52006PC0764

Forslag til Rådets forordning om midlertidig tilbagetrækning af Republikken Belarus' adgang til generelle toldpræferencer /* KOM/2006/0764 endelig udg. - ACC 2006/0255 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 30.11.2006

KOM(2006) 764 endelig

2006/0255 (ACC)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om midlertidig tilbagetrækning af Republikken Belarus' adgang til generelle toldpræferencer

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

1. Fællesskabets generelle præferenceordning ("GSP-ordningen") gør det på bestemte betingelser muligt helt eller delvist at tilbagetrække præferenceordningerne for produkter med oprindelse i et begunstiget land, bl.a. i tilfælde af alvorlige og systematiske overtrædelser af principperne i FN's og Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) konventioner om grundlæggende menneske- og arbejdstagerrettigheder.

2. Republikken Belarus står på listen over begunstigede lande, der er omfattet af GSP-ordningen.

3. Ved udgangen af 2003 offentliggjorde Kommissionen på initiativ af internationale fagforeninger sin afgørelse om at iværksætte en undersøgelse af påståede overtrædelser af organisationsfriheden og retten til kollektive forhandlinger i Belarus.

4. Kommissionen undersøgte de institutionelle rammer, de vigtigste institutioner, arbejdsmarkedsparternes struktur og de relevante belarussiske retsforskrifter, foretog en sammenligning med internationale standarder og tog hensyn til konklusionerne og henstillingerne fra ILO's Komite for Organisationsfrihed og ILO's Ekspertkomité og til rapporter fra FN. Henstillingerne fra de to ILO-komitéer udgør det vigtigste grundlag for fortolkningen af den internationale arbejdsret og reglerne om sammenhængen mellem nationale og internationale standarder. De beviser, der blev fremlagt af de vigtigste nationale berørte parter og deres internationale partnerorganisationer, blev suppleret med samtaler med repræsentanter for statslige organer og arbejdsgiverorganisationer samt alle relevante internationale organer, ngo'er og Europa-Kommissionens personale.

5. Undersøgelsen viste, at Belarus lægger hindringer i vejen for retten til frit at etablere fagforeninger, retten til at organisere sig, retten til at vælge fagforening og fagforeningers ret til at opnå retlig status og til at modtage finansiering udefra. Belarus fremmer forskelsbehandling mod fagforeninger og opløsning af fagforeninger eller suspension af deres aktiviteter.

6. Sideløbende med Kommissionens undersøgelse nedsatte ILO en såkaldt undersøgelseskommission, som i sin rapport fra juli 2004 rettede tolv henstillinger, som den belarussiske regering skulle efterkomme før juni 2005 for at afhjælpe den mangelfulde anvendelse af ILO's konvention nr. 87 om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig og konvention nr. 98 om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger.

7. I overensstemmelse med proceduren i GSP-forordningen besluttede Kommissionen at overvåge og evaluere situationen i Belarus i en periode på seks måneder, hvilket gav Belarus ekstra tid til at give tilsagn om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme de grundlæggende principper og rettigheder i forbindelse med arbejde, som udtrykt i de tolv henstillinger i ILO's undersøgelseskommissions rapport fra juli 2004.

8. Belarus har ikke afgivet det nødvendige tilsagn inden for overvågnings- og evalueringsperioden (indtil marts 2006). Kommissionen vurderede dog fortsat situationen i Belarus, men som anført i betragtningerne til udkastet til forordning afgav Belarus først et tilfredsstillende tilsagn i oktober 2006. Grundene til en midlertidig tilbagetrækning af præferenceordningen for produkter med oprindelse i Belarus er derfor stadig til stede og bliver i betragtning af den fortsatte overtrædelse af ovennævnte rettigheder mere og mere presserende for hver dag, der går.

9. Rådet bør efter proceduren i artikel 20, stk. 4 og 5, i forordning (EF) nr. 980/2005 med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen træffe afgørelse inden for en måned. Vedtager Rådet, at der skal ske en midlertidig tilbagetrækning, bør forordningen træde i kraft seks måneder efter afgørelsen, medmindre situationen ændrer sig inden da.

10. Situationen bør løbende vurderes for i givet fald at genindføre præferenceordningen for produkter med oprindelse i Belarus, hvis overtrædelserne af organisationsfriheden og retten til kollektive forhandlinger ophører i Belarus.

2006/0255 (ACC)

Forslag til

RÅDETS FORORDNING

om midlertidig tilbagetrækning af Republikken Belarus' adgang til generelle toldpræferencer

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 133,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 980/2005 af 27. juni 2005 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer[1], særlig artikel 20, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til forordning (EF) nr. 980/2005 er Republikken Belarus (i det følgende benævnt "Belarus") et begunstiget land, der er omfattet af Fællesskabets arrangement med generelle toldpræferencer.

(2) Den 29. januar 2003 indgav Den Frie Faglige Internationale (FFI), Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS) og Den Kristelige Faglige Internationale (WCL) en fælles anmodning til Kommissionen om en undersøgelse i henhold til artikel 27 i forordning (EF) nr. 2501/2001 af påståede overtrædelser af organisationsfriheden og retten til kollektive forhandlinger i Belarus.

(3) Efter at have gennemgået anmodningen og hørt Udvalget for Generelle Præferencer besluttede Kommissionen ved afgørelse af 29. december 2003[2] at iværksætte en undersøgelse. Kommissionen offentliggjorde en meddelelse[3], hvori de berørte parter blev anmodet om oplysninger.

(4) De belarussiske myndigheder blev formelt underrettet om indledningen af undersøgelsen. De benægtede enhver overtrædelse af Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) konvention nr. 87 (om foreningsfrihed og beskyttelse af retten til at organisere sig) og 98 (om retten til at organisere sig og føre kollektive forhandlinger).

(5) De oplysninger, som Kommissionen modtog i løbet af undersøgelsen, der er foretaget i samråd med Udvalget for Generelle Præferencer, bekræftede dog, at der er tale om alvorlige og systematiske overtrædelser af organisationsfriheden og retten til kollektive forhandlinger i henhold til ILO-konvention nr. 87 og 98. Kommissionen erfarede bl.a., at Den Internationale Arbejdsorganisation undersøgte situationen i Belarus, for så vidt angår de to konventioner, og selv havde indledt en undersøgelse i november 2003. Den efterfølgende rapport, som ILO's undersøgelseskommission fremlagde i juli 2004, indeholdt tolv henstillinger til konkrete skridt til at forbedre situationen i Belarus. Belarus indtrængende bedt om at efterkomme henstillingerne senest den 1. juni 2005, hvilket ikke skete. På baggrund af disse oplysninger og sin egen vurdering fandt Kommissionen det derfor berettiget at tilbagetrække præferenceordningen midlertidigt.

(6) Den 17. august 2005 besluttede Kommissionen at overvåge og evaluere situationen med hensyn til arbejdstageres rettigheder i Belarus[4]. I meddelelsen om indledning af overvågnings- og evalueringsperioden på seks måneder[5] bekendtgjorde Kommissionen, at den ville fremlægge et forslag for Rådet om midlertidig tilbagetrækning af handelspræferencerne, medmindre Belarus inden fristens udløb havde givet tilsagn om at træffe de nødvendige foranstaltninger til at efterkomme principperne i ILO-erklæringen fra 1998 om grundlæggende principper og rettigheder i forbindelse med arbejde, som udtrykt i de tolv henstillinger i ILO's undersøgelseskommissions rapport fra juli 2004. De belarussiske myndigheder blev formelt underrettet om afgørelsen og meddelelsen.

(7) Belarus har ikke afgivet det nødvendige tilsagn inden for overvågnings- og evalueringsperioden på seks måneder og heller ikke som anført ovenfor i de efterfølgende måneder. I stedet forelagde de belarussiske myndigheder den 30. marts 2006 Kommissionen en redegørelse for situationen vedrørende organisationsfriheden i Belarus. Kommissionen har gennemgået denne redegørelse, men konkluderede, at den ikke indeholder tilstrækkeligt bevis for et passende tilsagn.

(8) I mellemtiden har ILO's styrelsesråd i marts 2006 vedtaget den opfølgningsrapport, Komiteen for Organisationsfrihed har udarbejdet, og hvori det påtales, at situationen vedrørende fagforeningsrettigheder faktisk forværredes i Belarus, og de belarussiske myndigheder indtrængende anmodes om straks at træffe konkrete foranstaltninger.

(9) Kommissionen har desuden modtaget en meddelelse dateret den 16. maj 2006 fra de belarussiske myndigheder om situationen vedrørende organisationsfriheden i Belarus. Ligesom med hensyn til redegørelsen af 30. marts 2006 nåede Kommissionen efter nøje gennemgang til den konklusion, at heller ikke denne meddelelse indeholdt noget tegn på tilsagn eller et overbevisende vidnesbyrd om, at situationen har forbedret sig. Denne vurdering af situationen i Belarus blev også delt af ILO's Internationale Arbejdskonferences udvalg om anvendelse af standarder, som i sin rapport fra juni 2006 beklagede, at den belarussiske regering stadig ikke har efterkommet henstillingerne, og understregede nødvendigheden af hurtig handling for at sikre reelle og håndgribelige fremskridt. Også Den Internationale Arbejdskonference, der i juni 2006 blev holdt under ILO's auspicier, betegnede den manglende efterkommelse af de tolv henstillinger, som Belarus har ladet upåagtet siden juli 2004, som en vedvarende krænkelse. Denne usædvanlige betegnelse anvendes kun ved meget alvorlige og systematiske tilfælde af manglende overholdelse af en ratificeret konvention.

(10) Kommissionen har nøje undersøgt den seneste udvikling i Belarus, herunder et brev fra Belarus dateret den 14. oktober 2006 og forelagt for Kommissionen den 17. oktober 2006. I stedet for et konkret tilsagn eller et klart bevis på, at situationen har forbedret sig, indeholder også dette brev udelukkende hensigtserklæringer, men intet tegn på, at principperne i ILO-konvention 87 og 98 faktisk er blevet gennemført. Overtrædelserne af principperne i ILO-konvention 87 og 98 finder fortsat sted.

(11) På baggrund af ovenstående bør præferenceordningen for produkter med oprindelse i Belarus midlertidigt tilbagetrækkes, indtil det besluttes, at begrundelsen for den midlertidige tilbagetrækning ikke længere er til stede.

(12) Denne forordning bør træde i kraft seks måneder efter vedtagelsen, medmindre det inden da besluttes, at begrundelsen for forordningen ikke længere er til stede -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Den i forordning (EF) nr. 980/2005 omhandlede præferenceordning for produkter med oprindelse i Belarus tilbagetrækkes midlertidigt.

Artikel 2

Rådet træffer med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen afgørelse om genindførelse af præferenceordningen for produkter med oprindelse i Belarus, hvis overtrædelserne af organisationsfriheden og retten til kollektive forhandlinger i Belarus ikke ophører.

Artikel 3

Denne forordning træder i kraft seks måneder efter vedtagelsen.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Rådets vegne

Formand

FINANSIERINSOVERSIGT TIL FORSLAG, SOM ALENE INDVIRKER PÅ BUDGETTETS INDTÆGTSSIDE

[pic]

[1] EUT L 169 af 30.6.2005, s. 1.

[2] EUT L 5 af 9.1.2004, s. 90.

[3] EUT C 40 af 14.2.2004, s. 4.

[4] EUT L 213 af 18.8.2005, s. 16.

[5] EUT C 240 af 30.9.2005, s. 41.