17.11.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 286/1

1.1

Kommissionen gik efter Rådets møde i Tammerfors den 15.-16. oktober 1999 i gang med en harmonisering og indførelse af retlige instrumenter, som gør det muligt at opbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som kan sikre fri bevægelighed for personer inden for EU. Inden da (1) havde Rådet færdiggjort de relevante bestemmelser for at lette forkyndelsen i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile eller kommercielle anliggender, hvilket blev hilst velkommen som et bidrag til bedre information af borgerne.

1.2

Som et resultat af Rådet i Tammerfors bad Kommissionen medlemsstaterne om at indføre procedurer for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser samt alternative og udenretlige procedurer til bilæggelse af civil- og handelsretlige spørgsmål, som kunne få retsvæsenet til at fungere bedre i de enkelte medlemsstater og samtidig styrke de europæiske systemer til dataindsamling og informationsspredning ved hjælp af den ny teknologi, der er til rådighed for offentligheden.

1.3

Om det første emne blev der fremlagt en rådsforordning om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (2), som blandt andre foranstaltninger omfatter en forenkling af fuldbyrdelsesproceduren, tilpasninger af de sikrende retsmidler, som fremmer fuldbyrdelsen af afgørelser, samt anerkendelse af et sikrende retsmiddel med gyldighed i hele Europa.

1.4

Ligeledes fremlagde Kommissionen et forslag til beslutning om oprettelse af et europæisk retligt netværk for civil- og handelssager (3) med det mål at skabe et europæisk instrument for retligt samarbejde og give privatpersoner, jurister, institutioner og forvaltninger adgang til information om love og procedurer, der finder anvendelse i de enkelte medlemsstater på det civil- og handelsretlige område. Det er et instrument til stor nytte for bilæggelsen af især grænseoverskridende tvister.

1.5

I 2002 fremlagde Kommissionen en grønbog, som på grundlag af en bred høring af såvel medlemsstaterne som de berørte parter gennemgik alternative fremgangsmåder til bilæggelse af tvister i EU. Det foreliggende direktivforslag er udarbejdet på dette grundlag som et velegnet og effektivt instrument, der respekterer de særlige karakteristika i de nationale retsordener vedrørende bilæggelse af civil- og handelsretlige tvister.

1.6

I denne forbindelse bør der skeles til de værdifulde erfaringer med mægling i forbrugersager (4), som har været anvendt længe og vist sig meget nyttig blandt andet takket være indarbejdelsen af denne praksis i lovgivningen på forbrugerbeskyttelsesområdet. Dette system har kunnet tilpasses de nye forbrugsmønstre, så det kan anvendes på såvel forbrugsvare- som tjenesteydelsesområdet.

1.7

Mægling på det civil- og handelsretlige område adskiller sig på visse punkter fra andre former for mægling. For det første må man huske på, at organiseringen af retssystemet er et rent nationalt anliggende, og for det andet kan mægling kun bruges til at bilægge tvister, hvis sagens parter går med til det. Begge forhold sætter grænser for Kommissionens indholdsmæssige udformning af forslaget til direktiv. Ikke desto mindre drejer det sig om at få indført alternative fremgangsmåder til bilæggelse af tvister (»alternative dispute resolution«), men som Kommissionen påpeger skal medlemsstaterne opretholde »et effektivt og retfærdigt retssystem«, der opfylder kravene til beskyttelse af menneskerettighederne.

2.1

Målet med dette forslag til direktiv er ved hjælp af mægling at fremme bilæggelsen af tvister, som opstår i det indre marked på det civil- og handelsretlige område. Dette indebærer definition af begrebet mægling og mægler, mens det overlades til medlemsstaterne at fastlægge retsreglerne, herunder især de krav, en mægler skal opfylde.

2.2

Mægling kan foretages frivilligt på initiativ af sagens parter eller efter påbegyndelsen af en retssag. Forslaget kan således fremsættes af parterne eller domstolen. I begge tilfælde går sagens parter med til mægling for at undgå en retssag eller for at lette sagens gang ved at acceptere resultaterne af mæglingen. I begge tilfælde kan parterne anmode om, at de indgåede aftaler opfyldes ved dom, en afgørelse eller et bekræftet dokument.

2.3

Indholdet af mæglingsbestræbelserne kan ikke bruges som bevismateriale i en retssag i henhold til artikel 6, stk. 1, således at fortroligheden mellem parterne og deltagerne i mæglingen garanteres. Ikke desto mindre kan oplysningerne bruges, hvis parterne og mægleren giver deres samtykke, og især hvis det sker for at beskytte børn eller forhindre, at en persons fysiske eller psykologiske integritet skades.

2.4

Mæglingen afbryder frister for forældelse eller anden rettighedsfortabelse som følge af fristoverskridelse vedrørende det krav, som mæglingen vedrører, hvis parterne bliver enige om at anvende mægling eller en domstol pålægger parterne at anvende mægling.

3.1

EØSU betragter dette initiativ fra Kommissionens side som et positivt instrument til videreførelse af de foranstaltninger, der blev iværksat efter Tammerfors-mødet for at opnå større retssikkerhed i EU. Skabelsen af en retlig ramme på europæisk plan for mægling på det civil- og handelsretlige område betyder, at et instrument, som allerede anvendes i nogle medlemsstater – dog mest i privat tvistbilæggelse – indarbejdes som et retligt skridt i forbindelse med en retssag, hvorved domstolene får mulighed for at foreslå en udenforstående mægler, der kan hjælpe parterne med at løse en konflikt.

3.2

Direktivforslaget sigter mod at øge brugen af mægling på det retlige område i EU. Det vil ud over de økonomiske gevinster i form af færre sagsomkostninger også give sociale fordele ved at begrænse den langtrukne domstolsbehandling af civile sager, som især inden for familieretten har alvorlige konsekvenser på grund af de sociale problemer, det skaber for sagens parter. Under alle omstændigheder må man ikke forveksle mægling med den forligsmægling, som finder udbredt anvendelse i de fleste medlemsstater, før der indledes retssag, og hvor parterne og deres advokater under dommerens opsyn forsøger at blive enige om en løsning, så en retssag kan undgås.

3.3

Mægleren har stor betydning for opnåelsen af et godt resultat. Mæglingen skal foregå på en troværdig og retlinet måde og ikke mindst være uafhængig af parterne, og mægleren skal have tavshedspligt under mæglingen for at mæglingsbestræbelserne kan være effektive og give et godt resultat. Forslagets artikel 4 overlader det imidlertid til medlemsstaterne at fastlægge de nærmere vilkår og krav til mæglingen, men henlægger udformningen af selvregulerende foranstaltninger og især udviklingen af europæiske adfærdskodekser til EU-planet. Det skal understreges, at selvom direktivforslaget ikke udelukkende er rettet mod grænseoverskridende tvister, vil der være behov for, at de personer, der udpeges til mæglere, tilbydes en uddannelse i EU-ret, og især må der skabes en retlig ramme, som giver dem mulighed for frit at levere mæglingsydelser i alle EU-lande.

3.4

Ved mægling er det vigtigt at sikre kvaliteten af ydelsen, og det foreliggende forslag burde indeholde nogle retningslinier for at sikre et mindstemål af harmonisering af de nødvendige betingelser for udøvelse af mæglerhvervet. I tråd med anbefalingerne vedrørende mægling på forbrugerområdet bør kravet til mæglernes kompetence og uafhængighed indgå som en af de nødvendige betingelser for udøvelse af mæglerhvervet, og dette kunne opnås ved at styrke det europæiske samarbejde om mere ensartede ordninger for uddannelse og udpegelse af mæglere.

3.5

Anvendelsesområdet for mægling i civil- og handelsretlige sager defineres negativt, idet ottende betragtning fastsætter, at direktivet ikke skal »omfatte processer, hvor sagen pådømmes, såsom voldgift, ombudsmandsordninger, forbrugerklageordninger og ekspertvurderinger, eller processer, som administreres af organer, der udsteder en formel henstilling, uanset om denne er juridisk bindende eller ej, med hensyn til løsningen af tvisten«. Udelukkelsen af disse processer er åbenbart begrundet i, at der for hvert af de nævnte tilfælde allerede findes en særlig mæglingsprocedure. Ikke desto mindre bør man overveje muligheden for mægling i civile sager, som udspringer af straffe- eller skattesager (5); ganske vist ville de fortsat være udelukket i forbindelse med den oprindelige straffe- eller skattesag, men mægling ville kunne fremme bilæggelsen af civile sager.

3.6

EØSU er enigt i den bestemmelse, som tilkender data af såvel civil- som handelsretlig karakter, der behandles som led i mæglingen (artikel 6, stk. 1), den højeste grad af fortrolighed, ikke kun når der er tale om data af personlig karakter, men også når det gælder aspekter vedrørende relationers fortrolige karakter. Udelukkelsen af sådanne bevismidler må dog på ingen måde kunne påberåbes, hvis børns rettigheder eller en persons fysiske eller psykologiske integritet sættes på spil i forbindelse med konflikten.

4.1

De foreslåede retlige rammer for mægling begrænser sig til civil- og handelsretlige sager (6). På trods af den omfattende retspraksis vedrørende afgrænsning af de områder, der falder ind under civil- og handelsretten, bør anvendelsesområdet i artikel 1, stk. 2, defineres eksplicit uden at anvende »udelukkelsesmetoden« i ottende betragtning. Desuden bør civil- og handelsretlige sager, der udspringer af andre retsområder såsom skatte- og forvaltningsret samt civile sager, der følger af straffesager (7), også tages med i betragtning.

4.1.1

På et senere tidspunkt kunne man i lyset af de resultater, der er opnået med anvendelsen af mæglingsproceduren i nærværende direktivforslag, undersøge muligheden for at udvide anvendelsesområdet til forvaltnings- og skatteretlige sager.

4.2

Noget, der kan give problemer ved omsættelsen i national ret, er afvigelserne mellem de forskellige sprogversioner af forslaget (8). Man må huske på, at organiseringen af retssystemet er et rent nationalt anliggende, og at retspraksis derfor kan variere fra land til land. Det bør slås fast, at det ikke kun er domstole, men også andre retsorganer, der kan foreslå mægling, og at ikke kun domstole, men en hvilken som helst offentlig myndighed, der er beføjet hertil i henhold til national ret, kan få til opgave at sikre, at aftalen bliver overholdt.

4.3

EØSU understreger mæglerens vigtige rolle for hele processens gennemførelse og effektivitet. Derfor bør Kommissionen foreslå retningslinier, som kan sikre dels en vis harmonisering mellem alle medlemsstater, dels anvendelse af tillidsvækkende mæglere med gode kvalifikationer. I artikel 4 bør der fastsættes visse minimumskrav til mæglere, f.eks. at de skal:

Især gælder det om at garantere retten til fri udveksling af tjenesteydelser mellem alle medlemsstater, hvilket især i de små medlemsstater vil kunne styrke mæglerens uafhængighed i forhold til parterne.

4.3.1

Muligheden for indførelse af en europæisk adfærdskodeks for at fastlægge de regler, som mæglerne skal følge i deres virke, hilses principielt velkommen, men for at en sådan kan fungere i praksis må Kommissionen her se til, at det sikres, at de fysiske og juridiske personer, der fungerer som mæglere, er kompetente, uafhængige og ansvarlige, således som EØSU har foreslået i forbindelse med artikel 4.

4.4

Problemet med mæglingens omkostninger er ikke kun et spørgsmål om, hvorvidt de skal medregnes i sagsomkostningerne alt efter situationen i hver enkelt medlemsstat. Enten må der fastsættes gebyrsatser for de forskellige typer sager og deres omfang, eller parterne må have krav på et overslag over omkostningerne, således at de kan tage stilling til, om de vil tage imod tilbuddet om mægling. Under alle omstændigheder bør mægling aldrig blive dyrere for parterne end en retssag.