16.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 309/81

1.1

I sluterklæringen fra det tredje møde mellem civilsamfundsorganisationer i EU, Latinamerika og Caribien blev det foreslået at oprette et ægte partnerskab baseret på et net af aftaler mellem EU og de forskellige sammenslutninger i regionen, og der opfordres til at indlede forhandlinger med Andesfællesskabet (1).

1.2

I »Guadalajara-erklæringen«, der blev vedtaget på det tredje topmøde mellem stats- og regeringschefer fra EU, Latinamerika og Caribien (2) blev det betegnet som »vort fælles strategiske mål« at nå frem til en associeringsaftale mellem EU og Andesfællesskabet (svarende til dem, der allerede er indgået med Mexico og Chile, og som er under forhandling med Mercosur), der skal omfatte en frihandelszone.

1.3

På det samme topmøde mellem EU, Latinamerika og Caribien blev det besluttet at foretage en samlet vurdering af, hvor langt Andesfællesskabet er fremme med sin økonomiske integration. Denne vurdering blev påbegyndt i januar 2005.

1.4

EU-landene har endnu ikke udnyttet alle de økonomiske og handelsmæssige muligheder, som Andesfællesskabet byder på, og skønt EU er dets største handelspartner næst efter USA, er samhandelen ikke overvældende stor. Andesfællesskabets bestræbelser på at uddybe integrationen (trods de vanskeligheder og begrænsninger, der peges på i denne udtalelse) gøder jorden for en associeringsaftale, der kan blive et kraftigt incitament til øget handelssamkvem mellem EU og Andesfællesskabet, som det har været tilfældet i andre områder.

1.5

Endvidere plejer EØSU regelmæssige forbindelser med de to organer, som i dag repræsenterer hele regionens arbejdsgiversammenslutninger og fagforeninger: Det Andinske Rådgivende Arbejdstagerråd (Consejo Consultivo Laboral Andino — CCLA) og Det Andinske Rådgivende Arbejdsgiverråd (Consejo Consultivo Empresarial Andino — CCEA).

1.6

Den 6.-7. februar 2006 afholdt EØSU i samarbejde med Andesfællesskabets generalsekretariat en høring i Lima, hvori deltog de to rådgivende arbejdsgiver- og arbejdstagerråd såvel som andre andinske civilsamfundsorganisationer, der har ydet værdifulde bidrag til nærværende udtalelse. Deltagerne var positive over for indledningen af forhandlinger med EU, men pointerede, at partnerskabet med EU bør tage højde for ubalancen mellem det to regioner, undgå at henfalde til et afhængigt udviklingsmønster og bidrage til at nedbringe regionens sociale gæld samt fremme en effektiv social samhørighed.

1.7

Denne udtalelse skal tjene til at gøre myndighederne bekendt med det organiserede civilsamfunds holdning til forbindelserne med Andesfællesskabet i tråd med forslagene i sluterklæringen fra det fjerde møde mellem civilsamfundsorganisationer i EU, Latinamerika og Caribien i Wien i april 2006 (som endnu en gang understregede behovet for, at EU bidrager til styrkelsen af integrationsprocesserne i Latinamerika) og de endelige henstillinger fra topmødet mellem stats- og regeringscheferne i EU, Latinamerika og Caribien i maj 2006 om en mulig associeringsaftale EU/Andesfællesskabet. Denne sluterklæring bifalder med henvisning til:

det fælles strategiske mål, der blev fastlagt i Guadalajara-erklæringen, Den Europæiske Unions og Andesfællesskabets beslutning om i løbet af 2006 at sætte en proces i gang hen imod indledning af forhandlinger om en associeringsaftale, som omfatter en politisk dialog, samarbejdsprogrammer og en handelsaftale.

2.1

Det er ikke nemt at sammenfatte situationen i fem lande, som ganske vist ligger i det samme geografiske område (Andesbjergene), men alligevel er meget forskellige, hvad angår økonomisk udvikling, demografi og politisk situation osv. Derfor vil denne udtalelse kun pege på nogle af de vigtigste aspekter af den aktuelle situation i hvert af disse lande.

2.2

Bolivia er det fattigste af de fem medlemslande i Andesfællesskabet og et af de mindst udviklede i hele Latinamerika. Dette skyldes delvist, at landet ikke har direkte adgang til havet, men der er også andre faktorer, der spiller ind, såsom en lille befolkning — hvoraf flere og flere emigrerer — manglen på agerjord, der egner sig til at drive konkurrencedygtigt landbrug, traditionel afhængighed af nogle få naturressourcer, marginalisering af den oprindelige befolkning, som udgør over halvdelen af befolkningen, og voksende spændinger mellem det traditionelle politiske magtcenter i højlandet og de fremspirende økonomiske magtområder i det østlige lavland. Det er lykkedes Bolivia at finde løsninger på et demokratisk grundlag, men den langvarige usikkerhed har skadet dets økonomiske udvikling. Den nye regering, der tiltrådte i januar 2006, er gået i gang med dybtgående reformer for at finde udviklingsmuligheder, uden at dette går ud over retssikkerheden for investeringer og overholdelsen af de internationale forpligtelser og gældende bilaterale aftaler.

2.3

Situationen i Ecuador har mange lighedspunkter med Bolivia, idet landet har en stor oprindelig befolkning og betydelige forskelle af politisk og kulturel art mellem kystlandet og højlandet. Skønt landet i de seneste år ikke har lidt under den samme grad af åben social konflikt som førhen, har den politiske ustabilitet været endnu større. 49 % (3) af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen. Det sidste tiårs økonomiske krise har sammen med »dollariseringen« af økonomien bidraget til landets store fattigdom, hvilket også er baggrunden for, at 10 % af den erhvervsaktive befolkning er emigreret. De penge, emigranterne sender hjem, som i 2004 udgjorde 1,74 mia. USD, udgør landets største valutaindtægtskilde efter olien.

2.4

Peru har en anden baggrund, idet landet efter en etape med terrorisme (i 80'erne og begyndelsen af 90'erne) fik en regering (i Fujimoris præsidentperiode), som henfaldt til autoritarisme og korruption. Selv om økonomien er i ret hurtig vækst, er det ikke lykkedes den nuværende regering at fastlægge en solid kurs for politiske og sociale reformer, og den har meget ringe folkelig opbakning. Hvad Andesfællesskabet angår, har Peru — skønt generalsekretariatet har sæde i Lima — vist sig noget tilbageholdende over for visse aspekter af den subregionale integration.

2.5

Venezuelas (4) situation følges med opmærksomhed i hele regionen og andre steder i verden, fordi landet i de seneste år har lidt under alvorlige politiske og sociale spændinger præget af en indædt rivalisering mellem tilhængere og modstandere af præsident Chávez. Den venezuelanske økonomi bliver stadig mere afhængig af olieeksporten, hvor det internationale prisniveau er højt, hvilket har givet regeringen mulighed for at føre en aktiv international politik og råde over et stort budget til gennemførelse af interne politikker.

2.6

Trods landet lider under en meget udbredt politisk og social vold — som forværres af narkotikahandelen — er det lykkedes Colombia at bevare sin demokratiske struktur intakt, hvilket er sjældent i Latinamerika, og landet har ved siden af denne politiske indsats også gjort bemærkelsesværdige fremskridt på det økonomiske område. Men selv om volden har taget noget af i Colombia, fortsætter overgrebene på fagforeningsfolk, journalister, erhvervsledere og medlemmer af andre menneskerettighedsorganisationer i form af drab og kidnapninger.

3.1.1

Andesfællesskabet er det ældste integrationsprojekt i Sydamerika. Initiativtagerne — Bolivia, Colombia, Chile, Ecuador og Peru — undertegnede Cartagena-aftalen i 1969, hvorved Andespagten, som var den daværende betegnelse, blev grundlagt. Fem år senere sluttede Venezuela sig til pagten og i 1976 trak Chile sig ud. De nuværende fem medlemmer (Bolivia, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela) har tilsammen 120 millioner indbyggere og et samlet BNP på omkring 265 mia. USD. Det indre marked har en omsætning på omkring 8,6 mia. USD.

3.1.2

I dets 35 år lange historie har dette fællesskab bevæget sig fra en protektionistisk model (baseret på importsubstitution), som var en meget udbredt tilgang i 60'erne og 70'erne, til en model karakteriseret ved »åben regionalisme«. Pagten har også gennemgået forskellige institutionelle reformer for at gøre fremskridt i retning af en endnu større integration; denne proces kulminerede i skabelsen af Andesfællesskabet i 1997. Som følge heraf har Andesfællesskabet en højt udviklet institutionel struktur og en ret omfattende fælles lovgivning.

3.1.3

Det Andinske Integrationssystem (Sistema Andino de Integración — SAI) (5) blev oprettet ved Trujillo-protokollen i 1996 med det formål at varetage koordinationen mellem de forskellige organer for at udbygge og styrke den andinske integration. Integrationssystemet er opbygget af organer på mellemstatsligt og fællesskabsplan med udøvende, lovgivende, retlige, rådgivende og overvågende funktioner.

3.1.4

De to vigtigste beslutningstagende organer i Integrationssystemet er udenrigsministerrådet og Kommissionen for Andesfællesskabet, som begge har mellemstatslig karakter. Kommissionen lovgiver på områderne økonomi, handel og investeringer. Udenrigsministerrådet har beføjelser på alle områder, der ikke henhører under Kommissionen, især i spørgsmål af politisk, social, miljømæssig og integrationspolitisk karakter og vedrørende fri bevægelighed for personer og koordination af de forskellige fællesskabsorganers virksomhed udadtil.

3.1.5

Det øverste politiske organ i Det Andinske Integrationssystem er præsidentrådet, som består af medlemslandenes regeringschefer. Det udtaler sig gennem erklæringer eller retningslinier, som sætter kursen for de øvrige organer og institutioner i Det Andinske Integrationssystem. Formandskabet for det andinske præsidentråd går på skift hvert halvår i alfabetisk orden, og denne rotation følges op i de øvrige mellemstatslige organer.

3.1.6

Andesfællesskabets generalsekretariat (Secretaría General de la Comunidad Andina — SG-CAN) er et vigtigt fællesskabsorgan i Det Andinske Integrationssystem. Det har sæde i Peru (6) og yder teknisk støtte til de mellemstatslige institutioner. Det har lovgivningsbeføjelser på visse områder (vedtagelse af resolutioner), initiativret og andre specifikke opgaver.

3.1.7

Andre fællesskabsorganer er Andesfællesskabets Domstol og Det Andinske Parlament, mens Det Andinske Rådgivende Arbejdstagerråd (Consejo Consultivo Laboral Andino — CCLA) og Det Andinske Rådgivende Arbejdsgiverråd (Consejo Consultivo Empresarial Andino — CCEA) er anerkendte supplerende institutioner ved siden af Den Andinske Udviklingssammenslutning Corporación Andina de Fomento — CAF), Den Latinamerikanske Reservefond (el Fondo Latinoamericano de Reservas — FLAR), Simón Rodríguez- og Hipólito Unanue-konventionerne samt Det Andinske Universitet »Simón Bolívar«.

3.2.1

Ved en vurdering af den andinske integration skal der tages hensyn til to forhold. For det første: skønt Andesfællesskabet har fungeret i over tre tiår, består det stadig af fem udviklingslande (med en gennemsnitlig indkomst per capita på 2 364 EUR over for et gennemsnit på 20 420 EUR i EU-25) med alt, hvad dette indebærer i henseende til institutionel og økonomisk kapacitet.

3.2.2

For det andet: mens de traditionelle elementer i en integrationsproces (alt vedrørende skabelsen af et fælles marked) ikke er særligt fremskredne i Andesfællesskabet, er der på andre områder sket ret store fremskridt. Stillet over for vanskelighederne med at komme videre med den handelsmæssige integration, er andre aspekter af Andesfællesskabet — af kulturel, social, finansiel art osv. — blevet styrket.

3.2.3

For at forstå, hvorledes Andesfællesskabet fungerer i praksis, vil man normalt tage udgangspunkt i den økonomiske integration. På dette punkt har Andesfællesskabet fulgt en svingende kurs. Først i 1993 lykkedes det at oprette et frihandelsområde, som Peru fra begyndelsen holdt sig uden for. Planen om skabelse af en fælles ekstern toldtarif for alle medlemslande er endnu ikke blevet realiseret, selv om der er sket fremskridt i retning af harmonisering på handelsområdet. På denne baggrund og for at begge parter kan få størst muligt udbytte af den fremtidige associeringsaftale EU/Andesfællesskabet er det afgørende, at Andeslandene udvikler en egentlig toldunion.

3.2.4

Dette begrænsede fremskridt i regelværket har resulteret i en ringe handel inden for fællesskabet med store udsving fra år til år. I 90'erne steg handelen mellem medlemmerne af Andesfællesskabet, fra 4,1 % af den samlede handel i 1990 til 14,2 % i 1998 (7). Sidstnævnte procentdel er dog beskeden sammenlignet med handelsniveauet inden for samme gruppe i 70'erne, og det ligger under gennemsnittet for Latinamerika (20,2 %). Siden 1998 har handelen inden for Andesfællesskabet været faldende (10,4 % i 2004), men i 2005 registreredes dog en stigning.

3.2.5

Handelen inden for Andesfællesskabet har været mindre end handelen med USA (46,6 % af den samlede handel i 2004) og er næsten af samme omfang som handelen med EU (11,0 % i 2004). Tre af de fem nuværende medlemslande i Andesfællesskabet afsætter under 12 % af deres eksportvarer på det subregionale marked.

3.2.6

På integrationsområdet er der sket nogle fremskridt, skønt der har været mange vanskeligheder, som til dels skyldes manglende politisk vilje, men utvivlsomt også andre forhold, såsom markedernes struktur, forskellene mellem de økonomiske modeller, forskellige udviklingsniveauer, geografisk beliggenhed, som vanskeliggør handelen inden fællesskabet, samt interne politiske problemer. Under alle omstændigheder skal det understreges, at Andesfællesskabet har vist sig i stand til at opretholde integrationskursen i mere end tre tiår. Manglen på moderne infrastruktur for kommunikation og transport mellem de fem Andeslande er en af de største hindringer for skabelsen af et fælles marked for Andesfællesskabets udvikling generelt.

3.2.7

Det skal bemærkes, at Andeslandene kun viser ringe interesse for Andesfællesskabet i den praktiske koordinering af deres udenrigspolitik. Således har Bolivia og Venezuela tilnærmet sig Mercosur, mens Peru og Colombia har undertegnet frihandelsaftaler med USA.

3.2.8

Disse uoverensstemmelser kom tydeligere for en dag med meddelelsen den 22. april 2006 om, at Venezuela trækker sig ud af Andesfællesskabet. Dette forhold har sammen med undertegnelsen af NAFTA-aftalerne kastet Andesfællesskabet ud i en dyb politisk krise, som vil blive taget op på et ekstraordinært topmøde.

3.3.1

Som understreget tidligere i denne udtalelse drejer Andesfællesskabet sig ikke kun om handelsmæssig integration. Fra starten af har der altid været et ønske om at inddrage den politiske og sociale dimension i den andinske integrationsproces. Dette ønske afspejler de seneste års kamp for demokrati, der har udspillet sig i flere lande i subregionen, men også Andeslandenes behov for at gøre sig mere gældende i Latinamerika og i en større sammenhæng. Det er også et udslag af den socioøkonomiske situation i Andeslandene.

3.3.2

Statistikkerne over den manglende sociale samhørighed er foruroligende: 50 % af befolkningen i Andeslandene — omkring 60 millioner mennesker — lever under fattigdomsgrænsen. De fem lande i Andesfællesskabet er blandt de lande i verden, som er præget af de største uligheder (ifølge Gini-indexet), ikke kun hvad indkomstniveau angår, men også mht. til andre former for marginalisering på grundlag af etnisk oprindelse, race, fødested osv.

3.3.3

Det skal i denne sammenhæng understreges, at uformel beskæftigelse, intern og ekstern migration (som har store konsekvenser for kvinderne) og andre fænomener såsom marginalisering af den indfødte befolkning, der i dette område udgør flertallet (Bolivia) eller meget store mindretal (Ecuador og Peru), er meget udbredt. Det er også i denne region, størstedelen af verdens kokain produceres, hvilket har fået den sorte økonomi til at vokse og medført fordrivelser af befolkningen, vold og korruption, som i Colombias tilfælde føjer sig til en væbnet konflikt, der ikke synes at ville tage ende.

3.3.4

På denne baggrund kan handelsliberalisering ikke være det eneste instrument til at fremme samhørigheden mellem Andeslandene. I den nye strategi, som Andesfællesskabets generalsekretær (8) har gjort sig til talsmand for, lægges der mindre vægt på fjernelse af toldbarrierer og mere på andre udfordringer såsom forbedring af konkurrenceevnen, intellektuel ejendomsret, ophævelse af ikke-toldmæssige barrierer, infrastruktur, fri bevægelighed for personer, energi, miljø og sikkerhed.

3.3.5

En af hovedakserne i denne nye strategi, der går ud på at bruge integration som middel til udvikling, er social udvikling. Derfor er et af de vigtigste initiativer i Andesfællesskabet i nyere tid den integrerede sociale udviklingsplan (9) (Plan Integrado de Desarrollo Social — PIDS), som blev vedtaget i september 2004 med det mål at bekæmpe fattigdom, marginalisering og social ulighed i området. På mellemlang sigt vil PIDS kunne danne grundlaget for en overordnet strategi for social (og økonomisk) samhørighed. Den åbne koordinationsmetode, som EU benytter på det sociale område, er af stor interesse for Andesfællesskabet. Det samme gælder ideen om en socialfond svarende til EU's strukturfonde. Hermed er Andesfællesskabet den første subregion, som forsøger at overtage aspekter af den europæiske sociale model.

3.3.6

Under alle omstændigheder har den sociale dimension været et stadig oftere tilbagevendende emne i de politiske erklæringer og Andesfællesskabets beslutninger siden 1999 (10), og i de seneste fem år har visse konkrete initiativer taget form.

3.3.7

I den andinske dialog på præsidentniveau om integration, udvikling og social samhørighed anerkendtes det, at de andinske økonomier som led i deres internationalisering bør tilstræbe produktionsdiversificering og inklusiv konkurrenceevne, som omfatter mikrovirksomheder, og små og mellemstore virksomheder og fremmer kooperativt arbejde på fællesskabsplan, og som kan skabe gunstige vilkår for lokal udvikling og regionalisering via territoriale udviklingsstrategier.

3.3.8

I dag har Andesfællesskabets generalsekretariat som overordnede mål for det andinske fællesskab opstillet globalisering kombineret med integration, udvikling kombineret med konkurrenceevne og social inddragelse samt social samhørighed kombineret med styrkelse af demokratiske styreformer. Den sociale agenda, der endnu ikke er gennemført, er relevant på alle disse områder og vil være gennemførlig, hvis den fastholdes som prioriteret mål for Andesregionen i forhandlinger om handelsliberalisering med tredjelande, herunder især forhandlinger, som per definition kan forårsage større ubalance i regionen og i Andeslandenes samfund, der er præget af marginalisering af visse samfundsgrupper på grund af etnisk tilhørsforhold eller køn.

4.1.1

Skønt den andinske integrationsproces har stået på i flere tiår, er civilsamfundets først blevet formelt inddraget i den seneste etape Andesfællesskabets historie med oprettelsen af de andinske rådgivende arbejdstager- og arbejdsgiverråd. Før da blev arbejdsgivere og fagforeninger kun i ringe omfang taget med på råd på regionalt plan i forbindelse med den andinske integration. De deltog dog i denne integrationsproces via de nationale regeringer.

4.1.2

Det Andinske Rådgivende Arbejdstagerråd (CCLA) blev oprettet ved beslutning 441 (11) og består af fire delegerede fra hvert Andeslanden. Disse delegerede og deres suppleanter vælges blandt højtstående ledere af de repræsentative fagforeninger, som hvert land udpeger. De mest repræsentative landsorganisationer og sammenslutninger i hvert enkelt af Andeslandene har sæde i CCLA. I dag er 16 landsorganisationer i de fem lande (12) repræsenteret.

4.1.3

Det Andinske Rådgivende Arbejdsgiverråd (CCEA) blev oprettet ved beslutning 442 og er sammensat af arbejdsgiverorganisationerne i Andesregionen. Det består af fire delegerede udvalgt mellem de øverste ledere i de repræsentative arbejdsgiverorganisationer i hvert enkelt land i Andesfællesskabet.

4.1.4

Begge rådgivende råds funktioner blev ændret ved beslutning 464 (13), hvorefter de kan afgive udtalelse til Andesfællesskabets udenrigsministerråd (CAMRE), Kommission og generalsekretariat og deltage i CAMRE's og Kommissionens møder samt i de nationale eksperters møder og i arbejdsgrupper, som beskæftiger sig med den andinske integrationsproces, hvori de kan deltage med stemmeret.

4.1.5

CCLA har indtil dato udarbejdet utallige udtalelser, hvoraf flere om Andesfællesskabets sociale agenda eller eksterne agenda. Blandt sidstnævnte skal især fremhæves den nylige udtalelse no 27 (14) om »Opfølgning af undertegnelsen af en eventuel associeringsaftale mellem Den Europæiske Union/Andesfællesskabet«, hvori det understreges, at CCLA deler forventningerne om fremskridt hen imod en politisk, økonomisk og social alliance med EU.

4.1.6

For sin part har CCEA i en af sine erklæringer (15) understreget, at spørgsmålet om associering med EU er afgørende, og anbefalet, at åbenheden i disse forhandlinger med EU bør fastlægges meget nøje, således at forhandlingerne ikke kommer til at lide skade.

4.1.7

Såvel CCLA som CCEA har understreget nødvendigheden af at øge koordineringen med andre aktører i Andesregionens civilsamfund på den ene side og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) på den anden side for at fastlægge fælles holdninger og tilskynde til initiativer, som skal garantere overholdelse af de grundlæggende arbejdsregler i enhver aftale mellem EU og Andesfællesskabet.

4.2.1

Ud over de nævnte fora for civilsamfundets institutionelle repræsentation råder Andesfællesskabet over andre mekanismer for deltagelse på det socialpolitiske område såsom Simón Rodríguez-aftalen (1973), der er et trepartsforum for debat, deltagelse og koordinering mellem arbejdsministre, arbejdsgivere og arbejdstagere vedrørende social- og arbejdsmarkedspolitik på regionalt plan. Det er en af de såkaldte sociale aftaler (16).

4.2.2

Simón Rodríguez-aftalen var et af de første instrumenter i den andinske integration og omfattede direkte de forskellige aspekter af den sociale og arbejdsmarkedsmæssige udvikling. Skønt aftalens udvikling kan opvise nogle resultater og hele tiden har haft alle berørte parters bevågenhed i ønsket om at gøre fremskridt på dette område, må det konkluderes, at de vanskelige betingelser, især af institutionel art, har lagt en kraftig dæmper på integrationsprocessen, og i 1983 blev aftalen blev sat ud kraft.

4.2.3

Aftalen er nu blevet omdannet til en protokol til erstatning for Simón Rodríguez-aftalen, som blev undertegnet af Andesfællesskabets præsidentråd den 24. juni 2001. Aftalens målsætninger er:

4.3.1

Den andinske dimension er ikke hævet over den sociale udvikling på nationalt og globalt plan, hvor der på andre områder end de arbejdsrelaterede er opstået forskellige former for repræsentation af samfundsinteresser vedrørende konkrete emner såsom menneskerettigheder, den oprindelige befolknings rettigheder, kvinders rettigheder, kultur, miljø, forbrugere, familielandbrug, mindre landbrug osv.

4.3.2

Disse særinteresser repræsenteres af en lang række organisationer, der repræsenterer forskellige sektorer og som spiller en meget aktiv rolle i den regionale integration — en rolle, som vil få endnu større betydning i forbindelse med den fremtidige associering EU/Andesfællesskabet.

4.3.3

Der skal også nævnes andre vigtige former for civilsamfundsorganisationer såsom foreninger eller bevægelser dannet af de oprindelige folk, ikke-statslige organisationer, ngo-sammenslutninger og –net, aktionskoalitioner, forskningscentre, universiteter osv.

4.3.4

Disse bevægelser og det såkaldte »ikke-organiserede« civilsamfund er meget aktive i Andesregionen, skønt deres organisation og virksomhed ofte begrænser sig til det nationale plan eller ikke finder indpas i det formelle andinske integrationssystem. Andesfællesskabets generalsekretariat har derfor bebudet en snarlig oprettelse af et subregionalt andinsk net af akademiske sammenslutninger og ngo'er.

4.3.5

For at få disse andre aktører inddraget i den formelle dynamik i den andinske integrationsproces har Andesfællesskabet oprettet forskellige arbejdsgrupper. Således oprettedes »Arbejdsgruppen om de oprindelige folks rettigheder« (17) som en rådgivende instans inden for det andinske integrationssystems rammer for at fremme de oprindelige folks aktive deltagelse i spørgsmål vedrørende de økonomiske, sociale, kulturelle og politiske aspekter af den subregionale integration. De emner, som denne arbejdsgruppe beskæftiger sig med, vedrører ømtålelige spørgsmål såsom besiddelse af jorder tilhørende fællesskabet eller de oprindelige folk; landsamfund og produktion; økonomisk udvikling, social retfærdighed og politisk deltagelse; kulturel identitet og institutionalisering osv.

4.3.6

Der er også oprettet en andinsk arbejdsgruppe om forbrugerrettigheder (18), der som en rådgivende instans inden for det andinske integrationssystems rammer skal fremme de offentlige og private forbrugerbeskyttelsesorganers aktive deltagelse i de sociale samråds- og beslutningsprocesser vedrørende regional integration på deres interesseområder.

4.3.7

Disse rådgivende instanser (19) modtager ikke støtte over Andesfællesskabets budget til deres arbejde. Dette betyder, at kun organisationer, som selv kan mobilisere personale og ressourcer, kan deltage i møderne i Andesfællesskabets arbejdsgrupper og organer.

5.1.1

Den første samarbejdsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Latinamerika var den, som blev indgået med Andespagten i 1983, fjorten år efter oprettelsen af denne integrationsgruppe.

5.1.2

Denne aftale indgik i den såkaldte »anden generation af samarbejdsaftaler«. Til forskel fra den første generation, som først og fremmest vedrørte handel (ikke-præferentiel), var denne nye generation af aftaler mere omfattende, idet de også omhandlede politiske og samarbejdsmæssige aspekter — et element, som skulle få en central placering i senere aftaler. Desuden var disse aftaler et klart udtryk for den betydning, som Det Europæiske Fællesskab tillagde den regionale integration i Latinamerika.

5.1.3

Dynamikken i forbindelserne mellem EU og Latinamerika i 80'erne skabte hurtigt behov for en ny generation af aftaler efter 1991. I 1993 undertegnede EU en rammeaftale af tredje generation med Andesgruppen. Som noget nyt indeholdt denne aftale en »demokratiklausul« for at tilkendegive det fælles engagement for demokrati, og en »udviklingsklausul«, som gav mulighed for at udvide samarbejdsområderne.

5.1.4

Parallelt hermed betød bekæmpelsen af narkotikahandelen i 90'erne, at forbindelserne med Andesfællesskabet fik endnu større betydning. EU ønskede at tilbyde en anden indfaldsvinkel end USA, som lagde vægt på de repressive foranstaltninger. Der var to måder, at gøre dette på. På den ene side — og som svar på en anmodning fra Andeslandene selv — blev den generelle præferenceordning udvidet til Andeslandene gennem en særordning kaldet »SPG-Narkotika«, der gav toldfri adgang for 90 % af Andeslandenes produkter til EU's marked. På den anden side besluttedes det at skabe en særlig dialog på højt plan om narkotika.

5.1.5

Aftalen fra 1993 blev hurtigt overhalet af den nye ramme om forbindelserne med Latinamerika, som EU begyndte at arbejde på midt i 90'erne med forhandlingerne om den fjerde generation af aftaler med Mercosur, Chile og Mexico. Disse aftaler blev udarbejdet som et første skridt hen imod associeringsaftaler, der omfattede en frihandelsaftale. Andesfællesskabet ønskede en lignende aftale, men EU mente, at det ville være bedre at bevæge sig gradvist frem mod dette mål fra en interimsaftale, som blev foreslået og vedtaget på det andet topmøde EU/Latinamerika og Caribien, afholdt i Madrid i maj 2002.

5.2.1

Den 15. december 2003 blev aftalen om politisk dialog og samarbejde mellem EU og Andesfællesskabet undertegnet. Dens indhold var et fremskridt i forhold til den foregående aftale, skønt den ikke helt levede op til Andeslandenes forventninger (20). For Andeslandene var et af problemerne ved denne model, at den ikke gav bedre adgang til det europæiske marked. Denne aftale indeholder dog et vigtigt nyt element, nemlig institutionalisering af den politiske dialog. Den omfatter også nye samarbejdsområder (migration, terrorisme osv.) og styrker civilsamfundets deltagelse i aftalen (21).

5.3.1

Som det fremgår af nedenstående skema, har der været en vis stagnation i handelsforbindelserne mellem EU og Andesfællesskabet. Skønt EU er Andesfællesskabets andenstørste handelspartner, tegner det sig kun for 12-13 % af Andesfællesskabets udlandshandel, langt efter USA (40 %). Andeslandenes eksport til EU er gået tilbage fra 19 % af deres samlede eksport i 1994 til 12 % i 2004. Hvad Andesfællesskabets import angår, er EU's andel heraf faldet fra 19 % i 1994 til 13 % i 2004.

EU's handel med Andesfællesskabet

5.3.2

EU er Andesfællesskabets vigtigste kilde til direkte investeringer, men siden 2000 — hvor de nåede op på 3,3 mia. USD — er investeringerne faldet støt og udgjorde i 2003 knap 1 mia. USD.

5.3.3

Perspektiverne for handelsforbindelserne fremover er uvisse. Den nye generelle toldpræferenceordning (GSP), der trådte i kraft i 2006, giver tilsyneladende ikke væsentlig større adgang til EU's marked, skønt den omfatter flere produkter og gælder for de næste 10 år (hvilket kan fremme investeringer). På denne baggrund ville en associeringsaftale være et meget mere overbevisende fremskridt for de økonomiske forbindelser mellem EU og Andeslandene.

5.4.1

Der er sket betragtelige fremskridt i forbindelserne mellem EU og Andesfællesskabet, men de kan gå i stå på det nuværende stade, som er karakteriseret ved lidet dynamiske økonomiske bånd og et ret omfattende samarbejde med en institutionaliseret politisk dialog, men uden en fælles agenda. Derfor foreslår EØSU trods de aktuelle vanskeligheder hurtigst muligt at stile mod en associeringsaftale svarende til dem, der er indgået med Chile og Mexico, og den, der forhandles om med Mercosur-landene.

5.4.2

En sådan aftale skulle omfatte en frihandelsaftale, en udvidet politisk dialog og nye samarbejdsmuligheder. Den bør også indeholde en mere ambitiøs social dimension, herunder større muligheder for at inddrage arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

5.4.3

Aftalen bør også omfatte lige så vigtige aspekter såsom tilskyndelse til bedre konkurrenceevne, retssikkerhed for investeringer samt udvikling af et egentligt indre marked i Andesfællesskabet, hvor virksomhederne kan operere med garantier.

5.4.4

Den Europæiske Union gik endelig med til at drøfte denne mulighed på det tredje topmøde mellem de to regioner i Guadalajara (Mexico) i maj 2004, men stillede en række forhåndsbetingelser (f.eks. at enhver frihandelsaftale skal tage hensyn til resultaterne af Doha-programmet om udvikling og opnåelsen af en tilstrækkelig grad af regional økonomisk integration i Andesfællesskabet), som EU/Andesfællesskabet skulle evaluere i fællesskab.

5.5.1

I overensstemmelse med målet om fuldt partnerskab bør forhandlingspartnerne sørge for, at de grundlæggende sociale og arbejdsmæssige rettigheder og beskyttelsen af demokrati og menneskerettigheder holdes i hævd, og fastlægge mekanismer til fremme af alle disse rettigheder og således udtrykkeligt tilkendegive deres vilje til at bekæmpe narkotikahandel og korruption og tilstræbe økonomisk udvikling med social retfærdighed og samhørighed.

5.5.2

Den fremtidige aftale bør udformes således, at den lever op til de erklærede mål om et politisk, økonomisk og socialt partnerskab. Det ville således være ønskeligt, at der i teksten indføjes et socialt kapitel, som kan supplere og sikre balance i forhold til kapitlerne om handelsforbindelser og politisk dialog.

5.5.3

Et sådant socialt kapitel bør omfatte arbejdstagernes og arbejdsgivernes rettigheder på grundlag af førnævnte kriterier med udtrykkelig omtale af organisationsfriheden, den sociale dialog og samråd mellem arbejdsmarkedets parter (22).

5.5.4

Den usikkerhed, der helt klart omgærder udøvelsen af menneskerettighederne og især pressefriheden og fagforeningernes rettigheder i nogle Andeslande, kræver et afgørende input fra EU.

5.5.5

Aftalen bør forpligte signaturparterne til at fremme de sociale rettigheder gennem teknisk samarbejde og andre støtteprogrammer.

5.6.1

EU har været klart førende inden for udviklingssamarbejdet med Andeslandene. Lidt over en tredjedel af EU's samarbejde med Latinamerika er gået til Andesfællesskabet og dets medlemslande. Bolivia og Peru har været blandt de største modtagere af officiel bistand fra EU mellem 1994 og 2002.

5.6.2

Europa-Kommissionen er for tiden ved at udarbejde en ny subregional samarbejdsstrategi for Andesfællesskabet og en specifik strategi for hver af de fem Andeslande, som lægger kursen for dens indsats i perioden 2007-2013.

5.6.3

Kommissionens udkast til regional strategi for Andesfællesskabet (2007-2013) er baseret på tre akser: regional integration, social samhørighed og narkotikabekæmpelse.

6.1

Det er målet med nærværende udtalelse at forelægge EU-institutionerne de grundlæggende kriterier vedrørende social dimension og civilsamfundsdeltagelse, som efter EØSU's mening bør sættes på dagsordenen for de aktuelle forbindelser med Andesfællesskabet og undersøges af det kommende forhandlingsudvalg om associeringsaftalen.

6.2

Selv om der ikke findes tidligere EØSU-udtalelser eller –resolutioner om forbindelserne med Andesfællesskabet vil vi med henblik på fastlæggelse af kriterier vedrørende social dimension og civilsamfundsdeltagelse tage udgangspunkt i følgende:

6.3

Der skal her henvises til det implicitte tilsagn fra deltagerne i det tredje møde mellem det organiserede civilsamfund i EU, Latinamerika og Caribien, som opfordrer til, at de aftaler, der indgås med EU, kommer til at omfatte en kraftig social dimension samt fremme og styrkelse af de sociale organisationer og organerne for deltagelse og høring af det organiserede civilsamfund. Endvidere bekræfter de deres vilje til at sætte skub i forbindelserne mellem de i Latinamerika og Caribien eksisterende regionale rådgivende organer og mellem EØSU og disse organer (23).

6.4

EU's og Andesfællesskabets medlemslande har anerkendt principperne og værdierne i ILO's statut og de vigtigste instrumenter på det sociale område, såsom erklæringen om grundlæggende principper og rettigheder på arbejdspladsen (1998), trepartsprinciperklæringen om multinationale virksomheder og socialpolitik (1977, revideret i 2000) og resolutionen fra den internationale arbejdskonference om fagforeningsrettigheder og deres relation til borgernes frihedsrettigheder (1970). Ligeledes anerkender de verdenserklæringen om menneskerettigheder (1948) og den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (1976).

6.5

EØSU og Andesfællesskabets rådgivende råd bør være søjlerne i de andinske og europæiske civilsamfunds fælles indsats og deres deltagelse i forhandlingerne mellem de to blokke og i de fremtidige hørings- og deltagelsesorganer, som efter EØSU's mening bør fastsættes i den fremtidige associeringsaftale.

6.6

De tre instanser har således taget det første store skridt hen imod institutionaliseringen af deres forbindelser gennem undertegnelsen af en interinstitutionel samarbejdsplan. Denne plan vil være et kvalitativt spring fremad i forholdet mellem EØSU og de rådgivende råd, som vil styrke og konsolidere det gensidige samarbejde.

1.

støtte de organer, som kanaliserer det organiserede civilsamfunds deltagelse i Andesfællesskabet;

2.

bidrage til dialogen mellem civilsamfundene i Andesfællesskabet og Den Europæiske Union;

3.

gøre opmærksom på betydningen af, at der indføjes en social dimension i den fremtidige associeringsaftale mellem EU og Andesfællesskabet;

4.

støtte initiativet fra CCEA og CCLA til udarbejdelse af et forslag om oprettelse af et økonomisk og socialt råd i Andesfællesskabet;

5.

sikre større inddragelse af de andinske civilsamfundsorganisationer, som svarer til de organisationer, der er repræsenteret i EØSU's Gruppe III.

6.

uddybe de økonomiske forbindelser mellem de to regioner.

6.8

Andesfællesskabets to rådgivende råd har forelagt et fælles forslag (24) for Andesfællesskabets myndigheder om at indlede en debat, som hurtigst muligt kan føre til oprettelse af et økonomisk og socialt råd i Andesfællesskabet (CESA).

6.9

EØSU glæder sig over dette initiativ og den konsensus, det nyder, og mener, at en bred opbygning af et sådant økonomisk og socialt råd inden for Andesfællesskabet (CESA) med repræsentanter for arbejdsgivere, arbejdstagere og forskellige andre interessegrupper i det organiserede civilsamfund vil fremme anerkendelsen af rådet og nedsættelsen af et tiltrængt blandet rådgivende udvalg for at inddrage civilsamfundsorganisationerne i EU og Andesfællesskabet i den institutionelle ramme omkring den fremtidige associeringsaftale.

6.10

Europa-Kommissionen afholdt den 3. marts 2005 en indledende konference om fremtiden for forbindelserne mellem EU og Andesfællesskabet, hvori forskellige civilsamfundsorganisationer deltog og hvori EØSU var repræsenteret. Muligheden for indledning af forhandlinger gør det tilrådeligt at gentage og udvikle dette eksperiment ved fremover at inddrage de eksisterende instanser, hvori Andeslandenes civilsamfundsorganisationer er repræsenteret (CCLA, CCEA, Andesfællesskabets arbejdsgrupper om forbrugeranliggender og de oprindelige folk).

6.11

EØSU mener, at det med henblik på udviklingen af partnerskabet mellem de to regioner er nødvendigt at de organisationer, der repræsenterer de forskellige civilsamfundssektorer i EU og Andesfællesskabet, styrker deres bilaterale forbindelser og deres fælles indsats ved at bygge videre på de fremskridt, der allerede er gjort i den retning (25).

7.1

Det skal på linie med tidligere udtalelser fra EØSU understreges, at den demokratiske stabilitet vil blive forbedret, hvis statsapparatet og forbindelserne mellem dette og samfundet styrkes, den sociale velfærd øges, ulighederne mindskes, den økonomiske udvikling og vækst fremmes, store traditionelt marginaliserede grupper integreres i samfundet og der satses mere på etablering af fora for en bredere politisk dialog på lokalt, nationalt og regionalt plan.

7.2

EØSU mener, at det vil gavne EU's og Andesfællesskabets fælles interesser, at der (uafhængigt af resultaterne af Doha-runden) indledes forhandlinger om en associeringsaftale mellem de to regioner og opfordrer parterne til at gå i den retning.

7.3

Efter EØSU's mening bør en sådan aftale danne grundlag for et integreret og afbalanceret partnerskab, som omfatter en frihandelszone og en politisk og samarbejdsorienteret dialog. Den sociale dimension i et sådant partnerskab bør udtrykkeligt udmøntes i den kommende aftale og tage udgangspunkt i forpligtelsen til at overholde ILO's konventioner om grundlæggende rettigheder og de øvrige instrumenter, der er nævnt i nærværende udtalelse.

7.4

På det økonomiske område skal aftalen:

7.5

På det sociale område skal aftalen især fremme og sikre:

7.6

EU bør udvide sine allerede betydelige samarbejdsaktiviteter med Andeslandene til gavn for de interne betingelser i Andeslandene med henblik på en associeringsaftale på linie med prioriteringen af området social samhørighed i Kommissionens nylige meddelelse (26). EØSU støtter Kommissionens forslag om, at Den Europæiske Investeringsbank afsætter flere finansielle midler til investeringer i Latinamerika og kanaliserer en stor del af disse ressourcer via små og mellemstore virksomheder. Med dette og andre mål for øje kunne Den Andinske Udviklingssammenslutning være en nyttig partner.

7.7

EØSU anmoder også Kommissionen om grundigt at analysere Europa-Parlamentets forslag om at oprette en solidaritetsfond mellem de to regioner, som især ville gavne Andeslandene (og landene i Mellemamerika). Det mener også, at det spansk-amerikanske program for institutionelt samarbejde om udvikling af smv'er (IBERPYME) er et godt eksempel på erhvervsfremme og at de indvundne erfaringer hermed ville kunne anvendes på et lignende fælles projekt mellem EU og Andesfællesskabet.

7.8

I betragtning af Andesfællesskabets vanskeligheder med at gennemføre de tyve projekter, der indgår i den integrerede plan for social udvikling, bør det have teknisk og finansiel støtte fra Kommissionen i betragtning af, at EU-ministrene har gratuleret Andesfællesskabet med denne plan og betegnet den som et meget nyttigt redskab til udvikling af den sociale samhørighed i Andesfællesskabet (27).

7.9

EØSU tillægger den beslutning, som Det Andinske Rådgivende Arbejdstagerråd og Det Andinske Rådgivende Arbejdsgiverråd har truffet om oprettelse af et økonomisk og socialt råd inden for Andesfællesskabet svarende til EØSU, stor betydning og vil støtte dets oprettelse med de ressourcer, man måtte blive enige om i planen om interinstitutionelt samarbejde.

7.10

EØSU anser det for nødvendigt at nedsætte et blandet udvalg EØSU/de andinske rådgivende råd (og senere hen mellem EØSU og Andesfællesskabets økonomiske og social råd), hvis sammensætning kunne fastsættes før undertegnelsen af Associeringsaftalen ved at udnytte mulighederne i aftalen om politisk samarbejde og social dialog fra 2003 efter dens ratificering.

7.11

Europa-Kommissionen og Andesfællesskabets generalsekretariat bør under EØSU's og de andinske rådgivende råds koordination i fællesskab arbejde for regelmæssig afholdelse af et dialogforum med deltagelse af civilsamfundsorganisationerne i Andesfællesskabet og EU, hvor de forskellige sammenslutninger og sociale organisationer i de to regioner kan fremlægge deres synspunkter om forbindelserne mellem Den Europæiske Union og Andesfællesskabet.