25.11.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 294/1

1.1

I forbindelse med processen vedrørende forenkling af lovgivningen om det indre marked (SLIM) offentliggjorde Kommissionen i september 1999 en beretning udarbejdet af en arbejdsgruppe om selskabsret, som især beskæftigede sig med forenkling af første og andet selskabsretlige direktiv. I »Report on a Modern Regulatory Framework for Company Law in Europe«, der blev udsendt i november 2002, understregede ekspertgruppen i selskabsret på højt niveau, at det ville være hensigtsmæssigt at omsætte de fleste af SLIM-gruppens forslag til praksis gennem et direktiv.

1.2

Formålet med direktivforslaget er at forenkle visse aspekter af andet direktiv, som i øjeblikket indeholder følgende krav:

2.1

Direktivforslaget bygger på den betragtning, at en forenkling af andet direktiv vil bidrage væsentligt til at øge erhvervslivets effektivitet og konkurrenceevne uden at svække beskyttelsen af aktionærer og kreditorer.

2.2

I dette lys er sigtet med direktivforslagets forskellige artikler, at de direkte eller indirekte:

2.3

For at hindre markedsmisbrug bør medlemsstaterne ved gennemførelsen af dette direktiv tage hensyn til bestemmelserne i direktiverne 2003/6/EF og 2004/72/EF om accepteret markedspraksis og en række bestemmelser, der skal sikre gennemsigtighed med hensyn til ledelsesorganers forvaltning og ansvar.

3.1

EØSU støtter de mål, som direktivforslaget opstiller, og generelt de midler, som Kommissionen har i sinde at anvende for at nå dem. Der bør dog skelnes mellem egentlig forenkling, som ikke ændrer de eksisterende bestemmelsers betydning og rækkevidde, og forenkling i form af ændring, som ved at fjerne visse procedurer, der oprindeligt var tænkt som beskyttelse af tredjemand, markedet og aktieselskaberne selv, kan bevirke en ændring af den beskyttelse, som der lægges op til i de foregående direktiver, uanset om ændringen er væsentlig eller mindre væsentlig.

3.2

At ændre for at opnå forenkling skal ikke nødvendigvis afvises. Det kan tværtimod vise sig at være nyttigt, hvis ændringen tilpasser bestemmelserne til markedsvilkårene og virksomhedernes forhold. Når Kommissionen skal vedtage den, må den dog ikke gå længere, end hvad den har fået mandat til, hvilket er at forenkle, men ikke ændre, gældende lovgivning. Med andre ord er enhver ændring acceptabel, hvis det kan bevises, at den er med til at forenkle virksomhedsstyringen og forbedre konkurrenceevnen og reducere virksomhedens omkostninger, hvorimod det ikke er acceptabelt, hvis den mindsker tredjemands rettigheder, især når det drejer sig om små aktionærer eller kreditorer. EØSU gør Parlamentet og Rådet opmærksom på dette punkt, som er meget vigtigt, hvis man vil undgå at give borgerne det indtryk, at en forenklingsproces bruges til at indføre væsentlige ændringer, som intet har at gøre med forenkling. Det er i dette lys, at EØSU ønsker at yde sig bidrag, og derfor vil kun de aspekter, som kræver opmærksomhed, blive behandlet, og hermed underforstås, at EØSU tilslutter sig de aspekter, som ikke nævnes.

4.1

Artikel 10 a) (1) fastsætter, at medlemsstaterne kan vælge ikke at anvende de beskyttende regler i artikel 10, stk. 1, stk. 2 og stk. 3 i direktiv 77/91/EF, hvis en ny tilførsel af selskabskapital består af andre værdier end kontanter: i praksis, hvis indskuddet består af noterede værdipapirer. I dette tilfælde kan en sagkyndigs vurdering erstattes af en vurdering, som foretages på grundlag af det vægtede gennemsnit i de tre foregående måneder.

4.1.1

EØSU tilslutter sig dette, men understreger, at en beregning på grundlag af det vægtede gennemsnit i de foregående tre måneder vil være baseret på tidligere værdier, som ikke tager hensyn til fremtidige udsigter, hvor prisen kan stige men også falde. Bestemmelsen bør udvides, så det vægtede gennemsnit betragtes som et maksimum, og så de beslutningstagende organer får mulighed for at foretage en anden og begrundet vurdering.

4.1.2

De i stk. 1 indrømmede lettelser bør indføres i hele EU. Overlades de til medlemsstaternes skøn, består der en fare for, at den ønskede dereguleringseffekt udebliver i nogle lande.

4.2

Artikel 10 a) (2) fastslår, at de beskyttende regler som anført i punkt 4.1 ikke kan anvendes, hvis det nye kapitalindskud består af andre værdier end børsnoterede værdipapirer (ikke-børsnoterede værdipapirer, fast ejendom, osv.). I dette tilfælde skal vurderingen foretages forudgående af en uafhængig sagkyndig, som har tilstrækkelig uddannelse og erfaring.

4.2.1

Udvalget mener, at litra a), som vedrører den sagkyndige, bør udgå, fordi begreberne »tilstrækkelig uddannelse og erfaring« er for uklare. Til direktivets formål er det nok, hvis der er tale om en uafhængig sagkyndig, som er anerkendt af de relevante myndigheder.

4.2.1.1

I stk. 2, litra b), som angår referenceperioden for vurderingen af overdragelsen, bør fristen på tre måneder forlænges til mindst seks måneder.

4.2.2

Den anden bemærkning angår punkt (c), hvor det fastslås, at eksperten foretager sin vurdering »i overensstemmelse med generelt accepterede vurderingsstandarder og -principper i medlemsstaten«. EØSU foreslår, at der udtrykkeligt henvises til juridisk anerkendte regnskabsregler eller til officielle bestemmelser.

4.2.3

Stk. 3 lægger op til muligheden for ikke at anvende vurderingsstandarderne, hvis overdragelsen af andre værdier end kontanter stammer fra det foregående regnskabsår. Det er nødvendigt med en præcisering af udtrykket »særskilt aktiv«, da det er uklart, om der er tale om værdier fra statusopgørelsen.

4.3

I artikel 10 b), stk. 2, fastslås det, at »hver medlemsstat udpeger en uafhængig administrativ eller retslig myndighed, som er ansvarlig for at undersøge lovligheden af vederlag i form af andre værdier end kontanter«. EØSU bemærker — som en ren formel betragtning — at en retslig myndighed altid er uafhængig, og foreslår derfor en mindre ændring af teksten. Vigtigere er det at bemærke, at denne myndighed nævnes flere gange i direktivets tekst og hver gang med forskellige funktioner, uden at man præcist fastlægger dens rolle og giver en oversigt over dens funktioner.

4.3.1

Som bekendt findes der i alle medlemsstater administrative eller retslige myndigheder, der varetager notarfunktioner og godkendelses- og kontrolopgaver. Tiden er inde til, at der i det mindste internt i medlemsstaterne skabes klarhed og fastlægges en definition på en kompetent myndighed (ét enkelt henvendelsessted på linje med servicedirektivet) med hensyn til selskabslovgivning og -kontrol. Det vil være et afgørende skridt, ikke alene hvad angår forenkling, men i særdeleshed for gennemførelsen af det indre marked.

4.4

Artikel 19, stk. 1, fastsætter, at i de medlemsstater, som tillader et selskab at erhverve egne aktier, skal bemyndigelsen gives af generalforsamlingen for en gyldighedsperiode, som ikke må overstige 5 år. EØSU finder, at fem år er for lang tid. Situationen på markedet og i et selskab kan ændre sig radikalt og tvinge de beslutningstagende organer til at ændre deres beslutninger. En bemyndigelse til at erhverve aktier med en gyldighedsperiode på 5 år er ikke i overensstemmelse med almindelig selskabspraksis. Det er bedre — af forsigtighedsgrunde og for at give generalforsamlingen en vis handlefrihed — at begrænse den til 2 år med mulighed for at forny den måske hvert eller hvert andet år.

4.4.1

I artikel 23, stk. 1, bør »på (bestyrelsens eller direktionens) initiativ« udgå. Begrebet er alt for uklart og kan kun være ment som et eksempel. Fristen på fem år for pengestrømsanalysen i andet afsnit forekommer at være for lang og bør afkortes til to år.

4.5

Artikel 23 a) fastsætter, at en aktionær har ret til at bestride generalforsamlingens godkendelse af en transaktion i anden form end kontanter ved at anmode det relevante administrative eller retslige organ om at afgøre, om transaktionen er lovlig. EØSU bemærker, at generalforsamlingens beslutninger er juridisk bindende, og at et organ med udelukkende administrative beføjelser vanskeligt vil kunne beslutte, om den skal annulleres eller ændres. Dette gør det særligt nødvendigt at fastlægge de relevante organers rolle (jf. ovennævnte punkt 4.3) og oprette ét enkelt henvendelsessted, der også varetager funktioner af retslig art (en administrativ domstol).

4.6

I artikel 29 indsættes et afsnit, hvori det hedder, at bestyrelsen eller direktionen fritages for at fremlægge en skriftlig redegørelse om begrænsning eller fjernelse af fortegningsretten i tilfælde af kapitaludvidelse. EØSU ser ikke noget behov for denne bestemmelse, som synes at gå imod forsigtighedsprincipperne, men ikke forenkler procedurerne på en konstruktiv måde. Det bør endvidere bemærkes, at aktionærerne »kan anmode om at få angivet bevæggrundene til begrænsningen eller fjernelsen«. Der tages heller ikke højde for tilfælde, hvor der gives afslag på udlevering af oplysninger eller hvor der er uenighed blandt aktionærerne om de oplysninger, de har modtaget. Det generelle udgangspunkt bør imidlertid være selskabsrettens overordnede principper: generalforsamlingen er øverste myndighed hvad angår uddelegerede beføjelser til selskabets organer, men har altid og i alle tilfælde ret til at blive informeret om, hvad der er foregået, og til at modtage en opgørelse for hver regnskabspost på både indtægts- og udgiftssiden. EØSU foreslår at lade dette afsnit udgå.

4.7

Artikel 39 indfører som sådan ikke en forenkling, men forsøger at kodificere (med direktivet om overtagelsestilbud, artikel 15, som model) en bestemmelse, som kun findes i visse lande: en »flertalsaktionær« (dvs. en aktionær, der mindste er i besiddelse af 90 % af et børsnoteret aktieselskabs aktiekapital) kan tvinge mindretalsaktionærerne til at sælge ham eller hende deres aktier »til en rimelig pris«. Medlemsstaterne kan hæve grænsen til et maksimum på 95 %. I præamblen til direktivforslaget nævnes »flertalsaktionær« også i de tilfælde, hvor der er flere aktionærer, mens formuleringen i artiklen indikerer, at der er tale om én enkelt aktionær. Denne tvetydighed bør ryddes af vejen i den endelige tekst.

4.7.1

En sådan bestemmelse er som ovenfor nævnt blevet kodificeret i direktivet om overtagelsestilbud, men her forholder det sig anderledes: garantien for gennemsigtighed i forbindelse med et overtagelsestilbud mangler, og det samme gælder for baggrunden for tilbuddet. Hvor det uden tvivl er i hovedaktionærens interesse at kontrollere selskabet 100 % — især hvis der er et modarbejdende eller modsigelseslystent mindretal — vil mindretalsaktionærerne se på sagen meget forskelligt, afhængigt af omstændigheder og individuelle forhold. En aktionær, som ingen indflydelse har på ledelsen af selskabet, kunne være tilfreds med at få mulighed for at afhænde sin aktieandel til en god pris, forudsat prisen er højere, end den pågældende kunne opnå ved at sælge aktierne på børsen. Hvis aktien giver et godt afkast eller der er udsigt til, at dens værdi øges, kunne en investor/aktionær imidlertid ønske at beholde den, og i en sådan situation er det uklart, hvorfor han eller hun skal være tvunget til at sælge. Endelig er en minoritetsandel på 10 % normalt ikke af en sådan størrelse, at den kan lægge hindringer i vejen for selskabets styring, men det må også anerkendes, at enhver aktionær har retten til frit at vælge. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at der kan forekomme grænsetilfælde, hvor ledelsen kræver kontrol med alle aktionærer: kun i disse tilfælde vil en sådan bestemmelse være berettiget, og i givet fald kun med godkendelse fra kontrolmyndighederne.

4.8

Artikel 39 b) — som bygger på artikel 16 i direktivet om overtagelsestilbud — vedrører den modsatte situation: mindretalsaktionærer kan, individuelt eller samlet, tvinge hovedaktionæren til at erhverve deres aktier, igen »til en rimelig pris«. Overvejelserne fra det foregående punkt finder her tilsvarende anvendelse. Også her gælder, at myndighederne kun bør godkende et tvunget salg, hvis det kan bevises, at det er nødvendigt, med undtagelse af afhændelse af aktieandele alene på grund af udsigten til, at selskabet vil få et dårligt resultat.

4.8.1

I begge ovennævnte tilfælde er det ønsket om retfærdighed og iagttagelse af overordnede retsprincipper, der ligger til grund for EØSU's konklusioner: aktionærernes ret til at vælge bør bevares fuldt ud og ikke begrænses af overvejelser, som ligger uden for deres interessesfære, medmindre der er et påvist behov, som berettiger det.