15.1.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 10/8

1.1

Den europæiske maskinindustri er en nøgleindustri af strategisk betydning for den europæiske økonomi. I 2006 havde over 130 000 virksomheder, som eksporterede en tredjedel af deres produktion, en samlet omsætning på flere hundrede milliarder euro. Maskinindustrien og den elektromekaniske industri beskæftiger over 4 mio. arbejdstagere i EU med en høj værditilvækst og et højt vidensniveau.

1.2

Maskinindustrien og den elektromekaniske industri kan i højere grad end andre industrier bidrage til opfyldelse af Lissabon-dagsordenens mål ved at udvikle livslang uddannelse, udveksle erfaringer og god praksis samt fastholde sin konkurrenceevne og gennemslagskraft på verdensmarkederne på det højeste niveau.

1.3

EØSU støtter Kommissionens initiativ, der skal styrke sektorens konkurrenceevne og forbedre den juridiske referenceramme gennem en bedre og mere effektiv lovgivning, der tager hensyn til sektorens konkrete situation, som er kendetegnet ved titusinder af små og mellemstore virksomheder. Bedre lovgivning betyder ikke, at der ikke skal lovgives, men at der skal tilvejebringes en stabil og klar ramme af regler, der let kan gennemføres, og hvis administrative omkostninger er så lave som muligt.

1.4

EØSU udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen har betroet udvalget den vanskelige opgave at samle størst mulig konsensus om at udpege de områder i den gældende EU-lovgivning, der kræver forenkling. Det sker i kølvandet på de aktiviteter, der har tilskyndet de lovgivende organer til at udvikle en bedre og enklere lovgivning.

1.5

EØSU konstaterer, at forskellige lovgivningsinitiativer, som berører denne sektor, er i støbeskeen. Det er nødvendigt at afbalancere de forskellige interesser — økonomiske, sociale og miljømæssige — der er involveret. Gennemførelsen af det indre marked må ikke ske på bekostning af vigtige goder såsom arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, beskyttelse af forbrugerne og miljøbeskyttelse, som bør stå stærkt i fokus i sammenhæng med Lissabon-målene. Der er efter EØSU's mening behov for en strategi, der integrerer og koordinerer de forskellige initiativer.

1.6

EØSU bifalder det forslag, Kommissionen har fremsat i sin meddelelse af 17. februar 2007, om at ændre den nye metode og styrke medlemsstaterne rolle i overvågningen af markedet. Medlemsstaterne afsætter ikke altid tilstrækkelige ressourcer til dette formål. EØSU opfordrer Kommissionen til at ansætte mere personale, der skal tage sig af koordinering, overvågning og i nogle tilfælde også kontrol af forvaltningen af akkrediteringsprocedurerne, af notifikationsorganernes aktiviteter og af kvaliteten af deres certificeringer. EØSU støtter oprettelsen af en »kommunikationsplatform« for operatører og medlemsstater, som bør handle ud fra proportionalitetsprincippet og i overensstemmelse med direktivernes målsætninger og EU's politikker, så der opnås en gradvis tilnærmelse mellem de forskellige systemer og modeller for markedsovervågning.

1.7

I forbindelse med standardiseringsarbejdet ønsker EØSU, at alle de berørte parter sættes i stand til at deltage i fastlæggelsen af standarder fra starten, og at deltagelsen i de tekniske udvalg, især på lokalt niveau, og i konsekvensanalysen forstærkes. Der bør ikke gøres overdrevent brug af elektroniske høringer. Det er et nyttigt redskab, men bør ikke være det eneste, der anvendes til høring af de berørte parter på dette område.

1.8

EØSU mener, at »harmoniserede« standarder bør stilles gratis til rådighed, eller at prisen kun bør være symbolsk, især for små og mellemstore virksomheder. Udvalget konstaterer, at der sker en forskelsbehandling mellem virksomheder fra de lande, på hvis sprog standarderne er udgivet (engelsk, fransk og eventuelt tysk), og de andre, som ofte har store udgifter til oversættelse.

1.9

EØSU understreger, at alle uberettigede administrative omkostninger skal fjernes. Det vil lette byrden på produktionssystemet væsentligt.

1.10

EØSU opfordrer Kommissionen til seriøst at overveje behovet for at øge standardiseringens stabilitet ved at integrere forslag fra operatørerne og de vigtigste interessenter. Med hensyn til den lovramme og det retsgrundlag, der skal refereres til, anbefaler EØSU, at Kommissionen, inden den begynder at lovgive, overvejer, om de samme mål ikke kunne nås på andre måder, f.eks. gennem selvregulering eller samregulering, når blot der kan sikres fuld gennemsigtighed og inddragelse af alle de berørte parter. Desuden opfordres Kommissionen til altid at se på standardens hovedformål og indhold ved fastlæggelsen af, hvilke artikler i traktaten det er relevant at anvende som retsgrundlag.

1.11

EØSU opfordrer til, at alle tekniske barrierer for gennemførelsen af det indre marked fjernes. Uberettigede nationale og lokale lovbestemmelser skaber en reel og uoverstigelig hindring for varernes frie bevægelighed.

1.12

EØSU anbefaler, at der forud for fremtidig lovgivning altid foretages en omhyggelig konsekvensanalyse, der tager hensyn til graden af proportionalitet, og at der efterfølgende føres streng kontrol med dens gennemførelse for at rette op på skader, der ellers kunne blive fatale for virksomhedernes fremtid i maskinsektoren.

1.13

Sektordialogen mellem arbejdsmarkedets parter spiller en fundamental rolle for kortlægningen af alle de fælles initiativer, som skal støtte udvikling af beskæftigelse og konkurrenceevne i maskinsektoren, samtidig med at de ufravigelige principper om sikkerhed for arbejdstagerne, borgerne og miljøet overholdes. Virksomhedernes praktisering af socialt ansvar kan lette den permanente dialog mellem virksomhederne og de berørte parter ved at forebygge ukorrekt anvendelse, øge viden og livslang uddannelse samt skabe positiv kontakt til den pågældende region og til de endelige forbrugere.

2.1

Kommissionen har på initiativ af næstformændene Margot Wallström og Günter Verheugen anmodet Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om at udarbejde en sonderende udtalelse, der analyserer den overordnede sammenhæng i de lovgivningsmæssige rammer for den industrielle maskinsektor med henblik på at indkredse de områder, hvor en forenkling er mulig. Udover den specifikke sektorlovgivning skal analysen omfatte al lovgivning, der berører maskinområdet.

2.2

Kommissionen ønsker at inddrage de berørte parter i forenklingsprocessen, især når det drejer sig om at finde frem til de regler, der volder særlige problemer. Den erkender, at EØSU på baggrund af sin store erfaring og pluralistiske sammensætning er det ideelle organ til at fremlægge og sammenfatte de økonomiske aktørers, arbejdstagernes og civilsamfundets synspunkter i EU.

2.3

I betragtning af den erfaring, EØSU har fået gennem sine mange udtalelser om bedre lovgivning og forenkling (1), og med henvisning til artikel 8 i protokollen om samarbejde mellem Kommissionen og EØSU overdrager Kommissionen denne vigtige opgave til EØSU. Hvis EØSU's arbejde viser sig konstruktivt og nyttigt, vil Kommissionen måske også anmode om udtalelser på mange andre områder af betydning for såvel Kommissionens som EØSU's egen dagsorden for bedre lovgivning.

2.4

Kommissionen har senere uddybet sit synspunkt og forklaret, at bedre lovgivning ikke er ensbetydende med mindre lovgivning, og at man som mindstemål skal fastholde det samme beskyttelsesniveau for arbejdstagere, forbrugere og miljøet for at sikre en lovramme, der gør det muligt at forbedre konkurrenceevnen.

3.1

EØSU erklærer sig indledningsvist meget interesseret i at påtage sig arbejdet med at skabe en syntese af de forskellige involverede interesser med henblik på at fremsætte et forslag om forbedring og forenkling af de gældende regler og love. Den største fordel ved EØSU's arbejdsmetode ligger i evnen til at påvirke beslutningsprocesserne ved at søge størst mulig konsensus mellem civilsamfundets repræsentanter for forskellige interesser. EØSU's klare loyalitet over for EU's principper og værdier samt dets afbalancerede, kvalitetsprægede og innovative udtalelser gør det til en vigtig og stærk samtalepartner for EU's institutioner. Den stimulation, for ikke at sige udfordring, som Kommissionens anmodning udgør for alle EØSU's medlemmer, giver dem lejlighed til at styrke den rolle som mødested og debatforum, som traktaterne har givet det organiserede civilsamfund.

3.2

EØSU's mulighed for på forhånd at pege på de punkter, hvor der kan sættes ind for at forbedre lovgivningen, åbner for en ny form for samarbejde mellem EU-institutionerne. Alle de berørte parter har selvfølgelig allerede meddelt Kommissionen deres egne krav og ønsker. Fremstillingsvirksomheder, brugere, arbejdstagere, forbrugere, standardiseringsorganer og offentlige myndigheder har allerede anført, hvordan de kunne tænke sig at »forbedre« den gældende lovgivning. De hidtil anvendte høringsmetoder har imidlertid ikke kunnet tegne et nøjagtigt billede af de forskellige ønsker. Det har medført, at alle parter på et eller andet tidspunkt har følt, at der ikke er blevet lyttet nok til dem.

3.3

EØSU kan skabe denne syntese af synspunkter, dels på grundlag af sine mangeartede og relevante interne erfaringer, dels gennem det vidt forgrenede kontaktnet, som medlemmerne normalt kan trække på for at opnå vigtige, saglige bidrag. EØSU har allerede delvist udtalt sig om dette emne i sin initiativudtalelse »Industrielle ændringer inden for maskinindustrien (2)«.

3.4

EØSU konstaterer, at der allerede er iværksat eller bebudet forskellige initiativer angående EU-lovgivningen om industriel produktion, herunder især maskinsektoren. Initiativerne rejser komplekse problemer af forskellig art. Det vil være nyttigt at undersøge disse problemer, så der kan tages hensyn til de forskellige interesser, som er beskyttet af EU-lovgivningen: varernes frie bevægelighed, arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, forbrugerne, miljøet, Lissabon-strategiens målsætninger, både de økonomiske og de sociale. Reglerne er afledt af forskellige retsinstrumenter, og der er aldrig foretaget en undersøgelse af, hvordan det hele hænger sammen. EØSU mener, at tiden nu er inde til en systematisk behandling af hele dette emneområde under ét.

3.5

EU-lovgivningen inden for produktion og markedsføring af industrimaterialer er blevet udformet gradvist. Det har generelt ført til en lovharmonisering, der i betydelig grad har forenklet det regelunivers, som virksomhederne opererer i. Det bør dog understreges, at processen endnu ikke er afsluttet.

3.6

Den EU-lovgivning, der er vedtaget siden midten af 1980'erne, består af to store lovkomplekser: det ene om markedet og det andet om arbejdspladsen. En effektiv gennemførelse af lovgivningen involverer mange forskellige parter: standardiserings- og notifikationsorganer, designere og fabrikanter, importører og distributører, montører og installatører, offentlige kontrol- og sanktionsmyndigheder (herunder toldvæsenet og domstolene), iværksættere, arbejdstagere og repræsentanter for arbejdstagerne osv. Forbrugerorganisationerne har givet udtryk for deres særlige interesse i en konkret og aktiv medinddragelse, der hidtil har været utilstrækkelig efter deres mening. Det er afgørende, at alle disse parter arbejder sammen, og at der er samarbejde mellem de offentlige myndigheder på nationalt niveau og EU-niveau.

3.7

Gennemførelsen af lovgivningen volder tilsyneladende ikke de store problemer, men denne generelt positive vurdering bør ikke skygge for en række konkrete vanskeligheder.

4.1

Hvert år er arbejdsulykker i EU skyld i 6 000-8 000 dødsfald (40 % af de omkomne er under 35 år) og hundredtusindvis af handicappede. En del af ulykkerne er forårsaget af arbejdsinstrumenter. I nogle tilfælde bærer ineffektivt personligt beskyttelsesudstyr eller utilstrækkelig uddannelse også en del af skylden. Omkring en fjerdedel af arbejdstagerne i EU erklærer, at de af sikkerheds- og sundhedsgrunde er nødt til at bruge personligt beskyttelsesudstyr. De vigtigste fysiske agenser, der udgør en risikofaktor på arbejdspladsen, er som regel knyttet til arbejdsinstrumenter: støj, vibrationer, ioniserende og ikke-ioniserende stråling. De ergonomiske faktorer spiller en væsentlig rolle for sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen. I nogle tilfælde kan arbejdsredskaber være stærkt medvirkende til, at arbejdstageren udsættes for kemiske stoffer. Et effektivt personligt sikkerhedsudstyr kan nogle gange være altafgørende.

4.2

Man bør være særlig opmærksom på produkter, der er beregnet på den brede offentlighed, som ikke er advaret om, hvilke risici der er forbundet med de maskiner, de køber eller lejer. Forbrugerne kommer desværre ud for mange ulykker på grund af forkert anvendelse af maskiner, og det tages der ikke højde for i statistikkerne.

5.1

Det skal bemærkes, at samarbejdet mellem aktørerne på det indre marked støder på reelle problemer og også en stærk modvilje mod total gennemsigtighed. Den findes hos de private aktører, som ønsker at beskytte sig mod konkurrence eller eventuelle sanktioner, og i den offentlige sektor, hvor administrationens inerti ofte er meget udtalt. Der er et klart behov for at øge samarbejdet mellem fremstillings- og brugervirksomheder og gøre det mere gennemskueligt, hvordan de væsentlige krav i direktiverne efter »den nye metode« fortolkes af standardiseringsorganer, tilsynsmyndigheder, notifikationsorganer og konsulenter, der giver virksomhedslederne teknisk bistand.

5.2

Dette problem stod i centrum for Kommissionen, da den lancerede sit initiativ til revision af den »nye metode« den 14. februar 2007 under overskriften Ny pakke for varernes frie bevægelighed i det indre marked. Den består af Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om akkrediterings- og markedstilsynskrav i forbindelse med markedsføring af produkter (KOM(2007) 37 endelig) (3) samt af Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om fælles rammer for markedsføring af produkter (KOM(2007) 53 endelig) (4). Hensigten med pakken er at styrke strukturerne for overvågning af markedet for at udelukke varer, der ikke er sikre, og fjerne dem fra hele EU's indre marked, samt at gribe ind mod virksomheder, der begår svig. Verifikations-, certificerings- og tilsynsorganer, der er involveret i produktprøvninger, vil blive underlagt strengere kontrol i form af akkreditering for at sikre et fælles reguleringsniveau for virksomheder og kontrolorganer. (Der er i øjeblikket omkring 1 800 notifikationsorganer i EU, dvs. laboratorier samt tilsyns- og certificeringscentre. Det er private organer, som akkrediteres af de offentlige myndigheder for at kunne udøve deres funktion). Det skal bemærkes, at der blandt disse »uafhængige« organer findes foretagender, der er direkte nedsat af producentsammenslutninger. Her kan interessekonflikten blive virkelig problematisk! I en af EU's medlemsstater er der eksempelvis alene i elevatorbranchen akkrediteret over 80 notifikationsorganer.

5.2.1

22 år efter Rådets resolution af 7. maj 1985, som fastlagde principperne for den nye metode, foreslår Kommissionen en ajourføring og styrkelse af overvågningen af markederne for at gøre EU-mærket endnu mere troværdigt. EØSU mener, at den nye metode for teknisk harmonisering, som har berørt 25 direktiver, heraf 21 med specifikationer for tildeling af EU-mærket og 4 uden, har givet gode resultater og fremmet udviklingen af det indre marked, men fastholder samtidig, at det er hensigtsmæssigt at foretage den revision, der foreslås. Medlemsstaternes beføjelser og ansvar bør øges — og ligeså Kommissionens. Denne bør øge sit personale for at blive i stand til at kontrollere foranstaltningerne til overvågning af markederne, procedurerne for akkreditering af notifikationsorganerne og i nogle tilfælde også disse organers aktiviteter. I forbindelse med Kommissionens undersøgelse har et stort flertal af brancheorganisationerne givet udtryk for, at de støtter en sådan styrkelse af de nationale og dermed også de europæiske myndigheder.

5.3

EØSU hilser Kommissionens initiativ velkomment. Det begrænser de skønsbaserede og inkonsekvente evalueringer, som hindrer udviklingen af det indre marked og desuden skaber konkurrencemæssige ulemper for de aktører, der overholder lovgivningen. Konkurrenceforvridning på grund af lemfældig overvågning er et stort problem, som understreger en af begrænsningerne i gennemførelsen af den nye metode. Det er desuden af afgørende betydning at sikre enkelthed og klarhed i lovgivningen, især for de små og mellemstore virksomheder, og at styrke samarbejdet mellem de myndigheder, der overvåger markederne, såvel inden for EU og EØS som på internationalt niveau. EØSU støtter oprettelsen af en »kommunikationsplatform« for aktørerne og medlemsstaterne, som bør handle ud fra proportionalitetsprincippet og i overensstemmelse med direktivernes målsætninger og EU's politikker, så der opnås en gradvis tilnærmelse mellem de forskellige systemer og modeller for markedsovervågning. Inddragelse af toldmyndighederne i denne aktivitet er meget vigtigt.

5.4

På EU-niveau ville det være hensigtsmæssigt at øge samarbejdet mellem alle de berørte generaldirektorater (f.eks. erhvervspolitik, miljø, beskæftigelse og arbejdsmarkedsforhold, sundhed og forbrugerbeskyttelse), f.eks. om at udarbejde vejledninger til de eksisterende direktiver. Vejledningerne skulle selvfølgelig ikke træde i stedet for lovgivningen, men kunne være et nyttigt supplement, der kunne spare mange penge til overflødig konsulentbistand.

5.5

For sæsonbetonede produkter som havemaskiner bør der forudses forenklede og hurtige procedurer, så markedsmulighederne kan udnyttes. EØSU foreslår, at der til dette formål oprettes et »mæglingsinstitut«, hvor man kan henvende sig for at få opfyldt særlige, velbegrundede krav. Det skal dog garanteres, at al lovgivning, især på sikkerhedsområdet, gennemføres til punkt og prikke.

6.1

En anden af Kommissionens prioriteter er at reducere unødige administrative forpligtelser, som har en stærk indvirkning på konkurrenceevnen. EØSU følger med interesse Kommissionens bestræbelser på dette område, som fandt konkret udtryk i dets handlingsprogram af 24. januar 2007. Dets mål er at reducere de administrative forpligtelser med en fjerdedel inden 2012.

6.2

Kommissionen kunne rent praktisk hjælpe med at løse visse problemer i forbindelse med gennemførelsen af direktiverne, f.eks. ved at fungere som et centralt opsamlingssted for alle de meddelelser, som løbende skal sendes ud til de enkelte medlemsstater. Bare at finde frem til den rigtige adresse kan være meget vanskeligt. Det gælder for direktiv 2000/14/EF om støjemission, ifølge hvilket der skal sendes en overensstemmelseserklæring til en medlemsstat og til Kommissionen, og for direktiv 97/68/EF om emission fra forbrændingsmotorer i maskiner, ifølge hvilket virksomheder, såfremt »fleksibilitetsmodellen« vælges, skal give de relevante myndigheder i alle medlemsstaterne meddelelse om godkendelsen samt aflægge rapport til dem hvert halve år.

6.3

Virksomhederne støder på mange praktiske problemer, når de skal føre direktiverne om beskyttelse af arbejdstagerne mod fysiske agenser ud i praksis. Særlig problematisk, især for små og mellemstore virksomheder, er direktivet om vibrationer, 2002/44/EF, eller direktivet om eksponering for risici på grund af ikke-ioniserende optisk stråling, 2006/25/EF. Problemer af denne art kan også opstå ved gennemførelsen af det kommende direktiv om kunstig optisk stråling. Det er nødvendigt at udstede retningslinjer for den praktiske gennemførelse af disse direktiver, hvis målet med dem skal nås. I de tilfælde, hvor det er umuligt at gennemføre dem i praksis, må man selvfølgelig hurtigst muligt overveje, hvilke ændringer der skal til for at virksomhederne kan opfylde deres lovmæssige forpligtelser.

6.4

I behandlingen af spørgsmålet om administrative forpligtelser inden for industriel produktion, især maskinsektoren, bør der tages hensyn til de forskellige behov. Det er af afgørende betydning — både for brugernes fysiske sikkerhed og for den juridiske sikkerhed af de kontraktlige forbindelser, der er etableret på markedet — at de forskellige parters arbejde kan spores. Der skal derfor findes afbalancerede løsninger, som fastholder kravet om gennemsigtighed og sporbarhed uden at øge de administrative omkostninger unødigt.

7.1

Tekniske standarder spiller en vigtig rolle for EU-lovgivningens funktion og giver dens basale sikkerhedskrav et konkret indhold. Overholdelse af standarderne skaber formodning om overensstemmelse med direktiverne. Certificering, der om nødvendigt foretages af akkrediterede notifikationsorganer, er kun mulig inden for en lovgivningsramme, der består af regler.

7.2

De europæiske standardiseringsorganer har som helhed gjort et meget nyttigt arbejde på grundlag af mandater fra Kommissionen. Udarbejdelsen af standarder burde kræve større inddragelse af de interesserede parter, da det ville gøre den efterfølgende sammenligning lettere. Men det er et faktum, at arbejdet stadig er i hænderne på et begrænset antal aktører. De fleste brugerindustrier har hverken midler eller ressourcer til at følge denne aktivitet regelmæssigt. Inddragelsen af arbejdstagere og forbrugere er endnu mere marginal. Denne situation gør det vanskeligt at tage hensyn til de vigtige erfaringer, der er gjort. Det er ikke alle standarder, der kan tilfredsstille alle behov, som er konstateret i den konkrete virkelighed. EØSU slår til lyd for større inddragelse af de berørte parter i de tekniske udvalg, især på lokalt plan, i denne sektor, hvor kun få personer har beslutningsbeføjelser. EØSU noterer sig med bekymring, at de stigende standardiseringsomkostninger kan blive en bremseklods for konkurrenceevnen og for sikkerheden i de tilfælde, hvor virksomheder vælger at løbe risikoen ved at bruge maskiner ukorrekt til formål, der ikke svarer til standarderne. Visse mindre virksomheder i Østeuropa har en tendens til at tage chancer eller ty til forskellige kneb.

7.3

EØSU bifalder de initiativer, der blev lanceret den 15. marts 2007 i handlingsplanen for europæisk standardisering, hvor hver enkelt medlemsstat opfordres til at gøre rede for, hvor langt de er kommet med gennemførelsen af foranstaltninger til at fremme alle de berørte parters deltagelse i det europæiske og internationale standardiseringsarbejde. Kommission bør på sin side samle forslagene og integrere dem i det europæiske standardiseringsarbejde. SMV'ernes inddragelse i standardiseringsprocedurerne, både på europæisk og på nationalt plan, er meget vigtig. Deres bidrag til det fremtidige standardiseringsarbejde skal være effektivt og konkret.

7.4

I nogle tilfælde kan det være vanskeligt for arbejdsgiverne at opfylde forpligtelserne i lovgivningen om sundhed og sikkerhed. Risikovurdering i forbindelse med anvendelse af en maskine kræver komplementaritet mellem producenten og brugervirksomheden. Der kan opstå problemer, hvis standarderne ikke sikrer, at der leveres tilstrækkelig information om restrisici, som virksomheden skal tage højde for. Hvis arbejdsgiverne ikke er korrekt informeret om restrisici i forbindelse med den indkøbte maskine, vil de have svært ved at opfylde de risikovurderingsforpligtelser, som er fastlagt i rammedirektiv 89/391/EØF og i dets 19 supplerende særdirektiver om aktiv og passiv beskyttelse af arbejdstagerne.

7.5

Formidlingen af standarderne kan være problematisk for små og mellemstore virksomheder, da det er dyrt at erhverve dem. Hvis standardiseringen munder ud i certificeringsprocedurer, er de administrative omkostninger generelt meget højere end de omkostninger, der er en direkte følge af lovgivningen.

7.6

Den risikoanalyse, som specialisterne i CEN udvikler, er yderst vigtig for arbejdsgiverne, som skal kombinere den med en særlig analyse af det konkrete arbejdsmiljø, hvor maskinen skal bruges. Udgifterne til de harmoniserede standarder er store, især for SMV'er. EØSU anbefaler, at man overvejer forslaget om, at »harmoniserede« standarder, der stammer fra det mandat, EU har givet til CEN, stilles til rådighed gratis eller for en symbolsk pris, så virksomhederne kan overholde deres juridiske forpligtelser. Gratis spredning via internettet er desuden allerede prøvet med succes af telekommunikationssektoren, der har sat visse standarder fra det europæiske institut for telestandarder (ETSI) direkte ud på nettet.

8.1

EØSU understreger, at det ikke altid er nødvendigt at ændre velgennemprøvede direktiver. Der er ingen tvivl om, at arbejdet med en gennemgribende forbedring af grunddirektiv 98/37/EF, det berømte »maskindirektiv«, har været særdeles komplekst, og at man til sidst nåede frem til den bedst mulige balance mellem de forskellige interesser. Man det vil måske i andre tilfælde være bedre at undgå for mange »forbedringer« som f.eks. ved at ændre direktiv 73/23/EF om elektrisk materiel bestemt til anvendelse inden for visse spændingsgrænser (lav elektrisk spænding) eller ved at sammenskrive direktiv 87/404/EF om simple trykbeholdere og direktiv 97/23/EF om trykbærende udstyr som foreslået af Kommissionen, hvilket sammenslutningen af maskinproducenter i brev af 5. november 2004 betegnede som uhensigtsmæssigt.

8.2

Markedet har vist behov for en stabil og klar lovgivningsramme, så det roligt kan planlægge investeringer og rette sig efter klare regler, der ikke bliver ændret for ofte. Der er på den anden side en konkret risiko for, at »forenkling« kan medføre større administrative omkostninger og en stigning i udgifterne til mere komplekse procedurer for overensstemmelsesvurdering.

8.3

Hvad angår muligheden for at anvende EF-traktatens artikel 95, forstår EØSU fremstillingsvirksomhedernes behov, men understreger, at lovgivningsreferencerammen for vedtagelse af direktiver skal stemme overens med traktaternes grundprincipper, især princippet om et retsgrundlag for de forskellige direktiver. Det er indlysende, at fokus på retsaktens mål og indhold bør være de saglige referencekriterier for gennemførelsen af de forskellige standarder. Dette har EF-domstolen også udtalt sig om i forskellige domme, også for nylig. Den udelukker muligheden af et blandet retsgrundlag, hvor lovreferencerne er kontradiktoriske, eller hvor de ophobes på en sådan måde, at det begrænser Parlamentets rettigheder. I forbindelse med produktudformning, hvor hovedmålet er et andet, er det ikke altid muligt at opfylde virksomhedernes ønske om at henvise til EF-traktatens artikel 95, stk. 3, som jo begrænser medlemsstaternes beføjelser og styrker EU-reglerne, jf. f.eks. EF-traktatens artikel 137 og 175 (5). Virksomhederne peger på ekstraomkostningerne (som slutbrugeren kommer til at betale) ved at foretage de nødvendige ændringer af udformning og fremstilling af maskiner på grundlag af anmodninger fra de enkelte medlemsstater. Der bør udtænkes supplerende lovgivningsmodeller, som ikke overlapper hinanden, men begrænser medlemsstaterne muligheder for at vedtage forskellige separate foranstaltninger til et minimum. Disse foranstaltninger skal følge princippet om rimelighed og proportionalitet.

8.4

Det nyligt vedtagne Reach-direktiv er en milepæl for beskyttelsen af forbrugere og arbejdstagere. EØSU har støttet de vedtagne tekniske løsninger og fleksibilitetsperspektivet i forbindelse med forenklingen, men påpeger med en vis bekymring, at små og mellemstore virksomheder kan få problemer, især hvis importkontrollen ikke er så streng, som gennemførelsen af dette fundamentale direktiv kræver det. EØSU opfordrer Kommissionen til nøje at kontrollere, hvordan medlemsstaterne overvåger markedet, da de netop inden for maskinsektoren tidligere har haft visse problemer med at varetage denne opgave effektivt, bl.a. på grund af de alt for knappe ressourcer, der er blevet tildelt de udpegede overvågningsorganer. Man kunne i denne forbindelse på grundlag af princippet om dominerende produktion i de enkelte medlemsstater dele opgaverne mellem overvågningsmyndighederne, f.eks. pr. produktionsområde (ventiler, udstyr til at løfte og håndtere varer, pumper og kompressorer, maskiner til fremstillingsindustrierne osv.).

8.5

Selvom maskinindustrien bidrager afgørende til hele den europæiske økonomi, investerer medlemsstaterne tilsyneladende meget lidt i de institutionelle aktiviteter, som de har ansvaret for. Kommissionen kunne kræve oplysninger herom og sammenligne dem med de resultater, der konkret er opnået. Ofte er det overladt til den enkeltes evne eller vilje at fastlægge kontrollernes kvalitet og antal, men meget afhænger af de disponible ressourcer.

9.1

I medlemsstaternes lovgivning er der stadig en række tekniske hindringer, som skaber store problemer for virksomhederne. Det gælder f.eks. for mobile maskiner, der ikke er beregnet til vejtransport, når de skal benytte offentlige veje. Da EU's medlemsstater har forskellige regler på dette område, nogle strengere end andre, er virksomhederne nødt til at anskaffe sig flere forskellige maskiner. Der hersker også en vis terminologisk forvirring, f. eks. med hensyn til anvendelsen af »firmaer« og »virksomheder«. Kravet om revision i nogle medlemsstater medfører ekstraomkostninger, som ofte forøges for hvert land, der kræver, at et særligt organ foretager en inspektion såvel i udviklings- og afprøvningsfasen som i transportfasen. EØSU opfordrer til en hurtig harmonisering af lovgivningerne, især på sikkerhedsområdet. Hvad angår traktorer bør der udover de eksisterende bestemmelser om bakspejle og fartbegrænsninger fastlægges tekniske specifikationer for forlys og baglys samt bremselængde. Der kører stadig 40 år gamle traktorer rundt på de europæiske veje. En gradvis modernisering af vognparken ville skabe meget større aktiv og passiv sikkerhed.

9.2

Med henblik på at regulere anvendelsen af arbejdsmaskiner på offentlige veje anbefaler EØSU især,

10.1

EØSU opfordrer til tættere samarbejde mellem lovgiverne og de berørte parter om fremtidige reguleringspolitikker gennem en effektiv dialog, der ikke kun bør foregå elektronisk, da de berørte parter har behov for at tale sammen indbyrdes. EØSU mener, at løbende og hyppige høringer om specifikke emner kan forebygge problemer og dermed sikre en bedre lovgivningskvalitet og mere effektive standarder.

10.2

Det er afgørende, mener EØSU, at udvikle en fælles metode for EU's institutioner — Parlamentet, Rådet og Kommissionen — til at analysere konsekvensen af de forskellige løsninger, samt et egnet kvalitetskontrolsystem.

10.3

Kommissionen bør altid overveje, om det er nødvendigt at lovgive for at nå de ønskede mål, eller om det er tilstrækkeligt med selvregulering eller samregulering. EØSU mener, at man blandt flere løsningsmuligheder bør vælge den, som kan sikre opnåelse af de samme mål med færrest omkostninger og den mindste administrative byrde, og som kan garantere størst gennemsigtighed og størst mulig inddragelse af de berørte parter.

10.4

Sektordialogen mellem arbejdsmarkedets parter spiller en fundamental rolle. Den fælles interesse kan udmøntes i initiativer til udvikling af særlige kurser i sikkerhed på arbejdspladsen, men også i løbende efteruddannelse, som ikke blot øger kvalifikationerne, men også bevidstheden om de forskellige problemer af ledelsesmæssig og organisatorisk art, der hænger sammen med en bedre og sikrere anvendelse af maskinerne. Gennem en dialog, der også omfatter repræsentanter for civilsamfundet og de lokale myndigheder, kan spørgsmålet om virksomhedernes sociale ansvar få en positiv indvirkning på udviklingen af en sikker og produktiv virksomhedskultur, især i de små og mellemstore virksomheder, hvor risikostyringen naturligvis er vanskeligere.

10.5

EØSU finder det nyttigt at starte en debat, der giver alle de berørte parter lejlighed til at gøre status over EU-lovgivningen resultater og begrænsninger. En sådan status vil gøre det muligt at afstikke en fælles vej, så de forskellige igangværende initiativer ikke fører til delløsninger eller modstridende løsninger. Kommissionens beslutning om at gå det nye maskindirektiv igennem med de berørte parter går i den rigtige retning. Der bør iværksættes flere initiativer af denne slags. EØSU ønsker især at fremhæve forbindelserne mellem de forskellige initiativer, f.eks. initiativerne i handlingsprogrammet for reduktion af unødige administrative forpligtelser og den nye metode (den 14. februar 2007 vedtog Kommissionen på grundlag af en offentlig høring om det indre markeds fremtid sit forslag til Rådets og Europa-Parlamentets forordning og afgørelse om en ramme for revisionen af den nye metode). EØSU er overbevist om, at en god sammenkædning og en god koordinering af disse initiativer kan føre til en reel forbedring af den gældende lovgivning og en ensartet gennemførelse af den i EU's 27 medlemsstater.