52005BP0126

Europa-Parlamentets beslutning om 2006-budgettet: Kommissionens årlige politikstrategi (APS) (2004/2270(BUD))

EU-Tidende nr. 033 E af 09/02/2006 s. 0482 - 0487


P6_TA(2005)0126

Kommissionens årlige strategirapport (budget 2006)

Europa-Parlamentets beslutning om 2006-budgettet: Kommissionens årlige politikstrategi (APS) (2004/2270(BUD))

Europa-Parlamentet,

- der henviser til Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet — den årlige politikstrategi for 2006 (KOM(2005)0073),

- der henviser til den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren [1],

- der henviser til EF-traktatens artikel 272 og Euratom-traktatens artikel 177,

- der henviser til forretningsordenens artikel 112, stk. 1,

- der henviser til betænkning fra Budgetudvalget og udtalelser fra de øvrige berørte udvalg (A6-0071/2005),

A. der henviser til, at 2006-budgettet vil være det sidste i henhold til de nuværende finansielle overslag og udgør sammen med de igangværende forhandlinger om nye finansielle overslag for 2007-2013 den strategiske ramme, som Parlamentet vil basere sine prioriteter på, for at Unionens målsætninger kan understøttes af tilstrækkelige budgetmidler,

B. der henviser til, at 2006-budgettet vil være det andet budget i en udvidet Union, og at det er nødvendigt at sikre tilstrækkelige midler til at gennemføre EU's politikker harmoniseret i hele Unionen såvel som at støtte de nuværende kandidatlandes bestræbelser,

C. der henviser til, at Den Europæiske Union befinder sig på et afgørende stadium i sin udvikling med at vedtage en forfatning, træffe afgørelse om udvidelsen, styrke sin rolle på internationalt plan, iværksætte nye foranstaltninger for at styrke Lissabon-strategien inden for en ny ramme baseret på vækst og beskæftigelse, konkurrenceevne og bæredygtig udvikling, at styrke det indre marked og en fuldstændig integration af Europas borgere, understreger, at disse udfordringer må støttes af sammenhængende, velkoordinerede og tilstrækkeligt finansierede foranstaltninger,

D. der henviser til, at der er en kløft mellem disse ambitioner og de disponible midler for at nå dem, og som nu kan risikere at skabe tilbagegang og bringe de allerede opnåede fremskridt i fare; understreger den rolle, som 2006-budgettet har for at sikre foranstaltningernes kontinuitet og fungere som bindeled til den flerårige programmering efter 2006 for at sikre, at Unionen kan finansiere sine politiske ambitioner,

E. der henviser til, at Europa-Parlamentet støtter Kommissionens højeste prioritet: at skabe en dynamisk og holdbar vækst i Europa og skabe flere og bedre jobs til borgerne, og at det med henblik herpå er parat til at finansiere passende programmer for at nå dette mål;

Finansiel ramme

1. mener, at en fornuftig og nøje forvaltning af EU's budget er i alle dens borgeres interesse for at nå Den Europæiske Unions målsætninger; understreger, at budgetmyndigheden har et ansvar for at sikre dette og den betydning, som det tillægger en gennemskuelig forelæggelse af budgettet og tilstrækkelige oplysninger om dets gennemførelse;

2. understreger, at de beløb til forpligtelser, der er opført på budgettet, skal baseres på vedtagne mål, og at betalingerne skal fastsættes ud fra disse; er fast besluttet på at gøre spørgsmålet om et tilstrækkeligt niveau for betalinger til en grundlæggende prioritet for 2006-budgetproceduren, også med henblik på de kommende forhandlinger om nye finansielle overslag;

3. er opmærksom på de problemer med gennemførelsen af budgettet, der skyldes den nuværende finansforordning, især på områder såsom info-points, eksternt samarbejde og forsinkelser i forbindelse med kontrakter; ser frem til Kommissionens forslag til en revision af finansforordningen og dens gennemførelsesbestemmelser, som skal tage fat på disse og andre udestående spørgsmål, på grundlag af hvilke der kan udarbejdes konkrete løsninger på problemerne, så finansforordningen kan gøres mindre bureaukratisk; beklager, at Kommissionen ikke har optaget denne evaluering i sit lovgivnings- og arbejdsprogram for 2005, selvom en lovgivningsmæssig revision blev bekræftet under budgetproceduren 2005;

4. mener, at valgperiodens start, der falder sammen med en revision af den interinstitutionelle aftale som led i forhandlingerne om nye finansielle overslag, giver mulighed for at vurdere de allerede eksisterende instrumenter for flerårig og årlig programmering, der giver ny drivkraft til lovgivnings- og budgetplanlægningen; minder om fælleserklæringen om at forbedre den finansielle programmering, som blev vedtaget den 13. juli 2004;

5. er fuldt ud bevidst om de mulige virkninger af forhandlingerne om nye finansielle overslag for tidsrummet efter 2006 på budgetproceduren 2006; erklærer, at det vil bruge sine budgetbeføjelser til at sikre, at der i 2006-budgettet vil blive stillet de bevillinger til rådighed, der er nødvendige for at kunne efterkomme Unionens ansvar;

6. bifalder Kommissionens forslag som led i dens strategiske målsætninger, der opfordrer Parlamentet og Kommissionen til i fællesskab at fastlægge en fælles aktionsplatform for de europæiske institutioner for de kommende fem år; er parat til at gå ind i drøftelser med Kommissionen på grundlag af sine egne politiske orienteringer med henblik på at opnå en aftale inden udløbet af det luxembourgske formandskab om de prioriteter, der skal følges i 2006;

Budgetstrategi og sektorbestemte prioriteter

Principper

7. mener, at 2006-budgettet må afspejle følgende principper for at sikre forsvarlig økonomisk forvaltning og budgetforvaltning:

- fastsættelse af et tilstrækkeligt niveau for betalinger for at dække reelle behov;

- ændring af de finansielle overslag ved at overføre bevillinger fra underudgiftsområde 1a til underudgiftsområde 1b for at gennemføre bestemmelserne i Rådets forordning (EF) nr. 1782/2003 af 29. september 2003 om fastlæggelse af fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere [2];

- behørig gennemførelse af fælleserklæringen af 13. juli 2004 om finansiel programmering;

- anvendelse af alle muligheder i traktaten og/eller den nuværende interinstitutionelle aftale til at imødekomme de betydelige budgetmæssige og økonomiske udfordringer, som EU vil blive stillet over for i forbindelse med 2006-budgettet, og skabelse af et solidt grundlag for de kommende budgetår;

Prioriteter

8. støtter Kommissionen i dens generelle tiltag til at sikre velstand og solidaritet, sikkerhed inden for Unionen, gøre Europa mere konkurrencedygtigt og sammenhængende, bringe det nærmere borgerne og styrke dets rolle i verden; henviser ikke desto mindre til, at den seneste finansielle programmering og Kommissionens årlige politikstrategi viser en del afvigelser mellem nøgleaktionerne for 2006 og budgetressourcerne (i2020-initiativet, vækst-initiativet, initiativet for unge, støtte til europæisk asyl, programmer til at understøtte gennemførelsen af miljølovgivning, Det Europæiske År for Arbejdstagernes Mobilitet etc.);

9. mener, at 2006-budgettet navnlig bør afspejle følgende:

a) EU-Lissabon-strategiens nye approach, som den er skitseret af Parlamentets koordinationsgruppe, ved at

- styrke dens bidrag til konkurrenceevnen og den sociale, økonomiske og miljømæssige samhørighed;

- koncentrere og styrke EU's støtte til hovedområderne for Lissabon- og Göteborg-strategien såsom beskæftigelse, miljøpolitik, forskning og udvikling, SMV'er, fremme af videns- og informationssamfundet, udbredelse af miljøteknologier og livslang uddannelse samt behørigt gennemføre de transeuropæiske net;

- muliggøre en større indsats, der er nødvendig for at fuldende det indre marked;

- træffe forberedelser til nye områder for fællesskabsstøtte, såsom Natura 2000;

b) de unges vigtige rolle i forbindelse med integration og velstand i Unionen, herunder nye forslag til udvekslingsprogrammer;

c) styrkelse af EU's rolle i det internationale samfund;

Landbrug

10. udtrykker sin støtte til de målsætninger, som er fastsat i reformen af den fælles landbrugspolitik, navnlig dem til at styrke landdistrikters udvikling, der er afgørende for landdistrikters fortsatte eksistens; er meget tilhænger af at afsætte de fornødne midler til disse foranstaltninger, men henleder opmærksomheden på, at en aftale om overførelse af bevillinger fra underudgiftsområde 1a) til underudgiftsområde 1b) ("budgetmæssig graduering") er nødvendig inden Rådets førstebehandling;

11. er bekymret over meldingerne om udviklingen af fugleinfluenza i Sydøstasien; opfordrer indtrængende Kommissionen til et nært samarbejde med FAO, WHO, OIE (Verdensorganisationen for Dyresundhed) og med landene i regionen og til at øge midlerne til forskning med henblik på at afværge denne potentielt alvorlige trussel mod landbruget og såvel dyrs som menneskers sundhed i EU;

12. minder Kommissionen om den betydning, som det tillægger pilotprojekterne (fremme af kvalitetsordninger og finansiering vedrørende risici i forbindelse med epidemiske kvægsygdomme), som vedtoges i forbindelse med 2004-budgetproceduren; opfordrer Kommissionen til at afsætte tilstrækkelige bevillinger i 2006-budgettet til fortsættelsen af disse projekter;

Strukturelle foranstaltninger

13. understreger betydningen af, at de reelle behov for betalinger budgetteres fuldt ud under strukturfondene; understreger nødvendigheden af at sikre et tilstrækkeligt niveau for betalingerne for at undgå at bringe gennemførelsen af programmerne i fare; mener, at betalingerne må svare til de mest troværdige tilgængelige prognoser i overensstemmelse med principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning og budgetpraksis; understreger de vigtige indikationer, som i denne forbindelse kan udledes af gennemførelsen i 2005;

14. fremhæver behovet for, at N+2-reglen overvåges nøje (udløbsklausul), og at budgetmyndigheden i højere grad modtager fuldstændige og hurtige oplysninger, navnlig om de budgetforpligtelser, som er i fare for at blive annulleret; opfordrer Kommissionen til inden slutningen af juli 2005 at forelægge en samlet vurdering af gennemførelsen af betalinger sammenlignet med de oprindelige flerårige prognoser;

Interne politikker

15. opfordrer Kommissionen til inden for rammerne af Lissabon-strategien at foreslå reelle prioriterede foranstaltninger, som skaber en europæisk merværdi; mener, at det begrænsede spillerum under loftet for det finansielle overslag for dette udgiftsområde bør målrettes om prioriterede kerneområder som f.eks. beskæftigelse, forskning og udvikling, støtte til SMV'er gennem EIF-lånefaciliteten for SMV'er skabt i 2004- og 2005-budgetterne, fremme af videns- og informationssamfundet og udbredelse af miljøteknologier og livslang uddannelse; understreger behovet for, at infrastrukturen udvikles effektivt via miljøvenlige transeuropæiske transport-, energi- og telekommunikationsnet og fælleseuropæiske korridorer;

16. minder om, at Europa-Parlamentet i løbet af de sidste budgetprocedurer har prioriteret støtten til små og mellemstore virksomheder (SMV'er), herunder mikrovirksomheder; opfordrer til, at indsatsen for at lette SMV'ers adgang til finansiering fortsættes ved at anvende Fællesskabets finansielle instrumenter på et efterspørgselsbaseret grundlag og fremhæver behovet for instrumenter til at fremme deres internationale udbredelse;

17. er også tilhænger af foranstaltninger til at fremme etiske og solidaritetsbaserede finansieringsinstrumenter med henblik på at fremme menneskelig, social og miljømæssig udvikling, herunder foranstaltninger til udvikling på lokalt plan;

18. støtter lanceringen af Det Europæiske År for Arbejdstagernes Mobilitet og forventer, at medlemsstaterne ikke længere vil ty til undtagelsesordninger, der hindrer mobiliteten for arbejdstagere fra de nye medlemsstater;

19. understreger, at Lissabon-strategien bør fremme konkurrenceevnen og jobskabelsen, idet der samtidig tages hensyn til den sociale samhørighed og miljøet; mener følgelig, at væksten på lang sigt som led i opnåelsen af Lissabon-målsætningerne ikke bør føre til større forskelle og social usikkerhed;

20. agter at styrke EU's budget for foranstaltninger til fordel for unge, bl.a. i forlængelse af med den betydning, som Kommissionen tillægger fremme af mobilitet i undervisning og uddannelse og den effektive udnyttelse af de unges potentiale; understreger vigtigheden af udvekslingsprogrammer på dette område; insisterer på, at Erasmus-programmet udvides til at omfatte studerende på gymnasieniveau og unge iværksættere; minder om behovet for at følge op på pilotprojektet for at udvide Erasmus-programmet til lærlinge; beklager, at Kommissionen i sin finansielle programmering skar ned i bevillingerne til Leonardo da Vinci-programmet i sammenligning med 2005-budgettet;

21. støtter en integreret strategi for bekæmpelse af terrorisme, herunder bistand til ofre, et effektivt samarbejde og udveksling af oplysninger mellem rets- og politimyndigheder, fremme af retsstaten, overholdelse af menneskerettigheder, bekæmpelse af fattigdom, en strategi for forebyggelse af spredning af våben, fremme af konfliktforebyggelse, -håndtering og -løsning samt forstærket og støtte til dialog mellem kulturer; ønsker fortsat at udvikle de pilotprojekter, som Parlamentet har iværksat; understreger, at Unionen samtidig yderligere skal fremme de grundlæggende rettigheder, retsstatsprincipperne og retsvæsenets kvalitet;

22. opfordrer Kommissionen til at forelægge forslag til styrkelse af EU's generelle kapacitet til at yde bistand til borgere i nødsituationer, herunder nødsituationer der opstår uden for EU's område, og til at klare grænseoverskridende kriser; understreger, hvor vigtigt det er, at Parlamentet fuldt ud inddrages i den løbende debat om dette emne;

23. mener, at information og kommunikation er vigtige måder til at bringe EU tættere på dens borgere og mener, at der er behov for mere dynamiske og kommunikative innovationer for at nå denne målsætning; opfordrer derfor Kommissionen til at forelægge et forslag til en integreret EU-informations- og -kommunikationspolitik, hvorunder EU-institutionernes informationsaktiviteter i højere grad koordineres;

24. minder om det strukturelle problem med at finansiere de decentrale agenturer under udgiftsområde 3 og dets virkninger for andre politiske prioriteter, der er begrundet i den nuværende finansforordning; understreger behovet for at forene disse aspekter og vil bestræbe sig på at finde en løsning, som er baseret på hvert enkelt agenturs behov og politik; minder Kommissionen om behovet for at foretage en midtvejsprogrammering, herunder at udarbejde nøjagtige budgetoverslag over decentrale organers og forvaltningsorganers udvikling og tage finansforordningen under kritisk øjesyn med henblik på at gøre den mindre bureaukratisk;

Eksterne aktioner

25. understreger de nuværende vanskeligheder med at forene Unionens traditionelle prioriteter med et stort antal nye budgetansvarsområder, der er blevet optaget under udgiftsområde IV i de senere år (Balkan, Afghanistan, Irak, tsunamien og andre naturkatastrofer); minder Rådet om, at nye opgaver ikke bør finansieres på bekostning af Parlamentets traditionelle prioriteter;

26. er meget overbevist om, at de økonomiske midler, der er afsat til at bistå de lande og samfund, som er ramt af tsunamien eller af andre naturkatastrofer, skal være nye midler i forhold til de eksisterende eller planlagte bistandsbudgetter og ikke kun overførsler mellem dem eller omfordelt fra andre regioner (omrokering); kræver et klart overblik over de budgetmæssige virkninger af samtlige forslag til økonomisk bistand til denne region, herunder de foreslåede midler til genopbygning, når FN's og Verdensbankens vurderingsmissioner er afsluttet; understreger betydningen af foranstaltninger til katastrofeberedskab;

27. bekræfter atter sit engagement i at understøtte bestræbelserne på at nå millenium-udviklingsmålene gennem støtte til fattigdomsbekæmpelse og sundhedsprogrammer, herunder kampen mod hiv/aids, malaria og tuberkulose samt bidrag til Verdensfonden; understreger sin vilje til at understøtte alle regioner, der nu drager nytte af EU-budgettet; understreger betydningen af de grundlæggende frihedsrettigheder og fremme af demokratiet, retsstatsprincipperne og menneskerettighederne, herunder en ny naboskabspolitik; anmoder Kommissionen om at forelægge forslag til genoprettelse af Europa-Parlamentets kontrol med Det Europæiske Initiativ til Fremme af Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR); understreger nødvendigheden af teknisk støtte til multilaterale aktører med henblik på fjernelse af flaskehalse; opfordrer på det kraftigste Kommissionen til at afsætte et betydeligt supplerende beløb til disse hurtig-gevinst-aktioner i det foreløbige budgetforslag (FBF), at sikre, at den nye Kommissions aktioner er i overensstemmelse med dens eksisterende programmer og koordineret med medlemsstaterne og FN;

28. understreger nødvendigheden af EU-støtte til demokratiske ændringer i nabolandene, især hvad angår lande såsom Ukraine, Georgien, Moldova og Middelhavslandene;

29. mener, at Parlamentet bør sikre, at dets budgetbeføjelser øges på området for FUSP; minder Rådet om at holde sig til høringsmøderne og en væsentlig informationsudveksling som fastlagt i IIA (den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin) med henblik på at nå til enighed om finansiering af FUSP-relaterede afgørelser; understreger den særlige betydning af at stille tilstrækkelige budgetmidler til rådighed til Den Europæiske Sikkerhedsstrategi (ESS); understreger, at det er vanskeligt at adskille finansieringen af almindelige omkostninger ved civile operationer gennem Unionens budget fra operationer af militær eller forsvarsmæssig karakter uden for Unionens budget, som det fremgår af oprettelsen af en civil/militær celle;

30. noterer sig muligheden for at gøre fremskridt i fredsprocessen i Mellemøsten og bekræfter sin støtte til at afsætte EU-midler i denne forbindelse;

Personale og administration

31. konstaterer, at Kommissionen har anmodet oprettelse af 700 stillinger i 2006 efter dens flerårige plan for flere menneskelige ressourcer efter udvidelsen i 2004; noterer sig, at Kommissionen skønner, at Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse vil gøre det nødvendigt med 850 nye stillinger, som gradvis skal oprettes inden 2010; opfordrer Kommissionen til inden den 31. juli 2005 at forelægge en oversigt over personalebehovet på mellemlang sigt som foreslået af den tidligere Kommission; opfordrer Kommissionen til inden den 31. juli 2005 at forelægge en detaljeret beretning om personalesituationen i Kommissionen til støtte- og koordinationsopgaver;

32. glæder sig over den forholdsvis høje andel af besatte stillinger i Kommissionens administration; tilskynder Kommissionen til fortsat at anvende omrokering inden for og mellem afdelingerne med henblik på at mobilisere yderligere ressourcer;

Pilotprojekter og forberedende foranstaltninger

33. gentager sin støtte til at arbejde tæt sammen med Kommissionen om pilotprojekter og forberedende foranstaltninger for at fremme den fælles vurdering af, hvorvidt forslagene kan gennemføres;

34. opfordrer Kommissionen til at vurdere resultaterne af initiativerne — pilotprojekter og forberedende foranstaltninger, som er indledt i de senere år, med henblik på at vurdere deres eventuelle fortsættelse;

*

* *

35. pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Revisionsretten.

[1] EFT C 172 af 186.1999, s. 1. Aftale ændret ved afgørelse 2003/429/EF (EUT L 147 af 14.6.2003, s. 25).

[2] EUT L 270 af 21.10.2003, s. 1.

--------------------------------------------------