8.9.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 221/94

1.1

I marts 2000 lancerede Det Europæiske Råd i Lissabon et storstilet reformprogram med ambitiøse mål for vækst og beskæftigelse. Forbedring af konkurrenceevnen i en videnbaseret økonomi og bæredygtig, beskæftigelsesfremmende økonomisk vækst skulle kombineres med forbedring af jobkvaliteten og styrkelse af den sociale samhørighed. Projektet vandt bred tilslutning, idet man håbede, at dets gennemførelse kunne skabe langt større forståelse for planerne om EU's udvidelse hos Europas borgere.

1.2

Som den aktuelle økonomiske situation ser ud, er der risiko for, at målsætningerne for 2010, herunder ikke mindst målsætningerne for beskæftigelsen, ikke bliver opfyldt, hvad der kan sætte hele processens troværdighed over styr. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg er af den opfattelse, at dette troværdighedsproblem kun kan afsvækkes, hvis folk kan stole på, at alle politisk ansvarlige bestræber sig alvorligt på konsekvent at gennemføre Lissabon-strategien med dens samklang af ligeværdige målsætninger (forbedring af konkurrenceevnen, økonomisk vækst med flere og bedre arbejdspladser, styrkelse af den sociale samhørighed og bæredygtig økologisk udvikling).

1.3

Ud fra den overbevisning, at Lissabon-processen ikke trænger til en ny dagsorden, men til politikere, der har viljen til at realisere de målsætninger, de selv har opstillet, ved, først og fremmest i medlemsstaterne, at gennemføre egnede foranstaltninger, ønsker EØSU med denne initiativudtalelse — der er et supplement til udtalelsen »Bedre gennemførelse af Lissabon-strategien« (1)- at pege på en række beskæftigelsespolitiske udfordringer og fremsætte nogle henstillinger vedrørende processens videreførelse indtil 2010.

2.1

I Lissabon-strategien betragtes forbedring af konkurrenceevnen og bæredygtig økonomisk vækst som vigtige instrumenter, der skal sikre, at der i Europa kan skabes flere og bedre arbejdspladser og tilvejebringes et mere stabilt grundlag for socialsikringssystemerne og dermed sikres beskyttelse mod fattigdom og udstødelse. EØSU betragter dette politiske helhedssyn som et bemærkelsesværdigt fortrin ved Lissabon-strategien.

2.2

For så vidt angår beskæftigelsespolitikken skulle der fra Lissabon udgå nye impulser til den europæiske beskæftigelsesstrategi, en aktiv beskæftigelsespolitik skulle bidrage stærkere til at bekæmpe fattigdommen, iværksætteri skulle fremmes som en vigtig drivkraft for vækst og beskæftigelse, og ved hjælp af kvantitative mål skulle deltagelsen i erhvervslivet forøges i hele EU.

2.3

Lissabon beskæftigede sig imidlertid ikke bare med udsigterne til »mere beskæftigelse«, men slog også fast, at yde- og konkurrenceevnen først og fremmest skal sikres ved at fremme innovation og jobkvalitet. Investeringer i humankapital, forskning, teknologi og innovation fik derfor samme prioritering som arbejdsmarkeds- og strukturpolitiske foranstaltninger. I overensstemmelse hermed blev der fastsat yderligere kvantitative mål som f. eks. at øge humankapitalinvesteringerne pr. capita/støtten til livslang uddannelse (inddragelse af 12,5 % af alle voksne i den erhvervsaktive alder i videreuddannelsesforanstaltninger, halvering af antallet af 18-24 årige uden videregående skole- eller erhvervsuddannelse), at øge F&U-investeringerne til 3 % af BNP (hvoraf to tredjedele skal komme fra den private sektor) og at udbygge børnepasningen (sikring af pasningspladser til 33 % af de 0-3 årige og 90 % af børnene mellem denne alder og den skolepligtige alder).

2.4

Trods nogen succes i begyndelsen er Europa først i 2005 stadig fjernt fra vejen mod de ambitiøse mål. Den europæiske økonomi noterer for tredje år i træk meget lav vækst, langt under dens potentiale. Det økonomiske opsving er tøvende, og på grund af høje oliepriser og alvorlige tilfælde af global uligevægt er det også meget ustabilt. Midtvejs i perioden må man nøgternt konstatere, at beskæftigelsesmålsætningerne fra Lissabon temmelig sikkert ikke nås inden 2010.

2.5

Alle de grafiske fremstillinger 1-3 (se herunder. Den højeste viste procentsats er i alle tilfælde identisk med Lissabon-målsætningen) viser, hvor usandsynligt det er, at Lissabon-målene kan nås inden 2010.

Grafiske fremstillinger 1-3: Udviklingen med hensyn til beskæftigelsesmålene fra Lissabon (4)

2.6

For at nå Lissabon-målsætningen på 70 % skal der inden 2010 skabes ca. 15 mio. nye arbejdspladser i EU-15 og 22 mio. i EU-25, dvs. over 3 mio. pr. år eller lige så mange som i EU-15 i 2000, som var det bedste år for beskæftigelsen i over et årti.

2.7

EU's udvidelse tilfører hele Europa ny økonomisk dynamik og præger også udviklingen i beskæftigelsen. Som det fremgår af de grafiske fremstillinger, er beskæftigelsesfrekvensen i de nye medlemsstater klart lavere end i EU-15. Endnu sent i 1990'erne var det ikke tilfældet, især ikke for kvindernes vedkommende. På den anden side er den økonomiske udvikling i de nye medlemsstater for øjeblikket klart mere dynamisk, idet den årlige vækstrate visse steder ligger pænt over 4 %. EU må være særlig opmærksom på de nye medlemsstaters behov i forbindelse med udformningen af sin beskæftigelsesstrategi, så disse lande også kan opfylde de fælles beskæftigelsesmål. F. eks. skal konvergenskriterierne med henblik på tilsigtet optagelse i Euro-området være sådan, at de ikke hindrer, men fremmer økonomisk og beskæftigelsesmæssig vækst. Dette tema har EØSU behandlet udførligt i de fælles rådgivende udvalg sammen med repræsentanter for det organiserede civilsamfund i tiltrædelseslandene.

3.1

Den skitserede svage beskæftigelsesmæssige situation har uden tvivl i høj grad sin årsag i den økonomiske udvikling. I Lissabon forudsatte man en årlig real BNP-vækst på 3 % i gennemsnit. Men i stedet for det ventede opsving har den økonomiske situation forværret sig hastigt siden 2000. Vækstraterne var således yderst beskedne i de følgende år, nemlig 1,7 % i 2001, 1 % i 2002 og kun 0,8 % i 2003.

3.2

På den baggrund er det klart, at de beskæftigelsespolitiske mål kun kan nås, hvis det lykkes at få gang i et vedvarende konjunkturopsving. Der må skabes egnede rammebetingelser, der gavner ikke blot den eksterne, men også den interne efterspørgsel, for at øge vækstpotentialet og opnå fuld beskæftigelse. EØSU har i den forbindelse på det seneste flere gange påpeget, at det forudsætter en »sund makroøkonomisk kontekst« på europæisk plan. Dertil hører først og fremmest en makroøkonomisk politik, der under økonomisk stagnation levner medlemsstaterne spillerum til konjunkturpolitisk indgriben i den økonomiske politik og finanspolitikken og i tider med økonomisk vækst skaber det tilstrækkelige spillerum.

3.3

Bag den svækkede vækst de seneste tre år (efter at der i 2000 kunne noteres en vækst på 3 % i EU-15) ligger der i højere grad makroøkonomiske end strukturpolitiske årsager. Derfor har udvalget allerede flere gange kraftigt gjort opmærksom på, at der i henstillingerne i forbindelse med retningslinjerne for den europæiske økonomiske politik skal tages hensyn til denne kendsgerning. (6) Der skal ske en mærkbar stimulering af de store efterspørgselsfaktorer forbrug og investeringer (private såvel som offentlige) for at afhjælpe den svage købekraft i Europa. Europa — der har positiv handelsbalance og stigende eksport — er absolut konkurrencedygtigt. Men den interne efterspørgsel stagnerer. Strukturreformer fører kun til resultater i en mere gunstig makroøkonomisk kontekst. Lønninger skal ikke blot betragtes som en omkostningsfaktor på udbudssiden; de er også i høj grad bestemmende for efterspørgselen og dermed for virksomhedernes markedsudsigter, herunder ikke mindst de små og mellemstore virksomheder, der er stedbundne. Eksemplet Tyskland viser, at udpræget løntilbageholdenhed ganske vist kan styrke udbudssiden, men samtidig hindrer konjunkturopsving ved at svække efterspørgselen. Skønt der i forbindelse med lønforhandlinger er flere udslaggivende faktorer, må det fastholdes, at hvis man indretter reallønsstigningen efter den samlede nationale produktivitetsstigning, sikres både tilstrækkelig udvikling af efterspørgselen og hensynet til ECB's stabilitetsmål. En sådan indretning af den økonomiske politik kan føre til, at vi i Europa opnår bæredygtig og stabilitetsorienteret økonomisk vækst.

3.4

I de seneste år har det standpunkt været dominerende i de europæiske politiske henstillinger, at det er en række strukturelle faktorer (arbejdsmarkedsparternes lønpolitik, rigid arbejdsmarkedsregulering, for korte arbejdstider, manglende mobilitet og fleksibilitet hos arbejdstagerne), der er det europæiske arbejdsmarkeds problem. Og faktisk er hovedvægten i beskæftigelsespolitikken i de fleste medlemsstater i de seneste år blevet lagt på disse faktorer. Fremme af jobegnethed, afhjælpning af uddannelsesmæssige mangler og integration af vanskeligt stillede grupper på arbejdsmarkedet er derimod klart stillet i baggrunden.

3.5

EØSU har i den forbindelse flere gange gjort opmærksom på, at nedskæring af de sociale ydelser og af arbejdstagernes indkomster og utilstrækkelige investeringer i humankapital svækker den interne efterspørgsel, hvad der forstærker de økonomiske problemer og forringer produktiviteten. I øvrigt strider denne ensidige fokusering på udbuddet mod Lissabon-målene, herunder navnlig forøgelse af produktivitet og jobkvalitet. Sikkert er i hvert fald, at en arbejdsmarkedspolitik, der satser for lidt på videreuddannelse og tvinger kvalificerede arbejdsløse til at tage lavt kvalificerede job, påvirker produktiviteten i negativ retning. Det er EØSU's opfattelse, at parallel forøgelse af beskæftigelsen og produktiviteten — hvad Kommissionen også for nylig har krævet — er den rette strategi. Naturligvis vil der også opstå lavt kvalificerede job. Her må man sørge for at overholde den arbejdsretlige og den sociale lovgivning.

3.6

I den europæiske beskæftigelsesdebat er det i dag behovet for at forøge beskæftigelsesfrekvensen, der står i centrum. Det strategiske mål fra Lissabon går ud på at fremme beskæftigelsen som det bedste middel til at forebygge fattigdom og udstødelse. Det udelukker en strategi, hvor der skal skabes arbejdspladser for enhver pris, og stiller ikke mindst krav om »forbedring af jobkvaliteten«. Den europæiske vej til fuld beskæftigelse skal derfor tilbagelægges uden opgivelse af ordentlige lønninger, social sikkerhed og høje arbejdsretlige normer. EØSU opfordrer til under videreførelsen af Lissabon-strategien at lægge øget vægt på jobkvalitet, særlig i forbindelse med strukturelle reformforanstaltninger.

3.7

Dermed vil EØSU ikke påstå, at arbejdsmarkedsreformer eller reformer på andre områder er uden betydning, når det gælder om at skabe beskæftigelse. Men når målet er at skabe flere og bedre arbejdspladser, er det af den overbevisning, at det i den nuværende situation først og fremmest drejer sig om at sætte gang i økonomien og fremme fornuftige strukturreformer. Kun på den måde kan virkningen og accepten af reformer forøges. Makroøkonomisk politik og strukturreformer skal supplere hinanden uden at erstatte hinanden.

4.1

De europæiske virksomheders innovationsevne er afgørende for den økonomiske dynamik. Uden nye og forbedrede produkter og tjenesteydelser og uden produktivitetsfremgang vil Europa sakke agterud både økonomisk og beskæftigelsesmæssigt. Produktivitetsmæssige fremskridt indebærer også ændringer i arbejdsforholdene, som ikke altid eller ikke altid med det samme er positive. Men uden sociale og økonomiske innovationer ender man med sikkerhed i en nedadgående spiral. Ændringernes konsekvenser for arbejdsmarkedet skal mildes med sociale ledsageforanstaltninger.

4.2

Økonomisk vækst og et investeringsvenligt klima er væsentlige forudsætninger for skabelse af nye arbejdspladser og bevarelse af eksisterende beskæftigelse, og i det europæiske indre marked er det i betydeligt omfang nye virksomheder og små og mellemstore virksomheder, der står for dette. (7) Små virksomheder og mikrovirksomheder er i høj grad forankrede i den lokale økonomi og profiterer derfor i særlig grad af stabil og stigende indenlandsk efterspørgsel. EØSU har derfor tidligere flere gange understreget, at man i beskæftigelsesøjemed bør fokusere særligt på at udvikle iværksætterlyst, føre en politik, der støtter videreførelse af virksomheder, og fremme etablering af virksomheder, der skaber ny beskæftigelse via innovation. (8) Ofte er det netop de små og mellemstore virksomheder, der er særligt innovative, drevet af behovet for at sikre deres eksistens på markedet. Her bør man også være opmærksom på at støtte mikrovirksomheder. Det drejer sig om at give virksomhederne mulighed for fuldt ud at udfolde deres innovationspotentiale, navnlig via bedre betingelser for adgang til finansiering, administrative forenklinger i forbindelse med drift af virksomheder og styrkede uddannelsesforanstaltninger.

4.3

EØSU har også flere gange gjort opmærksom på, at menneskene med deres viden og færdigheder er den vigtigste ressource med henblik på innovation og fremskridt i vidensamfundet. (9) Europa må finde ud af at udbygge sit potentiale af uddannede mennesker, videnskab, forskning og teknologi og at omsætte det til afsættelige nye produkter og tjenesteydelser og dermed beskæftigelse. Det stiller krav om høj uddannelsesfrekvens i alle befolkningsgrupper, om god erhvervsuddannelse og om lettelse af overgangen fra højere uddannelse til arbejdslivet. Indstillingen i samfundet skal udvikles sådan, at uddannelse bliver en selvfølge og højere uddannelse ikke betragtes som et privilegium. Aktuelle OECD-undersøgelser har på ny afsløret svaghederne i flere medlemsstaters uddannelsessystemer. (10) Mangel på akademikere og faguddannede tegner til at blive en økonomisk flaskehals og er samtidig en afspejling af manglende adgang til uddannelse. Det er på høje tid, der gøres noget ved uddannelses- og efteruddannelsespolitikken. Hvad bliver der f.eks. af investeringer

4.4

EØSU har i den forbindelse flere gange peget på det vigtige i, at alle overtager et ansvar for uddannelse og videreuddannelse, og fastslået, at investeringer i uddannelse ikke blot er det offentliges sag, men også virksomhedernes og de berørte personers, eftersom fordelene ved livslang uddannelse kommer både de beskæftigede, virksomhederne og samfundet til gode. (11) Erhvervsuddannelse og livslang ud- og efteruddannelse må ikke betragtes isoleret; de er tværtimod grundlæggende elementer i de erhvervsaktives karriereplanlægning. Uafhængigt af aldersgruppe og uddannelse bør der være tilstrækkelig motivation til og tilstrækkelige muligheder for at deltage i efteruddannelsesforanstaltninger. Kompetenceudvikling og innovationsberedskab forudsætter således også på virksomhedsplan investeringer i uddannelse og efteruddannelse og udvikling af en innovationsfremmende virksomhedskultur.

4.5

Men i dag er det ikke nok, at det enkelte menneske er kreativt og i stand til at lære nyt. Virksomheden skal selv være i stand til at lære, dvs. til at samle ny viden og omsætte den til produkter og tjenesteydelser, der kan afsættes. Innovationsevne er en vigtig konkurrencefaktor. For at sikre grundlaget for fremtidige innovationer må videnskab og forskning prioriteres højt. Det, det kommer an på, er, at det potentiale, der ligger i det offentlige og i det privatøkonomiske forskningssystem, udnyttes fuldt ud og kombineres effektivt. I den forbindelse er det meget vigtigt, at innovation og forskning støttes, og at udgifterne til forskning og udvikling i overensstemmelse med Lissabon-målet øges til 3 % af BNP — hvoraf 2/3 skal komme fra den private sektor. (12) Den offentlige støtte til F&U bør styrkes både på europæisk og på nationalt plan, især i forbindelse med vækstfremmende nøgleteknologier, for at udbygge det videnskabelige grundlag og øge løftestangseffekten i forhold til den private sektors F&U-investeringer. Samtidig bør medlemsstaterne og Kommissionen forsøge at udnytte offentlige licitationer til nye forsknings- og innovationsintensive produkter og tjenesteydelser.

4.6

Innovativ arbejdstilrettelæggelse og innovationsmanagement er også et tema for små og mellemstore virksomheder. Mange af dem har udviklet specifikke løsninger og er »globale aktører«, andre har brug for specielle tilbud om innovationsrådgivning, der ud over innovationsmanagement også drejer sig om at skabe indlæringsfremmende arbejdsmiljøer og om medarbejdernes særlige uddannelsesbehov. Netværk, samarbejde og vidensmanagement kan i den forbindelse hjælpe SMV'erne med i fællesskab at åbne nyt vidensmæssigt potentiale. (13) Denne kulturelle mangel må afhjælpes, så SMV'erne i højere grad kan få udbytte af grundforskningen. For at kunne være innovative har SMV'erne desuden brug for en solid grundfinansiering og adgang til risikovillig kapital. Konkret betyder det også, at en række direktiver vedrørende EU's indre marked skal gennemgås med henblik på deres konsekvenser for SMV'erne og eventuelt forbedres (f.eks. direktiverne om liberalisering af de finansielle markeder og om Basel II).

4.7

En højproduktiv industriel kerne er og bliver også i EU grundlaget for en blomstrende økonomi. Industri og tjenesteydelser er indbyrdes afhængige. En forudsætning for innovation er også, at forskning og udvikling målrettet orienteres efter viden- og tjenesteydelsessamfundets behov, i hvilken forbindelse der må lægges særlig vægt på at udnytte nye beskæftigelsesmuligheder ikke bare på traditionelle områder inden for fremstillingsindustrien. Ud over fremme af avanceret teknologi stiller Lissabon også krav om, at der fokuseres på tjenesteydelsessektoren. Det forudsætter, at samfundsrelaterede tjenester nyvurderes, at presset på de offentlige budgetter lettes, og at effektive offentlige forvaltningers betydning for den økonomiske udvikling anerkendes. Stikord som uddannelse, mobilitet, individualisering, krav om demografisk udvikling, om pleje og sundhedsydelser, om forenelighed mellem familieforpligtelser og job peger sammen med ændrede kommunikations- og fritidsvaner på større og nye behov for såvel sociale, personrelaterede som kommercielle tjenesteydelser, som i mange tilfælde først nu er ved at blive udviklet professionelt. (14) I den forbindelse har EØSU flere gange understreget socialøkonomiens og den tredje sektors vigtige rolle. (15)

4.8

I forbindelse med innovation drejer det sig først og fremmest om menneskene, om kreativitet, uddannelse, viden, evne til at lære og arbejdstilrettelæggelse. Selvstændighed, selvbestemmelsesret og medindflydelse er afgørende størrelser. Derfor er det vigtigt at få nydefineret forholdet mellem arbejdsmarkedets parter og medbestemmelsesstrukturerne. Stabile forhold mellem ledelse og arbejdstagere fremmer innovation. Så de, der nu vil svække interesserepræsentationen og ændre ved forholdet mellem arbejdsmarkedets parter og dermed begrænse de ansattes fundamentale rettigheder i stedet for at styrke dem, skaber nye hindringer for innovation. I den forbindelse understreger EØSU, at det foreliggende forslag til rammedirektiv om tjenesteydelser i det indre marked ikke må føre til forringelse af de eksisterende normer på det sociale, lønmæssige og sikkerhedsmæssige område.

5.1

Den, der skal samle mod til innovation og forandring, har ud over egne initiativer også brug for støtte fra samfundets side. Risikoberedskab og social sikkerhed går hånd i hånd. Mange er i den forbindelse henvist til tjenesteydelser fra samfundets side, der gør det muligt at give sig i kast med noget nyt. Organiseret social samhørighed, som er et væsentligt træk ved den europæiske sociale model, og innovation hører sammen. Men velfærdsstaten må hele tiden tage højde for nye krav. EØSU er i den forbindelse af den overbevisning, at beskæftigelsesmålene fra Lissabon kun kan nås, hvis socialpolitikken styrkes, og de politiske bestræbelser for i det mindste at gennemføre sociale minimumsbestemmelser til udligning af arbejdsbetingelserne og levevilkårene i Europa videreføres. Det er særligt påtrængende i den udvidede Union, eftersom forskellene med hensyn til velstandsniveau tager til inden for EU.

5.2

For at modvirke risikoen for konkurrence på sociale normer må de eksisterende bestemmelser i EU's social- og arbejdsmarkedslovgivning om arbejdsbetingelser, arbejds- og sundhedsbeskyttelse, arbejdstagerrettigheder, ligestilling mellem kønnene og respekt for den enkeltes rettigheder efterleves bedre og videreudvikles. Det gælder også reglerne om arbejdstid.

5.3

EØSU har tidligere flere gange, f.eks. i udtalelsen om »Foranstaltninger til støtte for beskæftigelsen« foranlediget af »beskæftigelsestaskforcen« påpeget nødvendige og gennemførlige innovationer på følgende områder (16):

5.4

Udvalget har i den forbindelse lagt særlig vægt på bl.a. følgende udsagn:

5.5

EØSU har i den forbindelse navnlig understreget, at der bør gøres mere for at forøge kvindernes beskæftigelsesfrekvens og for at fjerne de hindringer, der fortsat afholder kvinder fra deltagelse på arbejdsmarkedet, samt at der konsekvent bør tages fat på eksisterende uligheder (f.eks. med hensyn til løn). Eftersom større erhvervsdeltagelse fra kvindernes side i afgørende grad afhænger af, at familiehensyn og job er forenelige — i samme grad for mænd som for kvinder — bør man konsekvent søge dette Lissabon-mål realiseret. EØSU bifalder derfor opfordringerne til medlemsstaterne om på alle niveauer, og dermed også via offentlige instanser, at sikre, at der er gode pasningsmuligheder nok for børn og andre trængende (f.eks. ældre pårørende og syge) til overkommelige priser. Medlemsstaterne skal efterleve henstillingerne herom i de aktuelle beskæftigelsespolitiske retningslinjer ved at opstille konkrete mål og udarbejde handlingsplaner til realisering af dem.

5.6

Desuden må der i forbindelse med gennemførelsen af Lissabon-strategien på områderne beskæftigelse og social integration af alle socialt udstødte og forfordelte grupper lægges stor vægt på at bekæmpe diskrimination og fremme lige muligheder. Medlemsstaterne bør udtrykkeligt opfordres til i deres nationale handlingsplaner fortsat at træffe foranstaltninger til bekæmpelse af diskrimination.

5.7

I ekspertrapporten om social- og arbejdsmarkedspolitikkens fremtid fastholdes det, at den gængse opfattelse, at social beskyttelse undergraver konkurrenceevne, økonomisk vækst og høj beskæftigelse, næppe er holdbar, og at et højt økonomisk præstationsniveau i lande som Sverige, Danmark, Østrig, Luxembourg og Holland går hånd i hånd med et højt socialt beskyttelsesniveau. (19) De lande, der klarer sig bedst med hensyn til konkurrenceevne, investerer gennemgående relativt kraftigt i socialpolitikken og de sociale sikringssystemer og noterer samtidig høje beskæftigelses- og lave fattigdomstal efter sociale overførsler. Det, det drejer sig om i dag, er en afbalanceret kombination af modernisering og forbedring af de sociale sikringssystemer for, under opretholdelse af deres sociale beskyttelsesfunktioner, at tilpasse dem til aktuelle forhold (f.eks. den demografiske udvikling). Det skal sikres, at systemerne kan finansieres på lang sigt, men det skal ske under hensyntagen til kriterier som social rimelighed, generel tilgængelighed og tjenesteydelser af høj kvalitet.

5.8

I de fleste europæiske lande finansieres den sociale sikring hovedsageligt via arbejdstagernes og arbejdsgivernes sociale bidrag. Disse bidrag er til dels steget til et niveau, der kan gøre det vanskeligere at skabe arbejdspladser.

5.9

Forøgelse af de ældre arbejdstageres beskæftigelsesfrekvens er også et af Lissabon-målene. Ifølge Kommissionen skal der skabes 7 mio. arbejdspladser for at nå målsætningen på 50 %. EØSU har tidligere sagt, at det i princippet betragter forhøjelse af den faktiske pensionsalder som et fornuftigt mål, hvis det sker på rimelige økonomiske og politiske betingelser som led i en strategi for aktiv aldring. Men mange medlemsstater har som et centralt punkt i deres pensionsreformer uden videre gennemført en forøgelse af den lovhjemlede pensionsalder og samtidig i stadig højere grad generelt indskrænket eller helt afskaffet adgangen til førtidspension. Bag dette ligger den ensidige antagelse, at det først og fremmest er på grund af manglende vilje hos de berørte og manglende tilskyndelser i pensionsforsikringsretten, at ældre arbejdstagere ikke bliver længere på arbejdsmarkedet. Andre vigtige aspekter ser man bort fra. Medlemsstaterne må sørge for tilskyndelser, der dels gør det muligt for arbejdstagerne frivilligt at udskyde deres udtræden af arbejdslivet til efter den lovhjemlede pensionsalder, dels støtter virksomhederne i at skabe egnede arbejdspladser og arbejdsbetingelser.

5.10

EØSU plæderer som højniveaugrupperne »beskæftigelse«, »social- og arbejdsmarkedspolitikkens fremtid i den udvidede Union« og »Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse« for løsninger — som allerede er gennemført i nogle medlemsstater (Finland og Sverige) — der tager udgangspunkt i jobkvalitet og efteruddannelse. For hvis aldersgruppen af 55-64 årige skal være i produktiv beskæftigelse i 2010, er der først og fremmest brug for et arbejdsmarked, der også gør det muligt at beskæftige ældre arbejdstagere, hvilket kræver en aktiv indsats af alle aktører, herunder forbedring af de pågældendes kvalifikationer. Det forudsætter investeringer i produktiv videreuddannelse og i præventive foranstaltninger inden for sundhedsbeskyttelse og sundhedsfremme med henblik på at bevare arbejdsevnen. Men en politik, der vil ændre de ældre arbejdstageres situation, kommer for sent, hvis den først sætter ind over for aldersgruppen af 40-50 årige. Derfor er en personaleforvaltning, der fra erhvervsaktivitetens begyndelse tager hensyn til alderen, lige så nødvendig som arbejdspladsmodeller for en aldrende medarbejderstab (herunder især passende arbejdstidsmodeller, der reducerer de fysiske såvel som de psykiske belastninger). (22)

—

Efter Lissabon er der udfoldet positive anstrengelser for at synkronisere koordineringen af beskæftigelsespolitikken med koordineringen af den økonomiske politik. Men det er fortsat et problem, at der savnes indholdsmæssig samordning, i hvilken forbindelse det må sikres, at de beskæftigelsespolitiske retningslinjer og retningslinjerne for den økonomiske politik er kohærente og i indbyrdes balance.

—

Effektiv koordinering mellem aktørerne (regeringerne, ECB, arbejdsmarkedets parter) bliver der kun tale om, hvis også penge- og budgetpolitikken påtager sig et ansvar for vækst og beskæftigelse, og dette kommer til udtryk i de overordnede retningslinjer for den økonomiske politik.

—

I den forbindelse må der også tages større hensyn til Kommissionens reformforslag om i højere grad at orientere vækst- og stabilitetspagten ud fra hensynet til væksten — som højniveaugruppen af sagkyndige vedrørende Lissabon-strategien også har stillet krav om — bl.a. ved i forbindelse med beregningen af underskud at se bort fra strategiske investeringer i vækst og beskæftigelse. Det bliver Rådets sag på Kommissionens forslag at afgøre, hvilke investeringer der skal betragtes som strategiske investeringer af europæisk interesse.

—

Dette skal ske på nationalt og europæisk plan. Således kan f.eks. en realpolitisk opvurderet makroøkonomisk dialog bidrage væsentligt til bedre »governance« (styring) og, under inddragelse af arbejdsmarkedsparterne og hensyntagen til deres synspunkter, til, at hele processen lykkes. Det er det eneste sted, hvor alle aktører med ansvar for den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken mødes i åben dialog om, hvordan man inden for EU bedst når frem til et vækst- og beskæftigelsesfremmende »policy mix«.

—

I medlemsstaterne skal der, under hensyntagen til deres fulde autonomi, sikres passende inddragelse af arbejdsmarkedets parter ikke mindst i forbindelse med strukturreformer, uddannelse og innovation, men også i debatterne om alle den europæiske beskæftigelsesstrategis faser (udarbejdelse, gennemførelse og evaluering af de nationale handlingsplaner) (23).

—

Hvis det skal lykkes at gennemføre en beskæftigelsespolitisk helhedsstrategi i EU, skal samarbejdet mellem en række »Lissabon-relevante« rådssammensætninger intensiveres. Navnlig er der brug for indgående koordinering mellem Økofin-Rådet og rådene vedrørende konkurrence, beskæftigelse og social- og arbejdsmarkedspolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse.

—

Bedre koordinering er der også brug for ikke mindst i forbindelse med forberedelsen af forårstopmødet: Lissabon-processen er en horisontal proces, og den må ikke udelukkende overlades til Økofin-Rådet.

—

Efter at der i 2000 i EU-15 kunne noteres en vækst på 3 %, må det fastholdes, at det især er makroøkonomiske og kun i mindre grad strukturpolitiske årsager, der ligger bag den svækkede vækst i de seneste år. Det bør der tages hensyn til i de overordnede retningslinjer for den europæiske økonomiske politik.

—

Efterspørgselskomponenterne forbrug og private og offentlige investeringer skal styrkes mærkbart for at rette op på den svage købekraft i Europa. Som tilskud hertil kan intelligent udformede strukturreformer, der ikke yderligere svækker den interne efterspørgsel, også give vigtige impulser til at skabe beskæftigelse.

—

Derfor må fremme af jobegnethed, fjernelse af kvalifikationsmæssige mangler og integration af vanskeligt stillede grupper på arbejdsmarkedet prioriteres højt.

—

EU som helhed klarer sig for tiden godt i den globale konkurrence; der er ligevægt på handelsbalancen, men vækstraten er utilstrækkelig. I den globale konkurrence må Europa besinde sig på sine stærke sider. Det kan ikke konkurrere med landene i Asien og Afrika om de laveste lønninger. I stedet må det fortsat satse på en bredt anlagt innovationspolitik og på produktion af avancerede varer og tjenesteydelser med stor værditilvækst.

—

Blandt forudsætningerne for positive virkninger af frihandel er en valutakursordning, der ikke forvrider priserne på omsættelige varer, og en arbejdsdeling mellem alle de i handelen involverede lande, som gør det muligt at øge lønningerne i forhold til produktivitetsstigningen. Ingen af de to forudsætninger er for øjeblikket til stede, men de politisk ansvarlige i EU bør sætte sig som mål at tilvejebringe dem.

—

EØSU opfordrer til, at man i forbindelse med videreførelsen af Lissabon-strategien lægger større vægt på jobkvalitet, særlig i forbindelse med gennemførelse af strukturelle reformforanstaltninger.

—

Det er ikke mindst de små og mellemstore virksomheder, der sørger for økonomisk vækst og nye arbejdspladser i det europæiske indre marked. Derfor skal iværksætterlysten fremmes og iværksætterpotentialet udfoldes fuldt ud, navnlig via bedre betingelser for adgang til finansiering, administrative forenklinger i forbindelse med drift af virksomheder og styrkede uddannelsesforanstaltninger. (24)

—

Støtte bør først og fremmest komme de virksomheder til gode, der i kraft af innovation sørger for vækst og beskæftigelse. Det er langt vigtigere end blot at øge antallet af virksomheder.

—

I overensstemmelse med rapporten fra november 2004 fra højniveaugruppen af sagkyndige vedrørende Lissabon-strategien under forsæde af Wim Kok er EØSU overbevist om, at medlemsstaterne i højere grad end hidtil skal holdes fast på deres pligt, hvis Lissabon-målene skal nås. At der er mål, som ikke er nået, har for øjeblikket knap nok konsekvenser for udformningen af politikken i medlemsstaterne. At de offentligt »bliver stillet i gabestokken«, har kun begrænset virkning.

—

De generelle beskæftigelsesmål skal omsættes til passende ambitiøse nationale mål, og der skal sikres mere gennemsigtighed og bredere national debat om en national rapport om gennemførelsen af Lissabon-strategien (eller om en handlingsplan).

—

»Benchmarkingen« skal foregå på en sådan måde, at den enkelte medlemsstats relative position kan aflæses, og fornuftige politiske slutninger kan drages.

—

Der er nogle medlemsstater, der på grund af deres udgangsposition i 2000 må anstrenge sig mere end andre for at nå det generelle beskæftigelsesmål fra Lissabon. Men der stilles også krav til dem, der har en erhvervsaktivitetsfrekvens på over eller lige ved 70 %, lige så vel som til dem, der ligger lavere. Der bør således fokuseres mere på udviklingen i beskæftigelsen som sådan end på sammenligning af tallene.

—

For at processen kan lykkes, må der — som Det Europæiske Råd opfordrede til i marts 2004 — dannes egentlige nationale reformpartnerskaber under passende inddragelse af arbejdsmarkedets parter, og de nationale parlamenter må påtage sig et større ansvar.

—

EU må være særlig opmærksom på de nye medlemsstaters behov i forbindelse med udformningen af sin beskæftigelsesstrategi, så disse lande også kan opfylde de fælles beskæftigelsesmål.

—

Netop i de nye medlemsstater må der lægges særlig vægt på ordentligt og effektivt at inddrage arbejdsmarkedsparterne i forbindelse med alle beskæftigelsesstrategiens faser.

—

Med henblik på eventuel optagelse i Euro-området må konvergenskriterierne udformes sådan, at de ikke hindrer, men fremmer vækst og beskæftigelse.

—

Skal EU's beskæftigelsesmål nås, bliver der også brug for europæiske vækstinitiativer, der ikke kan begrænses til foregribelse af allerede besluttede EIB-projekter. Sapir-rapporten fra 2003 har allerede leveret en række vigtige tanker, der går i retning af et konjunkturbudget.

—

Også Kommissionens forslag til finansielle overslag for perioden 2006-2013 indeholder interessante forslag som f.eks. etablering af en vækstjusteringsfond. Disse overvejelser må videreføres, og der må gøres alt for at sikre, at der fra det kommende EU-budget kan udgå effektive europæiske vækst- og beskæftigelsesinitiativer.

—

Det må i den forbindelse sikres, at de midler, der stilles til rådighed, ikke mindst i udvidelseslandene anvendes effektivt til konsekvent gennemførelse af Lissabon-målene med henblik på vækst og beskæftigelse.

—

Lissabon-processen er også afhængig af, hvad menneskene i Europa tænker om den. EØSU er rede til som led i den europæiske beskæftigelsespolitik at stille sin sagkundskab til rådighed og bidrage til ekspertisen og til den nødvendige formidling af Lissabon-strategien over for Europas borgere.

—

EØSU betragter Lissabon-processen som en af sine vigtigste prioriteringer og finder passende interne strukturer nødvendige for at kunne arbejde nært sammen med Kommissionen og de øvrige EU-institutioner og for at kunne holde intensiv operationel kontakt til civilsamfundet på europæisk plan og i medlemsstaterne.

—

I betragtning af dets ekspertise og repræsentativitet mener EØSU, at det kunne spille en rolle i den udarbejdelse af konsekvensanalyser, som Kommissionen ønsker skal ske systematisk. Som det fremgår af de nuværende debatter, er det afgørende, at lovgivningsforslag afspejler en række forskellige synspunkter og at de bygger på mere stringente og objektive grundlag. Den hurtige fremsendelse af konsekvensanalyserne til EØSU og muligheden for at fremsætte bemærkninger hertil, inden konsekvensanalyserne meddeles EU-institutionerne, ville gøre det muligt at skabe større accept af EU's lovgivningsinitiativer, hvilket ville svare til ånden i Partnerskabet for Europæisk Fornyelse.