Forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse på det Europæiske Fællesskabs vegne af fiskeriaftalen for det sydlige Indiske Ocean /* KOM/2006/0306 endelig udg. */
[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER | Bruxelles, den 14.6.2006 KOM(2006) 306 endelig Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af fiskeriaftalen for det sydlige Indiske Ocean (forelagt af Kommissionen) BEGRUNDELSE I 2000 tog fiskeristaterne i den sydlige del af Det Indiske Ocean sammen med FAO de første skridt til at oprette en ny regional fiskeriorganisation (fiskeriaftale for det sydlige Indiske Ocean). I november 2000 fik Kommissionen mandat fra Rådet til at deltage i forhandlingerne om denne aftale på Fællesskabets vegne. På den femte mellemstatslige konference, der blev holdt i Mombasa, Kenya, i april 2005, nåede interesseparterne til enighed om et foreløbigt udkast. Dette udkast er siden blevet gennemgået af en redaktionsgruppe. En endelig udgave af teksten ventes at foreligge i første halvdel af 2006 og vil kort derefter være åben for undertegnelse ved en diplomatkonference. Det Europæiske Fællesskab har fiskeriinteresser i det sydlige Indiske Ocean og er også kyststat på vegne af øen Réunion. Fællesskabet er derfor i medfør af FN’s havretskonvention forpligtet til at samarbejde med andre berørte parter om forvaltning og bevarelse af regionens ressourcer. Fællesskabet har deltaget i denne proces fra starten og har i den forbindelse spillet en aktiv og konstruktiv rolle. Det har været formand for den mellemstatslige konference siden 2004 og har medvirket aktivt i udformningen af aftalen. Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om undertegnelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af fiskeriaftalen for det sydlige Indiske Ocean RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 37 sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum, under henvisning til forslag fra Kommissionen[1] og ud fra følgende betragtninger: (1) Fællesskabet har beføjelse til at vedtage foranstaltninger til bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerne og til at indgå aftaler med andre lande og med internationale organisationer. (2) Fællesskabet er kontraherende part i De Forenede Nationers havretskonvention, der forpligter alle medlemmerne af det internationale samfund til at samarbejde om bevarelse og forvaltning af havets biologiske ressourcer. (3) Fællesskabet og dets medlemsstater har ratificeret aftalen om gennemførelse af bestemmelserne i De Forenede Nationers havretskonvention af 10. december 1982 for så vidt angår bevarelse og forvaltning af fælles fiskebestande og stærkt vandrende fiskebestande. (4) Den femte mellemstatslige konference for parter med interesse i den kommende fiskeriaftale for det sydlige Indiske Ocean har forelagt et aftaleudkast. (5) Fællesskabets fiskere befisker bestandene i aftaleområdet, og det er i Fællesskabets interesse at spille en aktiv rolle i forbindelse med gennemførelsen af aftalen. Aftalen bør derfor undertegnes - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Artikel 1 Undertegnelsen af fiskeriaftalen for det sydlige Indiske Ocean godkendes herved på Fællesskabets vegne, med forbehold af Rådets afgørelse om indgåelse af nævnte aftale. Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse. Artikel 2 Formanden for Rådet bemyndiges til at udpege den eller de personer, som er beføjet til at undertegne aftalen på Fællesskabets vegne med forbehold af dens indgåelse. Udfærdiget i Bruxelles, På Rådets vegne Formand [1] EUT C […] af […], s. […].