(1)

Efter forordning (EF) nr. 994/98 kan Kommissionen udstede en forordning om, at støtteforanstaltninger, der ligger under et bestemt loft, ikke anses for at opfylde kriterierne i traktatens artikel 87, stk. 1, og derfor ikke er omfattet af anmeldelsespligten i traktatens artikel 88, stk. 3.

(2)

På grundlag af den pågældende forordning udstedte Kommissionen forordning (EF) nr. 69/2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte (3), hvori der fastsættes et loft på 100 000 EUR pr. støttemodtager over en treårig periode. Oprindeligt gjaldt denne forordning ikke for landbrugs-, fiskeri- og akvakultur- samt transportsektoren på grund af særreglerne for disse sektorer.

(3)

Med hensyn til landbrugs- og fiskerisektoren blev der ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1860/2004 af 6. oktober 2004 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte i landbrugs- og fiskerisektoren (4) fastsat et specifikt loft på 3 000 EUR pr. støttemodtager pr. treårsperiode for disse sektorer, da det ud fra Kommissionens erfaringer kan fastslås, at meget små støttebeløb, der ydes i landbrugssektoren, ikke opfylder kriterierne i traktatens artikel 87, stk. 1, hvis visse betingelser er opfyldt. Dette er tilfældet, når både den støtte, som individuelle producenter modtager, er lille, og det samlede støttebeløb, der ydes til disse sektorer, ikke overstiger en lille procentdel af produktionsværdien.

(4)

På grund af de ændrede økonomiske forhold og erfaringerne med anvendelsen af de nuværende de minimis-regler skønnes det nødvendigt at ændre disse regler. Derfor er det for nyligt blevet foreslået at hæve de minimis-loftet i forordning (EF) nr. 69/2001 fra 100 000 EUR til 200 000 EUR og at lade transportsektoren og også sektoren for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter komme ind under forordningen.

(5)

De seneste erfaringer med anvendelsen af statsstøttereglerne i fiskerisektoren, og især de minimis-loftet i forordning (EF) nr. 1860/2004 og retningslinjerne for behandling af statsstøtte til fiskeri og akvakultur (5), har vist, at risikoen for fordrejning af konkurrencevilkårene på grund af de minimis-støtte er mindre end forudset i 2004.

(6)

Denne forordning bør ikke fritage eksportstøtte eller støtte, der begunstiger indenlandske produkter frem for importerede. Endvidere fastslog EF-Domstolen i sin dom af 19. september 2002, at medlemsstaterne, når Fællesskabet ved lovgivning har indført en fælles markedsordning i en given landbrugssektor, har pligt til at afstå fra enhver foranstaltning, der kan underminere eller fravige denne ordning (6). Dette princip gælder også for fiskerisektoren. Denne forordning bør derfor ikke gælde for støtte, hvis størrelse fastsættes ud fra prisen for eller mængden af et produkt, der bringes på markedet. Desuden bør forordningen ikke gælde for støtte til finansiering af etablering og drift af distributionsnet i andre EF-medlemsstater. Støtte til deltagelse i varemesser eller til undersøgelser eller konsulenttjenester, der er nødvendige for lancering af et nyt eller eksisterende produkt på et nyt marked, betragtes normalt ikke som eksportstøtte.

(7)

Efter Kommissionens erfaringer kan støtte til virksomheder i fiskerisektoren på højst 30 000 EUR pr. støttemodtager pr. treårsperiode anses for ikke at påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne og/eller fordreje eller true med at fordreje konkurrencevilkårene, hvis det samlede beløb af sådan støtte til alle virksomheder i en treårsperiode ligger under et loft svarende til ca. 2,5 % af værdien af den årlige fiskeriproduktion, og støtten falder derfor ikke ind under traktatens artikel 87, stk. 1. De år, der lægges til grund i den forbindelse, er regnskabsårene i de pågældende medlemsstater. Den relevante treårsperiode er glidende i den forstand, at det, hver gang der ydes ny de minimis-støtte, skal beregnes, hvor meget de minimis-støtte i alt der er ydet i det pågældende regnskabsår samt i de foregående to regnskabsår.

(8)

Efter de principper, der gælder for statsstøtte omfattet af traktatens artikel 87, stk. 1, bør de minimis-støtte anses for at være ydet på det tidspunkt, hvor støttemodtageren har opnået ret til at modtage støtten efter den gældende nationale ordning. De minimis-reglen påvirker ikke virksomhedernes mulighed for at modtage statsstøtte, som Kommissionen har godkendt, eller som falder ind under en gruppefritagelsesforordning.

(9)

Under hensyntagen til den fælles fiskeripolitiks mål bør støtte til udvidelse af fiskerikapaciteten og støtte til bygning eller køb af fiskerfartøjer ikke falde ind under forordningen, bortset fra støtte til modernisering over hoveddækket, jf. artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik (7).

(10)

Af hensyn til gennemsigtigheden, ensartet behandling og korrekt anvendelse af de minimis-loftet bør medlemsstaterne anvende samme beregningsmetode. For at lette beregningen og i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 69/2001 bør støtte, der ikke udbetales i kontanter, omregnes til den tilsvarende bruttosubventionsækvivalent. [Af hensyn til en effektiv kontrol bør denne forordning desuden kun anvendes på støtteforanstaltninger, der er gennemsigtige, så støtteværdien let kan beregnes.] Subventionsækvivalenten for andre former for gennemsigtig støtte end rateudbetalt støtte beregnes på grundlag af de gældende markedsrenter på støttetidspunktet. For at sikre ensartet, gennemsigtig og enkel anvendelse af statsstøttereglerne bør markedsrenterne ved anvendelsen af denne forordning anses for at være referencesatserne. Referencesatserne bør være de satser, der med regelmæssige mellemrum fastsættes af Kommissionen på grundlag af objektive kriterier og offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende og på internettet.

(11)

Kommissionen har pligt til at sikre, at statsstøttereglerne overholdes, og især at støtte, der ydes efter de minimis-reglerne, opfylder de fastsatte betingelser. Efter traktatens artikel 10 bør medlemsstaterne lette udførelsen af denne opgave ved at træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at den samlede støtte, der ydes efter de minimis-reglerne, ikke overstiger loftet på 30 000 EUR pr. støttemodtager eller det samlede loft, der fastsættes af Kommissionen ud fra værdien af fiskeriproduktionen pr. medlemsstat i en treårsperiode. Når medlemsstaterne yder de minimis-støtte, bør de derfor meddele den pågældende virksomhed, at der er tale om de minimis-støtte, indhente udførlige oplysninger om anden de minimis-støtte, som virksomheden har modtaget i de sidste tre år, og nøje kontrollere, at de minimis-lofterne ikke overskrides som følge af den nye de minimis-støtte. Det kan dog også sikres, at lofterne overholdes, ved hjælp af et centralt register.

(12)

Af klarhedsgrunde, og eftersom der ikke gælder samme loft for de minimis-støtte til fiskerisektoren og til landbrugssektoren, bør der vedtages en specifik forordning, der udelukkende gælder for fiskerisektoren, og forordning (EF) nr. 1860/2004 bør ændres i overensstemmelse hermed.

(13)

Ud fra Kommissionens erfaringer og især i betragtning af, hvor hyppigt det generelt er nødvendigt at revidere statsstøttepolitikken, samt under hensyntagen til anvendelsesperioden for forordning (EF) nr. 69/2001 og forordning (EF) nr. 1860/2004, bør nærværende forordnings anvendelsesperiode begrænses til den 31. december 2013. Hvis denne forordning ikke forlænges ved anvendelsesperiodens udløb, bør medlemsstaterne gives en tilpasningsperiode på seks måneder for de minimis-støtte under denne forordning. Af hensyn til retssikkerheden bør det fastslås, hvilken virkning denne forordning får for støtte ydet før forordningens ikrafttræden —

(a)

støtte, der fastsættes ud fra prisen for eller mængden af produkter, der bringes på markedet

(b)

støtte til eksportrelaterede aktiviteter, dvs. støtte, der er direkte knyttet til de eksporterede mængder, og støtte ydet på betingelse af, at der anvendes indenlandske frem for importerede produkter

(c)

støtte til etablering og drift af et distributionsnet eller til andre løbende udgifter i forbindelse med eksportaktiviteter i medlemsstaterne

(d)

støtte, der anvendes til at udvide fiskerikapaciteten, udtrykt i tonnage eller maskineffekt, jf. artikel 3, litra n), i Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002, medmindre det drejer sig om støtte til modernisering over hoveddækket, jf. artikel 11, stk. 5, i samme forordning

(e)

støtte til køb eller bygning af fiskerfartøjer.

(a)

»virksomheder i fiskerisektoren«: virksomheder, der beskæftiger sig med produktion, forarbejdning og afsætning af fiskevarer

(b)

»fiskevarer«: de varer, der er defineret i artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 104/2000 (8)

(c)

»forarbejdning og afsætning«: alle aktiviteter i forbindelse med håndtering, behandling, produktion og distribution, som ligger mellem landings- eller høsttidspunktet og slutproduktstadiet.

(a)

I titlen ændres »landbrugs- og fiskerisektoren« til »landbrugssektoren«.

(b)

I artikel 1 ændres »landbrugs- og fiskerisektoren« til »landbrugssektoren«.

(c)

I artikel 2 foretages følgende ændringer:

(d)

Artikel 3, stk. 2, tredje afsnit, udgår.

(e)

I artikel 4, stk. 2, ændres »henholdsvis landbrug og fiskeri« til »landbrug«.

(f)

I artikel 4, stk. 3, andet afsnit, ændres »landbrugs- eller fiskerisektoren« til »landbrugssektoren«.

(g)

Bilag II udgår.