[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 17.6.2005

SEK(2005) 805 endelig

KOMMISSIONENS BERETNING

Beretning om konkurencepolitikken 2004

INDHOLDSFORTEGNELSE

Indledning 6

Indledning ved generaldirektøren for konkurrence 6

I - Karteller og monopoler – EF-traktatens artikel 81, 82 og 86 13

A - Rets- og fortolkningsregler 13

1. Modernisering af antitrust-reglerne: gennemførelse af forordning nr. 773/2004, retningslinjer og meddelelser 13

2. Gruppefritagelsesforordning og retningslinjer for teknologi-overførselsaftaler 15

3. Gruppefritagelsesforordninger på transportområdet 18

3.1 Søtransport 18

3.2 Lufttransport 19

4. Revision af procedureregler: ny meddelelse om aktindsigt 20

B - Anvendelse af artikel 81, 82 og 86 22

1. Misbrug af dominerende stilling (EF-traktatens artikel 82) 22

1.1 Beslutninger 22

1.2 Andre sager og afvisning af klager 26

2. Karteller 29

3. Andre aftaler og tilfælde af samordnet praksis 34

3.1 Kommissionens beslutninger 34

3.2 Andre sager 38

3.3 Sektorundersøgelser 40

4. Nationale foranstaltninger (offentlige virksomheder/virksomheder med særlige og eksklusive rettigheder) 42

4.1 Beslutninger 42

4.2 Afvisning af klager 43

C - EKN: Oversigt over samarbejdet 45

1. Generel oversigt 45

2. De nationale domstoles anvendelse af EU’s konkurrenceregler: Rapport om gennemførelsen af artikel 15 i forordning nr. 1/2003 46

3. Energi 48

4. Transport 48

5. Finansielle tjenesteydelser 49

D - Et udvalg af Domstolens og Førsteinstansrettens domme 51

E - Statistikker 56

II - Fusionskontrol 59

A - Lovgivning og fortolkningsregler 60

1. Revision af fusionsforordningen, nye meddelelser og ændring af gennemførelsesforordningen 60

1.1. Ny fusionsforordning: Forordning 139/2004 60

1.2. Revision af gennemførelsesforordningen 60

1.3. Revideret meddelelse om en forenklet procedure 64

1.4. Ny meddelelse om accessoriske begrænsninger 67

1.5. Meddelelse om vurdering af horisontale fusioner 68

B - Kommissionsbeslutninger 70

1. Beslutninger efter artikel 8 70

2. Beslutninger efter artikel 6, stk. 1, litra b), og artikel 6, stk. 2 79

3. Henviste sager 89

4. Tilbagetrukne anmeldelser 90

C - Udvalgte domme 93

D - Statistikker 97

III - Udviklingen i de enkelte sektorer 99

A - Liberaliserede sektorer 99

1. Energi 99

2. Elektronisk kommunikation 101

3. Transport 103

3.1 Lufttransport 103

3.2 Jernbaner 103

4. Finansielle tjenesteydelser 103

B - Andre sektorer 105

1. Liberale erhverv 105

IV - Statsstøttekontrol 109

A - Lovgivning og fortolkningsregler 109

1. Forordninger, retningslinjer og meddelelser 109

1.1. Procedureregler 109

1.2. Forskning og udvikling 112

1.3. Uddannelsesstøtte 113

1.4. Redning og omstrukturering 113

2. Skibsbygning 115

3. Landbrug: Politisk udvikling og lovgivningsinitiativer i 2004 116

4. Fiskeri 119

5. Kul og transport 120

6. Offentlige tjenesteydelser/tjenesteydelser af almen (økonomisk) interesse (public service) 121

7. Gennemsigtighed 123

B - Sager 125

1. Liberaliserede markeder 125

2. Rednings- og omstruktureringsstøtte 127

3. Regionalstøtte 137

4. Beslutning, som ikke vedrører støtte 141

5. Finansiel støtte 142

6. Statsstøtte til forskning og udvikling 146

7. Miljøstøtte 149

8. Udvidelse 152

9. Skibsbygning 154

10. Landbrug 156

11. Fiskeri 162

12. Kul og transport 163

13. Offentlig radio- og tv-spredning, bredbånd, filmindustri 167

C - Håndhævelse af statsstøttebeslutninger 171

1. Indledning 171

2. Individuelle sager 172

D - Domstolens domme 174

E - Statistikker 177

V - Internationale aktiviteter 179

A - Udvidelse og det vestlige Balkan 179

B - Naboskabspolitik 180

C - Bilateralt samarbejde 181

1. Indledning 181

2. Aftaler med USA, Canada og Japan 181

3. Samarbejde med andre lande og regioner 184

D - Multilateralt samarbejde 186

1. Det Internationale Konkurrencenetværk 186

2. OECD 189

VI - Udsigter for 2005 191

1. Karteller og monopoler 191

2. Fusioner 191

3. Statsstøtte 191

4. Internationale aktiviteter 192

Bilag - Sager omhandlet i beretningen 193

1. Artikel 81, 82 og 86 193

2. Fusionskontrol 193

3. Statsstøtte 194

Indledning

Indledning ved generaldirektøren for konkurrence

Indledning ved generaldirektøren for konkurrence

I 2004 blev arbejdet i Generaldirektoratet for Konkurrence berørt af en række større ændringer, nemlig udvidelsen af EU til 25 medlemmer, moderniseringen af konkurrencereglerne, indsættelsen af en ny Kommission i november og den interne reorganisering af generaldirektoratet som følge af modernisering. Disse ændringer afspejles i Kommissionens generelle konkurrencepolitiske målsætninger for 2005 og de efterfølgende år, som er baseret på Kommissionens årlige politikstrategi for 2005 og de politiske prioriteter, som den nye Kommission har fastlagt. Den årlige konkurrenceberetning for 2004 er derfor en kærkommen anledning til at informere offentligheden i almindelighed om, hvilken retning Kommissionens konkurrencepolitiske arbejde vil tage på mellemlang sigt.

Samspillet mellem konkurrencepolitikken og Kommissionens politik på andre områder

I den årlige politikstrategi for 2005, der blev positivt modtaget af Europa-Parlamentet og Rådet, fremhævede Kommissionen øget vækst som den centrale politiske målsætning som led i en løbende indsats for at forbedre den europæiske models konkurrenceevne, samtidig med at velstand, beskæftigelse, samhørighed og miljøbeskyttelse fortsat betragtes som væsentlige elementer. Den tilsigtede forbedring af den økonomiske vækst inden for det indre marked har fået en yderligere geografisk dimension med de ti nye medlemsstaters tiltrædelse. Den vigtigste målsætning på den nye Kommissions politiske dagsorden er at puste nyt liv i Lissabon-processen, der blev lanceret af Det Europæiske Råd i 2000, og hvis overordnede mål er at gøre EU til verdens mest dynamiske og konkurrencedygtige, videnbaserede økonomi. Kommissionen vil i sine bestræbelser på at nå Lissabon-målene tage hensyn til anbefalingerne fra arbejdsgruppen på højt niveau, ledet af Wim Kok.

Til støtte for de rammer for konkurrenceevnen, der er fastlagt i den årlige politikstrategi for 2005, vil Kommissionen gå videre med sin gennemgribende revision af konkurrencereglerne, især på statsstøtteområdet, og fortsætte den modernisering af kartel- og monopolreglerne og de vidtgående reformer inden for fusionskontrollen, der blev påbegyndt i 2004. I denne forbindelse vil Kommissionen fremme en aktiv håndhævelse af konkurrencereglerne overalt i EU.

Sammen med den strenge gennemførelse af konkurrencepolitikken kan screeningen af den europæiske lovgivning for at måle dens virkninger på konkurrencen inden for forskellige erhvervssektorer, såsom liberaliserede netindustrier og finansielle tjenester, få en særdeles positiv indvirkning på den europæiske økonomis konkurrenceevne og vækst og på det indre marked og dermed tilgodese forbrugernes interesser og styrke deres tillid.

Blandt de prioriterede politikområder, der i Kok-rapporten blev påvist som forudsætninger for, at Lissabon-målene kan nås, kan konkurrencepolitikken bidrage væsentligt med hensyn til følgende tre aspekter:

Fremme af vidensamfundet . Et stærkt konkurrencepres er et kraftigt incitament for virksomhederne til fortsat at beskæftige sig med innovation og forskning og udvikling (F&U). Ved at styrke innovationsincitamenterne og samtidig fokusere på de restriktioner, der kan hæmme konkurrencen betydeligt, kan konkurrencepolitikken bidrage til at gøre EU-økonomierne mere dynamiske og dermed til at nå Lissabon-målene. Især kan statsstøttepolitikken bidrage til vidensamfundet gennem en mere målrettet anvendelse af de offentlige midler på områder, som f.eks. forskning og udvikling, innovation og uddannelse.

Udvikling af det indre marked . Tolv år efter, at det indre marked er blevet gennemført på papiret, bliver dets potentiale endnu ikke udnyttet fuldt ud. En af årsagerne hertil er, at afskaffelsen af hindringerne for den grænseoverskridende handel ikke automatisk skaber en effektiv konkurrence. Både reglerne og deres håndhævelse skal skabe et klima, der i praksis medfører og fremmer konkurrence, ny markedsadgang og innovation. Såvel håndhævelsen af konkurrencereglerne som fremme af en konkurrencekultur kan medvirke til en forbedring af det indre marked, især i sektorer, der er af central betydning for Lissabon-dagsordenen, fordi de bidrager væsentligt den europæiske økonomi. Åbne og konkurrencedygtige europæiske markeder vil gøre de europæiske virksomheder mere konkurrencedygtige på internationalt plan til gavn for forbrugerne og beskæftigelsen i EU. Selve håndhævelsen af konkurrencereglerne, der skal fjerne de vigtigste hindringer for konkurrencen på markedet, bidrager til at skabe sunde vækstbetingelser.

Etablering af et gunstigt erhvervsklima . Konkurrencepolitikken kan bidrage væsentligt til at skabe gunstige vilkår for erhvervslivet. Statsstøttereglerne spiller en vigtig rolle i bestræbelserne på at skaffe mere risikovillig kapital til nystartede virksomheder og SMV. Desuden bidrager den internationale konkurrencepolitik til at udvikle global samhørighed og til den forudsigelighed, som erhvervslivet har behov for. Endelig kan der på grundlag af de konkurrencepolitiske principper foretages en screening af nye og eksisterende regler på andre vigtige politikområder for at sikre, at regulering ikke hæmmer konkurrencen unødigt. Fremme af en konkurrencekultur kan derfor bidrage til, at EU-reglerne og de nationale regler udformes således, at de fremmer en ordning, der er til gavn for konkurrencen og konkurrenceevnen.

Generelle konkurrencepolitiske mål

Prioritering i håndhævelsen: fokus på de former for konkurrencebegrænsende praksis, der er mest skadelige for den europæiske økonomi . De nye forordninger på kartel- og fusionsområdet vil give Generaldirektoratet for Konkurrence bedre mulighed for at prioritere håndhævelsen af konkurrencereglerne, så der sættes ind mod de former for praksis og de fusioner, der har den mest skadelige indvirkning på forbrugernes velfærd.

På kartel- og monopolområdet er der med forordning nr. 1/2003 indført et nyt håndhævelsessystem, hvor både Kommissionen og medlemsstaterne har kompetence til at anvende EU's konkurrenceregler fuldt ud. Kommissionen og de 25 medlemsstater har til dette formål oprettet et europæisk konkurrencenet, hvor Generaldirektoratet for Konkurrence spiller en central rolle. Det skaber betydelige muligheder for en mere effektiv og aktiv håndhævelse af EU's konkurrenceregler. Det forudsætter dog en bedre kontrol med markederne, for at man kan påvise den praksis, der vil kunne skade konkurrencen og forbrugerne mest. Den nye forordning var desuden første skridt hen imod en styrkelse af privatpersoners muligheder for at anlægge sag om håndhævelse af konkurrencereglerne ved de nationale domstole, som også fik kompetence til at anvende artikel 81, stk. 3. Håndhævelsen af reglerne vil fortsat blive koncentreret om karteller, misbrug af dominans, ulovlig statsstøtte og anvendelse af konkurrencereglerne inden for nyligt liberaliserede og andre regulerede erhvervssektorer.

Inden for fusionskontrollen har den nye forordning forbedret mulighederne for at henvise sager fra medlemsstaterne til Kommissionen og omvendt, hvilket skulle gøre det lettere for Kommissionen at koncentrere sit arbejde om sager med en klar grænseoverskridende virkning. Desuden har det nye væsentlige kriterium, nemlig om fusionen "hæmmer den effektiv konkurrence betydeligt", gjort det klart, at alle konkurrencebegrænsende fusioner er omfattet af den nye forordning.

På statsstøtteområdet vil Generaldirektoratet for Konkurrence især koncentrere sig om håndhævelsen af negative beslutninger og tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte. Desuden vil det øgede internationale samarbejde på såvel bilateralt som multilateralt plan fortsat være afgørende for, at EU’s konkurrencepolitik effektivt kan bekæmpe konkurrencebegrænsende praksis af internationalt omfang.

Forbedring af konkurrenceevnen inden for EU gennem en bedre udformning af reglerne . Regulering på såvel EU-plan som nationalt plan kan unødigt og utilsigtet hæmme konkurrencen og de muligheder, som det indre marked frembyder. Inden for visse sektorer, såsom de liberaliserede netindustrier og især energisektoren, er det nødvendigt, at reglerne skaber betingelser for adgang til markedet og for fremme af konkurrencen. Man bør derfor påvirke medlemsstaternes og EU's lovgivning gennem fremme af en konkurrencekultur og screening af konkurrencepolitikken, så der tages rimeligt hensyn til beskyttelsen af konkurrenceudsatte markeder.

Konkurrencereglerne for kontrol med statsstøtte bør tages op til revision, så de tager mere hensyn til bestemte markedssvigt, der påvirker EU-investeringerne i F&U og adgangen til risikovillig kapital på den ene side og de vedvarende forskelle i regionaludviklingen på den anden side. Tilpasning af reglerne for kontrol med statsstøtte vil bidrage direkte til Kommissionens bestræbelser på at fremme innovation.

Tiltag med fokus på sektorer, som er af afgørende betydning for det indre marked og Lissabon-dagsordenen . Der bør lægges vægt på afskaffelse af hindringerne for konkurrencen inden for de nyligt liberaliserede sektorer og visse andre regulerede sektorer, navnlig telekommunikation, posttjenester, energi og transport. Disse sektorer bidrager betydeligt til mange andre erhvervssektorer og er af væsentlig betydning for Europas konkurrenceevne. En udvidelse af mulighederne for, at et større antal tjenesteudbydere kan konkurrere med hinanden, skulle medføre større valgmuligheder, bedre kvalitet og lavere priser for forbrugerne. Udviklingen i telesektoren i de sidste ti år er et godt eksempel på liberaliseringens gavnlige virkninger.

De nyligt liberaliserede sektorer påvirkes dog af en række konkurrenceforvridninger, der strækker sig fra skadelig kommerciel virksomhedsadfærd til utilfredsstillende regulering eller endog statsstøtte. Der skal tages rimeligt hensyn til, at disse sektorer måske har pligt til at levere public service-ydelser af generel økonomisk interesse. Kommissionen skal dog sikre, at støtte til public service-ydelser ikke overstiger, hvad der er nødvendigt. Desuden skal det fastlægges nærmere, hvilke problemer der bedst løses ved anvendelse af konkurrencereglerne. I denne forbindelse er det vigtigt at tilstræbe en integreret, sektorbestemt regulerings- og håndhævelsespolitik.

En række andre sektorer, der er af betydning for den europæiske økonomis globale konkurrenceevne, er præget af en betydelig selvregulering eller en blanding af selvregulering og statsregulering. Det gælder især finansielle tjenester. Det er et af de vigtigste mål i handlingsplanen for finansielle tjenester at skabe et effektivt og likvidt kapitalmarked. Under den sidste Kommissions embedsperiode blev der taget en række initiativer med hensyn til politikken for det indre marked, der kulminerede i det nye investeringsservicedirektiv. Formålet var at fjerne hindringerne for grænseoverskridende handel med værdipapirer og lette konkurrencen mellem investeringsvirksomheder. Konkurrencepolitikken er et vigtigt supplement til denne liberaliseringsproces. Desuden spiller finansielle privatkundetjenester en væsentlig rolle i EU-borgernes hverdag, og de skal leveres på konkurrencevilkår, der medfører, at den enkelte forbruger kan vælge mellem et større udbud af produkter og tjenester af højere kvalitet til den laveste pris.

Boks 1: Cheføkonomen i Generaldirektoratet for Konkurrence i 2004 Generaldirektoratets cheføkonomgruppe (CET) er en særskilt afdeling direkte under generaldirektøren. Den har ti medlemmer, som alle har en Ph.d.-grad i erhvervsøkonomi. CET's opgaver og rolle kan beskrives således: rådgivning i økonomiske og økonometriske spørgsmål i forbindelse med anvendelse af EU's konkurrenceregler generel rådgivning i konkrete konkurrencesager fra de indledende faser udførlig rådgivning i de vigtigste konkurrencesager, der omfatter indviklede økonomiske spørgsmål, især hvis de kræver en avanceret kvantitativ analyse; det kan indebære, at et medlem af CET udstationeres i den gruppe, der behandler sagen bidrag til udvikling af generelle politikinstrumenter med økonomisk indhold. Bidrag til sager og retningslinjer I 2004 var CET involveret i 33 sager (11 fusionssager, 15 kartelsager og 7 statsstøttesager). Desuden har CET bidraget væsentligt i forbindelse med retningslinjer og generelle politiske spørgsmål. Sagerne udvælges i samråd med generaldirektøren på grundlag af behovet for en mere avanceret økonomisk analyse, især en kvantitativ analyse. I sådanne tilfælde udstationeres et medlem af CET i den gruppe, der behandler sagen, hvor han har adgang til alle oplysninger og deltager i samtlige møder med eksterne eksperter og parterne. De udstationerede medlemmer af CET har i denne gruppe en særlig, uafhængig status og aflægger beretning direkte til cheføkonomen om, hvilken holdning de indtager. Da udarbejdelsen af den økonomiske analyse af en sag er af stor betydning, bliver CET normalt involveret så tidligt som muligt. CET deltager også i den mundtlige høring og i drøftelserne i de interne kontrolpaneler. Cheføkonomen deltager i det ugentlige møde med kommissæren. Han giver desuden skriftlig rådgivning i alle sager, som han har været involveret i. Bidrag til udvikling af generaldirektoratets økonomiske ekspertise. Cheføkonomen bidrager til den generelle debat om økonomiske spørgsmål i hele Generaldirektoratet for Konkurrence og tilrettelægger kurser, seminarer og diskussioner. Endvidere opretholder og styrker han forbindelserne til akademiske kredse. Han har også omstruktureret Den Rådgivende Økonomiske Gruppe for Konkurrencepolitikken (EAGCP), der består af førende erhvervsøkonomiske teoretikere. En af gruppens vigtige funktioner er at afgive en uafhængig udtalelse om brede politiske spørgsmål. EAGCP er opdelt i tre undergrupper på henholdsvis fusions-, kartel- og statsstøtteområdet. |

- Meddelelse fra høringskonsulenten

Kommissionen oprettede stillingen som høringskonsulent for at overlade gennemførelsen af de administrative procedurer i kartel- og fusionssager til en uafhængig person med erfaringer i konkurrencespørgsmål og den fornødne integritet til at kunne bidrage til en objektiv, gennemsigtig og effektiv behandling af disse sager. Høringskonsulentens mandat indeholder en række bestemmelser om udøvelsen af denne funktion. Det omfatter bl.a. en forpligtelse til at udarbejde en endelig rapport om ethvert beslutningsudkast, der forelægges for kommissærkollegiet, med angivelse af, om kontradiktionsretten er blevet overholdt. Det betyder, at de to høringskonsulenter formelt er involveret i samtlige sager, hvor en formel procedure er indledt og afsluttet på denne måde. Siden maj 2004 har disse sager også omfattet de såkaldte "tilsagnsbeslutninger" efter artikel 9 i forordning nr. 1/2003, hvoraf den første var DFB -sagen, der blev afgjort i januar 2005. Undtagelsesvis kan der også ske henvendelse til høringskonsulenterne, inden der indledes en formel procedure, f.eks. når der opstår spørgsmål om fortrolig behandling i forbindelse med oplysninger, der skal medtages i en klagepunktsmeddelelse, eller i forbindelse med den offentlige version af en beslutning. Alt i alt var høringskonsulenterne således formelt involveret i ca. 40 sager i løbet af 2004. Nogle af de vigtigste erfaringer i denne forbindelse beskrives nærmere nedenfor.

Kontradiktionsretten sikret gennem rimelig aktindsigt

Med hensyn til oplysningsgivernes berettigede interesse i at beskytte deres fortrolige oplysninger, offentlighedens interesse i, at konkurrencereglerne overholdes, og beskyttelsen af kontradiktionsretten for de personer, som en klagepunktsmeddelelse er rettet til, har høringskonsulenterne vedtaget en række beslutninger, hvorved de har tilladt eller nægtet parterne indsigt i sagens akter.

I forbindelse med sådanne beslutninger i 2004 tog de stilling til retten til aktindsigt for parter, der modtog en såkaldt faktumbrev ("letter of facts"), hvorved de modtog supplerende oplysninger, der ville blive taget i betragtning i den endelige beslutning. Microsoft og Clearstream er eksempler på sager, hvor parterne fik adgang til supplerende oplysninger under sådanne omstændigheder.

Beskyttelse af virksomhedernes forretningshemmeligheder og berettigede interesse i fortrolig behandling

I tilfælde af uoverensstemmelse mellem Kommissionens berørte tjenestegrene og de deltagende parter er det høringskonsulentens opgave at træffe beslutning om beskyttelse af virksomhedernes forretningshemmeligheder og berettigede interesse i fortrolig behandling. Denne interesse skal afvejes mod parternes interesse i videregivelse af deres oplysninger eller, hvis der er tale om offentliggørelse af en beslutning, mod den offentlige interesse i, at juridiske kredse og erhvervslivet får kendskab til sagens udfald.

I sagen om den belgiske arkitektforening betød risikoen for repressalier, at høringskonsulenten afslog aktindsigt, da parterne herved ville have kunnet identificere den person, der havde givet oplysningerne.

De fleste af høringskonsulenternes beslutninger om videregivelse af potentielt fortrolige oplysninger vedrørte i 2004 spørgsmålet om, hvorvidt offentliggørelsen af Kommissionens endelige beslutninger var lovlig. Der blev herved fastlagt en række principper, som vil blive anvendt i fremtidige sager.

For det første skal enhver anmodning om fortrolig behandling i overensstemmelse med retspraksis ledsages af en begrundelse for, at videregivelse af de angiveligt fortrolige oplysninger kunne skade virksomheden alvorligt[1]. For det andet er risikoen for private søgsmål som følge af offentliggørelse af oplysningerne ikke i sig selv et gyldigt modargument. Skadeserstatning som følge af en overtrædelse af konkurrencereglerne ville være den rette og ønskelige konsekvens af denne konkurrencebegrænsende adfærd[2]. For det tredje er det ikke høringskonsulenternes opgave at afgøre, om det er nødvendigt at offentliggøre dele af de endelige beslutninger for at sikre, at de forstås korrekt. Om en oplysning er relevant for den samlede forståelse af beslutningen, vil kun blive undersøgt, hvis den pågældende passage omfatter fortrolige oplysninger.

Desuden blev der i 2004 indført en procedure, som skal anvendes, inden der træffes retligt bindende beslutninger om videregivelse af fortrolige oplysninger, og som har til formål at undgå retstvister, hvor det er muligt. Høringskonsulenten kan i første omgang foreslå et foreløbigt standpunkt. Det er kun i de tilfælde, hvor dette forslag afvises inden for en given periode, at høringskonsulenten vedtager en bindende beslutning, som kan indbringes for Retten i Første Instans. I mange sager har denne nye praksis bidraget til at undgå den såkaldte "Akzo-procedure". Ved sidstnævnte procedure vedtager høringskonsulenten på Kommissionens vegne en formel, bindende beslutning om videregivelse af potentielt fortrolige oplysninger, og denne beslutning kan indbringes for Retten i Første Instans.

Tilrettelæggelse og gennemførelse af mundtlige høringer

Mundtlige høringer giver parterne mulighed for at supplere deres skriftlige svar på de konkurrencemæssige betænkeligheder, Kommissionen har givet udtryk for, ved at redegøre mundtligt for de vigtigste spørgsmål over for et bredt publikum, hvor de samtidig har lejlighed til at besvare spørgsmål og deltage direkte i diskussioner med Kommissionens berørte tjenestegrene og repræsentanter for medlemsstaterne. Det kan også være en enestående lejlighed for klagere og andre interesserede parter i sagen til at lytte til og direkte kommentere de punkter, der tages op til diskussion. Dette var netop situationen i Microsoft -sagen, hvor repræsentanter for alle implicerede parter efter fem års undersøgelse og skriftlig procedure, herunder tre klagepunktsmeddelelser, skriftlige svar og skriftlige bemærkninger fra mange udenforstående parter, satte sig sammen for første gang og i tre dage fremkom med deres synspunkter og kommenterede de andres til gavn for alle implicerede.

Det er høringskonsulenternes erfaring, at redegørelserne under den mundtlige høring og de spørgsmål, der stilles, uvægerligt fører til bedre forståelse af de pågældende problemer. Høringskonsulenternes opgave med at tilrettelægge og gennemføre mundtlige høringer i kartel- og fusionssager er derfor af stor betydning, da høringerne er et vigtigt led i den samlede sagsbehandling. Høringerne tilrettelægges i nær kontakt med de berørte parter. Medlemsstaternes konkurrencemyndigheder og alle Kommissionens berørte tjenestegrene indbydes til at deltage i høringerne. Høringskonsulenterne har indført et krav om, at den direktør, der har ansvaret for undersøgelsen af sagen, skal deltage i den mundtlige høring, og dette krav er blevet godkendt af kommissæren.

Under høringen kan høringskonsulenterne tillade, at der fremlægges nye dokumenter efter anmodning fra Kommissionens berørte tjenestegrene, de deltagende parter eller andre interesserede parter. I de nye regler, der blev indført i løbet af 2004 for både fusions- og kartelsager, er det udtrykkeligt anført, at alle deltagende parter kan stille spørgsmål under høringskonsulentens ledelse. Selv om denne nye praksis fortsat anvendes på forsøgsbasis, har den øget informationsudvekslingen.

I nogle tilfælde, som f.eks. i kolinklorid -sagen, accepterede høringskonsulenterne, at der blev fremsat nye beviser under den mundtlige høring. Som det fremgår af de endelige rapporter, der er offentliggjort i 2004, har nogle mundtlige høringer, som f.eks. i fusionssagen om Sony/BMG , medført ændringer i sagsbehandlingen.

Gennem de mundtlige høringer bliver høringskonsulenterne desuden mere opmærksomme på sagens kritiske aspekter og får mulighed for at gå mere aktivt ind i den videre sagsbehandling, eventuelt ved at fremsætte bemærkninger i overensstemmelse med mandatet.

Rådgiver for konkurrencekommissæren

Høringskonsulenternes primære opgave er at sikre, at parternes kontradiktionsret overholdes, og at alle berørte parter undergives en retfærdig sagsbehandling. Høringskonsulenterne kan dog i forbindelse med den foreløbige rapport, eller når de i almindelighed aflægger beretning for kommissæren med henvisning til høringens indhold, benytte lejligheden til at gøre kommissæren specielt opmærksomt på et materielt spørgsmål, der er opstået i en sag, hvis de mener, at dette vil forbedre den endelige beslutning. I 2004 arbejdede høringskonsulenterne på at opnå en klarere udformning af de endelige beslutninger. De fremsatte bemærkninger i en række sager, især kartelsager, som bidrog til en forbedring af beslutningsprocessen og i sidste instans de endelige beslutninger.

Høringskonsulenterne drøftede også en række politikspørgsmål med Generaldirektoratet for Konkurrence. Disse drøftelser omfattede bl.a. revision af Kommissionens meddelelse om aktindsigt, tilpasning af reglerne for erklæringer efter Kommissionens samarbejdsmeddelelse til udenlandske jurisdiktioners oplysningsregler, idet retten til aktindsigt overholdes, og høringskonsulenternes rolle som potentielle mæglere ved uenighed mellem Generaldirektoratet for Konkurrence og virksomheder om, hvorvidt et dokument skal behandles fortroligt.

I - Karteller og monopoler – EF-traktatens artikel 81, 82 og 86

A - RETS- OG FORTOLKNINGSREGLER

1. MODERNISERING AF ANTITRUST-REGLERNE: GENNEMFØRELSE AF FORORDNING NR. 773/2004, RETNINGSLINJER OG MEDDELELSER

1. Den 1. maj trådte det nye system for anvendelse af traktatens artikel 81 og 82 i kraft, og forordning nr. 17/62 blev ophævet. Som supplement til forordning nr. 1/2003[3] og efter omfattende konsultationer vedtog Kommissionen en moderniseringspakke bestående af en ny kommissionsforordning om procedurerne i antitrust-sager samt seks nye meddelelser fra Kommissionen, der indeholder vejledning om en række vigtige aspekter af det nye system. De forskellige dele af moderniseringspakken er beskrevet nedenfor.

Gennemførelsesforordningen[4]

2. Gennemførelsesforordningen indeholder detaljerede regler om især indledningen af procedurer, mundtlige udtalelser, klager, høring af parter, aktindsigt og behandlingen af fortrolige oplysninger i konkurrencesager indledt af Kommissionen.

Meddelelsen om netværket af konkurrencemyndigheder[5]

3. I denne meddelelse beskrives de væsentligste dele af samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaternes konkurrencemyndigheder inden for rammerne af Det Europæiske Konkurrencenetværk. I meddelelsen gennemgås principperne for, hvordan netværkets medlemmer skal dele behandlingen af en sag mellem sig. I denne henseende følger meddelelsen Rådets og Kommissionens fælles erklæring[6], der blev udsendt samme dag, som forordning nr. 1/2003 blev vedtaget. Der er blevet fundet særlige løsninger på problemet med samspillet mellem informationsudvekslingen mellem myndigheder i henhold til artikel 11, stk. 2 og 3, og artikel 12 i forordning nr. 1/2003 og anvendelsen af reglerne for favorabel behandling. Medlemsstaternes myndigheder[7] har underskrevet en erklæring om, at de vil overholde de principper, der er fastsat i Kommissionens meddelelse.

Meddelelse om samarbejdet med nationale domstole[8]

4. Det er meningen, at meddelelsen skal fungere som et praktisk redskab for de nationale domstole, når de anvender artikel 81 og 82 i overensstemmelse med forordning nr. 1/2003. I denne meddelelse har man samlet EF-Domstolens retspraksis på området for at afklare den proceduremæssige kontekst, som de nationale domstole fungerer inden for. Der er lagt særlig vægt på den situation, hvor nationale domstole behandler en sag parallelt med eller efter Kommissionen. Forordning nr. 1/2003 indeholder desuden et udtrykkeligt retsgrundlag for, at de nationale domstole kan anmode Kommissionen om en udtalelse eller om oplysninger, den er i besiddelse af, og den giver Kommissionen mulighed for under bestemte omstændigheder at fremsætte skriftlige og mundtlige indlæg for de nationale domstole. Meddelelsen indeholder en beskrivelse af, hvordan dette samarbejde skal fungere.

Meddelelse om behandling af klager[9]

5. Denne meddelelse indledes med en række generelle oplysninger om konkurrencemyndighedernes og domstolenes forskellige roller og vejledning i, hvordan potentielle klagere bedst afgør, om de bør rette henvendelse til Kommissionen, en national konkurrencemyndighed eller en national domstol. Størstedelen af meddelelsen består af en redegørelse for, hvordan Kommissionen behandler klager på konkurrenceområdet, og for de gældende procedurer. I henhold til meddelelsen skal Kommissionen bestræbe sig på senest fire måneder efter modtagelsen af en klage at meddele de klagende parter, om den på baggrund af klagen agter at gennemføre en komplet undersøgelse.

Meddelelse om vejledningsskrivelser[10]

6. Et af formålene med forordning nr. 1/2003 er at give Kommissionen mulighed for at koncentrere sig om afsløringen af alvorlige overtrædelser af konkurrencereglerne. Afskaffelsen af anmeldelsessystemet er et vigtigt element i denne sammenhæng. I et begrænset antal tilfælde, hvor der melder sig helt nye spørgsmål vedrørende artikel 81 og 82, vil det imidlertid også være rimeligt, at Kommissionen tilbyder virksomhederne skriftlig vejledning (i form af vejledningsskrivelser), hvis dette i øvrigt kan forliges med dens øvrige prioriteringer på håndhævelsesområdet. Meddelelsen indeholder nærmere oplysninger om sådanne skrivelser.

Meddelelse om begrebet påvirkning af handelen [11]

7. Handelspåvirkningskriteriet er et jurisdiktionskriterium, som definerer anvendelsesområdet for traktatens artikel 81 og 82. Det bestemmer også anvendelsesområdet for artikel 3 i forordning nr. 1/2003. Derfor tilkendegav medlemsstaterne et klart ønske om en fortolkningsmeddelelse om dette begreb. I meddelelsen beskrives gældende retspraksis, og der gøres ingenlunde forsøg på at begrænse anvendelsesområdet for artikel 81 og 82. I meddelelsen er der også fastsat en kvantitativ tærskel, som Kommissionen i forbindelse med behandlingen af en given sag vil benytte som grundlag for en formodning om, at handelen ikke påvirkes, så længe de berørte virksomheders sammenlagte årsomsætning i EU inden for de produkter, der er omfattet af aftalen, ikke overskrider 40 mio. EUR, og så længe parternes (sammenlagte) markedsandel ikke overskrider 5 % på nogen af de relevante markeder i EU.

Retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 81, stk. 3[12]

8. Et af hovedpunkterne i reformen er, at medlemsstaternes domstole og konkurrencemyndigheder har fået beføjelse til at anvende artikel 81, stk. 3. Meddelelsen opstiller et sæt rammer for anvendelsen af artikel 81, stk. 3, og giver vejledning i, hvordan hver af de fire kumulative betingelser, bestemmelsen indeholder, skal anvendes. Meddelelsen indeholder en liste over de forskellige typer effektivitetsgevinster, der kan fremme den økonomiske udvikling som omhandlet i den første betingelse. Den forklarer også begrebet forbruger og kravet om, at de skal have en rimelig andel af fordelen ved de effektivitetsgevinster, der følger af aftalen. De konkurrenceskadelige virkninger af aftalen vurderes med udgangspunkt i artikel 81, stk. 1, mens de konkurrencefremmende virkninger vurderes og afvejes mod de konkurrenceskadelige virkninger under artikel 81, stk. 3.

2. Gruppefritagelsesforordning og retningslinjer for teknologi-overførselsaftaler

9. Som led i den gennemgribende reform af reglerne for håndhævelse af forbuddet mod karteller og monopoler vedtog Kommissionen den 7. april nye regler i form af en ny gruppefritagelsesforordning, nemlig Kommissionens forordning (EF) nr. 772/2004[13], og et sæt retningslinjer[14] om licensering af patenter, knowhow og softwarerettigheder. Siden den 1. maj 2004 har det været muligt at henføre licensaftaler under en række forbedrede undtagelsesbestemmelser, hvilket betyder, at det ikke længere er nødvendigt at foretage en individuel undersøgelse af en række aftaler. De nye regler gør det nemmere at indgå licensaftaler, og de har mindsket den administrative byrde for virksomhederne, men sikrer samtidig en effektiv kontrol med licensaftaler mellem virksomheder med betydelig markedsstyrke. De nye regler forventes at bidrage til en bedre spredning af teknologi i EU og dermed til opfyldelsen af Lissabon-målene.

10. Inden den endelige udformning af de nye regler blev der gennemført en omfattende høring[15], som vakte stor interesse blandt alle berørte parter, der bidrog med mange detaljerede og særdeles nyttige kommentarer. De nye regler erstatter forordning nr. 240/96[16], der er blevet kritiseret for sit snævre anvendelsesområde og den formalistiske karakter. De nye regler følger nøje modellen for Kommissionens nye generation af gruppefritagelsesforordninger. Der kan især fremhæves følgende generelle kendetegn:

- Gruppefritagelsesforordningen indeholder kun en sort liste[17]: alt, hvad der ikke eksplicit er udelukket fra gruppefritagelsesforordningens anvendelsesområde, er nu fritaget. Dermed har virksomhederne større frihed til at udforme deres licensaftaler i overensstemmelse med deres kommercielle behov.

- De nye regler dækker alle typer teknologioverførselsaftaler vedrørende produktion af varer og tjenesteydelser, dvs. ikke kun aftaler om licenser på patenter og knowhow, men også aftaler om licenser på mønsterrettigheder og softwarerettigheder. Når Kommissionen ikke har beføjelse til at vedtage en gruppefritagelsesforordning[18], f.eks. i forbindelse med patentpuljer og ophavsrettigheder i almindelighed, indeholder meddelelsen klare oplysninger om den fremtidige håndhævelsespolitik.

- De nye regler skelner klart mellem licensaftaler mellem konkurrenter (der med størst sandsynlighed vil være til skade for konkurrencen) og licensaftaler mellem ikke-konkurrenter. Der opereres således ikke med samme lister over kvalificerede begrænsninger, dvs. særligt alvorlige begrænsninger.

- Gruppefritagelsesforordningens såkaldt sikre havn tilgodeser kun licensaftaler mellem konkurrenter med en sammenlagt markedsandel på under 20 % og aftaler mellem ikke-konkurrenter med en sammenlagt markedsandel på under 30 %. Markedsandelen skal beregnes for både de berørte relevante produktmarkeder og teknologimarkedet[19].

- En licensaftale kan ikke henføres under gruppefritagelsen, hvis den indeholder kvalificerede begrænsninger af konkurrencen.

- Skønt bestemte begrænsninger ikke er omfattet af gruppefritagelsen, kan resten af aftalen meget vel være det[20].

11. Listen over kvalificerede konkurrencebegrænsninger i forordningens artikel 4 viser, hvilke begrænsninger der får aftalen som helhed til at falde uden for gruppefritagelsen. I sådanne tilfælde vil artikel 81, stk. 3, næppe heller finde individuel anvendelse[21].

12. Ved licensaftaler mellem konkurrenter betragtes følgende begrænsninger som kvalificerede begrænsninger: a) prisfastsættelse, b) produktionsbegrænsninger, c) opdeling af markeder eller fordeling af kunder, d) begrænsning af licenstagerens muligheder for at udnytte egen teknologi og e) begrænsning af parternes muligheder for at udføre forskning og udvikling (medmindre denne begrænsning er nødvendig for at forhindre tredjeparter i at få kendskab til den overførte teknologi). Ved licensaftaler mellem ikke-konkurrenter betragtes følgende begrænsninger som kvalificerede begrænsninger: a) vertikal prisfastsættelse, b) begrænsning af licenstagerens passive salg og c) begrænsning af licenstagerens aktive og passive salg inden for et selektivt distributionssystem. Artikel 4 indeholder også specifikke undtagelser fra begge lister over kvalificerede begrænsninger.

13. I retningslinjerne præciseres det, at der ikke hersker nogen ugyldighedsformodning i relation til aftaler, der falder uden for gruppefritagelsen, forudsat at de ikke indeholder kvalificerede konkurrencebegrænsninger. Især gælder det, at der ikke er nogen formodning for, at artikel 81, stk. 1, finder anvendelse, blot fordi markedsandelstærsklerne er overskredet. Der er behov for en individuel vurdering baseret på principperne i retningslinjerne.

14. For at gøre bedømmelsen af aftaler, der falder uden for gruppefritagelsesforordningen, mere forudsigelig og begrænse de detaljerede analyser til sager, hvor der er sandsynlighed for reelle konkurrenceproblemer, har Kommissionen afgrænset endnu en såkaldt sikker havn i retningslinjerne. Den mener, at når bortses fra aftaler, der indeholder kvalificerede begrænsninger, er det usandsynligt, at artikel 81 vil være overtrådt, når der findes fire eller flere selvstændigt kontrollerede teknologier foruden de teknologier, der kontrolleres af aftaleparterne, der kan substituere den overførte teknologi til en sammenlignelig pris for brugeren.

15. Retningslinjerne fastsætter ikke blot de generelle rammer for analysen af licensaftaler, men indeholder også særskilte afsnit om anvendelsen af artikel 81 på forskellige typer begrænsninger i forbindelse med licensaftaler, herunder royalties-forpligtelser, eksklusivlicenser og salgsbegrænsninger, produktionsbegrænsninger, begrænsninger med hensyn til anvendelsesområde, begrænsninger til produktion til eget brug, koblingssalg og "bundling" samt konkurrenceklausuler. De indeholder også et afsnit om vurderingen af teknologipuljer[22].

3. Gruppefritagelsesforordninger på transportområdet

3.1 Søtransport

Revision af Rådets forordning (EØF) nr. 4056/86

16. Kommissionen har gjort store fremskridt med sin revision af forordning (EØF) nr. 4056/86, som blev indledt i marts 2003. I kraft af denne forordning finder EU's konkurrenceregler anvendelse på søtransport, og et af hovedformålene med revisionen er at undersøge, om det fortsat er berettiget at operere med en fritagelse efter traktatens artikel 81, stk. 3, for prisfastsættelse og regulering af transportkapacitet inden for linjekonferencer.

17. Efter en omfattende høringsrunde, der resulterede i 36 skriftlige svar på et høringsdokument, blev der den 28. maj afholdt et uformelt møde mellem Kommissionen og medlemsstaternes transport- og konkurrencemyndigheder, hvor de hidtidige resultater af revisionsarbejdet blev drøftet. Disse drøftelser resulterede i, at Kommissionen den 13. oktober vedtog en hvidbog[23], hvori den konstaterede, at der ikke fandtes afgørende økonomiske beviser for, at de begrundelser, der lå til grund for gruppefritagelsen i 1986, stadig var gyldige under de aktuelle markedsvilkår og i forhold til de fire kumulative betingelser i traktatens artikel 81, stk. 3. Derfor overvejede Kommissionen at ophæve gruppefritagelsen for linjekonferencer. I sin hvidbog lod Kommissionen dog døren stå åben for eventuelle alternativer til det aktuelle linjekonferencesystem på ruter til og fra EU. Linjerederiernes forening European Liners Affairs Association (ELAA) er allerede fremkommet med en række konkrete forslag. Inden den tager stilling hertil, har Kommissionen opfordret interesserede tredjeparter til at indsende eventuelle bemærkninger og alternative forslag.

Modernisering af Kommissionens forordning (EF) nr. 823/2000 (konsortier)

18. Kommissionens forordning (EF) nr. 823/2000 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på visse kategorier af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis mellem linjerederier (konsortier) indeholder en gruppefritagelse for konsortieaftaler inden for søtransport. Formålet med en konsortieaftale mellem to eller flere rederier, der driver international linjeskibsfart, er at etablere et samarbejde, der kan øge produktiviteten og forbedre servicekvaliteten, og at tilskynde til øget brug af containere samt en mere effektiv udnyttelse af skibskapaciteten.

19. Med udsigten til, at forordningen udløber den 25. april 2005, lancerede Kommissionen i juni måned en offentlig høring[24] om de forskellige muligheder med hensyn til den fremtidige lovgivning på dette område og især for at indhente synspunkter fra skibsfarten, medlemsstaterne og andre interesserede parter. Denne høring fandt sted på baggrund af den igangværende revision af gruppefritagelsen for aftalen mellem linjekonferencer, der er indeholdt i forordning (EØF) nr. 4056/86. Den 23. december offentliggjorde Kommissionen et foreløbigt udkast til en forordning om ændring af Kommissionens forordning (EF) nr. 823/2000 og opfordrede interesserede parter til at indsende deres bemærkninger[25].

3.2 Lufttransport

Udvidelse af Kommissionens beføjelser til at anvende konkurrencereglerne på den internationale luftfart – ændring af forordning 3975/87 og 3976/87

20. Den 26. februar vedtog Rådet forordning (EF) nr. 411/2004[26] om ændring af to eksisterende forordninger vedrørende luftfartssektoren[27] og forordning (EF) nr. 1/2003. I al korthed vil forordning nr. 1/2003 herefter også finde anvendelse på luftfarten mellem EU og tredjelande. Desuden udvides anvendelsesområdet for den rådsforordning, der giver Kommissionen beføjelse til at udstede gruppefritagelsesforordninger for bestemte dele af luftfartssektoren (herunder beflyvningen af lange ruter). Indtil vedtagelsen af denne forordning havde Kommissionen ingen effektive beføjelser til at gribe ind i sager vedrørende luftfart mellem EU og tredjelande, skønt der ikke herskede nogen tvivl om, at konkurrencereglerne også fandt anvendelse på disse ruter[28]. Anvendelsen af forordning nr. 1/2003 på al luftfart, uanset hvilke ruter der er tale om, betyder, at luftfartssektoren nu endelig er omfattet af de generelle regler for anvendelsen af antitrust-lovgivningen. Forordning nr. 411/2004 trådte i kraft den 1. maj sammen med moderniseringspakken.

Revision af Kommissionens forordning (EØF) nr. 1617/93

21. Det centrale element i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1617/93, der ophørte med at gælde den 30. juni 2005, er den undtagelse, der gælder for IATA-takstkonferencer på EU-interne ruter. Kommissionen har indledt en revision af forordning nr. 1617/93 og udsendte den 30. juni et høringsdokument, hvori den opfordrede regeringerne, luftfartsindustrien og forbrugerne til at indsende bemærkninger til en række centrale emner forbundet med vurderingen af disse takstkonferencer efter traktatens artikel 81, stk. 3.

22. Kommissionen modtog i alt 52 svar, og analysen heraf viste, at der var behov for en nærmere granskning af bestemte spørgsmål. Der blev derfor udarbejdet et diskussionsoplæg, som skulle sikre gennemsigtighed i beslutningsprocessen og give offentlige myndigheder og industrien mulighed for at fremsætte bemærkninger en sidste gang.

4. Revision af procedureregler: ny meddelelse om aktindsigt

23. Aktindsigt er et vigtigt procedureelement i alle konkurrencesager og beskytter retten til kontradiktion i alle omtvistede antitrust- og fusionssager. Når Kommissionen har udsendt en klagepunktsmeddelelse, sætter retten til aktindsigt adressaterne i stand til at gøre sig bekendte med bevismaterialet i Kommissionens sagsakter, så de kan udtale sig om de konklusioner, som Kommissionen er nået frem til i klagepunktsmeddelelsen[29]. For at skabe større gennemsigtighed omkring Kommissionens håndtering af anmodninger om aktindsigt[30] har Kommissionen indledt en revision af den nugældende meddelelse om aktindsigt, der stammer fra 1997[31]. Med udgangspunkt i erfaringerne med anvendelsen af meddelelsen fra 1997 tager revisionen hensyn til udviklingen i såvel Kommissionens praksis[32] som den seneste retspraksis[33]. Revisionen tjener desuden til at sikre, at reglerne for aktindsigt er forenelige med de moderniserede antitrust- og fusionsregler samt høringskonsulentens nuværende kompetenceområde[34].

24. Efter afslutningen af drøftelserne med medlemsstaterne offentliggjorde Kommissionen den 21. oktober et udkast til en meddelelse om reglerne for indsigt i Kommissionens sagsakter i forbindelse med antitrust- og fusionssager[35] og lancerede en offentlig høring om udkastet. Kommissionen modtog omkring 20 svar fra især dommere, advokater og lign., men også fra forbrugerorganisationer og fagforeninger.

25. Hovedelementerne i udkastet er følgende:

- en skelnen mellem retten til indsigt i en sags akter (for de parter, som klagepunktsmeddelelsen er rettet til) og adgang til bestemte dokumenter (for klagere i antitrustsager og andre implicerede parter i fusionssager)

- en definition af udtrykket "Kommissionens sagsakter" og en klar skelnen mellem dokumenter med og uden aktindsigt

- en skelnen mellem antitrust- og fusionssager for så vidt angår det tidspunkt, på hvilket der kan gives aktindsigt

- en beskrivelse af procedurerne for behandling af fortrolige oplysninger og af tilrettelæggelsen af aktindsigten samt en beskrivelse af de gældende procedurer i tilfælde af uenighed om anmodninger om fortrolig behandling, herunder høringskonsulentens rolle.

B - ANVENDELSE AF ARTIKEL 81, 82 OG 86

1. MISBRUG AF DOMINERENDE STILLING (EF-TRAKTATENS ARTIKEL 82)

1.1 Beslutninger

CEWAL

26. Den 30. april vedtog Kommissionen en beslutning, hvori den pålagde det belgiske rederi Compagnie Maritime Belge ("CMB") en bøde på 3,4 mio. EUR. Bøden blev pålagt på grund af CMB’s rolle i det misbrug, linjekonferencen Associated Central West Africa Lines (Cewal), som CMB var medlem af, gjorde sig skyldig i sidst i 1980’erne[36].

27. En tidligere beslutning[37], hvori fire af Cewals medlemmer, herunder CMB, fik pålagt bøder, blev delvis annulleret af Domstolen, hvad bøderne angik[38]. Domstolen fandt, at Kommissionen havde begået en procedurefejl ved ikke tydeligt at angive i den klagepunktsmeddelelse, der gik forud for beslutningen, at den ville pålægge de enkelte medlemmer af Cewal bøder.

28. For at overtrædelserne ikke skulle gå ustraffet hen (både Førsteinstansretten og Domstolen afviste klagen over, at der skulle være tale om overtrædelser), vedtog Kommissionen en ny beslutning, hvori CMB blev pålagt en bøde efter en ny procedure i overensstemmelse med Domstolens afgørelser[39]. Denne beslutning bygger udelukkende på de samme faktuelle forhold som den oprindelige beslutning.

29. Beregningen af bøden er baseret på en vurdering af virkningen af CMB’s adfærd i forhold til de øvrige medlemmer af Cewal. CMB blev pålagt en lavere bøde end i den oprindelige beslutning, da man ikke længere tog hensyn til visse skærpende omstændigheder, der gjaldt på tidspunktet for den oprindelige beslutning.

Clearstream [40]

30. Den 2. juni vedtog Kommissionen en beslutning, hvori den fastslog, at Clearstream Banking AG og virksomhedens moderselskab, Clearstream International SA ("Clearstream"), overtrådte EF-traktatens artikel 82 ved at afvise at yde Euroclear Bank SA ("Euroclear Bank") grænseoverskridende clearing og afvikling af værdipapirer[41] og ved at afkræve diskriminerende priser til skade for denne kunde.

31. Clearstream Banking AG er Tysklands eneste Wertpapiersammelbank (værdipapircentral[42]). Kommissionen fandt, at Clearstream i referenceperioden, 1997 til udgangen af 2001, havde en dominerende stilling inden for grænseoverskridende clearing og afvikling for mellemmænd i andre medlemsstater.

32. Leveringsnægtelsen vedrørte registrerede aktier[43] udstedt under tysk lov. Mens konkurrenceloven anerkender virksomhedernes ret til frit at vælge deres handelspartnere, har virksomheder med en dominerende stilling et særligt ansvar. I den foreliggende sag betegnes Clearstreams adfærd som leveringsnægtelse, fordi:

- Clearstream Banking AG er den eneste endelige depositar af tyske værdipapirer i kollektiv sikker forvaring, som i dag er den eneste betydelige form for forvaring af handlede værdipapirer. Det er ikke realistisk at nye aktører skulle få adgang til denne aktivitet i den nærmeste fremtid. Derfor kan Clearstream Banking AG betragtes som en uundgåelig handelspartner

- Euroclear Bank kunne ikke selv udføre de tjenester, virksomheden anmodede om, og

- Clearstreams adfærd hæmmede Euroclear Banks muligheder for at yde effektiv grænseoverskridende clearing og afvikling til klienter på det indre marked.

33. Euroclear Bank modtog de tjenester, virksomheden ønskede, i november 2001, over to år efter at have anmodet om det. I hele perioden afviste Clearstream Banking AG at foretage clearing og afvikling af registrerede aktier for Euroclear Bank. Clearstreams forhaling af Euroclear Banks anmodning står i kontrast til den normale periode på højst fire måneder, som andre lignende kunder måtte vente på clearing og afvikling.

34. Med hensyn til prisdiskrimination fandt Kommissionen, at Clearstream i perioden fra januar 1997 til januar 2002 afkrævede Euroclear Bank en højere pris pr. transaktion, end andre værdipapircentraler uden for Tyskland skulle betale for tilsvarende ydelser. Kommissionen foretog en grundig undersøgelse af indholdet af ydelserne og omkostningerne ved at levere dem for at afgøre, om prisforskellen kunne være begrundet, og konkluderede, at det ikke var tilfældet.

35. Kommissionen besluttede ikke at pålægge bøder. Den tog blandt andet hensyn til, at der ikke findes fællesskabsretspraksis om konkurrenceanalyse af clearing og afvikling. Desuden foregår der en bred debat om clearing og afvikling i forskellige institutioner og fora for bedre at definere de forskellige aktørers rolle i industrien.

Microsoft

36. Den 24. marts vedtog Kommissionen en forbudsbeslutning og pålagde Microsoft Corporation ("Microsoft") bøder i medfør af EF-traktatens artikel 82[44]. I beslutningen konkluderede man, at Microsoft havde misbrugt sin dominerende stilling på markedet for styresystemer til pc’er[45] på to måder.

1) Nægtelse af at afgive oplysninger om interoperabilitet

37. Microsoft tilbageholdt oplysninger fra konkurrenter på markedet for styresystemer til arbejdsgruppeservere, der var nødvendige, for at deres produkter fuldt ud kunne bruges sammen med Microsofts dominerende styresystem for pc’er, Windows. Mens Microsoft tidligere havde afgivet denne type oplysninger om interoperabilitet, da virksomheden gik ind på markedet for styresystemer til arbejdsgruppeservere, nægtede den nu at afgive sådanne oplysninger til sine konkurrenter, hvilket betød en afbrydelse af den hidtidige informationsmængde. I 1998 afviste Microsoft en formel anmodning fra Sun om sådanne oplysninger om interoperabilitet. På baggrund af en omfattende markedsanalyse konkluderede Kommissionen, at de pågældende oplysninger var uundværlige for at kunne konkurrere på markedet for styresystemer til arbejdsgruppeservere, og at Microsoft ved at tilbageholde dem havde været i stand til at etablere en dominerende stilling, og at der var en risiko for at udelukke enhver form for resterende konkurrence på dette marked. Kommissionen konkluderede endvidere, at Microsofts leveringsnægtelse begrænsede den tekniske udvikling til skade for forbrugerne. Hvis konkurrenterne havde adgang til de tilbageholdte oplysninger, ville de være i stand til at give forbrugerne nye og forbedrede produkter uden at kopiere Microsofts egne tilbud.

2) Binding af Windows Media Player til Windows

38. Microsoft skadede konkurrencen på markedet for streaming media players ved at binde et særskilt produkt, Windows Media Player, til Microsofts dominerende styresystem for pc’er, Windows. Denne binding betød, at Windows Media Player ligesom Windows var at finde overalt, hvilket gav indholdsudbydere og softwareudviklere et kunstigt incitament til at benytte Windows Media-teknologi, og forhindrede andre streaming media players i at konkurrere på grundlag af deres egne kvaliteter. Beslutningen viser, at Microsoft havde opnået et markant forspring for sine konkurrenter, siden virksomheden indførte denne binding i midten af 1999.

39. Kommissionen konkluderede, at Microsofts misbrug udgjorde en meget alvorlig overtrædelse af EU’s konkurrenceregler og pålagde Microsoft en bøde på 497,196 mio. EUR[46].

40. For at afslutte overtrædelsen krævede Kommissionen, at Microsoft skulle træffe følgende overordnede afhjælpende foranstaltninger:

- afgive de relevante oplysninger om interoperabilitet og stille dem til rådighed for udvikling af kompatible produkter til styresystemer til arbejdsgruppeservere ("interoperabilitetsforanstaltningen")

- stille en udgave af pc-styresystemet Windows uden Windows Media Player til rådighed ("afbindingsforanstaltningen"). Pc-producenter og forbrugere kan således få Windows med den media player, de ønsker

- desuden skulle Microsoft fremlægge et forslag til oprettelse af en tilsynsordning ved at udpege en tilsynsførende administrator. Microsoft har fremlagt et sådant forslag.

41. Microsoft indgav annullationssøgsmål vedrørende beslutningen til Førsteinstansretten[47] samt en begæring om midlertidig suspendering af interoperabilitetsforanstaltningen og afbindingsforanstaltningen, indtil afgørelsen om annullationssøgsmålet forelå[48]. Kommissionen besluttede ikke at søge at håndhæve disse afhjælpende foranstaltninger, indtil afgørelsen fra Førsteinstansrettens præsident om Microsofts begæring om midlertidige foranstaltninger forelå[49]. Den 22. december afviste retspræsidenten Microsofts begæring om midlertidige foranstaltninger i dens helhed[50].

Boks 2: Anvendelse af EU’s konkurrenceregler på mobile internettjenester og bredbåndsinternettjenester I 2004 skærpedes konkurrencen i den elektroniske kommunikationssektor, og der var tale om kraftig vækst i nogle markedssegmenter[51]. I det udvidede EU med 25 medlemsstater var sektorens to største vækstområder faste bredbåndstjenester og mobile tjenester. Væksten i bredbåndssektoren overhalede væksten i mobilsektoren. Med hensyn til bekæmpelse af karteller og monopoler fokuserede Kommissionen på disse to vigtige segmenter. På baggrund af de nye regler for elektronisk kommunikation, der trådte i kraft den 25. juli 2003, spiller konkurrencepolitikken fortsat en fremtrædende rolle ved i højere grad at skabe overensstemmelse mellem sektorreguleringen og de konkurrenceretlige principper. I forbindelse med bredbåndsadgang til internettet betød Kommissionens indgreb på grund af mistanke om en margenklemme, at den tyske etablerede fastlinjeoperatør Deutsche Telekom sænkede sine takster for samtrafik betydeligt[52]. I lyset af disse takstnedsættelser var Kommissionen i stand til at afslutte sin undersøgelse af påstanden om, at Deutsche Telekom misbrugte sin dominerende stilling på markedet for udbud af bredbåndsadgang til sit faste telenet. Kommissionen accepterede Deutsche Telekoms tilsagn om at afslutte margenklemmen endeligt den 1. april 2004[53]. Med hensyn til mobilkommunikation udsendte Kommissionen den 26. juli to klagepunktsmeddelelser om international roaming i Det Forenede Kongerige. Klagepunkterne vedrører de takster, O2 og Vodafone afkrævede andre mobilnetoperatører for international roaming i engrosleddet. På baggrund af sin undersøgelse fandt Kommissionen, at begge selskaber havde afkrævet urimeligt høje priser. Vodafone gjorde det fra 1997 til i hvert fald september 2003 og O2 mellem 1998 og i hvert fald september 2003[54]. Endelig undersøger Kommissionen også i forbindelse med internationale mobile roamingtjenester de konkurrencemæssige virkninger af den nylige oprettelse af strategiske mobilalliancer (som "Freemove" eller "Starmap"). |

1.2 Andre sager og afvisning af klager

Interbrew (misbrug)[55]

42. Den 30. april afsluttede Kommissionen den undersøgelse efter artikel 82 af Interbrew NV’s (nu Inbev NV) adfærd over for belgiske ølgrossister, som den indledte på eget initiativ i 1999, efter at Interbrew havde afgivet en række tilsagn. Interbrew har især påtaget sig at ændre sine rabatordninger og sine partnerskabsaftaler og kommercielle aftaler med grossister, så at rivaliserende leverandører ikke længere forhindres i at konkurrere effektivt med Interbrew i Belgien.

43. Interbrew indvilgede for første gang i at gøre sin standardiserede mængderabatordning fuldstændig gennemsigtig for alle grossister frem for blot at oplyse dem den rabatsats, der svarede til den mængde, de aftog af forskellige øltyper, og taksterne for mængderne lige over og under deres egen. En anden rabatordning, som er specifikt rettet mod grossister, som er villige til at sælge Interbrews forskellige øltyper i deres egne bundne detailsalgssteder, vil også blive ændret, så at rabatterne ikke længere stiger med antallet af grossistens lukkede salgssteder, men udgør et fast beløb pr. hektoliter af en bestemt øltype, uanset hvor mange salgssteder der er tale om.

44. I henhold til Interbrews partnerskabsaftaler vil Interbrew ikke længere have adgang til grossisternes fortrolige forretningsdata og vil ikke længere have ret til at blokere en konkurrents tilbud om køb af grossistens virksomhed og i stedet afgive sit eget bud (afskaffelse af "forkøbsretten"). Endelig har Interbrew i forbindelse med sine forretningsmæssige aftaler, der giver grossisterne en række incitamenter som økonomisk støtte eller reklamemateriale, typisk som modydelse for reklameaktiviteter, accepteret a) at afskaffe alle krav om eksklusiv forhandling af produkter, b) at gøre kriterierne fuldstændigt gennemsigtige, og c) at gøre det klart, at de samme incitamenter gælder for alle grossister uden undtagelse.

Scandlines mod Helsingborg havn[56] og Sundbusserne mod Helsingborg havn[57]

45. Den 23. juli traf Kommissionen to beslutninger[58], hvori den afviste to klager fra færgeselskaber - Scandlines Sverige AB og Sundbusserne A/S – mod Helsingborg havn i Sverige. De to parallelle klager vedrørte påstande om misbrug i henhold til EF-traktatens artikel 82 i form af urimeligt høje havneafgifter for tjenester i Helsingborg havn ydet til færgeselskaber på ruten Helsingborg-Helsingør mellem Sverige og Danmark.

46. Efter en grundig undersøgelse kom Kommissionen til den konklusion, at de foreliggende data var utilstrækkelige til med den nødvendige retlige sikkerhed at påvise, at de pågældende afgifter var urimelige. Beslutningerne viser mere generelle problemer med at anvende artikel 82 på tilfælde af urimelig prisfastsættelse, især i tilfælde hvor der ikke foreligger anvendelige benchmarks. Eftersom der kun foreligger noget begrænset retspraksis på dette område[59], kan beslutningerne være nyttige, når den økonomiske værdi af en tjeneste skal fastsætte, og det skal afgøres, om en pris er urimeligt høj, og der dermed er tale om misbrug af en dominerende stilling i henhold til EF-traktatens artikel 82.

KPN’s termineringstakster for mobilopkald[60]

47. Kommissionen har underrettet virksomheden om, at MCI trak sin klage tilbage den 21. oktober, og at Kommissionen ikke vil foretage sig yderligere i sagen. Den 22. marts blev der udsendt en klagepunktsmeddelelse med en påstand om, at KPN Mobile havde afvist at tilbyde uafhængige operatører direkte samtrafik og benyttede en margenklemme mellem sine engrostakster for terminering af mobilopkald og detailpriserne for mobiltjenester på virtuelle private netværk. Kommissionen besluttede ikke at fortsætte sagen officielt under hensyntagen til, at KPN Mobile efter et initiativ fra den nederlandske regulerende myndighed OPTA i mellemtiden havde indført et rimeligt tilbud på samtrafik. Engrostaksterne for mobil samtrafik i Nederlandene var desuden faldet, og OPTA var i færd med at analysere markederne for terminering på individuelle mobilnet i Nederlandene i forbindelse med de nye regler for elektronisk kommunikation, der blev indført i Nederlandene i foråret 2004. Endelig var Kommissionen efter sin undersøgelse kommet til den konklusion, at man ikke kunne påvise, at der specifikt i forbindelse med mobiltjenester på virtuelle private netværk var tale om en margenklemme i henhold til EF-traktatens artikel 82.

B2/Telia[61]

48. I november trak B2 Bredband AB (B2) sin klage mod det etablerede teleselskab i Sverige, TeliaSonera AB, tilbage. Kommissionen afsluttede derefter sagen. I december 2003 sendte Kommissionen en klagepunktsmeddelelse til TeliaSonera med en påstand om, at virksomheden havde misbrugt sin dominerende stilling ved at benytte underbudspriser i et bud på en større kontrakt om etablering og drift af et bredbåndsnet af lyslederkabler til højhastighedsinternetadgang i Malmø. Kommissionen fremførte, at TeliaSoneras bud på kontrakten bevidst lå under omkostningerne og ikke gav operatøren mulighed for at få dækket sine investeringer og udgifter til infrastruktur og tjenester i henhold til kontrakten, og at TeliaSonera ved at tilbyde så lav en pris forhindrede udvikling af alternativ infrastruktur og nye konkurrerende udbydere på markedet. Imidlertid fik en yderligere undersøgelse efter afsendelsen af klagepunktsmeddelelsen Kommissionen til at konkludere, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne fastslås, at TeliaSonera havde en dominerende stilling på de relevante markeder på det tidspunkt, hvor buddet blev afgivet.

2. Karteller Boks 3: Oversigt over indgreb over for hardcore-karteller I 2004 lagde Kommissionen ligesom i de tre foregående år stor vægt på bekæmpelse af karteller ved at træffe endnu 6 beslutninger om ulovlige horisontale aftaler, der omfattede omkring 30 virksomheder. Disse sager vedrørte: VVS-kobberrør, natriumglukonat, fransk øl, råtobak i Spanien, kortevarer i metal og plast - nåle og kolinklorid[62]. Virksomhederne blev pålagt bøde på i 390 mio. EUR ved disse beslutninger. I årets løb var der tale om udvikling på en række punkter i bekæmpelsen af karteller. Især tre aspekter er værd at fremhæve, nemlig udviklingen inden for bødenedsættelse og –fritagelse, konsekvenserne for kartelbekæmpelsen af indførelsen af forordning nr. 1/2003 og afklaringen af reglerne for fortrolig behandling. Bødefritagelse og -nedsættelse Meddelelsen om bødefritagelse og –nedsættelse fra 2002[63] var fortsat et vigtigt redskab i håndhævelsen. Det store antal sager, der opstod på grund af meddelelsen fra 2002, viser, at den er ekstremt effektiv, faktisk endnu mere effektiv end meddelelsen fra 1996. Størstedelen af de sager, der nu når til en beslutning, behandles efter meddelelsen fra 2002[64]. Forordning (EF) nr. 1/2003 Da forordning nr. 1/2003 trådte i kraft i maj[65], styrkedes Kommissionens undersøgelsesbeføjelser væsentligt. Tre vigtige aspekter er værd at fremhæve. For det første udvider forordningen Kommissionens undersøgelsesbeføjelser til at omfatte andet end forretningslokaler, herunder også private hjem tilhørende virksomhedens medarbejdere, hvis den har rimelig mistanke om, at forretningspapirer opbevares der[66]. Dette kan kun ske med forudgående tilladelse fra en national domstol i den pågældende medlemsstat. For det andet styrkes Kommissionens undersøgelsesbeføjelser gennem dens mulighed for at forsegle forretningslokaler i det tidsrum, der er nødvendigt for at gennemføre kontrolundersøgelsen[67]. For det tredje har Kommissionen fået udtrykkelige beføjelser til at interviewe alle fysiske eller juridiske personer, der indvilger heri, i forbindelse med en undersøgelse[68]. Fortrolig behandling Efter en appel fra Kommissionen annullerede præsidenten for Førsteinstansretten den 27. september[69] den (delvise) udsættelse af gennemførelsen af en kommissionsbeslutning, hvori den afviste en påstand om fortrolig behandling, som præsidenten for Førsteinstansretten tidligere havde indrømmet[70]. En kuvert med nogle af de dokumenter, der var blevet beslaglagt ved kontrolundersøgelsen, men som ifølge parterne var omfattet af fortrolig behandling[71], og som var blevet tilbageholdt i Førsteinstansrettens sekretariat, blev sendt tilbage til Kommissionen. Domstolen bemærkede Kommissionens engagement i ikke at give tredjemand adgang til de omstridte dokumenter, før hovedsøgsmålet er afsluttet. Da den nye tilgang til omfanget af fortrolig behandling, som parterne fremfører, ikke er bekræftet af Domstolen, behandler Kommissionen fortsat kontrolundersøgelser på samme måde som tidligere på grundlag af den etablerede retspraksis[72], der efter Kommissionens opfattelse fortsat er gældende og passende. |

VVS-kobberrør[73]

49. Den 3. september vedtog Kommissionen en beslutning, hvori den fastslog, at Europas førende producenter af VVS-kobberrør, Boliden AB (sammen med sine tidligere datterselskaber Boliden Fabrication AB og Boliden Cuivre & Zinc SA), Halcor SA, HME Nederland BV, IMI plc (sammen med sine (tidligere) datterselskaber IMI Kynoch Ltd. og IMI Yorkshire Copper Tube Ltd.), KM Europa Metal AG (sammen med sine helejede datterselskaber Europa Metalli SpA og Tréfimétaux SA), Mueller Industries, Inc. (sammen med sine datterselskaber WTC Holding Company, Inc., Mueller Europe Ltd., DENO Holding Company, Inc. og DENO Acquisition EURL), Outokumpu Oyj (sammen med sit heleejede datterselskab Outokumpu Copper Products Oy) og Wieland Werke AG (sammen med sine datterselskaber Austria Buntmetall AG og Buntmetall Amstetten Ges.m.b.H.), havde overtrådt Det Europæiske Fællesskabs konkurrenceregler ved i fællesskab at fastsætte priser og opdele markeder på EØS-markedet for VVS-kobberrør. Efter en undersøgelse, der blev indledt i 2001, fastslog Kommissionen, at overtrædelsen varede fra midten af 1998 til først i 2001.

50. Det relevante produkt bruges især til vand-, olie-, gas- og varmeanlæg i byggesektoren. Hovedaftagerne af VVS-rør er distributører, grossister og detailhandlende, som sælger VVS-rørene til installatører og andre slutbrugere. Den samlede markedsværdi af ubehandlede (970,1 mio. EUR) og plastforede (180,9 mio. EUR) VVS-kobberrør er på 1 151 mio. EUR (EØS i 2000).

51. Det samlede bødebeløb til virksomhederne i denne sag var ca. 222,3 mio. EUR. Med undtagelse af HME Nederland BV samarbejdede alle de virksomheder, beslutningen var rettet til, med Kommissionen i forbindelse med dens undersøgelse efter meddelelsen fra 1996 om bødefritagelse eller -nedsættelse. Kommissionen indrømmede Mueller-koncernen bødefritagelse, og nedsættelse af bøden til Outokumpu med 50 %, til KME og Wieland med 35 %, til Halcor med 15 % og til IMI og Boliden med 10 % på grund af deres samarbejde. Den højeste bøde blev pålagt selskaberne i KME-koncernen, nemlig i alt 67,08 mio. EUR. Wieland-koncernen fik en bøde på 27,8411 mio. EUR, IMI-koncernen 44,98 mio. EUR, Outokumpu 36,14 mio. EUR, Boliden 32,6 mio. EUR, Halcor 9,16 mio. EUR og HME 4,49 mio. EUR. I Outokumpus og KME’s tilfælde blev der taget hensyn til den formildende omstændighed, at deres samarbejde gik videre end meddelelsen fra 1996. Outokumpu var den første virksomhed, der afslørede hele varigheden af kartellet, nemlig over 12 år, mens KME som den første virksomhed fremlagde afgørende beviser for samarbejde om plastforede VVS-kobberrør. Derimod blev Outokumpu straffet af den skærpende omstændighed, at virksomheden i 1990 var omfattet af en anden kommissionsbeslutning om et kartel i sektoren for rustfrit stål, og bøden blev derfor forhøjet af hensyn til den afskrækkende virkning.

Natriumglukonat[74]

52. Den 29. september pålagde Kommissionen fire virksomheder i Jungbunzlauer-koncernen bøder på 19,04 mio. EUR for at have deltaget i prisaftaler og opdeling af markedet for natriumglukonat, et kemikalium, der især bruges til at rense metal og glas.

53. Denne beslutning er en opfølgning af en første beslutning, der blev vedtaget i 2001[75], hvori man fastslog, at seks virksomheder, herunder et af selskaberne i Jungbunzlauer-koncernen, drev et hemmeligt kartel fra 1987 til 1995. Med hensyn til selskabet fra Jungbunzlauer-koncernen blev beslutningen fra 2001 trukket tilbage i 2002 på grund af en realitetsfejl i begrundelsen af beslutningen vedrørende selskabets ansvar for overtrædelsen.

54. Deltagerne i natriumglukonatkartellet tegnede sig for næsten hele produktionen på verdensplan. Overtrædelsen var meget alvorlig, og Jungbunzlauer overtrådte Fællesskabets konkurrenceregler i syv år. Ved fastsættelsen af bødens størrelse tog Kommissionen hensyn til det begrænsede omfang af markedet for natriumglukonat. Endvidere blev bøden til Jungbunzlauer nedsat med 20 %, fordi virksomheden samarbejdede med Kommissionen efter meddelelsen fra 1996 om bødefritagelse eller -nedsættelse.

Fransk øl[76]

55. Den 29. september vedtog Kommissionen en forbudsbeslutning efter EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og pålagde to bryggerikoncerner, Brasseries Kronenbourg og virksomhedens daværende moderselskab, Groupe Danone, som den ene part, og Heineken France (tidligere Sogebra) og virksomhedens moderselskab Heineken NV som den anden, for at have indgået en aftale om "våbenhvile" for at skabe ligevægt imellem de to koncerner i den franske "uden for hjemmet-sektor"[77] og afslutte den krig om overtagelse af drikkevaregrossister, de to koncerner havde ført. Aftalen blev imidlertid aldrig gennemført.

56. Alt i alt blev overtrædelsen betragtet som alvorlig. Kommissionen pålagde Heineken France og Heineken NV en bøde på 1 mio. EUR. Groupe Danone og Brasseries Kronenbourg fik en bøde på 1,5 mio. EUR, idet man ved fastsættelsen af denne bøde tog hensyn til den skærpende omstændighed, at der var tale om gentagelse af en overtrædelse.

Råtobak i Spanien[78]

57. Den 20. oktober pålagde Kommissionen fire spanske forædlere af råtobak (Cetarsa, Agroexpansión, World Wide Tobacco España og Taes) samt en italiensk forædler (Deltafina) bøder på i alt 20 mio. EUR for at have indgået en konkurrencebegrænsende aftale med henblik på at fastsætte den maksimale gennemsnitspris, de ville betale producenter af råtobak i Spanien, samt hvor store mængder råtobak de ville aftage. Kartellet varede fra 1996 til 2001. I 1998 indførte forædlerne et sofistikeret system til håndhævelse og kontrol. Fra og med 1999 aftalte de også indbyrdes, hvilke prisrammer for råtobak de skulle forhandle med producenternes repræsentanter med henblik på indføjelse i standarddyrkningskontrakterne, der er udgangspunkt for fastsættelsen af den endelige pris på råtobak på leveringstidspunktet. Agroexpansións og WWTE’s moderselskaber blev kendt solidarisk ansvarlige for deres datterselskabers adfærd.

58. I samme beslutning forbød Kommissionen et kartel bestående af sammenslutninger af producenter af råtobak (ASAJA, UPA, COAG og CCAE). Kommissionen fandt, at de i samme periode samordnede de prisrammer og mindstepriser på råtobak, de derefter i fællesskab forhandlede med forædlerne, når de drøftede standarddyrkningskontrakterne, og pålagde dem hver en symbolsk bøde på 1 000 EUR under hensyn til den rolle, de nationale regler spillede for deres adfærd. Dette forhold blev også betragtet som en formildende omstændighed ved fastsættelsen af bøderne til forædlerne.

Kortevarer i plast og metal - nåle[79]

59. Kommissionen fandt i sin beslutning af 26. oktober, at tre virksomheder og deres respektive datterselskaber, nemlig William Prym GmbH & Co. KG og Prym Consumer GmbH & Co. KG, Coats Holdings Ltd og J & P Coats Ltd, og Entaco Ltd og Entaco Group Ltd, havde indgået en række skriftlige, formelt bilaterale, aftaler mellem den 10. september 1994 og den 31. december 1999, der i praksis fungerede som en trevejsaftale, i henhold til hvilken virksomhederne delte eller bidrog til at dele produktmarkeder (for kortevarer i plast og metal) og geografiske markeder (for nåle). Endvidere deltog virksomhederne i bilaterale og trilaterale møder mellem den 10. maj 1993 og den 8. november 2001.

60. Kommissionen baserede især sin beslutning på, at der var tale om indbyrdes afhængige klausuler i ovennævnte serier af aftaler. Disse klausuler blev fornyet flere gange.

61. Kommissionen udpegede tre relevante produktmarkeder: i) det europæiske marked for nåle til håndsyning og kunsthåndværk (herunder specialnåle), hvor der var tale om opdeling af produktmarkedet og det geografiske marked, ii) det europæiske marked for andre sy- og strikkeprodukter, herunder knappenåle, strikkepinde/strikkenåle og iii) det europæiske marked for andre kortevarer, herunder lynlåse og andre lukkeanordninger. På de to sidste produktmarkeder var der kun tale om markedsopdeling fra den 10. september 1994 til den 13. marts 1997.

62. Overtrædelsen var af meget alvorlig karakter, da der var tale om opdeling af forskellige produktmarkeder og geografiske markeder. Aftalerne om opdeling af produktmarkederne skete på forskellige niveauer, dvs. fremstilling og distribution (i såvel engros- som detailleddet), idet Coats hovedsagelig var distributør af nåle, men i detailleddet konkurrerede med Prym og Entaco med sit nålevaremærke "Milward".

63. I henhold til meddelelsen fra 1996 gav Kommissionen Entaco fuld fritagelse fra den bøde, virksomheden ellers ville være blevet pålagt, fordi den underrettede Kommissionen om markedsopdelingsaftalerne og fremlagde afgørende beviser, uden hvilke man muligvis ikke ville have kunnet påvise, at der var indgået aftaler. Coats og Prym, der er solidarisk ansvarlige med deres respektive datterselskaber, fik hver en bøde på 30 mio. EUR.

Kolinklorid[80]

64. Den 9. december vedtog Kommissionen en beslutning mod Akzo Nobel NV, Akzo Nobel Nederland BV, Akzo Nobel Chemicals International BV, Akzo Nobel Chemicals BV og Akzo Nobel Functional Chemicals BV, som er solidarisk ansvarlige, Chinook Group Limited Partnership og Chinook Group Limited, som er solidarisk ansvarlige, BASF AG, Bioproducts Incorporated, DuCoa LP og UCB SA.

65. Disse virksomheder overtrådte de europæiske konkurrenceregler ved at deltage i et kartel i kolinkloridindustrien. I EØS arbejdede kolinkloridkartellet på to forskellige, men nært forbundne planer, nemlig i Europa og på verdensplan. På verdensplan deltog alle de producenter, der er omfattet af denne sag, i konkurrencebegrænsende praksis i EØS mellem juni 1992 og april 1994. Disse aktiviteter omfattede fastsættelse og hævning af priserne på verdensplan, tildeling af verdensomspændende markeder, kontrol med distributører og forarbejdere og udveksling af økonomisk følsomme oplysninger.

66. De nordamerikanske producenter deltog ikke i en række yderligere konkurrencebegrænsende møder udelukkende med deltagelse af europæiske producenter med henblik på at samordne deres adfærd på det europæiske marked. Disse møder fandt sted i perioden mellem marts 1994 og oktober 1998. Aktiviteterne omfattede fastsættelse og forhøjelse af priserne (både i hele EØS-området, på bestemte nationale markeder og for individuelle kunder), fordeling af individuelle kunder blandt de deltagende virksomheder, tildeling af markedsandele på hele EØS-markedet, kontrol med distributører og forarbejdere og udveksling af kommercielt følsomme oplysninger.

67. Omfanget af det verdensomspændende marked for kolinklorid, der især bruges i dyrefoder, blev anslået til 183,7 mio. EUR i 1997, overtrædelsens sidste hele år, mens EØS tegnede sig for 52,6 mio. EUR. I undersøgelsesperioden kontrollerede de producenter, der deltog i overtrædelsen, over 80 % af verdensmarkedet. De europæiske producenter kontrollerede næsten 80 % af EØS-området.

68. De nordamerikanske producenter bragte deres deltagelse i overtrædelsen til ophør efter det verdensomspændende møde, der fandt sted fra den 14. til den 20. april 1994. Kommissionens første skridt til at undersøge overtrædelsen blev taget den 26. maj 1999. Da dette skridt blev taget mere end fem år efter, at de nordamerikanske producenter havde bragt deres deltagelse i overtrædelsen til ophør, kunne de nordamerikanske producenter Bioproducts, Chinook og DuCoa ikke pålægges bøder.

69. Kommissionen pålagde de europæiske producenter følgende bøder: 20,99 mio. EUR til Akzo Nobel NV, Akzo Nobel Nederland BV, Akzo Nobel Chemicals International BV, Akzo Nobel Chemicals BV og Akzo Nobel Functional Chemicals BV, der er solidarisk ansvarlige, 34,97 mio. EUR til BASF AG og 10,38 mio. EUR til UCB SA.

3. Andre aftaler og tilfælde af samordnet praksis

3.1 Kommissionens beslutninger

Air France/Alitalia[81]

70. Den 7. april godkendte Kommissionen alliancen mellem Air France og Alitalia efter at parterne havde afgivet omfattende tilsagn. Betingelserne for denne beslutning tager sigte på at sænke adgangskravene og give nye markedsaktører en reel mulighed for at etablere sig som troværdige konkurrenter. Kommissionen udpegede syv overlappende ruter, hvor en samling af Air Frances og Alitalias kræfter ville udelukke konkurrencen eller begrænse den væsentligt. Det drejer sig om Paris–Milano, Paris–Rom, Paris–Venedig, Paris–Firenze, Paris–Bologna, Paris–Napoli og Milano–Lyon, hvor Air France og Alitalia, inden alliancen blev indgået, var de to største konkurrenter. Efter at selskaberne indvilgede i især at afgive et tilstrækkeligt stort antal afgangs- og ankomstslots i lufthavnene og iværksætte en række andre foranstaltninger for at genskabe den effektive konkurrence på disse ruter, kunne Kommissionen godkende transaktionen[82].

Topps [83]

71. Den 26. maj vedtog Kommissionen en beslutning[84] om at pålægge The Topps Company Inc og virksomhedens europæiske datterselskaber Topps Europe Ltd, Topps International Ltd, Topps UK Ltd og Topps Italia SRL ("Topps") en bøde på 1,59 mio. EUR for at have overtrådt traktatens artikel 81, stk. 1. Topps-koncernen producerer samleartikler som klistermærker eller byttekort med billeder af fodboldspillere eller tegneseriefigurer.

72. Kommissionen fandt, at Topps deltog i en række aftaler og tilfælde af samordnet praksis med en række af sine mellemmænd i Det Forenede Kongerige, Italien, Finland, Tyskland, Frankrig og Spanien for at hindre parallelimport af Pokémon-samleartikler. Pokémon er navnet på en lang række figurer, som oprindelig blev udviklet til et videospil til Nintendos ‘Game Boy’, men som Topps også anvender til at illustrere samleartikler som klistermærker eller byttekort. I 2000 var der enorm efterspørgsel efter sådanne Pokémon-samleartikler, mens priserne varierede betydeligt fra den ene medlemsstat til den anden. Familier i lande med høje priser som Finland måtte betale over dobbelt så meget for de samme Pokémon-klistermærker som familier i Portugal.

73. Sådanne begrænsninger af parallelhandel har Kommissionen, Førsteinstansretten og Domstolen adskillige gange entydigt fordømt. Der er tale om meget alvorlige overtrædelser af EF-traktatens artikel 81, stk. 1, som bringer et fundamentalt princip bag det indre marked i fare. Gennem ovennævnte foranstaltninger forhindrede Topps distributørerne og i sidste ende forbrugerne fra at nyde godt af de betydelige prisforskelle mellem medlemsstaterne.

74. Beslutningen var rettet til alle Topps’ fire europæiske datterselskaber, som deltog i de konkurrencebegrænsende aftaler og den samordnede praksis, og til deres amerikanske moderselskab, da det havde afgørende indflydelse på sine helejede datterselskabers adfærd. Beslutningen var ikke rettet til Topps’ mellemmænd, fordi deres ansvar for overtrædelsen var mindre. Ved fastsættelsen af bødens størrelse betegnede Kommissionen den meget alvorlige overtrædelse, Topps var skyldig i, som alvorlig, især fordi beviserne i Kommissionens sagsakter ikke viser, at restriktionerne af parallelimporten blev anvendt systematisk på alle mellemmænd.

Boks 4: Markederne for forvaltning af ophavsret i EU På baggrund af Lissabon-målene er det af afgørende betydning at sørge for, at den brede vifte af europæiske musikgenrer og europæisk kultur bliver rigt repræsenteret på de nye onlinemarkeder, der omfatter hele Europa. Det betyder, at der er behov for en ny dynamik i markedsføringen af europæiske musikrettigheder til brugere af sådanne rettigheder, som kan øge den europæiske repræsentation inden for disse medier og samtidig opretholde passende betingelser for udvikling af lokalt indhold. Med hensyn til anvendelse af konkurrencereglerne på forvaltning af ophavsrettigheder skal man være særligt opmærksom på konkurrencebegrænsende restriktioner i sektoren samt på konkurrencemæssige incitamenter til at tilbyde sådanne tjenester. Kommissionen gav nogen vejledning på dette område i sin IFPI-beslutning[85]. Nogle af de principper, der ligger til grund for denne beslutning, er i mellemtiden blevet afprøvet i praksis og anvendes nu også mere generelt, når medlemmer af IFPI udsteder EU-licenser til webcasting af musik, som de ligger inde med rettighederne til. Med hensyn til den såkaldte "Santiago-aftale"[86] om forvaltning af ophavsret til musik via internettet har Kommissionen udsendt en formel klagepunktsmeddelelse[87] til den nuværende aftale, hvori den gør de deltagende kollektive rettighedsforvaltere opmærksom på de konkurrencemæssige betænkeligheder, aftalen skaber, især markedsopdeling som følge af en restriktion af det økonomiske hjemsted. I en meddelelse fra april skitserer Kommissionen de kommende principper, den foreslår for styring af sektoren[88]. Fra et konkurrencemæssigt synspunkt er følgende spørgsmål særligt vigtige: Oprettelse af nye ’one-stop-shop’-ordninger for hele EU, som er nødvendige for at opnå større effektivitet, fordi EU-licenser og globale licenser på de nye musikmarkeder i EU ikke bør være hæmmet af territoriale restriktioner. I henhold til konkurrenceretten vil Kommissionen se positivt på ’one–stop-shop’-ordninger og de tilsvarende gensidige aftaler mellem systemer til forvaltning af kollektive rettigheder. Kommissionen kan dog ikke tillade, at tidligere restriktioner videreføres, når de ikke længere er uundværlige. Rettighedsindehavere må selv kunne skabe en passende balance mellem individuel forvaltning af rettigheder og kollektiv forvaltning af deres musikrettigheder. Ordningerne må ikke i unødigt omfang binde tilbud om rettighedsforvaltning. Der skal være mulighed for at udvikle individuel administration af rettigheder. Af hensyn til rentabiliteten af systemer til kollektiv forvaltning skal rettighedsindehavere kunne vælge nye digitale teknikker til rettighedsforvaltning til at forvalte rettigheder individuelt. |

Den belgiske arkitektsammenslutning[89]

75. Den 24. juni tog Kommissionen afstand fra den skala over anbefalede tariffer, som den belgiske arkitektsammenslutning bruger.

76. Skalaen over minimumstariffer blev indført af den belgiske arkitektsammenslutnings nationale råd i 1967 og er ændret flere gange siden. I den seneste udgave fra juni 2002 betegnes den som en retningslinje ( indicatif/leidraad ). Skalaen fastsætter minimumstarifferne for en arkitekt, der udfører tjenester som selvstændig i Belgien.

77. Kommissionen fandt, at beslutningen om tilpasning af takstskalaen var en uafhængig handling af præskriptiv karakter, som sammenslutningen, der handler som en sammenslutning af virksomheder, havde det fulde ansvar for. Endvidere konkluderede Kommissionen, at sammenslutningen ville koordinere sine medlemmers praksis på markedet gennem sine beslutninger om fastlæggelse og ændring af skalaen. Kommissionen fandt endvidere, at skalaen blev anvendt i hvert fald i nogen udstrækning.

78. Beviserne for, at formålet med skalaen var at begrænse konkurrencen, omfattede blandt andet den bevidst præskriptive tone i overskriften og betragtningerne i præamblen, den kendsgerning, at sammenslutningen i 18 år udarbejdede og rundsendte en standardkontrakt, hvori den eneste mulighed for at fastsætte tariffer var en henvisning til skalaen, og den kendsgerning, at sammenslutningen gik langt videre end blot at rundsende oplysninger til sine medlemmer, klienter og domstolene.

79. Selv om en beslutning om at fastsætte eller anbefale mindstetariffer i sig selv udgør en meget alvorlig overtrædelse, klassificerede Kommissionen den samlede overtrædelse som alvorlig i lyset af, at takstskalaen antagelig ikke var blevet anvendt generelt af alle arkitekter, og fordi beslutningens geografiske anvendelsesområde var begrænset til én medlemsstat.

80. Kommissionen fastsatte bøden til 100 000 EUR, idet den betragtede det som en formildende omstændighed, at sammenslutningen kan have været i tvivl om, hvorvidt dens takstskala faktisk udgjorde en overtrædelse, inden Kommissionen vedtog sin CNSD- beslutning i 1993[90]. Endvidere er det Kommissionens politik, som fastslået i rapporten af 9. februar 2004, at tilskynde de nationale regulerende myndigheder og erhvervssammenslutninger til at revidere og ændre deres respektive regler og give dem mulighed herfor. Bødebeløbet afspejler desuden Kommissionens praksis[91] med gradvis at hæve bøderne for konkurrencebegrænsende adfærd i de liberale erhverv.

Gaz de France[92]

81. Den 26. oktober vedtog Kommissionen to beslutninger om to kontrakter indgået af Gaz de France (GDF) i 1997, den ene med det italienske gasselskab ENI, den anden med det italienske gasselskab ENEL. Kontrakten mellem GDF og ENI omhandlede GDF’s transport af naturgas, som ENI købte i Nordeuropa, gennem Frankrig til den schweiziske grænse. Kontrakten indeholdt en bestemmelse om, at ENI kun måtte markedsføre gassen "nedstrøms fra genleveringspunktet", dvs. efter at den havde forladt Frankrig. Kontrakten mellem GDF og ENEL omhandlede swap med flydende naturgas, som ENEL købte i Nigeria, og indeholdt en klausul om, at ENEL skulle afsætte gassen i Italien.

82. Kommissionen konkluderede, at de to klausuler begrænsede det territorium, hvor parterne kan anvende gassen og dermed opdelte de nationale markeder ved at forhindre forbrugere af naturgas bosat i Frankrig i at blive forsynet hos ENEL og ENI. De udgjorde derfor en hindring for konkurrencen i henhold til EF-traktatens artikel 81 og en væsentlig hindring for udvikling af et egentligt konkurrencepræget gasmarked i hele Europa.

83. Disse to beslutninger er endnu vigtigere set på baggrund af den liberaliseringsproces, der er startet i den europæiske gassektor i de senere år, hvis fordele kun langsomt er ved at tage form. Territoriale restriktioner er et af hovedelementerne i den praksis, som fastfryser opdelingen af det europæiske marked og bidrager til den manglende fleksibilitet i sektoren. På grund af den særlige situation i den europæiske gassektor og omstændighederne i denne sag besluttede Kommissionen imidlertid ikke at pålægge bøder.

3.2 Andre sager

Premium-indhold på mediemarkederne

84. Kommissionen lægger fortsat stor vægt på konkurrence om premium-indhold som drivkraft for innovation på mediemarkederne med henblik på at bidrage til at skabe et videnbaseret samfund. En vigtig gruppe sager vedrører rettigheder til sportsbegivenheder, hvor Kommissionen søger at skabe balance mellem på den ene side bekæmpelse af koncentration og de konkurrencebegrænsende virkninger af en markedsføringspolitik baseret på brede og eksklusive kontrakter med en enkelt udbyder og på den anden side den potentielt effektive virkning af at samle indholdet.

85. I sagen om Bundesligaen , der vedrører fælles markedsføring af rettighederne til medieudnyttelse af kampe i de to bedste tyske fodboldrækker for mænd, fandt Kommissionen, at fodboldforbundets eksklusive salg af de kommercielle transmissionsrettigheder kunne begrænse konkurrencen mellem klubber og virksomheder i de to bedste rækker.

86. Efter at have modtaget en foreløbig vurdering tidligere i 2004 afgav fodboldforbundet tilsagn, som blev afprøvet ved en markedstest[93] i september[94].

87. Kommissionen fortsatte endvidere sin procedure over for English Premier League (FAPL)[95] ved at offentliggøre en meddelelse om tilsagnene fra FAPL[96]. Den igangværende procedure over for Eurovision fortsatte med en kontrolundersøgelse vedrørende en række aspekter af offentlige tv-stationers fælles indkøb og deling af sportsprogrammer, herunder rettighederne til de olympiske lege 2010-2012. Disse stationer er medlemmer af EBU. EBU’s forslag for at sikre, at Eurovisionsystemet er foreneligt med EU’s konkurrenceregler, må følge Domstolens vejledning i sagen[97].

88. Den 26. oktober meddelte Kommissionen, at den havde afsluttet sin undersøgelse[98] af de såkaldte Most Favoured Nation-klausuler (MFN[99]) i Hollywood filmstudiers kontrakter med betalings-tv-selskaber, der dog ikke omfatter to af studierne.

89. MFN-klausuler blev især brugt i de fleste såkaldte "output deals" mellem Hollywood filmstudierne og de europæiske betalings-tv-selskaber. Output deals er almindelige i filmindustrien i Hollywood, hvor studierne typisk aftaler at sælge tv-selskaberne hele deres filmproduktion i en årrække. MFN-klausulerne giver studierne ret til de mest favorable vilkår, der er aftalt mellem en betalings-tv-station og et af studierne.

90. I henhold til Kommissionens foreløbige vurdering var den samlede virkning af MFN-klausulerne en udjævning af de priser, studierne modtog, idet enhver stigning aftalt med ét studie gav de øvrige studier ret til en parallel prisstigning. Kommissionen finder, at en sådan metode til prisfastsættelse er i strid med det grundlæggende princip om priskonkurrence.

91. Uden at vedgå, at de havde overtrådt konkurrenceretten, besluttede de studier, som den afsluttede undersøgelse vedrørte, at opgive MFN-klausulerne i deres eksisterende aftaler. Hvis de ikke afviger fra denne nye adfærd, er der ikke planlagt yderligere initiativer mod dem. Undersøgelsen er fortsat åben for NPB Universals og Paramount Pictures Corp. Inc.’s vedkommende, da de ikke har fulgt de øvriges eksempel.

3.3 Sektorundersøgelser

Sektorundersøgelser af salg af rettigheder til transmission af sport via 3G-netværk[100]

92. Tredje generation af mobilteknologi (3G) udvikles nu hurtigt over hele kloden, og forbrugervæksten er større end det var tilfældet for GSM på samme trin i udviklingen.

93. Kommissionen intensiverede sine bestræbelser på at forebygge konkurrencebegrænsende adfærd, som kan hæmme udviklingen af dette vigtige nye marked.

94. Kommissionen har peget på en række forskellige typer adfærd hos etablerede aktører, som kan begrænse nye medieoperatørers adgang til vigtige sportsbegivenheder, nemlig leveringsnægtelse, bundling af tv-rettigheder og rettigheder til nye medier/UMTS, embargoer til fordel for tv-dækning frem for nye former for dækning eller etablerede aktørers køb af eksklusive rettigheder til nye medier/UMTS.

95. For at danne sig et fuldstændigt billede af dette specifikke marked og løse de eksisterende og potentielle problemer i forbindelse med indholdsadgang til 3G indledte Kommissionen sammen med EFTA-Tilsynsmyndigheden den 30. januar en sektorundersøgelse af salget af rettigheder til transmission af sport via 3G-netværk.

96. Den første udforskende fase blev afsluttet i august. Den omfattede indsamling af aktuelle oplysninger om udrulningen af 3G, herunder salg af 3G-rettigheder til mobiloperatører, og gav et overblik over, hvilke typer restriktioner der gælder for 3G-sportsrettigheder. Der blev sendt spørgeskemaer til en række, hovedsagelig større, tv-kanaler, mobiloperatører og indehavere af sportsrettigheder.

97. Den anden fase, der blev iværksat i september, udvider undersøgelsen til at omfatte en bredere vifte af markedsaktører, men omfatter også et opfølgende spørgeskema til aktører, der blev kontaktet i første fase. Denne fase skulle give detaljerede oplysninger om kontrakter om sportsrettigheder til 3G.

Boks 5: Distribution og reparation af motorkøretøjer

I 2004 fortsatte Kommissionen sin kontrol med gennemførelsen af forordning nr. 1400/2002 og med at hjælpe interesserede med fortolkningen heraf. I årets løb har man kunnet bemærke nogle nye tendenser. Især er bilpriserne gennemsnitligt steget langsomme end priserne på andre varer, og de har samtidig vist klare tegn på stigende konvergens i hele EU. Konsolideringen af forhandlernettene er fortsat, men mange forhandlere, hvis kontrakter blev afsluttet som følge af omorganisering af netværk, har haft mulighed for at udnytte gruppefritagelsen og blive på markedet som autoriserede værksteder. Der er også foretaget nye investeringer i distributions- og værkstedsanlæg. Det står dog klart, at sådanne udviklinger kun kan give en foreløbig indikation af virkningerne af den nye gruppefritagelse, hvis markedsvirkninger kun kan vurderes fuldt ud på længere sigt.

I overensstemmelse med sin forpligtelse til at føre regelmæssigt tilsyn med gennemførelsen af forordning nr. 1400/2002 foretog Kommissionen en tilbundsgående kontrol af de systemer, bil- og lastbilproducenterne har indført for at give uafhængige operatører adgang til tekniske data i forbindelse med reparationer. Endvidere fortsatte den sit tilsyn med udviklingen i bilpriserne i hele EU og udsendte to rapporter herom i februar og juli. Den sidste dækkede de første seks måneder efter, at den nye forordning trådte i kraft, og for første gang omfatter oplysningerne alle 25 medlemsstater (de detaljer nedenfor).

I den periode, denne rapport dækker, koncentrerede Kommissionen endvidere håndhævelsen om bestemte sager, der er af særlig konkurrencemæssig interesse. Der er blandt andet tale om problemer med autoriserede og uafhængige værksteders adgang til de oprindelige producenters og konkurrenters reservedele, eventuelle kunstige hindringer for adgang til netværk af autoriserede værksteder og påståede restriktioner af forhandlernes muligheder for at sælge biler af konkurrerende mærker. Disse spørgsmål belyses stadig som led i de løbende undersøgelser, men Kommissionen gav udtryk for sin holdning i en sag om Porsches distributions- og serviceaftaler, hvor den afklarede anvendelsen af de minimis- reglen i forbindelse med gennemførelsen af forordning nr. 1400/2002 (se nedenfor).

Forordning nr. 1/2003’s ikrafttræden og de bemyndigelser, medlemsstaternes domstole og konkurrencemyndigheder dermed har fået, har samtidig givet konkurrencemyndighederne lejlighed til at udnytte deres respektive kendskab til motorkøretøjssektoren og de samarbejdsmekanismer, der er etableret inden for Det Europæiske Konkurrencenetværk. I denne forbindelse var Kommissionen den 19. oktober vært for en workshop, hvor repræsentanter for de nationale konkurrencemyndigheder mødtes for at udveksle erfaringer og drøfte gennemførelsen af forordning nr. 1400/2002.

Adgang til tekniske data

I oktober offentliggjorde Kommissionen en undersøgelse af adgangen til tekniske data for uafhængige operatører i bilsektoren. Undersøgelsen, som blev foretaget af IKA (Aachens Universitet) på Kommissionens anmodning, omhandlede, hvordan producenterne har overholdt forordningen med hensyn til at give værksteder, værktøjsfabrikanter og forlag adgang til tekniske data. Alle disse typer operatører har en vigtig rolle at spille for at sikre sund konkurrence om bilreparationer, især i takt med at teknologiske fremskridt gør selv de mest basale reparationer stadigt mere komplekse. Undersøgelsen viser, at tekniske data om næsten alle de modeller, der er blevet lanceret i de sidste ti år, foreligger enten på internettet, på cd/dvd og/eller på papir. Kvaliteten af de opgivne data er imidlertid ofte meget utilfredsstillende, da oplysningerne ofte er svære at finde eller eventuelt kun er tilgængelige i store, dyre pakker. Indholdet er desuden ofte utilstrækkeligt, fordi nogle producenter tilbageholder en stor del data, som er vitale f.eks. for producenter af diagnoseværktøj. Endelig har udgivere af tekniske data, hvis produkter er meget vigtige for uafhængige værksteder, svært ved at få de data, de skal bruge.

Positiv udvikling i forskellene i bilpriser

I marts og juli offentliggjorde Kommissionen rapporter om forskellene i bilpriserne inden for EU. Fra et konkurrencesynspunkt viste de to sidste udgaver, som er baseret på data fra henholdsvis november og maj, en ret tilfredsstillende udvikling i retning af priskonvergens i euroområdet. Mens udgaven af rapporten fra juli 2003 viste, at prisforskellene for en tredjedel af modellerne var på over 20 % i euroområdet, faldt andelen til omkring en fjerdedel af modellerne i den seneste udgave. Endvidere er det værd at bemærke, at denne priskonvergens sker i en situation med relativ prisstabilitet i EU. I forhold til juli 2003 er prisindekset for biler i EU i juli 2004 kun steget med 0,6 %, mens den samlede inflation var på 2,3 %. For første gang omfatter juliudgaven af rapporten bilpriser i de ti nye medlemsstater, som ikke synes at adskille sig væsentligt fra priserne i EU-15. Nogle modeller er billigere i nogle nye medlemsstater, mens andre ikke er det. I forhold til juli 2003 steg prisindekset for biler i juli 2004 kraftigt i Polen (+8,4 %) og Letland (+4,1 %), mens det faldt i Estland (-6,8 %), Litauen (-4,9 %) og Tjekkiet (-3,3 %).

Porsches aftaler om distribution og eftersalgsservice

Den 30. april afsluttede Kommissionen en procedure vedrørende de nye standardaftaler med importører, forhandlere og autoriserede værksteder, som Porsche havde anmeldt. Bilproducenten indvilgede i at ændre disse aftaler, som bruges i hele EU og USA, for at sikre, at de ikke længere indeholder nogle af de alvorlige begrænsninger, der er beskrevet i artikel 4 i forordning nr. 1400/2002. De ændrede distributionsaftaler begrænser således ikke længere Porsche-forhandleres muligheder for at udlicitere eftersalgsservice til ethvert andet autoriseret Porsche-servicecenter, mens Porsche-servicecentre ikke længere er forpligtet til at sælge nye biler.

Kommissionen besluttede ikke at gå videre med sin undersøgelse af andre bestemmelser i Porsches distributionsaftaler, da Porsche ikke synes at havde en andel på over 5 % af alle de nationale markeder for salg af luksussportsvogne og sport utility vehicles i EU. Det skal også erindres, at de minimis- reglen forklarer, at en leverandør i et distributionssystem på et marked, hvor næsten alle operatører bruger samme type restriktive aftaler, ikke bidrager væsentligt til den samlede virkning, hvis vedkommendes markedsandel ikke overstiger 5 %, og hvis aftalerne ikke indeholder alvorlige begrænsninger.

Med hensyn til aftalerne om eftersalgsservice har Porsche accepteret, at virksomheden ikke er omfattet af gruppefritagelsen, hvis den bruger kvantitativ selektiv distribution for sit net af autoriserede Porsche-servicecentre, eftersom nettets andel af markedet for reparationer af Porscher ligger på over 30 %, og de minimis- meddelelsen afgjort ikke gælder. Brugen af rent kvalitativ udvælgelse åbner nettet for kvalificerede operatører, som vil drive et autoriseret Porsche-servicecenter, og med henblik herpå indvilgede Porsche i at oplyse alle interesserede værksteder om, hvilke kriterier de skal opfylde.

4. Nationale foranstaltninger (offentlige virksomheder/virksomheder med særlige og eksklusive rettigheder)

4.1 Beslutninger

Restriktioner for klargøring af post[101]

98. Den 20. oktober vedtog Kommissionen en beslutning efter artikel 86 vedrørende bestemmelser i de tyske regler for besørgelse af post, der forhindrer kommercielle postklargøringsvirksomheder i at opnå rabatter for at indlevere forsorterede breve til Deutsche Post AG’s (DPAG) sorteringscentraler. Efter en klage fra den tyske sammenslutning af udbydere af posttjenester, BdKEP, fastslog Kommissionen, at de anfægtede bestemmelser i den tyske postlov giver DPAG et incitament til at misbruge sin dominerende stilling og dermed overtræde artikel 82 på to måder. For det første foranlediger bestemmelserne DPAG til at udvide sin markedsindflydelse fra det (reserverede) marked for basale posttjenester til at omfatte det liberaliserede marked for postklargøringstjenester. For det andet foranlediger de DPAG til at diskriminere mellem på den ene side afsendere af massepost, som har adgang til sorteringscentraler i det efterfølgende afsætningsled og de dertilhørende rabatter, og på den anden kommercielle udbydere af sådanne tjenester, som ikke har adgang til sådanne rabatter. Derved stilles disse virksomheder langt dårligere i konkurrencen, og det tyske marked for postklargøring forhindres i at udvikle sig fuldt ud.

99. Postklargøring omfatter klargøring af postforsendelser (trykning, pakning, adressering, frankering), indsamling, pakning i postsække eller beholdere, der opfylder visse normer, bundtning og sortering i større eller mindre grad efter bestemmelsessted og levering til det befordringspligtige selskabs indleveringssteder. På dette marked er muligheden for at tilbyde kunderne rabatter i det senere omsætningsled, dvs. lavere posttakster, et vigtigt salgsargument.

100. DPAG har eneret til at indsamle, sortere, transportere og omdele breve på op til 100 g (det såkaldte reserverede område). Udbud af postklargøringstjenester, herunder forsortering af post og transport fra afsenderens adresse til et givet indleveringssted i det etablerede selskabs net, falder ikke ind under det reserverede område i henhold til postdirektivet[102].

101. Kommissionen fandt, at de tyske myndigheder ikke havde påvist, at det var berettiget at nægte kommercielle udbydere adgang til ovennævnte rabatter i henhold til artikel 86, stk. 2, og mindede om, at som den fastslog i 1998 i sin meddelelse om anvendelse af konkurrencereglerne på postsektoren[103], kan postklargøringsvirksomheder frit vælge mellem de disponible indleveringssteder til det offentlige postnet på ikke-diskriminerende grundlag[104].

4.2 Afvisning af klager

UFEX[105]

102. Den 19. november vedtog Kommissionen en beslutning, hvori den afviste en klage, der var indgivet af Union Française de l’Express og tre af dens medlemmer, DHL, FedEx og Crie mod Frankrig, La Poste og Chronopost, da det ikke var i Fællesskabets interesse at fortsætte undersøgelsen yderligere. Afvisningen vedrører klagernes påstand om, at La Poste misbrugte sin stilling på det reserverede marked for almindelige posttjenester ved at søge at udvide sin dominans til det franske marked for ekspresforsendelser, hvor La Postes datterselskab Chronopost er aktivt, og dermed overtrådte artikel 86 og 82. Det angivelige misbrug omfattede krydssubsidiering på det tidspunkt, hvor Chronopost blev lanceret (1986) og derefter forretningsmæssig og logistisk bistand til Chronopost til urimeligt lave priser, hvilket gav Chronopost mulighed for selv at afkræve dumpingpriser for at skille sig af med konkurrenterne. Klagen blev genbehandlet efter anmodning fra klagerne i september 2000, da Domstolen og Førsteinstansretten i en række domme havde annulleret en beslutning om afvisning, der blev truffet i december 1994. Med hensyn til den manglende fællesskabsinteresse i at undersøge sagen yderligere hedder det i den nye beslutning om afvisning blandt andet, at den praksis, der blev klaget over – og som under alle omstændigheder ikke er behørigt påvist – blev afsluttet for over ti år siden, og at der siden da ikke har været tegn på varige konkurrencebegrænsende virkninger som følge heraf på det relevante marked.

C - EKN: OVERSIGT OVER SAMARBEJDET

1. GENEREL OVERSIGT

Oprettelsen af EKN

103. Et af de overordnede mål med forordning nr. 1/2003 og moderniseringspakken var i højere grad at inddrage medlemsstaternes håndhævende myndigheder i anvendelsen af EU's konkurrenceregler. For at sikre en ensartet anvendelse af artikel 81 og 82 i et system med parallelle beføjelser indførte man mekanismer til samarbejde mellem myndighederne. Artikel 11 og 12 i forordning nr. 1/2003 og netværksmeddelelsen[106] ligger til grund for systemet og samarbejdet i Det Europæiske Konkurrencenetværk (EKN).

104. EKN består af de nationale konkurrencemyndigheder, der er udpeget i henhold til artikel 35 i forordning nr. 1/2003, og Kommissionen. Samarbejdet i EKN begyndte allerede i 2003. Der blev nedsat arbejdsgrupper for at drøfte en række vigtige aspekter af netværksmeddelelsen, og generelle spørgsmål i forbindelse med overgangen til det nye håndhævelsessystem blev behandlet i dette forum. Endvidere nedsatte man 14 undergrupper for at drøfte sektorspecifikke spørgsmål. 2004 var det første år, hvor EKN var fuldt funktionsdygtigt og deltog i individuelle tilfælde af anvendelsen af EU’s konkurrenceregler. Der blev oprettet sofistikerede it-supportsystemer inden den 1. maj for at give alle medlemmer mulighed for at følge de sager, der blev behandlet af netværket, og udveksle oplysninger.

Sagsfordeling

105. For at fordele sagerne effektivt underretter myndighederne i netværket hinanden lige før eller lige efter den første formelle undersøgelsesforanstaltning i alle sager, der vedrører anvendelse af artikel 81 eller 82. I 2004 fik netværket forelagt i alt 298 sager, heraf 99 af Kommissionen og 199 af de nationale konkurrencemyndigheder.

106. Som man kunne vente, blev sager, der var anmeldt til netværket, kun yderst sjældent omfordelt (færre end 1 % af sagerne). Sagerne forbliver normalt hos den myndighed, der indledte undersøgelsen.

107. I nogle tilfælde var der bilaterale drøftelser mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder, som mundede ud i, at de nationale myndigheder indvilgede i at overtage en klage, der oprindelig var indgivet til Kommissionen. I ét tilfælde skete omfordelingen på et senere tidspunkt, hvor Kommissionen indledte procedure for at acceptere tilsagn, der omfattede hele EU[107], selv om de nationale myndigheder behandlede sagen.

Gensidig bistand ved indsamlingen af oplysninger

108. Forordning nr. 1/2003 giver netværkets medlemmer redskaber til at hjælpe hinanden med at gennemføre efterforskning på vegne af en anden myndighed (artikel 22) og mere generelt udveksle oplysninger (artikel 12). Lige fra de første dage, hvor forordning nr. 1/2003 gjaldt, brugte flere myndigheder artikel 22. Der blev foretaget kontrolundersøgelser efter anmodning fra flere nationale konkurrencemyndigheder, og de indsamlede oplysninger blev videresendt i henhold til artikel 12. I alt blev artikel 22 brugt 11 gange på 8 måneder.

109. Endvidere gør netværkets medlemmer flittig brug af muligheden for at udveksle oplysninger i henhold til artikel 12. I mindst to tilfælde blev der med ansøgerens samtykke udvekslet oplysninger i sager om bødefritagelse eller -nedsættelse.

Ensartet anvendelse af EU-retten

110. I henhold til artikel 11, stk. 4, i forordning nr. 1/2003 skal de nationale konkurrencemyndigheder underrette Kommissionen, senest 30 dage inden de træffer negative beslutninger. I perioden efter den 1. maj blev Kommissionen underrettet om 33 konkurrencesager, hvor en national konkurrencemyndighed ville vedtage en negativ beslutning efter artikel 81 og/eller 82. 18 af disse sager vedrørte artikel 81, mens 13 vedrørte artikel 82, og 2 vedrørte begge artikler. I nogle af sagerne fremsatte Kommissionen bemærkninger over for de nationale konkurrencemyndigheder. I ingen af sagerne indledte Kommissionen procedure, der fratog en medlemsstats konkurrencemyndighed dens kompetence i henhold til artikel 11, stk. 6, i forordning nr. 1/2003.

Generel samordning af den nationale ret

111. Endelig skete der i 2004 en omfattende revision af en række nationale love. Næsten alle disse ændringer førte til en højere grad af konvergens mellem de nationale systemer og forordning nr. 1/2003. I alt 20 medlemsstater afskaffede eller planlægger at afskaffe deres nationale anmeldelsessystemer, og 17 har helt eller delvis samordnede programmer for bødefritagelse eller -nedsættelse. Denne udvikling bidrager kraftigt til en forenkling af de regler, virksomhederne skal overholde, og til at skabe et mere velfungerende system.

2. De nationale domstoles anvendelse af EU’s konkurrenceregler: Rapport om gennemførelsen af artikel 15 i forordning nr. 1/2003

Anmodninger om en udtalelse

112. Artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 giver nationale domstole mulighed for at anmode Kommissionen om at få tilsendt oplysninger, som den er i besiddelse af, eller udtalelser om spørgsmål vedrørende anvendelsen af EU's konkurrenceregler. I 2004 modtog Kommissionen 9 anmodninger om udtalelser. 6 af anmodningerne kom fra spanske domstole og vedrørte alle samme type distributionsaftale i energisektoren, som især rejste spørgsmål om sondringen mellem agent og forhandler i EU’s konkurrenceret og indeholdt både bestemmelser om fastsættelse af en maksimumspris for videresalg af brændstoffer og en konkurrenceklausul, der kunne føre til afskærmning af markedet. Kommissionens svar på disse seks anmodninger var i det store og hele baseret på dens tidligere vurdering i Repsol CPP- sagen[108].

113. I henhold til belgisk konkurrenceret skal belgiske domstole anmode appelretten i Bruxelles om en præjudiciel afgørelse, når de er i tvivl om anvendelsen af konkurrencereglerne. Tidligt i december videresendte appelretten i Bruxelles tre sådanne anmodninger til Kommissionen for at få dens udtalelse. Anmodningerne rejste spørgsmål om samtidig anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82, anvendelsesområdet for artikel 82, litra c), Kommissionens gruppefritagelsesforordning 2790/1999 (om vertikale aftaler) og de tilhørende retningslinjer og de minimis- meddelelsen.

En offentlig database over de nationale domstoles domme

114. Artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 kræver, at EU’s medlemsstater skal sende Kommissionen en kopi af de skriftlige domme, som de nationale domstole har afsagt i spørgsmål vedrørende anvendelsen af artikel 81 eller 82. Kommissionen modtog 36 domme afsagt siden maj 2004, som blev offentliggjort på GD for Konkurrences website i det omfang, de lokale myndigheder ikke havde klassificeret dem som fortrolige[109]. Langt størstedelen af disse domme (29) var et resultat af privatretlige søgsmål, i de fleste tilfælde for at få ophævet en aftale, fordi den var uforenelig med EU’s konkurrenceregler.

Indlæg fra Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder

115. Artikel 15, stk. 3, i forordning nr. 1/2003 tillader Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder at afgive indlæg til de nationale domstole om spørgsmål om anvendelsen af EU’s konkurrenceregler. Kommissionen har endnu ikke udnyttet denne mulighed, mens de belgiske, franske og tyske konkurrencemyndigheder har. Det skal dog bemærkes, at allerede inden den 1. maj 2004 havde disse konkurrencemyndigheder bemyndigelse til at afgive indlæg til deres nationale domstole i henhold til national ret.

Finansiering af uddannelsen af medlemsstaternes dommere i EU-konkurrenceret

116. Siden 2002 har Kommissionen medfinansieret projekter i at uddanne medlemsstaternes dommere i EU-konkurrenceret. I 2004 medfinansierede Kommissionen fire uddannelsesprojekter[110] og indkaldte forslag, der førte til undertegnelse af endnu 10 kontrakter, hvorved over 400 000 EUR blev afsat til at uddanne mere end 700 dommere fra alle 25 medlemsstater i 2005[111].

3. Energi

117. I 2004 nedsatte Kommissionen en undergruppe for energi under EKN. Formålet er at skabe et forum for at drøfte afgørende spørgsmål og udvikle en fælles strategi for anvendelsen af EU’s konkurrenceregler på de europæiske energimarkeder og tilskynde til kontrol med konkurrencen på disse markeder. Det er planen, at undergruppen for energi skal afholde såvel tekniske møder som møder på højt plan med deltagelse af tilsynsmyndighederne.

118. I september afholdt man en såkaldt High Level Energy Day for cheferne for de nationale konkurrencemyndigheder. De nationale tilsynsmyndigheder på energiområdet blev også inviteret. Mødet fokuserede på to emner, nemlig konkurrencemyndighedernes og tilsynsmyndighedernes rolle i bekæmpelsen af konkurrencebegrænsende adfærd, og hvordan man kan nedbryde de resterende hindringer for markedsadgang.

119. Det første tekniske møde i undergruppen for energi fandt sted i december. Ud over en drøftelse af undergruppens kommende arbejdsprogram fokuserede man på to emner, nemlig langfristede kontrakter i nedstrømssektoren for gas og sektorundersøgelser i energisektoren. Man aftalte, at undergruppen for energi skulle koncentrere sig om konkurrence i gas- og elsektoren uden helt at udelukke drøftelser af andre energimarkeder (f.eks. benzin). Man drøftede desuden et oplæg udarbejdet af GD for Konkurrence om langfristede kontrakter i nedstrømssektoren for gas. GD for Konkurrence omdelte et dokument om sektorundersøgelser, og man havde en interessant udveksling af erfaringer med de nationale konkurrencemyndigheder om sektorundersøgelser i gas- og elsektoren.

4. Transport

ECA’s arbejdsgruppe for lufttrafik

120. ECA (European Competion Authorities) nedsatte en arbejdsgruppe for lufttrafik på sin plenarforsamling i Athen i april 2002 for at styrke det indbyrdes samarbejde om forholdene i luftfartsindustrien og søge at skærpe konkurrencen i denne sektor. ECA finder, at konkurrencen mellem luftfartsselskaberne påvirkes af nogle specielle kendetegn ved luftfartsindustrien, især dens karakter af netværk. Den 13. maj offentliggjorde arbejdsgruppen en rapport om fusioner og alliancer inden for civil lufttrafik[112], som indeholder en oversigt over ECA’s nuværende håndhævelsespraksis med hensyn til markedsafgrænsning, konkurrencevurderinger og afhjælpende foranstaltninger.

Jernbaner

121. Undergruppen for jernbaner mødtes for anden gang den 29. juni og drøftede resultaterne af den markedsundersøgelse, GD for Konkurrence og de nationale konkurrencemyndigheder i fællesskab havde foretaget om hindringer for effektiv konkurrence i sektoren for godstransport pr. jernbane. Man bemærkede, at oplysningerne var yderst omfattende, men at de var afgivet af markedsaktørerne på et uformelt grundlag og skulle efterprøves. Undergruppen drøftede desuden et forslag til bedste praksis i forbindelserne mellem de nationale konkurrencemyndigheder og tilsynsmyndighederne for jernbaner (den første pakke af jernbanedirektiver krævede, at sådanne tilsynsmyndigheder skulle oprettes), som forberedelse af et fælles møde mellem de to grupper på et senere tidspunkt.

5. Finansielle tjenesteydelser

122. I sektoren for finansielle tjenesteydelser var EKN’s undergrupper i 2004 aktive inden for områderne betalingskort, forsikring og værdipapirer.

123. EKN’s undergruppe for betalingskortnetværk mødtes for første gang i Bruxelles den 17. juni. Det overordnede formål med mødet var, at Kommissionen skulle forelægge de nationale konkurrencemyndigheder resultaterne af sine markedsundersøgelser om betalinger med kredit- og debetkort i Europa. På grundlag heraf drøftede man specifikke sager og metodespørgsmål samt udviklingen i sektoren. Målet med denne form for aktiv koordination er at skabe en fælles videnbase og indfaldsvinkel til konkurrencespørgsmål i forbindelse med kortbetalinger. En række repræsentanter for de nationale konkurrencemyndigheder (Danmark, Polen og Det Forenede Kongerige) beskrev deres igangværende undersøgelser af aftaler om interbankgebyrer indgået af betalingskortnetværk, der er aktive i deres hjemlande. Konkurrencemyndighederne i Nederlandene, Finland og Italien redegjorde for deres sager vedrørende indenlandske debetkortnetværk. En række delegerede påpegede, at størrelsen af interbankgebyrerne i debetkortordninger hænger sammen med graden af konkurrence på markedet for tilslutning af handlende og markedet for udstedelse af kort. I en række EU-lande overvejer lokalbanker endvidere at forlade eksisterende indenlandske betalingskortnetværk og slutte sig til en international betalingskortordning, som vil give dem yderligere indtægter fra interbankgebyrer. I medlemsstater, hvor de to internationale betalingskortnetværk Visa og MasterCard har etableret sig som lokale debetkortnetværk, er interbankgebyrer almindelige og meget høje. Diskussionen viste, at der er behov for koordineret håndhævelse af konkurrencereglerne i denne sektor i hele Europa.

124. Det andet møde i EKS’s undergruppe for forsikring fandt sted i Bruxelles den 27. oktober. På dette møde blev det klart, at forsikringsformidleres og –mægleres kommissioner er genstand for markedsanalyser foretaget af en række myndigheder i netværket, og som følge af disse undersøgelser rejser der sig en række konkurrencespørgsmål.

125. Netværket af sikkerhedseksperter mødtes for anden gang i juni. Selv om der er tale om et komplekst emne, var deltagerantallet højt, og deltagerne bidrog meget aktivt til debatterne. Formålet med mødet var i første række at skabe fælles forståelse blandt alle de nationale myndigheder med hensyn til værdipapirhandel, -clearing og -afvikling i EU-25, og dernæst at udveksle synspunkter om konkurrence og tilsyn i værdipapirsektoren.

126. Kommissionen indsamlede reaktioner fra de nationale myndigheder med henblik på kommende møder og for at skabe kontakt mellem konkurrencemyndighederne.

D - ET UDVALG AF DOMSTOLENS OG FØRSTEINSTANSRETTENS DOMME

Adalat

127. Den 6. januar[113] afsagde Domstolen dom i to appelsager, hvoraf den ene appel var indgivet af Kommissionen mod Førsteinstansrettens dom[114] i Adalat- sagen. Førsteinstansretten havde annulleret Kommissionens beslutning[115] om en overtrædelse af EF-traktatens artikel 81 i form af eksportforbud i kontraktforholdet mellem Bayer og virksomhedens grossister. Førsteinstansretten havde i denne forbindelse fastslået, at Kommissionen ikke med tilstrækkelig retlig sikkerhed havde påvist, at grossisterne havde accepteret Bayers forretningspolitik, og at artikel 81 ikke kunne anvendes på en sådan adfærd, når der ikke var tale om en aftale. Domstolen bekræftede, at der på grundlag af de beviser, Kommissionen havde fremlagt, ikke var tale om en samstemmende vilje, og Domstolen afklarede dermed begrebet aftale i henhold til artikel 81. Det skal dog bemærkes, at Domstolen udtrykkelig gør det klart, at der ikke var tale om hverken den mulige anvendelse af andre aspekter af artikel 81 eller artikel 82 eller andre mulige afgrænsninger af det relevante marked i denne sag.

Cementkartel

128. Ved dom af 7. januar[116] nedsatte Domstolen efter en appel den bøde, Kommissionen havde pålagt en af appellanterne[117] for at have deltaget i cementkartellet. Domstolen fandt, at man ved beregningen af bødens størrelse ikke kunne tage hensyn til omsætningen i Ciments Français SA’s datterselskab, da virksomheden først overtog kontrollen med det pågældende datterselskab efter sin deltagelse i den pågældende overtrædelse. Domstolen afviste de øvrige appeller og stadfæstede dermed i det store og hele Førsteinstansrettens dom[118].

Posttjenester: Asempre

129. Ved dom af 11. marts[119] traf Domstolen en præjudiciel afgørelse om fortolkning af direktiv 97/67/EF[120] om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet. Domstolen fastslog, at direktivets artikel 7 ikke tillader medlemsstaterne at udvide de tjenester, der er reserveret for den befordringspligtige virksomhed ved at gøre ekspedition af egen post[121] afhængig af en eller flere af følgende betingelser:

- at modtager skal være samme person som afsender

- at tjenesterne ikke må ydes til tredjemand som led i tjenesteyderens erhvervsvirksomhed

- at tjenesterne ikke må ydes ved kurértjeneste eller lignende, og

- at udførelsen af tjenesterne ikke må være til gene for de tjenester, de befordringspligtige virksomheder har eneret på.

130. Det fastslås endvidere i dommen, at postgirovirksomhed (betaling gennem det offentlige postnet til fysiske eller juridiske personer) ikke er omfattet af direktiv 97/67.

Kartel inden for grafitelektroder

131. I en dom afsagt den 29. april[122] nedsatte Førsteinstansretten de bøder, Kommissionen havde pålagt deltagerne i et grafitelektrodekartel[123]. Førsteinstansretten fandt, at Kommissionen ikke konsekvent havde fastsat de kategorier, den brugte ved beregningen af bøder i henhold til Kommissionens retningslinjer for beregningen af bøder[124], og Førsteinstansretten brugte sine fulde beføjelser til at indføre en ny kategori og ændre grundbeløbet for beregningen for nogle virksomheder. Andre nedsættelser vedrørte især spørgsmålet om, i hvilken udstrækning Kommissionen havde taget hensyn til, at virksomhederne havde samarbejdet, og derfor nedsat bøderne. Efter Førsteinstansrettens opfattelse var nogle af de oplysninger, parterne havde fremlagt, omfattet af retten til at undgå at anklage sig selv og skulle derfor have været betragtet som et frivilligt bidrag fra parterne.

132. Førsteinstansretten bekræftede dog også, at virksomheder, som i løbet af den administrative procedure udtrykkeligt vedgår indholdet af de påstande, Kommissionen rettede mod dem (i klagepunktsmeddelelsen), og derfor får nedsat bødebeløbet, i princippet forhindres i at anfægte disse forhold over for Førsteinstansretten og dermed må påregne, at Førsteinstansretten hæver bødebeløbet. Endvidere bekræftede Førsteinstansretten, at Kommissionen kan straffe et kartel, som samtidig er blevet straffet i andre jurisdiktioner uden for EU, og Kommissionen er ikke forpligtet til at tage hensyn til denne straf ved fastsættelsen af sine egne bøder[125].

Kartel inden for sømløse rør

133. I sine domme af 8. juli[126] nedsatte Førsteinstansretten de bøder, Kommissionen havde pålagt[127] deltagerne i et kartel inden for sømløse stålrør, af hensyn til at overtrædelsen varede kortere, idet den fastslog, at Kommissionen ikke havde fastslået den samlede varighed, som den blandt andet havde lagt til grund for sine bøder. I denne forbindelse fastslog Førsteinstansretten, at under de særlige omstændigheder i denne sag skulle Kommissionen fremføre beviser for den nøjagtige afslutning af de frivillige begrænsningsaftaler mellem EU og Japan, som Kommissionen havde taget hensyn til ved fastsættelsen af overtrædelsens varighed. For de deltagende japanske virksomheders vedkommende nedsatte Førsteinstansretten også bøderne, fordi deres deltagelse i kartellet var af mindre grov karakter, eftersom de ikke havde deltaget i en del af overtrædelsen (vedrørende forsyningskontrakter til Corus). Derudover afviste Førsteinstansretten alle anmodninger om annullering af Kommissionens beslutning.

Fortrolig behandling: Akzo & Akros

134. Den 27. september[128] imødekom præsidenten for Førsteinstansretten Kommissionens appel af en foreløbig retskendelse afsagt af præsidenten for Førsteinstansretten, som suspenderede en kommissionsbeslutning om at afvise parternes anmodning om fortrolighed, mens han allerede havde afvist at træffe foreløbige forholdsregler over en beslutning om kontrolundersøgelse, som parterne ligeledes havde anmodet om i denne parallelle sag[129].

135. Sagen vedrører dokumenter beslaglagt under en kontrolundersøgelse i medfør af en kommissionsbeslutning[130]. Denne stående tvist – hovedsagen verserede stadig ved udgangen af 2004 – drejer sig om omfanget af fortrolig behandling, og hvem der kan påberåbe sig den. Præsidenten for Førsteinstansretten annullerede suspensionen, eftersom der ikke var noget uopsætteligt behov for at forhindre Kommissionen i at få adgang til nogle af dokumenterne.

136. Førsteinstansrettens præsident havde påpeget, at retspraksis om fortrolig behandling muligvis bør tages op til fornyet overvejelse, og rejst en række spørgsmål i denne forbindelse: hvorvidt den fortrolige behandling skal udvides til at omfatte dokumenter under forberedelse, indsamling af oplysninger og opsummerende dokumenter, der skal tjene som juridisk vejledning, hvorvidt det indebærer en uoprettelig forringelse af retten til at forsvare sig, at Kommissionen får bemyndigelse til at kopiere sådanne dokumenter, og hvorvidt fortrolig behandling skal omfatte visse kategorier af advokater, som er ansat af virksomheder. På grund af de vidtrækkende negative implikationer af en sådan ændring for det daglige arbejde med bekæmpelse af monopoler og karteller fandt Kommissionen det nødvendigt at appellere kendelsen for at få sikkerhed om anvendelsen af retspraksis.

Tyske banker

137. I sine domme[131] af 14. oktober annullerede Førsteinstansretten en kommissionsbeslutning[132], hvori Kommissionen havde fastslået, at en række tyske banker havde deltaget i et priskartel i forbindelse med gebyrer for veksling af valuta fra eurozonen i perioden frem til indførelsen af euroen som fælles valuta. Førsteinstansretten fastslog, at Kommissionens beslutning var baseret på utilstrækkelige beviser.

Dopingregler

138. I sagen om dopede svømmere[133] besluttede Førsteinstansretten den 30. september[134], at Den Internationale Olympiske Komités dopingregler er rent sportslige regler, som ikke har noget med økonomisk virksomhed at gøre. Dopingreglerne er nært knyttet til sport som sådan og er dermed ikke omfattet af traktatens bestemmelser om økonomisk frihed, især artikel 49, 81 og 82. Det er den første dom, hvor Førsteinstansretten har taget stilling til, hvorvidt sportsregler er omfattet af traktatens konkurrencebestemmelser. Den bekræfter Kommissionens politik på sportsområdet.

Eurovision

139. Den 4. oktober afviste Førsteinstansretten[135] EBU’s appel af dom af 8. oktober 2002[136], hvori Førsteinstansretten fastslog, at tredjeparters adgang til Eurovisionssystemet ikke opfyldte betingelserne i EF-traktatens artikel 81, stk. 3, litra b), og annullerede Kommissionens beslutning om fritagelse[137].

Microsoft

140. Den 22. december afviste præsidenten for Førsteinstansretten[138] Microsofts anmodning om at få suspenderet de afhjælpende foranstaltninger i henhold til beslutningen i Microsoft-sagen fra marts 2004 i dens helhed[139]. I denne beslutning pålagde Kommissionen Microsoft at afgive oplysninger om interoperabilitet og adskille Windows og Windows Media Player. Ud over en bøde pålagde Kommissionen virksomheden visse foranstaltninger for at afslutte den konkurrencebegrænsende adfærd, der var påpeget i beslutningen.

141. Præsidenten fandt, at Microsofts argumenter om sagens indhold ikke umiddelbart kunne betragtes som ubegrundede i sagen om foreløbige forholdsregler. Præsidenten fandt dog, at Microsoft ikke havde påvist, at virksomheden ville lide alvorlig og uoprettelig skade, hvis beslutningen blev gennemført, og der var derfor ikke grundlag for at suspendere beslutningens afhjælpende foranstaltninger. Præsidenten fandt, at offentliggørelse af oplysninger, der hidtil er holdt hemmelige, ikke nødvendigvis forvolder alvorlig og uoprettelig skade, og at der ikke var påvist en sådan skade i den foreliggende sag. Han fandt endvidere, at med hensyn til kravet om adskillelse havde Microsoft ikke specifikt påvist, at virksomheden kunne lide alvorlig og uoprettelig skade som følge af indblanding i dens forretningspolitik eller belastning af dens ry.

E - STATISTIKKER

[pic]

[pic]

[pic]

II - Fusionskontrol

Indledning

142. Året har været præget af en stigning i antallet af fusioner og overtagelser anmeldt til Kommissionen i forhold til 2003. Det er første gang siden 1999, at antallet af sager er steget. Kommissionen modtog i alt 249 anmeldelser, hvilket er en stigning på 17 % i forhold til året før. Også antallet af endelige beslutninger er steget lidt, fra 231 i 2003 til 242 i 2004. Af de endelige beslutninger, der blev vedtaget i årets løb, blev de 64 % vedtaget efter den nye forordning, der trådte i kraft pr. 1. maj, og 57 % af dem blev vedtaget efter den forenklede procedure. Af de i alt 232 endelige beslutninger, der blev vedtaget efter førstefasebehandling, var der i 220 tilfælde tale om godkendelser uden tilsagn. I de resterende 12 sager afgav parterne tilsagn, der imødekom Kommissionens indsigelser.

143. Antallet af sager, der gav anledning til alvorlig tvivl med hensyn til deres konkurrencevirkninger og derfor krævede en tilbundsgående undersøgelse (anden fase), er uændret i forhold til 2003 - der blev i løbet af 2004 indledt andenfasebehandling i 8 sager. Af de 7 andenfasesager, der blev færdigbehandlet i 2004, blev fusionen endeligt godkendt i 6 tilfælde, og i den sidste sag blev der nedlagt forbud. I 4 sager blev transaktionen godkendt efter tilsagn, der eliminerede de oprindeligt påviste konkurrenceproblemer, og i to sager blev transaktionen godkendt uden betingelser.

144. I årets løb vedtog Kommissionen også 3 beslutninger om henvisning af en sag. I to af disse tilfælde blev hele sagen henvist, mens der i 1 tilfælde var tale om en delvis henvisning. I løbet af 2004 modtog Kommissionen 19 begrundede anmodninger om at behandle en fusion uden fællesskabsdimension (jf. artikel 4, stk. 5). Kommissionen modtog også to begrundede anmodninger om, at en fusion med fællesskabsdimension helt eller delvis blev henvist til en medlemsstat (jf. artikel 4, stk. 4)[140].

A - LOVGIVNING OG FORTOLKNINGSREGLER

1. REVISION AF FUSIONSFORORDNINGEN, NYE MEDDELELSER OG ÆNDRING AF GENNEMFØRELSESFORORDNINGEN

1.1. Ny fusionsforordning: Forordning 139/2004

145. Den nye, omarbejdede fusionsforordning[141] blev formelt vedtaget den 20. januar og trådte i kraft den 1. maj. Efter vedtagelsen af denne nye fusionsforordning blev der den 1. maj vedtaget en række ændringer i gennemførelsesforordningen samt i meddelelsen om accessoriske begrænsninger. Desuden har Kommissionen udsendt en ny meddelelse om sagernes fordeling, der forklarer, hvordan de nye regler i fusionsforordningen om henvisning af sager vil blive anvendt og fortolket. Og endelig er der udsendt nye retningslinjer om vurderingen af horisontale fusioner.

1.2. Revision af gennemførelsesforordningen

146. De ændringer, der er foretaget i den nye, reviderede gennemførelsesforordning, afspejler hovedsagelig ændringerne i den nye fusionsforordning. Kommissionen benyttede imidlertid også lejligheden til at gøre teksten mere klar og sagsbehandlingen mere effektiv og fair. Den nye gennemførelsesforordning blev vedtaget i april, efter at Kommissionen havde sendt et udkast til offentlig høring, og den trådte i kraft den 1. maj[142].

Ny henvisningsmekanisme

147. Med den nye fusionsforordning har de parter, der anmelder en fusion, fået mulighed for allerede forud for anmeldelsen at anmode om, at behandlingen af fusionen henvises enten fra Kommissionen til medlemsstaten (artikel 4, stk. 4) eller fra en eller flere medlemsstater til Kommissionen (artikel 4, stk. 5). Henvisning af en sag i fasen forud for anmeldelsen forudsætter, at parterne indgiver en begrundet erklæring til Kommissionen. For at lette behandlingen af sådanne erklæringer er der i den nye gennemførelsesforordning indføjet en særlig formular til begrundede erklæringer, hvoraf det fremgår, hvilke oplysninger der skal gives.

Nye anmeldelsesformularer - CO-formularen og den korte CO-formular

148. Ud over en revision af procedurebestemmelserne har man også revideret CO-formularen, og der er indført en ny kort formular.

149. Den nye CO-formular afspejler de ændringer, der er foretaget i den nye fusionsforordning og berører også en række konkurrencespørgsmål, der behandles i den analytiske del af Kommissionens nye meddelelse om vurderingen af horisontale fusioner. De væsentligste nyskabelser består i, at der nu skal gives et resumé med en beskrivelse af de markeder, transaktionen vil få indvirkninger på, og af de strategiske og økonomiske bevæggrunde for den (Afsnit 1). Der er desuden indføjet et nyt afsnit, hvori opmærksomheden henledes på, at de anmeldende parter i henhold til gældende EU-regler og/eller nationale regler muligvis også har pligt til at give deres medarbejdere og disses repræsentanter visse oplysninger om transaktionen (Afsnit 1.7), ligesom det nu kræves, at transaktionens værdi skal angives (Afsnit 3).

150. Andre ændringer drejer sig om den dokumentation, der skal indsendes (Afsnit 5), hvilke oplysninger, der skal gives om markeder, som ikke berøres af transaktionen (Afsnit 6), tærsklerne for oplysningspligten angående konkurrenter på berørte markeder, der er blevet sænket fra 10 % til 5 %, et nyt krav om oplysninger om HHI-graden på berørte markeder, hvilke oplysninger der skal gives om de generelle markedsforhold (Afsnit 8) og yderligere oplysninger om den forventelige fremtidige udvikling, f.eks. nye produkter i støbeskeen, planer om kapacitetsudvidelser og planer om at gå ind på nye markeder. Der er indføjet et nyt afsnit til oplysninger om effektivitetsgevinster (Afsnit 9). Heri fremhæves det, at det er frivilligt, om man vil give oplysninger om effektivitetsgevinster, og at parterne ikke behøver at give nogen begrundelse for ikke at udfylde dette afsnit. Afsnittet om accessoriske begrænsninger er bortfaldet, hvilket skyldes de nye bestemmelser i fusionsforordningen om, at Kommissionen normalt ikke vil tage stilling til sådanne spørgsmål. Endelig er det nu de anmeldende parter selv (og ikke deres advokater), der skal attestere, at anmeldelsen er fuldstændig og korrekt.

151. Efter udvidelsen er det også blevet nødvendigt at kræve, at de anmeldende parter indsender yderligere 10 eksemplarer af hver anmeldelse til Kommissionen, for at anmeldelsen betragtes som værende fuldstændig[143].

Nye frister

152. I den nye gennemførelsesforordning er der også foretaget en ændring af bestemmelserne om, hvordan fristerne skal beregnes - de skal ifølge den nye fusionsforordning beregnes på basis af arbejdsdage i stedet for måneder. Den nye artikel 7 fastsætter, at alle frister begynder at løbe på den arbejdsdag, der følger efter den begivenhed, som den relevante bestemmelse relaterer til. Artikel 8 indeholder forenklede regler for beregningen af, hvornår de forskellige frister udløber.

153. I artikel 19, stk. 1, fastsættes det, at fristen for indsendelse af tilsagn i fase 1 er på 20 arbejdsdage, og i artikel 19, stk. 2, fastsættes fristen for indgivelse af fase 2-tilsagn til 65 arbejdsdage fra den dato, hvor proceduren blev indledt. Hvis fristen for vedtagelse af en artikel 8, stk. 2-beslutning forlænges efter begæring fra parterne, jf. artikel 10, stk. 3, forlænges fristen for indsendelse af tilsagn også med samme antal arbejdsdage. Hvis fristen på 90 arbejdsdage f.eks. forlænges med 10 arbejdsdage, så forlænges fristen på 65 dage for indgivelse af tilsagn til 75 arbejdsdage.

154. Artikel 9 i den nye gennemførelsesforordning åbner mulighed for at stille visse frister i bero. Således kan fristerne for henvisninger og endelige beslutninger i den nye fusionsforordnings artikel 9, stk. 4, og artikel 10, stk. 1 og 3, suspenderes på grund af omstændigheder, der kan tilskrives parterne, dvs. når Kommissionen er nødt til først at fremsætte en begæring om oplysninger ved en beslutning (eller må vedtage en beslutning om kontrolundersøgelser jf. artikel 13, stk. 4).

Retten til at blive hørt

155. Den nye gennemførelsesforordning indeholder nye bestemmelser om retten til at blive hørt. Ændringerne består i alt væsentligt i, at denne ret nu også gælder for forbrugerorganisationer i sager, hvor en fusion berører produkter eller tjenesteydelser, der anvendes af endelige forbrugere.

Fortrolige oplysninger

156. Efter den nye gennemførelsesforordning skal alle, der fremsætter bemærkninger i henhold til den nye fusionsforordnings artikel 12, 13 eller 16, eller giver oplysninger i henhold til artikel 11, klart angive enhver oplysning, som de anser for at være fortrolig. De skal også begrunde, hvorfor de mener, at der er tale om fortrolige oplysninger, og give Kommissionen en ikke-fortrolig version heraf inden for den af denne fastsatte frist.

157. I henhold til den nye gennemførelsesforordnings artikel 18, stk. 3, skal de anmeldende parter også markere de forretningshemmeligheder eller andre fortrolige oplysninger, der måtte være indeholdt i det materiale, de indsender. De skal også angive, over for hvilke virksomheder dette materiale bør betragtes som værende fortroligt. Kravet om markering af fortrolige oplysninger gælder også de klagepunktsmeddelelser, sagsresumeer og beslutninger, Kommissionen udfærdiger, og som parterne finder indeholder forretningshemmeligheder. Ligesom det gælder for tredjeparter, skal også de anmeldende parter give en begrundelse for, hvorfor de mener, at der er tale om fortrolige oplysninger, og give Kommissionen en ikke-fortrolig version af det pågældende materiale.

Andre ændringer

158. I artikel 3 fastsættes det, at det oprindelige sagsbehandlingssprog også er det sprog, der skal benyttes ved enhver anden sagsbehandling i forbindelse med den samme fusion. Formålet med denne bestemmelse er at sikre, at hele sagsbehandlingen i forbindelse med en og samme fusion kommer til at foregå på det samme sprog. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor en sag skal genbehandles efter en dom afsagt af EF-Domstolen, eller hvor der rejses sag i henhold til den nye fusionsforordnings artikel 14 for afgivelse af urigtige oplysninger i en anmeldelse.

159. Artikel 5 er blevet ændret, således at det nu klart fremgår, hvad det er for forhold, "Kommissionen omgående skal underrettes om". Der er ikke længere som hidtil kun tale om "væsentlige ændringer i de oplysninger, der er indeholdt i anmeldelsen", men også om "nye oplysninger, der fremkommer efter anmeldelsens indgivelse, og som de anmeldende parter har eller burde have haft kendskab til, og som skulle have været anmeldt, hvis de havde været kendt på anmeldelsestidspunktet".

Den nye korte CO-formular

160. Der er indført en ny, kort CO-formular til anmeldelse af fusioner, der ikke kan antages at ville rejse konkurrenceproblemer. Den er udformet sådan, at den ligger så tæt som muligt op ad den reviderede kommissionsmeddelelse om en forenklet procedure. Meningen med den korte formular er, at den skal benyttes i de tilfælde, hvor :

1. et joint venture ikke har nogen eller kun ubetydelig økonomisk aktivitet inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde

2. ingen af fusionsparterne har erhvervsaktiviteter på det samme relevante produktmarked og geografiske marked (ingen horisontal overlapning mellem parterne) eller på et marked, der ligger forud for eller efter et marked, som en anden fusionspart opererer på (ingen vertikale forbindelser)

3. parterne tilsammen har en markedsandel på under 15 % ved horisontal overlapning eller under 25 % (tilsammen eller hver for sig) ved vertikale forbindelser

4. en part erhverver enekontrollen over en virksomhed, som den førhen kontrollerede sammen med en eller flere andre virksomheder[144].

161. Ligesom i meddelelsen om en forenklet procedure er der i gennemførelsesforordningen fastlagt en række fusionstyper, som ikke kan anmeldes på den korte formular, heller ikke selv om de formelle betingelser måske er opfyldt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis det er vanskeligt at definere de relevante markeder, hvis en af parterne er ny på markedet eller har en betydelig patentbeholdning, hvor det ikke er muligt at beregne parternes markedsandele ordentligt, hvor markedet er præget af betydelige adgangsbarrierer, stærk koncentration eller velkendte konkurrenceproblemer, hvor der kan være tale om samordning som omhandlet i den nye fusionsforordnings artikel 2, stk. 4, hvor en medlemsstat eller en tredjepart har rejst begrundede indsigelser inden for en bestemt frist, eller hvor mindst to af fusionsparterne opererer på nært beslægtede nabomarkeder. På samme måde vil der kunne kræves anmeldelse på den fuldstændige CO-formular i tilfælde, hvor en part overtager enekontrollen med et joint venture, som det hidtil har kontrolleret sammen med en eller flere andre parter, hvis den overtagende part sammen med joint venture-virksomheden står stærkt på det relevante marked eller på markeder, der er vertikalt forbundne med det.

162. Der er også indføjet bestemmelser for at sikre, at Kommissionen i tilfælde af, at en fusion ikke opfylder betingelserne for anmeldelse i kortform, men allerede er blevet anmeldt, så kan kræve en fuldstændig eller delvis anmeldelse på CO-formularen. Den situation kan opstå, når betingelserne for brug af kortformen ikke er opfyldt, når det er nødvendigt med en fuldstændig eller delvis anmeldelse på den fulde CO-formular for at kunne vurdere eventuelle konkurrenceproblemer til bunds, når der er givet ukorrekte eller vildledende oplysninger, eller hvor en medlemsstat eller tredjepart rejser begrundede indsigelser mod den anmeldte fusion. Det må understreges, at det er de anmeldende parter, der har ansvaret for at give korrekte og fuldstændige oplysninger. Spørgsmål om, hvorvidt den korte anmeldelsesform kan anvendes, bør afklares under kontakter forud for anmeldelsen.

163. Hvad angår de oplysninger, der skal gives på selve den korte anmeldelsesformular, har man begrænset antallet mest muligt, dog således, at det stadigvæk sikres, at Kommissionen får alle de relevante oplysninger, den har brug for for at kunne checke, at den planlagte fusion opfylder betingelserne for anmeldelse på den korte formular. Der skal gives oplysninger om de såkaldte "oplysningspligtige markeder", der kan være horisontale eller vertikale markeder. Ud fra samme princip som i meddelelsen om en forenklet procedure understreges det i den korte formular, at oplysningerne skal gives på grundlag af alle plausible alternative markedsdefinitioner.

164. De oplysninger, der kræves om de oplysningspligtige markeder, drejer sig kun om markedets samlede størrelse, de anmeldende parters salg og markedsandele. Der skal kun gives oplysninger for det foregående regnskabsår. Er der tale om horisontale eller vertikale forbindelser, skal desuden de tre største konkurrenters markedsandele oplyses. Ud fra disse grundlæggende oplysninger vil Kommissionen være i stand til at forvisse sig om, at den pågældende fusion egner sig til den korte anmeldelse. Desuden har man i den korte formular også bibeholdt afsnittet til oplysninger om mulige samarbejdseffekter i relation til den nye fusionsforordnings artikel 2, stk. 4.

165. Ligesom i den fuldstændige CO-formular er der også tilføjet en passus om nødvendigheden af at underrette medarbejderne og deres repræsentanter. Og endelig anføres det ligesom i den fuldstændige CO-formular, at de anmeldende parter også skal indsende et resumé af fusionsplanen.

1.3. Revideret meddelelse om en forenklet procedure

166. Der er udsendt en ny, revideret meddelelse om den forenklede procedure, der erstatter den foregående fra 2000. Der er ved denne revision foretaget en materiel ændring - indførelsen af en ny kategori af fusioner, hvor der er tale om overgang fra fælles kontrol til enekontrol - samt en række mindre formuleringsændringer.

167. Den nye kategori af fusioner er indført på grund af Kommissionens erfaringer, der har vist, at overgang fra en situation, hvor en virksomhed kontrolleres af to eller flere virksomheder, til en situation, hvor den kontrolleres af én virksomhed, normalt ikke giver anledning til konkurrenceproblemer. Det skyldes, at det ikke kan undgå at mindske antallet af deltagende virksomheder, når en eller flere kontrollerende virksomheder trækker sig ud. Det fører normalt heller ikke til større ændringer i joint venture-virksomhedens adfærd på markedet. Og de resterende deltagende virksomheder - dvs. eneejeren og det hidtidige joint venture - vil som oftest heller ikke få styrket deres position på markedet i forhold til situationen forud for de andres udtræden.

168. Under ganske særlige omstændigheder vil en overgang fra fælles kontrol til enekontrol dog kunne rejse konkurrenceproblemer. Der kan f.eks. opstå særlige konkurrenceproblemer, hvis det tidligere joint venture er integreret i den tilbageværende aktionærs koncern eller netværk, og den disciplinerende virkning, der udgik fra de hidtidige andre aktionærers forskellige interesser, bortfalder ved overgangen til enekontrol og dermed styrker den tilbageværende aktionærs position på markedet. I et afsnit om, hvornår den forenklede procedure ikke kan anvendes, beskrives en række situationer, hvor en overgang fra fælleskontrol til enekontrol kan give anledning til konkurrenceproblemer, og det anføres, at Kommissionen i sådanne tilfælde kan undlade at anvende den forenklede procedure og iværksætte en undersøgelse og/eller vedtage en udførlig beslutning. Der er indbygget den yderligere sikkerhedsforanstaltning, at Kommissionen kan undlade at anvende den forenklede procedure i tilfælde, hvor den forudgående erhvervelse af fælles kontrol med det pågældende joint venture hverken er blevet behandlet af Kommissionen eller af de kompetente myndigheder i medlemsstaterne. Desuden anføres det (punkt 17), at Kommissionen vil bestræbe sig på at træffe en beslutning hurtigst muligt efter udløbet af de 15 arbejdsdage, medlemsstaterne har til at fremsætte anmodning om henvisning af en anmeldt fusion efter den nye fusionsforordnings artikel 9. Det er det tidligste tidspunkt, hvor det er juridisk muligt at vedtage en beslutning.

169. På baggrund af ændringerne i Kommissionens politik angående accessoriske begrænsninger anføres det også i meddelelsen, at den forenklede procedure ikke egner sig i de tilfælde, hvor de deltagende virksomheder har anmodet om en eksplicit vurdering af accessoriske begrænsninger.

Boks 6: Opstramningen af henvisningssystemet i den nye fusionsforordning Baggrunden for opstramningen af henvisningssystemet Det overordnede formål med det nye strømlinede henvisningssystem er at få indført et mere rationelt system for, hvordan sagerne fordeles mellem Kommissionen og medlemsstaterne, baseret på subsidiaritet, således at det sikres, at en konkret sag behandles af den eller de myndigheder, der er bedst egnet til at behandle den. Formålet er specielt at få løst de problemer, der opstår, når en fusion skal anmeldes til flere forskellige konkurrencemyndigheder inden for EU, og samtidig bevare de vigtigste fordele ved EU's fusionskontrol, nemlig "one-stop-shop"-princippet (der betyder, at sagen afgøres én gang for alle af én myndighed), retssikkerheden og den effektive sagsbehandling. I dette øjemed er reglerne om henvisningssystemet i den nye fusionsforordning (artikel 4, stk. 4 og 5, artikel 9 og artikel 22) blevet forenklet og smidiggjort. Et helt centralt element i reformen er, at sager nu kan henvises fra Kommissionen til medlemsstaterne og omvendt, allerede før der er indgivet formel anmeldelse til en myndighed i EU - det kan ske, hvis fusionsparterne anmoder om det. Meddelelsen om sagsfordelingen Da henvisningsreglerne i den nye fusionsforordning indebærer flere nyskabelser, er ændringerne blevet fulgt op med en ny meddelelse om principperne, kriterierne og fremgangsmåderne for henvisning af sager. Denne meddelelse starter med at opstille de overordnede principper, som omfordeling af sager mellem Kommissionen og medlemsstaterne er baseret på, nemlig subsidiaritet, "one-stop-shop" og retssikkerhed. Subsidiaritet betyder, at en konkret fusion principielt skal behandles af den konkurrencemyndighed, der har de bedste forudsætninger for at behandle den, under hensyn til fusionens konkurrencevirkninger såvel som til de undersøgelsesmidler og den ekspertise, den pågældende myndighed råder over. Det vil navnlig være oplagt at henvise en fusion til den bedst egnede myndighed, når den ser ud til at kunne få betydelige virkninger for konkurrencen og derfor bør granskes meget nøje. "One-stop-shop"-princippet betyder, at en fusion kun behandles af én konkurrencemyndighed, hvilket gør behandlingen mere effektiv, samtidig med at man undgår dobbeltarbejde og opsplitning af indsatsen. Ud fra denne grundtanke bør det så vidt muligt undgås, at behandlingen af en sag splittes op på flere myndigheder. Retssikkerhedshensynet indebærer, at henvisning forud for anmeldelse i princippet kun bør finde sted i de sager, hvor der lige fra begyndelsen er rimelig klarhed over det geografiske markeds omfang og/eller risikoen for konkurrencevirkninger, således at der hurtigt kan træffes afgørelse om henvisningsanmodninger. Hvad angår de fusioner, der opfylder betingelserne for at blive henvist til medlemsstaterne, anføres det i meddelelsen, at afgørelsen om, hvorvidt sagen skal henvises, bør træffes under hensyntagen til, hvilke særlige omstændigheder der måtte foreligge i sagen, hvilken særlig erfaring den pågældende myndighed måtte have, samt hvor de eventuelle virkninger for konkurrencen sandsynligvis vil gøre sig gældende. Endelig slås det fast, at der også kan tages hensyn til de administrative implikationer af en henvisning. Endvidere opregner meddelelsen de juridiske kriterier, der skal være opfyldt, for at en sag kan henvises, og hvilke andre faktorer, der kan tages hensyn til ved afgørelsen af, om en sag skal henvises. I meddelelsen peges der på følgende kategorier af sager, der egner sig bedst til at blive henvist: (i) hvad angår Kommissionens henvisning af en sag til medlemsstaterne gælder, at der skal være tale om en fusion med fællesskabsdimension, der må antages at kunne påvirke konkurrencen på markeder med national eller mindre end national udstrækning, og hvis virkninger må antages at være begrænset til eller hovedsagelig gøre sig gældende i en enkelt medlemsstat (ii) en sag kan henvises fra medlemsstaterne til Kommissionen, når (a) det eller de markeder, hvor der kan opstå potentielle konkurrencevirkninger, omfatter mere end én medlemsstat, eller hvor nogle af de potentielt berørte markeder er større end nationale markeder, og fusionen hovedsagelig får virkninger på sådanne markeder, eller (b) der kan opstå potentielle konkurrenceproblemer på en række nationale eller mindre end nationale markeder i flere forskellige EU-lande, og det er ønskeligt, at sagen behandles kohærent (ikke blot hvad angår de undersøgelser, der foretages, men også de tilsagn, parterne eventuelt afgiver). Endelig indeholder meddelelsen en praktisk vejledning i, hvordan henvisningssystemet fungerer, og redegør for de forskellige faser i en sags henvisning fra Kommissionen til medlemsstaterne og omvendt, ligesom den klarlægger en række begreber, der er relevante i forbindelse med henvisninger forud for anmeldelsen, jf. den nye fusionsforordnings artikel 4, stk. 4 og 5 (hvornår der kan anmodes om henvisning, hvilke oplysninger parterne skal give, frister for behandlingen af denne anmodning). Dette afsnit i meddelelsen indeholder også en beskrivelse af, hvordan det netværk, som Kommissionen og medlemsstaterne udgør, skal fungere, og hvis formål det er at sikre en effektiv informationsudveksling samt en velfungerende dialog og samarbejde mellem netværkets medlemmer. Denne reform ventes i første omgang at resultere i en stigning i antallet af sager, der omfordeles mellem Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder, eftersom kravene til henvisning er blevet forenklet. Og med tiden ventes der at blive henvist flere sager forud for anmeldelsen - især til Kommissionen - end efter anmeldelsen. At dømme efter antallet af anmodninger, der er modtaget, siden indførelsen af de nye regler, ser det nye system med henvisning af sager til Kommissionen før anmeldelsen ud til at være en succes. Af de 14 anmodninger om henvisning til Kommissionen efter fusionsforordningens artikel 4, stk. 5, som er blevet færdigbehandlet, var der kun to tilfælde, hvor medlemsstater nedlagde veto. Langt størsteparten af disse anmodninger drejede sig om ægte grænseoverskridende fusioner. Disse transaktioner, som ellers skulle have været anmeldt til et stort antal medlemsstater, havde konkurrencevirkninger, der strakte ud over en enkelt medlemsstats område, fordi de helt klart havde virkninger enten inden for hele EØS eller på flere nationale markeder. Sådanne sager har Kommissionen bedre forudsætninger for at behandle. Virksomhederne ser det helt klart som en fordel, at deres sag behandles af Kommissionen, for derved undgår de at skulle anmelde deres transaktion til flere forskellige myndigheder, og de opnår en koordineret sagsbehandling og vurdering af, hvordan eventuelle problemer kan løses. Kun et lille antal sager drejede sig om transaktioner uden konkrete grænseoverskridende konkurrencevirkninger. Der er hidtil kun blevet indgivet to anmodninger om at få en fusion med fællesskabsdimension henvist til medlemsstaterne i fasen forud for anmeldelsen (fusionsforordningens artikel 4, stk. 4). Det stemmer overens med de forventninger, man havde om, at antallet af anmodninger herom ville være begrænset. |

1.4. Ny meddelelse om accessoriske begrænsninger

170. Den eksisterende meddelelse om accessoriske begrænsninger er blevet revideret for at tage hensyn til den nye fusionsforordning, hvori det hedder, at en beslutning, hvorved en fusion erklæres forenelig med fællesmarkedet, "anses at omfatte konkurrencebegrænsninger, der er direkte knyttet til og nødvendige for fusionens gennemførelse [145]". Fusionsparterne skal altså selv vurdere, om de klausuler, de aftaler, kan anses for at være accessoriske og direkte knyttet til fusionen eller ej.

171. Når særlige omstændigheder gør sig gældende, bevarer Kommissionen dog en residualfunktion, idet den efter anmodning fra de deltagende virksomheder udtrykkeligt kan tage stilling til, om der er tale om accessoriske begrænsninger, hvis sagen indeholder "nye og uløste spørgsmål, der giver anledning til reel usikkerhed", hvilket defineres som spørgsmål, der "ikke er omfattet af den relevante gældende meddelelse fra Kommissionen eller en offentliggjort afgørelse truffet af Kommissionen".

172. Den nye meddelelse forklarer, hvordan begrebet "accessoriske begrænsninger" skal fortolkes, og formålet er at gøre det lettere for parterne selv at vurdere dette spørgsmål og skabe større retssikkerhed. Den fastlægger helt klare retningslinjer, f.eks. for hvor længe accessoriske begrænsninger maksimalt kan accepteres, og dækker langt størsteparten af de begrænsninger, der efter Kommissionens erfaringer ofte hævdes at være accessoriske.

173. I den nye meddelelse anses konkurrenceforbud for at være accessoriske begrænsninger i op til tre år, hvis de omfatter såvel knowhow som goodwill, og i op til to år, hvis de kun gælder goodwill. Desuden fastlægges der nærmere kriterier for begrænsningernes geografiske rækkevidde, for klausuler med forbud mod at hverve kunder og for fortrolighedsklausuler. For licensaftaler gælder der stadigvæk ingen øvre grænse for sådanne klausulers varighed, men der opstilles klare regler for territoriale begrænsninger og aftaler, der alene beskytter licensgiveren. Den maksimale varighed af købs- og leveringsforpligtelser er blevet forlænget fra tre til fem år, hvilket hænger sammen med disse begrænsningers vertikale karakter.

174. I modsætning til den foregående meddelelse, der fastsatte en øvre grænse på tre år for varigheden af konkurrenceklausuler i joint ventures, åbner den nye meddelelse mulighed for sådanne klausuler i hele joint venture-virksomhedens levetid. Det skyldes, at det normalt ikke kun er i en overgangsperiode, at der er behov for konkurrenceklausuler i joint ventures.

1.5. Meddelelse om vurdering af horisontale fusioner

175. Efter omfattende høringer vedtog Kommissionen i januar et sæt retningslinjer for horisontale fusioner, som supplerer den nye fusionsforordning og trådte i kraft samtidig med den. I disse retningslinjer redegør Kommissionen for sine analysemetoder ved vurderingen af, hvilke virkninger fusioner mellem indbyrdes konkurrenter (såkaldt "horisontale fusioner") kan antages at få for konkurrencen, og den afspejler omformuleringen af de materielle kriterier for den konkurrenceretlige vurdering af fusioner i den nye fusionsforordning[146].

176. I retningslinjerne slås det fast, at der kun vil blive nedlagt forbud mod fusioner og overtagelser i det omfang, hvor de styrker virksomheders markedsposition på en måde, der må antages at kunne få skadelige virkninger for forbrugerne, bl.a. i form af højere priser, ringere kvalitet eller indskrænkede valgmuligheder. Det forklares i retningslinjerne, at der hovedsagelig er to måder, hvorpå fusioner kan skade konkurrencen - enten fordi fusionen eliminerer en betydelig kilde til konkurrence på markedet ("ukoordinerede virkninger"), eller fordi den gør en konkurrenceskadelig samordning mellem de tilbageværende virksomheder mere sandsynlig ("koordinerede virkninger").

177. Der redegøres for, hvornår Kommissionen normalt vil pege på konkurrenceproblemer, men der gives også klare kvantitative fingerpeg om, hvornår Kommissionen normalt ikke vil skride ind, f.eks. når en fusion resulterer i en koncentrationsgrad, der ligger under et vist niveau, målt efter virksomhedernes markedsandele eller efter det såkaldte "HHI-indeks".[147]

178. Retningslinjerne beskriver også, hvilke faktorer der kan afsvække en umiddelbar antagelse af, at fusionen vil kunne skade konkurrencen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der er sandsynlighed for, at andre virksomheder vil gå ind på det marked, fusionsparterne opererer på. Og hvis fusionsparternes kunder har en betydelig "købermagt" og let kan skifte til alternative leverandører, vil der også blive taget hensyn hertil.

179. Endelig anføres det i retningslinjerne, at Kommissionen i sin samlede vurdering af, hvilke konkurrencevirkninger en fusion kan antages at få, nøje vil overveje enhver dokumenteret påstand fra parterne om, at fusionen vil føre til effektivitetsgevinster. For at kunne blive taget med i betragtning, skal sådanne effektivitetsgevinster være til gavn for forbrugerne, fusionen skal være den eneste måde at opnå dem på, der skal være sandsynlighed for, at de vil blive opnået, og de skal kunne verificeres.

B - KOMMISSIONSBESLUTNINGER

1. BESLUTNINGER EFTER ARTIKEL 8

Lagardère/Natexis/VUP[148]

180. Den 7. januar godkendte Kommissionen Lagardère-koncernens overtagelse af Editis (som tidligere hed Vivendi Universal Publishing, eller VUP) på betingelse af, at ca. 60 % af Editis' aktiver blev afhændet. Før denne transaktion var Editis den førende på markedet for udgivelse, markedsføring og distribution af fransksprogede bøger, og Lagardères forlag, Hachette Livre, var det næststørste på dette marked.

181. Denne sag, som blev anmeldt den 14. april 2003, gav anledning til adskillige kommissionsbeslutninger: en beslutning efter artikel 6, stk. 1, litra c) den 5. juni 2003 (indledning af andenfasebehandling), en beslutning efter artikel 9 den 23. juli[149] (nægtelse af at henvise sagen til de franske myndigheder), og beslutninger efter artikel 11, stk. 5 (om at stille proceduren i bero). Den endelige beslutning i sagen efter artikel 8, stk. 2, blev truffet den 7. januar 2004. I denne sag modtog Kommissionen adskillige klager fra organisationer af bogkøbere, detailhandlere, grossister, forlag, forfattere og illustratører.

182. Kommissionens undersøgelser og analyser viste, at den overtagelse af hele Editis' forlagsvirksomhed, der var planlagt i den oprindeligt anmeldte transaktion, ville have skabt en koncern med en meget stærk dominans og en omsætning, der var mindst syv gange så stor som dens nærmeste konkurrent i de fransktalende lande i EU. Som svar på Kommissionens klagepunkter gik Lagardère med til at afhænde næsten hele Editis med undtagelse af bestemte af Editis' aktiver (Larousse, Dunod, Dalloz og Anaya-koncernen), der tegnede sig for ca. 40 % af virksomhedens verdensomsætning, mens Lagardère kun beholdt under 25 % af Editis i de fransktalende regioner i EU (som var de relevante markeder).

183. Den fransksprogede forlagssektor er præget af mange forskellige aktører: (i) de mere vertikalt integrerede aktører Hachette Livre og Editis, som er aktive i hele bogkæden, (ii) fire mellemstore koncerner, Gallimard, Flammarion, Seuil og Albin Michel, der er delvis vertikalt integrerede, og (iii) mange små forlag, der normalt kun er aktive i produktionsleddet og lader større virksomheder tage sig af markedsføring og distribution. På denne baggrund fandt Kommissionen, at konkurrencen mellem forlagene hovedsageligt udspillede sig i to led af bogkæden - for det første i relation til adgangen til "råmaterialet" (dvs. udgivelsesrettighederne), og for det andet i relation til adgangen til "markedet" (hylderne i detailhandelen).

184. Efter sin indgående undersøgelse af den planlagte transaktion påviste Kommissionen en række konkurrenceproblemer, som beroede på sammenslutningen mellem Editis og Hachette Livre, som var de to største og mest vertikalt integrerede aktører på markedet. Den oprindeligt anmeldte transaktion ville have skabt eller styrket dominerende stillinger i alle bogkædens led og især inden for den mere industrialiserede del af forlagsvirksomhed, nemlig markedsføring, distribution og udgivelse af paperbacks. Den nye enhed ville komme til at kontrollere adgangen både til kendte forfattere, hvis bøger forlagene lever af at sælge, og til detailhandelen, der ikke kan absorbere - og da slet ikke promovere - mere end et begrænset udsnit af, hvad der hvert år bliver udgivet.

185. I betragtning af størrelsen af de konkurrenceproblemer, sammenlægningen mellem Hachette Livre og Editis ville give anledning til, kunne transaktionen kun godkendes efter ganske betydelige tilsagn. Der var ikke alene tale om at finde frem til løsninger på markeder (udgivelsesrettigheder, markedsføring og distribution, bogsalg), hvor transaktionen ville føre til en fusion mellem de to førende aktører, men også om at få løst problemerne med de mange vertikale forbindelser og konglomeratforbindelser, der bestod mellem disse markeder.

186. Lagardère afgav derfor tilsagn om at afhænde alle Editis' aktiver, undtagen forlaget Larousse, der hovedsagelig er aktiv inden for opslagsværker, fagbogsforlagene Dalloz og Dunod samt den spanske forlagskoncern Anaya, som hovedsagelig opererer inden for skolebøger og almen litteratur i Spanien og Latinamerika.

187. Den 3. august besluttede Kommissionen at godkende den franske virksomhed Wendel Investissements som køber af alle de Editis-aktiver, der skulle afhændes som betingelse for godkendelsen af denne fusion.

Sony/BMG[150]

188. Denne sag drejede sig om et joint venture - SonyBMG - mellem Sony og Bertelsmann inden for musikindspilninger i hele verden, undtagen Japan. Det omfattede udelukkende de såkaldte "artist and repertoire"-aktiviteter, dvs. opdagelse og udvikling af udøvende kunstnere (sangere) samt markedsføring og salg af musikindspilninger. Derimod skulle SonyBMG ikke beskæftige sig med produktionen og den fysiske distribution (logistikken) af musikindspilninger. Sonys og Bertelsmanns aktiviteter inden for musikudgivelser blev da heller ikke overført til deres joint venture.

189. Kommissionen så nærmere på, hvilke virkninger den planlagte transaktion ville få for konkurrencen på markederne for musikindspilninger, licenser på online-musik og distribution af online-musik. Eftersom begge moderselskaberne forbliver aktive som pladeselskaber, undersøgte Kommissionen også, om deres joint venture ville resultere i en samordning af Sonys og Bertelsmanns konkurrenceadfærd på markedet for musikudgivelser. Eftersom etableringen af dette joint venture mellem Sony og Bertelsmann blev anmeldt den 9. januar, behandlede Kommissionen sagen efter de materielle kriterier i Rådets forordning (EØF) 4064/89[151].

190. I musikindspilningsbranchen opererer alle de "fem store", nemlig Universal, Sony, EMI, Warner og Bertelsmann (BMG), overalt i verden og tegner sig tilsammen for ca. 80 % af markedet, både i Europa og i verden. Inden for EØS består resten af markedet af et stort antal "uafhængige" pladeselskaber, der hovedsagelig opererer på nationalt plan og har små markedsandele. Efter fusionen vil både Universal og SonyBMG have markedsandele på omkring 25 %, hvilket er mere end EMI og Warner.

191. Kommissionen fokuserede i sine undersøgelser på, hvorvidt fusionen ville skabe eller styrke en kollektiv dominans på de nationale markeder for musikindspilninger. Dens analyse blev foretaget efter de kriterier, EU-domstolene[152] har opstillet, specielt i Førsteinstansrettens dom i Airtours fra 2002[153]. Ifølge Førsteinstansretten skal Kommissionen føre bevis for sandsynligheden for en fælles forståelse mellem virksomhederne, og markederne skal være tilstrækkeligt gennemsigtige til, at man kan holde øje med, om de implicerede virksomheder respekterer denne fælles forståelse. Desuden skal der være en sanktionsmekanisme i tilfælde af fravigelser, og kunder og konkurrenter må ikke kunne eliminere de forventede virkninger af en sådan samordning.

192. Kommissionen fandt visse tegn på, at man orienterede sig efter engrospriserne ("published prices to dealers" - PPD), og at der var en vis parallelitet i udviklingen i de fem stores priser. Men dette var ikke nok til i sig selv til at konkludere, at der foregik priskoordinering. Kommissionen så derfor også på udviklingen i de fem stores rabatter og fandt, at nogle af rabatterne ikke var helt gennemsigtige og var vanskelige at holde øje med. Desuden blev gennemsigtigheden på markedet mindsket af, at musikindholdet er ret differentieret, til trods for en vis ensartethed i format, prissætning og markedsføring. Kommissionen konkluderede derfor, at der ikke var tilstrækkeligt belæg for, at de fem store ville få en kollektivt dominerende stilling på markedet for musikindspilninger.

193. Hvad angår muligheden for kollektiv dominans på markederne for musikindspilninger, var der ikke tilstrækkeligt belæg for, at indskrænkningen fra fem til fire store i sig selv ville ændre markedsstrukturerne i tilstrækkelig høj grad. På samme måde fandt Kommissionen heller ikke tilstrækkeligt belæg for, at den planlagte transaktion ville styrke eller skabe en kollektiv dominans på engrosmarkedet for licenser på online-musik. Kommissionen så også på de vertikale forbindelser mellem det nye joint venture og dets moderselskaber, men drog den konklusion, at den planlagte transaktion ikke ville føre til nogen dominerende distribution af online-musik, hvor Sony er aktiv, eller på markederne for musikindspilninger i de lande, hvor Bertelsmann opererer som radio- og tv-selskab. Med hensyn til eventuelle afsmitningsvirkninger, jf. fusionsforordningens artikel 2, stk. 4, fandt Kommissionen, at der ikke var sandsynlighed for en samordning mellem Sonys og BMG's konkurrenceadfærd inden for musikudgivelser. På grundlag heraf godkendte Kommissionen fusionen den 19. juli.

AREVA/Urenco/ETC JV[154]

194. Den franske atomkraftkoncern, AREVA, er sammen med virksomheden Urenco, der blev oprettet af den britiske, den nederlandske og den tyske regering, den førende europæiske udbyder af uranberigning til brug for produktion af brændstof til atomkraftværker. Transaktionen gik ud på, at AREVA kom med som joint venture-partner i Enrichment Technology Company (ETC ), som er et datterselskab af Urenco og beskæftiger sig med udvikling og fremstilling af centrifuger til brug for uranberigning. Centrifugeteknololgien er en ny teknologi, der frembyder betydelige fordele i forhold til den gasdiffusionsteknologi, AREVA hidtil har benyttet. ETC skulle levere centrifugeudstyr både til sine moderselskaber og til tredjeparter.

195. Sagen blev henvist til Kommissionen i april af Frankrig, Sverige og Tyskland i fællesskab. Kommissionens undersøgelser viste, at der var konkurrenceproblemer på det efterfølgende marked for beriget uran. Kommissionen hæftede sig ved, at transaktionen kunne føre til en kollektivt dominerende stilling inden for EU, især fordi AREVA og Urenco kunne bruge ETC til at samordne deres kapacitetsudvidelser gennem udøvelsen af deres respektive vetorettigheder.

196. Sagen var også interessant på grund af de detaljerede påstande om effektivitetsgevinster, som parterne fremførte. Disse påstande drejede sig om, at AREVA ville opnå store omkostningsbesparelser ved at kunne bruge Urencos moderne centrifugeteknologi. Kommissionen nærede tvivl om, hvorvidt disse påstande var relevante for vurderingen af denne fusion, men dens betænkeligheder blev fjernet af de tilsagn, parterne afgav.

197. Med disse tilsagn, som blev afgivet på et tidligt stadie i andenfasebehandlingen, forpligtede AREVA og Ureco sig for det første til at give afkald på deres respektive vetorettigheder med hensyn til fremtidige kapacitetsudvidelser. For det andet ville der blive truffet en række foranstaltninger, som ville blive nøje overvåget, til at forhindre videregivelse af kommercielt følsomme oplysninger mellem ETC og dets moderselskaber. Og for det tredje forpligtede parterne sig til at give Det Europæiske Forsyningsagentur, ESA, yderligere oplysninger, således at ESA bedre kunne overvåge leverancer og priser på beriget uran og om fornødent skride ind.

Sonoco/Ahlstrom/JV[155]

198. I maj modtog Kommissionen en fusionsanmeldelse fra to af de førende producenter af hylsterpap og papirkerner, Sonoco (USA) og Ahlstrom (Finland), som agtede at lægge deres europæiske aktiviteter sammen i et joint venture.

199. Papirkerner er rør fremstillet af hylsterpap, der primært fremstilles af genbrugspap. De bruges til oprulning af forskellige materialer som f.eks. papir, film, tape, stof og garn. De mere avancerede typer er højkvalitetsprodukter, som bruges af trykkerier til oprulning af magasinpapir. De billigere typer er standardprodukter, der bruges overalt i industrien.

200. Kommissionens tilbundsgående undersøgelser viste, at der var problemer på markederne for avancerede papirkerner i hele Skandinavien og mindre avancerede papirkerner i Norge og Sverige, hvor det nye joint venture ville få store markedsandele, og hvor det betydelige pres, som Sonoco hidtil havde lagt på Ahlstrom, som var markedsførende, ville gå tabt. For at løse disse problemer tilbød parterne at afhænde Ahlstroms eneste papirkernefabrik i Norge, i Sveberg. De tilbød også at vente med at gennemføre fusionen, indtil der var fundet en køber.

201. Kommissionen godkendte fusionen med disse tilsagn, da den fandt, at denne afhændelse vil åbne mulighed for, at en ny udbyder kommer ind på markedet i Skandinavien, og desuden vil eliminere størsteparten af overlapningen mellem parterne i de berørte skandinaviske lande. Og i slutningen af oktober godkendte Kommissionen, at Sveberg-fabrikken blev købt af Abzac, som er en fransk papirkerneproducent, der har betydelige aktiviteter på det europæiske kontinent, men som hidtil ikke har været aktiv på de skandinaviske markeder.

Continental/Phoenix[156]

202. Den tyske virksomhed Continental AG's overtagelse af Phoenix AG, Hamburg, indebar en fusion mellem to gummiproducenter, der især leverer til bilindustrien. Fusionen blev godkendt af Kommissionen, efter tilsagn om afhændelser fra parterne. I betragtning af parternes dominerende stilling på markederne for luftfjedre til lastbiler og stålkabeltransportbånd kunne den kun godkendes, efter at Kommissionen havde modtaget tilsagn, der kunne eliminere de konkurrenceproblemer, den havde påvist.

203. Transaktionen gik ud på, at Continental, som producerer dæk, bremsesystemer og tekniske gummiprodukter, overtog enekontrollen med Phoenix AG, der også producerer tekniske gummiprodukter (f.eks. ophængningssystemer, antivibrationssystemer, slanger og transportbånd). Phoenix er også med i et joint venture, Vibracoustic GmbH & Co KG, Tyskland, gennem hvilket virksomheden distribuerer luftfjedre til lastbiler og personbiler.

204. Overtagelsen ville have ført til betydelig overlapning på flere forskellige markeder for tekniske gummiprodukter, især på markederne for luftfjedre og stålkabeltransportbånd. Luftfjedre bruges til ophængningssystemer i lastbiler, personbiler og skinnekøretøjer. Stålkabeltransportbånd bruges til transport af tungt gods over lange afstande, især i brunkulsindustrien.

205. Fusionen blev anmeldt til Kommissionen af Continental i maj. Kommissionen påviste potentielle konkurrenceproblemer på markederne for luftfjedre til lastbiler, personbiler og skinnekøretøjer og på markederne for stålkabeltransportbånd og filterbånd, og den indledte derfor en tilbundsgående undersøgelse i sagen den 29. juni.

206. Kommissionens omfattende markedsundersøgelse bekræftede, at der ville opstå problemer på markederne for luftfjedre til lastbiler (solgt til originaludstyrsfabrikanter og -leverandører) og stålkabeltransportbånd. Ved denne transaktion ville de to førende aktører på disse to markeder blive lagt sammen, de ville tilsammen få en markedsandel på begge markeder på et godt stykke over 60 %, og der ville kun være få, mindre konkurrenter tilbage. Desuden fandt Kommissionen klare tegn på betydelige adgangsbarrierer på begge markeder, hovedsagelig fordi produktion og distribution af luftfjedre og transportbånd kræver en særlig produktionsknowhow og godt kendskab til kunderne. Nye producenter vil være nødt til først at undergå en langvarig kvalificeringsproces, før de overhovedet kan blive betragtet som potentielle leverandører på disse markeder.

207. For at imødekomme Kommissionens betænkeligheder afgav Continental tilsagn om at afhænde Phoenix’s kontrollerende 50 %-andel Vibracoustic til den anden joint venture-partner, Freudenberg (Tyskland).

208. Desuden forpligtede Continental sig til at få Phoenix til at afhænde alle sine produktionsaktiviteter inden for luftfjedre til lastbiler (som leveres til producenter og leverandører af originaludstyr) i sin fabrik i Ungarn. Disse to tilsagn vil eliminere hele overlapningen mellem parterne inden for luftfjedre til lastbiler.

209. Continental afgav også tilsagn om at afhænde en fabrik, der producerer brede stålkabeltransportbånd, til sin konkurrent Sempertrans. Det vil sætte Sempertrans i stand til som udbyder af et komplet sortiment af stålkabeltransportbånd at konkurrere med den fusionerede enhed og dermed fjerne konkurrenceproblemerne på markedet for stålkabeltransportbånd.

ENI/EDP/GDP[157]

210. Den 9. december besluttede Kommissionen at nedlægge forbud mod en fusion gående ud på, at det etablerede elselskab i Portugal, Energias de Portugal (EDP), sammen med det italienske energiselskab ENI overtog det etablerede gasselskab i Portugal, Gás de Portugal (GDP). Efter en tilbundsgående undersøgelse konkluderede Kommissionen, at transaktionen ville styrke EDP’s dominerende stilling på engros- og detailmarkederne for elektricitet i Portugal og GDP’s dominerende stilling på de portugisiske gasmarkeder. Fusionen ville således mindske eller fuldstændig neutralisere virkningerne af liberaliseringen af el- og gasmarkederne i Portugal og føre til højere priser for private brugere og erhvervsbrugere. De tilsagn, EDP og ENI tilbød, var ikke tilstrækkelige til at løse konkurrenceproblemerne.

211. EDP producerer, distribuerer og leverer elektricitet i Portugal. Via sine spanske datterselskaber (Hidrocantabrico og Naturcorp) har EDP også betydelige aktiviteter inden for elektricitet og gas i Spanien. ENI er et italiensk selskab med internationale aktiviteter inden for alle led i energiforsynings- og distributionskæden.

212. GDP er aktiv inden for alle led af gaskæden i Portugal. Selskabet har eneret på import, oplagring, transport og engrosforsyning af naturgas og kontrollerer fem af de seks lokale portugisiske gasdistributionsselskaber (det sjette, Portgás, kontrolleres af EDP).

213. EDP og ENI anmeldte deres fælles overtagelse af GDP, som hidtil havde været kontrolleret af den portugisiske stat og ENI, den 9. juli. Det var den gamle fusionsforordning, der fandt anvendelse i denne sag, eftersom den tilgrundliggende bindende aftale var indgået før den nye fusionsforordnings ikrafttrædelse. Den anmeldte transaktion indgik som led i en mere omfattende transaktion, der også omfattede overførsel af gastransmissionsnettet, som var ejet af GDP, til den portugisiske elnetoperatør, REN, inden for en bestemt frist. Overførslen af transmissionsnettet udgjorde en særskilt transaktion, som faldt ind under de portugisiske myndigheders kompetence.

Relevante produktmarkeder

214. Kommissionen identificerede følgende relevante produktmarkeder, der ville blive berørt af transaktionen. Inden for elektricitet: engrosleverancer af elektricitet, balancerings- og systemtjenester, detailforsyning af store industrikunder og detailforsyning af små kunder. Inden for gas: gasleverancer til elproducenter, forsyninger til lokale distributionsselskaber, forsyninger til store industrikunder og forsyninger til små kunder.

215. Siden midten af 2004 har der været helt åben konkurrence på alle elektricitetsmarkeder. På gasmarkederne, der har status som nye markeder, vil Portugal fortsat kunne gøre brug af en undtagelse fra den liberaliseringstidsplan, der er opstillet i andet gasdirektiv (direktiv 2003/55/EF). Liberaliseringen af de portugisiske gasmarkeder skal derfor starte senest i 2007 og være afsluttet senest i 2010. Den portugisiske regering har tilkendegivet, at den måske vil påbegynde liberaliseringsprocessen tidligere.

Geografiske markeder

216. Kommissionen drog den konklusion, at de relevante markeder højst var nationale markeder.

217. Parterne havde gjort gældende, at engrosmarkedet for elektricitet snart ville komme til at omfatte hele Den Iberiske Halvø, især på grund af den nært forestående indførelse af et iberisk system for handel med elektricitet (MIBEL). Kommissionen fandt imidlertid, at MIBEL er blevet udskudt adskillige gange igennem de senere år, og der er stadigvæk mange betydelige lovgivningsbarrierer, der må fjernes, før MIBEL rent faktisk kan sættes i gang. Uanset etableringen af MIBEL var de planlagte sammenkoblinger mellem Spanien og Portugal stadigvæk af begrænset omfang, og det var ikke muligt at drage den konklusion, at de to markeder ville blive effektivt integreret inden for den tidshorisont, der var relevant for vurderingen af denne fusion. Kommissionen konkluderede følgelig, at engrosmarkedet for elektricitet var et nationalt marked og ville blive ved med at være det i de kommende år.

218. Parterne anfægtede ikke, at de andre markeder, hvor der blev påvist konkurrenceproblemer, var af national udstrækning.

Styrkelse af EDP’s dominerende stilling på de portugisiske elmarkeder

219. Kommissionen kom frem til den konklusion, at EDP har en dominerende stilling på alle de ovennævnte elmarkeder i Portugal. Specielt sidder EDP på 70 % af produktionskapaciteten i Portugal og er tillige den største elimportør; EDP sidder på tæt ved 100 % af eldistributionen i Portugal; der er usikkerhed om konkurrenternes projekter angående gasfyrede kraftværker (CCGT[158]), og EDP har indflydelse i to af dem (Tejo Energia); og endelig vil importen stadigvæk ikke være tilstrækkelig til at anfægte EDP’s dominans.

220. Fusionen ville have styrket EDP’s dominerende stilling i kraft af såvel horisontale som vertikale virkninger. Hvad de horisontale virkninger (alle elmarkeder) angår, ville der uden fusionen have været stor sandsynlighed for, at CGP ville have opført et CCGT-kraftværk i Portugal og være blevet en af de største aktører på elmarkederne, navnlig i betragtning af, at adgang til konkurrencedygtige gasforsyninger giver betydelige fordele på elmarkedet, eftersom CCGT i dag er den mest almindelige måde at producere ny elektricitet på, og GDP kunne udnytte sit kendte navn og sit kundegrundlag og tilbyde kunderne at forsyne dem med både naturgas og elektricitet.

221. Hvad de ikke-horisontale virkninger (engrosmarkedet for elektricitet) angår, ville den anmeldte fusion have givet den fusionerede enhed et fortrin i form af privilegeret adgang til fortrolige oplysninger om konkurrenternes omkostninger, hvilket ville give den en betydelig fordel. Desuden ville den få adgang til alle gasressourcer og infrastrukturer i Portugal samt mulighed for og incitament til at kontrollere gaspriserne og drive konkurrenternes omkostninger i vejret.

Styrkelse af GDP’s dominerende stilling på de portugisiske gasmarkeder

222. Kommissionen drog den konklusion, at GDP i kraft af sin nuværende monopolstilling har en dominerende stilling på de fleste markeder. GDP’s dominerende stilling på disse markeder ville være blevet styrket af den anmeldte transaktion, som ville sætte den fusionerede enhed i stand til lægge yderligere hindringer i vejen for den konkurrence, som liberaliseringsprocessen skulle åbne mulighed for. Dette beror hovedsagelig på følgende:

223. Inden for gasforsyninger til CCGT-værker og lokale distributionsselskaber ville den anmeldte fusion have trængt alle de gasleverancer, som hidtil ikke havde været kontrolleret af GDP, ud af markedet - nemlig leverancerne til dækning af det kortsigtede behov i de CCGT-værker, hvori EDP er ejer eller medejer, og gasefterspørgslen fra distributionsselskabet Portgás.

224. Inden for gasforsyning af store industrikunder og små kunder ville EDP have været den mest sandsynlige nye udbyder på markederne, når de var blevet liberaliseret, navnlig i betragtning af, at EDP driver et elproducerende CCGT-kraftværk, hvilket giver EDP et stærkt incitament til at gå ind på gasforsyningsmarkederne, at EDP ville kunne tilbyde sine elkunder (EDP sidder på tæt ved 100 % af eldistributionen i Portugal) samlede leverancer af både el og gas, og at EDP også kunne udnytte Portgás' erfaringer, navn og kundegrundlag. Hvor vigtigt det er at komme ind på gasmarkedet, fremgår også af EDP's nylige overtagelse af den næststørste gasleverandør i Spanien (Naturcorp). Dette betydelige konkurrencepotentiale ville gå tabt med fusionen.

Tilsagn fra parterne

225. Den 28. oktober og 17. november tilbød parterne en række tilsagn til løsning af de ovenfor beskrevne konkurrenceproblemer. De tilbød bl.a. at afhænde et lokalt distributionsselskab, Setgás, at overføre gasinfrastrukturer og importkapacitet til elnetoperatøren REN, og bortforpagte kraftproduktion svarende til en tredjedel af produktionen i EDP's gasfyrede kraftværk. Kommissionen foretog en markedstest af disse tilsagn og kom frem til den konklusion, at de ikke kunne løse alle konkurrenceproblemerne. F.eks. hæftede Kommissionen sig ved, at Setgás kun tegner sig for 8 % af detailmarkedet for gas, mens det EDP-kontrollerede distributionsselskab, Portgás, tegner sig for hele 30 %, og at der ikke var garanti for, at der ville være tilstrækkelig kapacitet til, at andre kunne importere, selv om overførslen af gasinfrastrukturer til REN (der ville bryde ejerskabsforbindelserne) ville være et positivt skridt. Desuden repræsenterede den tilbudte bortforpagtning af kraftproduktion i EDP's gasfyrede kraftværk kun 4 % af produktionskapaciteten i Portugal og ville have gjort forpagteren stærkt afhængig af EDP. Vedkommende ville hverken have haft mulighed for eller incitament til at lægge noget større konkurrencepres på EDP.

226. Nogen tid efter udløbet af fristen for afgivelse af tilsagn tilbød parterne reviderede tilsagn, der dog ikke kunne give nogen klar løsning på de konkurrenceproblemer, denne fusion ville rejse.

Konklusion

227. Kommissionen havde følgelig intet andet valg end at nedlægge forbud mod den anmeldte transaktion, da den ville have styrket både EDP’s og GDP’s dominerende stilling på henholdsvis elektricitets- og gasmarkederne i Portugal. Den ville have udlignet de positive virkninger af den igangværende liberalisering af el- og gasmarkederne i Portugal og resulteret i højere priser for både industrikunder og private kunder og i et tab af konkurrenceevne for den portugisiske økonomi. Den ville have afskrækket udenlandske konkurrenter fra at søge ind på de portugisiske energimarkeder og hindret grænseoverskridende konkurrence og derigennem lagt yderligere hindringer i vejen for skabelsen af konkurrenceprægede energimarkeder omfattende hele Den Iberiske Halvø og på længere sigt for integrationen af energimarkederne i Europa.

2. Beslutninger efter artikel 6, stk. 1, litra b ), OG ARTIKEL 6, STK. 2

Hoechst/Rhône-Poulenc[159]

228. Kommissionen havde den 9. august 1999 godkendt Aventis-fusionen mellem Hoechst AG og Rhône-Poulenc SA, efter at parterne havde afgivet en række tilsagn for at løse adskillige konkurrenceproblemer. Disse tilsagn omfattede bl.a. afhændelse af interesser i kemikalievirksomheden Rhodia for at løse de problemer, der skyldtes den horisontale overlapning med Aventis-datterselskaber Wacker Chemie.

229. På fusionstidspunktet ejede Rhône-Poulenc 67,3 % af Rhodia og havde i 2003 fået solgt størsteparten af sine aktier, men var ikke desto mindre stadigvæk Rhodias største aktionær med en direkte kapitalandel på 15 % og økonomiske interesser i yderligere 10 %. Under hensyn til den fortsatte forværring af Rhodias finansielle situation og det påtrængende behov for at fjerne usikkerheden på grund af den nært forestående økonomiske reorganisering af virksomheden gik Kommissionen - ved beslutning af 30. januar 2004 - med til at erstatte det oprindelige tilsagn med et andet, der gik ud på, at Aventis i stedet for skulle afhænde sin indirekte aktieandel på 49 % i Wacker-Chemie.

GE/Amersham[160]

230. Den 21. januar godkendte Kommissionen den amerikanske virksomhed General Electric Companys (GE) overtagelse af den britiske diagnostika- og biotekvirksomhed Amersham Plc.

231. Amersham producerer produkter til diagnostikudstyr som f.eks. scannere til billedanalyser af menneskers sundhedstilstand samt biomedicinske produkter. GE er en diversificeret industrikoncern, der er aktiv inden for mange produktions-, teknologi- og tjenestesektorer, også inden for medicinske systemer. GE Medical Systems har således specialiseret sig i billedanalyseteknologi til diagnosticering.

232. Den planlagte overtagelse førte ikke til nogen horisontal overlapning. Men eftersom GE's og Amershams produkter til brug i sundhedssektoren er komplementære, og hospitalerne til flere billedanalyseformål er nødt til at købe både udstyr og produkter, så Kommissionen nærmere på, om fusionen kunne resultere i konglomeratvirkninger. Den var bl.a. betænkelig ved, at GE kunne have et incitament til at tilbyde særlige produktpakker til priser, der lå under prisen for summen af hvert produkt købt hver for sig, eller udforme produkterne på en sådan måde, at Amershams produkter ville virke bedre med GE's udstyr end med konkurrenternes.

233. Markedsundersøgelsen viste imidlertid, at det var usandsynligt, at noget sådant ville ske. Det beroede på, at hverken GE eller Amersham havde nogen dominerende stilling inden for deres respektive produkter i Europa. Desuden var både kunderne og flere konkurrenter enige i, at de relevante markeder var præget af hård konkurrence og tilstedeværelsen af stærke udstyrsfabrikanter som Philips, Siemens og Toshiba, samt stærke medicinalproducenter som Schering, Bristol Myers Squibb, Tyco/Mallinckrodt og Bracco. Kommissionen drog derfor den konklusion, at der ikke var nogen sandsynlighed for, at disse aktører ville blive trængt ud af markedet eller marginaliseret. Også betænkelighederne angående den tekniske bundtning bortfaldt, da Kommissionen fastslog, at alle de forskellige udstyrs- og medicinalprodukter, der fandtes, var fuldt kompatible indbyrdes, og at denne kompatibilitet ikke kunne antages at ville blive mindsket med markedsføringen af nye produkter.

Air Liquide/Messer[161]

234. Den 15. marts blev fusionen mellem den franske koncern Air Liquide og den tyske Messer-koncern godkendt på en række betingelser. Messer-koncernen opererede i Tyskland, Det Forenede Kongerige og USA. Kommissionen var betænkelig ved, at overtagelsen kunne føre til højere priser for gaskunderne, især i Tyskland. Men efter de tilsagn, parterne afgav, kunne fusionen godkendes, uden at det var nødvendigt at iværksætte en tilbundsgående undersøgelse.

235. Air Liquide og Messer-koncernen producerer og distribuerer industrigasser og medicinske gasser (som f.eks. oxygen, nitrogen og argon) og leverer dertil knyttede tjenester. Transaktionen gav Air Liquide - som er verdens største industrigasproducent - et længe ønsket fodfæste i Det Forenede Kongerige, hvor der ikke var nogen overlapning. Den ville imidlertid også have skabt konkurrenceproblemer på det i forvejen koncentrerede europæiske marked for tonnagegas til især den petrokemiske industri og stålindustrien og markedet for elektroniske specialgasser. På nationalt plan rejste den desuden duopolproblemer i Tyskland (risiko for et duopol sammen med Linde AG) for bulk- og flaskegas til brug i industrien og i hospitalsektoren.

236. For at imødekomme Kommissionens betænkeligheder afgav Air Liquide tilsagn om at afhænde betydelige dele af sine egne eller Messers aktiviteter i Tyskland. Der var bl.a. tale om dele af Messers rørledningsnet og flere tonnagefabrikker, fabrikker til flydendegørelse af luftgasser og flaskepåfyldningsanlæg samt kundegrundlaget hertil. Air Liquide forpligtede sig desuden til at afhænde Messers interesser i sit joint venture med Nippon Sanso, der producerer ESG-gasser.

Sanofi Synthelabo/Aventis[162]

237. I januar afgav medicinalvirksomheden Sanofi-Synthélabo SA et overtagelsestilbud på Aventis SA, som Kommissionen godkendte på en række betingelser. Begge virksomheder har hovedsæde i Frankrig. Aventis var selv et resultat af en fusion mellem Hoechst og Rhône-Poulenc, der blev godkendt i august 1999, på nærmere betingelser. Den nye fusion ville have skabt en af verdens største medicinalvirksomheder og rejste visse konkurrenceproblemer på de markeder, hvor der var overlapning mellem de to virksomheders aktiviteter. Den så ud til at resultere i en afsvækkelse af konkurrencen til skade for patienter, der lider af thrombose, tyktarmscancer og søvnløshed.

238. Alle de områder, hvor der var overlapning, drejede sig om medicinprodukter. Der var bl.a. tale om medicin til behandling af hjerteproblemer, dårligt blodomløb, øre-, næse- og halsinfektioner og søvnløshed, og størsteparten af overlapningerne opstod på markederne for hepariner og heparoider (i alle 11 EU-lande) og midler til behandling af tyktarmscancer (i syv EU-lande). Desuden var også vitaminer, muskelafslappende præparater og antibiotika berørt. Sanofi imødekom imidlertid Kommissionens betænkeligheder ved at afhænde de pågældende aktiviteter eller meddele licenser på dem i 14 EU-lande.

Group 4 Falck/Securicor[163]

239. Kommissionen godkendte også en planlagt fusion mellem Securicor og Group 4 Falck, efter at man havde fået løst en række problemer, der drejede sig om afsvækkelse af konkurrencen på visse markeder for sikkerhedstjenester i Luxembourg, Nederlandene og Det Forenede Kongerige. Den engelsk-danske fusion ville skabe verdens næststørste aktør i sikringsbranchen, hvor svenske Securitas fortsat vil være den største.

240. Den danske virksomhed Group 4 Falck og den britiske Securicor er aktive inden for private sikkerhedstjenester. De tilbyder begge en bred vifte af tjenester, bl.a. pengetransporter, vagtværn, alarmsystemer og tjenester til det offentlige (f.eks. fængselsdrift og fangetransporter). Parterne ville overføre alle deres aktiver til en ny virksomhed, Group 4 Securicor, med undtagelse af Group 4 Falcks tjenester til det offentlige (som skulle afhændes til en tredje virksomhed før fusionens gennemførelse).

241. Group 4 Falck er aktiv i 80 lande, Securicor opererer i 50. Tilsammen ville de blive en skarp konkurrent til svenske Securitas, der er den førende i verden. Som følge af forskellene i lovgivningen i de forskellige lande leveres sikkerhedstjenester på et nationalt eller et regionalt plan. Fusionen blev derfor behandlet på basis af hvert land. Men til trods for fusionsparternes globale rækkevidde var der kun overlapning mellem deres aktiviteter i seks EU-lande: Frankrig, Tyskland, Irland, Luxembourg, Nederlandene og Det Forenede Kongerige.

242. Kommissionen påviste konkurrenceproblemer i tre geografiske områder, nemlig inden for pengetransporter, vagttjenester og alarmovervågning og alarmudrykning i Luxembourg, vagttjenester i Nederlandene og pengetransporter i Skotland. For at imødekomme Kommissionens betænkeligheder afhændede Group 4 Falck og Securicor Securicors aktiviteter i Luxembourg, Group 4 Falcks aktiviteter inden for vagttjenester i Nederlandene og inden for pengetransporter i Skotland.

Owens-Illinois/BSN Glasspack[164]

243. Kommissionen godkendte den amerikanske glasflaskeproducent Owens-Illinois Inc's overtagelse af sin franske konkurrent, BSN Glasspack SA. De glasbeholdere, fusionsparterne producerer, bruges til emballering af produkter som læskedrikke, vin, mineralvand, olivenolie og andre levnedsmidler.

244. Owens-Illinois er en international producent af glasflasker, maskiner til glasflaskeproduktion og plastbeholdere og dertil knyttet udstyr. Inden for EU har virksomheden produktionsanlæg i Finland, Italien, Spanien og Det Forenede Kongerige. BSN producerer og sælger glasflasker til drikkevarer og fødevarer og har fabrikker i Frankrig, Belgien, Tyskland, Nederlandene og Spanien. De to virksomheders netværk af fabrikker i Europa var stort set komplementære. Men Owens-Illinois og BSN Glasspack var direkte konkurrenter til hinanden på to regionale markeder omfattende Nordøstspanien/Sydvestfrankrig og Sydøstfrankrig/Norditalien. Glasflasker er voluminøse produkter, men de kan typisk leveres inden for afstande på op til 300-400 km fra produktionsstedet, og en fabriks leveringsradius kan derfor dække områder på begge sider af en landegrænse.

245. Den oprindeligt anmeldte fusionsplan ville have givet parterne store markedsandele i de berørte regioner og elimineret en betydelig konkurrent på de i forvejen stærkt koncentrerede markeder. Ud over fusionsparterne var der kun én anden større aktør i disse regioner, nemlig franske St. Gobain, idet de øvrige konkurrenter på de berørte områder var ret små. På disse områder ville fusionen derfor have resulteret i, at antallet af store leverandører blev reduceret fra tre til to.

246. For at imødekomme Kommissionens betænkeligheder tilbød Owens-Illinois at afhænde et produktionsanlæg til en rentabel, uafhængig konkurrent i hvert af de to berørte områder, nemlig i Milano i Italien og Barcelona i Spanien.

247. Transaktionen rejste ingen problemer i den resterende del af EØS, fordi parternes salgsaktiviteter enten ikke overlappede hinanden, eller - hvor de gjorde det - fordi parterne ville være udsat for konkurrence fra et stort antal store producenter, bl.a. St. Gobain, Rexam, Ardagh, Weigand og Allied Glass.

GIMD/Socpress[165]

248. Den 16. juni godkendte Kommissionen Marcel Dassault Industrial Groups (GIMD) overtagelse af Socpresse på en række betingelser.

249. GIMD er en fransk koncern med interesser inden for især luftfartsindustri, IT, vinavl og magasiner. GIMD udgiver bl.a. magasinerne Valeurs Actuelles , Le Journal des Finances , Finances Magazine and Le Spectacle du Monde . Socpresse er også en fransk udgiver af landsdækkende og regionale dagblade, magasiner og fagtidsskrifter. Socpresse er moderselskabet i Figaro Holding, der udsender dagbladene Le Figaro og Figaro Magazine , og i L’Express–L’Expansion-koncernen, der udgiver en lang række blade, bl.a. L’Express, L’Expansion, La Vie Financière og Mieux Vivre Votre Argent .

250. Kommissionen fandt under sine undersøgelser tegn på, at GIMD/Socpresse-koncernen ville komme til at kontrollere et langt større antal økonomi- og finanstidsskrifter end konkurrenterne, hvilket ville give den betydelige fortrin, navnlig over for annoncører, der ønsker at nå ud til læsere af finansstof. Den ville have været i stand til at dominere markedet via det magtfulde Socpresse-agentur, der sælger annonceplads i over 80 magasiner og dagblade.

251. Fusionen rejste derfor problemer på de franske markeder for salg af annoncer i økonomi- og finanstidsskrifter, da hverken konkurrenter eller annoncører ville have været i stand til at danne modvægt mod den styrke, Socpresse/GIMD ville få tilsammen, idet de ville komme til at sidde på over 50 % af markedet. Generelt forhandler annoncørerne individuelt med udgiverne eller deres agenturer, og de har derfor ingen reel købermagt.

252. For at løse konkurrenceproblemerne og dermed undgå en tilbundsgående undersøgelse tilbød GIMD at afhænde økonomi- og finansmagasinet La Vie Financière , der udgives af Express-Expansion-koncernen, hvilket Kommissionen som følge af denne publikations kvalitet og anseelse fandt var tilstrækkeligt. Men for at sikre, at størsteparten af de journalister, der arbejder på La Vie Financière, bliver der efter salget og ikke gør brug af den opsigelsesklausul, som indehavere af et pressekort i henhold til fransk lovgivning har i tilfælde af, at deres blad afhændes, vil Kommissionen insistere på, at køberen af dette blad er en tilstrækkeligt troværdig aktør i bladsektoren, for derved at sikre dets fortsatte beståen som en effektiv konkurrent på markedet på længere sigt.

Syngenta CP/Advanta[166] and Fox Paine/Advanta[167]

253. Den 17. august godkendte Kommissionen på en række nærmere betingelser den schweiziske virksomhed Syngenta Crop Protection AG's overtagelse af den nederlandske frøproducent Advanta BV. Syngenta Crop Protection AG er et datterselskab af Syngenta AG, der ligesom Advanta BV er aktiv inden for avl, produktion, forarbejdning og salg af forskellige frøtyper.

254. Kommissionens markedsundersøgelse tydede på alvorlige konkurrenceproblemer på en række nationale frømarkeder inden for EU. Der var tale om markedet for sukkerroefrø i Belgien, Finland, Frankrig, Nederlandene, Portugal, Spanien, Østrig, Irland og Italien, majsfrø i Danmark, Nederlandene og Det Forenede Kongerige, solsikkefrø i Ungarn og Spanien samt vårbygfrø i Frankrig og en særlig ærtefrøsort i Det Forenede Kongerige.

255. Efter denne overtagelse ville Syngenta være blevet klart førende på markedet, på flere markeder mere end dobbelt så stor som den nærmeste konkurrent. På markedet for sukkerroefrø ville transaktionen også have resulteret i en sammenlægning af to af Europas tre største sukkerroefrøavlere, der også var de største leverandører af sukkerroefrø i Europa.

256. For at imødekomme Kommissionens betænkeligheder tilbød Syngenta at afhænde alle Advantas frøaktiviteter i Europa til en uafhængig køber, hvilket ville eliminere enhver overlapning mellem parterne på alle de relevante markeder inden for EU.

257. Nogle dage efter, den 20. august, godkendte Kommissionen, at den amerikanske virksomhed Fox Paine, der beskæftiger sig med administration af investeringsfonde, overtog alle Advantas aktiviteter i hele verden inden for sukkerroe-, raps-, sorghum-, solsikke- og græsfrø samt majs- og kornaktiviteterne uden for Nordamerika. Med denne transaktion havde Syngenta opfyldt sine tilsagn i Syngenta/Advanta-fusionen.

258. Under sin gennemgang af Fox Paines overtagelse af Advanta konstaterede Kommissionen, at Fox Paine har interesser inden for adskillige sektorer og bl.a. også er majoritetsaktionær i den amerikanske frøproducent Seminis, der udvikler, avler og sælger frugt- og grønsagsfrø også i Europa. Der var overlapning mellem Seminis og Advanta på markederne for ærte- og løgfrø, men markedsundersøgelsen tydede ikke på nogen særlige konkurrenceproblemer, da parterne fortsat ville skulle konkurrere med andre store producenter.

Cytec/UCB Surface Specialties[168]

259. Den 17. december godkendte Kommissionen den amerikanske virksomhed Cytec Industries Inc.'s (Cytec) overtagelse af UCB’s Surface Specialties-division (Surface Specialties) efter en række tilsagn fra parterne.

260. Cytec producerer specialkemikalier og -materialer, bl.a. kemikalier til minedrift og vandbehandling, overfladebehandling, bindemidler og kompositmaterialer samt kemikalier til mursten. Surface Specialties, som tilhørte den belgiske kemikalie- og medicinalkoncern UCB, producer overfladebehandlingskemikalier, bindemidler og kemikalier til grafik.

261. Af Kommissionens markedsundersøgelser fremgik det, at sammenlægningen mellem parternes aktiviteter på markederne for aminoharpikser til brug som bindemidler i overfladebehandlingsvæsker i industrien og som bindemiddel i fiberforstærket gummi, ville rejse alvorlige konkurrenceproblemer. Disse problemer blev løst, da Cytec afgav tilsagn om at afhænde Surface Specialties’ fabrik i Fechenheim (Tyskland), der tegner sig for næsten hele Surface Specialties' produktion i Europa.

262. Kommissionen så også på, om fusionen mellem Cytec, der er en af de førende leverandører af acrylamid, og Surface Specialties, der bruger acrylamid til sin produktion af bindemidler og harpiksadditiver, kunne gøre det umuligt for andre at få adgang til acrylamidleverancer. Det blev ikke bekræftet af markedsundersøgelsen, der viste, at Cytec er udsat for reel konkurrence om leverancer af acrylamid, og at Surface Specialties’ samlede behov kun tegner sig for en marginal andel af Cytecs produktion.

Boks 7: Det første skridt på vejen mod en konsolidering af luftfartssektoren i Europa - fusionen mellem Air France og KLM og alliancen mellem Air France og Alitalia Indledning Med hensyn til udviklingen i EU-reglerne i luftfartssektoren har de sidste tre år været meget begivenhedsrige. "Open Skies"-dommene[169] fra 2002 og det lovgivningsarbejde, Kommissionen fik gennemført i de foregående år[170], havde tilvejebragt det juridiske grundlag for at få skabt et ægte indre marked inden for civil luftfart. Det var derefter op til de europæiske flyselskaber at udnytte de nye regler og sørge for at få skabt paneuropæiske aktører, så vi får gjort en ende på den hidtidige fragmentering af den europæiske luftfartssektor[171]. Siden 2002 har Air France og KLM som de første europæiske flyselskaber grebet denne mulighed. I 2004 måtte Kommissionen så sørge for, at denne konsolideringsproces kom til at foregå i fuld overensstemmelse med konkurrencereglerne. Air France ("AF") og KLM anmeldte deres fusion i andet halvår af 2003, og den blev godkendt af Kommissionen den 11. februar[172]. Kort efter denne beslutning, nemlig den 7. april, fik AF indrømmet fritagelse efter EF-traktatens artikel 81, stk. 3, for sin mere traditionelle alliance med Alitalia ("AZ")[173]. Da de to sager var parallelle, både i tid og med hensyn til de implicerede aktører, giver de et godt grundlag for at sammenligne behandlingen af luftfartssager efter artikel 81 og efter fusionsforordningen. Den retlige kontekst bag de to transaktioner og de nye tendenser i den europæiske luftfartssektor For at kunne dække et større antal destinationer og opnå en bedre kapacitetsudnyttelse med lavere omkostninger satser de store flyselskaber i dag på "hub-and-spoke" systemer og på at koncentrere deres trafik i deres respektive hubs (dvs. hovedlufthavne). Det kan de bedre opnå ved at indgå aftaler med andre flyselskaber, der kan tage form af strategiske alliancer (som f.eks. AF/AZ) eller fusioner (f.eks. AF/KLM). Sammenlignet med en alliance åbner en fusion mulighed for en bedre rationalisering og integrering af de fusionerende flyselskabers rutenet. Men tidligere var det meget vanskeligt for flyselskaber af forskellig nationalitet i EU at fusionere på grund af det system med bilaterale internationale aftaler, der fandtes, og som regulerede trafikrettighederne mellem staterne. I henhold til den internationale luftfartskonvention af 7. december 1947 (Chicago-konventionen) kan enhver suveræn stat bestemme over trafikrettighederne til sit luftrum. På grundlag heraf fik flyselskaber fra tredjelande tildelt trafikrettigheder gennem bilaterale aftaler, hvor de to kontraherende stater ofte kun giver trafikrettigheder til flyselskaber med de pågældende staters nationalitet ("nationalitetsklausulen"). Selv om EU i 1997 havde gennemført det indre marked i luftfartssektoren[174], hvilket åbnede op for konkurrence mellem EU-flyselskaber på det europæiske marked, var internationale flyvninger til og fra EU fortsat underlagt en lang række restriktioner, bl.a. nationalitetsklausulen, og det er de stadigvæk. Så hvis et belgisk flyselskab overtages af et britisk flyselskab og dermed mister sin belgiske nationalitet, risikerer det også at miste retten til at flyve til eller fra Belgien til tredjelande, eftersom det pågældende tredjeland kunne anfægte dets nationalitet og de dertil knyttede trafikrettigheder. Risikoen for at miste disse trafikrettigheder blev ofte anset for at være for stor og bevirke, at det ikke ville være kommercielt rentabelt at fusionere. Det er en af årsagerne til, at der stort set ikke har været nogen succesrige fusionsprojekter mellem EU-flyselskaber før fusionen mellem AF og KLM[175]. I dette juridiske landskab foretrak de europæiske flyselskaber i stedet at indgå strategiske alliancer. Det blev der vendt op og ned på med "Open Skies" dommene. EF-Domstolen statuerede, at de medlemsstater, der havde indgået forpligtelser over for USA, ikke havde ret til at gøre det og havde handlet i strid med Fællesskabets enekompetence på en række områder. Den udtalte desuden, at medlemsstaterne ved at have forhandlet bilaterale aftaler på vegne af deres nationale flyselskaber med udelukkelse af andre EU-flyselskaber havde handlet i strid med etableringsfriheden efter EF-traktatens artikel 43. De nationalitetsklausuler, der var indeholdt i de bilaterale aftaler med tredjelande, måtte derfor erstattes med en "fællesskabsklausul". Det er nødvendigt at få ændret de eksisterende bilaterale aftaler og få tredjelande til at anerkende fællesskabsklausulen for at sikre et sundt juridisk grundlag for lufttransport[176]. Den ovennævnte kommercielle risiko vil bortfalde, og der vil blive større sandsynlighed for fusioner mellem EU-flyselskaber. Beskrivelse af de to transaktioner Fusionsbegrebet omfatter "kun foranstaltninger, som kan bevirke en varig ændring af de berørte virksomheders struktur"[177]. Rammeaftalen mellem AF og KLM af 16. oktober 2003[178] indeholder bestemmelse om, at de to hidtil uafhængige flyselskaber skulle fusionere og i sidste instans blive til én enkelt operatør på markedet (under navnet Air France-KLM). AF's tidligere aktionærer ville få 81 % af aktierne i Air France-KLM, og KLM's minoritetsaktionærer ville få de resterende 19 %. Selv om den bedste måde at opnå alle synergivirkningerne på ville være en fuldstændig fusion, var det af hensyn til en gradvis accept af "EU-flyselskabsbegrebet" hos tredjelande nødvendigt at gå forsigtigt og gradvis til værks. I første omgang skulle AF have omfattende vetoret over KLM, der skulle bevare sin nederlandske nationalitet. I anden omgang skulle AF og KLM integreres mere, og det fusionerede selskab ville til sidst kunne komme til at operere som ét samlet flyselskab. At AF lige fra starten fik centrale vetorettigheder over KLM, indebar, at den anmeldte transaktion udgjorde en fusion efter fusionsforordningens artikel 3, stk. 1, litra b). Inden for rammerne af deres omfattende alliance aftalte AF og AZ at koordinere deres drifts- og forretningspolitik på en række ruter (i første omgang rutebundtet Frankrig-Italien) gennem omfattende brug af codesharing, koordinering af net og rutesamarbejde, fælles priser og fælles salgspolitik. Men i modsætning til AF/KLM-sagen blev AF og AZ ved med at operere som to selvstændige og særskilte operatører på markedet. Alliancen skabte hverken de jure eller de facto nogen ny enhed, og den ændrede heller ikke de deltagende virksomheders struktur. Desuden har alliancen heller ikke nogen selvstændig adgang til markedet, da enhver kontakt med kunderne fortsat vil foregå via AF og AZ. Alliancen er derfor helt klart ikke en fusion, men derimod en samordningsaftale omfattet af EF-traktatens artikel 81[179]. Den åbner dog mulighed for en fremtidig fusion mellem parterne. Markedsdefinition og vurdering af de to transaktioner Den materielle vurdering i de to sager forløb nogenlunde ens. Først definerede Kommissionen de relevante markeder i overensstemmelse med sin faste praksis, der er baseret på de "bypar", der udgør udgangspunktet og ankomstpunktet for de enkelte ruter (det såkaldte "O&D-princip", der står for "point-of-origin/point-of-destination pair"), og som er blevet stadfæstet i retspraksis[180]. Selv om den i AF/KLM-sagen især fokuserede på omfanget af konkurrence inden for rutenettet set ud fra et efterspørgselssynspunkt, konkluderede den i begge sager, at set ud fra kundernes synspunkt skulle hvert O&D-par anses for at udgøre et særskilt marked, eftersom kunderne efterspørger flyvninger mellem to punkter. Derefter så Kommissionen på substituerbarheden mellem lufthavne inden for et bestemt oplandsområde (det såkaldte "catchment area") for at kunne vurdere det nærmere omfang af et O&D-par. Kommissionen fandt, at der var substitutionsmuligheder mellem de to store lufthavne i Paris, Milano, Rom og New York. For det tredje sondrede Kommissionen ligesom i tidligere luftfartssager mellem "tidsfølsomme" og "ikke-tidsfølsomme" kunder[181]. Og for det fjerde blev de ruter, hvor parterne rent faktisk overlappede hinanden, eller hvor de var potentielle konkurrenter til hinanden, i begge sager anset for at udgøre relevante markeder. Til trods for disse lighedspunkter havde de to transaktioner forskellig rækkevidde og forskellig karakter, og Kommissionens undersøgelser var mere omfattende i AF/KLM-sagen. Den måtte blandt andet også tage stilling til internationale ruter[182] og vurdere virkningen af AF’s og KLM’s partnerskaber med andre flyselskaber. På langdistanceruterne fandt Kommissionen, at direkte flyvninger under visse omstændigheder konkurrerer med indirekte flyvninger, f.eks. når transittiden ikke overstiger 150 minutter[183]. I AF/KLM-sagen blev der også taget hensyn til, om fusionsparterne havde partnere (f.eks. medlemmer af AF’s Skyteam- alliance eller KLM's amerikanske allierede, NorthWest), der opererede på de enkelte relevante ruter. De stærke økonomiske og kommercielle bånd og den omfattende alliance mellem AF og AZ fik Kommissionen til at konkludere, at AZ efter fusionen ikke længere vil have noget incitament til at konkurrere med KLM på det italiensk-nederlandske rutebundt, og disse ruter blev derfor også medtaget i vurderingen af fusionens konkurrencevirkninger. Endelig blev der i AF/KLM-sagen også taget stilling til andre relaterede markeder, bl.a. inden for luftfragt og vedligeholdelse. Kommissionen påviste konkurrenceproblemer på syv ruter i AF/AZ-sagen og på ni EU-ruter og fem interkontinentale ruter i AF/KLM-sagen. Der var tale om ruter, hvor parterne tilsammen havde store markedsandele, og som var præget af betydelige adgangsbarrierer, hovedsagelig på grund af kapacitetsproblemer i lufthavnen i det mindste i det ene af de to O&D-punkter. Lighedspunkter og forskelle mellem de løsninger, der blev fundet på konkurrenceproblemerne I luftfartssektoren kan alliancer og fusioner rejse nogenlunde de samme konkurrenceproblemer, og den måde, hvorpå disse problemer løses, er derfor også stort set den samme. Konkurrenceproblemer i luftfartssektoren beror per definition normalt ikke på indskrænkninger i den fysiske kapacitet, der vil kræve afhændelse af bestemte aktiviteter (f.eks. fly eller datterselskaber), men derimod oftere på adgangsbarrierer, nemlig hindringer for opnåelse af slots i lufthavnene[184]. På det punkt gik parterne i begge sager med til at stille slots til rådighed for konkurrenter, så de ville være i stand til at flyve på de ruter, hvor Kommissionen havde påvist konkurrenceproblemer. Disse tilsagn blev suppleret med andre foranstaltninger (fastfrysning af afgangsfrekvenserne og pligt til at indgå aftaler om bonusprogrammet, interlining og intermodal transport osv.). Løsningerne skulle imidlertid også afspejle de forskelle, der består mellem en alliance og en fusion som følge af deres forskellige karakter. En samarbejdsalliance betyder ikke nogen permanent ændring på markedet, og beslutningen om fritagelse efter artikel 81, stk. 3, gjaldt i første omgang i seks år, med mulighed for fornyet overvejelse efter udløbet af dette tidsrum. En fusion har derimod varig indvirkning på virksomhedernes og markedets struktur. Netop derfor spiller strukturelle tilsagn en stor rolle i fusionssager, fordi de ifølge selve deres natur kan sikre en sådan permanent virkning[185]. I den forstand udgør beslutningen i AF/KLM-sagen en nyskabelse i retning af en mere permanent eller "strukturel" tilgang til de traditionelle tilsagn angående slots. For det første gælder forpligtelsen til at afgive slots på ubestemt tid. For det andet skal slots, som parterne har frigivet, men som ikke længere udnyttes af en ny operatør på et bestemt bypar, gå tilbage til slotpuljen i lufthavnen, hvis der ikke længere er nogen forpligtelse til at afgive slots. For det tredje gik man på ruten Amsterdam-Paris, som konkurrenterne fandt det særlig vanskeligt at trænge ind på, fordi den går mellem AF’s og KLM’s respektive hovedlufthavne, frem efter "kronjuvel"-princippet. På visse betingelser kan et konkurrerende flyselskab, når det først har fløjet på denne rute i mindst tre år, endog vinde hævd på de slots, fusionsparterne har afgivet. Med hensyn til problemerne angående langdistanceruterne, som kun gjorde sig gældende i AF/KLM-sagen, fandt Kommissionen det nødvendigt at skabe sikkerhed for, at antagelsen om, at indirekte flyvninger kunne lægge et konkurrencepres på direkte flyvninger, ville holde stik. Med henblik herpå afgav de franske og de nederlandske myndigheder erklæringer om, at de ville afstå fra ethvert indgreb i prissætningen af indirekte flyvninger på et stort antal ruter (den såkaldte "sjette frihed") og sikre tredjelandsselskaber ret til at mellemlande i Amsterdam eller Paris for at kunne tilbyde destinationer uden for EU (den femte frihed). Disse erklæringer indgår i AF/KLM-beslutningen. |

3. Henviste sager

Kabel Deutschland/ish[186]

263. Den 20. april modtog Kommissionen en anmeldelse af en fusion gående ud på, at den tyske virksomhed Kabel Deutschland GmbH ("KDG") overtog de to virksomheder ish GmbH & Co KG, Tyskland, og ish KS NRW GmbH & Co KG, Tyskland (begge "ish").

264. KDG er operatør af Deutsche Telekom AG's tidligere bredbåndsnet i hele Tyskland, bortset fra delstaterne Hessen, Baden-Württemberg and Nordrhein-Westfalen. I Nordrhein-Westfalen er det ish, der er bredbåndsoperatøren. Begge virksomheder udbyder inden for deres respektive netområder også transmission af tv- og radiosignaler såvel som internetadgang. Ud over overtagelsen af ish havde KDG desuden planer om at købe de resterende to regionale bredbåndsoperatører i Tyskland, iesy Hessen og Kabel Baden-Württemberg. I modsætning til fusionen mellem KDG og ish faldt disse to fusioner ind under de tyske konkurrencemyndigheders (Bundeskartellamt) kompetence.

265. Den 14. maj anmodede Bundeskartellamt Kommissionen om at få henvist denne fusion under henvisning til, at den kunne føre til styrkelse af dominerende stillinger på adskillige markeder i Tyskland. På markedet for transmission af radio- og tv-signaler via bredbåndskabler, hvor efterspørgselssiden består af radio- og tv-selskaber, kunne denne dominerende stilling ifølge Bundeskartellamt blive yderligere styrket på grund af den øgede rækkevidde, sammenlægningen af de to net kunne resultere i. På markedet for tjenester til digitalt betalings-tv, markedet for levering af signaler fra det regionale bredbåndskabel til kabelnettene i husene og på markedet for levering af signaler til endelige brugere fandt Bundeskartellamt, at konkurrencen kunne blive yderligere afsvækket, hvis ish blev elimineret som konkurrent til KDG, der i forvejen blev anset for at være dominerende på flere regionale markeder.

266. Kommissionen drog den konklusion, at betingelserne for henvisning af sagen til Bundeskartellamt var opfyldt, eftersom det var nationale markeder, der blev berørt af transaktionen. Den fandt, at Bundeskartellamt havde de bedste forudsætninger for at analysere de umiddelbare konkurrenceproblemer, eftersom det krævede undersøgelser af lokale markeder og særlige nationale forhold. Desuden rejste alle KDG's tre planlagte overtagelser - dvs. overtagelsen af ish, af iesy Hessen og af Kabel Baden-Württemberg – stort set identiske problemer og burde derfor behandles under ét af en og samme konkurrencemyndighed. Kommissionen besluttede derfor den 7. juni at henvise sagen til Bundeskartellamt.

Accor/Barrière/Colony[187]

267. Den 4. juni besluttede Kommissionen at henvise en del af en sag angående et joint venture i kasinobranchen mellem Accor, familiekoncernen Barrière-Desseigne og Colony til de franske konkurrencemyndigheder. Den del af sagen, der blev henvist, drejede sig om vurdering af transaktionens virkninger for konkurrencen på markedet for drift af kasinoer i to franske regioner, nemlig Côte d’Azur og den sydfranske Atlanterhavskyst. Samme dag godkendte Kommissionen transaktionen, hvad de resterende produkt- og geografiske markeder angår.

268. Af Kommissionens undersøgelser fremgik det, at markedet for drift af kasinoer geografisk set havde en lokal dimension, der kan defineres enten på grundlag af en radius på en times kørsel eller et lokalt befolkningsområde. På basis af denne definition ville transaktionen have rejst konkurrenceproblemer i de to ovennævnte franske regioner. Kommissionen konkluderede derfor, at de franske myndigheder var bedst egnet til at vurdere, hvilke virkninger transaktionen ville få på disse lokale markeder, og besluttede at henvise denne del af sagen til Frankrig.

269. De andre aspekter af sagen drejede sig om opnåelse af kasinolicenser og om hotelmarkedet, og de blev godkendt, da Kommissionen ikke fandt, at transaktionen frembød nogen risiko for konkurrencen på disse markeder.

270. Den 28. juli godkendte de franske konkurrencemyndigheder transaktionen efter tilsagn fra parterne angående de to markeder, henvisningen omfattede. Tilsagnene gik ud på, at parterne ville afhænde to kasinoer, det ene i Côte d’Azur og det andet i den sydfranske atlanterhavsregion.

4. Tilbagetrukne anmeldelser

INA/AIG/SNFA[188]

271. Den 22. september anmeldte den tyske kuglelejeproducent INA Holding Schaeffler KG ("INA") og den amerikanske forsikringskoncern AIG en transaktion til Kommissionen, der gik ud på de to virksomheders fælles overtagelse af den franske producent af præcisionskuglelejer, SNFA. INA og SNFA har specialiseret sig i produktion af friktionsfrie specialkuglelejer. AIG er en international forsikringskoncern, der ikke har nogen aktiviteter i kuglelejeindustrien. Præcisionskuglelejer bruges især til formål, der kræver en høj grad af præcision, særlig i værktøjsmaskinindustrien og i luft- og rumfartsindustrien.

272. Kommissionen havde den 23. oktober 2004 indledt en tilbundsgående undersøgelse af den planlagte transaktion, fordi den var betænkelig ved, at elimineringen af konkurrencen mellem den største og den næstestørste udbyder af præcisionskuglelejer til værktøjsmaskiner i Vesteuropa ville give INA en dominerende stilling. Kommissionens indledende vurdering, der var baseret på markedsundersøgelser, var, at transaktionen i betydelig grad ville svække konkurrencen på markedet for vinkelkontaktkuglelejer til værktøjsmaskiner i Vesteuropa, da der var tale om en fusion mellem de to største producenter, der også var førende på markedet, hvad angår kvalitet, pålidelighed, innovation og produktsortiment. Ingen af de tilbageværende konkurrenter - hvad enten der var tale om svenske SKF eller japanske NSK eller de mindre udbydere - ville have været i stand til at lægge et tilstrækkeligt effektivt konkurrencepres på INA. Kommissionen fandt også, at kunderne ikke kunne antages at kunne lægge nogen tilstrækkelig dæmper på INA’s prisstrategi, eftersom størstedelen af værktøjsmaskinindustrien består af små virksomheder med begrænsede forhandlingsmuligheder.

273. I lyset af sine alvorlige betænkeligheder besluttede Kommissionen den 19. december 2003 at fremsende en klagepunktsmeddelelse til INA og AIG. Der blev dog ikke vedtaget nogen endelig beslutning, da parterne i januar 2004 opgav deres plan.

RWA/AMI[189]

274. Den 11. oktober opgav de østrigske virksomheder RWA Raiffeisen-Ware Austria AG ("RWA") og AMI Agro Linz Melamine International GmbH ("AMI") deres planer om at etablere et joint venture, Inter-Fert Düngemittel GmbH ("Inter-Fert"), og trak deres anmeldelse til Kommissionen tilbage. Det planlagte joint venture ville have betydet en sammenlægning mellem den førende østrigske producent af AMI-gødning og den største grossist inden for produkter til landbruget i Østrig, RWA.

275. Ved beslutning af 29. september havde Kommissionen indledt andenfasebehandling af sagen, da den indledende gennemgang af den planlagte fusion viste, at etableringen af dette joint venture ville styrke RWA's dominerende stilling på markedet for engrossalg af gødning i Østrig. I naboregionen Bayern havde Kommissionen også påvist konkurrenceproblemer inden for handelen med gødning.

276. Kommissionens indledende konklusion var, at RWA alene sad på mellem 55 % og 65 % af markederne for flere gødningstyper samt på gødningsmarkedet som helhed, og at transaktionen ville have elimineret AMI som en betydelig konkurrent på det østrigske engrosmarked. Desuden ville RWA's dominerende stilling være blevet yderligere forstærket ved fusionen med AMI i kraft af den deraf følgende vertikale integration. Der var risiko for, at transaktionen ville have ført til en afskærmning af markedet, så andre ikke kunne få adgang til det. Den kunne også have styrket den dominerende stilling, som BayWa, der er moderselskab til RWA, havde på markedet for detailsalg af gødning i Bayern, hvor BayWa havde en markedsandel på ca. 70 %, og have trængt sine konkurrenter ud af markedet. Det ville have ført til en styrkelse af BayWas dominerende stilling på detailmarkedet for gødning i Bayern og hæmmet konkurrencen på en væsentlig del af fællesmarkedet.

277. For at få løst konkurrenceproblemerne i relation til Østrig og Bayern tilbød parterne en række tilsagn, der dog ikke blev fundet tilstrækkelige til at afhjælpe konkurrenceproblemerne på de berørte markeder i Østrig og Bayern. Det blev bekræftet, da tilsagnene blev testet på markedet. Efter at parterne havde fået meddelelse om, at Kommissionen havde indledt andenfasebehandling i sagen, trak de deres anmeldelse tilbage.

C - UDVALGTE DOMME

Den Portugisiske Republik mod Kommissionen (Cimpor)

278. I en dom af 22. juni[190] gav Førsteinstansretten Kommissionen medhold i en sag, der drejede sig om en beslutning, Kommissionen den 22. november 2000 havde vedtaget efter fusionsforordningens[191] artikel 21, stk. 3, i Secil/Holderbank/Cimpor- sagen[192]. I denne artikel 21, stk. 3-beslutning ("beslutningen") opfordrede Kommissionen den portugisiske regering til at træffe de fornødne foranstaltninger for at overholde fællesskabsretten og trække to afgørelser tilbage ( despachos af 5. juli 2000 og 11. august 2000), hvorved regeringen på grundlag af den portugisiske privatiseringslovgivning havde modsat sig en fusion, der var blevet anmeldt til Kommissionen og havde fællesskabsdimension.

279. I sin beslutning og under retssagen gjorde Kommissionen gældende, at bestemmelserne i artikel 21 bygger på en balance mellem på den ene side medlemsstatens pligt til forinden at underrette Kommissionen om "alle andre offentlige interesser" og afstå fra at træffe foranstaltninger til at beskytte sådanne interesser, og på den anden side Kommissionens pligt til inden for en frist på en måned at vurdere og tage stilling til, om den interesse, der påberåbes, stemmer overens med fællesskabsrettens almindelige principper og øvrige bestemmelser. Kommissionen fremførte, at bestemmelserne i artikel 21, stk. 3, ville miste enhver virkning, hvis Kommissionen i mangel af en sådan underretning ikke var i stand til at tage stilling til, om en foranstaltning truffet af en medlemsstat var begrundet i en af de interesser, der i artikel 21, stk. 3, udtrykkeligt betragtes som værende legitime. Det ville betyde, at medlemsstaterne kunne undgå Kommissionens stillingtagen ved blot at undlade at underrette den om sådanne foranstaltninger.

280. Kommissionen fandt derfor, at artikel 21 skulle fortolkes således, at uanset om den har fået underretning om en foranstaltning eller ej, har Kommissionen ret til at vedtage en beslutning, hvori den tager stilling til, om en foranstaltning, der ikke er begrundet i et af de i artikel 21 nævnte hensyn, skal anerkendes som værende forenelig med traktaten.

281. Kommissionen pegede på, at den portugisiske regerings bevæggrunde for de to afgørelser, den havde truffet om forbud mod fusionen, klart fremgik af den anden afgørelse, hvori det hedder, at "det er nødvendigt at beskytte udviklingen af aktionærstrukturerne i virksomheder, som privatiseres, for at styrke iværksætternes muligheder og det nationale produktionsapparats effektivitet på en måde, som er i overensstemmelse med udviklingen af Portugals økonomiske politik"[193] .

282. Kommissionen fremførte, at dette mål ikke indgår blandt de interesser (offentlig sikkerhed, mediepluralitet og tilsynsregler), der i sig selv anses for at være legitime interesser jf. andet afsnit i fusionsforordningens artikel 21, stk. 3. Ved at have truffet afgørelser om, at ingen måtte erhverve mere end 10 % af aktierne i Cimpor, havde den portugisiske regering efter Kommissionens opfattelse reelt nedlagt forbud mod overtagelsen og dermed lagt hindringer i vejen for den traktatfæstede ret til fri etablering og frie kapitalbevægelser, uden at det kunne retfærdiggøres af hensyn til nogen af de almene interesser, som anerkendes i EU-domstolenes retspraksis. Under alle omstændigheder havde den portugisiske regering ikke gjort noget sådant hensyn gældende. De hensyn, der lå til grund for de to afgørelser truffet af den portugisiske finansminister, som Kommissionen i strid med fusionsforordningens artikel 21, stk. 3, ikke var blevet underrettet om, var derfor ikke forenelige med fællesskabsretten[194].

283. For Kommissionen drejede et af de væsentligste spørgsmål i denne sag sig om, hvorvidt Kommissionen havde beføjelse til at træffe en artikel 21, stk. 3-beslutning under disse omstændigheder, eller om den i stedet for burde have iværksat en overtrædelsesprocedure efter traktatens artikel 226. Kommissionen fastholdt, at bestemmelserne artikel 21, stk. 3, skulle fortolkes således, at de også finder anvendelse i en situation, hvor medlemsstaten ikke har underrettet Kommissionen om de andre offentlige interesser (andre interesser end offentlig sikkerhed, mediepluralitet og tilsynsregler), den agter at beskytte, før den træffer de pågældende foranstaltninger.

284. Førsteinstansretten gav Kommissionen medhold i, at Kommissionen har beføjelse til ved en beslutning at tage stilling til, om disse interesser stemmer overens med fællesskabsrettens almindelige principper og øvrige bestemmelser, uanset om den er blevet underrettet om disse interesser eller ej. Hvis Kommissionen i mangel af enhver underretning fra den pågældende medlemsstat kun havde mulighed for at anlægge en traktatbrudssag efter traktatens artikel 226, ville det være umuligt at vedtage en EU-beslutning inden for de korte tidsfrister, der er fastsat i fusionsforordningen. Og det ville øge risikoen for, at de allerede trufne nationale foranstaltninger uigenkaldeligt ville præjudicere en fusion med fællesskabsdimension og gøre Kommissionens stillingtagen efter artikel 21, stk. 3, virkningsløs, fordi det ville sætte medlemsstaten i stand til at unddrage sig den kontrol, som denne bestemmelse fastsætter.

285. Manglende underretning om de interesser, der søges beskyttet ved den nationale foranstaltning, kan skabe komplikationer og usikkerhed, når Kommissionen skal identificere disse interesser, men den har altid mulighed for at anmode den pågældende medlemsstat om oplysninger herom. Retten anerkendte, at det havde Kommissionen også gjort. I sådanne tilfælde må Kommissionen altid først se på, om de pågældende foranstaltninger er begrundet i et af de hensyn, der er nævnt i andet afsnit i fusionsforordningens artikel 21, stk. 3 (offentlig sikkerhed, mediepluralitet, tilsynsregler). Retten konkluderede, at Kommissionen med vedtagelsen af den anfægtede beslutning ikke havde gjort indgreb i EU-domstolenes eller de nationale domstoles kompetence, ikke havde tilsidesat fusionsforordningens artikel 21, stk. 1, og heller ikke havde begået nogen procedurefejl.

286. I sin dom udtalte Retten sig klart om den nærmere kompetencefordeling mellem nationale myndigheder og EU-myndigheder og om de foranstaltninger, nationale myndigheder og EU-myndigheder kan træffe for at sikre en effektiv fusionskontrol, der tilgodeser behovet for sund forvaltning, retssikkerheden og de implicerede virksomheders legitime interesser. Det understreges desuden, at Retten anerkendte artikel 21, stk. 3, som lex specialis, der har forrang for traktatbrudssager anlagt efter traktatens artikel 226.

MCI mod Kommissionen

287. Den 28. september afsagde Førsteinstansretten en dom[195], hvorved den af proceduregrunde annullerede Kommissionens beslutning af 28. juni 2000 ("beslutningen") i MCI/Sprint -sagen[196], som var blevet indbragt for Retten af MCI. I sin beslutning havde Kommissionen nedlagt forbud mod fusionen mellem MCI, tidligere MCI WorldCom, og Sprint, som begge er amerikanske it-selskaber med verdensomspændende aktiviteter, fordi den ville have resulteret i skabelse eller styrkelse af dominerende stillinger på det globale marked for maksimal eller universel internetkonnektivitet.

288. I denne dom tages der ikke stilling til den konkurrenceretlige vurdering, men alene til spørgsmålene om, hvorvidt sagen kunne antages til behandling, om søgsmålsinteressen og om Kommissionens kompetence til at vedtage den anfægtede beslutning.

289. Hvad angår spørgsmålet om sagens antagelighed, blev der med denne dom indført et nyt element med hensyn til den interesse, sagsøger skal godtgøre at have i, at den anfægtede beslutning annulleres. MCI's interesse kunne drages i tvivl, navnlig fordi MCI hævdede at have opgivet fusionsplanen allerede før beslutningens vedtagelse. I tidligere sager havde Retten krævet, at opgivelsen af transaktionen direkte skulle bero på den anfægtede beslutning, men i denne sag fandt den det tilstrækkeligt, at Kommissionen havde vedtaget en beslutning rettet til MCI, som var den eneste eksisterende juridiske hindring for at gennemføre transaktionen, hvis parterne skulle ønske at fusionere under samme omstændigheder.

290. MCI gjorde i alt væsentligt gældende, at Kommissionen ikke var kompetent til at vedtage beslutningen af 28. juni 2000, da de anmeldende parter formelt havde trukket deres anmeldelse tilbage den 27. juni i et brev, hvori de skrev, at "parterne ikke længere havde til hensigt at gennemføre den anmeldte fusion i den form, hvorunder den blev anmeldt. Såfremt parterne beslutter at fusionere under en anden form i fremtiden, vil de foretage de ændringer, der måtte være nødvendige efter de gældende fusionsregler". Kommissionen begrundede sin kompetence ved i beslutningen at anføre, at brevet af 27. juni 2000 ikke kunne betragtes som en formel opgivelse af den fusionsaftale af 4. oktober 1999, der var blevet anmeldt, og ved at henvise til parternes pressemeddelelse af 27. juni 2000, hvori de udtalte, at de stadigvæk håbede på, at der kunne findes en fornuftig løsning i sagen.

291. Retten anerkendte, at parternes brev rent principielt ikke betød, at enhver tanke om en fusion mellem Worldcom og Sprint var blevet opgivet, men kun betød en opgivelse af den fusion, parterne havde aftalt i fusionsaftalen af 4. oktober 1999, således som den var blevet anmeldt til Kommissionen. Retten fandt, at parternes udtalelser af 27. juni 2000 kun kunne fortolkes sådan, at de opgav den fusionsaftale, der var blevet anmeldt efter fusionsforordningen. At den planlagte transaktion "i den form, hvorunder den var anmeldt" var opgivet, kunne ikke undgå at påvirke selve fusionsaftalens virkning, om ikke dens gyldighed.

292. Retten konkluderede, at Kommissionen ikke var kompetent til at vedtage beslutningen, da parterne ved brev af 27. juni havde opgivet aftalen og ikke blot trukket anmeldelsen tilbage. Den udtalte videre, at Kommissionen ikke kunne støtte kompetence på en subjektiv vurdering af parternes intentioner om at gå videre med en fusionsplan, og pointerede, at hvis Kommissionen havde haft nogen tvivl om, hvordan brevet skulle forstås, kunne den have krævet et formelt bevis for, at fusionsaftalen virkelig var opgivet ved at fremsætte en begæring om oplysninger efter fusionsforordningens artikel 11.

D - STATISTIKKER

[pic]

[pic]

III - Udviklingen i de enkelte sektorer

A - LIBERALISEREDE SEKTORER

1. ENERGI

293. For så vidt angår energisektoren vil skabelsen af virkelig konkurrenceprægede energimarkeder være til fordel for energiforbrugerne og den europæiske økonomis konkurrencedygtighed. I 2004 fortsatte Kommissionen samarbejdet med nationale konkurrencemyndigheder og lovgivere på energiområdet om forbedring af konkurrencevilkårene og betingelserne for nye virksomheders etablering på markedet. Kommissionen nedsatte bl.a. en ECN-undergruppe for energi og holdt regelmæssigt kontakt med lovgivere på energiområdet[197].

294. Hvad angår lovgivningsprocessen, var 2004 det år, hvor de direktiver, Kommissionen vedtog i 2003 med henblik på at fremskynde gennemførelsen af det indre marked for gas og elektricitet, skulle gennemføres af medlemsstaterne. De fleste medlemsstater overholdt desværre ikke denne frist. Lovgivningsprocessen skred endvidere frem på fællesskabsplan, og der blev gjort et stort fremskridt med vedtagelsen af Rådets fælles holdning til en forordning om betingelserne for adgang til gastransmissionsnettene. Forordningen vil tackle nogle af de resterende hindringer for gennemførelsen af det indre marked, navnlig med hensyn til samhandel med gas.

295. Liberaliseringsprocessen blev i lighed med tidligere år understøttet af anvendelsen af konkurrencereglerne i en række vigtige sager. I sagen Gaz de France [198] bekræftede Kommissionen ved en formel beslutning, at territoriale begrænsningsklausuler er i strid med EF-traktatens artikel 81. Sådanne klausuler, der traditionelt er indeholdt i kontrakter om gasforsynings- og gastransporttjenester, hindrer kunderne i at få gasforsyninger fra operatører, der er etableret i andre medlemsstater, og udgør en betydelig hindring for skabelsen af et ægte konkurrencepræget og integreret gasmarked på europæisk plan.

296. Den 30. april besluttede Kommissionen at afslutte sin undersøgelse i Marathon -sagen[199] for så vidt angår de resterende to leverandører, det franske selskab Gaz de France og det tyske selskab Ruhrgas[200], efter at den i 2001 og 2003 havde indgået forlig med de tyske selskaber BEB[201] og Thyssengas[202] og det nederlandske selskab Gasunie[203]. Marathon-sagen angik fem gasselskabers påståede afvisning af at give det norske datterselskab af det amerikanske energiselskab Marathon adgang til deres respektive gasnet. De tilsagn, som Gaz de France og Ruhrgas tilbød, forbedrede tredjeparters adgang til deres net og gav kunderne mulighed for at få fuld fordel af åbningen af gasmarkederne i Frankrig og Tyskland.

297. Ruhrgas forpligtede sig bl.a. til at indføre en ny indgangs-/udgangsordning, som gør det muligt at reservere gastransportkapacitet særskilt ved indgangs- og udgangssteder (frem for at skulle reservere kapacitet via en fiktiv kontraktmæssig rute mellem det punkt, hvor gassen føres ind i transportsystemet, og det punkt, hvor den tages ud). Gaz de France, som allerede havde indført et indgangs-/udgangssystem, og Ruhrgas forpligtede sig endvidere til gradvist at reducere antallet af balancerings- og takstzoner i deres respektive net, hvilket vil reducere transportomkostningerne på tværs af flere zoner. Gaz de France forpligtede sig også til at gennemføre et program for frigivelse af gas over tre år i det sydlige Frankrig for at muliggøre konkurrence uden at afvente færdiggørelsen i midten af 2007 af den planlagte nye infrastruktur, som skal gøre det lettere for konkurrerende gas at få adgang til dette område. Foruden disse hovedtilsagn forpligtede Gaz de France og Ruhrgas sig til at træffe en række andre foranstaltninger til at forbedre gennemsigtigheden, behandlingen af anmodninger om adgang og styringen af overbelastning.

298. På fusionsområdet besluttede Kommissionen at blokere for de planer, som det etablerede elselskab i Portugal, Energias de Portugal (EDP), og det italienske energiselskab ENI havde om at overtage den fælles kontrol med det etablerede gasselskab i Portugal, Gás de Portugal (GDP). Denne transaktion ville have styrket EDP's dominerende stilling på deres respektive markeder (engros- og detailmarkederne for elektricitet og gasmarkederne i Portugal) som følge af både horisontale og vertikale virkninger. Den ville bl.a. have fjernet GDP's potentielle konkurrence på elmarkederne og medført, at EDP højst sandsynligt ville være kommet ind på gasmarkederne. Endvidere ville fusionen have gjort elproducenter, der anvender gas som brændstof, stærkt afhængige af deres vigtigste konkurrent, dvs. EDP, med hensyn til deres gasforsyninger. Endelig ville transaktionen have udelukket en væsentlig del af gasefterspørgslen, som i øjeblikket kontrolleres af EDP. Fusionen ville således have modvirket grænseoverskridende konkurrence og på forhånd udelukket effektiviteten af liberaliseringen af el- og gasmarkederne i Portugal. Dette ville have resulteret i højere priser på gas og elektricitet for såvel private kunder som industrien. Eftersom de løsningsforslag, EDP og ENI forelagde, var utilstrækkelige til at løse de påpegede konkurrenceproblemer, havde Kommissionen intet andet valg end at forbyde den påtænkte fusion.

299. Sidst, men ikke mindst, sendte Kommissionen en åbningsskrivelse til Grækenland i en sag angående de græske markeder for brunkulsminedrift og elfremstilling og -forsyning. Grækenland giver den etablerede elproducent eneret til udvinding af brunkul uden kompensation. Denne privilegerede adgang til brunkul, som er den billigste energikilde til elproduktion i Grækenland, sætter den etablerede elproducent i stand til at fastholde sin dominerende stilling på markederne for elfremstilling og -forsyning ved at forhindre, at potentielle konkurrenter får adgang til markedet. Efter Kommissionens opfattelse overtræder Grækenland EF-traktatens artikel 86, stk. 1, og artikel 82 ved at fastholde disse rettigheder.

2. Elektronisk kommunikation

300. En af de grundlæggende ændringer, der er indført med det nye regelsæt for elektronisk kommunikation, indebærer, at de nationale lovgivende myndigheder skal definere de relevante markeder for elektronisk kommunikation i overensstemmelse med principperne i konkurrenceretten. De skal foretage en analyse af de relevante markeder og afgøre, om disse markeder rent faktisk er konkurrenceprægede, hvilket vil sige, at der ikke er nogen virksomhed med stærk markedsposition (svarende til det konkurrencemæssige begreb dominans) på det pågældende marked. Hvis et marked i realiteten ikke er konkurrencepræget, skal de nationale lovgivningsmyndigheder indføre mindst én specifik lovgivningsforpligtelse blandt dem, der er anført i adgangs- eller forsyningspligtdirektivet. Hvis et marked rent faktisk er konkurrencepræget, må de nationale lovgivningsmyndigheder omvendt ikke fastholde eller indføre nogen specifikke lovgivningsmæssige forpligtelser.

301. I fortsættelse af markedsanalyseproceduren skal de nationale lovgivningsmyndigheder underrette Kommissionen om forslag til regulerende foranstaltninger vedrørende definitionen af de relevante markeder, afgørelsen af, om der består en stærk markedsposition eller ej, og de eventuelle påtænkte regulerende foranstaltninger. Kommissionen kan enten fremsætte bemærkninger, som de nationale lovgivningsmyndigheder skal tage størst muligt hensyn til, eller anmode de nationale lovgivningsmyndigheder om at trække den påtænkte foranstaltning tilbage, hvis markedsdefinitionen og/eller konstateringen af stærk markedsposition er uforenelig med fællesskabsretten. I 2004 modtog Kommissionens tjenestegrene 89 sådanne anmeldelser og afsluttede 90 sager. I tre sager anmodede Kommissionen den nationale lovgivningsmyndighed om at trække den pågældende påtænkte foranstaltning tilbage.

302. I de forenede sager FI/2003/0024 og FI/2003/0027[204] om de offentligt tilgængelige internationale telefontjenester leveret på et fast sted til private kunder og erhvervskunder i Finland fandt Kommissionen, at den finske nationale lovgivningsmyndighed, Ficora, ikke fremlagde tilstrækkeligt bevis og ikke tog hensyn til den eksisterende lovgivning på markedet, da den nåede til den konklusion, at der ikke var nogen operatører med stærk markedsposition på disse markeder. Kommissionen satte spørgsmålstegn ved Ficoras konklusion, ifølge hvilken TeliaSonera til trods for høje markedsandele (over 50 %) ikke havde stærk markedsposition som følge af lave adgangsbarrierer, det store antal virksomheder, der leverer internationale telefontjenester, og det forhold, at abonnenterne let kunne købe internationale telefontjenester hos andre operatører end den operatør, der leverer abonnentforbindelsen. Efter Kommissionens mening fremlagde Ficora ikke markedsdata vedrørende flere forskellige faktorer, som er relevante for vurderingen af markedsposition, som f.eks. omkostningsstrukturen og distributions- og salgsnettet for virksomhederne på markedet. Endvidere blev der i Ficoras vurdering af virksomhedernes grad af markedsposition på markederne ikke taget passende hensyn til eksistensen af regulerende foranstaltninger og deres indvirkning på det konstaterede konkurrenceniveau på markedet, hvilket i høj grad underminerede konklusionerne. Navnlig Ficoras påstande om, at barriererne for adgang til disse markeder var lave, og at der var flere virksomheder, der leverede internationale telefontjenester, og den deraf følgende konklusion om, at der ikke var tale om stærk markedsposition, hvilede på den eksisterende regulering, såsom operatørvalg, operatørforvalg og pligten til at være indbyrdes forbundet. Kommissionen påpegede, at et centralt princip i markedsanalyse var at vurdere, hvorvidt den effektive konkurrence udelukkende eller hovedsagelig var et resultat af den eksisterende regulering, og om konkurrencesituationen på det definerede marked kunne tænkes at være anderledes uden en sådan regulering.

303. I sag FI/2004/0082[205] vedrørende markedet for adgang og opkaldsoprindelse i offentlige mobilnet i Finland konkluderede Kommissionen, at den påtænkte foranstaltning, som Ficora havde anmeldt, ikke kunne understøtte den konklusion, at TeliaSonera havde en stærk markedsposition på det finske marked for adgang og opkaldsoprindelse i offentlige mobilnet. Selv om TeliaSonera havde en markedsandel på over 60 %, var der to andre mobilnetoperatører på udbudssiden og foruden netoperatørerne over ti tjenesteudbydere på markedets efterspørgselsside. Tjenesteudbyderne har været i stand til at indgå engrosaftaler, herunder virtuelle mobilnetoperatøraftaler, på et kommercielt grundlag - uden nogen lovfæstet pligt for mobilnetoperatører til at give adgang - med alle mobilnetoperatører på det relevante marked. Kommissionen fandt, at foruden den tydelige dynamik, der stammer fra detailmarkedet, konkurrerede mobilnetoperatørerne om og var i stand til at indgå aftaler med forskellige tjenesteleverandører på grund af deres evne til at tilvejebringe fleksible tilbud eller typer af tjenester, som ikke blev tilvejebragt af andre mobilnetoperatører. Endvidere fremlagde Ficora ikke overbevisende dokumentation for, at koblingsomkostningerne i betydelig grad ville hæmme en tjenesteleverandørs mulighed for at udskifte sin engrosleverandør.

304. I sag AT/2004/0090[206] vedrørende det østrigske marked for transittjenester i det offentlige faste net var Kommissionen ikke enig med den østrigske nationale lovgivningsmyndigheds konklusion om, at operatører, der leverer transittjenester til sig selv, udgjorde en del af transitmarkedet, og at Telekom Austrias markedsandel derfor lå under 50 %, og at det derfor ikke havde nogen stærk markedsposition. Navnlig underbyggede den østrigske nationale lovgivningsmyndighed ikke i tilstrækkelig grad sin konklusion om, at netoperatører, der køber transittjenester, hurtigt kunne skifte til selvforsyning som reaktion på prisændringer, på baggrund af de høje investeringer og den omfattende planlægning og det store tidsforbrug i forbindelse med udrulning af net. Endvidere fandt Kommissionen, at der ikke var fremlagt tilstrækkeligt bevis for, at disse to operatører var i stand til og villige til rent faktisk at begynde at forsyne det kommercielle transitmarked på et systematisk grundlag, og at selvforsyningen derfor faldt uden for anvendelsesområdet for det relevante marked, hvilket gav Telekom Austria en markedsandel på omkring 90 %.

3. Transport

3.1 Lufttransport

Forhandlinger mellem EU og USA om åbent luftrum

305. Efter Open Skies -retssagerne indledte EU og USA forhandlinger med henblik på at etablere et åbent luftrum mellem disse to store handelspartnere. I juni fik EU's transportministre forelagt et omfattende udkast til aftale, som kunne have løst en lang række juridiske spørgsmål og banet vej for en fuldstændig liberalisering af luftfartstjenesterne mellem EU og USA. Rådet mente imidlertid, at det var nødvendigt med yderligere fremskridt, navnlig med hensyn til markedsadgangen for europæiske transportselskaber i USA. Udkastets konkurrencedel tager sigte på at opnå større lovgivningsmæssig konvergens i EU's og USA's regler og praksis og et bedre samarbejde mellem Kommissionen og det amerikanske transportministerium og følger i store træk principperne i aftalen mellem Kommissionen og det amerikanske justitsministerium fra 1991 om samarbejde på konkurrenceområdet mellem EF og USA. På topmødet mellem EU og USA i juni i Irland blev forhandlerne anmodet om at fortsætte deres bestræbelser i forbindelse med denne vigtige aftale, som vil udvide mulighederne ikke blot for luftfartsselskaber, men også for lufthavne, turisme, erhvervsforbindelser og godstransport. I årets anden halvdel var der tekniske kontakter mellem Kommissionen og dens amerikanske modparter.

3.2 Jernbaner

306. Den 3. marts fremsatte Kommissionen forslag om en tredje jernbanepakke, indeholdende foranstaltninger med henblik på at åbne markedet for grænseoverskridende passagertjenester med virkning fra 2010. Det drejer sig bl.a. om en togoperatørs ret til at medtage og afsætte passagerer på en hvilken som helst station på ruten, herunder mellem stationer beliggende i samme medlemsstat (cabotage). Selv om en medlemsstat skulle få tilladelse til at begrænse denne adgangsret til afgangssteder og destinationer, der allerede er omfattet af en offentlig tjenestekontrakt, skal denne begrænsning afpasses strengt efter behovet for at bevare den økonomiske ligevægt i den tjeneste, der er indgået kontrakt om. Begrebet "international grouping" skal ligeledes ophæves med virkning fra 2010. Pakken blev behandlet af Parlamentet den 23. november. Ved årets udgang ventede den på førstebehandling i plenarforsamlingen.

307. Den 29. april blev den anden jernbanepakke endelig vedtaget efter et forlig. Den største hindring var åbningen af markedet for jernbanefragttransporttjenester. Det blev aftalt, at alle jernbanefragtmarkeder i EU, herunder cabotage, skulle åbnes fuldstændigt senest den 1. januar 2007.

4. Finansielle tjenesteydelser

308. Oprettelsen af et integreret og effektivt europæisk marked for finansielle tjenesteydelser er et vigtigt og ambitiøst mål, der forfølges i Lissabon-processen og gennem handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser. Konkurrencepolitikken og politikken vedrørende det indre marked supplerer hinanden som redskaber til at nå dette mål. GD Konkurrence har bl.a. arbejdet aktivt med at fremme liberaliseringen af værdipapirmarkederne og få disse til at fungere hensigtsmæssigt, herunder handel, clearing og afregning.

309. Uden forbedringer vil margenen mellem investorernes afkast og udstedernes finansieringsomkostninger være højere end nødvendigt. Håndhævelse og styrkelse af konkurrencen har derfor positive virkninger, såsom bedre fordeling af finansielle ressourcer til fordel for såvel investorerne som offentligheden, idet afkastet på investeringer f.eks. påvirker pensionernes størrelse.

310. Omkostningerne ved at behandle papirhandler i EU er langt højere end i USA. I USA er omkostningerne ved afvikling af en aktietransaktion beregnet til 0,10 EUR, mens omkostningerne ved afregning af en almindelig grænseoverskridende handel i Europa kan løbe op i 35 EUR eller mere. Siden 2001 har en række grupper på højt plan og ekspertgrupper, som f.eks. Lamfalussy-vismandsudvalget og Giovannini-gruppen, udpeget grænseoverskridende clearing og afvikling, herunder især spørgsmål i relation til adgang og prisfastsættelse, som den vigtigste årsag til, at de europæiske værdipapirmarkeder ikke fungerer effektivt. Den første beslutning på dette område blev vedtaget den 2. juni i Clearstream -sagen (se henvisning i afsnit I.B.1).

311. Kommissionen har offentliggjort en undersøgelse med titlen "An overview of current arrangements in securities trading, clearing and settlement in EU 25" (en oversigt over nuværende ordninger for handel, clearing og afregning af værdipapirer i EU-25). I undersøgelsen beskrives infrastrukturerne og ordningerne i de enkelte lande samt på europæisk plan, hvis disse findes. Undersøgelsen bekræftede, at eksklusive ordninger - hvorved handler i en given valuta skal cleares og afregnes i forud fastsatte virksomheder - er et udbredt fænomen i EU. Undersøgelsens resultater er blevet udsendt med henblik på kommentarer fra offentligheden og er blevet drøftet med de nationale myndigheder.

312. Generaldirektoratet for Det Indre Marked fortsætter arbejdet med betalingssystemer og værdipapirmarkeder.

B - Andre sektorer

1. LIBERALE ERHVERV

Indledning

313. Liberale erhverv er erhverv, der kræver en særlig uddannelse inden for humaniora eller naturvidenskab. Denne sektor er normalt karakteriseret ved en høj grad af regulering i form af enten statsregulering eller selvregulering blandt de faglige organisationer. Kommissionens arbejde har hidtil været koncentreret om et begrænset antal erhverv, nemlig advokater, notarer, revisorer, arkitekter, ingeniører og apotekere.

314. Liberale tjenester, som i denne sammenhæng betyder tjenester ydet af liberale erhverv, spiller en vigtig rolle med hensyn til at styrke den europæiske økonomis konkurrenceevne. De er input for økonomien og erhvervslivet, og deres kvalitet og konkurrenceevne har store afsmittende virkninger. Den italienske konkurrencemyndighed har anslået, at i Italien kan gennemsnitlig 6 % af eksportvirksomhedernes omkostninger henføres til liberale tjenester. Større forskel i priser og kvalitet samt større innovation i de liberale tjenester kunne således yde et vigtigt bidrag til at forbedre de europæiske virksomheders konkurrenceevne og styrke væksten i BNP i EU. Som følge heraf bør moderniseringen af de liberale erhverv ses som et led i Lissabon-dagsordenen.

315. De liberale erhverv er også vigtige på grund af deres direkte indvirkning på forbrugerne. I den nærmeste fremtid vil konkurrencen om liberale tjenester fortsat hovedsagelig foregå på lokalt plan. Større valgmulighed mellem tilgængelige ydelser og priser sætter forbrugerne i stand til at vælge den kombination af pris og kvalitet, der passer bedst til deres behov.

Kommissionens rapport om konkurrencen inden for de liberale erhverv

316. Den 9. februar vedtog Kommissionen en rapport om konkurrencen inden for de liberale erhverv[207]. Hovedformålet med denne rapport er at redegøre for Kommissionens idéer med hensyn til mulighederne for at reformere eller modernisere en række specifikke erhvervsregler.

317. I denne rapport udpeges de fem vigtigste former for potentielt restriktiv regulering inden for de liberale erhverv i EU: (i) prisfastsættelse, (ii) vejledende priser, (iii) reklamerestriktioner, (iv) adgangskrav og eksklusive rettigheder samt (v) regler for virksomhedsstrukturen og multidisciplinære aktiviteter.

318. På den ene side konkluderes det i rapporten, at et omfattende empirisk forskningsmateriale påviser de negative virkninger, som overdrevne eller forældede restriktive reguleringer kan have for forbrugerne. Sådanne reguleringer kan nemlig fjerne eller begrænse konkurrencen mellem tjenesteudbydere og således reducere incitamentet for de liberale erhverv til at arbejde omkostningseffektivt, sænke priserne, øge kvaliteten og tilbyde innovative tjenester.

319. På den anden side erkendes det i rapporten, at der hovedsagelig er tre grunde til, at det kan være nødvendigt med en vis regulering af de tjenesteydelser, de liberale erhverv udbyder. For det første er der en asymmetrisk information mellem kunder og tjenesteudbydere: et karakteristisk træk ved de liberale erhverv er, at tjenesteudbyderne skal have en stor teknisk viden, som forbrugerne ikke nødvendigvis besidder; for det andet er der de eksterne følger, idet disse tjenesteydelser kan få følger for tredjemand; og for det tredje anses visse liberale erhverv for at producere "offentlige goder", der har værdi for samfundet som helhed. Fortalere for restriktive reguleringer hævder derfor, at sådanne reguleringer er beregnet til at fastholde kvaliteten af de liberale erhverv og beskytte forbrugerne mod uregelmæssigheder.

320. Selv om Kommissionen anerkender, at det er berettiget med en vis regulering i denne sektor, mener den, at der i nogle tilfælde kan og bør anvendes mere konkurrencefremmende mekanismer i stedet for visse traditionelle restriktive regler.

321. For så vidt angår anvendelsen af EU's konkurrenceregler, skelnes der i rapporten mellem de faglige organisationers og medlemsstaternes potentielle ansvar.

322. Når en faglig organisation regulerer sine medlemmers økonomiske adfærd, er de regler, den vedtager, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder efter EF-traktatens artikel 81. Regler, som objektivt set er nødvendige for at sikre korrekt udøvelse af erhvervet i henhold til den ordning, erhvervet er underlagt i den pågældende medlemsstat, er imidlertid ikke omfattet af det forbud, der er indeholdt i denne artikel[208].

323. Statslige bestemmelser, som indfører eller fremmer en konkurrencebegrænsende adfærd eller styrker virkningerne heraf, er i strid med EF-traktatens artikel 3, stk. 1, litra g), artikel 10, stk. 2, og artikel 81. Når en medlemsstat uddelegerer sin beslutningsret til en faglig sammenslutning uden tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger - dvs. uden klart at angive de mål af almen interesse, der skal respekteres, uden at beholde den endelige beslutningsbeføjelse og uden at overvåge gennemførelsen - kan medlemsstaten også drages til ansvar for eventuelle overtrædelser som følge heraf.

324. Endelig bør der efter Kommissionens opfattelse ved enhver nærmere undersøgelse af faglige regler anvendes en proportionalitetstest. Reglerne skal være objektivt nødvendige for at nå et klart formuleret og legitimt mål af offentlig interesse, og de skal udgøre den mindst konkurrencebegrænsende mekanisme til at nå dette mål. Sådanne regler er i såvel brugernes som de liberale erhvervs interesse.

325. I Kommissionens rapport opfordres alle involverede parter til at gøre en fælles indsats for at reformere eller fjerne de regler, som ikke er berettigede. De regulerende myndigheder i medlemsstaterne og de faglige organisationer opfordres til at gennemgå de eksisterende regler under hensyntagen til, om de er nødvendige af hensyn til den almene interesse, om de er proportionelle, og om de er berettigede. Rapporten sætter desuden fokus på behovet for at indføre mekanismer, som er konkurrencefremmende og fører til større gennemsigtighed med henblik på at styrke forbrugernes rettigheder.

326. Hvad angår gennemførelsen, er det klart, at de nationale konkurrencemyndigheder og de nationale domstole fra maj er kommet til at spille en større rolle ved bedømmelsen af, om de gældende regler for de liberale erhverv er lovlige. Hvis de konkurrencebegrænsende regler er koncentreret om en enkelt medlemsstat, bliver den administrative gennemførelse af EU's konkurrenceregler i de liberale erhverv først og fremmest et anliggende for de relevante regionale konkurrencemyndigheder. Kommissionen vil imidlertid fortsat om nødvendigt se på individuelle sager. En sammenhængende anvendelse af artikel 81 og 82 vil blive sikret gennem samordning inden for Det Europæiske Konkurrencenetværk (netværk mellem konkurrencemyndigheder).

Vejen frem: styrkelse af konkurrencen

327. Som angivet i rapporten har Kommissionen indbudt de europæiske faglige organisationer for advokater, notarer, revisorer, skatterådgivere, arkitekter og apotekere til bilaterale møder for at drøfte berettigelsen af de eksisterende faglige regler. Disse møder giver Kommissionen mulighed for at finde ud af, hvilke restriktioner der ser ud til at være overflødige og eventuelt skal fjernes eller begrundes. De giver de europæiske faglige organisationer mulighed for at redegøre for deres opfattelse af de mål af almen interesse, der findes på deres område, og indgå en aftale med Kommissionen om mere konkurrencefremmende mekanismer til at nå disse mål. De europæiske faglige organisationer skal derefter videregive Kommissionens tanker til de relevante nationale faglige organisationer.

328. Mere generelt er GD Konkurrence også gået i gang med en udbredelse af informationer ved at holde en dør åben for faglige organisationer, som ønsker direkte drøftelser med Kommissionens tjenestegrene. De nationale konkurrencemyndigheder opfordres til at gøre det samme, især når de, der anmoder om møder, er nationale organisationer.

329. Erfaringerne fra de hidtidige moderniseringsbestræbelser inden for de liberale erhverv i visse medlemsstater viser, at en fjernelse af konkurrencebegrænsende mekanismer alene formentlig ikke er tilstrækkelig til at skabe mere konkurrence i denne sektor. GD Konkurrence og GD Sundhed og Forbrugerbeskyttelse har derfor været i kontakt med forbrugerorganisationerne for at høre deres mening om de restriktioner, Kommissionen har identificeret, og om, hvordan erhvervene bedst kan organiseres og tage hensyn til forbrugernes interesser.

330. Der er enighed om, at der er behov for konkurrencefremmende ledsagemekanismer, som øger gennemsigtigheden og styrker forbrugernes rettigheder. Sådanne mekanismer kunne f.eks. omfatte aktiv overvågning fra forbrugersammenslutningers side, indsamling og offentliggørelse af historiske data fra uafhængige organisationers side eller offentlige meddelelser om afskaffelse af gebyrordninger.

331. Kommissionens rapport har givet anledning til debat i flere medlemsstater og har allerede fået nogle faglige organisationer til at tage de eksisterende regulerende ordninger op til fornyet overvejelse og sikre, at brugerne får bedre informationer.

332. I visse medlemsstater er der også en vis bevægelse på lovgivningsområdet. Kommissionen har forsøgt at udbrede budskabet i rapporten om konkurrencen inden for de liberale erhverv til de regulerende myndigheder i medlemsstaterne. Sidstnævnte blev indbudt til et møde i Det Europæiske Konkurrencenetværks undergruppe vedrørende liberale erhverv den 14. oktober. På mødet var der en indgående drøftelse af de karakteristiske træk ved efterspørgslen på markederne for liberale erhverv, og af, hvordan den almene interesse skal vurderes.

333. Denne udvikling vedrører ligeledes de nye medlemsstater. De nationale konkurrencemyndigheder i nogle af disse har været særdeles aktive på dette område. Kommissionen har desuden udvidet indsamlingen af oplysninger vedrørende regler og bestemmelser, der påvirker de liberale erhverv, til at omfatte de nye medlemsstater[209].

334. Kommissionen vil i 2005 aflægge rapport om de fremskridt, der er sket med hensyn til at fjerne restriktive og ubegrundede regler.

IV - Statsstøttekontrol

A - LOVGIVNING OG FORTOLKNINGSREGLER

1. FORORDNINGER, RETNINGSLINJER OG MEDDELELSER

335. Reformen af statsstøttekontrollen er fortsat med det formål at strømline arbejdsmetoderne og fremskynde beslutningsprocedurerne.

336. Reformen skal forbedre samarbejdet mellem medlemsstaterne ved at opmuntre til større dialog og udveksling af oplysninger. Målet er at skabe øget bevidsthed om statsstøttespørgsmål hos nationale, regionale og lokale myndigheder og de nationale retlige myndigheder. Samtidig har man øget indsatsen for at indsætte statsstøttekontrollen i en bred EU-politisk sammenhæng, især Lissabon-dagsordenen.

337. Reformprocessen skulle føre til mindre tunge, forudsigelige og gennemsigtige procedurer og økonomisk sunde og retligt robuste kriterier for vurdering af statsstøtteforanstaltninger. Dette skulle gøre statsstøttekontrollen efter udvidelsen lettere og sætte Kommissionen i stand til at håndtere en forventet væsentlig stigning i antallet af statsstøtteforanstaltninger i et udvidet EU. De lovgivningsforanstaltninger, der er vedtaget eller forberedt i 2004 til dette formål, præsenteres nedenfor.

1.1. Procedureregler

338. Den 21. april vedtog Kommissionen et sæt regler til gennemførelse og tydeliggørelse af forordning (EF) nr. 659/99[210] (procedureforordningen), som fastsætter, hvilken procedure der skal følges i statsstøttesager. Med udgangspunkt i artikel 27 i procedureforordningen omhandler forordning (EF) nr. 794/2004[211] (gennemførelsesforordningen) form og indhold af anmeldelser og årsberetninger samt andre detaljer, såsom tidsfrister og beregningen heraf tillige med fastsættelse af rentesatsen for tilbagesøgning af ulovligt ydet støtte.

339. Hovedmålsætningen med den nye gennemførelsesforordning er at strømline og forenkle procedurerne for medlemsstaternes anmeldelser og indberetninger, samtidig med at gennemsigtigheden øges og den retlige sikkerhed styrkes. Ved hjælp af omfattende anmeldelsesformularer får medlemsstaterne en tydeligere vejledning i, hvilken type oplysninger Kommissionen behøver for på korrekt grundlag at kunne vurdere de forskellige støtteforanstaltninger. Der skal anvendes et standardiseret format til de årsberetninger, som medlemsstaterne skal indsende. Disse forbedringer skulle fremskynde vurderings- og revisionsprocessen, eftersom de vil hjælpe med at undgå, at der sendes supplerende anmodninger til medlemsstaterne om oplysninger, mens statsstøttesagerne behandles.

340. En ny obligatorisk anmeldelsesformular forbedrer effektiviteten af Kommissionens vurdering af planlagte statsstøtteforanstaltninger. Formularen indeholder et sæt af spørgsmål, der er udformet efter samme principper som de eksisterende rammebestemmelser og retningslinjer for statsstøtte.

341. Disse anmeldelsesformularer kan findes i bilag I og II til gennemførelsesforordningen og består af:

- en generel oplysningsdel, der skal udfyldes for hver støttesag

- en forenklet anmeldelsesformular for anmeldelse af ændringer i eksisterende støtteforanstaltninger, der er nævnt i gennemførelsesforordningens artikel 4, stk. 2[212]. Oplysningerne i denne formular gør det muligt for Kommissionen at føre tilsyn med eksisterende støtte i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 1. Ændringer af udelukkende formel eller administrativ art og stigninger i den godkendte støtteordnings oprindelige budget på under 20 % betragtes ikke som ændringer af eksisterende støtte og kræver derfor ikke anmeldelse

- opsummerende meddelelser til at give medlemsstaterne nøjagtige anvisninger på, hvilke oplysninger der er nødvendige ved anmeldelse af planlage støtteforanstaltninger, som kan være omfattet af rammebestemmelser eller retningslinjer. Disse ændrer ikke rammebestemmelserne eller retningslinjerne på nogen måde, men omsætter dem til specifikke spørgsmål, der skal gøre det lettere at udfylde anmeldelsen.

342. Det specificeres i artikel 3 i gennemførelsesforordningen, hvordan korrespondancen mellem medlemsstaterne og Kommissionen skal forløbe. Generalsekretariatet er det fælles samlingspunkt for de første kontakter, mens statsstøttekontrollen er et ansvarsområde, der deles mellem flere af Kommissionens generaldirektorater (GD for konkurrence, for transport, for landbrug og for fiskeri). Generalsekretariatet sikrer, at anmeldelserne fordeles til de kompetente generaldirektorater. Når først dette er sket, udveksles al senere korrespondance mellem den medlemsstat, der foretager anmeldelsen, og det kompetente generaldirektorat.

343. For at råde bod på fortidens mangelfuldheder indføres der med artikel 3 også regler om fremsendelse af anmeldelser. Fra den 1. januar bliver det obligatorisk at sende anmeldelserne elektronisk. Denne forholdsvis fjerne dato er valgt for at give både medlemsstaterne og Kommissionen mulighed for at skabe sikre tekniske betingelser for en sådan fremsendelse[213]. For anmeldelser, der fremsendes inden denne dato, siges det i artikel 3, stk. 5, at der sendes faxer til det nummer, der opgives af den modtagende part, og at faxens dato kun betragtes som anmeldelsesdatoen, hvis det oprindelige papirdokument modtages senest 10 dage efter fremsendelsen af faxen.

344. Det fastsættes i artikel 5, hvordan årsberetningerne om eksisterende støtteordninger skal struktureres. Gennemførelsesforordningen indeholder specifikke bilag for årsberetninger inden for landbrug og fiskeri. Datoen for medlemsstaternes fremsendelse af årsberetningerne er rykket frem (senest den 30. juni hvert år) for at gøre det muligt at opstille resultattavlen for statsstøtte (se nedenfor under "gennemsigtighed") og foretage en meningsfuld analyse af situationen i god tid før de pågældende møder i Det Europæiske Råd. På nogle områder, såsom skattemæssig støtte, afhænger tilstedeværelsen af nøjagtige tal af modtagerens selvangivelse. Derfor accepteres skøn i begrundede tilfælde, forudsat at de nøjagtige tal meddeles senest i den følgende indberetningsperiode.

345. Artikel 8 tydeliggør reglerne for beregning af tidsfristerne[214]. Anmodninger om forlængelse af tidsfristerne skal begrundes skriftligt og fremsættes senest to dage, før den oprindelige frist udløber. De skal sendes til den adresse, der er opgivet af den part, der fastsætter tidsfristen.

346. Kapitel V i gennemførelsesforordningen fastlægger, hvilken metode der skal anvendes til fastsættelse af rentesatsen og for renteberegning i inddrivelsessager. Med hensyn til inddrivelse af ulovlig støtte fastsættes det i artikel 11, at der vil blive beregnet rente og rentes rente for at sikre en fuld neutralisering[215] af de finansielle fordele, der knytter sig til ulovligt udbetalt støtte. Den fremgangsmåde, der er valgt, er i overensstemmelse med en nylig meddelelse fra Kommissionen[216] om emnet. Rentesatsen vil blive beregnet på grundlag af interbankrenten (»swap«), og hvis der ikke findes en sådan rente eller tilsvarende referenceinstrument i en medlemsstat, fastsætter Kommissionen den gældende rentesats i snævert samarbejde med den pågældende medlemsstat. Denne mulighed vil være relevant hovedsagelig for de nye medlemsstater.

347. Mens selve gennemførelsesforordningen skal revideres inden for fire år, vil dens bilag til stadighed blive ændret i takt med den parallelle lovgivningsproces med revision af rammebestemmelser og retningslinjer eller vedtagelse af nye forordninger for statsstøtteforanstaltninger i særlige sektorer.

348. Det skal bemærkes, at denne forordning også anvendes på landbrugssektoren. For at gøre det lettere for medlemsstaterne at benytte anmeldelsesformularerne og sende dem til Kommissionen, er formularerne for landbrugssektoren offentliggjort på følgende adresse: http://europa.eu.int/comm/agriculture/stateaid/forms/index_da.htm. Forordningen indfører også et nyt forenklet format for årsberetningerne om statsstøtte inden for landbruget. Formatet findes også på ovennævnte adresse.

1.2. Forskning og udvikling

349. Den 25. februar vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 364/2004, som ændrer forordning (EF) nr. 70/2001 med henblik på at udvide anvendelsesområdet for gruppefritagelsen for små og mellemstore virksomheder (SMV) til at omfatte støtte til forskning og udvikling[217].

350. Støtte til forskning og udvikling kan bidrage til økonomisk vækst og hermed styrke konkurrenceevnen og fremme beskæftigelsen. Sådan støtte til SMV er af største betydning, fordi en af de strukturmæssige ulemper ved SMV er, at det er vanskeligt for dem at få adgang til nye teknologiske udviklinger og teknologioverførsel.

351. Kommissionen gik ud fra, at EF's rammebestemmelser for statsstøtte til forskning og udvikling[218] ville opmuntre SMV til at igangsætte mere forskning og udvikling, eftersom de generelt kun bruger en mindre procentdel af deres omsætning til disse aktiviteter. I lyset af anvendelsen af rammebestemmelserne besluttede Kommissionen at fritage F&U-støtte til SMV fra forudgående anmeldelse.

352. Rammebestemmelserne anvendes stadig på denne type af statsstøtte, både med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt visse foranstaltninger udgør statsstøtte i den i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, anvendte betydning, og med hensyn til den beløbsgrænse (loft), under hvilken støtten kan fritages.

353. For at fremme udbredelsen af forskningsresultater kan små og mellemstore virksomheder modtage statsstøtte til at dække omkostningerne til opnåelse og validering af patenter og andre industrielle ejendomsrettigheder, der er et resultat af forsknings- og udviklingsaktiviteter. For at sådan støtte kan fritages, er det ikke nødvendigt, at den forskning, der førte til rettighederne, rent faktisk har fået statsstøtte; det er tilstrækkeligt, at aktiviteten ville have været berettiget til forsknings- og udviklingsstøtte. Støtte til tekniske forundersøgelser forud for den industrielle forskning og udvikling på prækonkurrencestadiet er også fritaget under visse omstændigheder.

354. Desuden indfører forordning nr. 364/2004 i forordningen om gruppefritagelse af SMV de samme definitioner for "grundforskning", "industriel forskning" og "udviklingsaktiviteter på prækonkurrencestadiet" som i de tilsvarende EF-rammebestemmelser og bringer definitionen af SMV på linje med SMV-henstillingen[219]. Den indfører også bestemmelser om støtteintensitet afhængigt af, om den region, hvor de pågældende SMV er beliggende, eller den sektor, hvor de er aktive, er berettiget til regionalstøtte.

355. Støtte, der ikke er i overensstemmelse med betingelserne i forordningen om gruppefritagelse - herunder de tilpassede tærskler for store individuelle støttetildelinger - skal anmeldes og vil blive vurderet i overensstemmelse med EF’s rammebestemmelser for statsstøtte til forskning og udvikling.

1.3. Uddannelsesstøtte

356. Ligeledes den 25. februar vedtog Kommissionen en ændring[220] af forordning (EF) nr. 68/2001[221], hvorved den indførte den nye definition af SMV, som er indeholdt i henstilling 2003/361 af 6. maj 2003[222] om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder. Den nye definition gælder fra den 1. januar 2005.

1.4. Redning og omstrukturering

357. Efter en grundig gennemgang af rammebestemmelserne for statsstøtte til redning og omstrukturering[223] vedtog Kommissionen den 7. juli nye rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder[224], som tager sigte på at foretage en nøjere granskning af statsstøtten til redning og omstrukturering og dermed følger opfordringen i konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Stockholm i 2001 og i Barcelona i 2002, hvor der blev stillet krav om en nedsættelse af det samlede beløb til statsstøtte og omfordeling heraf til horisontale målsætninger.

358. Det er et normalt fænomen på markedet, at ineffektive virksomheder må opgive ævred. Det bør ikke blive normen, at en virksomhed, der kommer i vanskeligheder, skal reddes af staten. Sådan støtte er den mest fordrejende form for statsstøtte og har tidligere givet anledning til yderst kontroversielle statsstøttesager. Således bør det generelle princip om, at statsstøtte er forbudt, sådan som det er fastslået i traktaten, fortsat være reglen, og undtagelser herfra bør være begrænsede.

359. De nye rammebestemmelser indfører derfor noget strengere regler for rednings- og omstruktureringsstøtte, eftersom denne kategori betragtes som den mest kritiske. Kommissionen er dog udmærket klar over de sociale følger af situationer, hvor virksomheder, med eller uden egen skyld, kommer i vanskeligheder, som kan føre til denne form for støtte[225].

360. Princippet om engangsstøtte er blevet styrket, og man har beskæftiget sig med spørgsmålet om, under hvilke omstændigheder der skal tages hensyn til støtte til en kriseramt virksomhed, når virksomheden går konkurs og overtages af en anden virksomhed.

361. En nyoprettet virksomhed er ikke berettiget til rednings- og omstruktureringsstøtte og betragtes som sådan i tre år efter sin oprettelse inden for det relevante aktivitetsområde.

362. I modsætning til de tidligere rammebestemmelser, hvor der var en streng og problematisk[226] sondring mellem redningsstøtte og omstruktureringsstøtte, åbner de nye rammebestemmelser mulighed for at yde støtte til tvingende nødvendige strukturforanstaltninger, som kan indgå i det beløb, der skal holde virksomheden i gang i den periode, hvor der ydes redningsstøtte. Medlemsstaterne får mulighed for at vælge en forenklet procedure for godkendelse af redningsstøtte. Overgangen fra rednings- til omstruktureringsstøtte er således lettere at fastslå: Når først der er opstillet en omstruktureringsplan, og denne er ved at blive gennemført, vil al yderligere støtte blive betragtet som omstruktureringsstøtte.

363. Kravet om et betydeligt bidrag til omstruktureringsprocessen fra modtagerens side er blevet styrket og tydeliggjort. Det dobbelte formål med dette selvstændige bidrag er dels at påvise, at markederne tror på, at det er tænkeligt, at den omstrukturerende virksomhed igen vil kunne blive levedygtig inden for en rimelig frist, dels at garantere, at støtten begrænses til det minimum, der er nødvendigt for at genoprette levedygtigheden, samtidig med at konkurrencefordrejningerne begrænses. Til dette formål vil Kommissionen også bede om kompenserende foranstaltninger for at mindske virkningen for konkurrenterne.

364. Kommissionens nye rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder gælder fra den 10. oktober 2004 til den 9. oktober 2009.

365. De medfører betydelige forenklinger med hensyn til de regler, der gælder for landbruget:

- I fremtiden vil reglerne om omstruktureringsstøtte til virksomheder, der fremstiller og markedsfører landbrugsprodukter, være nøjagtigt de samme som for andre sektorer. Dette vil sætte medlemsstaterne i stand til at have homogene omstruktureringsordninger for SMV, der opererer inden for alle sektorer. Det tidligere princip om, at selv små virksomheder skal tilbyde en modydelse for at modtage omstruktureringsstøtte, er opgivet. Princippet om engangsstøtte vil gælde i ti år i stedet for fem.

- Der opretholdes en række særregler udelukkende for landmænd. De forenkles frem for alt ved at give medlemsstaterne mulighed for i alle tilfælde (og ikke kun hvor omstrukturering er begrænset til små landbrugsvirksomheder) at gennemføre kapacitetsnedskæringer på sektorplan snarere end for den landbrugsbedrift, der modtager omstruktureringsstøtten.

- Det gøres klart, at lukning af kapacitet skal være permanent (og ikke kun for fem år). Uopdyrket landbrugsjord kan bringes tilbage i produktion igen efter 15 år.

- Mindstekravene om kapacitetslukninger forenkles.

- Hvor kapacitetslukningen foretages på sektorniveau, skal dette gennemføres inden for et år efter ydelsen af støtten. For at forhindre omgåelse med hensyn til lukninger skal medlemsstaten forpligte sig til ikke at yde investeringsstøtte til forøgelse af kapaciteten i fem år.

- Den de minimis- beløbsgrænse, under hvilken der ikke kræves nogen kapacitetslukning, forenkles og omformuleres. Så længe omstruktureringsstøtten ikke ydes for mere end 1 % af produktionskapaciteten i en given sektor for en sammenhængende 12-måneders periode, vil der ikke blive krævet nogen kapacitetslukning.

366. Anmeldelser af rednings- og omstruktureringsstøtte, der er registreret før den 10. oktober 2004, vil blive gennemgået på baggrund af de kriterier, der gjaldt på tidspunktet for anmeldelsen. Støtteforanstaltninger, der er ydet uden Kommissionens godkendelse, vil imidlertid blive undersøgt for deres forenelighed på grundlag af de nye rammebestemmelser, hvis noget af eller hele støtten er ydet efter offentliggørelsen af disse bestemmelser i Den Europæiske Unions Tidende, dvs. efter den 1. oktober 2004.

2. Skibsbygning

367. Efter konkurrencefordrejninger på verdensmarkedet havde Kommissionen og den koreanske regering underskrevet en aftale den 22. juni 2000 med det formål at genoprette rimelige og gennemsigtige konkurrencevilkår på dette marked. Aftalen blev ikke gennemført korrekt af den koreanske regering. I 2002 vedtog Rådet en midlertidig defensiv ordning (TDM)[227] som en exceptionel og midlertidig foranstaltning, og Kommissionen besluttede at indlede en tvistbilæggelsesprocedure[228] og anmodede om konsultationer i overensstemmelse med WTO’s regler. Der blev ikke opnået nogen tilfredsstillende løsning med konsultationerne. EU bad derfor WTO's Instans til Bilæggelse af Tvister om at nedsætte et panel til behandling af den urimelige praksis fra Koreas side med hensyn til skibsbygning. I mellemtiden forlængede Rådet TDM til den 31. marts 2005, eftersom mekanismen ville komme til udløb den 31. marts 2005[229].

TDM-ordninger

368. I 2003 havde fem medlemsstater (Tyskland, Danmark, Nederlandene, Frankrig og Spanien) vedtaget nationale støtteordninger baseret på TDM-forordningen fra 2002, som blev forelagt Kommissionen til godkendelse. Disse ordninger udløb den 31. marts. I 2004 godkendte Kommissionen en forlængelse af den nederlandske[230], den franske[231] og den spanske[232] ordning til den 31. marts 2005 og desuden en ny ordning for Italiens vedkommende[233].

369. I henhold til ordningerne kan der ydes direkte driftsstøtte til skibsværfter på indtil 6 % af kontraktsummen før støtte til produktion af containere, produkttankskibe, kemikalietankskibe og tankskibe til transport af flydende naturgas. For at være berettiget til denne begrænsede støtte skal skibsværfterne have indgået de endelige skibsbygningskontrakter senest den 31. marts 2005.

3. Landbrug: Politisk udvikling og lovgivningsinitiativer i 2004

De minimis-forordningen

370. Den 6. oktober vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 1860/2004 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på de minimis-støtte i landbrugs- og fiskerisektoren[234]. Forordningen fritager national støtte på op til 3 000 EUR pr. landmand eller fisker fra kravet om forhåndsanmeldelse i en treårig periode. Initiativet vil være et nyttigt redskab til at hjælpe landmænd i krise. For at undgå konkurrencefordrejninger skal de medlemsstater, der yder sådan støtte, overholde en samlet øvre beløbsgrænse (loft) over en treårig periode, der groft taget svarer til 0,3 % af landbrugs- eller fiskeriproduktionen. Medlemsstaterne kan yde støtte, der opfylder alle forordningens betingelser uden forudgående godkendelse fra Kommissionens side. Men de skal føre registre, der viser, at begge lofter respekteres.

371. Hvis alle medlemsstater benytter sig af denne mulighed, ville dette svare til et gennemsnitligt beløb for de minimis -støtte på omkring 317 mio. EUR pr. år for landbrug og omkring 27 mio. EUR pr. år for fiskeri for hele EU. For at tilbyde medlemsstaterne større fleksibilitet fastsætter forordningen beløbsgrænser, der skal overholdes over en treårig periode (og ikke for hvert år). De beløb, som hver medlemsstat kan yde for hver treårig periode, er blevet beregnet af Kommissionen og er angivet i et bilag. Treårsperioderne er mobile, så man for hver ny tildeling af de minimis -støtte er nødt til at fastlægge det samlede støttebeløb, der er ydet i de forudgående tre år.

372. Medlemsstaterne kan yde de minimis- støtte på den måde, de ønsker det. Imidlertid er der i forordningen fastsat nogle få begrænsninger for at undgå fordrejninger: Der må ikke ydes eksportstøtte; støtte må ikke knyttes til de markedsførte produkters pris eller mængde, og den må heller ikke gøres afhængig af, om der anvendes indenlandske produkter.

373. Den nye forordning vil gælde fra den 1. januar 2005 til udgangen af 2008.

374. Før forordningens vedtagelse – og i betragtning af det begrænsede beløb pr. modtager, tildelingsmetoden og det samlede støtteniveau – anvendte Kommissionen imidlertid allerede de minimis -fremgangsmåden for landbrug i følgende tilfælde:

- Støtte til mælkeproducenter (Parmalat) - Frankrig[235]. Den 14. juli besluttede Kommissionen, at støtte på omkring 200 000 EUR til omkring 120 mælkeproducenter, der ikke var blevet betalt for deres leverancer til Parmalat, var de minimis -støtte og derfor ikke omfattet af EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Støtteintensiteten var under ingen omstændigheder mere end 2 000 EUR pr. producent. Støtten blev ydet ved delvis at overtage renter og kapitalbetalinger for udestående lån på op til 10 % af den årlige ydelse og aldrig mere end 2 000 EUR pr. modtager.

- Ekstraordinære støtteudbetalinger til landbruget (Parmalat) – Italien[236].. Den 14. juli besluttede Kommissionen, at støtte på omkring 995 EUR pr. modtager (samlet beløb på 1 327 mio. EUR om året og i alt 3,98 mio. EUR) er de minimis -støtte og derfor ikke omfattet af EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Støtten blev ydet i form af en 12-måneders suspension af betalingerne til social sikring for landmænd, som havde leveret til Parmalat uden at blive betalt for den leverede mælk. Kommissionen konkluderede også, at en subsidiær garanti for kreditter, der var blevet tilbudt disse landmænd gennem en særlig bankgarantifond, ikke indeholdt statsstøtte, fordi garantien blev tilbudt i overensstemmelse med markedsprincipper.

- Støtte til producentorganisationer - Spanien[237]. Den 7. maj vedtog Kommissionen en endelig beslutning, der gik ud på, at statsstøtte, som Spanien havde til hensigt at yde til organisationer af olivenolieproducenter i Extremadura, ikke var statsstøtte i den i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, omhandlede betydning. Støtten blev ydet til at finansiere omkostningerne til at ansøge om EU-støtte til olivenolieproducenter og svarer til omkring 12 EUR pr. ansøgning. Ifølge beslutningen virker producentorganisationerne i olivenolieproducenternes interesse. Støtten gør det derfor muligt at reducere eller helt afskaffe medlemmernes bidrag til den støttemodtagende organisation. Af denne grund er de reelle modtagere af støtten producenterne, som nyder godt af lavere årlige bidrag. Da det samlede budget for støtteordningen er 120 200 EUR om året, og da det antal producenter, der nyder godt af ordningen, opgives til 11 500, er støtten pr. støttemodtager om året 10,4 EUR.

- Kompensation for tørken i 2003 - Frankrig[238]. Den 20. oktober besluttede Kommissionen ikke at rejse indvendinger mod statsstøtte til landmænd, der blev ramt af tørken i 2003. Støtteelementet i overtagelsen af renterne på de udestående lån (20 mio. EUR) blev betragtet som de minimis -støtte[239].

- Støtte til BSE-krisen - Italien[240]. Den 1. december bemyndigede Kommissionen med tilbagevirkende kraft Italien til at yde statsstøtte til dækning af omkostningerne til den obligatoriske destruktion af specifikke risikomaterialer og oplagring af materialer med lav risiko samt indkomststøtte til producenter i oksekødssektoren for at imødegå virkningerne af BSE-krisen i 2001. Indkomststøtten til de producenter, som er dækket af beslutningen, beløber sig til omkring 103,25 EUR pr. bedrift og blev betragtet som de minimis -støtte[241].

Gruppefritagelsesforordningen

375. Den nye kommissionsforordning (EF) nr. 1/2004, der giver fritagelse til visse typer statsstøtte, der ydes til små og mellemstore landbrugsvirksomheder[242], trådte i kraft den 24. januar. Medlemsstaterne skal ikke længere forhåndsanmelde disse støtteforanstaltninger til Kommissionen for at få dem godkendt.

376. I henhold til forordningens artikel 3 og 19 skal medlemsstaterne for at få fritaget en individuel støtteforanstaltning eller støtteordning "senest ti arbejdsdage før ikrafttrædelsen af en ved denne forordning fritaget støtteordning eller individuel støtteforanstaltning, der ikke falder ind under en støtteordning, sende Kommissionen kortfattede oplysninger om støtteordningen eller den individuelle støtteforanstaltning i den i bilag I fastlagte form med henblik på offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende."

377. I overensstemmelse med denne procedure har medlemsstaterne allerede sendt Kommissionens tjenestegrene kortfattede oplysninger om ca. 70 forskellige foranstaltninger, som Kommissionen har offentliggjort på internettet[243].

Anvendelse af eksisterende bestemmelser: Salgsfremstød og reklame for kvalitetsprodukter

378. Kommissionen har truffet beslutning i en række statsstøttesager, der drejer sig om salgsfremstød og reklame for landbrugsprodukter. Disse sager har sat Kommissionen i stand til:

- at tydeliggøre og forbedre anvendelsen af retningslinjerne for reklame for landbrugsprodukter på kvalitetsmærker og opstilling af kriterier for, hvornår et produkt kan kaldes et "kvalitetsprodukt", ved at henvise til betingelserne i artikel 24b, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1257/1999, som ændret ved forordning (EF) nr. 1783/2003[244]

- at fastsætte grænserne for ydelse af statsstøtte til såkaldte "fælles salgsfremstød", f.eks. grænserne for en direkte forbindelse mellem en markedsorganisation og individuelle virksomheder. (I overensstemmelse med punkt 29 i retningslinjerne for reklame skal reklamevirksomhed, der finansieres af offentlige midler og en eller flere virksomheder i fællesskab, betragtes som uforenelig med reglerne som følge af, at målgruppen – dvs. forbrugerne – måske ikke er i stand til at afgøre, om et reklamefremstød for en eller flere virksomheder er en del af en offentlig støttet kampagne eller ej)[245]

- at bekræfte sin holdning til støtte til kvalitetsmærker, der henviser til produkternes oprindelse[246] og til visse generelle krav i retningslinjerne[247].

4. Fiskeri

379. Den 1. november trådte et nyt sæt regler om statsstøtte til fiskerisektoren i kraft. Disse regler bringer statsstøttepolitikken på linje med den reformerede fælles fiskeripolitik, der blev vedtaget i december 2002. Efter de nye regler kan der gives gruppefritagelse til visse typer af støtte, som ikke længere skal anmeldes og godkendes af Kommissionen, før medlemsstaterne kan gennemføre dem. Statsstøtte i fiskerisektoren, som ikke falder ind under gruppefritagelsesforordningen[248], vil stadig skulle anmeldes til Kommissionen. Sådan statsstøtte vil være omfattet af de nye retningslinjer for behandling af statsstøtte til fiskeri og akvakultur[249], som også trådte i kraft den 1. november.

380. De foranstaltninger, der er omfattet af gruppefritagelsesforordningen, vedrører støtte, der ikke formodes at true bestanden eller fordreje konkurrencen på en måde, der ikke er i overensstemmelse med den fælles interesse, og som derfor aldrig har givet anledning til, at Kommissionen har indledt undersøgelsesprocedurer. Den pågældende støtte skal til punkt og prikke opfylde de kriterier, der er fastsat i gruppefritagelsesforordningen, som er identiske med dem, der gælder for tildeling af EU-midler i forbindelse med Det Finansielle Instrument til Udvikling af Fiskeriet (FIUF).

381. Gruppefritagelsesforordningen vil gælde for støtte til små og mellemstore virksomheder (SMV) for beløb under 1 mio. EUR eller til støtte, der er beregnet til at finansiere foranstaltninger med et maksimalt støtteberettiget beløb på 2 mio. EUR.

382. For at sikre den korrekte tildeling af sådan støtte vil tilsynet finde sted på grundlag af de forudgående oplysninger, som Kommissionen får tilsendt om den påtænkte støtte, og som offentliggøres på internettet i Den Europæiske Unions Tidende, samt på grundlag af forpligtelsen til efterfølgende rapportering.

5. Kul og transport

Kul

383. Udvidelsen af Unionen øgede antallet af kulproducerende lande fra tre (Tyskland, Det Forenede Kongerige og Spanien) til syv, dvs. med Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn. Trods den nylige dramatiske stigning i spotmarkedsprisen for kul er store dele af Europas kulindustri stadig ikke konkurrencedygtig uden omfattende statssubsidier. Tyskland, Polen og Ungarn anmeldte deres omstruktureringsplaner for de kommende år for Kommissionen. Kommissionen har indledt den formelle procedure over for den spanske kulindustris omstruktureringsplan.

Transport

384. Kommissionen har opretholdt sin velvillige holdning til offentlig finansiering, der fremmer miljøvenlige transportformer, der kan føre til en mindskelse af vejtransporten. Jernbanerne betragtes derfor som et centralt element i EU’s fælles transportpolitik, som søger at skabe et bæredygtigt transportsystem ved at ændre balancen mellem de forskellige transportformer. En genoplivning af jernbanerne er en af de vigtigste målsætninger. Jernbanetransport skal igen gøres konkurrencedygtig nok til at blive en af de førende aktører i transportsystemet i et udvidet Europa. En åbning af jernbanemarkedet er af afgørende betydning for en genoplivning af jernbanerne. I 2008 vil hele det europæiske fragtnetværk, både internationalt og nationalt, være lukket fuldstændigt op. Tilkomsten af nye jernbaneselskaber skal gøre sektoren mere konkurrencedygtig og opmuntre de nationale selskaber til at omstrukturere.

385. Den etablerede praksis blev anvendt inden for sektoren for kombineret transport. Især godkendte Kommissionen forskellige støtteordninger, som tager sigte på at afbøde ekstraomkostningerne ved kombineret transport.

386. Hvad angår vejtransporten, er flere store virksomheders omstruktureringsplaner blevet undersøgt.

387. I den maritime sektor er EU’s nye retningslinjer for støtte til søtransportsektoren blevet anvendt for første gang[250]. Kommissionen har især sikret, at medlemsstaterne accepterer de hensigtsmæssige foranstaltninger, der foreslås i disse retningslinjer.

388. Inden for lufttransport vedtog Kommissionen i løbet af året en vigtig beslutning i sagen Ryanair-Charleroi . Kommissionen anerkendte, at det kan være berettiget med begrænsede statsstøttebeløb til at sikre en bedre anvendelse af sekundære lufthavne med henblik på at skabe nye transportforbindelser, der indebærer regionale fordele, og mindske overbelastningen af luftrummet. Den vil blive efterfulgt af retningslinjer om finansiering af lufthavne og opstart af nye ruter; disse skulle tydeliggøre potentialet for nye lufthavne med hensyn til at ekspandere på markedet uden at bryde EU's regler.

6. Offentlige tjenesteydelser/tjenesteydelser af almen (økonomisk) interesse (public service)

389. Betydningen af offentlige tjenesteydelser for medlemsstaterne kommer klart til udtryk i den seneste tids omfattende offentlige drøftelser af alle aspekter af sådanne tjenesteydelser, herunder spørgsmålet om, hvordan de bør udbydes; af betydning er også det forhold, at de nævnes udtrykkeligt i udkastet til EU-forfatningen.

390. Hvad angår konkurrencepolitikken har Kommissionen behandlet spørgsmålet om, hvor vidt kompensation for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse kunne fordreje konkurrencen ud fra et statsstøtteperspektiv. Efter Altmark -dommen[251] om at betegne kompensation som statsstøtte opstillede Kommissionen tre forslag med henblik på at gennemføre de kriterier, der blev fastsat af Domstolen, i praksis:

EU-rammebestemmelser for public service-kompensation

391. EU-rammebestemmelser for statsstøtte i form af kompensation for public service-forpligtelser tydeliggør de kriterier, hvorefter Kommissionen agter at vurdere medlemsstaternes kompensation for public service-forpligtelser i henhold til statsstøttereglerne.

392. Domstolen lod forstå, at sådan kompensation ikke udgør statsstøtte, hvis beløbet blandt en række andre betingelser er fastsat i forbindelse med en ægte og effektiv udbudsprocedure eller på grundlag af de omkostninger, som en veldrevet, mellemstor virksomhed ville skulle afholde for at tilbyde sådanne tjenesteydelser. På denne måde skulle effektiviteten i forbindelse med tilbud af tjenesteydelser af almen økonomisk interesse blive øget. I andre tilfælde udgør kompensationen statsstøtte og skal anmeldes. Sådan anmeldt støtte vil kunne erklæres forenelig med EF-traktatens artikel 86, stk. 2, forudsat at den er nødvendig for udførelsen af de pågældende tjenesteydelser og ikke påvirker udviklingen af handelen i et omfang, der strider mod EU's interesser.

393. I overensstemmelse med EF-traktatens artikel 86 og retspraksis i tilknytning hertil har medlemsstaterne omfattende skønsbeføjelser til at definere tjenesteydelser af almen (økonomisk) interesse. Med hensyn til vurderingen på baggrund af statsstøttereglerne er det imidlertid nødvendigt, at virksomheder, der tilbyder tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, specifikt skal have fået overdraget denne opgave af den pågældende medlemsstat. Følgelig er det påkrævet, at der foreligger en opgavebeskrivelse for den offentlige tjenesteydelse, så man kan definere virksomhedens og statens (national, regional eller lokal myndigheds) respektive forpligtelser. Opgavebeskrivelsen skal specificere:

- det nøjagtige indhold af den offentlige serviceforpligtelse

- de(n) pågældende virksomhed(er) og det pågældende område

- eventuelle eksklusivrettigheder, der er overdraget virksomhederne

- beregning og revision af kompensation, herunder et rimeligt overskud

- ordningerne for tilbagebetaling af eventuel overkompensation og for eventuel statsintervention i tilfælde af underkompensation.

394. Udkastet til rammebestemmelser indeholder detaljerede regler om de komponenter, der vil kunne være indbefattet i beregningen af kompensationen, og det gøres klart, at en eventuel kompensation til en virksomhed for at præstere offentlige tjenesteydelser bør anmeldes til Kommissionen, før beløbet udbetales.

Beslutning om fritagelse

395. I medfør af en foreslået beslutning i henhold til EF-traktatens artikel 86 vil der kunne gives fritagelse fra kravet om forhåndsanmeldelse til visse kompenserende foranstaltninger. Dette vil gælde kompensation under visse beløbsgrænser og kompensation, der ydes for specifikke offentlige tjenesteydelser, især hospitaler og socialt boligbyggeri, men også maritime forbindelser til øer, forudsat at denne kompensation er ydet i overensstemmelse med sektorregler, og at der er tale om en årlig trafik på ikke over 100 000 passagerer om året.

396. Den foreslåede fritagelse er baseret på den antagelse, at risikoen for at fordreje konkurrencen ved at betale kompensation for sådanne tjenesteydelser er forsvindende lille eller ikke-eksisterende.

397. I henhold til forslaget vil medlemsstaterne – som det er sædvane med fritagelsesforordninger – være forpligtede til at opfylde alle Kommissionens krav om at give alle de oplysninger, der er nødvendige for at vurdere kompensationens forenelighed med statsstøttereglerne. Imidlertid ville sådanne oplysninger kun skulle gives som svar på en skriftlig anmodning fra Kommissionen.

Ændring af direktivet om gennemsigtighed

398. Det tredje element vedrører ændringen af direktivet om gennemsigtighed[252]. Med denne tilstræbes det at gøre det klart, at selv i de tilfælde, hvor kompensation for præstation af en offentlig tjenesteydelse ikke udgør statsstøtte, skal de pågældende virksomheder føre særskilte regnskaber, når de gennemfører aktiviteter, der ikke kan henføres under tjenesteydelser af almen økonomisk interesse. Sådanne særskilte regnskaber er nødvendige for at beregne det korrekte kompensationsbeløb.

399. Udkastet til disse tre dokumenter blev offentliggjort med henblik på offentlig høring og blev drøftet med andre institutioner med henblik på at vedtage dem i den nærmeste fremtid[253]. De vil gøre det muligt for Kommissionen at løse sin opgave med at sikre, at virksomheder, der præsterer tjenesteydelser af almen økonomisk interesse, kan operere på ordentlig vis og kun modtage kompensation i form af statsstøtte i det omfang, der er nødvendigt for at tilbyde disse ydelser. På den anden side holdes det administrative arbejde med at kontrollere, at overkompensation ikke fordrejer konkurrencen på markedet, på et minimum.

7. Gennemsigtighed

400. De oplysninger om alle statsstøtteforanstaltninger, der indsamles hvert år fra medlemsstaterne, sammen med relevante økonomiske indikatorer, der beskriver statsstøttesituationen i EU, udgør grundlaget for den resultattavle for statsstøtte, der blev indført i juli 2001[254]. Der udarbejdes to udgaver af resultattavlen hvert år.

401. Hidtil har forårsudgaven af resultattavlen dækket data for perioden t-2, dvs. 2002-data i 2004. Som led i de nye ordninger for årlige indberetninger har Kommissionen og medlemsstaterne givet tilsagn om at mindske denne tidsforskel, med det resultat at 2004-dataene skulle blive offentliggjort i efterårsudgaven. Efterårsudgaven af resultattavlen vil således hvert år indbefatte de seneste data, mens forårsudgaven vil give en mere analytisk dækning af et udvalgt emne. Tidligere resultattavler har omfattet emner som støtte til støtteområder, rednings- og omstruktureringsstøtte, F&U-støtte og støtte til SMV.

402. Efterårsudgaven 2004 blev vedtaget den 16. november[255]. Hovedvægten er i denne udgave lagt på statsstøttesituationen i de ti nye medlemsstater i fireårsperioden op til tiltrædelsen (2000-2003). Del to omfatter en gennemgang af de skridt, der er taget i medlemsstaterne for at gennemføre Lissabon-agendaen og følge op på efterfølgende rådskonklusioner vedrørende statsstøtte. Mere specifikt omfatter dette nedskæring af støtte, omdirigering af støtte til horisontale målsætninger og vurdering af støttens effektivitet. Den afsluttende del omfatter, som i alle udgaver af resultattavlen, et resumé af de bestræbelser, Kommissionen gør for at forenkle og modernisere statsstøttekontrollen.

B - Sager

1. LIBERALISEREDE MARKEDER

Belgien: Overførsel af pensionsrettigheder under første søjle fra Belgacom til den belgiske stat[256]

403. I oktober 2003 underrettede de belgiske myndigheder Kommissionen om en aftale mellem Belgacom, den belgiske stat og de private aktionærer om at overføre de såkaldte "første søjle"-pensionsforpligtelser over for virksomhedens tjenestemænd fra Belgacom til den belgiske stat ("første søjle"-pensioner er dem, der normalt er omfattet af hver enkelt stats generelle socialsikringssystem).

404. I forbindelse med Belgacoms etablering som et aktieselskab i 1992 var Belgacom forpligtet til at administrere og finansiere tidligere tjenestemænds "første søjle"-pensionsrettigheder (dette betød, at selskabet rent faktisk udbetalte pensioner til tidligere tjenestemænd, og at selskabet skulle sikre fuld finansiering af erhvervede og fremtidige pensionsrettigheder). Den anmeldte aftale indebar, at Belgacom pr. 1. januar 2004 blev fritaget for den byrde, der fulgte af den særlige pensionsordning gældende for tjenestemænd. Til gengæld modtog den belgiske stat en engangsbetaling fra Belgacom på 5 mia. EUR samt årlige løbende bidrag som garanti for finansieringen af fremtidige pensionsforpligtelser.

405. I sin beslutning af 21. januar konkluderede Kommissionen, at overførslen finansielt set var neutral, fordi Belgacom til gengæld for overførslen af sine pensionsforpligtelser til den belgiske stat betaler sidstnævnte et beløb svarende til nettonutidsværdien af de forpligtelser, som den belgiske stat har overtaget. Kommissionen mente derfor, at denne transaktion ikke gav Belgacom en fordel ud over det, der ville have været tilfældet under normale markedsforhold, og derfor var der ikke tale om statsstøtte.

Støtte ydet af Frankrig til Coopérative d’exportation du livre français (Celf) [257]

406. Den 20. april godkendte Kommissionen den støtte, som Frankrig havde ydet mellem 1980 og 2001 til Coopérative d’exportation du livre français (Celf). Kommissionen mente, at selv om støtten til Celf for behandling af små ordrer af fransksprogede bøger var ydet ulovligt, var den dog forenelig med fællesmarkedet efter traktatens artikel 87, stk. 3, litra d), idet den stod i rimeligt forhold til det forfulgte kulturelle mål. Kommissionen fandt, at støtten ikke påvirkede samhandelen og konkurrencevilkårene i fællesskabet i et omfang, der strider mod de fælles interesser. Formålet med støtten var at bevare Celfs ikke-rentable aktivitet. Celf skulle acceptere enhver type ordre fra boghandlere (ikke endelige forbrugere) i udlandet, som er beliggende i ikke-fransktalende områder, uanset beløbsstørrelse, rentabilitet og bestemmelsessted. Som led i støtten modtog Celf et driftstilskud som godtgørelse for ekstraomkostningerne ved ekspedition af ordrer på under 500 FRF (ca. 76 EUR). I denne beslutning blev der taget hensyn til Førsteinstansrettens afgørelse af 28. februar 2002, som delvis annullerede Kommissionens tidligere beslutning af 10. juni 1998 med den begrundelse, at Kommissionen skulle have skelnet mellem markedet for eksportagenturer og eksportmarkedet for fransksprogede bøger i almindelighed.

Ændring af afgift for UMTS-licens, Frankrig [258]

407. I oktober 2002 modtog Kommissionen en klage over den franske regerings beslutning om at reducere de afgifter for UMTS-licenser, som Orange og SFR oprindelig skulle betale.

408. Kommissionen mente, at det under den nuværende fællesskabsret er op til medlemsstaterne at fastlægge betingelserne for tildeling af UMTS-licenser, forudsat at de opfylder betingelserne i direktiv 97/13/EF, nemlig at de anvendte procedurer og kriterier er objektive, gennemsigtige og ikke-diskriminerende.

409. I den pågældende sag bemærkede Kommissionen, at den franske regering anvendte de samme betingelser for tildeling af UMTS-licenser over for alle operatører (varighed, afgift, tekniske betingelser), og at disse betingelser var objektive og ikke-diskriminerende. Eftersom regeringen ikke diskriminerede mellem operatørerne, fik Orange og SFR ingen fordele. Kommissionen besluttede derfor den 20. juli, at der ikke var tale om statsstøtte, og afviste klagen.

Strandede omkostninger

410. I forbindelse med den gradvise gennemførelse af det indre marked for elektricitet godkendte Kommissionen to nye statsstøttesager vedrørende kompensation for strandede omkostninger i Italien[259] og Portugal[260]. Strandede omkostninger er de omkostninger, som blev påført de etablerede virksomheder på elmarkedet, da sektoren ikke var liberaliseret, og som liberaliseringen gør det vanskeligt eller endog umuligt at tilbagebetale.

411. Kommissionen har nu en fastslået praksis med hensyn til kompensation for strandede omkostninger. I juli 2001 vedtog den en meddelelse, hvori den redegjorde for den metode, den ville benytte til at vurdere en sådan støtte[261]. Den anvendte denne metode i forbindelse med kompensation for strandede omkostninger i Østrig, Belgien, Grækenland, Nederlandene og Spanien.

412. Hvad angår Italien, dækker beslutningen navnlig to aspekter: omkostningerne til elværker opført inden 1997 og omkostningerne i forbindelse med en såkaldt "take-or-pay"-kontrakt om nigeriansk gas, undertegnet af ENEL i 1992, for så vidt angår den del, der anvendes til at producere elektricitet. Den del, der angår kraftværker, dækker kun perioden fra 2000 til 2003, hvorefter producenter ikke længere vil kunne modtage kompensation for deres strandede omkostninger. Den samlede kompensation, der ydes, vil højst være 850 mio. EUR. Den vil blive ydet til ENEL og de selskaber, der har arvet ENEL’s strandede aktiver.

413. Den del, der angår omkostninger i tilknytning til "take-or-pay"-kontrakten, er beregnet til at kompensere for de omkostninger, der blev påført ENEL, fordi selskabet ikke kunne behandle gassen i Italien som oprindelig planlagt. Den skal dække omkostningerne ved at flytte gasbehandlingen uden for Italien indtil 2009. Kompensationen vil højst udgøre 1 465 mio. EUR. Der vil imidlertid kun blive givet kompensation for gas anvendt til elfremstillingsformål.

414. Den portugisiske sag adskilte sig en smule fra den italienske og andre tidligere sager. Det bundne portugisiske marked var oprindelig struktureret omkring en række langsigtede kontrakter mellem den statsejede netoperatør og tre elfremstillingskoncerner i stedet for en generel lov om fastsættelse af prisreglerne for elsektoren ligesom i de medlemsstater, hvis sager tidligere var blevet analyseret af Kommissionen. Portugal afskaffede disse langsigtede kontrakter og erstattede dem med statskompensation.

415. Eftersom kompensation for strandede omkostninger i overensstemmelse med Kommissionens metode skal holdes på det "nødvendige minimum", måtte Kommissionen kontrollere, at kompensationen selv i denne særlige situation ikke ville omfatte mere end tilbagebetaling af startinvesteringerne, herunder om nødvendigt en rimelig fortjeneste. Koncernernes evne til at opveje tab fra visse anlæg mod overskud fra andre blev ligeledes taget i betragtning. Kommissionen sikrede, at der blev indført en passende mekanisme til regelmæssigt at justere kompensationen for at forhindre eventuel overkompensation, selv når konkurrencen ikke udviklede sig som forventet.

2. Rednings- og omstruktureringsstøtte

Alstom [262]

416. Den 7. juli vedtog Kommissionen en betinget beslutning om at tillade en omstruktureringsstøttepakke på 3 mia. EUR til fordel for Alstom i form af garantier, investering i kapitaludvidelser og i mindre grad lån. De betingelser, der er fastsat i beslutningen, er baseret på rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte til kriseramte virksomheder. Disse rammebestemmelser indeholder tre hovedbetingelser for godkendelse af omstruktureringsstøtte.

417. For det første skal støtten og den fælles omstruktureringsplan føre til, at virksomhedens rentabilitet genetableres på længere sigt uden yderligere intervention fra statens side. Kommissionen fandt, at den seneste udgave af de finansielle og driftsmæssige omstruktureringsplaner, som Frankrig havde fremlagt, ville sætte virksomheden i stand til at overleve og igen blive konkurrencedygtig. Det kræves i beslutningen, at driftsplanen, som omfatter fabriksnedlukninger, afskedigelser og omorganisering, overholdes fuldt ud. Desuden skulle der gøres en ekstra indsats i skibsbygningssektoren, og det blev krævet, at der blev indgået industrielle partnerskaber omfattende en betydelig del af virksomhedens aktiviteter med henblik på at styrke levedygtigheden og udsigterne for virksomheden på længere sigt.

418. For det andet skal støtten begrænses til det nødvendige minimum. Kommissionen fandt, at denne betingelse er opfyldt, idet den omstruktureringsplan, der er godkendt ved Kommissionens beslutning, er baseret på et meget stort finansielt bidrag fra finansielle institutioner, private investorer og virksomheden selv. Endvidere er støtten tidsbegrænset, fordi nye statsgarantier for det første kun kan udstedes over en toårig periode efter vedtagelsen af beslutningen, og for det andet fordi staten inden for fire år skal sælge hele sin aktiepost i Alstom, som stammer fra ovennævnte kapitaludvidelser.

419. For det tredje skal konkurrencefordrejningen begrænses til det nødvendige minimum. For at opfylde dette kriterium kræves der i beslutningen følgende foranstaltninger til at genetablere den konkurrencemæssige situation og kompensere konkurrenter: i) visse kapitalafhændelser oven i de store salg, Alstom allerede foretog i 2003, ii) oprettelse af et joint venture og industrielle partnerskaber omfattende visse eksisterende aktiviteter, iii) kontrol med prisfastsættelsespolitik og virksomhedsovertagelser i fire år, iv) afhændelse af statens aktiepost i selskabet og v) vedtagelse af foranstaltninger til fremme af åbningen af det franske marked for rullende materiel.

420. I de næste fire år vil Kommissionen overvåge, at denne beslutning overholdes.

MobilCom [263]

421. Den 14. juli godkendte Kommissionen den omstruktureringsstøtte, der er ydet til MobilCom. Godkendelsen af støtten var knyttet til den betingelse, at MobilCom og dets søsterselskaber skal standse deres direkte online-salg af MobilComs mobiltelefonkontrakter i syv måneder for at opveje de konkurrencefordrejninger, der forårsages af støtten.

422. MobilCom er en tysk leverandør af mobiltelefontjenester. Virksomheden løb ind i vanskeligheder i 2002. Tyskland ydede en første lånegaranti for et lån på 50 mio. EUR i september 2002 for at skaffe virksomheden omgående likviditet. Denne støtte blev godkendt som redningsstøtte i januar 2003[264] og var ikke en del af den endelige betingede beslutning, der blev vedtaget i juli 2004[265].

423. For at sikre yderligere kapital, som var nødvendig for at finansiere de nødvendige omorganiseringsforanstaltninger i dette segment, ydede Tyskland og delstaten Schleswig-Holstein en yderligere lånegaranti på 80 % for et lån på 112 mio. EUR i november 2002. Kommissionen anså denne foranstaltning for at udgøre omstruktureringsstøtte.

424. For Kommissionen bestod det vigtigste konkurrencemæssige problem i, at MobilCom ved hjælp af garantien hurtigt kunne omstrukturere sine aktiviteter. I den sammenhæng blev støtten ikke blot anvendt til fysisk at omstrukturere virksomheden, men også til at nyorientere dens markedsføringsstrategi og til at fokusere på mere rentable kundesegmenter i virksomhedens kerneaktiviteter. Støtten havde således en særlig skadelig virkning for konkurrenterne, idet de også er nødt til at rette deres forretningsstrategier mod mere rentable kundegrupper.

425. Den løsning, der til sidst blev valgt, gik ud på at godkende støtten, men på betingelser. Kommissionen anså i denne særlige sag den kompensationsforanstaltning, der tager sigte på kompensation på det område, hvor støtten havde uønskede virkninger, nemlig med hensyn til markedsføringen af tjenesteydelser, for at være den mest egnede foranstaltning til at opveje konkurrencefordrejningerne. MobilCom skulle derfor indstille internetudbuddet af visse tjenesteydelser i en nærmere fastsat periode.

Bankgesellschaft Berlin AG

426. Den 18. februar[266] godkendte Kommissionen en omstruktureringsstøtte til fordel for Bankgesellschaft Berlin AG ("BGB") på næsten 10 mia. EUR[267]. Denne støttepakke kunne kun godkendes til gengæld for betydelige reduktioner i bankens tilstedeværelse på markedet for at afbøde dette store støttebeløbs konkurrenceforvridende virkninger. Efter en række lange og omfattende forhandlinger tilbød de tyske myndigheder til sidst forskellige afhændelsestilsagn, som i høj grad ændrede den oprindelig fremlagte omstruktureringsplan. Disse tilsagn omfatter afhændelse af Berliner Bank, en af BGB’s to detailbanker, udskilning af datterselskaberne på ejendomsområdet, som var hovedårsagen til krisen, og endelig salg af BGB inden udgangen af 2007. Omstruktureringsplanen rummer også en række andre foranstaltninger, såsom afhændelse af den Berlin-baserede Weberbank og salg og lukning af nationale og udenlandske filialer og datterselskaber. Det er endvidere planen at frasælge datterselskabet BerlinHyp, som arbejder med finansiering af fast ejendom, i forbindelse med den samlede afhændelse af BGB, enten særskilt eller sammen med resten af BGB.

427. I alt vil de ovenfor beskrevne afhændelser, nedlægninger og andre foranstaltninger reducere BGB’s samlede balance fra omkring 189 mia. EUR i 2001 til ca. 124 mia. EUR i 2006/2007, når omstruktureringsperioden og afhændelsesforanstaltningerne er afsluttet. Denne reduktion er ikke blot tilstrækkelig i betragtning af det meget store støttebeløb, men er også i overensstemmelse med Kommissionens praksis med hensyn til omstruktureringsstøtte til banker[268]. Frasalget af Berliner Bank var imidlertid fortsat et stridsspørgsmål mellem Kommissionen og de tyske myndigheder, indtil sidste fase af undersøgelsen. I betragtning af BGB’s førende stilling i Berlin måtte Kommissionen insistere på denne foranstaltning for at sikre en effektiv dæmpning af det meget store støttebeløbs konkurrencefordrejende virkning i detailbanksektoren i Berlin. Endvidere var tilbagebetalingsaftalen, som støttede BGB i tilfælde af en dengang endnu ikke afgjort, men mulig tilbagebetalingsordre i sagen om Landesbank Berlin, en yderligere støtteforanstaltning, der skulle tages højde for i forbindelse med de kompenserende foranstaltninger. Frasalget af Berliner Bank vil reducere BGB’s markedsandel i de individuelle segmenter i detailaktiviteterne i Berlin med omkring en tredjedel til en sjettedel som følge af salget.

428. Kommissionen måtte også analysere spørgsmålet om BGB's langsigtede levedygtighed i forbindelse med den kommende ophævelse af de eksisterende statsgarantier ( Anstaltslast & Gewährträgerhaftung) . Dette spørgsmål måtte undersøges på ny med hjælp fra eksterne konsulenter, da den første procedure med hensyn til frasalg af delstatens aktier i BGB slog fejl i marts 2003. Kommissionen konkluderede endelig, at de allerede gennemførte og planlagte fremtidige omstruktureringsforanstaltninger er rimelige, logiske og principielt hensigtsmæssige med hensyn til at sætte BGB i stand til at genskabe levedygtigheden.

France Télécom

429. I december 2002 underrettede de franske myndigheder Kommissionen om foranstaltninger med det formål at bringe France Télécom (FT) ud af dets finansielle krise. Disse foranstaltninger bestod bl.a. i, at ERAP (et offentligt organ) etablerede et aktionærforskud på 9 mia. EUR i form af en kreditfacilitet. Dette forskud var en del af omstruktureringsplanen med navnet "Ambition 2005", som virksomhedens nye ledelse fremlagde den 4. december 2002. Eftersom der var tvivl om, hvorvidt de anmeldte foranstaltninger var forenelige med statsstøttereglerne, indledte Kommissionen i januar 2003 en formel undersøgelse af aktionærlåneprojektet[269]. Den formelle undersøgelse omfattede også en erhvervsbeskatningsordning ( taxe professionnelle ) gældende for FT. Den 2. august 2004 afsluttede Kommissionen sin undersøgelse af begge aspekter.

Erhvervsbeskatningsordningen ( "taxe professionnelle" )[270]

430. Den pågældende skatteordning omfatter statsstøtte, som er uforenelig med EF-traktaten og skal tilbagebetales.

431. Mellem 1994 og 2002 var FT omfattet af særlige vilkår for så vidt angår lokale skatter. Kommissionen mente, at staten gav FT en fordel, som svarer til en statsstøtteforanstaltning, ved ikke at opkræve det fulde erhvervsskattebeløb i denne periode. I overensstemmelse med Domstolens retspraksis[271] afviste Kommissionen de franske myndigheders argument om, at en sådan støtte kunne anses for at blive "kompenseret" af andre afgifter, som FT var pålagt i andre henseender. Ifølge de franske myndigheders oplysninger ligger de anslåede besparelser for FT i forbindelse med denne specifikke erhvervsbeskatningsordning på mellem 800 mio. EUR og 1,1 mia. EUR. Støttens nøjagtige beløb vil blive fastlagt af Kommissionen i samarbejde med de franske myndigheder under tilbagebetalingsproceduren.

Aktionærforskuddet[272]

432. Den faktuelle kontekst er et centralt element i Kommissionens vurdering: i de tidligere år havde FT oparbejdet en meget stor gæld (63 mia. EUR ved udgangen af 2001), og i 2002 forventede markedet, at FT ville have vanskeligt ved at refinansiere denne gæld. I juli 2002, hvor FT's rating stod på tærsklen til en yderligere sænkning til "junk"-status, erklærede regeringen offentligt, at den havde til hensigt at støtte virksomheden. En eventuel nedsættelse af FT's rating til junk-status ville have haft alvorlige konsekvenser for virksomheden. Staten bekræftede offentligt sin støtte til virksomheden i september, oktober og december 2002, og virksomhedens rating nåede aldrig junk-status. Ved sidstnævnte lejlighed blev det i en pressemeddelelse fra økonomiministeriet meddelt, at FT ville udstede nye aktier, og at det forventedes, at staten ville deltage i aktieudstedelsen ved at tilbyde nævnte aktionærforskud.

433. Det aktionærforskud, som FT blev tilbudt i december 2002, indeholder støttekomponenter. Tilbuddet om aktionærforskuddet styrkede i høj grad virksomhedens finansielle stilling. Denne fordel blev skabt ved hjælp af statsmidler, idet den skabte en potentiel supplerende forpligtelse for disse midler. Staten fremsatte et fast tilbud, og blot ved at undertegne aktionærlåneaftalen kunne FT sikre sig retten til betaling af de 9 mia. EUR.

434. Tilbuddet om aktionærforskuddet skal ikke ses alene, men skal ses på baggrund af regeringens erklæringer fra juli til december 2002. Erklæringerne skabte forventninger og tillid på de finansielle markeder og bidrog til at fastholde FT's investeringsmæssige rating. Hvis erklæringerne ikke var blevet fremsat, ville ingen fornuftig investor have tilbudt et aktionærforskud under disse omstændigheder og alene have påtaget sig en meget stor finansiel risiko.

435. Kommissionen anerkendte imidlertid, at den ikke var i stand til at klare vanskelighederne ved præcist at påpege de økonomiske virkninger af den pågældende støtte og således sætte tal på det beløb, der skulle tilbagebetales. Hvis der i en sådan situation gives ordre til tilbagebetaling, kan det udgøre en krænkelse af medlemsstatens ret til kontradiktion. Kommissionen bemærkede endvidere, at dette var første gang, at støtte var et resultat af begivenheder, der lå forud for anmeldelsen af selve støtten. Eftersom Frankrig anmeldte denne foranstaltning, kunne en økonomisk operatør med rette have forventet, at staten overholdt sin forpligtelse efter traktaten. At kræve tilbagebetaling i en sådan situation kan derfor udgøre en krænkelse af princippet om berettigede forventninger. På baggrund heraf krævede Kommissionen ikke støtten tilbagebetalt.

Bull[273]

436. Den 16. marts besluttede Kommissionen at indlede proceduren efter artikel 88, stk. 2, med hensyn til en ny omstruktureringsstøtte til fordel for virksomheden Bull. Bull fremstiller edb-servere og er aktiv på markederne for de tilknyttede tjenester. Den anmeldte støtte beløber sig til 517 mio. EUR og svarer til den i 2002 ydede redningsstøtte med kumulerede renter. Afhængig af det faktiske overskud ville ca. 50-60 mio. EUR gå til de franske myndigheder på grundlag af en klausul i støttekontrakten. I sin beslutning af 1. december anførte Kommissionen, at på baggrund af sagens særlige omstændigheder var støtten ikke i strid med princippet om, at støtten skal være et engangsfænomen ("one time, last time"), og konstaterede, at den først ville blive udbetalt efter tilbagebetalingen af den tidligere redningsstøtte.

Lloyd Werft Bremerhaven GmbH[274]

437. Den 8. september besluttede Kommissionen, at den ikke ville gøre indvendinger mod redningsstøtte fra Tyskland til det tyske skibsværft Lloyd Werft Bremerhaven GmbH.

438. Virksomheden havde indgivet konkursbegæring, efter at en kunde havde nægtet at betale sidste afdrag for ombygningsarbejdet på et krydstogtskib. Skibet var sunket den 14. januar i virksomhedens værft efter en voldsom storm. For at kunne fortsætte arbejdet havde virksomheden brug for et overgangslån på 10 mio. EUR. Lånet blev ydet i april i lige store dele af en offentlig og to private finansielle institutioner, mens de private lån delvis blev støttet af en offentlig garanti.

439. Kommissionen accepterede i henhold til punkt 23 i rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte fra 1999, at lånet ydes i en periode på 6 måneder og tilbagebetales over en yderligere periode på højst 12 måneder efter sidste udbetaling af lånet til virksomheden. Kommissionen accepterede denne varighed på den baggrund, at lånet udelukkende skulle opveje de negative følger af en ekstern faktor og ikke syntes at være tænkt som en likviditetsindsprøjtning i en virksomhed, der også uden stormen ville have været i vanskeligheder. Kommissionen tog bl.a. hensyn til den tyske regerings tilsagn om at aflægge rapport om virksomhedens finansielle situation. Støtten blev tilbagebetalt inden for 6 måneder.

Offentlige spanske skibsværfter[275]

440. Den 12. maj besluttede Kommissionen, at den støtte, der var blevet ydet til de offentlige spanske skibsværfter, ikke var i overensstemmelse med EU-reglerne om statsstøtte. Kommissionen fastslog, at i 1999 og 2000 ydede det statslige holdingselskab Sociedad Estatal de Participaciones Industriales (SEPI) en støtte på 500 mio. EUR til de offentlige civile skibsværfter, som i dag alle ejes af IZAR. Støtten blev ydet i form af en kapitalindsprøjtning på 252,4 mio. EUR i 2000, lån til et beløb af 192,1 mio. EUR og en købspris på 55,9 mio. EUR over markedsværdien, da SEPI købte tre skibsværfter i 1999. Kommissionen konkluderede, at ovennævnte foranstaltninger udgjorde yderligere statsstøtte, som efter godkendelsen af en endelig omstruktureringspakke i 1997 ikke længere kunne godkendes i henhold til EU's regler for støtte til skibsbygningsindustrien. Eftersom IZAR allerede har tilbagebetalt lånene på 192,1 mio. EUR, udgør det beløb, der skal tilbagebetales af IZAR, 308,3 mio. EUR plus renter.

441. Den 20. oktober vedtog Kommissionen endnu en beslutning, hvori det blev fastslået, at SEPI i 2000 havde ydet yderligere 556 mio. EUR til de offentlige civile skibsværfter.

442. Støtten blev ydet i form af en kapitalindsprøjtning på 1 477 mio. EUR til IZAR i 2000. Den del af kapitalindsprøjtningen, der ikke blev anset for at være statsstøtte (921 mio. EUR), blev anvendt til at dække sociale udgifter og andre udgifter i tilknytning til IZAR og forgængeren Bazáns tidligere og nylige militæraktiviteter. Midler til militæraktiviteter er i princippet ikke omfattet af EU's statsstøtteregler. Støtten på 556 mio. EUR, som blev ydet til IZAR’s civile aktiviteter, var ikke i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler, og Kommissionen konkluderede derfor, at dette beløb også skal søges tilbagebetalt af IZAR.

Nederlandsk matching-støtte[276]

443. I 2003 havde Nederlandene anmeldt planer om at yde fire nederlandske skibsværfter støtte til seks skibsbygningskontrakter. Formålet med støtten var at matche ulovlig og uforenelig støtte, som en anden medlemsstat skulle have tilbudt værfter i det land, som konkurrerede om skibsbygningskontrakterne.

444. Den 30. juni besluttede Kommissionen, at Nederlandene ikke måtte yde denne støtte. Kommissionen understregede, at princippet om, at en medlemsstat ikke bør handle på egen hånd for at modvirke virkningerne af ulovlig støtte fra en anden medlemsstat, er klart fastlagt af domstolen. Domstolen har især fastslået, at støtte ikke kan begrundes med, at andre medlemsstater har ydet ulovlig støtte.

445. Kommissionen konkluderede endvidere, at støtte, der skal matche påstået ulovlig støtte fra en anden medlemsstat, var i strid med de generelle principper i EF-traktaten. Kommissionen nærede også tvivl med hensyn til det påståede bevis for, at støtten var tilgængelig i den anden medlemsstat.

Huta Częstochowa SA[277]

446. Den 19. maj traf Kommissionen sin første beslutning uden for den såkaldte interimsprocedure om at iværksætte en dybtgående undersøgelse af en eventuel støtte til en virksomhed i en ny medlemsstat. Den pågældende virksomhed er den polske stålproducent Huta Częstochowa SA. Den polske stat overvejer finansielle foranstaltninger med henblik på omstrukturering af virksomheden. Kommissionen er i færd med at få afklaret om og i givet fald hvilken form for omstruktureringsstøtte, der er og/eller vil blive ydet til virksomheden.

Boks 8: Omstruktureringsstøtte og begrebet "ny virksomhed" I to negative beslutninger af 20. april og 22. september[278] vedrørende franske skibsreparationsvirksomheder anvendte Kommissionen punkt 7 i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder[279], hvorefter nystiftede virksomheder ikke er berettiget til rednings- og omstruktureringsstøtte. Begrundelsen for denne bestemmelse er at udelukke virksomheder, der ikke er kriseramte virksomheder som beskrevet i rammebestemmelserne, selv om de kan støde på startvanskeligheder. Beslutningerne gør det klart, at afgørelsen om, at virksomhederne er nystiftede, skal være begrundet i såvel juridiske som økonomiske forhold. I de foreliggende sager var begge virksomheder nye juridiske enheder, der havde overtaget de tidligere skibsreparationsvirksomheders ansatte og havde startet deres aktiviteter frigjort for gæld og forpligtelser i relation til tidligere aktiviteter. De skulle derfor anses for nye økonomiske enheder, som kun burde have været oprettet, hvis de er levedygtige under eksisterende markedsvilkår. På grundlag af denne analyse konkluderede Kommissionen, at omstruktureringsstøtten til de to virksomheder var uforenelig med fællesmarkedet. Kommissionen godkendte imidlertid en del af støtten som regional investeringsstøtte og uddannelsesstøtte og krævede, at den resterende støtte skulle søges tilbagebetalt. |

Spanske og tyske ordninger for finansiering af skibsbygning

447. I henholdsvis marts og juli godkendte Kommissionen de spanske og tyske ordninger for finansiering af skibsbygning[280]. Disse ordninger blev anset for at være i overensstemmelse med OECD’s arrangement vedrørende offentligt støttede eksportkreditter. I henhold til dette arrangement baseres de renter, som rederierne skal betale, på den relevante markedsreferencesats. Systemerne dækker ikke køberens kreditrisiko.

Ændringer af investeringsplanen for Hellenic Shipyards

448. Den 23. april besluttede Kommissionen at indlede den formelle undersøgelsesprocedure efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2[281], med hensyn til en række ændringer af omstruktureringsplanen for Hellenic Shipyards. Efter godkendelsen af de gældsafskrivninger, som Hellenic Shipyards havde foretaget i overensstemmelse med Rådets forordning 1013/97 om støtte til bestemte skibsværfter, der er under omstrukturering[282], havde Kommissionen i 1997 godkendt investeringsstøtte til omstruktureringen af værftet på grundlag af en investeringsplan, der var forelagt Kommissionen i henhold til det syvende skibsbygningsdirektiv[283]. De efterfølgende ændringer af denne investeringsplan blev ikke anmeldt til Kommissionen. De græske myndigheder har derfor undladt at overholde betingelserne i det syvende skibsbygningsdirektiv, i henhold til hvilket Kommissionen godkendte investeringsplanen i 1997, og hvori det hedder, at enhver ændring af en eksisterende støtte, der er omfattet af direktivet, skal anmeldes til Kommissionen[284]. De har heller ikke overholdt betingelserne i rammebestemmelserne for redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder, som tillader ændringer af en omstruktureringsplan efter anmeldelse og på visse betingelser.

449. Ved indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure gav Kommissionen også udtryk for alvorlig tvivl om, hvorvidt de betingelser, hvorunder støtten godkendtes i beslutningen fra 1997, var blevet overholdt, og hvorvidt der ikke var blevet ydet nogen ny støtte til investeringsplanen. En sådan støtte ville ikke være forenelig med fællesmarkedet i betragtning af princippet om engangsstøtte og den udtrykkelige betingelse i Rådets forordning (EF) nr. 1013/97, som forbyder støtte til alle skibsværfter, der allerede har fået støtte i henhold til forordningens bestemmelser.

Støtte til Hellenic Shipyards[285]

450. Den 20. oktober vedtog Kommissionen en negativ beslutning om afslutning af den formelle undersøgelsesprocedure efter artikel 88, stk. 2, som var blevet indledt i 2002[286] med hensyn til to støtteforanstaltninger til fordel for Hellenic Shipyards.

451. Beslutningen pålægger de græske myndigheder at ophæve artikel 5, stk. 2, og artikel 6, stk. 4, i lov 2941/2001, som henholdsvis fastsætter, at staten skal dække fremtidige pensionsomkostninger i forbindelse med ansatte på Hellenic Shipyards, og at Hellenic Shipyards er fritaget for skatter og afgifter med hensyn til reserver, som i henhold til loven er skatte- og afgiftsfrie, særlige reserver og beløb til udvidelse af aktiekapitalen, så længe disse kan modregnes i tab fra tidligere år. Kommissionen anså disse foranstaltninger for at være uforenelige med traktaten, idet de udgør driftsstøtte, som ikke er omhandlet af Rådets forordning (EF) nr. 1540/98 af 29. juni 1998 om nye regler for støtte til skibsbygningsindustrien[287], som var i kraft på det tidspunkt, hvor de blev vedtaget. De græske myndigheder blev desuden pålagt at kræve tilbagebetaling af enhver støtte, som allerede måtte være ydet på grundlag af disse bestemmelser.

Postabank/Erste Bank Hungary Rt

452. I 2003 og 2004 underrettede Republikken Ungarn Kommissionen om en række foranstaltninger til fordel for Postabank és Takarékpénztár (Postabank) i overensstemmelse med den såkaldte interimsprocedure i bilag IV.3 til tiltrædelsesakten. De anmeldte foranstaltninger blev vedtaget af de ungarske myndigheder i perioden 1995-2003 med henblik på at muliggøre en omstrukturering af Postabank og lette privatiseringen af denne. Kommissionen indledte den formelle undersøgelse den 20. oktober 2004[288]. Postabank blev endelig privatiseret i oktober 2003, da staten solgte sin andel på 99,9 % til Erste Bank i Østrig. Den 1. september 2004 blev Postabank fusioneret med Erste Banks ungarske datterselskab.

453. Kommissionen har godkendt en række omstruktureringsforanstaltninger, som de ungarske myndigheder tidligere har vedtaget til fordel for Postabank, men den har indledt den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til den såkaldte "skadesløsholdelse for ukendte fordringer", som banken, der blev solgt til Erste Bank i 2003, kunne komme til at stå over for siden maj, hvor Ungarn blev medlem af Den Europæiske Union. "Skadesløsholdelsen for ukendte fordringer" kan åbne mulighed for, at der kommer yderligere fordringer ud over dem, der klart var defineret ved tiltrædelsen. På nuværende tidspunkt mener Kommissionen, at omfanget og størrelsen af den fremtidige finansielle støtte til Postabank ikke kan fastslås. Kommissionen vurderer "skadesløsholdelsen for ukendte fordringer" på basis af EF-rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte[289].

Tyske Landesbanken

454. Den 20. oktober afsluttede Kommissionen sine langvarige undersøgelser af overdragelsen af offentlige aktiver i begyndelsen af 1990'erne til syv tyske Landesbanken med at pålægge Tyskland at søge tilbagebetaling af ca. 3 mia. EUR plus renter.

455. I begyndelsen af 1990'erne overdrog de tyske delstatsregeringer ( Länder ), som ejer bankerne helt eller delvis, offentlige boligaktiver og andre aktiver med henblik på at udvide bankernes kapitalgrundlag. Hovedårsagen til disse overdragelser var indførelsen af egenkapitaldirektivet og solvensdirektivet, ifølge hvilke de tyske offentlige banker skal optage store beløb i ny kapital for at fastholde deres aktivitetsniveau.

456. De finansielle overdragelser udløste en klage fra sammenslutningen af tyske privatbanker (BdB) over 7 banker[290]: Westdeutsche Landesbank Girozentrale (WestLB) (1991), på det tidspunkt den største af de tyske offentlige banker, men også Landesbank Berlin (1993), Norddeutsche Landesbank (1991), Bayerische Landesbank (1994 og 1995), Hamburgische Landesbank (1993), Landesbank Schleswig-Holstein (1991) og Landesbank Hessen-Thüringen (1998).

457. I 1999 vedtog Kommissionen en første negativ beslutning om overdragelsen til WestLB. I 2003 annullerede Førsteinstansretten beslutningen, idet den var af den opfattelse, at Kommissionen ikke havde redegjort tilstrækkeligt for sine beregninger, men bekræftede dog substansen i beslutningen.

458. Kommissionens vurdering viste, at den godtgørelse, som delstaterne havde accepteret til gengæld for overdragelsen af aktiver, var meget lav (i gennemsnit under 1 %) og ikke svarede til det normale afkast, som en privat investor ville have forventet af en tilsvarende, ikke-kontant investering (anslået til ca. 6-7 % efter skat, undtagen for Landesbank Hessen-Thüringen, hvor rentesatsen for et anderledes instrument - passiv deltagelse - er væsentlig lavere).

459. Kommissionen fastslog derfor, at den reducerede godtgørelse udgør statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, og pålagde Tyskland at træffe foranstaltninger til at søge forskellen tilbagebetalt af de forskellige Landesbanken (WestLB: 979 mio. EUR, Landesbank Berlin: 810 mio. EUR, Norddeutsche Landesbank: 472 mio. EUR, Landesbank Schleswig-Holstein: 432 mio. EUR, Hamburgische Landesbank: 91 mio. EUR, Bayerische Landesbank: 260 mio. EUR, Landesbank Hessen-Thüringen: 6 mio. EUR, i alle tilfælde plus renter).

3. Regionalstøtte

Støtte til den spanske stålproducent Siderúrgica Añón SA[291]

460. Den 14. juni vedtog Kommissionen en endelig negativ beslutning mod en række finansielle foranstaltninger til fordel for den spanske stålproducent Siderúrgica Añón SA. Foranstaltningerne angik et tilskud på ca. 2 mio. EUR, et rentefrit lån på ca. 2 mio. EUR, en subsidiering på 25 basispoint af rentesatsen samt oprettelsesgebyret for et lån i størrelsesordenen 10 mio. EUR, en garanti på 30 % på samme lån til en præmie under markedsvilkårene samt en kapitaltilførsel på omkring 2 mio. EUR.

461. Kommissionen mente, at sidstnævnte kapitaltilførsel ud fra et økonomisk synspunkt må behandles som et efterstillet lån, og at afkastet på investeringen ikke svarede til de normale rentesatser, der betales for et sådant lån. Kommissionen konkluderede, at alle foranstaltningerne udgjorde statsstøtte. Selv om virksomheden anses for en mellemstor virksomhed, og investeringsstøtte til mellemstore virksomheder kan fritages - selv i stålsektoren - gælder dette ikke for store individuelle støttetilskud som i det foreliggende tilfælde.

Transportstøtte til motorkøretøjsindustrien i regioner i den yderste periferi og tyndtbefolkede regioner[292]

462. Den 8. september vedtog Kommissionen en beslutning om, at den ikke ville gøre indsigelse mod, at der ydes støtte til Volvo i forbindelse med transport af lastbilsførerhuse, som fremstilles på Volvos fabrik i Umeå, en region, der er karakteriseret som et tyndtbefolket område i det nordlige Sverige.

463. Indtil den 31. december 2002 forbød EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til motorkøretøjsindustrien[293] udtrykkelig, at der ydes transportstøtte til denne industri, der karakteriseres som en følsom sektor. Efter udløbet af rammebestemmelserne den 1. januar 2003 var Volvo-sagen den første anmeldelse vedrørende transportstøtte til en producent af motorkøretøjer. Støtten blev tilladt, fordi der ikke længere gælder nogen industrispecifikke regler, som kan forbyde eller på anden måde begrænse ydelsen af transportstøtte i regioner, der karakteriseres som regioner i den yderste periferi og tyndtbefolkede regioner i henhold til retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte[294].

De multisektorale rammebestemmelser, forlængelse af eksisterende regionalstøttekort

464. I 2004 præsenterede alle tiltrædende stater i henhold til interimsproceduren for eksisterende støtte, som omhandlet i bilag IV, afsnit 3, nr. 1, c), til tiltrædelsestraktaten, en forlængelse af deres eksisterende regionalstøttekort for perioden fra 1. maj 2004 til 31. december 2006. De nye medlemsstater er bl.a. blevet anmodet om at sikre overensstemmelse med de reducerede regionalstøttelofter for støtte til store investeringsprojekter som fastsat i de multisektorale rammebestemmelser fra 2002[295]. Kommissionen har undersøgt disse foranstaltninger og har vedtaget en beslutning om, at den ikke vil gøre indsigelse mod nogen af de nye medlemsstater. Praktisk talt hele territoriet i hver enkelt ny medlemsstat er nemlig berettiget til status som område efter artikel 87, stk. 3, litra a), idet de eneste undtagelser er Cyperns territorium og hovedstæderne Prag og Bratislava.

465. I juni anmeldte de franske myndigheder i henhold til de individuelle anmeldelseskrav i rammebestemmelserne fra 2002 om regionalstøtte til store investeringsprojekter en støtte på 48 mio. EUR til et investeringsprojekt gennemført af Total France[296]. Projektet tager sigte på en gennemgribende ændring af produktionsprocessen på raffinaderiet i Gonfreville l’Orcher og udgør en samlet investering på 547 mio. EUR. Det vil sikre, at anlægget, som tegner sig for 1 000 arbejdspladser, bliver levedygtigt på lang sigt, og vil skabe 60 nye arbejdspladser.

466. Gonfreville l’Orcher ligger i en fransk region, som er berettiget til regionalstøtte, og den anmeldte støtte ydes af de lokale myndigheder i overensstemmelse med en støtteordning, som er godkendt af Kommissionen. I regioner, som er berettiget til regionalstøtte, anser Kommissionen støtteforanstaltninger, der støtter investeringer i relation til oprettelse af et nyt anlæg, udvidelse af et eksisterende anlæg eller start af en aktivitet, der indebærer en fundamental ændring i produktet eller produktionsprocessen, for forenelige med fællesmarkedet.

467. Ifølge de multisektorale rammebestemmelser fra 2002 skal medlemsstaterne anmelde individuel støtte, som overstiger en vis tærskelværdi, der afhænger af det normale støtteloft, der gælder i den pågældende region. For at vurdere, om støtteforanstaltningen er forenelig med fællesmarkedet, skal Kommissionen undersøge, om støttens konkurrencefordrejende virkninger er mindre end dens positive virkninger for regionaludviklingen. I den forbindelse konstaterede Kommissionen, at den påtænkte støtteintensitet på 4,9 % er lavere end den maksimale støtteintensitet på 8,4 %, der kan godkendes efter de multisektorale rammebestemmelsers regler om store investeringsprojekter af denne størrelse, at støttemodtagerens markedsandel i EØS for så vidt angår de pågældende produkter ikke overstiger 25 %, og at investeringen ikke ville øge produktionskapaciteten i EØS med mere end 5 %. Kommissionen fandt således, at støtten er forenelig med fællesmarkedet. Denne sag var Kommissionens første beslutning under de multisektorale rammebestemmelser fra 2002.

West Cumbria UK

468. Den 4. august godkendte Kommissionen en stigning i støtteintensitetsloftet fra 10 % NSÆ til 20 % NSÆ i det britiske regionalstøttekort for to "job opportunity zones", zone 22 og 23, der udgøres af West Cumbria, som værende forenelig med EF-traktaten[297]. Tilpasningen får virkning på det tidspunkt, hvor Kommissionens beslutning træder i kraft, og gælder indtil den 31. december 2006.

469. I det oprindelige regionalstøttekort er zone 22 og 23 såkaldte 10 %-zoner i henhold til punkt 4.8 i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte[298]. Ifølge punkt 5.6 i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte kan Kommissionen godkende tilpasninger af de eksisterende regionalstøttekort under deres gyldighedsperiode i tilfælde af væsentlige ændringer i den socioøkonomiske situation. Hvis der anmodes om en sådan tilpasning i relation til støtteintensiteterne for såkaldte c-regioner, skal medlemsstaterne påvise, at de socioøkonomiske indikatorer, som medlemsstaterne har valgt med henblik på udvælgelse af c-regioner, er forværret på nationalt plan.

470. De foreliggende data for BNP og arbejdsløsheden bekræftede en væsentlig forværring af den socioøkonomiske situation i de pågældende to "job opportunity zones".

Molise-regionen

471. Den 8. september godkendte Kommissionen de ændringer, som de italienske myndigheder havde foreslået i regionalstøttekortet med hensyn til Molise-regionen[299]. I henhold til Kommissionens beslutning af 2000 om det italienske regionalstøttekort for 2000-2006 er visse områder i Molise-regionen støtteberettigede i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), med en støtteintensitet på 20 % NSÆ plus 10 procentpoint brutto for små og mellemstore virksomheder. Ændringerne drejer sig om, at visse tidligere ikke-støttede områder i Molise-regionen er medtaget i det italienske regionalstøttekort. Denne medtagelse opvejes af, at andre nuværende støtteberettigede områder i Molise-regionen med samme befolkningstal er udelukket. Den anden ændring vedrører stigningen i støtteintensitet med hensyn til små og mellemstore virksomheder udelukkende i de støtteberettigede c-områder i Molise-regionen. Denne stigning overholder loftet for støtteintensitet, som er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 70/2001 om statsstøtte til små og mellemstore virksomheder[300], dvs. 30 % netto i tilfælde af regioner efter artikel 87, stk. 3, litra a). Disse ændringer blev anset for at være berettiget som følge af den væsentlige forværring af den socioøkonomiske situation (stigningen i arbejdsløsheden, samlet nedgang i den økonomiske aktivitet, fald i BNP/KKS i de respektive områder i Molise-regionen, som også blev påvirket af to naturkatastrofer inden for et kort tidsrum (jordskælv i oktober 2002 og oversvømmelse i januar 2003). Kommissionen anså derfor ændringerne for at være i overensstemmelse med retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte og følgelig for at være forenelige med EF-traktaten. Tilpasningen får virkning, når Kommissionens beslutning træder i kraft, og gælder indtil den 31. december 2006.

Ordningen "Northern Ireland Venture scheme"

472. Den 20. oktober afsluttede Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure, der var indledt i november 2003, og godkendte ordningen "Invest Northern Ireland Venture 2003"[301]. Ordningen tager sigte på at fremme risikokapitalfinansiering til SMV i Nordirland. Den er baseret på en paraplyordning for risikokapitalfinansiering til SMV i Det Forenede Kongerige, "Small and Medium Enterprises Venture Capital and Loan Fund (SMEVCLF)", en foranstaltning, som Kommissionen godkendte i 2003. Den afviger imidlertid fra sidstnævnte i én vigtig henseende, idet SMV får mulighed for at modtage risikokapital på indtil 1,5 mio. GBP (2.2 mio. EUR). Dette nye element - den oprindeligt godkendte SMEVCLF-ordning omhandler maksimal støtte på 750 000 EUR til områder efter artikel 87, stk. 3, litra c), såsom Nordirland - blev begrundet af Det Forenede Kongerige ved hjælp af en markedsundersøgelse. Denne undersøgelse viser, at der mangler risikovillig kapital i størrelsesordenen 250 000 GBP-1,5 mio. GBP. I november 2003 havde Kommissionen indledt den formelle undersøgelsesprocedure for at give interesserede parter lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger til det britiske forslag. Alle bemærkninger var positive og bekræftede behovet for foranstaltningen og dens proportionalitet. I betragtning af de positive elementer ved ordningen konkluderede Kommissionen, at ordningen "Invest Northern Ireland 2003" opfylder de betingelser, der er anført i Kommissionens meddelelse om statsstøtte og risikovillig kapital[302]. Den har derfor anset foranstaltningen for at være forenelig med fællesmarkedet.

Tremonti bis

473. Den 20. oktober besluttede Kommissionen, at en støtteordning, der er resultatet af, at en italiensk lov fra 2001 (lov nr. 383/2001, "Tremonti bis") er forlænget til 2002, og som er til fordel for virksomheder, der har foretaget investeringer i kommuner, der blev ramt af naturkatastrofer i løbet af 2002, er uforenelig med EF-traktatens statsstøtteregler.[303].

474. Støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller af andre usædvanlige begivenheder, er forenelig med fællesmarkedet (EF-traktatens artikel 87, stk. 2, litra b)). Eftersom Kommissionen var i tvivl om de garantier, der skulle sikre, at kun ofrene for katastroferne fik erstatning, og at støttebeløbet ikke ville overstige skaderne, indledte den en formel undersøgelsesprocedure den 17. september 2003. Den detaljerede undersøgelse kunne imidlertid ikke fjerne denne tvivl. Der var ingen forbindelse mellem de støttemekanismer, der var etableret i henhold til ordningen, og den faktiske skade. Støttebeløbet afhang af omfanget af investeringer foretaget i et bestemt tidsrum, omfanget af investeringer i de foregående år og af beskatningsgrundlaget. Under sådanne omstændigheder, hvor støttemodtageren faktisk havde lidt skade som følge af disse naturkatastrofer, kunne støttebeløbet overstige skadesbeløbet.

475. Kommissionen anerkendte imidlertid, at visse individuelle støtteudbetalinger foretaget på grundlag af ordningen kunne opfylde betingelserne for at blive betragtet som forenelige med fællesmarkedet, selv om ordningen erklæres ulovlig.

476. Eftersom forlængelsen af lov nr. 383/2001 ikke blev anmeldt forud for udbetalingen af støtten, og eftersom Kommissionen erklærede, at støtteordningen som sådan var uforenelig med det indre marked, skal Italien træffe alle nødvendige foranstaltninger til at kræve støtten tilbagebetalt fra modtagerne, undtagen de individuelle støtteudbetalinger, der er foretaget på grundlag af ordningen, og som opfylder betingelserne for forenelighed med fællesmarkedet i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 2, litra b).

4. Beslutning, som ikke vedrører støtte

Belgiske sektorfonde

477. I Belgien har arbejdsmarkedets parter i en lang række sektorer frivilligt aftalt, at arbejdstagerne i sektoren yder et bidrag til finansiering af visse sociale foranstaltninger alt efter behovene i den pågældende sektor (hovedsagelig til uddannelse af arbejdstagere i sektoren) og har medtaget bidragssatsen i overenskomsten i deres sektor. De overenskomster, der indgås på sektorniveau (og derfor de planlagte bidrag), er i henhold til en kongelig anordning obligatoriske for alle virksomheder i den pågældende sektor. De således skabte sociale sektorfonde finansieres udelukkende af bidrag fra virksomheder i de pågældende sektorer og administrerer selv de indsamlede beløb. Alle virksomheder, der bidrager til en fond, kan få fordel af de programmer, som delvis finansieres af fonden.

478. Kommissionen fokuserede på spørgsmålet om, hvorvidt denne ordning indeholder elementer af statsstøtte[304]. Da den traf afgørelse om, hvorvidt der er tale om statsstøtte, baserede den sin vurdering på de fire kumulative kriterier, som Domstolen fastlagde i sin dom i sagen Pearle [305], hvor det blevet konstateret, at der ikke var tale om statsmidler, og at støtten ikke kunne tilregnes staten. Anvendt på den foreliggende sag er disse fire kriterier følgende:

5. de foranstaltninger, der finansieres af sektorfondene, vedtages udelukkende af arbejdsmarkedets parter i sektoren og ikke af staten

6. finansieringen stammer 100 % fra bidrag fra virksomheder i sektoren: staten finansierer ikke en del af fondene (hvis staten finansierede en del af visse af fondenes foranstaltninger, ville denne medfinansiering fra statens side - og kun den - blive karakteriseret som statsmidler)

7. finansieringsmetoder og -satser fastsættes ligeledes af arbejdsmarkedets parter i den pågældende sektor

8. staten tager ikke del i anvendelsen af de indsamlede midler.

Eftersom disse fire betingelser var opfyldt i sagen med de belgiske sektorfonde, konstaterede Kommissionen - i analogi med Pearle -dommen - at der ikke var tale om statsmidler, og at støtten ikke kunne tilregnes staten, og at der derfor ikke var tale om statsstøtte. I Kommissionens beslutning på grundlag af retspraksis fra Pearle -sagen er det vigtigt at lægge mærke til visse begrænsninger af begreberne statsmidler og støtte, der kan tilregnes staten.

5. FINANSIEL STØTTE

Finansiel støtteordning for restaurationsbranchen

479. Den 1. december besluttede Kommissionen, at den ikke ville gøre indsigelse mod en ordning, der omfatter beskæftigelsesstøtte til hotel-, café- og restaurantsektoren i Frankrig[306].

480. For at forbedre arbejds- og lønvilkårene i sektoren indgik de franske myndigheder en aftale med de relevante arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer om bl.a. lønstigninger og ekstra betalte feriedage. Et særligt træk ved denne sektor er, at den lovfæstede mindsteløn ligger under mindstelønnen i andre erhvervssektorer.

481. For at opveje de ekstraomkostninger, der skal afholdes af arbejdsgiverne, besluttede de franske myndigheder at yde månedlige tilskud til virksomheder, hvis ansatte betales mindst lige så meget som den gældende mindsteløn i andre erhvervssektorer. Denne foranstaltning gælder i en periode på atten måneder fra 1. juli 2004 til 31. december 2005.

482. Da Fællesskabet ikke har noget retsgrundlag, som indeholder eksplicitte bestemmelser om fritagelse i sådanne sager, var det nødvendigt med en vurdering baseret direkte på traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). Kommissionen skulle således veje støttens bidrag til EU's fælles interesse mod dens indvirkning på samhandelen og konkurrencevilkårene i fællesmarkedet.

483. Fremme af beskæftigelsen og forbedring af arbejdsvilkårene udgør helt klart nogle af de vigtigste elementer i EU's fælles interesse, som er fast forankret i traktaten og i den europæiske beskæftigelsesstrategi. Hvad angår ordningens indvirkning på samhandels- og konkurrencevilkårene, fandt Kommissionen, at denne ville være forholdsvis begrænset af en række årsager, bl.a. fordi restauranttjenester hovedsagelig udgør en lokal aktivitet, som der ikke handles med, og fordi de udgifter, der påhviler arbejdsgiverne, overstiger statsstøttebeløbet, og i modsætning til støtten er af varig karakter. Kommissionen konkluderede derfor, at foranstaltningen var forenelig med fællesmarkedet.

484. Denne beslutning er i overensstemmelse med Kommissionens generelle statsstøttepolitik og især med målsætningen om at omdirigere støtte til horisontale mål af fælles interesse, som ved flere lejligheder er anerkendt af Det Europæiske Råd.

Fiskale økonomiske firmagrupper

485. Den 14. december besluttede Kommissionen at indlede en formel undersøgelse for at fastslå, om den franske skatteordning for såkaldte "fiskale økonomiske firmagrupper" er forenelig med fællesskabsreglerne om statsstøtte.

486. I henhold til artikel 39 C i den franske skattelov kan de fradragsberettigede afskrivninger på aktiver leaset af en fiskal økonomisk firmagruppe ikke overstige det beløb, der opkræves for leasingtransaktionen. Artikel 39 CA i den franske skattelov[307] indeholder imidlertid en undtagelse fra dette princip. Ifølge denne artikel gælder ovennævnte begrænsning ikke finansielle transaktioner af betydelig økonomisk og social interesse. Tilstedeværelsen af en betydelig økonomisk og social interesse vurderes af budgetministeriet, som derefter giver den virksomhed, der foretager investeringen, en tilladelse.

487. Flere andre betingelser skal være opfyldt, for at der kan drages fordel af fjernelsen af den øvre grænse for afskrivning. Det leasede aktiv skal kunne afskrives over mindst otte år. Indkøbsprisen skal svare til markedsprisen. Slutbrugeren skal være en virksomhed, der anvender aktivet som led i de daglige aktiviteter, og som skal have ret til at købe aktivet ved afslutningen af leasing/købsaftalen. De aktiver, der kan komme i betragtning - med undtagelse af skibe - skal erhverves som nye varer:

- Den fiskale økonomiske firmagruppe er et fiskalt gennemsigtigt instrument, og det er derfor de medlemmer, der udgør firmagruppen, der er direkte begunstiget af fjernelsen af den øvre grænse for afskrivning. Det hedder imidlertid udtrykkeligt i ordningen, at to tredjedele af den således opnåede fordel skal videregives til slutbrugeren i form af en reduktion i leasingafgiften eller i prisen på forkøbsretten. Desuden er videresalg af aktivet til slutbrugeren fritaget for kapitalindvindingsskat.

- Den fiskale økonomiske firmagruppe, der normalt består af finansielle institutioner, køber det aktiv, der skal finansieres, og leaser det til slutbrugeren. Eftersom den faldende afskrivning og de finansielle omkostninger, der bæres af firmagruppen, er koncentreret i de første år af leasingtransaktionen, udviser firmagruppens resultater et ekstraordinært tab i denne periode og bliver først positive i en senere periode, når beløbet for den opkrævede leje overstiger de samlede omkostninger. Eftersom firmagrupperne er omfattet af de skatteordninger, der gælder for interessentskaber, kan de fratrække de tab, der således er opstået i de første år af transaktionen, fra de skattepligtige overskud, deres medlemmer har tjent på de løbende aktiviteter. Dette sætter firmagruppernes medlemmer i stand til at reducere størrelsen af deres skattepligtige indtægt.

488. Kommissionen mente i forbindelse med sin beslutning om at indlede en undersøgelse, at ordningen udgjorde støtte, som er uforenelig med fællesmarkedet. Den mente, at både medlemmerne af den fiskale økonomiske firmagruppe og brugerne af de aktiver, som firmagruppen leasede til dem, nød godt af en række selektive fordele inden for rammerne af denne ordning. Kommissionen fremhævede især, at ordningen hovedsagelig gjaldt for søtransportsektoren. Interesserede tredjeparter, herunder især dem, der var begunstiget af ordningen, og personer, der har været i stand til at få en godkendelse inden for rammerne af ordningen, blev opfordret til at fremsætte deres bemærkninger.

Skattemæssige incitamenter til deltagelse i messer

489. Den 22. september besluttede Kommissionen, at særlige skattemæssige incitamenter til fordel for virksomheder, der deltager i handelsmesser i udlandet (i henhold til artikel 1, stk. 1, litra b), i den italienske finanslov fra 2004), er uforenelige med fællesmarkedet[308]. I artikel 1, stk. 1, litra b), fastsættes det, at virksomheder, der betaler selskabsskat i Italien, i deres skattepligtige indkomst kan foretage et dobbelt fradrag for udgifter, der direkte kan henføres til deres deltagelse i handelsmesser i udlandet i 2004. Dette fradrag i indkomsten afviger fra de normale regler, idet de udgør et yderligere fradrag med hensyn til det ordinære fradrag for forretningsudgifter, som er tilladt i henhold til den italienske skattelovgivning. Beslutningen følger efter en dybtgående undersøgelse, der blev indledt i marts 2004.

490. Kommissionen mente, at ordningen fordrejer konkurrencen, idet den giver en skattefordel, der tager sigte på at forbedre handelsvilkårene for italienske virksomheder, der driver forretning i udlandet. Det så derfor ud til, at kun en begrænset gruppe støttemodtagere, som er beskæftiget med eksportrelaterede aktiviteter, kunne få fordel af den, og den udgjorde derfor støtte, som direkte påvirker den grænseoverskridende konkurrence og samhandel, herunder samhandelen med andre medlemsstater. Italien anmodes om at søge den ulovligt udbetalte støtte tilbagebetalt af støttemodtagerne, dog med undtagelse af den del af støtten, der angår 50 % af omkostningerne i forbindelse med en SMV's første deltagelse i en særlig messe eller udstilling med hensyn til et nyt marked.

Afgiftsfritagelse på fast ejendom

491. Den 1. december godkendte Kommissionen delvis en ordning, der midlertidigt fritager boligselskaber fra overførselsafgiften på fast ejendom ved fusioner og overtagelser vedrørende ejendom i de nye tyske delstater[309]. Ifølge det nuværende regionalstøttekort (2000-2006) for Tyskland er størstedelen af Brandenburg, Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen, Sachsen-Anhalt og Thüringen støtteberettigede områder i medfør af artikel 87, stk. 3, litra a), mens arbejdsmarkedsregionen Berlin (herunder Berlin og omgivende dele af Brandenburg) er berettiget til støtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). Et betydeligt fald i befolkningstallet som følge af lav fødselshyppighed og massiv afvandring, mange ledige boliger ledsaget af store tab som følge af mistede lejeindtægter og usikkerhed som følge af løbende sager om erstatning kendetegner markedet for fast ejendom i de nye delstater. Formålet med fritagelsen fra overførselsafgiften på fast ejendom er at sætte boligselskaberne i stand til at slå sig sammen om at klare disse mange udfordringer.

492. Hvad angår de dele af foranstaltningen, der er begrænset til områder efter artikel 87, stk. 3, litra a), har Kommissionen konkluderet, at foranstaltningen kan godkendes i betragtning af de særlige handicap, den begrænsede forvridning af konkurrencen, den begrænsede tidshorisont og foranstaltningens forventede positive indvirkning på boligmarkedet og den socioøkonomiske udvikling. Hvad angår arbejdsmarkedsregionen Berlin, hvor antallet af ledige boliger og affolkningen er mindre udtalt, og de typiske støttebeløb er højere, indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure for at indsamle oplysninger fra andre berørte parter[310].

6. Statsstøtte til forskning og udvikling

Brintforskningsprogram: Mikrokraftvarmeproduktion og CELCO-projekter

493. Den 30. november godkendte Kommissionen i henhold til F&U-rammebestemmelserne[311] to "ad hoc"-støtteprojekter[312] med det formål at støtte to forskningsprojekter med betegnelsen "udvikling af en brændselscelleenhed til mikrokraftvarmeproduktion" og "udvikling af en brændselscellebaseret hjælpekraftenhed (APU) og drivsystem til lystsejlbåde".

494. Begge blev gennemført inden for rammerne af "Hydrogensystemet Piemonte (SPH2)", et regionalt forskningsprogram, der blev indledt og gennemført af regionen Piemonte i Italien, og som var inspireret af arbejdet i den højtstående gruppe på EU-plan vedrørende "brintenergi og brændselsceller"[313].

495. Projekterne tager sigte på at udvikle resultaterne af grundforskning vedrørende brintvektoren og kan opdeles på følgende hovedemner: brændselscelleudvikling til såvel stationære formål som transportformål, udvikling af brintproduktion på grundlag af både vedvarende og ikke-vedvarende kilder - navnlig i relation til spørgsmålet om absorption af CO2 - samt oplagring og distribution af brint. Ifølge Italien var der kun tale om den industrielle fase af forskningen, hvilket førte til, at der blev tilladt en støtteintensitet på 50 %.

496. Brint og brændselsceller er fast etablerede som strategiske teknologier, der kan opfylde de modstridende krav om øget energitilførsel og forsyningssikkerhed, samtidig med at man kan fastholde konkurrenceevnen på priserne, reducere klimaændringerne og forbedre luftkvaliteten. Fordelene herved vil desværre først kunne udnyttes fuldt ud, efter at der er gjort offentlige og private bestræbelser på at stimulere og udvikle de vigtigste markeder, idet potentialet for udnyttelse af brint og brændselsceller i Europa stadig ligger langt fra markedsstadiet.

497. Kommissionen mente derfor, at de anmeldte projekter, som begge vedrører forskning og teknologisk udvikling af mellem- til langfristet karakter, faldt ind under definitionen af industriel forskning og godkendte dem i henhold til punkt 5.3 i rammebestemmelserne.

F&U-støtte til Bell Laboratories i Dublin

498. Den 1. oktober besluttede Kommissionen, at den ikke ville gøre indsigelse mod en støtte, som de irske myndigheder havde ydet Bell Laboratories, fordi den er forenelig med EF-traktaten[314]. Der foretages individuelle støttetildelinger under F&U-ordningen "Capability Grant", som Kommissionen anerkendte som en eksisterende støtteordning, og som blev godkendt til anvendelse under det igangværende "Productive Sector Operational Programme" for 2000-2006.

499. Støttemodtageren, Bell Laboratories (BLRI), er en del af Lucent Technologies - en global, førende virksomhed i telesektoren. Formålet med støtten er, at der i Dublin skal etableres et forskningscenter i verdensklassen inden for værdikædedrevet forskning i telesystemer af næste generation. Centret vil i høj grad bidrage til EU's forskningspotentiale som helhed inden for computer- og telerelaterede teknologier, i overensstemmelse med Lissabon-målet om at gøre Europa til verdens førende videnbaserede økonomi. Projektet vil blive udviklet over fem år og vil gennem et tilskud, som ikke skal betales tilbage, modtage et samlet støttebeløb på 21,66 mio. EUR ud af de samlede støtteberettigede udgifter på 43,32 mio. EUR. Projektet vil desuden indebære et omfattende samarbejde med universiteter via et konsortium af universitetsforskere under ledelse af Trinity College Dublin.

500. Kommissionen anså foranstaltningen for at falde ind under EF-traktatens artikel 87, stk. 1; konklusionen af vurderingen af foreneligheden med fællesmarkedet var imidlertid positiv på grundlag af følgende forhold:

(a) projekterne er begrænset til industriel forskning og udviklingsaktiviteter på prækonkurrencestadiet, defineret i overensstemmelse med bilag I til F&U-rammebestemmelserne

(b) de støtteberettigede udgifter er i overensstemmelse med bilag II til F&U-rammebestemmelserne

(c) støtteintensiteten, som er begrænset til 50 %, er i overensstemmelse med punkt 5.3, 5.5, 5.10.2 og 5.10.3 i F&U-rammebestemmelserne, og

(d) projektet rummer en klar tilskyndelsesvirkning, som krævet i punkt 6.2 i F&U-rammebestemmelserne.

501. Kommissionen besluttede derfor at anse den ydede støtte for at være forenelig med EF-traktaten i henhold til dens artikel 87, stk. 3, litra c).

Deltagelse i kapitaludvidelsen i OCAS

502. Den 20. oktober tillod Kommissionen regionen Flandern at deltage i kapitaludvidelsen i OCAS, en F&U-afdeling af Arcelor, som planlægger at omdanne sig til en mere selvstændig og rentabel virksomhed på markedet for F&U-tjenester[315]. Belgien havde anmeldt dette projekt af hensyn til retssikkerheden. Det anså nemlig projektet for at være tilstrækkelig rentabelt til at tiltrække investeringer fra private virksomheder. I så henseende bemærkede Belgien, at Arcelor, som er den nuværende aktionær i OCAS, også deltog i kapitaludvidelsen med samme beløb. Efter en detaljeret analyse af sagen nåede GD Konkurrence til den konklusion, at udsigterne til overskud ikke var tilstrækkelig præcise og høje til at anse det forventede afkast for at være tilstrækkeligt til at kompensere for den høje risiko i forbindelse med projektet. Belgien bemærkede, at visse bestemmelser i aftalen så ud til at være alt for gunstige for Arcelor. Efter at have konstateret, at der var tale om potentiel støtte til fordel for Arcelor, konkluderede GD Konkurrence, at støtten kunne godkendes på grundlag af F&U-rammebestemmelserne. Den offentlige støtte tilskynder nemlig helt klart Arcelor til at foretage yderligere forskning i forhold til den normalt udførte forskning, og støtteintensiteten vil forblive under det niveau, der er tilladt for industriel forskning.

Schiefergruben Magog

503. Den 6. oktober indledte Kommissionen en formel undersøgelse af statsstøtte til Schiefergruben Magog, en tysk skiferproducent[316]. Sagen tog udgangspunkt i en klage, som Kommissionen havde modtaget fra en tysk konkurrent til Schiefergruben Magog.

504. I 2002 og 2003 havde Schiefergruben Magog modtaget et tilskud fra de regionale myndigheder på omkring 0,7 mio. EUR til støtte til udvikling af en ny teknologi til udskæring af tagskifer. Tyskland hævdede, at tilskuddet ikke udgjorde statsstøtte, idet det ikke gav virksomheden nogen fordel: målsætningen med projektet var at udvikle en innovativ teknologi for behandlingen af tagskifer for at mindske sundhedsrisiciene for de ansatte, og investeringen var ikke rentabel for virksomheden. Tyskland hævdede endvidere, at samhandelen mellem medlemsstaterne ikke blev påvirket, idet Schiefergruben Magog fremstillede en særlig type tagskifer af høj kvalitet, som af historiske grunde kun blev fremstillet i Tyskland.

505. I sin beslutning om indledning af den formelle undersøgelse anførte Kommissionen, at tilskuddet ikke gav Schiefergruben Magog en fordel. Ifølge virksomhedens egen website var formålet med projektet at automatisere udskæringsprocessen, hvilket ville sætte virksomheden i stand til at fremstille skifer af høj kvalitet med lavere omkostninger og således øge virksomhedens konkurrenceevne. Kommissionen var også af den opfattelse, at samhandelen mellem medlemsstaterne blev påvirket, og at tilskuddet derfor udgjorde statsstøtte. Kommissionen var i tvivl om, hvorvidt støtten kunne anses for at være forenelig med fællesmarkedet på grundlag af gruppefritagelsesforordningen for SMV eller EF-rammebestemmelserne for forskning og udvikling eller eventuelle andre undtagelser i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 2 og 3[317].

7. MILJØSTØTTE

Støtte til Akzo Nobel med henblik på at formindske transporten af klor[318]

506. Den 16. juni godkendte Kommissionen under henvisning til EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), en støtte på 32,5 mio. EUR til Akzo Nobel i forbindelse med flytning af to produktionsfaciliteter for klor og mono-klor acid. Flytningen medfører, at behovet for at transportere klor formindskes væsentligt.

Støtte til en ethylenrørledning mellem Stade og Teutschental[319] og en propylenrørledning fra Rotterdam via Antwerpen til Ruhr-distriktet[320]

507. Ifølge retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte kan investeringsudgifterne til de dele af en rørledning, der ligger i støtteberettigede områder, være støtteberettigede. Det var tilfældet med en ethylenrørledning, der ejes og drives af DOW Olefinverbund GmbH, og hvortil Kommissionen den 8. september godkendte en støtte på 13,6 mio. EUR.

508. Det var ikke tilfældet med en propylenrørledning fra Rotterdam via Antwerpen til Køln og det tyske Ruhr-distrikt, da den stort set ligger uden for støtteberettigede områder. Alligevel godkendte Kommissionen den 16. juni støtte på 27 mio. EUR til de tyske, nederlandske og belgiske myndigheder til denne rørledning. Støttemodtageren er European Pipeline Company, som de vigtigste berørte propylenproducenter deltager i. Til forskel fra ovennævnte ethylenrørledning drives denne rørledning efter princippet om "tredjemands adgang til nettet" ("open access/common carrier") og "low profit"-princippet.

509. Støtten til denne propylenrørledning falder ind under definitionen på statsstøtte og skal ikke betragtes som støtte til generel infrastruktur. Kommissionen erkendte imidlertid projektets fordele for miljøet, sikkerheden og industrien. Efter at have undersøgt, hvorvidt støtten var proportionel og begrænset til det nødvendige minimum, og at der ikke var tale om konkurrencefordrejning, fandt den, at støtten var forenelig med fællesmarkedet. Da hverken retningslinjerne for statsstøtte til miljøbeskyttelse eller retningslinjerne for statsstøtte med regional sigte fandt anvendelse, baserede Kommissionen sin beslutning direkte på EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

Investeringsstøtte i henhold til miljøbestemmelser til Stora Enso Langerbrugge[321]

510. Den 8. september godkendte Kommissionen miljøstøtte på 23,5 mio. EUR til Stora Ensos papirfabrik i Langerbrugge, Belgien. Formålet med investeringsstøtten er at reducere energiforbruget ved produktion af avispapir ved at producere energi gennem forbrænding af afsværtningsslam i et kraftvarmeanlæg samt ved at transportere affaldspapir og færdigvarer med jernbane i stedet for med lastbiler.

511. En yderligere støtte på 11,5 mio. EUR til øget anvendelse af genbrugsfibre i papirproduktion blev ikke godkendt. Kommissionen fandt, at støtten ikke var omfattet af punkt 29 i EF-rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse[322], da investeringerne ikke resulterer i nedbringelse af affaldet fra Stora Ensos egen produktion og salg. Kommissionen finder i overensstemmelse med punkt 29 i rammebestemmelserne, at der kun kan ydes en sådan investeringsstøtte til genbrug med op til 30 % af de støtteberettigede omkostninger, hvis følgende yderligere kriterier er opfyldt: (i) investeringsprojekterne skal være innoverende og mere vidtgående end det aktuelle teknologiske stade, (ii) støtten må ikke indirekte befri virksomheder, der producerede affaldet, fra en byrde, som ifølge EF-bestemmelserne bør indgå i deres budget, og (iii) der bør fastsættes betingelser, der sikrer genbrug af materialer, som ellers ville ende som affald, idet der ikke kan godkendes støtte til investeringer, som blot øger konkurrencen om materialer, som skal genbruges.

Statsstøtteaspekter i forbindelse med gennemførelse af emissionshandelsordningen

512. Emissionshandelsordningen, der indførtes ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003[323], spiller en vigtig rolle i Kommissionens klimaændringspolitik. Formålet med ordningen er at hjælpe medlemsstaterne med at opfylde deres forpligtelser under Kyoto-protokollen gennem anvendelse af et markedsbaseret instrument, som hjælper med til at nedbringe emissionerne med mindst mulige omkostninger.

513. Emissionshandelsordningen er det første internationale handelssystem for CO2-emissioner i verden. Ordningen omfatter i alt over 12 000 anlæg i EU-25 (forbrændingsanlæg, olieraffinaderier, kulovne, jern- og stålværker og fabrikker, der producerer cement, glas, kalk, mursten, keramik, pulp og papir) og tegner sig for næsten halvdelen af Europas CO2-emissioner.

514. Hjørnestenen ved gennemførelsen af emissionshandelsordningen er de såkaldte nationale tildelingsplaner. I disse planer fastsættes det samlede antal kvoter for emissioner, medlemsstaterne planlægger at tildele i handelsperioden 2005-2007, og de metoder, der anvendes ved tildeling til de forskellige berørte sektorer eller installationer.

515. Ifølge direktivet om handelsemissioner skal Kommissionen undersøge, om disse planer er i overensstemmelse med artikel 10 i emissionshandelsdirektivet og med de elleve kriterier, der er opstillet i bilag III hertil. Kommissionen kan afvise en plan helt eller delvis inden for tre måneder fra anmeldelsen af denne, hvis planen ikke overholder bestemmelserne. Ved udgangen af 2004 havde Kommissionen truffet beslutninger med hensyn til 21 nationale tildelingsplaner[324].

Vurdering af de nationale tilpasningsplaner

516. I henhold til kriterium 5 i bilag III til direktivet om emissionshandelsordninger "må en national tildelingsplan ikke diskriminere mellem selskaber eller sektorer på en sådan måde, at visse virksomheder eller aktiviteter begunstiges ubehørigt, jf. kravene i traktaten, navnlig artikel 87 og 88".

517. I sit vejledende dokument anførte Kommissionen, at "de normale statsstøtteregler gælder".

518. Artikel 10 i direktivet pålægger medlemsstaterne at tildele mindst 95 % af kvoterne gratis i den første handelsperiode fra 2005 til 2007. Det betyder, at medlemsstaterne højst kan sælge 5 % af kvoterne. Hidtil har medlemsstaterne kun gjort lidt brug af denne mulighed. Kun Danmark har besluttet at sælge 5 % af kvoterne på auktion. Nogle andre medlemsstater har planer om at sælge ubrugte kvoter fra reserven fra nytilkomne på auktion ved udgangen af handelsperioden eller sælge meget begrænset antal kvoter på auktion for at dække administrationsomkostningerne ved ordningens gennemførelse. Hvis en medlemsstat ikke benytter sin mulighed for at sælge kvoter til markedsprisen, kan det se ud til, at foranstaltningen kan tilskrives medlemsstaten, og at der tale om brug af statsmidler.

519. Foranstaltningen kan også omfatte statsmidler og tilskrives medlemsstaten, hvis en medlemsstat tillader kvoteopsparing fra første til anden handelsperiode. Hidtil har alle medlemsstater, bortset fra Frankrig, undgået opsparing.

520. Når der ses bort fra Danmark, kan Kommissionen derfor ikke udelukke muligheden af, at de nationale tildelingskvoter indebar statsstøtte, jf. traktatens artikel 87, stk. 1. Kommissionen vurderede endvidere, om en eventuel støtte var i overensstemmelse med og forekom nødvendig for at realisere direktivets overordnede mål.

521. Kommissionen optog især kontakter med medlemsstaterne, hvis en national tildelingsplan omfattede et af følgende aspekter:

522. Hvis en medlemsstat tildeler en samlet kvotemængde, som ikke er i overensstemmelse med de planlagte emissioner, eller som ikke er i overensstemmelse med bestræbelserne for at opfylde Kyoto-protokollen (kriterium 1 og 2 i direktivets bilag III), og hvis de begunstigede virksomheder ikke leverer tilstrækkelige miljøresultater, kan en sådan overtildeling medføre potentiel støtte (hvor de begunstigede virksomheder modtager mere end realistisk planlagte emissioner, da støtten i så fald ikke vil fungere som incitament til at ændre adfærd), hvis en plan resulterer i diskrimination mellem handelssektorer eller anlæg, f.eks. ved anvendelse af uberettigede forskellige tildelingsmetoder for forskellige sektorer eller ved at anvende forskellige tildelingsmetoder for forskellige virksomheder, og hvis nytilkomne modtager uberettiget differentieret behandling i forhold til eksisterende medlemmer.

523. Ved Kommissionens gennemgang af de nationale tildelingsprogrammer stødte den på nogle ganske få tilfælde af denne art. Det har hidtil været muligt at løse potentielle trusler om konkurrencefordrejning ved en drøftelse med den pågældende medlemsstat. I en række tilfælde reducerede medlemsstaterne den samlede kvotemængde for at overholde kriterium 1, 2 og 5 i direktivet. I visse tilfælde opgav medlemsstater reserver, der var fastsat for særlige sektorer. Anvendelse af forskellige tildelingsmetoder for særlige sektorer forekom i mange tilfælde berettiget. For de fleste nationale tildelingsprogrammers vedkommende kunne Kommissionen derfor konkludere, at den på basis af medlemsstaternes oplysninger fandt, at en eventuel potentiel støtte sandsynligvis var forenelig med fællesmarkedet, hvis den blev vurderet på grundlag af traktatens artikel 88, stk. 3.

524. Det bemærkes, at Kommissionen hidtil har gennemgået alle nationale tildelingsprogrammer på basis af direktivet for at finde indlysende problemer med statsstøtte, der formentlig vil være uforenelig. Den har indtil nu ikke truffet nogen formel beslutning om statsstøtte i forbindelse med en national tildelingsplan.

8. Udvidelse

Eksisterende støtte i de nye medlemsstater

525. Tiltrædelsestraktaten bestemmer, at følgende støtteforanstaltninger fra tiltrædelsestidspunktet skal betragtes som eksisterende støtte i den i EF-traktatens artikel 88, stk. 1, anførte betydning:

- støtteforanstaltninger indført inden den 10. december 1994

- støtteforanstaltninger anført i bilaget til tiltrædelsestraktaten ("traktatlisten")

- støtteforanstaltninger, som forud for tiltrædelsen var vurderet af den nye medlemsstats statsstøttemyndighed og fundet forenelige med acquis , og over for hvilke Kommissionen ikke har gjort indsigelse på grund af alvorlig tvivl med hensyn til foranstaltningens forenelighed med fællesmarkedet ("overgangsordning").

526. Alle foranstaltninger, som udgør statsstøtte, og som ikke opfylder ovennævnte betingelser betragtes som ny støtte ved tiltrædelsen med henblik på anvendelsen af EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

527. Under overgangsordningen havde de nye medlemsstater mulighed for at fremlægge foranstaltninger mellem begyndelsen af 2003 og indtil tiltrædelsestidspunktet. Der blev i alt indbragt 559 foranstaltninger, heraf 201 i 2003 og 358 i 2004. Ved udgangen af 2004 var 323 foranstaltninger (58 % af det samlede antal) foreslået som eksisterende støtte, heraf 76 i 2003 og 247 i 2004. I løbet af 2004 indledte Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure med hensyn til 3 foranstaltninger. 207 foranstaltninger (37 % af det samlede antal) blev enten trukket tilbage af de nye medlemsstater eller var genstand for en kommissionsbeslutning, der gik ud på, at de ikke var gældende efter tiltrædelsen. Ved udgangen af 2004 var de resterende 26 foranstaltninger stadig under behandling.

Støtte til banksektoren i de nye medlemsstater

528. I 1990'erne gennemførte nogle nye medlemsstater en omstrukturering af deres økonomi. I visse tilfælde greb de offentlige myndigheder ind i disse tilpasninger. For at sikre at disse indgreb blev undersøgt, fik Kommissionen i medfør af tiltrædelsestraktaterne beføjelser til at undersøge foreneligheden af de foranstaltninger, som udgjorde statsstøtte, og som, selv om de var bevilget i fortiden, havde virkninger efter tiltrædelsestidspunktet.

529. På grundlag af anmeldelser undersøgte Kommissionen støtte til omstrukturering af banksystemet i en række nye medlemsstater (Den Tjekkiske Republik, Ungarn og Den Slovakiske Republik). I 2004 traf Kommissionen 16 beslutninger, som fastslog, at foranstaltningerne "ikke var gældende efter tiltrædelsen". Det betyder, at foranstaltningerne i deres helhed var indrømmet inden tiltrædelsestidspunktet, uden at der kunne ydes yderligere støtte efter tiltrædelsen, og Kommissionen skulle derfor ikke og havde heller ikke beføjelse til at vurdere sådanne foranstaltninger. I to tilfælde, den tjekkiske Agrobanka Praha [325] og den ungarske Postabank [326], besluttede Kommissionen imidlertid at indlede procedure, da den fandt, at nogle af de foranstaltninger, der var "gældende efter tiltrædelsen", udgjorde statsstøtte, og der var tvivl om, hvorvidt de var forenelige med fællesmarkedet.

Nedsættelse af Slovakiets skattelettelser til US Steel Košice

530. Under tiltrædelsesforhandlingerne blev der indrømmet Slovakiet midlertidig fritagelse for EU's statsstøtteregler, således at Slovakiet fortsat kunne indrømme støtte i form af skattelettelser til US Steel Košice efter tiltrædelsen indtil udgangen af skatteåret 2009.

531. For at udligne virksomhedens konkurrencemæssige fordele som følge af skattelettelsen, blev der med virkning fra 2002 fastsat et loft for produktionen og med virkning fra tiltrædelsen også et loft for salget. Ifølge bilag XIV til tiltrædelsestraktaten var Slovakiet endvidere forpligtet til at indgive halvårlige rapporter. Den første rapport fra Slovakiet viste, at produktionslofterne ikke blev overholdt i 2002 og 2003. For at modvirke virkningerne af overproduktionen foreslog den slovakiske regering en væsentlig nedsættelse af statsstøtten til US Steel og anmodede Kommissionen om, at betingelserne for indrømmelse af overgangsperioden blev taget op til revision.

532. Den 22. september[327] traf Kommissionen passende foranstaltninger for at afhjælpe situationen. I henhold til denne beslutning reduceres den samlede støtte, der kan indrømmes US Steel Košice indtil 2009 i form af fritagelse for selskabsskat, fra 500 mio. USD til 430 mio. USD. Støttemodtager skal desuden betale en skat på 32 mio. USD til den slovakiske regering fordelt på to lige store rater i 2004 og 2005. US Steel Košice skal overholde produktionsloftet fra 1. januar 2004 og salgslofterne fra 1. maj 2004. Virksomheden skal endvidere overholde en betingelse om, at den ikke må udvide sit varesortiment af færdigvarer pr. 13. december 2002 og fortsat skal opfylde betingelserne i privatiseringskontrakten.

533. Den 25. oktober accepterede den slovakiske regering Kommissionens forslag til passende foranstaltninger og bekræftede, at US Steel Košice havde betalt første skatterate på 525 488 000 SKK (16 mio. USD).

Omstruktureringsstøtte til en stålproducent i Den Tjekkiske Republik

534. Den 14. december besluttede Kommissionen at indlede en tilbundsgående undersøgelse af mulig statsstøtte til Třinecké železárny a.s. (TZ), der er stålproducent i Den Tjekkiske Republik[328]. Kommissionen vil undersøge, om en række statsstøtteforanstaltninger kan indebære tilsløret omstruktureringsstøtte. Statsstøtte til omstrukturering kan kun indrømmes til den tjekkiske stålindustri, hvis det sker i henhold til det nationale omstruktureringsprogram, der er godkendt af EU i protokol nr. 2 til tiltrædelsestraktaten, og kun til virksomheder, der er anført i denne. TZ er ikke en af disse virksomheder og er derfor ikke berettiget til omstruktureringsstøtte. Kommissionen finder, at den støtte, der er ydet til nye miljø- og F&U-projekter er forenelig med de relevante EU-statsstøtteregler. Den er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den støtte, der er ydet til nedluknings- og uddannelsesprojekter, er forenelig med de gældende regler. Kommissionen vil endvidere undersøge, om den pris, den tjekkiske regering betalte for aktier i TZ svarer til markedsprisen.

9. Skibsbygning

Fincantieri

535. Ifølge forordningen for skibsbygningsindustrien fra 1998[329] var sidste leveringsfrist for, at et skib var berettiget til kontraktbetinget driftsstøtte 31. december 2003. Skibe, der blev leveret efter denne dato, var principielt ikke berettiget til denne støtte. Kommissionen kan imidlertid udvide leveringsfristen, når dette er berettiget på grund af forsinkelser som følge af uventede eller ekstraordinære omstændigheder, som værftet ikke har kontrol over.

536. Den 20. oktober traf Kommissionen på grundlag af en anmeldelse fra Italien beslutning vedrørende leveringsfristen for fem krydstogtsskibe, der er bygget af det italienske værft Fincantieri. Italien hævdede, at grunden til forsinkelsen var, at rederiet krævede leverancerne udsat på grund af terrorangrebet 11. september 2001[330].

537. I sin beslutning godkendte Kommissionen på den ene side udvidelsen af leveringsfristen for fire af skibene, da det italienske argument blev anset for at være omfattet af undtagelserne i skibsbygningsforordningen, og da Fincantieri havde teknisk mulighed for at levere skibene inden udgangen af 2003. Kommissionen besluttede imidlertid at indlede en formel undersøgelse vedrørende et af skibene, da den betvivlede, at Fincantieri på noget tidspunkt havde teknisk mulighed for at levere skibet inden 31. december 2003.

Kvaerner Warnow Werft[331]

538. Efter foreningen af de to Tysklande modtog de tidligere østtyske skibsværfter udsædvanlig stor statsstøtte til deres omstrukturering. I forbindelse med privatiseringen og omstruktureringen af det østtyske skibsværft Warnow Werft (nu Kvaerner Warnow Werft, KWW) godkendte Kommissionen mellem 1993 og 1995 støtte på i alt 639,4 mio. EUR. Det var aftalen, at dette beløb skulle omfatte driftsstøtte på 382,1 mio. EUR, hvoraf 230,8 mio. EUR skulle anvendes til at dække tab som følge af specifikke skibsbygningskontrakter.

539. På baggrund af forlydender om et lån fra Kvaerner Warnow Werft på 200 mio. EUR til værftets moderselskab fik Kommissionen mistanke om, at værftet havde modtaget mere støtte end nødvendigt for at udligne tab hidrørende fra visse skibsbygningskontrakter. Den indledte en undersøgelse for at fastslå, om et beløb på 60,9 mio. EUR skulle kræves tilbagebetalt.

540. I sin endelige beslutning fastslog Kommissionen, at Kvaerner Warnow Werft faktisk havde modtaget større støtte, end hvad der var nødvendigt for at udligne tab fra visse skibsbygningskontrakter. Under undersøgelsen kunne Kvaerner Warnow Werft imidlertid dokumentere en række ekstraomkostninger, der skyldtes skibsbygningskontrakterne, og som resulterede i større tab. Under hensyntagen til supplerende bemærkninger og oplysninger fra den tyske regering og virksomheden, der dokumenterede, at Kvaerner ikke havde modtaget al non-cash-driftsstøtten krævede Kommissionen, at et beløb på 13 mio. EUR, der blev betragtet som for meget udbetalt støtte, skulle tilbagebetales.

Kapacitetsbegrænsninger for visse skibsværfter i Østtyskland, Spanien og Grækenland

541. I 1992 og 1997 gennemgik fem skibsværfter i Østtyskland en omfattende omstrukturering. For at udligne omstruktureringsstøttens fordrejende virkninger på konkurrencen skulle Tyskland nedbringe den samlede skibsbygningskapacitet i Østtyskland med 40 %. Kommissionen har siden 1995 kontrolleret, at værfterne overholder kapacitetsbegrænsningen som en produktionsbegrænsning, dvs. i den betydning, at produktionen begrænses.

542. I sin dom af 29. april vedrørende Kvaerner Warnow Werft fastslog Domstolen imidlertid, at det ikke var rigtigt af Kommissionen at fortolke kapacitetsbegrænsning som en begrænsning af den faktiske produktion. Kapacitetsbegrænsning skal på baggrund af de beslutninger, Kommissionen traf mellem 1993 og 1995 om godkendelse af støtte, forstås som en teknisk begrænsning af produktionsfaciliteter. Så længe værftets produktionsfaciliteter som beskrevet i Kommissionens beslutning om godkendelse af støtte, ikke blev ændret, kunne Kvaerner Warnow Werfts produktion nå op over dens tekniske kapacitet.

543. Under hensyntagen til Domstolens præmisser og for at sikre konsekvens og lige behandling besluttede Kommissionen at betragte en række tyske, spanske og græske skibsværfters kapacitetsbegrænsninger som blot tekniske begrænsninger, hvis beslutningerne var baseret på det ændrede rådsdirektiv 90/684. Kontrollen med de tekniske kapacitetsbegrænsninger vil imidlertid blive videreført på basis af de specifikke bestemmelser, der er fastsat for de enkelte skibsværfter, indtil det tidspunkt, der er fastsat i de pågældende beslutninger om omstruktureringsstøtte[332].

10. Landbrug

544. Kommissionen modtog 252 anmeldelser om planlagt statsstøtte i landbrugssektoren og den agroindustrielle sektor. Den indledte endvidere undersøgelse af 13 støtteforanstaltninger, der tidligere var anmeldt under EF-traktatens artikel 88, stk. 3. Der blev ikke indledt eller afsluttet undersøgelser i henhold til EF-traktatens artikel 88, stk. 1. Kommissionen gjorde ikke indsigelser mod 212 foranstaltninger. En række af disse foranstaltninger blev godkendt, efter at de berørte medlemsstater enten havde ændret dem eller lovet at ændre dem for at bringe dem i overensstemmelse med EU's statsstøtteregler. Kommissionen indledte proceduren efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, med hensyn til 8 sager, hvor de pågældende foranstaltninger gav anledning til alvorlig tvivl om foreneligheden med fællesmarkedet. Kommissionen afsluttede proceduren efter artikel 88, stk. 2, med hensyn til 14 sager. I 10 af disse blev der truffet en negativ endelig beslutning, hvor der i visse tilfælde blev krævet tilbagebetaling. Nedenfor beskrives et udpluk af de sager, der rejste de mest interessante spørgsmål med hensyn til statsstøttepolitik inden for landbruget og den agroindustrielle sektor.

FINLAND

Artikel 141 i tiltrædelsestraktaten

545. Den 16. marts besluttede Kommissionen at godkende en særlig støttepakke, der var anmeldt af Finland i henhold til artikel 141 i tiltrædelsestraktaten. Beslutningen er det formelle resultat af langvarige drøftelser og forhandlinger på højeste plan i 2003. I henhold til beslutningen får Finland tilladelse til mellem 2004 og 2007 at indrømme særlig indkomststøtte til landmænd i det sydlige Finland i en størrelsesorden på ca. 420 mio. EUR, plus ekstra indkomststøtte i form af incitamentstillæg til eksisterende programmer for landbrugsmiljøet i det sydlige Finland til et beløb på 225 mio. EUR. Betingelse for tildeling af indkomststøtte er, at der iværksættes støtteforanstaltninger til fremme af investeringer, etablering af unge landmænd og konsulentbistand for landmænd.

FRANKRIG

PMPOA (program til bekæmpelse af forurening fra landbruget)

546. Den 19. februar godkendte Kommissionen en positiv endelig beslutning[333], hvorved støtte til investeringer i miljøbeskyttelse i Frankrig inden 2000 blev erklæret forenelig med traktaten. Der var indledt en procedure, fordi Frankrig havde ydet investeringsstøtte på op til 60 % på et tidspunkt, hvor det kun var muligt at yde 35 %. Satsen på 35 % var endvidere godkendt i en beslutning, som Frankrig ikke havde overholdt ved at yde mere støtte. Siden 2000 har Kommissionen imidlertid forøget den tilladte maksimumsstøtte. Denne højere støttesats er blevet bekræftet i artikel 4 i fritagelsesforordning 1/2004, som gælder med tilbagevirkende kraft for støtte, der er ydet inden dens ikrafttrædelse. På dette grundlag blev støtten erklæret forenelig.

Slagtningsafgift

547. Den 30. marts besluttede Kommissionen[334] at den ikke vil gøre indsigelse mod statsstøtte på ca. 156 mio. EUR i 2004 (og lignende beløb derefter) til fjernelse og destruktion af døde dyr på bedriftsplan. Støtteintensiteten er op til 100 %. Støtten er i overensstemmelse med TSE-rammebestemmelserne og ordningens varighed er ubegrænset. Med hensyn til finansieringen af fjernelse af slagteriaffald fastslås det i beslutningen, at beløbet på ca. 91 mio. EUR ikke er støtte. Da slagterierne betaler mere gennem den nye slagtningsafgift ( taxe d’abattage ), der opkræves pr. ton affald, end de får tilbage i fordele ved gratis opsamling af affald, opnår de ikke nogen økonomisk fordel.

Erstatning for tørken i 2003

548. Den 20. oktober besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse mod statsstøtte på ca. 664 mio. EUR til landmænd, der blev ramt af tørken i 2003[335]. Erstatningen blev udbetalt gennem en kombination af kontanttilskud (339 mio. EUR), subsidierede "katastrofe" lån (20 mio. EUR), overtagelse af renten på udestående lån (20 mio. EUR), konsolideringslån (20 mio. EUR til støttelån på 225 mio. EUR), udsættelse af skatte- og momsbetalinger (uden opkrævning af ekstra rente for forsinkelsen), annullering af disse skatter og afgifter, fritagelse for betaling af jordskat og udsættelse med betaling af socialsikringsbidrag. Støtteelementet i overtagelsen af renter på udestående lån blev betragtet som de minimis . Støtteintensiteten androg op til 100 % af skaden og varigheden afhang af støttetypen.

Destruktionsafgift

549. Den 14. december traf Kommissionen en blandet positiv og negativ endelig beslutning vedrørende tilbagebetaling af den franske destruktionsafgift ( taxe d’équarrissage )[336]. Fra 1997 til 2003 opkrævede Frankrig en afgift på salg af både fransk kød og kød fra andre medlemsstater. Afgiften finansierede gratis transport af slagteraffald og døde dyr. Afgiften tilflød først en særlig fond, der skulle finansiere denne støtte. Efter at Kommissionen havde indledt overtrædelsesproceduren, fordi den betragtede afgiften på kød fra andre medlemsstater som diskriminerende, overførte Frankrig afgiftsprovenuet til statsbudgettet og finansierede støtten over dette budget i 2001 og 2002.

550. De støtteforanstaltninger, som finansieredes mellem 1997 og 2002 og som androg i alt 829 mio. EUR, er principielt forenelig med statsstøttereglerne. På grund af den diskriminerende finansiering fra 1997 til 2000 må støtte på ca. 400 mio. EUR imidlertid betragtes som uforenelig med fællesmarkedet. Landmændenes tilbagebetaling af støtten vil imidlertid ikke nødvendigvis afhjælpe den forskelsbehandling af kød fra andre medlemsstater, der er forårsaget af den afgift, der opkræves på supermarkedsniveau. Kommissionen besluttede derfor at erklære støtten forenelig på betingelse af, at Frankrig tilbagebetaler den afgift, der er opkrævet på kød fra andre medlemsstater. Frankrig har givet tilsagn herom.

551. Med hensyn til år 2001 og 2002 og støtte på yderligere 400 mio. EUR konkluderede Kommissionen, at forbindelsen mellem afgift og støtte var udvisket, da afgiften var overført til statsbudgettet[337] og da indtægterne hidrørende fra afgiften ikke svarede til de offentlige destruktionsomkostninger. Beslutningen dækker hermed alt i alt perioden fra 1997 til 2002. Der skal dog stadig træffes en beslutning med hensyn til 2003. Støtte til små kødsælgere via fritagelse for den pågældende afgift blev endvidere betragtet som uforenelig og skal tilbagebetales.

TYSKLAND

Støtte til maskinstationer

552. Ved to endelige beslutninger, der blev truffet 19. maj og 14. december - en betinget beslutning[338] og en til dels negativ beslutning med krav om tilbagebetaling[339] - besluttede Kommissionen at afslutte den formelle undersøgelse om støtte til maskinstationer i Bayern.

553. Begge beslutninger præciserer Kommissionens politik for statsstøtte ydet i forbindelse med maskinstationer, der er selvhjælpsorganisationer for landbrugere, hvis "kerneaktiviteter" består i administration af landbrugsstøtte og deling af maskiner. Det fremgik af de klager, Kommissionen havde modtaget, at der muligvis fandt krydssubsidiering sted i forbindelse med stationernes øvrige aktiviteter. Kommissionen erkender principielt den positive betydning, som maskinstationerne har for landbrugssektoren, da de giver landbrugerne mulighed for at forbedre deres effektivitet ved at dele kostbare maskiner.

554. I sin beslutning C9/A/2004, godkendte Kommissionen derfor støtte (til et beløb på 19,6 mio. EUR over 6 år) til fordel for landbrugere i form af subsidierede tjenester på basis af punkt 14 i rammebestemmelserne for landbruget. Støtten er degressiv og overstiger ikke 50 % af de pågældende omkostninger. Kommissionen bemærker dog, at offentlig støtte på 100 % af disse omkostninger, som har en tendens til at blive permanent for landmænd, kan indebære uforenelig driftsstøtte. Kommissionen kræver, at Tyskland i sin ordning indføjer en forpligtelse for maskinstationerne til at viderekanalisere det fulde støttebeløb til landbrugere og til enten at forbyde maskinstationernes sideaktiviteter eller sikre, at disse aktiviteter begrænses til juridisk uafhængige datterselskaber for dermed at undgå krydssubsidiering.

555. I sin beslutning vedrørende tidligere (ulovlig) støtte (C9/B/2003) fastslog Kommissionen, at de støttebeløb, der var ydet til individuelle modtagere (ca. 50 EUR pr. landbruger) var for små til at fordreje konkurrencen. Kommissionen konkluderede imidlertid også, at Bayerns system for tildeling af denne form for støtte ikke effektivt forhindrede tildeling af ren driftsstøtte til maskinstationerne eller krydssubsidiering af andre kommercielle aktiviteter, der udføres af disse stationer. Kommissionen fastslog derfor, at i tilfælde, hvor der ikke foreligger dokumentation for, at en given støtte kun er til gavn for landbrugere, er en sådan støtte uforenelig med fællesmarkedet og skal tilbagebetales.

GRÆKENLAND

Erstatningsprogram for dårligt vejr - RAGBY

556. Den 20. april traf Kommissionen en beslutning[340] om ikke at gøre indsigelse over for statsstøtte på i alt 60 mio. EUR i erstatning til langbrugere og fiskere for tab forårsaget af katastrofer (jordskred, oversvømmelser), ugunstige vejrforhold (frost, regn, storm, tørke) og sygdomme mellem marts 2002 og marts 2003. Støtteintensiteten er 50-80 % af tabene og for visse afgrøder kan der ydes faste beløb pr. 1 000 m². Foranstaltningen varer 5 år (støtten udbetales i flere faser).

ITALIEN

Risikovillig kapital til landbrugs-SMV'er

557. Kommissionen besluttede den 3. februar ikke at gøre indsigelse mod tildeling af risikovillig kapital fra statsmidler på ca. 5 mio. EUR om året indtil 2005[341]. Formålet er at etablere en fond, der skal fremme landbrugs-SMV's adgang til risikovillig kapital i form af erhvervelse af minoritetsinteresser og ansvarlig lånekapital samt deltagelse i andre venture-fonde. Foranstaltningen omfatter forskellige statsstøtteelementer, der anses for at være forenelige med statsstøttereglerne. Den offentlige fond giver f.eks. afkald på overskud over en vis margin til fordel for private investorer. Foranstaltningen, der har til formål at tiltrække private investorer, løber over 10 år.

Erstatning for bluetongue

558. Den 16. marts vedtog Kommissionen en negativ endelig beslutning om statsstøtte på i alt 2,6 mio. EUR, der skal anvendes til at yde erstatning til forarbejdningsvirksomheder i Sardinien for påståede tab som følge af sygdommen bluetongue[342]. Denne støtte blev godkendt sideløbende med beslutningen om at indlede proceduren med hensyn til forarbejdningssektoren. Da støtten ikke var udbetalt, var det ikke nødvendigt at kræve den tilbagebetalt. Støtten blev fundet uforenelig af følgende grunde:

- Statsstøttereglerne tillader kun kompensation til råvareproducenter. Omsætningstab er led i normale driftsrisici og kan være forårsaget af forskellige faktorer.

- Forbindelsen mellem tab og bluetongue var ikke påvist. Der var tørke i Sardinien på samme tidspunkt, som også kunne have resulteret i mindre omsætning; nogle kooperativer har muligvis fået leveret færre råvarer (og dermed tab) af andre årsager end bluetongue.

AIMA - fjerkræsektoren

559. Den 19. maj vedtog Kommissionen en negativ endelig beslutning og erklærede statsstøtte på ca. 10,3 mio. EUR uforenelig med traktaten[343]. Da støtten ikke var udbetalt, var det ikke nødvendigt at kræve den tilbagebetalt. Formålet med støtten var at kompensere fjerkræproducenter i Italien for påståede tab som følge af dioxin-angsten i Belgien i 1999.

560. Italien havde hævdet, at dioxin-forskrækkelsen i Belgien havde forårsaget en medieskræk i Italien med heraf følgende fald i forbrug af fjerkrækød i Italien. Italien havde derfor foreslået at yde erstatning til sine egne fjerkræproducenter under henvisning til, at dioxin-skandalen skulle betragtes som en "ekstraordinær begivenhed", ikke kun i Belgien men også i Italien. Ifølge statsstøttereglerne kunne en sådan støtte udelukkende godkendes, hvis virkningerne af dioxin-skrækken blev betragtet som en "ekstraordinær begivenhed". Kommissionen havde dog udtrykt alvorlig tvivl med hensyn til denne fremgangsmåde på det italienske marked. De oplysninger, der fremkom efter procedurens indledning, bidrog ikke til at rydde denne tvivl af vejen.

Redningsstøtte til Parmalat-leverandører

561. Den 14. juli vedtog Kommissionen en beslutning[344] om ikke at gøre indsigelse mod en engangsstøtte på ca. 1 mio. EUR til mælkeproducenter i Lombardiet, der er i økonomiske vanskeligheder, fordi de ikke har modtaget betaling for mælk, der er leveret til Parmalat-koncernen. Redningsstøtten består i en garanti i overensstemmelse med betingelserne i rammebestemmelserne for rednings- og omstruktureringsstøtte. Italien foreslog gennemsnitlige beregningsmetoder for at fastslå, hvornår en typisk mælkeproducent kan betragtes som værende i vanskeligheder, og derfor er berettiget til støtte. En række landbrugere vil ikke være omfattet, fordi de betragtes som tilstrækkeligt velhavende til ikke at være i vanskeligheder. Med hensyn til støtteintensiteten er det maksimale garantibeløb under den nuværende ordning 500 000 EUR for individuelle virksomheder og 5 mio. EUR for kooperativer.

Regionalstøtte til udvikling af Confidi inden for landbrugssektoren

562. Den 10. maj godkendte Kommissionen støtte[345] på 1 032 913,80 EUR til garantier og 516 456,90 EUR til faglig bistand til Confidi, som er kooperativer bestående af virksomheder inden for landbrugssektoren og sammenslutninger inden for denne sektor, der forvalter garantimidler. Støtten ydes i en periode på fem år med henblik på:

- at yde supplerende garantier til landbrugere eller kooperativer, hvis garantierne er knyttet til foranstaltninger finansieret af en regional/national støtteordning, der er godkendt af Kommissionen, og hvis den kombinerede støtte ikke overstiger det loft, der er fastsat i Kommissionens beslutning om godkendelse af støtten

- at yde konsulenttjenester til alle landbrugere i en bestemt region.

563. Kontanttilskudsækvivalenten for supplerende garantier beregnes på samme måde som for subsidierede lån, dvs. som forskellen mellem markedslånerentesatsen og den med banken faktisk aftalte lånerentesats, på grundlag af garantien med fradrag af det af støttemodtageren betalte beløb.

Støtte til BSE-krisen: Lov 49/2001 – Andre artikler end artikel 7a

564. Den 1. december tillod Kommissionen med tilbagevirkende kraft[346] Italien at yde statsstøtte på ca. 169 mio. EUR til udgifter ved tvungen destruktion af særligt risikomateriale og oplagring af lavrisikomateriale samt indkomststøtte til oksekødsproducenter for at afbøde virkningerne af BSE-krisen i 2001. De godkendte foranstaltninger er led i den italienske lov 49/2001, der til dels blev godkendt af Kommissionen, da BSE-krisen fandt sted i 2001.

565. Indkomststøtte til oksekødsproducenter ydet i form af suspension og udsættelse af tidsfristerne for betaling af skat og socialsikringsbidrag er tilladt i henhold til EF-traktatens artikel 87, stk. 2, litra b). Den indkomststøtte til aftagersektoren (slagterier, kødhandlere i en gros- og detailleddet), der er omfattet af beslutningen, andrager ca. 103,25 EUR pr. bedrift og betragtes som de minimis- støtte og er derfor ikke omfattet af forbudet mod statsstøtte.

NEDERLANDENE

Foranstaltninger som følge af avian-influenza

566. Den 8. september vedtog Kommissionen en beslutning om ikke at gøre indsigelse mod statsstøtte på ca. 11,3 mio. EUR til omkostningerne for at bekæmpe avian-influenza[347]. Der er tale om en ændring af den foranstaltning, der er godkendt under N 700/2000. Støtteintensiteten er op til 100 %, og foranstaltningen varer indtil 1. januar 2010.

Mund- og klovsyge

567. Den 8. september besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse mod statsstøtte på ca. 2,7 mio. EUR til omkostninger ved bekæmpelse af mund- og klovsyge[348]. Der er tale om en ændring af en foranstaltning, der blev godkendt som N 700/2000. Støtteintensiteten er op til 100 %, og foranstaltningen varer indtil 1. januar 2010.

11. Fiskeri

568. Kommissionen godkendte en række støtteforanstaltninger, der er bevilget af Frankrig (i form af nedsættelser af socialsikringsbidrag og andre byrder) som følge af den olieforurening, der var forårsaget af skibsvraget Erika i december 1999 og en voldsom storm derefter. Kommissionen fandt, at støtten til fiskeopdrætterne på Atlanterhavskysten, der var særlig ramt af katastrofen, var berettiget, medens støtten til de andre fiskeopdrættere og fiskere ikke var forenelig med fællesmarkedet og derfor skal kræves tilbagebetalt.

569. Kommissionen godkendte endvidere en række støtteforanstaltninger til fordel for fiskeriet på Korsika mellem 1986 og 1999. Derimod blev den støtte til skibsbygning og modernisering af skibe, der var ydet mellem 1. januar 1997 og 28. oktober 1998, betragtet som uforenelig med fællesmarkedet og skal derfor også kræves tilbagebetalt. Ny støtte til køb af brugte skibe blev imidlertid godkendt.

12. Kul og transport

Kul

570. Året var præget af ophør med kulproduktion i Frankrig og af Unionens udvidelse, hvilket resulterede i, at antallet af kulproducerende lande blev forøget fra tre (Tyskland, Det Forenede Kongerige, Spanien) til syv med Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet og Ungarn. Som følge af ugunstige geologiske forhold kan mange af EU's miner ikke konkurrere med importeret kul.

571. Det bemærkes, at der siden 24. juli 2002 har været nye rammebestemmelser i kraft for statsstøtte til kulsektoren[349], efter EKSF's traktatens udløb af 23. juli 2002. Ordningen er baseret på minimumsproduktion af kul for at styrke EU's energiforsyningssikkerhed. Statsstøtte til kulindustrien skal endvidere fremme omstruktureringen inden for denne sektor under hensyntagen til sociale og regionale konsekvenser af aktivitetsnedgangen.

572. Med hensyn til Spanien indledte Kommissionen en omfattende undersøgelse af omstruktureringsplanen og støtte til kulindustrien i 2003[350]. Den 19. maj 2004 godkendte Kommissionen støtte til den tyske kulindustri for 2004[351].

Transport

Jernbanetransport

573. Den 6. oktober godkendte Kommissionen, at Tyskland yder støtte til sin jernbaneinfrastruktur[352]. Den godkendte støtteordning vedrører retningslinjer for anlæggelse, udvidelse og genaktivering af private jernbanesidelinjer. En privat sidelinje er et jernbanespor, der ejes af en virksomhed, og som anvendes til at forsende og/modtage gods som led i virksomhedens drift. Jernbanesidelinjen skal være direkte eller indirekte forbundet med det offentlige jernbanenet. Støtteordningen skal bidrage til at sikre vækst i denne sektor og flytte en del af godstrafikken fra landeveje til jernbaner.

Kombineret transport

574. Kommissionen indtog en positiv holdning til en italiensk ordning[353] for regionen Friuli-Venezia Giulia, hvorunder der ydes støtte til virksomheder, der tilbyder kombinerede transportydelser med jernbane til eller fra regionen. Støtten begrænses til at udligne forskellen mellem eksterne omkostninger ved landevejstransport og kombineret transport. Ved hjælp af ordningen vil det være muligt at reducere prisen for kombinerede transportydelser for at konkurrere med landevejstransport under lignende markedsvilkår.

575. Kommissionen godkendte en anden italiensk regional ordning[354] (Sicilien) med henblik på i en treårs periode at fremme kombineret landevejs- og søtransport mellem havne på Sicilien og andre havne i Italien og Fællesskabet. Under ordningen ydes der "miljøbonus" til små og mellemstore vognmandsfirmaer ved forsendelse af individuelle lastvogne på over 12 tons eller påhængs- og sættevogne. På baggrund af den særlige geografiske og økonomiske situation på Sicilien, problemerne med at organisere det kombinerede transportmarked, og da der er tale om en forsøgsordning, fandt Kommissionen, at ordningen var forenelig med traktaten.

576. I april besluttede Kommissionen ikke at gøre indsigelse mod en støtteordning[355], som har til formål at fremme flytning af transport fra landeveje til vandveje ved at yde støtte til nye/eksisterende former for transport på de ydre og indre vandveje, hvis transport med lastbiler kan undgås, og hvis det medfører miljøforbedringer i Det Forenede Kongerige. Den nye ordning supplerer den eksisterende ordning for støtte til fragtfaciliteter[356]. Støtten er begrænset til højst 30 % af de samlede driftsomkostninger i højst tre år, hvorefter projektet skal være rentabelt.

577. Endelig godkendte Kommissionen en belgisk støtteordning[357], som har til formål at sikre adgangen til Antwerpens havn via indre vandveje under genopbygningsarbejderne på ringen omkring Antwerpen[358]. Ordningen dækker meromkostningerne ved omladning af containere til skibe på de indre vandveje for at opretholde trafikken på de indre vandveje til og fra Antwerpens havn under anlægsarbejderne.

Landevejstransport

578. I juli godkendte Kommissionen investeringsstøtte til montering af partikelfiltre på lastbiler indregistreret i Danmark [359] .

579. Den 20. oktober afsluttede Kommissionen en formel undersøgelse[360] vedrørende påstået ukorrekt gennemførelse af en tidligere positiv kommissionsbeslutning om omstrukturering af virksomheden Sernam, et datterselskab af det franske jernbaneselskab SNCF, der udfører landevejs- og jernbanetransport samt godsbefordring ved at vedtage en betinget, delvis positiv og delvis negativ beslutning med krav om tilbagebetaling.

580. Kommissionen fortsatte undersøgelsen af omstruktureringsplanen for den belgiske virksomhed, ABX Logistics, der beskæftiger sig med godsbefordring, hovedsagelig inden for landevejstransport samt sø- og lufttransport.

581. Kommissionen undersøger i øjeblikket de mulige statsstøttevirkninger af den tilbagebetalingsordning, som er knyttet til indførelse af en afgift for tunge køretøjer på de tyske motorveje[361].

Vandveje

Indre vandveje

582. Kommissionen godkendte to støtteordninger, der har til formål at fremme udviklingen af transport ad indre vandveje i Frankrig og Belgien (Walloniet)[362] gennem modernisering af flåden og fremme og fornyelse af det pågældende erhverv.

583. Den wallonske støtteordning omfatter også støtte til virksomheder, der udfører kombitransport med containere i fast rutefart, og som opererer fra en terminal, der er knyttet til en vandvej i Walloniet. Støtten beregnes på basis af antallet af containere, der omlades til eller fra vandvejen. Formålet med støtten er at fremme udviklingen af kombineret transport ad indre vandveje til og fra Walloniet i forhold til vejtransport, som tegner sig for næsten al containertransport i regionen.

Søtransport

584. Kommissionen godkendte en række udvidelser eller ændringer af eksisterende ordninger i Italien[363], Tyskland[364], Danmark[365] og Finland[366]. Den godkendte endvidere en tonnagebaseret skatteordning[367], hvorved Italien blev den ellevte medlemsstat, der indfører en sådan ordning, den såkaldte tonnageskat.

585. Kommissionen gav grønt lys for den støtteordning, Italien har godkendt for selskaberne i Tirrenia-gruppen [368] , som skal gælde indtil 2008 på basis af public serviceaftaler. Kommissionen var af den opfattelse, at de tilskud, der betales til selskaberne i Tirrenia-gruppen for at sikre transporttjenester mellem det italienske fastland og de italienske øer udgør kompensation for pålæggelse af public serviceforpligtelser. Derimod blev den kompensation, der ydes til en række internationale søfartsruter erklæret uforenelig med fællesskabsretten med den begrundelse, at der ikke var noget reelt behov for public service, og Kommissionen krævede derfor, at støtten tilbagebetales af støttemodtageren.

586. Den 30. juni [369] afsluttede Kommissionen den formelle undersøgelsesprocedure, der var indledt 19. marts 2003 [370] vedrørende en pakke belgiske skatteforanstaltninger til fordel for handelsflåden. Nogle af de undersøgte foranstaltninger blev afvist, bl.a. skattenedsættelsen for nyere skibe og overførsel af skattelettelser inden for selskabet til gengæld for fast beskatning; endvidere kunne det ikke accepteres, at aktiviteter, der ikke er direkte knyttet til søtransport, f.eks. salg af produkter og tjenester, der ikke er bestemt til forbrug om bord, salg af luksusartikler eller passagerudflugter, totalisatorspil og kasinoer, er omfattet af nedsættelserne. De øvrige undersøgte foranstaltninger blev godkendt.

587. Med hensyn til Frankrig ændrede Kommissionen endelig den 14. december sin beslutning af 30. januar 2002[371] og godkendte en støtteordning om oprettelse af nye short sea-shippingruter for at tage hensyn til de nye EU-regler inden for denne sektor.

Luftfart

588. Kommissionen traf den 12. februar en beslutning vedrørende de fordele, den wallonske region[372] og det statsejede Brussels South Charleroi Airport (BSCA) har indrømmet luftfartsselskabet Ryanair i forbindelse med selskabets etablering i Charleroi. Kommissionen konkluderede, at ingen privat operatør i samme situation som BSCA ville have indrømmet samme fordele. Da det markedsøkonomiske investorprincip ikke var overholdt i dette tilfælde udgjorde de fordele, der var indrømmet Ryanair statsstøtte, som kunne fordreje konkurrencen.

589. Kommissionen indtog dog det synspunkt, at støtten til Ryanair i Charleroi kunne være forenelig med fællesmarkedet set i relation til transportpolitikken, da den giver mulighed for at udvikle og forbedre udnyttelsen af sekundær lufthavnsinfrastruktur, som i øjeblikket er underudnyttet, og som repræsenterer en udgift for samfundet som helhed. Visse former for støtte godkendtes af Kommissionen i dens beslutning, især støtte, som giver mulighed for reel udvikling af nye ruter under klart definerede betingelser. Det fremgik endvidere af beslutningen, at visse former for støtte ikke kan godkendes. Kommissionen har til hensigt at sikre, at de fordele, der indrømmes en specifik lufthavn ikke må være diskriminerende og skal være mere gennemsigtige.

590. Denne beslutning er af stor betydning for luftfartens fremtid, især da den vedrører udnyttelse af regionale eller sekundære lufthavne. Ved vedtagelsen af denne beslutning meddelte Kommissionen desuden, at den vil udarbejde retningslinjer for tildeling af statsstøtte til lavprisflyselskaber, etableringsstøtte i forbindelse med nye ruter og statslig finansiering af lufthavne: "EU-retningslinjer for finansiering af lufthavne og etableringsstøtte til flyselskaber, der opererer fra regionale lufthavne".

591. Kommissionen besluttede den 16. marts at indlede en statsstøtteundersøgelse vedrørende Grækenland[373], da der var tvivl omkring etablering og privatisering af et selskab under navnet Olympic Airlines (NOA) - som overtog Olympic Airways' flyaktiviteter – samt en række andre foranstaltninger. Kommissionen stillede desuden spørgsmålstegn ved den græske stats undladelse af at opkræve ulovlig uforenelig støtte ifølge beslutningen fra december 2002, selskabets undladelse af at betale skattegæld i 2003, den græske stats udbetaling af et forskud (over 130 mio. EUR) til at finansiere omstrukturering og privatisering af selskabet og selskabets undladelse af at betale den lufthavnsmoderniseringsskat ( Spatosimo ), der opkræves af passagererne.

592. Vigtig blandt de øvrige beslutninger, der blev truffet i 2004 inden for luftfartsområdet, var beslutningen af 20. juli, hvorved Kommissionen godkendte redningsstøtte til det italienske flyselskab Alitalia[374]. Støtten består i et lån på 400 mio. EUR til kortsigtet markedsrentesats, som skal tilbagebetales ved forfald, for at gøre det muligt at udarbejde planer for en mulig omstrukturering af selskabet uden yderligere statsstøtte.

593. Endelig godkendte Kommissionen den 14. december første fase af reprivatiseringen af TAP's ground handling-afdeling[375]. Portugalia, et privat portugisisk flyselskab, skulle fusionere sin ground handling-afdeling med TAP's afdeling og til gengæld herfor modtage 6 % af aktierne i det nye ground handling-selskab. Ifølge Kommissionen indebar disse transaktioner ikke statsstøtte, da der ikke blev stillet statsmidler til rådighed for TAP, og da køberen Portugalia betalte aktierne til markedspris.

13. Offentlig radio- og tv-spredning, bredbånd, filmindustri

Licensafgiftsordning

594. Det italienske tv- og radioselskab RAI er pålagt en public serviceforpligtelse, nemlig offentlig radio- og tv-spredning. Denne public service-virksomhed finansieres af en licensafgift. Denne licensafgift udgør eksisterende støtte, fordi den eksisterede inden Rom-traktatens ikrafttrædelse, og dens vigtigste karakteristika har været uændret siden.

595. I forbindelse med den igangværende støtteprocedure, der har til formål at sikre, at RAI's licensafgiftsordning[376] er forenelig med fællesmarkedet, foreslog Kommissionen de italienske myndigheder en række forbedringer. Disse forslag skulle sikre, at licensafgiftsordningen er gennemsigtig og indeholder sikkerhedsforanstaltninger mod overkompensation. Den 23. juni godkendte de italienske myndigheder alle de forbedringer, der var foreslået af Kommissionen.

596. Der er indledt lignende procedurer over for Portugal[377] og de franske radio- og tv-stationer[378], og forhandlingerne om passende foranstaltninger er i gang.

Statsfinansiering af Danmarks TV2 [379] og ad hoc-statsfinansiering af de offentlige tv-stationer i Nederlandene[380]

597. I overensstemmelse med sin meddelelse om anvendelse af statsstøttereglerne på public service-radio- og tv-virksomhed[381] og sin beslutning på dette område i 2003[382] fortsatte Kommissionen i 2004 sine undersøgelser vedrørende statslig finansiering af public service-radio- og tv-virksomheder. I løbet af de første ni måneder af 2004 indledte Kommissionen sine undersøgelser af finansieringen af det nederlandske public service-radio- og tv-system og vedtog en endelig beslutning om finansieringen af den danske tv-station TV2 (TV2).

598. Den 3. februar indledte Kommissionen en dybtgående undersøgelse af ad hoc-finansieringen af de nederlandske radio- og tv-stationer. Kommissionens indledende konklusioner går ud på, at de ad hoc-foranstaltninger, der indrømmes de nederlandske public service-stationer, udgør statsstøtte i medfør af EF-traktatens artikel 87, stk. 1, og den nærer tvivl om, hvorvidt foranstaltningerne er forenelige med EF-traktatens artikel 87, stk. 2. Kommissionen vurderer, at den nederlandske stat fra og med 1992 har ydet de offentlige public service-kanaler flere statsmidler (110 mio. EUR), end hvad der er nødvendigt for at finansiere denne public service-forpligtelse.

599. Den 19. maj afsluttede Kommissionen sin dybtgående undersøgelse af statsfinansieringen af den danske public service-kanal TV2 og beordrede TV2 til at tilbagebetale ca. 84,4 mio. EUR plus renter i ulovlig statsstøtte. Den formelle undersøgelse dækkede perioden 1995-2002. Kommissionen vurderede, om den statsfinansiering, som TV2 havde modtaget for at varetage sin public service-opgave var forenelig med EF-traktatens artikel 86, stk. 2. I sin beslutning beregnede Kommissionen for det første, om statskompensationen var proportional med de nettoomkostninger, TV2 havde for at opfylde sin public service-forpligtelse. Kommissionen fandt, at TV2 havde fået 628,2 mio. DKK (84,4 mio. EUR) for meget i støtte. I anden fase undersøgte Kommissionen TV2's adfærd på markedet for tv-reklamer. Ifølge meddelelsen om offentlig radio- og tv-spredning vil behov for offentlig finansiering blive uberettiget forøget, hvis et offentligt tv-selskab ikke har sigtet mod at opnå størst mulig indtjening ved sin public service-aktivitet. Dette vil fordreje konkurrencen mere, end hvad der er nødvendigt for at opfylde en public service-forpligtelse. Selv om priserne på tv-reklamer i Danmark er forholdsvis lave, kunne Kommissionens undersøgelse ikke dokumentere, at TV2 havde valgt ikke at maksimere sine reklameindtægter. Kommissionens undersøgelse viste endvidere, at den danske stat, der ejer TV2, ikke havde handlet som en normal markedsøkonomisk investor i perioden 1995-2002, da den besluttede at lade de årlige overkompensationsbeløb akkumulere i TV2. Selv om den danske stat bagefter hævdede, at overskuddet var nødvendigt for at opbygge kapital, fulgte den ikke den private investors strategi, da den danske stat ikke inden reinvestering af overskudskapitalen i TV2 fastsatte størrelsen af egenkapitalen for en sådan tv-station og de finansielle resultater, der forventedes på baggrund af denne kapital. Den danske stat begrænsede sig derimod til at lade overkompenseringen akkumulere inden for selskabet. Kommissionen fandt derfor, at et beløb på 84,4 mio. EUR var uforeneligt med EF-traktaten.

DVB-T Tyskland [383]

600. For at fremme det jordbaserede digital video-transmissionsprojekt har mediemyndigheden i Berlin-Brandenburg ydet kompensation til private tv-stationer til de såkaldte overgangsomkostninger. De private stationer fik tildelt støtte for at tilskynde dem til at gå fra analog jordbaseret tv til digital jordbaseret tv. Det nye jordbaserede digitale fjernsynsnet opereres af T-Systems, der er et datterselskab af Deutsche Telekom AG (DTAG). Kommissionen har undersøgt denne kompensation på baggrund af en klage. Den mener, at kompensationsbetalingerne kan udgøre statsstøtte, både til de private tv-stationer samt til T-Systems, der driver DVB-T-netværket. Kommissionen besluttede derfor den 14. juli at indlede en formel undersøgelse.

601. Ligeledes den 14. juli og på basis af en række klager indledte Kommissionen en formel undersøgelsesprocedure af finansieringen af jordbaseret digital tv (DVB-T) i Sverige[384], da det ikke kan udelukkes, at finansieringen af det jordbaserede digitale tv-net indebærer statsstøtte.

Bredbånd

602. Kommissionen godkendte en række projekter, der involverer statsstøtte til opbygning af bredbåndsnet[385]. Udvikling af informationssamfundet er et af de vigtigste punkter i Lissabon-agendaen, og Kommissionen erkendte, at det er nødvendigt at fremme anvendelse af bredbånd, især i ugunstigt stillede områder[386]. Kommissionens tjenestegrene undersøgte, under hvilke betingelser sådanne projekter kunne være forenelige med EU's statsstøtteregler. Beslutningerne indeholder vejledning i, hvorledes der kan udformes offentlig støtte, der er forenelig med konkurrencereglerne.

603. I projektet for Pyrenées-Atlantiques havde den franske stat planer om at støtte etablering af en åben infrastruktur for offentligheden i et geografisk område, hvor der enten slet ikke fandtes noget bredbånd, eller hvor dækningen var utilfredsstillende, da der kun var én enkelt udbyder. Kommissionen bemærkede, at projektet begrænses til tilvejebringelse af infrastruktur og "adgang" for operatører, men at der ikke direkte tilbydes tjenester til slutbrugerne. Kommissionen accepterede, at projektet opfylder definitionen for tjenester af almindelig økonomisk interesse på bredbåndsområdet. Da projektet endvidere opfylder de kriterier, der er fastsat af EF-Domstolen i Altmark- dommen[387], indebærer denne foranstaltning ikke statsstøtte.

604. Projekterne i Skotland, det østlige Midlands og Lincolnshire i UK omfatter udbud af end-to-end-tjenester udover blot udbud af infrastruktur, som sikrer adgang. Kommissionen fastslog, at selv om der var tale om støtte, medførte den ikke fordrejning af konkurrencen i et omfang, der var i strid med den fælles interesse, på grund af de mange foranstaltninger, som sikrer, at der kun ydes den minimumsstøtte, der er nødvendig. I disse tilfælde blev støtten betragtet som forenelig med EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

Biograf og den audiovisuelle sektor

605. På basis af EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra d) og de såkaldte "Biografmeddelelser"[388] godkendte Kommissionen en række foranstaltninger om støtte til produktion af film i medlemsstaterne, bl.a. støtte til film- og tv-produktioner i de tyske Länder [389] og det belgiske skattely[390]. Kommissionen har med disse beslutninger vist sin forpligtelse til at tage hensyn til kulturelle aspekter og respektere og fremme kulturelle forskelligheder.

C - Håndhævelse af statsstøttebeslutninger

1. INDLEDNING

606. I 2004 intensiverede Kommissionen sine bestræbelser for at overvåge gennemførelsen af statsstøttebeslutningerne. Med dette mål for øje havde GD Konkurrence i andet halvår 2003 oprettet en ny enhed, som har til opgave "at udvikle en sammenhængende og systematisk metode til at overvåge og håndhæve de statsstøttebeslutninger, der falder ind under GD Konkurrence". I hele det første år efter sin oprettelse koncentrerede denne enhed sin indsats om at sikre en effektiv gennemførelse af tilbagesøgningsbeslutninger, der er af afgørende betydning for den troværdighed, der tillægges Kommissionens statsstøttekontrol.

607. Den 21. april vedtog Kommissionen forordning (EF) nr. 794/2004[391] om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999[392]. I kapitel V præciseres reglerne for rentesatsen ved tilbagesøgning af ulovlig støtte, og der fastsættes nærmere regler for metoden til fastsættelse af rentesatsen og den måde, hvorpå denne rentesats beregnes.

608. I 2004 vedtog Kommissionen 22 nye beslutninger om tilbagesøgning af statsstøtte. 19 sager om tilbagesøgning blev afsluttet. Som følge heraf steg antallet af igangværende beslutninger om tilbagesøgning, der hører ind under GD Konkurrence, til 93 ved årets udgang (en stigning i forhold til 90 i slutningen af 2003).

609. Over to tredjedele af alle løbende sager vedrørende tilbagesøgning omfatter støtteforanstaltninger, der er ydet af blot to medlemsstater (44 sager vedrørende Tyskland og 20 sager vedrørende Spanien)[393]. I den anden ende af spektret er der 16 medlemsstater, der i øjeblikket ikke har en eneste verserende sag om tilbagesøgning. Næsten to tredjedele af de løbende sager om tilbagesøgning vedrører individuelle støtteforanstaltninger, de resterende vedrører støtteordninger. I næsten halvdelen af de løbende sager om tilbagesøgning vedrørende individuel støtte er den pågældende støttemodtager insolvent. Det betyder imidlertid ikke nødvendigvis, at støtten i disse sager ikke længere har nogen fordrejende virkning. I næsten to tredjedele af disse sager fortsætter den pågældende virksomhed nemlig sine økonomiske aktiviteter, ofte under tilsyn af en kurator udpeget af domstolen.

610. Ifølge de foreliggende oplysninger pr. 31. december 2004 andrager det samlede støttebeløb, der skal tilbagesøges, mindst 9,7 mia. EUR. Det er et betydeligt beløb, da det svarer til ca. 35 % af den samlede statsstøtte, der er ydet i Fællesskabet i 2002[394]. En stor del af denne støtte vedrører et begrænset antal tilbagesøgningsbeslutninger, der blev truffet for nylig vedrørende de tyske Landesbanken [395], France Télécom[396] og EDF[397]. I mere end 24 løbende sager om tilbagesøgning har den pågældende medlemsstat imidlertid ikke kunnet fremlægge pålidelige oplysninger om det involverede støttebeløb. De disponible oplysninger om beløb, der skal tilbagesøges, er særlig sparsomme i tilfælde af støtteordninger, især skatte- og skattelignede foranstaltninger, og støtte der involverer garantier.

611. I løbet af 2004 gennemførte Kommissionen en tæt og konsekvent administrativ opfølgning af alle løbende beslutninger om tilbagesøgning for at sikre en effektiv gennemførelse af disse beslutninger. Hvis Kommissionen konstaterede, at en bestemt medlemsstat ikke havde truffet alle de fornødne forholdsregler inden for sit respektive retssystem for at håndhæve beslutningen, indledte den procedure, enten efter EF-traktatens artikel 88, stk. 2, eller efter artikel 228, stk. 2. Sådanne procedurer blev indledt i sager vedrørende Crédit Mutuel[398], Kimberley Clark[399] og de statsejede skibsværfter[400].

612. Medlemsstaterne spiller en vigtig rolle i forbindelse med håndhævelsen af EU's statsstøtteregler, da det er op til dem at gennemføre tilbagesøgningsbeslutningerne og give konkurrenter mulighed for at anlægge sag ved domstolene i overensstemmelse med national lovgivning. Kommissionen har derfor iværksat en undersøgelse af gennemførelsen af EU's statsstøttepolitik på nationalt plan. Formålet med undersøgelsen er at identificere de stærke og svage sider i de nationale tilbagesøgningsprocedurer og fremme en bedre forståelse for de muligheder, konkurrenter har for at anlægge sag ved de nationale domstole. Resultaterne af undersøgelsen forventes at foreligge ved udgangen af 2005.

2. Individuelle sager

Scott Kimberly Clark

613. Kommissionen konstaterede i oktober, at Frankrig ikke havde opfyldt tilbagesøgningsbeslutningen af 12. juli 2000 vedrørende den støtte, der var ydet til Scott Paper[401], og besluttede derfor at indbringe sagen for Domstolen i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 88, stk. 2[402]. Støttemodtager og de franske myndigheder har i øjeblikket indbragt tilbagesøgningsbeslutningen af 12. juli 2000 for Førsteinstansretten[403]. Støttemodtageren har samtidig indbragt de nationale tilbagesøgningskendelser for de nationale domstole.

614. Kommissionen fandt, at det var nødvendigt at henvise sagen til Domstolen af en række årsager. Hovedårsagen er, at de nationale myndigheder og den nationale dommer er blevet enige om at suspendere sagen ved den nationale domstol, indtil Førsteinstansretten har truffet afgørelse i sagen. Dette er i strid med traktatens artikel 242, der bestemmer, at indbringelse af klager for Domstolen ikke har opsættende virkning. I den franske lovgivning findes der endvidere ikke midlertidige foranstaltninger, der sikrer, at støtten fratages Scott, så længe sagen verserer ved de nationale domstole. Endelig fandt Kommissionen, at Frankrig ikke handlede i overensstemmelse med sine forpligtelser til at samarbejde med Kommissionen, da der ikke var fremlagt nye oplysninger om tilbagesøgningen siden juli 2003.

Spanske skibsværfter

615. Den 26. juni 2003 afsagde Domstolen dom om, at Spanien havde tilsidesat sine forpligtelser til at gennemføre Kommissionens tilbagesøgningsbeslutning af 26. oktober 1999[404] vedrørende støtte til statsejede skibsværfter[405]. I oktober 2004 konstaterede Kommissionen, at Spanien endnu ikke havde efterkommet tilbagesøgningsbeslutningen af 26. oktober 1999, og at støtten ikke var blevet tilbagebetalt. Kommissionen fastslog derfor, at Spanien ikke havde efterkommet Domstolens dom af 26. juni 2003 og besluttede at forfølge sagen i overensstemmelse med traktatens artikel 228, stk. 2. Den besluttede derfor den 13. oktober at sende en åbningsskrivelse med en beskrivelse af sagen og sin vurdering af denne og anmodede medlemsstaten om at fremsætte sine bemærkninger. Brevet blev afsendt den 18. oktober. De spanske myndigheder fremsatte deres bemærkninger i brev af 21. december.

D - Domstolens domme

Forenede sager[406]

616. EF-Domstolen skulle træffe afgørelse angående en appel af en dom afsagt af Førsteinstansretten i en sag, der var anlagt af den spanske region Territorio Histórico de Álava og virksomheden Ramondín Cápsulas SA. De to parter havde indbragt en klage for Førsteinstansretten mod en kommissionsbeslutning om, at en bestemt form for skattemæssig begunstigelse udgjorde statsstøtte, som endvidere ikke var forenelig med fællesmarkedet, da den indrømmede skattefordel oversteg loftet på 25 % NSÆ for regionalstøtte i det pågældende område.

617. Kommissionen havde derfor krævet, at støttebeløbene skulle tilbagebetales, en beslutning som klagerne indbragte for Førsteinstansretten under henvisning til misbrug af Kommissionens beføjelser.

618. Appellanten påstod, at Kommissionen havde misbrugt sine eksklusive beføjelser til at kontrollere statsstøtte med det formål at opnå skatteharmonisering, som det ellers var vanskeligt at overbevise medlemsstaterne om at gå ind for. EF-Domstolen afviste dette argument under henvisning til, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at Kommissionens formål med at klassificere foranstaltningen som statsstøtte var at opnå skatteharmonisering.

619. Domstolen afviste også appellantens påstand om, at skatteforanstaltningerne ikke var omfattet af statsstøttereglerne, da de var indført inden mødet i Rådet (økonomi og finans) 1. december 1997 og Kommissionens meddelelse af 10. december 1998 om anvendelse af statsstøttereglerne på foranstaltninger vedrørende direkte beskatning af virksomheder. Da denne påstand ikke blev indbragt for Førsteinstansretten, men kun indbragt i appelsagen, blev sagen afvist af Domstolen.

Grækenland mod Kommissionen (græske kooperativer)

620. I sin dom af 29. april[407] stadfæstede Domstolen fuldt ud Kommissionens endelige negative beslutning om tilbagesøgning af statsstøtte på i alt 763 mio. EUR (beløb beregnet af Grækenland i 2000) til en række tabsgivende kooperativer, bl.a. mejerikooperativet AGNO. I denne sag om betaling af støtte uden Kommisionens godkendelse fastslog Domstolen, at tilbagesøgning (inklusive rente) syv år efter udbetalingen var lovlig og ikke var i strid med legitime forventninger. Domstolen bekræftede endvidere, at selv i tilfælde, hvor støtten var anmeldt, og Kommissionen ikke havde reageret inden for to måneder, medførte det forhold, at medlemsstaten havde ydet støtten uden at underrette Kommissionen om betalingen (såkaldt Lorenz-information), at støtten med rette blev betragtet som ikke-anmeldt.

Nederlandene mod Kommissionen (MINAS)

621. I sin dom af 29. april[408] stadfæstede Domstolen fuldt ud Kommissionens endelige negative beslutning vedrørende støtte til drivhuse og en række andre gartnerproducenter gennem fritagelse for nitratskat (MINAS). Domstolen fastslog især, at:

- det var op til medlemsstaten at påvise, at en skattedifferentiering for visse selskaber var berettiget som følge af systemets beskaffenhed

- argumentet om, at formålet med MINAS-systemet ikke var at tilvejebringe skatteindtægter, var ikke tilstrækkeligt til at udelukke, at den pågældende fritagelse ikke kan betragtes som støtte. Det blev ikke bestridt, at fritagelsen resulterede i et indtægtstab, som skulle tilbagebetales til statsbudgettet.

Kommissionen mod Rådet

622. I en dom af 29. juni[409] præciserede og styrkede Domstolen Kommissionens beføjelser på området for statsstøttekontrol. Den 25. november 1999 og 4. oktober 2000 havde Kommissionen truffet to negative endelige beslutninger vedrørende den statsstøtte, som Portugal ulovligt havde indrømmet svineproducenter for at kompensere for lave priser. Ifølge disse beslutninger skulle Portugal kræve støtten tilbagebetalt af landmændene. Portugal indbragte ikke beslutningerne for Domstolen. I stedet anmodede Portugal meget senere Rådet om at godkende ny statsstøtte svarende til det støttebeløb, der skulle tilbagesøges i henhold til Kommissionens beslutninger - således at landmændene ikke skulle tilbagebetale støtten. Den 21. januar 2002 benyttede Rådet sine særlige beføjelser under EF-traktatens artikel 88, stk. 2, til enstemmigt at godkende statsstøtte i ekstraordinære situationer. Kommissionen anfægtede Rådets beslutning, idet den fandt, at den indebar omgåelse af Kommissionens beslutning og magtmisbrug, og at det ville skabe retsusikkerhed, hvis Rådet på ethvert tidspunkt kunne ophæve en kommissionsbeslutning, der var trådt i kraft.

623. Ved dom af 29. juni stadfæstede Domstolen Kommissionens stillingtagen og annullerede Rådets afgørelse. Domstolen fastslog, at når Kommissionen havde truffet en negativ endelig beslutning om statsstøtte, har medlemsstaten ikke længere ret til at indbringe sagen for Rådet; Rådet har heller ikke længere beføjelser til at godkende denne støtte. På dette stadium kan der ikke påberåbes ekstraordinære omstændigheder.

624. Når Kommissionen indleder en formel undersøgelsesprocedure, skal en medlemsstat involvere Rådet, inden Kommissionen træffer en endelig beslutning. I sådanne tilfælde suspenderes Kommissionens procedure i tre måneder. Hvis Rådet enstemmigt træffer beslutning inden for disse tre måneder, kan Kommissionen ikke fortsætte. Hvis Rådet ikke træffer en afgørelse inden for de tre måneder, fortsætter Kommissionen sin undersøgelse (i det foreliggende tilfælde havde Rådet truffet sin afgørelse, længe inden Kommissionen havde truffet den endelige beslutning).

625. Domstolen bekræftede endvidere, at Rådet ikke kan træffe en afgørelse, der tillader ny statsstøtte, som "kompenserer" virksomheder for tilbagesøgt støtte, som Kommissionen har erklæret uforenelig i en endelig beslutning. Rådet kan ikke blokere eller annullere den fulde effekt af en endelig negativ beslutning, som Kommissionen har truffet om tilbagesøgning (i modsætning til hvad Rådet har gjort i denne sag).

626. Af hensyn til retssikkerheden er det afgørende, at indbyrdes modstridende afgørelser truffet af Kommissionen og Rådet vedrørende samme støtte undgås.

Pearle BV

627. I sin dom af 15. juli[410] fastslog Domstolen, at bekendtgørelser, der er vedtaget af en offentlig erhvervsorganisation vedrørende finansieringen af en reklamekampagne iværksat til fordel for organisationsmedlemmer og vedtaget af disse, gennemført ved hjælp af midler indsamlet hos disse medlemmer med det bestemte formål at finansiere den nævnte kampagne, ikke udgør en integrerende del af en støtteforanstaltning, der falder ind under begrebet statsstøtte i EF-traktatens artikel 87, stk. 1. Finansieringen blev gennemført ved midler, som den offentlige erhvervsorganisation ikke på noget tidspunkt har haft fri rådighed over.

E - STATISTIKKER

[pic]

[pic]

[pic]

V - INTERNATIONALE AKTIVITETER

A - Udvidelse og det vestlige Balkan

628. Den 1. maj 2004 blev Den Europæiske Union udvidet med ti nye medlemsstater. Denne problemfrie tiltrædelse er udtryk for, at konkurrenceordningerne i disse lande over en årrække er tilpasset EU's konkurrenceregler med vellykket resultat. Processen omfattede udarbejdelse af lovgivningsramme for kontrol med karteller og statsstøtte, oprettelse af konkurrence- og statsstøttemyndigheder med tilstrækkelig administrativ kapacitet samt at sikre en effektiv håndhævelse af disse regler.

629. Konkurrencemyndighederne i de ti nye medlemsstater er fuldt ud integrerede i Det Europæiske Konkurrencenetværk, som de deltog i som observatører inden tiltrædelsen. Inden tiltrædelsen undersøgte Kommissionen de statsstøtteforanstaltninger, som disse lande fortsat anmeldte i overensstemmelse med støtttebestemmelserne i tiltrædelsestraktaten. Enhver støtteforanstaltning, der gælder efter tiltrædelsen, og som betragtes som statsstøtte og ikke er medtaget i den eksisterende støtteliste, betragtes som ny støtte. Kommissionen har også undersøgt mulige problemområder, der er identificeret i dens globale overvågningsrapport.

630. Kommissionen fortsatte endvidere meget aktivt forhandlingerne om konkurrencekapitlerne med Bulgarien og Rumænien, som afsluttedes i december, og som vil blive fulgt op af en omfattende evaluering og rådgivning forud for disse to landes tiltrædelse af EU i 2007.

631. I oktober forelagde Kommissionen sin rapport og henstilling om Tyrkiets fremskridt hen imod tiltrædelse med henblik på Det Europæiske Råds beslutning af december 2004 om at indlede tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet. Kommissionen skal som led i denne proces foretage endnu en evaluering af konkurrence- og statsstøtteordningerne, når de er indført i Tyrkiet.

632. Med hensyn til Kroatien vurderede Kommissionen dette lands konkurrencepolitik som led i den udtalelse, den vedtog i marts om Kroatiens ansøgning om medlemskab af Den Europæiske Union. Den har endvidere styrket sit samarbejde med Kroatiens konkurrencemyndigheder.

633. Kommissionen har aktivt bistået ved udviklingen af sunde konkurrenceordninger i alle landene på det vestlige Balkan. Denne bistand omfattede hjælp ved udarbejdelse af konkurrence- og statsstøttelovgivning, rådgivning ved oprettelse af de nødvendige institutioner og håndhævelse af disse regler samt fremme af disciplin på konkurrenceområdet. I samarbejde med TAIEX-kontoret i GD for Udvidelse organiserede GD for Konkurrence endvidere to 2-dages seminarer for embedsmænd fra det vestlige Balkan, én om statsstøtte i oktober og én om fusioner i november.

B - Nabo skabspolitik

634. I forbindelse med det europæiske initiativ om naboskabspolitik blev der forhandlet handlingsplaner i 2004 med Israel, Jordan, Moldova, Marokko, Den Palæstinensiske Myndighed, Tunesien og Ukraine. Alle disse handlingsplaner, bortset fra planen med Den Palæstinensiske Myndighed, omfatter et afsnit om konkurrencepolitik.

635. Handlingsplanerne på konkurrenceområdet omfatter kartelområdet og statsstøtte (bortset fra Israel, hvor der ikke er nogen planer for kartelområdet som følge af den meget strenge håndhævelse af kartelreglerne i Israel). På kartelområdet er formålet med planerne at styrke håndhævelsen af konkurrencereglerne samt konkurrencemyndighedens kapacitet og uafhængighed. På statsstøtteområdet er formålet at arbejde hen imod en harmonisering af de definitioner, der benyttes i EU og partnerlandene, samt at forbedre den gensidige gennemsigtighed på statsstøtteområdet.

C - Bilateralt samarbejde

1. Indledning

636. Kommissionen samarbejder bilateralt med en lang række konkurrencemyndigheder, navnlig blandt EU's store handelspartnere. EU har indgået egentlige samarbejdsaftaler på konkurrenceområdet med USA, Canada og Japan.

637. Hovedelementerne i disse aftaler er gensidig udveksling af oplysninger om og koordinering af håndhævelsesaktiviteter og udveksling af ikke-fortrolige oplysninger. I henhold til aftalerne kan en part anmode den anden om at træffe håndhævelsesforanstaltninger ( positive comity ), og en part kan tage hensyn til den andens vigtige interesser som led i sine håndhævelsesaktiviteter ( traditional comity ).

638. EU har desuden indgået en række frihandelsaftaler som EuroMed-aftalerne og aftaler med visse latinamerikanske lande, som i reglen indeholder grundlæggende bestemmelser om samarbejde i konkurrencesager. Samarbejdet mellem Kommissionen og OECD-landene foregår på grundlag af en anbefaling vedtaget af OECD i 1995.

2. Aftaler med USA, Canada og Japan

USA

639. Samarbejdet med de amerikanske konkurrencemyndigheder er baseret på særlige samarbejdsaftaler på konkurrenceområdet[411].

640. I 2004 fortsatte Kommissionen sit tætte samarbejde med konkurrencedepartementet under US Department of Justice (DoJ) og US Federal Trade Commission (FTC). Kommissionens tjenestemænd har haft en løbende og intens kontakt til deres kolleger i de to amerikanske institutioner. Kontakterne drejede sig både om sagsrelevant samarbejde og om mere generelle politikrelaterede spørgsmål. Den sagsrelevante kontakt består som regel af telefonsamtaler, e-mail, dokumentudveksling og anden kontakt mellem undersøgelsesholdene. Samarbejdet er fortsat til stor gensidig fordel, idet det forbedrer begge parters håndhævelsesforanstaltninger, hindrer unødvendige konflikter eller uoverensstemmelser i håndhævelsen og skaber større indbyrdes forståelse for de respektive konkurrencepolitiske rammer.

641. Samarbejdet med de amerikanske konkurrencemyndigheder om fusionskontrol var fortsat meget intenst i 2004. Retningslinjerne fra 2002 for bedste praksis ved samarbejdet mellem EU og USA om behandling af fusioner udgjorde en nyttig ramme for samarbejdet, især ved at udpege de led i proceduren, hvor samarbejde kunne være særligt nyttigt. I praksis er det sagsrelevante samarbejde meget pragmatisk og fleksibelt og afpasset efter den pågældende sag og emnerne.

642. I 2004 var der i en lang række sager med virkninger på begge sider af Atlanten tale om omfattende praktisk samarbejde og udveksling af synspunkter mellem de europæiske og amerikanske sagsbehandlere. I årets løb var der tale om omfattende samarbejde i sagerne: Oracle/Peoplesoft , Sony/BMG , Air France/KLM , Sanofi/Aventis , Sygenta/Advanta , Air Liquide/Messer , Agfa/Lastra , Magna/NVC og Microsoft/Time Warner/Contentguard .

643. Som i de foregående år viser Kommissionens erfaring, at samarbejde om og koordinering af arbejdet med fusioner er særligt nyttigt i forbindelse med udarbejdelse, drøftelse og gennemførelse af foranstaltninger, der kan afbøde virkningerne af de konkurrencemæssige problemer, myndighederne har påpeget. Samråd er medvirkende til at mindske risikoen for, at myndighederne anvender forskellige fremgangsmåder, hvilket er til fordel for såvel de fusionerende parter som for myndighederne selv.

644. I de senere år er det generelle samarbejde om fusionskontrol foregået i den europæisk-amerikanske arbejdsgruppe vedrørende fusioner, der fungerer som et løbende forum for myndighedernes drøftelser af fusionspolitikken. Arbejdsgruppens målsætning er at forbedre den gensidige forståelse af politik og praksis og at gøre fusionskontrollen mere konsekvent på begge sider af Atlanten.

645. Ud over det sagsrelevante samarbejde om fusioner blev der opretholdt regelmæssige uformelle kontakter mellem myndighederne om spørgsmål i forbindelse med fusionskontrol, herunder nyttige meningsudvekslinger om en række emner. I løbet af 2004 behandlede man på denne måde Kommissionens reformpakke for fusionskontrollen, Kommissionens undersøgelse af effektiviteten af sin politik for afhjælpende foranstaltninger og udvekslede løbende interne overvejelser af, hvordan man skal behandle ikke-horisontale fusioner, hvilket Kommissionen agter at udstede retningslinjer for.

646. I løbet af året var der også kontakter i andre sager end fusionssagerne. Det bilaterale samarbejde mellem Kommissionen og DoJ intensiveredes især i kartelsagerne, hvor der var talrige kontakter mellem Kommissionens kartelenheder og deres modstykker i DoJ. Der var især tale om udvekslinger af oplysninger i enkeltsager, men der har også været drøftelser om politiske spørgsmål. Mange sagsrelevante kontakter var foranlediget af sideløbende ansøgninger om bødefritagelse både i USA og i EU. Endvidere blev håndhævelsesforanstaltningerne i en række sager koordineret mellem USA og EU, idet begge myndigheder forsøgte at sikre så kort tid som muligt mellem iværksættelsen af de respektive foranstaltninger. Arbejdsgruppen om intellektuel ejendomsret afholdt en videokonference i begyndelsen af 2004.

647. Den 28. september mødtes konkurrencekommissær Mario Monti med cheferne for de amerikanske konkurrencemyndigheder, Deborah Majoras, formand for Federal Trade Commission, og Hew Pate, Assistant Attorney General, til det årlige bilaterale møde mellem EU og USA i Bruxelles.

648. Kommissionen foretog 54 formelle anmeldelser i årets løb, og modtog i samme tidsrum 28 formelle anmeldelser fra de amerikanske myndigheder.

Canada

649. Samarbejdet med de canadiske konkurrencemyndigheder, Canadian Competition Bureau, er baseret på samarbejdsaftalen mellem EU og Canadas regering, der blev undertegnet i 1999[412]. Kommissionens mange kontakter til sit canadiske modstykke, Canadian Competition Bureau, var udbytterige. Drøftelserne vedrørte såvel sagsrelevante spørgsmål som mere overordnede politiske spørgsmål. De sagsrelevante kontakter vedrørte samtlige konkurrenceretlige håndhævelsesområder, selv om der oftest var tale om fusions- og kartelundersøgelser.

650. Kontakten mellem myndighederne foregår i reglen i form af telefonsamtaler, e-mail og telefonmøder mellem undersøgelsesholdene. I kartelsager er der desuden tale om koordinering af undersøgelser.

651. Kommissionen og Canadian Competition Bureau fortsatte desuden deres dialog om generelle konkurrencespørgsmål af fælles interesse. I denne forbindelse blev der afholdt to møder i Bruxelles, nemlig den 9. februar om fusionspolitik, og den 16. februar om samarbejde om kartelundersøgelser. Der blev desuden afholdt et møde i Paris den 11. oktober for at vurdere effektiviteten af fusionskontrollen.

652. Kommissionen foretog to formelle anmeldelser i løbet af året, og modtog syv formelle anmeldelser fra de canadiske myndigheder i samme periode.

Japan

653. Samarbejdet med den japanske Fair Trade Commission er baseret på samarbejdsaftalen fra 2003[413]. Kontakterne med Japan Fair Trade Commission blev udviklet betydeligt i løbet af 2004 og omhandlede såvel sagsrelaterede emner som mere generelle politiske spørgsmål.

654. Ud over de talrige kontakter om enkelte sager fortsatte Kommissionen og Japan Fair Trade Commission deres løbende dialog om generelle konkurrencespørgsmål af fælles interesse. I denne forbindelse blev der holdt to møder i Bruxelles i 2004. Det første fandt sted den 25. februar og omhandlede fusionspolitik, mens det andet den 9. marts drejede sig om samarbejde om kartelundersøgelser.

655. Det årlige bilaterale møde mellem Kommissionen og Japan Fair Trade Commission blev holdt den 16. september i Bruxelles. Parterne drøftede den seneste politiske udvikling og udsigterne til bilateralt samarbejde. Kommissionen viste desuden stor interesse i den igangværende reform af den japanske konkurrencelovgivning.

656. Kommissionen foretog fire formelle anmeldelser i årets løb, mens den ikke modtog formelle anmeldelser fra de japanske myndigheder i samme periode.

3. Samarbejde med andre lande og regioner

Australien

657. I løbet af 2004 indledte Kommissionen samarbejde med konkurrencemyndighederne i en række andre OECD-lande, blandt andet Australien. Disse kontakter omfattede såvel sagsrelaterede som mere generelle konkurrencepolitiske spørgsmål.

Kina

658. Den 6. maj undertegnede kommissær Mario Monti og Folkerepublikken Kinas handelsminister, Bo Xilai, betingelser for en struktureret dialog om konkurrencepolitikken mellem EU og Kina. Det er første gang, Kina indleder en sådan dialog om konkurrencespørgsmål med tredjelande. Det overordnede mål med dialogen er at skabe et forum for høring og gennemsigtighed mellem Kina og EU på dette felt og at øge EU’s tekniske og kapacitetsudvidende bistand til Kina på det konkurrencepolitiske område. Indledningen af dialogen kommer på et meget belejligt tidspunkt, da Kina er i færd med at udarbejde en fuldstændig konkurrencelovgivning.

659. I henhold til betingelserne skal dialogen omfatte: i) udveksling af synspunkter om den aktuelle situation, erfaringer og nye udviklinger inden for lovgivning og håndhævelse af politikken på kartelområdet; ii) udveksling af synspunkter om fusionslovgivning og håndhævelsen heraf; iii) udveksling af erfaringer om oprettelse af konkurrencemyndigheder samt deres rolle som forkæmpere for konkurrence; iv) udveksling af synspunkter om multilaterale konkurrenceinitiativer med særlig vægt på bekæmpelse af hardcore-karteller; v) udveksling af synspunkter om liberalisering af de offentlige forsyningssektorer og offentlige indgreb i markedsprocessen; vi) udveksling af erfaringer om forbedring af virksomhedernes og offentlighedens kendskab til konkurrence- og monopollovgivningen og vii) samarbejde om at øge EU’s tekniske og kapacitetsudvidende bistand til Kina.

660. Efter undertegnelsen af betingelserne har Kommissionen holdt en række møder med kinesiske embedsmænd, der deltager i udarbejdelsen af den nye konkurrencelovgivning. Den har desuden arrangeret foredrag for delegationer fra Beijing og fremsat bemærkninger til udkastene til den kommende kinesiske konkurrencelovgivning.

Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde

661. I årets løb fortsatte Kommissionen endvidere sit tætte samarbejde med EFTA-Tilsynsmyndigheden om håndhævelse af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Korea

662. Den 28. oktober undertegnede kommissær Mario Monti og formanden for Koreas Fair Trade Commission, Chul-Kyu Kang, et aftalememorandum med betingelserne for den bilaterale dialog mellem EU og Korea på konkurrenceområdet med det overordnede mål at oprette et permanent forum for høring, gennemsigtighed og udveksling af erfaringer og synspunkter mellem Kommissionen og Fair Trade Commission. Samarbejdet mellem disse konkurrencemyndigheder er glimrende, og de udveksler ofte synspunkter i multilaterale konkurrencefora som Det Internationale Konkurrencenetværk (ICN) og OECD. Korea er en af de mere aktive deltagere i disse fora, og i april var landet vært for ICN's årlige konference i Seoul. I disse multilaterale sammenhænge har de to myndigheder regelmæssigt udvekslet synspunkter om konkurrencespørgsmål af fælles interesse. Aftalememorandummet skaber et formelt udgangspunkt for denne dialog.

663. I grove træk omfatter aftalememorandummet: i) årlige konsultationer; ii) udveksling af oplysninger mellem myndighederne om forhold, der giver anledning til betænkelighed; iii) udveksling af ekspertundersøgelser; iv) anmeldelse af håndhævelsesaktiviteter, som kan påvirke den anden myndigheds væsentlige interesser; v) udveksling af materiale om aktuelle situationer, erfaringer og nye udviklinger i lovgivningen og gennemførelsen af konkurrencepolitikken og vi) udveksling af synspunkter om multilaterale konkurrenceinitiativer, især i forbindelse med bekæmpelse af hardcore-karteller. Samarbejdet mellem myndighederne er underlagt de enkelte parters respektive lovgivning, især love om beskyttelse af fortrolige oplysninger.

Latinamerika

664. I 2004 var der tale om stigende kontakt med konkurrencemyndighederne i Brasilien og Mexico. Det skete blandt andet i form af telefonmøder mellem de undersøgelseshold, der arbejdede med de samme internationale fusioner, for at sammenligne og drøfte, hvilke fremgangsmåder man benyttede ved behandlingen af fusioner, og hvilke afhjælpende foranstaltninger man overvejede.

665. I Andesregionen fortsatte Kommissionen sit treårige projekt om at forbedre og harmonisere konkurrencelovgivningen i Bolivia, Colombia, Ecuador, Peru og Venezuela og støtte de institutioner, der er ansvarlige for at føre tilsyn med og håndhæve den.

D - MULTILATERALT SAMARBEJDE

1. DET INTERNATIONALE KONKURRENCENETVÆRK

666. Det Internationale Konkurrencenetværk (ICN), som Kommissionen har været med til at oprette, har fortsat sin hurtige udvikling. Det anerkendes nu bredt som et førende forum for drøftelse af international konkurrencepolitik[414]. ICN søger at styrke det internationale samarbejde og formulere forslag til proceduremæssig og materiel konvergens. Ved udgangen af 2004 var ICN’s medlemstal oppe på 86 konkurrencemyndigheder fra 77 jurisdiktioner. Dermed dækker ICN langt størstedelen af verdens konkurrencemyndigheder både fra industrialiserede lande og udviklingslande. ICN opfordrer også rådgivere fra den akademiske verden, erhvervslivet, forbrugergrupper og jurister til at bidrage til projekterne. Siden september 2004 har chefen for den tyske konkurrencemyndighed, Ulf Böge, været formand for ICN’s ledende organ, styringsgruppen.

667. I april holdt ICN sin tredje årlige konference i Seoul efter invitation fra Koreas Fair Trade Commission. I Seoul besluttede ICN’s medlemmer at oprette en ny kartelarbejdsgruppe og bad Kommissionen om at lede dette projekt sammen med de ungarske konkurrencemyndigheder.

668. På ICN’s konference i Seoul drøftede man også en rapport udarbejdet af ICN’s arbejdsgruppe for håndhævelse af kartelreglerne i de regulerede sektorer[415], Den indeholder en gennemgang af de begrænsninger, konkurrencemyndighederne typisk er underlagt, når de griber ind i regulerede sektorer. Rapporten lagde desuden særlig vægt på arbejdsforholdet mellem konkurrencemyndighederne og de regulerende myndigheder.

ICN’s kartelarbejdsgruppe

669. ICN’s kartelarbejdsgruppe beskæftiger sig med bekæmpelse af karteller både nationalt og internationalt. Med henblik herpå gennemgår den nødvendigheden af og fordelene ved at bekæmpe karteller for at nå frem til international enighed om berettigelsen af at gribe ind i sådanne sager. Endvidere drøfter den, hvilke håndhævelsesredskaber der er de mest effektive.

670. Som forum for disse drøftelser afholdt ICN’s kartelarbejdsgruppe to konferencer i Sydney i november. I første omgang kunne myndighederne på grundlag af erfaringerne fra den tidligere internationale kartelworkshop dele deres knowhow og udvikle deres færdigheder i at opdage karteller under ICN’s første kartelworkshop. Derefter drøftede repræsentanter for mere end 30 konkurrencemyndigheder under en særlig workshop om bødefritagelser og -nedsættelser en række juridiske og praktiske spørgsmål i forbindelse med parallel anvendelse af bødefritagelse i en række jurisdiktioner. Materialet fra disse konferencer vil blive offentliggjort på ICN’s website.

ICN’s workshop i fusionsundersøgelser

671. Undergruppen for teknikker ved fusionsundersøgelser holdt sin anden workshop den 20. og 21. oktober. Kommissionen var vært for workshoppen, hvor 130 jurister og økonomer fra 49 konkurrencemyndigheder i Bruxelles behandlede en hypotetisk fusionssag i sektoren for sojamælk. Den private sektor var repræsenteret af 16 ikke-statslige rådgivere fra internationale advokatfirmaer med stor erfaring i kontrol med grænseoverskridende fusioner.

672. Et af målene med workshoppen var at give embedsmænd fra de nationale konkurrencemyndigheder et forum til udveksling af deres erfaringer med de redskaber og teknikker, der er relevante for fusionsundersøgelser. Et andet mål var at høre den private sektors synspunkter og skabe en udbytterig dialog mellem embedsmænd i konkurrencemyndighederne og den private sektor.

673. Deltagerne arbejdede på en hypotetisk sagsakt om en fusion mellem landets to største producenter af sojamælk.

674. Man simulerede så nøjagtigt som muligt alle de afgørende trin i en rigtig fusionsundersøgelse. Rådgiverne fra den private sektor havde til opgave at repræsentere de fusionerende parter og fremlægge deres klienters transaktioner som en "klokkeren problemfri sag" for at skabe den nødvendige skepsis blandt deltagerne og foranledige dem til at iværksætte en undersøgelse. I arbejdsgrupperne udviklede deltagerne en undersøgelsesplan, drøftede anmodninger om dokumenter fra de fusionerende parter, analyserede forskellige typer af økonomiske og økonometriske oplysninger og arbejdede endelig på anmodninger om oplysninger til tredjemand og spørgsmålet om pålideligheden af afgivne oplysninger.

ICN’s arbejdsgruppe om fusioner – Undergruppen for anmeldelser og procedurer

675. Kommissionen deltog aktivt i arbejdet i denne undergruppe i 2004. Først på året udarbejdede undergruppen detaljerede henstillinger til praksis på fire områder: 1) fortrolighed; 2) fair procedurer; 3) gennemførelse af fusionsundersøgelser og 4) samarbejde med andre myndigheder. De blev godkendt af ICN’s medlemmer i plenum på den årlige konference i Seoul i april efter en interaktiv præsentation af indholdet og en uddybende diskussion i mindre grupper. Med de fire nye henstillinger har ICN nu vedtaget anbefalet praksis på 11 områder på grundlag af udkast udarbejdet af undergruppen. De syv andre vedrører: 1) tilstrækkelig forbindelse mellem transaktionens virkninger og den kontrollerende myndighed; 2) klare og objektive anmeldelsestærskler; 3) fleksibilitet i timingen af anmeldelsen af fusioner; 4) varighed af behandling af fusioner; 5) krav om indledende anmeldelse; 6) gennemførelse af fusionsundersøgelser og 7) gennemsigtighed.

676. Siden Seoul har undergruppen arbejdet på to nye henstillinger til praksis i forbindelse med afhjælpende foranstaltninger ved fusioner og myndighedernes håndhævelsesbeføjelser, ressourcer og uafhængighed, som vil blive præsenteret på den næste årlige konference, der vil finde sted i Bonn i juni 2005. Derudover arbejder undergruppen på en række nye projekter: udvikling af en eller flere modeller til blanketter, som fusionerende parter og konkurrencemyndigheder kan anvende i forbindelse med opgivelse af fortrolighedsbeskyttelse af materiale, der afgives under fusionsundersøgelser, indsamling af data om begrænsninger af myndighedernes muligheder for at gennemføre henstillingerne til praksis og udarbejdelse af en rapport om de udfordringer, myndighederne står over for, når de skal indføre praksis og teknikker for at fjerne disse begrænsninger, gennemførelse af en undersøgelse om gebyrer i forbindelse med fusionskontrol og eventuel mangfoldiggørelse af henstillingerne til praksis for fusionerende parter baseret på tre medlemmers undersøgelser (Kommissionen, Sydafrika og Canada). Undergruppen følger fortsat reformbestræbelserne og yder ICN’s medlemmer støtte i forbindelse med ændringer af lovgivning, administrative bestemmelser og myndighedernes praksis, samt samarbejde med ikke-medlemmer, som er ved at udvikle ny lovgivning om fusionskontrol.

ICN’s arbejdsgruppe om fusioner – Undergruppen for analytiske rammer

677. På den årlige konference i Seoul fremlagde lederen af undergruppen (UK Office of Fair Trading) den færdige undersøgelse af retningslinjer for fusioner i 12 jurisdiktioner (herunder EU), som var udarbejdet af et konsortium af advokatfirmaer. Siden Seoul har det britiske OFT og den irske konkurrencemyndighed sammen ledet to projekter: 1) udarbejdelse af en tjekliste med vigtige spørgsmål, som retningslinjerne for fusioner skal tage stilling til, og 2) en undersøgelse af forskellige former for afhjælpende foranstaltninger, som accepteres i forbindelse med fusionsprocedurer verden over, for at vurdere, hvor effektive de er til at fjerne konkurrencemæssige betænkeligheder. Kommissionen deltager i begge projekter som deltager i et høringspanel.

ICN's workshop om kapacitetsudvidelse

678. I forbindelse med et andet ICN-projekt, som hovedsagelig vedrører de udfordringer, som yngre konkurrencemyndigheder står over for, organiserede Kommissionen ICN’s workshop om kapacitetsudvidelse i Paris i februar 2004[416]. Her samlede man for første gang en lang række konkurrencemyndigheder og repræsentanter for donorinstitutioner, som finansierer projekter om teknisk bistand på konkurrenceområdet.

679. Formålet med workshoppen var at forbedre den gensidige forståelse og samarbejdsordningerne mellem de organer, der finansierer projekter om teknisk bistand på konkurrenceområdet, og de myndigheder, der modtager denne bistand. En af hovedkonklusionerne var, at det ofte er bedst for myndigheder, der søger finansiering, at henvende sig til donorernes repræsentanter i deres eget land.

2. OECD

680. Kommissionen fortsatte sin aktive deltagelse i og sit bidrag til arbejdet i OECD’s Konkurrenceudvalg. Kommissionen deltog i alle konkurrencerelevante OECD-rundbordskonferencer, fungerede som eksaminator i et peer review af Ruslands konkurrencepolitik og tog aktivt del i gennemgangen af konkurrencepolitikken i Mexico og Japan. Den deltog desuden i andre konkurrencerelevante OECD-møder som Det Globale Konkurrenceforum og fællesmøder mellem konkurrenceudvalget og udvalgene for forbrugerpolitik og handel.

681. I 2004 blev der holdt tre møder i konkurrenceudvalget, nemlig i februar, juni og oktober. På det første møde drøftede man ved en rundbordskonference konkurrence om og regulering af vandforsyningen og nåede til enighed om, at der var mulighed for øget konkurrence på engrosmarkedet og forsyning af industrikunder. Konkurrenceudvalget hørte desuden repræsentanter for den internationale advokatsammenslutning (IBA), American Bar Association, Det Internationale Handelskammer og OECD’s rådgivende udvalg for erhverv og industri om udveksling af oplysninger mellem konkurrencemyndigheder i forbindelse med internationale kartelundersøgelser. På mødet i februar enedes man desuden om at begynde at udarbejde en ny OECD-anbefaling om fusionsbehandling. Udkastet til den nye anbefaling er færdigt og vil blive forelagt konkurrenceudvalget til endelig godkendelse i februar 2005.

682. På konkurrenceudvalgets andet møde holdt man fire rundbordskonferencer. På den første drøftede man konkurrence og landbrug med hovedvægten på købekraft og fællessalg i de indenlandske landbrugssektorer. De vigtigste konkurrencebegrænsende virkninger af fællessalgsorganisationer må forventes at opstå som følge af bestræbelser for at mindske produktionen og hæve priserne. Sådanne bestræbelser kan skade forbrugerne og den mere generelle offentlige interesse. Den anden rundbordskonference fokuserede på samspillet mellem intellektuel ejendomsret og kartelregler med særlig vægt på bioteknologi. Myndighederne søger at skabe bedre balance mellem beskyttelse af incitamenter til nyskabelse og indgreb over for licensaftaler, der begrænser konkurrencen. På den tredje rundbordskonference drøftede OECD-medlemmerne, hvordan man kan sikre lige vilkår, når den offentlige sektor giver sig i kast med private kommercielle aktiviteter. I EU-systemet er analysen baseret på princippet om, at medlemsstaternes regeringer ikke må stille nogen foranstaltning til rådighed for offentlige virksomheder, der er i strid med konkurrencereglerne, men man erkender samtidig vigtigheden af tjenesteydelser af almen interesse. På den fjerde rundbordskonference drøftede man de økonomiske beviser, der typisk bruges i fusionssager, og hvordan man bedst fremlægger økonomiske beviser for ikke-økonomer.

683. På konkurrenceudvalgets tredje møde holdt man rundbordskonferencer om aggressiv markedsafskærmning og privatretlig håndhævelse. Der er tale om forskellige indfaldsvinkler til begge spørgsmål i OECD’s medlemslande, og drøftelserne bidrog til at øge forståelse af de forskellige retssystemer. På den anden rundbordskonference kom det frem, at nogle medlemslande har taget initiativer til at fremme privatretlig håndhævelse og fokuserer på behovet for at undgå overdreven brug af afskrækkende midler, der kan have en meget negativ virkning for innovationen. Udvalgets arbejdsgrupper drøftede konkurrence i erhverv i sundhedssektoren, strukturel adskillelse og behovet for at øge bevidstheden om den skade, karteller forvolder. Drøftelserne om erhvervene i sundhedssektoren var koncentreret om ændringer af erhvervsreguleringen, som kunne skabe konkurrence. I flere jurisdiktioner var man især betænkelig ved spørgsmålet om markedsadgang, især for paramedicinske erhverv. Under karteldrøftelserne delte myndighederne den opfattelse, at det er meget vigtigt at øge kendskabet til konkurrencereglerne og karteller blandt forsyningsvirksomheder.

684. I 2004 forelagde Kommissionen konkurrenceudvalget 11 skriftlige indlæg om følgende emner til drøftelse på OECD’s rundbordskonferencer:

- Konkurrence om og regulering af vandforsyningen

- Konkurrence og regulering i landbruget

- Regulering af den offentlige sektors markedsaktiviteter - konkurrenceneutralitet

- Konkurrence i erhverv i sundhedssektoren

- Erfaringer med strukturel adskillelse i jernbanesektoren

- Erfaringer med strukturel adskillelse af posttjenester

- Øget bevidsthed om den skade, karteller forvolder

- Udpegelse og behandling af dårligt fungerende markeder (med GD SANCO)

- Grænseoverskridende samarbejde om håndhævelse (med GD SANCO)

- Aggressiv markedsafskærmning

- Privatretlig håndhævelse af kartelregler.

VI - Udsigter for 2005

1. Karteller og monopoler

685. På kartelområdet vil samarbejdsmeddelelsen, herunder procedurerne for behandling af virksomhedserklæringer, blive revideret. Bekæmpelse af konkurrenceskadelige karteller vil fortsat være en højt prioriteret opgave.

686. Indgreb over for misbrug af dominans vil også fortsat stå højt på prioriteringslisten. Håndhævelsen af reglerne inden for medicinalindustrien vil tage sigte på andre former for restriktiv praksis. Undersøgelser af konkurrencebegrænsende adfærd vil omfatte international mobiltelekommunikation, mediemarkeder, bilsektoren, højhastighedsadgang til internettet, de etablerede postvirksomheders adfærd på liberaliserede markeder og luftfartsalliancer inden for passagerbefordring. Håndhævelsen af reglerne inden for jernbanesektoren vil blive styrket i nært samarbejde med de nationale konkurrencemyndigheder. Der vil også blive lagt større vægt på de finansielle markeder, som f.eks. inden for banksektoren og handelen med værdipapirer, samt på energisektoren.

687. Sektorundersøgelser og andre muligheder for tilsyn med markederne vil blive anvendt mere effektivt end tidligere, især når det gælder medicinalindustrien, nye medie- og elmarkeder, forbrugerbankydelser og forsikring.

688. Lovgivningsarbejdet vil blive koncentreret om transportområdet, og Kommissionen vil således fremsætte forslag til afskaffelse af gruppefritagelsen for søtransport, ændring af gruppefritagelsen for linjerederikonsortier og ændring af forordningen om aftaler og samordnet praksis inden for luftfarten. Desuden er der planer om procedureregler, såsom en ny meddelelse om aktindsigt, og politiske projekter, som for eksempel en grønbog om privatpersoners muligheder for at påberåbe sig konkurrencereglerne. Kommissionen vil også fortsætte sin revision af politikken for misbrug af dominans.

2. Fusioner

689. På fusionsområdet vil revisionen af Kommissionens politik vedrørende tilsagn være højt prioriteret. Desuden vil de resterende tekniske retningslinjer blive ajourført.

690. Håndhævelsen af reglerne forventes at være på stort set samme niveau som i 2004.

3. Statsstøtte

691. På det lovgivningsmæssige område er der planer om et høringsdokument om den fremtidige statsstøttekontrol, vedtagelse af retningslinjer for forsyningspligtydelser og fritagelse for mindre tjenester af generel interesse. Der planlægges udarbejdet en enkelt konsolideret gruppefritagelsesforordning for statsstøtte. Fastlæggelse af kriterier for behandling af sager om tilbagebetaling af støtte står også på dagsordenen.

692. Desuden vil retningslinjerne for regionalstøtte, rammebestemmelserne for forskning og udvikling og meddelelsen om risikovillig kapital blive revideret. Gennem en meddelelse om statsstøtte og innovation vil Kommissionen revidere statsstøttekontrollen og fastlægge behovet for ændringer. Desuden er der planlagt en revision på grundlag af erfaringerne med statsstøtte til miljøbeskyttelse.

693. Statsstøttekontrollen vil fokusere på de nye rammebestemmelser for støtte til redning og omstrukturering, støtte anmeldt efter de multisektorale rammebestemmelser og undersøgelser af off-shore markeder og koncernintern støtte af skattemæssig art. Sager vedrørende overgangsforanstaltninger inden for stål- og skibsbygningsindustrien i de nye medlemsstater samt strandede omkostninger inden for energisektoren i de 25 EU-lande skal færdigbehandles. Desuden vil sager om finansiering af offentlige posttjenester og bredbånd og støtte til teleselskaber og radio- og tv-virksomhed blive prioriteret højt.

4. Internationale aktiviteter

694. Generaldirektoratet for Konkurrence vil i 2005 fortsætte sit samarbejde med kandidatlandene og de andre lande på Vestbalkan.

695. Der vil i 2005 blive indledt forhandlinger om handlingsplaner med en ny række partnerlande som led i naboskabspolitikken (Armenien, Aserbajdsjan , Egypten, Georgien og Libanon).

696. Kommissionen er meget interesseret i at opretholde EU-US-arbejdsgruppen om fusioner, og det er planlagt, at den skal danne forum for drøftelser i 2005.

697. Den årlige konference inden for Det Internationale Konkurrencenetværk vil blive afholdt i Bonn den 6.-8. juni 2005. Resultaterne af arbejdet i den arbejdsgruppe om karteller, hvor Kommissionen deltager i formandskabet, vil være af særlig stor betydning for Kommissionen.

698. I 2005 vil EU's konkurrencepolitik for første gang blive undergivet en omfattende ekspertevaluering i OECD, som skal vurdere effektiviteten af EU's konkurrencepolitik og dens gennemførelse.

699. Som led i den formelle bilaterale konkurrencedialog mellem EU og Kina vil Kommissionen fortsat bistå Kina med at udarbejde konkurrenceregler.

Bilag - Sager omhandlet i beretningen

1. Artikel 81, 82 og 86

Sag | Offentliggjort i | Punkt |

CEWAL | 26 |

Clearstream | 30 |

Microsoft | 36/140 |

Interbrew | 42 |

Scandlines og Sundbusserne mod Helsingborg Havn | 45 |

KPN's termineringstakster for mobilopkald | 47 |

B2/Telia | 48 |

VVS-kobberrør | MEMO 01/104,23.3.2001 | 49 |

Natriumglukonat | 52 |

Fransk øl | 55 |

Råtobak i Spanien | IP/04/1256, 20.10.2004 | 57 |

Kortevarer af metal og plast - nåle | 59 |

Kolinklorid | 64 |

Air France/Alitalia | 70 |

Topps | 71 |

Den belgiske arkitektsammenslutning | 75 |

Gaz de France | 81 |

UFEX | 102 |

Adalat | 127 |

Cementkartellet | 128 |

Posttjenester: Asempre | 129 |

Grafitelektroder (kartel) | 131 |

Sømløse stålrør (kartel) | 133 |

Akzo & Akros | 134 |

Tyske banker | 137 |

Antidoping | 138 |

Eurovision | 139 |

2. Fusionskontrol

Sag | Offentliggjort i | Punkt |

Lagardère/Natexis/VUP | 179 |

Sony/BMG | EUT C 13 af 17.1.2004 | 189 |

AREVA/Urenco/ETC JV | EUT C 141 af 25.5.2004 | 195 |

Sonoco/Ahlstrom/JV | EUT C 143 af 27.5.2004 | 199 |

Continental/Phoenix | EUT C 140 af 20.5.2004 | 203 |

ENI/EDP/GDP | EUT C 185 af 20.7.2004 | 211 |

Hoechst/Rhône-Poulenc | IP/04/135 af 30.1.2004 | 229 |

GE/Amersham | EUT C 301 af 12.12.2003 | 231 |

Air Liquide/Messer | EUT C 134 af 7.2.2004 | 235 |

Sanofi Synthelabo/Aventis | EUT C 111 af 30.4.2004 | 238 |

Group 4 Falck/Securicor | EUT C 96 af 21.4.2004 | 240 |

Owens-Illinois/BSN Glasspack | EUT C 111 af 30.4.2004 | 244 |

GIMD/Socpress | EUT C 134 af 12.5.2004 | 249 |

Syngenta CP/Advanta og Fox Paine/Advanta | EUT C 177 af 9.7.2004 | 254 |

Cytec/UCB - Surface Specialities | EUT C 274 af 9.11.2004 | 260 |

Air France/KLM | EUT C 317 af 30.12.2004 | Boks 7 |

Kabel Deutschland/ish | EUT C 111 af 30.4.2004 | 263 |

Accor/Barrière/Colony | 267 |

INA/AIG/SNFA | IP/04/92 af 21.1.2004 | 271 |

RWA/AMI | EUT C 143 af 27.5.2004 | 274 |

Den Portugisiske Republik mod Kommissionen (Cimpor) | 280 |

MCI mod Kommissionen | 289 |

3. STATSSTØTTE

Sag | Offentliggjort i | Punkt |

Belgien: overførsel af "første søjle"-pensionsforpligtelser fra Belgacom til den belgiske stat | IP/04/72 af 21.1.2004 | 403 |

Frankrigs støtte til Coopérative d’exportation du livre français (Celf) | EUT L 85 af 2.4.2005 | 406 |

Ændring af afgiften for UMTC-licens, Frankrig | 407 |

Alstom | IP/04/859 af 7.7.2004 | 416 |

MobilCom | EUT L 116 af 4.5.2005 | 421 |

Bankgesellschaft Berlin AG | 426 |

France Télécom | 429 |

Erhvervsbeskatningsordningen | 430 |

Aktionærforskuddet | 432 |

Bull | 436 |

Lloyd Werft Bremerhaven GmbH | 437 |

Offentlige spanske skibsværfter | 440 |

Nederlandsk matching-støtte | 443 |

Huta Częstochowa SA | 446 |

Spanske og tyske skibsfinansieringsordninger | 447 |

Ændringer til investeringsplanen for Hellenic Shipyards | 448 |

Støtte til Hellenic Shipyards | 450 |

Postabank/Erste Bank Hungary Rt | 452 |

Tyske Landesbanken | 454 |

Støtte til den spanske stålproducent Siderúrgica Añón SA | 460 |

Transportstøtte til motorkøretøjsindustrien i ydre og tyndt befolkede regioner | 462 |

De multisektorale rammebestemmelser, forlængelse af gyldighedsperioden for eksisterende regionalstøttekort | 464 |

West Cumbria UK | EUT C 16 af 22.1.2004 | 468 |

Molise-regionen | EUT C 81 af 2.4.2005 | 471 |

Ordningen "Northern Ireland Venture Scheme" | EUT C 33 af 6.2.2004 | 472 |

Tremonti bis | EUT C 42 af 18.2.2004 | 473 |

Belgiske sektorfonde | 477 |

Finansiel støtteordning for restaurationsbranchen | 479 |

Fiskale økonomiske firmagrupper | 485 |

Skattemæssige incitamenter til deltagelse i messer | 489 |

Afgiftsfritagelse for fast ejendom | 491 |

Brintforskningsprogram: mikrokraftvarmeproduktion og CELCO-projekter | 493 |

F&U-støtte til Bell Laboratories i Dublin | 498 |

Deltagelse i kapitaludvidelsen i OCAS | 502 |

Schiefergruben Magog | 503 |

Støtte til Akzo Nobel til reduktion af klortransport | 506 |

Støtte til en ethylenrørledning mellem Stade og Teutschental og en propylenrørledning fra Rotterdam via Antwerpen til Ruhr-området | EUT C 315 af 24.12.2003 | 507 |

Miljømæssig investeringsstøtte til Stora Enso Langerbrugge | EUT C 15 af 21.2.2004 | 510 |

Statsstøtteaspekter ved gennemførelse af emissionshandelsordningen | 512 |

Eksisterende støtte i de nye medlemsstater | 525 |

Støtte til banksektoren i de nye medlemsstater | 528 |

Nedsættelse af Slovakiets skattelettelser til US Steel Košice | 530 |

Omstruktureringsstøtte til en stålproducent i Den Tjekkiske Republik | 534 |

Fincantieri | 535 |

Kvaerner Warnow Werft | 538 |

Kapacitetsbegrænsninger for visse skibsværfter i Østtyskland, Spanien og Grækenland | 541 |

Licensordninger | 594 |

Statsfinansiering af Danmarks TV2 og ad hoc-statsfinansiering af offentlige tv-stationer i Nederlandene | EUT C 262 af 23.10.2004 | 597 |

DVB-T Tyskland | EUT C 216 af 28.8.2004 | 600 |

Bredbånd | 602 |

Biografsektoren og den audiovisuelle sektor | 605 |

Scott Kimberly Clark | 613 |

Spanske skibsværfter | 615 |

[1] I sag T-353/94, Postbank NV, præmis 87, er det fastsat, at "forretningshemmeligheder er oplysninger, hvor ikke blot deres videregivelse til offentligheden, men også den blotte omstændighed, at de tilsendes et andet retssubjekt end det, som har afgivet oplysningen, alvorligt kan skade sidstnævntes interesser".

[2] Efter artikel 30 i forordning nr. 1/2003 og artikel 21 i forordning nr. 17/62 behøver Kommissionen kun at tage hensyn til "virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres".

[3] Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i traktatens artikel 81 og 82 (EFT L 1 af 4.1.2003), ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 411/2004 (EUT L 68 af 6.3.2004).

[4] Kommissionens forordning (EF) nr. 773/2004 af 7.4.2004 om Kommissionens behandling af procedurer i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT L 123 af 27.4.2004).

[5] Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder (EUT C 101 af 27.4.2004).

[6] Tilgængelig i Rådets register på http://register.consilium.eu.int (dokument nr. 15435/02 ADD 1).

[7] Der ligger en liste over de nationale myndigheder, der har undertegnet erklæringen om Kommissionens meddelelse om samarbejdet inden for netværket af konkurrencemyndigheder, på Kommissionens webside.

[8] Kommissionens meddelelse om samarbejdet mellem Kommissionen og domstolene i EU's medlemsstater om anvendelse af EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT C 101 af 27.4.2004).

[9] Kommissionens meddelelse om Kommissionens behandling af klager i henhold til EF-traktatens artikel 81 og 82 (EUT C 101 af 27.4.2004).

[10] Kommissionens meddelelse om uformel vejledning i relation til nye spørgsmål vedrørende EF-traktatens artikel 81 og 82, som opstår i individuelle sager (vejledningsskrivelser) (EUT C 101 af 27.4.2004).

[11] Retningslinjer vedrørende begrebet påvirkning af handelen i traktatens artikel 81 og 82 (EUT C 101 af 27.4.2004).

[12] Retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 81, stk. 3 (EUT C 101 af 27.4.2004).

[13] Kommissionens forordning (EF) nr. 772/2004 af 27.4.2004 om anvendelse af traktatens artikel 81, stk. 3, på kategorier af teknologioverførselsaftaler (EUT L 123 af 27.4.2004).

[14] Retningslinjer for anvendelse af EF-traktatens artikel 81 på teknologioverførselsaftaler (EUT C 101 af 27.4.2004). Gruppefritagelsesforordningen og retningslinjerne vedrørende teknologioverførselsaftaler findes også på:http://europa.eu.int/comm/competition/antitrust/legislation/entente3_en.html#technology.

[15] Der blev modtaget over 70 svar fra branche- og handelsorganisationer, advokatsamfund og patentorganisationer, individuelle advokatfirmaer, nationale myndigheder, individuelle virksomheder, universiteter og konsulentfirmaer.

[16] Kommissionens forordning (EF) nr. 240/96 af 31.1.1996 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på visse kategorier af teknologioverførselsaftaler (EFT L 31 af 9.2.1996). Der findes en evaluering af denne forordning i Kommissionens evalueringsrapport KOM(2001) 786 endelig.

[17] Forordningen fra 1996 indeholdt hvide og grå lister.

[18] Rådets forordning nr. 19/65/EØF af 2.3.1965 om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af aftaler og samordnet praksis åbner kun mulighed for vedtagelse af gruppefritagelsesforordninger vedrørende teknologioverførselsaftaler om industrielle ejendomsrettigheder mellem to parter.

[19] Markedsandelen på teknologimarkedet bygger også på produktmarkedet, idet den er defineret som den sammenlagte markedsandel inden for produkter produceret ved hjælp af den overførte teknologi. Til beregning af markedsandelen benyttes normalt værdibaserede salgsdata fra det forudgående kalenderår. Der opereres med en særlig frist på to år i tilfælde af en overskridelse af den relevante tærskel.

[20] Dette vedrører især eksklusive grant-back-forpligtelser for licenstageren eller forpligtelser for licenstageren til at overdrage selvstændige forbedringer eller nye anvendelser af den overførte teknologi til licensgiveren samt ikke-anfægtelsesklausuler.

[21] Gruppefritagelsesforordningen for teknologioverførselsaftaler dækker nu et antal almindeligt forekommende begrænsninger såsom begrænsninger med hensyn til anvendelsesområde, begrænsninger af licensgivers og licenstagers aktive og passive salg med henblik på beskyttelse af deres eksklusivområder samt begrænsninger bestående i, at der kun må produceres til eget brug.

[22] Dvs. arrangementer, hvorved to eller flere parter samler en pakke af teknologier, hvorpå ikke blot puljens bidragydere, men også tredjemand kan modtage licens.

[23] Hvidbog om revision af Rådets forordning (EØF) nr. 4056/86 om fastsættelse af de nærmere retningslinjer for anvendelsen af traktatens artikel 85 og 86 på søtransport (KOM(2004) 675 endelig). Se også Kommissionens pressemeddelelse IP/04/1213.

[24] Høringsdokumentet og de svar, som Kommissionen modtog, findes på følgende websted:http://europa.eu.int/comm/competition/antitrust/others/#consult_823

[25] EUT C 319 af 23.12.2004.

[26] EUT L 68 af 6.3.2004. Se også pressemeddelelse IP/04/272.

[27] Rådets forordning (EØF) nr. 3975/87 af 14.12.1987 om fastsættelse af fremgangsmåden ved anvendelsen af konkurrencereglerne på virksomheder i luftfartssektoren og Rådets forordning (EØF) nr. 3976/87 af 14.12.1987 om anvendelse af traktatens artikel 85, stk. 3, på visse kategorier af aftaler og samordnet praksis inden for luftfartssektoren.

[28] Se de forenede sager 209-213/84, Nouvelles Frontières , Sml. 1986, s. 1425. I forbindelse med behandlingen af internationale luftfartsalliancer skulle Kommissionen tidligere rent proceduremæssigt skelne mellem EU-interne ruter og ruter mellem EU og tredjelande med en deraf følgende patchwork-effekt.

[29] I henhold til forordning nr. 1/2003 (karteller og monopoler), forordning nr. 139/2004 (fusioner) og de respektive gennemførelsesforordninger (forordning nr. 773/2004 og forordning nr. 802/2004) skal der gives aktindsigt i alle sager, hvor der træffes beslutning efter artikel 7, 8, 23 og 24, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 og artikel 6, stk. 3, artikel 7, stk. 3, artikel 8, stk. 2-6, samt artikel 14 og 15 i fusionsforordningen.

[30] Aktindsigten i antitrust- og fusionssager adskiller sig fra den generelle ret til aktindsigt i henhold til forordning nr. 1049/2001, der opererer med andre kriterier og tjener et andet formål.

[31] Kommissionens meddelelse om interne procedureregler for behandling af anmodninger om aktindsigt i sager angående EF-traktatens artikel 85 og 86, EKSF-traktatens artikel 65 og 66 samt Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 (EFT C 23 af 23.1.1997).

[32] Kommissionens praksis har ændret sig som følge af dels nye og hidtil ukendte situationer, f.eks. sager med et meget stort antal parter, dels et ønske om at effektivisere tilrettelæggelsen af aktindsigten ved hjælp af ny teknologi.

[33] Navnlig cementkartelsagen, der blev ført ved Førsteinstansretten: dom i de forenede sager T-25/95 m.fl., Cimenteries CBR m.fl. , Sml. 2000 II, s. 491.

[34] Kommissionens afgørelse af 23.5.2001 om høringskonsulentens kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (EFT L 162 af 19.6.2001).

[35] Udkast til Kommissionens meddelelse om regler for indsigt i Kommissionens sagsakter i forbindelse med sager efter EF-traktatens artikel 81 og 82, EØS-aftalens artikel 53, 54 og 57 og Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 (EUT C 259 af 21.10.2004). Findes på følgende websted:http://europa.eu.int/comm/competition/general_info/access_to_documents.html

[36] Cewal eksisterede fra begyndelsen af 1970’erne til midten af 1990’erne. Linjekonferencen bestod af rederier med regelmæssig linjetrafik mellem havne i Zaïre og Angola og havne i Nordsøen, med undtagelse af Det Forenede Kongerige. Cewals sekretariat lå i Antwerpen.

[37] Kommissionens beslutning af 23. december 1992 om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/32.448 og IV/32.450: Cewal, Cowac, Ukwal) og 86 (IV/32.448 og IV/32.450: Cewal) (EFT L 34 af 10.2.1993). Den oprindelige bøde på 9,6 mio. ECU, som Kommissionen pålagde CMB, blev nedsat til 8,64 mio. EUR af Førsteinstansretten i de samlede sager T-24/93, T-25/93, T-26/93 og T-28/93, CMB m.fl., Sml. 1996 II, s. 1201.

[38] Dom i de samlede sager C-395/96 P CMB, CMBT og C-396/96, P Dafra-Lines, Sml. 2000 I, s. 1365.

[39] Forordning nr. 2988/74 om forældelse af adgangen til at pålægge økonomiske sanktioner inden for transport- og konkurrenceret indeholder en afbrydelig frist på fem og en generel frist på ti år for at pålægge bøder. Disse frister var ikke udløbet, da de blev suspenderet under retssagen.

[40] COMP/38.096.

[41] Clearing og afvikling er nødvendige trin i en afsluttet handel med værdipapirer. Clearing er den proces, hvor købers og sælgers kontraktlige forpligtelser fastslås. Afvikling er overførsel af værdipapirerne fra sælger til køber og overførsel af penge fra køber til sælger.

[42] Værdipapircentraler ligger inde med værdipapirer og gør det muligt at behandle værdipapirtransaktioner i dematerialiseret form. En værdipapircentral tilbyder i sit hjemland tjenester i forbindelse med handler med de værdipapirer, den har i sin varetægt. Den kan også tilbyde tjenester som mellemmand i en grænseoverskridende clearing og afvikling, hvor værdipapirerne primært befinder sig i et andet land.

[43] De mest handlede tyske aktier på de internationale markeder (blue chips-aktier som Daimler Chrysler, Siemens, Allianz, Deutsche Post, Deutsche Telekom, Deutsche Bank, Lufthansa m.fl.) er registrerede aktier i modsætning til ihændehaveraktier.

[44] Sag COMP/37.792 kan findes på: http://europa.eu.int/comm/competition/antitrust/cases/decisions/37792/en.pdf

[45] Microsoft tegnede sig for ca. 95 % af dette marked.

[46] Bøden svarede til 1,62 % af Microsofts omsætning på verdensplan i de seneste forretningsår.

[47] Sag T-201/04.

[48] Sag T-201/04R.

[49] Der blev afholdt høringer om begæringen om midlertidige foranstaltninger den 30. september 2004 og den 1. oktober 2004.

[50] Se afsnit I.C.

[51] Se Kommissionens 10. gennemførelsesrapport [tilføj reference, når rapporten foreligger]

[52] Den takst, konkurrenterne skal betale Deutsche Telekom for delt adgang til abonnentkredsløbet.

[53] Pressemeddelelse IP/04/281.

[54] Pressemeddelelse IP/04/994.

[55] COMP/37.409. Se pressemeddelelse IP/04/574 af 30.4.2004.

[56] COMP/A.36.568.

[57] COMP/A.36.570.

[58] Ikke-fortrolige udgaver af beslutningerne blev offentliggjort på GD for Konkurrences website.

[59] Beslutningerne er baseret på den test, der blev udviklet af Domstolen i sag 27/76, United Brands mod Kommissionen , Sml. 1978, s. 207.

[60] COMP/37.704 – KPN’s termineringstakster for mobilopkald.

[61] COMP/37.663 – TeliaSonera AB – Bredbåndstjenester.

[62] Se resumé af de enkelte beslutninger nedenfor.

[63] Kommissionens meddelelse om bødefritagelse eller bødenedsættelse i kartelsager (EFT C 45 af 19.2.2002).

[64] Ansøgningen om bødefritagelse eller –nedsættelse skal være indgivet til Kommissionen efter den 19. februar 2002, for at den nye meddelelse gælder.

[65] Se punkt 1.

[66] Forordningens artikel 21.

[67] Forordningens artikel 20.

[68] Forordningens artikel 19.

[69] Sag C-7/04 P (R). For en mere detaljeret gennemgang, se nedenfor under retssager.

[70] Samlede sager T-125/03 R og T-253/03 R Akzo Nobel Chemicals Ltd og Akcros. Se også konkurrenceberetningen for 2003, punkt 33.

[71] Hovedsøgsmålet blev stadig behandlet af Domstolen ved årets udgang.

[72] Se sag 155/79, AM & S mod Kommissionen, Sml. 1982, s. 1575.

[73] COMP/38.069.

[74] COMP/36.756.

[75] Se konkurrenceberetningen for 2001, punkt 48.

[76] COMP/37.750 - Bryggerierne Kronenbourg og Heineken.

[77] Dvs. hoteller, restauranter og cafeer.

[78] COMP/38.238.

[79] COMP/38.338. Se pressemeddelelse IP/04/1313 af 26.10.2004.

[80] COMP/37.533.

[81] COMP/38.284.

[82] Beslutningen er indbragt for Førsteinstansretten af tredjemand (sag T-300/04).

[83] COMP/37.980 - Souris Bleue – Topps.

[84] Pressemeddelelse IP/04/682 af 26.5.2004.

[85] COMP/C-2/38.014 - IFPI "Simulcasting", beslutning af 8. oktober 2002 (EUT L 107 af 30.4.2003).

[86] COMP/38.126 – Santiago.

[87] Pressemeddelelse IP/04/586.

[88] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg - Forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder i det indre marked, KOM/2004/261 af 16.4.2004.

[89] COMP/38.549.

[90] Beslutning 93/438/EØF i sag IV/33.407 – CNSD (EUT L 203 af 13.8.1993). Denne beslutning forbød de italienske toldklarereres faste tarif.

[91] I sin første beslutning fra 1993 om erhvervssammenslutningers tariffer tog Kommissionen afstand fra faste tariffer uden at pålægge en bøde. I 1996 vedtog Kommissionen en beslutning om den nederlandske speditørsammenslutnings anbefalede tariffer og pålagde dem en symbolsk bøde på 1 000 EUR.

[92] COMP/38.662 - GDF-ENEL, GDF-ENI.

[93] Se meddelelse i henhold til artikel 27, stk. 4, EUT C 229 af 14.9.2004.

[94] Der blev truffet en beslutning efter artikel 9 i forordning nr. 1/2003 i januar 2005.

[95] COMP/38.173 og 38.453 (EUT C 115 af 30.4.2004).

[96] EUT C 115 af 30.4.2004.

[97] Se nedenfor under retssager.

[98] COMP/38.427. Se pressemeddelelse IP/04/2004 af 26.10.2004.

[99] Udtryk henviser til princippet om den mest begunstigede leverandør, der bruges i aftalerne.

[100] Pressemeddelelse IP/04/134 af 30.1.2004.

[101] COMP/38.745, endnu ikke offentliggjort i EUT.

[102] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet, (EFT L 15 af 21.1.1998), ændret ved direktiv 2002/39/EF af 10. juni 2002 (EFT L 176 af 5.7.2002).

[103] Meddelelse fra Kommissionen om anvendelse af konkurrencereglerne på postsektoren og på vurderingen af visse statslige foranstaltninger i relation til posttjenesterne (EFT C 39 af 6.2.1998).

[104] Både Tyskland og DPAG har appelleret denne beslutning: Sag T-490/04 og T-493/04.

[105] COMP/38.663 - UFEX.

[106] Se afsnit I.A.I ovenfor.

[107] COMP/39.116.

[108] Se punkt 6 i meddelelsen efter artikel 27, stk. 4 (EUT C 258 af 20.10.2004).

[109] De ikke-fortrolige udgaver af de nationale domme kan findes på:http://europa.eu.int/comm/competition/antitrust/national_courts/index_en.html

[110] Yderligere oplysninger om medfinansierede projekter kan findes på GD for Konkurrences website: http://europa.eu.int/comm/dgs/competition/proposals2/table_of_projects_co_financed_out_of_3rd_call.pdf

[111] Indkaldelserne af forslag til dette uddannelsesprogram kan findes på GD for Konkurrences website. Indkaldelsen for 2005:http://europa.eu.int/eur-lex/pri/da/oj/dat/2003/l_001/l_00120030104da00010025.pdf

[112] Rapporten kan findes på: http://europa.eu.int/comm/competition/publications/eca/report_air_traffic.pdf.

[113] Forenede sager C-2/01 P Bundesverband der Arzneimittel-Importeure eV og Kommissionen mod Bayer og C-3/01 P Kommissionen mod Bayer, endnu ikke offentliggjort.

[114] Dom i sag T-41/96, Bayer, Sml. 2000 II, s. 3383.

[115] Beslutning af 10. januar 1996 i sag COMP/34.279 Adalat. Denne sag vedrørte begrænsninger af parallelimporten af lægemidler og har navn efter det produkt, som Bayer fremstiller, og som sagen omhandlede.

[116] Forenede sager C-204/00 P Aalborg Portland A/S, C-205/00 P Irish Cement Ltd, C-211/00 P Ciments français SA, C-213/00 P Italcementi - Fabbriche Riunite Cemento SpA, C-217/00 P Buzzi Unicem SpA og C-219/00 Cementir - Cementerie del Tirreno SpA, endnu ikke offentliggjort.

[117] Beslutning af 30. november 1994 i sag COMP/33.126 og COMP/33.322 - Cement.

[118] Dom i forenede sager T-25/95, T-26/95, T-30/95 til T-32/95, T-34/95 til T-39/95, T-42/95 til T-46/95, T-48/95, T-50/95 til T-65/95, T-68/95 til T-71/95, T-87/95, T-88/95, T-103/95 og T-104/95, Cimenteries CBR m.fl., Sml. 2000 II, s. 491.

[119] Sag C-240/02 Asempre m.fl., endnu ikke offentliggjort.

[120] EFT L 15 af 21.1.1998.

[121] Ekspedition af egen post består (i henhold til betragtning 21 i direktivet) i, at en fysisk eller juridisk person, som er ophavsmand til forsendelser, selv varetager posttjenesten, eller at indsamlingen eller transporten af disse forsendelser varetages af en tredjemand, der udelukkende handler på vegne af denne person.

[122] Forenede sager T-236/01 Tokai Carbon Co. Ltd, T-239/01 SGL Carbon AG, T-244/01 Nippon Carbon Co. Ltd, T-245/01 Showa Denko KK, T-246/01 GrafTech International Ltd, T-251/01 SEC Corp og T-252/01 The Carbide/Graphite Group, Inc., endnu ikke offentliggjort.

[123] Beslutning af 18. juli 2001 i sag COMP/36.490 - Grafitelektroder.

[124] Retningslinjerne fra 1998 for beregningen af bøder (EFT C 9 af 14.1.1998).

[125] Kommissionen har appelleret dommen (Sag C-301/04 P) sammen med en række andre parter, nemlig SGL (sag C-308/04 P), Showa Denko (sag 289/04 P) og SEC Corporation (sag C-307/04 P), afgjort ved kendelse af 24.11.2004).

[126] Sag T-44/00 Mannesmannröhren-Werke AG, T-48/00 Corus UK Ltd, T-50/00 Dalmine SpA og forenede sager T-67/00, T-68/00, T-71/00 og T-78/00 JFE Engineering Corp., Nippon Steel Corp., JFE Steel Corp. og Sumitomo Metal Industries Ltd, endnu ikke offentliggjort.

[127] Beslutning af 8. december 1999 i sag COMP/35.860 B – Sømløse stålrør.

[128] Sag C-7/04 P(R) Kommissionen mod Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals, endnu ikke offentliggjort.

[129] Kendelse af 30. oktober 2003 i forenede sager T-125/03 R og T-253/03 R Akzo Nobel Chemicals Ltd og Akcros.

[130] Parterne hævdede, at fem dokumenter skulle behandles fortroligt. Kommissionens inspektører fandt, at for to af dokumenternes vedkommende kunne man ikke træffe en afgørelse på stedet og lagde derfor dokumenterne i en forseglet kuvert, som blev bragt tilbage til Kommissionen. De andre tre dokumenter blev betragtet som ikke-fortrolige i henhold til retspraksis og blev derfor kopieret og vedlagt sagsakterne. Efter kontrolundersøgelsen afviste Kommissionen formelt parternes påstande ved en beslutning.

[131] Sag T-44/02 Dresdner Bank AG, T-54/02 Vereins und Westbank AG, T-56/02 Bayrische Hypo- und Vereinsbank AG, T-60/02 Deutsche Verkehrsbank AG, T-61/02 Commerzbank AG, endnu ikke offentliggjort.

[132] Kommissionens beslutning af 11. december 2001 i sag COMP/E–1/37.919 (ex 37.391) - Bankgebyrer for veksling af eurozonevalutaer - Tyskland.

[133] COMP/38.158 - Meca Medina og Majcen mod Den Internationale Olympiske Komité,http://europa.eu.int/comm/competition/antitrust/cases/index/by_nr_76.html#i38_158.

[134] Sag T-313/02 Meca Medina og Majcen mod Kommissionen,http://europa.eu.int/eur-lex/lex/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CELEX:62002A0313:DA:HTML.

[135] Sag C-470/02.

[136] Sag T-185/00.

[137] Kommissionen beslutning af 1. maj 2000 i sag COMP/32.150 - EBU/Eurovision (EFT L 151 af 24.6.2000).

[138] Sag T-201/04 (hovedsag) og T-201/04 R (foreløbige forholdsregler).

[139] Se punkt 36.

[140] For nærmere oplysninger om det første år med disse nye bestemmelser henvises til boks 6 om det strømlinede henvisningssystem.

[141] Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 af 20. januar 2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT L 24 af 29.1.2004).

[142] Kommissionens forordning (EF) nr. 802/2004 af 7. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 139/2004 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser (EFT L 133 af 30.4.2004).

[143] Hvilket betyder, at anmeldelser skal indsendes i et originaleksemplar og 35 kopier.

[144] Litra d) er tilføjet som en ny katergori af sager, der kan anmeldes på den korte formular. Se nedenfor i afsnittet angående meddelelsen om den forenklede procedure.

[145] Se artikel 6, stk. 1, litra b), andet afsnit, og artikel 8, stk. 1, andet afsnit, og stk. 2, tredje afsnit.

[146] Artikel 2, stk. 3, i den nye fusionsforordning fastsætter, at "fusioner, der hæmmer den effektive konkurrence betydeligt inden for fællesmarkedet eller en væsentlig del heraf, navnlig som følge af skabelsen eller styrkelsen af en dominerende stilling, skal erklæres uforenelige med fællesmarkedet".

[147] HHI-indekset (Herfindahl-Hirschman-indekset) er en internationalt anerkendt målestok for koncentration på markedet. HHI-indekset beregnes som summen af kvadratet af alle de på markedet aktive virksomheders markedsandele. Dette indeks lægger forholdsvis større vægt på de store virksomheders markedsandele, hvilket stemmer overens med deres relative betydning for konkurrenceprocessen.

[148] COMP/M.2978.

[149] Se konkurrenceberetningen for 2003.

[150] COMP/M.3333.

[151] Jf. artikel 26, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004.

[152] Se EF-Domstolens dom i forenede sager C-68/94 og C-30/95, Frankrig mod Kommissionen ("Kali&Salz"), Sml. 1998 I, s. 1375; Førsteinstansrettens dom i sag T-102/96, Gencor mod Kommissionen, Sml. 1999 II, s. 753.

[153] Sag T-342/99, Airtours mod Kommissionen, Sml. 2002 II, s. 2585.

[154] COMP/M.3099.

[155] COMP/M.3431.

[156] COMP/M.3436.

[157] COMP/M.3440.

[158] Combined cycle-gasturbiner.

[159] COMP/M.1378.

[160] COMP/M.3304.

[161] COMP/M.3314.

[162] COMP/M.3354.

[163] COMP/M.3396.

[164] COMP/M.3397.

[165] COMP/M.3420.

[166] COMP/M.3465.

[167] COMP/M.3506.

[168] COMP/M.3558.

[169] Domme af 5.11.2002 i sag C-475, 471, 467, 469, 476, 472, 468 og 466/98 mod henholdsvis Østrig, Belgien, Danmark, Finland, Tyskland, Luxembourg, Sverige og Det Forenede Kongerige.

[170] Se bl.a. konklusionerne fra transportministrenes møde i Rådet den 5.6.2003 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 847/2004 (EUT L 195 af 2.6.2004). Hvad angår konkurrenceregler, vedtog Rådet tillige den 26.2.2004 forordning (EF) nr. 411/2004 om ændring af de eksisterende forordninger i luftfartssektoren. Efter denne forordning gælder forordning nr. 1/2003 også for lufttransport mellem EU og tredjelande.

[171] I sin meddelelse om følgerne for den europæiske luftfartspolitik af Domstolens domme af 5.11.2002 (KOM(2002) 649 endelig) anførte Kommissionen (punkt 47), at flyselskaber uden for EU, navnlig de amerikanske, er langt større end deres europæiske modparter i relation til passagertal, antal hubs og flyflåder. Der var derfor behov for en konsolidering for at kunne konkurrere globalt med disse flyselskaber.

[172] COMP/M 3280 – Air France/KLM. Denne beslutning er blevet indbragt for Førsteinstansretten af en tredjepart (sag T-177/04).

[173] COMP/38.248 – Air France/Alitalia. Denne beslutning er blevet indbragt for Førsteinstansretten af en tredjepart (sag T-300/04).

[174] Forordning (EF) nr. 2407, 2408 og 2409/92.

[175] Blandt tidligere beslutninger om fusioner mellem EU-flyselskaber kan nævnes beslutning af 5.10.1992 i sag IV/M.616, Air France/Sabena, og beslutning af 11.8.1999 i sag COMP/JV.19, KLM/Alitalia.

[176] Den 5.6.2003 fik Kommissionen af Rådet mandat til sammen med medlemsstaterne at forhandle en omfattende luftfartsaftale med USA og et horisontalt mandat til forhandlinger med tredjelande på alle områder, der falder ind under Fællesskabet enekompetence. I sin ovennævnte meddelelse af 5.11.2002 om følgerne for den europæiske luftfartspolitik af Domstolens domme anfører Kommissionen, at indføjelsen af en fællesskabsklausul i disse aftaler vil sætte EU-flyselskaberne i stand til at øge deres internationale flyvninger fra lufthavne i andre medlemsstater og samtidig bane vej for større kommerciel integration mellem flyselskaber i forskellige medlemsstater.

[177] 23. betragtning til forordning 4064/89.

[178] Aftalen blev anmeldt den 18.12.2003 i henhold til forordning 4064/89.

[179] Se nr. 37 i Air France/Alitalia-beslutningen.

[180] Se EF-Domstolens dom i sag 66/86, Ahmed Saeed Flugreisen, Sml. 1989, s. 803; Førsteinstansrettens dom i sag 2/93, Air France mod Kommissionen (TAT), Sml. 1994, s. 323; Kommissionens beslutning af 12.1.2001 i sag COMP/M.2041 - United Airlines/US Airways.

[181] Tidsfølsomme passagerer er passagerer, for hvem rejsetiden er forbundet med høje opportunitetsomkostninger, og som derfor er mindre tilbøjelige til at skifte direkte flyvninger ud med flyvninger med mellemlandinger, de er ikke fleksible med hensyn til afgangs- og ankomsttider, og de er nødt til at have mulighed for at ændre flyreservationer med kort varsel.

[182] På tidspunktet for vedtagelsen af AF/AZ-beslutningen (der blev truffet efter forordning (EF) 3975/87), havde Kommissionen kun gennemførelsesbeføjelser for ruter mellem EU-lande.

[183] Det princip blev første gang lagt til grund i beslutningen i United Airlines/US Airway-sagen.

[184] Hvor det er vanskeligt eller umuligt at løse problemerne gennem afhændelser, "kan ændringen i markedsstrukturen som følge af en påtænkt fusion resultere i store hindringer for adgangen til det relevante marked. Sådanne hindringer kan skyldes kontrollen med infrastrukturen i særlige netværk... Under sådanne omstændigheder kan løsningerne tage sigte på at lette markedsadgangen ved at sikre, at konkurrenterne får adgang til de nødvendige infrastrukturer …", jf. punkt 28 i Kommissionens meddelelse om løsninger, der er acceptable i henhold til Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89 og Kommissionens forordning (EF) nr. 447/98 (EFT C 68 af 2.3.2001).

[185] Se dom i sag T-102/96, Gencor, Sml. 1999 II, s. 753.

[186] COMP/M.3271.

[187] COMP/M.3373.

[188] COMP/M.3093.

[189] COMP/M.3423.

[190] Sag C-42/01, Den Portugisiske Republik mod Kommissionen, endnu ikke offfentliggjort.

[191] Artikel 21, stk. 3, i Rådets forordning (EØF) nr. 4064/89, nu artikel 21, stk. 4, i Rådets forordning (EF) nr. 139/2004.

[192] COMP/M.2054.

[193] Decreto-lei nr. 380/93.

[194] Det bemærkes, at EF-Domstolen den 4. juni 2002 - altså mens denne sag verserede - afsagde dom i sag C-367/98. Der var tale om en sag, som Kommissionen på grundlag af reglerne for det indre marked havde anlagt mod bl.a. den portugisiske lov nr. 11/90 (rammelov om privatisering) samt lovdekret nr. 380/93 (forhåndsgodkendelse). Domstolen fandt, at de portugisiske regler indebar en åbenlys forskelsbehandling af investorer fra andre medlemsstater, hvilket lagde hindringer i vejen for de frie kapitalbevægelser. Hvad angår Portugals påstand angående nødvendigheden af at sikre sine økonomiske interesser, understregede Domstolen, at sådanne økonomiske hensyn, der fremføres som begrundelse for indførelse af krav om forhåndstilladelse, ifølge fast retspraksis ikke kan retfærdiggøre indskrænkninger i den frie bevægelighed. Ved at have vedtaget og bibeholdt især lov nr. 11/90 og lovdekret nr. 380/93 havde Portugal tilsidesat sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 73B (nu artikel 56).

[195] Sag T-310/00, MCI mod Kommissionen, endnu ikke offentliggjort.

[196] COMP/M.1741.

[197] Se ovenfor afsnit I.C.3.

[198] Se punkt 81.

[199] COMP/36.246.

[200] IP/04/573.

[201] IP/03/1129.

[202] IP/01/1641.

[203] IP/03/547.

[204] Beslutning af 20.2.2004, K(2004)527 endelig, tilgængelig på:http://forum.europa.eu.int/Public/irc/infso/ecctf/home.

[205] Beslutning af 5.10.2004, K(2004)3682 endelig, kan findes påhttp://forum.europa.eu.int/Public/irc/infso/ecctf/home.

[206] Beslutning af 20.10.2004, K(2004)4070 endelig, kan findes på:http://forum.europa.eu.int/Public/irc/infso/ecctf/home.

[207] Kommissionens meddelelse KOM(2004) 83 endelig af 9.2.2004, "Rapport om konkurrencen inden for de liberale erhverv".

[208] Domstolens dom i sag C-309/99, Wouters, Sml. 2002 I, s. 1577.

[209] http://europa.eu.int/comm/competition/liberalization/conference/stocktaking_exercise_en.html.

[210] Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83 af 27.3.1999).

[211] Kommissionens forordning nr. 794/2004 af 21. april 2004 (EUT L 140 af 30.4.2004).

[212] De ændringer, der er specificeret i artikel 4, stk. 2, er: a) stigninger i budgettet for en godkendt støtteordning, der overstiger 20 %, b) forlængelse af en godkendt ordning i op til seks år og c) en stramning af kriterierne for anvendelse af ordningen, en reduktion i støtteintensiteten eller reduktion af de støtteberettigede udgifter. En stramning af kriterierne skal anmeldes (selv om den kan fremme målet om at mindske statsstøtten, som det er blevet gentaget på flere møder i Det Europæiske Råd), fordi selv om den kan føre til en samlet mindskelse af statsstøtten, kan den i individuelle tilfælde ændre karakteren af den pågældende støtteforanstaltning og mindske støttens incitamentseffekt.

[213] Betingelser for sikker og korrekt fremsendelse som sådan, men også for fortrolig behandling af de fremsendte oplysninger. Ved udgangen af året var forberedelserne af de elektroniske formularer allerede langt fremme, og der er forudset en forsøgsfase i midten af 2005.

[214] Reglerne om tydeliggørelse for statsstøttesektoren henviser til Rådets forordning (EØF, Euratom) nr. 1182/71 af 3. juni 1971.

[215] Inddrivelsen skal genoprette den situation, der bestod for den ulovlige støtte. Kommissionens meddelelse af 8. maj 2003 gør det klart, at virkningen af ulovlig støtte er den samme som at give modtageren midler på betingelser, der svarer til betingelserne i forbindelse med et rentefrit mellemfristet lån.

[216] Kommissionens meddelelse om de rentesatser, der skal anvendes ved tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte (EFT C 110 af 8.5.2003).

[217] EFT L 63 af 28.2.2004.

[218] EFT C 45 af 17.2.1996.

[219] Kommissionens henstilling af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder (EUT L 124 af 20.5.2003).

[220] Kommissionens forordning (EF) nr. 363/2004 af 25. februar 2004 om ændring af forordning (EF) nr. 68/2001 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på uddannelsesstøtte (EUT L 63 af 28.2.2004).

[221] EUT L 63 af 28.2.2004.

[222] EUT L 124 af 20.5.2003.

[223] EFT C 288 af 9.10.1999.

[224] Meddelelse fra Kommissionen — EF-rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (EUT C 244 af 1.10.2004).

[225] Udbetaling af rednings- eller omstruktureringsstøtte til kriseramte virksomheder kan være berettiget ud fra f.eks. sociale eller regionalpolitiske betragtninger, behovet for at tage hensyn til den positive rolle, som små og mellemstore virksomheder (SMV) spiller i økonomien, eller undtagelsesvis det ønskelige i at opretholde en konkurrencedygtig markedsstruktur, når virksomhedsdød vil kunne føre til et monopol eller en stram oligopolistisk situation. På den anden side ville det ikke være berettiget at holde en virksomhed kunstigt i live i en sektor, hvor der er en langfristet strukturel overkapacitet, eller når den kun kan overleve som et resultat af gentagne statslige interventioner.

[226] Under rammebestemmelserne fra 1999 var det umuligt at yde rednings- og omstruktureringsstøtte samtidig, selv om en sådan mulighed er ønskelig i nogle tilfælde for at få indført nogle omstruktureringsforanstaltninger tidligt i processen.

[227] Rådets forordning (EF) nr. 1177/2002 (EFT L 172 af 2.7.2002).

[228] Kommissionens afgørelse af 8. oktober 2002 i henhold til bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 386/94 vedrørende handelspraksis i Korea, som påvirker handelen med handelsskibe (EFT L 281 af 19.10.2002).

[229] Rådets forordning (EF) nr. 502/2004 af 11. marts 2004 (EUT L 81 af 19.3.2004).

[230] N 242/2004; beslutning af 14.7.2004, nr. C(2004) 2832, endnu ikke offentliggjort.

[231] N 138/2004; beslutning af 19.5.2004, nr. C(2004) 1808, endnu ikke offentliggjort.

[232] N 333/2004; beslutning af 21.1.2004, nr. C(2004) 4207, endnu ikke offentliggjort.

[233] N 59/2004; beslutning af 19.5.2004, nr. C(2004) 1807, endnu ikke offentliggjort.

[234] EUT L 352 af 28.10.2004.

[235] N 145/2004.

[236] N 33/A/2004.

[237] C 50/02 (ex N 371/2001).

[238] NN 154/2003.

[239] For nærmere detaljer, se under "Sager".

[240] NN 151/2002 (ex N 113/B/2001).

[241] For nærmere detaljer, se under "Sager".

[242] Kommissionens forordning (EF) nr. 1/2004 af 23. december 2003 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med produktion, forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter (EUT L 1 af 3.1.2004).

[243] Se: http://europa.eu.int/comm/agriculture/stateaid/exemption/index_en.htm

[244] NN 34/A/2000 Kvalitetsprogrammer og kvalitetsmærker (AMA Biosiegel og AMA Gütesiegel – Østrig), N 195/2003 Reklame for kvalitetsoksekød og –fårekød og NN 196/2003 reklame for kvalitetssvinekød – Det Forenede Kongerige.

[245] N 571/02 Lov om fond for salgsfremmende foranstaltninger – Tyskland

[246] N 195/2003 Reklame for kvalitetsoksekød og – fårekød og sag N 196/2003 Reklame for kvalitetssvinekød – Det Forenede Kongerige.

[247] N 175/03 Generisk reklame for kød (Meat and Livestock Commission Generic Meat Advertising Scheme) – Det Forenede Kongerige og C 78/2003 (ex NN 36/98, ex N 610/97) Reklame for sicilianske produkter (artikel 4 i regionallov 27/1997) - Italien (Sicilien).

[248] Kommissionens forordning (EF) nr. 1595/2004 af 8. september 2004 om anvendelse af EF-traktatens artikel 87 og 88 på statsstøtte til små og mellemstore virksomheder, der beskæftiger sig med produktion, forarbejdning og afsætning af fiskevarer (EFT L 291 af 14.9.2004).

[249] EUT C 229 af 14.9.2004.

[250] EUT C 13 af 17.1.2004.

[251] Sag C-280/00. Se punkt 621 ff. i konkurrenceberetningen for 2003.

[252] Direktiv 80/723/EØF, senest ændret ved direktiv 2000/52/EF (EFT L 193 af 29.7.2000).

[253] Se http://europa.eu.int/comm/competition/state_aid/others/

[254] Resultattavlen erstatter statsstøtteundersøgelserne, som blev indstillet efter den niende undersøgelse i 2001. Online-resultattavlen, som findes på GD Konkurrences webside, indeholder en række nøgleindikatorer og statistiske tabeller ud over de oplysninger, der gives i papirversionen.

[255] http://europa.eu.int/comm/competition/state_aid/scoreboard/analytical_section.html. Der findes en fransk og en tysk udgave af resumeet. Se også pressemeddelelse IP/04/1356.

[256] N 567/2003.

[257] C 39/1996 (ex NN 127/92); positiv beslutning af 20.4.2004.

[258] NN 42/2004; beslutning af 20.7.2004.

[259] N 490/2000.

[260] N 161/04.

[261] SG(2001) D/290869 af 6.8.2001.

[262] C 58/2003, beslutning af 7.7.2004, K(2004)2352.

[263] C 5/2003.

[264] EUT C 80 af 3.4.2003; se også EUT C 210 af 5.9.2003.

[265] Endnu ikke offentliggjort.

[266] C 28/2002, indledning af proceduren EFT C 141 af 14.6.2002.

[267] Støtten omfatter for det første et kapitaltilskud på 1,8 mia. EUR fra delstaten Berlin i 2001, for det andet ydelse af garantier til dækning af BGB’s risici i forbindelse med tidligere aktiviteter inden for fast ejendom til en økonomisk værdi af 6,1 mia. EUR (det teoretiske maksimale beløb på nominelt 21,6 mia. EUR er baseret på juridiske bestemmelser og tilsynsregler, men er urealistisk med pessimistiske antagelser) og for det tredje en tilbagebetalingsaftale mellem delstaten Berlin og BGB angående en potentiel tilbagebetalingsordre på indtil 1,8 mia. EUR efter en kommissionsbeslutning om den dengang stadig verserende procedure om en kapitaloverførsel til Landesbank Berlin, der har været en del af BGB-gruppen siden 1994, C48/2002 (den 20.10.2004 besluttede Kommissionen, at en støtte på 810 mio. EUR skulle søges tilbagebetalt af Tyskland; se punkt 454 ff. i denne beretning).

[268] Crédit Lyonnais, EFT L 221 af 8.8.1998.

[269] Se punkt 526 ff. i konkurrenceberetningen for 2003.

[270] Beslutning af 2.8.2004, C/13/B/2004.

[271] Sag 173/73, Italien mod Kommissionen, Sml. 1974, s. 709.

[272] Beslutning af 2.8.2004, C/13/A/2004.

[273] C 10/04 (ex N 94/04).

[274] NN 37/04 (ex N 106/04), beslutning af 8.9.2004.

[275] C 40/00.

[276] C 66/03.

[277] C 20/2004 (ex NN 25/2004), beslutning af 12.8.2004.

[278] C 55/2002 (ex NN 53/2002), støtte til skibsreparationsvirksomheden SORENI, Le Havre, beslutning af 20.4.2004; C 34/2003 (ex N 728/2002), støtte til skibsreparationsvirksomheden CMR, Marseille, beslutning af 22.9.2004.

[279] EFT C 288 af 9.10.1999.

[280] N 811/a/2002 og N 20/2004.

[281] C 16/04 ændringer af investeringsplanen for Hellenic Shipyards (EUT C 202 af 10.8.2004).

[282] Rådets forordning (EØF) nr. 1013/97 af 2. juni 1997 om støtte til bestemte skibsværfter, der er under omstrukturering (EFT L 148 af 6.6.1997).

[283] Artikel 6, stk. 1), i Rådets direktiv 90/684/EØF af 21. december 1990 om støtte til skibsbygningsindustrien (EFT L 380 af 31.12.1990).

[284] Artikel 11, stk. 1.

[285] C 40/02.

[286] C 40/02 (ex N 513/01) støtte til Hellenic Shipyards (EFT C 186 af 6.8.2002).

[287] EFT L 202 af 18.7.1998.

[288] K(2004)3932, nuværende nr. C 35-2004.

[289] http://europa.eu.int/comm/competition/state_aid/legislation/aid3.html#DIII. Indledningen af den formelle procedure påvirker ikke det endelige resultat af en undersøgelse.

[290] I parentes er anført tidspunkter for kapitaloverdragelse.

[291] C 95/2001 (ex CP 38/2001 – ex NN 71/2001), beslutning af 14.7.2004.

[292] N 203/2004 Volvo Lastvagnar AB, beslutning af 8.9.2004.

[293] EFT C 279 af 15.9.1997.

[294] EFT C 258 af 9.9.2000.

[295] EFT C 70 af 19.3.2002, som ændret ved Kommissionens meddelelse om ændring af de multisektorale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter (2002) med hensyn til opstilling af en liste over sektorer med strukturproblemer og forslag til foranstaltninger efter EF-traktatens artikel 88, stk. 1, angående motorkøretøjsindustrien og kunstfiberindustrien (EUT C 263 af 1.11.2003).

[296] N 283/2004.

[297] N 177/2004.

[298] EFT C 74 af 10.3.1998.

[299] N 147/2004.

[300] EFT L 10 af 13.1.2001.

[301] C 72/2003 (ex-N 134/2003).

[302] EFT C 235 af 21.8.2001.

[303] C 57/2003 (ex-NN 58/2003).

[304] NN 136/03.

[305] Dom af 15.7.2004 i sag C-345/02, Pearle BV, Hans Prijs Optiek Franchise BV og Rinck Opticiëns BV mod Hoofdbedrijfschap Ambachten, endnu ikke offentliggjort.

[306] N 330/2004.

[307] Fritagelsen efter artikel 39 CA i den franske skattelov blev indført ved artikel 77 i lov nr. 98-546 af 2. juli 1998, som indfører et afskrivningssystem til fordel for visse virksomheder, der er godkendt af budgetministeriet.

[308] C 12/2004.

[309] N 42/2004.

[310] C 40/2004.

[311] EF-rammebestemmelser for statsstøtte til forskning og udvikling, offentliggjort i EFT C 45 af 17.2.1996 (i det følgende benævnt "rammebestemmelserne"), senest bekræftet og forlænget ved Kommissionens meddelelse 2002/C111/03 (EFT C 111 af 8.5.2002).

[312] Anmeldt i april 2004 som N184a-184b/2004.

[313] Den højtstående gruppe for brint- og brændselscelleteknologier blev nedsat i oktober 2002 af Europa-Kommissionens næstformand, Loyola de Palacio, kommissær med ansvar for energi og transport, og Philippe Busquin, kommissær med ansvar for forskning. Gruppen blev bedt om at formulere en vision for det bidrag, som brint og brændselsceller vil kunne yde til gennemførelsen af bæredygtige energisystemer i fremtiden. Det består af 19 interessenter repræsenterende forskningsmiljøer, erhvervslivet, offentlige myndigheder og slutbrugere.

[314] N 214/2004.

[315] N 315/2004.

[316] C 31/2004 (ex NN 53/2004).

[317] Denne støtteintensitet er i overensstemmelse med rammebestemmelserne for statsstøtte til miljøbeskyttelse (EFT C 37 af 3.2.2001), som imidlertid ikke dækker støtte til forbedring af borgernes sikkerhed.

[318] N 304/03.

[319] N 598/03.

[320] C 67/03, C 68/03 og C 69/03.

[321] C 73/03.

[322] EFT C 37 af 3.2.2001.

[323] EUT L 275 af 25.10.2003.

[324] Den 7. juli traf Kommissionen beslutning med hensyn til de nationale tildelingsplaner for Danmark, Irland, Nederlandene, Slovenien og Sverige. Den 20. oktober blev der truffet beslutning med hensyn til de nationale tildelingsplaner for Belgien, Estland, Letland, Luxembourg, Den Slovakiske Republik og Portugal. I slutningen af december blev der truffet beslutninger med hensyn til de nationale tildelingsplaner for Cypern, Ungarn, Litauen, Malta og Spanien. Meddelelserne om disse beslutninger kan findes på http://europa.eu.int/scadplus/leg/da/lvb/l28012.htm. Beslutningerne kan findes på http://www.europa.eu.int/comm/environment/climat/emission_plans.htm.

[325] CZ 49/2003, C-27/2004, beslutning af 14.7.2004.

[326] HU 11/2003, C-35/2004, beslutning af 20.10.2004.

[327] SK 5/04.

[328] NN 62/2004.

[329] Rådets forordning nr. 1540/98 (EFT L 202 af 18.7.1998).

[330] N 347/03.

[331] C6/2000 af 25.10.2004, K(2004)3910/2.

[332] NN 56/2003.

[333] C 27/2001 (ex NN 2/2001).

[334] N 515/2003.

[335] NN 154/2003.

[336] C-49/2002 (ex NN 49/2002).

[337] Kommissionen erkendte, at Frankrig ved at overføre indtægterne fra afgiften til statsbudgettet havde bragt denne diskriminerende beskatning til ophør, og afsluttede overtrædelsesproceduren.

[338] C 9/A/2003 - Tyskland (Bayern).

[339] C 9/B/2003 - Tyskland (Bayern).

[340] N 249/2003.

[341] N 384/2003 - EUT C 56 af 4.3.2004.

[342] C 5/2001 (ex N 775/2000) - Italien (Sardinien).

[343] C 59/2001 (ex N 797/1999).

[344] N 75/2004 - Italien (Lombardia).

[345] N 536/2003 - Italien (Campania).

[346] NN 151/2002 (ex N 113/B/2001).

[347] N 429/2003.

[348] N 431/2003.

[349] EFT L 205 af 2.8.2002.

[350] EUT C 182 af 15.7.2004.

[351] N 493/2003 - Tyskland – Statsstøtte til kulindustrien i 2004. Beslutning af 19.5.2003.

[352] N 170/2004 – Tyskland – Retningslinjer for anlæggelse, udvidelse og genaktivering af private jernbanesidelinjer. Beslutning af 6.10.2004.

[353] N 335/03 - Italien – Støtte til etablering af godstransportselskab. Beslutning af 3.3.2004.

[354] N 551/2003 - Italien – Støtte til fremme af godstransport gennem kombineret transport (landeveje/søtransport på kort distanceruter). Beslutning af 6.10.2004.

[355] N 206/2003 - UK – Tilskud til transport ad vandveje. Beslutning af 20.4.2004.

[356] N 649/2001 - UK – Støtte til fragtfaciliteter. Beslutning af 20.12.2001.

[357] N 88/04 - Belgien – Støtte til indre vandveje til håndtering af containere i Antwerpens havn. Beslutning af 14.7.2004.

[358] Motorvejen omkring Antwerpen omfatter fire spor i hver retning. Under anlægsarbejderne begrænses antallet af spor til to i hver retning.

[359] N 90/2004 - Danmark – Partikelfiltre på lastbiler. Beslutning af 20.7.2004.

[360] C 32/2003 - Frankrig - Sernam 2 – Undersøgelse af omstruktureringsstøtte. Beslutning af 20.10.2004.

[361] C 54/2003 - Tyskland.

[362] N 38/2004 – Frankrig – Støtte til godstransport ad indre vandveje i Frankrig. Beslutning af 8.9.2004; N 4/2004 – Belgien – Regional støtteordning for transport ad indre vandveje i Walloniet 2004-2007. Beslutning af 16.6.2004.

[363] N 599/2003 – Videreførelse i 2004 og 2005 af en ordning med henblik på at nedsætte arbejdsgivernes socialsikringsbidrag inden for kystskibsfart. Beslutning af 3.2.2004; N 45/2004 – Udvidelse af det internationale skibsfartsregister og derfor af reglerne for dette register til at omfatte visse kystskibsfartsaktiviteter. Beslutning af 14.7.2004.

[364] NN 19/2004 – Ordning om en fast nedsættelse af sømænds socialsikringsbidrag. Beslutning af 22.9.2004; N 376/2004, beslutning af 16.11.2004.

[365] N 171/2004 – Teknisk justering af den tonnagebaserede skatteordning, der er godkendt i 2002. Beslutning af 1.12.2004.

[366] N 70/04 – Videreførelse af eksisterende ordning for det internationale skibsfartsregister og udvidelse af dette til at omfatte passagerskibe, der sejler mellem Finland og de øvrige medlemsstater. Beslutning af 1.12.2004.

[367] N 114/2004.

[368] C 64/1999 - Italien – Tirrenia-gruppen. Beslutning af 16.3.2004.

[369] Endelig beslutning endnu ikke offentliggjort.

[370] C 20/2003, EUT C 145 af 21.6.2003.

[371] C 65/200, EFT L 196 af 25.7.2002.

[372] C 76/2002 - Belgien - Charleroi Airport – Ryanair. Beslutning af 12.2.2004.

[373] EUT C 192 af 28.7.2004.

[374] N 297/2004 - Italien – Hasteforanstaltninger vedrørende omstrukturering og redning af Alitalia. Beslutning af 20.7.2004.

[375] NN 63/2004 - Portugal – Reprivatisering af SPDH (TAP).

[376] Se afsnit 4.5 i konkurrenceberetningen for 2003 og sag C 62/99.

[377] CP 114/04 RTP.

[378] E 10/2005 (ex CP 660/1999).

[379] C 2/2003.

[380] C 2/2004.

[381] EFT C 320 af 15.11.2001.

[382] Se kapitel 4.5 i konkurrenceberetningen for 2003.

[383] C 25/04 (ex NN 36/04).

[384] EFT C 238 af 25.9.2004.

[385] Beslutning N 213/2003 - Project Atlas – Bredbåndsinfrastrukturordning til erhvervsparker, 9.9.2004; N 307/2004 - Bredbånd i Skotland – Fjerntliggende områder og landdistrikter; N 199/2004 - Broadband Business Fund; N 381/04 – Højhastighedsnet i Pyrenées-Atlantiques, 16.11.2004; Bredbånd til SMV i Lincolnshire med forbindelse til virksomheder i landdistrikter, 15.12.2004.

[386] Kommissionens arbejdsdokument "Retningslinjer for kriterier og bestemmelser for anvendelse af strukturfonde til støtte for elektronisk kommunikation", 28.7.2003, SEC(2003) 895.

[387] Dom i sag C-280/00 Altmark Trans og Regierungspräsidium Magdeburg, Sml. 2003 I, s. 7747.

[388] Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget om visse lovmæssige aspekter vedrørende biograf- og andre audiovisuelle produktioner (KOM(2001) 534 endelig af 26.9.2001 (EFT C 43 af 16.2.2002)). Meddelelse fra Kommissionen til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt Regionsudvalget om visse lovmæssige aspekter vedrørende biograf- og andre audiovisuelle produktioner af 26.9.2001 (KOM(2004) 171 endelig af 16.3.2004 (EFT C 123 af 30.4.2004)).

[389] N 41/04.

[390] N 224/04, http:/europa.eu.int/comm./secretariat_general/sgb/state_aids/comp-2004/n224-04-fr.pdf

[391] EUT L 140 af 30.4.2004.

[392] Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (EFT L 83 af 27.3.1999).

[393] Det forholdsvis store antal tyske sager om tilbagesøgning skyldes i et vist omfang overgangsproblemer efter foreningen af de to Tysklande. Hvad angår de spanske sager om tilbagesøgning, omhandler over halvdelen skattelettelsesforanstaltninger i Baskerlandet.

[394] 28 mia. EUR for de femten gamle medlemsstater, heri ikke medtaget støtte til landbrug, fiskeri, transport og minedrift.

[395] Sag C-64/1997 (Westdeutsche Landesbank), C-48/2002 (Landesbank Berlin), C-69/2002 (Norddeutsche Landesbank), C-70/2002 (Bayerische Landesbank), C-71/2002 (Hamburgische Landesbank), C-72/2002 (Landesbank Schleswig-Holstein), C-73/2002 (Landesbank Hessen-Thüringen), beslutninger af 20.10.2004.

[396] C-13B/2003, beslutning af 2.8.2004.

[397] C-68/2002, beslutning af 16.12.2003.

[398] C-88/1997, domstolssag C-337/04.

[399] C-38/1998, beslutning af 6.10.2004.

[400] C-03/1999, beslutning af 13.10.2004.

[401] C-38/1998 (EFT L 12 af 15.1.2002).

[402] Beslutning af 6.10.2004, endnu ikke offentliggjort i EUT.

[403] Førsteinstansretssag T-366/00 og T-369/00.

[404] Sag C-03/1999 (EFT L 37 af 12.2.2000).

[405] Domstolssag C-404/00, Sml. 2003 I, s. 6695.

[406] C-186/02 P og C-188/02 P Ramodín SA, Ramodín Cápsulas SA (C-186/02 P) og Territorio Histórico de Álava - Diputación Foral de Álava (C-188/02 P) mod Kommissionen.

[407] C-278/00.

[408] C-159/01.

[409] C-110/02.

[410] C-345/02.

[411] Aftalen mellem regeringen for Amerikas Forenede Stater og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber om anvendelsen af deres konkurrencelovgivning blev indgået den 23. september 1991. Ved en fælles beslutning truffet af Rådet og Europa-Kommissionen den 10. april 1995 blev aftalen godkendt og erklæret gyldig fra den dato, hvor Kommissionen undertegnede den (EFT L 95 af 27.4.1995). Den 4. juni 1998 trådte aftalen om positive comity, der styrker bestemmelserne om positive comity i 1991-aftalen, i kraft (aftale mellem De Europæiske Fællesskaber og regeringen for Amerikas Forenede Stater om anvendelsen af principperne om positive comity i håndhævelsen af deres konkurrencelovgivning (EFT L 173 af 18.6.1998)).

[412] Aftale mellem De Europæiske Fællesskaber og Canadas regering om anvendelsen af deres konkurrencelovgivning (EFT L 175 af 10.7.1999, s. 50).

[413] Aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Japans regering om samarbejde vedrørende konkurrencebegrænsende aktiviteter (EUT L 183 af 22.7.2003). Samarbejdsaftalen mellem EU og Japan blev undertegnet i Bruxelles den 10. juli 2003 og trådte i kraft den 9. august 2003.

[414] Flere oplysninger om ICN findes på ICN’s website: http://www.internationalcompetitionnetwork.org.

[415] http://www.internationalcompetitionnetwork.org/annualconference2003.html.

[416] En rapport om workshoppens vigtigste konklusioner kan findes påhttp://www.internationalcompetitionnetwork.org/capacitytbuild_sg2_seoul.pdf