[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER | Bruxelles, den 21.6.2005 KOM(2005) 262 endelig KOMMISSIONENS BERETNING Kommissionens årsberetning om Garantifondens situation og om forvaltningen af fonden i 2004 {SEC(2005) 807} INDHOLDSFORTEGNELSE 1. Retsgrundlag 3 2. Situationen pr. 31. december 2004 3 3. Fondens midler 4 3.1. Overførsler fra Den Europæiske Unions almindelige budget i løbet af regnskabsåret 4 3.2. Renteafkast af fondens kapitalanbringelser 5 3.3. Inddrivelse af fordringer hos debitorer, der har misligholdt deres forpligtelser 6 4. Fondens forpligtelser 6 4.1. Betaling af forfaldne fordringer 6 4.2. EIB's vederlag 7 4.3. Valutatab 7 1. RETSGRUNDLAG I henhold til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2728/94 af 31. oktober 1994 (herefter benævnt "forordningen") er der oprettet en garantifond for aktioner i forhold til tredjelande med henblik på at betale Fællesskabets kreditorer, såfremt modtageren af et lån, der er ydet eller garanteret af Fællesskabet, ikke opfylder sine forpligtelser (EFT L 293 af 12.11.1994, s. 1). Forordningen blev ændret ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1149/1999 af 25. maj 1999 (EFT L 139 af 2.6.1999, s. 1) og ved Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2273/2004 af 22. december 2004 (EUT L 396 af 31.12.2004, s. 28) (herefter benævnt "den ændrede forordning"). I overensstemmelse med artikel 6 i forordningen har Kommissionen overdraget den finansielle forvaltning af fonden til Den Europæiske Investeringsbank (EIB) ved en aftale indgået mellem Fællesskabet og EIB den 23. november 1994 i Bruxelles og den 25. november 1994 i Luxembourg (herefter benævnt "aftalen"). I artikel 8, stk. 2, i aftalen hedder det, at Banken hvert år inden den 1. marts skal tilsende Kommissionen en beretning om fondens situation og om forvaltningen af fonden samt et regnskab over fondens indtægter og udgifter og en balance for det foregående år. Et uddrag af beretningen for 2004 kan læses i afsnit 2 i Kommissionens arbejdsdokument (herefter benævnt "bilaget")[1]. Endvidere hedder det i artikel 7 i den ændrede forordning, at Kommissionen senest den 31. maj hvert år skal forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og Revisionsretten en beretning om Garantifondens situation og om forvaltningen af fonden i det foregående år. 2. SITUATIONEN PR. 31. DECEMBER 2004 Ved afslutningen af regnskabsåret 2004 androg fondens disponible midler 1 612 856 213,44 EUR (se bilagets afsnit 3). Dette beløb har siden fondens oprettelse været sammensat af: - overførsler til fonden (2 532 164 500,00 EUR) - de foregående regnskabsårs nettoresultater (473 032 495,02 EUR) - for sene tilbagebetalinger fra tredjelande (575 673 913,77 EUR) - forpligtelser svarende til ikke-betalt vederlag til EIB (765 497,93 EUR) - morarenter fra 2002 (5 090 662,91 EUR) - minus udbetalte garantibeløb (477 860 856,19 EUR) og tilbageførsler til budgettet af fondens overskud (1 496 010 000,00 EUR). Den 31. december 2004 beløb fondens midler minus periodeafgrænsningsposter (vederlag til EIB) sig til 1 612 090 715,51 EUR. Den konsoliderede balance andrager 1 614 117 863,19 EUR. Beløbet omfatter fondens samlede midler plus restancer dækket af fonden og påløbne, men ikke modtagne morarenter (jf. bilagets afsnit 5). Ifølge artikel 3 i forordningen skal fondens midler være af passende størrelse, dvs. andrage et målbeløb på 9 % af Fællesskabets samlede forpligtelser (hovedstol og forfaldne, ikke-betalte renter) i forbindelse med hver enkelt transaktion. I henhold til den ændrede forordning fortsætter de transaktioner til fordel for tiltrædelseslandene, der har været dækket af Garantifonden, med at være dækket af Fællesskabernes garanti efter tiltrædelsesdatoen. Fra denne dato ophører de imidlertid med at være eksterne aktioner og dækkes derfor direkte af Den Europæiske Unions almindelige budget og ikke længere af Garantifonden. Udeståendet på udlån og lånegarantier til tredjelande plus forfaldne, ikke-betalte renter androg pr. 31. december 2004 i alt 12 068 132 585,66 EUR, hvoraf de forfaldne, ikke-betalte renter tegnede sig for 144 107 751,62 EUR. Den 10. januar 2005 blev der derfor tilbageført et beløb på 338 831 402,07 EUR til budgettet, hvilket svarer til 9 % af de udestående transaktioner til fordel for de nye medlemsstater pr. 1. maj 2004 (3 764 793 356,32 EUR). Forholdet mellem fondens kapital (1 612 090 715,51 EUR - 338 831 402, 07 EUR) og udestående forpligtelser som defineret i den ændrede forordning var 10,55 %. Eftersom det ligger over målbeløbet på 9 %, skal der tilbageføres et beløb fra fonden til Den Europæiske Unions almindelige budget, jf. artikel 3, stk. 3, i forordningen. Det beløb, der skal tilbageføres til budgettet i 2005, er beregnet til 187 130 000,00 EUR. 3. FONDENS MIDLER 3.1. Overførsler fra Den Europæiske Unions almindelige budget i løbet af regnskabsåret Retsgrundlaget for tilførslen af midler til fonden er beskrevet i bilagets afsnit 1. I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2040/2000 af 26. september 2000 om budgetdisciplin (EFT L 244 af 29.9.2000, s. 27) opføres der en reserve til lån og lånegarantier på det almindelige budget. Denne budgetpost, på hvilken der i 2004 blev opført bevillinger på 221 mio. EUR, benyttes til at tilføre fonden midler ved overførsler til den budgetpost, hvorfra der overføres midler til fonden. På dette retsgrundlag vedtog budgetmyndigheden i 2004 to bevillingsoverførsler til Garantifonden på tilsammen 181 875 000,00 EUR: - overførsel DEC 34/2004[2] af et beløb på 161 760 000,00 EUR. Formålet med den første overførsel var at tilføre fonden midler i medfør af Rådets afgørelser af 22. december 1999, 6. november 2001 og 29. april 2004 og i overensstemmelse med de nærmere regler, der er fastsat i bilaget til forordningen - overførsel DEC 35/2004[3] af et beløb på 20 115 000,00 EUR. Formålet med denne overførsel var at tilføre fonden midler med henblik på en lånetransaktion, som Kommissionen havde godkendt den 30. marts 2004. De for disse overførsler relevante afgørelser er anført i bilagets afsnit 1. Begge overførsler blev foretaget gennem kompensationsmekanismen med tilbageførsel af fondens overskud den 10. august 2004. I overensstemmelse med de behov, der blev fremhævet i den samlede beretning om Garantifondens virke[4], vedtog Kommissionen et forslag til ændring af forordningen om oprettelse af Garantifonden for at forbedre reglerne for betalingsmekanisme, dvs. reglerne for, hvordan fondens aktiver bringes i overensstemmelse med fondens målbeløb[5]. 3.2. Renteafkast af fondens kapitalanbringelser Fondens midler investeres i overensstemmelse med principperne for forvaltning af fondens midler, der er fastlagt i bilaget til aftalen af 23./25. november 1994 mellem Fællesskabet og EIB, som ændret ved tillægsoverenskomst nr. 1 af 17./23. september 1996 og tillægsoverenskomst nr. 2 af 26. april/8. maj 2002. Ved tillægsoverenskomst nr. 2 blev investeringsprincipperne ændret i 2002 for at korrigere overskudslikviditeten, der var vokset til over 50 % af fondens aktiver, og som begrænsede fondens afkast. Samtidig med at reglen om, at mindst en tredjedel af fondens midler skal placeres i kortfristede investeringer (højst et år), blev fastholdt, blev listen over instrumenter, hvori der kan foretages kortfristede kapitalanbringelser, udvidet. De omfatter nu værdipapirer med variabel rente uanset deres løbetid og fastforrentede værdipapirer med en restløbetid på højst et år uanset deres oprindelige løbetid. Det skyldes, at fastforrentede papirer indløses til 100 % af deres pålydende værdi ved afslutningen af deres løbetid (dvs. efter højst et år), mens de variabelt forrentede papirer, uanset deres restløbetid, til enhver tid kan sælges til en pris i nærheden af 100 %. Af hensyn til ligevægten mellem de forskellige instrumenter, for hvilke likviditeten overvåges, placeres mindst 18 % (svarende til det dobbelte af indbetalingssatsen) på pengemarkedet, især som bankindskud. Denne nye struktur bidrog til at forøge fondens afkast og sikrede samtidig et forsigtigt likviditetsniveau. I 2004 blev den nye porteføljestruktur, der blev fastlagt i 2002, gennemført til fulde, og der blev afsat en ekstra likviditetsreserve til dækning af en stor ekstraordinær indbetaling til budgettet, der forventedes at finde sted i anden halvdel af 2004 eller meget tidligt i 2005 (338 831 402,07 EUR i tilknytning til optagelsen af de ti nye medlemsstater). Kommissionen og EIB har sammen opstillet en liste over banker, der kan modtage indskud fra fonden. Den oprindelige liste er blevet revideret flere gange for at tage hensyn til de seneste ændringer i kreditvurderingen af bankerne. De fleste af bankerne er tilsluttet euroclearingsystemet. De har alle opnået en kreditvurdering på mindst A1 (langfristet) og P1 (kortfristet) hos Moody's eller en tilsvarende kreditvurdering hos Standard & Poor's eller hos Fitch. Kapitalanbringelserne i disse banker er omfattet af bestemmelser, der skal sikre en god risikospredning og forhindre en koncentration af risiciene. I 2004 androg Garantifondens renteafkast af bankindskud, anfordringskonti og værdipapirinvesteringer 61 950 402,49 EUR, der fordelte sig således: - Bankindskud : 10 855 766,08 EUR. Der er tale om en opgørelse pr. 31. december 2004, der inkluderer renter af bankindskud (11 318 130,39 EUR) og ændringer i påløbne renter i 2004 (-462 364,31 EUR). De påløbne renter er renter, der ikke er modtaget af fonden ved regnskabsårets afslutning, men som først kommer til udbetaling ved investeringernes udløb. De påløbne renter pr. 31. december 2004 (738 069,03 EUR) mindskes med de påløbne renter, der blev bogført i 2003, men som først kom til udbetaling i 2004 (1 200 433,34 EUR). - Anfordringskonti : 53 933,68 EUR i tilskrevne renter. - Værdipapirer : 51 040 702,73 EUR. I dette beløb indgår 50 411 967,55 EUR i renter af værdipapirer, 628 735,18 EUR i renter af Commercial Paper og 26 102 214,88 EUR i påløbne renter pr. 31. december 2004. Værdipapirafkastet stammer fra værdipapirinvesteringer foretaget i overensstemmelse med investeringsprincipperne i den aftale, der bemyndiger EIB til at forvalte fondens likvide midler. Dette beløb skal dog nedsættes med 2 845 532,15 EUR svarende til forskellen mellem indgangsværdien og indløsningsværdien, tidsmæssigt fordelt på papirernes resterende løbetid (svarende til kursreguleringen i resultatopgørelsen). Renteafkastet er opført i regnskabsårets resultater. 3.3. Inddrivelse af fordringer hos debitorer, der har misligholdt deres forpligtelser Når fonden har indfriet forfaldne fordringer, har den fået tilført de tilbagebetalinger, som senere er blevet inddrevet i debitorlandene. Pr. 31. december 2004 udgjorde det samlede beløb 575 673 913,77 EUR, eftersom fonden modtog en enkelt nettotilbagebetaling på 7 456 334,33 EUR i årets løb. 4. Fondens forpligtelser 4.1. Betaling af forfaldne fordringer I 2004 blev der trukket på fonden to gange. Det samlede beløb udgjorde 4 370 582,17 EUR (jf. bilagets afsnit 2.2.1). 4.2. EIB's vederlag Det er i den anden tillægsoverenskomst af 26. april og 8. maj 2002 fastsat, at bankens vederlag beregnes ved hjælp af de degressive årlige provisionssatser, der gælder for hver af trancherne i fondens aktiver. Dette vederlag beregnes på grundlag af fondens gennemsnitlige beholdning af aktiver. Bankens vederlag for 2004 blev fastsat til 765 497,93 EUR, der er opført i resultatopgørelsen og bogført som en periodeafgrænsningspost på balancens passivside. Betalingen heraf til EIB vil finde sted i første kvartal af 2005. 4.3. Valutatab Garantifonden pådrog sig et tab på 1 260 433,70 EUR som følge af en valutatransaktion på 10 117 515,47 USD (se afsnit 3.3) forbundet med inddrivelsen af et misligholdt lån. [1] SEC(2005) 807 [2] SEK(2004) 716 endelig. [3] SEK(2004) 717 endelig. [4] KOM(2003) 604 endelig. [5] KOM(2005) 130 endelig.