52006PC0188(01)

Forslag til Rådets afgørelse om undertegnelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold /* KOM/2006/0188 endelig udg. */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 26.4.2006

KOM(2006) 188 endelig

2006/0062 (CNS)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om undertegnelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

I. POLITISK OG JURIDISK BAGGRUND

På topmødet i Skt. Petersborg enedes EU og Rusland om hurtigt at få afsluttet forhandlingerne om en tilbagetagelsesaftale og fremme en bedre udnyttelse af det spillerum, der findes i Schengen-aftalen med hensyn til visa.

Efter den bemyndigelse, Rådet gav Kommissionen den 12. juli 2004, blev der den 20.-21. oktober 2004 i Bruxelles indledt forhandlinger med Den Russiske Føderation om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold, sideløbende med de fortsatte forhandlinger om en tilbagetagelsesaftale. Man havde seks forhandlingsrunder og fire tekniske møder. De endelige tekster til tilbagetagelses- og visumaftalerne blev paraferet (første og sidste side) af Europa-Kommissionens næstformand, Franco Frattini, og den russiske præsidents rådgiver, Viktor Ivanov på PPC JHA-trojkamødet mellem Den Russiske Føderation og EU den 13. oktober 2005 i Luxembourg. Den formelle parafering af den fulde tekst til de to aftaler fandt sted i Moskva den 4. april 2006.

Medlemsstaterne er blevet løbende orienteret og hørt i de relevante arbejdsgrupper og udvalg i Rådet under hele forhandlingsforløbet.

For Fællesskabets vedkommende har aftalen hjemmel i EF-traktatens artikel 62, stk. 2, litra b), sammenholdt med artikel 300.

Vedlagte forslag udgør de retlige instrumenter til undertegnelsen og indgåelsen af aftalen. Rådet skal træffe afgørelse med kvalificeret flertal. Europa-Parlamentet skal høres formelt om aftalen, jf. EF-traktatens artikel 300, stk. 3.

Den foreslåede afgørelse om aftalens indgåelse opstiller de interne forskrifter for aftalens implementering i praksis. I særdeleshed fastsættes det, at det er Europa-Kommissionen, der bistået af eksperter fra medlemsstaterne repræsenterer Fællesskabet i det blandede udvalg, der oprettes i henhold til aftalens artikel 13.

I henhold til aftalens artikel 13, stk. 4, kan det blandede udvalg for lettelse af visumudstedelsen selv fastsætte sin forretningsorden. Fællesskabets holdning hertil skal fastlægges af Kommissionen i samråd med et særligt udvalg udpeget af Rådet.

II. FORHANDLINGERNES UDFALD

Kommissionen finder, at de mål, Rådet opstillede i sine forhandlingsdirektiver, er nået, og at udkastet til aftale om lettelse af visumudstedelse er acceptabelt for Fællesskabet.

Aftalens endelige indhold kan opsummeres således:

- for alle visumansøgere skal afgørelsen om, hvorvidt der vil blive udstedt visum, i princippet træffes inden for 10 kalenderdage. Denne frist kan forlænges op til 30 dage, hvor der er behov for grundigere undersøgelser. I særligt hastende tilfælde kan fristen for at træffe afgørelse afkortes til 3 dage eller derunder

- det visumgebyr, Rusland beregner, er blevet betydeligt reduceret og bragt ned på 35 EUR (svarende til det nugældende Schengen-gebyr). Dette gebyr kommer til at gælde for alle EU-borgere og alle russiske statsborgere (også turister) og for såvel visum til én indrejse som visum til flere indrejser. Der er mulighed for at opkræve et højere gebyr på 70 EUR for hasteansøgninger, når visumansøgeren uden særlig grund først har indgivet ansøgningen og den krævede dokumentation tre dage før vedkommendes afrejse eller derunder. Dette gælder ikke, når der foreligger humanitære eller helbredsmæssige grunde og heller ikke i tilfælde af slægtninges dødsfald. Der er desuden bestemte personkategorier, der ikke skal betale noget gebyr – det gælder nære slægtninge, embedsmænd, der rejser i embeds medfør, studerende, personer, der deltager i udvekslingsprogrammer på kultur- og uddannelsesområdet eller sportsarrangementer, ligesom der heller ikke opkræves noget gebyr i humanitære tilfælde

- kravene til dokumentation er blevet forenklet for visse personkategorier, herunder nære slægtninge, forretningsfolk, medlemmer af officielle delegationer, studerende, deltagere i videnskabelige eller kulturelle arrangementer samt sportsarrangementer, journalister, personer, der besøger militære eller civile gravsteder, lastbilchauffører i international godstransport og buschauffører. For disse personkategorier er det kun de i aftalen nævnte dokumenter, der kan kræves fremlagt som dokumentation for rejsens formål. Der kræves ingen anden dokumentation, indbydelse eller attestering, der måtte være foreskrevet i parternes lovgivning

- desuden er også kriterierne for udstedelse af visa til flere indrejser blevet forenklet for følgende personkategorier:

a) medlemmer af nationale og regionale regeringer og parlamenter, forfatningsdomstole og højesteretter samt ægtefæller og børn, der skal besøge EU-borgere eller russiske statsborgere med lovligt ophold på den anden parts territorium: visaene er gyldige i op til fem år (eller i et kortere tidsrum, hvis de pågældendes mandat eller lovlige ophold er af kortere varighed)

b) medlemmer af officielle delegationer, forretningsfolk, deltagere i videnskabelige eller kulturelle arrangementer eller sportsarrangementer, journalister, lastbil- og buschauffører og togpersonale, forudsat at de i de foregående to år har benyttet sig af et etårigt visum til flere indrejser, og grundene til at ansøge om visum til flere indrejser stadig er gyldige: der udstedes visa med en gyldighed på mindst 2 år og højst 5 år

- indehavere af diplomatpas er fritaget for visumpligt, når der er tale om kortvarige ophold. I en fælleserklæring anføres det, at hver af parterne kan suspendere bestemmelsen om, at der ikke kræves visum af indehavere af diplomatpas (artikel 11), hvis denne bestemmelse misbruges af den anden part, eller dens anvendelse kan udgøre en trussel for den offentlige sikkerhed

- hvad angår registreringsprocedurer forpligter parterne sig til snarest muligt at træffe foranstaltninger til at forenkle dem. I en brevveksling mellem det britiske formandskab og den russiske EU-ambassadør af 6. oktober 2005 blev det aftalt, at dette spørgsmål jævnligt skulle drøftes på møder om retlige og indre anliggender mellem EU og Rusland. På mødet mellem EU og Rusland i det permanente partnerskabsråd (JHA) den 13. oktober 2005 fik man første gang lejlighed til en positiv udveksling af synspunkter på dette område

- der er vedtaget en protokol, ifølge hvilken Det Europæiske Fællesskab skal træffe foranstaltninger til at forenkle reglerne for, at personer med Schengen-visum eller Schengen-opholdstilladelse kan rejse gennem de medlemsstater, der endnu ikke i fuldt omfang anvender Schengen-reglerne. Kommissionen fremlagde den 22. august 2005 et forslag til en forenklet personkontrol ved de ydre grænser baseret på de nye medlemsstaters ensidige anerkendelse af visse dokumenter udstedt af Schengen-landene. Forhandlingerne om dette forslag skrider godt frem og ventes afsluttet i løbet af de kommende måneder.

Danmarks, Det Forenede Kongeriges og Irlands særlige stilling afspejles i præamblen og i to fælleserklæringer, der er knyttet som bilag til aftalen. Norges og Islands tætte associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne kommer ligeledes til udtryk i en fælleserklæring til aftalen.

Eftersom de to aftaler om lettelse af visumudstedelse og tilbagetagelse hænger sammen indbyrdes, bør de undertegnes, indgås og træde i kraft samtidig.

III. KONKLUSION

I lyset af de ovenstående resultater foreslår Kommissionen, at Rådet

- træffer afgørelse om, at aftalen skal undertegnes på Fællesskabets vegne, og giver Rådets formand bemyndigelse til at udpege den eller de personer, der skal have beføjelse til at undertegne den på Fællesskabets vegne

- efter høring af Europa-Parlamentet godkender den vedlagte aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold.

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om undertegnelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 62, stk. 2, litra b), nr. i) og ii), sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum,

under henvisning til forslag fra Kommissionen[1], og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Ved afgørelse af 12. juli 2004 gav Rådet Kommissionen bemyndigelse til at føre forhandlinger om en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold.

(2) Forhandlingerne om aftalen blev indledt den 20.-21. oktober 2004 og afsluttet den 12. oktober 2005.

(3) Den aftale, der blev paraferet i Moskva den 4. april 2006, bør undertegnes under forbehold af dens senere indgåelse.

(4) I overensstemmelse med protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling og protokollen om integrering af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union deltager Det Forenede Kongerige og Irland ikke i vedtagelsen af denne afgørelse og er derfor ikke bundet eller omfattet af den.

(5) I overensstemmelse med protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse og er derfor ikke bundet eller omfattet af den -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Eneste artikel

Under forbehold af dens senere indgåelse bemyndiges Rådets formand hermed til at udpege den eller de personer, der på Det Europæiske Fællesskabs vegne skal undertegne aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold og de dertil knyttede dokumenter bestående af aftaleteksten, en protokol og syv fælleserklæringer.

Udfærdiget i Bruxelles, den ………..…………2006.

På Rådets vegne

Formand

2006/0062 (CNS)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 62, stk. 2, litra b), nr. i) og ii), sammenholdt med artikel 300, stk. 2, første afsnit, første punktum, og stk. 3, første afsnit

under henvisning til forslag fra Kommissionen[2],

efter høring af Europa-Parlamentet[3], og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kommissionen har på Det Europæiske Fællesskabs vegne ført forhandlinger med Den Russiske Føderation om en aftale om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold.

(2) Denne aftale blev den ….. 2006 undertegnet på Det Europæiske Fællesskabs vegne under forbehold af dens senere indgåelse, i overensstemmelse med Rådets afgørelse ……../……/EF af [………….]

(3) Denne aftale bør godkendes.

(4) Ved aftalen nedsættes der et blandet udvalg til forvaltning af aftalen, der selv kan fastsætte sin forretningsorden. Det er hensigtsmæssigt at indføre en forenklet procedure for fastlæggelsen af Fællesskabets holdning hertil.

(5) I overensstemmelse med protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling og protokollen om integrering af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union deltager Det Forenede Kongerige og Irland ikke i vedtagelsen af denne afgørelse og er derfor ikke bundet eller omfattet af den.

(6) I overensstemmelse med protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse og er derfor ikke bundet eller omfattet af den -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold godkendes hermed på Fællesskabets vegne.

Teksten til aftalen er knyttet som bilag til denne afgørelse.

Arti kel 2

De i aftalens artikel 15, stk. 1, omhandlede meddelelser gives af Rådets formand[4].

Artikel 3

I det i aftalens artikel 13 omhandlede blandede ekspertudvalg repræsenteres Fællesskabet af Kommissionen bistået af eksperter fra medlemsstaterne.

Arti kel 4

I det blandede ekspertudvalg fastlægges Fællesskabets holdning ved vedtagelsen af den i aftalens artikel 13, stk. 4, omhandlede forretningsorden af Kommissionen efter høring af et særligt udvalg udpeget af Rådet.

Udfærdiget i Bruxelles, den …………………2006.

På Rådets vegne

Formand

Bilag

AFTALE

mellem

Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation

om lettelse af udstedelsen af visa

til statsborgere i Den Europæiske Union og Den Russiske Føderation

PARTERNE,

DEN RUSSISKE FØDERATION og DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB, herefter benævnt "Fællesskabet" -

der ønsker at fremme mellemfolkelige kontakter som en vigtig forudsætning for stabil udvikling af økonomiske, humanitære, kulturelle, videnskabelige og andre bånd, ved at lette udstedelsen af visa til statsborgere i Den Europæiske Union og Den Russiske Føderation på basis af gensidighed,

der henviser til den fælles udtalelse, der blev vedtaget på topmødet i Skt. Petersborg den 31. maj 2003, om at Den Europæiske Union og Den Russiske Føderation havde besluttet at se nærmere på betingelserne for visumfri indrejse som et langtidsperspektiv,

der på ny bekræfter intentionen om at indføre visumfri indrejse mellem Den Russiske Føderation og Den Europæiske Union,

der erindrer om den aftale om partnerskab og samarbejde af 24. juni 1994, som etablerede et partnerskab mellem på den ene side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater og på den anden side Den Russiske Føderation,

der henviser til den fælles erklæring om EU's udvidelse og relationerne mellem EU og Rusland, der blev vedtaget den 27. april 2004, og som bekræftede Den Europæiske Unions og Den Russiske Føderations intention om at lette udstedelsen af visa til statsborgere i Den Europæiske Union og i Den Russiske Føderation på basis af gensidighed og indlede forhandlinger med henblik på indgåelse af en aftale herom,

der anerkender, at lettelsen af visumudstedelsen ikke må føre til ulovlig migration, og er særlig opmærksomme på sikkerheds- og tilbagetagelsesaspekterne,

der tager hensyn til protokollen om Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands samt Irlands stilling og protokollen om integrering af Schengen-reglerne i Den Europæiske Union, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union af 7. februar 1992 og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab af 25. marts 1957, og bekræfter, at denne aftales bestemmelser ikke finder anvendelse på Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland og Irland,

der tager hensyn til protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union af 7. februar 1992 og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab af 25. marts 1957, og bekræfter, at denne aftales bestemmelser ikke finder anvendelse på Kongeriget Danmark

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Arti kel 1- Formål og anvendelsesområde

Formålet med denne aftale er på basis af gensidighed at lette udstedelsen af visa til statsborgere i Den Europæiske Union og i Den Russiske Føderation til et planlagt ophold på højst 90 dage for hver periode på 180 dage.

Arti kel 2- Generel bestemmelse

1. De i denne aftale indeholdte bestemmelser om lettelse af visumudstedelsen finder kun anvendelse på statsborgere i Den Europæiske Union og i Den Russiske Føderation i det omfang, hvor de ikke i henhold til Den Russiske Føderations, Fællesskabets eller medlemsstaternes lovgivning, nærværende aftale eller andre internationale aftaler er fritaget for visumpligt.

2. Den Russiske Føderations eller medlemsstaternes eller Fællesskabets lov finder anvendelse på spørgsmål, der ikke er omfattet af denne aftale, herunder bl.a. afslag på visumansøgninger, anerkendelse af rejsedokumenter, dokumentation for tilstrækkelige subsistensmidler, nægtelse af indrejse og udsendelsesforanstaltninger.

Artikel 3- Definitioner

I denne aftale forstås ved

a) " medlemsstat ": enhver af Den Europæiske Unions medlemsstater, med undtagelse af Kongeriget Danmark, Republikken Irland og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland

b) "statsborger i Den Europæiske Union": en statsborger i en medlemsstat som defineret under litra a)

c) "statsborger i Den Russiske Føderation": en person, der er i besiddelse af eller har erhvervet statsborgerskab i Den Russiske Føderation i overensstemmelse med dennes lovgivning

d) "visum": en tilladelse udstedt eller en afgørelse truffet af en medlemsstat, som kræves for

- indrejse med henblik på et planlagt opholdt på højst 90 dage i alt i den pågældende medlemsstat eller i flere medlemsstater eller i Den Russiske Føderation

- indrejse med henblik på gennemrejse gennem den pågældende medlemsstats eller flere medlemsstaters eller Den Russiske Føderations territorium

e) "person med lovligt ophold":

- for Den Russiske Føderations vedkommende en statsborger i Den Europæiske Union, der har opnået midlertidig opholdstilladelse, opholdstilladelse eller uddannelses- eller arbejdsvisum til en periode på højst 90 dage i Den Russiske Føderation

- for Den Europæiske Unions vedkommende, en statsborger i Den Russiske Føderation med tilladelse eller ret til at opholde sig i højst 90 dage på en medlemsstats territorium i henhold til fællesskabsretten eller national lovgivning.

Arti kel 4- Dokumentation for rejsens formål

1. For følgende kategorier af statsborgere i Den Europæiske Union og Den Russiske Føderation er følgende dokumenter tilstrækkelig dokumentation for rejsens formål over for den anden part:

a) for medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse rettet til medlemsstaterne, Den Europæiske Union eller Den Russiske Føderation, skal deltage i møder, samråd, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer eller i arrangementer afholdt af mellemstatslige organer på Den Russiske Føderations eller en af medlemsstaternes territorium:

- et brev udfærdiget af en kompetent myndighed i en medlemsstat eller i Den Russiske Føderation eller af en europæisk institution, hvoraf det fremgår, at ansøgeren er medlem af dens delegation på rejse til den anden parts territorium med det formål at deltage i de angivne arrangementer, ledsaget af en kopi af den officielle indbydelse

b) for forretningsfolk og repræsentanter for erhvervsorganisationer:

- en skriftlig indbydelse fra værten, der skal være en juridisk person eller virksomhed eller organisation eller filial eller afdeling heraf, en statslig eller lokal myndighed i Den Russiske Føderation eller medlemsstaterne eller en arrangør af handelsmesser eller udstillinger, konferencer eller symposier afholdt på Den Russiske Føderations eller medlemsstaternes territorium

c) for chauffører i international gods- eller passagertransport mellem Den Russiske Føderations og medlemsstaternes territorium i køretøjer indregistreret i medlemsstaterne eller i Den Russiske Føderation:

- en skriftlig anmodning fra det nationale transportforbund i Den Russiske Føderation eller de nationale vognmandsforbund i medlemsstaterne med angivelse af turenes formål, varighed og hyppighed

d) for medlemmer af tog-, kølevogn- eller lokomotivbesætninger i internationale tog, der kører mellem medlemsstaternes og Den Russiske Føderations territorium:

- en skriftlig anmodning fra det kompetente jernbaneselskab i Den Russiske Føderation eller medlemsstaterne med angivelse af rejsens formål, varighed og hyppighed

e) for journalister:

- attestering eller anden dokumentation udstedt af en faglig organisation for, at den pågældende person er uddannet journalist, samt et dokument udstedt af vedkommendes arbejdsgiver, hvoraf det fremgår, at formålet med rejsen er at udføre journalistisk arbejde

f) for personer, der skal deltage i videnskabelige, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitets- og andre udvekslingsprogrammer:

- en skriftlig indbydelse fra værtsorganisationen til at deltage i disse aktiviteter

g) for elever, studerende, universitetsuddannede under videreuddannelse og medfølgende lærere, der rejser i studie- eller uddannelsesøjemed, herunder inden for rammerne af udvekslingsprogrammer og andre uddannelsesrelaterede aktiviteter:

- en skriftlig indbydelse eller optagelsesbevis fra værtsuniversitetet, -læreanstalten eller -skolen eller studenterkort eller beviser på de kurser, der skal følges

h) for deltagere i internationale sportsarrangementer og deres professionelle ledsagere:

- en skriftlig indbydelse fra værtsorganisationen, der kan være kompetente myndigheder, nationale sportsforbund i medlemsstaterne eller Den Russiske Føderation eller Den Russiske Føderation eller medlemsstaternes nationale Olympiske Komité

i) for deltagere i officielle udvekslingsprogrammer arrangeret af venskabsbyer:

- en skriftlig indbydelse fra disse byers borgmester/kommunalbestyrelsesformand

j) for nære pårørende - ægtefæller, børn (også adopterede), forældre (også formyndere), bedsteforældre og børnebørn - der skal besøge statsborgere i Den Europæiske Union eller Den Russiske Føderation med lovligt ophold på Den Russiske Føderations eller medlemsstaternes territorium:

- en skriftlig indbydelse fra værten

k) til besøg på militære og civile gravsteder:

- et officielt dokument, der bekræfter gravstedets eksistens samt slægtskab eller andet tilhørsforhold mellem ansøgeren og den begravede

2. Den i stk. 1 omhandlede skriftlige indbydelse eller anmodning skal indeholde følgende oplysninger:

a) den indbudte persons fulde navn, fødselsdato, køn, statsborgerskab, pasnummer eller nummer på andet identitetsbevis, rejsetidspunkt, rejsens formål, antal indrejser samt navn på eventuelle mindreårige børn, der ledsager den indbudte

b) den indbydende persons fulde navn og bopæl

c) den indbydende juridiske persons, virksomheds eller organisations fulde navn og adresse samt

- hvis indbydelsen er udsendt af en organisation, tillige navn og stilling på den person, der har underskrevet indbydelsen

- hvis den indbydende er en juridisk person eller virksomhed eller afdeling/filial heraf eller en afdeling/filial beliggende på en medlemsstats territorium, tillige det i den pågældende medlemsstat lovpligtige registreringsnummer

- hvis den indbydende er en juridisk person eller virksomhed eller afdeling/filial heraf på Den Russiske Føderations territorium, tillige skattenummeret.

3. Til de i stk. 1 omhandlede personkategorier udstedes alle visumtyper efter den forenklede procedure uden krav om nogen anden dokumentation, indbydelse eller attestering af rejsens formål, som måtte være foreskrevet i parternes lovgivning.

Arti kel 5- Udstedelse af visa til flere indrejser

1. Medlemsstaternes og Den Russiske Føderations diplomatiske repræsentationer og konsulater skal udstede visa til flere indrejser gældende i op til fem år til følgende kategorier af personer:

a) medlemmer af nationale og regionale regeringer og parlamenter, forfatningsdomstole og højesteretter, såfremt de ikke er fritaget for visumpligten i medfør af nærværende aftale, når de rejser i embeds medfør, med en gyldighed begrænset til deres mandatperiode, hvis denne er under 5 år

b) ægtefæller og børn (også adopterede), der er under 21 år eller er forsørgelsesberettigede, som besøger statsborgere i Den Europæiske Union og Den Russiske Føderation med lovligt ophold på Den Russiske Føderations eller medlemsstaternes territorium, med en gyldighed begrænset til varigheden af det lovlige ophold

2. Medlemsstaternes og Den Russiske Føderations diplomatiske repræsentationer og konsulater skal udstede visa til flere indrejser med en gyldighed på op til et år til følgende kategorier af personer, forudsat at de i det foregående år har fået udstedt mindst ét visum, har gjort brug af det i overensstemmelse med reglerne om indrejse og ophold på den besøgte stats territorium og har grund til at ansøge om et visum til flere indrejser:

a) til medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til medlemsstaterne, Den Europæiske Union eller Den Russiske Føderation skal deltage i officielle møder, samråd, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer samt arrangementer afholdt af mellemstatslige organisationer på Den Russiske Føderations eller en medlemsstats territorium

b) forretningsfolk og repræsentanter for erhvervsorganisationer, der jævnligt rejser til Den Russiske Føderation eller medlemsstaterne

c) chauffører i international gods- eller passagertransport, der kører mellem Den Russiske Føderations og medlemsstaternes territorium i køretøjer indregistreret i medlemsstaterne eller Den Russiske Føderation

d) medlemmer af tog-, kølevogns- eller lokomotivbesætninger på internationale tog, der kører mellem Den Russiske Føderations og medlemsstaternes territorium

e) personer, der deltager i videnskabelige, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitets- og andre udvekslingsprogrammer, og som jævnlig rejser til Den Russiske Føderation eller medlemsstaterne

f) deltagere i internationale sportsarrangementer og deres professionelle ledsagere

g) journalister

h) deltagere i officielle udvekslingsprogrammer arrangeret af venskabsbyer.

3. Medlemsstaternes og Den Russiske Føderations diplomatiske repræsentationer og konsulater skal udstede visa til flere indrejser med en gyldighed på mindst 2 år og højst 5 år til de i stk. 2 nævnte personkategorier, forudsat at de i de foregående 2 år har gjort brug af et visum til flere indrejser med etårig gyldighed i overensstemmelse med reglerne om indrejse og ophold på den besøgte stats territorium og stadig har gyldig grund til at ansøge om et visum til flere indrejser.

4. De i stk. 1, 2 og 3 omhandlede personers samlede ophold på medlemsstaternes eller Den Russiske Føderations territorium må ikke overstige 90 dage for hver periode på 180 dage.

Arti kel 6- Gebyrer for behandling af visumansøgninger

1. Gebyret for behandling af visumansøgninger udgør 35 EUR.

Dette gebyr kan tages op til fornyet overvejelse efter reglerne i artikel 15, stk. 4.

2. Parterne skal beregne et gebyr på 70 EUR for behandling af visumansøgninger, når visumansøgeren ikke har indgivet ansøgningen og den krævede dokumentation førend tre dage før hans eller hendes planlagte afrejse. Dette gælder ikke i de tilfælde, der er omhandlet i artikel 6, stk. 3, litra b), e), og f), samt artikel 7, stk. 3.

3. Af følgende personkategorier beregnes der ikke gebyr for behandling af visumansøgninger:

a) nære pårørende - ægtefæller, børn (også adopterede), forældre (også formyndere), bedsteforældre og børnebørn - til statsborgere i Den Europæiske Union eller Den Russiske Føderation med lovligt ophold på Den Russiske Føderations eller medlemsstaternes territorium

b) medlemmer af officielle delegationer, der efter en officiel indbydelse stilet til medlemsstaterne, Den Europæiske Union eller Den Russiske Føderation skal deltage i officielle møder, samråd, forhandlinger eller udvekslingsprogrammer samt arrangementer afholdt af mellemstatslige organisationer på Den Russiske Føderations eller en medlemsstats territorium

c) medlemmer af nationale og regionale regeringer og parlamenter, forfatningsdomstole og højesteretter, såfremt de ikke er fritaget for visumpligten i medfør af nærværende aftale

d) elever, studerende, universitetsuddannede under videreuddannelse og medfølgende lærere, der rejser i studie- eller uddannelsesøjemed

e) handicappede og deres eventuelt nødvendige ledsagere

f) personer, der kan dokumentere, at deres rejse er nødvendig af humanitære grunde, f.eks. med henblik på presserende lægebehandling, samt disse personers ledsagere, eller med henblik på at deltage i en nær pårørendes begravelse eller besøge en alvorligt syg nær pårørende

g) deltagere i internationale ungdomssportsarrangementer og deres ledsagere

h) deltagere i videnskabelige, kulturelle eller kunstneriske aktiviteter, herunder universitets- og andre udvekslingsprogrammer

i) deltagere i officielle udvekslingsprogrammer arrangeret af venskabsbyer.

Artikel 7- Varighed af behandlingen af visumansøgninger

1. Medlemsstaternes og Den Russiske Føderations diplomatiske repræsentationer og konsulater skal træffe afgørelse om ansøgningen inden for en frist på 10 kalenderdage efter datoen for modtagelsen af ansøgningen og den for visumudstedelsen krævede dokumentation.

2. Fristen for at træffe afgørelse om en visumansøgning kan forlænges op til 30 dage i enkelttilfælde, bl.a. når der er behov for nærmere granskning af ansøgningen.

3. Fristen for at træffe afgørelse om en visumansøgning kan afkortes til 3 arbejdsdage eller derunder i hastende tilfælde.

Artikel 8- Udrejse efter tab eller tyveri af dokumenter

Statsborgere i Den Europæiske Union og Den Russiske Føderation, der har mistet deres identitetsdokumenter, eller som har fået disse dokumenter stjålet under ophold i Den Russiske Føderation eller medlemsstaterne, kan rejse ud af dette område på gyldige identitetsdokumenter, der giver ret til at passere grænsen, og som er udstedt af medlemsstaternes eller Den Russiske Føderations diplomatiske repræsentationer eller konsulater uden visum eller anden tilladelse.

Artikel 9- Forlængelse af visa under ekstraordinære omstændigheder

Statsborgere i Den Europæiske Union og Den Russiske Føderation, der på grund af force majeure ikke har mulighed for at forlade Den Russiske Føderations eller medlemsstaternes territorium inden for den frist, der er anført i deres visum, kan i overensstemmelse med værtslandets lovgivning vederlagsfrit få forlænget deres visums gyldighed i det tidsrum, det er nødvendigt, før de kan vende tilbage til deres opholdsland.

Artikel 10- Registreringsprocedurer

Parterne forpligter sig til snarest muligt at træffe foranstaltninger til at forenkle registreringsprocedurerne med det formål at sikre statsborgere i Den Russiske Føderation og Den Europæiske Union ligebehandling med hensyn til registreringsprocedurer under ophold på henholdsvis Den Russiske Føderations og Den Europæiske Unions territorium.

Artikel 11- Diplomatpas

1. Statsborgere i Den Russiske Føderation eller Den Europæiske Union, der er i besiddelse af gyldigt diplomatpas, har ret til indrejse i, udrejse af og transit gennem medlemsstaternes eller Den Russiske Føderations territorium uden visum.

2. De i stk. 1 omhandlede personer kan opholde sig på Den Russiske Føderations eller medlemsstaternes territorium i højst 90 dage for hver periode på 180 dage.

Artikel 12- Territorial gyldighed af visa

Med forbehold af nationale regler og bestemmelser angående Den Russiske Føderations og medlemsstaternes nationale sikkerhed og med forbehold af EU-reglerne om visa med begrænset territorial gyldighed har statsborgere i Den Russiske Føderation og Den Europæiske Union ret til at rejse på medlemsstaternes og Den Russiske Føderations territorium på lige fod med EU-borgere og russiske statsborgere.

Artikel 13- Blandet udvalg til forvaltning af aftalen

1. Parterne skal nedsætte et blandet udvalg til forvaltning af aftalen ("udvalget"), bestående af repræsentanter for Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation. Fællesskabet repræsenteres af Europa-Kommissionen, bistået af eksperter fra medlemsstaterne.

2. Udvalget skal bl.a. have til opgaver at:

(a) overvåge gennemførelsen af denne aftale

(b) fremsætte forslag til ændring eller udvidelse af denne aftale

(c) undersøge og, såfremt det skønnes nødvendigt, foreslå ændringer i aftalen i tilfælde af nye landes tiltrædelse af Den Europæiske Union.

3. Udvalget skal mødes, når det er nødvendigt, efter anmodning fra en af parterne, og mindst en gang om året.

4. Udvalget fastsætter selv sin forretningsorden.

Artikel 14- Denne aftales forhold til aftaler mellem medlemsstaterne og Den Russiske Føderation

Denne aftale har fra og med dens ikrafttrædelse forrang for bestemmelser i enhver bilateral eller multilateral aftale indgået mellem medlemsstaterne og Den Russiske Føderation, for så vidt bestemmelserne i sidstnævnte aftaler omhandler spørgsmål omfattet af nærværende aftale.

Artikel 15- Afsluttende bestemmelser

1. Denne aftale skal ratificeres eller godkendes af parterne i overensstemmelse med deres respektive procedurer og træder i kraft den første dag i den anden måned efter den dato, hvor parterne giver hinanden meddelelse om, at de ovennævnte procedurer er afsluttet.

2. Uanset stk. 1 træder denne aftale ikke i kraft før datoen for ikrafttrædelsen af tilbagetagelsesaftalen mellem Den Russiske Føderation og Det Europæiske Fællesskab, såfremt denne dato er senere end den i stk. 1 omhandlede dato.

3. Denne aftale indgås på ubestemt tid, men kan opsiges efter reglerne i stk. 6.

4. Denne aftale kan ændres efter skriftlig aftale mellem parterne. Ændringer træder i kraft, efter at parterne har givet hinanden meddelelse om, at de interne procedurer, der kræves herfor, er afsluttet.

5. Hver af parterne kan stille hele aftalen eller en del af den i bero, når hensyn til den offentlige orden, den nationale sikkerhed eller folkesundheden tilsiger det. Afgørelsen herom skal meddeles den anden part senest 48 timer før dens ikrafttræden. Den part, der har stillet anvendelsen af denne aftale i bero, skal omgående underrette den anden part, når grundene til at stille den i bero er ophørt med at bestå.

6. Hver part kan opsige denne aftale med skriftligt varsel til den anden part. Denne aftale ophører med at være i kraft 90 dage efter modtagelsen af et sådant varsel.

Udfærdiget i XXX, den XXX, i to eksemplarer på tjekkisk, dansk, nederlandsk, engelsk, estisk, finsk, fransk, tysk, græsk, ungarsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, polsk, portugisisk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk og russisk, som alle har samme gyldighed.

På Det Europæiske Fællesskabs vegne | På Den Russiske Føderations vegne |

PROTOKOL TIL AFTALEN ANGÅENDE DE MEDLEMSSTATER, DER IKKE i FULDT OMFANG ANVENDER SCHENGEN-REGLERNE

De medlemsstater, der er bundet af Schengen-reglerne, men som i afventning af den relevante rådsafgørelse endnu ikke udsteder Schengen-visa, vil udstede nationale visa, hvis gyldighed er begrænset til deres område.

Det Europæiske Fællesskab vil snarest muligt tage skridt til at forenkle de regler, der gælder for indehavere af Schengen-visa eller Schengen-opholdstilladelser med hensyn til transit gennem de medlemsstater, der endnu ikke i fuldt omfang anvender Schengen-reglerne.

FÆLLES ERKLÆRING AD AFTALENS ARTIKEL 6, STK. 2, ANGÅENDE GEBYRER FOR BEHANDLING AF VISUMANSØGNINGER

Parterne vil undersøge gennemførelsen af bestemmelserne i denne aftales artikel 6, stk. 2, inden for rammerne af det ved aftalen nedsatte udvalg.

FÆLLES ERKLÆRING AD AFTALENS ARTIKEL 11 ANGÅENDE DIPLOMATPAS

Hver af parterne kan stille anvendelsen af en del af aftalen, navnlig artikel 11, i bero efter den i aftalens artikel 15, stk. 5, fastlagte procedure, såfremt den anden part misbruger bestemmelserne i artikel 11 eller anvendelsen af disse bestemmelser fører til en trussel mod den offentlige sikkerhed.

Hvis anvendelsen af artikel 11 er stillet i bero, vil parterne indlede forhandlinger med hinanden inden for rammerne af det ved aftalen nedsatte udvalg med henblik på at løse de problemer, der førte til denne suspension.

Begge parter erklærer, at de som en prioriteret opgave vil bestræbe sig på at sikre et højt sikkerhedsniveau for diplomatpas, i særdeleshed ved at indføre biometriske identifikatorer. For Den Europæiske Unions vedkommende vil dette blive sikret i overensstemmelse med kravene i forordning (EF) 2252/2004.

FÆLLES ERKLÆRING OM UDSTEDELSE AF VISA TIL KORTVARIGT OPHOLD TIL BESØG PÅ MILITÆRE OG CIVILE GRAVSTEDER

Parterne vil som hovedregel udstede visa til kortvarigt ophold til personer, der skal besøge civile og militære gravsteder, for op til 14 dage.

FÆLLES ERKLÆRING OM HARMONISERING AF OPLYSNINGER OM PROCEDURER FOR UDSTEDELSE AF VISA TIL KORTVARIGT OPHOLD OG KRAV OM DOKUMENTATION FOR ANSØGNING OM VISA TIL KORTVARIGT OPHOLD

I erkendelse af betydningen af gennemsigtige regler for visumansøgere finder parterne i denne aftale, at der bør træffes passende foranstaltninger:

- til generelt at tilvejebringe grundlæggende oplysninger til ansøgerne om procedurerne for ansøgning om visa, om visaene og de udstedte visas gyldighed

- til at parterne hver især opstiller en liste over minimumskrav for at sikre ansøgerne sammenhængende og ensartet grundlæggende oplysninger og for at sikre, at der i princippet stilles krav om den samme dokumentation for ansøgninger.

De ovennævnte oplysninger bør sikres en vid udbredelse (opslagstavler i konsulater, pjecer, hjemmesider på Internet osv.).

FÆLLES ERKLÆRING ANGÅENDE KONGERIGET DANMARK

Parterne tager til efterretning, at denne aftale ikke finder anvendelse på de procedurer for visumudstedelse, der anvendes af Kongeriget Danmarks diplomatiske repræsentationer og konsulater.

Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Kongeriget Danmark og Den Russiske Føderation snarest indgår en bilateral aftale om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold svarende til den aftale, der er indgået mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Russiske Føderation.

FÆLLES ERKLÆRING ANGÅENDE DET FORENEDE KONGERIGE STORBRITANNIEN OG NORDIRLAND SAMT IRLAND

Parterne tager til efterretning, at denne aftale ikke finder anvendelse på de procedurer for visumudstedelse, der anvendes af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirlands og af Irlands diplomatiske repræsentationer og konsulater.

Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland, Irland og Den Russiske Føderation snarest indgår bilaterale aftaler om lettelse af visumudstedelsen.

FÆLLES ERKLÆRING ANGÅENDE REPUBLIKKEN ISLAND OG KONGERIGET NORGE

Parterne tager til efterretning, at der består et nært forhold mellem Det Europæiske Fællesskab og Republikken Island og Kongeriget Norge, bl.a. i kraft af aftalen af 18. maj 1999 om disse landes associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne.

Under disse omstændigheder er det ønskeligt, at myndighederne i Republikken Island, Kongeriget Norge og Den Russiske Føderation snarest indgår bilaterale aftaler om lettelse af udstedelsen af visa til kortvarigt ophold svarende til denne aftale.

[1] EUT C, s. .

[2] EUT C, s. .

[3] EUT C, s…

[4] Datoen for aftalens ikrafttrædelse vil [af Rådets generalsekretariat] blive offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.