24.8.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 197/7

—

mener, at integrationskapacitet er en betingelse, der på relevant vis skal tages med i overvejelserne, når det gælder tempoet i udvidelsesprocessen, og ikke et påskud for at blokere optagelse i EU eller et yderligere kriterium; ser snarere integrationskapacitet som en afgørende faktor for gennemsigtighed, der først og fremmest vedrører EU og dernæst kandidatlandene;

—

mener, at udvidelse af EU først og fremmest betyder at gennemføre et fælles politisk projekt, der er baseret på værdier og principper ligesom på fælles politikker og institutioner, og integrationskapacitet bør derfor ses som et instrument til at fastholde disse principper, værdier og politikker samt velfungerende EU-institutioner. For at hindre, at det fælles politiske projekt udvandes, bør det styrkes ved de kommende udvidelser;

—

påpeger, at EU's kapacitet til at integrere nye lande i EU især afspejles i EU's finansielle kapacitet til at gennemføre dets politikker, især den fælles landbrugspolitik og samhørighedspolitikken, eller arbejdsmarkedets kapacitet til at optage nye arbejdstagere fra nye medlemsstater samt EU's institutioners kapacitet til effektivt at arbejde med et større antal medlemsstater i henhold til det, som blev bestemt på Det Europæiske Råd i København;

—

påpeger, at der i forbindelse med hver udvidelsesproces, som vanskeligt kan finde sted på basis af de hidtidige traktater, herunder især ikke uden en ændring af Nice-traktaten og med uændrede finansielle overslag, bør stilles krav om, at alle EU-institutioner og -organer bidrager til vurderingen af alle ændringer;

—

finder, at det ville være et skridt i den rigtige retning at inddrage Regionsudvalget i reformen af EU's finansieringssystem, som bør finde sted sideløbende med den institutionelle reformproces og som ikke kan være adskilt fra udvidelsespolitikken; er i den sammenhæng overbevist om, at det er umuligt at opnå »mere Europa« med færre ressourcer, og at det for den kommende finansstrukturs vedkommende er yderst vigtigt at koncentrere sig om områder, der giver en europæisk merværdi.

1.

mener, at integrationskapacitet er en betingelse, der på relevant vis skal tages med i overvejelserne, når det gælder tempoet i udvidelsesprocessen, og ikke et påskud for at blokere optagelse i EU eller et yderligere kriterium; ser snarere integrationskapacitet som en afgørende faktor for gennemsigtighed, der først og fremmest vedrører EU og dernæst kandidatlandene;

2.

tilslutter sig derfor Rådets konklusioner af december 2006, hvori integrationskapacitet ses som en af nøglerne til at sikre fornyet tilslutning til udvidelsespolitikken fra borgerne;

3.

påpeger, at EU's kapacitet til at integrere nye lande i EU især afspejles i: EU's finansielle kapacitet til at gennemføre dets politikker, især den fælles landbrugspolitik og samhørighedspolitikken, eller arbejdsmarkedets kapacitet til at optage nye arbejdstagere fra nye medlemsstater samt EU's institutioners kapacitet til effektivt at arbejde med et større antal medlemsstater i henhold til det, som blev bestemt på Det Europæiske Råd i København;

4.

understreger, at ved udvidelser bør EU kunne bevare sin kapacitet til at handle og tage beslutninger ved at iværksætte effektive fælles politikker; EU bør derfor lade sin udvidelsespolitik afhænge af kapaciteten til at bevare sin specifikke institutionelle, finansielle og politiske struktur. Udvidelsen må ikke betyde, at denne struktur svækkes, og den oprindeligt fastlagte målsætning og hensigt må ikke bringes i fare;

5.

mener, at udvidelse af EU først og fremmest betyder at gennemføre et fælles politisk projekt, der er baseret på værdier og principper ligesom på fælles politikker og institutioner, og integrationskapacitet bør derfor ses som et instrument til at fastholde disse principper, værdier og politikker samt velfungerende EU-institutioner. For at hindre, at det fælles politiske projekt udvandes, bør det styrkes ved de kommende udvidelser;

6.

mener, at den nuværende debat om integrationskapacitet er kommet for sent. Den burde have fundet sted under forhandlingerne om Agenda 2000 og derefter umiddelbart før hver yderligere udvidelse samt under forhandlingerne om de finansielle overslag 2007-2013;

7.

noterer sig den manglende balance i den måde, Kommissionens dokument fremlægger debatten om integrationskapacitet, da denne mere ses som ansøgerlandenes ansvar end EU's ansvar;

8.

påpeger, at der i forbindelse med hver udvidelsesproces, som vanskeligt kan finde sted på basis af de hidtidige traktater, herunder især ikke uden en ændring af Nice-traktaten og med uændrede finansielle overslag, bør stilles krav om, at alle EU-institutioner og -organer bidrager til vurderingen af alle ændringer (f.eks. vedrørende reglerne for det indre marked, EU's budget og finanser eller institutionernes funktion), som er nødvendige for en vellykket udvidelse. Regionale og lokale myndigheder spiller sammen med nationale parlamenter og civilsamfundet en vigtig rolle i denne vurdering, når det gælder samfundets accept (samfundets evne til at optage nye europæiske borgere, som deler samme værdier og skaber en fælles identitet og et fælles medborgerskab med det sigte at arbejde hen imod en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk);

9.

mener, at EU under forhandlingerne med et kandidatland bør være i stand til at sikre sig, at hensynet til integrationskapaciteten respekteres, og det bør foregå parallelt med overvågningen af, om Københavnskriterierne for hvert enkelt kandidatlands vedkommende er iagttaget; tilslutter sig derfor kritikken fra Europa-Parlamentet, som har fundet Kommissionens svar utilstrækkeligt, da den ikke er gået i detaljer omkring de nuværende forhandlinger hvad angår integrationskapacitet og ikke anfører, hvilke principper, der ligger til grund for definitionen;

10.

forventer, at Kommissionen under fasen forud for de næste udvidelser analyserer udvidelsens indvirkning på de forskellige berørte politikker og deres finansiering samt på EU's institutionelle struktur; dette bør også omfatte en analyse af de forskellige reformprocesser, der gennemføres i ansøgerlandene, især i henseende til større inddragelse af borgerne i optagelsesprocessen samt administrativ decentralisering;

11.

foreslår at institutionerne fremmer foranstaltninger, der gør det muligt for borgerne og for de organisationer, som repræsenterer dem, at fremføre og udveksle synspunkter offentligt vedrørende integrationsprocessen;

12.

mener i den sammenhæng, at det er påkrævet med en særlig analyse af samhørighedspolitikkens fremtid, og understreger, at det kan være nyttigt at foretage simulationer af de mulige udvidelsers forskellige scenarier; en sådan analyse af integrationskapaciteten for en af EU's vigtigste politikker — økonomisk og socialt set med hensyn til synlig merværdi for borgerne i EU — bør gennemføres i samarbejde med Regionsudvalget;

13.

er dog bevidst om vanskeligheden ved at måle integrationskapaciteten, da den pr. definition er statisk, ligesom selve de midler, som ydes af EU for at opnå målene, også eventuelt kan blive ændret i årenes løb; efterlyser derfor en klarere definition på integrationskapacitet og på, hvordan den skal måles;

14.

understreger, at de regionale og lokale myndigheder bør inddrages direkte i konsekvensanalyserne af de enkelte EU-politikker, som vedrører dem, når de eventuelt ændres som følge af udvidelsen. Det er særlig vigtigt for regioner, som grænser op til kandidatlande;

15.

støtter Europa-Parlamentets anmodning om at afgive samstemmende udtalelse ikke alene ved forhandlingernes afslutning, men også før de indledes;

16.

minder om sin beslutning om at nedsætte arbejdsgrupper (Det Vestlige Balkan, Kroatien og Tyrkiet) som praktiske redskaber til at støtte ansøgerlandenes regionale og lokale myndigheder i deres arbejde med kapacitetsopbygning og udvikling af den nødvendige politiske dialog mellem EU og disse lande; håber også, at arbejdsgrupperne kan udvikles til blandede rådgivende udvalg, i henhold til de forskellige associeringsaftaler og blive talerør for ansøgerlandenes regionale og lokale myndigheder under hele forhandlingsfasen;

17.

understreger, at debatten om integrationskapacitet bør følges op af alternative udveje, som skal indkredses i det tilfælde et kandidatland eller andre lande, som har anmodet om optagelse, får afslag på optagelse, som f.eks. styrkelse af den europæiske naboskabspolitik eller indførelse af praktiske arrangementer (f.eks. frihandelsaftale eller territorialt samarbejde), der lægger op til forskellige former for integration og/eller privilegerede partnerskaber;

18.

er enigt i Det Europæiske Råds konklusioner af december 2006 og understreger samtidig, at det institutionelle spørgsmål bør løses før yderligere udvidelser og før valget til Europa-Parlamentet i 2009; gentager opfordringen til, at man i reformprocessen søger at finde veje til at sikre, at EU's beslutningsprocedurer fungerer bedre, og samtidig styrke borgernes og de regionale og lokale myndigheders inddragelse i EU's lovgivningsproces og dermed knæsætter princippet om forvaltning på forskellige myndighedsniveauer i et udvidet EU;

19.

finder, at det ville være et skridt i den rigtige retning at inddrage Regionsudvalget i reformen af EU's finansieringssystem, som bør finde sted sideløbende med den institutionelle reformproces og som ikke kan være adskilt fra udvidelsespolitikken; er i den sammenhæng overbevist om, at det er umuligt at opnå »mere Europa« med færre ressourcer, og at det for den kommende finansstrukturs vedkommende er yderst vigtigt at koncentrere sig om områder, der giver en europæisk merværdi;

20.

bifalder Kommissionens forslag om åbenhed i optagelsesforhandlingerne med kandidatlandene, der skal styrke udvidelsesprocessens demokratiske legitimitet og mindske afstanden mellem borgerne og deres politiske ledere, som deltager i beslutninger vedrørende optagelser og udvidelser; finder det hensigtsmæssigt — for at nå dette mål og sikre større kvalitet i forhandlingerne — at inddrage kandidatlandenes civilsamfund, regionale og lokale myndigheder og Regionsudvalget aktivt i optagelsesprocessens forskellige faser i forbindelse med screeningen af kapitlerne om samhørighedspolitik og decentralisering;

21.

understreger, at Kommissionen — i tråd med ønsket om gennemsigtighed og åbenhed over for borgerne — bør offentliggøre sin årlige rapport om kandidatlandene og de potentielle kandidatlande på disse landes egne sprog for at styrke kvaliteten af tiltrædelsesprocessen og give borgerne mulighed for at deltage i den nationale debat om tiltrædelse af EU;

22.

understreger endvidere, at optagelsesprocessen i sin nuværende form har en tendens til at være topstyret og ikke nødvendigvis er underlagt demokratisk kontrol fra kandidatlandenes nationale parlament eller regionale og lokale myndigheder under hele tiltrædelsesprocessen, ligesom den heller ikke inddrager borgerne, de politiske partier, civilsamfundet og de lokale og regionale myndigheder direkte. Konsekvenser:

23.

mener derfor, at det kan være nyttigt at foreslå en mere deltagelsesbaseret tilgang, bl.a. ved hjælp af partnerskabsordninger, som allerede har vist sig at være afgørende, når det handler om at få befolkninger til at lære hinanden at kende, at hjælpe kandidatlandenes administrationer med at bekæmpe korruption i den offentlige forvaltning og at tilskynde lokale, regionale og nationale regeringer til at gennemføre de nødvendige reformer af det administrative apparat og retsvæsenet;

24.

tilslutter sig den tilgang, som støttes af Europa-Parlamentet og Kommissionen om den rolle, som de regionale og lokale myndigheder har spillet på kommunikationsområdet. Den politik bør i endnu højere grad decentraliseres og åbnes for civilsamfundets bidrag, så der opnås opbakning fra offentligheden, i såvel medlemsstater som kandidatlande, ligesom gennemsigtigheden og ansvarligheden i udvidelsesprocessen bør styrkes af hensyn til den størst mulige opbakning til udvidelsesprocessen; støtter derfor Kommissionens forslag, men mener samtidig, at Kommissionen ikke må fralægge sig sit politiske ansvar for kommunikationspolitik i forbindelse med udvidelser og opfordrer den derfor til over for de regionale og lokale myndigheder at promovere anvendelsen af instrumenter, som skaber et vellykket resultat i forhold til den fælles indsats;

25.

opfordrer EU's budgetmyndighed til at yde finansielle bidrag til den indsats, som EU-medlemsstaternes regionale og lokale myndigheder skal iværksætte, og stiller midler til rådighed for målrettet tilrettelæggelse af oplysningskampagner om udvidelsen på regionalt og lokalt plan samt til at støtte de regionale og lokale forvaltninger i medlemsstaterne og i kandidatlandene i rollen som formidlere af det europæiske budskab.