52005DC0218

Meddelelse fra Kommissionen til Rådet og Europa-Parlamentet - Udkast til erklæring om de vejledende principper for bæredygtig udvikling /* KOM/2005/0218 endelig udg. */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, 25.5.2005

KOM(2005) 218 endelig

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET

Udkast til erklæring om de vejledende principper for bæredygtig udvikling

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET

Udkast til erklæring om de vejledende principper for bæredygtig udvikling

Verdenskommissionen for Miljø og Udvikling har defineret bæredygtig udvikling som en udvikling, der opfylder nutidige generationers behov uden derved at forringe fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres egne behov. Den Europæiske Union er en varm fortaler for erklæringen fra De Forenede Nationers topmøde i 1992 i Rio de Janeiro. På ”Rio + 5”-opfølgningskonferencen forpligtede EU og dens medlemsstater sig til at vedtage bæredygtige udviklingsstrategier. I Amsterdam-traktaten, der blev undertegnet i 1997, indføres bæredygtig udvikling som et centralt mål for Den Europæiske Union som anført i artikel 2, 3 og 6 i EF-traktaten. På mødet i Göteborg i 2001 vedtog Den Europæiske Union en strategi for bæredygtig udvikling. På Det Europæiske Råds møde i Barcelona i 2002 blev strategien udvidet med en ekstern dimension, og Den Europæiske Union støttede aktivt konklusionerne fra topmødet i Johannesburg om bæredygtig udvikling.

Den Europæiske Union går stærkt ind for bæredygtig udvikling, som er et hovedprincip for samtlige EU’s politikker og aktioner. Den Europæiske Union ønsker at skabe et samfund, som er baseret på frihed, demokrati og respekt for grundlæggende rettigheder, og som skaber lige muligheder og solidaritet for alle mennesker og mellem generationerne. Den vil arbejde for bæredygtig udvikling i Europa baseret på økonomisk vækst og prisstabilitet, en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, og stræbe mod fuld beskæftigelse, et højt uddannelsesniveau og sociale fremskridt samt et højt miljøbeskyttelsesniveau og forbedring af miljøets kvalitet. Gennem en proaktiv tilgang kan Den Europæiske Union gøre behovet for miljøbeskyttelse og social samhørighed til et udgangspunkt for at skabe fornyelse, vækst og job. Den reviderede Lissabon-dagsorden er et væsentligt led i det overordnede mål om en bæredygtig udvikling, som giver os mulighed for at lade en mere dynamisk økonomi være drivkraften for at nå vore fremtidige sociale og miljømæssige mål. Synergierne mellem de to strategier vil gøre det muligt for os at skabe et dynamisk og bæredygtigt samfund.

Den Europæiske Union og dens medlemsstater har også vist deres styrke ved at gå i spidsen for at fremme bæredygtig udvikling internationalt og slå til lyd for en løbende dialog med andre lande om effektive verdensomspændende aktioner for bæredygtig udvikling. EU er overbevist om, at den kun kan løse sine interne prioriterede opgaver fuldt ud, hvis det samtidig lykkes at gennemføre dem på verdensscenen. Det udkast til erklæring om de vejledende principper for bæredygtig udvikling, som indgår i denne meddelelse, skal tjene som rettesnor for arbejdet med en fornyelse af strategien for bæredygtig udvikling. Erklæringen omfatter det generelle perspektiv for bæredygtig udvikling på langt sigt og fastsætter hovedmålene for EU's politikker og aktioner samt beskriver, hvorledes EU ønsker at nå disse mål. Disse vejledende principper svarer til de værdier, der ligger bag en dynamisk europæisk samfundsmodel. De vil danne grundlaget for EU’s ambitiøse dagsorden og medvirke til at skabe en bedre livskvalitet for os alle, nu og i fremtiden.

I overensstemmelse med disse principper og på grundlag af det ønske, som blev fremlagt på Det Europæiske Råds møde i foråret, vil Kommissionen senere på året fremlægge et forslag til en ny, mere omfattende og ambitiøs strategi for bæredygtig udvikling. Det vil komme til at omfatte langsigtede retningslinjer, klare mål og effektive overvågningsmekanismer og endvidere sikre en bedre udnyttelse af synergierne mellem supplerende aktioner og politikker. Den interne og eksterne dimension i bæredygtig udvikling vil blive fuldt integreret i den nye strategi.

Udkast til erklæring om de vejledende principper for bæredygtig udvikling

Bæredygtig udvikling er hovedmålet for alle politikker i Det Europæiske Fællesskab, således som det er anført i traktaten. Formålet er at opnå en konstant forbedring af livskvaliteten på jorden for såvel nuværende som kommende generationer. Det drejer sig om at beskytte jordens evne til at opretholde liv i alle dets forskellige former. Den er baseret på principperne for demokrati og retsstaten og respekten for de grundlæggende rettigheder, herunder frihed og lige muligheder for alle. Den sikrer solidariteten ikke kun nu, men også i forhold til kommende generationer. Den stræber efter at fremme en dynamisk økonomi med et højt niveau for beskæftigelse og uddannelse, for sundhedsbeskyttelse, for social og territorial samhørighed og for miljøbeskyttelse i en fredelig og sikker verden, hvor kulturel forskelligartethed respekteres.

For at nå disse mål, såvel i Europa som globalt, forpligter Den Europæiske Union og dens medlemsstater sig til, på egen hånd og sammen med deres partnere, fremover at stræbe efter at opfylde og respektere følgende målsætninger og principper:

Hovedmålsætninger

MILJØBESKYTTELSE

Beskytte jordens evne til at opretholde liv i alle dets forskellige former, respektere grænserne for planetens naturlige ressourcer og sikre et højt niveau for miljøbeskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten; forebygge og nedbringe miljøforurening og fremme bæredygtig produktion og bæredygtigt forbrug for at bryde forbindelsen mellem økonomisk vækst og miljøforringelse.

SOCIAL LIGHED OG SAMHØRIGHED

Fremme et demokratisk, socialt rummeligt, samhørigt, sundt, sikkert og retfærdigt samfund, der respekterer de grundlæggende rettigheder og den kulturelle forskelligartethed, og som skaber lige muligheder og bekæmper forskelsbehandling i alle dens former.

ØKONOMISK VELSTAND

Fremme en stærk, innovativ, videnrig, konkurrencedygtig og øko-effektiv økonomi, der skaber en høj levestandard og fuld beskæftigelse af høj kvalitet i hele Den Europæiske Union.

OPFYLDELSE AF EU'S INTERNATIONALE FORPLIGTELSER

Fremme oprettelsen af og forsvare stabiliteten for demokratiske institutioner i hele verden på et grundlag af fred, sikkerhed og frihed. Fremme bæredygtig udvikling aktivt overalt i verden og sikre, at Den Europæiske Unions interne og eksterne politikker er i overensstemmelse med den globale bæredygtige udvikling og de internationale forpligtelser, der følger heraf.

.

Overordnede vejledende principper

FREMME OG BESKYTTELSE AF GRUNDLÆGGENDE RETTIGHEDER

Sætte mennesket i centrum for Den Europæiske Unions politikker ved at fremme de grundlæggende rettigheder og bekæmpe alle former for forskelsbehandling og bidrage til bekæmpelsen af fattigdom på verdensplan.

LIGHED FOR ALLE OG MELLEM GENERATIONERNE

Løse de nuværende generationers behov uden at kompromittere fremtidige generationers mulighed for at opfylde deres behov inden for EU og andetsteds.

ET ÅBENT OG DEMOKRATISK SAMFUND

Sikre borgernes rettigheder med hensyn til adgang til information og til domstolene. Udvikle passende kanaler for samråd og deltagelse for alle interesserede parter og sammenslutninger.

INDDRAGELSE AF BORGERNE

Øge borgernes deltagelse i beslutningsprocessen. Fremme undervisningen i og den generelle bevidsthed omkring bæredygtig udvikling. Informere borgerne om deres påvirkning af miljøet og deres muligheder for at træffe mere bæredygtige valg.

INDDRAGELSE AF ERHVERVSLIVET OG ARBEJDSMARKEDETS PARTER

Øge dialogen mellem arbejdsmarkedets parter, forbedre virksomhedernes sociale ansvar og etablere flere privat-offentlige partnerskaber for at fremme samarbejdet og det fælles ansvar med hensyn til at opnå en bæredygtig produktion og et bæredygtigt forbrug.

SAMMENHÆNG OG STYRING

Styrke sammenhængen mellem alle Den Europæiske Unions politikker på dette område og sammenhængen mellem lokale, regionale, nationale og globale aktioner for at øge det bidrag, der ydes herigennem til fremme af bæredygtig udvikling.

POLITIKINTEGRATION

Fremme integrationen af økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn, således at de bliver sammenhængende og gensidigt forstærkende gennem fuld anvendelse af instrumenterne til etablering af bedre regulering, såsom velafbalancerede konsekvensanalyser og høring af de interesserede parter.

ANVENDELSE AF DEN BEDSTE TILGÆNGELIGE VIDEN

Sikre, at politikkerne udvikles, evalueres og gennemføres på grundlag af den bedste tilgængelige viden, og at de er økonomisk sunde og omkostningseffektive.

FORSIGTIGHEDSPRINCIPPET

Følge en forsigtig tilgang, når der foreligger objektiv videnskabelig usikkerhed for at undgå potentiel skade på menneskers helbred eller på miljøet, og træffe præventive foranstaltninger.

FORURENEREN SKAL BETALE

Sikre, at priserne for produktion og forbrug afspejler de reelle samfundsomkostninger, og at forurenerne betaler for de skader, de påfører menneskers helbred og miljøet.