skattelettelser for kollektive pengeoverførsler til udvikling af oprindelseslandene. »RemitAid« støtter emigrantsamfundenes udviklingsinitiativer ved hjælp af en fælles kapital, som stammer fra afgiftsrefusioner for pengeoverførsler til oprindelseslandene (i stil med »gift-aid«-ordningen med skattefritagelse for bidrag til velgørende formål i bopælslandet).

8.9.4

Den filippinske organisation for migration og udvikling (Philcomdev) er et netværk, som nyligt er blevet oprettet af sammenslutninger af emigranter og deres familier, NGO'er, kooperativer, fagforeninger, mikrofinansieringsorganisationer, sociale virksomheder (social enterprises) samt netværk i Filippinerne og i udlandet, der beskæftiger sig med migrationsspørgsmål og udvikling i deres hjemland.

8.10

I forbindelse med den europæiske udviklingsbistand bør man også støtte indførsel til Europa af produkter fra oprindelseslandene, som via »fair-trade«-systemerne kanaliseres af emigranternes netværk.

8.11

EØSU foreslår, at man også støtter direkte investeringer fra såvel individuelle migranter som deres organisationer. Investeringer i f.eks. turisme eller landbrug giver gode muligheder for udvikling i mange oprindelseslande. Lån til migranter eller deres organisationer til gennemførelse af kommercielle projekter eller direkte investeringer i oprindelseslandene er en form for støtte, som bør styrkes i de europæiske lande via politikken for udviklingssamarbejde.

9.1

En del af de internationale migranter er kvalificerede eller højt kvalificerede arbejdstagere. Denne hjerneflugt er en af migrationens mest negative konsekvenser for udviklingslandene. Ikke alle oprindelseslande lider lige hårdt under den såkaldte hjerneflugt, men for nogle er det en virkelig katastrofe. Som det anføres i SOPEMI-rapporten bor mellem 33 % og 55 % af de højtuddannede fra Angola, Burundi, Ghana, Kenya, Mauricio, Mozambique, Sierra Leone, Tanzania og Uganda i OECD-landene (30). I Afrika går dette især ud over sundhedssektoren og uddannelsessektoren.

9.2

Der er oprindelseslande, hvor udvandringen af akademikere og højt kvalificerede arbejdstagere ikke har en så negativ effekt. For eksempel har udvandringen af IT-arbejdere fra Indien og Pakistan ikke haft negative følger, fordi disse lande har et meget velfungerende IT-uddannelsessystem og godt kan undvære dem.

9.3

Hvis hjerneflugten ikke er alt for omfattende, kan den endog være til gavn for oprindelseslandet, fordi der altid vil opstå et kredsløb, som bibringer ny viden, teknologi og iværksætterprojekter. Dette er således tilfældet i lande som Brasilien eller Indien. Men i mange lande virker hjerneflugten som et uerstatteligt tab af eksperter og fagfolk.

9.4

Denne hjerneflugt gavner de europæiske værtslande. Siden 2002 er indvandringslovgivningen i forskellige europæiske lande blevet ændret for at lette indvandringen af højt kvalificerede arbejdstagere.

9.5

EU vil også iværksætte en selektiv indvandringspolitik: Politikplanen for lovlig migration (31) sigter mod udarbejdelse af et direktiv om særlige indrejsevilkår for højt kvalificerede arbejdstagere, som Kommissionen vil fremlægge i september og hvorom EØSU vil udarbejde en udtalelse. Der er ikke planer om at udarbejde et generelt direktiv om indrejsevilkår. Skønt disse selektive indvandringspolitikker er blevet mødt med kritik fra EØSU's og Europa-Parlamentets side (32), vil de blive gennemført i Europa med fare for at forværre problemerne for nogle lande. EØSU mener derimod, at lovgivningen bør være favorabel for alle: for oprindelses- og værtslandene og for indvandrerne selv.

9.6

Af hensyn til sammenhængen mellem politikkerne for indvandring og for udviklingssamarbejde må værtslandene tage beslutsomt fat på problemet med hjerneflugt. Det første aspekt, der skal tages i betragtning, er at de problemer, som udvandringen af faglærte arbejdstagere skaber for oprindelseslandet, kan vendes til en fordel, hvis disse arbejdstagere vender tilbage med viden, der er nyttig for hjemlandets virksomheder, økonomi eller offentlige sektor. Hjemvendte migranter kan virke som lokomotiv ikke blot for overførsel af viden og teknologi, men også for investeringer.

9.7

Set ud fra denne synsvinkel kan man fremme oprindelseslandenes udvikling ved at tilskynde emigranterne til at vende tilbage. Det bør være helt frivilligt at vende tilbage, hvilket er tilfældet, hvis faglærte arbejdstagere har let ved at finde beskæftigelse inden for deres fag i hjemlandet. Udfordringen består således i at skabe disse gunstige vilkår.

9.8

For at tilskynde kvalificerede arbejdstagere til at vende tilbagevende er det nødvendigt, at de kan vende tilbage til oprindelseslandet uden at miste deres arbejds- og opholdtilladelse i Europa (eller et nyligt erhvervet statsborgerskab). Kun på denne måde vil en cirkulær migration være mulig.

9.9

Emigranter kan også tilskyndes til at vende tilbage ved at overføre deres sociale rettigheder til oprindelseslandet. Det må sikres, at overførslen af pensionsrettigheder og rettigheder til social sikring, herunder sygesikring, fungerer pålideligt. I rapporten fra FN's Generalsekretær om afholdelsen af dialogen på højt plan om international migration og udvikling anføres det, at langt størstedelen af de internationale migranter har problemer med at få overført deres pensionsrettigheder; Skønt der er indgået utallige bilaterale aftaler, foreslår rapporten, at der udformes en international ramme med større garantier. ILO's konvention no 157 (1982) om indførelse af en international ordning for bevarelse af sociale sikringsrettigheder i forbindelse med mobilitet er kun blevet ratificeret af tre lande (Spanien, Filippinerne og Sverige) (33). EØSU foreslår, at medlemsstaterne ratificerer ILO's konvention nr. 157.

9.10

Via de europæiske politikker for udviklingssamarbejde må der indføres programmer for at undgå hjerneflugt og for at tilskynde faglærte arbejdstagere til frivilligt at vende tilbage, og der må investeres i oprindelseslandenes specialiserede sektorer og aktiviteter, som kræver højt kvalificeret arbejdskraft.

9.11

EØSU er enigt med Kommissionen, som har opfordret medlemsstaterne til at udarbejde kodekser for god praksis for forvaltning af indvandringen af højt kvalificerede arbejdstagere i samarbejde med oprindelseslandene.

9.12

EU bør spille en meget aktiv rolle i uddannelsen af unge i de lande, hvor indvandrerne kommer fra. Disse lande lider under tabet af en stor del af deres bedst uddannede menneskelige kapital, som kommer de europæiske samfund til gode. Gennem samarbejde på uddannelsesområdet kan der ydes rimelig kompensation til disse lande, så de fremover kan råde over den menneskelige kapital, de har brug for til deres udvikling.

9.13

EØSU vil gerne understrege vigtigheden af overenskomster og partnerskaber med oprindelseslandene, som kan indgås af europæiske universiteter, hospitaler, virksomheder samt teknologi- og forskningscentre for at sikre, at visse meget højt kvalificerede fagfolk kan finde beskæftigelse inden for deres fag i oprindelseslandet med en løn, sociale rettigheder og et fagligt miljø, som er sammenlignelige med forholdene i Europa.

10.1

EU og medlemsstaterne bør ændre deres indvandringspolitikker og tillade lovlig indrejse for indvandrere efter fleksible og gennemsigtige procedurer. EØSU har allerede i udtalelsen om grønbogen (34) over for Kommissionen påpeget, at der er brug for åbne politikker for modtagelse af såvel højt kvalificerede som mindre kvalificerede arbejdstagere. Skønt EØSU forstår den holdning, som nogle regeringer har indtaget, har det foreslået, at medlemsstaterne ophæver den overgangsperiode, som begrænser retten til ophold og til arbejde for borgere fra nogle af de nye medlemsstater.

10.2

Ulovlig indvandring må begrænses gennem foranstaltninger rettet internt mod Europa som f.eks. bekæmpelse af anvendelsen af ulovlige indvandrere som arbejdskraft via en EU-lovgivning (35), som EØSU vil støtte i en anden udtalelse, der er under udarbejdelse, grænsekontrol og bekæmpelse af menneskehandel og gennem samarbejde med oprindelses- og transitlandene. EU må være solidarisk og dele udgifterne med landene i Sydeuropa, som er nødt til at forvalte den massive tilstrømning af ulovlige indvandrere, foretage utallige redningsaktioner til søs, modtage migranter og yde humanitær bistand. I undtagelsestilfælde er det også nødvendigt at normalisere den juridiske situation for de mange »papirløse« personer i EU, som er ofre for arbejdsmæssig udnyttelse og som ikke er omfattet af integrationsforanstaltningerne.

10.3

Som et led i mere fleksible indrejsepolitikker er det nødvendigt at fremme systemer for tidsbegrænset og cirkulær migration såvel for højt kvalificerede som mindre kvalificerede arbejdstagere.

10.4

For at et system for tidsbegrænset indvandring kan være realistisk er det nødvendigt, at EU-lovgivningen giver mulighed for meget fleksible opholdstilladelser kombineret med tilbagevenden og garanti for nye ansættelseskontrakter senere hen. På denne måde vil indvandrerne benytte lovlige kanaler og ikke forblive ulovligt i Europa, når deres opholdstilladelse udløber.

10.5

EØSU opfordrer EU og medlemsstaterne til at indgå aftaler med oprindelseslandene om procedurerne for cirkulær migration, som kan gøre indvandringen mere smidig via fleksible og gennemsigtige procedurer. Disse aftaler skal i begge parters interesse være afbalancerede, således at indvandringen også kan blive en udviklingsfaktor for oprindelseslandene.

10.6

Ordninger med tidsbegrænset indvandring, som omfatter aftaler om uddannelse og anerkendelse af faglige kvalifikationer, kan også være nyttige, da disse indvandrere, som arbejder i Europa, på denne måde kan forbedre deres erhvervskvalifikationer og øge deres beskæftigelsesmuligheder efter hjemkomsten samt bidrage til landenes økonomiske og sociale udvikling.

10.7

De nuværende stive europæiske regler på indvandringsområdet er en stor hindring for cirkulær migration. For at fremme indvandrernes mobilitet, tilbagevenden og etablering af virksomheder i oprindelseslandet bør den europæiske indvandringslovgivning give mulighed for, at de kan bevare den permanente opholdsret på langt sigt.

10.8

Derfor foreslår EØSU, at direktivet om status som fastboende udlænding ændres, således at den fraværsperiode, hvor status som fastboende bevares, forlænges fra det nuværende et år til fem år. EØSU anførte i sin udtalelse (36), at et år (eller to som i Kommissionens oprindelige forslag) i mange tilfælde ville være for kort en periode til, at indvandrerne tør satse på at gøre karriere i oprindelseslandet.

10.9

Nu hvor EU arbejder på at nå frem til en global tilgang til indvandringspolitikken i betragtning af sammenhængen mellem indvandrings- og udviklingspolitikken, er det nødvendigt, at enhver, der har status som fastboende i en medlemsstat, kan vende tilbage til sit oprindelsesland og opholde sig dér i mindst fem år uden at miste sin opholdsret.

11.1

Kommissionen offentliggjorde i maj en vigtig meddelelse (37) om cirkulær migration og mobilitetspartnerskaber mellem Den Europæiske Union og tredjelande. Selv om nærværende udtalelse er en initiativudtalelse, er den også EØSU's bidrag til den debat, som Kommissionen har sat i gang. Udtalelsen indeholder i forskellige punkter EØSU's forslag vedrørende nogle af de spørgsmål, som Kommissionen tager op i sin meddelelse.

11.2

Meddelelsen består af to dele: den første argumenterer for etablering af mobilitetspartnerskaber med tredjelande og den anden omhandler mere specifikt cirkulær migration.

11.3

EØSU støtter forslaget om mobilitetspartnerskaber, for at EU og medlemsstaterne kan åbne op for lovlig indvandring via smidige og gennemsigtige procedurer. Partnerskaberne baseres på forpligtelser for såvel migranternes oprindelseslande som EU's medlemsstater.

11.4

De krav, der stilles til oprindelseslandene, er de samme som i forbindelse med bekæmpelsen af irregulær indvandring og de er meget præcise: tilbagetagelsesordninger, grænsekontrol, sikkerheden omkring rejsedokumenter, bekæmpelse af menneskesmugling og menneskehandel osv.. Det er vigtigt at disse lande overholder deres internationale forpligtelser i henhold til Cotonou-aftalen, herunder navnlig bestemmelserne i artikel 13. EØSU mener, at visse lande, som har en svag statsmagt, vil have mange problemer med at opfylde betingelserne, og foreslår derfor, at mobilitetspartnerskaberne bliver tilpasset fleksibelt til de enkelte oprindelseslandes særlige karakteristika.

11.5

Medlemsstaterne kan f.eks. afgive tilsagn på fire områder:

11.5.1

For det første kan de give bedre muligheder for lovlig migration under overholdelse af princippet om fællesskabspræference for EU-borgere, som EØSU støtter. EØSU støtter ideen om, at flere medlemsstater skal kunne afgive et samlet tilbud til oprindelseslandene om et partnerskab, som afgives på EU's vegne og udmøntes i beskæftigelseskvoter og instrumenter for tilpasning til de europæiske arbejdsmarkeder.

11.5.2

For det andet foreslås det, at Kommissionen og medlemsstaterne yder finansiel og teknisk bistand til tredjelande til forvaltning af lovlige migrationsstrømme EØSU mener, at de EU-midler, der stilles til rådighed under det tematiske program om migration og asyl, vil være utilstrækkelige, og foreslår derfor Kommissionen, Parlamentet og Rådet, at der fremover stilles betydeligt flere midler til rådighed.

11.5.3

For det tredje er EØSU også indforstået med, at mobilitetspartnerskaberne efter aftale med oprindelseslandene kan anvendes til at begrænse indvandringen for nogle faggruppers vedkommende for at undgå hjerneflugt (f.eks. for de ansatte i sundhedssektoren i visse europæiske lande). Aftalerne bør fremme cirkulær migration og de midlertidige migranters tilbagevenden.

11.5.4

For det fjerde foreslås det, at EU og medlemsstaterne forbedrer procedurerne for udstedelse af visa til kortvarigt ophold. EØSU har i flere udtalelser påpeget, at det er nødvendigt at organisere medlemsstaternes konsulære tjenester i oprindelseslandene bedre. Kommissionens delegationer bør samarbejde med medlemsstaterne om migrationsspørgsmål og EURES-nettet bør udnyttes til at kortlægge jobtilbuddene i EU. EØSU støtter Kommissionens forslag om styrkelse af samarbejdet mellem flere medlemsstater gennem åbning af et fælles center for visumansøgninger, udbygning af de fælles konsulære instrukser med bestemmelser om udstedelse af visa til flere indrejser til tredjelandsstatsborgere, som har brug for at rejse hyppigt, samt lempelse af visumreglerne for bestemte kategorier af personer, som defineres i mobilitetspartnerskaberne.

11.6

Kommissionen foreslår at fremme cirkulær migration. EØSU mener, at de nuværende indvandringslove er meget stramme og ikke tilfredsstillende hverken for indvandrerne, oprindelseslandene eller de europæiske værtslande. EØSU har i flere udtalelser foreslået mere fleksible bestemmelser for at fremme cirkulære indvandringsstrømme, som tager hensyn til individuelle ønsker. Indvandrernes grundlæggende rettigheder bør beskyttes fuldt ud, især de sociale og arbejdsmæssige, og retten til at bo sammen med familien.

11.7

Kommissionen foreslår to former for cirkulær migration: dels for borgere fra tredjelande, der er bosiddende i EU, således at de kan udøve en aktivitet i oprindelseslandet samtidig med, at de bevarer deres opholdsret i en medlemsstat; dels for personer, der har bopæl i et tredjeland, således at de kan komme til EU med henblik på arbejde, studier, uddannelse eller en kombination af heraf og ved udløbet af deres indrejsetilladelse vende tilbage til oprindelseslandet samtidig med, at de bevarer muligheden for at vende tilbage til EU efter forenklede procedurer for indrejse.

11.8

EØSU mener, at man kun kan opbygge et system med cirkulær migration, hvis de migranter — midlertidige eller ej — som vender tilbage til deres oprindelsesland, har mulighed for at komme lovligt tilbage til den europæiske medlemsstat, hvor de var bosiddende. For at styrke cirkulær migration må der først og fremmest indføres mekanismer, som giver mulighed for fleksibel tilbagevenden til det europæiske opholdsland.

11.9

EØSU er enigt i Kommissionens forslag om indførelse af retlige rammer i EU til fremme af cirkulær migration. I dette øjemed er det nødvendigt at ændre visse gældende direktiver og fastlægge passende kriterier for udarbejdelsen af de nye direktiver, der indgår i lovgivningsprogrammet, såsom:

11.9.1

Forslaget til direktiv om indrejsetilladelse til højt kvalificerede migranter: EØSU anser Kommissionens forslag for velegnet til yderligere at lempe indrejseprocedurerne for personer, der allerede har haft lovligt ophold i EU i en vis periode (med henblik på højt kvalificeret arbejde, studier eller anden form for uddannelse).

11.9.2

Forslaget til direktiv om indrejse for sæsonmigranter: EØSU anbefaler, at der indføres en flerårig opholds-/arbejdstilladelse for sæsonmigranter, som giver dem mulighed for at vende tilbage fem år i træk — med mulighed for endnu fem års forlængelse — for at udføre sæsonarbejde.

11.9.3

Forslaget til direktiv om indrejse for lønnede praktikanter: EØSU anser det for gavnligt for uddannelsen af borgere fra tredjelande og for deres lands udvikling, at de får mulighed for i en periode at komme til Europa med henblik på uddannelse og således bidrage til hjernecirkulation og til overførsel af færdigheder og viden. For at øge cirkulariteten bør forslaget indeholde muligheden for, at tidligere praktikanter kan komme tilbage for begrænsede perioder (på 1-5 år) med henblik på eventuel yderligere uddannelse for at føre deres kompetencer ajour.

11.9.4

EØSU anbefaler, at Kommissionen foreslår visse tilpasninger af en række gældende direktiver for at fremme cirkulær migration: Direktiv 2003/109/EF om status som fastboende udlænding: I det aktuelle direktiv fastsættes det, at status som fastboende udlænding som regel vil blive trukket tilbage, hvis der er tale om et fravær fra EU-området på mere end 12 måneder i træk. Kommissionen foreslår at udvide denne periode til to eller tre år og EØSU mener, at fem år vil være mere passende.

11.9.5

Direktiv 2004/114/EF om tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold med henblik på studier, elevudveksling, ulønnet erhvervsuddannelse eller volontørtjeneste og direktiv 2005/71/EF om en særlig indrejseprocedure for forskere: EØSU går ind for at ændre disse direktiver, så der indføres opholdstilladelser med mulighed for flere indrejser, som gør det muligt for indehaveren at være fraværende fra EU-området i lange perioder uden at miste sin opholdsret. Det vil også være hensigtsmæssigt at ændre de fakultative bestemmelser i disse direktiver, som giver medlemsstaterne mulighed for at tilbyde forenklede eller særligt fremskyndede indrejseprocedurer for personer, der tidligere har arbejdet som forskere eller studeret i EU, og gøre disse til en rettighed for sådanne personer til at få adgang til fremskyndede procedurer, forudsat at de efterfølgende vender hjem til deres oprindelsesland ved udløbet af deres opholdstilladelse. EØSU går også ind for at knytte de to direktiver sammen ved at lempe indrejsereglerne (med færre tilknyttede betingelser) for forskere fra lande uden for EU, som tidligere har fået indrejsetilladelse som studerende, og som efter deres studier er vendt tilbage til deres hjemland. Man kunne udvide mulighederne ved at give studerende mulighed for at ansøge om at få status som forskere, mens de stadig bor i den medlemsstat, hvor de studerer, forudsat at deres ansøgning er indsendt, inden deres studietilladelse udløber.

11.10

EØSU anser det for nødvendigt at sikre, at cirkulær migration opfylder sine målsætninger og bringer langsigtede fordele, gennem incitamenter til at fremme cirkulariteten, garantere en vellykket tilbagevenden, evaluere gennemførelsen af ordningerne og mindske risikoen for hjerneflugt gennem samarbejde med tredjelandene.

11.11

Hjernecirkulation forudsætter også, at man får løst et af de største problemer, som mange indvandrere i Europa lider under: den manglende anerkendelse af akademiske eksamensbeviser og faglige kvalifikationer. Disse menneskers mobilitet mellem oprindelses- og værtslandet vil blive forbedret, hvis deres kvalifikationer bliver anerkendt i Europa. EØSU foreslår, at der trods de eksisterende vanskeligheder gøres fremskridt i forhandlingerne om anerkendelse af eksamensbeviser mellem EU og de lande, hvorfra de fleste migrationsstrømme udgår.

11.12

For at et cirkulært migrationssystem kan fungere er det ligeledes nødvendigt at garantere de pensions- og socialsikringsrettigheder, som indvandrerne måtte have erhvervet. I dette øjemed er det nødvendigt at indlede forhandlinger om gensidig anerkendelse mellem EU's medlemsstater og oprindelseslandene og ratificere ILO's konvention nr. 157.

11.13

EØSU opfordrer til, at EU foreslår disse afsnit medtaget i de kommende mobilitetspartnerskaber for at fremme anerkendelsen af eksamensbeviser og bevarelsen af pensionsrettigheder.

12.1

Den 10. juli afholdtes i Bruxelles det globale forum om international migration og udvikling under forsæde af FN's generalsekretær Ban Ki-moon. Over 800 delegerede fra 140 lande deltog i konferencen, der var en opfølgning af De Forenede Nationers topmøde i september 2006.

12.2

EØSU deltog den 9. juli på civilsamfundets dag, repræsenteret ved ordføreren for denne udtalelse. Konklusionerne, som EØSU i hovedtrækkene støtter, findes på konferencens hjemmeside (38). Næste år mødes det globale forum i Manila og EØSU bør deltage.

12.3

EØSU opfordrer EU-landenes regeringer og Kommissionen til inden for De Forenede Nationers rammer fortsat at arbejde for, at migrationsspørgsmålet sættes højt på den internationale dagsorden, så migranternes menneskerettigheder kan sikres på et internationalt retligt grundlag og oprindelses- og værtslandenes fælles styring af migrationsprocesserne kan bidrage til menneskehedens økonomiske og sociale udvikling.

12.4

I denne udtalelse indtager EØSU en foreløbig holdning til cirkulær indvandring, som senere vil blive fulgt op med andre udtalelser.