8.8.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 185/52

1.1

EØSU beklager, at Kommissionen først har fremlagt de strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken 2007-2013 her et år efter forslagene til budgetprogrammering og til forordninger om strukturfondene for denne periode, i stedet for at have fremlagt dem samtidig med eller endda før disse. Retningslinjerne forekommer på denne baggrund snarere at være supplerende bestemmelser end de egentlige retningslinjer, som de burde være.

1.2

Denne forsinkelse er endnu mere beklagelig i lyset af, at sådanne retningslinjer er nødvendige for at imødekomme de mange og komplekse udfordringer, som samhørighedspolitikken for 2007-2013 står over for. Blandt disse udfordringer kan nævnes: Følgerne af udvidelserne, konsolidering af euroen, fremskyndelse af gennemførelsen af Lissabon-strategien i lyset af den voksende globalisering. Stillet over for vanskelighederne med utilstrækkelig vækst, voksende forskelle mellem medlemsstaterne og et for lille fællesskabsbudget er Unionens stærke sider mere potentielle end reelle (konsolidering af det indre marked, fremtidige infrastrukturer, reformer til at øge omstillingsevnen).

1.3

EØSU mener ikke, at der redegøres for sammenhængen mellem målene for de strategiske retningslinjer og målene for strukturfondene og finder det nødvendigt at præcisere målene for gennemførelse af retningslinjerne. Den første prioritet om at gøre investeringer mere tiltrækkende for investorer er således central for den nødvendige styrkelse af tilliden til Unionens udvikling. Den anden prioritet om støtte til innovation og iværksætterånd rejser spørgsmålet om den stadige mangel på tilpasning af fællesskabsmidlerne (blokering af fællesskabspatentet, manglerne i statutten for det europæiske selskab, fondsindgrebene for begrænsede i forhold til subsidierne). Den tredje prioritet om skabelse af flere job rejser spørgsmålet om at indhente forsinkelserne i forbindelse med Lissabon-strategien og en optimering af det indre markeds økonomiske og sociale virkemåde, som endnu har lange udsigter, men som haster på grund af det øgede internationale pres.

1.4

Lige som Europa-Parlamentet er EØSU betænkelig ved de utilstrækkelige budgetmidler, som Det Europæiske Råd i december 2005 afsatte for perioden 2007-2013: Dets faste loft på 1,045 % af bruttonationalindkomsten (kun 0,36 % til samhørighedsbudgettet) placerer det på et lavere niveau end før udvidelsen fra 15 til 25 medlemmer på et tidspunkt, hvor udfordringerne som følge af de interne forskelle og den internationale konkurrence er blevet øget betydeligt. Derfor er det centrale spørgsmål, som de strategiske retningslinier 2007-2013 for samhørighedspolitikken skal besvare, nemlig hvad kan man gøre bedre med mindre? Som et svar herpå henstiller EØSU, at man diversificerer samhørighedspolitikkens ressourcer, koncentrerer dens indgreb yderligere og moderniserer dens forvaltningsmetoder.

1.5

EØSU anbefaler, at man diversificerer samhørighedspolitikkens ressourcer gennem nyskabende teknikker for EU's finansielle indgreb.

1.5.1

Strukturfondene bør kunne anvende andre instrumenter end subsidier og i direkte samarbejde med EIB og EIF udvikle lån, rentegodtgørelser, lånegarantier og støtte i form af investeringskapital og risikovillig kapital.

1.5.2

En sådan omlægning af langt større omfang end Jeremie-programmet vil sikre fondenes intervention en multiplikatoreffekt og skabe større komplementaritet med investeringerne af offentlige og privat kapital, hvilket til dels vil opveje det beskedne budget.

1.5.3

Derfor ønsker EØSU en væsentlig forøgelse af EU's lånekapacitet og lånegarantier, et styrket partnerskab med bank- og finanssektoren, samt at de nye strukturfondsforordninger tilpasses disse ændringer. Hvis dette skal gennemføres, kræver det, at Kommissionen hurtigst muligt stiller forslag herom.

1.6

EØSU henstiller, at foranstaltningerne under strukturfondene koncentreres mere i overensstemmelse med Europas prioriterede interesser.

1.6.1

Ud over den direkte støtte til de dårligst stillede stater og regioner, som skal fortsættes og udbygges, indebærer dette en øget finansiering af transeuropæiske infrastrukturnet og støtte til grænseregioner til dels via offentlige, private partnerskaber.

1.6.2

Med dette for øje opfordrer EØSU til, at man foretager en betydelig forhøjelse af budgettet til transeuropæiske net, et spørgsmål, der forblev uafklaret med budgetplanlægningen i december 2005 på trods af Lissabon-strategien målsætninger. Især skal uddannelsesbudgettet forhøjes, da dette også blev beskåret i december 2005.

1.6.3

Dette forudsætter ligeledes, at fællesskabsstøtten i højere grad anvendes til at hjælpe medlemsstaterne med at gennemføre fælles retningslinjer, beslutninger og forpligtelser, hvad enten der er tale om gennemførelse af direktiver eller af Lissabon-strategien.

1.7

Sluttelig henstiller EØSU, at man moderniserer forvaltningen af samhørighedspolitikken for at skabe mere åbenhed og interaktivitet.

1.7.1

Dette forudsætter, at det kan påvises, at fællesskabsstøtten i lighed med statsstøtten er i fuld overensstemmelse med den europæiske konkurrencepolitik.

1.7.2

Dette kræver også, at det organiserede civilsamfunds aktører, især arbejdsmarkedets parter, inddrages i formuleringen, forvaltningen og opfølgningen af den europæiske samhørighedspolitik.

1.7.3

Følgelig kræver EØSU, at man fastlægger klare bestemmelser for erhvervs- og interesseorganisationernes inddragelse, og at disse fremgår af de strategiske retningslinjer. Betingelserne for deres gennemførelse bør præciseres i et bilag til programmerings- og revisionsdokumenterne.

2.1

Meddelelsen fra Kommissionen om strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken 2007-2013, der blev vedtaget den 5. juli 2005 er det sidste af en række forslag.

2.1.1

Fællesskabets budgetretningslinjer for 2007-2013, fremlagt den 17. februar 2004 er blevet beregnet på grundlag af en bruttonationalindkomst på 1,14 %,

2.1.2

Forslag til forordninger om ændringer af bestemmelserne for strukturfondene (EFRU, ESF og samhørighedsfonden) for perioden 2007-2013, fremlagt den 14. juli 2004 (1). Kommissionen har foreslået, at der fastlægges tre mål for fondene:

2.1.2.1

Et mål om konvergens, som efterfølger det nuværende mål 1, som er til fordel for de mindst udviklede EU-regioner, herunder navnlig regioner med et BNP på mindre end 75 % af EU-gennemsnittet. 78,54 % af fondsmidlerne skal afsættes til dette formål,

2.1.2.2

Et mål om regional konkurrenceevne og jobskabelse, som skal efterfølge det nuværende mål 2, og som er til fordel for de øvrige EU-regioner, og som ikke mindst støtter disse regioner i gennemførelsen af Lissabon-strategien og forbedring af beskæftigelsessituationen. 17,22 % af fondsmidlerne skal afsættes til dette formål,

2.1.2.3

Et mål om et europæisk territorialt samarbejde, som efterfølger det nuværende Interreg-program. 3,94 % af fondsmidlerne skal afsættes til dette formål.

2.1.3

Den 14. juli 2004 fremlagde Kommissionen desuden et udkast til statut for en europæisk gruppe for grænseoverskridende samarbejde, som har til formål at fremme sådanne fællesskabsinitiativer (2)

2.2

Kommissionen fastlagde i forbindelse med sin fremlæggelse af de strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken 2007-2013 den 5. juli 2005 tre mål, som er anderledes formuleret end de ovenfor angivne mål for strukturfondsinterventioner, men som falder sammen med disse:

2.2.1

de strategiske retningslinjers første prioritet er at gøre Europa mere tiltrækkende for investorer,

2.2.2

de strategiske retningslinjers anden prioritet er at fremme innovation og iværksætterånd,

2.2.3

de strategiske retningslinjers tredje prioritet er at fremme jobskabelsen.

2.3

Disse strategiske retningslinjer skal gennemføres ved hjælp af nationale strategiske referencerammer, som efterfølgende skal fastsættes af Kommissionen, medlemsstaterne og regionerne.

2.4

Fremlæggelsen af de strategiske retningslinjer fuldender drøftelserne om en samlet pakke for samhørighedspolitikken 2007-2013. Det ville ligeledes have været mere logisk, om Kommissionen havde indledt drøftelserne om samhørighedspolitikken ved at fremlægge disse strategiske retningslinjer, som har til formål at fastlægge en samlet politisk ramme, frem for ved at fremlægge fondsforordninger, som bør fungere som gennemførelsesbestemmelser for denne ramme. Den manglende gensidige tilpasning, som kunne sikre de strategiske retningslinjer en tydelig retningsgivende rolle frem for en rolle som ledsageforanstaltninger, risikerer at udvande merværdien af den europæiske samhørighedspolitik og at tilskynde til en renationalisering af udviklingsstrategier, hvilket vil være til skade for samhørigheden og Unionens konkurrenceevne og økonomiske og sociale effektivitet.

2.5

Debatterne om budgetretningslinierne for 2005 til 2013 og strukturfondsforordningerne for denne periode begyndte under svære vilkår, præget af betydelige forskelle mellem de 25 medlemsstaters vurderinger af beløbene og betingelser for intervention. Efter det fejlslagne forsøg i juni 2005 nåede Det Europæiske Råd den 17. december 2005 frem til en budgetaftale præget af kraftige nedskæringer: Et loft over budgettet for 2007-2013 på 1,045 % af BNP svarende til 252 mia. euro, hvoraf 82 % afsættes til konvergensmålet, 48,5 mia. svarende til 15,5 % afsættes til konkurrence- og beskæftigelsesmålet og 7,5 mia., det vil sige mindre end 2,5 %, afsættes til målsætningen om territorialt samarbejde.

2.6

Europa-Parlamentet forkastede den 18. januar 2006 denne budgetplanlægning, der slet ikke svarede til dets forventninger. Drøftelserne mellem Rådet og Parlamentet blev dermed genoptaget, hvilket resulterede i et kompromis den 4. april 2006 gående ud på at tilføje 4 mia. euro (herunder 2 mio. som reserve). Begge instanser skal nu ratificere dette kompromis.

3.1

Perioden 2007-2013, som de strategiske retningslinjer for samhørighed dækker, vil være præget af nogle meget store udfordringer:

3.1.1

Det vil først og fremmest være nødvendigt at fortsætte og konsolidere udvidelsen. Efter at være gået fra 15 medlemsstater til 25 i 2004, skal Unionen optage yderligere to medlemsstater i 2007, og andre vil kunne følge senere, efter 2013 hvis ikke før, da der stadig kommer nye ansøgninger om tiltrædelse. Selv om udvidelserne rent hypotetisk vil øge betydningen af det indre marked og styrke vækst, beskæftigelse, handel, produktion, forbrug og EU's konkurrenceevne på det globaliserede marked, vil omfanget af de stadig voksende økonomiske og sociale forskelle kræve en meget stor indsats for at sikre en bedre koordinering af de europæiske og nationale politikker, bedre forvaltning og styrkelse af det indre marked samt en bedre fysisk planlægning af Unionens territorium.

3.1.2

Det vil også være hensigtsmæssigt at gennemføre udvidelsen af euroområdet, styrke det og gøre det i stand til at tiltrække investeringer, samt sikre, at det skaber vækst og beskæftigelse. I dag er kun 12 af de 25 medlemsstater med i euroområdet. Målet er, at dette område frem til år 2013 skal udvides til at omfatte størsteparten af medlemsstaterne, i det omfang de opfylder betingelserne. I lighed med udvidelsen af Unionen kræver udvidelsen af euroområdet større konvergens i et klima præget af konkurrence, men også på en række tilknyttede områder, lige fra skatteforhold, bl.a. en harmonisering af beregningsgrundlagene, til socialpolitik.

3.1.3

De strukturelle ændringer vil blive endnu mere omfattende i denne periode:

3.1.3.1

Globaliseringen og befæstelsen af de nye økonomiske magtfaktorer vil øge konkurrencen og medføre flere virksomhedsflytninger,

3.1.3.2

De teknologiske ændringer vil ske med større fart, da de vil hente næring i et innovativt, globaliseret informationssamfund,

3.1.3.3

Virkningerne af aldringen af Europas befolkning vil blive tydelige, når efterkrigstidens »babyboom«-generation går på pension, hvilket vil ændre levevilkårene, beskæftigelsessituationen og forrykke balancen i de sociale ydelser i medlemsstaterne,

3.1.3.4

Indvandringen fra de mindst udviklede tredjelande vil sikkert fortsat vokse. Det vil være nødvendigt at håndtere denne indvandring ved dels at tilpasse den bedre til Unionens behov og integrationsmuligheder, dels gennem en langt mere effektiv udviklingsbistand til udvandringslandene for at øge beskæftigelsen og styrke de økonomiske og sociale fremskridt i disse lande. Det vil også være nødvendigt bedre at integrere tilpasningen til indvandringen i undervisnings- og uddannelsesprogrammerne på forskellige niveauer.

3.1.3.5

Bekæmpelsen af social udstødelse og fattigdom, såvel blandt de beskæftigelsessøgende og de »fattige arbejdstagere« vil fortsat være et vigtigt krav i den europæiske samhørighedspolitik. Hvis man ikke løser denne type problemer, som er langt mere end et egentligt beskæftigelsesproblem, vil det i praksis være vanskeligt at sikre samhørigheden, ikke blot ud fra et socialt synspunkt, men også ud fra en økonomisk synsvinkel.

3.1.4

Tidsfristen for gennemførelse af Lissabon-strategien, som af Det Europæiske Råd i 2000 blev fastsat til 2010, vil være i centrum for denne periode præget af vidtgående ændringer. Gennemførelsen af denne strategi er imidlertid forsinket. For at bevare konkurrenceevnen er det presserende, men vanskeligt for EU at indhente denne forsinkelse.

3.2

Stillet over for disse store udfordringer i de kommende år har den europæiske samhørighedspolitik flere trumfkort at støtte sig til. Blandt disse trumfkort kan nævnes:

3.2.1

Det indre markeds særlige betydning, idet det samler mere end en halv milliard europæere og har et økonomisk, handelsmæssigt og menneskeligt potentiale, som endnu ikke er fuldt udnyttet, både hvad angår udbud og efterspørgsel på det økonomiske marked og arbejdsmarkedet.

3.2.2

Den europæiske model for arbejdsmarkedsrelationer og den europæiske sociale dialog som lægger vægt på udnyttelsen af de menneskelige ressourcer stillet over for de udfordringer, globaliseringen skaber for beskæftigelsen, udviklingen, sundheden og livskvaliteten.

3.2.3

Den dynamiske vækst i de nye medlemsstater, som ofte er det dobbelte af fællesskabsgennemsnittet, og som skal bidrage til at mindske de store udviklingsforskelle og sikre Unionen en økonomisk og handelsmæssig dynamik.

3.2.4

De nye muligheder for fysisk planlægning og investeringer, som samlingen af hele det europæiske kontinent åbner op for, vil give mulighed for en omlægning af EU's interne økonomiske organisation og for gennemførelse af innovative planer for infrastrukturer og fysisk planlægning.

3.2.5

Lissabon-strategiens økonomiske og sociale reformer vil, såfremt de udvikles og får en stimulerende virkning med arbejdsmarkedsparternes aktive deltagelse, ligeledes være en afgørende støtte for gennemførelsen af Den Europæiske Unions samhørighedspolitik.

3.2.6

Kort sagt skal støtten i henhold til den europæiske samhørighedspolitik først og fremmest søge at fremme en positiv vækst- og beskæftigelsescirkel ved at tilvejebringe en positiv interaktion mellem de forskellig faktorer (uddybning og udvidelse af det indre marked, investeringer og regional udvikling, reformer i medlemsstaterne).

3.3

Den europæiske samhørighedspolitik vil også blive konfronteret med store vanskeligheder, som vil gøre opgaven endnu mere kompliceret.

3.3.1

Det drejer sig først og fremmest om de fortsatte vanskeligheder ved at genskabe den økonomiske dynamik i Europa. Den Europæiske Union er blevet overhalet af sine konkurrenter og mister fortsat fodfæste. Væksten i EU er samlet set middelmådig, arbejdsløsheden er stor i mange medlemsstater, hvilket berører de unge og de ældste, jobskabelsen er oftest utilstrækkelig, der er et permanent forskningsunderskud og en stigende grad af virksomhedsudflytninger. Europas nuværende placering på verdensplan afspejler ikke de ambitioner, der blev givet udtryk for for fem år siden. Der er ikke umiddelbart udsigt til en væsentlig forbedring af denne situation.

3.3.2

Omfanget af de økonomiske og sociale forskelle som følge af udvidelserne udgør en anden stor udfordring for samhørighedspolitikken. Det vil kræve lang tid at udligne disse forskelle. Det er nødvendigt at ændre samhørighedspolitikkens tilgang og metoder i forhold til de metoder, der har været fremherskende i de foregående år, hvor der ikke var så store udviklingsforskelle mellem medlemsstaterne.

3.3.3

Samhørighedspolitikkens største svaghed er den utilstrækkelige koordinering af de økonomiske politikker, herunder skattepolitikker, som er for lemfældig, selv mellem de lande, der har indført euroen. Når antallet af medlemsstater vokser, bliver det afgørende at afhjælpe denne manglende koordinering, samtidig med at det bliver tilsvarende vanskeligt. En øget økonomisk koordinering skal ledsages af et bedre samarbejde om de sociale faktorer.

3.3.4

Nogle af de funktionsforstyrrelser, der skal rettes, er den utilstrækkelige inddragelse af civilsamfundets aktører i en proces, hvor de offentlige administrationer har en ledende rolle og hvor samhørighedspolitikken hovedsageligt forvaltes bilateralt af Kommissionen og medlemsstaterne (3).

3.3.5

Hvad angår EU-fondene, er de på nuværende tidspunkt og vil også fremover være forholdsvist beskedne i forhold til de stigende behov. Aftalen den 17. december 2005, der begrænsede EU-budgettet til 1,045 % af bruttonationalindkomsten, reducerer samhørighedspolitikkens budget til 0,36 % af BNI. EU's budgetressourcer ligger således under det niveau, der var gældende før udvidelsen fra 15 til 25 medlemsstater, hvilket bekymrer såvel EØSU som Europa-Parlamentet. Dette niveau, som på ingen måde kan sammenlignes med et føderalt budget (det amerikanske budget udgør mere end 20 % af BNP) forekommer i sig selv yderst begrænset i betragtning af EU's samhørighedsmæssige udfordringer.

3.3.6

Det centrale spørgsmål, som de strategiske retningslinier for 2007-2013 skal besvare, er derfor, hvordan man kan opnå mere med mindre? Det bliver derfor vigtigere end nogensinde at anvende disse begrænsede bevillinger bedst muligt og ikke blot sikre vedvarende støtte, men også sikre de betingelser, der er nødvendige for en selvstændig og bæredygtig udvikling. Dette kræver dels, at der skabes mest mulig konvergens og komplementaritet mellem de nationale budgetter, dels, at markedskræfterne tilskyndes og støttes. Sammen har offentlig finansiering og markedskræfterne mulighed for at mobilisere de nødvendige midler til den fælles udvikling af Europa.

3.3.7

For at imødegå alle disse udfordringer bør man diversificere samhørighedspolitikkens ressourcer, koncentrere dens foranstaltninger mere effektivt og modernisere dens forvaltningsmetoder. Disse forskellige aspekter uddybes i de efterfølgende afsnit.

4.1

De strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken 2007-2013 har som førsteprioritet »vækst og beskæftigelse«. Retningslinjerne henviser især til det partnerskab, som Det Europæiske Råd præsenterede i marts 2005, og til de forslag om integrerede retningslinjer, som Kommissionen fremlagde i juni 2005.

4.2

For at bidrage til denne generelle prioritet om »vækst og beskæftigelse« fastlægges der i Kommissionens meddelelse tre særlige prioriteter: at gøre Europa til et mere attraktivt sted at investere, tilskynde til innovation og iværksætterånd og øge beskæftigelsen og styrke uddannelsesområdet. Disse tre prioriteter suppleres af et tværgående ønske om en bedre fysisk planlægning af EU's territorium, både i landdistrikterne og byområderne, og for så vidt angår de grænseoverskridende, nationale og regionale forbindelser.

4.3

Den første prioritet om en større tiltrækningskraft for investorer forekommer at være særlig relevant. Den bør især gennemføres i de mindst udviklede regioner i den udvidede Union, der bør prioriteres som interventionsområde, samtidig med at der fastlægges overgangsforanstaltninger for de regioner, der tidligere var prioritetsområder. I lyset af de europæiske interventionsfondes begrænsede midler er det først og fremmest nødvendigt at fremme kapitalinvesteringer, navnlig fra den private sektor, for at støtte udviklingsprioriteterne for den europæiske økonomi.

4.3.1

På trods af de fremskridt, der er gjort i forbindelse med gennemførelsen af det indre marked, har Den Europæiske Union dog endnu ikke formået at indføre Den Økonomiske og Monetære Union, og den har i forbindelse med nogle af reformerne i Lissabon-strategien ikke formået at skabe en selvstændig og dynamisk vækstmekanisme, som kan udnytte de positive samspilsvirkninger og komplementariteten mellem de nationale økonomier. Det vil derfor blive vanskeligt at føre en effektiv samhørighedspolitik, hvis ikke der kan genskabes mere tillid i alle de berørte kredse (entreprenører, lønmodtagere, investorer) til Unionens økonomiske og sociale udvikling samt ikke mindst til dens politiske og institutionelle fremtid.

4.3.2

Dette vil således i de kommende år kræve, at man mindsker de usikkerhedsfaktorer, som i dag tynger så vigtige spørgsmål som gennemførelsen af det indre marked, indførelsen af en konkurrencedygtig økonomi, som bygger på euroen, styrkelsen af væksten og beskæftigelsen, forbedring af levevilkårerne, gennemførelsen af Lissabon-strategien, en effektiv forvaltning af EU-institutionerne og en optimal og bæredygtig planlægning i den udvidede Union med henblik på en harmonisering af de økonomiske, sociale og miljømæssige fremskridt.

4.3.3

I meddelelsen fra Kommissionen lægges der særlig vægt på investeringer i infrastrukturnet, navnlig transportnet. Der mangler imidlertid en analyse af årsagerne til de vedvarende forsinkelser på dette område. For at afhjælpe disse forsinkelser bør finansieringen af de transeuropæiske infrastrukturer for transport, energi og telekommunikation, som er en forudsætning for samhørigheden i Unionen, opprioriteres. Den drastiske nedskæring af finansieringen med aftalen af 17. december 2005 er yderst beklagelig. At denne prioritet blev den store taber på Det Europæiske Råd er i direkte modstrid med de Lissabon-forpligtelser, som skal opfyldes i midten af målperioden 2007-2013. EØSU tilslutter sig Europa-Parlamentets standpunkt og kræver, at man foretager en klar omlægning af budgettet for at kunne finansiere de transeuropæiske net.

4.3.4

Kommissionen understreger i sin meddelelse også to andre investeringsprioriteter for samhørighedspolitikken: Det drejer sig om fremme af miljøinvesteringer og øge Europas selvforsyning med energi.

4.3.4.1

Det bør i denne forbindelse understreges, at der skal sikres en direkte forbindelse mellem disse prioriteter og støtten til de ovennævnte europæiske infrastrukturnet.

4.3.4.2

Det er også nødvendigt at sikre, at modtagerne af EU-støtte overholder miljøkravene.

4.4

Den anden prioritet for samhørighedspolitikken er at fremme innovation og iværksætterkultur. Kommissionen inkorporerer således meget direkte prioriteterne i Lissabon-strategien vedrørende fremme af et europæisk vidensamfund.

4.4.1

Denne prioritet kræver først og fremmest øgede investeringer i forskning.

4.4.1.1

Det kan i den forbindelse konstateres, at Europa taber terræn på dette område i forhold til sine store teknologiske partnere. Medlemsstaternes forskningsbevillinger, som ofte er mere end en tredjedel under det mål på 3 % af BNP, som er fastsat i Lissabon-strategien, er i de senere år ofte blevet underlagt et loft eller beskåret i stedet for at blive øget. EU-budgettet for rammeprogrammet for forskning og teknologisk udvikling er fortsat lavt i forhold til medlemsstaternes forskningsbudgetter og utilstrækkeligt koordineret med de nationale programmer. Der findes desuden alvorlige flaskehalse i EU's institutionelle processer, herunder på højeste niveau, hvilket sender et meget dårligt signal. Det fejlslagne forsøg på at indføre et fællesskabspatent, som har været forsøgt indført i 30 år, viser tydeligt, at Unionen har et alvorligt problem med at rejse midler, der modsvarer ambitionerne.

4.4.1.2

Der bør derfor indføres en ægte europæisk og mere troværdig forskningspolitik. Dette vil kræve, at fællesskabsbudgettet omlægges, og at EU's forskningsbevillinger øges betydeligt, samtidig med at de koordineres bedre med de nationale programmer. Dette vil også kræve, at fællesskabspatentet endelig indføres, selv om det ikke vil blive anvendt i alle medlemsstaterne, før der er opnået en enstemmig vedtagelse. Hvad ville der være sket med euroen, Schengen eller den europæiske socialpolitik, hvis deres indførelse også havde været afhængig af en enstemmig gennemførelse?

4.4.2

I meddelelsen fra Kommissionen fastsættes det også som en nødvendighed at tilskynde til oprettelse og udvikling af virksomheder, navnlig inden for de nye teknologiske nicher, og at fremme netværk for disse virksomheder på europæisk plan.

4.4.2.1

Det er beklageligt, at små virksomheder stadig ikke har mulighed for at få en forenklet europæisk selskabsstatut, som vil fremme deres grænseoverskridende aktiviteter.

4.4.2.2

EØSU fremsætter derfor igen, som det har gjort i sin initiativudtalelse om »Europæisk statut for SMV'er« (4), sin anmodning om, at Kommissionen hurtigst muligt stiller forslag om at indføre en sådan europæisk juridisk statut for små og mellemstore virksomheder, og at den hurtigt vedtages.

4.4.2.3

EØSU beklager desuden, at Kommissionen i efteråret 2005 trak flere forslag tilbage vedrørende en europæisk statut for gensidige selskaber og europæiske sammenslutninger, hvilket er mere nødvendigt nu end nogensinde før.

4.4.3

I meddelelsen fra Kommissionen understreges desuden vigtigheden af spørgsmålet om finansiering af virksomhederne og nødvendigheden af at fremme især innovative virksomheders adgang til finansiering.

4.4.3.1

Det skal understreges, at strukturfondene i deres nuværende form kun har en meget begrænset og marginal mulighed for i væsentlig grad at fremme virksomhedernes adgang til finansiering inden for dette område. Begrænsede ledsageforanstaltninger og samfinansiering af pilotprojekter kan dog være nyttige inden for områder, der allerede er godt dækket ind og velfungerende. EØSU konstaterer med tilfredshed, at man har lanceret Jaspers- og Jeremie-initiativerne i et partnerskab mellem Kommissionen, Den Europæiske Investeringsbank, Den Europæiske Investeringsfond og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling. Sigtet med Jaspers-initiativet er at hjælpe de nationale og regionale myndigheder i stater, der er berettiget til konvergensmålsætningen med at forberede store infrastrukturprojekter. Jeremie-programmet sigter imod at forbedre små virksomheders adgang til finansiering. EØSU håber, at disse initiativer virkelig gennemføres i praksis og gøres synlige på lokal plan, således at denne nye handlingsramme får størst mulig effekt i form af økonomisk udvikling og aktivitetsskabelse og dermed arbejdspladser på lokalt plan.

4.4.3.2

Hvis fondenes interventioner skal have en mere mærkbar og direkte virkning på virksomhedernes finansieringsmuligheder, skal de tildeles tilstrækkelige midler til at sikre en reel effekt, og virksomhederne skal have adgang til banklån, til risikovillig kapital, og små virksomheder skal have adgang til mikrokreditter og garantier. Dette nødvendiggør en omlægning af fondsmidlerne og navnlig af de finansielle mekanismer, som i dag hovedsageligt begrænser sig til tildeling af tilskud. Som med Jeremie-programmet, men i langt større målestok, drejer det sig om at omdanne subsidier til finansieringsprodukter. En euro, der ydes som garanti for risikovillig kapital, vil således gøre det muligt at finansiere en investering på 5 til 10 euro i en SMV, hvilket mangedobler EU-fondenes interventioner. Der redegøres nærmere for EØSU's henstillinger i dette vigtige spørgsmål i kapitel fem i nærværende udtalelse.

4.4.3.3

Der mindes ligeledes om, at en hurtig og effektiv gennemførelse af det fælles europæiske finansmarked sammen med en effektiv konkurrencepolitik og en konsolidering af Den Økonomiske og Monetære Union vil give mulighed for på afgørende vis at forbedre virksomhedernes adgang til finansiering, uanset deres størrelse. Dette punkt fremhæves knapt nok i meddelelsen fra Kommissionen, selv om et af dens største ansvarsområder er at sikre en korrekt gennemførelse af dette marked i løbet af de kommende år.

4.5

Den tredje prioritet for samhørighedspolitikken, som fastsættes i meddelelsen fra Kommissionen, er at øge beskæftigelsen og forbedre dens kvalitet.

4.5.1

Den første forudsætning for at øge beskæftigelsen er at styrke den økonomiske vækst og derigennem skabe flere job. Dette mål forudsætter en høj efterspørgsel samt, at de administrative, skattemæssige og sociale krav ændres, så de i højere grad fremmer jobskabelsen under særlig hensyntagen til situationen, navnlig i små virksomheder, blandt selvstændige og håndværkere, og således at deres faglige kvalifikationer fremmes. Som anført ovenfor vil strukturfondene kun have en begrænset direkte virkning på disse områder, samtidig med at de er velegnede til at yde støtte til særlige aktioner og pilotprojekter ved at fremme god praksis.

4.5.2

Som Kommissionen også understreger, er det ligeledes nødvendigt at udvikle tilpasningen af arbejdsmarkedet. Strukturfondene bør især lægge vægt på forbedring af det indre markeds funktion på dette område. Dette kræver, at man øger mobiliteten, herunder overførsel af pensionsrettigheder, og fjerner hindringerne for det europæiske arbejdsmarked, navnlig inden for tjenesteydelser (5), hvor mere end to tredjedele af de nye arbejdspladser skabes, med respekt for de sociale vilkår, der er fastlagt ved lov og i kollektive overenskomster.

4.5.3

Kommissionen lægger desuden særlig vægt på kravene om at forbedre erhvervsuddannelsen. EØSU er dog meget betænkelig ved halveringen i december 2005 af budgettet til Kommissionens forslag om livslang læring. EØSU kræver en fornyet evaluering, der svarer til forpligtelserne i Lissabon-strategien. På dette område vil det fremover være nødvendigt med nye færdigheder, med større ansvar og tilskyndelse til flere initiativer. Med dette in mente skal de fremtidige programmer skabe mulighed for, at man kan tage hensyn til de regionale prioriteter. Det er afgjort væsentligt, at den europæiske socialfonds finansiering tilpasses bedst muligt de regionale behov og ikke begrænses til samfinansieringen af nationale politikker.

4.5.3.1

Generelt understreger EØSU, at alle ressourcer skal tages i anvendelse for at sikre foranstaltningernes komplementaritet og effektivitet og for at mobilisere de offentlige og private aktører i et bæredygtigt partnerskab, som tager udgangspunkt i regionale strategier, baseret på følgende prioriteter: sikre adgang for alle til innovation og livslang læring, forbedre forvaltningen og udviklingen af menneskelige ressourcer i alle virksomheder, øge erhvervsfrekvensen for kvinder, stimulere erhvervsaktiviteten indtil pensionsalderen, afstemme erhvervsvejlednings- og uddannelsespolitikkerne bedre efter de økonomiske behov, fremme erhvervsuddannelsen og lærlingeuddannelsen på alle niveauer, især inden for de fag, der har rekrutteringsvanskeligheder og især fremme uddannelseskurser, som fører til, at et voksende antal af marginaliserede personer integreres aktivt i økonomien.

4.5.3.2

Strukturfondene bør ligeledes have samfinansiering af europæiske uddannelsesprogrammer som prioritet, i lighed med det vellykkede Erasmus-program og Leonardo-programmet. Disse programmer bør fremover op i et højere gear for at kunne støtte to til tre gange flere unge europæere.

4.5.4

Der skal endvidere fremsættes en særlig bemærkning til den demografiske aldring, som kræver en særlig tilpasning af de ovennævnte aspekter, der har betydning for jobskabelsen og den sociale velfærd (jf. de administrative, skattemæssige og sociale krav, børnepasning til en overkommelig pris, arbejdsmarkedet, uddannelse og menneskelige ressourcer).

4.6

Disse tre prioriteter for de strategiske retningslinjer følges op af et tværgående krav, der udgør en slags fjerde prioritet, og som vedrører hensynet til samhørighedspolitikkens territoriale dimension.

4.6.1

I meddelelsen anføres byernes bidrag til vækst og beskæftigelse (bedre økonomisk, social og miljømæssig forvaltning af urbaniseringen) samtidig med, at fordelene ved den erhvervsmæssig diversificering i landdistrikter fremhæves (bibeholdelse af serviceydelser af almen interesse, udvikling af netværk, fremme af regionale udviklingscentre). Sammenhængen mellem disse krav og de tre prioriteter for de strategiske retningslinjer havde fortjent en grundigere forklaring.

4.6.2

I meddelelsen understreges ligeledes nødvendigheden af et territorialt samarbejde på tre niveauer:

4.6.2.1

grænseoverskridende samarbejde, som især har som mål at udvikle den gensidige handel og fremme økonomisk og social integration;

4.6.2.2

tværnationalt samarbejde, som især har som mål at styrke de strategisk vigtige fælles aktioner mellem staterne (transport, forskning, social integration);

4.6.2.3

Tværregionalt samarbejde, som især har til mål at udbrede den bedste praksis på det økonomiske, sociale og miljømæssige område.

4.6.3

EØSU beklager dog, at denne henvisning til nødvendigheden af territorialt samarbejde i Europa kun fremstår som et komplementært, ja endog underordnet element af prioriteterne i de strategiske retningslinier, hvor de snarere burde indgå udtrykkeligt heri.

4.7

Alt i alt rejser gennemgangen af de tre prioriteter for de strategiske retningslinjer, tillige med den territoriale dimension, flere store spørgsmål:

4.7.1

Først og fremmest er prioriteterne for de strategiske retningslinjer ikke præcise nok til at udgøre en egentlig »strategisk« ramme for intervention og for forvaltning af samhørighedspolitikken. De fungerer mere som en påmindelse om god praksis, som skal overholdes i forbindelse med de forskellige interventioner.

4.7.2

Især er forbindelserne mellem prioriteterne for de strategiske retningslinjer og de tre mål for fondenes interventioner ikke tydeligt præciseret. Dette er et alvorligt problem: På trods af, at de strategiske retningslinjer burde fungere som en ramme for fondenes interventioner, ledsager de dem i realiteten blot. Retningslinjerne forekommer på denne baggrund snarere at være ledsagende anvisninger end de egentlige retningslinjer, som de burde være.

4.7.3

Hvis de strategiske retningslinjer skal leve op til deres navn og udfylde deres rolle mere effektivt, kræver det, at de prioriterede mål præciseres nærmere på følgende punkter:

4.7.3.1

»merværdien« af den europæiske samhørighedspolitik i forhold til nationale og lokale politikker,

4.7.3.2

den »territoriale koncentration« i de europæiske udviklingscentre, som giver mulighed for at sikre en overordnet tiltrækningskraft,

4.7.3.3

den »retningsgivende ramme« for EU-fondenes interventioner, som sikrer, at de strategiske retningslinjer fungerer som en effektiv og sammenhængende ramme og ikke begrænser sig til blot at være ledsagebestemmelser.

5.1

For at understøtte samhørighedspolitikken understreger Kommissionen især strukturfondenes (Regionalfonden og Socialfonden) og Samhørighedsfondens rolle. Kommissionen anfører, at fondenes interventioner, inden for rammerne af de ovennævnte strategiske retningslinjer, skal bidrage til at stimulere væksten, udnytte det indre markeds muligheder bedre, fremme en større konvergens mellem medlemsstaterne, styrke den regionale konkurrenceevne og fremme EU's økonomiske, sociale og kulturelle integration.

5.2

Det kan først og fremmest konstateres, at Den Europæiske Union vil opleve en voksende kløft mellem fondenes begrænsede budget og behovenes omfang (udviklingsforskelle mellem medlemsstaterne, forsinket planlægning af infrastrukturer, forsinket gennemførelse af det indre marked, manglende konkurrenceevne, forsinket gennemførelse af Lissabon-strategien). Det er nødvendigt at ændre prioriteterne for fællesskabsbudgettet, bl.a. gennem den igangværende reform af den fælles landbrugspolitik. Denne reform vil dog kun i begrænset omfang bidrage til en forøgelse af strukturfondenes bevillinger eftersom fællesskabsbudgettets samlede beløb forbliver meget begrænset. Med et udgiftsloft på fællesskabsbudgettet på 1,045 % af BNP finder EØSU ikke, at de 0,36 % (308 mio. euro af et budget på 862 mia. med forbehold af forhøjelsen med 4 mia. vedtaget den 4. april 2006, og som stadig skal ratificeres af Parlamentet og Rådet), der i henhold til Kommissionens forslag, skulle afsættes til samhørighedsfonden, er tilstrækkeligt til, at Unionen kan opnå sine samhørighedsmål for perioden 2007-2013.

5.3

Det er derfor vigtigt at være yderst opmærksom på:

5.3.1

dels betingelserne for fondenes interventioner, som bør bidrage til at øge investeringerne, hvilket kræver mere innovation på dette område end hidtil,

5.3.2

dels den reelle koncentration af interventioner, som bør være mere strukturerende, ikke mindst de tværnationale og grænseoverskridende interventioner.

5.4

Hvad angår betingelserne for fondenes interventioner, skal følgende punkter fremhæves:

5.4.1

Der mindes først og fremmest om, at strukturfondenes interventioner kun kan fungere som ledsageforanstaltninger til Unionens samhørighedspolitik. De kan ikke fungere som eneste instrument eller blot som dominerende instrument for samhørighedspolitikken. De skal ifølge de fælles retningslinjer hovedsageligt fremme mobiliseringen af disponibel kapital på markederne og en mere overensstemmende udnyttelse af de nationale og regionale budgetter. Det drejer sig dermed især om at sikre interventionernes løftestangseffekt. Unionens strukturinstrumenter skal i den forbindelse fungere som et vigtigt redskab for den fysiske planlægning af det europæiske territorium, samtidig med at de skal ledsage de nuværende fællesskabspolitikker og de igangværende økonomiske og sociale ændringer.

5.4.2

Anvendelsen af Unionens fonde og af Den Europæiske Investeringsbank skal i den henseende baseres på mere fleksible og innovative finansieringsmekanismer. Som Kommissionen erkender, bør fondene ikke længere begrænse sig til tildeling af tilskud, men bør støtte andre instrumenter, såsom lån, lånegarantier, konvertible instrumenter, kapitalinvesteringer og risikovillig kapital. EØSU støtter ikke blot disse betragtninger, men henstiller til, at man drager alle konsekvenserne heraf og påbegynder en reel reform af betingelserne for Unionens finansielle interventioner.

5.4.2.1

EØSU mener, at en udvikling af sådanne alternative interventionsmidler fra strukturfondene i snævert samarbejde med Den Europæiske Investeringsfond og Den Europæiske Investeringsbank vil bidrage til en væsentlige forøgelse af fællesskabsinterventionernes virkning og afstemme dem bedre efter de offentlige og private kapitalinvesteringer. De bidrager især til at dele finansieringen af investeringer mellem den offentlige og den private sektor, navnlig SMV'ernes investeringer, som betragtes som risikable af de konventionelle finansieringspartnere, og for hvilke lånebetingelserne risikerer at blive yderligere strammet som følge af Basel II-aftalerne. De er et effektivt middel til at afhjælpe begrænsningerne i EU-budgettet. En euro i støtte ville ofte have været anvendt bedre, hvis den var blevet brugt til at stille sikkerhed for et lån på fem til ti euro. Dette ville bl.a. gøre det muligt at udvide antallet af modtagere, samtidig med at de gøres mere bevidste om deres ansvar, end hvis der ydes tilskud, som ikke skal tilbagebetales.

5.4.2.2

Disse nye interventionsmidler bør gennemføres så tæt på brugerne som muligt for at sikre en maksimal løftestangseffekt på den økonomiske og sociale udvikling. Der kan ligeledes mobiliseres andre ressourcer for at sikre en bedre koordinering af interventionerne mellem strukturfondene og andre finansielle institutioner, som allerede spiller en aktiv rolle for den europæiske udvikling, såsom Den Europæiske Bank for Økonomisk Genopbygning og Udvikling. Det bør være et prioriteret indsatsområde at fremme de offentlig-private partnerskaber på europæisk plan på en mere omfattende og aktiv måde og under åbne konkurrencevilkår, ikke mindst med henblik på at finansiere de store infrastrukturprojekter, som er en forudsætning både for Europas samhørighed og kollektive konkurrenceevne. Som nævnt tidligere (6) skal budgetmidlerne til de transeuropæiske net under alle omstændigheder øges betydeligt, for de offentlig-private partnerskaber vedrørende europæisk infrastruktur vil kun lykkes med et tilstrækkeligt fundament i form af offentlige EU-midler.

5.4.2.3

En sådan reform af betingelserne for fællesskabsfondenes interventioner kræver, at Den Europæiske Unions låne- og udlånskapaciteter øges. Reformen indebærer ligeledes, at der udover en øget koordinering med EIB og andre finansielle institutioner, iværksættes et egentligt partnerskab med EU's banksektor og finansielle sektor, samt en stramning af støttebetingelserne over for både medlemsstaterne og de direkte modtagere. Endelig bør man fuldføre reformen af bestemmelserne vedrørende EU-fondene for 2007-2013, således at de nye finansielle mekanismer bliver fuldt ud operationelle. EØSU kræver derfor, at Kommissionen fremlægger nye forslag inden for disse tre områder.

5.4.3

Det er desuden beklageligt, at forvaltningen af strukturfondene i de senere år har været for uigennemsigtig og for styret af bilaterale forbindelser mellem fællesskabsadministrationen og de nationale administrationer, uden at der tilsyneladende har været en effektiv overordnet koordinering eller tilstrækkelig kontrol og opfølgning af, hvorvidt fondene blev anvendt korrekt. Revisionsretten har ofte beklaget denne situation og de sporadiske ændringer, der er blevet foretaget, har ikke været vidtgående nok. Det generelle princip om øget gennemsigtighed i udformningen, vedtagelsen og gennemførelsen af fællesskabspolitikkerne er ikke, som det burde, blevet udvidet til at dække fondenes funktion og forvaltning. De strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken bør fremover fungere som grundlag for en tydelig ændring af denne praksis.

5.4.4

Blandt de innovationer, som er nødvendige for at sikre en bedre forvaltning af EU-støtten, skal nævnes kravet om en mere systematisk kontrol af, hvorvidt fællesskabsstøtten er i overensstemmelse med konkurrencereglerne. Visse dårligt kontrollerede interventioner har før i tiden, under dække af at mindske de regionale forskelle, medført alvorlige og skadelige skævvridninger af princippet om fair konkurrence, selv om det er fuldt ud muligt at forene disse to målsætninger. EU-støtten er offentlig støtte på linje med statsstøtte og bør derfor underlægges samme kontrol. Dette princip peger også på nødvendigheden af en bedre gensidig koordinering af EU-støtten og nationale og regionale tilskud. Kommissionens årlige konkurrencerapport bør derfor fremover indeholde et kapitel om betingelserne for kontrol af fællesskabsstøtten i henhold til EU's konkurrencepolitik. EØSU har fremsat denne anbefaling tidligere, men indtil videre uden resultater.

5.5

Hvad angår koncentrationen af interventioner, bør Kommissionen sikre, at EU-fondenes interventioner i højere grad orienterer sig mod en mere europæisk dimension i den fysiske planlægning i Europa, hvilket langtfra er tilfældet i dag, bortset fra de få fremskridt, som EU-handlingsplaner har affødt.

5.5.1

Strukturfondene har indtil nu ikke gjort forsøg på at fremme en tværnational dimension i deres interventioner, på trods af den normative og økonomiske gennemførelse af det store indre marked, som i dag omfatter 25 medlemsstater. Strukturfondene er hovedsageligt blevet styret af Kommissionen på grundlag af de nationale indsatsområder, som medlemsstaterne har fastlagt, uden direkte hensyntagen til de nye samarbejdsbehov, som følger af afskaffelsen af de fysiske, tekniske og skattemæssige handelshindringer, selv om de økonomiske og sociale forskelle er vokset, hvilket gør det nødvendigt at styrke de tværnationale forbindelser og netværk.

5.5.2

Denne situation skal afhjælpes gennem udvikling af mere tydelige indsatsområder for at konsolidere de punkter, der forbinder medlemsstaterne på både det tværnationale, tværregionale og grænseoverskridende plan. Kommissionens relevante kommentarer til disse aspekter bør genvurderes, udvikles og integreres, således at de bliver centrale for fondenes indsatsområder, og ikke blot optræder som et supplement til disse.

6.1

Integrationen af samhørighedspolitikken i de nationale og regionale politikker er et centralt krav, hvilket også understreges af Kommissionen. Det er i den henseende nødvendigt at gøre fremskridt inden for to områder:

6.2

Det er først og fremmest nødvendigt at sikre, af fællesskabsstøtten anvendes til effektivt at støtte en optimal gennemførelse af Fællesskabets retningslinjer, beslutninger og forpligtelser i de forskellige medlemsstater. I den forbindelse skal nævnes:

6.2.1

korrekt og rettidig gennemførelse af EU-direktiver,

6.2.2

styrkelse af det administrative samarbejde på europæisk plan, hvilket især har til formål at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende,

6.2.3

en bedre anvendelse af begge komponenter i vækst- og stabilitetspagten, som ikke bør forblive en simpel beskyttelsesmekanisme mod underskud, men åbne op for en fælles økonomisk forvaltning.

6.3

Dernæst skal det sikres, at fællesskabsstøtten bidrager til at styrke sammenhængen mellem de europæiske og nationale politikker, navnlig for så vidt angår en mere effektiv gennemførelse af Lissabon-strategien. I den forbindelse skal nævnes:

6.3.1

ledsagende økonomiske, sociale og administrative strukturreformer,

6.3.2

forenkling af de lovgivningsmæssige rammer og udformning af selvregulerende tilgange blandt arbejdsmarkedets parter, som fortjener at blive støttet (7),

6.3.3

fremskyndelse af indførelsen af det europæiske finansielle område, som giver mulighed for at udnytte fordelene ved euroen fuldt ud,

6.3.4

tilnærmelse af skattebestemmelserne på et grundlag, som er attraktivt for investeringer og innovation for at skabe en bedre ramme om medlemsstaternes forskellige konkurrerende systemer.

6.4

Endelig bør man i størst muligt omfang undgå at tilføje supplerende nationale eller regionale kriterier til den ramme, EU har fastsat, for at sikre den nødvendige fleksibilitet i fastlæggelsen af indholdet af de fremtidige programmer. Det er ligeledes nødvendigt at undgå indførelsen af procedurer, som på forhånd vil kunne fastfryse tildelingen af kreditter i syv år, samt at undgå at afskære sig fra muligheden for en nem tilpasning af de igangværende programmer.

6.5

EØSU ønsker sluttelig, at fællesskabsbistanden bidrager til at fremme en europæisk erhvervspolitik, der på forskellige niveauer, såvel europæisk, nationalt og regionalt, gør det muligt at sikre en koordinering mellem de offentlige myndigheder og det organiserede civilsamfunds aktører (8).

6.6

EØSU udtrykker sluttelig tilfredshed med, at Det Europæiske Råd i december 2005 gav sin principgodkendelse til skabelsen af en globaliseringstilpasningsfond, »der skal yde supplerende støtte til arbejdstagere, der har mistet deres arbejde som følge af store strukturelle ændringer i verdenshandelen, og som skal bistå dem med deres omskolings- og arbejdssøgningsbestræbelser«. Stats- og regeringscheferne opfordrede Rådet til at fastlægge kriterierne for støtte fra denne fond. EØSU mener, at de europæiske erhvervs- og interesseorganisationer, såvel interprofessionelt som sektorielt, kunne inddrages i fastlæggelsen heraf.

7.1

Det er afgørende, at erhvervs- og samfundsorganisationerne inddrages i samhørighedspolitikken. EØSU anmodede i sin udtalelse fra 2003 om »Et partnerskab til gennemførelse af strukturfondene« om, at dette samarbejde blev styrket (9). Kommissionen erkender dette krav og understreger, at den spiller en afgørende rolle for at sikre en bedre gennemførelse af denne politik i praksis. Kommissionen fremlægger imidlertid ingen forslag til organiseringen af modaliteterne og deres integration i de strategiske samhørighedsretningslinjer.

7.2

EØSU foreslår derfor, at der til de strategiske retningslinjer for samhørighedspolitikken 2007-2013 føjes en egentlig ramme for erhvervs- og samfundsorganisationerne aktive medvirken. I lighed med bestemmelserne i Cotonou-aftalen om, at de ikke-statslige aktører i Afrika, Vestindien og Stillehavet udtrykkeligt skal høres og inddrages i forvaltningen af EU-bistanden, bør denne ramme i sin helhed indføjes i de strategiske retningslinjer og være bindende for medlemsstaterne.

7.3

Rammen bør især indeholde følgende målsætninger:

7.3.1

Inddrage de socioprofessionelle miljøer og arbejdsmarkedets parter i en europæisk definition af de overordnede retningslinjer (navnlig det samlede strategiske dokument) og en decentraliseret gennemførelse af disse retningslinjer på nationalt plan (navnlig de nationale, strategiske referencerammer, som medlemsstaterne har udarbejdet) samt på regionalt og lokalt plan;

7.3.2

Udvide de økonomiske samt sociale og miljømæssige aspekter af denne dialog for at sikre en effektiv participatorisk og bæredygtig udvikling;

7.3.3

Inddrage de økonomiske og sociale aktører direkte i arbejdet med at øge beskæftigelsen, gennem aftalepolitikken mellem arbejdsmarkedets parter, hvilket især har til formål at modernisere erhvervsuddannelserne og øge tilpasningen af arbejdsmarkedet;

7.3.4

Tilskynde civilsamfundets aktører til i højere grad at deltage i det indre marked ved at udbygge de transeuropæiske net for produktion, handel og infrastruktur og ved at indføre selvregulering og samregulering hos erhvervs- og fagorganisationerne, hvilket bidrager til fuldførelsen af det indre marked;

7.3.5

Sammen med de sociale og økonomiske aktører fastlægge effektive modeller for offentlig-private partnerskaber, herunder tilpassede metoder for koncessioner, incitamenter, garantier og underentrepriser;

7.3.6

På denne baggrund videreudvikle programmer for offentlig-private partnerskaber, herunder navnlig programmer for infrastrukturer og finansiering af SMV'er på lokalt plan;

7.3.7

Opmuntre de sociale og økonomiske aktører til at styrke det europæiske samarbejde om forskning og teknologisk innovation;

7.3.8

Støtte de sociale og økonomiske aktørers innovative fremgangsmåder, som bidrager til en bæredygtig udvikling;

7.4

Hvis dialogen skal have gennemslagskraft, skal den organiseres og struktureres bedre, såvel i Bruxelles som i de forskellige medlemsstater og regioner. Samarbejdsrammen bør derfor indeholde følgende bestemmelser:

7.4.1

Dialogen skal tage udgangspunkt i en effektiv information fra medlemsstaternes offentlige myndigheder om de strategiske retningslinjer og betingelserne for deres gennemførelse;

7.4.2

Der skal afholdes høringer på et tilstrækkelig tidligt tidspunkt, som giver erhvervs- og samfundsorganisationerne mulighed for at deltage i konsekvensanalyserne;

7.4.3

Erhvervs- og samfundsorganisationerne skal holdes underrettet om opfølgningen af høringerne og af deres forslag;

7.4.4

De officielle programmerings- eller revisionsdokumenter skal vedlægges en oversigt over betingelserne for høring af de socioprofessionelle aktører;

7.4.5

Er der tale om grænseoverskridende eller interregionale programmer, skal der afholdes fælles høringer og oprettes henholdsvis grænseoverskridende eller interregionale socioprofessionelle partnerskaber;

7.4.6

Den grænseoverskridende eller interregionale sociale dialog skal fremmes. Blandt andet ved at skabe den valgfrie transnationale ramme om kollektive overenskomster, som bebudet i den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden 2005-2010.

7.5

EØSU gentager endvidere sin opbakning af Kommissionens forslag om at afsætte 2 % af den Europæiske Socialfonds midler til udvikling af virksomheders kapacitet og aktiviteter sammen med arbejdsmarkedets parter.

7.6

EØSU er med udtrykkelig støtte fra Det Europæiske Råd på mødet i 2005 blevet enig om at udvikle et europæisk net til formidling af oplysninger om og støtte til de initiativer, der tages af det civile samfunds aktører, som deltager i gennemførelsen af Lissabon-strategien. Dette informationsnet skal omfatte alle initiativer fra disse aktører, som har til formål at øge effektiviteten af den europæiske samhørighedspolitik i løbet af perioden 2007-2013.