30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 332/45


OFFENTLIGGØRELSESPOLITIK

Principper, regler og procedurer

(2006/C 332/11)

INDLEDNING

Gennemgang af offentliggørelsespolitikken

1.

Den Europæiske Investeringsbank (EIB) har forpligtet sig til åbenhed og transparens, som det fremgår af dens politik for transparens, der blev offentliggjort i juni 2004 (www.eib.org/publications/publication.asp?publ=152).

2.

Efter et offentligt samråd blev EIB's nuværende offentliggørelsespolitik godkendt af EIB's bestyrelse den 28. marts 2006 og offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (1). Den erstatter Bankens tidligere informationspolitik, der blev offentliggjort i 2002 under titlen »Offentlig adgang til information«, og de dertil knyttede »Regler for offentlig adgang til dokumenter«. Offentliggørelsespolitikken foreligger på alle Den Europæiske Unions officielle sprog, både på EIB's netsted og på tryk.

3.

Banken betragter sin offentliggørelsespolitik som et fleksibelt instrument under udvikling, der er underlagt en løbende intern evaluering og kvalitetsbedømmelse samt tager hensyn til offentlighedens kommentarer. Offentliggørelsespolitikken vil blive formelt gennemgået hvert tredje år. Desuden har EIB indrettet en særlig postadresse på sit netsted (infopol@eib.org), hvortil alle kan sende kommentarer året rundt.

4.

Endvidere gennemgår EIB løbende de ved lov eller administrativt fastlagte krav om offentliggørelse, der finder anvendelse på de internationale kapitalmarkeder, og deres virkninger på dens offentliggørelsespolitik.

5.

Offentliggørelsespolitikken er blandt de politikker og kodekser, der er blevet udarbejdet for alle aspekter af EIB's aktivitet. Af særlig relevans i forbindelse med offentliggørelsespolitikken er politikkerne for transparens, miljøbeskyttelse og sociale anliggender, virksomhedsansvar og virksomhedsledelse, derunder bekæmpelse af korruption og svig. De kan alle ses på EIB's netsted.

De politiske rammer

6.

EIB er et af Den Europæiske Unions organer. Dens vedtægter, der er en protokol til Romtraktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, fastlægger Bankens rolle og ledelsesstruktur samt rammerne for dens aktivitet. Ifølge vedtægterne ejes EIB af EU's medlemsstater. De udpeger medlemmerne af Bankens vigtigste beslutningstagende organer, nemlig styrelsesrådet, bestyrelsen og direktionen. Via EU-medlemsstaternes regeringer er Banken ansvarlig over for Unionens borgere.

7.

Banken har en omfattende kontrol- og revisionsstruktur med et uafhængigt revisionsudvalg, der udnævnes af og rapporterer direkte til styrelsesrådet, internationale eksterne revisorer, en intern revision og evalueringsfunktioner under generalinspektøren. EIB-Gruppens compliancefunktion sikrer den interne overholdelse af Bankens vedtægter, regler, adfærdskodekser og professionelle standarder med henblik på at forebygge risici, der kan opstå på grund af fejl fra Bankens, dens beslutningstagende organers eller dens ansattes side under udførelsen af deres hverv (2).

8.

EIB er politisk inspireret. Det Europæiske Råd, der består af EU-medlemsstaternes stats- eller regeringschefer, og Rådet for Den Europæiske Union anmoder ofte Banken om at støtte nye EU-politikker og -initiativer. Bankens styrelsesråd tilpasser EIB's udlånspolitik gennem vedtagelse af nye retningslinjer for kreditpolitikken, der åbner nye aktivitetsområder, således at Banken kan fremme EU's politikker.

9.

EIB opretholder nære institutionelle og operationelle forbindelser med Europa-Kommissionen. Ifølge vedtægterne udpeger Europa-Kommissionen et medlem af Bankens bestyrelse. Alle ansøgninger om lån forelægges Europa-Kommissionen, der udtaler sig om investeringens overensstemmelse med EU's politikker, inden EIB's bestyrelse træffer sin finansieringsbeslutning.

10.

Banken opretholder også nære forbindelser med andre EU-institutioner. Den fører således en løbende dialog med Europa-Parlamentet om sin aktivitet til fremme af virkeliggørelsen af EU's mål. Denne dialog spænder fra taler på plenarforsamlinger til orienteringer til udvalg og individuelle parlamentsmedlemmer.

11.

Desuden styrker Banken sine forbindelser med Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, der fungerer som grænseflade mellem EU-institutionerne og civilsamfundet. Som en del af EU's institutionelle struktur er Banken underlagt De Europæiske Fællesskabers Domstols jurisdiktion, ligesom Den Europæiske Revisionsret undersøger anvendelsen af de EU-midler, som Banken forvalter. EIB har en aftale med Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, OLAF, og falder ind under Den Europæiske Ombudsmand.

12.

Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og EIB's vedtægter sikrer Banken operationel og finansiel autonomi, således at den kan fungere effektivt som en finansiel institution. EIB er en vigtig partner i den finansielle sektor, særlig for så vidt angår låntagning på kapitalmarkederne og finansiering af projekter. Desuden arbejder den nært sammen med internationale finansieringsinstitutioner og multilaterale udviklingsbanker, særlig når den medvirker til virkeliggørelsen af EU's politikker for udviklingsbistand og eksternt samarbejde.

13.

Banken påser, at dens aktiviteter overholder EU's politikker og love. I lande, hvor disse ikke finder anvendelse, bruger Banken EU's politikker og love som rettesnor for udførelsen af sine aktiviteter. I sit daglige arbejde tager Banken ligeledes hensyn til bankverdenens og den finansielle sektors standarder og praksis, særlig på områder, der ikke direkte er dækket af EU-lovgivning.

OFFENTLIGGØRELSESPOLITIKKEN

Politiske mål og retsgrundlag

Transparens

14.

Den Europæiske Union anser forbedring af EU-institutionernes og -organernes transparens for et vigtigt politisk mål, der sigter mod dels at bringe dem tættere på den offentlighed, de tjener, dels at understrege betydningen af deres bidrag til såvel Europas sociale og økonomiske samhørighed som en varig udvikling.

15.

Som EU-organ har EIB forpligtet sig til at skabe mest mulig transparens i alle sine aktiviteter. Offentliggørelsespolitikken er en vigtig referenceramme for virkeliggørelsen af denne politik for transparens, ligesom forordning (EF) nr. 1049/2001 (3) om offentlig adgang til Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter er en vigtig referenceramme for Bankens offentliggørelsespolitik (4).

16.

Som en offentlig institution er EIB af den opfattelse, at åbenhed og transparens om, hvordan den træffer sine beslutninger, arbejder og virkeliggør EU's politikker, styrker dens troværdighed og ansvarlighed over for Europas borgere.

17.

Åbenhed og transparens bidrager ligeledes til at øge Bankens forretningers effektivitet og bæredygtighed, ligesom de mindsker risikoen for korruption og styrker de ansattes forbindelser med eksterne interessenter.

Offentliggørelse af information

18.

Offentliggørelsespolitikken afspejler Bankens forpligtelse til at respektere EU's politiske initiativer for transparens og offentliggørelse af information.

19.

Offentliggørelsespolitikken udfoldes desuden inden for en ramme, der er fastlagt på EU-plan og omfatter menneskerettigheder, demokrati og retssikkerhed i de lande og regioner, hvor Banken arbejder. Angående miljøbeskyttelse lægger den EU's love og forordninger til grund — derunder om evaluering af virkningerne af de EIB-finansierede projekter — for at bidrage til at skabe en varig udvikling. I sine finansieringsforretninger anerkender Banken interessenternes ret til, interesse i og ansvar for at opnå varige resultater.

20.

EIB vil ligeledes respektere ånden, målene og bestemmelserne i »Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelse af Århuskonventionens bestemmelser om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet på Fællesskabets institutioner og organer« (Århusforordningen).

21.

EIB har forpligtet sig til transparens over for kapitalmarkederne. Dens forpligtelser til og grænser for offentliggørelse afhænger af de ved lov eller administrativt fastlagte bestemmelser på de markeder, hvor Bankens papirer udbydes. Banken undgår selektiv offentliggørelse for at sikre, at alle parter har fair adgang til dens information.

Politiske aspekter

Princippet om offentliggørelse

22.

EIB's offentliggørelsespolitik er baseret på princippet om offentliggørelse af information i overensstemmelse med EU-lovgivningen, EU-staternes lovgivning og internationalt anerkendte principper. Al information, som Banken ligger inde med, vil blive offentliggjort efter anmodning, medmindre der er en tvingende grund til ikke at offentliggøre den. Da EIB fungerer som en bank, er der dog visse grænser for dens offentliggørelse af information (jf. afsnit 25 ff.).

23.

Ethvert medlem af offentligheden har ret til at anmode om og modtage information fra EIB. Når Banken behandler anmodninger om information, undgår den diskrimination og indrømmelse af særlig privilegeret adgang til information. Den undgår desuden forskelsbehandling af forespørgsler fra offentligheden, det være sig fra individuelle borgere, juridiske personer eller særlige interessegrupper.

24.

For at lette adgangen til information har Banken forpligtet sig til at føre en sprogpolitik, der opfylder offentlighedens behov. Dens vedtægtsmæssige dokumenter foreligger på alle officielle EU-sprog. Andre vigtige dokumenter af særlig betydning for offentligheden, såsom adfærdskodekser, offentliggøres ligeledes på alle officielle EU-sprog, medens andre mindst foreligger på engelsk, fransk og tysk. Der er mulighed for oversættelse til andre sprog, hvis der opstår bred interesse for et bestemt dokument. EIB pålægger sine ansatte i videst mulig omfang at sikre, at borgere, der skriver til Banken på et EU-sprog, modtager svar på samme sprog.

Grænser

25.

Skønt Banken har forpligtet sig til at føre en politik baseret på princippet om offentliggørelse og transparens, har den også pligt til at respektere tjenestehemmeligheden i overensstemmelse med europæisk ret, specielt artikel 287 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (5) og lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger. Nationale bestemmelser og standarder for banksektoren vedrørende forretningsaftaler og markedsaktiviteter kan også finde anvendelse på EIB. Der er derfor visse grænser for Bankens offentliggørelse af information.

26.

Adgang nægtes, hvis offentliggørelsen ville undergrave beskyttelsen af:

offentlighedens interesser vedrørende internationale forbindelser eller EU's, dens institutioners eller organers eller en medlemsstats finansielle, monetære eller økonomiske politik

privatlivets fred og enkeltpersoners integritet, særlig ifølge EU-lovgivningen om beskyttelse af personoplysninger.

27.

Medmindre der foreligger en overordnet offentlig interesse, vil der ligeledes blive nægtet adgang til information, hvis offentliggørelsen ville undergrave beskyttelsen af:

retslige procedurer og juridisk rådgivning

formålet med inspektioner, undersøgelser og revisioner

en fysisk eller juridisk persons kommercielle interesser, derunder den intellektuelle ejendomsret

Bankens interne beslutningsprocessers integritet.

28.

Information, der typisk er et led i Bankens fortrolige forretningsforbindelser, omfatter initiativtagernes finansieringsansøgninger, information vedrørende rentefastsættelsen og finansieringsaftalerne. Banken har intet imod, at initiativtagerne, låntagerne eller andre kompetente parter videregiver information om deres forbindelser og aftaler med EIB.

29.

Forretningsforbindelser informeres om EIB's offentliggørelsespolitik på et tidligt stadium af drøftelserne.

30.

Direktionens forslag til bestyrelsen om finansiering af et projekt frigives ikke, før bestyrelsen har godkendt det.

For projekter i den offentlige sektor offentliggøres direktionens forslag efter anmodning. Bestyrelsen kan beslutte ikke at offentliggøre forslag om finansiering i kommercielt følsomme tilfælde.

For projekter i den private sektor kan oplysninger, som Bankens medkontrahenter i den private sektor betegner som fortrolig, ikke offentliggøres.

31.

Alle projekter i den offentlige sektor optages i projektkøen på Bankens netsted inden bestyrelsens godkendelse. Det gælder ligeledes alle projekter i den private sektor, når en bekendtgørelse om internationalt udbud har været offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende og/eller der er blevet foretaget en miljøkonsekvensvurdering.

Dog offentliggøres visse projekter i den private sektor ikke, før bestyrelsen har godkendt dem, og i nogle tilfælde ikke før låneaftalens undertegnelse. Det sker for at beskytte berettigede kommercielle interesser.

32.

Grænserne gælder ligeledes information om lokale bankers ydelse af sublån under globallån fra EIB til fremme af deres egne kunders investeringer. Denne information falder ind under den formidlende banks kompetence som et led i de normale forretningsforbindelser mellem en bank og dens kunder (6). EIB har dog intet imod, at den formidlende bank videregiver information om sine forbindelser med EIB.

33.

Angående låntagningsforretninger begrænses offentliggørelsen for private emissioner af fortrolighedsgrunde. Banken offentliggør visse samlede informationer om investorernes aktivitet og aktiviteten på det sekundære marked. Fortrolig information om individuelle investorer og banker og vil ikke blive offentliggjort. Banken vil imidlertid i videst mulig omfang søge at tilskynde til transparens om sine emissioner.

34.

Angående tredjemands dokumenter rådfører Banken sig med den pågældende tredjemand for at kunne vurdere, om informationerne i et dokument er fortrolige, medmindre det er indlysende, at dokumentet skal eller ikke skal offentliggøres.

35.

Grænserne for offentliggørelse for at beskytte Bankens interne beslutningsprocessers integritet tjener til at muliggøre en åben og ærlig udveksling af meninger og vurderinger. Dokumenter, der indeholder meninger til internt brug som et led i drøftelser og indledende samråd — såsom foreløbige informationsskrivelser (7), forslag om at indlede projektbedømmelse, anmodninger om Europa-Kommissionens eller EU-medlemsstaters udtalelser og forslag om at åbne forhandlinger om forretningen — offentliggøres ikke. Dette gælder ligeledes referaterne af direktionens, bestyrelsens og styrelsesrådets møder.

36.

Hvis kun en del af et ønsket dokument er omfattet af ovenstående grænser, frigives oplysningerne fra de resterende dele.

37.

Grænserne skal kun gælde for det tidsrum, hvor beskyttelsen er berettiget på grundlag af dokumentets indhold. Undtagelserne kan finde anvendelse i højst 30 år. I tilfælde af dokumenter, der er omfattet af undtagelser på grund af privatlivets fred, kommercielle interesser eller Bankens interne beslutningsprocessers integritet, kan undtagelserne om fornødent også finde anvendelse efter dette tidsrum.

Den Europæiske Investeringsfond

38.

Offentliggørelsespolitikkens almindelige principper finder anvendelse på hele EIB-Gruppen, der består af EIB og Den Europæiske Investeringsfond (EIF)(www.eif.org). EIF er EIB-Gruppens organ for venturekapital og garantier til fordel for mindre og mellemstore virksomheder. De særlige regler om adgang til EIF-dokumenter vil blive fastlagt og offentliggjort separat.

Ansvarlighed, virkeliggørelse og evaluering

39.

Offentliggørelsespolitikken er genstand for en løbende intern evaluering og kvalitetsbedømmelse under direktionens ledelse.

40.

Da de ansattes støtte og engagement er en forudsætning for den rette udmøntning af Bankens offentliggørelsespolitik, holder Banken informationsmøder for sine ansatte om spørgsmål i forbindelse med transparens og offentliggørelse, dialogen med interessenter, virksomheds- og socialansvar samt andre tilknyttede emner.

41.

Offentliggørelsespolitikken vil blive formelt gennemgået hvert tredje år. Desuden har EIB indrettet en særlig e-postadresse på sit netsted (infopol@eib.org), hvortil alle kan sende kommentarer året rundt.

42.

Offentligheden kan i Bankens strategiske forretningsplan (www.eib.org/about/objective/) og andre vigtige dokumenter — såsom årsberetningen og især den årlige redegørelse for virksomhedsansvar — følge, i hvilken grad EIB virkeliggør sine mål for f.eks. transparens og offentliggørelse.

43.

Banken har åbnet en klageadgang, der er beskrevet i afsnit 106 ff.

44.

Banken opretholder nære kontakter med andre EU-institutioner samt internationale institutioner og organer for at holde sig orienteret og udveksle synspunkter om udviklingen med hensyn til offentliggørelsespolitikker og -praksis. Den beskæftiger sig ligeledes med transparens og offentliggørelse inden for rammerne af sin løbende dialog med civilsamfundet.

Spredning og offentliggørelse af information

45.

Dette kapitel fokuserer på information om tre områder af Bankens aktivitet, nemlig:

politikker, strategier, og beslutningsprocesser

långivning

låntagning.

46.

I afsnittene om långivning og låntagning skelnes der mellem rutinemæssig informationsspredning og offentliggørelse efter anmodning. Afsnittet om politikker, strategier og beslutningsprocesser oplister vigtige dokumenter, der alle offentliggøres rutinemæssigt, og henviser til Bankens politik for offentligt samråd om udvalgte politikker.

Information om politikker, strategier og beslutningsprocesser

Vedtægtsmæssige og andre vigtige tekster

Politikker og strategier

47.

EIB's vedtægter (EIB Statute) — fastlægger de institutionelle, retlige og ledelsesmæssige rammer for Bankens aktiviteter.

48.

Forretningsordenen (Rules of Procedure) — for Bankens beslutningstagende organer, revisionsudvalget og de ansatte.

49.

EIB-Gruppens årsberetning (EIB Group Annual Report) — består af tre separate dele:

EIB-Gruppens finansielle beretning (EIB Group Financial Report) — omfatter EIB-Gruppens, EIB's Investeringsfacilitetens, FEMIP-trustfondens og EIF's regnskaber med tilhørende forklarende bilag (8).

EIB-Gruppens aktivitetsberetning (EIB Group Activity Report) — beskriver EIB-Gruppens vigtigste aktiviteter i det foregående regnskabsår og udsigterne for fremtiden.

Den statistiske beretning (Statistical Report) — indeholder fortegnelser over dels EIB's låntagning og finansierede projekter, dels EIF's projekter. Den omfatter endvidere oversigtstabeller for beretningsåret og de fem seneste år.

50.

Forretningsplanen (Corporate Operational Plan) — fastlægger forretningernes prioritering og politikken på mellemlang sigt i lyset af de mål, som styrelsesrådet har opstillet for Banken. Den dækker et tidsrum af tre år og udarbejdes årlig, hvorved der tages højde for nye mandater, EU's politiske retningslinjer og ændringer i det økonomiske klima. Den udgør et udgangspunkt for bedømmelsen af de præstationer, der offentliggøres i EIB's årsberetninger.

51.

Mod en ny strategi for EIB-Gruppen (Towards a New Strategy for the EIB Group) — denne redegørelse, som styrelsesrådet godkendte i juni 2005, opridser de generelle retningslinjer for EIB-Gruppens fremtidige strategi. Beslutningerne om virkeliggørelsen af strategiens forskellige dele indgår i den løbende forretningsplan.

52.

EIB-Information (EIB Information) — indeholder aktuelle oplysninger om EIB's udvikling og udkommer tre til fire gange årlig.

Transparens, virksomhedsledelse og virksomhedsansvar

53.

Politik for transparens — transparens er et af Bankens vigtigste strategiske forretningsmæssige mål, der afspejler dens rolle som EU's politisk inspirerede bank. Nærmere oplysninger om denne politik fremgår af redegørelsen »Transparens — redegørelse og forslag« (»Transparency — Report and Proposals«) (juni 2004), der vedrører virksomhedsledelse, etik, vederlag, finansiel rapportering, kontrol og evaluering samt bankvirksomhed.

54.

Erklæring om virksomhedsledelse (Statement on Governance) — forklarer de grundlæggende principper for virksomhedsledelse i Banken. Den vedrører beslutningstagning, tilsynsorganer, sagkundskab, etik, interessekonflikter, vederlag, andre sociale goder, eksterne tilsynsstrukturer og regnskaber. Desuden indeholder den oplysninger om risikostyring, ledelseskontrol, compliance, intern revision, kontrolrammer, strategiudmøntning og -overvågning samt transparens.

55.

Erklæring om virksomheds- og socialansvar (Statement on Corporate Social Responsibility) — en erklæring om de generelle principper for virksomheds- og socialansvar med forpligtelser til at virkeliggøre dem. Danner grundlaget for udarbejdelsen af detaljerede retningslinjer og for den fremtidige rapportering. Desuden beskriver erklæringen de principper, der ligger til grund for EIB's integration af sociale og miljømæssige hensyn i dens forretninger (jf. redegørelsen om virksomhedsansvar nedenfor).

56.

Redegørelse om virksomhedsansvar (Corporate Responsibility Report) — første udgave (2006) dækker spørgsmål i forbindelse med etik, virksomhedsledelse, transparens, ansvarlighed, ansvarlig finansiering og Bankens fodaftryk. Den indeholder oplysninger om EIB's miljøaktiviteter, der tidligere indgik i Bankens miljøredegørelse.

57.

Offentliggørelsespolitik (Public Disclosure Policy) — den nuværende politik (2006) fastlægger principperne og reglerne for offentliggørelse af information. Politikken er baseret på princippet om offentliggørelse, medmindre der er tvingende grunde til ikke at offentliggøre. Den indeholder desuden procedurerne for behandling af informationsanmodninger og rekvirenternes klageadgang.

58.

Retningslinjer om bekæmpelse af korruption og svig (Guidelines on Anti-corruption and Fraud) — samler hovedelementerne i Bankens nuværende tilgang, nemlig adfærdskodekser, vejledningen om udbud, interne retningslinjer og manifester, derunder betingelser, der indgår i dens finansieringsaftaler.

En varig udvikling

59.

Miljø- og socialpolitik, strategier og procedurer — publikationerne »Miljøerklæring« (Environmental Statement) og »Miljøprocedurer« (Environmental Procedures) redegør for Bankens politik, interne retningslinjer, standarder, procedurer og organisation på miljøområdet og beskriver, hvordan den bedømmer de miljømæssige og sociale aspekter af de projekter, den overvejer at finansiere, retsgrundlaget — afhængig af, hvor projektet gennemføres — og initiativtagernes ansvar med hensyn til miljøanliggender, derunder krav om naturbevarelse.

60.

Social bedømmelse af projekter i udviklingslande: Den Europæiske Investeringsbanks tilgang (The Social Assessment of Projects in Developing Countries: The Approach of the European Investment Bank) — resumerer EIB's aktuelle praksis for social bedømmelse af projekter i udviklingslande til gavn for en varig udvikling. Dokumentet afspejler de sociale aspekters stigende relevans i denne sammenhæng og forklarer Bankens sigte om gradvis at udvikle en mere proaktiv tilgang til hensynet til den sociale velfærd, indledningsvis med fokus på udviklingslande.

61.

Rammer for bedømmelsen af Investeringsfacilitetens projekters udviklingsfremmende virkning (Development Impact Assessment Framework of Investment Facility Projects) — beskriver, hvordan Investeringsfacilitetens (9) forretningers bidrag til virkeliggørelsen af AVS-EF-partnerskabsaftalens mål bedre kan bedømmes. Den fokuserer på de finansielle, økonomiske, sociale, miljømæssige og ledelsesmæssige bidrag til Investeringsfacilitetens strategi og til udviklingsmålene for årtusindet som grundlag for bedømmelsen af de enkelte projekters udviklingsfremmende virkning.

Beslutningsprocesser

Adfærdskodekser

62.

Banken offentliggør på sit netsted alle adfærdskodekser for bestyrelsen, direktionen, revisionsudvalget og sine ansatte, nemlig:

Code of Conduct for the Members of the Audit Committee of the European Investment Bank (adfærdskodeks for medlemmerne af revisionsudvalget — foreligger kun på engelsk)

adfærdskodeks for medlemmerne af direktionen

adfærdskodeks for medlemmerne af bestyrelsen

adfærdskodeks for de ansatte.

63.

Banken offentliggør desuden detaljerede oplysninger om vederlagene og andre sociale goder for medlemmerne af de beslutningstagende organer og tilsynsorganerne samt de ansatte.

64.

Derudover offentliggøres følgende dokumenter:

årlig kalender for bestyrelsesmøder

personlige erklæringer fra bestyrelsesmedlemmerne: Bestyrelsesmedlemmerne underskriver en personlig erklæring om de øvrige hverv eller poster, de beklæder. Også oplysninger om afholdelser fra at stemme i tilfælde af interessekonflikter offentliggøres.

personlige erklæringer fra direktionsmedlemmerne: Direktionsmedlemmerne underskriver en erklæring om deres finansielle interesser, der svarer til medlemmerne af Europa-Kommissionens.

taler og udtalelser fra de overordnede ledere.

Offentligt samråd om politikker

65.

EIB vil indlede andre offentlige samråd om udvalgte politikker, hovedsagelig via sit netsted (politik for transparens, juni 2004).

Information om långivning

Rutinemæssig spredning

Offentliggørelser vedrørende projektcyklen

66.

Retningslinjer for finansierbarhed — forklarer retsgrundlaget for EIB's finansiering af projekter i Den Europæiske Unions medlemsstater. Dens långivning uden for EU er omfattet af separate mandater fra EU som et led i Unionens eksterne politik for samarbejde og udviklingsbistand.

67.

Projektcyklen i EIB — beskriver Bankens beslutningstagning om de projekter, den finansierer. Giver ligeledes en oversigt over de standardmæssige bedømmelses- og tilsynsprocedurer, der anvendes, og som skræddersys efter de enkelte projekter, hvortil der ansøges om lån.

68.

Vejledning om udbud — giver initiativtagerne og deres leverandører oplysninger om EIB's politik, det gældende retsgrundlag og de foranstaltninger, der skal træffes for afholdelse af udbud om levering af arbejde, varer og tjenester til EIB-finansierede projekter. Beskriver ligeledes EIB's og initiativtagernes respektive roller.

69.

Den statistiske beretning — offentliggøres som del 3 af EIB's årsberetning og indeholder omfattende information om EIB-finansierede projekter. Deri indgår fortegnelser over indgåede finansieringsaftaler fordelt på lande og statistiske oplysninger om långivningens fordeling på lande, regioner, EU-mål og sektorer.

Projektkøen

70.

På sit netsted offentliggør Banken forhåndsinformation om projekter, den overvejer at finansiere i form af en projektfortegnelse med projektsammendrag. Projekterne optages i projektkøen, inden bestyrelsen tager stilling til dem, medmindre der er tvingende grunde, der berettiger til en senere offentliggørelse (jf. afsnit 25 ff.).

71.

Offentliggørelsen af et projektsammendrag udløses, når Banken anmoder om udtalelser fra de berørte medlemsstater og Europa-Kommissionen som krævet i vedtægternes artikel 21. Det anses for det bedst egnede tidspunkt for den første offentlige tilkendegivelse af, at Banken har nået et tilstrækkelig fremskredet stadium i drøftelserne med initiativtager til, at den kan være rimelig sikker på, at bestyrelsen vil få forelagt et forslag til lån.

Projektsammendrag

72.

Projektsammendragene omfatter projektets navn, initiativtager eller finansielle formidler (for globallån), beliggenhed, sektor, beskrivelse, mål, miljømæssige og eventuelt sociale aspekter, udbudsdata, Bankens foreslåede finansieringsbidrag, de samlede projektomkostninger og projektets status, dvs. »under bedømmelse«, »godkendt« eller »aftale underskrevet«. Hertil kommer eventuelle links til miljøkonsekvensvurderinger og udbudsbekendtgørelser.

73.

Projektsammendraget indeholder enten en elektronisk version eller et link til det ikketekniske sammendrag af en eventuel miljøkonsekvensvurdering og, uden for EU, pendanten til det ikketekniske sammendrag og en miljøerklæring. EIB's ansatte bestræber sig for et imødekomme alle særlige anmodninger om oplysninger om anliggender og dokumenter i forbindelse med miljøkonsekvensvurderinger og miljøerklæringer. EIB tilskynder initiativtagerne til at stille information til rådighed på deres egne netsteder.

74.

Efter underskrivelsen af låneaftalerne forbliver projekterne i projektkøen, indtil de offentliggøres i Bankens årsberetning.

Miljøkonsekvensvurdering af projekter

EIB's politik for den formelle proces, der almindeligvis betegnes »miljøkonsekvensvurdering«, er resumeret i dens miljøerklæring (2004).

Banken kræver, at alle projekter, uanset beliggenhed, opfylder kravene (principper og praksis) i Den Europæiske Unions direktiv om miljøkonsekvensvurdering (Rådets direktiv 85/337/EØF, som ændret ved direktiv 97/11/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/35/EF) for så vidt angår krav om samt omfang og form af formelle miljøkonsekvensvurderinger.

Direktivet om miljøkonsekvensvurdering beskriver, for hvilke projektkategorier der kræves en miljøkonsekvensvurdering, hvilken procedure der skal følges, og vurderingens omfang. Direktivets artikel 5, stk. 1, pålægger projektets initiativtager at informere den kompetente myndighed om projektets miljøkonsekvenser. Denne information er nærmere beskrevet i direktivets bilag IV og omfatter bl.a. et ikketeknisk sammendrag. Ifølge direktivets artikel 6 og 9 er det værtslandets og dets kompetente myndigheders ansvar at sikre, at »de berørte dele af offentligheden« informeres og høres om det påtænkte projekt. Bankens ansatte efterprøver, om disse krav er opfyldt, og resultatet deraf indgår i sammentrængt form i deres rapport til Bankens bestyrelse.

Om alle projekter, hvoraf der kræves en miljøkonsekvensvurdering, offentliggør Banken det ikketekniske sammendrag (eller links til det) i projektkøen. Om projekter uden for EU, tiltrædelseslandene og de tiltrædende lande offentliggøres miljøerklæringen. Banken gennemgår disse dokumenter for at sikre, at der er taget behørigt hensyn til de sandsynlige miljøkonsekvenser, og at de foreslåede afbødende og kompenserende foranstaltninger og de foreslåede miljøforvaltningsplaner, der er knyttet til deres gennemførelse, opfylder Bankens krav.

Gennem passende drøftelser med initiativtagerne og andre parter og for at sikre, at projektet opfylder EIB's miljøstandarder, fremmer Banken anvendelsen af de højeste standarder for miljøkonsekvensvurdering.

Globallån

75.

Globallånsforretninger offentliggøres i projektkøen på Bankens netsted. Derudover offentliggør Banken efter anmodning samlede data om sublån under globallån, derunder deres fordeling på lande og sektorer.

Evalueringsrapporter

76.

Projektevalueringerne foretages i generalinspektoratet af et separat projektevalueringsteam, der er uafhængigt af de operationelle direktorater. Dette team udarbejder tematiske, sektorale, regionale og landebaserede ex post-evalueringer af EIB's finansieringsforretninger, der offentliggøres på Bankens netsted efter drøftelse i bestyrelsen. Desuden offentliggøres der en årlig oversigt over projektevalueringer.

Aktuelle projektorienteringer

77.

I tilfælde, hvor et projekt er genstand for betydelig offentlig interesse, offentliggør EIB en aktuel projektorientering på sit netsted.

Pressemeddelelser

78.

EIB udsender pressemeddelelser om projekter med nyhedsværdi, sædvanligvis på tidspunktet for låneaftalens underskrivelse.

Offentliggørelse efter anmodning

79.

Ud over de rutinemæssigt offentliggjorte projektsammendrag stiller Banken følgende projektrelaterede oplysninger til rådighed:

direktionens forslag til bestyrelsen om finansiering af et projekt:

for projekter i den offentlige sektor offentliggøres forslaget, medmindre bestyrelsen beslutter andet i kommercielt følsomme tilfælde

for projekter i den private sektor kan oplysninger, som Bankens medkontrahenter i den private sektor ikke betegner som fortrolige, offentliggøres

information fra Bankens rapporter om miljømæssige og sociale konsekvenser

information fra Bankens rapporter over tjenesterejser.

Projektdokumenter

Hvert projekt resulterer i sin egen samling dokumentation og kommunikation. Der kan skelnes visse hovedstadier i projektcyklen, hvor der indsamles og evalueres væsentlig information.

Bankens projektbedømmelse kan resultere i følgende dokumenter, der spiller en rolle i dens interne beslutningsproces:

foreløbig informationsskrivelse

forslag om at indlede projektbedømmelse

anmodning om Europa-Kommissionens eller EU-medlemsstaters udtalelser

Europa-Kommissionens udtalelse

EU-medlemsstaters udtalelser

forslag om at åbne forhandlinger om forretningen, derunder udtalelser fra EIB's forskellige tjenester

direktionens forslag til bestyrelsen om finansiering af projektet

formel ansøgning om finansiering fra projektets initiativtager

finansieringsaftale.

Information om låntagning

Rutinemæssig spredning

80.

Oplysninger om EIB's tilgang til låntagning fremgår af Bankens forretningsplan, der også angiver det forventede finansieringsomfang.

81.

EIB skal overholde loven på de markeder, hvor dens papirer udbydes. Et almindeligt krav i de retsområder, hvor EIB arbejder, er ikkediskriminering ved offentliggørelsen af information om finansielle handlinger, der ville give nogen en unfair konkurrencemæssig fordel i forbindelse med handler. Generelt søger EIB at sikre, at information om sådanne emner frigives samtidig via passende godkendte officielle kanaler og på dens netsted. Rutinemæssig information om EIB's låntagning gives desuden af finansielle formidlere.

82.

Blandt de vigtigste kilder til information om låntagningsforretninger kan nævnes:

De førende finansielle nyhedstjenester, især Bloomberg og Reuters, Bankens netsted og officielle informationstjenester giver omfattende oplysninger om EIB's aktiviteter på kapitalmarkederne.

Bankens netsteds afsnit om kapitalmarkederne fokuserer på dens låntagningsaktiviteter. Det beskriver EIB's profil som låntager og indeholder oplysninger om vigtige aspekter af dens låntagning, derunder emissionstabeller og links til tilbudsskrivelser og gældsemissionsprogrammer.

Officielle registreringer, der stilles til rådighed for offentligheden.

EIB-Gruppens årsberetning indeholder den finansielle beretning, der giver en årlig oversigt over Bankens låntagning og likviditetsforvaltning. I årsberetningen indgår ligeledes en statistisk beretning med oplysninger om projekter og statistiske data, derunder en fortegnelse over de obligationsforretninger, som Banken har gennemført på kapitalmarkederne.

Præsentationsdokumenter.

Periodiske nyhedsbreve til investorer.

Pressemeddelelser om låntagning, der anses for af særlig nyhedsværdi eller opfylder krav om offentliggørelse.

Andet specialiseret informationsmateriale om Bankens aktiviteter på kapitalmarkederne.

83.

EIB har ligeledes direkte kontakt med dele af investeringssektoren på møder (derunder omrejsende udstillinger, telekonferencer og konferencer).

84.

Forespørgsler vedrørende Bankens aktiviteter på kapitalmarkederne bedes rettet til afdelingen for investorpleje (investor.relations@eib.org).

Offentliggørelse efter anmodning

85.

Dokumentation (tilbudsskrivelser, tegningsindbydelser og/eller programmer) vedrørende obligationsemissioner stilles til rådighed efter anmodning.

Procedurer for behandling af informationsanmodninger

86.

Bankens procedurer for behandling af informationsanmodninger fra offentligheden er følgende:

Anmodninger

87.

Anmodninger om adgang kan fremsættes tvangfrit enten skriftligt eller mundtligt. De bedes rettet til EIB's hovedafdeling for kommunikation og information eller info@eib.org. De kan ligeledes rettes til Bankens eksterne kontorer, der gerne videresender dem til hovedafdelingen for kommunikation og information i hovedsædet i Luxembourg.

88.

Rekvirenten er ikke forpligtet til at begrunde sin anmodning.

Behandling af anmodninger

89.

Anmodninger behandles normalt af EIB's infoskranke og besvares uden ophold og under alle omstændigheder senest 20 arbejdsdage efter modtagelsen.

90.

Hvis en anmodning ikke er tilstrækkelig præcis, eller hvis den ikke gør det muligt at identificere det ønskede dokument eller den ønskede information entydigt, beder EIB's ansatte rekvirenten om at præcisere sin anmodning.

91.

Hvis en anmodning afleveres til en forkert medarbejder i Banken, videresender modtager den uden ophold til den kompetente hovedafdeling.

92.

Hvis en mundtlig anmodning om information er for kompliceret eller kompleks at besvare mundtligt, beder EIB's ansatte rekvirenten om at fremsætte sin anmodning skriftligt.

93.

Hvis der allerede er stillet information til rådighed, enten af Banken eller af tredjemand, oplyser EIB's ansatte rekvirenten om, hvordan den ønskede information kan fås.

94.

Hvis et svar ikke kan gives inden for den foreskrevne tidsfrist på grund af de rejste spørgsmåls kompleksitet, oplyser EIB's ansatte rekvirenten derom uden ophold og senest 10 arbejdsdage efter modtagelsen. I bekræftelsen på modtagelsen anføres navnet på den hovedafdeling og den ansatte, der skal udarbejde svaret.

95.

Svar på komplekse anmodninger gives senest 40 arbejdsdage efter modtagelsen.

96.

Hvis EIB's ansatte ikke kan give den ønskede information af fortrolighedshensyn, det være sig helt eller delvis, anfører de grunden dertil og oplyser rekvirenten om dennes ret til at fremsætte en bekræftende anmodning (se nedenfor).

97.

Information gives i en eksisterende version og et eksisterende format eller, om muligt, i det format, som rekvirenten har behov for.

98.

EIB's ansatte påser om muligt, at medlemmer af offentligheden, der tilskriver Banken på et af EU's officielle sprog, også modtager svar på dette sprog.

99.

Rekvirenter kan anmodes om at yde betaling til dækning af de omkostninger, der er forbundet med tilrådighedsstillelsen af de ønskede dokumenter.

100.

EIB's ansatte sender ingen korrespondance til andre eksterne parter, medmindre de berørte er informeret.

101.

Banken forbeholder sig ret til at nægte at imødekomme anmodninger, der er klart urimelige.

Bekræftende anmodninger

102.

I tilfælde af helt eller delvis afslag, eller hvis Banken undlader at besvare en anmodning inden for den foreskrevne tidsfrist, kan rekvirenten inden for 20 arbejdsdage fra modtagelsen af Bankens svar fremsætte en bekræftende anmodning.

103.

Banken behandler bekræftende anmodninger hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest 15 arbejdsdage efter modtagelsen. Undtagelsesvis, f.eks. i tilfælde af anmodninger vedrørende meget komplekse dokumenter eller spørgsmål, kan tidsfristen forlænges med 15 arbejdsdage, hvis rekvirenten underrettes på forhånd under anførelse af grunden.

Klager

104.

I tilfælde af helt eller delvis afslag efter en bekræftende anmodning informerer Banken rekvirenten om den mulige klageadgang, der består i at indgive en klage som beskrevet i kapitlet »Bestemmelser om klager« nedenfor.

105.

Bestemmelserne om klager finder ligeledes anvendelse, hvis Banken undlader at svare inden for de foreskrevne tidsfrister, eller hvis en rekvirent finder et svar utilfredsstillende.

Bestemmelser om klager

106.

Medlemmer af offentligheden, der mener, at EIB's ansatte ikke har behandlet en anmodning om information i overensstemmelse med de standarder og procedurer, som Banken formelt har vedtaget, kan indgive en formel klage til EIB's generalsekretær. Klager skal indgives skriftligt inden for 20 arbejdsdage fra datoen for den korrespondance, der er genstand for klagen. Banken bekræfter modtagelsen af klagen uden ophold, og generalsekretærens svar gives senest 20 arbejdsdage efter modtagelsen af klagen.

107.

I overensstemmelse med artikel 195 i EF-traktaten kan EU-borgere og enhver fysisk eller juridisk person med bopæl eller registreret hjemsted i en EU-medlemsstat også indgive klage til Den Europæiske Ombudsmand (10). Den Europæiske Ombudsmand behandler klager over fejl eller forsømmelser i forbindelse med handlinger foretaget af EU-institutioner og -organer og rapporterer til Europa-Parlamentet.

108.

I tilfælde, hvor borgere eller herboende fra tredjelande ønsker at indgive klage over manglende offentliggørelse af EIB-information, kan det ske til Bankens generalinspektør (11), hvis sagen ikke behandles af Den Europæiske Ombudsmand. Ved udførelsen af sit hverv handler generalinspektøren uafhængigt af Bankens ledelse. Generalinspektørens rapport tilsendes EIB's uafhængige revisionsudvalg, samtidig med at den tilsendes ledelsen.

Image

Informationskilder

109.

EIB-dokumenter, der er offentligt tilgængelige, kan gengives frit, såfremt

kilden og datoen for deres offentliggørelse anføres

den indeholdte information ikke ændres

den indeholdte information ikke anvendes til kommercielle formål (dette kræver EIB's godkendelse)

tredjemands ophavsret respekteres.

110.

Visse af Bankens vedtægtsmæssige dokumenter og beslutninger offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Netsted

111.

EIB's netsted er hovedplatformen for formidling af information om Bankens rolle og aktiviteter til offentligheden. Det er en vigtig autoritativ kilde til information om Banken.

112.

Al dokumentation, som EIB offentliggør, er enten tilgængelig eller oplistet på dens netsted. Netstedet indeholder udtømmende oplysninger om Bankens virksomhedsledelse, transparens, beslutningstagningsstruktur, långivning til projekter og låntagning.

113.

Banken har forpligtet sig til at føre en politik for konstant forbedring af indholdet af og faciliteterne på sit netsted for at fremme en hurtig og let adgang til sin information. Netstedet er i øjeblikket på engelsk, fransk og tysk.

114.

Forskellige afsnit af Bankens netsted fokuserer på hver sit mål for långivningen og låntagningen eller andre aspekter af EIB's aktivitet. De dækker typisk følgende områder:

tiltrædelseslandene

partnerlande i Middelhavsområdet

landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet

økonomisk og social samhørighed

JASPERS

Innovation 2010-initiativet

menneskelig kapital

transeuropæiske net

miljø

kapitalmarkederne

ledige stillinger i EIB

økonomiske og finansielle undersøgelser med adgang til undersøgelsesrapporter.

115.

EIB's netsted er ligeledes tilgængeligt via Den Europæiske Unions portal (http://www.europa.eu), ligesom det indgår i talrige offentlige netsteder, der beskæftiger sig med EU-anliggender, og kan findes via de førende søgemaskiner på internettet.

Infoskranken

116.

Infoskranken (info@eib.org) modtager alle anmodninger om information og dokumenter samt alle andre forespørgsler om EIB's rolle og aktiviteter. Infoskranken kan ligeledes kontaktes per telefon (se nedenfor).

Forbindelser med pressen og andre nyhedsmedier

117.

Generelt varetager afdelingen for forbindelser med medierne i hovedafdelingen for kommunikation og information forbindelserne til nyhedsmedierne. Afdelingen for investorpleje i hovedafdelingen for kapitalmarkeder varetager dog forbindelserne med den specialiserede kapitalmarkedspresse.

118.

Presseaktiviteterne er koncentreret om:

pressekonferencer, organiseret af Banken, derunder de årlige pressekonferencer i Luxembourg og Bruxelles (i februar), hvor Bankens resultater i det foregående regnskabsår præsenteres, og, om fornødent, pressekonferencen efter styrelsesrådets årsmøde (i juni)

pressekontakter, der spænder fra orienteringer og interviews til møder for formidling af baggrundsinformation

pressemeddelelser, hovedsagelig vedrørende undertegnelser af låneaftaler af nyhedsværdi. Blandt de øvrige omfattede emner kan nævnes låntagningsforretninger med høj profil, nye politiske initiativer fra EU, der inddrager Banken, og udnævnelser af medlemmer af EIB's beslutningstagende organer og overordnede ledelse. Pressemeddelelser offentliggøres på EIB's netsted og udsendes alle, der er opført på forsendelseslisten

artikler til specialiserede publikationer

virksomheds- og markedsrelaterede bekendtgørelser — i begrænset omfang.

Forbindelser med civilsamfundet

119.

Civilsamfundsenhedens rolle i hovedafdelingen for kommunikation og information er at varetage forbindelserne med den brede offentlighed, derunder de ikkestatslige organisationer og andre civilsamfundsorganisationer. Enheden fungerer som grænseflade til civilsamfundet, især ved at koordinere besvarelser af forespørgsler og informationsanmodninger og organisere møder og workshopper med interesserede organisationer. Dens aktiviteter omfatter:

120.

Regelmæssige workshopper. EIB afholder workshopper for civilsamfundsorganisationer om emner af fælles interesse, i princippet to gange årlig, hovedsagelig på regional basis, i og uden for EU. Workshopper bekendtgøres over for civilsamfundsorganisationerne via Bankens netsted og pr. individuel post. Dagsordenen for disse workshopper udformes i samarbejde med interesserede civilsamfundsorganisationer.

121.

Lokale og regionale kontakter. Bankens ansatte korresponderer og mødes med lokale civilsamfundsorganisationer, især når der er særlig interesse for et EIB-finansieret projekt blandt lokalbefolkningen. Når det er formålstjenligt, deltager også operationelle ansatte i disse møder, hvorved civilsamfundsenheden spiller en koordinerende og formidlende rolle.

122.

Andre arrangementer. EIB-ansatte deltager ligeledes i arrangementer organiseret af civilsamfundsorganisationer.

Konferencer og udstillinger

123.

Blandt de vigtigste aktiviteter kan nævnes:

Overordnede lederes taler og udtalelser offentliggøres på EIB's netsted.

Banken organiserer et antal eksterne konferencer og arrangementer, ligesom den deltager i konferencer og arrangementer organiseret af tredjemand.

Det årlige EIB-forum og andre lejlighedsvise konferencer samler sagkyndige til drøftelser af vigtige europæiske anliggender.

EIB afholder seminarer, rundbordsdiskussioner og workshopper med interessenter om emner af fælles interesse, især for forretningsforbindelser.

EIB-ansatte deltager i eksterne arrangementer for at fremme den faglige debat om emner af interesse for Banken.

EIB-ansatte holder foredrag for grupper af besøgende med politisk, faglig eller akademisk interesse for Bankens rolle og aktiviteter.

EIB er ofte til stede på større konferencer, messer og udstillinger af særlig interesse for den, specielt dem, der sigter mod at knytte og styrke forbindelser med f.eks. banksektoren, offentlige og private økonomiske aktører, civilsamfundet og medierne, men også rekrutteringsmesser, der er en god lejlighed til at komme i kontakt med potentielle ansatte.

Audiovisuel dokumentation og biblioteksfaciliteter

124.

Banken stiller følgende materiel og faciliteter til rådighed:

Videogrammer, der forklarer EIB's rolle og aktiviteter, kan lånes gratis i formaterne VHS PAL og BETACAM til professionelt brug.

EIB har et mindre filmbibliotek til professionelt brug med »mapper« af filmmateriale, der illustrerer forskellige aspekter af EIB's aktivitet og dens beslutningsstruktur.

EIB har desuden et mindre billedbibliotek om sine aktiviteter og personligheder, som tredjemand kan konsultere efter anmodning.

EIB kan give begrænset adgang til sine biblioteksfaciliteter. Denne adgang omfatter hovedsagelig faciliteter som dens indeks over officielle EIB-tekster og et bibliografisk udvalg af værker om EIB. Biblioteksfaciliteterne kan kun benyttes efter aftale og kun i det omfang, personalet er til rådighed.

EIB's historiske arkiver

125.

EIB arbejder på en politik for afklassificering af dokumenter. Dokumenter af historisk værdi vil gradvis blive frigivet fra Bankens arkiver og gjort tilgængelige for den interesserede offentlighed. Bankens historiske arkiver opbevares, sammen med de øvrige EU-institutioners og -organers, i Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze.

Kontakter

Netsted

Tlf. (352) 43 79 31 19

Fax (352) 43 79 31 88

E-post: webmaster@eib.org

Infoskranken

Tlf. (352) 43 79 31 00

Fax (352) 43 79 31 99

E-post: info@eib.org

E-postadresse for kommunikations- og offentliggørelsespolitik

E-post: infopol@eib.org

Investorpleje

Tlf. (352) 43 79 62 59

Fax (352) 43 79 62 97

E-post: investor.relations@eib.org

Medieskranken

Tlf. (352) 43 79 21 00

Fax (352) 43 79 21 99

E-post: press@eib.org

Civilsamfundsenheden

Tlf. (352) 43 79 31 35

Fax (352) 43 79 31 91

E-post: info@eib.org

Kontaktadresserne for Bankens regionalkontorer offentliggøres på EIB's netsted.


(1)  EUT C 332 af 30.12.2006, s. 45.

(2)  Compliancefunktionen tager sig ikke af klager fra offentligheden. Se bestemmelserne om klager i afsnit 106 ff.

(3)  EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43.

(4)  EU's tre lovgivende institutioner har opfordret de øvrige EU-institutioner og -organer til at vedtage regler for offentlig adgang til dokumenter, der tager hensyn til de principper og grænser, som er fastlagt i forordningen.

(5)  Artikel 287: »Medlemmer af Fællesskabets institutioner, medlemmerne af udvalgene samt Fællesskabets tjenestemænd og øvrige ansatte har — selv efter at deres hverv er ophørt — forpligtelse til ikke at give oplysninger om forhold, som ifølge deres natur er tjenestehemmeligheder, navnlig oplysninger om virksomheder og om deres forretningsforbindelser eller omkostningsforhold.«

(6)  EIB har intet kontraktforhold med de endelige modtagere af sublån under globallån. Den formidlende bank er den endelige modtagers nærmeste forretningsforbindelse, idet den bærer projektets kommercielle risiko og undertegner finansieringsaftalen.

(7)  En foreløbig informationsskrivelse er et kort dokument, der på et tidligt stadium informerer Bankens direktion og tjenester om en mulig ny forretning.

(8)  Både EIB's og EIB-Gruppens konsoliderede regnskaber indgår i EIB-Gruppens finansielle beretning. De konsoliderede regnskaber udarbejdes i overensstemmelse med internationale finansielle rapporteringsstandarder (IFRS). EIB's ukonsoliderede regnskab udarbejdes i overensstemmelse med Rådets direktiv 86/635/EØF af 8. december 1986 om bankers og andre penge- og finansieringsinstitutters årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (EFT L 372 af 31.12.1986, s. 1).

EIB's finansielle beretning indeholder udførlige oplysninger om kredit-, drifts- og risikostyring.

Desuden offentliggør Banken halvårlige konsoliderede regnskaber (ureviderede).

(9)  Investeringsfaciliteten er et vigtigt finansielt instrument i Cotonouaftalen af 2. juni 2003. Investeringsfaciliteten dækker alle økonomiske sektorer og fremmer investeringer, der gennemføres af private og kommercielt drevne offentlige organer, derunder indtægtsskabende økonomiske og teknologiske infrastrukturer af kritisk betydning for den private sektor.

(10)  I lyset af de indhøstede erfaringer foretrækker Den Europæiske Ombudsmand, at offentligheden udnytter alle de procedurer, som den pågældende EU-institution eller det pågældende EU-organ, derunder EIB, har fastlagt, inden der indgives klage til Den Europæiske Ombudsmand.

(11)  Som beskrevet i Bankens »Erklæring om virksomhedsledelse« udgør generalinspektøren en uafhængig instans for behandling af klager, som Den Europæiske Ombudsmand anser for at falde uden for sit felt. De nærmere bestemmelser om klager til generalinspektøren er under udarbejdelse.