17.3.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 65/131


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 40/94, for så vidt angår embedsperioden for præsidenten for Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2100/94, for så vidt angår embedsperioden for præsidenten for EF-Sortsmyndigheden

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2007/2004, for så vidt angår embedsperioden for den administrerende direktør og vicedirektør for Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved EU-Medlemsstaternes Ydre Grænser

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2062/94 om oprettelse af et europæisk arbejdsmiljøagentur, for så vidt angår direktørens embedsperiode

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1406/2002 om oprettelse af et europæisk agentur for søfartssikkerhed, for så vidt angår direktørens embedsperiode

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1592/2002, for så vidt angår embedsperioden for den administrerende direktør og for direktørerne for Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 881/2004 om oprettelse af et europæisk jernbaneagentur, for så vidt angår den administrerende direktørs embedsperiode

Forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1035/97 om oprettelse af et europæisk observationscenter for racisme og fremmedhad, for så vidt angår direktørens embedsperiode

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 1210/90 om oprettelse af Det Europæiske Miljøagentur og Det Europæiske Miljøoplysnings- og Miljøovervågningsnet, for så vidt angår den administrerende direktørs embedsperiode

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 337/75 om oprettelse af et europæisk center for udvikling af erhvervsuddannelse, for så vidt angår direktørens embedsperiode

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 1365/75 om oprettelse af et europæisk institut til forbedring af livs- og arbejdsvilkårene, for så vidt angår direktørens og vicedirektørens embedsperiode

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 1360/90 om oprettelse af et europæisk center for udvikling af erhvervsuddannelse, for så vidt angår direktørens embedsperiode

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EØF) nr. 302/93 om oprettelse af et europæisk overvågningscenter for narkotika og narkotikamisbrug, for så vidt angår direktørens embedsperiode

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 178/2002, for så vidt angår embedsperioden for den administrerende direktør for Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 851/2004 om oprettelse af et europæisk center for forebyggelse af og kontrol med sygdomme, for så vidt angår direktørens embedsperiode

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 726/2004, for så vidt angår embedsperioden for eksekutivdirektøren for Det Europæiske Lægemiddelagentur

KOM((2005) 190 endelig — 2005/0077(CNS) — 2005/0078(CNS) — 2005/0089(CNS) — 2005/0085(COD) — 2005/0086(COD) — 2005/0087(COD) — 2005/0088(COD) — 2005/0080(CNS) — 2005/0072(COD) — 2005/0073(COD) — 2005/0074(COD) — 2005/0075(COD) — 2005/0076(COD) — 2005/0081(COD) — 2005/0082(COD) — 2005/0083(COD)

(2006/C 65/23)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 17. juni 2005 under henvisning til EF-traktatens artikel 262 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde blev den 12. juli 2005 henvist af præsidiet til Den Faglige Sektion for Beskæftigelse, Sociale og Arbejdsmarkedsmæssige Spørgsmål og Borgerrettigheder.

Som følge af sagens hastende karakter udpegede EØSU på sin 422. plenarforsamling den 14.-15. december 2005 (mødet den 15. december) Agnes Cser til hovedordfører og vedtog med 93 stemmer for og 2 hverken for eller imod følgende udtalelse:

1.   Resumé af forordningsforslaget

1.1

Kommissionen fremsætter et forordningsforslag om ændring af navnlig Rådets forordning (EF) nr. 2007/2004 med henblik på at harmonisere reglerne vedrørende udnævnelsen af agenturernes direktører og vicedirektører.

Forordningsforslaget, som sigter mod at ændre de gældende forordninger, dækker 18 agenturer og vedrører visse bestemmelser om de administrerende direktørers og vicedirektørers embedsperiode.

Forordningsforslaget om ændring af de gældende forordninger vedrører hverken Rådets forordning (EF) nr. 2667/2000 om Det Europæiske Genopbygningsagentur eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 460/2004 om oprettelse af et europæisk agentur for net- og informationssikkerhed. Dette begrundes med, at disse agenturer har en tidsbegrænset eksistens, og at forordningerne om disse agenturer ikke indeholder bestemmelser om fornyelse af direktørernes og vicedirektørernes embedsperiode.

Forordningsforslagene om ændring af forordningerne vedrørende Det Europæiske Kemikalieagentur og EU's Fiskerikontrolagentur er på vej til at blive vedtaget. Der er planer om at fremlægge ændringsforslag med henblik på at harmonisere bestemmelserne.

1.2

Forordningsforslagene indeholder ændringer til de gældende forordninger om 18 agenturer og foretager i præamblen enslydende ændringer til forordningen for de enkelte agenturer.

I standardformuleringen af ændringsforslaget hedder det, at agenturet ledes af en direktør, der udpeges af bestyrelsen efter indstilling fra Kommissionen for en femårig periode, som på forslag af Kommissionen og efter en evaluering kan fornyes én gang for en periode på indtil fem år.

Ved evalueringen lægger Kommissionen især vægt på de resultater, der er opnået ved udløbet af første embedsperiode, og de metoder, der har været anvendt for at opnå dem, samt agenturets opgaver og behov i de kommende år.

2.   Generelle bemærkninger

2.1

EØSU hilser det velkomment, at Kommissionen har udarbejdet et forslag til forordning om ændring af Rådets forordninger, som går ud på at harmonisere de for øjeblikket divergerende bestemmelser vedrørende udnævnelse og forlængelse af embedsperioden for de administrerende direktører og vicedirektører i 18 europæiske agenturer.

2.2

EØSU værdsætter og støtter Kommissionens ønske om at gøre bestemmelserne ensartede på en sådan måde, at EU-lovgivningen bliver klarere og lettere at forvalte. Det er ikke kun bestemmelserne, der gøres tydeligere; også EU-agenturerne og deres direktion, der er udpeget af Kommissionen, strømlines og forenkles.

Denne klarhed og forenkling vil muligvis også komme de administrerende direktører og vicedirektørerne til gode, for så vidt agenturerne, der driver forskellige aktiviteter, får nogle mere klart definerede opgaver og beføjelser. Forordningerne om oprettelse af de forskellige agenturer gav anledning til forvirring i gennemførelsen af reglerne om, hvilken juridisk status der var forbundet med udpegelserne og embedsperioderne, fordi der blev anvendt forskellige udtryk, dvs. forskellige ord, f.eks. i forbindelse med udnævnelse af administrerende direktører, direktører og deres vicedirektører, og fordi begreberne fornyelse, forlængelse og fortsættelse blev anvendt vilkårligt, og der blev opereret med embedsperioder af forskellig længde.

3.   Særlige bemærkninger

3.1

EØSU er enig i målsætningen for ændringen til forordningerne, men bemærker, at det er nødvendigt at foretage visse ændringer for nogle af de agenturer, der nævnes i forordningsforslaget — herunder — i modsætning til hvad Kommissionen foreslår — Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut; Rådets forordning (EØF) nr. 1360/90 fastsætter nemlig i artikel 7, stk. 1, at »Instituttets direktør udnævnes af bestyrelsen på forslag af Kommissionen for en periode af fem år og kan genudnævnes.«

I Kommissionens forordningsforslag om ændring af de gældende forordninger anvendes konsekvent verbet »forny« i stedet for »genudnævne«.

3.2

EØSU beklager, at EF-traktatens artikler vedrørende udnævnelse af dommere, dvs. artikel 223 og 225, som Kommissionen omtaler i sin begrundelse, ikke citeres korrekt. Der bør nemlig henvises til artikel 224 og ikke 225.

3.3

EØSU forstår ikke, hvorfor Kommissionen mener, at Rådets forordning (EF) nr. 2667/2000 om Det Europæiske Genopbygningsagentur, som havde fastsat sin direktørs embedsperiode til 30 måneder, og Rådets forordning (EF) nr. 2068/2004 om ændring af ovennævnte forordning, hvorved agenturets levetid med udgangspunkt i de 30 måneder forlænges indtil 31. december 2006, ikke falder ind under de fastsatte målsætninger om harmonisering.

3.4

EØSU forstår ikke, hvorfor Kommissionen, hvis den har et ønske om at skabe ensartethed, ikke anvender samme princip i forbindelse med den terminologi, der anvendes om de forskellige lederstillinger.

EØSU henleder Kommissionens opmærksomhed på, at det er lidet sandsynligt og uacceptabelt, at et så vigtigt og omkostningstungt agentur som Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed oprettes for en periode på blot fem år. Eftersom andre af de agenturer, som oprindeligt blev oprettet for en tidsbegrænset periode, har fået forlænget deres levetid, kan man formode, at det samme vil ske i dette tilfælde. Man bør derfor med det samme forberede en ændring af forordningen.

De målsætninger og opgaver, der opstilles i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 460/2004 af 10. marts 2004 om oprettelse af Det Europæiske Agentur for Net- og Informationssikkerhed, berettiger i sig selv EØSU's anbefaling.

3.5

EØSU hilser Kommissionens målsætninger om ensartethed, klarhed og forenkling velkommen. Udvalget forstår imidlertid ikke, hvorfor Kommissionen ikke tager hensyn til artikel 27(77), kapitel 1 (Ansættelse), Titel III (Tjenestemandskarrieren) i Vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Fællesskaber, som lyder således:

»Det skal ved ansættelse tilstræbes, at institutionen sikres medarbejdere, der opfylder de højeste krav til kvalifikationer, indsats og integritet; de skal udvælges på et så bredt geografisk grundlag som muligt blandt statsborgere i Fællesskabernes medlemsstater.«

Det forordningsforslag om ændring af de gældende forordninger, som Kommissionen har udarbejdet, tilsidesætter groft dette krav, idet den under dække af sparehensyn afviser at gennemføre en almindelig udvælgelsesprøve, dvs. den udvælgelsesmetode, der er fastlagt i EF-traktaten. I begrundelsen til forordningsforslaget afstår Kommissionen bevidst fra at afholde en almindelig udvælgelsesprøve med den undskyldning, at det er mere hensigtsmæssigt at gribe det anderledes an.

EØSU kan ikke acceptere, at man således tilsidesætter krav, der er fastlagt i traktaten og i vedtægten for EU-tjenestemænd, da dette efter al sandsynlighed vil betyde, at ingen fra de ti nye medlemsstater vil have en chance for at blive udnævnt til direktør, adm. direktør, vicedirektør eller adm. vicedirektør for et agentur.

EØSU udtrykker utilfredshed med, at de kompetente organer har mulighed for at vælge mellem forlængelse af den aktuelle embedsperiode og iværksættelse af en ny udvælgelsesprocedure.

EØSU mener, at man bør styrke EU-borgernes tillid til EU-institutionerne. Det er imidlertid svært at styrke tilliden, hvis EU-borgere fra de ti nye medlemslande må konstatere, at det er så godt som umuligt for dem at opnå en direktørstilling i EU-institutionerne.

Ud af de 20 EU-agenturer er der kun et, der ledes af en EU-borger fra et af de ti nye medlemslande.

EØSU anbefaler, at Kommissionen under henvisning til ovennævnte punkter og EU-reglerne om lige muligheder foretager en grundig revision af forordningsforslaget om ændring af de gældende forordninger.

Bruxelles, den 15. december 2005

Anne-Marie SIGMUND

Formand for

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg