9.7.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 170/9


Meddelelse om afslutning af beskyttelsesundersøgelsen vedrørende importen af visse tekstilvarer med oprindelse i Folkerepublikken Kina

(2005/C 170/03)

1.   INDLEDNING

Kommissionen indledte den 29. april 2005 ved offentliggørelse af en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (1) på eget initiativ en beskyttelsesundersøgelse af importen til Fællesskabet af ni kategorier af varer med oprindelse i Folkerepublikken Kina (i det følgende benævnt »Kina«) i henhold til artikel 10a i Rådets forordning (EØF) nr. 3030/93 (2).

Kommissionen anmodede den 27. maj 2005 om formelle konsultationer med Kina i overensstemmelse med punkt 242 i arbejdsgruppens rapport om Kinas tiltrædelse af WTO og artikel 10a i Rådets forordning (EØF) nr. 3030/93 med hensyn til varer i kategori 4 (T-shirts) og kategori 115 (Garn af hør). Kommissionen havde de første tegn på en uordnet udvikling i handelen med de pågældende varer som følge af markedsforstyrrelser.

2.   AFSLUTNING AF BESKYTTELSESUNDERSØGELSEN

Efter konsultationer, som blev afholdt den 10. juni 2005 i overensstemmelse med punkt 242 i arbejdsgruppens rapport om Kinas tiltrædelse af WTO, enedes Kommissionen og de kinesiske myndigheder om et aftalememorandum vedrørende de kvantitative lofter for import til Fællesskabet af varer med oprindelse i Kina i forbindelse med ti varekategorier, hvoraf seks er omfattet af denne undersøgelse: kategori 4 (T-shirts), kategori 5 (Pullovere), kategori 6 (Benklæder), kategori 7 (Bluser), Kategori 31 (Brystholdere) og kategori 115 (Garn af hør eller ramie). Som resultat af dette aftalememorandum er Rådets forordning (EØF) nr. 3030/93 blevet ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1084/2005 (3), og det er nødvendigt at afslutte den igangværende beskyttelsesundersøgelse vedrørende de pågældende varer.

Hvad angår de resterende varekategorier, der stadig er omfattet af en undersøgelse, nemlig kategori 12, (Strømper og sokker), kategori 15 (Frakker til kvinder) og kategori 117 (Vævede stoffer af hør), og som ikke er indføjet i aftalememorandummet med Kina, finder Kommissionen, at fællesskabsproducenternes generelle situation trods stigningen i importen af varer med oprindelse i Kina ikke kræver, at der indføres foranstaltninger i henhold til punkt 242 i arbejdsgruppens rapport om Kinas tiltrædelse af WTO (4) og artikel 10a i Rådets forordning (EØF) nr. 3030/93 af nedennævnte årsager.

Kategori 12 (Strømper og sokker)

Medens importen af varer i kategori 12 med oprindelse i Kina steg betydeligt i første kvartal i 2005 i forhold til samme periode i 2004, er stigningen i importen af varer med oprindelse i Kina faldende. Stigningen på 305 % i første kvartal af 2005 faldt til 246 % i perioden januar-april 2005.

Hvad angår situationen for fællesskabsproducenter, som fremstiller disse varer, har både produktion og beskæftigelse tilsyneladende været mere eller mindre stabil i første kvartal af 2005 i forhold til samme periode i 2004, også selv om der er tegn på et fald i ordretilgangen.

Kategori 15 (Frakker til kvinder)

Medens importen af varer i kategori 15 med oprindelse i Kina steg betydeligt i første kvartal i 2005 i forhold til samme periode i 2004, var alarmniveauet som defineret i de vejledende retningslinjer for anvendelsen af artikel 10a i Rådets forordning (EØF) nr. 3030/93 ikke nået ved udgangen af de første fire måneder i 2005. Desuden er stigningen i importen af varer med oprindelse i Kina faldende. Stigningen på 181 % i første kvartal af 2005 faldt til 158 % i perioden januar-april 2005.

Selv om stigningen i importen af varer med oprindelse i Kina var stor i procent, blev den helt opvejet af en stigning i det synlige forbrug i Fællesskabet. Udtrykt i absolutte tal steg importen af varer med oprindelse i Kina med 9 mio. enheder i første kvartal af 2005 i forhold til samme periode i 2004, medens det synlige forbrug i Fællesskabet steg med over 10 mio. enheder i samme periode.

Hvad angår situationen for fællesskabsproducenter, som fremstiller disse varer, lader det til, at selv om produktionen faldt lidt i første kvartal af 2005 i forhold til samme periode i 2004, var fortjenstmargenerne for fællesskabsproducenter, som fremstiller disse varer, stabile og positive, og der er ikke bemærket nogen usædvanlig nedgang i beskæftigelsen.

Kategori 117 (Vævet stof af hør)

Medens importen af varer i kategori 117 med oprindelse i Kina steg betydeligt i første kvartal af 2005 i forhold til samme periode i 2004, skete denne stigning (ca. 2 300 tons) i vid udstrækning på bekostning af eksportører i andre tredjelande. Den samlede stigning i importen til Fællesskabet var kun på ca. 700 tons.

De kinesiske gennemsnitlige enhedspriser er lavere end andre større leverandørers, men de var hele tiden stabile i første kvartal af 2005 i forhold til den samme periode i 2004.

Hvad angår situationen for fællesskabsproducenter, som fremstiller disse varer, lader det til, at selv om produktionen faldt betydeligt i første kvartal af 2005 i forhold til samme periode i 2004 (et fald på ca. 4 000 tons), er det ikke klart, om dette fald udelukkende skyldes stigningen i importen af varer med oprindelse i Kina.

3.   KONKLUSION

Af ovennævnte årsager afsluttes den beskyttelsesundersøgelse vedrørende importen af visse tekstilvarer med oprindelse i Folkerepublikken Kina, der blev indledt den 29. april 2005.


(1)  EUT C 104 af 29.4.2005, s. 21.

(2)  EFT L 275 af 8.11.1993, s. 3. Forordning senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 930/2005 (EUT L 162 af 23.6.2005, s. 1).

(3)  EUT L 177 af 9.7.2005, s. 19.

(4)  Dokument WT/MIN(01)3 af 10. november 2001.