30.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 324/18

1.1

Der er stigende interesse for dyrevelfærd og dyrebeskyttelse i betydelige dele af EU og i visse lande uden for EU. Det er derfor hensigtsmæssigt at understøtte markedskræfterne og tilpasse EU's minimumskrav i nødvendigt omfang. Dette indebærer ikke nødvendigvis mere restriktive krav, men en bedre og mere relevant regulering baseret på videnskabelige og socioøkonomiske undersøgelser. Desuden er det vigtigt at etablere en form for fælles kvalitetsbetegnelse for produkter, som opfylder særlige krav til dyrevelfærd. Endelig er der behov for væsentlige forbedringer for brugen af dyr til forskning og forsøg samt til lovpligtige sikkerhedstests.

1.2

Kommissionens handlingsplan tager overordnet højde for disse behov og kan danne grundlag for den videre prioritering på området. EØSU støtter som udgangspunkt forslaget til strategi, men vil efterfølgende nøje vurdere Kommissionens specifikke forslag med henblik på afbalancering af hensynet til dyrenes velfærd og de socioøkonomiske forhold. Det er imidlertid helt afgørende, at indførsel fra tredjelande med lavere standarder ikke fortrænger EU's produktion. Dette ville bevirke, at dyrene flytter til områder med ringere forhold, og at EU's producenter må indstille produktionen. EØSU er derfor ikke overbevist om, at Kommissionens handlingsplan er tilstrækkelig til at sikre holdbare løsninger.

1.3

EØSU beklager meget, at det ikke er muligt at drøfte dette spørgsmål under den nuværende forhandlingsrunde i Verdenshandelsorganisationen (WTO). Dyrevelfærd må dog på længere sigt nødvendigvis anerkendes som et ikke-handelsmæssigt hensyn i handelen med landbrugsprodukter. EU kan i modsat fald se sig nødsaget til at gennemføre ensidige aktioner for at skabe den nødvendige forståelse af behovet for en tilpasning af retstilstanden. På kortere sigt er det nødvendigt, at Kommissionen og civilsamfundet lægger pres på detailhandelen og fødevareindustrien i EU for at sikre tilsvarende krav opfyldt gennem certificeringsordninger og lignende garantier ved import fra tredjelande.

1.4

Indsatsen på det forskningsmæssige område må samordnes og styrkes med henblik på størst mulig fælles udnyttelse af ressourcerne. Reglerne bør desuden med passende mellemrum tages op til revision på baggrund af bl.a. den teknologiske udvikling og ny viden.

1.5

EØSU tilslutter sig herunder forslaget om oprettelse af et center eller laboratorium for dyrebeskyttelse og dyrevelfærd. Det bør dog overvejes at forsøge en mere visionær løsning i retning af et globalt center, der kan bidrage til den internationale håndtering af de problemer, der er i relation til dyrevelfærd og hermed underbygge arbejdet i OIE (1) og Europarådet samt i relation til EU's bilaterale aftaler.

1.6

Desuden bør Kommissionen i samarbejde med OIE og Europarådet tage initiativ til en international konference med henblik på at skabe mere varige netværk til forskere i tredjelande og en større grad af uformelt internationalt samarbejde på dette område.

1.7

Vedrørende brugen af dyr til forsøg og toksikologisk afprøvning finder EØSU det nødvendigt at udvide strategien til også at inkludere et behovskriterium, således at der skal være en form for dokumenteret samfundsmæssigt behov for det pågældende produkt.

2.1

Det er handlingsplanens primære formål at sikre niveauet for dyrevelfærd i EU og på internationalt plan samt at afdække fremtidige behov og sikre en mere effektiv koordinering af de eksisterende ressourcer. Ifølge planen overvåges og evalueres følgende fem hovedindsatsområder for dyrevelfærd for perioden 2006-2010, herunder også med henblik på opfølgning efter 2010:

2.2

Planen indeholder endvidere 28 initiativer, som Kommissionen agter at gennemføre frem til 2010. Heraf består de 21 i en opsamling af aktiviteter, som enten er iværksat, bebudet iværksat, eller hvis iværksættelse allerede er fastlagt i specifikke fællesskabsbestemmelser.

2.3

Kommissionen har samtidig fremlagt arbejdsdokumenter med henholdsvis det strategiske grundlag for fastlæggelsen af indsatsen og en beskrivelse af grundlaget for de foreslåede aktioner i handlingsplanen. Som et væsentligt element i handlingsplanen lægger Kommissionen desuden vægt på at efterkomme erklæringen om dyreforsøg, som blev vedtaget i 2005 (2).

2.4

Kommissionen finder, at dens funktion på dyreværnsområdet vil kunne lettes gennem en mere effektiv koordinering mellem de berørte tjenestegrene. Dette vil bidrage til at sikre en mere konsekvent og koordineret indsats på tværs af Kommissionens politikområder, ligesom foranstaltninger af betydning for dyrevelfærden skal vurderes i henhold til Traktatens protokol om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd samt under hensyn til de socioøkonomiske virkninger.

3.1

Som repræsentant for civilsamfundet og i kraft af sin alsidige sammensætning, er det naturligt for EØSU at tage et medansvar for udformningen af reglerne for dyrevelfærd som en del af »den europæiske samfundsmodel« (3). Det er vigtigt at fastholde den hidtidige retning og sikre dyrevelfærd i EU på et forsvarligt og acceptabelt niveau, uden at dette medfører unødig konkurrenceforvridning eller undergraves af indførsel fra tredjelande med ringere standarder. Den overordnede strategiske plan medfører større gennemskuelighed omkring arbejdet og fremmer muligheden for konstruktivt medvirken for alle involverede parter. Det gælder ikke mindst landbrugsproducenter, som af hensyn til deres langsigtede investeringer, motivation og management bør inddrages i udformningen af den fremtidige strategi.

3.2

Landbruget i EU er således generelt set positiv indstillet over for rimelige og afbalancerede reguleringer på dyrevelfærdsområdet, men påpeger risikoen for konkurrenceforvridning, dels som følge af medlemsstaternes mulighed for indførelse af supplerende nationale krav og dels som følge af indførsel fra tredjelande med manglende eller lavere standarder. Risikoen for konkurrenceforvridning som følge af supplerende nationale regler forstærkes desuden af kravet om »krydsoverensstemmelse« (»cross compliance«) som led i den fælles landbrugspolitik. Det medfører en usikker retstilstand i medlemslandene og behov for en afklaring af retstilstanden i så henseende.

3.3

For så vidt angår indførslen fra tredjelande, vil fælles regler i EU i et indre marked med 30 lande og 500 mio. indbyggere (4) få afsmittende effekt i lande uden for EU og for deres eksport til EU. F.eks. har International Finance Corporation under Verdensbanken for nylig påpeget den stigende interesse på verdensplan for dyrevelfærd og nødvendigheden af tilpasninger til denne udvikling såvel i primærproduktionen som den industrielle forarbejdning (5).

3.4

Det må imidlertid på kort sigt også gøres klart for detailkæder og forarbejdningsindustrien i EU, at de ved import af landbrugsvarer og forarbejdede animalske produkter fra tredjelande i egen interesse og som led i egen profilering må sikre sig, at en rimelig adfærdskodeks er opfyldt i produktionslandet, herunder krav til dyrevelfærd, som modsvarer EU's bestemmelser på området. Dette kan f.eks. ske i form af et forpligtende samarbejde med leverandørerne (6). Kommissionen bør under alle omstændigheder tage et initiativ i så henseende, ligesom civilsamfundet bør sætte fokus på problemet ved hjælp af medierne. Det må herunder gøres klart for detailhandelskæderne og fødevareindustrien i EU, at der i fremtiden vil blive større opmærksomhed omkring produktionsforholdene for importerede landbrugsvarer og forarbejdede animalske produkter fra tredjelande. Forbruger- og landbrugsorganisationer bør i fællesskab påtage sig en tilsvarende opgave på nationalt plan. Ikke desto mindre er det dog samtidig helt afgørende, at dyrevelfærd på længere sigt anerkendes som et ikke-handelsmæssigt hensyn i handelen med landbrugsprodukter, jf. nf.

3.5

For så vidt angår risikoen for intern konkurrenceforvridning i EU vil en harmonisering af bestemmelserne med forbud mod mere vidtgående nationale normer være ulogisk og uacceptabelt for offentligheden i flere medlemsstater. Hvis imidlertid mere saglige kriterier baseret på forskning og videnskabelige undersøgelser på EU-niveau i højere grad lægges til grund for de fremtidige minimumskrav, må det forventes at medføre større forståelse og accept, således at der vil være færre incitamenter til mere vidtgående nationale reguleringer. Det er derfor en helt central forudsætning for en hensigtsmæssig regulering, at nye tiltag baseres på videnskabelige data kombineret med rimelige socioøkonomiske vurderinger. Der bør samtidig skabes sikkerhed for, at forskningsresultater evalueres og anvendes på kompetent vis som led i fastsættelsen af de foreslåede indikatorer. Medlemsstaterne bør samtidig have mulighed for en vis fleksibilitet under hensyn til f.eks. miljøforhold og klimatiske betingelser.

3.6

Tilpasningen, forvaltningen og formidlingen af disse normer samt gennemførelsen af relevante socioøkonomiske undersøgelser og konsekvensanalyser vil ifølge Kommissionen kunne befordres ved oprettelse af et europæisk center eller laboratorium for dyrebeskyttelse og dyrevelfærd. EØSU opfordrer til at overveje en mere visionær løsning i retning af et globalt center, der kan bidrage til den internationale håndtering af de problemer, der er i relation til dyrevelfærd og hermed underbygge arbejdet i OIE og Europarådet samt i relation til eventuelle bilaterale aftaler.

3.7

For så vidt angår forsøgsdyr, er EØSU enig i behovet for at fremme det partnerskab mellem Kommissionen og industrien til fremme af alternativer til anvendelse af forsøgsdyr i industrien, herunder i forbindelse med oprettelsen af centret, og fremlæggelse af en strategi om anvendelse af princippet om de såkaldte 3 R'er, som kan guide brugen af forsøgsdyr i EU (7). Kommissionens initiativ kan styrke det arbejde for fremme af alternative metoder, som allerede foregår i andre sammenhænge (8). EØSU finder det dog nødvendigt at udvide strategien til også at inkludere et behovskriterium, således at gennemførelse af dyreforsøg er betinget af et dokumenteret samfundsmæssigt behov for det produkt, som kemikaliet eller stoffet skal anvendes til.

3.8

Den intense konkurrence og åbningen af EU's marked medfører betydelig risiko for, at produkter fra tredjelande med ringere eller manglende standarder gradvis vil fortrænge EU's produktion og afsætning, herunder også afsætningen til markeder uden for EU. Den meget begrænsede fortjenstmargin i landbruget sammenholdt med meromkostninger til dyreværnsmæssige foranstaltninger kan således være afgørende for landmandens mulighed for at fortsætte produktionen. Det vil desuden i de fleste tilfælde være for usikkert for landmanden at basere sin produktion på den mindre gruppe forbrugere, som er villige til at betale en merpris (9).

3.9

Indførsel fra tredjelande med ringere krav til dyrevelfærd indebærer derfor meget komplicerede problemstillinger, og EØSU er ikke overbevist om, at Kommissionens handlingsplan er tilstrækkelig til at sikre holdbare løsninger. EØSU beklager meget, at det ikke er muligt at drøfte spørgsmålet i den nuværende forhandlingsrunde i verdenshandelsorganisationen WTO, men EU må på trods heraf fortsat insistere på, at dyrevelfærd anerkendes som et ikke-handelsmæssigt hensyn i handelen med landbrugsprodukter.

3.10

Hvis det hverken er muligt at opnå tilstrækkelige holdbare løsninger ad denne vej eller tilstrækkelig forståelse i WTO-regi, bør EU uanset manglende forudgående international accept kræve tilsvarende regler opfyldt ved indførsel fra tredjelande. En provokation kan således blive nødvendig for at skabe den nødvendige opmærksomhed og forståelse for behovet for en ændring af retstilstanden.

4.1

Respekten for EU's regler på området kræver, at EU's institutioner og medlemsstater overholder deres egne tidsfrister for fremlæggelse, vedtagelse og iværksættelse af de konkrete bestemmelser, hvilket langt fra altid har været tilfældet. Tidsfristen for flere af initiativerne i handlingsplanen er således også overskredet i forhold til tidligere beslutninger.

4.2

Handlingsplanen medtager ikke problemerne omkring de lange dyretransporter, som er en konsekvens af EU's indre marked og fjernelsen af de veterinære grænser. Rådet vedtog i 2004 en ændring af reglerne for beskyttelse af dyr under transport, som skal anvendes fra 2007 (10), og Kommissionen har meddelt, at den agter at fremlægge et forslag efter 2010. Det er på dette som på andre områder vigtigt, at reglerne baseres på videnskabelige undersøgelser, samt at de afgørende bestemmelser vedrørende transporttid og arealkrav under transporten underkastes en mere effektiv kontrol.

4.3

Alle erfaringer viser, at management er den vigtigste faktor for dyrevelfærd. Fremtidige bestemmelser for dyrebeskyttelse og dyrevelfærd bør i særlig grad fokusere herpå bl.a. gennem krav til uddannelse og rådgivning kombineret med løbende registrering i produktionssystemerne af dyrenes velfærd. Det bør samtidig medføre en mindre detailregulering af produktionssystemerne og lovgivning, som er lettere at håndtere.

4.4

Strukturudviklingen inden for den animalske produktion med etablering af større og stadigt mere specialiserede produktionsenheder samt anvendelse af ny teknologi gør det muligt at følge dyrenes velfærd mere indgående end tidligere gennem registrering af en række indikatorer. Det er endvidere muligt at indrette nye produktionsbygninger under hensyn til en stadig mere detaljeret viden om objektive, målelige indikatorer, som har indflydelse på dyrenes velfærd. Definition af videnskabeligt funderede benchmarks gennem det foreslåede center vil kunne fremme udviklingen i så henseende. Iværksættelsen af nye krav bør imidlertid ske under hensyn til den lange afskrivningsperiode for investeringer i landbruget.

4.5

EØSU støtter etableringen af en særlig »informationsplatform« for dyrevelfærd, som skal fremme dialogen og formidlingen af eksperterfaringer mellem forbrugerne, producenter, detailhandlere, industrien osv. (11) Men der er væsentlige begrænsninger i så henseende, og det er i praksis ikke muligt for forbrugerne i EU at overskue forskellene mellem forskellige produktionssystemer samt deres indbyrdes fordele og ulemper. Forbrugerorganisationerne ønsker således, at EU og medlemsstaterne påtager sig ansvaret i form af minimumsstandarder.

4.6

EØSU støtter ligeledes etableringen af et fælles markedsføringssystem, som kan fremme anvendelsen af højere velfærdsnormer end minimumskravene. Det er afgørende, at systemet baseres på fælles objektive kriterier og dokumenteret viden. EU kan stille en sådan mærkningsordning til rådighed for producent- og handelsleddene, men det er helt afgørende, at udviklingen af produkter med højere standarder så vidt muligt er markedsdrevet. Forudsætningen for succes er imidlertid, at en mærkningsordning ledsages af kontrol og en nøje gennemført informationskampagne, som kan sikre troværdigheden.

4.7

Indførelse af en mærkningsordning med angivelse af oprindelseslandet for varer, der importeres fra tredjelande er genstand for særskilt behandling på generelt plan. En sådan ordning er særlig relevant for animalske produkter og varer produceret på grundlag heraf, som har undergået en industriel forarbejdning. Det bør heraf fremgå, at produktet i givet fald ikke er produceret i overensstemmelse med EU's normer for dyrevelfærd.

4.8

Ifølge handlingsplanen er den økologiske produktion karakteriseret ved en målsætning om en høj standard, og økologi bør ifølge Kommissionen benyttes som et pejlemærke for den højeste standard for dyrevelfærd (12). Erfaringerne viser, at der kan opnås en bedre dyrevelfærd i den økologiske produktion på nogle områder, men at der samtidig er uhensigtsmæssige forhold og behov for supplerende viden.

4.9

Det er under alle omstændigheder vigtigt at udnytte ressourcerne i EU bedst muligt. Dette gælder ikke alene inden for forskning og videnskabelige undersøgelser, hvor de nationale ressourcer bør samordnes i størst muligt omfang med henblik på størst gensidig udnyttelse. En koordinering gennem etablering af et fælles rådgivende udvalg bestående af kompetente repræsentanter kunne således bidrage til en bedre udnyttelse af ressourcerne. Desuden bør Kommissionen i samarbejde med OIE og Europarådet tage initiativ til en international konference med henblik på at skabe mere varige netværk mellem forskere i og udenfor EU og en større grad af uformelt internationalt samarbejde på dette område.

4.10

EU's veterinære foranstaltninger og sygdomsbekæmpelse indebærer en række velfærdsmæssige aspekter, selv om der ikke altid er nogen entydig sammenhæng. Det giver desuden anledning til bekymring i offentligheden, når et betragteligt antal sunde dyr slås ned og bortskaffes ved udbrud af ondartede smitsomme husdyrsygdomme. Det er derfor vigtigt i højere grad at fokusere på forebyggende foranstaltninger og udvikle brugbare alternativer i bekæmpelsen af disse husdyrsygdomme i snævert samarbejde med videnskaben og dyrlægerne.