52005PC0375

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EF-statistikker over migration og international beskyttelse /* KOM/2005/0375 endelig udg. - COD 2005/0156 */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 14.9.2005

KOM(2005) 375 endelig

2005/0156 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om EF-statistikker over migration og international beskyttelse

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

BAGGRUND FOR FORSLAGET

- Begrundelse og formål

Udformningen af fællesskabspolitikker og -lovgivning om migration og asyl har understreget behovet for omfattende og sammenlignelige europæiske statistikker over en række emner om migration. Yderligere udvikling, gennemførelse og overvågning af fælles indvandrings- og asylregler kræver meget bedre statistiske oplysninger, end der findes i øjeblikket. Det fremgår af konklusionerne af Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 20. juni 2003, at der kræves mere effektive mekanismer til indsamling og analyse af oplysningerne om migration og asyl i Den Europæiske Union.

Europa-Parlamentet anførte i sin beslutning af 6. november 2003, at lovgivning er et nødvendigt grundlag for udarbejdelsen af omfattende statistikker, som er nødvendige for at udforme en retfærdig og målrettet migrationspolitik i EU.

- Generel baggrund

Siden Amsterdam-traktaten trådte i kraft, er der gjort en stor indsats for at fastsætte fælles regler for asyl og indvandring i Den Europæiske Union. Dette har været en vigtig del af et ambitiøst arbejdsprogram for etableringen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som på Det Europæiske Råd i Tammerfors i 1999 blev opstillet som et prioriteret mål for EU. I april 2003 offentliggjorde Kommissionen en handlingsplan (KOM(2003) 179 endelig)[1], der indeholder de kort- og mellemfristede mål for det statistiske arbejde om migration og asyl. Nærværende forslag er i overensstemmelse med handlingsplanen, hvoraf det fremgår, at Kommissionen har til hensigt at indføre et lovgrundlag for disse statistikker.

- Gældende bestemmelser på det område, som forslaget vedrører - ophævelse af gældende lovgivning

Nye fællesskabsbehov for migrations- og asylstatistikker gør bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 311/76 af 9. februar 1976 om udarbejdelse af statistik vedrørende udenlandske arbejdstagere[2] forældede, og forordningen bør derfor ophæves.

FORSLAGETS RETLIGE ASPEKTER

- Resumé af forslaget

Formålet med forordningen er at fastlægge fælles rammer for indsamlingen og udarbejdelsen af EF-statistikker om international migration og asyl. Det kan konstateres, at der er stor forskel på, hvordan medlemsstaterne udarbejder migrationsstatistikker, og hvilke personer der defineres som ind-/udvandrere i statistikkerne. Behovene for forskellige former for migrationsstatistikker og tilgængeligheden af forskellige datakilder ændrer sig løbende. Med denne forordning tilstræbes det at forene de store forskelle mellem administrative systemer og datakilder i Europa med det stigende behov for sammenlignelige migrationsstatistikker for Den Europæiske Union og dens medlemsstater. Selv om formålet med lovgivningen er at begrænse virkningerne af forskellene i definitioner og datakilder for statistikkernes sammenlignelighed, er det klart, at harmoniseringen skal ske gradvis. Den foreslåede forordning forpligter medlemsstaterne til at udnytte de eksisterende data optimalt, således at der kan udarbejdes statistikker, der i så høj grad som muligt er i overensstemmelse med de harmoniserede definitioner. Det foreslås imidlertid ikke at pålægge medlemsstaterne at indføre helt nye datakilder eller foretage ændringer i de administrative systemer for indvandring eller asyl. Medlemsstaterne skal dog begrunde valget af datakilde og forklare denne kildes forventede virkninger for graden af overensstemmelse med de harmoniserede definitioner. Disse oplysninger vil blive anvendt som vejledning ved fortolkningen af statistikkerne.

- Retsgrundlag: EF-traktatens artikel 285

Traktatens artikel 285 er retsgrundlaget for EF-statistikker. Rådet vedtager i henhold til den fælles beslutningsprocedure de foranstaltninger til udarbejdelse af statistikker, der er nødvendige, for at Fællesskabet kan udøve sin virksomhed. Ifølge denne artikel skal udarbejdelsen af statistikkerne være karakteriseret ved upartiskhed, pålidelighed, objektivitet, videnskabelig uafhængighed, omkostningseffektivitet og de statistiske oplysningers fortrolighed.

- Subsidiaritetsprincippet

På nuværende tidspunkt findes der mange forskellige statistiske definitioner og begreber vedrørende migration. Derfor er det ikke muligt at udarbejde sammenlignelige migrationsstatistikker. Der har i en årrække været gjort forsøg på at indsamle data baseret på harmoniserede definitioner udarbejdet i henhold til gentlemanaftaler, men medlemsstaterne har ikke anvendt disse definitioner. I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, som er omhandlet i EF-traktatens artikel 5, kan målsætningen for den foreslåede forordning, nemlig systematisk udarbejdelse af harmoniserede EF-statistikker om international migration og asyl, ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne individuelt og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan. Europa-Parlamentet konkluderede i sin beslutning af 6. november 2003, at yderligere forbedring af migrationsstatistikken ville kræve lovgivning. Ud over forbedringen af optællingen af indvandrere er der et stigende behov for bedre demografiske og socioøkonomiske oplysninger om ind-/udvandrere. For eksempel er det i forbindelse med statistikker over fuldbyrdelsesforanstaltninger vedrørende ulovlig migration vigtigt at udarbejde dataserier, der giver oplysninger om de pågældende personers alder og køn. Disse oplysninger, som ikke foreligger i øjeblikket, er nødvendige til evaluering af politikken til bekæmpelse af menneskehandel. Der er ligeledes behov for bedre socioøkonomiske oplysninger til analyse af spørgsmål som integrering af ind-/udvandrere og deres deltagelse på arbejdsmarkedet.

Medlemsstaterne vil ikke individuelt kunne tilvejebringe sammenlignelige statistikker, der er nødvendige for at udforme og overvåge en retfærdig og målrettet indvandrings- og asylpolitik i EU. Migrationens stigende betydning som en faktor på mange politikområder indebærer, at medlemsstaterne har behov for pålidelige og sammenlignelige statistikker. Eksempelvis kræves der gode oplysninger om migration, når man skal forudsige udviklingen på arbejdsmarkedet. Handler medlemsstaterne på egen hånd uden koordinering og harmonisering på EU-plan, vil deres indsats ikke være tilstrækkelig effektiv til at opfylde dette behov.

Indførelsen af harmoniserede EF-statistikker om migration og asyl vil være en vanskelig opgave. Det vil være nødvendigt at tilgodese politikrelaterede behov for statistikker, internationale praksisser og anbefalinger og praktiske problemer i forbindelse med anvendelsen af definitionerne i de enkelte medlemsstater. Det kræver høring, koordinering og planlægning på EU-niveau, hvilket Kommissionen bedst vil kunne varetage. Det er vigtigt, at der findes oplysninger om hele EU til brug for overvågning af udviklingen og gennemførelsen af Fællesskabets lovgivning og politik. Generelt sikrer den nuværende praksis ikke i tilstrækkelig grad en fuldstændig regelmæssig, rettidig og hurtig levering og formidling af data eller tilgængelighed for offentligheden. De statistiske oplysninger, som skal indsamles i henhold til den foreslåede forordning, vil så vidt muligt være i overensstemmelse med FN's retningslinjer for vandringsopgørelser (Recommendations for Statistics of International Migration). Disse opgørelser udarbejdes i stort omfang på grundlag af Eurostat's eksisterende årlige indsamling af migrationsdata og de månedlige dataindsamlinger vedrørende asyl og fuldbyrdelsesforanstaltninger til bekæmpelse af ulovlig migration. Et andet migrationsrelateret emne, som skal dækkes, er ikke-EU-borgeres lovlige indvandring. Dette emne er omfattet af en række af Kommissionens lovgivningsinitiativer og politikker.

På trods af Kommissionens omfattende ikke-lovgivningsmæssige initiativer til forbedring af koordineringen på dette område har medlemsstaterne ikke individuelt kunnet forsyne Kommissionen med de nødvendige harmoniserede data til udarbejdelse af sammenlignelige EF-statistikker om migration og asyl. Selv om der er sket forbedringer inden for de seneste år, står det klart, at de eksisterende EU-statistikker om migration og asyl ikke er tilstrækkelige til at udarbejde og overvåge lovgivningen og politikken. Det er især betænkeligt, at der mangler store mængder data i dataindsamlingerne. Der er også alvorlige problemer forbundet med den manglende harmonisering, både hvad angår de anvendte datakilder og de definitioner, som statistikkerne er baseret på.

Kommissionen er bedst egnet til at organisere indsamlingen af EF-statistikker, mens medlemsstaterne har kompetence til at organisere og administrere de nationale statistiske systemer. Forslaget vedrører kun statistikker om international migration og asyl, der skal leveres til Kommissionen med henblik på udarbejdelse af EF-statistikker. Forslaget har ikke direkte indflydelse på udarbejdelsen af statistikker til nationale formål eller på andre former for befolkningsstatistik som f.eks. befolkningsbevægelser inden for medlemsstatens område. De relevante regler er fastsat i Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker[3].

Denne forordning vil i stort omfang kunne bidrage til at forbedre tilgængeligheden af harmoniserede EF-statistikker om et emne, der anses for at være meget højt prioriteret både på europæisk og nationalt plan. Bliver denne forordning og tilhørende gennemførelsesforanstaltninger ikke vedtaget, vil det få alvorlige følger for udviklingen og overvågningen af migrations- og asylpolitikken.

- Proportionalitetsprincippet

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går forordningen ikke ud over det, der er nødvendigt for at nå målet. Eftersom datakilderne til udarbejdelse af migrationsstatistikkerne er meget uensartede medlemsstaterne imellem, er det ikke muligt at foreskrive en bestemt datakilde, der skal anvendes i hver medlemsstat. I stedet er det hensigten, at lovgivningen tillader en vis fleksibilitet, således at de nationale myndigheder kan anvende de bedste tilgængelige datakilder til udarbejdelse af statistikker, der er baseret på harmoniserede definitioner. Et vigtigt element i denne forbindelse vil være levering af detaljerede metadata til forklaring af, hvilke datakilder der er anvendt, og til vurdering af, hvilken betydning anvendelsen af disse datakilder kan forventes at få for statistikkernes overensstemmelse med de harmoniserede definitioner.

I den foreslåede forordning anvendes kun harmoniserede statistiske definitioner vedrørende migration og asyl. Det står medlemsstaterne frit for at udarbejde disse statistikker på basis af relevante nationale datakilder alt efter medlemsstaternes statistiske systemer og praksis. Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at ændre de administrative systemer vedrørende migration og asyl. På nationalt niveau ligger ansvaret for migrations- og asylstatistik hos en lang række forskellige kontorer. Lovgivningen kan ganske vist for nogle medlemsstaters vedkommende indebære mindre ændringer i aktiviteterne i forbindelse med deres eksisterende migrationsstatistikker – f.eks. indsamling af yderligere variabler eller fremskyndelse af datatilgængeligheden. Eurostat vil fortsætte med at arbejde tæt sammen med de ansvarlige nationale myndigheder og vil bestræbe sig på at minimere potentielle vanskeligheder, der er affødt af rammeforordningen og de senere gennemførelsesforanstaltninger vedtaget af Kommissionen.

KONSEKVENSER FOR BUDGETTET

Den foreslåede forordning har ingen konsekvenser for EF-budgettet.

2005/0156 (COD)

Forslag til

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING

om EF-statistikker over migration og international beskyttelse

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen[4],

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[5],

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget[6],

efter proceduren i traktatens artikel 251[7], og

ud fra følgende betragtninger:

1. I sine konklusioner af 28. og 29. maj 2001 vedrørende fælles analyse og forbedret udveksling af statistiske oplysninger om asyl og migration fastslog Rådet (retlige og indre anliggender), at der er behov for en samlet og sammenhængende ramme for den fremtidige indsats til forbedring af statistikkerne.

2. I april 2003 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet med henblik på fremlæggelse af en handlingsplan for indsamling og analyse af EF-statistikker på indvandringsområdet[8]. Denne indeholdt en række vigtige ændringer, som skulle øge omfanget og forbedre harmoniseringen af disse statistikker. I handlingsplanen anfører Kommissionen, at den har til hensigt at forslå lovgivning, som skal være grundlag for EF-statistikker om migration og asyl.

3. Det fremgår af konklusionerne af Det Europæiske Råd i Thessaloniki den 20. juni 2003, at der kræves mere effektive mekanismer til indsamling og analyse af oplysningerne om migration og asyl i Den Europæiske Union.

4. Europa-Parlamentet anførte i sin beslutning af 6. november 2003, at der bør lægges lovgivning til grund for udarbejdelsen af omfattende statistikker, som er nødvendige for at udforme en retfærdig og målrettet migrationspolitik i EU. I beslutningen giver Europa-Parlamentet sin tilslutning til Kommissionens planer om at fremsætte forslag til lovgivning om migrations- og asylstatistik.

5. Udvidelsen af EU har føjet en yderligere geografisk og politisk dimension til omfanget af de fænomener, der er knyttet til migration. Den har også øget behovet for præcise, aktuelle og harmoniserede statistiske oplysninger. Der er også et stigende behov for statistiske oplysninger om ind-/udvandrernes erhverv, uddannelse, kvalifikationer og aktivitet.

6. Harmoniserede og sammenlignelige EF-statistikker om migration og asyl er af stor betydning for udviklingen og overvågningen af fællesskabslovgivning og –politikker om indvandring og asyl og om fri bevægelighed for personer.

7. Der er behov for at styrke udvekslingen af statistiske oplysninger om asyl og migration og forbedre kvaliteten af Fællesskabets statistiske undersøgelser og resultaterne heraf, der hidtil har været baseret på en række "gentlemanaftaler".

8. Det er vigtigt, at der findes oplysninger om hele Den Europæiske Union til brug for overvågning af udviklingen og gennemførelsen af Fællesskabets lovgivning og politik. Generelt sikrer den nuværende praksis ikke i tilstrækkelig grad en fuldstændig regelmæssig, rettidig og hurtig levering og formidling af harmoniserede data.

9. Nye fællesskabsbehov for statistikker over migration og asyl gør bestemmelserne i Rådets forordning (EØF) nr. 311/76 af 9. februar 1976 om udarbejdelse af statistik vedrørende udenlandske arbejdstagere[9] forældede.

10. Forordning (EF) nr. 311/76 bør derfor ophæves.

11. Målene for denne forordning, nemlig fastsættelse af fælles regler for indsamling og udarbejdelse af EF-statistikker om migration og international beskyttelse, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af denne foranstaltnings europæiske dimension bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

12. Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker udgør referencerammen for bestemmelserne i denne forordning. Især skal statistikkerne være karakteriseret ved upartiskhed, pålidelighed, objektivitet, videnskabelig uafhængighed, omkostningseffektivitet og de statistiske oplysningers fortrolighed[10].

13. De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen[11].

14. Udvalget for det Statistiske Program, der er nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom af 19. juni 1989 om nedsættelse af et udvalg for De Europæiske Fællesskabers statistiske program[12], er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 3 i nævnte afgørelse -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Formål

Denne forordning fastsætter fælles regler for indsamling og udarbejdelse af EF-statistikker om:

a) indvandring til og udvandring fra medlemsstaternes områder, herunder også strømme fra en medlemsstat til en anden og strømme mellem en medlemsstat og et tredjeland

b) statsborgerskab og fødeland for fysiske personer, der har deres sædvanlige bopæl på medlemsstaternes område

c) administrative og retslige procedurer og processer i medlemsstaterne vedrørende indvandring, tildeling af opholdstilladelse, statsborgerskab, asyl og andre former for international beskyttelse og forebyggelse af ulovlig indvandring.

Artikel 2

Definitioner

1. I denne forordning anvendes følgende definitioner:

a) "sædvanlig bopæl": det sted, hvor en person normalt tilbringer den daglige hvileperiode, uanset om der forekommer midlertidigt fravær på grund af fritidsaktiviteter, ferie, besøg hos venner og familie, forretningsrejse, lægebehandling eller pilgrimsrejser

b) "indvandring": den handling, hvorved en fysisk person tager sædvanlig bopæl i en medlemsstat i en periode, som varer eller forventes at vare mindst 12 måneder, efter at den pågældende person tidligere har haft sædvanlig bopæl i en anden medlemsstat eller et tredjeland

c) "udvandring": den handling, hvorved en fysisk person, der tidligere har haft sædvanlig bopæl i en medlemsstat, ophører med at have bopæl i denne medlemsstat i en periode, som varer eller forventes at vare mindst 12 måneder

d) "indvandrer": en fysisk person, som foretager en indvandring

e) "udvandrer": en fysisk person, som foretager en udvandring

f) "fastboende udlænding": en person som defineret i artikel 2, litra b), i Rådets direktiv 2003/109/EF[13]

g) "tredjelandsstatsborger": enhver person, der ikke er unionsborger som defineret i artikel 17, stk. 1, i traktaten, herunder statsløse

h) "ansøgning om international beskyttelse": en ansøgning om international beskyttelse som defineret i artikel 2, litra g), i Rådets direktiv 2004/83/EF[14]

i) "flygtningestatus": flygtningestatus som defineret i artikel 2, litra g), i Rådets direktiv 2004/83/EF

j) "subsidiær beskyttelsesstatus": subsidiær beskyttelsesstatus som defineret i artikel 2, litra f), i Rådets direktiv 2004/83/EF

k) "familiemedlemmer": familiemedlemmer som defineret i artikel 2, litra i), i Rådets direktiv 2003/343/EF[15]

l) "midlertidig beskyttelse": midlertidig beskyttelse som defineret i artikel 2 i Rådets direktiv 2001/55/EF[16]

m) "uledsagede mindreårige": uledsagede mindreårige som defineret i artikel 2, litra i), i Rådets direktiv 2004/83/EF

n) "genbosættelse": en tilladelse, der gives til tredjelandsstatsborgere til ophold i en af medlemsstaterne med henblik på international beskyttelse inden for rammerne af en genbosættelsesordning i nationalt eller fællesskabsregi.

2. Om nødvendigt kan definitionerne i stk. 1 ændres efter proceduren i artikel 11, stk. 2.

3. Om nødvendigt kan der af hensyn til harmoniseringen af de statistikker, der er omhandlet i denne forordning, ud over de i stk. 1 nævnte indføres yderligere definitioner efter proceduren i artikel 11, stk. 2.

4. Selv om en eller flere af de i stk. 1 nævnte retsakter ikke er bindende for en medlemsstat, er denne medlemsstat ikke fritaget for at levere de statistikker, som er omfattet af denne forordning.

Artikel 3

Statistikker om international migration, personer med sædvanlig bopæl og erhvervelse af statsborgerskab

1. Medlemsstaterne indberetter statistiske oplysninger til Kommissionen (Eurostat) om antallet af:

a) indvandrere, der flytter til den pågældende medlemsstat, opdelt på følgende måde:

i) statsborgerskab efter alder og køn

ii) fødeland efter alder og køn

iii) land, hvor personerne tidligere havde sædvanlig bopæl efter alder og køn

b) udvandrere, der flytter fra den pågældende medlemsstat, opdelt på følgende måde:

i) statsborgerskab efter alder og køn

ii) fødeland efter alder og køn

iii) land, hvor personerne får sædvanlig bopæl efter alder og køn

c) fysiske personer med sædvanlig bopæl i den pågældende medlemsstat opdelt på følgende måde:

i) statsborgerskab efter alder og køn

ii) fødeland efter alder og køn

d) fysiske personer, som har erhvervet statsborgerskab i den pågældende medlemsstat, og som tidligere har haft statsborgerskab i en anden medlemsstat eller et tredjeland, eller som tidligere har været statsløse, opdelt efter alder og køn og opdelt efter om personen tidligere var statsløs.

2. De statistiske oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal være baseret på referenceperioder på et kalenderår og indberettes til Kommissionen (Eurostat) inden for ti måneder efter udløbet af referenceåret. Det første referenceår er 2006.

Artikel 4

Statistikker om international beskyttelse

1. Medlemsstaterne indberetter statistiske oplysninger til Kommissionen (Eurostat) om antallet af:

a) personer, som har indgivet ansøgning om international beskyttelse, eller som indgår i en sådan ansøgning som familiemedlem

b) personer omfattet af ansøgninger om international beskyttelse, der er under behandling af den ansvarlige nationale myndighed ved udgangen af referenceperioden

c) afgørelser truffet i første instans om afslag på ansøgninger om international beskyttelse, herunder afgørelser, hvorefter ansøgningerne afvises som uantagelige eller grundløse

d) afgørelser truffet i første instans om tildeling eller fratagelse af flygtningestatus

e) afgørelser truffet i første instans om tildeling eller fratagelse af subsidiær beskyttelsesstatus

f) afgørelser truffet i første instans om tildeling eller fratagelse af midlertidig beskyttelse

g) andre afgørelser truffet i første instans om tildeling, afvisning eller inddragelse af opholdstilladelse af humanitære eller andre grunde i henhold til national lovgivning

h) ansøgninger om international beskyttelse, som er blevet trukket tilbage.

Disse statistikker opdeles efter personernes alder og køn og statsborgerskab. De skal være baseret på referenceperioder på en kalendermåned og indberettes til Kommissionen (Eurostat) inden for to måneder efter udløbet af referencemåneden. Den første referencemåned er januar 2006.

2. Medlemsstaterne indberetter statistiske oplysninger til Kommissionen (Eurostat) om antallet af:

a) ansøgere om international beskyttelse, som af den ansvarlige nationale myndighed betragtes som uledsagede mindreårige

b) afgørelser om afslag på ansøgninger om international beskyttelse, herunder afgørelser, som er truffet af administrative eller retslige organer ved påklage eller prøvelse, og hvorefter ansøgninger afvises som uantagelige eller grundløse

c) afgørelser om tildeling eller fratagelse af flygtningestatus truffet af administrative eller retslige organer ved påklage eller prøvelse

d) afgørelser om tildeling eller fratagelse af subsidiær beskyttelsesstatus truffet af administrative eller retslige organer ved påklage eller prøvelse

e) afgørelser om tildeling eller fratagelse af midlertidig beskyttelsesstatus truffet af administrative eller retslige organer ved påklage eller prøvelse

f) andre afgørelser truffet af administrative eller retslige organer ved påklage eller prøvelse om tildeling, afvisning eller fratagelse af opholdstilladelse af humanitære eller andre grunde i henhold til national lovgivning

g) anmodninger og overførsler, som er omfattet af forordning (EF) nr. 343/2003 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1560/2003[17]

h) personer udvalgt til genbosættelse i medlemsstaten.

Disse statistikker opdeles efter personernes alder og køn og statsborgerskab. De skal være baseret på referenceperioder på et kalenderår og indberettes til Kommissionen (Eurostat) inden for tre måneder efter udløbet af referenceåret. Det første referenceår er 2006.

Artikel 5

Statistikker om forebyggelse af ulovlig indrejse og ophold

1. Medlemsstaterne indberetter statistiske oplysninger til Kommissionen (Eurostat) om antallet af:

a) tredjelandsstatsborgere, som er nægtet indrejse i en medlemsstat ved den ydre grænse

b) tredjelandsstatsborgere, som i henhold til national lovgivning om indvandring anses for at opholde sig ulovligt i en medlemsstat.

Disse statistikker opdeles efter personernes alder og køn og statsborgerskab.

2. De statistiske oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal være baseret på referenceperioder på et kalenderår og indberettes til Kommissionen (Eurostat) inden for tre måneder efter udløbet af referenceåret. Det første referenceår er 2006.

Artikel 6

Statistikker om tredjelandsstatsborgeres opholdstilladelser og ophold

1. Medlemsstaterne indberetter statistiske oplysninger til Kommissionen (Eurostat) om:

a) antallet af opholdstilladelser udstedt til tredjelandsstatsborgere opdelt på følgende måde:

i) opholdstilladelser udstedt i referenceperioden, hvorved den pågældende person tildeles opholdstilladelse for første gang, opdelt efter statsborgerskab, begrundelse for udstedelse af opholdstilladelsen og opholdstilladelsens gyldighedsperiode

ii) opholdstilladelser udstedt i referenceperioden og tildelt som følge af en persons ændrede indvandrerstatus eller begrundelse for opholdet, opdelt efter statsborgerskab, begrundelse for udstedelse af opholdstilladelsen og opholdstilladelsens gyldighedsperiode

iii) gyldige opholdstilladelser på referencetidspunktet (antal udstedte opholdstilladelser – som ikke er inddraget eller udløbet), opdelt efter statsborgerskab, begrundelse for udstedelse af opholdstilladelsen og opholdstilladelsens gyldighedsperiode

b) antallet af fastboende tredjelandsstatsborgere opdelt efter statsborgerskab.

2. Når medlemsstaternes lovgivninger og administrative praksis giver mulighed for tildeling af bestemte kategorier af langtidsvisum eller indvandrerstatus i stedet for opholdstilladelser, skal antallet af sådanne visa og tildelinger af indvandrerstatus medregnes i de statistikker, der er omhandlet i stk. 1.

3. De statistiske oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal være baseret på referenceperioder på et kalenderår og indberettes til Kommissionen (Eurostat) inden for seks måneder efter udløbet af referenceåret. Det første referenceår er 2006.

Artikel 7

Statistikker om tredjelandsstatsborgeres tilbagevenden

1. Medlemsstaterne indberetter statistiske oplysninger til Kommissionen (Eurostat) om antallet af tredjelandsstatsborgere, som frivilligt eller tvungent vender tilbage til deres hjemland, tidligere opholdsland eller et andet tredjeland i overensstemmelse med en administrativ eller retslig afgørelse eller lov om tvungen tilbagevenden, opdelt efter alder og køn og efter de tilbagevendte personers statsborgerskab.

2. De statistiske oplysninger, der er omhandlet i stk. 1, skal være baseret på referenceperioder på et kalenderår og indberettes til Kommissionen (Eurostat) inden for tre måneder efter udløbet af referenceåret. Det første referenceår er 2006.

Artikel 8

Yderligere opdelinger

1. Kommissionen kan i overensstemmelse med proceduren i artikel 11, stk. 2, indføre yderligere opdelinger, jf. nedenfor, for følgende statistikker:

a) statistikker omhandlet i artikel 3 opdelt efter:

i) beskæftigelsesmæssig status

ii) stilling

iii) branche

iv) uddannelsesniveau

v) året for første indrejse

b) statistikker omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra a), b) og c), opdelt efter:

region, hvor nuværende sædvanlig bopæl er beliggende

c) statistikker omhandlet i artikel 4 opdelt efter:

i) antal person berørt af den administrative afgørelse

ii) arten af den ansøgte beskyttelse

iii) året, hvor ansøgningen blev indgivet

d) statistikker omhandlet i artikel 5 opdelt efter:

i) begrundelse for afvisning eller anholdelse

ii) stedet, hvor afvisningen eller anholdelsen fandt sted

e) statistikker omhandlet i artikel 6 opdelt efter:

i) år, hvor opholdstilladelsen først blev givet

ii) stilling

iii) branche

iv) alder

v) køn

f) statistikker omhandlet i artikel 7 opdelt efter:

begrundelse for tilbagevenden.

2. Når Kommissionen skal tage stilling til, om der skal indføres yderligere opdelinger, jf. stk. 1, skal den vurdere behovet for disse oplysninger til udformning og overvågning af Fællesskabets politikker og tilgængeligheden af egnede datakilder.

Artikel 9

Datakilder og kvalitetsstandarder

1. Statistikkerne baseres på følgende datakilder i det omfang, de er tilgængelige i medlemsstaten og i overensstemmelse med national lovgivning og praksis

a) registre over administrative og retslige procedurer

b) registre over administrative procedurer

c) registre over populationen af fysiske personer eller af en undergruppe af denne population

d) folketællinger

e) stikprøveundersøgelser

f) andre egnede kilder.

2. Medlemsstaterne gør over for Kommissionen (Eurostat) rede for, hvilke datakilder der er anvendt, af hvilke grunde disse kilder er valgt, og hvilke virkninger valget af datakilder får for statistikkernes kvalitet.

3. Efter anmodning fra Kommissionen (Eurostat) skal medlemsstaterne indsende alle oplysninger, som er nødvendige for at vurdere statistikkernes kvalitet, sammenlignelighed og fuldstændighed.

4. Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen (Eurostat) om revisioner af og korrektioner i de statistiske oplysninger, der er indberettet i medfør af denne forordning, og om ændringer i de anvendte metoder og datakilder.

5. De passende formater for indberetning af data fastlægges efter proceduren i artikel 11, stk. 2.

Artikel 10

Gennemførelsesforanstaltninger

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning, herunder foranstaltninger for at tage højde for økonomiske og tekniske ændringer, vedtages efter proceduren i artikel 11, stk. 2. Disse foranstaltninger omfatter bl.a. følgende:

a) tilpasning af definitionerne og indførelse af yderligere definitioner som omhandlet i artikel 2

b) yderligere opdelinger og inddelingsniveauer for variablerne som omhandlet i artikel 8

c) tidsfrister for indberetning af data til Kommissionen

d) regler for præcision og kvalitetsstandarder

e) regler for passende formater for indberetning af data som omhandlet i artikel 9.

Artikel 11

Procedure

1. Kommissionen bistås af Udvalget for det Statistiske Program, der er nedsat ved artikel 1 i afgørelse 89/382/EØF, Euratom.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

Den periode, der er fastsat i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder.

3. Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

Artikel 12

Rapport

Kommissionen forelægger senest fem år efter datoen for denne forordnings ikrafttræden og derefter hvert tredje år en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om de statistikker, der er udarbejdet i henhold til denne forordning og om deres kvalitet.

Artikel 13

Ophævelse

Forordning (EØF) nr. 311/76 ophæves.

Artikel 14

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende .

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den .

På Europa-Parlamentets vegne På Rådets vegne

Formand Formand

[1] Vedtaget af Kommissionen den 15.4.2003.

[2] EFT L 39 af 14.2.1976, s. 1.

[3] EFT L 52 af 22.2.1997, s. 61. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

[4] EUT C […] af […], s. […].

[5] EUT C […] af […], s. […].

[6] EUT C […] af […], s. […].

[7] EUT C […] af […], s. […].

[8] KOM(2003) 179.

[9] EFT L 39 af 14.2.1997, s. 1.

[10] EFT L 52 af 22.2.1997, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1882/2003 (EUT L 284 af 31.10.2003, s. 1).

[11] EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

[12] EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.

[13] EUT L 16 af 23.1.2004, s. 44.

[14] EUT L 304 af 30.9.2004, s. 12.

[15] EUT L 50 af 25.2.2003, s. 1.

[16] EFT L 212 af 7.8.2001, s. 1.

[17] EUT L 222 af 5.9.2003, s. 3.