17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/105

1.1

Brugbar energi (2) er grundlaget for vore dages levevis og kultur. Det er en forudsætning for vores nuværende levestandard, at energier er til stede i tilstrækkeligt omfang. Nødvendigheden af at garantere billig, miljøvenlig og bæredygtig energiforsyning i EU hører til kernepunkterne i Det Europæiske Råds beslutninger på møderne i Lissabon, Göteborg og Barcelona.

1.2

Den globale efterspørgsel på begrænsede fossile energikilder er i kraftig vækst, især i de nyligt industrialiserede lande og i visse udviklingslande. En stor del af energiforsyningen kommer fra områder, hvor normale markedsbetingelser og politiske regler ikke er gældende. Energispørgsmålet bliver et mere og mere politisk emne. Priserne er ustabile og denne tendens vokser. Hvad angår de miljømæssige aspekter i forbindelse med energiproduktion er nogle aktører mindre bekymret end andre for de miljømæssige aspekter, især angående potentielle indvirkninger på det globale klima. Sideløbende med denne udtalelse har EØSU udarbejdet en separat udtalelse om fossil energi.

1.3

EU's energipolitik skal behandle tre vigtige udfordringer: energiforsyningssikkerhed skal garanteres, økonomiske behov dækkes og miljøvirkningerne reduceres. Hvad angår energiforsyningssikkerheden, bliver EU mere og mere afhængig af eksterne energiressourcer. Af hensyn til dækning af borgernes basale behov til overkommelige priser og europæisk industris konkurrenceevne bør politiske beslutninger ikke skrue energipriserne kunstigt op, men derimod skabe incitamenter, som fører til de fornødne investeringer i energisektoren. Det er vigtigt at opfylde miljøkravene på en omkostningseffektiv måde ved at indregne de eksterne omkostninger i energipriserne, samtidig med at der tages hensyn til behovet for global konkurrenceevne.

1.4

EØSU har i flere udtalelser slået fast, at tilvejebringelse og udnyttelse af energi er forbundet med miljøbelastninger, risici, udtømning af ressourcer samt problematiske udenrigspolitiske afhængighedsforhold og usikkerhedsmomenter. Ingen af de muligheder og teknikker, som kan bidrage til den fremtidige energiforsyning, er teknisk perfekte, fuldstændig fri for forstyrrende indflydelse på miljøet, formår at dække alle behov eller har et potentiale, der er tilstrækkeligt langsigtet.

1.5

For at sikre en bæredygtig fremtid inden for energi er Europa for det første nødt til at udnytte det eksisterende potentiale for en bedre energieffektivitet. EØSU er i færd med at udarbejde en sonderende udtalelse (på Kommissionens anmodning) om emnet. Vedvarende energikilder er langt at foretrække, eftersom de pr. definition er bæredygtige. De kan desuden fremstilles lokalt og udsender som sådan ikke drivhusgasser, hvilket bidrager både til opretholdelse af forsyningssikkerheden og bekæmpelse af klimaændringerne. De vedvarende energikilder kan imidlertid ikke dække alle behov i en overskuelig fremtid. EØSU vil indlede arbejdet med en udtalelse om Europas fremtidige energimix på baggrund af resultaterne af udtalelserne om de forskellige energikilder.

1.6

Udtalelsen behandler den nuværende situation og mulighederne for udvikling af følgende vedvarende energikilder: mindre vandkraftanlæg, vindenergi, biomasse, solenergi og geotermisk energi. Dette er i overensstemmelse med definitionen af vedvarende energikilder i direktivet om elektricitet fremstillet ved brug af vedvarende energi, der ikke omfatter større vandkraftanlæg, til trods for at denne energiform set fra et teknisk synspunkt tydeligvis er en vedvarende energikilde, der normalt også indgår i energistatistikker under vedvarende energikilder.

1.7

Udtalelsen skal undersøge de væsentligste energipolitiske (forsyningssikkerhed, diversificering og balance mellem udbud og efterspørgsel), økonomiske (energikildernes omkostningseffektivitet og støtteordninger) og miljøpolitiske (udledninger og Kyoto-protokollen) aspekter af disse teknologier og foretage en realistisk vurdering af deres bidrag til fremtidens energimix.

1.8

Hydrogen er en ny energiteknologi, der tiltrækker særlig opmærksomhed og høje forventninger. Hydrogen kan som energibærer bidrage til løsningen af problemet omkring oplagring af elektricitet (fra ustabile energikilder). Hydrogen kan enten fremstilles af naturgas, der er en primær fossil energibærer, som også er meget efterspurgt til andre formål, eller af vand med et højt input af elektricitet. Der er stadig behov for meget forskning og udvikling på området for at opnå en sikker og omkostningseffektiv hydrogenøkonomi. Brændselscelleteknologien knyttes ofte sammen med den effektive udnyttelse af hydrogen, men den kan i princippet anvendes sammen med andre brændstoffer, f.eks. bearbejdet vedvarende energi. Disse muligheder udforskes ikke nærmere i denne udtalelse, men der er behov for yderligere undersøgelser heraf.

2.1

Ifølge EU-Kommissionens statistik fra 2002 kommer ca. 1 100 TWh af det samlede primærenergiforbrug på 20 000 TWh i EU-25 fra vedvarende energikilder. Dette udgør en andel på 5,7 % for vedvarende energi. Ud af den samlede elproduktion på 3 018 TWh udgør de vedvarende kilder 387 TWh, hvilket svarer til en andel på ca. 13 %.

2.2

EU har påtaget sig en ledende rolle i udviklingen af vedvarende energikilder med vejledende mål om at øge andelen af VEK i det samlede energimix fra 6 % til 12 % og fra 13 % til 21 % inden for elproduktion for EU-25. Ifølge Kommissionens midlertidige skøn vil disse mål sandsynligvis ikke blive nået fuldt ud, men det allerede opnåede fremskridt er ikke desto mindre imponerende. Der hersker generel enighed om, at der er behov for en stadig stigning af andelen af VEK i energimixet og fortsat økonomisk støtte.

2.3

Udnyttelsen af vindenergi har oplevet en enorm vækst i de sidste år, til trods for at anvendelsen af denne teknologi for nyligt har været udsat for stigende kritik både ud fra et miljømæssigt og et økonomisk synspunkt. Den stigende udnyttelse af biomasse er imidlertid mindre end forventet på trods af dens allerede betragtelige betydning.

2.4

Mens der findes en gammel, kulturelt betinget tradition for at udnytte energien fra vandløb eller dæmninger i de indre farvande, er udnyttelsen af havstrøms-, bølge- og tidevandsenergi stadig i udviklingsfasen. På et senere tidspunkt kan der udarbejdes en udtalelse om disse aspekter.

2.5

Udnyttelsen af vedvarende energikilder varierer meget mellem medlemsstaterne og afhænger af de naturlige omstændigheder og af de nationale energipolitikker. Der er ligeledes stor variation i udviklingen af landenes udnyttelse i henhold til EU-politikker samt i de foranstaltninger, der styrker medlemsstaternes stigende produktion og anvendelse. Direktiv 2001/77/EF om elektricitet fra vedvarende energikilder (VEK-E) lader organiseringen af støtte til vedvarende energikilder være op til medlemsstaterne uden nogen forsøg på at harmonisere støttemekanismerne. Dette bidrager ikke til et effektivt indre marked (jf. 5.6).

2.6

Støtte til vedvarende energikilder er berettiget af strategiske hensyn (forsyningssikkerhed) og klimapolitik. Den kan også anskues i henseende til internalisering af eksterne omkostninger, som en kompensation for manglende internalisering eller nuværende eller tidligere støtte til visse traditionelle energikilder (3). Støtten fordrejer ikke markedet, hvis den ydes til aktiviteter, der befinder sig langt fra det konkurrencemæssige stade.

2.7

Kapitalinteresser kan bremse forandringer og forhindre en fair konkurrence på energimarkederne. Dette beror på regeringernes behov for stabile skatteindtægter eller andre indtægter. Nogle energikilder, især olieprodukter, pålægges en høj afgift i EU.

3.1.1

Den seneste vækst og udvikling. Vandkraftanlæg kan inddeles i store og små vandkraftanlæg. Der findes mange små vandkraftanlæg (mindre end 10 MWe) inden for EU, og der er potentiale til at udvikle betydeligt flere (næsten 6 000 MW i EU-15 alene). Den samlede kapacitet for små vandkraftanlæg i slutningen af 2003 i EU-15 er beregnet til ca. 10 700 MW.

3.1.2

Rolle i elektriske systemer og konsekvenser for netværk. De små vandkraftværk bidrager ligeledes til den nationale produktion af elektrisk energi, når de er tilsluttet det overordnede elnet, hvilket er ideelt til elektrificering af isolerede anlæg. Adgang til elnettet er det første og vigtigste skridt, hvis uafhængige producenter skal have mulighed for at operere effektivt på markedet.

3.1.3

Økonomi, herunder støtteordninger. Udnyttelse af små vandkraftværker har teknisk set været mulig i århundreder, og hvis de placeres i et gunstigt miljø, kan de være økonomisk attraktive. I 2001 varierede investeringsomkostningerne i EU mellem 1 000 EUR/kW i Grækenland og Spanien og 6 000 EUR/kW i Tyskland og de gennemsnitlige produktionsomkostninger varierede mellem 0,018 EUR/kW i Belgien og 0,14 EUR/kW i Østrig.

3.1.4

Tilgængelighed og rolle i forbindelse med forsyningssikkerhed. De mindre vandkraftværker er en sikker kilde, og kan bidrage til elforsyningssikkerheden. Vandkraftværker har kapacitet til at fremstille elektricitet på stedet, forsyne både grund- og spidsbelastede elværker, de har en lang levetid, er forholdsvist nemme at vedligeholde og bygger på en meget pålidelig og moden teknologi.

3.1.5

Miljøpræstation. Små vandkraftanlæg er en ren energikilde, der ikke involverer forbrænding, og man undgår dermed forurenende udslip. Anlæggene har ikke desto mindre konsekvenser for det omkringliggende miljø, navnlig på grund af selve deres opførelse og den ændrede vandøkologi (herunder som følge af stemmeværker, der forhindrer fiskenes vandringer), men der findes midler til at mindske eller undgå disse konsekvenser.

3.1.6

Mål for fremtidig vækst og rolle. Det første mål på 12 500 MW, der blev fastsat for 2003, er ikke blevet opfyldt. Hvad angår målet for 2010 kan den europæiske vandkraftkapacitet nå op omkring 12 000 MW, hvis den årlige vækst forbliver på gennemsnitsniveauet for de seneste fire år. Tallet vil ligeledes blive lavere end de mål, der blev fastlagt i Kommissionens hvidbog.

3.2.1

Den seneste vækst og udvikling. Vindenergi er i øjeblikket den hurtigst voksende elproduktionsteknologi. I visse områder med favorable forhold kan vindenergi endda blive økonomisk fordelagtigt og uden behov for støtte. Den årlige vækst på mere end 35 % mellem 1996 og 2004 har bevirket, at Europa er førende inden for vindenergi. I slutningen af 2004 nåede den installerede vindenergikapacitet op på næsten 35 GW i de 25 EU-medlemsstater og mere end 47 GW på verdensplan.

3.2.2

Rolle i elektriske systemer og konsekvenser for netværk. Den udstrakte brug af vindenergi er forbundet med væsentlige operative udfordringer. I de fleste regioner kan det således ikke garanteres, at vindenergi er tilrådighed til enhver tid. Denne ulempe kan dog afbødes væsentligt ved hjælp af en laststyring i forbindelse med andre vedvarende energikilder, navnlig biomasse, biogas, vandkraft og solenergi samt ved at udvikle nye oplagringsmedier.

Den garanterede vindkraftkapacitet (kapacitetskredit) ændrer sig selvsagt afhængigt af årstiden. I Tyskland er det f.eks. sådan, at af den samlede installerede vindkraftkapacitet på 36 000 MW, der forudses for 2015, kan en kapacitet på ca. 1 820 til 2 300 MW anses for garanteret til dækning af den maksimale sæsonbelastning (med et energiforsyningssikkerhedsniveau på 99 %). Det svarer til en andel på ca. 6 % af den installerede vindkraftkapacitet. Mængden af vindrelateret regulering og reservekraft afhænger af kvaliteten af de kortsigtede vindkraftprognoser og den deraf følgende forskel mellem det forventede og det faktiske omfang af vindkraftinputtet.

3.2.3

Økonomi, herunder støtteordninger. Eftersom elproduktionen i høj grad afhænger af vindforholdene, er det vigtigt at vælge den rette placering for at opnå økonomisk levedygtighed (jf. 3.2.2). Produktionsomkostningerne for vindenergi er faldet støt i takt med, at teknologien har udviklet sig. I løbet af de sidste 15 år er omkostningerne for vindenergi faldet med mere end 50 %. I dag er vindkraft ved at kunne konkurrere med andre brændstoffer. I UK koster onshore-fremstilling i dag eksempelvis 3,2 pence pr. kWh (engrosprisen på el er 3 pence pr. kWh). Ekstraudgifterne til f.eks. reservekraft er på 0,17 pence pr. kWh så længe der kun er 20 % vindkraft eller derunder på nettet.

3.2.4

Tilgængelighed og rolle i forbindelse med forsyningssikkerhed. Den stigende brug af vindenergi i Europa har medført udsving, der ligeledes er begyndt at opstå på produktionssiden på grund af den varierende tilgængelighed af vindenergi, hvilket øger behovet for kontrol og medfører stigende net-omkostninger. For at garantere et stabilt net trods store udsving inden for vindkraftenergi har distributionssystemoperatørerne brug for meget præcise beregninger af den forventede vindenergiproduktion.

Den forventede vækst i vindenergi i Europa betyder, at det i fremtiden vil være nødvendigt at være mere opmærksom end tidligere på forsyningssikkerheden, når der udformes nye vindmølleanlæg. På grund af den massive, igangværende vækst i vindenergi er det blevet sværere at stille sikkerhed for elforsyningen, især i tilfælde af strømsvigt. Fremtidige havvindmølleparker vil muligvis resultere i en meget større energiproduktion end vindmølleparker på land.

3.2.5

Miljøpræstation. Vindmøller forårsager næsten ingen forurening eller udledninger, når de er i funktion og kun meget lidt under fremstilling, installering, vedligeholdelse eller fjernelse. Selv om vindenergi er en ren teknologi, har den alligevel indvirkning på miljøet. De største bekymringer angår den visuelle forurening.

3.2.6

Mål for fremtidig vækst og rolle. Ifølge de seneste prognoser fra Europa-Kommissionen forventes det, at vindenergien i Europa kan nå op på omkring 70 GW i 2010. Herudover har EWEA (European Wind Energy Association) sat sig som mål at nå op på 180 GW i 2020, hvoraf 70 GW kommer fra havvindmøller. I 2010 ventes dette at tegne sig for 50 % af nettostigningen og i 2020 for godt 70 %.

3.3.1

Den seneste vækst og udvikling. I 2001 var den samlede biomasseanvendelse til energiformål på 650 TWh. For at nå målet om 12 % vedvarende energikilder skal der produceres yderligere 860 TWh inden 2010. Hver sektor skal bidrage: elektricitet 370 TWh, varme 280 TWh og biobrændsel 210 TWh. Dette vil medføre en samlet energiproduktion af biomasse på omkring 1 500 TWh i 2010. På kort sigt kan denne supplerende biomasseproduktion kun opnås ved hjælp af stærke, målrettede foranstaltninger og tiltag inden for alle tre sektorer. Andelen af flydende biobrændsel til transport i Europa skønnes for øjeblikket at være 1 %. Dette tal må imidlertid forventes at stige hurtigt, eftersom EU i et særdirektiv har opstillet mål på henholdsvis 2 % og næsten 6 % for 2005 og 2010. Biobrændsel bør først og fremmest anvendes inden for land- og skovbrug samt — i lyset af dets biologiske nedbrydelighed — inden for vandtransport samt inden for andre områder, hvor det har en særlig positiv miljøvirkning, f.eks. i bymæssige områder, hvor en stor del af den kollektive bustrafik allerede i dag kører på bioenergi.

3.3.2

Rolle i elektriske systemer og konsekvenser for netværk. Biomasseelektricitet kan produceres af energiafgrøder, landbrugs- og industrielt biomasseaffald eller gennem gæring af biomasse til biogas i kraftvarmeproduktionsanlæg. Disse anlæg, der producerer elektricitet på basis af biomasse, har kapacitet til at dække grundbelastningen.

3.3.3

Økonomi, herunder støtteordninger. Omkostningerne ved at producere biomasse afhænger af den anvendte teknologi, energianlæggets størrelse og omkostningerne ved biomassebrændsel. I 2003 var der forskellige systemer og adskillige støtteniveauer til biomasse i Europa. Gennem fastprisordninger kan producenterne opnå en reduktion på 0,03 til over 0,10 EUR/kWh og kompensationer for afgifter eller grønne certifikater varierer fra 0,006 EUR/kWh til over 0,08 EUR/kWh.

3.3.4

Tilgængelighed og rolle i forbindelse med forsyningssikkerhed. EU anses for at have et stort potentiale i biomasse, der endnu ikke anvendes tilstrækkeligt. Dette gælder afgjort i nogle medlemsstater. Biomasse kan stamme fra en række kilder og ressourcer — skov, landbrug eller affaldsstrømme. Træ fra skovbrug eller træindustrier udgør den største ressource, og forsyningskæden fra skov til bioenergianlæg er under gennemgribende forbedring. En decentraliseret anvendelse af navnlig udtyndingstræ og skovningsaffald fra savsmuldsværker til varme- og el-produktion samt til fremstilling af træpiller er et fremragende middel til at styrke de regionale økonomiske kredsløb, skabe arbejdspladser i landdistrikterne og mindske importen af råolie i EU. Der er imidlertid bekymring for en overstimuleret anvendelse af biomasseenergi til skade for andre anvendelser, der ikke modtager støtte.

3.3.5

Miljøpræstation. Træ er en vedvarende energikilde, der med fordel kan erstatte fossile brændstoffer, og som derudover er den førende vedvarende energikilde i den primære energiproduktion i Europa. Anvendelse af træ til energiformål bidrager til at bekæmpe den globale opvarmning, i modsætning til energi fra fossile brændstoffer, idet udslippet af kuldioxid under fyringen genabsorberes af det voksende antal skove. Forbrænding af biomasse fra træ udleder dog visse forurenende stoffer, hvis den ikke filtreres tilstrækkeligt. Der består en risiko for, at intensiv dyrkning af meget hurtigvoksende og/eller højtydende biomassevarianter i alvorlig grad kan forrykke den følsomme regionale eller — hvis man tænker på fældning af primærskove til biomasseproduktion — endda globale miljø- og naturbeskyttelsesbalance.

3.3.6

Mål for fremtidig vækst og rolle. Det er vigtigt, at de industrielle virksomheder i høj grad deltager i forskningsaktiviteterne, undtagen grundforskning, hvis biomasseenergi skal bidrage effektivt til opfyldelsen af EU's politiske mål.

3.3.7

Biobrændstoffer. Det diskuteres (4), hvorvidt der i alle tilfælde kan opnås en nettoenergigevinst eller selv en nettomiljøgevinst fra flydende biobrændsel ved at kombinere den investerede energi fra f.eks. kunstgødning, landbrugsmaskiner eller forarbejdning med den potentielle energigevinst fra produceret biobrændsel. På den anden side peger undersøgelser, som Kommissionen har bestilt, på en overordnet positiv balance, selv om nettoresultatet naturligvis svinger fra den ene afgrøde til den anden. EØSU anbefaler derfor, at dette forhold belyses nærmere, f.eks. ved at der foretages yderligere undersøgelser af dette spørgsmål, da behandlingen af den høje globale olieafhængighed står så højt på den politiske dagsorden. Et andet relevant spørgsmål, som bør kulegraves, er EU's forsyningssikkerhed og dertil knyttede økonomiske og handelsmæssige aspekter ved øget brug af flydende biobrændsel.

3.4.1

Den seneste vækst og udvikling. I 2003 blev yderligere solenergianlæg, der producerer 180 MWp, sat i drift i EU, hvilket bragte den samlede europæiske kapacitet op på omkring 570 MWp. Desuden er størstedelen af den installerede kapacitet i dag tilsluttet elnettet; de anlæg, der er tilsluttet nettet, udgør i øjeblikket 86 % af den samlede kapacitet i EU.

3.4.2

Rolle i elektriske systemer og konsekvenser for netværk. Den mest udbredte type solcellesystem i privat- og erhvervsregi i de industrialiserede lande er tilsluttet et net. Tilslutning til det lokale elnet gør det muligt at sælge al den energi, der produceres her, til andre distributører.

I modsat fald, hvis systemet er fuldstændigt uafhængig af nettet, skal det forbindes til et batteri, der gør det muligt at anvende normale apparater uden tilslutning til det traditionelle elnet. Normalt benyttes disse batterianlæg til industriel brug, såsom mobiltelefonnet, eller til elektrificering i landdistrikter.

3.4.3

Økonomi, herunder støtteordninger. Investeringsomkostningerne, som stadig er relativt høje, er i dag en af de største barrierer for udviklingen af markedet for solenergi på kort og mellemlang sigt, om end der kan konstateres en nedadgående tendens i priserne på systemerne over tid med stigende produktionsmængde og innovative fremskridt i anvendelsen af denne teknologi. I gennemsnit er prisen på solcellemoduler faldet med ca. 5 % årligt i de sidste 20 år, og prisen forventes at falde yderligere, men ligger stadig omkring 0,50 EUR/kWh. De nuværende kapitalomkostninger for et typisk installeret solcellesystem varierer mellem 5 og 8 EUR/W, og fotovoltaisk er således fortsat den mest omkostningskrævende form for vedvarende energi.

3.4.4

Tilgængelighed og rolle i forbindelse med forsyningssikkerhed. Solstråling sender en stor mængde energi til jorden. Den samlede mængde energi, der kommer fra solen til jordens overflade i løbet af et år svarer til omkring 10 000 gange det årlige energiforbrug i verden. Solenergi kan bidrage til at øge forsyningssikkerheden i forbindelse med netværkstilsluttede, selvstændige eller hybride systemer.

3.4.5

Miljøpræstation. Til trods for at solenergi i modsætning til traditionel produktionsteknologi ikke medfører forurenende udledninger eller bekymringer om miljøsikkerhed, anvendes der undertiden giftige stoffer i produktionen af solvarmeceller. Visse landskabsæstetiske og miljømæssige problemer i forbindelse med store anlæg, der er placeret i det åbne land, findes ikke i forbindelse med anlæg, der er placeret på eller ved allerede eksisterende bygninger.

3.4.6

Mål for fremtidig vækst og rolle. EU's samlede kapacitet var forventet at være på 520 MWh ved udgangen af 2003. I Tyskland var der ved udgangen af 2004 blevet installeret 800 MWh efter en vækst på 94 % i løbet af 2004, hvilket lå langt over målet om 650 MWp, som blev fastsat i »Take-Off-kampagnen«. EU's fremtidige installationskapacitet anslås til ca. 1 400 MWp i 2010. Prognoserne fra EPIA (European Photovoltaic Industry Association) er betydeligt mere optimistiske. EU-Kommissionens scenario om at nå op på 3 000 MWp ved udgangen af 2010 er realistisk, men dets succes afhænger frem for alt af den politiske vilje i de enkelte medlemslande.

3.6.2

Rolle i elektriske systemer og konsekvenser for netværk. Indtil videre kan geotermisk elektricitet kun bidrage til elektricitetsproduktionen i områder, der har geotermisk potentiale.

3.6.3

Økonomi, herunder støtteordninger. Udnyttelsen af geotermisk energi opfattes som en højrisikoinvestering. Ved investering i et elektricitetsproduktionsanlæg kan fordelingen af investering i hver fase være stærkt påvirket af særlige betingelser til anlægget.

Investeringsomkostninger og driftsomkostninger for varmeproduktion varierer stærkt mellem lande og mellem anvendelsestype og afhænger også af ressourcens kendetegn (lokale geologiske forhold), den lokale varmeefterspørgsel og varmeforbrugsmønster (såsom fjernvarmesystemer, individuelle eller kollektive geotermiske varmepumpesystemer). De typiske omkostninger i Europa varierer mellem følgende:

3.6.4

Tilgængelighed og rolle i forbindelse med forsyningssikkerhed. Jordens termiske energi er enorm, men uden meget dybe boringer (teknologi, omkostninger) er der kun en ubetydelig del, der kan udnyttes. Indtil videre har udnyttelsen af denne type energi hovedsagelig været begrænset til områder med geotermiske uregelmæssigheder, hvor geologiske betingelser har gjort det muligt at fragte varmen fra dybe varme zoner op til overfladen. Der er forhåbninger om at Hot-Dry-Rock (HDR)-processen eller andre dybdeborende (3-5 km) teknologier (jf. 3.6.6), der på nuværende tidspunkt er under udforskning, kan åbne nye områder for elektricitetsproduktionen inden for det næste årti.

3.6.5

Miljøpræstation. Den stigende anvendelse af geotermisk energi kan få stor positiv indflydelse på miljøet i forhold til udviklingen i fossile brændsler. Miljøproblemer opstår i løbet af den geotermiske drift af anlægget. Geotermiske væsker (damp eller varmt vand) indeholder normalt gasser som carbondioxid (CO2), hydrogensulfid (H2S), ammoniak (NH3), methan (CH4) og spormængder fra andre gasser samt opløste stoffer, hvis koncentration normalt stiger i takt med temperaturen. Stoffer som natriumchlorid (NaCl), bor (B), arsenik (As) og kviksølv (Hg) kan f.eks. forurene miljøet ved udslip. Ved hjælp af forseglede coaxial-varmerør undgås det, at stofferne når op til overfladen.

3.6.6

Mål for fremtidig vækst og rolle. Det første af EU's mål omhandler elektricitet, og især Østrigs indsats skal bringe den samlede kapacitet i Europa op på omkring 1 Gwe. Der kræves normalt geotermiske reservoirer, som er beliggende tilstrækkelig dybt, til at levere energi, der er teknisk anvendelig, navnlig til elproduktion. Da denne udvinding finder sted i en dybde af mindst 2,5 km, men helst mindst 4-5 kilometer, er det nødvendigt at foretage dybdeboringer.

Det andet mål omhandler varmeproduktionen. Prognoserne er baseret på en gennemsnitlig årlig vækst på 50 MWth. Alle disse bestræbelser skal bringe sektoren op på 8 200 MWth, hvilket er væsentlig højere end de 5 000 MWth, som først var målsat. Varmepumper, der ligger mindre dybt under jorden, og som ofte henregnes under »geotermisk varme«, har imidlertid et stort potentiale til at blive en effektiv applikation til lavtemperaturformål, f.eks. opvarmning af bygninger.

I strategien bør der sættes fokus på de tiltag inden for forskning og udvikling, som er nødvendige for at udvikle geotermisk energi, indtil det bliver muligt at foretage en mere præcis vurdering og evaluering af den langsigtede omkostningsudvikling og af denne teknologis potentiale i en ustabil situation som den, der karakteriser energimarkedet.

4.1

EU-Kommissionen har udarbejdet energiscenarier frem til 2030. Ifølge Kommissionens »European Energy and Transport — Trends to 2030« (6) vil andelen af vedvarende energi under udgangsbetingelserne, herunder vind, vandkraft, biomasse og andre vedvarende energikilder, nå op på omkring 8,6 % af den primære energianvendelse og 17 % af elproduktionen inden 2030. I dette scenario tages der ikke hensyn til følgerne af de EU-tiltag vedrørende vedvarende energikilder, som blev sat i værk i dette århundredes første år.

4.2

Det Internationale Energi Agentur (IEA) forudser en fordobling af elektricitetsefterspørgslen på verdensplan inden 2030 — hovedsageligt i udviklingslandene. De vedvarende energikilders andel på verdensplan vil stige fra 2 % til 6 % inden 2030. I OECD-landene vil andelen af vedvarende energikilder stige fra 6,4 % i 2000 til 8 % i 2030.

4.3

IEA har ligeledes udviklet scenarier for elproduktionen fra vedvarende energikilder, der forudsiger, at Europa vil føre an inden for udviklingen af vedvarende energikilder i den industrialiserede verden. Ifølge agenturets »Referencescenario« vil andelen af vedvarende elektricitet i OECD-Europa stige til omkring 20 % i 2030. Hvis en række af de politiske værktøjer, der undersøges i øjeblikket, iværksættes i Europa kan andelen af vedvarende elektricitet nå op i nærheden af 33 % inden 2030 (»alternative scenario«). Et sådant resultat vil uden tvivl kræve, at en omfattende vifte af støttepolitikker anvendes i deres fulde udstrækning.

4.4

Den europæiske sammenslutning af industrivirksomheder, EURELECTRIC, har udarbejdet scenarier, hvor andelen af vedvarende energikilder, herunder vandkraft, stiger fra omkring 16 % i 2000 (EU-15) til 22,5 % i 2020 (EU-25, inklusiv Norge og Schweiz).

4.5

Det europæiske råd for vedvarende energi (EREC) har for nyligt udsendt sin vision om, at vedvarende energikilder skal udgøre 50 % af det globale forbrug af primær energi i 2040. EREC tager ligeledes sigte på, at 80 % af den globale elproduktion er baseret på vedvarende energi i 2040.

4.6

Verdensenergirådet vurderer, at vedvarende energikilder på kort sigt snarere vil få en marginal rolle på verdensplan, men at deres indflydelse på længere sigt vil stige. Rådet støtter desuden ikke obligatoriske mål for vedvarende energikilder.

4.7

Ud fra ovennævnte scenarier kan det konkluderes, at de forskellige organer som hovedregel forudsiger en gradvis ændring i brændstofforbruget, med undtagelse af EREC, der snarere har en revolutionær vision for fremtiden.

4.8

Europa-Parlamentet har vedtaget (plenarmødet i september) en betænkning om vedvarende energikilder, som indeholder et forslag om et EU-mål på 20 % vedvarende energikilder i 2020.

4.9

Kommissionen offentliggør sin meddelelse om VEK-E-direktivets aktuelle situation inden udgangen af 2005. Meddelelsen vil indeholde en vurdering af, hvorvidt de fastsatte mål kan nås inden 2010 samt mulige forslag til yderligere aktioner, herunder en harmonisering af støtteordningerne i medlemsstaterne.

5.1

De forudgående kapitler har vist, at vedvarende energikilder spiller en vigtig rolle i Europas energimix og at andelen heraf har et betydeligt potentiale til at stige inden for både det samlede energiforbrug og produktionen i Europa. Mange former for vedvarende energi er særligt velegnet til mindre lokale løsninger.

5.2

Der findes ingen energiform eller sektor, der formår at dække det udvidede EU's samlede behov og den stigende efterspørgsel på verdensplan. EU har brug for et afbalanceret energimix, som tilgodeser målsætningen om en bæredygtig udviklingsstrategi. Vedvarende energikilder har potentiale til at blive et vigtigt element i dette fremtidige energimix. Men mange udestående problemer skal løses, førend dette potentiale, som også Kommissionen og Europa-Parlamentet anerkender, kan blive udnyttet. EØSU er i færd med at udarbejde en særskilt udtalelse om energimixet.

5.3

En stor del af Europas udvikling af vedvarende energikilder er baseret på intermittente kilder som vindproduktion og solenergipaneler, der snarere supplerer end erstatter produktionskapaciteten og netværksbehovet. Dette rejser reelle problemstillinger om udbygning af transmissionskapaciteten og operationelle aspekter til sikring af energiforsyningssikkerheden. Til trods for at der ikke hersker generel enighed om de potentielle grænser for optagelse af alternative energikilder i elnetværket, nævnes der ofte en grænse på 15-20 % af den samlede elektriske energiproduktion. Kun supplerende opbevaringsteknologier (f.eks. hydrogen) kan hæve denne grænse.

5.4

Spørgsmålet om den globale olieafhængighed står højt på den politiske dagsorden. EØSU henstiller derfor, at man nærmere undersøger, om der kan opnås nettoenergigevinster og nettomiljøfordele ved at bruge flydende biobrændsel baseret på forskellige afgrøder. Også spørgsmålene om EU's forsyningssikkerhed og dertil knyttede økonomiske og handelsmæssige aspekter ved øget brug af flydende biobrændsel bør undersøges nøje.

5.5

Det er nødvendigt at følge med i den teknologiske udvikling for at få fuldt udbytte af vedvarende energikilder. Udvindingen af varme eller kulde fra miljøet gennem varmepumper er en teknologi med stort potentiale, men som næsten ikke har fået opmærksomhed i EU's politik for vedvarende energi. I forbindelse med nye vedvarende energikilder tillægges udviklingen af solvarmeanlæg til varmtvandsproduktion meget lidt opmærksomhed — her er der igen tale om en teknologi, der er meget tættere på markedsbetingelserne i store dele af Europa. EØSU mener, at det allerede i dag inden for store dele af opvarmningsområdet kan være økonomisk fordelagtigt at erstatte fossil energi med vedvarende energi.

5.6

Vedvarende energikilder har brug for økonomisk støtte, idet mange vedvarende energikildeteknologier i dag endnu ikke kan konkurrere på markedet. Ændringer på de globale energimarkeder, især højere priser og større prisvolatilitet, specielt for olie, samt frygt for forsyningssikkerheden ændrer imidlertid på de vedvarende energikilders situation. Det potentiale, som de indebærer for innovation og for nye aktiviteter og arbejdspladser efter en vellykket indtræden på markedet, får stadig stigende betydning. Hvis EU fører an inden for teknologien for vedvarende energi, kan det stimulere en global erhvervssucces i energisektoren.

5.7

Mens den stigende anvendelse af vedvarende energikilder skaber positive muligheder for nye aktiviteter og specifik beskæftigelse, kan den, hvis den håndteres uretmæssigt, blive en byrde for store dele af økonomien, navnlig forbrugere og energiintensive industrier. Politikker, der medvirker til endnu højere energipriser, kan blive farlige i en situation, hvor alle kræfter skal rettes mod gennemførelse af Lissabon-strategien, herunder konkurrenceevne, økonomisk vækst og en samlet beskæftigelse i Europa på et bæredygtigt niveau. Mens høje oliepriser rammer alle økonomier på verdensplan, kan høje elpriser navnlig skade EU-25.

5.8

Nogle af de nuværende nationale støtteordninger er meget omkostningstunge, og de risikerer at sætte både forbrugernes interesser og de europæiske industriers konkurrenceevne på spil. Hvis EU's mål om vedvarende energikilder opfyldes i 2010, repræsenterer støtteordninger og netværksomkostninger en stigning på 13 % i en gros-elpriserne eller 25 %, hvis de støtteniveauer, der allerede anvendes i Tyskland, skal anvendes for at nå målet. Hvis netværks- og reguleringsomkostningerne medregnes, stiger tallet yderligere til 34 %. Den dertil svarende omkostning pr. ton undgået CO2-udslip er vurderet til henholdsvis 88, 109 og 150 EUR.

5.9

Støtteordninger bør således overvejes og udformes grundigt. De skal være effektive, herunder omkostningseffektive, og skabe de ønskede resultater til den laveste pris. Nogle former for vedvarende energi, der allerede nærmer sig markedspriserne, har næppe behov for støtte, mens andre stadig kun kræver støtte til forsknings- og udviklingsforanstaltninger. Hvad angår biomasse skal anvendelsen af produkter fra begrænsede landarealer, der ikke får støtte, tages i betragtning. Stigningen i generiske (navnlig fossile) energipriser giver anledning til at nyevaluere støttebehovet og –niveauet. Virkningerne af EU's emissionshandelsordning er særdeles vigtige, eftersom de allerede har skabt stigende elpriser. For at nå det samme mål må dobbelt- eller overlappende foranstaltninger undgås.

5.10

Støtteordninger er nødvendige, for at de nye teknologier kan modnes og indtræde på markedet, men de kan ikke bevares på ubestemt tid. Konsekvenserne for beskæftigelsen skal overvejes grundigt, således at der ikke skabes job, der forsvinder, når støtten udløber.

5.11

EU's direktiv om vedvarende energikilder overlader organiseringen af en sådan støtte til medlemsstaterne. Dette har ført til usammenhængende og i nogle tilfælde markedsforvridende støttemekanismer. Dette resulterer i tab af synergi og nogle steder i EU i mangel på markedsincitamenter og drivkræfter, hvilket andre steder skaber unødvendigt høje omkostninger. De fleste af disse situationer kunne have været undgået gennem en fælles europæisk fremgangsmåde. EØSU konstaterede allerede dette problem i sin udtalelse om direktivet om elektricitet produceret fra vedvarende energikilder (jf. fodnote 1). Selv om en ideel fælles europæisk løsning ikke synes at være på vej endnu, ser nationale støtteordninger ud til at bevæge sig i retning af en mere udstrakt brug af grønne certifikater. Efterhånden som der indhøstes erfaringer, bør emnet undersøges og udbygges yderligere.

5.12

Efter denne første »pioner-etape« består der afgjort et behov for at genoverveje EU-politikkerne om vedvarende energikilder. Der bør tages nøje hensyn til den ændrede situation på de globale energimarkeder (med høje og volatile priser), virkningerne af relevante EU-politikker og foranstaltninger, herunder især handel med emissioner, og Lissabon-strategiens målsætninger. Der må tilstræbes en stabil, langsigtet udvikling ved at fokusere på F&U og teknologiudvikling.