[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER | Bruxelles, den 18.4.2007 KOM(2007) 183 endelig MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET OM DET GLOBALE EUROPA OG ET STÆRKERE PARTNERSKAB FOR ØGET MARKEDSADGANG FOR EU'S EKSPORTØRER {SEK(2007) 452}{SEK(2007) 453} MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET, EUROPA-PARLAMENTET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET OM DET GLOBALE EUROPA OG ET STÆRKERE PARTNERSKAB FOR ØGET MARKEDSADGANG FOR EU'S EKSPORTØRER 1. Indledning Aldrig har europæiske virksomheder været mere afhængige af fri adgang til vores handelspartneres markeder, end de er i vore dages globaliserede økonomi. Europæiske virksomheder foretager store investeringer i tredjelande og opbygger på én gang komplekse og globale forsyningskæder. Europæiske eksportører satser ikke længere kun på de store økonomier i den udviklede verden, men forsøger sig i stigende grad på vækstmarkeder som Kina, Indien, Brasilien og Rusland. Ifølge meddelelsen om det globale Europa fra 2006[1] kan handelspolitikken bidrage betydeligt til vækst og beskæftigelse i EU ved at sikre, at europæiske virksomheder bevarer konkurrenceevnen og får den adgang til eksportmarkederne, de har brug for. Europa gør ret i at åbne sine egne markeder for på den måde at skærpe konkurrenceevnen, fremme innovation, give adgang til råmaterialer og tiltrække udenlandske investeringer: Det er den rigtige måde at tackle globaliseringen på. Samtidig har vi ret til at forvente åbne markeder og fair handelsvilkår i tredjelandene. Især bør vækstøkonomierne, som kan takke det globaliserede handelssystem for deres høje vækstrater, nu fjerne deres hindringer og åbne deres markeder endnu mere. Det er i deres egen interesse, såvel som det, set i et bredere perspektiv, er i det globaliserede handelssystems interesse. I en stærkt konkurrencepræget globaliseret økonomi vil markedsadgang være af stor betydning for vores eksportstyrke. EU vil først og fremmest, at indsatsen for at bevare åbne globale markeder skal foregå inden for rammerne af WTO, det multilaterale handelssystem og Doha-runden, således som man har forpligtet sig til. Progressiv global liberalisering er ikke alene den mest effektive måde at skabe et åbent handelssystem på, det er også den eneste måde, der fungerer for alle, udviklingslande såvel som udviklede lande. Når det er sagt, er en fornyelse af politikken vedrørende markedsadgang med fokus på bestemte problemer eller markeder en væsentlig del af EU’s strategi i bredere forstand. I denne meddelelse fremsættes der forslag om et stærkere partnerskab om øget markedsadgang mellem Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervslivet med udgangspunkt i en omfattende offentlig høring. Den præsenterer en klarere og mere resultatorienteret strategi, der sætter fokus på konkrete problemer, som erhvervslivet i EU står over for på markederne i tredjelande. Den kortlægger svaghederne i det nuværende system og beskriver, i hvilket omfang EU er nødt til at ændre politik og omstille sig til en globaliseret økonomi i konstant forandring. Den fremlægger en idé om en mere udbredt decentralisering af det nuværende system og bedre udnyttelse af lokal viden og initiativ. Dette skal ske gennem opbygning af lokale EU-markedsadgangsteam bestående af repræsentanter for Kommissionens delegationer, medlemsstaternes ambassader og erhvervsorganisationer. Den stiller også spørgsmålet, om vi kan prioritere anvendelsen af vores ressourcer bedre, således at det sikres, at alle klager over markedsadgang behandles på passende måde, og at EU tager sig af de mest presserende problemer. Den redegør for, hvordan vi kan effektivisere det nuværende system og gøre det mere gennemsigtigt for erhvervslivet i EU. En stærk politik til fordel for bedre markedsadgang er et af de vigtigste elementer i den fælles handelspolitik og et af de væsentligste områder, hvor EU kan gøre noget for at sikre sine medlemsstater et reelt økonomisk udbytte. Når det gælder indsatsen mod handelshindringer, bliver vi nødt til at finde ud af, hvordan vi kan udnytte de eksisterende redskaber bedre og – om muligt – udvikle nye. Denne meddelelse indeholder en redegørelse for, hvordan vi styrker denne politik med henblik på fremtiden. 2. Markedsadgang i en globaliseret økonomi i stadig forandring Udviklingen siden 1996 EU’s markedsadgangsstrategi blev sat iværksat i 1996[2] med det formål at styrke multilaterale og bilaterale handelsaftaler og sikre, at tredjelandes markeder var åbne for EU-eksporten. Hensigten med strategien var at oplyse eksportørerne om vilkårene for markedsadgang og indføre en ordning, der skulle bidrage til at overvinde hindringerne for handel med varer, tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret samt for investeringer. Som strategiens vigtigste operationelle redskab oprettedes en database med oplysninger om markedsadgang. Der er tale om en gratis onlinetjeneste for EU-eksportører med oplysninger om vilkårene for markedsadgang i cirka 100 lande og et offentligt register, der løbende opdateres, over omkring 500 kendte hindringer for markedsadgangen. Oplysningerne om hindringer kommer hovedsageligt fra erhvervslivet og indberettes til Kommissionen. Oplysningerne i databasen bliver flittigt brugt og er generelt meget populære blandt brugerne. Eftersom EU i højere grad har prioriteret den multilaterale indsats til bekæmpelse af handelshindringer, har Kommissionens fokus i et vist omfang bevæget sig væk fra indsatsen mod specifikke handelshindringer. Der er et stærkt behov for at rette op på dette forhold, både fordi de ikke-toldmæssige hindringer får stigende betydning og bliver mere komplekse, og fordi de involverede parter kræver det. Forholdet kan bringes i orden gennem forbedrede høringer af erhvervslivet og medlemsstaterne, en mere målrettet strategi i indsatsen mod hindringer og en mere optimal udnyttelse af ressourcerne. Hvis det ikke lykkes at koordinere indsatsen, vil det blive langt vanskeligere at indkredse, analysere og vurdere forhold, der skal prioriteres, og systematisk at fjerne hindringerne. De nye hindringer i den globaliserede økonomi Handelshindringerne i den globaliserede økonomi har ændret karakter. Hvor markedsadgang engang var et spørgsmål om toldskranker er der nu i højere grad tale om ikke-toldmæssige og andre hindringer på vores handelspartneres markeder ”bag ved grænsen” (se nedenfor). Der bør sondres klart mellem unødvendige handelshindringer og velbegrundede og juridisk forsvarlige foranstaltninger, der opfylder legitime politiske mål, såsom sikkerhed og beskyttelse af menneskers, dyrs og planters sundhed og af miljøet. Det er nødvendigt at regulere handelen, men det skal ske med gennemsigtige og ikke-diskriminerende midler, der ikke begrænser handelen mere, end det er nødvendigt af hensyn til andre legitime politiske mål. De nye former for hindringer er mere komplicerede, vanskelige at håndtere og tidskrævende at afdække, analysere og fjerne. Mange markedsadgangsproblemer opstår nu om dage, fordi de gældende regler ikke gennemføres og håndhæves på rette vis. Desuden har udstedelsen af nye regler i WTO ikke kunnet holde trit med omfanget af nye hindringer i den globaliserede økonomi. GATT- og WTO-reglerne har været utroligt effektive, når det gælder om at fjerne toldmæssige handelshindringer, og der er tilmed regler for f.eks. overvågning af restriktioner begrundet i sundhedshensyn. Men der er stadig mange områder, hvor det er nødvendigt at udforme nye eller udbygge de eksisterende WTO-regler for at tackle ikke-toldmæssige hindringer. Hertil kommer, at jo mere vi udveksler oplysninger om god praksis med vore handelspartnere, og jo mere vi tilnærmer deres og vores miljømæssige og sociale standarder, jo bedre for erhvervslivet i EU. Handelshindringer i den moderne globaliserede økonomi 1. Toldskranker . Selv om disse er blevet gradvist nedbrudt gennem adskillige multilaterale handelsrunder, giver høje toldtariffer stadig EU’s eksportører problemer. 2. Besværlige toldprocedurer for import, eksport og transit samt urimelige eller diskriminerende beskatningsregler og –praksis . 3. Tekniske forskrifter, standarder og overensstemmelsesvurderingsprocedurer, som ikke overholder WTO-reglerne om tekniske handelshindringer (TBT-aftalen). 4. Misbrug af sundhedsmæssige og plantesundhedsmæssige foranstaltninger , dvs. foranstaltninger, der ikke er begrundet i hensynet til sundhed og sikkerhed i henhold til de gældende WTO-regler. 5. Begrænsninger i adgangen til råstoffer , navnlig restriktive eksportvilkår, f.eks. eksportafgifter, der øger prisen på varer såsom huder og skind, vigtige mineralholdige varer og metalvarer, samt dobbeltprissystemer. 6. Ringe beskyttelse af intellektuel ejendomsret , herunder geografiske betegnelser, og mangelfuld gennemførelse og håndhævelse. 7. Hindringer for handel med tjenesteydelser og for udenlandske direkte investeringer såsom ubegrundede lofter over andelen af udenlandsk ejerskab, krav om joint ventures og diskriminerende behandling. 8. Restriktive regler og praksis for offentlige indkøb , der gør det vanskeligt for virksomheder i EU at byde på offentlige kontrakter i tredjelande. 9. Misbrug af handelsbeskyttelsesinstrumenter og/eller brug af handelsbeskyttelsesinstrumenter, der er uforenelige med WTO-reglerne . 10. Anvendelse af statsstøtte og andre subsidier på en sådan måde, at det udgør en hindring for markedsadgangen. Opbakning til en ny politik fra de interesserede parter I 2006 bestilte Kommissionen en evaluering[3] og foretog en høring via internettet om EU’s politik vedrørende markedsadgang[4]. Høringen afstedkom mere end 150 reaktioner fra medlemsstater, virksomheder i EU og andre interesserede parter. Evalueringen og høringen førte til følgende hovedkonklusioner: - EU har behov for at forbedre sammensætningen af de politiske instrumenter, der bruges til at sikre og bevare markedsadgang, og kombinere sit engagement i multilaterale og bilaterale handelsforhandlinger med en engageret indsats for at sikre, at de deraf følgende aftaler håndhæves. - Eksportfremme er naturligvis grundlæggende et anliggende for medlemsstaterne, men der er mange virksomheder i EU, der i stigende omfang opererer på europæisk og globalt plan. Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervslivet har behov for at indgå i et tættere samarbejde, såvel i Bruxelles som i tredjelande, for at få så stor vægt som muligt i indsatsen for at nedbryde og forebygge hindringer. - EU skal blive bedre til at prioritere indsatsen mod hindringer for den vej rundt at opnå de bedste økonomiske resultater for EU. - EU har brug for at støtte erhvervslivet på en mere effektiv og gennemsigtig måde. De små og mellemstore virksomheder (SMV’er) bliver mere og mere aktive på eksportmarkederne, og det er ofte dem, der har de største problemer med handelshindringer. SMV’ernes problemer med markedsadgang bør overvejes nøje i forbindelse med den praktiske gennemførelse af strategien. I november 2005 vedtog Kommissionen en meddelelse[5], hvori der er en specifik henvisning til SMV’ernes behov på dette område. Kommissionen kan forbedre sin markedsadgangsdatabase yderligere og gøre den mere brugervenlig. Resultaterne af evalueringen og høringerne gør det klart, at markedsadgang anses for at være et område, der fortjener en stærkere indsats på EU-plan. Erhvervslivet i EU ønsker en mere resultatorienteret strategi, som skal sætte dem i stand til at overvinde deres konkrete problemer med at komme ind på tredjelandemarkederne så hurtigt og effektivt, som konkurrencevilkårene i vore dage kræver det. Medlemsstaterne har alle som en givet udtryk for det synspunkt, at der er behov for en mere effektiv og selvbevidst EU-politik. 3. Forslag til et stærkere partnerskab om øget markedsadgang Der er lige så god grund til at fokusere på markedsadgang i dag som i 1996, hvis ikke mere. Vores opgave består i at styrke og tilpasse de eksisterende rammer for markedsadgangspolitikken og forbedre de instrumenter, der er en del af disse rammer. 3.1. Den rigtige blanding af politiske instrumenter WTO-systemet og det multilaterale samarbejde er fortsat det vigtigste enkeltredskab, vi har til at sikre og garantere markedsadgangen i det globaliserede handelssystem, selv om også andre, såsom Verdenstoldorganisationen, spiller en vigtig rolle. Men vi kan ikke basere indsatsen mod handelshindringer på ét enkelt redskab. Vi bliver nødt til at bruge såvel multilaterale og bilaterale som formelle og uformelle instrumenter. Inden for rammerne af WTO er gennemførelsen af de ambitiøse handelsforhandlinger i Doha-runden EU’s topprioritet. Mulighederne for at bruge optagelsesforhandlinger til at sikre bedre markedsadgang bliver mindre og mindre, eftersom nogle af de vigtigste handelslande som Kina nu har tiltrådt WTO, og andre som Rusland er på vej ind i forhandlingernes sidste fase. Den multilaterale indsats bør følges op af en ny generation af bilaterale frihandelsaftaler, som er mere vidtrækkende end WTO-reglerne. Der skal således indledes forhandlinger med regioner og lande såsom ASEAN, Korea, Indien, Andes-landene og Mellemamerika; de igangværende forhandlinger med Mercosur og Golfstaternes Samarbejdsråd skal videreføres, og endelig skal der indgås sektoraftaler. Vi bør også bestræbe os på at styrke vores position i internationale normative organer såsom Den Internationale Standardiseringsorganisation (ISO). Derigennem vil vi få større indflydelse på det internationale reguleringssamarbejde og vil f.eks. kunne arbejde for at fremme brugen af frivillige internationale standarder udarbejdet af de internationale standardiseringsorganer. Desuden bør de nye frihandelsaftaler indeholde bestemmelser om tilnærmelse af lovgivning. EU bør endvidere arbejde på at fremme udviklingslandenes aktive deltagelse i sådanne dialoger om regulering. Aftaler om regler er imidlertid kun starten på processen. Der skal være stor opmærksomhed på håndhævelse og på sikring af, at tredjelande opfylder deres forpligtelser i henhold til bilaterale og multilaterale aftaler. I dette øjemed bør vi ikke tøve med at bringe WTO’s tvistbilæggelsesforståelse i anvendelse og forfølge vores rettigheder. Vi bør udnytte de multilaterale og bilaterale forhandlinger til at opstille fleksible mæglingsordninger til at undgå og bilægge tvister, så problemerne kan blive løst i samarbejde med partnerlandene. Vi bør også tilskynde andre til i lighed med EU i højere grad at gøre brug af notifikationsprocedurerne i aftalerne om tekniske handelshindringer for at afværge indførelsen af handelsrestriktioner. Desuden bør vi ændre handelshindringsforordningen, så den kommer til at omfatte klager over overtrædelser af bilaterale aftaler, som EU er part i. En yderligere mulighed består i at udvide samarbejdet med tredjelande yderligere til at omfatte drøftelser af spørgsmål om hindringer af fælles interesse. EU bør f.eks. inddrage sådanne drøftelser i de bestående strategiske partnerskaber med de vigtigste vækstøkonomier og udviklede lande. Vi arbejder allerede tæt sammen med USA om spørgsmål vedrørende markedsadgang. Mangelen på effektive konkurrencelove kan også begrænse markedsadgangen. Vi må fortsætte vores bestræbelser på at få indført passende konkurrenceregler i tredjelande. Håndhævelsen af markedsadgangsregler afhænger også af, om der findes en velfungerende forvaltning med de nødvendige tekniske hjælpemidler. Især i udviklingslandene er der ofte mangel på tilstrækkelig administrativ kapacitet, uddannelsesmuligheder og tekniske hjælpemidler. Ved hjælp af handelsrelateret bistand kan disse problemer afhjælpes. Kommissionen og EU som helhed har forpligtet sig til at øge den handelsrelaterede bistand som led i den overordnede ”aid for trade”-strategi[6]. Endelig vil politiske kontakter og handelsdiplomati komme til at spille en stadig større rolle i Kommissionens, medlemsstaternes og erhvervslivets fælles indsats for at nedbryde hindringer og samtidig tjene som supplement til andre, mere mellem- eller langsigtede, politiske instrumenter. 3.2. Et nyt forhold til medlemsstaterne og erhvervslivet Kommissionen spiller en vital rolle som omdrejningspunkt i den fælles handelspolitik. Men det står klart, at Kommissionen for at blive mere effektiv er nødt til at etablere et nyt partnerskab med både medlemsstaterne, som har deres egne kompetencer på dette område, og det europæiske erhvervsliv. Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervslivet har brug for bedre arbejdsmetoder. Dertil kræves mere systematisk kontakt og samarbejde på alle niveauer i EU såvel som i tredjelande. Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervslivet bør finde sammen i et bedre samarbejde for at opstille prioriteringer i indsatsen mod handelshindringer, sammenkoble databaser og udvikle et netværk af markedsadgangsspecialister. Dette gælder navnlig ude omkring på de vigtigste tredjelandemarkeder, hvor lokalkendskabet er størst. Kommissionens delegationer, medlemsstaternes ambassader og de europæiske virksomheder, der er til stede på de fremmede markeder, kender de lokale administrative strukturer og procedurer og er sædvanligvis de bedst placerede til at give en indledende orientering om markedsadgangsproblemer, til at kortlægge situationer, hvor der er behov for at koordinere indsatsen med specialister i Bruxelles inden for f.eks. intellektuel ejendomsret, tekniske handelshindringer og sundhedsmæssig og plantesundhedsmæssig beskyttelse og til at følge sagerne op lokalt. I praksis gøres der allerede en stor indsats i tredjelandene for at samle ressourcer og kontakter i en fælles pulje. Mere systematisk kontakt og koordinering ville dog forbedre indsamlingen af oplysninger, gøre det muligt at spotte og reagere på relevante lovgivningsforslag, inden de bliver vedtaget, og udnytte lokalviden og indflydelse til at lægge diplomatisk pres på myndighederne og på den måde bekæmpe handelshindringer hurtigt og effektivt. Kommissionen foreslår, at der på tredjelandemarkeder oprettes grupper af markedsadgangsspecialister med deltagelse af repræsentanter for Kommissionen, medlemsstaterne, den private sektor (f.eks. handelskamre) og eventuelt andre interessenter i EU. På kort sigt vil der blive opstillet en liste over lande, hvor der i en forsøgsfase skal etableres tættere netværk og oprettes specialistgrupper. Desuden mener Kommissionen, at Det Rådgivende Markedsadgangsudvalg, som består af repræsentanter for medlemsstaterne og har en repræsentant for Kommissionen som formand, i højere grad bør koncentrere sig om de tekniske aspekter ved markedsadgangsproblematikken[7], og i den forbindelse drøfte konkrete sager og udveksle oplysninger om god praksis. Det bør endvidere tage sig af koordineringen af den feedback, der kommer fra de lokale grupper af markedsadgangsspecialister, og arbejde tæt sammen med Udvalget for Handelshindringsforordningen. Artikel 133-Udvalget, det overordnede rådgivende udvalg i handelspolitiske anliggender, bør fortsat være forum for drøftelser af de vigtigste markedsadgangssager. Markedsadgangsproblematikken er dog meget kompleks og har mange facetter, og der vil derfor fortsat være andre specialudvalg, som tager over, når det er relevant. Kommissionen vil ligeledes fortsætte sine regelmæssige drøftelser af disse spørgsmål med Europa-Parlamentet. Det er klart, at erhvervslivet har et stort ønske om at få mere aktiv del i bekæmpelsen af handelshindringer. Kommissionen mener, at det kunne være en god idé at holde regelmæssige trepartsdrøftelser mellem Kommissionen, erhvervslivet i EU og medlemsstaterne, og foreslår at oprette et særligt forum for regelmæssige møder mellem medlemsstaterne, Kommissionens tjenestegrene og erhvervslivet i EU, muligvis i tilknytning til møderne i Det Rådgivende Markedsadgangsudvalg. Som et generelt princip for samarbejdet bør vi udnytte de eksisterende mekanismer bedre og skabe passende rammer for regelmæssige kontakter, snarere end at oprette flere institutioner for det interne samarbejde i EU. 3.3. Prioritering for bedste udnyttelse af ressourcerne Den forventede stigning i det allerede store antal indberettede handelshindringer sammenholdt med, at det bliver en stadig vanskeligere og mere kompleks opgave at fjerne dem, betyder at det er vigtigt, at vi fokuserer på og sætter ind over for de hindringer, der har den højeste prioritet. Vi skal stadig behandle alle modtagne klager, men det skal ske i lyset af objektive prioriteringsindikatorer, som er blevet opstillet efter drøftelser med EU’s medlemsstater og erhvervsliv, herunder også små og mellemstore virksomheder. Indikatorerne kunne inddrage følgende: - det potentielle økonomiske udbytte for erhvervslivet i EU som helhed på kort og mellemlangt sigt - spørgsmålet om, hvorvidt de pågældende hindringer udgør en alvorlig overtrædelse af bilaterale eller multilaterale aftaler - sandsynligheden for, at problemet kan løses inden for en rimelig tidshorisont. På grundlag af prioriteringen kunne der opstilles en prioriteringsorden efter: - lande (både industri- og vækstlande, men ikke de mindst udviklede lande) - sektorer (det har været muligt at indkredse en række sektorer, f.eks. i forbindelse med høringen og som led i industripolitikken[8]) og/eller - problemkategorier – f.eks. krænkelse af intellektuel ejendomsret. Prioriteringen må dog ikke blive en spændetrøje, men skal bruges som rettesnor for en bedre udnyttelse af ressourcerne. 3.4. En indsats, som på én gang er mere effektiv og gennemsigtig … som forebygger indførelsen af nye hindringer … Forebyggelse ved hjælp af et "tidligt varslingssystem", der skal føre tilsyn med lovgivningen i tredjelande, giver os den fordel, at vi kan identificere og standse potentielle hindringer i opløbet og gøre vores partnere opmærksomme på vores bekymringer, inden de endeligt vedtager de pågældende love eller forskrifter. Kommissionen vil tilskynde andre til at indgive anmeldelse i henhold til aftalen om tekniske handelshindringer og styrke markedsadgangsspecialisternes indsamling af oplysninger om kommende lovgivning ude i tredjelandene. … som forenkler de procedurer, der er nødvendige for at få fjernet hindringerne … Afstanden mellem de forventninger, der blev skabt i 1996, og de opnåede resultater, er størst, når det drejer sig om den tid, det tager endeligt at få fjernet handelshindringerne, selv når overtrædelserne af de multilaterale eller bilaterale aftaler er mest åbenlyse. Feedback fra erhvervslivet viser tydeligt, at de har brug for en hurtigere og mere effektiv indsats. Kommissionen har til hensigt at forbedre og forenkle dels sine procedurer for registrering, analyse og behandling af klager over markedsadgang, dels den måde, den giver feedback til virksomhederne på. Mange af oplysningerne om de hindringer, der berører EU-virksomhedernes handel eller investeringer i tredjelande, må komme fra dem selv, hvorefter vi vil sørge for at videresende dem til alle relevante afdelinger i Kommissionen. Alle modtagne klager over markedsadgang skal registreres i markedsadgangsdatabasen. Vi vil oprette links til andre databaser andre steder i EU (også i medlemsstaterne og i virksomhederne, om muligt) for at sikre, at der er adgang til oplysninger om alle registrerede hindringer via markedsadgangsdatabasen. Sagerne bør hver især have deres eget sagsnummer, så de er lette at finde i systemet. Alle aktører skal inddrages i analysen af hindringer, også de lokalt baserede grupper af markedsadgangsspecialister. Og erhvervslivet i EU skal informeres regelmæssigt om det igangværende arbejde. Identifikation og analyse af hindringer er det område, hvor et stærkere partnerskab med erhvervslivet og medlemsstaterne må forventes at have størst effekt, for så vidt angår effektivitet og gennemsigtighed. … og som gør markedsadgangsdatabasen til et bedre redskab I Europa-Kommissionens markedsadgangsdatabase har man hurtig adgang til pålidelige oplysninger om toldtariffer, importformaliteter og dokumentkrav ved import til tredjelande, ligesom man kan finde oplysninger om handelshindringer, der begrænser adgangen til tredjelandemarkeder. Systemet bør forbedres, også selv om brugerne generelt er tilfredse med det i sin nuværende form. Markedsadgangsdatabasen skal forenkles og gøres mere brugervenlig, så det bliver lettere at identificere og indberette problemer. Kommissionen vil sørge for, at svartiderne ved onlinesøgninger bliver kortere, og forpligter sig til jævnligt at opdatere informationerne i databasen. Databasens nuværende sektion for kommentarer vil blive opgraderet i håb om, at Kommissionen vil få flere spørgsmål og problemer forelagt pr. mail. Der vil blive iværksat en pr-kampagne i og sammen med medlemsstaterne for at udbrede kendskabet til de muligheder, markedsadgangspartnerskabet frembyder, og for at tilskynde virksomhederne i EU til at registrere deres klager over hindringer. Det kommende netværk til støtte for erhvervsliv og innovation vil blive brugt til at nå ud til især små og mellemstore virksomheder. For at imødekomme brugernes ønsker og for at opdatere basen, så den svarer bedre til EU-eksportørernes behov og de udfordringer, de stilles over for, vil markedsadgangsdatabasen efterhånden blive udvidet med nogle nye sektioner og dermed få en bedre dækning af områder såsom tjenesteydelser, håndhævelse af intellektuel ejendomsret og investeringer. De lokalt baserede markedsadgangsgrupper bør regelmæssigt udarbejde rapporter om handelshindringer i de lande, hvor de har hjemme. Disse rapporter vil kunne aktualisere og supplere det billede, som markedsadgangsdatabasen giver. Kommissionen vil desuden se på, hvordan man kan forbinde markedsadgangsdatabasen med eksporthelpdesken for eksportører fra udviklingslande. Ved at give udviklingslandenes eksportvirksomheder adgang til disse informationer vil man bidrage til at øge deres kapacitet til at eksportere til andre lande – en værdifuld saltvandsindsprøjtning til syd-syd-handelen. 4. Konklusion Et stærkere partnerskab om øget markedsadgang er et væsentligt element i strategien for det globale Europa og et betydeligt bidrag til Lissabon-dagsordenen for vækst og beskæftigelse. Europæiske virksomheder – fra virksomheder med stor international vægt til nystartede små og mellemstore virksomheder – kæmper for succes på de globale markeder. En stærk politik til fordel for bedre markedsadgang er et af de vigtigste elementer i den fælles handelspolitik og et af de væsentligste områder, hvor EU kan gøre noget for at sikre medlemsstaterne, borgerne og erhvervslivet i EU et reelt økonomisk udbytte. EU's politik fra 1996 trænger til at blive styrket og tilpasset til en globaliseret økonomi under forandring, hvor både de markeder, som vi ønsker at komme ind på, og de hindringer, som forhindrer os i det, hele tiden forandrer sig. Kommissionen foreslår derfor: - at der i højere grad satses på anvendelsen af multilaterale institutioner, såsom WTO, og bilaterale instrumenter, såsom den nye generation af frihandelsaftaler, med henblik på at tilskynde til gradvis liberalisering, åbning af markederne og tilnærmelse af standarder og forskrifter mellem EU og EU's handelspartnere, og det vel at mærke på en sådan måde, at de indgåede forpligtelser kan håndhæves - at der indgås et tættere samarbejde mellem Kommissionen, medlemsstaterne og erhvervslivet i EU, så de økonomiske aktører, der forsøger at få adgang til tredjelandemarkeder, kan få hjælp til at overvinde de konkrete problemer, de støder på i den forbindelse, på en mere direkte måde og inden for en tidsramme, som svarer bedre til behovene i den moderne forretningsverden - at det nuværende system decentraliseres, og at der tilskyndes til lokale initiativer i tredjelande, og at der i dette øjemed oprettes lokalt baserede grupper af markedsadgangsspecialister med deltagelse af repræsentanter fra Kommissionens delegationer, medlemsstaternes ambassader og erhvervslivets organisationer - at der etableres et tættere teknisk samarbejde i Bruxelles mellem embedsmændene i medlemsstaterne og Kommissionen om markedsadgangsanliggender, og at der gøres mere for at høre et bredt udsnit af erhvervslivets organisationer - at der foretages en nøje prioritering af, hvilke hindringer der skal fokuseres på, for at udnytte ressourcerne bedst muligt på bestemte udvalgte markeder (bortset fra de mindst udviklede markeder), i særligt vigtige sektorer og/eller inden for hovedområder som f.eks. intellektuel ejendomsret - at der foretages en gennemgribende bearbejdning af Kommissionens markedsadgangsdatabase - at Kommissionens system til behandling af klager over handelshindringer effektiviseres og får øget gennemsigtighed, og at der i denne forbindelse indføres et nyt moderne system til registrering af klager. Om dette initiativ bliver en succes afhænger af, at det nye partnerskab, vi får etableret, bliver stærkt, at vi afsætter tilstrækkelige ressourcer til det, og at vi udnytter disse vores samlede ressourcer bedst muligt i projektets interesse. Kommissionen forpligter sig til at tage udfordringen op og opfordrer alle involverede parter til at bidrage til få nye partnerskab til at fungere. [1] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Det globale Europa - I konkurrencen på verdensmarkedet - Et bidrag til EU's strategi for vækst og beskæftigelse - KOM(2006) 567 af 4.10.2006. [2] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget: De globale udfordringer, der knytter sig til verdenshandelen: Den Europæiske Unions strategi til sikring af markedsadgang - KOM(96) 53 af 14.2.1996. [3] Rapporten kan downloades her:http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2006/november/tradoc_130518.2.pdf. [4] Rapporten kan downloades her: http://ec.europa.eu/trade/issues/sectoral/mk_access/cs101106_en.htm. [5] Meddelelse fra Kommissionen "Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program - Moderne SMV-politik for vækst og beskæftigelse" - KOM(2005) 551 af 10.11.2005. [6] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet: En EU-strategi for 'Aid for Trade' – Kommissionens bidrag - KOM(2007) 163 af 4.4.2007. [7] Inden for rammerne af det mandat, der fremgår af Rådets afgørelse 98/552/EF af 24. september 1998. [8] Meddelelse fra Kommissionen: "Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program - Politiske rammer til styrkelse af fremstillingsindustrien i EU - mod en mere integreret industripolitisk strategi" - KOM(2005) 474 af 5.10.2005. Den tekniske ajourføring af 4.9.2006 kan downloades her:http://ec.europa.eu/enterprise/enterprise_policy/industry/doc/sec_overview_update06.pdf .