27.10.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 256/3

1.1

EØSU vil fortsat overvåge den samordnede gennemførelse af direktivet fra 2004, det foreliggende ændrede direktivforslag samt de relevante supplerende rammeafgørelser for derved på lang sigt at kunne vurdere effektiviteten af bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og dennes internationale udbredelse, herunder til tredjelande.

1.2

Udvalget støtter den anlagte tilgang i de foreslåede bestemmelser, men opfordrer samtidig Kommissionen til at overveje de bemærkninger, der fremføres i nærværende udtalelse, idet EØSU foreslår, at man hovedsageligt koncentrerer de retshåndhævende foranstaltninger samt det strafferetlige og toldmæssige samarbejde om de virksomheder, som står bag omfattende varemærkeforfalskninger, og om kriminelle organisationers varemærkeforfalskninger eller tilfælde, hvor en overtrædelse indebærer en sundheds- eller sikkerhedsrisiko.

1.3

EØSU så især gerne, at direktivet omfatter samtlige industrielle ejendomsrettigheder, og dermed ikke udelukker opfindelsespatenter, der er af største betydning for den europæiske industri.

1.4

EØSU gør opmærksom på, at visse juridiske begreber er uklare. Det gælder f.eks. udtrykket »handelsrelateret« i forbindelse med strafbare handlinger i direktivforslaget. Dette strider mod strafferettens grundlæggende principper om, at forbrydelser skal kunne afgrænses klart og objektivt. EØSU er også imod den måde, sanktioner fastsættes i artikel 2 i direktivforslaget, idet udvalget finder, at der kun bør fastsættes en generel sanktionsramme (kun fængselsstraf eller bøde), hvorimod konkretiseringen af straffene fortsat udelukkende skal overlades til de nationale lovgivninger.

2.1

Kommissionen udtrykker i MEMO/05/437 af 23. november 2005, hvori den giver et sammendrag af sin meddelelse fra samme dag, glæde over EF-Domstolens afgørelse, der anerkender Fællesskabets beføjelser til at vedtage afskrækkende og proportionelle strafferetlige foranstaltninger med henblik på at sikre anvendelse af EU-traktatens bestemmelser om fællesskabspolitikkerne.

2.2

I meddelelsen kommer Kommissionen med sin fortolkning af afgørelsen af 13. september 2005, i medfør af hvilken EF-Domstolen annullerede en rammeafgørelse vedrørende strafferetslig beskyttelse af miljøet. Efter Kommissionens opfattelse fastslog EF-Domstolen, at Fællesskabet havde beføjelse til at træffe de strafferetlige foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre en effektiv fællesskabslovgivning. Afgørelsen gælder ifølge Kommissionen ikke alene for miljøområdet, men sigter på samtlige fællesskabspolitikker og de af traktaten anerkendte grundlæggende rettigheder. Indarbejdelsen af strafferetlige sanktioner i fællesskabslovgivningen skal være behørigt begrundet og overholde den overordnede sammenhæng i opbygningen af EU's straffelovgivning.

2.3

Denne brede fortolkning af en afgørelse vedrørende miljøet har ikke fået fuld opbakning fra medlemsstaterne og den retlige doktrin. Mange mener, at tiltale og det tilsvarende strafferetlige sanktionsniveau hovedsagelig henhører under nærhedsprincippet, og at en eventuel harmonisering heraf på EU-niveau falder under det mellemstatslige retlige samarbejde som fastsat i EU-traktaten.

2.4

Det skal bemærkes, at denne fortolkning i stor udstrækning deles af Europa-Parlamentet, idet de områder, der hører under Fællesskabets strafferetlige kompetence, ikke længere udelukkende kræver medlemsstaternes enstemmighed i Rådet, men derimod kvalificeret flertal i forbindelse med den fælles beslutningsprocedure, som inddrager Europa-Parlamentet, hvis kompetence som medlovgiver således udvides (1).

2.5

Der er imidlertid tale om en betydelig udvidelse af Fællesskabets kompetencer, hvilket er resultatet af en prætoriansk afgørelse, og mulige fortolkningsforskelle institutionerne imellem kan bl.a. forsinke vedtagelsen af lovgivning med strafferetlige bestemmelser eller efterfølgende indsnævre disses rækkevidde, f.eks. som følge af sagsanlæg eller kompromisser. For så vidt angår dette direktivforslag, forbliver spørgsmålet om, hvorvidt opfindelsespatenter skal omfattes af den strafferetlige beskyttelse eller ej, åbent, da kun fællesskabslovgivningen efter Europa-Parlamentets opfattelse berøres af EF-Domstolens afgørelse, hvorimod Kommissionen har til hensigt at medtage al lovgivning omkring intellektuel ejendomsret — EU-lovgivning som national lovgivning.

3.1

Det ændrede direktivforslag (KOM(2006) 168 endelig) sigter på at etablere en horisontal og harmoniseret strafferetlig ramme, der skal sikre, at industrielle, litterære og kunstneriske ejendomsrettigheder samt andre lignende immaterielle rettigheder (samlet under betegnelsen »intellektuelle ejendomsrettigheder«) overholdes. Forslaget vedrører det indre marked og er foranlediget af det store og anerkendte behov, der er for en europæisk indgriben på dette område, under hensyntagen til nærheds- og proportionalitetsprincipperne. Retsgrundlaget er EF-traktatens artikel 95.

3.2

Forslaget fastsætter en overordnet strafferetlig ramme, der definerer beskyttede »intellektuelle ejendomsrettigheder«, overtrædelser af disse rettigheder og de maksimale strafferetlige sanktioner. Dette skal sikre en ensartet retsforfølgning inden for det indre marked af forfalskning af materielle goder, tjenester samt intellektuelle og kunstneriske frembringelser, der beskyttes af den europæiske materialret og de nationale lovgivninger samt af de relevante internationale konventioner, navnlig TRIPS-aftalen (2), der blev indgået i 1994 inden for rammerne af WTO, og som indeholder bestemmelser om de strafferetlige sanktioner (3), der gælder for overtrædelser af visse beskyttede rettigheder.

3.3

I et direktiv, der blev vedtaget i 2004, fastsættes en ramme for beskyttelse mod piratkopiering (4) og varemærkeforfalskning i kommercielt øjemed. Kommissionen har i en erklæring (5) udarbejdet en detaljeret liste over beskyttede rettigheder i henhold til dette direktivs artikel 2. Der er tale om industrielle ejendomsrettigheder (patenter på opfindelser og supplerende certifikater, brugscertifikater, varemærker, oprindelsesbetegnelser, design og modeller, sortsbeskyttelse), ophavsrettigheder og lignende rettigheder samt sui generis-rettigheder vedrørende elektroniske kredsløbstopografier og databaser, der er etableret i medfør af fællesskabsretten. Der er tale om enerettigheder, som i juridisk forstand udgør en integreret del af den immaterielle ejendomsret. Nogle af disse rettigheder er medtaget i Fællesskabets regelværk eller er sågar omfattet af materiel beskyttelse på EU-niveau (design og modeller, mærker, sortsbeskyttelser) (6). Andre rettigheder, så som patenter, er udelukkende underlagt national lovgivning i afventning af et fællesskabspatent, som efterlyses af samtlige industrisektorer. Begrebet »intellektuel ejendom« dækker således et meget heterogent område af immaterielle rettigheder, hvis karakter og retlige status varierer betydeligt.

3.4

Medlemsstaterne er underlagt TRIPS-aftalens bestemmelser, i henhold til hvilke de skal indføre passende nationale regler for retsforfølgning og strafferetlige sanktioner i forbindelse med varemærkeforfalskning i kommercielt øjemed. Medlemsstaterne har dog fået overladt en vis fortolkningsmargin, og desuden har visse lande, herunder EU-medlemsstaterne, endnu ikke truffet nogen proportionelle retsforfølgningsforanstaltninger for de krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, der sker inden for deres område, herunder blandt EU-medlemslande. Direktivet fra 2004 gør det muligt for personer, der har fået krænket deres rettigheder, at opnå erstatning, idet det pålægger medlemsstaterne forpligtelser med hensyn til efterforskning, procedurer, beslaglæggelse (7) og kompensation med henblik på harmonisering af den gældende lov og bekæmpelse af organiseret kriminalitet (8), som i vidt omfang involverer varemærkeforfalskning. Dette direktiv vedrører imidlertid kun de civilretlige, kommercielle og administrative procedurer og sanktioner, der hovedsagelig sigter på erstatning for skader, der er påført indehavere af beskyttede rettigheder, som har rejst sag i forbindelse med varemærkeforfalskning. Nogle medlemsstater har endnu ikke indarbejdet direktivet!

3.5

Beskyttelse af »intellektuelle ejendomsrettigheder« er nedfældet i den universelle menneskerettighedserklæring og EU's charter om grundlægge rettigheder, der er en højtidelig erklæring, som blev vedtaget i Nice i december 2000. Sikringen af en international beskyttelse sker ligeledes gennem konventioner indgået inden for rammerne af FN's kompetente specialiserede organer (WIPO, Unesco) eller i regional sammenhæng (München-konventionen fra 1973 om oprettelse af det europæiske patentkontor og det europæiske patent). Kun TRIPS-aftalen indeholder på nuværende tidspunkt strafferetlige minimumsbestemmelser. Kommissionens forslag søger at skabe en vis harmonisering på fællesskabsniveau ved at forpligte medlemsstaterne til at indføre strafferetlige sanktioner i deres nationale lovgivning og anvende fælles definitioner af overtrædelser og standardsanktioner.

3.6

Det ændrede direktivforslag sigter således på at harmonisere strafferammerne for krænkelser af immaterielle ejendomsrettigheder, for så vidt angår fængselsstraffe, strafferetlige bøder og konfiskationer. Forslaget fastsætter regler for retlig kompetence for om muligt at centralisere retsforfølgninger i én enkelt medlemsstat, i de tilfælde hvor den pågældende lovovertrædelse vedrører flere medlemsstater, og lette efterforskningen. Det forslås, at skadelidte eller disses repræsentanter inddrages aktivt i efterforskningen.

3.7

Den vigtigste ændring set i forhold til de tidligere forslag består i at fastsætte niveauet for og arten af de strafferetlige sanktioner, som skal anvendes for overtrædelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, der ligeledes fastlægges i direktivforslaget.

3.8

Fysiske personer, der har begået en overtrædelse efter direktivets artikel 3, kan straffes med en maksimumsstraf på mindst 4 års fængsel, når overtrædelsen er begået inden for rammerne af en kriminel organisation, eller når overtrædelsen medfører en sundheds- eller sikkerhedsrisiko (artikel 2, stk. 1).

3.9

Fysiske eller juridiske personer, der har begået en overtrædelse efter direktivets artikel 3, idømmes sanktioner, der er effektive, proportionelle og afskrækkende. Disse sanktioner omfatter strafferetlige bøder og administrative bøder på mindst 100.000 euro (300.000 euro for de grove tilfælde, der er nævnt i artikel 2, stk. 1, som ikke berører muligheden for at idømme hårdere straffe, hvis der er risiko for død eller handicap).

3.10

Den nationale ret bør foreskrive konfiskation af varemærkeforfalskede produkter, varer og redskaber fra strafbart forhold, i det mindste i grove tilfælde som ved organiseret kriminalitet samt sundheds- og sikkerhedsrisiko (artikel 3).

3.11

Ændringsforslaget giver medlemsstaterne mulighed for at gå ud over det fastsatte niveau.

3.12

Som følge af tilbagetrækningen af forslaget til Rådets rammeafgørelse, der ledsagede det oprindelige forslag, påtænker Kommissionen at anlægge en horisontal tilgang i forbindelse med de strafferetlige procedurer, der blev vedtaget den 23. december 2005, og som har til formål at støtte det retlige samarbejde og tilnærme landenes straffeniveauer med henblik på at drage fordel af Eurojust (9).

3.13

Det er medlemsstaternes ansvar at indlede efterforskninger og retsforfølgninger, og de skal ikke udelukkende iværksættes, hvor der foreligger klage fra skadelidte.

4.1

EØSU konstaterer, at der er en stigende tendens til at anvende det noget upræcise begreb »intellektuelle ejendomsrettigheder«, der sammenblander forskellige veldefinerede juridiske begreber samt produktions- og anvendelsesmetoder. Dette begreb finder dog alligevel gængs anvendelse i europæisk og international lovgivning. Der er stor forskel på arten, varigheden og rækkevidden af hver enkelt af disse immaterielle rettigheder. De er underlagt forskellige juridiske ordninger, har forskellig territorial gyldighed og er undergivet registrerings- og beskyttelsesinstanser. Hertil kommer, at krænkelser af disse rettigheder fortolkes forskelligt i de enkelte lande, og at denne fortolkning i visse tilfælde er under hastig forandring.

4.2

Analyser af lægemidlers sammensætning (uden at anvende eller offentliggøre resultatet), anvendelse af den omvendte teknik for at opnå driftskompatibilitet mellem forskellige softwareprogrammer eller elektroniske komponenter eller udøvelse af en legitim rettighed som f.eks. retten til privat kopiering ved at omgå en (i reglen utilstrækkelig) beskyttelsesforanstaltning betegnes således i flere lande som varemærkeforfalskning eller ulovlig kopiering. Her kan straffene desuden være meget høje, også selv om der ikke ligger et kommercielt eller kriminelt motiv bag.

4.2.1

EØSU har tidligere slået til lyd for, at der på fællesskabsniveau ydes en samordnet indsats for at bekæmpe de forskellige former for handelsrelateret varemærkeforfalskning, der rammer den europæiske økonomi, og andre overtrædelser, der krænker industrielle ejendomsrettigheder og ophavsretten (10), og som er til stor skade for den europæiske økonomi. Omfattende varemærkeforfalskning begås ofte inden for rammerne af en kriminel organisation eller organiseret bande og kan indebære risiko for personers sundhed, sikkerhed eller liv. I sidstnævnte tilfælde bør der ved udmålingen af strafferetlige sanktioner være tale om skærpende omstændigheder. Direktivforslaget bør fastsætte princippet om, at alle skærpende omstændigheder medfører en skærpelse af straffen.

4.2.2

EØSU bifalder, ligesom det var tilfældet med direktivet fra 2004, at den planlagte harmonisering kun vedrører overtrædelser, der er handelsrelateret, og som derfor kan være til væsentlig skade for det indre marked. Det vil dog stadig være nyttigt med en klarere definition af »handelsrelateret«, f.eks. gennem en præcisering af, at de varemærkeforfalskede produkter og tjenester er beregnet til salg i et sådant omfang, at det vil medføre et væsentligt økonomisk tab eller frembyde fare for personer, uanset det solgte kvantum, eller at gerningsmændene bag sådanne strafbare handlinger under alle omstændigheder søger at opnå en ulovlig pengemæssig fordel. For at der kan gribes til strafferetlige sanktioner, skal krænkelsen være til åbenlys fare for den offentlige orden og sikkerhed. Krænkelsen kan variere i omfang og grovhed; skalaen over strafbare handlinger og sanktioner bør stå i forhold til krænkelsen, men spørgsmålet er, om sondringen mellem »krænkelser af en intellektuel ejendomsrettighed, der er handelsrelateret« og »grove krænkelser« samt strengheden af de foreslåede strafferetlige sanktioner svarer til strafferettens iboende proportionalitetsprincip. Det fremgår desuden implicit, at privat udveksling af filer på nettet, kopiering (eller »musik-remix«) og reproduktion af materielle og intellektuelle værker inden for familiemæssige og private rammer samt i studie- og forsøgsøjemed ligger uden for den foreslåede lovgivnings anvendelsesområde. Det ville være nyttigt med en eksplicitering heraf.

4.2.3

EØSU gør opmærksom på, at de immaterielle rettigheder i tilknytning til varemærkeforfalskning ikke er absolutte rettigheder; hver enkelt rettighed har sine karakteristika og giver i princippet en eneret og et midlertidigt anvendelsesmonopol, hvis varighed og geografiske gyldighed varierer, dvs. at der træffes en tidsbegrænset beskyttelsesforanstaltning (til gengæld for offentliggørelse af patenterede opfindelser og intellektuelle værker i forbindelse med ophavsret), men indehavere af licensaftaler og de retsmæssige eller bona fide brugere af produkter, tjenester eller intellektuelle værker har også rettigheder, som inden for rammerne af visse licensaftaler kan være ganske vidtrækkende (11). Flere nationale lovgivninger rummer imidlertid uoverensstemmelser og sætter ofte ensidigt producenternes, distributørernes og virksomhedernes rettigheder højere end forbrugernes. Viljen til i mange nationale lovgivninger at introducere hårde strafferetlige sanktioner synes at være et resultat af denne ensidighed. Paradoksalt nok kan maksimumsstraffen for en handelsrelateret overtrædelse i henhold til direktivforslaget vise sig at være lig med eller sågar mindre hård end straffen for en individuel overtrædelse!

4.2.4

EØSU ser gerne, at der på Kommissionens foranledning foretages en dybtgående revision af medlemsstaternes strafferet set i forhold til EU's strafferetlige bestemmelser, hvilket f.eks. kan ske gennem iværksættelse af en gennemgribende komparativ undersøgelse af rettighederne i medlemsstaterne efter direktivets gennemførelse. Dette skal sikre en egentlig harmonisering på europæisk niveau, navnlig på områderne ophavsret og beslægtede rettigheder, hvor strenge strafferetlige sanktioner ofte resulterer i urimelige straffeskalaer, hvilket er helt unødvendigt, eftersom handelsmodellerne til spredning af værker er under fuld udvikling — her kan nævnes planerne om på kort sigt at ophæve DRM (beskyttelse mod kopiering) — og afgifterne på medierne stort set holder rettighedshaverne skadesløse for piratkopiering.

4.3.1

EØSU ser gerne en klarere definition af arten af den strafbare handling, der består i at anstifte forfalskning og privatkopiering af produkter og tjenesteydelser, som er omfattet af intellektuelle ejendomsrettigheder. En strafferetlig overtrædelse indebærer, at gerningsmanden eller dennes medskyldige handler forsætligt; i TRIPs-aftalen henvises til »forsætlig varemærkeforfalskning«, og i direktivet tales om en forsætlig, overvejet handling. En strafferetlig overtrædelse indebærer ligeledes et materielt aspekt, dvs. gennemførelsen af den strafbare handling eller i det mindste forsøg på gennemførelse, der kan betragtes som påbegyndt gennemførelse; disse to aspekter understøtter hinanden, eftersom hensigten alene ikke udgør en strafbar handling (medmindre der oprettes et tankelæsende politi). Tilskyndelse til en strafbar handling kan dog generelt kun påvises, hvis den opfordrende part leverer redskaberne (som regel ulovlige) med særligt henblik på at begå den pågældende strafbare handling. Levering af materiel eller software til almindelig brug samt sikring af internetadgang kan efter EØSU's mening derfor ikke betragtes som medvirken eller tilskyndelse til krænkelse (forekommer generelt kun i nogle få situationer inden for strafferetten og er vanskelig at bevise), hvis disse midler anvendes af gerningsmændene. Begrebet »medvirken« bør være tilstrækkeligt i fællesskabslovgivningen, eftersom spørgsmålet om medskyldige allerede er blevet nøje afklaret i de nationale lovgivninger. I modsat fald vil der kunne ske retsforfølgning, selv hvor der mangler forsætlige elementer.

4.3.2

Ulovlig kopiering af værker, modeller, procedurer eller opfindelser, der er beskyttet af et midlertidigt monopol, udgør varemærkeforfalskning. Denne definition bør fastholdes og ikke udvides til at omfatte piratkopiering (der generelt går ud på at opnå ulovlig adgang til it-systemer for at overtage kontrollen hermed, stjæle oplysninger eller anvende bredbåndet, generelt til ulovlige formål). Piratkopiering adskiller sig fra egentlig varemærkeforfalskning, og de strafferetlige overtrædelser bør fortolkes strengt. Uautoriseret indtrængen i it-systemer, tyveri af data og bredbånd samt krænkelse af privatlivets fred bør helt klart resultere i passende retsforfølgning, men falder ikke ind under varemærkeforfalskning som sådan. Bekæmpelse af software-piratvirksomhed bør behandles mere specifikt, selv om begreberne anvendes upræcist i mange politiske erklæringer, hvor de ofte sammenblandes og giver anledning til forvirring. Software-piratvirksomhed drives inden for rammerne af terroristorganisationer og bør gøres til genstand for særlig opmærksomhed og passende internationalt samarbejde.

4.3.3

»Organiseret bande«, der allerede udgør en skærpende omstændighed i visse straffelovgivninger, bør føjes til begreberne »kriminel organisation« og »organiseret kriminalitet«, som anvendes i begrundelsen. Handelsrelateret varemærkeforfalskning, som begås af organiserede bander eller inden for rammerne af en kriminel organisation, bør udgøre en skærpende omstændighed, der berettiger en skærpelse af straffe og bøder.

4.3.4

Kommissionen gør opmærksom på, at medlemsstaterne frit kan fastsætte strengere straffe og sanktionere andre handlinger. Dette kan tolkes som en opmuntring til at straffe ikke-handelsrelaterede krænkelser eller udvide definitionen af varemærkeforfalskning til at omfatte andre handlinger, der ikke decideret består i reproduktion eller kopiering af et produkt, en procedure eller et værk.

4.3.5

EØSU er ikke sikker på, at kopieringssoftware, der kan omgå eller ophæve DRM-foranstaltninger (12) (antikopieringsanordninger, hardware eller software, der ofte er utilstrækkelige og ikke krypteret), kan sidestilles med forfalskning af DRM-foranstaltninger, sådan som det er tilfældet i fællesskabsretten og i visse lande, eftersom det, der således betegnes som »varemærkeforfalskning«, ikke udgør kopiering eller reproduktion af den oprindelige foranstaltning. Hertil kommer, at DRM-foranstaltningerne ikke er standard. De afhænger af den enkelte platform eller leverandør, og filformater kan være beskyttet, hvilket hæmmer driftskompatibiliteten eller har til formål at skabe konkurrenceneutraliserede markeder. Skabelse og udnyttelse af kopieringsmuligheder med henblik på at give forbrugerne eller virksomheder med softwarelicensrettigheder mulighed for at udøve deres rettigheder (privatkopiering, backup-kopiering med henblik på anvendelse i andet standardmateriel) bør ikke straffes som sådan, men kun hvis der på baggrund af de moralske og materielle elementer kan siges at være tale om en handelsrelateret overtrædelse.

4.3.6

EØSU støtter princippet om, at retsforfølgning af strafbare handlinger ikke skal afhænge af, om offeret indgiver anmeldelse eller anlægger sag ved en domstol, eftersom ofrene i en situation, hvor mafiaen er involveret, ofte vil tøve med at indlede retsforfølgning for at beskytte deres rettigheder. Hertil kommer, at handelsrelateret varemærkeforfalskning, der især begås inden for rammerne af kriminelle bander og organisationer, eller som led i terrorismevirksomhed, er til skade for økonomierne og den sociale velfærd, hvorfor det er statens opgave at bekæmpe handelsrelateret varemærkeforfalskning.

4.3.7

EØSU håber, at man ved hjælp af et effektivt samarbejde mellem medlemsstaterne vil kunne slå effektivt ned på internationale netværk, der er specialiseret i varemærkeforfalskning, herunder netværk, der er knyttet til organiseret kriminalitet og hvidvaskningsaktiviteter. Der mindes om, at mange af disse netværk driver deres virksomhed fra tredjelande, og at indsatsen bør udvides til at omfatte lande uden for EU ved hjælp af de midler, der er til rådighed under international lovgivning.

4.3.8

EØSU finder, at fælles politiefterforskningshold ligeledes bør samarbejde på fællesskabsplan med toldmyndighederne samt med ofrene for varemærkeforfalskning og deres eksperter. EØSU glæder sig over, at ofrene får mulighed for at deltage i efterforskningsprocedurerne, men foreslår, at deres rolle begrænses til at informere de offentlige myndigheder. Det vil ikke være på sin plads, hvis en virksomhed efter påstande om handelsrelateret varemærkeforfalskning f.eks. kan deltage i kontroller og beslaglæggelser hos en konkurrent, der formodes at være uskyldig, indtil det modsatte er endeligt bevist ved en domstol. EØSU understreger, at man bør undgå en udvikling i retning af privat bilæggelse af tvister samt indblanding eller uberettiget indtrængen i straffesager af personer uden juridisk myndighed.

4.3.9

Endelig udtrykker EØSU bekymring over tendensen til i stigende grad at anvende internetnet til handelsformål og anmodningerne om også at lade de strafferetlige sanktioner, der er fastsat i TRIPs-aftalen, gælde for denne aktivitetssektor, således som det kommer klart til udtryk i det amerikanske handelsministeriums rapport fra 2006 om kapitel 301 og Super 301 (13), i medfør af WIPO-traktaterne om intellektuelle ejendomsrettigheder på internettet, der er et gratis instrument på det offentlige område og et fælles universelt gode.