15.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 320/2


Offentliggørelse af en ansøgning om registrering i henhold til artikel 6, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 2081/92 om beskyttelse af geografiske betegnelser og oprindelsesbetegnelser

(2005/C 320/02)

Med denne offentliggørelse åbnes der mulighed for at fremsætte indsigelser, jf. artikel 7 og 12d i nævnte forordning. Enhver indsigelse mod denne ansøgning skal fremsættes via myndighederne i en medlemsstat, i en WTO-medlemsstat eller i et tredjeland, der er anerkendt efter proceduren i artikel 12, stk. 3, senest seks måneder efter denne offentliggørelse. Offentliggørelsen er begrundet i de forhold, som er beskrevet nedenfor, navnlig under 4.6, der giver grundlag for at betragte ansøgningen som berettiget efter forordning (EØF) nr. 2081/92.

SAMMENFATNING

RÅDETS FORORDNING (EØF) Nr. 2081/92

»GATA-HURDES«

Nr. CE: ES/00121/28.3.2000

BOB ( X ) BGB ( )

Denne oversigt er et resumé, der tjener til oplysning. Interesserede, herunder især producenterne af de pågældende BOB-produkter, kan konsultere den fuldstændige varespecifikation for yderligere oplysninger på nationalt niveau eller hos de ansvarlige tjenestegrene i Europa-Kommissionen (1).

1.   Medlemsstatens ansvarlige myndighed

Navn:

Subdirección General de Sistemas de Calidad Diferenciada

Dirección General de Alimentación

Secretaría General de Agricultura y Alimentación del Ministerio de Agricultura, Pesca y Alimentación de España

Adresse:

Infanta Isabel,

E-28071 Madrid

Tlf.

(34-91) 347 53 94

Fax

(34-91) 347 54 10

E-mail:

sgcaproagro@mapya.es

2.   Sammenslutning

Sammenslutning af kooperative og private oliemøller:

Sdad. Coop. Ltda. La Peraliega. Ctra. Cilleros, Km 1. E-10896, Perales del Puerto (Cáceres). Aktiviteter: oliemølle.

Sdad. Coop. Ltda. San Dámaso. Donoso Cortés, 45. E-10890, Valverde del Fresno (Cáceres). Aktiviteter: oliemølle og aftapning.

Antonio Pascual Alemán, S.L. Avd. Sierra de Gata, 36. E-10896, Perales del Puerto (Cáceres). Aktiviteter: oliemølle og aftapning.

Jacoliva. S.L. Avd. de la Paz, 5. E-10813 Pozuelo de Zarzón (Cáceres). Aktiviteter: oliemølle og aftapning

INDEXTRA. S.L. Llano de la Dehesilla, s/n. E-10691, galisteo (Cáceres). Aktiviteter: oliemølle og aftapning

FEJIDOSA. Cruce de Mohedas, s/n. E-10664, Mohedas de Granadilla (Cáceres). Aktiviteter: oliemølle og aftapning

Sdad. Coop. Ltda. San Martín.San Isidro. E-10892, Corredera 12 (Cáceres). Aktiviteter: oliemølle.

Sdad. Coop. Ltda. Sierra de Gata. Gabriel y Galán 9. E-10850 Hoyos (Cáceres). Aktiviteter: oliemølle.

3.   Produkttype

Jomfruolie ekstra. Kategori 1.5 — Fedtstoffer.

4.   Varespecifikation

(sammenfatning af betingelserne i artikel 4, stk. 2)

4.1.   Navn: »Gata-Hurdes«.

4.2.   Beskrivelse: Jomfruolie ekstra fremstillet af olivenfrugter (Olea europaea) af sorten Manzanilla Cacereña, som opfylder betingelserne i varespecifikationen.

De organoleptiske egenskaber, der adskiller denne olie fra andre olier, er den frugtagtige smag og det forhold, at den er meget lidt bitter og næsten uden antydning af skarphed. Der er med andre ord tale om en frugtagtig og mild olie.

Når frugten er moden, er olien gyldent gul. Der kan være en grønlig tone, hvis den er fremstillet med oliven, der er høstet inden eller under modning.

Det fremgår af de fysiske og kemiske egenskaber, at det er en tyk olie med en speciel sammensætning af fedtsyrer: der er et stort indhold af umættede fedtsyrer i forhold til mættede fedtsyrer, et stort indhold af oliesyrer i forhold til linolsyrer og et indhold af oliesyre, der generelt ligger over 75 %. Olien er desuden stabil og har ikke tendens til at blive harsk.

4.3.   Geografisk område: Bjergene i den nordlige del af Cáceres-provinsen, som udgør en del af den selvstyrende region Extremadura i den vestlige del af Spanien. Naturområder i Sierra de Gata, Hurdes, Gabriel og Galán, Valle del Ambroz, Jerte og La Vera. Området omfatter i alt 84 kommuner med et samlet areal på 449 430 ha, og selve dyrkningsområdet udgør 30 329 ha.

4.4.   Oprindelsesbevis: Kontrolorganet Consejo Regulador har en ordning til sikring af oprindelse og kvalitet ved hjælp af et certificeringsorgan, der er oprettet til dette formål. Dette organ fører kontrol med olivenlundene, leverancer af oliven til oliemøllerne, fremstilling, oplagring, aftapning og afsætning gennem registre over olivenlunde, oliemøller og andre tilknyttede virksomheder; det gennemfører desuden inspektioner og udtager prøver til analyser og kontrol i alle faser frem til det færdige produkt. Consejo Regulador har bemyndigelse til at certificere produkter, som opfylder de krav, der er fastsat i varespecifikationen. De produkter, der certificeres, identificeres individuelt i afsætningsleddet med en særlig kontroletiket.

4.5.   Fremstillingsmetode: Den typiske eller traditionelle beplantningstæthed i hele området er høj eller meget høj. Der er som regel mere end 250 træer pr. ha, og dette forhold adskiller området fra andre olivendyrkningsområder.

I de mere kuperede zoner anvendes typisk også terrassedyrkning, hvilket vanskeliggør mekanisering af produktionen.

Formeringen har traditionelt fundet sted ved anvendelse af træagtige ovenjordsstiklinger fra unge grene, der fjernes ved beskæring. Nu finder man imidlertid også lunde, hvis plantemateriale stammer fra halvtræagtige stiklinger, som danner rødder ved tågeformering.

Olivendyrkningen i det beskyttede område har været præget af en langsom udvikling i de anvendte teknikker.

Et andet særligt træk er den store udbredelse af økologisk dyrkning.

I de olivenlunde, hvor der anvendes moderne metoder, behandles arealerne tre gange om året med traktorer og kultivatorer — normalt om foråret og i starten af sommeren.

Der gødes med gødningsblandinger på jorden.

Med hensyn til beskæringen er man gået fra helt fritvoksende træer til lave træer, der er velegnede til håndplukning af spiseoliven.

Olivenfrugterne plukkes direkte fra træerne på et tidspunkt, som fastsættes af de eksperter, der medvirker i forvaltningen af den beskyttede betegnelse.

Frugterne kommer fra olivenlunde, der er opført i Consejo Reguladors register over olivenlunde.

Oliven, der plukkes direkte fra træerne, skal holdes adskilt fra de frugter, der samles op fra jorden.

Til transporten anvendes beholdere, der medvirker til at sikre den nødvendige hygiejne og samtidigt beskytter frugterne. Frugterne indleveres til en oliemølle inden for 12 timer efter høsten.

Ved ankomsten til oliemøllen kontrolleres frugternes kvalitet, herunder navnlig om de er rene, stødte, sygdomsramte eller befængte med skadedyr.

De maskiner, der anvendes til rengøring af frugterne, skal være helt rene.

Leverancerne skal være nemme at identificere.

Det sikres, at frugterne bevarer den samme kvalitet i hele klargøringsforløbet.

Den fremstillede olie oplagres i behørigt identificerede lagre, som opfylder de krav til hygiejne, der er fastsat i varespecifikationen.

Den ansøgende sammenslutning har bestemt, at aftapningen af den olie, der omfattet af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Gata-Hurdes«, skal finde sted i et afgrænset geografisk område. Det er nødvendigt for at beskytte kvaliteten og sikre sporbarheden og kontrollen i hele certificeringsprocessen.

Denne proces afsluttes, når der på det certificerede produkts emballage påføres en nummereret kontroletiket som bevis for dets kvalitet og oprindelse; etiketten er udstedt af Consejo Regulador, der ifølge de gældende forskrifter har kompetence på følgende områder:

geografisk: for produktionsområdet

med hensyn til produkter: for de produkter, der er beskyttet af betegnelsen, i alle faser af produktionen, oplagringen, aftapningen, transporten og markedsføringen

med hensyn til personer: for de personer, der er opført i de forskellige registre.

Derfor skal aftapningen finde sted i det afgrænsede geografiske område, der er anført i afsnit 4.3 i varespecifikationen, for at sikre sporbarheden og kontrolinstansens kontrol under hele processen samt opretholde det beskyttede produkts kvalitet.

Aftapningen bør finde sted i det afgrænsede geografiske område for at sikre kvaliteten; der er nemlig tale om et vanskeligt tilgængeligt bjergområde, og hvis transporten foregår i uaftappet tilstand, vil olien blive udsat for uhensigtsmæssige miljømæssige forhold, som forværres af den længere transporttid. Det vil uden tvivl kunne påvirke oliens organoleptiske egenskaber, og dermed vil selve de karakteristika, der er kendetegnende for betegnelsen, blive ændret.

Det er kun olie, der er godkendt af Consejo Regulador, som kan aftappes med certificeret oprindelsesbetegnelse. Emballagen skal ligeledes være godkendt af Consejo Regulador og identificeret ved hjælp af etiketter og kontroletikker, som opfylder dette organs normer.

4.6.   Tilknytning: Det område, der er omfattet af den beskyttede betegnelse, er et typisk bjergområde i den sydlige del af Cordillera Central med en højdeforskel fra 400 til 2 000 m. Der dyrkes oliven fra de laveste områder og op til ca. 800 m.

Jordbunden er dannet ovenpå kiselmaterialer, navnlig granitklipper, samt skifer og sandsten.

Hvad angår klimaet, er området ifølge J. Papadakis præget af varme vintre af typen »Avena Cálido« (varm havre) bortset fra den nordøstlige del, som under indflydelse af Gredos-området har kølige vintre af typen »Avena Fresco« (kølig havre). Somrene er af typen »Maís« (majs). Den gennemsnitlige årlige nedbør er på mellem 600 og 1 300 mm, dvs. et overgangsklima mellem et tørt og et fugtigt middelhavsklima.

Næsten hele det område, der er omfattet af den beskyttede betegnelse, er beliggende omkring Tajo-floden og de øvrige floder i dette område: Tietar, Jerte, Eljas og Alagón.

Under prospekteringsarbejder, der er gennemført i den vestlige del af området — i kommunerne Valverde del Fresno, Eljas, San Martín de Trevejo og Villamiel — er der gjort fund af stenredskaber fra romertiden, som sandsynligvis har været anvendt til presning af oliven.

Sierra de Gata har lige siden århundredets begyndelse været det område, der var mest kendt for sin olie, hvilket måske skyldes de internationale konkurrencer, denne olie har vundet. Der blev her gennemsnitligt produceret 650 000 kg olivenolie, samtidigt med at man også pressede olie af presseresterne og fremstillede sæbe.

I Hurdes har olivendyrkningen været og er stadig den vigtigste landbrugsaktivitet, og den går ligeså langt tilbage som i Gata.

I de øvrige områder, som er omfattet af betegnelsen, var olivendyrkningen den vigtigste aktivitet, indtil man begyndte at anvende moderne frugtavlsmetoder og kunstvanding.

Som bekendt kommer alle oliven af en sort fra et og samme træ, som kan antages at være resultatet af en podning med en anden sort på et vildtvoksende lokalt oliventræ. Forekomsten af en enkelt sort i det område, der er omfattet af den beskyttede betegnelse, giver selvsagt usædvanligt homogene og specifikke egenskaber.

Man finder mange gamle oliventræer af denne type, der er flere hundrede år gamle, og det ligger fast, at de senest fandtes i området i 1500-tallet. Manzanilla Cacereña, der betragtes som en af 24 vigtigste olivensorter i Spanien, er meget udbredt i den nordlige del af Cáceres-provinsen, der tegner sig for 47 % af landets samlede produktion.

Der er tale om et oliventræ, der ikke er specielt hurtigtvoksende, men som nemt slår rødder og tilpasser sig magre jorder og kølige områder. Det blomstrer tidligt, anses for at være selvbefrugtende og har kun et lille nedfald af uudviklede frugter. Frugterne modner tidligt og uregelmæssigt. De sidder forholdsvis løst og er velegnede til mekanisk plukning.

Sorten er meget anvendelig, fordi den både kan bruges til spiseoliven og til fremstilling af olie. Træet bærer frugt tidligt og giver stort og konstant udbytte under normale dyrkningsvilkår. Olivenfrugterne har et lavt indhold af olie, ca. 15 % af den friske frugt.

4.7.   Kontrolinstans:

Navn:

Consejo Regulador de la Denominación de Origen Gata — Hurdes

Adresse:

Apartado 25, E-10850 Hoyos (Cáceres)

Tlf.

927 514 528

Fax

927 514 528

I overensstemmelse med Rådets forordning (EØF) nr. 2081/92 opfylder Consejo Regulador standard EN 45011 af 26. juni 1989 vedrørende organer, der godkender fødevarer.

4.8.   Mærkning: Jomfruolie ekstra, som opfylder de krav, der er fastsat af Consejo Regulador, forsynes med kontroletiket på emballagen. Etiketterne trykkes af la Fábrica Nacional de Moneda y Timbre og forsynes med individuelle løbenumre for at undgå kopiering og forfalskning. Navnet på betegnelsen skal være angivet på etiketterne for det registrerede mærke.

4.9.   Krav i nationale bestemmelser: Oprindelsesbetegnelsen »Gata-Hurdes« er omfattet af følgende lovgivning:

Lov 25/1970 af 2. december 1970 om vindyrkning, vin og alkohol og Dekret 835/1972 af 23. marts 1972 til gennemførelse heraf

Kongeligt Dekret 728/1988 af 8. juli 1988 om angivelse af, hvilke regler der er gældende for generiske og specifikke oprindelsesbetegnelser for andre produkter end vinprodukter

Kongeligt Dekret 1643/1999 af 22. oktober 1999 om proceduren for behandling af ansøgninger om optagelse i fællesskabsregistret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser.


(1)  Europa-Kommissionen, Generaldirektorat for Landbrug — Kvalitetspolitik for landbrugsprodukter, B-1049 Bruxelles.