23.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/1

A.

I januar 2003 vedtog EØSU en initiativudtalelse med titlen »Industrielle ændringer i Europa: status og fremtidsperspektiver — en overordnet tilgang«. Formålet med denne udtalelse var ikke blot at give et overblik over de mest presserende emner og tendenser på området, men også at fremhæve CCMI og dens fremtidige arbejde. Blandt de ansvarsområder, der blev tildelt CCMI i denne forbindelse, var følgende:

Ovennævnte udtalelse understregede ligeledes behovet for »at kombinere konkurrenceevne med bæredygtig udvikling, social og territorial samhørighed« i overensstemmelse med Lissabon-strategien. Derudover foreslog udtalelsen, at »industrielle ændringer« som operativt begreb kom til at omfatte både de processer, der påvirker virksomhederne, og disses samspil med miljøet.

Indtil videre har CCMI i overvejende grad fokuseret på at vurdere de industrielle ændringers påvirkning af bestemte sektorer, virksomheder, ansatte, regioner og af miljøet. Målet med denne initiativudtalelse er at undersøge, hvordan bæredygtig udvikling kan blive katalysator for industrielle ændringer.

B.

I samme udtalelse drog man den konklusion, at ændringer i den europæiske industrisektor ofte er blevet grebet an ud fra et omstruktureringssynspunkt, men at der er tale om et langt mere dynamisk koncept. Erhvervslivet opererer i snæver sammenhæng med det politiske og sociale miljø i Europa, som på sin side påvirker den industrielle omstillingsproces. Grundlæggende industrielle ændringer sker på to måder: Gennem radikal forandring og gradvis tilpasning. Formålet med denne initiativudtalelse er netop at undersøge, hvordan bæredygtig udvikling i henhold til Brundtlands definition (en udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare) kan virke som katalysator for gradvise og proaktive industrielle ændringer.

C.

Udtalelsen bruger hovedsagelig eksempler fra energisektoren og beslægtede sektorer, men de processer, der beskrives her, kan anvendes på andre sektorer. Det kan forklares således:

D.

Det er forskning og udvikling, der afgør, hvornår en bestemt teknologi står til rådighed. Det er imidlertid erhvervslivet, der afgør, hvornår den rent faktisk tages i brug. Afstanden mellem de to kan også påvirkes ad politisk vej. Takket være en passende kombination af politiske foranstaltninger — tilskud, produktfremme, skattetiltag — begyndte erhvervslivet i Sverige og Japan på et tidligt tidspunkt med den teknologiske udvikling af henholdsvis varmepumper og solfangere. Delvis som resultat heraf er det lykkedes disse lande at indtage en førerstilling på markedet.

E.

EØSU bekræfter, at Lissabon-strategiens tre søjler er af lige stor betydning. Det hævdes imidlertid ofte, at der kun er mulighed for at tage miljømæssige og sociale hensyn, hvis der er tale om en sund økonomi, som er præget af vækst. Dette er en alt for firkantet udlægning af strategien, eftersom det modsatte også er tilfældet. Der er i hvert fald ingen grobund for en sund, vækstpræget økonomi, hvis miljøet ikke har det godt og samfundet er præget af social disharmoni. Udvalget hilser de initiativer velkommen, der er blevet taget på dette område, og som beskrives i bilag 2 til Kommissionens meddelelse om revision af strategien for bæredygtig udvikling — en handlingsplatform (1).

F.

Bæredygtighed er ikke bare en valgmulighed på en liste; det er tværtimod den eneste måde at sikre en holdbar fremtid på. »Bæredygtighed« er et overordnet begreb og omfatter derfor ikke alene miljøet, men også spørgsmål om økonomisk og social bæredygtighed. En virksomheds kontinuitet er en form for økonomisk bæredygtighed, som bedst opnås ved at opretholde rentabiliteten. Europa kan bidrage hertil ved at styrke konkurrenceevnen gennem innovation og ved at fremme forskning og udvikling via en aktiv politik og en kombination af målrettede foranstaltninger (se f.eks. Sverige og Japan).

G.

Social bæredygtighed betyder, at folk får mulighed for at leve et sundt og aktivt liv, samtidig med at de, der ikke er i stand hertil, sikres et rimeligt socialt sikkerhedsniveau. EØSU fastholder, at Europa kan yde et bidrag på dette område ved at tilstræbe et samfund, der sætter folk i stand til at vedligeholde deres faglige færdigheder ved at tilbyde dem anstændigt arbejde i et sikkert og sundt arbejdsmiljø og i et klima, hvor der er plads til både arbejdstagerrettigheder og en frugtbar social dialog.

H.

Miljøindustrien giver rige muligheder for økonomisk vækst. Europa indtager en stærk stilling inden for en række sektorer i denne industri. For at opretholde og videreudvikle sine stærke sider og opnå en lignende stilling inden for andre sektorer mener EØSU, at Europa må være mere ambitiøs.

I.

En industripolitik, der tager hensyn til bæredygtigheden, kan bidrage til hele den europæiske økonomis konkurrenceevne, herunder ikke blot i fremvoksende nye sektorer, men også i de traditionelle industrisektorer. EØSU opfordrer Kommissionen til at støtte en sådan politik. Eksempler i nærværende udtalelse viser, at gennemtænkte og effektivt gennemførte støtteordninger (en kombination af skattefordele, leveringstariffer, produktfremme og regulering) i nye miljøteknologiers introduktionsfase kan bidrage til at skabe et marked for disse teknologier, som derefter kan udvikles yderligere uden støtte. Enhver form for støtte bør udformes som en aftrapningsordning, eftersom udgifterne til statsstøtte ikke bør mindske andre industriers konkurrenceevne.

J.

EØSU konstaterer, at tilskud og incitamenter ikke altid er effektive og kan føre til betydelige finansielle omkostninger med ringe økonomisk resultat, hvis midlerne ikke anvendes korrekt. Støtte og regulering bør hjælpe til at få gang i markedet, så det kan udvikle sig, indtil teknologien er moden nok til, at industrien kan overleve uden støtte. Hovedelementerne i en vellykket støtte er følgende:

K.

Bæredygtig udvikling kan ikke begrænses til Europa. Den har en global dimension. En europæisk bæredygtighedspolitik bør forsynes med instrumenter, som hindrer reallokering af arbejdskraft til andre regioner. For at sikre lige vilkår er der behov for en metode, der tager hensyn til forholdene i EU på den ene side og til forholdene uden for EU på den anden. Hvad det første angår, bør der indføres instrumenter, der sikrer, at de sociale og miljømæssige omkostninger ved ikke-bæredygtige produktionsmetoder i EU internaliseres i produkternes pris for at fremme hovedkonklusionen i rapporten fra Verdenskommissionen for Den Sociale Dimension af Globaliseringen (WCSDG) og en sammenhængende politik mellem ILO, WTO, IMF og Verdensbanken. Hvad angår det sidste, bør EU lægge sig i selen for i relevante internationale fora (navnlig WTO) at få inddraget ikke-handelsmæssige hensyn såsom grundlæggende sociale og miljømæssige standarder i internationale aftaler om handel for at tilskynde til, at Europas konkurrenter fører en mere bæredygtig politik. Lande som USA, Indien og Kina har en urimelig økonomisk fordel i forhold til Europa, så længe de ikke er bundet af Kyoto-protokollens CO2-reduktionsmål. Disse aftaler bør gennemføres på globalt plan, eftersom handel kun virkelig er fri, når den foregår på lige vilkår.

1.1

Vores økonomi er i øjeblikket baseret på, at der er adgang til energi og billige råstoffer. Men ressourcerne er begrænsede, hvilket er en medvirkende årsag til, at priserne i øjeblikket stiger betydeligt. Der er behov for realistiske struktur- og teknologiske forandringer, og EU må yde et bidrag for at hjælpe europæisk industri til at tage udfordringen op. Sektorer med et stort energi- og råstofforbrug må i fremtiden gøre produktionen mere bæredygtig for at lette presset på naturens ressourcer. Eftersom produktionen af råstoffer og halvfabrikata er grundlaget for industriel aktivitet, vil der imidlertid stadig være brug for disse sektorer i fremtiden.

1.2

Den del af den energiintensive industri i Europa, der producerer bæredygtigt, og som konkurrerer internationalt, må ikke blive presset ud af markedet af tredjelandskonkurrenter, der anvender mindre bæredygtige produktionsmetoder. For at forhindre, at dette kan ske, skal der i samarbejde mellem regeringen og civilsamfundet skabes lige konkurrencevilkår i disse sektorer.

1.3

Den største udfordring, vi står over for, er at udvikle et bæredygtigt samfund, der kan opretholde det nuværende velstandsniveau, og som samtidig er i stand til at neutralisere de negative bivirkninger af de nuværende forbrugsmønstre. En af de vigtigste betingelser herfor er, at vi finder ud af at dække vores energibehov på en anden måde, og at vi omstiller os til en anden form for industriproduktion.

1.4

Der er enighed om, at det er nødvendigt gradvist at gå over til en mere bæredygtig samfundsmodel. Det er der flere grunde til. Eksperterne er uenige om, hvor længe der vil være adgang til fossilt brændsel til en rimelig pris, men alle er enige om, at det vil blive dyrere, og at det vil slippe op en dag. Dertil kommer, at vi på grund af vores forbrugsvaner er konfronteret med en af de største trusler i vor tidsalder: Klimaforandringen.

1.5

Ideelt set ville den bedste metode til at standse klimaforandringen være at holde op med at afbrænde fossilt brændsel, som vi gør nu. På kort sigt er den løsning imidlertid både politisk og økonomisk uigennemførlig. Det betyder, at vi må vælge andre løsninger, for noget må der ske — om ikke så hurtigt som ønskeligt, så i det mindste så hurtigt som muligt.

1.6

Ved hjælp af »trias energetica«  (2), en tretrinsmodel til stimulering af mere effektiv energianvendelse, kan man på kort sigt komme i gang med mere bæredygtigt forbrug og produktion. De tre trin er følgende:

1.7

For at realisere disse tre skridt og for at sikre omstilling til mere bæredygtig industriproduktion er der behov for en hel række foranstaltninger. Disse foranstaltninger skal baseres på økonomiske og strategiske afvejninger. I forbindelse med disse afvejninger opstår der uundgåeligt situationer, hvor der må vælges mellem modstridende interesser. Sådanne konflikter må vi ikke gå af vejen for. Der findes rigtignok såkaldte »win-win-situationer«, og de politiske bestræbelser må altid gå ud på at skabe dem, men i praksis kan dette være overordentlig vanskeligt. I sådanne tilfælde må der vælges mellem muligheder for forandring i bæredygtig retning og varetagelse af bestående interesser, under hensyntagen til en given sektors naturlige frem- eller tilbagegang i forhold til en anden. Hvor de findes, skal sådanne modstridende interesser trækkes frem i lyset og debatteres.

1.8

Bæredygtighedsbegrebet tilsiger, at de økonomiske, miljømæssige og sociale aspekter af udviklingen af det europæiske samfund tillægges lige stor betydning. Denne udtalelse vil:

2.1.1

Hvert år absorberer jorden 3 mio. exajoule (EJ) solenergi. De samlede reserver af fossilt brændsel er på 300 000 EJ, 10 % af den samlede årlige solindstråling. Det samlede energiforbrug er på 400 EJ. 90 EJ af de 3 mio. EJ absorberet energi frigøres som vandkraft, 630 EJ som vindkraft og 1.250 EJ som biomasse. Resten er til rådighed som solenergi (3). Der er således tilstrækkelig vedvarende energi til at dække vores behov. Problemet er at skaffe sig adgang hertil.

2.1.2

Da vedvarende energikilder på grund af omkostningsaspektet og mangel på egnet teknologi på kort sigt ikke kan dække den stigende efterspørgsel, er der også brug for andre energikilder. Fossilt brændsel kan også anvendes rent, hvis man f.eks. fjerner CO2'en og oplagrer den, så den ikke slipper ud i atmosfæren. Teknologien til indfangning og oplagring af CO2 er i fuld udvikling: et dusin forsøgsanlæg er allerede under opstart eller opførelse i Europa, Nordamerika og Kina. Positive økonomiske resultater af denne teknologi kan ventes i 2015/2020.

2.1.3

Varigheden af støtteordninger for vedvarende energi er afgørende, da for tidlig tilbagetrækning af støtte kan bringe den nye industri i fare. På den anden side er længerevarende støtte ikke effektiv. Typisk kan støtten gradvis afvikles, efterhånden som FoU og stordriftsfordele bringer prisen på teknologien ned. Det er endvidere yderst vigtigt med en præcis specifikation af støtteordningen. Endelig er det vigtigt, at støtteordninger annonceres på forhånd, så de berørte aktører har tid til at forberede sig på de nye markedsvilkår.

2.1.4

Kernekraftdebatten får stadig større betydning, som det fremgår af grønbogen om en europæisk energistrategi: bæredygtighed, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed (4) og af konklusionerne herom fra Det Europæiske Råds møde i marts 2006. I nogle lande er der et flertal for kernekraft, i andre et flertal imod — hovedsagelig på grund af affaldsproblemet (5). Ikke desto mindre vil kernekraften et godt stykke tid ud i fremtiden fortsat være nødvendig for at dække den stærkt stigende energiefterspørgsel, da der er tale om en emissionsfri energikilde, og da affaldsmængden er lav i forhold til den genererede energi. På lang sigt vil kernefusion måske kunne levere løsningen på ulemperne ved kernefission.

2.1.5

Det skal bemærkes, at vandkraft ikke er behandlet særskilt, eftersom denne teknologi (til forskel fra tidevandsenergi) betragtes som værende fuldt udbygget og fuldt operationel. Dette skal på ingen måde ses som en forklejnelse af denne energiforms betydning i en bæredygtighedssammenhæng.

2.2.1

Biomasse er organisk materiale fra planter og træer, der dyrkes specielt med henblik på energiproduktion. Hertil benyttes træ og hurtigvoksende planter, der giver et stort udbytte pr. hektar. Også biprodukter fra landbruget — hvis hovedprodukt jo er fødevarer — anvendes som biomasse. Eksempler herpå er halm og roetoppe. Der er også biomasse, der består af restprodukter, f.eks. affald fra trimning af beplantninger og affald fra husholdninger, virksomheder og industri. Her kan nævnes grønsags-, frugt- og haveaffald, affaldstræ, staldgødning, slam, savsmuld og kakaoskaller.

2.2.2

Biomasse kan anvendes som (delvis) erstatning for fossilt brændsel. Det samlede årlige forbrug af energi fra fossilt brændsel er 400 exajoule. Den samlede energimængde fra biomasse er 1 250 EJ pr. år. Det betyder dog ikke, at en umiddelbar omstilling er mulig. Med den eksisterende teknologi er det i dag muligt på grundlag af biomasse at producere energi svarende til 120 EJ. Verdens samlede forbrug af energi på grundlag af biomasse udgør i øjeblikket 50 EJ (6). En begrænset forøgelse af anvendelsen af biomasse til brændsel er således umiddelbart mulig, men der skal teknologiske gennembrud til, før potentialet kan udnyttes fuldt ud.

2.2.3

En række initiativer har givet lovende resultater. I Østrig er anvendelsen af biomasse til fjernvarme seksdoblet og i Sverige ottedoblet i løbet af de seneste 10 år. I USA er mere end 8 000 MW af den installerede produktionskapacitet baseret på biomasse. I Frankrig dækker biomasse 5 % af energiforbruget til rumopvarmning. I Finland udgør bioenergi allerede 18 % af den samlede energiproduktion, og det er hensigten at øge den til 28 % inden 2025. I Brasilien produceres der i stor målestok ethanol til brændstof i biler. I øjeblikket udgør ethanol rundt regnet 40 % af den del af Brasiliens brændstoffer, der ikke er diesel (7).

2.2.4

Udvikling af biomasse er vigtig ud fra en række synspunkter:

2.3.1

På verdensplan er det teoretiske potentiale for vindenergi over dobbelt så stort som det forventede elektricitetsbehov i 2020. Dette potentiale og vindenergiens stadig bedre konkurrencemæssige stilling som følge af teknologiske fremskridt gør vindenergi til en vigtig erstatning for fossilt brændsel. Som følge af det vekslende udbud kan vindenergi aldrig komme til at dække hele behovet.

2.3.2

I løbet af de seneste årtier er den installerede vindkapacitet steget kraftigt. De kommercielle turbiners kapacitet er øget fra 10 kilowatt (rotordiameter på 5 meter) til over 4 500 kilowatt (rotordiameter på over 120 meter) (9). I de seneste 8 år er den installerede vindkapacitet øget med over 30 % pr. år (10). Ifølge prognoser fra Den Europæiske Vindenergiorganisation EWEA vil den samlede vindkapacitet i 2020 være tilstrækkelig til at dække 12 % af elektricitetsbehovet. Det er ensbetydende med en forøgelse af vindenergikapaciteten fra 31 gigawatt ved udgangen af 2002 til 1260 gigawatt i 2020, en stigning på 23 % pr. år. Markedsledere og største eksportører er Storbritannien, Danmark og Tyskland, og de vigtigste eksportmarkeder er Kina, Indien og Brasilien. Situationen vil ændre sig i Kina, hvor vindmølleindustrien er i hastig vækst. I forhold til 2004 steg antallet af producenter i Kina med 60 % i 2005. Dette indebærer, at den europæiske vindmølleindustri kan blive konfronteret med den samme situation som solcelleproducenterne og miste massive markedsandele til kinesiske konkurrenter.

2.3.3

Vindenergisektoren er stadig i nogen grad økonomisk afhængig af forskellige støtteforanstaltninger. Vigtigst er den pris, producenterne kan få, når de sælger energi til nettet, kombineret med sikkerhed for et garanteret prisniveau i de kommende 10-20 år. Takket være disse foranstaltninger er vindenergisektoren i nogle medlemsstater en hastigt voksende branche. Ulempen er, at disse foranstaltninger resulterer i store centraliserede vindmølleparker med store overskud i stedet for et finmasket net af små decentraliserede vindkraftværker. Den offentlige opinion vender sig i stigende grad mod denne udvikling i retning af stordrift. I sidste ende skal vindkraftindustrien selvfølgelig også kunne overleve uden støtte og leveringstariffer.

2.3.4

For at styrke vindenergiens stilling i konkurrencen er det nødvendigt at intensivere forsknings- og udviklingsindsatsen. Der må også vedvarende ofres opmærksomhed på retsregler og politiske målsætninger. Yderligere vigtige udfordringer er bl.a. klargøring af nye lokaliteter til vindmølleparker til havs og fjernelse af usikkerheder, der stiller sig i vejen for ibrugtagning af vindenergi.

2.3.5

Udvikling af vindenergi er vigtig ud fra en række synspunkter:

2.4.1

Solenergi kan udnyttes til to formål: Rum- og vandopvarmning eller elektricitet (12). Solvarmeanlæg er relativt enkle og billige og anvendes allerede i mange lande.

2.4.2

Hovedbegrundelsen for at sigte mod storstilet udnyttelse af solenergi er, at der er tale om en uudtømmelig energikilde. Solenergi har et enormt potentiale på verdensplan og er, forudsat at energiudnyttelsesanlægget er veludformet og hensigtsmæssigt konstrueret, meget miljøvenlig.

2.4.3

Solenergi kan udnyttes næsten overalt i verden på en række forskellige måder: Fra meget små anlæg i fjerntliggende egne over solpaneler på hustage til store solkraftværker.

2.4.4

Anvendelsen af solvarmeanlæg er udbredt. Det største marked for sådanne anlæg er Kina, hovedsagelig fordi der ikke er nogen infrastruktur for gas- og eldistribution i landdistrikterne. I sådanne tilfælde er solenergi den mest effektive løsning. Tyrkiet er et andet stort marked. Mellem 2001 og 2004 voksede salget af solpaneler på verdensplan med mellem 10 % og 15 % om året. Kina aftog 78 % af den samlede verdensproduktion, og Tyrkiet 5,5 %.

2.4.5

I Europa er Tyskland, Østrig, Spanien og Grækenland vigtige markeder for solvarmeanlæg. Den tyske og østrigske regering tilbyder finansielle incitamenter til installering af sådanne anlæg. I nogle spanske regioner er installeringen af solvarmeanlæg obligatorisk i nye bygninger. Som følge af disse støtteforanstaltninger er Tyskland og Østrig langt de største producenter af solvarmeanlæg i Europa og tegner sig for 75 % af den europæiske produktion. Dette blegner imidlertid i sammenligning med produktionen af sådanne anlæg i Kina. Europa har produceret 0,8 mio. m2 og Kina 12 mio. m2. Forklaringen herpå skal først og fremmest findes i, at den kinesiske regering på et tidligt tidspunkt har indset betydningen af solvarme og i sine femårsplaner har stimuleret produktionen af sådanne anlæg ved hjælp af en række forskellige foranstaltninger.

2.4.6

På trods af sin uudtømmelige karakter tegner elektricitet fremstillet ved hjælp af solenergi sig kun for en lille del af vores energibehov. Dette skyldes, at omkostningerne ved produktion af solenergi stadig er væsentligt højere end ved el-produktion fra gas- eller kulfyrede kraftværker. For at komme ud af denne onde cirkel med lav udnyttelse og høje priser bør solenergi anvendes mest muligt, da dette vil føre til betydelige stordriftsfordele i forbindelse med produktion og installation. Først da kan teknologien fornyes og forbedres yderligere.

2.4.7

Hertil kommer, at fremstillingen af elektricitet ved hjælp af relativt små enheder med variabel ydelse (afhængig af solen) kræver en anden energitilgang end den hidtil anvendte. Omstilling til solenergi er et mål på mellemlang sigt, men det er meget vigtigt, at udviklingen inden for sektoren fremmes kraftigt.

2.4.8

Skønt der er et hastigt voksende marked for fotovoltaiske anlæg, findes der i realiteten kun tre større markeder: Japan, Tyskland og Californien. Disse tre områder tegner sig for 80 % af den globale produktion af solenergisystemer. Produktionen fremmes ved hjælp af omfattende tilskud og ved at betale husholdningerne en god pris for elektricitet, som er produceret på denne måde. I 2004 svarede produktionen af solceller på verdensplan til en produktionskapacitet på 1 150 MW. Når hertil lægges den produktionskapacitet på ca. 3 000 MW, der blev installeret i slutningen af 2003, kom den samlede kapacitet i 2005 op på omkring 4 500 MW.

2.4.9

Det japanske marked blev skabt i 1994 ved hjælp af et støtteprogram, der omfattede en række incitamenter, herunder tilskud på 50 %. Tilskuddet blev reduceret med 5 % hvert år, og 2004, hvor der blev ydet 5 % tilskud, var det sidste år, programmet kørte. Eftersom programmet skabte betydelig efterspørgsel, betød det stordriftsfordele for den japanske industri. Priserne faldt hvert år med 5 %, hvilket sikrede en stabil forbrugerpris. Selv om støtten ikke længere ydes, fortsætter markedet med at vokse med omkring 20 % om året. Denne stabile efterspørgsel har gjort det muligt for japanske virksomheder at investere i FoU og i nye produktionsteknologier. Som følge heraf tegner Japan sig i dag for ca. 53 % af verdensmarkedet.

2.4.10

Tyskland har været igennem en lignende proces, men halter ca. fem år bagud. Processen blev indledt i 1999. En kombination af lån til lav rente, tilskud og stabile priser for salg af el til nettet førte til en hastig vækst i markedet for fotovoltaiske anlæg. Allerede i 2001 overhalede Tyskland USA med hensyn til installeret kapacitet. Lokale producenter kunne etablere sig, og halvdelen af den europæiske produktion (13 % af verdensproduktionen) foregår nu i Tyskland. Lanceringen af et nyt støtteprogram i 2004, som sikrede stabile købspriser for el i 20 år, har pustet nyt liv i processen. Det tyske marked er nu det hurtigst voksende marked i verden. Væksten var på omkring 40 % i 2004 og 2005. Denne hjemlige efterspørgsel gør det muligt for tyske fabrikanter at øge deres produktion og senere, når hjemmemarkedet viser tegn på at være mættet, at eksportere.

2.4.11

Udvikling af solenergi er vigtig ud fra en række synspunkter:

2.5.1

Geotermisk energi kan udnyttes ved hjælp af varmepumper til opvarmning og køling af bygninger. Disse pumper bruger kun en brøkdel af den gas eller elektricitet, som konventionelle opvarmnings-/kølesystemer bruger. Den energi, der bruges til opvarmning (eller køling), hentes fra miljøet (luft, vand eller jord) (13).

2.5.2

De største markeder for varmepumper findes i USA, Japan og Sverige, der tilsammen tegner sig for 76 % af den samlede installerede kapacitet. Herefter kommer Kina, Frankrig, Tyskland, Schweiz og Østrig. Det europæiske marked er vokset fra 40 000 enheder i 1997 til 123 000 i 2004. Samlet voksede markedet med 18 % i 2004. Fremstillingen og installeringen af varmepumper er koncentreret i lande, hvor regeringen har ydet betydelig økonomisk og anden støtte.

2.5.3

Sverige er et godt eksempel herpå. Den svenske regering har støttet anvendelsen af varmepumper siden 1990'erne med tiltag såsom direkte økonomisk støtte, skattenedsættelser og oplysningskampagner. Men nye bygningsreglementer, der fastsatte detaljerede temperaturkrav for opvarmningssystemerne, har også bidraget til væksten i anvendelsen af varmepumper.

2.5.4

På denne måde er der i Sverige blevet skabt et marked for fremstilling af varmepumper. Landet har nu opbygget en varmepumpeindustri, der tæller tre af de største aktører på markedet, og som dækker 50 % af den europæiske efterspørgsel. Det svenske marked for varmepumper er nu selvforsynende. Antallet af varmepumper vokser støt, endda uden støtteforanstaltninger fra regeringens side. Mere end 90 % af Sveriges nybyggeri er nu udstyret med en varmepumpe.

2.5.5

En lignende udvikling har fundet sted i Østrig, hvor der har været adgang til støtte fra delstatsregeringerne svarende til 30 % af varmepumpernes anskaffelses- og installeringsomkostninger. Østrig har nu syv producenter af varmepumper. I begge lande har det været kombinationen af økonomisk støtte, bygningsreglementer og oplysningskampagner, der har sikret udvikling af en varmepumpeindustri, der nu kan klare sig selv.

2.5.6

Udvikling af geotermisk energi er vigtig ud fra en række synspunkter:

3.1

Det er ikke blot energien fra fossile energikilder, der er endelig, men også reserverne af mineralske, metalliske og biologiske råstoffer til industriproduktion (15). Den industrialiserede del af verden bruger råstoffer i vidt omfang: 20 % af verdens befolkning forbruger mere end 80 % af alle råstoffer.

3.2

Dette forbrugsmønster er uforeneligt med en bæredygtig udnyttelse af de naturressourcer, der står til vores rådighed. Ud fra det synspunkt, at råstofreserverne er vores fælles arv, og at adgang til dem er en universel og umistelig rettighed, bliver Europa nødt til at nedsætte sit forbrug af råstoffer med en faktor fire inden 2050 og med en faktor ti inden 2080 (16). EØSU er tilfreds med initiativerne på dette område, f. eks. dematerialisering og Handlingsplan for miljøteknologi (HMT).

3.3

I sidste ende skader ethvert produkt miljøet, det være sig i produktionsfasen, ved brug eller ved bortskaffelse som afslutning på produktets livscyklus. Denne cyklus har mange faser: Ekstrahering af råstoffer, design, produktion, montage, markedsføring, distribution, salg, forbrug og bortskaffelse. I hvert led er der involveret forskellige aktører: Konstruktører, producenter, forhandlere, forbrugere osv. En integreret produktionspolitik søger at forbedre koordineringen mellem disse faser (ved f. eks. i design-fasen at tage hensyn til en optimal genanvendelse) med henblik på at øge produktets miljøpræstation gennem hele dets livscyklus.

3.4

Når der er så mange forskellige produkter og aktører involveret, er det ikke muligt at pege på en enkelt universalløsning. Der er behov for en hel vifte af politiske instrumenter, både frivillige og obligatoriske. Disse instrumenter skal implementeres i tæt samarbejde med den offentlige og den private sektor og med civilsamfundet.

3.5

Forbrugerorganisationerne bør ligeledes spille en mere stimulerende og støttende rolle end hidtil. Indtil nu har mange af disse organisationer primært fokuseret på at opnå det bedst mulige produkt til den lavest mulige pris. Dette betyder i praksis, at produktionen ikke foregår på den mest bæredygtige måde.

3.6.1

Brug af den varme, der produceres ved fremstillingen af el, er ensbetydende med en markant forbedring af energieffektiviteten på trods af de tekniske begrænsninger på grund af afstanden mellem det sted, hvor varmen produceres (industrielt miljø) og det sted, hvor den forbruges (i hjemmet), hvilket medfører, at en stor del af energien går tabt. Mikrokraftvarmeanlæg bruges primært til opvarmning af bygninger; elektriciteten er et biprodukt. Alternative produkter kan konfigureres til først at dække elektricitetsbehovet og producere varme som biprodukt. Der er indtil nu blevet solgt flest mikroanlæg med varme som primærprodukt, men brændselsceller konfigureres oftere til at dække elektricitetsbehovet.

3.6.2

Kraftvarmeteknologi kan omgå denne begrænsning og er samtidig en økonomisk udfordring for den europæiske industri. Den bruges primært til opvarmning af boliger og forretninger og genererer el som et biprodukt. I 2004 var ca. 24 000 enheder blevet installeret. Kraftvarmeproduktion kan anvendes sammen med forskellige energikilder. Den mest lovende af disse er brint- eller brændselscelleteknologi, om end der stadig er behov for en videreudvikling af teknologien.

3.6.3

Takket være støtte til slutbrugere i kraftvarmeproduktionen har Japan gjort de største fremskridt i udviklingen af denne teknologi, til dels fordi brændselscelleteknologien dér støttes stærkt af bilindustrien. Den japanske regering ønsker, at den japanske industri skal være førende inden for brændselscelleteknologi, ligesom man allerede er det inden for solenergi. Med det formål støtter og finansierer Japan forskning og udvikling og giver subsidier til slutbrugernes køb af teknologien på et tidligt tidspunkt i udviklingen af markedet.

3.6.4

Udvikling af kraftvarme er vigtig ud fra en række synspunkter:

4.1.1

Transportsektoren er en af de største forbrugere af fossilt brændsel. Inden for denne sektor er der, som de mange nyttige henstillinger i den endelige udgave af CARS 21-rapporten (17) viser, mange lovende muligheder for en bæredygtig udnyttelse af energien. Bedre byplan- og infrastrukturudvikling og mere intensiv brug af IKT åbner op for en forbedring af transporteffektiviteten. Kombineret med yderligere forbedringer af teknologien i forbrændingsmotorer vil dette medføre betydelige energibesparelser. På kort sigt er der også gode muligheder for delvist at skifte til andre brændstoftyper såsom naturgas eller biobrændstof. På længere sigt giver brint lovende muligheder. Hybridteknologien er under udvikling nu og er også en lovende overgangsløsning.

4.1.2

Den maksimale potentielle markedsandel for biobrændstof vurderes til 15 %. EU har sat en 6 %'s markedsandel i 2010 som mål. Et første pilotprojekt om produktion af biobrændstof i stor skala er allerede i gang.

4.1.3

Naturgas genererer lavere CO2-udledninger end både benzin (-16 %) og diesel (-13 %) og kunne erobre en større markedsandel med en gunstig skatteordning. Således ville der kunne udvikles et stabilt marked for både producenter og brugere. Teknologien findes allerede. Mulighederne er navnlig store i forhold til offentlig transport, eftersom dette ville give mulighed for en optimal udnyttelse af tankstationerne. En markedsandel på 10 % inden år 2020 er ikke umulig (18).

4.1.4

Eksempler fra andre lande (navnlig Brasilien) viser, at denne markedsandel ikke kan nås ved blot at sikre, at der er adgang til biobrændstof. Der er behov for flankerende politikker såsom skatteincitamenter, målrettet lovgivning og regulering samt salgskampagner for at tilskynde forbrugerne til at skifte.

4.1.5

Den anden side af medaljen er, at øget anvendelse af biobrændstof fra miljømæssigt sårbare områder (f. eks. palmeolie fra Sydøstasien) kan føre til ødelæggelse af regnskov, efterhånden som denne erstattes af palmeolieplantager. Der findes 23 store økosystemer i verden, af hvilke 15 i henhold til en nylig undersøgelse fra FN er brudt sammen eller stærkt forurenede.

4.2.1

Inden for bygge- og anlægssektoren — f.eks. i boligbyggeriet — er der et enormt potentiale for mere bæredygtige teknikker. Det er allerede nu muligt med få ekstra omkostninger at bygge huse med et ekstremt lavt energiforbrug, navnlig når det tages i betragtning, at enhver ekstra omkostning hurtigt vindes ind igen ved energibesparelser. Denne form for boligbyggeri er i gennemsnit 8 % dyrere end traditionelt byggeri. Stordriftsfordele kan indsnævre forskellen til 4 % inden for 10 år. Norman Foster, én af verdens kendteste arkitekter, sagde engang, at hvis man ser på en bygnings totale omkostninger over en periode på 25 år, udgør udgifterne til den egentlige opførelse kun 5,5 %. Omkostningerne ved at bebo bygningen (energi, vedligeholdelse, afbetaling) tegner sig for op til 86 % over den samme periode. Mens en bæredygtig bygning altså på kort sigt måske er en smule dyrere, så er den betydeligt billigere på mellemlang til lang sigt.

4.2.2

I Tyskland og Østrig vokser det energieffektive boligbyggeri hurtigere end i resten af Europa. Passiv Haus Institut i Tyskland har afgivet bestilling på design af huse, der bruger meget lidt energi ved udnyttelse af solenergi kombineret med effektiv, lufttæt isolering. Der er nu blevet bygget over 4 000 huse af denne type i Tyskland og mere end 1 000 i Østrig. Princippet udnyttes nu også i stigende omfang i erhvervsbyggeriet.

4.2.3

Freiburg kommune har fastsat nye regler om energieffektivt byggeri. Bestemmelserne er en fast bestanddel af en enhver leje- eller købsaftale, som kommunen indgår med entreprenører eller ejendomsudviklere. På denne måde udnytter kommunen sine juridiske beføjelser til det yderste med henblik på at fremme energistyring i stor skala. Aftalerne stipulerer, at enhver bygning, der opføres på en grund, der er solgt eller udlejet af kommunen, skal udformes i overensstemmelse med retningslinjerne for energieffektivitet; bygningerne skal udformes, så de udnytter solenergien maksimalt, og tagene skal være egnede til montering af solceller. I de områder, hvor bygningerne er konstrueret på denne måde, opnås der besparelser på 40 % på varmtvandsforbruget.

4.3.1

Udvalget bifalder Kommissionens tilgang til industripolitik, der som bebudet i meddelelsen Gennemførelse af Fællesskabets Lissabon-program: Politiske rammer til styrkelse af fremstillingsindustrien i EU — mod en mere integreret industripolitisk strategi (19) tager hensyn til bæredygtigheden. Opnåelsen af Lissabon-målsætningerne kræver en konkurrencedygtig europæisk industri. Derfor er udvalget tilfreds med nedsættelsen af højniveaugruppen om konkurrencedygtighed, energi og miljø, et af syv store horisontale politiske initiativer med det formål at styrke synergierne mellem de forskellige politikområder under stadig hensyntagen til konkurrenceevnen. Udvalget bifalder tillige det europæiske erhvervslivs egen indsats på dette område.

4.3.2

I øjeblikket er fremstillingsindustrien i vidt omfang afhængig af fossilt brændsel. I mange situationer giver valget af elektriske processer mulighed for udnyttelse af alle typer primære energikilder og bidrager i de fleste tilfælde samtidig til energibesparelser (20). Der er ligeledes mulighed for at udveksle overskydende energi mellem industrianlæg og andre sektorer eller boligkomplekser. På denne måde udnyttes den overskydende varme fra industrianlæggene i Europoort til opvarmning af det største gartneri i Nordvesteuropa 20 km derfra i Westland.

4.3.3

Råolie er grundlaget for kemiindustrien, men mængden af tilgængelig råolie vil dale i fremtiden. Et alternativ er biosyntese, dvs. fremstilling af de mest basale stoffer ud fra biomasse ved hjælp af bakterier, et meget kompliceret men også lovende felt. Der er gennem de senere år gjort store fremskridt med hensyn til vores viden om mikroorganismers (f.eks. bakteriers) genetiske sammensætning. Nye teknologier gør det muligt genetisk at ændre disse organismer, således at de omdanner det oprindelige materiale til specifikke stoffer. Bakterierne bliver en slags programmerbare mini-reaktorer.

4.3.4

I øjeblikket udnytter fødevare- og lægemiddelindustrien denne mikroorganisme-teknologi, f. eks. til produktion af ost, øl og penicillin. Mulighederne for biokonversion er betydelige også inden for disse brancher, men kemiindustrien er nu også begyndt at interessere sig for teknologien. At opnå stoffer ud fra råolie og at rense dem kræver en hel række forarbejdningstrin. Teknikken skal i vidt omfang videreudvikles, men det er teoretisk muligt at skifte til direkte omdannelse af biomasse til basale kemiske stoffer og andre produkter. Dette vil reducere behovet for olie med alle de økonomiske og miljømæssige fordele, der følger heraf — reduktion af udledningerne, lukkede kredsløb og styring af cyklus.

4.3.5

Energiintensive sektorer kan have særlig store problemer med at sikre en gradvis overgang til fornybare energikilder. Der er en direkte sammenhæng mellem produktionens grad af bæredygtighed og den anvendte teknologis udviklingsstadium, og der kan ikke forventes større fremskridt på dette område i nær fremtid. Stål- og aluminiumsektoren i Europa f.eks. klarer sig allerede godt på dette felt. Mens stålindustrien investerer en hel del i nye teknologier til mere bæredygtig produktion, specielt gennem ULCOS-projektet (Ultra Low CO2 Steelmaking, det største europæiske stålprojekt nogensinde) og forventer, at CO2-udledningerne vil være halveret omkring 2040, er produktionen af primær aluminium i Europa karakteriseret ved anvendelse af en bemærkelsesværdig stor mængde vedvarende energi (44,7 %). Eftersom den energimængde, der bruges til produktion af sekundær aluminium fra metalskrot, kun udgør en tiendedel af energien til produktion af primær aluminium, er der et stort energibesparelsespotentiale inden for denne sektor. Kina foretager imidlertid massive statsstøttede opkøb af aluminiumskrot på det europæiske marked for at spare energi.

4.3.6

Den europæiske stålindustri klarer sig også godt med hensyn til råstofeffektivitet og genanvendelse. Halvdelen af verdens stål produceres ved hjælp af metalskrot. Genanvendt affald udnyttes også maksimalt. På Corus' fabrik i Ijmuiden genbruges 99 % af affaldet enten på selve fabrikken eller eksternt.

4.3.7

Selvom udnyttelsen af fossile energikilder som råstof i industriproduktionen i en vis udstrækning vil være uundgåelig i en overskuelig fremtid, vil anvendelsen af nye materialer bidrage til energibesparelsen i fremstillingsprocessen, f. eks. ved vægtbesparelser i bilproduktionen. For at fremme den form for innovation må den europæiske industri fastholde sin internationale konkurrencedygtighed, begyndende med udvindingsindustrierne, hvor værditilvæksten starter.

5.1

Gradvis overgang til bæredygtig produktion er uundgåelig, og behovet herfor er ubestridt. Afindustrialisering, udflytning af produktionen og øget konkurrence fra udviklingslandene har medført usikkerhed og frygt. I dette klima har befolkningen en tendens til at tro, at et skift til mere bæredygtig produktion vil have en negativ indvirkning på Europas konkurrenceevne, bremse industriens vækst og koste arbejdspladser, og at det i det hele taget er dårligt for økonomien og beskæftigelsen.

5.2

Der har været tale om en negativ effekt på beskæftigelsen. I Tyskland spår visse undersøgelser, at der i 2010 vil være gået 27 600 arbejdspladser tabt på grund af emissionshandelsordningen, og at dette tal vil være steget til 34 300 i 2020 (21). Yderligere 2100 arbejdspladser vil være gået tabt i Tyskland i 2010 som følge af gennemførelsen af loven om vedvarende energi (22). Endelig vil gennemførelsen af aftalerne i forbindelse med Kyoto-protokollen have gjort det af med yderligere 318 000 tyske arbejdspladser i 2010 (23). Tallene, som skal sammenholdes med de nye arbejdspladser, der er skabt, viser, at en politik, der fremmer klimabeskyttelsen, faktisk kan føre til »industrielle ændringer«: bl.a. i kraft af de 16,4 mia. EUR, der i 2005 blev genereret via fornybar energi i Tyskland, og de 170 000 arbejdspladser, der indtil nu er skabt inden for dette område (24). Med en produktion på 55 mia. EUR (2004) tegner miljø- og klimabeskyttelsen sig i dag for 1,5 mio. arbejdspladser og bidrager til at skabe mange flere arbejdspladser i kraft af sin andel af den tyske eksport (31. mia. EUR i 2003) (25).

5.3

Konsekvenserne er imidlertid ikke kun negative. En undersøgelse af tabet af arbejdspladser i Europa har vist, at mindre end 5 % heraf skyldes udflytning af produktionen (26). På trods af de metodologiske begrænsninger, der skyldes dataindsamlingsmetoderne, er undersøgelsen fortsat en nyttig informationskilde, navnlig når den sammenholdes med andre relevante indikatorer. Der kan endvidere argumenteres for, at kun en lille procentdel af tabet af arbejdspladser skyldes miljølovgivningen.

5.4

Der har også været en stigning i antallet af arbejdspladser. Miljøindustrien, der er involveret i forskning i og udvikling af bæredygtige teknologier, er en dynamisk sektor, der på årsbasis øger beskæftigelsen med 5 %. Denne branche, der selv direkte beskæftiger over to millioner mennesker i fuldtidsjobs, tæller nu lige så mange arbejdspladser i Europa som lægemiddel- og rumfartsindustrien tilsammen (27).

5.5

En OECD-undersøgelse har vist, at bæredygtig produktion ikke i sig selv medfører højere omkostninger (28). På lang sigt kan den endda i nogen grad reducere dem. Desuden kan et bæredygtigt output opveje disse omkostninger. Klare forretningsmæssige fordele, miljølovgivning og supplerende regulering medfører investering i bæredygtig innovation, tilskynder til mere effektiv udnyttelse af råstoffer, styrker brands, forbedrer virksomhedernes image og medfører i sidste ende bedre indtjening og beskæftigelse. Hvis processen skal bære frugt, er der behov for en fælles tilgang baseret på medansvar, der involverer erhvervslivet, lønmodtagerne og regeringen.

5.6

Det må for enhver pris undgås, at europæisk industri i konkurrencemæssig henseende bliver betydeligt ringere stillet end regioner uden for EU på grund af højere omkostninger som resultat af miljø- og sociallovgivningen. Når Europa fastsætter standarder for bæredygtig produktion for sin egen industri, er det uacceptabelt og urimeligt samtidig at give producenter udefra lov til at markedsføre produkter, der ikke er produceret i overensstemmelse med disse standarder. For at tilskynde til bæredygtig produktion er der behov for en metode, der tager hensyn til forholdene i EU på den ene side og til forholdene uden for EU på den anden.

5.6.1

Hvad det første angår, bør der, som påpeget i EØSU's udtalelse »Globaliseringens sociale dimension«, indføres instrumenter, der sikrer, at de sociale og miljømæssige omkostninger ved ikke-bæredygtige produktionsmetoder i EU internaliseres i produkternes pris for at fremme hovedkonklusionen i rapporten fra Verdenskommissionen for Den Sociale Dimension af Globaliseringen (WCSDG) og en sammenhængende politik mellem ILO, WTO, IMF og Verdensbanken.

5.6.2

Hvad angår det sidste, bør EU lægge sig i selen for i relevante internationale fora (navnlig WTO) at få inddraget ikke-handelsmæssige hensyn såsom grundlæggende sociale og miljømæssige standarder i internationale aftaler om handel for at tilskynde til, at Europas konkurrenter fører en mere bæredygtig politik. Lande som USA, Indien og Kina har en urimelig økonomisk fordel i forhold til Europa, så længe de ikke er bundet af Kyoto-protokollens CO2-reduktionsmål. Disse aftaler bør gennemføres på globalt plan, eftersom handel kun virkelig er fri, når den foregår på lige vilkår.

5.7

Den europæiske miljøindustris andel af verdensmarkedet ligger nu på rundt regnet 33 %, og industrien genererer et handelsoverskud på mere end 600 mio. euro. I 2004 voksede eksporten med 8 %, og eftersom alle lande i fremtiden, selv Kina og Indien, i øget omfang vil skifte til bæredygtige produkter og produktionsprocesser, er der tale om et vækstmarked.

5.8

Det bæredygtige, innovative samfund, som vi er nødt til at bevæge os hen imod, kræver en grundig oplysningskampagne, der er målrettet mod borgerne og forbrugerne, for at skærpe bevidstheden og give dette samfund et bredt socialt fundament. Det kræver ligeledes en veluddannet arbejdskraft. Europa har på det seneste ikke i tilstrækkelig grad været opmærksom på dette. En søgning på ordene »training« (faglig uddannelse), »learning« (læring), »skilling« (kompetenceudvikling) og »education« (uddannelse) i den engelske udgave af ti europæiske direktiver på dette område (bæredygtighed, innovation) viser, at kun de første forekom én gang i ét direktiv.

5.9

En række kommissionsmeddelelser, der blev udsendt forud for disse direktiver, beskæftigede sig meget med behovet for uddannelse. Aspektet glimrede imidlertid ved helt at være fraværende i direktiverne. Meddelelser er kun ord, hvorimod direktiver er handling. Politik handler ikke om, hvad der bliver sagt, men om, hvad der bliver gjort. EØSU er tilfreds med, at der vies uddannelse stor opmærksomhed i EU's nye industripolitik, og opfordrer Kommissionen til at fortsætte ad samme spor.

5.10

I Lissabon-strategien har Europa sat sig som mål inden 2010 at blive verdens mest konkurrencedygtige vidensbaserede økonomi med flere og bedre arbejdspladser og større social samhørighed. Der er behov for en veluddannet arbejdsstyrke for at opbygge og fastholde et sådant samfund. Hvis ikke vi investerer tilstrækkeligt i uddannelsen af arbejdskraften, vil vi ikke bare forfejle Lissabon-målene i 2010. Vi vil aldrig nå dem.